Ny Mission 27

Menighedsformer og mission

Religionsfrihed Den mangfoldige kirke 2

og religionsforfølgelse

Redigeret af Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 26 • 2014

Ny Mission nr. 27

Religionsfrihed og religionsforfølgelse

Redigeret af Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 27 • 2014

Religionsfrihed og religionsforfølgelse Ny Mission nr. 27 Redigeret af Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 27 c)Dansk Missionsråd Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Telefon: 3961 2777 Fax: 3940 1954 E-mail: dmr@dmr.org 1. udgave, 1. oplag Omslagsfotos: Mogens S. Mogensen Tryk: Laser Tryk, Århus Layout: Charlotte Munch • www.charlottemunch.com ISBN nr. 9788787052139 ISSN 1399-5588

2

Ny Mission nr. 27

Indhold Forord........................................................................................................ 5 Af Mogens S. Mogensen

Religionsfrihed og religionsforfølgelse................................................... 9 Af Jonas Adelin Jørgensen

Freedom of Religion and European Identity......................................... 32

By Thomas Schirrmacher

Fakta og teorier om religiøs forfølgelse................................................ 43 Af Mogens S. Mogensen

Cross-national Influences on Social Hostilities Involving Religion and Government Restrictions on Religion............................................. 55

By Brian J. Grim

Kirkernes Verdensråds ”Udtalelse om politisering af religion og religiøse minoriteters rettigheder” – introduktion og kommentarer............................................................ 68 Af Jørgen Skov Sørensen

Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand............................................................................... 84 Af Uffe Torm

Forfulgte kristne – en folkelig, kirkelig og politisk opgave............... 120 Af Esben Lunde Larsen

Religionsfrihed – ikke noget problem i Danmark!?........................... 129 Af Birger Nygaard

SAT-7, et økumenisk medieprojekt for religionsfrihed...................... 137 Af Kurt Johansen

Ny Mission nr. 27

3

PROCMURA og religionsfrihed............................................................ 144 Af Arngeir Langås

Danmissions arbejde med at fremme religionsfrihed........................ 152 Af Mogens Kjær

Vi tror på de helliges samfund. Danske menigheders muligheder for at engagere sig for undertrykte kristne minoriteter.................... 171 Af Birger Nygaard

Dokumenter vedrørende religionsfrihed............................................ 179 Organisationer og organer mv., der arbejder med religionsfrihed... 194 Af Malene Nygaard

En lynguide til religionsfrihed. Hvad religionsfrihed betyder .......... 197 – og hvornår den kan begrænses

4

Ny Mission nr. 27

Forord Af Mogens S. Mogensen

I Danmark er vi tilbøjelige til at tage religionsfrihed for en så given ting, at vi knapt nok er bevidste om, hvad denne grundlæggende menneskerettighed indebærer. Men i dag lever omkring det store flertal af jordens befolkning i lande, hvor religionsfriheden enten er stærkt begrænset eller ikke-eksisterende. Der er tilmed tale om en stigende tendens, hvor religiøse konflikter er i tiltagende i alle regioner undtagen Nord- og Sydamerika. Især i Mellemøsten og Nordafrika er problemet blevet større i de senere år, i forbindelse med det såkaldte arabiske forår.

Det er baggrunden for, at Dansk Missionsråd i foråret 2014 tog initiativ til dannelsen af et ”Forum for religions- og trosfrihed”, der har til formål at styrke fokus og handling omkring tros- og religionsfrihed både for organisationer, kirkeligt bagland og i national offentlig og politisk debat. Det er også baggrunden for udgivelsen af dette temanummer af Ny Mission. I 15 artikler af danske og et par udenlandske forfattere belyses problemstillingerne omkring religionsfrihed og –forfølgelse fra en række forskellige vinkler.

I bogens introduktionsartikel, ”Religionsfrihed og religionsforfølgelse”, redegør DMR’s generalsekretær, Jonas A. Jørgensen, for, hvad der er international og dansk lov, hvilke kriterier der findes for begrænsningen af religionsfriheden, hvad diskrimination betyder, og hvad religionsforfølgelse indebærer. Den tyske forsker, Thomas Schirrmacher, som er en internationalt anerkendt ekspert på dette område, sporer i artiklen ”Freedom of Religion and European Identity” den historiske udvikling af tanken om religionsfrihed i Europa og drøfter forholdet mellem religionsfrihed og kristendom.

De engelske forskere Brian Grim og Roger Finke har skrevet en række bøger og artikler om religionsforfølgelse. En af deres mest kendt bøger er The Price of Freedom Denied. Religious Persecution and Conflict in the Twenty-First Centu-

Ny Mission nr. 27

5

ry fra 2010. I artiklen ”Fakta og teorier om religiøs forfølgelse” redegør Mogens S. Mogensen for deres undersøgelser om religionsforfølgelse i verdens lande og for deres teori om, at bestræbelsen på at begrænse religiøs aktivitet fører til højere niveauer af social konflikt og herunder også højere niveauer af voldelig religiøs forfølgelse. I artiklen ”Cross-national Influences on Social Hostilities Involving Religion and Government Restrictions on Religion” kommer Brian Grim selv til orde og fremlægger en analyse, der viser, hvordan udenlandske faktorer har bidraget til religiøse fjendtligheder og restriktioner i omkring 2/3 af verdens lande.

Kirkernes Verdensråd har helt fra grundlæggelsen i 1948 beskæftiget sig med spørgsmålet om trosfrihed, og således også på den seneste generalforsamling i Busan, Sydkorea. Sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørgen Skov Sørensen, der deltog i generalforsamlingen, introducerer her ”Kirkernes Verdensråds ’Udtalelse om politisering af religion og religiøse minoriteters rettigheder’”, der sætter fokus på en vigtig årsag til religiøse konflikter og religiøs forfølgelse, nemlig politisering af religion og religionisering af politik.

I en grundig analyse af ”Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand” påviser Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings tidligere leder, Uffe Torm, at nok er politikerne i de senere år blevet mere opmærksomme på religionens betydning, men der er sket meget lidt konkret på området. Både i udenrigspolitikken generelt og i udviklingspolitikken er det efter forfatterens opfattelse nødvendigt, at religionsfrihed indarbejdes i de overordnede strategier og konkrete politikker. En af de politikere, der er opmærksom på problemstillingen, er Esben Lunde Larsen, MF for Venstre. I artiklen ”Forfulgte kristne – en folkelig, kirkelig og politisk opgave” plæderer han for, at, når det gælder religionsfrihed og religiøse minoriteter, burde Danmark gå foran, bl.a. på grund af vores folkelige forståelse af frihed som forudsætning for fællesskab. Der er efter hans opfattelse behov for et langt stærkere engagement fra dansk side i EU og FN omkring spørgsmålet om forfulgte kristne og andre forfulgte grupper.

6

Ny Mission nr. 27

Det er imidlertid ofte vanskeligt udefra at gribe ind i de globale situationer, hvor religiøse minoriteter diskrimineres og forfølges. Men, som Birger Nygaard, der er sekretær for Folkekirkens Mission i Det mellemkirkelige Råd, gør opmærksom på i artiklen ”Religionsfrihed – ikke noget problem i Danmark!?”, så kunne vi begynde med at gøre noget ved vores egen mangelfulde forståelse af, hvad religionsfrihed indebærer, så vi bliver bedre til at leve med religiøs mangfoldighed i vort eget land og bliver bedre ambassadører for religionsfrihed både ude og hjemme.

Bogen indeholder tre eksempler på, hvad danske og internationale organisationer kan gøre for at fremme religionsfriheden rundt om i verden. Kurt Johansen, der er generalsekretær for SAT-7 i Europa, fortæller om “SAT-7, et økumenisk medieprojekt for religionsfrihed”. Danmissions generalsekretær, Mogens Kjær, præsenterer “Danmissions arbejde med at fremme religionsfrihed” i Mellemøsten og i Pakistan. Endelig giver Arngeir Langås, der er partnerkoordinator i Mission Afrika, læserne indsigt i, hvad Mission Afrikas partner, PROCMURA, gør for at fremme religionsfrihed og skabe forsoning mellem muslimer og kristne i Afrika.

Bogen afrundes med fem artikler, der giver læserene konkrete ideer og ressourcer til inspiration til et engagement omkring religionsfrihed og religionsforfølgelse. I artiklen ”Vi tror på de helliges samfund. Danske menigheders muligheder for at engagere sig for undertrykte kristne minoriteter” giver Birger Nygaard en række praktiske eksempler på, hvordan menigheder kan engagere sig til fordel for forfulgte kristne. Dansk Europamissions generalsekretær, Henrik Ertner Rasmussen, introducerer en række ”Internationale fora vedr. religionsfrihed”, og denne artikel oplysninger suppleres med en oversigt over ”Organisationer og organer m.v., der arbejder med religionsfrihed” udarbejdet af Malene Nygaard, der er cand. jur. og har været en del af ”Forum for Religionsfrihed”. Efter en oversigt over “Dokumenter vedrørende religionsfrihed” følger til sidst ”En lynguide til religionsfrihed”, som oprindelig er udarbejdet af Svensk Missionsråd, men oversat og bearbejdet til dansk af Nikoline og Birger Nygaard.

Ny Mission nr. 27

7

Som tidligere nævnt, er religionsforfølgelse og andre brud på religionsfriheden et voksende problem flere og flere steder i vores globaliserede verden. Derfor er der også her i Danmark brug for en langt større opmærksomhed omkring religionsfrihed og manglen på samme. Forhåbentlig kan denne bog bidrage til det.

8

Ny Mission nr. 27

Religionsfrihed og religionsforfølgelse Af Jonas Adelin Jørgensen

Retten til frihed i forhold til tro, tanke og religion og manglen på denne frihed udgør en kompleks problemstilling. I 64 ud af verdens 198 stater – dvs. 1/3 af alle verdens lande, hvor omkring 70% af jordens befolkning bor – var religionsfriheden i 2012 enten stærkt begrænset eller ikkeeksisterende (Pew Research Center 2014). Der er her tale om en stigende tendens, hvor religiøse konflikter og konflikter om religion er tiltagende i alle regioner i verden undtagen Nordog Sydamerika. Omfanget og alvoren i problemet er især i Mellemøsten og Nordafrika stigende efter de politiske omvæltninger i 2010 og 2011 (det såkaldte arabiske forår). Sammenhængen mellem religiøs tro, begrænsning af religionsfrihed, diskrimination og forfølgelse er derfor et område, som det er svært at overskue. Denne artikel ønsker at informere om, hvad der er international og dansk lov, hvilke kriterier der findes for begrænsningen af religionsfriheden, hvad diskrimination betyder, og hvad religionsforfølgelse indebærer. Desuden vil artiklen klargøre, hvad begreber som begrænsning, diskrimination og forfølgelse betyder, og hvorfor de bør skelnes fra hinanden.

Hvorfor beskytte religionsfriheden Der er flere svar på spørgsmålet om hvorfor religionsfriheden skal beskyttes.

Et svar er, at mennesker må respektere andres tro for derved at undgå religiøst motiverede konflikter. Dvs. at religionsfrihed er et udtryk for respekt for anderledes tænkende og troende.1 Et andet svar er, at religionsfrihed er en af de grundlæggende og umistelige frihedsrettigheder, som FN’s Menneskerettigheder tilkender det enkelte menneske. Den frihed er forudsætning for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.2 Her bliver religionsfrihed et spørgsmål om retfærdighed og værdier. Fordi religionsfrihed er en grundlæggende rettighed, og fordi manglen på religionsfrihed er en livstruende virkelighed for tusindvis af mennesker, så er religionsfrihed vigtig. Et tredje svar er, at religionsfrihed sikrer national og

Ny Mission nr. 27

9

international sikkerhed. Ifølge forskere ser det nemlig ud til, at social ustabilitet, en stram regulering af religion og manglende religionsfrihed hænger sammen (Grim & Finke 2007:633-658). Stater som respekterer religionsfrihed er generelt mere stabile, mere demokratiske og mere velhavende end de stater, som ikke respekterer den. Jeg ser alle tre svar som vigtige: Respekt, retfærdighed og sikkerhed motiverer på hver sin måde et forsvar for religionsfrihed.

Hvad beskytter religionsfriheden?

Religions- og trosfriheden beskytter den enkeltes ret til at tænke og tro, såvel som retten til at udøve sin religion. Der er med andre ord to dele i religionsfriheden: Den første del er den indre overbevisning, og den fulde frihed til at tro og tænke, hvad man vil. Denne ret kan ingen begrænse. Denne ret handler om mere end kun religiøs tro og gælder også for fx politiske overbevisninger, humanisme eller pacifisme. Den anden del handler om udøvelsen af religion.

Her kan friheden begrænses ved lov, nemlig hvor udøvelsen af religion støder mod hensynet til offentlig tryghed eller sikkerhed, hvor religionsudøvelsen kommer i konflikt med hensyn til offentlig orden, sundhed eller sædelighed, eller endelig i situationer, hvor der er en konflikt mellem religionsudøvelse på den ene side og på den anden side andre menneskers rettigheder og friheder.

Et lovindgreb skal være nødvendigt i et demokratisk samfund; dvs. at der stilles krav om proportionalitet: formålet med lovindgrebet ikke skal kunne nås på anden måde.

Der er tre forskellige retsområder, som har betydning når vi i en dansk kontekst taler om religions- og trosfrihed som indre overbevisning og som offentlig udøvelse. De tre er Folkeretten, som består af FN-traktater og traktater i Europarådets regi, EU-retten, og national dansk lovgivning, herunder naturligvis Grundloven. For at få en fornemmelse af sammenhængen mellem disse tre, og hvad det er for en tænkning der ligger bag disse traktater, så lad os se nærmere på hovedtrækkene i international og dansk lovgivning: Folkeretten og FN-traktaterne er de regler, som styrer forholdene mellem stater-

10

Ny Mission nr. 27

ne. Ifølge Menneskerettighedserklæringen fra 1948 (Universal Declaration of Human Rights, UDHR) betyder religions- og trosfrihed følgende:

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter (UDHR art. 18).

Folkeretten med FN-traktaterne og Europarådstraktaterne er bindende for staterne. Det er staterne selv, som vurderer, om de har opfyldt traktaterne. Det er, fordi det er vanskeligt at have regler, som dikterer, hvad suveræne stater skal, og hvordan de skal gøre det. Men der er en domstol tilknyttet den Europæiske Menneskerettighedskommission, ligesom FN’s menneskerettighedsorganer kan forlange at få rapporter fra medlemslandene og drøfte disse offentlige rapporter med staterne. I praksis betyder det, at staterne fortolker denne ret ganske forskelligt. Dertil kommer, at der i de senere år har været adskillige røster, som har forsøgt at ændre ordlyden eller fjerne retten til at skifte religion som en del af de universelle menneskerettigheder.

På det europæiske niveau har den europæiske menneskerettighedskonvention såvel som EU-charteret betydning. Ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950 (EMRK) indebærer retten til religions- og trosfrihed at: 1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nød-

Ny Mission nr. 27

11

vendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed (ECHR art. 9).

Videre i 1. Tillægsprotokol hedder det om uddannelse og religion: Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning (ECHR, 1. Tillægsprotokol, art. 2) Menneskerettighedskonventionen er gjort til en del af dansk lovgivning som den eneste internationale konvention eller traktat. Denne konvention er med andre ord bindende for den danske stat såvel som for borgere, myndigheder og virksomheder i det danske samfund. Sager om fortolkning af menneskerettighedskonventionen kan forelægges den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Medlemsstaterne har forpligtet sig til at følge domstolens afgørelse; det gælder også de medlemsstater, der ikke direkte har inkorporeret konventionen i national ret.

Det andet vigtige dokument på europæisk niveau er Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fra 2000 (Charter of Fundamental Rights of the European Union, CFREU). Her er retten til religions- og trosfrihed beskrevet på følgende måde: 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

2. Retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde anerkendes i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret (CFREU, art. 10).

12

Ny Mission nr. 27

Om begrænsningen af rettigheder og friheder siger charteret følgende:

Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (CFREU, art. 52).

Med den seneste ændring af EU’s traktatgrundlag er EU også bundet af den europæiske menneskerettighedskonvention og medlemsstaterne er forpligtet til at tolke EU-retten inden for rammerne af konventionen og chartret. Hvis der bliver problemer med fortolkning af EU-retten i forhold til disse grundlæggende normer, er det en sag for EU-domstolen i Luxembourg. Ifølge domme fra EU-domstolen betyder religions- og trosfrihed en frihed til ”synspunkter som har en vis grad af stringens, seriøsitet, sammenhæng og vigtighed”3 og ”et sammenhængende syn på grundlæggende problemer”.4 Religions- og trosfriheden gælder således både traditionelle og nye religiøse trosopfattelser, ligesom ikke-religiøse trosopfattelser beskyttes, fx ateisme, agnosticisme, humanisme og pacifisme.

Retten til ikke at have nogen trosopfattelse beskyttes ligeledes. Eksempler på, hvad EU-domstolen ikke beskytter som frihed i forhold til religion og tro, har været ønsket om askespredning i hjemmet eller en tro på aktiv dødshjælp.

Inden for den danske lovgivning er Grundloven den autoritative kilde i forhold til religions- og trosfrihed. Grundloven regulerer forholdet mellem den individuelle religionsfrihed og den kollektive religionsfrihed, og hvem der så repræsenterer religionssamfundet. Friheden beskytter både den,, som tror og den, som ikke tror, og både individer og religiøse samfund er omfattet af Grundlovens religionsfrihed:

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde,

Ny Mission nr. 27

13

der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden (Grundloven §67).

Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt (Grundloven §70) Både rettigheder og pligter er således ens for alle, uanset hvilken religiøs tro den enkelte måtte have eller ingen religiøs tro.

De tre områder af lovgivning er enige om, at staten har et ansvar i forhold til at respektere, beskytte og fremme religions- og trosfrihed. Lad os se nærmere på de områder, hvor dette ansvar kommer til udtryk på fem konkrete områder: 1) Religionsfrihed som en individuel rettighed; 2) frihed til at antage, skifte eller afstå fra religion eller tro; 3) frihed til at udøve tro eller religion; 4) frihed fra tvang; 5) frihed fra diskrimination.

Religionsfrihed som en individuel rettighed Det, som religionsfriheden beskytter, er ikke religioner, men individer. Rettigheden er med andre ord individets rettighed, og ikke religionens ret til ikke at blive kritiseret eller diskuteret. Rettigheden giver individet frihed til at antage eller skifte tro, frihed fra tvang og frihed fra diskrimination. I denne frihed ligger, som tidligere nævnt, også friheden til ikke at have en religion. Denne frihed er den indre overbevisning, og den fulde frihed til at tro og tænke, hvad man vil.

Som tidligere nævnt kan ingen begrænse denne ret.

Religionsfriheden har også en kollektiv dimension i den forstand, at et trossamfund er beskyttet og har rettigheder i forhold til sine medlemmer og ansatte. Dette indebærer muligheden for konflikter, fx i forhold til tidligere medlemmer af et trossamfund, eller hvor trossamfundet er arbejdsgiver og hævder et decorum i forhold til ansatte.

Den individuelle frihed til tro hænger sammen med tanke- og ytringsfriheden.

14

Ny Mission nr. 27

Disse friheder er uopgivelige forudsætninger for den fulde udvikling af den enkelte person. Derfor er de fundamentale for ethvert samfund og udgør grundstenen for ethvert frit og demokratisk samfund.5 Disse friheder hænger tæt sammen, fordi friheden til tro, tanke og ytring er den måde, som tro og meninger bliver formet og udviklet på.

Frihed til at antage, skifte eller afstå fra religion eller tro Denne del af religionsfriheden er måske den, som internationalt er mest truet.

Mange samfund beskytter den religion, den enkelte er opvokset i, men forbyder religionsskifte, i hvert fald hvis det er til en minoritetsreligion i samfundet. At skifte fra en tro til en anden er en beslutning, som giver den enkelte nye værdier og navigeringspunkter – en ny identitet. Trosskifte har derfor også ofte store sociale konsekvenser, og et skifte kan derfor synes at true social stabilitet. Ikke desto mindre er det en internationalt anerkendt grundlæggende individuel ret.6 Retten til at tænke og tro, sådan som man selv er blevet overbevist om er rigtigt, er en forudsætning for andre frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Friheden til at udøve religion eller tro Friheden til at tro indebærer også en ydre frihed til udøvelsen af religion. Denne ret er omfattende, og gudsdyrkelse, religiøs praksis og religiøs undervisning dækker en lang række ting. Ritualer og ceremonier, opførelse af bygninger til religiøse formål, religiøse objekter, offentligt at bære religiøse symboler, særlige fødevareregler, klædedragt, hovedbeklædning, religiøst sprog, frihed til at vælge religiøse ledere og præster, frihed til at skrive og distribuere religiøse tekster, og iagttagelsen af helligdage hører alle med til denne ret.

Samtidigt bevæger vi os over i den anden, ydre del af religionsfriheden, hvor friheden kan begrænses efter lov, nemlig hvor udøvelsen af religion støder mod hensynet til offentlig sikkerhed, sundhed, sædelighed eller andre menneskers fundamentale rettigheder.

Ny Mission nr. 27

15

Frihed fra tvang Friheden fra tvang betyder frihed fra alt, som hindrer eller tvinger individer til en bestemt religiøs overbevisning, eller hvor en religiøs overbevisning forhindrer en person i at tage del i almindelige borgerlige pligter. Trusler, vold og diskrimination kan også ses som former for tvang, hvad enten de kommer fra politisk eller social side, og er ifølge dansk lovgivning strafbart.

Friheden fra tvang indebærer også retten til vægring, eksempelvis i forhold til krigstjeneste. Historisk har dette været en omdiskuteret ret, og mange lande fængsler stadig militærnægtere. Spørgsmålet om samvittighedsfriheden har været diskuteret på EU-niveau eksempelvis i forhold sundhedspersonales ret til ikke at medvirke ved abort eller kirkeligt personales ret til ikke at medvirke ved indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn .

Et vigtigt og vanskeligt område i forhold til frihed fra tvang er forholdet mellem forældre og børn. Her er det grundlæggende princip ifølge FN’s Børnekonvention, at barnets bedste står i centrum,7 hvilket dog er et vagt kriterium. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonvention gælder det, at forældre har ret til at opdrage deres børn i en bestemt religiøs tro, men at forældrene også må lade barnet selv vælge og forme sin overbevisning i takt med barnets tiltagende evner. Religionsfriheden er i forhold til børn begrænset, hvor udøvelsen af religion skader barnets mentale eller fysiske sundhed. Børn har ret til undervisning i religion, såvel som ret til ikke at deltage i undervisningen.

Friheden fra diskrimination Friheden fra diskrimination er den enkeltes ret til at ikke blive diskrimineret på grund af tro eller religionsudøvelse. Friheden gælder også ateistiske opfattelser og – måske specielt – minoritetsgrupper. Det er statens ansvar aktivt at hindre diskrimination både på det politiske niveau og på det sociale niveau. Diskrimination er et alvorligt problem på internationalt niveau, hvor menneskers adgang til uddannelse, sundhed og velstand begrænses som følge af religiøs diskrimination. Det gælder ikke blot den direkte diskrimination, men også den indirekte,

16

Ny Mission nr. 27

hvor en lov eller politik formelt set kan være korrekt, men alligevel i praksis vise sig at være diskriminerende.

På europæisk niveau har der været stort fokus på bekæmpelse af alle former for diskrimination, der er baseret på religion eller tro – ligesom det gælder diskrimination baseret på køn, race, etnisk oprindelse, handicap, alder, nationalitet eller seksuel orientering. EU’s charter om grundlæggende rettigheder taler direkte om ’retten til ikke at blive diskrimineret’,8 og den samme ret er blevet stadfæstet i traktaterne. Her er der tre centrale direktiver om lige behandling uanset race, lige behandling på arbejdsmarkedet, og lige behandling mellem kønnene.

Hvad er religiøs diskrimination?

Min arbejdsdefinition af religiøs diskrimination er følgende: Religiøs diskrimination er på grund af religiøs tro (eller mangel på tro) at behandle personer eller grupper forskelligt fra andre grupper. Diskrimination er således sociale eller politiske begrænsninger af trosfriheden, social eller politisk eksklusion eller ligefrem juridiske sanktioner på grund af en bestemt religiøs tro. Internationalt findes der mange nutidige eksempler på diskrimination der er forbundet til religion: Frankrig indførte i 2004 forbud mod religiøs hovedbeklædning så som hijab på offentlige steder, et forbud som specielt rammer muslimske kvinder, og overtrædelse kan medføre arrestation og bøde. Dette forbud har den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i juli 2014 sat spørgsmålstegn ved, og påpeget at kriminaliseringen af religiøs hovedbeklædning er en overtrædelse af Artikel 8 og 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (ECHR).

Den i Indien magtfulde populistiske og nationalistiske bevægelse Hindutva hævder suverænitet for hinduer i lokale områder, og syv delstater har indført anti-konversionslove som følge af de nationalistiske bevægelsers lobbyvirksomhed. Lovene indeholder alle et forbud mod omvendelse ’med svigefulde midler’, som dog ikke er nærmere karakteriseret. Ironisk nok har de delstater, som har

Ny Mission nr. 27

17

anti-konversionslove, samtidigt en høj rate af vold mod religiøse minoriteter, fx muslimer i Gujarat og kristne i Madhya Pradesh. Samtidig har indiske muslimer haft held til at etablere lokale shari’a-domstole, som har en vis magt. Den indiske forfatningsdomstol har påpeget konflikten mellem Indiens konstitution §25, der sikrer religionsfrihed, og anti-konversionslovene, men indtil videre uden større held til at ændre dem.

Pakistan har længe haft blasfemilovgivning som har tjent til at marginalisere den islamiske minoritetsgruppe Ahmadiyya. Det drejer sig om love, som begrænser religionsfriheden og som sanktionerer den sociale religiøse intolerance, og der er rapporter om et antal personer som er dømte og fængslede efter blasfemilovene.

Samtidigt har der i det seneste år været en ændret officiel tone i forhold til vold og forfølgelse af religiøse minoriteter som shia-muslimer og kristne, hvor der har været officielle fordømmelser af bombninger af moskeer og kirker, dog uden at det har lykkedes myndighederne at anholde gerningsmændene.

Situationen i Indien og Pakistan har paralleller i Nigeria, hvor de to hovedregioner – nord og syd – udgør to religiøse og politiske blokke, som konkurrerer om den politiske og økonomiske magt, og hvor den ekstremistiske islamiske bevægelse Boko Haram har været en stor udfordring. Der har også været situationer i Mexico, hvor nationale politikere har ladet lokale autoriteter i Chiapas diskriminere mod de religiøse grupper, som nægter at bidrage økonomisk til de traditionelle katolske festivaller.

I Iran er der restriktioner i forhold til omvendelse, og medlemmer af Zoroaster-samfundet såvel som bahaier og kristne grupper bliver jævnligt tilbageholdt eller idømt fængselsstraffe. Den statslige retorik og praksis i forhold til at straffe for ’had mod Gud’ – inklusive dødsstraf – indskrænker friheden for alle ikke-shia grupper.

I det tidligere Sovjetområde finder forskellige former for statsanerkendt religiøs diskrimination sted. I Rusland sikrer konstitutionen religionsfrihed, men en lov om religion fra 1997 regulerer religiøse gruppers aktivitet ganske indgående og

18

Ny Mission nr. 27

kræver en række tilsyn og registreringer. Der har i det sidste årti været en række sager ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod den russiske stat for diskrimination, sager som Rusland alle har tabt. I Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan er restriktionerne yderligere strammet, og religiøs aktivitet er kun lovlig hvis den er godkendt af staten. Tadsjikistan forbyder ligefrem personer under 18 år at deltage i religiøse samlinger, ligesom muslimske kvinder generelt forbydes at deltage i moske-samlinger.

Et andet eksempel er Kina, som med sin religionspolitik officielt kun anerkender et begrænset antal religioner, og til gengæld forbyder alle andre religiøse retninger (fx former for tibetansk buddhisme, Falun Gong). Saudi Arabien anerkender islam som statsreligion, og styret er sunni-muslimsk. Alle andre former for religion, inklusive andre former for islam, er forbudt ved lov. Derved er Kina og Saudi Arabien klare eksempel på en statsanerkendt diskrimination i forhold til religion.

Nordkorea er vel det sted, hvor den statssanktionerede diskrimination i forhold til religion er hårdest, og religionsforfølgelse rapporteret oftest. Enhver form for religiøs organisation er forbudt, og der er hårde straffe for uautoriseret religiøs aktivitet. Rapporter fra flygtninge, missionærer og ngo’er indikerer at personer, som er engageret i en form for religiøs aktivitet og som er i kontakt med fremmede, arresteres og underkastes hårde straffe inklusive henrettelse.

Diskrimination, lovgivning og det sociale liv Det ovenstående har givet en række eksempler på diskrimination. Forskelsbehandlingen kan være direkte eller indirekte, dvs. enten ved fx direkte udtalelser eller som effekt af en anden politik. Et specielt vigtigt område har i Danmark og den vestlige verden generelt været arbejdsmarkedet, hvor ligebehandlingslovgivningen forbyder diskrimination i forhold til ansættelse, løn eller afskedigelse.

Men lovene dækker naturligvis også bredere, og diskrimination i form af nedsættende bemærkninger om en persons religiøse overbevisning er også omfattet af loven. I forhold til religionsfrihedens kollektiv dimension – at et trossamfund

Ny Mission nr. 27

19

er beskyttet, og har rettigheder i forhold til sine medlemmer og ansatte – så anerkender lovgivningen at man kan kræve religiøs loyalitet i et vist omfang i forhold til et trossamfunds etos.

Indledningsvis gjorde jeg rede for forbindelsen mellem religiøs diskrimination, propaganda og vold, og jeg argumenterede for, at der ikke er nogen væsensforskel mellem diskrimination og etniske udrensninger. Begge dele er lige uacceptable. Religiøs diskrimination findes i forskellige former, fra det franske eksempel med forbuddet mod religiøst motiveret hovedbeklædning til det totalitære nordkoreanske styres forbud mod enhver form for religiøs aktivitet. Men der er tale om en gradsforskel og ikke en væsensforskel. Kampen mod diskrimination er derfor en vigtig del af kampen for religionsfrihed. Statssanktioneret diskrimination er legitimation af og begyndelsespunktet for alvorligere og voldelig forfølgelse. Retten til trosfrihed, korrekt information om anderledes troende, dialog mellem grupper og gensidig anerkendelse af friheden til tanke og tro er metoden til at bekæmpe diskrimination.

At forbyde diskrimination gennem lovgivning er naturligvis et vigtigt skridt.

Men i forhold til at forstå dynamikken omkring diskrimination er det lige så vigtigt at se på det sociale liv i et samfund, idet politik bliver til som resultat af gruppers indflydelse på samfundet. Den sociale regulering af religionen i et samfund bliver med andre ord ofte til inspiration for lovgiverne og ender måske som en politik i landet. De ovenfor nævnte eksempler omkring religiøs diskrimination fra Indien og Nigeria kunne siges at vise en sådan sammenhæng.

Sammenhængen mellem social regulering af religion, statsregulering af religion og religiøs diskrimination er med andre ord vigtig at forstå, hvis vi vil forstå dynamikken omkring diskrimination.

Forskere har her argumenteret for, at religiøs diskrimination er udtryk for en form for social konflikt (Grim & Finke 2007:640). Diskriminationen er udtryk for en konflikt, som kan eskalere til en egentlig forfølgelse, dvs. den situation, hvor der er en voldelig konflikt mellem en gruppe troende og en anden gruppe

20

Ny Mission nr. 27

eller voldelig fremfærd over for en religiøs gruppe. Når religiøs forfølgelse legitimeres af staten, så giver det et socialt feedback, som øger den sociale regulering omkring religion. Socialt anerkendt diskrimination bliver til politisk godkendt diskrimination, som så igen kan give anledning til eskalerende sociale og politiske konflikter. Overgangen fra diskrimination til propaganda og voldelig forfølgelse er med andre ord en glidende overgang.

Hvad er begrænsning af religionsfrihed?

Der er jævnligt diskussion om grænserne for religion og religionsudøvelse, både i Danmark og internationalt: Er det i orden at bære tørklæde? Må man bære kors på en arbejdsuniform? Må omskærelse af små børn finde sted? I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvilke overvejelser der ligger bag begrænsningen af religionsfriheden, og hvordan disse begrænsninger skal vurderes. Det er ikke alt, som kan motiveres ud fra religion, som beskyttes af religionsfriheden. Det er heller ikke enhver begrænsning, som er diskrimination. Både Kina og Danmark regulerer religion, men der er stor forskel den konkrete regulering: I Kina er der et lille antal tilladte religioner, mens al anden religion er forbudt. I Danmark er der udstrakt religionsfrihed men ikke religionslighed, idet den evangelisk- lutherske folkekirke, som flertallet er medlemmer af, har privilegier, som andre trossamfund ikke kan opnå.

Foregår der begrænsning af religionsfrihed? Ja, i en lang række lande begrænses religionsfriheden politisk. Som jeg skrev indledningsvis, var religionsfriheden i 2012 begrænset i 64 ud af verdens 198 stater – dvs. 1/3 af alle verdens lande, hvor omkring 70% af jordens befolkning bor. Disse begrænsninger kommer til udtryk i love mod blasfemi (fx Pakistan) eller i love mod omvendelse (fx en række indiske delstater), eller hvor der ifølge landets forfatning kun tillades én form for religiøs tro (Saudi Arabien). De politiske begrænsninger kan også komme til udtryk i, hvor troende fra minoritetssamfund mangler rettigheder i forhold til troende fra andre traditioner, fx i forhold til familieret og arveret eller lige vilkår i forhold til arbejdsgivere.

Ny Mission nr. 27

21

Et område på det politiske niveau i spørgsmålet om religionsfrihed er udeladelse.

Udeladelse kan finde sted i form af manglende implementering af eksisterende lovgivning eller manglende beskyttelse af religiøse mindretal. Dette er et bekymrende område, fordi problemet her ikke er manglende lovgivning, men manglende evne eller vilje til at implementere lovgivningen. Med den manglende implementering bevæger vi os ind i et område, hvor begrænsningerne i udøvelse af tro har mere social end juridisk karakter, og det leder os til at se nærmere på religiøs diskrimination.

Begrænsning i religionsfriheden: legitim eller diskriminerende?

Et grundlæggende skel i spørgsmålet om begrænsning i religionsfriheden er mellem den indre, ukrænkelige og individuelle frihed, og den ydre frihed, som kan begrænses for at ikke krænke andre menneskers individuelle frihed. For at vurdere, hvor vidt en begrænsning af religionsfriheden er velbegrundet, eller om den strider mod individuelle og grundlæggende tros- og tankefrihed og er et udtryk for diskrimination, så er det vigtigt at forstå, hvordan international og dansk lov ræsonnerer på dette område. Der er for europæisk og dansk lov to centrale spørgsmål i ræsonnementet: Er begrænsningen en begrænsning af religionsfriheden? Er begrænsningen legitim?

Det første spørgsmål handler både om, hvad der motiverer en handling, og om, hvor vidt handlingen ligger inden for området for religionsudøvelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i nylige domme om religion lagt op til et skel mellem handlinger, som er tæt forbundet med en religiøs overbevisning, og handlinger som blot er motiveret af en religiøs overbevisning.9 Hvor den første kategori af handlinger beskyttes af religionsfriheden, så gælder det ikke nødvendigvis for den anden kategori. En handling, der er tæt forbundet med religiøs overbevisning, må kunne føres direkte tilbage til indholdet i religionen, fx gudstjeneste eller tilbedelse i en generelt accepteret form.

Forudsætningen for en begrænsning af religionsfriheden er, at der er en frihed.

Når der finder religionsudøvelse sted, kan denne frihed i visse situationer be-

22

Ny Mission nr. 27

grænses: fx er friheden til at bede i arbejdstiden en ret, ligesom retten til at bære religiøse symboler i forbindelse med en arbejdsuniform i udgangspunktet er en ret, men ikke en ret, der ikke kan begrænses. En begrænsning af den første handling – retten til at bede – kan være en begrænsning af religionsfriheden, men den kan også være udtryk for en praktisk nødvendighed, ligesom en begrænsning af den anden handling – retten til at bære religiøse symboler – kan være nødvendig, fx hvor hygiejniske forhold kræver det. Hvis vi skulle følge denne tænkning, så må vi sige, at religionsfriheden i udgangspunktet er individuel og umistelig, men at der samtidig kan være situationer, hvor begrænsning af handlinger motiveret af religiøs overbevisning er tilladelig.

Dette leder videre til det andet spørgsmål, som handler om, hvorvidt begrænsningen er legitim. I den Europæiske Menneskerettighedskonvention gives der følgende ramme for at bedømme legitimiteten:

Freedom to manifest one’s religion or beliefs shall be subject only to such limitations as are prescribed by law and are necessary in a democratic society in the interests of public safety, for the protection of public order, health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others (Art. 9, stk.2).

Det betyder, at enhver begrænsning må være nødvendig og beskrevet i lov. Med andre ord kan begrænsninger ikke indføres, blot fordi de er ønskværdige, eller fordi et flertal ønsker sådanne begrænsninger.10 Desuden betyder religionsfriheden, at begrænsninger, som udelukkende retter sig mod en bestemt religionsudøvelse eller en bestemt religiøs holdning, ikke er legitime. Hvis vi skulle fortsætte den tænkning, som præsenteres i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så er der en række spørgsmål, der må kunne besvares tilfredsstillende, før en begrænsning af religionsfriheden er legitim: • Hvordan og i hvilken grad truer religionsudøvelsen offentlig sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres friheder eller rettigheder?

Ny Mission nr. 27

23

• På hvilken måde truer religionsudøvelsen andre menneskers frihed til at tro (eller ikke at tro) eller fx ret til familieliv?

• Er begrænsningen proportional i forhold til truslen?

• Hvis hensigten er at beskytte andres frihed, hvor effektivt er begrænsningen så i forhold til dette?

• Diskriminerer begrænsningen i forhold til en bestemt religiøs forståelse eller en bestemt religionsudøvelse?

Religioner og konflikter: Hvad er religiøs forfølgelse?

Diskrimination og propaganda omkring religiøse grupper kan ses som den ene ende af en skala, der beskriver manglende religionsfrihed. Hvis grænsen mellem legitim begrænsning af religionsudøvelse og spørgsmålet om diskrimination udgør den ene ende af spekteret omkring religionsfrihed, så finder vi i den anden ende direkte religiøs forfølgelse. Der er flere pointer i forhold til at se diskrimination, propaganda, og forfølgelse som stadier på en skala: For det første, at ingen forfølgelse starter ud af det blå, men er en konflikt mellem en gruppe troende og en anden gruppe, som er bygget op gennem en række stadier, hvor diskrimination og propaganda er de første skridt. Den anden pointe er, at forfølgelse kan være slutpunktet i den udvikling, som begynder med manglende religionsfrihed, manglende indgreb over for diskrimination og manglende korrekt information. Religionsforfølgelse er således grundlæggende en social konflikt.

Der er i vores samtid et stort antal konflikter, hvor religion spiller en rolle – faktisk ser det ud til, at antallet i de sidste 25 år har været stigende (Svensson 2012).

Både statsanerkendte og statsgodkendte forfølgelser findes i en lang række af lande. Enhver form for religionsforfølgelse er naturligvis altid uacceptabel. I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvad religiøs forfølgelse er, og om alle konflikter mellem forskellige religiøse grupper er udtryk for religiøs forfølgelse.

Min arbejdsdefinition af religiøs forfølgelse lyder som følger: Religiøs forfølgelse er den situation, hvor der er en voldelig konflikt mellem en gruppe troende

24

Ny Mission nr. 27

og en anden gruppe eller voldelig fremfærd over for en religiøs gruppe. Vi taler med andre ord om en situation, som er eskaleret hinsides en stats begrænsning af religionsfrihed og videre end diskrimination af en religiøs gruppe, og hvor voldelige overgreb mod en gruppe troende ses gentagne gange. Blandt de former for voldelig forfølgelse, som ses, er fængsling, tortur, tvangsægteskaber, voldtægt, etnisk udrensning og henrettelse.

Hvorfor opstår religiøse forfølgelser?

Der findes en lang række videnskabelige studier af grunde til konflikter mellem grupper eller nationer. Størstedelen af den empirisk forskning ser på politiske og økonomiske grunde til konflikt og ignorerer eller overser religionens rolle i konflikter. Selv ikke studier af statsstøttede etniske udrensninger fokuserer i nogen større udstrækning på religion (fx Krain 1997). Forklaringen på religionsforfølgelse uden inddragelse af spørgsmålet om religionsfrihed ignorerer den store rolle, som religion spiller i mange af nutidens konflikter, fx sekterisk vold i Irak eller etnisk-religiøse udrensninger i Bosnien.

Er der så altid tale om religiøs forfølgelse, når en gruppe troende og en anden gruppe er i en voldelig konflikt? Nej, her gælder det om at skelne mellem to forskellige dimensioner af religiøs tro: Den første funktion, som religion har, er at give indhold til og anvisninger på handlinger. Hvis det er indholdet eller handlingerne, som er grunden til konflikten mellem gruppen af troende og den anden gruppe, så er der tale om, at religiøs tro er grunden til konflikten. Den voldelige konflikt vil da være udtryk for en religiøs forfølgelse. Den anden funktion, som religion har, er at fungere som en identitetsmarkør. Med det menes, at religiøs tro bliver en del af den identitet, som den enkelte og gruppen har, og som gør dem forskellig fra andre grupper. Hvis religion blot er en identitetsmarkør i konflikten, og uenigheden ikke drejer sig om indholdet i troen eller religiøst motiverede handlinger, så er en voldelig konflikt ikke udtryk for religiøs forfølgelse. Som nylig forskning tyder på, så skal religionens rolle i konflikter derfor hverken overdrives eller underdrives (Grim & Finke 2007).

Ny Mission nr. 27

25

Er løsningen så at regulere og ensrette religionen og på den måde undgå konflikt mellem grupper, dvs. at mindske religionsfriheden? Eller er løsningen at deregulere og fjerne juridiske og sociale restriktioner omkring religion, dvs. større religionsfrihed? Religionssociologer har påpeget, at mindre regulering forhindrer religiøs forfølgelse ved at sikre en fair behandling af alle religiøse grupper i et samfund. Omvendt er et stærkt reguleret religiøst ’marked’ en frugtbar grund for konflikt mellem religiøse grupper og deraf følgende religiøs ekstremisme (Grim & Finke 2007). Et dereguleret religiøst ’marked’ resulterer i flere forskellige religiøse grupper, dvs. i religiøs pluralisme. Det betyder en situation hvor ingen religion kan kræve monopol i et område i forhold til religiøs aktivitet, men at alle religioner og religiøse grupper nu må spille efter samme regler.

Hvis vi skulle fortsætte denne tænkning, så kunne der argumenters for, at religiøse stridigheder i forhold til staten og i forhold til andre religiøse grupper bliver mindre, når religionerne konkurrerer om befolkningens tilslutning uden indblanding fra staten. Omvendt ville der være en fare i den situation, hvor en religiøs gruppe har monopol på statens privilegier og magt og dermed fristes til at starte en religiøs forfølgelse af andre og i forhold til magten konkurrerende grupper.

Hvor alvorligt er problemet med religiøs forfølgelse?

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor mange mennesker der hvert år mister livet på grund af religiøs forfølgelse.11 En af de bedste og mest detaljerede årlige rapporter er efter min vurdering den statslige institution ”U.S. Commission on International Religious Freedom”.12 Kommissionen udfærdiger hvert år en rapport til den amerikanske regering og indsamler gennem ambassader over hele verden et detaljeret øjebliksbillede af, hvordan udviklingen har været. Der er ikke tale om en kvantitativ opgørelse, men rapporten nævner hvert år en række lande som ”countries of particular concern”. Fælles for disse lande er det, at der finder religiøs forfølgelse eller forfølgelse af religiøse mindretal sted i disse lande. Rapporten indeholder desuden en række værdifulde forslag til, hvordan

26

Ny Mission nr. 27

religionsfriheden kan fremmes de steder, hvor den har det trangt. I den seneste rapport,13 udgivet august 2014 og omhandlende udviklingen i 2013, er der en detaljeret gennemgang af situationen i en lang række lande: I 2013 var en række konflikter årsag til, at religiøse grupper blev tvunget væk fra levesteder og udsat for forfølgelse: Efter tre års borgerkrig i Syrien er den historisk set store kristne minoritet nu en skygge af sig selv, og mange er flygtet til nabolande eller emigreret væk fra regionen. I byen Homs har der historisk været omkring 160.000 kristne, men man regner nu med, at der er mindre end 1.000 kristne. Mange har mistet livet gennem kidnapninger og henrettelser fra ekstremistiske muslimske grupper. I den Centralafrikanske Republik har politisk utilfredshed og udbredt lovløshed udartet sig til kampe mellem kristne og muslimske grupper, kampe, som alene i december 2013 kostede flere end 1.000 personer livet – kristne såvel som muslimer.

I Burma har anti-muslimsk vold i 2013 kostet omkring 100 personer livet, og tusindvis er blevet fordrevet fra deres hjemegne Meikhtila og Rakhine. Misinformation og diskrimination fra buddhistiske grupper i forhold til den muslimske minoritet er fortsat et stort problem i landet, også selv om den generelle menneskerettighedssituation er i bedring. I Pakistan har ekstremistiske sunni-muslimske grupper dræbt mere end 400 shia-muslimer og 80 kristne. I Nigeria har den ekstremistiske islamiske gruppe Boko Haram dræbt mere end 1.000 personer i løbet af 2013, ofte i forbindelse med bøn eller gudstjenester i moskeer og kirker.

I Bangladesh, Egypten, Saudi Arabien, Iran, Sri Lanka og Kina er der voldsom diskrimination inklusive frihedsberøvelse af religiøse mindretal.

Indtil videre har 2014 tegnet et om muligt endnu mere dystert billede: I Irak og Syrien har den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat formået at erobre store landområder, og har begået etnisk-religiøse udrensninger i form af massehenrettelser. Omfattende ødelæggelser af kulturhistoriske bygningsværker som moskeer og kirker er også rapporteret. I Nigeria har Boko Harams bortførelse af en række elever fra en pigeskole i 2014 har sat fornyet fokus på bevægelsen

Ny Mission nr. 27

27

og igen udstillet centralregeringens og dens hærs manglende evne til at beskytte deres egne borgere mod overgreb fra bevægelsen.

Væbnede konflikter og krige involverer ofte forfølgelse, men ikke alle voldelige konflikter er religiøse forfølgelser. Konflikter er komplekse situationer, og ingen af nutidens krige udkæmpes alene på grund af religiøse uenigheder. Selvom religion ofte er en komponent i konflikten, ser det oftest ud til, at religion er blevet en del af konflikten, efter at uenighederne er startet. Men sikkert er det, at når religion én gang er blevet en del af konflikten, så bliver konflikten vanskeligere at løse, og uenighederne bliver mere intense. Der er med andre ord tale om et alvorligt problem, og udviklingen er mange steder, at situationen går mod en forværring.

Hvad mangler vi at vide?

Jeg ser manglende religionsfrihed som en indikator på social, økonomisk og politisk ulighed, dvs. på en social konflikt. Hvor religionsfriheden indskrænkes, kan det være begyndelsen på en proces, som via misinformation og diskrimination kan ende i religiøs forfølgelse. Både manglende religionsfrihed og direkte religiøs forfølgelse ser jeg således som resultatet af sociale og økonomiske samfundsmæssige sammenhænge, etniske skel og teologiske uenigheder. Men vi ved endnu ikke nok om den religiøse forfølgelses ’anatomi’ og ’dramaturgi’ – dvs. de faktorer og den proces, som fører fra en situation med diskrimination og manglende religionsfrihed til egentlig voldelig forfølgelse. Dermed ved vi heller ikke, hvordan vi bedst overvinder en situation med religiøs forfølgelse, eller hvordan vi i det lange løb forhindrer religionsforfølgelser.

For at kunne sige noget mere nøjagtigt i forhold til, hvor mange mennesker, der lider under religiøs forfølgelse globalt set, og hvad grundene til denne manglende frihed er, må vi derfor have et bedre overblik og en klar definition af, hvem og hvad der skal inkluderes. Fremtidig må rapporteringen være både kvalitativ og kvantitativ, hvis vi skal forstå den religiøse komponent i en given situation eller konflikt. Derfor gælder det om at forstå, ikke blot hvad der er sket, men

28

Ny Mission nr. 27

også hvorfor offeret var i en situation, hvor forfølgelse kunne ske. En sådan rapportering og monitorering er en stor og omfattende opgave, som endnu mangler at blive løst.

Konklusion: Religionsfrihed, begrænsninger, diskrimination og voldelige forfølgelser Artiklen har undersøgt begreberne religionsfrihed, begrænsning, diskrimination og forfølgelse. Manglende tros- og religionsfrihed er noget andet end direkte og voldelig religionsforfølgelse. Der er en reel forskel mellem de to tilstande.

Men i min optik er skellet mellem diskrimination og forfølgelse et udtryk for en gradsforskel, ikke en væsensforskel. Den udvikling, som begynder med forkert information, social diskrimination og udelukkelse fra rettigheder, kan slutte med direkte vold mod en religiøs gruppe, etniske udrensninger og religionsforfølgelse. Dertil kommer, at der må skelnes mellem forskellige grader af religionsfrihed: Vi må derfor skelne mellem ureguleret religionsfrihed, reguleret religionsfrihed, diskrimination og forfølgelse. Med andre ord er der mindst fire forskellige scenarier for religionsfriheden: a) Fuld religionsfrihed uden statslig regulering; b) Religionsfrihed med statslig regulering og indgriben på bestemte veldefinerede områder; c) Diskrimination og misinformation, anerkendt eller accepteret af statsmagten; d) Direkte voldelig forfølgelse af troende, enten accepteret af statsmagten eller direkte statsligt dikteret.

Der er gradsforskel mellem a) fuld religionsfrihed og b) religionsfrihed med statslig regulering og indgriben på bestemte veldefinerede områder, ligesom der kun er en gradsforskel mellem c) diskrimination og misinformation og d) direkte voldelig forfølgelse. Men der er en væsensforskel på b) religionsfrihed med statslig regulering og c) diskrimination og misinformation. Den ’røde line’ går derfor mellem b) og c), hvor der er en reel forskel, og hvor staten i b) er en

Ny Mission nr. 27

29

retsstat, mens den i c) har givet afkald på den lige behandling af alle borgere uden personsanseelse.

Hvis vi ser på forholdet mellem diskrimination og direkte voldelig forfølgelse som en gradsforskel, så kommer dette til udtryk, hvor der historisk har været religionsforfølgelser, og hvor voldelige forfølgelser netop er resultatet af social konflikt og en lang proces. Historien viser os, at enhver forfølgelse og udrensning af religiøse grupper har en forhistorie, hvor der sker en social og politisk legitimation af diskriminationen. På denne baggrund kan diskriminationen udvikle sig til egentlig voldelig forfølgelse. Som en taksonomi gør forbindelsen mellem religiøs diskrimination, propaganda og vold det klart, at der ikke er nogen væsensforskel mellem diskrimination og etniske udrensninger. Begge dele er derfor lige uacceptable og bekæmpes kun gennem at fastholde retten til trosfrihed, korrekt information, dialog mellem grupper og gensidig anerkendelse af friheden til tanke og tro.

Noter 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

30

Et historisk eksempel kunne være Thomas Lockes brev fra 1689 ”A Letter Concerning Toleration”, http://www.constitution.org/jl/tolerati.htm.

FN’s menneskeretserklæring findes her http://www.unric.org/da/information-om-fn/15 Cambell and Cosans v. United Kingdom (Ser. A) No 48 (1982) ECHR, § 36.

X. v. Germany App. No. 8741/79 (1981) 24 D&R 137.

International Covenant on Civil and Political Rights, General Comment No. 34, art. 19 http://www2.ohchr.org/english/bodies/hrc/docs/GC34.pdf .

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Art.9, Stk.1: ”Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter”.

Jf. FN’s børnekonvention http://www.ohchr.org/en/professionalinterest/pages/crc. aspx CFREU, Art. 21, http://eurlex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2010:083:0389:0403:da:PDF Jf. ECHR dommen Eweida and Others v. the United Kingdom, 2013.

Jf. ECHR dommen Svyato-Mykhaylivska Parafiya v. Ukraine, 2007.

Der findes flere internationale organisationer, som hver laver deres opgørelser:

Ny Mission nr. 27

12.

13.

Den engelske organisation Christian Solidarity Worldwide monitorerer udviklingen i en lang række lande, ligesom den internationale organisation Open Doors, som opgør antallet af forfulgte kristne i en række lande. I 2013 toppede Nordkorea listen som det land med størst antal forfulgte kristne, nemlig 50.000 personer.

En tredje organisation, the U.S. Commission on International Religious Freedom, har ikke nogen kvantitativ opgørelse, men udfærdiger hvert år en rapport hvor en række lande er ’countries of particular concern’, og som detaljeret redegør for omfanget af religiøs forfølgelse i disse lande, og med en række forslag til hvordan religionsfriheden kan fremmes de steder, hvor den har det trangt. Sidst men ikke mindst har også FN en special-rapportør om religionsfrihed, Dr. Heiner Bielefeldt, som siden 2010 har fungeret som officiel kooordinator, se evt. http:// www.ohchr.org/en/issues/freedomreligion/pages/freedomreligionindex.aspx http://www.uscirf.gov/ . http://www.uscirf.gov/reports-briefs .

Litteratur

Grim, Brian & Roger Finke 2007 “Religious Persecution in Cross-National Perspective”. American Sociological

Review, Vol. 72, August, s. 633-65.

Krain, Matthew 1997 “State-Sponsored Mass Murder”. Journal of Conflict Resolution, Vol. 41, June 1997, s. 331-360.

Pew Research Center 2014 ”Religious Hostilities Reach Six-Year High”. Pew Research Center, januar http:// www.pewforum.org/2014/01/14/religious-hostilities-reach-six-year-high/.

Svensson, Isak 2012 Ending Holy Wars: Religion and Conflict Resolution in Civil Wars. St. Lucia,

Queensland: University of Queensland Press.

Jonas Adelin Jørgensen, f. 1973, cand.theol. og ph.d. i systematisk teologi fra Københavns Universitet (2006), er generalsekretær i Dansk Missionsråd og ulønnet hjælpepræst ved Fredens og Nazaret Kirker i København. Han har tidligere været forsker ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og lavet feltarbejde i Indien og Bangladesh, og han underviser nu som ekstern lektor på Det Teologiske Fakultet.

Ny Mission nr. 27

31

Freedom of Religion and European Identity

By Thomas Schirrmacher

This article has been published elsewhere, and is reprinted with permission from the author.

1. Introduction The right to religious freedom is one of the identifying concepts for the European Union and Europe at large.1 That this universal human right has such a high value is above all due to the fact that the fundamental values that hold Europe together were essentially achieved in the face of what for centuries used to be the lack of religious freedom and its devastating consequences in forms of war, civil war, suppression and discrimination on the basis of one’s religious affiliation. That every person may have his own religion or worldview, and may choose and change it, indeed openly and not secretly, and that such is neither prescribed by the state nor imposed by other societal forces counts as one of the central prerequisites of being free. This is only possible, if there is a certain separation of the State from religious institutions and the State does not see the propagation of a certain religion as its task, but is willing to treat all religious communities according to the same legal standards.

In the process it should be clearly stated that in the wording “freedom of religion and belief,” ‘belief’ generally means worldviews as well as non-religious convictions. If in what follows I render the English “freedom of religion or belief” with a shortened “religious freedom,” what is meant is not solely the freedom of religious individuals, but rather the freedom of people with other worldview systems or of atheists or non-religious people as well. In the notable decision of the European Court of Human Rights (ECHR) dated May 25, 1993, one reads: “freedom of thought, conscience and religion is one of the foundations of a democratic society” and indeed for religious people as well as for “atheists, agnostics, and skeptics.”

32

Ny Mission nr. 27

There plain and simply would not be the Europe of today if there were no religious freedom. A modern democracy without religious freedom is not conceivable.

Religious freedom is, namely, profoundly tied to other fundamental rights such as the freedom of conscience, the freedom of opinion, the freedom to assemble, or the freedom of the press. On the other hand, a secular democratic constitutional state which presupposes the separation of ‘church’ and state can only be tied to religious freedom.

Failing this, the state either has to be a missionary atheistic state which suppresses religion (e. g., the former Soviet Union), or a religious state in which either the religious dignitaries of a religion possess the power (e. g., Iran), or a state which itself prescribes the religion (e. g., Saudi Arabia or Sri Lanka), or alternatively a state where the national religion is made useful for its own purposes and is thus promoted, although the religious institutions themselves are not granted any real independency by the state (e. g., Turkey or Serbia). To use EU-states as examples, France at least tends into the first direction, Greece into the last one, but in both countries religious freedom for minorities exists in the main anyway.

Religious freedom is not only the necessary counterpart to a secular democratic constitutional state, rather it is also the prerequisite for religious peace, that is, for the absence of civil war or war which is religiously motivated, or worldview-motivated, or is conducted against other religious communities. This is due to the fact that religious freedom does not emerge when religious communities or non-religious people give up their truth claims or come to agree to the extent that the differences almost disappear (since, as is generally known, denominations of a religion which stand quite close to each other have frequently conducted religious wars against each other)2,but rather through the willingness to demonstrate religious freedom which includes publicly displaying one’s own religion peacefully and in coexistence with adherents of other religions and worldviews.

Furthermore, this means communicating such religions through discourse, not through the aid of state power, or by violence, or coercion against those who think differently.

Ny Mission nr. 27

33

In the following we will start with the historical background, which includes two seemingly different roads towards religious freedom in European history, summarize the major Christian arguments for religious freedom, and in this light discuss the major European documents from the European Council, the OSCE and the EU that promote religious freedom. With this in mind, the diverse situations in Europe will be paired with the question about the state of religious freedom in European reality. This leads to some specific problems, such as the role of historic and dominant religions in a country, negative religious freedom and the role of Islam as a newcomer in several European countries.

2. Historical background The birth of the idea of religious freedom

The first demands for religious freedom, freedom of conscience, freedom of the press, and universal male suffrage arose in England in the middle of the 17th century in the radical wing of Protestantism. Michael Farris has conducted a comprehensive study regarding the early sources of religious freedom in the USA, which include countless sermons and tracts.3 He traces all the early initiatives back to England.

After Sebastian Castellio, who was previously a student of John Calvin and who in 1554 argued against Calvin for a rather rudimentary form of religious freedom (whereby there continued to be punishment for the ‘Godless’, that is the atheists), the first known tract that called for complete religious freedom appeared in 1614 and was produced by the English Baptist Leonard Busher.4 The idea spread among Baptists and other ‘dissenters’ in England, the Netherlands, and then in the USA. It was the Baptist and spiritualist Roger Williams (1604-1685), who in 1639 was a co-founder of the first American Baptist community with a congregational structure, who in 1644 called for complete religious freedom5 and achieved religious freedom and the first constitution with complete separation of church and state in Rhode Island in 1647. Rainer Prätorius nails it on the head when he says: “Not in spite of the fact but rather

34

Ny Mission nr. 27

because he was deeply religious, Williams called for a separation of politics and religion.”6 The Protestant theologian and philosopher of religion Ernst Troeltsch7 has supported the view that human rights and religious freedom is not due to the Protestantism of established churches, but rather that it is due to free churches, sects, and spiritualists, who developed their views in Europe, but were often driven to the New World. This ranges from the Puritans to the Quakers. “It is at this point that the stepchildren of the Reformation finally had their hour in world history.”8 The hour of birth of religious freedom – if I may admittedly exaggerate in my formulation – is the struggle for freedom by Christian minority churches against Christian majority churches, and in many non-Christian countries it is religious minority movements over against majority religions. This also explains, in my judgment, the ambivalence of historical Christianity over against democratic developments.

What was readily overlooked, perhaps because the large churches were the primary writers of church history, was the following: the anticlerical Enlightenment of the French Revolution and the American Revolution, which was shaped by very pious and deistic individuals, and which had a great impact on European developments, have a deep commonality which at first glance one would not suppose is there. That is the fact that both of them were directed against the ruling large churches.

Two ways towards religious freedom – anti-religious and religious

Religious liberty, which was unknown for most of the world’s history, has come at great cost and through a painful course of events in the Western world.

A first step in the direction of religious liberty was the 1526 resolution of the Reichstag in Speyer. The resolution officially tolerated two (Christian) religions (Catholic and Protestant, meaning Lutheran) for the first time. The 1555 Peace of Augsburg expanded toleration, and gradually this included a third Christian

Ny Mission nr. 27

35

confession, that of the Calvinist or Reformed churches. However, religious wars ensued in Central Europe as well as within France, England, and Holland. After suffering untold numbers of victims, Europe returned to the Peace of Augsburg via the Peace of Westphalia. One hundred years had been wasted.

Nonetheless, Europe had had enough of religiously motivated or religiously veiled wars. Additionally, the religion-state system and demographic migrations accounted for the fact that more and more people lived in the ‘wrong’ regions, meaning regions where a religion other than their own was that of the state.

Prussians first extended religious liberty beyond the Christian confessions mentioned in the Peace of Westphalia to include Arminians and others. Key steps were seen in the Patent of Tolerance conferred by Joseph II in Austria in 1781. It gave Jews the first set of liberties, and the Prussian Land Law of 1794 extended rights. Gradually Jews were the first adherents of a non-Christian religion to be included. Still, general religious liberty in Germany, for example, has only been in place since 1919 under the Weimar Constitution, and truly comprehensive religious freedom has only been practiced since the acceptance of the 1949 Constitution.

Thus 1789 two central constitutional documents, one in France and the other in the United States of America, provided the anchor for religious liberty that illuminates an antithesis to the prior history of religious liberty. The modern concept of religious liberty, which we have seen developing in the Christian world over the last two hundred and fifty years, has been achieved along two completely different paths of struggle. Both paths led to the separation of church and state, but they were pursued very differently, as is shown in present-day secular France and in the religiously friendly Great Britain, Holland, and Switzerland, and as a late comer, Germany.

While in the USA it was Christian theologians and politicians who demanded religious liberty and brought it to pass, the Catholic Church in Europe – influenced by the clash with increasingly secularized European states – did not even

36

Ny Mission nr. 27

recognize religious liberty as a correct stance until the Second Vatican Council (1962-1965).

Evangelicals associated with the (World) Evangelical Alliance can show somewhat better results since from the beginning. At the time when the Alliance was founded in London in the middle of the nineteenth century, it was in favor of religious liberty and gained a lot of opposition from mainline and state churches because of this.9 Numerous national alliances grew out of a desire for religious liberty. Primarily Christians in the so-called “free churches� or Christians from smaller churches got together in order to seek the right to exist. At an early stage, the topic of religious liberty was on the agenda at each major conference.

An appearance was made before the Russian Czar and the Turkish Sultan in an effort to support Orthodox Christians.

Confessional Political Ethics and Democratization10

In 1993 Samuel P. Huntington put forth the famous and widely received thesis of four waves to democracy, which for him includes the rule of human rights and the establishing of a separation of church and state with religious freedom.11 In addition to sociological and economic factors, he recognizes a striking accumulation of religious majority religions or denominations. According to him – and I reproduce it here in simplified form - in the first wave from 1828-1926 above all Protestant, in the second from 1943-1962 primarily Protestant, Catholic and Far Eastern, in the third wave 1974-1988 especially Catholic and Orthodox countries became democratic, and in the fourth wave, after 1989/1990, all the religions just named were again involved. At the end of all of this, out of 88 free democracies, 79, or more than 90%, are majority Christian. In addition, there is one Jewish democracy and seven democracies which have Far Eastern religions in the majority, whereby in Mauritius and South Korea Christians make up a second, large segment of the population. Mali is the only free, democratic country that has a majority Muslim population.12 Is it by chance that a correlation between religious orientation and the ability to

Ny Mission nr. 27

37

democratize repeatedly was seen after the breakdown of Soviet imperialism? Is it by chance that the secular, Protestant and Catholic countries which had earlier been a part of the sphere of influence of Soviet Communism rather quickly became functioning democratic states, that Orthodox countries only became so in part (the democracies in, for instance, Russia, Georgia, Montenegro and Macedonia remained incomplete), and that none of the Muslim countries followed suit?

John Witte has suggested that, as a rule, countries with a certain denominational majority have endorsed democracy including religious freedom in their political ethics prior to waves of democratization.13 Is it really only by chance that the Catholic Church’s turn towards freedom of religion, etc., in the Second Vatican Council and around the world preceded the third wave of democratization which embraced many Catholic countries from 1974-1990 in Europe and Latin America? I do not want to establish a unilinear dependency, but at the same time the thought that the theological teachings of the major world religions have absolutely no influence on the actual politics of their followers is not seriously advocated by anyone.

Since it was most difficult for Orthodox theology to accept a post-Enlightenment set of political ethics, it comes as no surprise that among the Christian countries it is above all the Orthodox countries that have the most difficulty with religious freedom, especially for minority churches and religions. Although in the meantime all countries elect their governments, several, however, exhibit substantial defects, such as limited religious freedom as in Greece or outside the EU in autocracy as seen in Russia. At the same time, the recognizable steps towards reform in theological terms and in political ethics within Orthodox churches, extending to human rights and democratic forms of government,14 give reason for hope that democracy in Orthodox countries will become stronger and freer.

3. Christian Arguments for Religious Freedom Out of this history, and especially since the Reformation, several core arguments

38

Ny Mission nr. 27

for religious freedom have become crystalized in the Christian tradition and are now widely recognized. I am not discussing here how long it took the different branches to reach those conclusions, but try to summarize the typical arguments for religious freedom used today.

Religious freedom for Christian churches is not only a political guideline for Christians. Rather, it arises from the Christian faith itself and is part of its nature on every level, in private, in the church, in every day public life, in society at large and in politics.

This is due to the fact that, according to Christians, God has created all people as his image bearers (Genesis 1:26 - 27; 5:1). This does not only apply to Christians, but to all those created by God, for which reason everyone has the same human dignity and human rights which derive from the image bearing nature all people possess. Thus, if religious freedom is part of Christian teachings, it applies not only to a certain group of Christians, or to all Christians, but to all humans, no matter what they believe or do not believe.

This starts with the nature of the relationship of God, called ‘faith’ in the Bible and Christianity. God desires – as is repeatedly stated in the Old and New Testament – to be wholeheartedly loved, not worshiped as a result of coercion. The innermost orientation of the conscience and heart of individuals may not and cannot be compelled.

Is a forced conversion a conversion? All Christian confessions agree that a conversion has to be deeply personal, ultimately a considered move of the heart.

A forced conversion is not something we want and not something we can accept.

A forced conversion is no conversion at all because it does not create faith and trust in God, but just blind obedience to outward things.

Because faith in God cannot be forced, God also prohibited Christians from executing any type of penalty against its critics and from punishing people for their ‘unbelief.’ Even Jonah had to experience that God was more merciful than

Ny Mission nr. 27

39

Jonah himself, who would have preferred to see judgment come over Nineveh (Jonah 4:1-10). And it was Jesus who rejected the thinking of his disciples to call fire down from heaven upon the villages which did not welcome them (Luke 9:51-56). With that said, Christians throughout all time have been refused the right to punish other people for rejecting Jesus or the gospel (or any of our convictions).

But if Christians or the church may not punish people, if they believe otherwise, what about the state? The state, with its monopoly on the use of force, has the mandate to protect human rights, including the right to freedom of religion, and not to promote the Christian faith or another faith. Whoever looks at which tasks the New Testament assigns to the state sees that the expansion or promotion of a certain religion is not included among them. However, peace and justice for all are included. Christians are subject to the state in matters relating to worldly justice. Indeed, Paul is able to straightforwardly describe the non-Christian state as “God’s servants” if they punish Christians who do evil (Romans 13:1-7). That Christians in so-called ‘Christian’ nations have acted differently in the course of history does not change anything about the fact that a Christian does not have to twist his faith if he advocates religious freedom. Rather, this is something which arises naturally from his or her faith.

The state has to protect Christians insofar as it has to protect everyone who does good, and in its efforts to promote justice and peace it has to restrain all those who plan or carry out violent acts, regardless of whether they are religiously motivated or not. Christians call for no more of a right to religious freedom for themselves than for others. The killing of a Muslim or a Baha’i for the sake of his or her faith is as terrible as the killing of a Christian. Christians want to “live at peace with everyone“(Romans 12:18), not only with people like themselves.

What arises naturally is an automatic separation of church and state. When Jesus said: “Give to Caesar what is Caesar’s and to God what is God’s,” he knew that the Roman Emperor was not a Christian (Matthew 22:21). He automatically

40

Ny Mission nr. 27

transferred the loyalty of the Jews towards their state to loyalty towards a nonJewish state. The separation of church and state actually presupposes a religion which wants this, and German-speaking countries can be happy that the majority religion advocates this separation and does not fight against it.

The state has to guarantee peace and justice for all its citizens, no matter what they believe. Christian justice is not a justice that privileges Christians, but a Christian justice is human justice for all humans alike. The state has to assure, and the religious citizens have to help the state in this, that the ‘competition’ between religions and non-religious worldviews, and the ‘competition’ of different branches within a religion is not carried out by violence or the pressure of bribery but is left to peaceful intellectual discussion among mature people. Such peace between religions of all kinds produces – as research shows – in return a more peaceful and prosperous society, while suppression of religious freedom produces violent religious movements of all kinds and bans religious minorities from economic participation, education and science with devastating results for every society.

Notes 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

See Rex Ahdar, Ian Leigh. Religious Freedom in the Liberal State. Oxford: Oxford University Press, 2005.

See Brian J. Grim, Roger Finke. The Price of Freedom Denied: Religious Persecution and Conflict in the Twenty-First Century. Cambridge: Cambridge University Press, 2010.

Michael Farris, From Tyndale to Madison, Nashville, 2007.

Leonard Busher, Religious Peace, Amsterdam 1614, London 1644.

Roger Williams, The Bloody Tenent, for Cause of Conscience, London 1644; Roger Williams., Christenings make not Christians, London, 1645.

Rainer Prätorius, In God We Trust, Religion und Politik in den USA, München 2003, p. 35.

Comp. Friedrich Wilhelm Graf, “Puritanische Sektenfreiheit versus lutherische Volkskirche,” Zeitschrift für Neuere Theologiegeschichte. Vol. 9 (2002) 1, pp.

42–69.

Ernst Troeltsch, Die Bedeutung des Protestantismus für die Entstehung der modernen Welt, München/Berlin 1911, p. 62.

Gerhard Lindemann, Die Geschichte der Evangelischen Allianz im Zeitalter des Liberalismus (1846-1879), Theologie: Forschung und Wissenschaft Bd. 24

Ny Mission nr. 27

41

10.

11.

12.

13.

14.

(English title translation: The History of the Evangelical Alliance in the Age of Liberalism (1846-1879). Theology: Research and Scholarship Vol. 24, Münster, 2011.

See Thomas Schirrmacher, “Democracy and Christian Ethics,” pp. 568-580 in: Nelu Burcea, Thomas Schirrmacher (ed.), Journalul Libertatii de Constiinta.

Editura Universitara: Bukarest, 2013. ISBN 978-606-591-728-6; “Christianity and Democracy“. Evangelical Review of Theology 35 (2011) 1: 51-60; Thomas Schirrmacher, “Demokratie und christliche Ethik,” in Politik und Zeitgeschichte (Supplement to Das Parlament) 14/2009 (March 30, 2009): 21-26, also available at http://www1.bpb.de/publikationen/N6VK9L,0,Demokratie_und_christliche_ Ethik.html.

Samuel P. Huntington, The Third Wave, Norman, 1993; comp. Samuel P. Huntington, Religion und die dritte Welle, in: Europäische Rundschau 20 (Winter 1992) 1, pp. 47-65; Samuel P. Huntington, “After twenty years,” in: Journal of Democracy, 8 (1997) 4, pp. 3-12.

Classification according to www.freedomhouse.org, comp. for quality M. Schmidt (annotation 11), pp. 381-386, 392-398 and further studies, ibid., pp. 417, 422.

John Witte (ed.), Christianity and Democracy in Global Context, Boulder, 1993.

Comp. for the Greek Orthodox Church Konstantin Delikostantis, “Die Menschenrechte im Kontext der orthodoxen Theologie,” Ökumenische Rundschau 56 (2007), pp. 19-35; Konstantin Delikostantis, “Hē orthodoxia hōs protasē zōēs syllogikos tomos,” Akritas, 1993; for the Russian Orthodox Church Rudolf Uertz, “Menschenrechte, Demokratie und Rechtsstaat in der Sozialdoktrin,” in: Rudolf Uertz/Lars Peter Schmidt (ed.), Beginn einer neuen Ära?, Moskau/Bonn, 2004; Rudolf Uertz/Lars Peter Schmidt, Die Grundlagen der Lehre der Russischen Orthodoxen Kirche über die Würde, die Freiheit und die Menschenrechte, Moskau, 2008.

Prof. Dr. theol. Dr. phil. Thomas Schirrmacher, PhD, DD is director of the International Institute for Religious Freedom (Bonn, Cape Town, Colombo), professor of the sociology of religion at the State University of the West in Timisoara (Romania) and Distinguished Professor of Global Ethics and International Development at William Carey University in Shillong (Meghalaya, India), as well as speaker for human rights of the World Evangelical Alliance, speaking for appr. 600 million Christians. He is member of the board of the International Society for Human Rights. His newest publications include books on ‘Fundamentalism’, ‘Racism’, and ‘Christians and Democracy’.

42

Ny Mission nr. 27

Fakta og teorier om religiøs forfølgelse Af Mogens S. Mogensen

Religiøs forfølgelse er et meget alvorligt emne, som efterhånden også for alvor er kommet på dagsordenen herhjemme. I den situation er der brug for videnskabeligt funderet oplysning, og her er et af de bedste bud på en bog, der kan være med til at kvalificere debatten om religiøs forfølgelse, nemlig Brian J. Grim og Roger Finke, ”The Price of Freedom Denied. Religious Persecution and Conflict in the Twenty-First Century”(Cambridge University Press 2010) Bogen er er en del af en serie fra Cambridge University, ”Cambridge studies in social theory, religion, and politics”, hvis bøger både er teoretisk og empirisk velfunderede.

Hvad ved vi om religiøs forfølgelse?

Grim og Finke definerer ”voldelig religiøs forfølgelse” som ”fysisk mishandling (abuse) eller fordrivelse pga. af religion”. Deres undersøgelser omfatter de 143 lande i verden, som har mere end to mio. indbyggere. I perioden 2000-2007 er der dokumenterede tilfælde af mennesker, som er blevet udsat for voldelig religiøs forfølgelse, i 123 lande (dvs. 83% ). Forfølgelsen har fundet sted på alle kontinenter, men de højeste rater og de alvorligste tilfælde er forekommet i Mellemøsten og Sydasien. I 33% af landene var antallet af overgreb mellem 10 og 200, i 17% af landene var antallet mellem 200 og 1000, i 8% af landene mellem 1000 og 10.000, og i 17% af landene over 10.000. Det er imidlertid forskernes overbevisning, at de reelle tal er betydeligt højere end dem, som de har fundet pålidelig dokumentation for.

Religiøs forfølgelse varierer i forhold til, hvilket befolkningsflertal der er i det enkelte land. I alle 39 lande med muslimsk flertal er der forekommet religiøs forfølgelse, og i knap 2/3 af disse muslimske lande er der forekommet mindst 200 tilfælde af forfølgelse. I de 79 lande med kristent flertal er der forekommet forfølgelse i 62 lande, men i kun godt en 1/3 af disse lande har der været over 200 tilfælde af forfølgelse. I alle de 13 lande med et flertal af ateister, buddhister,

Ny Mission nr. 27

43

hinduer eller jøder, er der også forekommet forfølgelse, og i 11 af disse lande har der været over 200 tilfælde. De lande, hvor forfølgelsen har været lavest, er de 12 lande , hvor ingen religion har flertal. Her har der ”kun” været forfølgelse i 8 lande og kun i 4 af disse lande har der været mere end 200 tilfælde.

Det er tankevækkende, at alle disse 143 lande med over 2 mio. indbyggere er medlem af FN, hvis menneskerettighedserklæring i par.18 slår fast, at ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.” Dertil kommer, at hele 130 lande i deres grundlov eller i andre love har lovet borgerne religionsfrihed.

Virkeligheden er imidlertid, at 112 af disse 130 lande, der har lovet religionsfrihed, har mindst én lov, der samtidig underkender religionsfriheden, og at 50 af disse lande har fire eller flere sådanne love. Typiske eksempler er muslimske lande, som på den ene side tilslutter sig religionsfriheden, og på den anden side slår fast, at ingen lov må være i modstrid med shari’a.

Hvad ved vi om religiøs forfølgelse? Konklusionen må være den, at religiøs forfølgelse ikke kun begrænser sig til nogle få lande, til en enkelt religion eller til nogle få tilfælde, men at religiøs forfølgelse desværre er et særdeles udbredt fænomen i det 21. århundrede.

Hvad er årsagen til religiøs forfølgelse?

Voldelig religiøs forfølgelse er et meget udbredt fænomen i verden i dag, men der er markante forskelle fra det ene land til det andet. Der er lande, hvor der ikke forekommer religiøs forfølgelse og lande, hvor der forekommer mange og alvorlige eksempler på religiøs forfølgelse. Hvordan kan man forklare disse forskelle?

En meget udbredt opfattelse er, at der er behov for at pålægge religionerne en

44

Ny Mission nr. 27

række begrænsninger for at sikre ro og orden – og dermed undgå religiøs forfølgelse, og at det i sig selv er konfliktskabende, at der er flere religioner i samme samfund, hvorimod at religiøs homogenitet er fremmende for harmonien. Denne opfattelse flugter med Samuel Huntingtons teori om ”Clash of Civilizations” fremsat i 1992.

Civilisationssammenstødene forekommer på to niveauer, dels mellem lande, dels inden for enkelte lande. I begge tilfælde er den kulturelle og religiøse mangfoldighed ifølge Huntington årsag til konflikt og voldelige sammenstød, herunder også voldelig religiøs forfølgelse.

Grim og Finke har en helt anden teori, nemlig den, at bestræbelsen på at begrænse religiøs aktivitet fører til højere niveauer af social konflikt og herunder også højere niveauer af voldelig religiøs forfølgelse. Religioner kan altså sameksistere i samme geografiske rum uden konflikt, men når der kommer alvorlige restriktioner for religioner, og religionsfriheden begrænses for nogle eller for alle, så sættes der en ond spiral i gang, der fører til voldelig religiøs forfølgelse og bredere sociale konflikter.

Mens Huntingtons teori er, at multikulturalisme med religiøs mangfoldighed fører til vold, er det Grim og Finkes teori, at det tværtimod er bestræbelsen for at modvirke multikulturalisme og den religiøse mangfoldighed, som fører til sociale konflikter og voldelig religiøs forfølgelse. Religionsfrihed fører til en rig mangfoldighed, hvor ingen religion kan monopolisere religiøs aktivitet, og hvor alle religioner kan konkurrere om befolkningens tilslutning uden statslig indblanding eller favorisering af en enkelt religion.

Grim og Finkes teori går helt tilbage til filosoffer som Voltaire, der talte om det religiøse monopols despoti og den religiøse mangfoldigheds fred, og Adam Smith og David Hume, der føjede til, at religioner må beskyttes mod både staten og hinanden. Grim og Finkes fortjeneste er, at de gennem en række empiriske og komparative undersøgelser sandsynliggør teorien (som de kalder en ”religious ecomonies model” – og som egentlig hænger sammen med ”rational

Ny Mission nr. 27

45

choice”-modellen).

Når stater begrænser religionssamfunds religionsfrihed, er formålet at sikre den politiske og sociale stabilitet og at kontrollere enhver potentiel trussel fra religioner mod statsmagten. Der er mange måder, stater kan begrænse religionsfriheden på. Den mest åbenlyse er naturligvis at indføre love, der forbyder aktiviteter, som ellers er beskyttet af konventioner om religionsfrihed. I nogle muslimske lande straffes apostasi (frafald fra islam), ligesom der i nogle hinduistisk dominerede delstater i Indien er indført såkaldte ”konversionslove”, der straffer forsøg på at omvende hinduer til en anden religion.

I mange lande er der regeringsorganer, der har til opgave at overvåge religioner.

I praksis har sådanne organer ofte til formål at beskytte statens og ofte også den dominerende religions interesser, og i en del tilfælde bruger de deres magt til at begrænse mindretalsreligioners udfoldelsesmuligheder. En af de måder, regeringen regulerer religiøse grupper på, er at stille krav om, at de skal have en registrering for at have lov til at virke. Staten kan nægte at registrere bestemte religionssamfund eller fratage – eller true med at fratage – dem registreringen igen. Dertil kommer, at staten kan lægge begrænsninger for, hvad religionssamfundene må foretage sig, fx når det gælder mission Det er imidlertid ikke kun staten, som kan bidrage til at begrænse religionsfriheden. Det enkelte religionssamfunds frihed kan i praksis også begrænses af ikke-statslige aktører, som fx andre religionssamfund. Der kan også ske det, at statsmagten indgår en alliance med det dominerende religionssamfund med det formål at begrænse andre religionssamfunds religionsfrihed. I en række tilfælde ser statsmagten gennem fingre med, at medlemmer af det dominerende religionssamfund foretager overgreb mod minoritetsreligioner.

Uanset alle (mere eller mindre) gode hensigter fra statsmagtens og ikke-statslige gruppers side, så påviser Grim og Finke, at prisen for ikke at respektere religionsfriheden er religiøse forfølgelser og konflikter.

46

Ny Mission nr. 27

Typologi for sociale og statslige begrænsninger af religionsfriheden Grim og Finke underbygger med empiriske og komparative data deres teori om sammenhængen mellem begrænsninger i religionsfriheden og religiøs forfølgelse og konflikt. Samtidig analyserer de sig frem til seks forskellige mønstre for sammenhængen mellem på den ene side statslige (regeringsinitierede) og sociale (ikke-regeringsinitierede) begrænsninger i religionsfriheden og på den anden side religiøs forfølgelse og konflikt.

Det er opmuntrende, at der er 45 lande – med til sammen 700 mio. indbyggere – hvor der er en høj grad af religionsfrihed, hvor hverken regeringen eller sociale grupper (fx religionssamfund) i nogen væsentlig grad begrænser religionsfriheden, dvs. at der er frihed til at praktisere, bekende og vælge sin tro. Her forekommer der stort set ikke forfølgelse. Der er både tale om rige og fattige lande, lande i nord og lande i syd og på alle kontinenter, lande med kristent flertal og lande med muslimsk flertal. Særlig interessant i denne gruppe er et land som Japan, der efter i århundreder at have været præget af stærke begrænsninger i religionsfriheden og dertil hørende religiøs forfølgelse, i dag er et religiøst set fredeligt land med stor religionsfrihed. Selv da den fanatiske religiøse gruppe Aum Shinrikiyo i 1995 gennemførte sit terrorangreb med sarin-gas i undergrundsbanen i Tokyo, indførte den japanske regering ikke begrænsninger i religionsfriheden, men fokuserede på at straffe de skyldige.

I den modsatte ende af skalaen ligger en gruppe på 13 lande (Afghanistan, Algeriet, Aserbajdsjan, Bangladesh, Burma, Egypten, Irak, Iran, Kuwait, Pakistan, Somalia, Sudan og Usbekistan), der tilsammen har over 760 mio. indbyggere.

Disse lande har det til fælles, at der er et højt niveau, når det gælder begrænsninger i religionsfriheden både fra regeringens side og fra sociale grupper (typisk den dominerende religion, der sammen med regeringen forsøger at hævde denne religions monopol). I alle disse lande – med undtagelse af Aserbajdsjan og Kuwait – er der et meget højt niveau mht. voldelig religiøs forfølgelse. Man kan ikke undgå at bemærke, at alle disse lande med det højeste niveau af religiøs

Ny Mission nr. 27

47

forfølgelse alle – med undtagelse af Burma, som har et buddhistisk flertal – er lande med et muslimsk flertal!

I samme ende af skalaen ligger en gruppe af 17 lande, med til sammen 1,6 mia. indbyggere, hvor religion ses som en politisk trussel. Her kommer begrænsningerne i religionsfriheden hovedsageligt fra regeringens side, mens de sociale grupperinger ikke spiller så stor en rolle. Mange af landene i denne gruppe er enten tidligere eller nuværende kommunistiske lande som fx Kina, Nordkorea, Vietnam, Hviderusland, Kasakhstan, Turkmenistan og Cuba, men også lande som Jordan, Laos, Libyen, Mauretanien og Malaysia. Niveaet af religiøs forfølgelse er generelt lavere i denne gruppe end i den foregående, men dog meget højt i lande som fx Kina, Nordkorea og Vietnam.

48

Ny Mission nr. 27

En anden meget problematisk gruppe af 14 lande med til sammen 1,8 mia. indbyggere er karakteriseret ved, at regeringen forsøger at anlægge en neutral holdning over for religionerne, hvor man lovgivningsmæssigt og administrativt ikke lægger mange hindringer i vejen for religionerne. Denne holdning udfordres imidlertid af sociale grupper – typisk fra den dominerende religion – som arbejder målbevidst på at begrænse mindretalsreligionernes rettigheder. Da regeringen ofte ikke kan eller vil beskytte religionsfriheden, betyder det, at niveaet for religiøs forfølgelse er meget højt.

De største lande i denne gruppe er Indien, Indonesien, Rusland og Tyrkiet, og blandt de mindre lande kan nævnes Grækenland, Israel, Marokko, Nepal, Palæstina og Sri Lanka.

Endelig er der et par grupper, hvor niveauet for statslige og ikke-statslige restriktioner er moderat og hvor niveaet for religiøs forfølgelse også er moderat. Den ene gruppe består af 37 lande med i alt godt 1 mia. indbyggere. Denne gruppe omfatter så forskellige lande som Nigeria, Etiopien, Uganda, Tunis, Syrien Mexico, Colombia, Thailand, Cambodia, Ukraine, Frankrig og Tyskland. Her er magten delt mellem religion og stat, hvor presset for at opretholde nogle begrænsninger i religionsfriheden kan komme enten fra sekulær eller religiøs side.

Ofte er der en enkelt religion, som er dominerende, eller magten er delt geografisk mellem to religioner (som fx i Nigeria).

Den sidste gruppe består af 20 lande med i alt 680 mio. indbyggere, hvor de statslige begrænsninger af religionsfriheden ligger på et lavt niveau, mens det sociale pres (typisk fra flertalsreligionen) – for begrænsninger i religionsfriheden (typisk for mindretalsreligioner) er moderat. Denne gruppe omfatter en lang række europæiske lande som Storbritannien, Italien, Østrig, Holland, Polen, Spanien og Schweiz, latinamerikanske lande som fx Argentina og Brasilien foruden lande som Guinea, Sydafrika og Filippinerne. Mange af disse lande ser ud til i dag at bevæge sig i retning af større religionsfrihed.

Grim og Finkes konklusion er, at naturligvis spiller forskellige kulturer og

Ny Mission nr. 27

49

dominerende religioner en rolle, sammen med en lang række andre kontekstuelle sociale og politiske faktorer , ”men de restriktioner som lægges på religion – både fra regeringens side og fra sociale gruppers side – er den drivende kraft bag højere niveauer af voldelig religiøs forfølgelse og konflikt”.

Religiøs forfølgelse i muslimske lande I analysen af sammenhængen mellem begrænsninger i religionsfrihed og voldelig religiøs forfølgelse konstaterer Grim og Finke, at religiøs forfølgelse er udbredt i alle muslimske lande. Deres undersøgelse viser, at mens der er dokumenteret tilfælde af religiøs forfølgelse i alle lande med muslimsk flertal, så er det samme kun tilfældet for 78% af de lande, der har et kristent flertal og for 86% af de øvrige lande.

Ikke blot er religiøs forfølgelse mere udbredt i muslimske lande, men den foregår også på mere alvorlige niveauer. I 62% af de muslimske lande er der dokumenteret religiøs forfølgelse på et moderat eller højt niveau (hvor mere end 200 personer er blevet forfulgt), sammenlignet med kun 28% for kristne lande, og 60% for andre lande. På de højeste niveauer, hvor der er mere end 1000 tilfælde af forfølgelse, ligger 46% af de muslimske lande, mens det samme kun er tilfældet for 11% af de kristne lande (de øvrige lande ligger på samme niveau som de muslimske).

De data, som Grim og Finke har analyseret, er i overensstemmelse med deres teori om, at det er begrænsningerne i religionsfriheden, som fører til religionsforfølgelse. I lande med muslimsk flertal er der høje niveauer af såvel statslige begrænsninger af religionsfriheden og begrænsninger initieret af ikke-statslige aktører (typisk muslimske gruppers forsøg på at begrænse friheden for andre religioner).

I de muslimske lande spiller ikke-statslige aktører i form af religiøse grupper fra den dominerende gren af islam en afgørende rolle mht. begrænsningen af religionsfriheden, dels ved at udfordre regeringen til at indføre restriktioner

50

Ny Mission nr. 27

mod andre religiøse grupper (både muslimske og ikke-muslimske), dels ved selv at begrænse andre religiøse gruppers udfoldelsesmuligheder. Ofte indgår regeringen en alliance med den dominerende islamiske gruppe med det formål at beskytte både staten og den dominerende religiøse gruppes interesser. Når religion og samfund på denne måde falder sammen, så bliver skillelinjen mellem forræderi mod staten og religiøs apostasi meget tynd. Og når religiøse ledere gennem denne alliance får mulighed for at være med til at regulere religiøse forhold i samfundet, så forøges risikoen for religiøs forfølgelse voldsomt.

Det er ikke noget nyt fænomen, at der er alvorlige begrænsninger i religionsfriheden i muslimske lande. En undersøgelse fra 1940 viser, at der også på det tidspunkt var langt større begrænsninger i religionsfriheden i muslimske lande end i kristne lande, og siden da har de to landegrupper udviklet sig i hver sin retning.

I de kristne lande er der blevet markant større religionsfrihed, mens det i mange muslimske lande er kommet flere begrænsninger i religionsfriheden.

De muslimske lande udgør imidlertid ikke nogen homogen blok, når det gælder religionsforfølgelse, men der er markante regionale forskelle. I 7 ud af 8 muslimske lande i Afrika syd for Sahara var der ingen eller kun et lavt niveau af religiøs forfølgelse, mens det samme kun gjorde sig gældende i 2 ud af 11 lande i Europa/Eurasien og i 6 ud af 16 mellemøstlige eller nordafrikanske lande. De muslimske lande i Afrika syd for Sahara skiller sig også ud på en anden måde, idet niveaet for religiøs forfølgelse faktisk var lidt lavere der end i kristne lande i Afrika syd for Sahara!

I nyere tid har mange muslimske lande været ramt af væbnede konflikter, og det kunne måske forklare, hvorfor niveauet for forfølgelse er så højt i muslimske lande. Grim og Finkes analyser viser, at der er en korrelation mellem væbnede konflikter og religiøs forfølgelse, men den er langt fra så stærk som korrelationen mellem begrænsninger i religionsfrihed og religiøs forfølgelse.

Ifølge Huntingtons tese om ”Clash of Civilisations” skulle der optræde flere konflikter omkring brudfladerne mellem civilisationerne, i bunden af hvilke re-

Ny Mission nr. 27

51

ligionerne spiller en afgørende rolle. Men Grim og Finkes analyser viser, at der ikke er flere konflikter i muslimske lande, der ligger på civilisationernes brudflader, end i muslimske lande, der ikke ligger på disse brudflader. Dertil kommer, at deres analyser i øvrigt viser, at ofrene for religiøs forfølgelse ofte er religiøse minoriteter, som hører til samme religion som den dominerende religion, der forfølger dem (et klassisk eksempel er shi’a-muslimer eller ahmadiyya-muslimer, der bliver forfulgt af sunni-muslimer). Endelig viser en anden af deres undersøgelser, at muslimer faktisk har større risiko for at blive chikaneret eller udsat for voldelig forfølgelse af regeringer i muslimske lande end af regeringer i lande, der har et ikke-muslimsk flertal. Det vil sige, at det ”clash”, som fører til religiøs forfølgelse oftere finder sted inden for samme religion – fx mellem forskellige muslimske grupper – end mellem civilisationer – fx mellem islam og vesten/ kristendom.

Det springende punkt, når det gælder forklaringen på den religiøse forfølgelse i muslimske lande, er naturligvis shari’a-lovgivningen. Alle lande med shari’a i deres forfatning eller lovgivning (bortset fra et) har mindst fire love, der begrænser religionsfriheden. Omvendt kan man også konstatere, at fraværet af en streng shari’a-lovgivning i de fleste muslimske lande i Afrika syd for Sahara er relateret til det lave niveau af religiøs forfølgelse i disse lande. Grim og Finke fremsætter derfor den teori, at ”Kampen mellem muslimer om forståelsen og vedtagelsen af shari’a-loven er nært forbundet med de religiøse restriktioner og de forfølgelser, som ofte følger efter. Skønt det til dels kan være en reaktion mod århundreders vestlig dominans, finder vi, at det primært er en kamp inden for islam, snarere end en kamp med vesten.”

Men hvordan forholder det sig så med muslimer, som lever i ikke-muslimske, fx kristne, lande? Hvilken rolle spiller religionsfriheden her? Grim og Finkes foreløbige analyser tyder på, at religionsfrihed fremmer muslimers integration i lande med kristent flertal. Således henviser de til en undersøgelse foretaget af PEW Research Center, der viser, at i USA, der generelt er religiøst set mere dereguleret end Europa, er muslimer overvejende moderate og ”mainstream”.

52

Ny Mission nr. 27

Fx er der procentvis dobbelt så mange muslimer i Storbritannien, Frankrig og Spanien, der siger, at selvmordsbomber undertiden eller ofte kan retfærdiggøres, end i USA.

Religionsfrihedens bredere betydning Grim og Finke nøjes i deres bog ikke med at dokumentere, hvordan religionsfrihed har afgørende betydning for at undgå voldelig religiøs forfølgelse, men antyder, at religionsfrihed har en endnu bredere samfundsmæssig betydning.

I centrum for religiøse udtryk står ytringsfriheden, og i centrum for friheden til gudsdyrkelse står forsamlingsfriheden. At kræve ytringsfrihed uden at give mulighed for friheden til at give udtryk for sin religiøse tro vil hurtigt erodere ytringsfriheden på andre områder. På samme måde vil det at tillade begrænsninger i religiøse gruppers ret til at forsamle sig åbne døren for også at beskære andre gruppers aktiviteter. Underkendelsen af religiøse friheder er uundgåeligt flettet sammen med underkendelsen af andre friheder. Fordi religiøse friheder er vævet sammen med andre borgerlige friheder, så er resultatet af disse friheder også nært forbundet.

Med henvisning til forskning udført af ”Hudson Institute’s Center for Religious Freedom” peger Grim og Finke på, at overalt, hvor niveauet for religiøs frihed er højt, er der en tendens til at der vil være færre tilfælde af væbnede konflikter, folks helbredstilstand er bedre, folk tjener flere penge, demokratiet trives bedre, og der er bedre uddannelsesmuligheder for kvinder. Grim og Finke påstår ikke, at der kan dokumenteres en kausalitet mellem religionsfrihed og alle disse værdier, men de konstaterer, at der er en korrelation – og det er da i sig selv ganske tankevækkende!

Grim og Finkes bog understreger betydningen af at kæmpe for og værne om religionsfrihed. Langt op i 1990’erne blev kanariefugle brugt som advarselsalarm i kulminer, da de var så følsomme over for giftige gasser, at de ville falde af pinden og dø, før gassen ville påvirke minearbejderne. På samme måde er

Ny Mission nr. 27

53

religionsfriheden vor tids ”kanariefugl”. Brud på den sårbare religionsfrihed er en indikation på potentielle trusler også mod andre friheder.

Mogens S. Mogensen, f. 1950, cand. mag. i historie og kristendomskundskab, MA i missiologi og PhD i interkulturelle studier, er freelance konsulent og ekstern lektor. Var missionær i Nigeria 1982-91, generalsekretær Sudanmissionen 1992-98, generalsekretær i Dansk Missionsråd 2000-2001, formand for Folkekirke og Religionsmøde 2002-05 og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd fra 2013. Forfatter til flere bøger om kirke, mission og religionsmøde

54

Ny Mission nr. 27

Cross-national Influences on Social Hostilities Involving Religion and Government Restrictions on Religion

By Brian J. Grim


The article, which was originally published in The Review of Faith & International Affairs, 11,3, 3-9, is reprinted with permission from Pew Research Center.

Since 2009, the Pew Research Center’s Forum on Religion & Public Life has published a series of quantitative reports seeking to measure the level of government restrictions on religion and social hostilities involving religion around the globe.1 These reports have focused on hostilities and restrictions within countries, scoring more than 190 countries on two indexes, a Social Hostilities Index (SHI) and a Government Restrictions Index (GRI).

However, social hostilities involving religion can cross international borders, as the 9/11 terrorist attacks on the United States and their aftermath made clear.

More recent examples include the violent street protests that broke out in several Muslim-majority countries in early 2006 after a Danish newspaper published a dozen cartoons depicting the Prophet Muhammad, as well as rioting in northern India in 2009 after a group of Sikh radicals murdered a leader of a minority sect in a Sikh temple in Vienna, Austria.

Government restrictions on religion also can have cross-national impacts or influences. In 2010, for instance, the governments of Singapore, Indonesia, and several other countries limited some activities of the Falun Gong spiritual movement, reportedly in deference to China, which continues to ban the movement.2 And in 2012, a Saudi Arabian journalist who had been accused of blasphemy by Saudi authorities was extradited to Saudi Arabia by the Malaysian Government.3

Ny Mission nr. 27

55

This ... [article] examines six broad ways in which events in one country often are reported to have contributed to social hostilities and government restrictions on religion in another country.4 These are: (1) tensions over the religion of immigrants and refugees; (2) religious extremism spreading from country to country; (3) attempts by governments to influence religious affairs in other countries; (4) religion- related terrorism by individuals or groups who come from abroad or are supported from abroad; (5) hostile reactions to religion-related events that have occurred in another country; and cross-national influences; (6) religion-related wars or armed conflicts (including past conflicts, if the effects are ongoing).

As an extension of its continuing research on restrictions on religion around the world, the Pew Forum counted and categorized (“coded”) reports of these six kinds of external influences that occurred between July 1, 2009 and December 31, 2011. The coding relied on widely cited, publicly available sources from groups such as the US State Department, the United Nations, Human Rights Watch, Amnesty International, and the International Crisis Group.5 For an incident to be counted as having influenced a “cross-national religious hostility or restriction,” it had to have been reported as contributing - at least in part - to the religious hostilities or restrictions measured by the Pew Forum’s SHI and GRI. These are the same two indexes used in the previous studies: • The SHI measures acts of religious hostility by private individuals, organizations, and social groups. This includes mob or sectarian violence; religion-related terrorism or conflict; organized attempts to dominate public life with a particular perspective on religion; harassment over attire for religious reasons; and other religion-related intimidation or abuse. The SHI includes 13 measures of social hostilities.

• The GRI measures government laws, policies, and actions that restrict religious beliefs or practices. The GRI comprises 20 measures of restrictions, including governmental bans of particular faiths (including those considered extremist); harassment or intimidation of religious groups; noninterventi-

56

Ny Mission nr. 27

on in cases of discrimination or abuses against religious groups; limits on preaching; and preferential treatment of one or more religious groups. 
 This analysis has some important limitations. First, the coding does not distinguish between proximate causes and deeper root causes of specific incidents. The Danish cartoons, for example, set off violent demonstrations by Muslims in numerous countries, but one could argue that the cartoons were merely a spark that ignited pre-existing tensions and resentments. Either way, the publication of the cartoons would be counted in this analysis as an external influence on social hostilities involving religion. In addition, there may be cases in which external influences are more psychological than physical, or more imagined than real— an erroneous story in the media, for example, or a speech by an official making an unsubstantiated claim about the activities of a foreign government. Whether grounded in reality or not, such events are counted as external influences if they are described by the sources used in this study as having had an international impact.

Finally, and most importantly, the Pew Forum’s coding is meant to be values-neutral. The statement that government restrictions or social hostilities involving religion in one country reportedly were influenced by events in another country is not intended to justify or fault any of the countries involved. The coding does not assign credit or blame.

Rather, the goals of this supplementary analysis are more modest. It seeks to obtain baseline measures of the frequency with which government restrictions and social hostilities involving religion are said to be influenced by events in other countries. It also attempts to categorize the external influences into six broad varieties - as outlined above - in order to see what kinds of cross-national effects are most common, regionally and worldwide. If repeated in future years, the coding may allow for more comparative analysis, enabling researchers to see whether external influences are increasing or decreasing over time and how their prevalence is changing, globally and regionally.

Ny Mission nr. 27

57

Key Findings Initial analysis of data from two 12-month coding periods (July 1, 2009 to June 30, 2010 and January 1, 2011 to December 31, 2011) finds that influences from abroad were reported to have contributed to religious hostilities and restrictions in 122 of 198 countries, or 62 percent of all the countries and territories studied.6 The most common kinds of influences, in descending order of prevalence, were: tensions over the movement of people (primarily migrants) across international borders; the alleged spread of religious extremism; efforts by governments to influence religious affairs in other countries; religion-related terrorism with cross-border support or impacts; hostile reactions to events that happened or are alleged to have happened in other countries; and religion-related war or armed conflict.

International Migrants Among the six types of outside influences considered in this analysis, the movement of people across borders reportedly contributed to religious hostilities or restrictions in the largest number of countries. Between mid-2009 and 2011, international immigrants, migrant workers, and refugees either played a role in social hostilities involving religion or were targeted by government restrictions on religion in a total of 63 countries (32 percent), according to the sources used in this study.

In 34 of the 63 countries (or 17 percent of all the countries studied), incidents involving immigrants contributed to social hostilities related to religion. In most cases, immigrants were targets of societal harassment or abuse; in Greece, for example, vigilantes reportedly attacked illegal immigrants from Muslim countries on several occasions in 2011, and unidentified arsonists burned makeshift mosques in downtown Athens, according to a US State Department report.7 In some cases, however, actions by immigrants contributed to religion-related hostilities. For example, in May 2010, Faisal Shahzad, a naturalized US citizen, attempted to set off a bomb in New York’s Times Square; he reportedly had embraced a radical form of Islam and was trained at a terrorist camp in the Waziristan region of his native Pakistan.8

58

Ny Mission nr. 27

In 52 of the 63 countries (26 percent of all the countries studied), governments imposed religion-related restrictions aimed specifically at international migrants.

In the United Arab Emirates, for instance, immigration authorities allegedly discriminated against religious minorities, such as Shia Muslims and Jews, in granting and extending residency permits; in response, some foreign-born residents falsely declared themselves as members of other faiths, according to the US State Department’s 2011 International Religious Freedom Report.9 In another case, tens of thousands of Hindus displaced from Buddhist-majority Bhutan

Ny Mission nr. 27

59

in the late 1980s and early 1990s remained in Nepalese refugee camps because the Bhutanese Government refused to allow them to return.10

Extremist Influences
 The spread of religious extremism from abroad was cited by various sources as a factor in religious hostilities or restrictions in a total of 56 countries (28 percent) between mid-2009 and the end of 2011.11 Religious extremism reportedly contributed to social hostilities in 34 of the 56 countries
(17 percent of all the countries studied). For instance, religious tensions increased in Kenya in 2011 because of efforts by the militant al-Shabaab movement from Somalia to radicalize Kenyan youth, according to the International Crisis Group.12 In addition, in 39 of the 56 countries (20 percent of all the countries studied), governments tightened restrictions on religion at least partly in reaction to alleged extremist influences from abroad. The UK, for instance, prevented a

60

Ny Mission nr. 27

preacher based in India from entering the country in 2010 based on immigration rules allowing officials to bar entry to foreign preachers who espouse hatred.13

Foreign Governments According to the sources coded for this analysis, between mid-2009 and 2011, foreign governments allegedly contributed to religious hostilities or restrictions in a total of 55 countries (28 percent).

In 22 of the 55 countries (11 percent of all countries studied), actions by foreign governments reportedly exacerbated social hostilities involving religion. For example, the US Commission on International Religious Freedom (USCIRF) reported that Libya, Saudi Arabia, and Sudan had provided financial support to religious schools that promote an extremist interpretation of Islam in Nigeria.

The USCIRF also cited “reports that an increasing number of Nigerian Islamic scholars and clerics are being trained in Saudi Arabia or Pakistan, and return with a politico-religious ideology that explicitly promotes hatred of, and violence against, non- Muslims.”14 In 46 of the 55 countries (23 percent of all countries studied), the actions of foreign governments reportedly influenced government restrictions on religion.

In 2009, for instance, the Kuwaiti Government denied entry to an Egyptian professor from a Dutch university because an Egyptian court had declared him an apostate for writings that allegedly treated the Quran as a literary work rather than as the word of God.15 And in 2010, authorities in places as disparate as Hong Kong and Moldova took action against adherents of Falun Gong, allegedly under pressure from the Chinese Government. According to the US State Department, these steps included restricting gatherings by Falun Gong supporters and canceling performances by a Falun Gong-related musical and dance troupe.16 Additionally, governments sometimes adopt restrictions established in other countries. For instance, Monaco denies registration to religious groups identified as being involved in “dangerous” sectarian activity by France’s Inter- Ministerial Mission of Vigilance and Combat Against Sectarian Aberrations.17

Ny Mission nr. 27

61

Terrorism Between 2009 and 2011, religion-related terrorist groups reportedly engaged in cross- border attacks or drew on international connections for support in a total of 51 countries (26 percent).18 According to the sources coded for this analysis, religion-related terrorism contributed to social hostilities involving religion in 43 of the 51 countries (22 percent of all the countries studied). For instance, the Lord’s Resistance Army, a militant group that originated in Uganda in the late 1980s, reportedly committed cross-border attacks and abductions in various African countries, including South Sudan and the Democratic Republic of the Congo.19 In addition, religion-related terrorism reportedly influenced government restrictions on religion in 25 of the 51 countries (13 percent of all the countries studied).

In Russia, for instance, the government has banned 18 Muslim groups for alleged ties to terrorism, according to a 2010 US State Department report.20

External Events Reactions to incidents that occurred in other countries are reported to have contributed to religious hostilities or restrictions in a total of 40 countries (20 percent) between mid-2009 and 2011.

Events abroad were associated with social hostilities involving religion in 34 of the 40 countries (17 percent of all the countries studied). For instance, riots took place across the Punjab region of northern India in 2009 in response to an attack in Vienna, Austria, on visiting leaders of the Dera Sach Khand, a religious group that has a strong base of support among Indians from the lower castes of the former caste system. The attack, by Sikh radicals, killed one visiting guru and injured another.21 Also in 2009, anti-Semitic violence and vandalism spiked in a number of European countries, including Belgium, and some members of the Belgian Jewish community attributed the timing to Israel’s incursion into Gaza.22 In addition, reactions to incidents abroad allegedly contributed to government

62

Ny Mission nr. 27

restrictions on religion in 9 of the 40 countries (5 percent of all countries studied). For instance, as a reaction to the Arab Spring uprisings that began in early 2011, the government of Equatorial Guinea banned all demonstrations, including religious processions, and increased security personnel in the streets to enforce the ban, according to Amnesty International.23

Armed Conflict
 Religion-related wars and armed conflicts reportedly exacerbated religious hostilities and government restrictions in a total of 16 countries (8 percent) between mid-2009 and 2011.24 In 14 of the 16 countries (7 percent of all countries studied), religion-related wars and armed conflicts were said to have contributed to social hostilities. For instance, in Azerbaijan, an unresolved conflict over the predominantly Armenian region of Nagorno-Karabakh has continued for more than a decade, with ongoing displacement of people and occasional violence. While the dispute has primarily political, ethnic, and historical roots, religion is also cited as a factor in tensions between Azerbaijan, which has a Muslim majority, and Armenia, which is majority Christian.25 In Afghanistan, the USA and its allies continue to wage war against al-Qaeda, the group that organized the 9/11 terrorist attacks against the USA. In addition, religion-related armed conflicts reportedly influenced government restrictions on religion in 9 of the 16 countries (5 percent of all countries studied). For instance, conflict between the Republic of Cyprus and the breakaway northern region supported by Turkey effectively has created a de facto religious division, with Muslims concentrated in the north and Christians in the rest of the country. This creates difficulties for Christians and Muslims who want to visit certain religious sites that are separated by the border.26

Regions [Finally, our data also show that the] influence of cross-national events was

Ny Mission nr. 27

63

felt in every region of the world between July 1, 2009 and December 31, 2011.

According to the sources coded for this analysis, these influences were most prevalent in the Middle East and North Africa, where all 20 countries of the region were affected. Outside influences also contributed to religious hostilities or restrictions in approximately three-quarters of the countries in both the Asia-Pacific region (38 of 50 countries) and Europe (33 of 45 countries). By contrast, such influences reportedly affected about half of the countries in sub-Saharan Africa (23 of 48) and about a quarter of countries in the Americas (8 of 35).

In the Middle East and North Africa, no single type of outside influence stood out. However, certain types of outside influences predominated in each of the other four regions. Actions of foreign governments reportedly were the most common outside influence in the Asia- Pacific region, affecting 23 of the region’s 50 countries (46 percent). In sub-Saharan Africa, the two most common outside influences were reported to be religious extremism and religion- related terrorism, with each affecting nearly a third of the countries in the region (29 percent). And incidents involving international immigrants are reported to have accounted for the largest share of incidents in Europe (36 percent) and the Americas (11 percent).

Notes 1.

2.

3.

64

These reports include “Global Restrictions on Religion,” December 2009. http:// www.pewforum.org/Government/Global-Restrictions-on-Religion.aspx, “Rising Restrictions on Religion,” August 2011. http://www.pewforum.org/Government/ Rising-Restrictions-on-Religion.aspx, and “Rising Tide of Restrictions on Religion,” September 2012, http://www.pewforum.org/Government/Rising-Tide-of-Restrictions-on-Religion.aspx See the US State Department’s 2010 International Religious Freedom Report on Singapore. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148893.htm; the Australian Government Refugee Review Tribunal’s 2010 Report on Singapore. http:// www.mrt-rrt.gov.au/Forms-and-publications/Country-advice. aspx; the US State Department’s 2010 International Religious Freedom Report on Indonesia. http:// www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148869.htm; and Reporters Without Borders, “Radio Era Baru Forcibly Closed by Police,” September 13, 2011. http://en.rsf. org/indonesie-six-months-in-jail-for-radio-07- 09-2011,40942.html See BBC News, “Malaysia Deports Saudi Journalist Hamza Kashgari,” February

Ny Mission nr. 27

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

12, 2012. http://www.bbc.co.uk/news/world-asia-17001900, and Gulf News, “Mystery about Controversial Saudi Columnist’s Location Deepens,” February 9, 2012. http://gulfnews.com/news/gulf/saudi-arabia/mystery- about-controversial-saudi-columnist-s-location-deepens-1.978517 Research assistance for this article was provided by Angelina Theodorou, Research Assistant, Pew Research Center’s Forum on Religion & Public Life.

For a full list of sources, see pages 38–39 of “Rising Tide of Restrictions on Religion.” http://www.pewforum.org/Government/Rising-Tide- of-Restrictions-on-Religion-methodology.aspx#info This analysis covers information for two 12-month periods: July 1, 2009 to June 30, 2010, and calendar year 2011. The periods are noncontiguous because the Pew Forum’s larger study on religious hostilities and restrictions is shifting to calendar year reporting beginning with 2011. The analysis covers a total of 198 countries, including South Sudan, which separated from Sudan in July 2011.

See the US Department of State’s 2011 Country Report on Human Rights Practices in Greece. http://www.state.gov/j/drl/rls/hrrpt/humanrightsreport/ index. htm?dlid=186357 For more information see The New York Times, “Times Topics: Faisal Shahzad.” http://topics.nytimes.com/top/reference/timestopics/people/s/faisal_ shahzad/ index.html See the US Department of State’s 2011 International Religious Freedom Report on the United Arab Emirates. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2011/nea/ 192911. htm See the US Department of State’s 2011 International Religious Freedom Report on Bhutan. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010_5/168244.htm, and the US Department of State’s 2011 Country Report on Human Rights Practices in Bhutan. http://www.state.gov/j/drl/rls/hrrpt/humanrightsreport/index. htm?dlid=186357 For the purposes of this analysis, the term “religious extremism” is defined as advocating violence or hatred based on religious ideology. Under this definition, religious groups may hold very strict or conservative beliefs about faith and religious practices without being extremist. If the sources used in this study describe an incident that occurred during the coding period as religious extremism, and if the way the sources use the term appears to be in line with this definition, then it is coded as a reported case of religious extremism.

See International Crisis Group, “Kenyan Somali Islamist Radicalisation,” January 25, 2012. http://www.crisisgroup.org/en/regions/africa/horn-of- africa/kenya/ b085-kenyan-somali-islamist-radicalisation.aspx See the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on the United Kingdom. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148995.htm See US Commission on International Religious Freedom, “Annual Report 2012,” page 113. http://www.uscirf.gov/images/Annual%20Report%20 of% 20USCIRF%202012(2).pdf See the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on Kuwait. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148828.htm See the Hong Kong section of the US Department of State’s 2010 Internati-

Ny Mission nr. 27

65

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

66

onal Religious Freedom Report on China. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/ 2010/148863.htm#hong_kong, and the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on Moldova. http://www.state.gov/j/drl/ rls/ irf/2010/148963.htm This government organization is sometimes known by the acronym MIVILUDES. For more information, see the US Department of State’s 2011 International Religious Freedom Report on Monaco. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2011/ eur/192841.htm For the purposes of this analysis, the term “religion-related terrorism” is defined as premeditated, politically motivated violence against noncombatant targets by sub-national groups or clandestine agents that have some identifiable religious ideology or religious motivation. It also includes acts carried out by groups that have a nonreligious identity but target religious personnel, such as clergy.

Readers should note that the political character and motivation of the groups, not solely the type of violence, is at issue here. For instance, a bombing would not be classified as religion-related terrorism, if it was not directed at religious personnel and there was no discernible religious ideology or bias behind it.

See the US State Department’s 2011 Country Report on Human Rights Practices in South Sudan. http://www.state.gov/j/drl/rls/hrrpt/humanrightsr eport/index. htm?dlid=187675; the US State Department’s 2011 Country Report on Human Rights Practices in the Democratic Republic of the Congo. http://www.state. gov/j/drl/rls/hrrpt/humanrightsreport/index.htm?dlid=186183; and The Christian Science Monitor, “What is the Lord’s Resistance Army?” November 8, 2011. http://www.csmonitor.com/World/Africa/Africa-Monitor/2011/1108/What-is-theLord-s-Resistance-Army See the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on Russia. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148977.htm See the US Department of State’s 2009 Country Report on Human Rights Practices in India. http://www.state.gov/j/drl/rls/hrrpt/2009/sca/136087. htm; Reuters, “Curfew Imposed in Punjab after Riots,” May 26, 2009. http://in.reuters.com/ article/2009/05/26/idINIndia-39883620090526; and Reuters, “Is Caste Behind the Killing in Vienna and Riots in Punjab?” May 26, 2009. http://blogs.reuters. com/india/2009/05/26/is-caste-behind-the- killing-in-vienna-and-riots-in-punjab/ See the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on Belgium. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148917.htm See Amnesty International, “Equatorial Guinea, Annual Report 2012: The State of the World’s Human Rights.” http://www.amnesty.org/en/region/ equatorial-guinea/report-2012 Religion-related war or armed conflict is defined as armed conflict (a conflict that involves sustained casualties over time or more than 1000 battle deaths), in which religious rhetoric is commonly used to justify the use of force, or in which one or more of the combatants primarily identifies itself or the opposing side by religion. This measure also includes UN-designated refugees who remain displaced from previous religion-related wars, such as the Bosnian conflict and Arab-Israeli wars.

Ny Mission nr. 27

25.

26.

See BBC News, “Regions and Territories: Nagorno-Karabakh,” January 10, 2012. http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/country_profiles/3658938.stm See the US Department of State’s 2010 International Religious Freedom Report on Cyprus. http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/2010/148926.htm

Brian J. Grim is senior researcher in religion and world affairs and director of cross-national data at the Pew Research Center’s Forum on Religion & Public Life. He received a doctorate in sociology from the Pennsylvania State University. Dr. Grim is an author of The Price of Freedom Denied: Religious Persecution & Conflict in the 21st Century (Cambridge University Press), The World Religion Database (Brill), and The World’s Religions in Figures (Wiley-Blackwell). He also is a TEDx speaker.

Ny Mission nr. 27

67

Kirkernes Verdensråds ”Udtalelse om politisering af religion og religiøse minoriteters rettigheder” – introduktion og kommentarer Af Jørgen Skov Sørensen

Udtalelsen ”Statement on the Politicization of Religion and Rights of Religious Minorities” ligger i forlængelse af en tradition i Kirkernes Verdensråd, der rækker helt tilbage til Verdensrådets dannelse i 1948. Holdningen har hele tiden været, at kristne ikke søger særlige privilegier, men ønsker status af ligeværdige borgere i deres respektive samfund.

Hovedpunkter i udtalelsen Den aktuelle udtalelse er foranlediget af ”en alarmerende tendens til et stigende antal tilfælde af had, intolerance og diskrimination baseret på religion eller tro i forskellige del af verden, hvor religiøse minoriteter er blevet tvunget til at leve i sårbare omstændigheder”, og understreger relevansen og vigtigheden af, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd gennem de seneste år har sat fokus på spørgsmål vedr. trosfrihed/forfulgte kristne.

Udtalelsen begrunder sit anliggende såvel i international civilret som i teologiske termer, menneske- rettigheder og mennesket som skabt i Guds billede og med fri vilje. Interessant er det dog at iagttage, hvordan menneskerettighederne ikke anses for et mål i sig selv, men ud fra den teologiske argumentation anses for at være et redskab til fred og harmoni i samfundet – ikke et pressionsmiddel for individer eller enkelte grupperinger i samfundet. Teologien overtrumfer således menneskerettighederne i den aktuelle tekst.

På baggrund af den noterede stigning i såvel politisk som religiøst begrundet undertrykkelse af religiøse minoriteter kalder Kirkernes Verdensråd på større

68

Ny Mission nr. 27

politisk fokus på udfordringerne. Analysen taler således ikke blot om ”politisering af religion”, som overskriften skriver det, men også om ”religionisering af politik”. Der er altså ikke blot tale om politisk udnyttelse af religion men også religiøs udnyttelse af politik – det sidste element identificeres af udtalelsen som et hidtil overset element.

Denne skelnen er særligt interessant, fordi Kirkernes Verdensråd her lægger ansvar for forfølgelse af religiøse mindretal på religiøse ledere, hvor Kirkernes Verdensråd tidligere i overvejende grad har lagt ansvaret på politiske ledere.

Man kan med en vis ret tale om et intra-religiøst opgør med egne brodne kar, som agerer for egen vindings eller deres religiøse grupperings vindings skyld: ”Politiseringen af religion og fremvæksten af religiøs ekstremisme i mange samfund styrker gensidigt hinanden”, som det hedder i dokumentet.

Udtalelsen bevæger sig herefter over i mere konkrete baner, idet de senere års begivenheder i Mellemøsten og Nordafrika, det såkaldte ”Arabiske Forår”, trækkes ind som eksempler på, at religiøse majoritetsgrupperinger har anvendt deres politiske status til at sætte sig op mod religiøse minoriteter. Egypten, Syrien, Irak og Iran nævnes som samfund, hvor religiøse mindretal i særlig grad lever med frygt og usikkerhed.

Udtalelsen nævner imidlertid også en række andre samfund, som via sekulær lovgivning vanskeliggør religiøse minoriteters religionsudøvelse, fx ved regulering af religiøst betinget beklædning eller grænser for opførelse af gudshuse eller etablering af begravelsespladser. Også lovgivning vedr. religiøs undervisning behandles i den sammenhæng. Her rammes en række navngivne vestlige lande.

Endelig peger udtalelsen på staters forpligtelse til at beskytte religiøse mindretal, dels via udarbejdelse og implementering af dækkende civil lovgivning, dels via opretholdelse og håndhævelse af eksisterende lovgivning. Det er en kendt sag, at en række stater ser igennem fingre med religiøse lovovertrædere, når disse tilhører majoritetsreligionen, selvom landenes civile lovgivning brydes. Samtidigt

Ny Mission nr. 27

69

er blasfemilovgivning i en række lande medvirkende til at indskrænke religiøse mindretals frihed til gudsdyrkelse.

Analyse og relevans for folkekirken Generelt er der tale om et afbalanceret dokument, der som det mest banebrydende er relativt lige- frem i kritikken af egne (religiøse) rækker gennem introduktionen af begrebet ”religionisering af politik”. På samme måde tales der ligefremt om følgevirkningerne for religiøse mindretal efter ”Det Arabiske Forår”, imidlertid uden islam nævnes direkte. Der er dog ingen tvivl om, at der tænkes på de yderligtgående islamistiske kræfter.

Man har i udtalelsen valgt en linje, hvor kritikken går på de enkelte religioners ekstremistiske kræfter frem for at pege på samlede religiøse grupperinger. Det samme gælder for omtalen af brud på trosrelaterede menneskerettigheder i Burma og Sri Lanka, hvor det er ekstremistiske buddhistiske kræfter, der er på spil.

Man kan opfatte dette som en svækkelse af udtalelsen, men man kan på den anden side også se det som en styrke, såfremt man ønsker et dokument, der netop afspejler den kompleksitet, de to observationer i retning af ”politisering af religion” og ”religionisering af politik” udgør i uhelligt samspil. Samtidigt understreger udtalelsen, at det er de ekstremistiske kræfter inden for de religiøse grupperinger, der udgør problemet, som udtalelsen behandler.

I relation til folkekirken ligger udtalelsen i klar forlængelse af Folkekirkens mellemkirkelige Råds fokusområde Trosfrihed/forfulgte kristne. Herudover findes der rundt om i folkekirken lokalt og i de folkekirkelige organisationer tiltag, som har fokus på (særligt) kristne mindretals situation. Folkekirken opfylder derfor allerede for en vis dels vedkommende det kald til aktion, som udtalelsens anbefalinger nævner.

Anbefalinger Det giver god mening for Folkekirkens mellemkirkelige Råd og folkekirken i

70

Ny Mission nr. 27

dens mangfoldighed af enheder i anledning af Kirkernes Verdensråds udtalelse fra den 10. generalforsamling at følge opfordringen:

Generalforsamlingen opfordrer det økumeniske samfund over hele jorden til at gå i dialog med deres respektive regeringer for at udvikle politikker, der effektivt beskytter personer og samfund, der tilhører mindretalsreligioner mod trusler om vold eller voldshandlinger fra ikke-statslige aktørers side.

Statement on the Politicization of Religion and Rights of Religious Minorities Adopted by the WCC 10th Assembly as part of the Report of the Public Issues Committee.

As Christians we confess the dignity accorded to all human beings by God the creator. This forms the basis for a Christian understanding of human rights.

We consider freedom of religion a foundational and distinctive human right of particular importance. We want to acknowledge with gratefulness that in many contexts the importance of religious freedom as expressed in Article 18 of the Universal Declaration of Human Rights (UDHR) is acknowledged and safeguarded as a right for all to experience.

The World Council of Churches (WCC), from its inception, has consistently expressed its concern regarding the freedom of religion. The WCC through its Commission of the Churches on International Affairs (CCIA) engages member churches through various initiatives in addressing specific situations of freedom of religion and human rights. However, the WCC has never dealt with the issue of the right to religious freedom in isolation. The first WCC assembly in 1948 stated its conviction regarding “freedom of religion as an essential element in good international order” and also affirmed that in “pleading for this freedom, Christians do not ask for any privilege to be granted to Christians that is denied to others”. The 10th Assembly meeting in Busan during the year of the 1700th anniversary of the issuance of the Edict of Milan granting tolerance to Christi-

Ny Mission nr. 27

71

ans and all religions reiterates its commitment to religious freedom.1 The WCC has upheld these principles during the past decades of its struggle for religious freedom and human rights.

Over the years, the WCC has adopted different statements addressing questions related to freedom of religion and human rights as well as responses to specific situations of denial of the right to religious freedom. In recent years the WCC has been concerned about the alarming trend of growing instances of hatred, intolerance and discrimination based on religion or belief in different parts of the world where religious minorities have been forced to live in vulnerable circumstances. There have been a number of instances reported in recent years from different parts of the world on a rise in the denial of religious freedom to religious minorities. It is in this context that the WCC has taken several initiatives during the past three years specifically to address problems related to the rights of religious minorities.

Freedom of Religion: an inherent human right Respect for freedom of religion should be treated as an inherent human right and political virtue which is a fundamental prerequisite for the democratic and peaceful progress of human society. Freedom of religion cannot be enjoyed without equality and justice. There can be no real freedom without equality and there can be no equality without the potential inclusion and participation of all citizens in any society. An adequate Christian understanding of human rights emphasizes freedom, equality and participation as embodiments of human rights. Freedom of religion is based on the intrinsic dignity of a human being, who is endowed

by God with reason and free will. The cardinal principle of right to religious freedom, besides being a natural human right and a civil right, is rooted in biblical teaching and a theological emphasis of human dignity. We reiterate our affirmation that all human beings are created in the image of God, and Jesus Christ is the one in whom true humanity is perfectly realized. The presence of the image of God in each human person and in the whole of humanity affirms

72

Ny Mission nr. 27

the essentially relational character of human nature and emphasizes human dignity. Widespread and grievous violations of this freedom affect the stability, security and development of any society and severely impact upon the daily lives of individuals, families and communities and the wellbeing of the society.

It is therefore essential first to affirm that all people are endowed with inherent dignity. This is not only because human beings are made in the image of God (Gen. 1:26-27), but Christians make the further assertion of this universal and inherent value of all from a Trinitarian perspective.

The WCC has always recognized the significance of international human rights regimes and standards relating to the freedom of religion and belief. During the work of the United Nations while drafting the UDHR of 1948, the CCIA took an active role in formulating Article 18 of the UDHR which articulates “Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief, and freedom, either alone or in community with others and in public or private, to manifest his religion or belief in teaching, practice, worship and observance”. It contains normative core values which constitute the minimum standard that should be protected: inner freedom, external freedom including the propagation of one’s religion, freedom from compulsion or coercion, freedom from discrimination, respect of the rights of parents and guardians and the right of the child to religious self-determination, as well as corporate freedom and legal status of religious bodies. This includes the right of conscientious objection as well as reasonable accommodation of employees’ belief by employers.

This commitment was subsequently affirmed in the International Covenant on Civil and Political Rights (ICCPR), and the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights, both of 1966. This was further expanded in the Declaration on the Elimination of all Forms of Intolerance and of Discrimination Based on Religion or Belief, of 1981. These rights also extend to those who do not profess a religion as their thought and conscience enjoy the same freedom.

It is our firm conviction based on our theological underpinnings that human

Ny Mission nr. 27

73

rights do not constitute a goal in themselves for protecting the interests or rights of only certain groups, but we see human rights show us the direction in which society should develop towards peace with justice. They are a vehicle enabling the life of everybody to acquire fuller and richer quality. It is in relation to life that all aspects of human rights must be assessed and in this context, the rights to freedom of religion and freedom of expression by individuals must be realized in every society.

We have reiterated the principles and values of freedom of religion and the duty of states and governing authorities to respect, protect and promote the freedom of religion or belief, in all its dimensions, for all individuals under their jurisdiction or control without regard to their religion or belief. It is with these convictions that the WCC emphasises the need to strengthen the existing protection mechanisms and devise effective safeguards against violations of national and international law relating to religious freedom. We are of the opinion that there should be concerted and coordinated efforts on the part of religious, civil society and state actors in order to protect the right to freedom of religion. In the current context, the fear is quite real that religious minorities may be further suppressed in certain countries by a rising wave of religious extremism. The rights of minority religious communities to live in peace and harmony amidst their neighbours belonging to majority religious communities is vital not only for the people belonging to faith minority groups but also for overall stability and democratic governance, especially in countries that are liberated from past elements of authoritarianism.

Rights of religious minorities in all contexts should be rooted in a democratic principle that majority and minority are to be treated as equal beneficiaries of the state, and that dignity and human rights of all people are respected and valued.

Governments, religious communities, national and international human rights institutions and civil society organizations should play different roles in order to protect the rights of religious minorities and promote religious tolerance, especially when politicization of religion intensifies religious hatred and violates

74

Ny Mission nr. 27

rights of religious minorities. Violations of freedom of religion or belief against persons belonging to religious minorities, whether perpetrated by states or non-state actors, need to be combated, be it in forms of disinformation, discrimination or persecution. Individual and communitarian rights of people belonging to all religious minorities should be respected. This is what the United Nations Special Rapporteur on Freedom of Religion or Belief pointed out in his recent report, saying that, in keeping with the principle of normative universalism, “the rights of persons belonging to religious minorities cannot be confined to the members of certain predefined groups. Instead, they should be open to all persons who live de facto in the situation of a minority and are in need of special protection to facilitate a free and non-discriminatory development of their individual and communitarian identities�. The rights of persons belonging to all minority religious groups therefore should be treated as fundamental human rights.

Politicization of Religion and Religionization of Politics

The contemporary world is witnessing a trend of politicization of religion. As religion occupies a more and more critical space in politics and public life, the politicization of religion and the religionization of politics have become pervasive phenomena in many parts of the world. The trend is that politicization of religion adds to political polarization, and hence the religious divide manifests itself in almost every corner of the globe. When religion becomes a dividing force in the social and political arena, in its more intensive and durable form, it can contribute to a religious chasm. Choosing political allies with more radical positions allows a religion better to defend its interests in the political arena so as to win a privileged position and favours from the government. In recent history we have witnessed the multifaceted trend of politicization of religion, but the flip side of this phenomenon, especially the impact of the religionization of politics, has not always been identified.

The religionization of politics, which destroys communal harmony and intensifies religious hatred, is simultaneously being instrumentalized for political

Ny Mission nr. 27

75

purposes. The religionization of politics in this context ultimately leads politics to pander to the interests of religious groups and leaders who would like to influence and control political power. Religion is being used as an effective instrument in several countries during national elections in order to create specific vote banks, especially prior to elections. The problems, by and large, persist in the assumption that parties or movements are only successful if they invoke religious identity during elections. The strategies used by certain religious groups are to devise and carve roles for themselves in politics by way of invoking religious sentiments against other, minority religious groups. At the same time they position themselves as true champions of their religion which is under threat from minority religions and their foreign affiliation. When religion is used for political gain, relations between different religious communities are increasingly impacted by changes in local and national politics which have been largely reconfigured along particular religious lines. This trend also adds reasons for people of different religions to think in narrow terms of religious sentiments and consider that their religion is more prominent than others. The rising trend of the politicization of religion thus causes serious problems not only for Christians, but it affects different religious communities who live as minorities in many areas of the world. The politicization of religion and the rise of religious extremism in many societies mutually reinforce each other. It not only poses a threat to freedom of religion of the adherents to minority religions, but the survival of religious minorities is affected.

Rise in religious intolerance and discrimination against religious minorities

We have observed with great concern several cases where the exercise of freedom of expression has been used as an excuse to violate freedom of religion for religious minorities. While the concept of “minority” is mostly a social and political construct, on a practical level these socio-political constructs can and do have a devastating effect on the group of people who lack the strength of numbers amid a “majority” religious community, although this situation is not restricted to religion alone.

76

Ny Mission nr. 27

While we recognize and indeed welcome the many positive steps taken towards a fuller respect for freedom of religion or belief in numerous contexts, we are also cognizant of the many serious violations of these rights which are of grave concern, such as the violation of the fundamental right to religious freedom by governments, individuals and majority religious groups. The continuing practices which limit the right to change one’s religious status can result in the separation of families, material and social deprivation or even criminal prosecution, imprisonment or the death penalty. Anti-conversion provisions, which are open to misuse and contribute to negative public perceptions of, and violence towards religious minority communities, as found in the legislation of a number of countries should be reconsidered.

We note with concern the tendency in recent years that the discussion on freedom of religion and belief has focussed more on issues related to defamation of religion; this negates the spirit of the universally accepted norm of an individual’s right to freedom of religion and belief. Moving to an approach that protects religions rather than people only undermines the basic human rights principles and international human rights standards as well as giving way to abuse laws in local contexts that persecute religious minorities. The provisions introduced in criminal procedures to misuse blasphemy laws in several countries are clear examples of this. Article 20 of the ICCPR lays down principles that “any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law”. However, the trend is that “incitement to hatred” has been increasing, even in countries that have acceded to the ICCPR. Hence it has become a major concern that incidents which concern article 20 of the ICCPR are not being prosecuted and punished.

At the same time a report of the Office of the United Nation’s High Commissioner for Human Rights in 2012,“Rabat Plan of Action on the prohibition of advocacy of national, racial or religious hatred”, observed that:

the members of minorities are de facto persecuted, with a chilling effect on others, through the abuse of vague domestic legislation, jurisprudence and poli-

Ny Mission nr. 27

77

cies. This

dichotomy of (1) no prosecution of “real” incitement cases and

(2) persecution of

minorities under the guise of domestic incitement laws

seems to be pervasive. Antiincitement laws in countries across the world may be qualified as heterogeneous, at

times excessively narrow or vague; jurispru-

dence on incitement to hatred has been scarce and ad hoc; and while several states have adopted related policies, most of them too general and not systematically followed up, lacking focus and deprived of proper impact-assessments.

We see the danger that, as majority religious groups use their religion as a tool to influence the political system and political rulers, religious minorities living in the same societies are persecuted and discriminated against. Often their strategies lead to violence which threatens the very existence of the religious minorities.

The alarming trend we note is that there are cases where a conflict in one place, with its local causes and character, is misinterpreted and instrumentalized as part of a conflict in another place, especially when extremist groups use religion to legitimize violence. However, it is heartening to note that the key role religion plays in conflict resolution, reconciliation and peace-building is often evident and recognized. In several countries in the world, people who identify themselves as being politically and economically excluded often feel that dominant religious groups which wield power apply discriminatory standards in dealing with minority rights issues such as freedom of religion. Although the reasons for the problems have their roots in socio-economic factors, social fragmentation and communal hatred, such actions may increase even in traditionally tolerant societies when religion is mobilized for political purposes. The prevailing situations, especially in Asia, Africa and the Middle East prove that religions can impact and influence the geo-political contexts of countries and regions.

The new developments in the context of the “Arab Spring” witnessed a number of groups and parties in the Middle East and North Africa ascend into dominant positions in the name of majority religion. In countries in the Middle East region such as Egypt, Syria, Iraq and Iran, religious minorities live in a situation of fear and insecurity.

78

Ny Mission nr. 27

There are instances that restrict or limit religious freedom of minority religious communities which have been observed in recent years in the United States, Canada, Latin America and the Caribbean as well as in certain European countries.

In practice, the discrimination and intolerance against religious groups in these countries are evident in discourses and regulations introduced by governments that question or ban religious dress, symbols and traditions.

Religious minorities in various countries face discrimination on the basis of religion or belief. Discriminatory legislation and state practices provide a legitimatizing framework for wider discrimination in society. Deprivation, social exclusion and violence towards minorities are the inevitable results of systematic discrimination which threatens the social fabric of society. Numerous religious communities encounter problems in obtaining the legal status necessary to function, as well as in acquiring, building or maintaining properties such as places of worship and burial grounds or facilities. In particular, religious minorities in several countries are denied their rights in this regard. Discrimination against religious minorities is also seriously affecting their ability to access their rights to education, healthcare and employment and to participate in the political process.

In many instances, educational syllabuses and text books portray negatively or under-represent the role of religious minority groups in society. This also serves to affirm existing societal prejudices and promote intolerance and discrimination. Obligatory religious education of children of minority religious backgrounds in the majority faith violates the rights of parents and children. Existing legislations and state practices with regard to mixed marriages in certain countries negatively impact the right to religious freedom in bringing up children of such marriages of people who belong to religious minorities.

The failure of states to protect religious minorities from violence threatens the survival of communities and is in violation of states’ international obligations.

The culture of impunity created by failures to investigate and prosecute crimes against members of minority communities in a number of countries is evident in the politicization of religion. For example, the inaction of government and

Ny Mission nr. 27

79

failure to implement a proper law enforcement mechanism results in gradual erosion of a long-nurtured tradition of religious tolerance. This encourages a culture of politicization of religion which threatens the very existence of religious minorities. In a country like Pakistan, the politicization of religion by military dictatorships, introduced through changes in the penal code, systematized the misuse of the Blasphemy Law which is now a major instrument used by the religious extremists against the religious minorities in the country. The politicization of religion in the Indian context constantly threatens communal harmony and peaceful co-existence of people belonging to different faiths. Constitutional guarantees of the right to religious freedom face continual threat and minority religious groups are often under attack from religious extremist groups who try to mobilize religions and religious sentiments for political gains. The politicization of religion and the religionization of politics in different African nations intensify religious hatred, communal violence and political instability. Religious extremist groups of majority religions as well as political parties are responsible for creating such situations. Northern Nigeria, Tanzania, Sudan, Indonesia, Sri Lanka and Myanmar among others, provide examples of continuing violence in the name of religion and the spread of religious hatred. In certain other situations, ruling governments are using religion to wield the support of majority religions with an aim to create communal vote banks and political power. Often such actions lead to conflicts and violence, especially when governments deny religious freedom as well as when social and government restrictions on religion or a minority group are imposed. Some examples of cases where the WCC has been involved: In Malaysia, where objections to using the word “Allah� by Christians have exacerbated religious hatred and tension over the years, pro-government political parties have been responsible for intensifying the controversy. The Methodist Church of Fiji has been denied its freedom to exist as a religious body and has been continuously denied permission to convene its national assembly in the country due to interference by the government. The government of the Former Yugoslavian Republic of Macedonia (FYROM) has categorically denied the Orthodox Archdiocese of Ochrid the right to registration as a religious body.

80

Ny Mission nr. 27

The interference of the government in the country’s legal system resulted in the illegal detention of the head of the church. Kosovo faced in recent times systematic destruction of over 100 Orthodox Christian shrines while leading to historical revisionism with regard to their cultural patrimony, threatening the very existence of the Serbian Orthodox faithful. In Albania Orthodox churches are not always adequately protected, with regard to recent incidents of extremely violent actions that have occurred during times of living worship.

The 10th Assembly of the World Council of Churches held in Busan, Republic of Korea, from 30 October to 8 November 2013, therefore: 1. Reaffirms the commitment of the WCC to the principle of the universal right of all persons to freedom of religion or belief; 2. Reiterates our conviction that the Church is an important element in promoting and defending religious freedom and rights of religious minorities, based on its historic values and ethos of upholding human dignity and the human rights of every individual; 3. Recognizes and reiterates that the promotion and protection of freedom of religion or belief should be the concern and work of the churches and the ecumenical community as part of their prophetic witness; 4. Calls upon WCC member churches to engage actively in defending the rights of all religious minorities and their right to freedom of religion or belief, especially in opposing legislation or regulations that would limit religious freedom in contravention of international human rights standards; 5. Recognizes the positive steps being taken by various states towards a fuller respect for freedom of religion or belief in a number of contexts; 6. Expresses grave concern on the increasing trend of politicization of religion

Ny Mission nr. 27

81

and religionization of politics as well as the growing trend of terrorism that threaten the social fabric of a society and the peaceful co-existence of religious communities; 7. Expresses grave concern on state interference in the decision-making processes of religious groups, and the imposition of religious law and jurisprudence through state sanctions; 8. Calls upon the ecumenical community around the world to mediate with their respective governments to develop policies of providing effective protection of persons and communities belonging to minority religions against threats or acts of violence from non-state actors; 1. Calls upon governments to strengthen the existing protection mechanisms and enact legislation to protect the rights of members of religious minorities and introduce effective measures and apply universal normative status regarding freedom of thought, conscience, religion or belief; including the right to change religion and to manifest your belief; 2. Urges states to repeal criminal law provisions that misuse blasphemy laws, apostasy laws or anti-conversion laws to punish deviation from majority religions or to discriminate against religious minorities and violate their right to freedom of religion or belief; 3. Urges states to implement anti-discrimination legislation to protect persons and communities belonging to different religions, especially to end discrimination and persecution for their faith or belief; 4. Commends the UN for its advocacy of freedom of religion or belief and calls on the UN, especially the Human Rights Council, to give the same priority to freedom of religion or belief as is given to other fundamental

82

Ny Mission nr. 27

human rights and to resist any attempts to weaken the principle of freedom of religion or belief; 5. Calls on the UN to strengthen the office of the Special Rapporteur on Freedom of Religion or Belief; and 6. Calls for concerted and coordinated efforts on the part of religious, civil society and state actors in order to address violations of rights of religious minorities and their freedom of religion and belief.

Note 1.

The Waldensian Church delegation wished to register its dissent to the mention of the Edict of Milan, feeling that it is unhelpful to make reference in a statement on religious freedom to an historical moment when Church and State became closely aligned, resulting in an era of freedom for only one religion.

Jørgen Skov Sørensen er PhD i missiologi fra University of Birmingham og har siden 2006 været sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han har tidligere undervist i økumenik, missiologi og interreligiøse studier på United College of the Ascension, Selly Oak, Birmingham, og i systematisk teologi på Center for Multireligiøse Studier, Århus Universitet.

Ny Mission nr. 27

83

Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand Af Uffe Torm

I disse år er der voksende religiøse spændinger i Afrika og Asien, også i lande, som modtager dansk udviklingsbistand, og der sker alvorlige brud på religionsfriheden. Men Danmark stiller ikke åbenlyse krav i forbindelse med udviklingsbistanden om respekt for religionsfrihed. I de senere år er religion dog begyndt at spille en rolle i dansk udenrigspolitik, især efter Danmarks deltagelse i Irak-krigen og Muhammed-krisen. Biskoppernes nylige henvendelse til udenrigsministeren om forfulgte kristne og en række kirkelige organisationers nyetablerede ”Forum for religionsfrihed” har bidraget til at øge politikernes opmærksomhed på området. I Danmarks officielle udviklingsstrategier står der dog næsten intet om, hvordan religion kan inddrages konstruktivt i udviklingsarbejdet, hvilket hænger sammen med en udbredt religiøs analfabetisme hos aktørerne. Selvom nyere forskning tyder på, at religionsfrihed fremmer økonomisk vækst og social fremgang, er den vigtigste grund til at fremme religionsfrihed, at det er en grundlæggende menneskerettighed. Både i udenrigspolitikken generelt og i udviklingspolitikken er det derfor nødvendigt, at religionsfrihed indarbejdes i de overordnede strategier og konkrete politikker. Men der må ikke ske det, at verdens fattige kommer til at betale for et øget arbejde for religionsfrihed.

Derfor foreslår forfatteren, at ”der i udenrigsministeriets driftsbudget afsættes de nødvendige personalemæssige og økonomiske ressourcer til, at Danmark kan være med til at løfte denne vigtige opgave politisk.”

Spørgsmålet om religions- og trosfrihed har indtil for nylig ikke spillet den store rolle hverken i dansk udenrigspolitik eller i dansk udviklingsbistand. Dansk diplomati har efter vedtagelsen af Grundloven i 1849 (der i øvrigt sikrede religionsfriheden i Danmark) traditionelt mest handlet om at varetage Danmarks militære og sikkerhedspolitiske interesser. I 1900-tallet kom udenrigspolitikken

84

Ny Mission nr. 27

dog i stigende grad også til at handle om at fremme Danmarks økonomiske og handelsmæssige interesser først i Europa og senere i hele verden. Værdipolitiske overvejelser om fremme af demokrati og menneskerettigheder og bekæmpelse af global fattigdom er relativt nye træk i dansk udenrigspolitik. De kom først til efter den anden verdenskrig. Det skete i forbindelse med oprettelsen af FN i 1945, vedtagelsen af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948 og Den europæiske Menneskerettighedskonvention i Europarådet i 1950. Dertil kom igangsættelsen af en række internationale hjælpeprogrammer og udviklingsindsatser i forbindelse af afkoloniseringen af de europæiske magters mange besiddelser i Asien og Afrika i efterkrigsperioden. Men religions- og trosfrihed var dengang slet ikke et tema i debatten om dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand - måske fordi man efter verdenskrigen troede, at religion havde fejlet og nu hørte fortiden til.

Den danske udviklingsbistand var til at begynde især motiveret af egeninteresser. Politikerne argumenterede med, at bistanden skulle være med til at dæmme op for kommunismens fremmarch især i Afrika, og der blev åbenlyst henvist til handelsmæssige interesser. Men den voksende folkelige opbakning bag en bilateral dansk udviklingsbistand i 1960’erne, som blev båret frem af især Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Missionsråd samt fagbevægelsen, byggede i høj grad på humanistiske, kristne og solidariske tanker og idealer.

De sikkerheds- og erhvervspolitiske interesser har dog altid luret lige under overfladen i dansk udviklingspolitik og er i de senere år igen blevet mere synlige.

Samtænkningen af militære og udviklingsmæssige indsatser i Irak og især Afghanistan er sammen med den nylige udnævnelse af en handels- OG udviklingsminister eksempler herpå. Varetagelsen af den danske udviklingspolitik har hele tiden ligget i udenrigsministeriet til forskel for situationen i Norge og Sverige, hvor både Norad og Sida har haft og til dels stadig har en mere selvstændig status i forhold til henholdsvis det norske og det svenske udenrigsministerium. Det tidligere selvstændige departement Danida er imidlertid nu helt integreret i udenrigsministeriet.

Ny Mission nr. 27

85

Alligevel giver det god mening at se på den rolle, som spørgsmålet om religionsog trosfrihed har spillet og fortsat spiller i henholdsvis udenrigspolitikken og i udviklingspolitikken. Men først et overblik over den globale situation set ud fra et dansk udenrigs- og bistandspolitisk perspektiv.

Religionsforfølgelse – ikke et nyt fænomen Religions- og trosfrihed er en grundlæggende menneskerettighed. Det er en frihed, som afhænger af, hænger sammen og er en forudsætning for andre basale rettigheder som ytrings-, forsamlings- og organisationsfrihed. Religionsfrihed indebærer desuden retten til frit, fredeligt og offentligt at praktisere sin religion eller konvertere til en anden religion, til frit at forkynde og missionere for egen eller forkaste og kritisere andres religion og til frit at publicere religiøse skrifter.

Religionsfrihed er en forudsætning for demokrati, ligestilling og frihed for alle, selvom de enkelte religioner måske ikke internt praktiserer vores opfattelse af demokrati, tolerance, lighed mellem kønnene eller respekt for seksuelle mindretal.

Ifølge 2013-udgaven af den årlige ”International Religious Freedom Report”, som udarbejdes af det amerikanske udenrigsministerium, har der aldrig før været så mange mennesker i verden, som undertrykkes eller forfølges på grund af deres religion. Der er desværre næppe den religion eller tro, hvis tilhængere ikke chikaneres eller forfølges et eller andet sted i verden. Selv ateister, der står åbent frem, risikerer at blive forfulgt på grund af deres manglende tro.

Især har udviklingen med hensyn til religionsfrihed i de senere år været meget bekymrende i Mellemøsten. Situationen forværredes yderligere i 2014, hvor fanatiske islamister forsøger at etablere et islamisk kalifat - en ”Islamisk Stat” (IS) - i første omgang omfattende dele af Syrien og Irak. IS begår grusomme overgreb mod alle, der ikke vil underkaste sig - det gælder kvinder og børn, kurdere, kristne, moderate sunni-muslimer, shia-muslimer samt yazidier, som dyrker en urgammel lokal religion, der har indarbejdet elementer både fra islam og kristendommen i sin lære.

86

Ny Mission nr. 27

Forfølgelser af religiøse mindretal har fundet sted lige så længe, som forskellige religioner på denne klode har mødt hinanden. Kristne er blevet forfulgt, lige siden kristendommen opstod for omkring 2000 år siden. Forfølgelse var ligefrem en del af de kristnes selvforståelse og dna i kristendommens første år. Religionsforfølgelse er således ikke et nutidigt udviklingsproblem, men derimod et urgammelt kulturelt, socialt og politisk fænomen. Voldelige konflikter mellem forskellige religiøse, etniske, sociale og/eller politiske befolkningsgrupper har ofte skadet de berørte landes økonomiske udvikling eller ligefrem fået hele samfund til at bryde sammen og gå i opløsning, som det i nyere tid f.eks. er sket i Somalia, Syrien og senest Irak.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at mange konflikter, der beskrives som religiøse, snarere eller lige så meget har etniske, kulturelle, økonomiske og politiske rødder. Konflikter, som skyldes undertrykkelse, fattigdom og håbløshed, er blevet iklædt religiøse klædedragter og udnyttet af demagogiske politiske og religiøse ledere i deres stræben efter magt og personlig vinding. Det er somme tider alt let for fundamentalistiske religiøse ledere at sætte religiøse grupper op imod hinanden og misbruge religion i stridigheder, der egentlig handler om noget helt andet.

Forskellige etniske grupper i samme land tilhører ofte forskellige religioner.

Kristne missionærer var i mange tilfælde dygtige strateger, som satsede på at vinde undertrykte etniske eller sociale mindretal for kristendommen, f.eks. stammefolk eller dalitter (kasteløse), som udgør ca. 70% af de kristne i Indien.

De viste sig at være langt mere lydhøre over for evangeliernes fortællinger og budskaber end de højere kaster, der nyder godt af hinduismens undertrykkende kastesystem. De europæiske kolonimagter var desuden gode til at spille etniske og religiøse grupper ud mod hinanden og på den måde konsolidere deres kontrol med kolonierne.

Aggressive kristne og muslimske missionsindsatser har medvirket til at skabe lokale religiøse konflikter med andre lokale religioner. Hindu-nationalisme- og

Ny Mission nr. 27

87

buddha-fanatisme har skabt lokale religiøse konflikter i mange lande. Religiøse ledere er sommetider de første og til tider også de værste til at inspirere til voldelige religiøse konflikter. Religiøse ledere er gået foran både i kampe for religionsfrihed og i kampe mod religionsfrihed. Lokale religiøse stridigheder har ofte ikke oprindeligt været orkestreret af lokale eller nationale myndigheder, selv om det bestemt også har været tilfældet. Men myndighederne har i mange tilfælde vendt det blinde øje til og har ikke altid grebet aktivt ind, hvis uroligheder gik ud over religiøse mindretal, som ingen ønskede at beskytte. Alt for ofte politiseres og manipuleres religiøse følelser, som i stedet kunne bruges konstruktivt.

Det overses imidlertid tit, at mange ofre for religiøs forfølgelse ofte tilhører samme religion, men en anden retning inden for denne religion. Religioner har ofte forsøgt at undertrykke forskellige retninger indenfor samme religion. Det er i dag især tilfældet indenfor islam. De fleste muslimer, som i dag undertrykkes eller dræbes, forfølges af andre muslimer. Men tidligere har især forskellige kristne trosretninger ofte forfulgt og bekæmpet hinanden. Der er også mange eksempler på, at forskellige religiøse samfund, der lokalt har levet fredeligt sammen i generationer, ofte har beskyttet hinanden mod overgreb og forfølgelse fra andre religiøse samfund sat i scene af nationale myndigheder eller af udefra kommende kræfter. Muslimer har således ofte beskyttet kirker og hjulpet deres kristne naboer og venner f.eks. i Egypten, Bangladesh, Malaysia og Pakistan. I andre lande har kristne eller hinduer beskyttet forfulgte muslimer. Derfor er national dialog og lokal diapraksis (dvs. praktisk samarbejde) mellem forskellige religiøse samfund vigtig. Kendskab til hinanden fremmer jo som bekendt forståelsen.

Kristendommen på tilbagetog i de bibelske lande Det store flertal af de mennesker, som i dag forfølges på grund af deres tro, er kristne. Det skyldes bl.a., at kristendommen er den største religion i verden.

Men forfølgelsen af kristne er som nævnt et voksende og alvorligt problem især i Mellemøsten og Arabien. Kristne armeniere jages igen på flugt sammen med andre kristne befolkningsgrupper i det indtil for få år siden religionstolerante

88

Ny Mission nr. 27

Syrien. Danmark har med sin deltagelse i USA’s krig mod terror i Irak været medansvarlig for, at den kristne befolkning i landet, som før krigen var på over en million, nu er reduceret til nogle få hundredtusinder. Også det store kristne især koptiske mindretal i Egypten føler sig i stigende grad utryg, og mange ønsker at udvandre.

Kristne, som ellers i generationer har boet i regionen, udvandrer nu i stort antal, hvis de ellers kan finde lande, der vil modtage dem. Udvandringen af kristne er især steget markant de senere år. Som det tit er tilfældet med mindretalsgrupper, er de kristne ofte veluddannede, idet uddannelse er en slags fremtidsforsikring især for etniske og religiøse mindretal. De arabiske lande drænes herved for vigtige menneskelige ressourcer, som kunne bidrage positiv til de respektive landes udvikling. De tilbageblevne kristne har kun et forsvindende lille fremtidshåb. En af kristendommens grundpiller - urkirken i Mellemøsten - er ved at gå til grunde.

Om få år vil der sandsynligvis kun være et beskedent antal kristne tilbage i de bibelske lande i Mellemøsten - måske bortset fra Egypten.

I flere arabiske lande i Golfen, Mellemøsten og Nordafrika er der imidlertid ikke kun spændinger mellem muslimer og kristne men også voksende indbyrdes konflikter og til tider voldsomme sammenstød mellem forskellige islamiske grupper, især sunni-muslimer og shia-muslimer. Det gælder ikke mindst i Irak og Iran, men f.eks. også i Egypten, som gennem årene har modtaget en betydelig dansk udviklingsbistand, samt i Libanon, Syrien og Libyen. Men også islamiske mindretal som alawitterne i Syrien og blandingsreligioner som druserne i Libanon, yazidierne i Irak og baha’ierne i Iran er udsat for overgreb.

Voksende religiøse spændinger i Afrika og Asien Generelt set forbedres menneskerettighedssituationen i Afrika i disse år - bortset fra religionsfrihed og seksuelle mindretals rettigheder. Der forekommer ofte spændinger og konflikter mellem kristne og muslimer i en række afrikanske lande, som modtager dansk udviklingsbistand. Det gælder især i Etiopien, Kenya, Malawi, Nigeria, Tanzania/Zanzibar og Uganda samt i Mali, hvor kristne forføl-

Ny Mission nr. 27

89

ges af muslimer, og i Den centralafrikanske Republik, hvor kristne pt. forfølger muslimer. De religiøse spændinger mellem muslimer og kristne har hidtil været mest alvorlige i landene lige syd for Sahara og i dele af Vestafrika. Men Østafrika (især Kenya og Tanzania) er de senere år kommet godt med.

I Kenya skyldes det i høj grad den ustabile situation i Somalia (som også modtager en betydelig dansk udviklingsbistand). Her har militante muslimer i mange år har haft let spil. I Tanzania - bortset fra Zanzibar - har stammer og religioner stort set levet fredeligt sammen siden uafhængigheden. Men de religiøse spændinger spreder sig nu også på det tanzanianske fastland. Også i det centrale og sydlige Afrika vokser de religiøse spændinger i disse år.

I Asien er især Indien ofte ramt af religiøse konflikter mellem flertallet af hinduer og de muslimske og kristne mindretal. Desuden har der siden selvstændigheden været flere krige i grænseområderne mellem det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. I det tidligere Østpakistan, men nu selvstændige Bangladesh, forfølges det hinduistiske mindretal stadig af muslimer især i forbindelse med valgkampe. Der rapporteres desuden regelmæssigt om religiøse sammenstød mellem muslimer og kristne i Indonesien, Malaysia, Filippinerne og ikke mindst i Pakistan samt mellem muslimer og buddhister i Myanmar (Burma) og Thailand. I Sri Lanka blev en mere end 25 år lang blodig krig mellem hinduistiske tamiler og singalesiske buddhister først afsluttet i 2008.

Trosfrihed findes ikke i Kina (og slet ikke i Nordkorea). Kina modtog tidligere en betydelig dansk udviklingsbistand og er nu en vigtig handelspartner. Nok vokser antallet af kristne i Kina hurtigt i disse år. Men al ikke statskontrolleret religionsudøvelse er forbudt, og der forekommer jævnlige overgreb mod både kristne og muslimer.

Den danske bistand til Indien er stort set afviklet, og bistanden til Indonesien samt Vietnam (hvor der også er problemer med religiøse mindretal) er under udfasning. Bangladesh modtager fortsat en betydelig udviklingsbistand trods problemer med religionsfriheden. Det samme gælder Nepal, hvor det lille men

90

Ny Mission nr. 27

voksende kristne mindretal udsættes for overgreb fra hinduisterne. Samtidig øges den danske bistand i disse år til Myanmar og Pakistan, selv om der som nævnt i begge lande er store interne religiøse konflikter og alvorlige problemer med religionsfrihed. I Pakistan chikaneres kristne af militante muslimer, som især bruger landes vilkårlige blasfemilove mod de kristne. I Myanmar forfølges muslimer af militante buddhister. Men Danmark stiller ikke åbenlyse krav i forbindelse med udviklingsbistanden om respekt for religions- og trosfrihed f.eks. i Pakistan og Myanmar.

Det sker heller ikke over for den efterhånden største modtager af dansk udviklingsbistand, nemlig Afghanistan. Her er der dog dårligt nok kristne eller andre religiøse mindretal at forfølge. Men konvertitter til kristendommen risikerer dødsstraf. Selv i NATO-landet Tyrkiet, som også har ansøgt om optagelse i EU, er det kristne mindretal under øget pres, uden at det har politiske konsekvenser.

Afrika siges at være det mest religiøse kontinent. Her har kristendommen slået rod og fået lokale udtryksformer. Det gælder især de lokalt forankrede såkaldte African Independent Churches, men også de fremvoksende pinsekirker over hele Afrika. Også islam har slået rod i Afrika. Men selv om det i dagslyset især er kristendom og islam, der praktiseres, så hersker forfædre, medicinmænd og sort magi og fortsat mange steder, når mørket falder på i Afrika.

Kristendommen udgik fra Mellemøsten, men nu dominerer islam regionen.

Kristen mission blandt muslimer har aldrig været den store succes målt i antal omvendelser. I Asien, hvor kristendommen er oppe imod stærke selvbevidste kulturbærende religioner som især hinduisme, buddhisme, taoisme, daoisme og konfucianisme med mange årtusinders historie bag sig, betragtes kristendommen stadig som en relativ nytilkommen vestlig og imperialistisk religion.

I Latinamerika begrænser de religiøse konflikter sig til indbyrdes stridigheder mellem kristne trossamfund, især katolikker og de fremadstormende evangeliske kirker og især pinsemenigheder.

Ny Mission nr. 27

91

Europas mange religionskrige I Europa har både korstogene i middelalderen, reformationen i begyndelsen af 1500-tallet og de efterfølgende religionskrige, herunder især 30-årskrigen mellem katolikker og protestanter i første halvdel af 1600-tallet, udløst nogle af de mest omfattende forfølgelser af anderledes troende. Dertil kommer de århundrede lange kampe mod de muslimske maurere i Spanien, som først blev fordrevet i 1614 efter ca. 900 års tilstedeværelse, og mod indtrængende muslimer fra Det osmanniske Rige, som fra midten af 1400-tallet frem til slutningen af 1600-tallede kontrollerede store dele af det sydøstlige Europa. Inkvisition og kætterforfølgelser er andre pletter på Europas historie.

Det var desuden i Europas udkant, at folkemordet på over 1 mio. kristne armeniere blev begået i ly af første verdenskrig, uden at Europa greb ind. Og det var i hjertet af Europa, at folkemordet på ca. 6 mio. jøder under anden verdenskrig blev orkestreret. I tiden efter anden verdenskrig har Europa oplevet både konflikter mellem kristne trosretninger, f.eks. mellem katolikker og protestanter i Nordirland, og konflikter mellem både kristne og muslimer og mellem ortodokse og katolikker på Balkan. Desuden spirer antisemitismen nu igen frem i Europa, selv i Danmark, og har fået yderligere næring efter den seneste krig i Gaza i sommeren 2014 mellem Israel og Hamas.

Der er i disse år voksende religiøse spændinger i Europa især mellem det faldende antal troende kristne og det voksende antal troende muslimer som følge af indvandring fra Tyrkiet, Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan. Der er en stigende modstand mod at give muslimer de samme rettigheder til at følge deres religions skikke og levevis, til offentligt at bekende sig til deres tro og til at bygge moskeer i Europa. Ligeledes tillades kristne ikke at leve og offentligt bekende sig som kristne og bygge kirker i flere arabiske lande med Qatar som en bemærkelsesværdig undtagelse.

Afstandtagen fra f.eks. bestemte beklædningsgenstande og omskæring af drenge og rituelle slagtninger af dyr blandt både muslimer og jøder er andre eksempler

92

Ny Mission nr. 27

på religiøse traditioner, som umiddelbart er uforståelige og derfor uacceptable for os. Men det vidner om religiøs analfabetisme, kulturel uvidenhed og manglende tolerance og respekt overfor andres livsstil, værdier, traditioner.

Der findes heller ikke fuld trosfrihed i dele af Østeuropa eller i Rusland, hvor den russisk-ortodokse kirke klart favoriseres af staten og har afløst kommunisttidens statsateisme. Rusland har problemer både med frikirker og med muslimerne i den østlige del af lande, især i Tjetjenien, der ligesom andre tidligere sovjetiske men nu selvstændige centralasiatiske republikker oplever en muslimsk opblomstring på samme måde, som Rusland oplever en kristen opblomstring.

Religionsfrihed og fristæder i Danmark1 I år 826 kom den frankiske munk Ansgar til Danmark som den første missionær.

Men det var kong Harald Blåtand, som efter eget udsagn ”gjorde danerne kristne”, jf. indskriften på den store Jellingesten, efter sin dåb ca. år 965. Optakten hertil var præget af kampe om kongemagten i Danmark. Men selve overgangen til kristendommen i Danmark forløb i det store hele fredeligt, selv om det naturligvis ikke betød, at de gamle nordiske guder hurtigt blev glemt.

Religionskonflikter har, som nævnt, spillet en stor rolle i Europas historie og dermed også for både dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Korstogene, kampene mod fremtrængende muslimer, reformationen og religionskrigene har påvirket udviklingen i Danmark, også selv om Danmark kun i begrænset omfang deltog heri. Mange af disse konflikter handlede dog ikke kun om religion, men nok så meget om magt, politik og økonomi. Tiden efter reformationen, som i Danmark blev gennemført i 1536, var dog præget af forfølgelse af anderledes troende. De enkelte europæiske lande og fyrstedømmer ønskede, at alle deres indbyggere skulle tilhøre samme kirkelige retning. Danmark gav således kun opholdstilladelse til tilhængere af Den evangelisk-lutherske Kirke.

Men efterhånden begyndte man at få et mere afslappet syn på religionsforskelle i Danmark. Det gav sig udslag i, at der i 1600-tallet blev etableret en

Ny Mission nr. 27

93

række fristæder, hvor forfulgte religiøse mindretal fra Europa fik lov at slå sig ned og udøve deres religion. Det begyndte i 1621, hvor den gottorpske hertug Frederik III grundlagde byen Frederiksstad (Friedrichstadt) i marsken syd for den nuværende dansk/tyske grænse. Den blev opført af reformerte hollændere, som til gengæld blev tilbudt religionsfrihed i den nye by. I 1622 inviterede den danske kong Christian IV jøder fra Hamborg og Amsterdam til at tage ophold i Glückstadt (Lykstad), som blev grundlagt i 1716 (ligger i dag ligeledes syd for grænsen). Også reformerte, katolikker og mennonitter slog sig ned i byen med løfter om religions- og skattefrihed. Fæstningsbyen Fredericia blev grundlagt i 1650, men den nye by havde svært ved at tiltrække danske indbyggere. I 1682 tillod Frederik III derfor forfulgte jøder, katolikker og reformerte og senere også franske calvinister at slå sig ned i byen.

Det skulle gå næsten 100 år, før den næste danske fristad for forfulgte religiøse mindretal blev etableret på Christians VII’s initiativ. Det drejer sig om Christiansfeld i Sønderjylland, som blev grundlagt af tyske hernhuter (nu kendt som Brødremenigheden) i 1772. Modsat de andre fristæder har Christiansfeld i høj grad bevaret sin sjæl og sit særpræg til i dag og rummer fortsat en levende brødremenighed, der er dybt engageret i ydre missionsarbejde i Afrika.

Som nævnt blev de første jøder officielt inviteret til landet i 1600-tallet af Christian IV og Frederik III. Senere slog jøder sig ned i andre byer, herunder København, men de var pålagt visse erhvervsmæssige og andre begrænsninger.

Først i 1814 blev jøderne stort set ligestillet med andre danske borgere af Frederik VI, men måtte dog vente på at få valgret (men dog ikke valgbarhed) til 1834.

I årene op til anden verdenskrig fandt en yderligere indvandring af jøder sted på grund af nazisterne forfølgelse af jøder i Tyskland. Under den tyske besættelse af Danmark beskyttede myndighederne og flertallet af befolkningen de jødiske medborgere, så godt de kunne. Da det ikke længere var muligt, blev de fleste danske jøder i oktober 1943 illegalt hjulpet over sundet til Sverige. Efter krigen udvandrede mange danske jøder til den nyoprettede jødiske stat Israel.

94

Ny Mission nr. 27

Det var dog ikke kun, fordi de pågældende grupper var forfulgte på grund af deres religion, at de blev budt velkomne i bestemte byer i Danmark. Det var nok ligeså meget eller måske snarere, fordi de danske konger mente, at tilflytterne kunne bidrage til udviklingen af dansk håndværk, landbrug og handel, og mange af dem var velhavende. Den sidste store indvandring i Danmark af mennesker på flugt på grund af deres religion fandt sted i 1968/69. Over 3.000 jøder kom til Danmark fra Polen, hvor myndighederne pressede dem til at forlade lande, fordi de var blevet erklæret uønskede.

De fleste flygtninge, som kommer til Danmark i dag, søger ikke asyl, fordi de forfølges på grund af deres tro. Men der kommer i disse år dog et stigende antal kristne flygtninge fra Mellemøsten. Men mange religioner er repræsenteret blandt de flygtninge, som søger asyl i Danmark, især muslimer, men også hinduer, sikher, buddhister m.fl. De forskellige religiøse grupper, der har fået opholdstilladelse i Danmark, har etableret deres egne menigheder og indrettet interimistiske kirkerum, moskéer og templer. Det findes således mere end 200 kristne immigrantmenigheder i Danmark, men også andre religiøse menigheder, som bidrager positivt til det danske samfund.

Danmark slap forholdsvis nådigt gennem både reformationen og religionskrigene.

Danmark kan være stolt af at have taget godt imod forfulgte religiøse mindretal og andre indvandrere og flygtninge, som havde behov for husly. Men den tid synes at være forbi. Selv kristne asylansøgere føler sig i dag ikke altid velkomne i Danmark og risikerer endda at blive chikaneret af andre asylansøgere. Asylansøgere, der konverterer til kristendommen og lader sig døbe, mens de er i Danmark, mødes ofte med mistænksomhed af asylmyndighederne – nogen gange måske med rette.

Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitikpolitik Danmark deltog i beskedent omfang i det europæiske kolonikapløb og sikrede sig kun få handelsstationer i Afrika og Asien foruden De vestindiske Øer i 1600- og 1700-tallet. Danmark tjente især godt på slavehandlen til USA. Men

Ny Mission nr. 27

95

i længden kunne de små danske kolonier ikke klare sig i konkurrencen med de store kolonimagter og blev derfor solgt til henholdsvis USA og England.

Men missionsvirksomheden overlevede handelsvirksomheden og kolonistyret i Trankebar i Sydindien, hvor etableringen af en dansk koloni blev fulgt op af en statslig dansk missionsindsats i begyndelsen af 1700-tallet iværksat af den danske kong Frederik IV. De udsendte (tyske) missionærer ragede dog hurtigt uklar med de danske kolonimyndigheder i Trankebar, som snarere havde kommercielle hensigter end åndelige interesser. Men det danske missionsarbejde i Sydindien fik varig betydning og blev efterfulgt af andre private danske missionsindsatser, som har resulteret i selvstændige levedygtige kirker i Sydindien. Frederik IV støttede desuden Hans Egedes udsendelse til Grønland i 1721. Ydre mission blev dog aldrig en statslig opgave for Danmark.

Dansk udenrigspolitik bygger i dag bl.a. på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og Europarådets Europæiske Menneskerettighedskonvention, som begge prioriterer religions- og trosfrihed højt. I en redegørelse om ”Det internationale menneskerettighedsarbejde. Strategi for regeringens tilgang” fra 2009 bruges der 13 linjer på religionsfrihed, hvor der ganske fornuftigt står:

Religions- eller trosfrihed giver det enkelte menneske ret til at udtrykke sin religion eller tro. Dette indebærer også retten til at skifte overbevisning eller til ikke at have nogen religion. I en verden, hvor mennesker konstant konfronteres med andres - ofte meget anderledes – holdninger og værdier, styrkes religiøse og kulturelle værdiers funktion som fast grund for det enkelte menneske. Religion og religiøse og kulturelle værdier spiller derved en stor rolle i mange lande og i internationale sammenhænge, herunder blandt andet i konflikter og kriser. Regeringen ønsker at fastholde fokus i de internationale menneskerettighedskonventioner på den enkeltes ret til at vælge religion eller overbevisning (f.eks. om ikke at have nogen religion) for at understrege, at det er menneskets frihed til at vælge, der står i centrum, og ikke religioner eller værdier, som i sig selv skal beskyttes.

96

Ny Mission nr. 27

Indsatsen for religionsfrihed er også af afgørende betydning for religiøse mindretal verden over, der hver dag kæmper for ikke at være underlagt flertallets overbevisning. Netop for religiøse mindretal udgør religion en meget vigtig identitetsfaktor i et majoritetssamfund. Behovet for respekt og fredelig sameksistens mellem flertals- og mindretalsgrupper er steget som følge af globaliseringen. Respekt for andre religioner og kulturer går begge veje, og også her er dialog og tolerance vejen frem.

En operationel strategi er der dog ikke tale om, og de 13 linjer om religionsfrihed gik hurtigt i glemmebogen, selvom religion var blevet et aktuelt emne i dansk udenrigspolitik. Men det skete på en dyster baggrund med de religiøst motiverede terrorangreb i USA 11. september 2001, som udløste Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen (oktober 2001) og Irak-krigen (marts 2003).

Det arabiske initiativ og Muhammed-krisen Samme år blev ”Det arabiske Initiativ” lanceret i Udenrigsministeriet. Det kaldes nu ”Danish Arab Partnership Programme” og har til formål at fremme politiske reformer, frihed, demokrati og ligestilling i Mellemøsten og Nordafrika gennem dialog og ligeværdige samarbejdsprojekter. Selv om programmet finansieres af Danida-midler, er der dog i langt højere grad tale om et innovativt og fremsynet udenrigspolitisk udspil snarere end et traditionelt udviklingsmæssigt initiativ.

Den såkaldte Muhammed- eller tegningekrise i 2006 og 2008 på baggrund af karikaturtegningerne af profeten Muhammed i Jyllandsposten i september 2005 og genoptrykningen heraf i flere aviser i februar 2008 truede med at undergrave det arabiske initiativ. Daværende statsmister Anders Fogh Rasmussens religionsblinde afvisning af at mødes med de muslimske landes ambassadører i København til udenrigsminister Per Stig Møllers (K) store fortrydelse, forstærkede krisen.

Men netop fordi de danske folkelige organisationer, der medvirkede i det arabiske initiativ, modsat statsministeren troede på dialog og viste respekt for samarbejdspartnerne, overlevede programmet kriserne, hvilket burde være en vigtig læring.

Ny Mission nr. 27

97

I begyndelsen blev kirkelige udviklingsorganisationer ikke inviteret til at deltage i det arabiske initiativ. Ifølge udenrigsministeriets traditionelle tænkning var religionerne i Mellemøsten jo en del af årsagerne til problemerne og kunne derfor umuligt være en del af løsningen. Imidlertid besluttede ministeriet i begyndelsen af 2006, da urolighederne på grund af Muhammed-tegningerne eskalerede med afbrænding af de danske ambassader i Libanon og Syrien, at støtte udsendelsen af en kirkelig dansk delegation med to biskopper i spidsen, som mødtes med de øverste islamiske ledere i Egypten med indflydelse i hele Mellemøsten. Ifølge ambassadøren i Cairo var delegationen med til at dæmpe de gemytter, som en selvbestaltet dansk muslimsk delegation tidligere havde ophidset.

Desuden blev Dansk Missionsråd sammen med Det mellemkirkelige Råd og Danske kirkers Råd opfordret til at forestå efterfølgende religiøse delegationsbesøg til og fra Mellemøsten. Danmission har desuden senere fået en række bevillinger fra Det arabiske Initiativ.

Det arabiske initiativ spillede dog næppe nogen større rolle i ”det arabiske forår”, som begyndte i Tunesien i december 2010. Det blev primært drevet frem af helt andre sociale grupperinger og medier end de traditionelle NGO’er og medier mv., som modtog støtte fra Det arabiske Initiativ. Selv om der er brugt 1,6 mia. kr. herpå de sidste 10 år, kan programmets gennemslagskraft og konkrete resultater godt diskuteres på baggrund af udviklingen i Mellemøsten. En nylig evaluering af programmet er således ganske kritisk. Programmet fortsætter imidlertid i al fald frem til 2016.

Terrorangrebene i USA i 11. september 2001, de danskstøttede krige i Afghanistan og især i Irak har sammen med det i første omgang mislykkede arabiske forår og senest borgerkrigen i Syrien samt etableringen af Islamisk Stat bidraget til at få sat religion, især islam, på både den indenrigs- og den udenrigspolitiske dagsorden. Senere har både den tiltagende forfølgelse af kristne i Mellemøsten og den voksende islamfobi i Danmark bidraget yderligere hertil.

98

Ny Mission nr. 27

Nye initiativer efter regeringsskiftet i 2011 Bortset fra det arabiske initiativ iværksatte VKO-regeringen ingen andre større initiativer, som tog religion alvorligt i dansk udenrigspolitik. Godt nok fordømte borgerlige politikere i 00’erne regelmæssigt muslimske landes overgreb mod især kristne minoriteter. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) benyttede således sin åbningstale til Folketingssamlingen 2007/08 til skarpt at angribe muslimske lande for at knægte religionsfrihed og kritiserede imamer og islamiske forkyndere i Danmark for at radikalisere unge muslimske indvandrere.

Daværende udenrigsminister Lene Espersen (K), som afløste Per Stig Møller i begyndelsen af 2010, kritiserede offentligt både overgreb mod kopterne i Egypten og konvertitter i Afghanistan. Men det kom aldrig til konkrete indsatser til direkte støtte til de forfulgte kristne fra VKO-regeringen.

Efter regeringsskiftet i 2011 begyndte den nye udenrigsminister Villy Søvndal (SF) imidlertid i efteråret 2012 at udvise en seriøs interesse for spørgsmålet om religionsfrihed under indtryk af forfølgelse af de kristne i Irak. 15. april 2013 udtalte han således til Jyllandsposten: ”Det er meget bekymrende, hvad vi ser i Egypten og Syrien. Og det er rigtigt svært for det kristne mindretal i Irak. Det er helt afgørende, at lande respekterer menneskerettighederne, herunder de religiøse”.

Han erklærede sig endda villig til at skære i hjælpen til lande, der ikke forhindrer forfølgelse af kristne. Men det kom der ikke noget konkret ud af, inden han på grund af sygdom måtte træde tilbage i december 2013. Efterfølgeren Holger K. Nielsen (SF) nåede forståeligt nok ikke at følge op herpå i de mindre end to måneder, han bestred udenrigsministerposten.

Den nuværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) gav imidlertid på et åbent samråd i Folketingets udenrigsudvalg den 27. februar 2014 udtryk for, at regeringen så med stor alvor på de voksende krænkelser af religionsfrihed rundt om i verden. Ministeren lovede derfor, at han ville overveje, om der var behov for nye, danske initiativer og strategier på området.

Ny Mission nr. 27

99

Efterfølgende mødtes en række kirkelige organisationer, der deltog i samrådet, og besluttede at etablere et ”Forum for religionsfrihed” på initiativ af Det mellemkirkelige Råd og Dansk Missionsråd. Udover en række anbefalinger til Folkekirken og kirkelige organisationer om at tage spørgsmålet især om forfølgelse af kristne op har dette forum også foreslået udenrigsministeriet at igangsætte en række tiltag både i forbindelse med dansk udenrigspolitik og dansk udviklingspolitik.

Blandt de konkrete forslag kan især nævnes: • Udarbejdelse af en særlig dansk strategi for beskyttelse af religiøse mindretals rettigheder.

• Udnævnelse af en specialrådgiver i udenrigsministeriet vedrørende religionsfrihed.

• Etablering af en pulje i Danida, som kan støtte indsatser med henblik på at fremme religionsfrihed.

• Indarbejde besøg hos religiøse mindretal i rejser for udenrigsudvalget og andre politikere.

• Styrkelse af forskning om religionsfrihed og involvering af Institut for Menneskerettigheder heri.

De 10 biskopper i folkekirken samt den grønlandske og den færøske biskop fulgte op herpå med en usædvanlig fælles henvendelse til udenrigsminister Martin Lidegaard i april 2014. Henvendelsen har fokus på forfølgelsen af kristne trosfæller i Mellemøsten og Nordafrika. Men biskopperne understreger, at de ser med samme alvor på de overgreb, som andre religiøse mindretal udsættes for.

Det hedder således blandt andet i brevet til udenrigsministeren: ”Situationen for religiøse mindretal verden over tilsiger særlig opmærksomhed, idet presset på respekt og fredelig sameksistens mellem flertals- og mindretalsgrupper er steget som følge af globaliseringen”.

Organisationerne og biskopperne blev derfor skuffede, da udenrigsministeren

100

Ny Mission nr. 27

den 8. maj 2014 skriftligt orienterede udenrigsudvalget om sine overvejelser.

Konklusionen var, at under henvisning til den indsats, som Danmark allerede gør på området igennem FN og EU, ”ses der ikke behov for yderligere strategier”.

Selv om det naturligvis er rigtigt, at det er et anliggende, som Danmark ikke kan gøre ret meget ved alene, da det kræver globale indsatser og fælles løsninger, så må det dog fastholdes, at alle lande, politiske ledere og trossamfund kan gøre en positiv forskel - hvis de vil.

Sen og sløv dansk reaktion Det officielle Danmark har været al for sen og sløv til at reagere på den internationale debat om den voksende globale trussel mod religions- og trosfrihed, selv om Danmark har været en markant international fortaler for ytringsfrihed. Tilbage i maj 2012 annoncerede den daværende svenske udenrigsminister Carl Bild, at der skal gøres en større indsats for religiøse minoriteter i svensk udenrigspolitik. Og i september 2012 annoncerede det norske udenrigsministerium en række nye konkrete indsatser med henblik på at fremme indsatser for religionsfrihed i norsk udenrigs- og udviklingspolitik, som har inspireret de danske kirkelige organisationer i deres bestræbelser på at påvirke det danske udenrigsministerium, jf. ovenfor.

FN satte for alvor spørgsmålet om religionsfrihed på verdensorganisationens dagsorden, da den nytiltrådte generalsekretær Ban Ki-moon indbød til en tværreligiøs dialog i FN-bygningen i New York i oktober 2007. Desuden har FN en særlig rapportør vedr. religionsfrihed, pt. tyskeren Heiner Bielefeldt, som gør en stor indsats, men ingen særlige beføjelser har. FN’s menneskerettighedsråd har desværre siden 1999 været lammet af en strid mellem Organisationen Den Islamiske Konference (OIC) og især de vestlige lande om et krav om et globalt forbud mod religionskritik, som de vestlige lande naturligvis ikke kan acceptere.

Kravet blev dog - foreløbigt - opgivet i 2011.

Også EU har taget spørgsmålet om religionsfrihed op. I oktober 2010 holdt Europa-Parlamentet en konference om forfølgelse af kristne, der mundede ud i

Ny Mission nr. 27

101

en erklæring, der opfordrer EU til at indskrive krav om religionsfrihed i aftaler om handel, udviklingsstøtte og samarbejde med udviklingslandene. Artikel 10 i ”the EU Charter of Fundamental Rights” fra december 2010 forpligter desuden medlemslandene til at respektere og beskytte religions- og trosfrihed. EU har desuden i juni 2013 vedtaget ”EU Guidelines on the Promotion and Protection of Freedom of Religion and Belief”, som indeholder en række konkrete anvisninger på, hvordan EU og medlemslandene, herunder Danmark, aktivt kan fremme og beskytte religions- og trosfrihed og forebygge og reagere på overgreb herpå.

EU understreger i dokumentet, at EU er upartisk og ikke er forbundet med en bestemt religion, selv om ikke mindst den katolske kirke længe har ønsket, at EU officielt skulle vedkende sig en ”kristen kultur”.

Konkret foreslås det i retningslinjerne bl.a., at EU skal indsamle oplysninger om, hvordan det står til med religionsfrihed i de lande, hvor EU er repræsenteret, samt rapportere om og dokumentere overgreb på religionsfrihed og tage konkrete sager op med de pågældende lande. Indsamlingen af oplysninger herom skal ske i samarbejde med civilsamfundsorganisationer, herunder trosbaserede organisationer og religiøse institutioner. Desuden skal et kapitel om religionsfrihed indarbejdes i EU’s årlige rapport om tilstanden for menneskerettighederne i partnerlandene. Endvidere vil EU økonomisk støtte initiativer og indsatser, som vil fremme respekt for religions- og trosfrihed.

I den aktuelle debat er OSCE (Organisation for Security and Cooperation in Europe), der blev oprettet i Helsingfors i 1975 som et led i den europæiske afspændingspolitik, ofte blevet overset. OSCE har imidlertid et stærkt mandat til at fremme respekten for menneskerettigheder i Europa, herunder også religionsog trosfrihed. OSCE opererer normalt uden for det dagspolitiske spotlys og kan derfor tillade sig en mere pragmatisk tilgang til problemerne. OSCE har f.eks. udarbejdet retningslinjer for undervisning om religion og tro i offentlige skoler og for screening af loves betydning for religions- og trosfrihed, som sandsynligvis ingen dansk politiker kender. Men OSCE er ikke specielt gearet til og har ikke særlige kompetencer til at beskæftige sig med religionsfrihed.

102

Ny Mission nr. 27

De danske kirkelige organisationer har selv været længe om at komme på banen.

Svensk Missionsråd rejste allerede i 2009 spørgsmålet om religionsfrihed i svensk udenrigs- og udviklingspolitik i pjecen ”Tro, frihed och förandring. Så kan religionsfrihed integreras i svensk utrikespolitik”. Missionsorganisationerne i Norge har været mere optaget af spørgsmålet om religion og udvikling og fik det norske udenrigsministerium til at få udarbejdet en rapport om religion og udvikling. Den udkom i oktober 2012 med titlen ”Innblikk i forholdet mellem religion og utvikling”. Det økumeniske Råd i Finland udgav i 2013 en rapport med titlen ”Religious Freedom and Foreign Policy – Recommendations for Finland”.

Lignende tiltag savnes fortsat i Danmark. Det Mellemkirkelige Råd satte dog spørgsmålet om religionsfrihed på rådets dagsorden i 2010 og rettede i maj 2011 en henvendelse til de 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet om at sætte ind overfor den stigende vold mod kristne og andre religiøse mindretal. Og i begyndelsen af 2014 blev der som nævnt etableret et Forum for Religionsfrihed med Dansk Missionsråd som tovholder. Det er trods alt en begyndelse.

Religions- og trosfrihed i dansk udviklingspolitik Danske kirkelige organisationer blev - modsat hvad der skete i Norge og Sverige - ikke direkte inddraget i udformninger af den danske udviklingsbistand for godt 60 år siden, selv om enkelte kirkelige personligheder som Hal Koch, Erik W. Nielsen og andre deltog aktivt i diskussionen herom. Den internationale og danske udviklingsbistands hovedarkitekter antog, at religionens rolle i samfundet ville aftage i takt med udviklingen og moderniseringen, sådan som det skete i Europa efter anden verdenskrig. Derfor var der ingen grund til at bekymre sig om religionsfrihed i den tredje verden. Var der et problem med religionsfrihed, ville det heldigvis forsvinde af sig selv – idet religion af de fleste ”eksperter” dengang blev anset som en hindring for udvikling.

Desuden ønskede man i begyndelsen af det statslige udviklingsarbejde at distancere sig fra det kirkelige forkyndende og sociale missionsarbejde, som fandt

Ny Mission nr. 27

103

sted i kolonitiden, og som sommetider med rette og sommetider med urette blev forbundet med kolonitidens overgreb på lokale befolkninger og udnyttelse af koloniernes rige naturressourcer. Derfor var der til at begynde med en gensidig skepsis mellem det nye statslige udviklingsarbejde og missionsorganisationerne, selvom missionærerne havde oprettet hospitaler og skoler og engageret sig i andre relevante sociale og udviklingsrelaterede indsatser. For alt i verden måtte udsendte udviklingseksperter fra Danida og frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke ikke kunne opfattes som en ny tids vestlige missionærer.

Det historiske forhold mellem de danske missionsorganisationer og det statslige udviklingsarbejde er nærmere beskrevet i forfatterens artikel ”Brød og bibler – om mission og udvikling” i Ny Mission nr. 12, 2007. Som det fremgår heraf, har forholdet mellem den statslige og den private, kirkelige udviklingsbistand sidenhen ændret sig markant med gensidig respekt til følge. Kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Caritas, ADRA, Danmission og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling hører i dag til blandt de største modtagere af Danida-midler til udviklingsindsatser og humanitært arbejde.

I bistandens barndom mente man, at ”udvikling” primært var et spørgsmål om økonomisk vækst og teknologisk udvikling. Overførsler af økonomiske midler og moderne teknologi ville i sig selv igangsætte en positiv spiral, der naturligt ville brede sig som ringe i vandet og i løbet af få årtier løse fattigdomsproblemerne i udviklingslandene. Derfor blev der især satset på overførsel af vestlig viden og teknologi, men ikke af vestlige værdier og tankegods. Udviklingsbistanden skulle være politisk og kulturelt neutral og ikke blande sig i udviklingslandenes indre anliggender. Krav om demokrati og overholdelse af menneskerettigheder, herunder respekt for ligestilling mellem kønnene og religionsfrihed, indgik derfor ikke dengang i bistanden.

Men naturligvis var og kan udviklingsbistanden ikke være værdineutral. Med de udsendte ”eksperter”, udviklingsarbejdere og ulandsfrivillige følger der naturligvis vestlige værdier og holdninger. Ganske vist er de udsendte udviklingsarbej-

104

Ny Mission nr. 27

dere ofte ikke altid selv - modsat de kristne missionærer - bevidste herom, selv om de jo også er en slags vestlige missionærer. I dag er dansk udviklingsbistand i høj grad blevet værdiladet med krav om efterlevelse af elementære menneskerettigheder, herunder især demokrati, kvinders ligestilling, faglige rettigheder, seksuelle mindretals rettigheder, samt fremme af god regeringsførelse mv. Dansk udviklingsbistand - både den statslige og store dele af den private bistand - er i dag mere rettighedsbaseret end direkte fattigdomsorienteret, dvs. at bistanden fokuserer på opfyldelsen af basale rettigheder som en forudsætning for udvikling og sociale fremskridt. Men man glemmer tilsyneladende, at en rettighedsbaseret tilgang forudsætter ikke mindst religions- og trosfrihed. Religionsfrihed er ikke med urette blevet kaldt alle menneskerettigheders moder, som kan bane vejen for andre friheder.

Religiøs analfabetisme I Danmark var de første bistandspolitiske reaktioner på terrorangrebene i USA i september 2001 at advare mod og dæmme op for religiøs fanatisme i udviklingslandene i stedet for at prøve at forstå baggrunden for terrorhandlingerne.

Beskyttelse og fremme af religions- og trosfrihed nævnes ikke direkte i de centrale strategi- og politikdokumenter vedr. dansk udviklingsbistand. De få referencer, der er til religion i de officielle udviklingsstrategier og landestrategier m.v., er stadigvæk ofte negative og handler primært om at modvirke religiøs fanatisme. Det er der naturligvis god grund til. Men der står næsten intet om, hvordan religion kan inddrages konstruktivt i udviklingsarbejdet og positivt bidrage hertil. Det skal dog anerkendes, at flere danske ambassadører og udsendte medarbejdere i praksis især i muslimske lande og områder i Vest- og Østafrika på eget initiativ samarbejder med lokale religiøse ledere omkring gennemførelse af sensitive udviklingsaktiviteter.

Der har imidlertid de sidste ca. 25-30 år været en international voksende erkendelse af, at religion spiller en stor rolle i udviklingsarbejdet – nogle gange en negativ rolle, sommetider en tvivlsom rolle og andre gange en positiv rolle. Og

Ny Mission nr. 27

105

der forskes i stigende grad i religions betydning i og for udviklingsprocessen.

80-90% af befolkningerne i udviklingslandene betegner sig selv som religiøse mennesker. Deres daglige liv, holdninger og værdier præges af den religion, de bekender sig til. Religion en del af deres identitet som mennesker, og for mange i den tredje verden er den religiøse og den etniske identitet tit vigtigere end den ofte kunstige nationale identitet.

Af samme grund har mange landes statslige udviklingsorganisationer iværksat studier af religions rolle i forskellige udviklingsindsatser - f.eks. i Norge, Storbritannien, Holland og Schweiz. Det gælder også FN-organisationer som f.eks. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN’s Befolkningsfond (UNFPA) samt, som nævnt, Verdensbanken. Internationalt er der således i dag en større åbenhed og forståelse for, at religion kan spille en positiv rolle i mange udviklingsprocesser. Men samtidig er der lokalt sket en negativ radikalisering i mange religiøse miljøer indenfor islam, hinduisme, buddhisme, jødedom og kristendom. Og for mange magthaverere er terrorlovgivning blevet en kærkommen undskyldning for at slå ned på ubekvemme politiske, etniske og religiøse mindretal.

I Danmark er de fleste både statslige og private aktører imidlertid desværre stadig religiøse analfabeter, når det gælder udviklingsarbejde. Ganske vist er der i dag et godt samarbejde mellem Danida og en række kirkelige organisationer, herunder de 31 missions- og kirkelige udviklingsorganisationer, som er samlet i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU). Men religion er stadig på mange måder et tabu eller ukendt land i den statslige udviklingsbistand. I bedste fald behandles den religiøse dimension i udviklingsarbejdet stedmoderligt.

Selv i danske kirkelige udviklingsorganisationer er der ofte manglede opmærksomhed på og derfor ringe bevidsthed om den rolle, som religion spiller i det konkrete, daglige udviklingsarbejde. Og de kirkelige organisationer, der er bevidste herom, holder desværre ofte deres viden om og erfaringer med trosbaseret udviklingsarbejde for sig selv. Religionens betydning i udviklingsarbejdet

106

Ny Mission nr. 27

diskuteres nærmere i forfatterens artikel ”Den religiøse dimension i udviklingsprocessen – mange spørgsmål men få svar” i Ny Mission nr. 22, 2012.

Religionsfrihed og udvikling Naturligvis skal Danmark arbejde for fremme af menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, samt demokrati og ligestilling i hele verden. Men der synes i de senere år at være en voksende tendens til, at politikerne ønsker at bruge udviklingsbistanden også i en indenrigspolitisk værdipolitisk kamp. Forskellige udviklingsministre har således gentagne gange udtalt, at dansk udviklingsbistand skal fremme ikke bare vestlige men (specielle?) danske værdier. Lokale kulturelle normer og traditioner skal om nødvendigt bekæmpes. I et interview med dagbladet Politiken 9. juli 2013 gav daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ligefrem udtryk for, at han ikke mener ”at de traditionelle kulturer har en værdi i sig selv” og kaldte til kamp mod Afrikas traditionelle høvdinge. Det nærmer sig i betænkelig grad nykolonialisme og kulturimperialisme.

Det indtil nu mest markante eksempel på Danmarks nye værdipolitiske dagsorden i udviklingsbistanden er, at Danmark har reduceret og omlagt bistanden til Uganda på grund af landets strenge homo-lovgivning. Det er en lov, som vi naturligvis må tage afstand fra. Loven ligner imidlertid i høj grad tilsvarende lovgivning i en række andre afrikanske lande. De er dog ikke udsat for de samme danske reaktioner, selv om de modtager dansk udviklingsbistand - måske fordi de ikke i samme grad har været i de danske mediernes søgelys. I første omgang har Danmarks og andre landes forsøg på at blande sig i Ugandas indenrigspolitik kun ført til trodsreaktioner fra regeringen. Og om det på længere sigt vil forbedre - eller utilsigtet forværre - homoseksuelles vilkår i Uganda, er uvist. Et stort flertal i befolkningen og i parlamentet støtter nemlig den skrappe lovgivning.

Udviklingsbistand skal naturligvis især være med til at fremme opfyldelsen af sociale og økonomiske menneskerettigheder som f.eks. retten til mad, sundhed, uddannelse og arbejde i verdens fattigste lande. Selv om landenes myndigheder måske ikke selv magter at opfylde disse basale rettigheder, modtager de natur-

Ny Mission nr. 27

107

ligvis gerne udenlandsk bistand hertil. Men det er bestemt ikke alle lande, der i praksis ønsker f.eks. at arbejde for demokrati og frie valg eller at sikre kvinders uddannelsesmæssige og reproduktive rettigheder og respektere religiøse og seksuelle mindretals rettigheder. Derfor er udenlandsk statslig eller privat bistand hertil ofte ikke velkommen.

Det kan skyldes både kulturelle, religiøse og andre grunde. Krigene i Irak og Afghanistan burde imidlertid have lært os, at vi ikke kan bombe os til demokrati, menneskerettigheder og kvinders ligestilling. Bistanden skal ikke bruges som en bulldozer, hvis vi ønsker at skabe bæredygtige resultater. Holdbare holdningsændringer skal komme indefra og nedefra, selv om det kan tage generationer, før lokale traditioner og normer ændrer sig - også selv om vi kærligt skubber på.

Bistand er hele tiden en kulturel balancegang. Især når det gælder religionsfrihed, kan der være tale om en vanskelig balancegang. Emner som især religion og sex kan bringe stærke følelser i kog. Eventuelle indsatser skal undgå at bidrage til at øge religiøse spændinger og bringe kristne eller andre religiøse mindretal i yderligere fare. Det betyder naturligvis ikke, at vi bare skal acceptere kulturelle og religiøse begrundelser for, at medmennesker undertrykkes og nægtes basale rettigheder, eller at vi skal lukke øjnene for f.eks. kvindelig omskæring, børnebrude, æresdrab og tvangsægteskaber. Vi skal gennem tålmodig samtale udfordre sådanne holdninger og støtte de kræfter i lokalsamfundet, som ønsker positive ændringer. For de findes, og lokalt ejerskab til og ansvar for forandringer er afgørende for udviklingen. Dialog - ikke diktater – er nøglen til fælles udvikling i gensidig respekt.

Problemerne med religionsfrihed har ikke hidtil haft høj prioritet i dansk udviklingsbistand. Men tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), som siden sin tiltrædelse i oktober 2011 havde stået for en rettighedsbaseret tilgang til udviklingsarbejdet, udtalte sig ganske markant herom i august 2012 til Bibelselskabet: ”Vi står benhårdt på, at de religiøse mindretal skal beskyttes, og religionsfriheden skal sikres, for det er en grundlæggende del af menneskers

108

Ny Mission nr. 27

rettigheder”. Det skete på baggrund af den årlige rapport fra det amerikanske udenrigsministerium om tros- og religionsfrihed i verden, som bestemt ikke var opmuntrende læsning. Han fulgte op herpå i et interview med Kristeligt Dagblad 11. januar 2013 med følgende udtalelse:

Forfølgelser af kristne skal påtales med udgangspunkt i de internationale menneskerettigheder, som er i centrum for vores nye strategi. Vi vil regelmæssigt gennemgå forholdene i alle lande for at sikre, at forfulgte minoriteter får en stemme. Vi vil gå mere systematisk frem i dialogen med regeringer om brud på menneskerettigheder, ikke mindst religionsfriheden, som ofte bliver undertrykt. Det er noget, vi lige er begyndt på, og vi kommer til at gøre det mere systematisk fremover.

Christian Friis Bach nåede imidlertid ikke at følge konkret op herpå, inden han trådte tilbage i november 2013. Efterfølgerne Rasmus Helveg Petersen (R) og den nuværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har i princippet samme rettighedsbaserede tilgang til udviklingsarbejdet. Mogens Jensen synes dog især at være optaget af at kæmpe for seksuelle mindretals rettigheder.

Hvilket der da også er god grund til.

Udviklingsbistand kan og skal naturligvis, hvor og hvis det er muligt, fortsat medvirke til at støtte opfyldelsen af politiske og borgerlige menneskerettigheder som f.eks. ytrings-, tanke-, tros- og forsamlings- og organisationsfrihed samt fremme kvinders ligestilling og demokrati i modtagerlandene. At de fleste udviklingslande har underskrevet FN’s menneskerettighedserklæring, skyldes dog i mange tilfælde, at de gerne ville optages i ”det gode selskab” og nyde godt af den internationale udviklingsbistand. Men det er jo ikke ensbetydende med, at regeringerne i praksis overholder menneskerettighederne endsige har til hensigt at gøre det i fremtiden. For gjorde de det, risikerer de at miste deres magt. Og blev det gjort til en forudsætning for at modtage dansk udviklingsbistand, at alle menneskerettigheder blev overholdt, så var der få - om nogen – udviklingslande, der er kvalificerede til at modtage dansk bistand.

Ny Mission nr. 27

109

Fremmer religionsfrihed økonomisk vækst og demokrati?

Et af de argumenter, der er blevet fremført for religions- og trosfrihed, er, at det kan betale sig! Den amerikanske forsker Brian J. Grim, som er leder af ”Business and Religious Freedom Foundation”, hævder, at undertrykkelse af religion hæmmer økonomisk vækst og social fremgang. Det er klart, at voldelige religiøse konflikter som alle andre konflikter kan hæmme den økonomiske aktivitet i de berørte samfundet. Men at religionsfrihed i sig selv direkte fremmer økonomisk vækst og udvikling, er der næppe overbevisende belæg for. I al fald har Kinas diktatur hidtil bidraget mest til opfyldelsen af FN’s målsætning om halvering af verdensfattigdommen inden 2015 ved at løfte mere end 700 millioner kinesere ud af ekstrem fattigdom i de sidste 30-35 år.

Sommetider hævdes det, at FN’s menneskerettigheder har deres udspring i kristendommen. Men kristne kirker har jo ikke altid kæmpet for demokrati, ligestilling mellem kønnene, religionsfrihed og ytringsfrihed. Og der er kirker, der fortsat har problemer hermed, både i Afrika, Asien, Europa og USA. Der er desuden mange eksempler på, at religion har virket undertrykkende. Religiøs skæbnetro og defaitisme kan være med til at modarbejde menneskers naturlige stræben efter bedre levevilkår. Det gælder også kristendommen. Biblen er blevet brugt til at legitimere slaveri i sin tid og apartheid i nyere tid. Men biblen er også blevet brugt til at bekæmpe slaveri og apartheid.

FN’s menneskerettighedserklæringer blev vedtaget af et flertal af vestlige lande på et tidspunkt, hvor de fleste lande i Asien og Afrika stadig var kolonier. Som nævnt har de fleste senere tilsluttet sig FN’s menneskerettighedserklæringer.

Men havde de haft indflydelse, dengang de globale menneskerettighederne blev formuleret, havde menneskerettighederne nok set noget anderledes ud. Det er et vestligt postulat og ønsketænkning, at FN’s menneskerettigheder er universelle.

Med henvisning til Europas udvikling hævdes det endvidere, at især (pietistisk) kristendom har fremmet sparsommelighed, foretagsomhed og økonomisk vækst.

Hvis det virkeligt holdt stik, burde en række overvejende kristne lande syd for Sahara eller lande, hvor kristne og muslimer indtil for nyligt har levet fredeligt

110

Ny Mission nr. 27

side om side, jo have klaret sig langt bedre end asiatiske ”tigerøkonomier” som Sydkorea, Singapore, Taiwan og Vietnam m.fl., der hverken praktiserer religionsfrihed eller er præget af kristne værdier. Og selv om religiøse spændinger mellem muslimer og kristne nu er voksende i Afrika, er der opstået afrikanske ”løveøkonomier” som f.eks. Etiopien, Kenya og Tanzania med imponerende økonomiske vækstrater de senere år. Så teorierne holder ikke rigtig stik.

Religions- og trosfrihed skal imidlertid ikke fremmes af økonomiske grunde, fordi det kan betale sig på bundlinjen. Religionsfrihed skal naturligvis fremmes for alle og respekteres, fordi det er en grundlæggende menneskerettighed - og ikke fordi det er en profitabel markedsmekanisme. Respekt for religionsfrihed er som tidligere nævnt ikke primært et udviklingsproblem. Religionsforfølgelse skyldes ikke underudvikling og fattigdom, men er et alvorligt socialt, kulturelt og voksende politisk problem i både fattige og rige lande. Det betyder, at religionsfrihed som et globalt problem især skal tages seriøst og prioriteres højere i Danmarks generelle udenrigspolitik, hvori den danske udviklingsbistand jo blot er et af de instrumenter, der er til rådighed.

I udviklingslandene kan man ikke komme uden om religions betydning i det offentlige rum både politisk og udviklingsmæssigt. Religion har desuden oplevet en genopblussen i det tidligere Sovjetunionen, Østeuropa og Kina efter den totalitære kommunismes sammenbrud. Derimod har religion i Vesteuropa i de senere årtier været under pres. Danmark har haft en statsminister, som ligefrem ønskede religion ud af det offentlige rum. Religion er en privat sag, hed det fra Anders Fogh Rasmussen. Religion er imidlertid pr. definition ikke en privat sag.

Religion er en personlig sag, som præger menneskers liv, færden - også i det offentlige rum. Den nye frygt for religion i Europa skyldes især, at Europa er ved at blive et i stigende grad multireligiøst kontinent, som det politiske og sekulære Europa ikke aner, hvordan man skal forholde sig til. Dette er også en væsentlig årsag til, at spørgsmålet om religionsfrihed hidtil har spillet en meget beskeden rolle i europæisk og dansk udenrigs- og udviklingspolitik. Men hvor længe kan politikere ignorere de religiøse faktorer i samfundsudviklingen?

Ny Mission nr. 27

111

Hvad kan vi gøre i dansk udenrigspolitik?

Det er koster ikke meget at bruge højtalerdiplomati og store bogstaver, når vi ønsker at påtale manglende demokrati og krænkelse af menneskerettigheder i fattige afrikanske udviklingslande, som modtager dansk udviklingsbistand. Dem kan vi relativt risikofrit straffe ved at reducere eller helt fjerne vores udviklingsbistand. Det er langt mere risikabelt at hæve røsten overfor f.eks. Rusland og Kina, som lille Danmark af udenrigspolitiske og økonomiske grunde gerne vil stå sig godt med - trods Ruslands nylige annektering af Krim-halvøen og de aktuelle problemer i Ukraine samt Kinas årelange undertrykkelse af Tibet. Derfor tales der lavmælt med meget små bogstaver om menneskerettigheder, når danske politikere og diplomater mødes med russiske og kinesiske ledere.

Som det er fremgået, er der ofte tale om meget komplicerede problemstillinger, hvor der ingen lette løsninger findes. Det stille diplomati kan derfor have sin berettigelse. Men dansk udenrigspolitik skal først og fremmest for alvor anerkende, at der er et seriøst og voksende problem med manglende religions- og trosfrihed i alt for mange lande i verden over, og sætte et større fokus på religionsfrihed i dansk udenrigspolitik. Hidtil har det officielle Danmark i al for høj grad (måske af bekvemmelighedsgrunde?) lukket øjnene for religionsforfølgelse. Nok ved vi jo ikke alt, hvad der sker i de diskrete diplomatiske samtaler bag lukkede døre, der finder sted med mange lande i verden. Men der er ikke meget, der tyder på, at religionsfrihed hidtil har stået højt på den danske udenrigspolitiske dagsorden.

Spørgsmålet om religions- og trosfrihed har indtil nu i det store hele været overset eller i al fald nedprioriteret i dansk udenrigspolitik. Tidligere havde Danmark en ambassadør for menneskerettigheder, men denne post er åbenbart blevet sparet væk. Naturligvis er det begrænset, hvad Danmark alene kan gøre for at fremme religionsfrihed i verden. Danske politikere burde imidlertid for længst have presset langt mere på for, at internationale organisationer som FN og hele FN-systemet og ikke mindst de europæiske institutioner som Europarådet, EU og OSCE gik mere proaktivt og konstruktivt ind i problematikken om religionsfrihed. Det er jo især i EU, Europarådet og OSCE, at Danmark aktivt

112

Ny Mission nr. 27

kan bidrage både til at fremme en dagsorden om global religionsfrihed og bidrage med de menneskelige og økonomiske ressourcer, som er nødvendige for at fremme denne dagsorden. Ellers bliver det kun til uforpligtende snak. Samlet set er EU verdens største yder af udviklingsbistand. Og derfor har EU fortsat stor indflydelse, især i Afrika.

Danmark kan bidrage til EU’s arbejde med at fremme religions- og trosfrihed ved at indsamle oplysninger om religionsfrihed i de lande, hvor Danmark har ambassader, og indberette vores viden herom til EU fremfor at spilde tid og ressourcer på at udarbejde Danmarks egne rapporter herom. Rapportering om krænkelser af religions- og trosfrihed bør rutinemæssigt indgå i de normale ambassadeberetninger til udenrigsministeriet i sammenhæng med andre krænkelser af de basale menneskerettigheder og ikke i særlige indberetninger herom for de særligt interesserede. Politiske og erhvervsmæssige delegationer, der skal besøge fremmede lande, bør på forhånd briefes om situationen vedrørende menneskerettigheder, herunder også religionsfrihed, i de lande, de besøger. Besøgsprogrammer bør om muligt også omfatte besøg hos religiøse og andre mindretalsgrupper.

Desuden skal Danmark naturligvis benytte alle de muligheder, der findes i FN-systemet for at fremme en dagsorden om respekt for religions- og trosfrihed. Men eftersom de fleste af FN’s medlemslande ikke i praksis lever op til menneskerettighedernes bestemmelse om religionsfrihed, og flertallet af medlemslandene i FN’s menneskerettighedskommission har et forkvaklet forhold til religionsfrihed, så kan der desværre næppe knyttes store forventninger til mulighederne i FN-systemet. Det er imidlertid vigtigt, at Danmark vedbliver med at spille en aktiv rolle i FN-systemet på alle niveauer, når det gælder om at fremme respekten og forståelsen for menneskerettighederne og herunder gøre en tiltrængt særlig indsats for religions- og trosfrihed. For at kunne gøre det med vægt er det imidlertid vigtigt at styrke dansk forskning i religionsfrihed og undertrykkelse på Dansk Institut for Internationale Studier og Institut for Menneskerettigheder.

Ny Mission nr. 27

113

Hvad kan vi gøre i dansk udviklingspolitik?

Naturligvis kan Danmark fortsætte en symbolsk værdipolitik på egen hånd og måske gøre sig håb om at få politisk indflydelse i de få udviklingslande, hvor dansk udviklingsbistand for alvor gør en forskel og derfor har realpolitisk vægt.

Eksemplet Uganda viser, at vi ikke skal overvurdere Danmarks indflydelse. Så afgørende er Danmarks udviklingsbistand trods alt heller ikke.

Udviklingsbistandens globale betydning er desuden i det hele taget aftagende.

Private investeringer, overførsler fra slægtninge, der arbejder i USA, Europa og Arabien, handelsindtægter mv. spiller en større og større rolle for udviklingslandene. Nye aktører som Brasilien, Rusland, Indien og især Kina (BRIK-landene) stiller ikke generende krav om overholdelse af menneskerettigheder og slet ikke religions- og trosfrihed til gengæld for ydelsen af udviklingsbistand og lån.

USA’s og Europas indflydelse i verden er på retur. Det samme er Vestens udgave af kristendommen.

Naturligvis skal Danmark fortsat tilbyde fattige lande partnerskab om fattigdomsbekæmpelse. Men de religiøse forhold i modtagerlandene, herunder spørgsmålet om religionsfrihed og den mulige betydning heraf for planlagte udviklingsindsatser, skal naturligvis analyseres og indarbejdes i de relevante udviklingspolitikker og tematiske analyser samt i både landeprogrammer og sektorstrategier. Desuden skal rapporteringen fra gennemførte indsatser redegøre for religiøse forhold, der måske har påvirket gennemførelsen af de planlagte aktiviteter. Og er der problemer med religions- og trosfrihed, bør disse tages åbent op i de årlige landeforhandlinger, der normalt gennemføres med hovedmodtagerlande af dansk udviklingsbistand eller i andre sammenhænge.

Der er desuden behov for at indarbejde spørgsmålet om religions- og trosfrihed i de overordnede udviklingsstrategier. I betragtning af den herskende uvidenhed om den religiøse dimension i udviklingsarbejdet i udenrigsministeriet er der også behov for, at der udarbejdes operationelle retningslinjer for, hvordan man håndterer religion i det konkrete udviklingsarbejde. Disse bør indgå i ministeriets interne

114

Ny Mission nr. 27

kursus- og efteruddannelsesvirksomhed for kommende ambassadører, diplomater og andre medarbejdergrupper, der skal arbejde uden for Europas grænser.

Det har været foreslået at afsætte en særlig pulje af Danidas midler til fremme af religionsfrihed, som interesserede organisationer kunne søge projektstøtte fra.

Gennem årene har der været oprettet mange forskellige puljer til særlige formål – f.eks. kvindeprojekter, miljø- og klimaindsatser, innovative indsatser mm. Men hver gang, der oprettes nye puljer eller fonde, som fremmer særlige eller specielle særinteresser, fragmenteres udviklingsbistanden. Udvikling handler ikke om spredte punktindsatser men om en overordnet set sammenhængende, integreret og holistiske indsats, der adresserer de grundlæggende strukturelle årsager til fattigdom, ikke kun symptomerne herpå. Derfor vil det næppe være en god ide at oprette en særlig pulje for støtte til projekter, som specielt vil fremme religionsog trosfrihed, og som især kan søges af danske trosbaserede organisationer.

Det rummer endvidere en fare for, at Udenrigsministeriet bruger puljen som et ”bevis” på, at man tager problemet alvorligt og derfor som en bekvem undskyldning for ikke at gøre mere. I så fald risikerer arbejdet med religionsfrihed at blive en nichevirksomhed for nørder. Reelle indsatser for at fremme og beskytte religions- og trosfrihed bør integreres i alle relevante aktiviteter og indsatser både i den generelle udenrigstjeneste og i udviklingsbistanden og indgå i udenrigsministeriets årsberetninger sammen med de øvrige indsatser for fremme af de globale menneskerettigheder. Alle relevante medarbejdere i udenrigstjenesten bør være bevidste om den religiøse dimension.

Danida bør desuden være endnu mere åben overfor at yde støtte til interreligiøse dialogprocesser og forsoningsinitiativer med et klart udviklingsperspektiv, som gennemføres af trosbaserede og andre NGO’er. Det gælder specielt initiativer, der har til formål at fremme dialoginitiativer og udviklingsindsatser i samarbejde mellem forskellige religiøse grupper både i lokalsamfund og på nationalt plan eller at løse lokale og nationale konflikter, hvori religion spiller en vigtig rolle.

Ny Mission nr. 27

115

Hvad kan de trosbaserede organisationer selv gøre?

De fleste danske kirkelige organisationer har selv længe holdt en lav profil, når det gælder forfølgelse af religiøse mindretal, selvom flertallet af de forfulgte, som nævnt, er kristne. De er blevet kritiseret for ikke at råbe op og blande sig i den offentlige debat, samtidig med, at biskopperne er blevet kritiseret for netop at blande sig politisk med deres fælles henvendelse til udenrigsministeren. Men naturligvis går de kirkelige organisationer og især missionsselskaberne ind for religionsfrihed. Det er jo en forudsætning for, at de selv kan arbejde i andre lande. Deres tilbageholdenhed med åbenlys kritik skyldes imidlertid ofte ikke et misforstået, men et forståeligt hensyn til deres kristne samarbejdspartnere især i muslimske lande. Disse ønsker ikke altid for stor politisk opmærksomhed om deres trængte situation, da det kan skabe yderligere vanskeligheder for dem.

Lokale kristne risikerer at blive sat i fængsel, mens besøgende trosfæller normalt højst risikerer at blive sat på første fly ud ad landet, hvis de kritiserer myndighederne. Det er selvsagt lettere og gratis for kirkelige organisationer og personer, som ikke skal tage hensyn til lokale partnere, at være mere offensive i deres fortalervirksomhed i Danmark til støtte for forfulgte kristne.

Naturligvis er det legitimt og oplagt for kristne at støtte forfulgte kristne brødre og søstre med egne midler. Folkekirken, dens menigheder og mange kirkelige organisationer har imidlertid været længe om at reagere på den voksende forfølgelse af kristne især i Mellemøsten. Deres troværdighed vil imidlertid i manges øjne både hjemme og ude blive større, hvis de gjorde det uden brod mod andre religioner og med en understregning af, at de naturligvis støtter religionsfrihed for alle religioner og deres ret til at praktisere deres religion og bygge religiøse helligdomme - også i Danmark.

De kirkelige udviklingsorganisationer er naturligvis meget opmærksomme, dels på, at den udviklingsbistand, som de støtter med statslige midler, ikke benyttes til at drive forkyndende virksomhed, dels på, at den statslige bistand ikke ensidigt favoriserer nødstedte kristne grupper og udelukker andre religiøse grupper.

Dette ville være i modstrid med Danidas retningslinjer, som gælder både den

116

Ny Mission nr. 27

humanitære bistand og den langsigtede udviklingsbistand. Det burde imidlertid ikke forhindre, at danske kirkelige organisationer med både egne og statslige midler yder en særlig humanitær eller udviklingsmæssig støtte til kristne (og andre religiøse mindretalsgrupper) såvel i katastrofesituationer, som når det gælder langsigtet udviklingsstøtte, hvis kristne i praksis udelukkes fra at få støtte fra myndighederne eller åbenlyst diskrimineres alene på grund af deres religion.

Der er mange af eksempler på, at kirkelige udviklingsorganisationers indsatser primært er kommet muslimer, hinduer, buddhister og andre religiøse grupper til gode, fordi de havde et særligt behov herfor. Det samme kan jo være tilfældet for kristne mindretalsgrupper, som det derfor kan være helt legitimt at støtte med offentlige midler - ikke fordi de er kristne, men fordi de har hjælp behov. Men når det gælder beskyttelse af religiøse mindretal, vil der som nævnt ofte være tale om vanskelig balancegang mellem på den ene side at hjælpe mindretallet og samtidig på den anden side at undgå bringe mindretallet i yderligere vanskeligheder og skabe unødig social og politisk uro. Et for ensidigt fokus på forfulgte kristne kan i værste fald gøre mere skade end gavn. Men der er bestemt ingen grund til på forhånd at underkaste sig selv unødig selvcensur!

Der er gjort en god begyndelse med etableringen af et dansk ”Forum for Religionsfrihed”. Men der er behov for at gå videre og etablere et tæt samarbejde mellem de nordiske kirker og kirkelige organisationer omkring emner som religion, udvikling og religionsfrihed. Fremfor at arbejde isoleret hver for sig med begrænsede ressourcer kunne de med fordel samarbejde herom også internationalt.

Det gælder både et samarbejde med de internationale kirkelige organisationer i Geneve (WCC, LWF og CEC), som har forudsætningerne for at kunne drive internationale kampagner, og det kirkelige lobbyarbejde ved EU i Bruxelles med fokus på religions- og trosfrihed.

De sekulære danske udviklingsorganisationer er med enkelte undtagelser desværre slet ikke aktive i kampen for religionsfrihed. Det skyldes nok, at de fleste af dem ikke har den store forståelse for religions rolle i udviklingsprocessen.

Ny Mission nr. 27

117

Men de kæmper gerne for kvinders rettigheder, seksuelle mindretals rettigheder, handicappedes rettigheder, arbejderes rettigheder mv. Fint nok - men disse befolkningsgrupper har jo altså også ret til religions- og trosfrihed. Internationale NGO’er som Amnesty International og Human Rights Watch beskæftiger sig ganske vist også med religions- og trosfrihed. Men de vier heller ikke sagen den opmærksomhed, den fortjener, i betragtning af de voksende og voldsomme overgreb på religionsfrihed, der dagligt foregår i mange lande verden over.

Skal de fattige betale for religionsfrihed?

Når politikere samt kirkelige og andre organisationer, der ønsker at fremme religionsfrihed og demokrati, har rettet blikket mod udviklingsbistanden i forbindelse hermed, skyldes det ikke mindst, at det jo er i Danida, at udenrigsministeriets helt store og fristende pengekasse findes. Kan man finde penge i de eksisterende bistandsbudgetter for fattigdomsbekæmpelse til at arbejde for religionsfrihed mv., behøver udenrigsministeriet jo ikke selv at afsætte nye midler hertil i ministerens eget begrænsede aktivitets-, personale- og driftsbudget, som i disse år årligt reduceres.

I så fald er det imidlertid de fattigste i udviklingslandene, som kommer til at betale for kampen for religions- og trosfrihed. Rettigheder er normalt ikke en hovedret på det beskedne menukort, som de fattigste mennesker kan vælge fra.

Men de sultne prioriterer sandsynligvis korn og brød højere end koraner og bibler. De fattige vil nok gerne ”frelses” - men sikkert først og fremmest fra sult, sygdomme og uvidenhed, og det er det, udviklingsbistanden primært bør handle om. Bistanden bør derfor ikke udhules af alle mulige andre vigtige hensyn som f.eks. miljø- og klimaproblemer, modtagelse af asylansøgere i Danmark, fredsbevarende militærindsatser i konfliktramte ulande eller indirekte erhvervsstøtte til eksportfremstød i vækstlande. Det samme må gælde religions- og trosfrihed.

Sådanne indsatser bør finansieres direkte på anden vis.

Det bør fastholdes, at religions- og trosfrihed - og menneskerettigheder i det hele taget - først og fremmest bør være en udenrigspolitisk prioritet for Danmark, da

118

Ny Mission nr. 27

der jo ikke primært er tale om udviklingsproblemer, men globale forhold, som også berører mange rige lande. Den største udfordring er imidlertid, at udenrigsministeriet mangler både indsigt og de nødvendige kompetencer og ressourcer til at kunne gøre en aktiv indsats. Derfor skal der i udenrigsministeriets driftsbudget afsættes de nødvendige personalemæssige og økonomiske ressourcer til, at Danmark kan være med til at løfte denne vigtige opgave politisk. Sporadiske indsatser for bistandsmidler løser ikke de grundlæggende globale problemer med manglende religionsfrihed. Det kræver målrettede strategiske tiltag og langsigtede politiske indsatser, som aktivt inddrager relevante religiøse ledere.

I udenrigsministeriet og blandt mange politikkerne er der fortsat en manglende forståelse for og erkendelse af den rolle, som religion spiller i de fleste menneskers liv og i samfundsudviklingen især i den tredje verden. Spørgsmålet om religions- og trosfrihed bør imidlertid behandles med samme indsigt og alvor som alle andre basale rettigheder. Og vi skal huske på og respektere, at religionsog trosfrihed handler om beskyttelse af mennesker og ikke om beskyttelse af religioner, guder, disciple, profeter, bygninger og symboler.

Note 1.

Afsnittet om religions- og trosfrihed i Danmark bygger i høj grad på Bents Østergaards bog Indvandrernes Danmarkshistorie (Gads Forlag 1983).

Uffe Torm, f. 1944, har i snart 45 år beskæftiget sig med dansk og international bistands- og udviklingspolitik og været ansat i en række danske og internationale, statslige, sekulære og kirkelige organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Danida, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Det lutherske Verdensforbunds afdeling for mission og udvikling (DMD) og senest som sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) i 1998 – 2012. Han er i dag medlem af bestyrelsen for Spedalskhedsmissionen og landsstyret for Den danske Israelsmission.

Ny Mission nr. 27

119

Forfulgte kristne – en folkelig, kirkelig og politisk opgave Af Esben Lunde Larsen

Den berøringsangst over for religion og især kristendom, som præger det sekulære Europa, er fatal for kristne verden over, da kristendommen er verdens mest forfulgte religion. Når det gælder religionsfrihed og beskyttelse af religiøse minoriteter, burde Danmark gå foran, bl.a. på grund af vores folkelige forståelse af frihed som forudsætning for fællesskab. Forfatteren peger her på arven fra Grundtvig, der havde et klart blik for den betydning, åndsfrihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed, har for et samfund. Det er ikke nok at fokusere på den formelle frihed, når det gælder forfølgelse af religiøse minoriteter. Det folkelige og det politiske må spille sammen for at sikre åndsfrihed som grundessensen i samfundet. Der er i dag behov for et langt stærkere engagement fra dansk side i EU og FN mht. at arbejde på løsninger for forfulgte kristne og andre forfulgte grupper. For som Grundtvig sagde, så er kun den fri, som også lader næsten være fri med sig.

I november 2012 erklærer den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at kristendommen er ”verdens mest forfulgte religion” (Persecution. International Christian Concern 2012). På trods af, at flere rapporter og analyser bakker denne udtalelse op, bliver forbundskansleren straks mødt af massiv kritik og fordømmelse af religiøse og politiske grupper verden over.

En rapport fra ”Aid to the Church in Need” fra 2010 viser, at 75% af samtlige forfulgte religiøse på verdensplan er kristne (Pontifex & Newton 2011). Ligeledes viser en undersøgelse fra 2012 af den uafhængige tænketank ”Civitas UK”, at 200 millioner kristne, hvilket svarer til 10 procent af kristne verden over, er socialt dårligt stillede, forfulgt eller aktivt undertrykt på baggrund af deres religion (Civitas 2012).

120

Ny Mission nr. 27

Den reaktion, som Angela Merkel oplever, er et godt eksempel på den berøringsangst over for religion og i særdeleshed kristendommen, der præger det sekulære Europa. Denne berøringsangst er desværre fatal for kristne verden over.

Ja, Danmark agerer bilateralt over for lande, hvor der finder krænkelse sted af religionsfrihed, og hvor der er forfølgelser. Ja, Danmark handler multilateralt via FN, når det eksempelvis er de koptiske kristne i Egypten. Ja, Danmark agerer via vore bistandsprogrammer som senest set i Uganda.

Men – har det ændret tilstrækkeligt på forholdene, når vi stadigvæk kan se, at kristne forfølges, og når den tyske forbundskansler med rette kan sige, at kristendommen er verdens mest forfulgte religion?

Ser vi omkring i verden, er der massive problemer. I Mellemøsten er kristendommen godt på vej til at blive udryddet. Alene i Irak er antallet af irakiske kristne siden 1990 faldet fra over 1,2 millioner i 1990 til færre end 200.000 i dag (Clark 2014). Meget tyder på, at det arabiske forår er blevet til en kristen vinter – ikke mindst siden Islamisk Stat, IS, er begyndt at terrorisere over store dele af Mellemøsten.

Det er dog langt fra kun i Mellemøsten, de kristne har det svært på grund af stigende forfølgelse.

I Pakistan bruger man bevidst blasfemilovgivningen til at fortrænge kristne. I Nigeria har den islamiske terrorgruppe Boko Haram intensiveret sine angreb på kristne. Flere kirker er blevet bombet, og mere end 3000 kristne har mistet livet (From 2013). Og her i Danmark har vi set eksempler på, at kristne asylansøgere chikaneres så voldsomt af deres muslimske medborgere, at de kristne asylsøgere må flytte ind i et separat hus flere kilometer væk fra asylcenteret.

Artikel 18 i menneskerettighedserklæringen tilsiger, at: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning,

Ny Mission nr. 27

121

udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”. Det retoriske spørgsmål er, om kristne overalt i verden nyder dette?

Den sidste nadver I 2013 udgiver den danske forfatter Klaus Wivel en tankevækkende og skræmmende bog om forfulgte kristnes situation rundt omkring i verden, der viser, at Artikel 18 i menneskerettighedserklæringen langt fra bliver overholdt. Bogen hedder Den sidste nadver (Wivel 2013) og er udgivet på Kristeligt Dagblads forlag.

Den virkelighed, som møder Wivel, da han rejser rundt blandt forfulgte kristne, er chokerende og udtrykker en af vor tids store menneskerettighedskrænkelser.

Med en baggrund som journalist på Weekendavisen har Klaus Wivel i årevis opbygget et kendskab til Mellemøstens vanskelige problemstillinger.

På baggrund af Wivels egne øjenvidneberetninger tages vi med til Nablus, hvor henholdsvis Hamas og Fatah har hærget, og hvor der kun er 700 kristne tilbage.

Dels fordi særligt Hamas-tilhængerne mener, at man som kristen bør konvertere til islam. Dels fordi vilkårligheden hersker, og kristne udsættes for forfølgelser under påskud af diverse surrealistiske forklaringer. Hvert sted sine førstehåndsberetninger fra såvel islamister som kristne om forfølgelser, nedladenhed, kontroverser, manglende politi og dermed manglende beskyttelse af kristne og så videre Vi drager videre med Wivel til Egypten, hvor han besøger Huda TV, der har den fyrige britiskfødte konvertit Abdur Raheem Green som stjerne på skærmen. Den Raheem Green, der har talt for genindførelsen af særskatten jizya’en for jøder og kristne med det formål at gøre dem bekendt med, at de er underlegne og underlagt islam. Her møder Wivel blandt andre dr. Salah, der er islamisk TV-prædikant, og som har været med til at føre islamisterne til magten i den arabiske verden. Derfra går turen til Libanon, hvor tidligere kommunister fungerer som syriske agenter, der forpester tilværelsen for helt almindelige libanesere. Og endelig til Irak, stedet hvor de værste forfølgelser mod kristne har fundet sted. Angreb og mord på kristne er talrige i Mellemøsten. Udsagn vendt mod kristne og de kristnes tilstedeværelse i Mellemøsten er endnu mere talrige.

122

Ny Mission nr. 27

Wivel dokumenterer klart, at der er behov for initiativer til at sikre de forfulgte kristne.

EU og FN-anliggende Religionsfrihed som en vigtig del af menneskerettighedskomplekset er ikke blot et FN-anliggende, men også et EU-anliggende. I 2010 vedtog Europa-Parlamentet tilmed en resolution, der opfordrer regeringer og myndigheder i alle lande til at arbejde på at beskytte sårbare religiøse samfund, inklusive kristne minoriteter, mod voldelige angreb og at sørge for, at overtrædelser på dette område bliver straffet (Council of Europe 2010).

I vores nabolande ser de på problemet med største alvor. Således har den tyske regering gjort det til en del af regeringsgrundlaget i Tyskland at støtte forfulgte kristne (Auswärtiges Amt 2014). I Norge er beskyttelse af religiøse minoriteter et centralt element i landets udenrigspolitik, og regeringen overvejer i øjeblikket at etablere en tilskudsordning til støtte for religiøse minoriteters rettigheder (Norad 2013).

Der er behov for en langt mere strategisk, målrettet indsats, når det gælder den folkelige, kirkelige og politiske indsats over for verdens forfulgte kristne. En indsats, som Danmark bør gå foran i. Ikke mindst set i lyset af vores tusindårige kristne kulturarv, vores internationale engagement og vores folkelige forståelse af frihed som forudsætning for fællesskab.

Til Fædrenelandet Netop sammenkædningen mellem det folkelige, det kirkelige og det politiske er N.F.S. Grundtvig (1783-1872) ophavsmand til, og han bruger dette format som ramme for at udfolde en positiv udvikling i Danmark, hvor vi i begyndelsen af 1800-tallet ser eksempler på manglende religionsfrihed. Jøderne er udsat for diskrimination. En diskrimination, som særligt Grundtvig tager til genmæle overfor. Når Grundtvig er relevant at nævne i denne sammenhæng, skyldes det hans klare blik for at sikre åndsfrihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed

Ny Mission nr. 27

123

for et samfund, så dets borgere ikke får beskåret friheden i de vigtigste anliggender (Larsen 2012: 89 ff.).

I 1813 udgiver Grundtvig skriftet Til Fædrenelandet (Grundtvig 1813). Heri tager Grundtvig skarpt afstand fra de jødeforfølgelser i Danmark, som finder sted i 1813-1814 i den såkaldte litterære jødefejde. Denne fejde omtaler Grundtvig som ”Skriget mod Jøderne” (Grundtvig 1813:40). Grundtvig skammer sig over jødeoptøjerne, der oprindeligt har udgangspunkt i Tyskland. Her har filosoffen J.G. Fichte (1762-1814) hævdet den tyske nations egenart og angrebet jøderne heftigt for at udgøre en stat i staten. Disse tanker spreder sig til Danmark og kulminerer i den litterære jødefejde. Fejden medfører senere korporlige overfald på jøder i 1819 (Lausten 2002:341-342).

Grundtvig er politisk realist med et frihedsbegreb stærkt præget af den engelske frihedstænkning, hvor næsten tilkendes samme frihed, som man selv ønsker sig.

Han afviser idealismen, da den kun fører til herskesyge på bekostning af livet, og lancerer i stedet et udstrakt frihedsbegreb i Mands Minde om den gensidige frihed: ”Hvem der selv vil være fri, maa lade Næsten være det med sig” (Grundtvig 1877:254).

Jödernes Valgbarhed til det Danske Folkeraad I 1840 får Grundtvigs kamp for jødernes sag et nyt kapitel. Anledningen til skriftet er det senest afholdte møde i Folkerådet, hvor jødernes valgbarhed har været til debat (Grundtvig 1840: 319). Grundtvig er modstander af de love i det danske samfund, som forhindrer jøderne i fuldgyldigt at tage del i samfundslivet. Hensigten med skriftet er at gøre opmærksom på, at jøderne kan deltage i samfundslivet og bidrage positivt til dets udvikling. Forudsætninger herfor er, at ”…de har ’Borger-Ret,’ bemægtige sig Borger-Aanden, og vide godt at ramme Statens Bedste som deres Eget” (Grundtvig 1840:320).

I 1800-tallet har der været flere debatter om tvangsdåb af jødiske børn. Grundtvig afviser, at man som samfund skal tvinge i dåbsforhold, for det har særdeles

124

Ny Mission nr. 27

uhensigtsmæssige konsekvenser for samfundet, ”…da man derved kun stöder de retsindige Jöder fra sig og lokker de Slette og Samvittighedslöse til sig, hvad dog aldrig kan enten være klogt eller det borgerlige Selskab gavnligt” (Grundtvig 1840:321). Ethvert forsøg på at give det borgerlige selskab en kristelig skikkelse – selv når den er allerbedst ment – er et stort misgreb og en miskendelse af kristendommens åndelige væsen (Grundtvig 1840:322). Misgrebet består i at påtvinge nogen en tro, for ”…naar man selv har nogen Tro, maa man jo hade det tomme Skin, og vide at den virkelige Tro lader sig ikke paatvinge” (Grundtvig 1840:323).

Hvis samfundet derimod vil følge Grundtvig og lade jøderne passe deres, så har det en positiv virkning, for ”…da kan vi vente at faae de retskafneste, dybeste og bedste Jöder til vore Medborgere” (Grundtvig 1840:324). Schwarz Lausten bemærker i forbindelse med Grundtvigs redegørelse, at ifald ”…man behandler jøderne sådan, kan de blive en Landeplage, men de kan, dersom de behandles godt, på græsk, blive hvert Land til uberegneligt Gavn” (Lausten 2005:119). Det kan jøderne, fordi de ”…netop er i stand til at bemægtige sig ’Borger-Aanden’ og vide godt at ramme Stadens Bedste som deres Eget” (Lausten 2005:119).

Lausten gør også opmærksom på, at problematikken med at sammenblande stat og kirke spiller en rolle:

En hovedindvending fra Grundtvigs side var, at modstanderne af jødernes valgbarhed bestræbte sig på at give det borgerlige Selskab en christelig Skikkelse. Det, han tænkte på her, var, at man blandede kirke og stat sammen.

Man skulle slet ikke operere med tanken om en kristen stat, for troen var den enkeltes sag. Mængden havde ingen kristen tro. Troen er nemlig en fri sag, og alle de borgerlige indretninger skal man udforme så uafhængige som muligt (Lausten 2005:369).

Grundtvigs afvisning af en kristen stat er særlig vigtig, for den viser kampen for troen som den enkeltes sag, ligesom hans engagement i jødernes sag er det. Ikke mindst når man tænker på, at man i Danmark i år 2014 stadig kan opleve forføl-

Ny Mission nr. 27

125

gelse af jøder, hærværk mod jødiske bygninger og behovet for en demonstration gennem Nørrebro, hvor deltagerne er iført den jødiske kalot for at gøre opmærksom på problemerne for jøderne i Danmark.

Det folkelige, det kirkelige og det politiske Set i et historisk perspektiv er det derfor helt afgørende, at man ikke kun gør sig overvejelser om den formelle frihed, når det gælder forfølgelse af kristne såvel som andre grupper af forfulgte. En konstitution kan ikke sikre et samfund den grad af frihed, som er nødvendig, hvis ikke de mennesker, der skal forvalte konstitutionen, agerer herefter. Det viser historien mange eksempler på.

Derfor er der netop også en vigtig opgave i, at det folkelige, det kirkelige og det politiske spiller sammen og sikrer åndsfrihed som grundessens i det danske, såvel som i øvrige samfund. Det folkelige, fordi et folkeligt fællesskab kun kan være ægte og stærkt, når det er frivilligt tilvalgt. Det kirkelige, fordi for den, der har den personlige trosfrihed kær, også altid vil have blik for næstens trosfrihed og sikre den mod forfølgelse. Det politiske, fordi den politiske ramme omkring det folkelige og kirkelige skal sikre disse.

Uden ægte åndsfrihed i form af tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed degenererer den enkelte og dermed fællesskabet. Derfor har den danske folkekirke, de folkelige bevægelser, samt de politiske aktører i Danmark et ansvar for at komme mere på banen.

Danmark kan tage et større ansvar i dette, så individer og samfund ikke degenerer på grund af manglende religionsfrihed eller på grund af forfølgelser. Men dansk udenrigspolitik må blive mere fokuseret på disse udfordringer. En høring i Folketingets Udenrigsudvalg, som jeg er medindkalder af, vil forhåbentligt bidrage til, at danske politikere får blik for, hvor meget ekstra, vi har behov for at gøre, når det gælder de forfulgte kristne.

Formålet med høringen er at belyse forfølgelse af kristne mindretal rundt om i verden – særligt i Nordafrika og Mellemøsten, men også i visse områder i Afrika

126

Ny Mission nr. 27

syd for Sahara og i Asien. Formålet er endvidere at få indblik i omfanget af og årsagerne til kristenforfølgelse samt omstændighederne omkring forfølgelserne.

Et tredje formål med høringen er at belyse, hvordan andre europæiske lande håndterer kristenforfølgelse verden over. Høringen bliver formentligt afholdt i Folketinget den 12. november 2014.

Derudover er det vigtigt, at den danske udenrigspolitiske prioritering bliver helt konkret. Danmark har eksempelvis i forbindelse med systematiske menneskerettighedskrænkelser benyttet sig af en omprioritering af udviklingsbistanden fra bilaterale programmer til civilsamfundsstøtte. Noget sådant kunne også tænkes i forbindelse med krænkelser af religions- og trosfrihed. Endvidere kan man forestille sig, at der iværksættes direkte sanktioner mod lande, der forfølger grupper på grund af deres tro, ligesom man kan foranledige strategier i et regeringsgrundlag, hvor man aktivt som regering sætter forfølgelse af kristne øverst på dagsordenen.

I dag savnes der et klart engagement fra dansk side i såvel EU som FN for at fokusere på løsninger, når det gælder forfulgte kristne, såvel som andre forfulgte grupper. Vi har et ansvar som frie individer i at tage dette meget alvorligt og huske Grundtvigs ord om, at kun den er fri, som også lader næsten være fri med sig.

Litteratur

Auswärtiges Amt 2014 ”Religion und Glaubensfreiheit” http://www.auswaertigesamt.de/DE/Aussenpolitik/Menschenrechte/Religions_Glaubensfreiheit.html.

Den 16. April.

Persecution. International Christian Concern.

2012 ”Chancellor Angela Merkel Calls Christianity the Most Persecuted Religion in the World”. Den 8. Nov. http://www.persecution.org/2012/11/08/german-chancellor-angela-merkel-calls-christianity-the-most-persecuted-religion-in-the-world/ Civitas: The Institute For The Study Of Civil Society.

2014 ”Christianity at risk of wipe-out in the Middle East, warns new Civitas study”.

Den 21. dec. http://www.civitas.org.uk/press/prChristianophobia.htm

Ny Mission nr. 27

127

Clark, Kelly James 2014 ”The Most Persecuted Religion in the World”. The World Post, den 1. September.

http://www.huffingtonpost.com/kelly-james-clark/christianity-most-persecuted-religion_b_2402644.html Council of Europe. European Assembly 2010 ”Resolution 1704 (2010) Freedom of religion and other human rights for non Muslim minorities in Turkey and for the Muslim minority in Thrace (eastern

Greece)”. http://assembly.coe.int/Mainf.asp?link=/Documents/AdoptedText/ ta10/ERES1704.htm From, Lars 2013 ”Den kristne kultur er truet i Mellemøsten”. Jyllands-Posten den 14. April Grundtvig, N.F.S. 1813 Til Fædrenelandet. I: N.F.S. Grundtvigs Værker i udvalg. Bd. 2. Udg. af Georg

Christensen og Hal Koch. København: Nordisk Forlag 1941, p 24-50.

1840 Jödernes Valgbarhed til det Danske Folkeraad. I Brage og Idun. Bd. 3. København: Trykt hos Bianco Luno, p 319-328.

1877 Mands-Minde. Kjøbenhavn: Karl Schønbergs Forlag. Den oprindelige udgave er fra 1838.

Larsen, Esben Lunde 2012 Frihed for Loke Saavelsom for Thor – N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i

historisk og aktuelt perspektiv. København: Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

Lausten, Martin Schwarz 2002 Oplysning i kirke og synagoge – Forholdet mellem kristne og jøder i den danske

Oplysningstid. København: Akademisk Forlag.

2005 Frie jøder. København: Forlaget Anis.

Pontifex, John and John Newton 2011 Persecuted and Forgotten? A Report on Christians oppressed for their Faith.

Sutton, Surrey, UK: Aid to the Church in Need. http://www.aidtochurch.org/pdf/P&F_FINAL.pdf Wivel, Klaus 2013 Den sidste nadver. København: Kristeligt Dagblads Forlag.

Esben Lunde Larsen, f. 1978 , Cand. theol. 2008, PhD 2012 om Grundtvigs frihedsbegreb, post.doc. 2013. Medlem af Ringkøbing Skjern byråd siden 2005, siden 2009, viceborgmester. MF for Venstre siden 2011.

128

Ny Mission nr. 27

Religionsfrihed – ikke noget problem i Danmark!?

Af Birger Nygaard

Det er ofte vanskeligt udefra at påvirke eller gribe ind i globale situationer, hvor religiøse minoriteter diskrimineres og forfølges. Men vi kan gøre noget ved vores egen mangelfulde forståelse af, hvad religionsfrihed indebærer. En omfattende indsats for styrkelse af denne forståelse på alle niveauer i samfundet er vigtigt, for at vi som danskere kan lære at leve med religiøs mangfoldighed og virke som ambassadører for religionsfrihed både hjemme og ude.

I Dansk Missionsråds religionsfrihedsnetværk har vi løbet af foråret 2014 overvejet, hvordan man mest meningsgivende kan gøre en indsats mod det globale problem med diskrimination og forfølgelse af religiøse mindretal generelt og vores kristne trosfæller specifikt. Forbøn for og forskellige former for støtte til ramte grupper er den altid nærliggende kirke-til-kirke mulighed, som vi kan og skal benytte os af. Men hvordan kan vi arbejde på et præventivt niveau for at forhindre disse overgreb? Dette spørgsmål leder hurtigt blikket hen på dem, der har magt til eller er sat i verden for at fremme retfærdighed: Politikere, der kan lovgive, starte krige eller bruge fredelige midler på at fremme fred og forsoning og beskytte religionsfriheden. EU og FN, der gør et særligt arbejde for tydeliggørelse af menneskerettigheder. Og ikke at glemme sekulære og kirkelige civilsamfundsorganisationer, der overvåger og advokerer med basis på græsrodsniveau.

Vi må konstatere, at alle disse parter på mange måder gør det så godt, de kan.

Udenrigsministeriet og udenrigsministeren er ikke tilbageholdende med at påtale overgreb og gøre en indsats for minoriteterne og forfulgte kristne specifikt. EU har netop udarbejdet nogle ganske glimrende “EU Guidelines on the promotion of and protection of freedom of religion and belief”. FNs ”Special Rapporteur on freedom of religion and belief” leverer dygtige analyser og giver gode anbefa-

Ny Mission nr. 27

129

linger. De mange civilsamfundsorganisationer giver liv og sjæl i kampen for forurettede. Det er derfor meget frustrerende, at denne gode indsats ikke har forhindret, at overgreb fortsætter og den seneste tid endda har været mere bestialske, end hvad vi længe har set. Skønt vi sikkert kan gøre lidt hist og her, er der på dette niveau en vis skakmat-fornemmelse i forhold de virkelig store krænkelser af religionsfriheden rundt omkring i verden. Måske er det denne frustration over global handlingslammelse, der i religionsfrihedsnetværket har fået os til at tænke mere i det nære: behovet for, at vi i Danmark dels fejer for vores egen dør først, dels dygtiggøres til deltagelse i kamp mod diskrimination og forfølgelse.

Alt dette med krænkelse af religionsfrihed og religionsforfølgelse, tænker vi danskere jo ellers, har at gøre med den store verden derude, og at det derfor ikke noget, vi behøver at beskæftige os med. Vi er et fredeligt folk i et land, hvor vi ikke bryder os om krig og i øvrigt ikke let lader os hidse op. Vi vil med Dirch Passer hellere glemme verdens og dagliglivets genvordigheder, se ud over det danske landskab og synge: ”Og oven over alting stråler moder sol”. Her i landet har vi fred og ingen fare. Og sådan vil vi gerne, at det skal fortsætte. At vi har religionsfrihed, er så selvfølgeligt, at det ikke behøver at blive nævnt. Det står jo i grundloven. Vi kan godt lide tanken om, at ”vi har fundet ud af det”. Vi er tolerante og prøver i øvrigt at undlade at tale om religion, idet det jo er et helt personligt anliggende, som ikke vedkommer andre.

Men glansbilledet er ikke så intakt, som det har været. Når vores tolerance sættes på prøve i faktisk møde med det og de anderledes, viser det sig, at rummeligheden slet ikke er så stor. I lyset af vores monokulturelle baggrund skal vi ikke undre os over dette. Der er tale om nogle menneskelige reaktioner, der hverken gør danskere bedre eller værre end andre. At værne om det bestående er et naturligt instinkt, der ikke skal ringeagtes. Mange, mange problemer ville være undgået, om vi kunne have et Danmark, som det var dengang, før alt begyndte at gå af lave. Men denne forestilling er og bliver en utopi. Vi svømmer i et omfattende opbrud, der for altid har ændret Morten Korchs Danmark. Ingen ønsker sig reelt tilbage til det, som var, fordi vi ikke ønsker at undvære det meste af det,

130

Ny Mission nr. 27

som er nu. Det er muligt, at vi ikke bryder os om de mange muslimer i Danmark.

Men det har ikke blokeret for vores glæde over at rejse til Tyrkiet på ferie.

Det går ikke at lade som om, at det hele for os blev løst én gang for alle i 1849.

Den globaliserede verden og nye folk og kulturer iblandt os aktiverer dynamikker, som potentielt er eksplosive, hvis vi ikke forstår og bevidst forholder os til vore egne reaktioner herpå. Erfaringer fra både borgerrettighedskampen i USA og apartheid i Sydafrika viser, at det er en meget lang og sej proces at lære at leve i fuld respekt for den anderledes, især for majoritetskulturen, der har magt til at hævde sig i forhold til den svagere part. Det ville være højst ejendommeligt, om monokulturelle Danmark problemløst skulle kunne integrere ½ million nytilkomne med meget anderledes kulturer og religioner. Én ting er at skaffe husly, skole og jobs. Noget andet er at lære at leve i ægte respekt for forskelligheden og tage imod det anderledes samfund, der opstår som følge heraf. Dansk Folkeparti – lige som lignende partier i øvrige europæiske lande har stor og stigende vælgertilslutning. Der er tåbeligt at betragte denne tendens som overfladisk. Der er tale om et demokratisk valg af myndige vælgere, der bevidst forholder sig til, hvordan de ønsker samfundet formet. Der er helt sikkert en reel bekymring for fremtiden bag denne store tilslutning. Men de tydelige og firkantede politiske løsninger er næppe forenelige med den virkelighed, vi allerede lever i, med grundlæggende menneskerettigheder og det menneske- og samfundssyn, vi i øvrigt hilder. Kommer vi til at gå på kompromis med værdier, vi ellers anser for ukrænkelige.

Behov for bevidstgørelse Det er i dette lys vigtigt, at vi som folk bredt bevæger os fra et mere ubevidst forhold til grundlæggende værdier til bevidst artikulation og forståelse af dybeste overbevisninger, som de kommer til udtryk i menneskerettighederne. Vi begrænser os her til at fokusere på religionsfrihed. Denne menneskeret er, bl.a. som følge af forhold som generel sekularisering og vores danske lidt sprogløse og analfabetiske forhold til religion, generelt kun forstået på overskiftsniveau.

Ny Mission nr. 27

131

Det er utilstrækkeligt i en situation, hvor vi skal lære at begå os sammen med mennesker med vidt forskellige religiøse baggrunde her i Danmark. Samt i interaktion i det store udland, hvor religion ganske tydeligt har en integreret betydning i mange samfunds- og livsforhold, som ikke blot kan forklares som afledte forhold af andre ydre livsvilkår og derfor i sig selv uden egentlig betydning. Vi har i samtaler med folketingspolitikere mødt en erkendelse af, at der her er et område, hvor vi har behov for øget forståelse for og erkendelse af religionens rolle i mellemmenneskelige, samfunds- og storpolitiske forhold.

Udgangspunktet er, at vi i nogle generationer har ventet på, at religionen skulle forsvinde. Men statistikkerne siger nu det modsatte. Totalitære sekulære/ateistiske systemer kunne i en årrække med vold undertrykke religion fra samfundet og folkeopdragelsen. Men både i det gamle Sovjetunionen og i Kina vender religionen tilbage og er en af årsagerne til, at en undersøgelse foretaget af World Values Survey i 50 lande kan dokumentere en vækst i gudstro fra 73 til 79 % over de sidste 20 år (Grim og Finke 2011:203). Dette er en langsom erkendelse for os i Danmark, hvor man på bjerget fremdeles ønsker at afsondre religionen til et privat rum uden samfundsmæssig stemme og betydning. Men virkeligheden både i nærsamfund og global politik er altså en anden. Det er vigtigt at påpege, at man ikke behøver at være religiøs eller elske en religion for at skulle forholde sig til den. At forstå religionens væsen og sammenvævethed i mangfoldige samfundsforhold er en saglig og faglig disciplin på linje med mange andre discipliner til forståelse af vores verden.

Vi har i religionsfrihedsnetværket foreløbigt konkluderet, at der i Danmark er behov for mainstreaming af forståelsen af religionsfrihed, dvs. at religionsfrihed på lige fod med andre rettighedsforhold som køn og etnicitet bliver løftet frem i alle dele af samfundet mhp. forståelse og styrkelse af vores evne til at forholde os og handle, så vi ikke krænker denne rettighed, men tværtimod tager del i beskyttelsen heraf, både i Danmark og globalt. Vi ser i udgangspunkt følgende arenaer for en sådan mainstreaming:

132

Ny Mission nr. 27

Folkeskole, gymnasier, folkeoplysning

Amnesty i Danmark lavede i 2009 en undersøgelse af danske skoleelevers (8-10. klasse) viden om menneskerettigheder. Undersøgelsen konkluderer:

Undersøgelsen viser generelt, at der blandt elever i 8., 9. og 10. klasse er en usikkerhed om, hvad menneskerettighederne er, når de skal svare på det ud fra konkrete problemstillinger. Eleverne har en større idé om, hvilke områder menneskerettighederne generelt omhandler, men har sværere ved at overføre dette til konkrete problemstillinger. Undersøgelsen dokumenterer således, at der er et overordnet kendskab til menneskerettighederne, men samtidig kan næsten hver anden elev ikke af sig selv nævne én af menneskerettighederne eller et område, som menneskerettighederne beskæftiger sig med (p.3).

82% mener, at det er vigtigt at lære om menneskerettigheder i skolen. Samtidig angiver 51%, at de ikke ved, hvad FN’s verdenserklæring om Menneskerettigheder er. Af 61%, der har haft om emnet i skolen, mener kun 18% at de helst sikkert har lært, hvad menneskerettighederne er. Når en elev bliver bedt om at nævne en menneskerettighed bliver det svært: Den hyppigst nævnte er ytringsfrihed. Men det er kun 19%, der selv kommer på at nævne denne. Halvdelen af eleverne kan i et fritekstsvar ikke nævne én menneskerettighed. Vi lader tallene stå lidt…

Denne undersøgelse viser med al tydelighed, at vi på dette niveau ikke gør det godt nok. Vi har en idé om, at vi kender menneskerettighederne og lever op til dem. Men folkeligt set er det meget tyndt, hvad vi faktisk har lært og ved konkret. Hvis det samme gjorde sig gældende for vores viden om færdselsregler, ville det være meget farligt at færdes i trafikken. Vores ringe viden betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan være anstændige mennesker, der intuitivt følger mange af menneskerettighederne. Men når vi kommer til en menneskeret som fx religionsfrihed, vil kun meget få kunne redegøre for indholdet heraf og for legitime og illegitime grænser for retten til religiøs udfoldelse.

Ny Mission nr. 27

133

Forskning - højere læreanstalter

En seriøs mainstreaming kan ikke finde sted uden et solidt grundlag i forskningsmiljøer, der tværdisciplinært forholder sig til de mange aspekter af religionsfrihed og – beskyttelse. Københavns Universitet viste med satsningsområdet ”Religion i det 21. århundrede” vejen for sådan tværfaglig forskning. Ansatserne herfra må gerne videreføres mhp. mainstreaming af religionsfrihed som et element af betydning for endnu flere forskningsområder. Samtidig må der ske om omsætning fra forskning til undervisning på videregående og mellemlange og korte uddannelser. Både bistandseksperten og SOSU-assistenten har behov for at integrere forståelse af religionsfrihed i deres daglige arbejde.

Stat – offentlig forvaltning – udenrigs- og udviklingspolitik

Embedsmænd og politikere i stat, regioner og kommuner skal kunne sagsbehandle og lave politiske løsninger ud fra en god grundforståelse af religionsfrihedens aspekter. Fra de seneste måneders offentlige opmærksomhed kan vi nævne stikord som moskébyggeri, sygehuskapeller, kommunal forvaltning af lokaletilskud til religiøse organisationer, Grimhøj-moskéen. Hvad er ret og rimeligt både mht. tilladelse og begrænsning? En særlig rolle har ansatte i Udenrigstjenesten, hvorfor et land som Norge har indført særlig undervisning af disse medarbejdere i religionsfrihed og krænkelse af religiøse minoriteter.

Erhvervsliv

Nyere forskning påpeger sammenhængen mellem religionsfrihed og velstand (se Mogens Mogensens artikel ”Fakta og teorier om religiøs forfølgelse”). Det giver sig selv, at fredelig sameksistens er det bedste grundlag for økonomisk udvikling (undtagen for våbenindustrien). Men det er dybere end som så: det viser sig, at krænkelse af religionsfrihed meget ofte fungerer som kanariefuglen i kulminen, som et advarselssystem, der varsler, at mere omsiggribende problemer er på vej. Begrænses trosfriheden er der sikkert også begrænsninger på vej omkring forsamlings- og ytringsfrihed. Den frie presse forsvinder. Det giver fri adgang til korruption for regering og embedsmænd. Klimaet for fri handel, international

134

Ny Mission nr. 27

interaktion og tillid forsvinder. Erhvervslivet har derfor stor interesse i at religionsfriheden holdes højt i de lande, hvor man handler. Samtidig har erhvervsfolk unikke muligheder for at fungere som ambassadører for religionsfrihed, idet de har omgang med magtfulde personer, der har en egeninteresse i, at der opretholdes stabile samfundsforhold, der sikrer gode handelsbetingelser. Og disse har adgang til at påvirke politikere m.v. til at arbejde herfor.

Civilsamfund

Det giver sig selv, at utallige civilsamfundsaktører er afgørende i det at fremme tolerance og respekt mellem religioner og for beskyttelse af minoriteter. Ikke bare religiøse og mellemfolkelige organisationer. Men også sporten, selvhjælpsgrupper, Ældresagen m.v. Sammen med god grundundervisning i folkeskole og folkeoplysning, har disse grupper særlige forudsætninger for at kunne demontere meget af den skjulte aggression mod den religiøst anderledes, der let får lov at vokse iblandt os. Den lille racisme, som har en tendens til at blive den store racisme, hvis den ikke tide afløses af forståelse og rummelighed.

Institut for Menneskerettigheder i førertrøjen

Der er tale om en ganske omfattende proces, hvor mange aktører skal spille med, hvis en sådan mainstreaming skal realiseres. Hvis det ikke var fordi vi allerede har Institut for Menneskerettigheder (IMR), måtte vi til anledningen opfinde et sådant institut. Nu er vi så heldige, at vi allerede har et dansk IMR, der regnes for et af de bedste i verden, og som ved lov er pålagt at overvåge forvaltning af menneskerettighederne i Danmark. Derfor er langt den bedste vej fremad, at IMR allokerer ressourcer til en sådan proces eller af regeringen får tildelt ekstra ressourcer hertil. Millionudgiften hertil står slet ikke i forhold til det potentiale for besparelser og ny indtjening, som en velgennemført mainstreaming af forståelse af religionsfrihed kunne medføre, heriblandt sparede udgifter til bandekriminalitet og ghettodannelser, måske en helt anden og meget billigere måde at takle en Afghanistan-krig på, foruden forbedring af livskvalitet hos religiøse mindretal.

Ny Mission nr. 27

135

Religionsfrihedsnetværket udfordrer hermed IMR til at tage førertrøjen på i denne vigtige proces.

Litteratur

Amnesty 2009 Folkeskoleelevers viden om menneskerettigheder. Amnesty International.

Council of the European Union 2013 EU Guidelines on the promotion of and protection of freedom of religion and belief http://eeas.europa.eu/delegations/fiji/press_corner/all_news/news/2013/ eu_guidelines_on_the_promotion_and_protection_of_freedom_of_religion_or_ belief_(june_24_2013_fac).pdf Grim, Brian J. og Finke, Roger 2011 The Price of Freedom Denied. Cambridge: Cambridge University Press.

Birger Nygaard, f. 1959, er cand. theol., MA i interkulturelle studier, medarbejder for mission samt projektet ”Trosfrihed – forfulgte kristne” i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han har tidligere været generalsekretær for Dansk Missionsråd, generalsekretær i International Association for Mission Studies, landsleder m.v. i Areopagos.

136

Ny Mission nr. 27

SAT-7, et økumenisk medieprojekt for religionsfrihed Af Kurt Johansen

SAT-7 er en arabisk, kristen Tv-station, der fra Mellemøsten sender kristent tv til hele den arabiske, tyrkiske og persiske verden døgnet rundt. SAT-7 taler stærkt for religionsfrihed for alle.

Kristne som minoritet Mellemøsten var som bekendt det område, der først tog imod kristendommen.

I Egypten var kristendommen statsreligion i over 300 år. I Nordafrika var der så mange kristne, at der var omkring 400 stifter. Selvom de kristnes andel nu er nede på blot 4%, findes der stadig livskraftige kirkesamfund, der ofte kan føre deres historie tilbage til apostlenes tid, primært i Egypten, Libanon, Irak, Syrien og Jordan. Langt de fleste arabiske kristne tilhører enten den ortodokse eller den katolske kirke, mens den lutherske kirke er meget lille og primært findes på Vestbredden og i Jordan.

De arabiske kirkesamfund bliver i reglen tolereret af de stedlige regeringer, men deres mulighed for kristent vidnesbyrd ud over egne kirkemure er yderst begrænsede. Samtidig medfører en stadig kraftigere udvandring af arabiske kristne, at mange kirker ikke længere har råd til en præst eller at holde deres kirke i drift.

SAT-7 som et fælles projekt Selvom de arabiske kristne er spredt over mange forskellige lande og mange meget forskellige kirkesamfund, kunne de alligevel først i 1990-erne finde sammen om at lave én fælles Tv-station, SAT-7. Baggrunden var en eksplosiv vækst i antal satellit-modtagere, der nu findes i over 2/3 af de arabiske hjem, samt de kristnes meget begrænsede muligheder for at komme til orde i andre medier.

Satellit-tv er blevet mediet i den arabiske verden bl.a. fordi det ikke hæmmes af

Ny Mission nr. 27

137

den udbredte regeringscensur, og fordi det passer godt i den arabiske mundtlige kultur. For kirken er det således første gang i historien, at man frit og uhindret kan tale til de 250 millioner arabisktalende, der har adgang til satellit-tv – vel at mærke på deres eget sprog og i deres egen kulturelle klædedragt.

Det teologiske fundamentet er den nikænske trosbekendelse samt en klart formuleret vision om ”at se en voksende kirke, grundfæstet i den kristne tro og vidnesbyrd, der tjener samfundet og bidrager til det gode i samfund og kultur gennem inspirerende, informerende og uddannende TV.” Det er naturligvis ikke enkelt at være så økumenisk og arbejde med så mange nationaliteter. Men SAT-7’s vision har vist sig at være så stærk og så godt udført, at alle kirker har kunnet være glade og tilfredse med dette projekt trods stor uenighed på andre områder. SAT-7 skjuler ikke, at der er mange ting, kirkerne er uenige om, men samtidig viser vi, at ægte dialog og gensidig respekt er mulig - og at vi faktisk er enige om langt de fleste forhold i den kristne tro. Udgangspunktet er et fælles ønske om at vise ”unity in diversity” (fællesskab i forskelligheden).

Nu fem tv-kanaler De første udsendelser gik på skærmen i 1996. Dengang var der kun mulighed for at sende to timer om ugen, da der kun var få kristne arabiske programmer til rådighed, og de økonomiske ressourcer var meget begrænsede. Da det blev muligt at åbne egne studier i Beirut og Cairo, gik det imidlertid hurtigt fremad med at få gode programmer at sende. Sendetiden blev kraftigt udvidet, og i dag sender SAT-7 på fem kanaler, alle 24 timer i døgnet.

SAT-7 har altid lagt stor vægt på udsendelser for børn. I december 2007 blev det muligt at udvide med en separat børnekanal, ”SAT-7 Kids”, der sender arabiske, kristne børneprogrammer døgnet rundt. Det mest populære program er det direkte program ”Mr. Know”, hvor børn kan ringe ind og stille spørgsmål om alt muligt til ”Mr. Know”. Af andre børneprogrammer kan nævnes bibelske tegnefilm, konkurrencer, undervisnings- og videnskabsprogrammer.

138

Ny Mission nr. 27

For syv år siden blev det muligt at starte”SAT-7 Pars”, der sender døgnet rundt på farsi til Iran og omkringliggende lande. Desværre er det af politiske grunde ikke muligt at producere udsendelser i Iran, men en lang række eksil-iranere har stillet sig til rådighed for at gøre evangeliet tilgængeligt i Iran.

SAT-7 Türk har studie i Istanbul og drives af 14 tyrkiske kristne under ledelse af den kendte skuespiller Melih Ekener. Da det har været mere end vanskeligt at få licens til at sende på den regeringskontrollede ”Türksat”, har programmerne foreløbigt været udsendt på en web-kanal. Det ser dog ud til, at der blæser mildere vinde for Tyrkiets mikroskopiske kristne mindretal, og SAT-7 Türk håber at komme på ”Türksat” satellitten fra efteråret 2014.

Et mellemøstligt projekt SAT-7 får betydelig økonomisk støtte fra Vesten (herunder også Danmark), men det er vigtigt at fremhæve, at hele ledelsen af SAT-7 er overladt til arabiske kirkeledere. De 130 medarbejdere på studierne i Egypten, Libanon og Tyrkiet er alle lokale kristne. 80% af udsendelserne er produceret i regionen.

I den arabiske verden er der desværre mange misforståelser om den arabiske kristne minoritet, herunder at kristendom er en vestlig opfindelse. Derfor er det indlysende, at der ikke er nogen bedre til at forkynde kristen tro til Mellemøsten end de lokale kristne.

Mange har spurgt, hvordan en kristen Tv-station med millioner af seere kan have tv-studier midt i islams kærneområde. Det kan lade sig gøre, fordi SAT-7 er ejet af de arabiske kirker i forening og derfor ses som den arabiske kristenheds stemme, og fordi SAT-7 aldrig kritiserer andre religioner eller blander sig i partipolitiske spørgsmål. SAT-7 har lov til at præsentere kristendom i alle dens aspekter og i al dens fylde og skønhed.

Programtyper SAT-7’s udsendelser er meget mangfoldige, og man har næsten alle programty-

Ny Mission nr. 27

139

per, der også kunne findes på dansk tv. Imidlertid er det et krav til alle programmer, at der skal være en eller anden form for kristent element, at programmerne skal være underholdende (det er tv-mediets natur), og at udsendelser skal være en katalysator for inspiration og nye tanker.

Da over halvdelen af Mellemøstens befolkning er under 18 år, lægges der særlig vægt på udsendelser for børn og unge. SAT-7 har også daglige kvindeprogrammer, hvor alle producere er unge kvinder, der fordomsfrit og ofte lidt provokerende taler om kvinders rettigheder. Programmerne taler åbent om tabuemner som hustruvold, seksuelle krænkelser, omskærelse, selvmord, enlige mødres rettigheder mv.

SAT-7 har også mange programmer, der skal forbedre forholdene for f.eks. handicappede, enlige kvinder og andre socialt udsatte grupper. SAT-7 har ved grundige og uafhængige undersøgelser bevist, at man faktisk kan skabe langsigtet social forandring gennem TV og derved fjerne grundlæggende holdningsprægede årsager til sociale problemer. Mange af disse mere sociale programmer er sponseret af de nordiske regeringer.

Live-udsendelser De meste populære udsendelser er dem, der sendes direkte. Det er meget krævende at producere, men SAT-7 har efterhånden fået stor ekspertise og succes hermed. Elleve gange i uges løb sendes to-timers direkte udsendelser for børn, unge, kvinder og for hele familien.

Gennem direkte programmer får det kristne mindretal mulighed for at komme ”ud på torvet” og svare på spørgsmål fra alle dele af samfundet og kommentere på den aktuelle situation. Desværre har mange kristne på grund af deres situation udviklet en slags ghetto-mentalitet, men nu kan de træde ud af ghettoen og vise, hvad kirken vil og gør.

Da 80 kirker og kirkelige institutioner i Egypten blev angrebet og ødelagt i august 2013, sendte SAT-7 direkte og opfordrede til ikke at gå til modangreb.

140

Ny Mission nr. 27

Der blev sendt direkte transmission fra en gudstjeneste i en af de ødelagte kirker den efterfølgende søndag, hvor budskabet var forsoning, dialog og tilgivelse.

Dette budskab blev gentaget i en lang række andre programmer, musikvideoer etc.

Et af de mest spændende programmer er ”Bridges”. Det sendes i primetime lørdag aften og indledes med en kort dokumentar om det emne, der skal diskuteres.

Derefter er der en paneldebat i studiet, og senere kan seerne fra hele Mellemøsten og Nordafrika ringe ind med spørgsmål og kommentarer.

I modsætning til langt de fleste andre kanaler er der altid både kristne og muslimske ledere i panelet. Det har skabt en fantastisk platform for religionsdialog og samtidig skabt håb for det kristne mindretal at høre fra muslimske ledere, at de kristne bør engagere sig i samfundet og forblive i regionen. Mange muslimske ledere har i ”Bridges” udtalt, at de kristne er den eneste garanti for pluralisme i ”den arabiske gade”. ”Bridges” søger at være så objektiv som muligt og at bringe nye tanker frem. ”Bridges” skal fremfor alt ikke give færdige meninger, men sætte en debat i gang og meget gerne være en katalysator for forandring. ”Bridges” har allerede vundet flere menneskerettighedspriser for sit fokus på religionsfrihed og religionsdialog. Den norske og den finske regering har bidraget med ca. 3 mio. kr. til ”Bridges”. Det har givet mulighed for et stort kvalitetsløft og endnu mere attraktive programmer. Programchef George Makeen, der er fra Egypten, fremhæver, at ”Bridges” altid taler om globale almene menneskerettigheder, ikke bare de kristnes rettigheder.

Et andet live program sendes tirsdag aften og hedder ”Forbidden”. En kendt universitetsprofessor fra Tunis, Imad Dabbour sætter fokus på de emner, der normalt er tabu i regionen. Imad Dabbour har en høj status og kan dermed tiltrække andre kendte til sit program og derved opnå høje seertal.

Ny Mission nr. 27

141

Seertal Det er ikke let at få pålidelige seertal i Mellemøsten. Mange vil af hensyn til deres egen sikkerhed nægte at have set en kristen tv-kanal. Alligevel viser uafhængige undersøgelser, at op mod ti millioner dagligt stiller ind på SAT-7.

En undersøgelse i Irak (hvor satellit-modtagere og Internet var forbudt under Saddam-styret) viser, at 97% af befolkningen nu har en satellit-modtager, og 5,6 mio. irakere svarer, at de ser SAT-7 fra tid til anden, mens 2,6 mio. irakere siger, at se ser SAT-7 mindst en gang om ugen. Da antallet af kristne i Irak er under 0,5 mio., må det nødvendigvis betyde, at millioner af ikke-kristne følger med i SAT-7’s udsendelser. Økonomien Budgettet for de tre kanaler er på omkring 100.000.000 kroner. Det er småpenge i mediesammenhæng (til sammenligning har Danmarks Radio et budget på 3.600.000.000 kr.), men det er alligevel ganske mange penge at samle ind. SAT7 får ikke licensindtægter fra nogen arabiske regeringer og har som minoritetskanal ganske vanskeligt ved at få reklameindtægter. SAT-7 har også af indlysende grunde valgt ikke at sende sponsorerede programmer fra f.eks. velhavende amerikanske tele-evangelister.

Glædeligvis er det dog lykkedes for SAT-7 at øge indsamlingerne år for år. I Danmark er en række organisationer som Det Danske Bibelselskab, Mission Afrika og Dansk Europamission indgået forpligtende partnerskabskontrakter om kontant støtte. Mange lokale kirker har også sendt bidrag bl.a. fra ydre missions projekter eller fra høstofre.

Man kan argumentere for, at 100 millioner kr er mange penge, men med 10 mio. daglige seere koster det faktisk kun 10 kr. at give en kendt seer i Mellemøsten mulighed for at få kristne programmer på eget sprog døgnet rundt i et helt år.

Samtidig skal man huske, at der som langt overvejende hovedregel slet ikke findes andre muligheder for at præsentere kirkens budskab end netop gennem satellit-tv.

142

Ny Mission nr. 27

SAT-7 for nydanskere Mange vil nok have bemærket, at de fleste nydanske medborgere fra Mellemøsten har installeret en satellit-modtagere. Det gør dem i stand til at følge med i deres hjemlands situation og få informationer på deres eget hjertesprog. Dermed har de mulighed for også at stille ind på SAT-7 og dermed få svar på åndelige spørgsmål og forhåbentlig også derigennem større forståelse for den tro, som deres nye opholdsland er bygget på. Hermed er SAT-7 også med til at løse en folkekirkelig opgave i Danmark.

Mere end en tv-station Mange arabiske kristne lever i områder, hvor de slet ikke har mulighed for at gå i kirke (f.eks. i Saudi Arabien), eller deres lokale kirke har så få midler, at den ikke kan aflønne en præst. Samtidig må mange arabiske kristne opleve sig diskrimineret, udsat for hæmningsløse fordomme og uønsket i deres nærmeste omgivelser. SAT-7 er derfor blevet en åndelig livline og et redskab, der giver de arabiske kristne legitimitet og identitet. Alle i regionen kan nu med egne øjne - i deres eget hjem, og når det passer dem – se hvad de arabiske kristne står for og hvordan de praktiserer deres tro. Dermed kan også ikke-kristne få et sandt billede af den kristne tro.

Måske kunne vi lære et og andet af SAT-7?

Kurt Johansen, f. 1957, er uddannet i Toldvæsenet og har tidligere været økonomichef i Mission Afrika 1986-2000. Siden 2000 generalsekretær for SAT-7 i Europa, Fjernøsten og Stillehavsområdet.

Ny Mission nr. 27

143

PROCMURA og religionsfrihed Af Arngeir Langås

Religionsfrihed var ikke et varmt emne, da ”Programme for Christian-Muslim Relations in Africa” (PROCMURA) blev stiftet i 1959, siger Johnson Mbillah.

Han er præst tilhørerende den reformerte tradition, og har en PhD i islam og kristen-muslimske relationer. Siden januar 2000 har han været PROCMURA’s generalrådgiver.1

Religionsfrihed i Afrika før uafhængigheden Da PROCMURA blev etableret, var det religiøse landskab i store dele af Afrika domineret af de traditionelle afrikanske religioner. Den gang var hverken islam eller kristendommen den dominerende religion, de er blevet til i dag.

Væksten i den kristne befolkning, såvel som kirkernes vækst, accelererede først, efter at flere lande fik deres uafhængighed i 1960erne (Tolerance and Tension 2010: i).

Når det gælder religiøs tolerance og religionsfrihed, er de traditionelle afrikanske religioner mere udviklet end både islam og kristendom, der, fordi de er missionerende religioner, søger at omvende alle andre, men selv ikke ønsker eller ligefrem modarbejder, at nogen af deres egne skal konvertere til en anden religion. Det vil sige, at, da PROCMURA blev etableret, og majoriteten praktiserede de traditionelle afrikanske religioner, blev religionsfriheden betragtet som en naturlig tilstand – den blev taget for givet som en iboende del af den afrikanske åndelige erfaring.

Det religiøse landskab i det nordlige Ghana, hvor Mbillah voksede op, eksemplificerer hvordan religionsfrihed har været og stadig væk er reglen og ikke undtagelsen i mange dele af Afrika syd for Sahara. I den del af Ghana finder man i de samme familier både kristne, muslimer og dem, der følger de traditionelle afrikanske religioner; de deltager i hinandens dagligdag og højtider, og samtidigt

144

Ny Mission nr. 27

deler de frit deres tro med hinanden, uden at det giver konflikter. Denne frihed indebærer også, at individer konverterer til en anden religion.

PROCMURA’s mission og religionsfrihed Man kunne sige, at når PROCMURA har taget omfattende rettigheder til religionsfrihed for givet, har det været på baggrund af organisationens afrikanske erfaring, men også dens rødder i den kristne missionserfaring, hvor det at være vidner om evangeliet som godt budskab til menneskeheden er en måde at leve på, - ligeså naturligt som at ånde ind og ånde ud.

PROCMURA er en økumenisk kirkelig organisation, som beskæftiger sig med at udruste kirkerne i Afrika i deres interaktion med muslimer og deres religion islam. På ”All Africa Church konferencen”, afholdt i 1958 i Ibadan, Nigeria, blev der påpeget et behov for at udvikle den kristne tilgang til islam, som burde være “one of bold positive witnessing to the Gospel both by preaching and by living” (The Church in Changing Africa: Report of the All-Africa Church Conference 1958:73).

Denne balancegang mellem tilsyneladende dikotomier har udviklet sig og er blevet nærmere defineret i PROCMURA’s aktuelle formålsparagraf:

Faithful Christian witness to the Gospel in an interfaith environment of Christians and Muslims that respects the spirit of good neighbourliness and Christian constructive engagement with Muslims for peace and peaceful coexistence towards the wholistic development of the human family and the environment. (PROCMURA 2014).

Mens nogle kristne tilgange til islam måske foretrækker forkyndelsen og underbetoner alt andet, er der andre tilgange, som måske foretrækker fredsarbejde og underbetoner åbenheden om deres kristent begrundede bevæggrunde for at engagere sig i netop det. I stedet for at læne sig mod den ene eller anden af disse tilsyneladende modsatte tilgange fortsætter PROCMURA med at fastholde og

Ny Mission nr. 27

145

betone både trofast vidnesbyrd om evangeliet og konstruktiv interaktion med muslimer for fred, som komplementære, nødvendige og gyldige tilgange, i tråd med det eksempel Jesus Kristus har efterladt.

Som Mbillah og Danmissions programleder Henrik Sonne Petersen formulerer det:

This middle ground is, we firmly believe, the real ground for fruitful Christian-Muslim encounters in the African continent now and in the foreseeable future! The middle ground provides the essential realism for attending to pressing challenges in Christian-Muslim relations in Africa (Mbillah & Petersen 2010).

PROCMURA’s metode: Uddannelse Den metode, PROCMURA har anvendt i sit forsøg på at udføre sin opgave, har primært været uddannelse. Ibadan-konferencen anbefalede etableringen af et ”flytbart studiecenter vedrørende islam i Afrika.” I 1965 blev det til virkelighed i Ibadan i Nigeria, men fra 1976 blev det svært at opretholde centret, hvilket førte til at indsatsen blev kanaliseret til korte seminarer for gejstlige og andre, men også til at uddanne eksperter med master- og PhD-grader. PROCMURA tager kontekst alvorligt og lytter, inden man giver råd.

Det kunne siges, at den legendariske præst og forsker J. Spencer Triminghams studier af islam i Vestafrika (Trimingham 1959) og islam i Østafrika (Trimingham 1958) gav indsigter, som bidrog til at forme PROCMURA’s tilgange i de tidlige stadier af sit virke (Bone 2009: 130). Johnson Mbillah har haft en meget bred erfaring i PROCMURA, som områderådgiver i Ghana, sidenhen regional koordinator for det engelsktalende Vestafrika og nu som generalrådgiver. Denne brede og dybe erfaring har klædt ham på til at påtage sig et stort antal opgaver, såsom at fremlægge akademiske, men let forståelige, bidrag om kristen-muslimske relationer i Afrika ved flere konferencer og seminarer i Europa, Mellemøsten, Afrika og Nordamerika. Ved flere anledninger er det PROCMURA’s erfaring alene som er i fokus.

En af PROCMURAs seneste opgaver var Mbillahs deltagelse i skriveprocessen

146

Ny Mission nr. 27

som resulterede i erklæringen om “the Politicization of Religion and Rights of Religious Minorities”, som blev præsenteret og vedtaget af Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan, Korea, i November 2013 (”Statement on the Politicization of Religion and Rights of Religious Minorities” 2013, se artikel af Jørgen Skov Sørensen s. 68 ).

PROCMURA’s styrke PROCMURA’s største styrke og indsigt hviler på dens omfattende græsrodsnetværk, eksemplificeret ved dets tyve område-/landekomitéer og de ti andre lande, hvor man arbejder, men uden områdekomité. Allerede i sine tidlige dage, specifikt 1959, besøgte den visionære franske missionspræst Pierre Benignus fra ”Paris Evangelical Missionary Society” 13 lande i Afrika syd for Sahara for at lære om islam og kristen-muslimske relationer med henblik på at hjælpe PROCMURA til at have et bredt perspektiv på situationen i Afrika. Dets nuværende bagland inkluderer så at sige alle de historiske kirker, som er medlemmer af Kirkernes Verdensråd, det Lutherske Verdensforbund og World Communion of Reformed Churches. PROCMURA arbejder med den romersk-katolske kirke og mange af kirkerne, som tilhører World Evangelical Alliance. På det afrikanske kontinent arbejder PROCMURA med alle kirker, som er medlemmer af All Africa Conference of Churches, Association of Evangelicals in Africa, Organisation of African Instituted Churches, med flere. Flere europæiske missionsorganisationer har PROCMURA som partner, heriblandt Mission Afrika og Danmission.

PROCMURA og religionsfrihed i Afrika i dag PROCMURAs forpligtelse på religionsfriheden kan man se i dens overordnede målsætning: To see an African continent where Christians and Muslims uphold the principles of religious freedom and all that it entails and constructively relate to promote peace in the society and peaceful coexistence between Christian and Muslim communities, and jointly respond to environmental challenges (PROCMURA 2014).

Ny Mission nr. 27

147

Ud fra sin brede erfaring i Afrika og resten af verden observerer PROCMURA, at manglen på religionsfrihed har alvorlige følger for samfundene, idet denne mangel frembringer intolerance og religionsforfølgelse, som krænker menneskers gudgivne frihed. Ifølge Mbillah blev problemet forstærket efter uafhængigheden, da islam og kristendom begyndte at vokse og konkurrere om at omvende sjæle. Resultatet er blandt andet blevet en stærk protektionisme, hvor kristne og muslimske enklaver er vokset frem, hvor man indkapsler sig for at undgå konvertering til den anden religion. Ændringer på den internationale scene har også skabt problemer, fremholder Mbillah. Regeringer i lande med muslimsk flertal har indført love, som forbyder konversioner. I nogle lande er religionsfriheden begrænset til at blive, hvor man er, men i PROCMURA’s øjne er det ikke frihed.

Når religiøse frihedsrettigheder nægtes afrikanere, for hvem religion og spiritualitet i høj grad er en integreret del af deres verdensbilleder og daglige rutiner, udgør det en alvorlig knægtelse af deres menneskelige værdighed. Derfor advokerer PROCMURA for fuld religionsfrihed med alt, hvad det indebærer; hvad enten det handler om friheden til at blive, hvor man er, eller ændre det, om man vil, som Mbillah formulerer det.

PROCMURA er fortaler for frihed for alle mennesker med en religion såvel som for mennesker uden en religion, fordi man har set, at hvor religionsfriheden ikke praktiseres, opstår der problemer. For at have fred, skal rettigheder sikres for alle. Følgelig har PROCMURA altid modstået fristelsen til kun at fremme kristnes rettigheder – PROCMURA advokerer rettigheder for alle. Det må indrømmes, at religiøse rettigheder er et af de sværeste områder i kristen-muslimske relationer, fordi en gruppes eksklusive rettigheder kan ses som en tilsidesættelse af en anden gruppes eksklusive rettigheder. Debatterne om shari’a-lovens eller kadhi-domstolernes status i Kenya, Tanzania og Nigeria er relevante eksempler (Mbillah 2010:109-117).

148

Ny Mission nr. 27

FN-dokumenter om religionsfrihed forstår religion som struktureret, mens den afrikanske erfaring af religion, som PROCMURA deler, er at religion er relationel og en måde at leve på mere end dogmer og strukturer.

Religionsfrihed som tema har været taget op på diverse PROCMURA-konferencer, men da mere som en implicit factor blandt de mange i det store tema, som kristen-muslimske relationer udgør. Eksempler kan findes i rapporterne fra de banebrydende PROCMURA-konferencer, som Danmission og Mission Afrika i 2012 og 2013 samarbejdede med PROCMURA om at realisere. (Mbillah 2012 & Mbillah 2013).

Konklusion I Afrika i dag er der flere end 400 millioner muslimer og 400 millioner kristne.

Der vil altid være kristne og muslimer på kontinentet. For at leve fredeligt med de religiøse forskelle og fejre den fælles menneskelighed fremhæver PROCMURA relationel tænknings forrang. Som kristen organisation, der rækker en venskabets hånd til det muslimske fællesskab, opfordrer PROCMURA indstændigt de kristne til at relatere til muslimer ud fra deres kristne tro og ikke på trods af denne tro. PROCMURA plæderer for gensidig tolerance og accept af religiøs forskellighed, idet man hævder, at ingen burde forsøge at arbejde for, at den andens religiøse fællesskab forsvinder. Man gør det klart, at religionsfrihed er, hvad det indebærer at være en afrikansk kristen eller muslim, for uden sådan en frihed ville ikke de traditionelle afrikanske religioner have tilladt de to religioner at få fodfæste på kontinentet.

Note 1.

Johnson A. Mbillah begyndte sin tjeneste inden for kirken som evangelist og sidenhen sygehuspræst. Han fortsatte med videre studier indenfor teologi og missiologi, underviste på teologiske seminarer og tog en PhD-grad inden for Islam og kristen-muslimske relationer på Birmingham universitet. PROCMURA’s hovedkvarter ligger i Nairobi, Kenya.

Ny Mission nr. 27

149

Litteratur

Bone, David 2009 “PROCMURA: Its Context, Origins and Development” I Sigvard von Sicard, David Bone & Johnson Mbillah (red.), Procmura at 50: 1959-2009: where we came from, where we are today, where we go from here, Nairobi, Programme for Christian-Muslim Relations in Africa.

Mbillah, Johnson A. 2010 “Interfaith relations in Africa”. I Diane Stinton, ISG 46: African Theology on the Way: Current conversations, London, SPCK Publishing, 109-117.

2012 Addis Ababa Report: Addis Ababa Report: Africa Christian and Muslim Religious Leaders Conference on Peace and Development, Nairobi, PROCMURA. http://procmura-prica.org/files/Addis_Report.pdf , tilgået 23. september 2014.

2013 Maroua Report: Francophone West and Central Africa Regional Conference for Christian and Muslim Religious Leaders on Peace and Development, Nairobi, PROCMURA. http://procmura-prica.org/files/Maroua_Report-2013.pdf, tilgået 23. september 2014.

Mbillah, Johnson, & Petersen, Henrik Sonne 2010 “Images of Christian-Muslim Relations in Africa - hundred years after Edinburgh 1910”. http://conversation.lausanne.org/en/conversations/detail/10359#.

VBGHn2PSOVointernal-pdf://Images_of_CMR_03_June_2010 2989996549/Images_of_CMR_03_June_2010.docx, tilgået 11. september 2014.

PROCMURA 2014 Mission & Vision http://procmura-prica.org/en/?page_id=1119, tilgået 23. september 2014.

Statement on the Politicization of Religion and Rights of Religious Minorities 2013 World Council of Churches 10th Assembly, Busan, Republic of Korea, 30 October to 8 November 2013. http://www.oikoumene.org/en/resources/documents/ assembly/2013-busan/adopted-documents-statements/politicisation-of-religion-and-rights-of-religious-minorities, tilgået 23. september 2014.

The Church in Changing Africa: Report of the All-Africa Church Conference.

1958 New York, International Missionary Council.

Tolerance and Tension: Islam and Christianity in Sub-Saharan Africa 2010 Pew Forum on Religion & Public Life.

Trimingham, J.S. 1958 Islam in East Africa, Edinburgh House Press.

150

Ny Mission nr. 27

Trimingham, J.S. 1959 Islam in West Africa.

Arngeir Langås, f. 1970, er teolog, og partnerkoordinator for kristen-muslimske relationer i Mission Afrika. Fra 2002-10 var han missionær for Danmission i den evangelisk-lutherske kirke i Tanzania, hvor han sammen med sin kone Dorthe Davidsen Langås arbejdede med kristen-muslimske relationer. Arbejder på en PhD-afhandling om kristen-muslimske relationer på Zanzibar, ved Misjonshøyskolen i Stavanger, Norge.

Ny Mission nr. 27

151

Danmissions arbejde med at fremme religionsfrihed af Mogens Kjær med hjælp fra Lorens Hedelund på Pakistan-afsnittet

Religion spiller stadig en stor rolle for de fleste mennesker verden over, og derfor er arbejdet for at fremme religionsfrihed vigtigt. I de lande, der domineres af islam, er der i dag ikke religionsfrihed, og i flere muslimske lande er der dødsstraf for at falde fra islam. Traditionelt er kristne såvel som jøder blevet tålt i Mellemøsten - som bogens folk; i perioder har der været stor frihed, i andre perioder, som i denne tid, har det været svært at være kristen eller jøde. Danmission arbejder i en række mellemøstlige lande sammen med kristne og muslimer om at bygge civilsamfund, som er frie, fredelige og retfærdige, og hvor der vil være plads til kristne. Efter at Pakistan under Zia ul-Haq blev islamiseret, har de kristne haft vanskelige kår i Pakistan, og er bl.a. blevet ramt af de såkaldte blasfemi-love. Danmission har siden 1901 arbejdet sammen med Peshawar stift, hvor blot en halv procent af befolkningen er kristne, og støtter bla. ”Faith Friend”s, som biskop Mano Rumal Shah tog initiativ til, og hvor både sunni- og shi’a-muslimer, hinduer, sikher og kristne arbejder sammen for at fremme et fredeligt samfund.

Religionsfriheden har trange kår i verden i dag Som det bliver klart dokumenteret i artikler i dette nummer af Ny Mission, har religionsfriheden trange kår i verden som helhed, og det har i nyere tid ikke været værre end nu. Der er nok heller ikke udsigt til, at det bliver bedre i takt med at jordens befolkning øges, hvilket sammen med menneskets begær om at få et stadig større forbrug og større magt over andre vil medføre øget kamp om jordens resurser. Denne verdens magthavere vil i denne kamp formodentlig, som det også er tilfældet nu, gøre brug af religion og stærke religiøse følelser, så religion politiseres i stedet for at være en kilde til liv, kærlighed og fred. Man kan desværre formode at det vil give religionsfriheden stadig trangere kår. Som

152

Ny Mission nr. 27

kristne er vi dog håbets og frihedens folk og vil altid arbejde for skabelse af fredelige samfund, der kan rumme alle, uanset tro og overbevisning.

Der bliver sandsynligvis endnu mere religion i det offentlige rum fremover. Og det giver også mening at tale om religionens genkomst. I vores vestlige samfund så det længe ud til, at sekulariseringen ville aflive religion og religiøse følelser, og tanken, også håbet hos nogle, var, at den øvrige verden også ville blive sekulariseret og udvikle sig som de vestlige samfund. Og uden religionens skadelige indflydelse ville alt blive godt, tænkte de, ligesom i Vesten. Nok har en vis grad af sekularisering fundet sted, men religionen forsvandt ikke. Den giver sig fx meget stærkt til kende i de mellemøstlige omvæltninger, men sandelig også i Danmark i form af en tydelig spirituel længsel hos mange mennesker. Vi lever ikke af brød alene.

Arbejdet for religionsfrihed er vigtigt Derfor er arbejdet med religionsfrihed vigtigt. Religion og religiøse faktorer må ikke underkendes. Religion og spiritualitet er i høj grad med til at forme menneskers liv, hvad de tror på, længes efter, og hvordan de lever. Der er ikke noget så smukt og livsbekræftende som sund religiøsitet fordi den fremelsker kærlighed og omsorg for andre mennesker, og for alt det skabte. Samtidig er der kraftige misbrug af religiøse følelser, når magthavere politiserer religion og bruger den til at befæste deres egen magt. Vi er derfor som kristne kaldet til at engagere os i udviklingen af civilsamfund, så de bliver tålsomme. Der skal skabes en forståelse af, at religiøs ensretning er en fattigdom, og at religiøs forskellighed er en rigdom for et samfund. Det drejer sig om menneskers frihed, hvor vi giver hinanden rum til at leve og tro efter vores overbevisning. At skabe denne accept af åbenhed og tolerance er vigtig overalt, for alle steder vil der være forskellige religiøse samfund.

Disse bestræbelser støttes også af den danske regering under Det Arabiske Initiativ, hvor danskere, kristne, muslimer og mennesker af andre overbevisninger, mødes med tilsvarende deltagere fra Mellemøsten. For danskerne er det med til

Ny Mission nr. 27

153

at kaste lys over forholdene i Danmark, hvor vi har garanteret religionsfrihed, men hvor det i praksis viser sig, at nok er der frihed, men forståelsen for andres ret til at udøve deres religion kan være begrænset, af historiske grunde, eller fordi vi ikke kan lide de andre. Møderne skaber ligeledes forståelse for, at kristne og andre religiøse mindretal skal kunne udfolde sig frit i de muslimsk prægede lande, hvilket langt fra er en selvfølge.

De kristnes forhold i muslimske lande For en organisation som Danmission med kristne rødder ønsker vi generelt gennem vores arbejde at bidrage til at opbygge frie, retfærdige og fredelige civilsamfund, men det er da ikke nogen hemmelighed, at når vi arbejder i muslimske lande som Egypten, Syrien og Pakistan er det også for at gøre en indsats for sammen med de lokale kristne at skabe forståelse for, at de kristne skal kunne have en fremtid i disse lande. Der er nemlig ikke religionsfrihed i lande, der domineres af islam. Islam omgiver sig med forbud og diskriminerende lovgivning. Det udspringer af den muslimske forståelse af, at Gud, gennem profeten Muhammad, har givet sin vilje til kende, og at Guds vilje skal følges. Sandheden og det rette liv findes i islam, som derfor ikke kan forlades. Ifølge Koranen falder Guds straf i givet fald på dommedag, mens der i overleveringen om profeten Muhammads ord og gerninger, kaldet sunna (sædvane), og som er autoritativ, er dødsstraf for mænd og livsvarig indespærring for kvinder, der forlader islam.

Der er således dødsstraf for at falde fra islam i Saudi Arabien, Yemen, Iran, Sudan, Afghanistan, Mauretanien og Comorerne. Andre mere moderate muslimer holder sig til et ord i Koranen om, at der ikke kan være tvang i religion og derfor må være religionsfrihed.

Det er heller ikke acceptabelt at være ikke-troende. Nigerianeren Mubarak Bala erklærede for nogen tid siden, at han ikke troede på Gud; det medførte, at myndighederne tvangsindlagde ham til mental behandling på et psykiatrisk institut.

Konverterer en muslim til en anden religion, er det det samme som at fornægte Guds sande åbenbaring og den gudgivne mening med livet. Som kristne har vi

154

Ny Mission nr. 27

på en måde det samme syn, nemlig at Gud åbenbarede sig i Jesus Kristus, og at han derfor er vejen, sandheden og livet. Det er Kristus vi skal følge, men den store forskel til islam er, at for mange kristne er friheden altafgørende sammen med menneskesynet, der udtrykker, at vi alle i al vor forskellighed er Guds, at alle har en gudgiven værdighed og skal respekteres og elskes. Grundtvig udtrykte det således: ”Tvang i tro er tåbers tale.” Som det for mange muslimer er forbudt at forlade islam, er det også for mange kristne i muslimske lande både uacceptabelt og forbudt at konvertere til islam. Der er eksempler på, at kristne piger slås ihjel, hvis de vælger at konvertere til islam, så i disse miljøer er der heller ikke religionsfrihed.

De kristnes forhold i Mellemøsten Jeg vil tro, at der i alle muslimske lande er kristne, i nogle er der mange. Kristne er sammen med jøder blevet kaldt bogens folk, fordi vi har meget fra Det Gamle Testamente fælles, og alle er monoteister. Derfor er kristne og jøder traditionelt blevet tålt i de muslimske samfund. Der har været perioder med stor frihed for de kristne og andre, hvor det har været svært at være kristen eller jøde. For tiden er det rigtig svært. I et muslimsk samfund er kristne umiddelbart andenrangsborgere. Forholdene er dog forskellige fra land til land. Grundlæggende har de ikke samme rettigheder som muslimer, ofte diskrimineres de, undertiden forfølges de.

Irak under Saddam Hussein og Syrien under Assad var ikke og er ikke bygget på muslimsk lovgivning (shari’a), men på baath-ideologien, som bl.a. blev udviklet af Michel Aflaq, der var kristen. Denne ideologi var et forsøg på at regere et land, så den kristne minoritet også kunne være der. I Irak var der før invasionen i 2003 en ret stor kristen befolkning, som havde tålelige forhold, men kristne kunne aldrig opnå højere poster i samfundet. Helt modsat Syrien, hvor kristne har haft større intern frihed end mange muslimer, bare de ikke blandede sig i politik, og hvor kristne kunne og kan opnå høje poster i samfundet. Assad-styret har fx kristne generaler. I Egypten, som har den største kristne befolkning i Mellemøsten, måske omkring 8 millioner, diskrimineres kristne. De får kun i begrænset omfang højere poster i det offentlige og får ofte ikke de stillinger, de

Ny Mission nr. 27

155

egentlig er kvalificerede til. Det har også været umuligt at bygge nye kirker, og det var næsten umuligt at få tilladelse til at reparere dem, man havde. Det er tydeligt, at det er muslimerne, der sidder på magten i samfundet. Når det er svært at gøre offentlig karriere, har det så til gengæld betydet, at kristne sidder på en uforholdsmæssig stor del af forretningslivet.

Der kan fra politisk side lægges andre begrænsninger på minoriteters udfoldelsesmuligheder. De har som sådan ikke direkte at gøre med hvad man tror på, men hvordan man lever ifølge sin religion. I muslimske stater kan der f.eks. være et forbud mod at nyde alkohol, som udstrækkes til ikke bare at gælde muslimer, men også kristne og andre, der normalt har frihed til at nyde alkohol. Således indskrænkes den kristnes frihed. Der kan lægges andre begrænsninger på kristne og andre minoriteter, når det drejer sig om musik, film, kunst og påklædning. Kristne må således udfolde deres liv vidt forskelligt i Beirut og Betlehem.

I Beirut kan man som kristen leve frit, i Betlehem skal man indordne sig under muslimske restriktioner.

Hvert tredje land i Mellemøsten har et religiøst politi, hvis opgave det er at værne om de religiøse normer i det offentlige rum. De slår ned på tørklæder, der ikke sidder som de skal, salg af alkohol, forbudte varer, langhårede unge mænd osv. Noget lignende sker i det jødiske, ortodokse kvarter i Jerusalem, hvor et uofficielt sædelighedspoliti slår ned på kritisabel opførsel, og hvad der i deres øjne er uanstændig påklædning.

Islams ægteskabslovgivning er diskriminerende. Den favoriserer islam på f.eks. de kristnes bekostning. En muslimsk mand må gerne gifte sig med en kristen kvinde, mens en kristen mand ikke må gifte sig med en muslimsk kvinde. Den egentlige grund er, at børnene skal følge faderens religion, hvorved islam vinder børnene og fremtiden.

Kristne i Mellemøsten lever altså med diskrimination, de er ikke lige så gode borgere som muslimer, de har ikke samme rettigheder og muligheder, deres frihed begrænses, der ligger ofte et vist tryk på dem, eller skal vi sige opmuntring,

156

Ny Mission nr. 27

til at konvertere, for det er lettere at være muslim end kristen i et muslimsk samfund. De er på mange måder bare tålt. Undertiden er der store konflikter mellem kristne og muslimer, også voldelige, til andre tider og andre steder lever kristne og muslimer fredeligt og venskabeligt med hinanden. Men alt i alt medvirker det tryk, der er på kristne, til, at millioner af kristne har forladt Mellemøsten for at kunne leve en mere fri tilværelse i vestlige lande, hvor de ikke bliver forfulgt og diskrimineret.

Danmissions arbejde i Mellemøsten Danmission er engageret i et ret omfattende arbejde i Mellemøsten. Det drejer sig om Egypten, Libanon og Syrien, og i mindre omfang i Jordan og Irak.

Arbejdet i Egypten alene når ud til 2 mio. mennesker. Her arbejder vi sammen med kristne og muslimer, langt flest muslimer. Vi arbejder kun steder, hvor der er kristne. Vi arbejder med at bygge civilsamfund, som er frie, fredelige og retfærdige, og hvor der også fremadrettet skal være plads til kristne. Arbejdet har altså som sideeffekt at prøve at sikre fortsat kristen tilstedeværelse i Mellemøsten. Dels har vi naturligvis særlige følelser for vores trosfæller, som vi gerne vil støtte, dels vil et Mellemøsten uden kristne være et forfærdeligt tab for landenes fremtidige udvikling. De kristne har gennem deres tilstedeværelse, deres omfattende sociale og uddannelsesmæssige arbejde og kulturelt været en rigdom for de muslimske lande. Gennem deres skoler og universiteter har de været med til at skabe oplyst islam, liberal og moderat islam. De er med til at opretholde relationer mellem vest og øst.

Danmissions arbejde, der også støttes af Danida og Det Arabiske Initiativ, centrerer sig om fattigdomsbekæmpelse, nødhjælp, rettigheder, dialog og støtte til kirkeligt arbejde. Målet er at flere skal få en bedre indkomst og en mere sikker hverdag, og at skabe et fredeligt og retfærdigt samfund. Ved at samle muslimer og kristne i stort tal og skabe spredningseffekt for at skabe opmærksomhed omkring manglende rettigheder er målet at ændre de muslimske samfund til at blive mere åbne, frie og mindre diskriminatoriske. Målet er, at man når frem til

Ny Mission nr. 27

157

ikke længere at tale om majoriteten og minoriteterne, men at alle opfattes som medborgere. Og når vi taler om lige rettigheder, og at alle er medborgere, drejer det sig også om religionsfrihed. Umiddelbart er det svært at skabe forståelse for, at muslimer kan konvertere, men der kan skabes forståelse for, at samfundet indrettes, så de kristne o.a. har fuld religionsfrihed og ikke diskrimineres, men ses som medborgere med de samme rettigheder. Det er denne udvikling der kan redde de kristne i Mellemøsten.

Vesten kan ikke redde dem. Der findes ikke en kristen løsning på de kristnes svære situation. Der er i øjeblikket i Danmark, især i kristne kredse, men også med nogen mediedækning og politisk interesse, øget opmærksomhed på de kristnes vilkår i muslimske lande, især hvor kristne forfølges. Det er godt, at der informeres om det, og at søgelyset rettes mod kristnes svære situation, men grundlæggende vil det næppe hjælpe ret meget, andet end, at det kan fremkalde mere kirkelig dansk støtte og måske mere støtte gennem Det Arabiske Initiativ.

Fra politisk side er der ikke megen interesse for spørgsmålet, og skulle der være det, kan danske politikere tale med politikere og regeringsfolk i muslimske lande om øget beskyttelse af de kristne. Det kan hjælpe, men løser ikke problemet.

Tilmed må man sige at øget vestlig interesse og direkte støtte til kristne meget let kan virke stik modsat hensigten og have alvorlige konsekvenser for de kristne. Det er farligt for de kristne i Mellemøsten at blive identificeret med Vesten, farligt, hvis de opfattes som USA’s forlængede arm og dermed som forrædere og bombemål. De kristne ønsker det stik modsatte. De ønsker ikke at blive udsondret og defineret som en særlig minoritet. Det gør dem sårbare, de ønsker det stik modsatte, nemlig at blive betragtet som medborgere, ikke som noget særligt, ikke som minoritet, men medborgere helt ligesom alle andre.

Det bedste, vi kan gøre fra Vesten, er initiativer som Danmissions, støttet af Det Arabiske Initiativ, hvor vi målrettet arbejder sammen med kristne og moderate muslimer i lokale civilsamfund for at skabe forståelse for et inkluderende og interkulturelt medborgerskab, et medborgerskab, hvor de kristne og andre ikke ses som minoriteter, men som medborgere med samme rettigheder som alle andre.

158

Ny Mission nr. 27

Det er de lokale civilsamfund, det er de moderate muslimer, der skal frelse de kristne ved at forstå, at de er uundværlige og umistelige fæller i den fælles kamp for et lovgivningsmæssigt sekulariseret, fredeligt, frit og retfærdigt samfund med religionsfrihed. Det vil være et samfund, de kristne vil trives i, og det vil sikre de kristnes overlevelse i muslimske lande.

Som et eksempel på dette arbejde finansierede Danmission i 2014 med midler fra Det Arabiske Initiativ en konference i Erbil i den kurdiske provins i Irak organiseret af det muslimske(!!) ”Al-Quds Center for Political Studies” i Amman i Jordan med emnet: Kristnes nuværende og fremtidige situation i Irak. Rapporten slår fast at de kristne befinder sig i en usædvanlig dårlig situation, fordi regeringen ikke beskytter dem, fordi landet falder fra hinanden, fordi folke- og religiøse grupper slås, og fordi der er opstået ekstreme muslimske grupper. Rapporten fastslår, at der kun er én redning for de kristne, og det er skabelsen af en sekulær stat, hvor alle beskyttes og er medborgere med lige rettigheder uanset etnicitet og tro. Dertil kan føjes, at dette ser ud til at have lange udsigter, at de fleste kristne allerede har forladt Irak, og at Islamisk Stat slog til tre dage efter konferencen, hvor Islamisk Stat erobrede Mosul og Nineveh-sletten med en omfattende kristen befolkning, der havde håbet at kunne finde et fristed, men som endnu engang blev sendt på flugt.

De kristnes situation i Pakistan Danmission har udover et over et hundrede år langt virke i Mellemøsten også en lang historie i Pakistan, hvor vi har endnu en lidende kristen kirke. Det skal tilføjes at hinduer, ahmadiyya-muslimer og sikher har det lige så svært. Pakistan blev egentlig skabt i 1947 pga. ønsket om religionsfrihed. Indiens muslimer udgjorde 20% af befolkningen og følte sig undertrykt af hindu-flertallet. De ønskede deres egen stat. Det blev til to, Pakistan og Bangladesh. Pakistan blev skabt som en stat med religionsfrihed, men desværre også med en uafklaret holdning til, hvor stor en rolle shari’a-lovgivningen skulle spille.

Under general Zia Ul Haq (1977-1988) blev Pakistan islamiseret. 94% af

Ny Mission nr. 27

159

befolkningen er muslimsk, og samfundet skulle være islamistisk, mente han.

Shari’a-lovgivning blev indført, og han fik vedtaget strenge blasfemilove, der i høj grad bruges til at ramme minoriteterne. Enhver ytring mod islam eller profeten Muhammad medfører strenge straffe. Blasfemilovene bliver desuden misbrugt i nabofejder, hvor det er nemt at anklage en kristen for blasfemi, hvis der er opstået et fjendskab, eller hvis nogen er ude efter den kristnes ejendom.

Der sidder 15-20 kristne på livstid eller dødsgange i pakistanske fængsler pga. blasfemiloven. Danmission støtter kristne i retssager med advokathjælp. En af biskopperne i Pakistans kirke sagde sidste år, at de ikke ville arbejde for at få ophævet blasfemilovene, men ville arbejde for, at de ikke blev misbrugt. Andre ønsker en svækkelse af paragraffen, men at den skal bevares for at beskytte, hvad der er helligt for folk. Jeg skal ikke gøre mig klog på pakistanske forhold, umiddelbart ville en ophævelse af lovene virke som en hjælp, men det er måske utopisk. Man kunne tilføje, at Danmark også har en blasfemilov, som dog aldrig bliver brugt.

Danmissions arbejde i Pakistan Danmission har siden 1901 samarbejdet tæt med Peshawar Stift, der grænser op til det urolige og krigsramte Afghanistan. Her er blot ½% af befolkningen kristne. De bor spredt over hele provinsen, idet mange er beskæftiget med jobs i rengøring og andet simpelt arbejde. De allerfleste nedstammer fra dalitterne, de kasteløse hinduer, hvoraf mange konverterede til kristendommen. Det betyder ikke, at de ikke betragtes som andenklasses borgere, men de er nødvendige, og derfor accepteres de.

Det, der i disse år er det helt store problem i Pakistan og Peshawar Stift, er, at den givne plads, der omfattede den nye stats minoriteter, nu er under stærkt pres fra den ortodokse del af befolkningen, som rent faktisk udgør et mindretal, men som sidder på de islamiske uddannelsessteder og ikke mindst moskéerne. Det betyder at landets kristne m. fl. aktivt gøres til ikke-pakistanere, som bliver frataget de rettigheder, de igennem årtier nød godt af. Det er i stigende grad blevet

160

Ny Mission nr. 27

legitimt at rette vreden mod Vesten indad og dermed imod de kristne, som man mener repræsenterer det kristne Europa og USA. Her betaler vore kristne søstre og brødre en urimelig pris, som sidst kom til udtryk ved bombningen af All Saints Church i Peshawar i 2013 med 138 døde og mange sårede.

Frygten har grebet de kristne, og mange har et ønske om at flygte, velvidende, at kun ganske få vil kunne tage dette voldsomme skridt. Derfor er det spændende i disse år at opleve, hvordan Peshawar Stift sammen med andre stifter i stigende grad bliver proaktive. Det mest håbefulde er dannelsen af ”Faith Friends” (Trosvenner), der kom til verden for 6 år siden på initiativ af biskop Mano Rumal Shah. Gruppen favner nu sunni og shi’a muslimer, hinduer, sikher og kristne i grænseprovinsen / Peshawar Stift. Formand for ”Faith Friends” er provinsens mufti (øverste muslimske religiøse leder). Biskop Humphrey Peters er næstformand. En hindu leder det koordinerende kontor. Det er betagende at opleve dette forum. Man har taget skridtene hen imod hinanden og arbejder i fællesskab og spiser sammen. Når noget brænder på og truer med at gå galt, træder Trosvennerne sammen og går i tv og presse, så at sige hånd i hånd.

Danmission er med i arbejdet og yder et større tilskud til det. Dette betyder, at man kan udbrede initiativet og bl.a. vil kunne drage ud på skoler og undervisningsinstitutioner og gennemføre dialogkurser med såvel lærere som elever.

Dette arbejde er fredsskabende og vil på sigt også betyde større frihed til at tro, bede og udøve, håber vi.

Mogens Kjær, f. 1946, er cand. theol. 1973, var sognepræst i Herning 1974-78, missionær i Nigeria 1978-85, missionssekretær i DMS 1985-89, sognepræst i Søborgmagle 1989-2001, koordinerende missionssekretær i Danmission 200102, missionssekretær for Sydindien 2004-07 og har været generalsekretær i Danmission siden 2002.

Ny Mission nr. 27

161

Vi tror på de helliges samfund. Danske menigheders muligheder for at engagere sig for undertrykte kristne minoriteter Af Birger Nygaard

”Vi tror på de helliges samfund” betyder, at enhver nadverfejring sker sammen med alle kristne på tværs af tid og rum. Således er også kristne minoriteter udsat for diskrimination og forfølgelse en del af enhver gudstjeneste. Denne dimension kalder os som menighed i Danmark til medlidenhed, omsorg og aktion gennem forbøn, indsamling, venskabsbånd, m.v. ”Vi samles ved nadver-bordet”. I dansk folkekirkelig tradition betyder dette for mange af os noget i retning af, at man hver for sig får tilsagt syndernes forladelse og får ny kraft og mod til at gå ud i livet som kristent menneske. Men nadveren er så meget mere end dette: Nadveren er det sakramentale måltidsfællesskab for communio sanctorum – ”de helliges samfund”. Vi kender udtrykket fra trosbekendelsen og tænker vel normalt, at det dækker over os, der tilfældigt er dukket op i kirken denne søndag morgen. Men nadveren, der jo i bund og grund er et uforståeligt mysterium, som kun troen kan fatte, indeholder den meget væsentlige dimension, at det er fællesskabet af Guds folk, i fortid, nutid, levende og døde, lokalt og globalt. Anne Marie Aagaard (2013:37) belyser det med baggrund i den oldkirkelige Basilius-liturgi således:

Ligesom tidens grænser mellem døde og levende sættes ud af kraft i gudstjenesten, sådan er rummets grænser overvundet. De helliges samfund strækker sig længere end til de forsamlede: ”Forbarm dig over dit folk, der er her til stede, og over dem, der af gode grunde ikke kan være her”. Bønnerne for de levende er langtfra abstrakte: ”Bevar deres ægteskaber i fred og harmoni; opdrag børnene; støt de gamle; giv mod til de bange. . . . Ihukom, Gud, alle der er dømt til minerne eller til eksil . . . dem som elsker os, og dem, som hader

162

Ny Mission nr. 27

os . . . Ihukom, Gud hele dit folk, og husk du, Gud, på dem, som vi har glemt i uvidenhed, i glemsomhed eller i mangfoldigheden af navne. Du kender enhver. For du, Herre, er de hjælpeløses hjælper, håb for dem, der ikke har håb, vær du alt for alle, du, der kender ethvert menneske”.

Denne dimension river nadveren – og hermed den helt almindelige gudstjeneste - ud af det, der kan føles som et lukket rum af ritual, salmer, læsninger, præst, menighed. Gudstjenesten og menigheden bliver rum for hele Guds frelseshistorie. Det betyder, at vi fejrer nadver sammen med de tusindvis af martyrer, der fra kirkens første dage betalte med deres liv for at bevare troens dyrebare skat. Og det indbefatter, at vi, når vi knæler ved nadverbordet, fejrer gudstjeneste sammen med den kristne trosfælle, der netop er blevet fordrevet fra sit hjem i Nordirak og nu befinder sig i en flygtningelejr, hvor hun ikke ved, hvad der skal blive af hende og hendes børn, fuldkommen afhængig af, at der er mennesker, der viser barmhjertighed mod hende: Dem, på hvis jord, hun har søgt tilflugt. Og dem, der gennem barmhjertighed, personlig offervillighed og politisk vilje et eller andet sted i verden gør, at der også vil være lidt brød til hende og børnene i morgen.

At gribe denne dimension er som at gå gennem klædeskabet ind i det Narnia, hvor virkelighed og spilleregler er anderledes. I første omgang er det en helt forunderlig verden af skønhed og nærvær. I anden omgang er det den kendte verden, hvor kampen mod alt ondt fortærer dem, der kæmper for retfærdighed.

Det er for os som dansk normal-menighed så uendeligt let at ignorere denne virkelighed og fortsætte med vore jordbundne gudstjenester, møder, kirkekoncerter og foredragsaftner, som om det er det egentlige. Men begivenhederne på verdensscenen anno 2014 råber gennem smertens megafon til os, om vi som menighed vil tage del i virkelighedens verden, hvor børn som lille Andrew på 5 år bliver skåret midt over, mens hans far tvinges til at se på. Eller - mindre nyhedsværdigt – hvor den kristne dalit-kvinde i Nordindien, som alle hendes slægtninge før hende, må tolerere alle mulige former for diskrimination og overgreb som normal del af tilværelsen.

Ny Mission nr. 27

163

Denne verden kalder på os som almindelig folkekirkemenighed i Nørre Snede: Har det jeres interesse? Bekymrer I jer? Har I vigtigere ting at se til allerede?

Betyder barmhjertighed noget? Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en ny situation, men kirkens normaltilstand. Gennem kirkehistorien har tusinder hørt kaldet. Og netop denne evne til at høre har historisk set gjort den kristne kirke til verdens stærkeste sociale og politiske bevægelse. En bevægelse, der er smukkest, når den handler med kærlighedens magtesløshed, og ikke meget bedre end alle andre bevægelser, når den gør brug af almindelige, verdslige magtmidler. Paulus’ ord om, at ”når ét lem lider, lider hele legemet” har gennem tiderne været en meget kontant erfaring i kirken, der sætter noget i gang. Hvis det ikke sætter noget i gang hos os, vil vi ende længere og længere ude i tom religiøs ligegyldighed og personlig selvoptagethed, som er en skamplet på alt, hvad der kaldes kristent.

Mange menigheder har visionsprocesser i søgen efter at komme ud af kedsommelighedens dødvande og føre dem et sted hen, hvor flere end the usual suspects vil finde dem interessante. Resultatet af disse processer bliver forbavsende ofte, at vi kommer til at lave mere af samme slags, tilsat lidt nyt krydderi. En robust forståelse af de helliges fællesskab på tværs af tid og rum vil mere end noget kunne sætte nye væsentlige ting på dagsordenen. Den verden, der synes fjern for vores lille sognemenighed, bliver nærværende. Vi bliver ét med både dens herlighed og dens lidelse. Lidelsen kalder på deltagelse og respons fra alle. På gamle bedende kvinder og mænd, hvis tilbageværende muligheder i livet er at folde hænderne i forbøn for dem ”langt borte”. Og på handlekraftige unge og voksne, som har indset, at deres succesfulde stræben efter karriere og rigdom er et alt for lille mål at spilde livet på i en verden, der har brug for rigtige mandfolk, der sætter deres liv ind på at arbejde for barmhjertighed, retfærdighed og fred.

Menighedsrådets vigtigste samtale ?

Scenarie 1:

”Velkommen til menighedsrådsmøde. Vi har i dag en lang dagsorden, hvor vi

164

Ny Mission nr. 27

bl.a. skal forholde os til konsekvenserne af det nye regulativ for de kirkegårdsansatte. Vi skal til provstiudvalget indstille vort ønske om at få opført en ny redskabs-garage i tilknytning sognegården. Og så skal vi afgøre, om vi skal følge organistens ønske om at få ansat to korsangere mere.”

Scenarie 2:

”Velkommen til menighedsrådsmøde. Vi har denne gang suspenderet vores normale dagsorden, fordi der i vores familie er sket noget, der kræver vores øjeblikkelige opmærksomhed: Piger er blevet bortført og solgt som sex-slaver. Tusindvis er blevet fordrevet fra deres hjem og står og venter på svar på, om vi kan huse dem. Vinteren står for døren og mange ældre og børn vil dø, såfremt der de ikke får tilstrækkelig husly i løbet af meget kort tid. Vi skal planlægge samlingen om to uger, hvor vi har indkaldt til stormøde for at tale om, hvad vi kan bidrage med. Og vi vil slutte af med at gå ind i kirken og bede for de familiemedlemmer, der de sidste dage har mistet deres ægtefæller, forældre eller børn som følge af meningsløs vold.”

Vi ved alt om menighedsrådets ansvar iflg. Loven, og at man ikke kan skippe det, som der nu engang er dets opgave. Men denne nidkærhed for menighedsrådsloven og tilhørende cirkulærer har potentiale for at slå kirken ihjel pga. foragt for virkelighedens verden. Menigheden og ethvert menighedsråd er i kristelig forstand først og fremmest underlagt bjergprædikenen. Det vil være givende, om en god dialog kunne komme i stand mellem denne og menighedsrådsloven. Det kunne udfordre det, vi ser som ”vigtigt”. Hvor ville det være befriende, om vi ind imellem kunne erklære kristelig undtagelsestilstand, når vi har ekstraordinære situationer, som den vi har været vidne til i Afrika og Mellemøsten i løbet af 2014.

Mange muligheder for engagement Teologisk vision og forståelse skal bidrage til at rive os ud af usundt dødvande.

Sammen hermed er det naturligvis nødvendigt at komme ned i flyvehøjde og se

Ny Mission nr. 27

165

på, hvordan menigheder i Danmark kan engagere sig i et levende og kontinuerligt engagement for kristne minoriteter, der ikke blot er blevet diskrimineret og forfulgt i 2014, men gennem hele kirkehistorien. Det er rimeligt at have særlige kampagner i krisesituationer. Men det er samtidig vigtigt at indarbejde denne dimension som en normal del af liv og praksis i menighed og gudstjeneste.

Engagement kan vise sig på mange og forskelligartede måde. Der er ikke nogen særlig ”rigtig” fremgangsmåde, der skal følges. Det allervæsentligste er, at der er mennesker, der har hjerte herfor, og at menigheden indarbejder omsorgen for den lidende kirke i sit værdisæt, så det ikke er en sag, der glemmes eller kun hives op af skuffen, når verdensbegivenheder giver særlig anledning hertil. Engagement kan være individuelt og uplanlagt. Og det kan være fælles og planlagt med stigende grad af kompleksitet.

Information Information er naturligvis helt grundlæggende forudsætning for, at vi i det hele taget får bevidsthed om problemet med religiøs diskrimination og forfulgte kristne. Klaus Wivels debatbog fra 2013 tog fat i den ejendommelighed, at de sidste mange års vidtgående undertrykkelse af og overgreb på kristne minoriteter i Mellemøsten har været underrapporteret i medierne. Efter begivenhederne i Nordirak i 2014 er de fleste klar over, at både kristne og andre minoriteter har været udsat for uhyrligheder. Men hukommelsen er kort og dette kan hurtigt være glemt igen – sammen med de mange andre helt urapporterede situationer med overgreb på kristne mange andre steder i verden.

Af selvsamme grund findes der både kirkelige og sekulære organisationer, der sørger for løbende at fremskaffe opdateret viden. Det er klogt at abonnere på flere informationskilder og dobbeltchecke lødigheden af informationerne. Det er vigtigt at årsagssammenhænge er beskrevet korrekt, så man hverken over- eller underdriver.

Forslag: Find en eller flere personer, som får til opgave at fremskaffe informa-

166

Ny Mission nr. 27

tion og ved givne anledninger fortælle herom efter gudstjenesten eller andre anledninger. Et sted at begynde er på www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk

Forbøn De, der arbejder mest aktivt med religionsfrihed og undertrykte kristne minoriteter, er de første til at pege på vigtigheden af forbøn. De oplever frustrationen ved, at man ofte ikke reelt kan ”gøre” noget for de virkeligt udsatte. De lever i deres verden af undertrykkelse. Og vi lever i vores verden, uden store muligheder for at gribe ind. Forbønnen er både en dimension, virkelighed og kraft, der slår bro over dette svælg. I forbønnen tydeliggøres de helliges samfund i fælles råb fra både den lidende og forbederen: ”Herre, forbarm dig over os!”

Forbøn næres af billeder, beretninger, historie, fortællinger fra trossøskende i kriseområder. I Westminster Abbey i London har man fx ved indgangen opsat et opslag på en stander med et foto og en kort fortælling om ”månedens fange” - en person et sted i verden, der er fængslet pga. sin tro og kamp for retfærdighed.

Meget simpelt. Men for alle, der kommer ind i kirken, blev det tydeligt kommunikeret, at denne menighed har fokus på dette.

Internationale organisationer som Kirkernes Verdensråd og i Danmark Åbne Døre og Dansk Europamission udarbejder landebeskrivelser og kalendere m.v. til styrkelse af forbøn for forskellige lande og forhold.

Forslag: Fremstil selv eller få fra en organisation fat i bunke helt enkle kort med opfordring til individuel forbøn og med angivelse af nogle forbønsemner. Placér dem i våbenhuset/kirken.

Søndagsgudstjeneste Folkekirkens faste højmesseritual giver kun begrænsede muligheder for at tydeliggøre omsorgen for den lidende kirke. Men der er muligheder. Vigtig forudsætning er imidlertid, at menigheden grundlæggende har en forståelse af, at den globale kirke er en del af enhver gudstjeneste (jf. forståelsen af ”de helliges

Ny Mission nr. 27

167

samfund”). Er den til stede vil gudstjenestens elementer implicit rumme perspektivet flere steder: • For de menigheder, der anvender liturgien med Kyrie og Gloria, kan menigheden over tid indøves i, at ”Herre, forbarm dig over os” i sig bærer råbet om hjælp i verdens krisesituationer, ikke mindst dér, hvor trosfæller er udsat for undertrykkelse.

• Kirkebønnen er det naturlige sted, hvor forbøn for den lidende kirke allerede i mange menigheder er en gammel tradition, ofte formuleret i generelle vendinger. Det kræver ikke meget at gøre denne forbøn mere nærværende ved at bede for konkrete situationer og kirker, som menigheden måske endda har en særlig relation til.

• Ud fra ovenstående om de helliges fællesskab er nadveren om noget stedet, hvor vi kan erfare fællesskabet både med Kristus i hans lidelse – og med hans lidende kirke, hvor den end findes. Det fordrer en villighed til over lang tid at formidle en forståelse af nadveren, der rækker ud over det traditionelt individualistiske perspektiv.

• Kirkeindsamlingen. Mange vil opponere, at dette ikke er en del af højmessen, men netop noget efterhængt og helt ”frivilligt”. Men netop perspektivet med trosfæller i nød og med behov bør få os til at flytte grænsepælene for dette: Hvordan kan vi fejre nadver med den lidende kirke og så efterfølgende lukke vort hjerte for familiemedlemmer, der har brug for vores konkrete hjælp? I nytestamentlig tankegang ville noget sådant være udtryk for rent hedenskab!

Der kan gøres meget for at styrke opmærksomheden på og hermed størrelsen af kirkeindsamlingen (se idésamling på www.kirkeindsamling.dk).

Forslag: Inddrag ved næste drøftelse i menighedsrådet af kirkens gudstjenesteordning, hvordan I på jeres sted vil tydeliggøre bevidstheden om en lidende kirke og styrke indsamling hertil.

Særgudstjenester Det, der af mange gode og dårlige grunde ikke kan få plads ved den normale

168

Ny Mission nr. 27

søndagsgudstjeneste, kan oplagt få fokus ved særligt tilrettelagte forbønsgudstjenester. Her er der mulighed for at inddrage mange elementer, der gør sagen nærværende og hvor hele liturgien kredser om kristne i vanskelige situationer.

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har på hjemmesiden www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk til fri afbenyttelse samlet en række af de liturgier, der er blevet brugt ved gudstjenester i danske folkekirker, samt en række nye forslag.

Sådanne gudstjenester er en god anledning til at invitere kristne flygtninge/migranter, som nu bor iblandt os, og som er blevet fordrevet fra deres hjemland, fordi de er kristne. Disse kan ofte både formidle hjerteskærende personlige beretninger og trostyrkende vidnesbyrd om Guds trofasthed og trøst mit i kaos.

Det kan være en god idé, at flere menigheder går sammen om sådanne særgudstjenester, fx en række bykirker eller måske på provstiplan. I flere af landets domkirker afholdes sådanne gudstjenester hvert år. Dette har ikke mindst stor symbolsk betydning og skal anspore menigheder til at bringe fokus ind i eget gudstjenesteliv.

Forslag: Tag ved en regional samling (provstikonvent, stiftsårsmøde, distriktsforeningsmøde, m.v.) initiativ til samtale om en fælles særgudstjeneste. Medbring gerne en konkret model herfor. Hent inspiration fra bl.a. www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk.

Venskabsmenigheder – rejser Det er en erfaring, at et længerevarende engagement styrkes væsentligt ved konkrete relationer til en venskabsmenighed. Det var tilfældet, da mange folkekirker efter murens fald i 1989 fik venskabsmenigheder i Østeuropa. Det kan meget vel være, at vi står over for en ny tid, hvor vi skal danne relationer til kristne menigheder i Mellemøsten. Fx er Apostelkirken i København og Dalby og Tyrstrup i Sønderjylland i en mangeårig venskabsrelation til den anglikanske kirke i Beirut.

Men vi taler her om noget, der kræver omtanke og ofte hjælp udefra. Vi kommer pga. manglende indsigt i komplekse forhold for lokale kristne let til at jokke i

Ny Mission nr. 27

169

spinaten, så vi kommer til at gøre ondt i stedet for godt. Derfor er det yderst relevant at have en mere erfaren partner med omkring et sådant engagement. Danske missionsselskaber har forudsætninger for at facilitere sådanne relationer på en ansvarlig måde. Danmission har med sin lange relation til Ægypten mulighed for at formidle relation til kirken her, som også kan indbefatte besøgsrejser til Ægypten, hvor man kan møde ægyptiske kristne og høre deres historier. Sådanne møder kan være et vigtigt korrektiv til afbalancering af svagt funderede skræmmehistorier, vi hører i medier og på anden vis. Virkeligheden er jo, at kristne, der er udsat for diskrimination, normalt lever deres liv og deres tro som gode samfundsborgere og finder ud af at leve i fred med deres ikke-kristne naboer.

Den mere overkommelige rejse kunne gå til nærmeste asylcenter eller migrantmenighed. Undersøg muligheden for at besøge kristne asylansøgere på asylcenteret.

Eller muligheden for at invitere kristne asylansøgere eller migranter med til gudstjeneste i menigheden eller til en sogneaften, hvor I lærer hinanden at kende.

Forslag: Tag kontakt til Danmission og forhør jer om mulighed for venskabsrelationer til en kristen minoritetskirke i Mellemøsten, Asien eller Afrika.

Litteratur

Aagaard, Anna Marie 2013 Mod til at tro. København: Anis.

Wivel, Klaus 2013 Den sidste nadver. København: Kristeligt Dagblads Forlag.

Birger Nygaard, f. 1959, er and. theol., MA i interkulturelle studier og, medarbejder for mission samt projektet ”Trosfrihed – forfulgte kristne” i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han har tidligere været generalsekretær for Dansk Missionsråd, generalsekretær i International Association for Mission Studies og landsleder m.v. i Areopagos.

170

Ny Mission nr. 27

Internationale fora vedrørende religionsfrihed Af Henrik Ertner Rasmussen

Organisationer, der arbejder for respekt for menneskerettighederne generelt, som fx Amnesty International, er også opmærksomme på krænkelser af religionsfriheden, men religionsfrihed får ofte en stedmoderlig behandling i sådanne organisationer. Ofte er det organisationer, der arbejder for mission, der er gået foran i kampen for religionsfrihed. Også den katolske kirke har organisationer, der arbejder for religionsfrihed. Mens det tidligere især var amerikanske og vesteuropæiske organiser, der tegnede billedet, er der i dag også afrikanske, asiatiske og latinamerikanske organisationer, som kæmper for religionsfrihed.

Religionsfrihed hører, som bekendt, til de grundlæggende menneskerettigheder.

Tidligere generalsekretær i Human-Etisk Forbund i Norge, Lars Gule, omtalte engang i et oplæg på en konference om menneskerettigheder i den muslimske verden religionsfrihed som ”alle menneskerettigheders moder”. Det var flot sagt af en leder af en organisation der ellers på mange måder kan siges at have det som sin opgave at bekæmpe religiøs dominans af det offentlige rum. Det skal dog dertil siges, at mange opfatter begrebet religionsfrihed som ”friheden til at være fri for religion”. Sådan opfattede jeg dog ikke Lars Gules oplæg. Faktisk omtaler de internationale konventioner klart retten til at have/tilhøre eller tilslutte sig en religion samt det meget afgørende: At udtrykke sin religion, både offentligt og privat samt at udbrede sin religion.

Religionsfrihed hører således naturligt med i enhver tale om menneskerettigheder, helt præcist i artikel 18 i FN’s universelle menneskerettighedserklæring og i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Her udtrykkes i klare vendinger retten til at have eller tilslutte sig en religion eller en tro efter eget valg og frihed til, enten individuelt eller i fællesskab med andre, offentligt såvel

Ny Mission nr. 27

171

som privat, at manifestere sin religion eller tro i gudstjeneste, troskab, praksis og lære. Endvidere hedder det at ingen må udsættes for tvang, som kan skade ens frihed til at have en religion eller tro efter eget valg.

Amnesty International Organisationer der arbejder for respekt for menneskerettighederne generelt, som fx Amnesty International, er også opmærksomme på krænkelser af religionsfriheden. Dog kan man let få den opfattelse, at netop spørgsmål om religionsfrihed fører en noget stedmoderlig tilværelse i sådanne organisationer.

Amnesty Danmark havde indtil 2008 en kirkegruppe, men den nedlagde sig selv, fordi dens medlemmer ikke mente, at de havde noget reelt arbejde at udføre.

Det var tydeligt, at Amnesty Danmark primært ønskede at koncentrere sig om andre aspekter af menneskerettighederne. At det netop blev 2008, som blev året for lukningen af kirkegruppen, kan forekomme ironisk, fordi det netop var det år, den uden sidestykke største pogrom mod en religiøs gruppe skete, nemlig fordrivelsen af op mod 50.000 kristne i Kandhamal- og Rayagada-distrikterne i delstaten Odisha (Orissa) i Indien.

Evangelisk Alliance Derfor har mange kristne organisationer påtaget sig at specialisere i religionsfrihed, ligesom en del kristne kirkesamfund, der har sluttet sig sammen for at stå stærkere, som fx Evangelisk Alliance, i forskellige lande har udvalg for og specialister i religionsfrihed. Fra begyndelsen kæmpede Evangelisk Alliance mest for friheden for deres egne medlemskirker, men i Sverige var der en sag, hvor de kæmpede for katolikkers religionsfrihed.

Evangelisk Alliance blev stiftet i 1846, og allerede i 1858 gik organisationen i brechen for seks svenske kvinder, der var konverteret til den katolske kirke, og som på basis af Sveriges daværende straffelov blev idømt landsforvisning af Den Kongelige Højesteret. Evangelisk Alliance organiserede over hele Europa protester, og de var en vigtig faktor i den svenske rigsdags efterfølgende lovgiv-

172

Ny Mission nr. 27

ningsarbejde, der bl.a. betød, at det fra 1860 ikke længere var strafbart at forlade den svenske lutherske statskirke.

Martyrernes Røst og Åbne Døre En del kristne organisationer, der arbejder for evangeliets udbredelse, og som dermed kan betragtes som missionsorganisationer, er repræsenteret i mere end ét land. Det gælder for eksempel International Christian Association (ICA – ikke at forveksle med den svensk-norske supermarkedskæde ICA!), hvis nationale organisationer i USA og Canada kendes under navnet Voice of the Martyrs og i Danmark Martyrernes Røst, samt Open Doors International, der har en national organisation i mange vestlige lande, alle kendt som Open Doors eller oversættelser deraf, i Danmark fx Åbne Døre.

Religious Liberty Partnership I 2007 blev som opfølgning på arbejdsgruppen for Den forfulgte Kirke på Lausanne Forum for World Evangelisation i Pattaya, Thailand, der foregik i 2004, stiftet et formelt samarbejde mellem kristne organisationer, som arbejder specielt med henblik på at hjælpe forfulgte kristne og fremme religionsfrihed i verden. Dette samarbejde har udviklet sig gennem årene under navnet Religious Liberty Partnership (RLP) og omfatter både store, verdensomspændende organisationer som Open Doors International og nationale organisationer som Stefanusalliansen (Norge), Ljus i Öster (Sverige) og Dansk Europamission. Det var den daværende leder af Open Doors International, Johan Companjen, der sammenkaldte til det stiftende møde, hvor undertegnede for øvrigt deltog.

Også internationale netværk dannet af nationale organisationer er medlemmer, fx Christian Solidarity Worldwide International Association (CSW-IA), der som dansk medlem har Dansk Europamission. En del nationale organisationer er således repræsenteret både i RLP og i CSW-IA, ligesom Voice of the Martyrs Canada er repræsenteret både i ”Wurmbrand-familiens”1 internationale paraplyorganisation, som er føromtalte International Christian Association (ICA),

Ny Mission nr. 27

173

samt RLP. World Evangelical Alliance (WEA) er med i RLP, men de har også deres egen ”Religious Liberty Commission” (RLC, Kommissionen for Religionsfrihed), og de har stået bag oprettelsen af International Institute for Religious Freedom, der er fordelt på tre kontorer i henholdsvis Bonn, Cape Town og Colombo med specialister alle tre steder. RLC holder møder med politikere og regeringsmedlemmer samt rapporterer til FN’s generalforsamling. Den aktuelle medlemsliste for RLP findes på internetsiden http://www.rlpartnership.org/index. php?option=com_content&view=article&id=3&Itemid=14.

Særlig opmærksomhed tiltrækker sig den lille organisation ”Set My People Free”, idet den har hjemsted i Egypten. Den kæmper helt specifikt for muslimers ret til at forlade islam, en rettighed, som de fleste muslimske lande har svært ved at anerkende, ofte i teorien og næsten altid i praksis.

Det kan se forvirrende ud med alle disse organisationer, men de sørger gennem RLP for, at der finder koordination sted, og at de enkelte organisationer holder hinanden à jour med hinandens tiltag for at undgå overlapning og for også at kunne bakke hinanden op. Når Set My People Free fx arrangerer et fakkeltog i Stockholms gader for muslimers ret til at konvertere til kristendommen eller blot forlade islam, vil de naturligt få opbakning fra Ljus i Öster og Öppna Dörrar (Open Doors’ svenske organisation).

Den katolske kirkes religionsfrihedsorganisationer De katolske kirker verden over har ofte på nationalt plan en Kommission for Retfærdighed og Fred. De arbejder med en bred vifte af problemer, som har med Den katolske Kirkes sociallære at gøre, og i nogle lande, som fx Pakistan, er religionsfrihed et meget relevant emne, eftersom de kristne og andre religiøse minoriteter i landet i mange tilfælde udsættes for systemisk diskrimination og vold, herunder såkaldt ”hate speech”, dvs. omtale, der fremkalder had mod minoriteterne, såsom at skolebøger omtaler religiøse minoriteter som ”fjender af islam.”

Derfor gør den Nationale Kommission for Retfærdighed og Fred sammen med repræsentative organer for andre minoritetsgrupper, forskellige græsrodsbevæ-

174

Ny Mission nr. 27

gelser samt mennesker af god vilje fra majoritetsbefolkningen (sunni-muslimer) et stort arbejde for at få fjernet den slags materiale fra skolebøgerne.

Af de katolske hjælpeorganisationer der ligner organisationer som Open Doors mest, er det Aid to the Church in Need (ACN), der begyndte som et hjælpearbejde blandt fortrinsvis tyske katolikker, inkl. præster, der i forbindelse med afslutningen på 2. verdenskrig flygtede vestpå fra de områder af Tyskland, som kom under sovjetisk kontrol. Grundlæggeren var ”der Speckpater”, som den hollandske præmonstratensermunk Werenfried van Straaten fik som kærligt ment øgenavn. Han indsamlede simpelthen madvarer blandt folk i Belgien, hvor det kloster lå, som han tilhørte. Efterhånden udviklede arbejdet sig til støtte for østeuropæiske katolikker og fortalervirksomhed for deres rettigheder med anbefalinger til den politik, der burde føres fra Vesteuropa og USA over for Østeuropa. Vatikanets ”Ostpolitik”, som den udviklede sig under pave Paul VI, gav pater Werenfried og hans medarbejdere mange hjertekvaler, idet de syntes, at Vatikanets udenrigspolitik var for ukritisk over for de østeuropæiske regimers overgreb på religionsfriheden og i realiteten svigtede ofrene, ikke mindst lederne af de katolske kirker i disse lande, heriblandt den ungarske kardinal Mindszenty.

I dag er ACN en vidt forgrenet organisation repræsenteret i mange lande, hvor flertallet - eller i det mindste en betydelig andel af befolkningen - er katolikker.

I mange år har det især været organisationer med hjemsted i USA og Vesteuropa, der har tegnet billedet af, hvorfra initiativer til forsvar for religionsfriheden og hjælp til forfulgte kristne er udgået, men på det seneste er nogle latinamerikanske lande begyndt at komme med, og CSW-organisationerne i Nigeria og Hong Kong skal heller ikke glemmes.

Religionsfrihed og mission Medlemsorganisationerne i RLP og dette partnerskabs ”udvidede familie” udviser store forskelligheder i, hvordan de arbejder med problemkomplekset religionsfrihed og forfølgelse af kristne. Arbejdet skal under alle omstændigheder ses inden for emnet mission, nærmere bestemt den kristne kirkes mission. I områder,

Ny Mission nr. 27

175

hvor den kristne kirke er i mindretal og i nogle tilfælde er et nyt fænomen, er det vigtigt at kirkernes lederskab og medlemmer er bevidste, om hvilke rettigheder de har, og hvilke juridiske rammer de har at arbejde under, herunder lokal sædvaneret, national lovgivning og internationale konventioner.

De fleste af organisationerne har helt klart deres udspring i Kristi befaling om forkyndelse af evangeliet for alle folkeslag, og dette spiller stadig en stor rolle i deres egen selvforståelse og måde at arbejde på. Her kan der også være nuanceforskelle. Nogle lægger vægten på det forkyndende arbejde, andre på nødhjælpsog udviklingsprojekter, men som regel i perspektivet international diakoni eller, som det er blevet kendt i den engelsksprogede verden, ”integral mission”.

Andre organisationer har næsten udelukkende fokus på religionsfrihed med dokumentation, fortalervirksomhed (advocacy) og politisk lobbyarbejde som deres særkende, uden at det dog på nogen måde tabes af syne, at dette arbejde er i forlængelse af Kristi missionsbefaling, i og med at evangeliet bør modtages i frihed, og at hverken pres til konformitet, der hvor kristendommen og kirken nærmest har monopolstatus, eller pres fra ikke-kristne omgivelser bør betragtes som ideelle omstændigheder for den frie modtagelse af evangeliet.

Forskning i religionsfrihed og kristenforfølgelse En særlig omtale fortjener det teologiske forskningsarbejde om religionsfrihed og kristenforfølgelse. Det føromtalte International Institute for Religious Freedom er i høj grad udsprunget af missional tænkning om kirkens rolle i verden og ikke først og fremmest af beskæftigelse med menneskerettigheder og andre internationale retsspørgsmål. Ledelsen i IIRF er faktisk først og fremmest missiologer. At man ikke kommer uden om at have disse spørgsmål inden for sin horisont, når man beskæftiger sig med kristen mission, bør alle, der arbejder inden for kristne missionsorganisationer, dog være bevidste om på et vist plan.

Det er vigtigt, at de og deres partnerkirker foretager den nødvendige vidensdeling om dette, både for at kirkerne i syd bliver bevidste om deres rettigheder, og deres medlemmer får den ”empowerment”, der kommer af viden, og for at

176

Ny Mission nr. 27

kirkerne i nord bliver bevidste om de sommetider meget restriktive love, som man i kirkerne i syd må operere under.

Internationale informations- og nyhedstjenester og websteder Internationale informations- og nyhedstjenester som er nyttige at konsultere og/ eller abonnere på. Kun de to første specialiserer i religionsfrihed og forfølgelse af mindretal: • Forum 18 News Service: www.forum18.org – beskæftiger sig primært med Østeuropa og tidligere sovjetstater.

• World Watch Monitor: www.worldwatchmonitor.org.

• AsiaNews: www.asianews.it - beskæftiger sig mest med Asien, men også fx Egypten og andre lande i Afrika.

• UCANews: www.ucanews.com – beskæftiger sig mest med Asien.

Herudover kan følgende websteder være nyttige at følge. Stefanusalliansens er opdelt efter lande og fortæller også nyheder der ikke direkte har med forfølgelse at gøre: • Ljus i Öster (svensk): http://www.persecuted.se/nyheter/.

• Stefanusalliansen (på norsk): http://www.stefanus.no/no/nyheter/.

• Article 18 (vedr. Iran, på farsi): https://www.facebook.com/articleeighteen.

• Set My People Free (specielt om religionsfrihed for muslimer samt om ofre for blasfemilove): http://freedom2worship.org.

• Christian Solidarity Worldwide UK: http://www.csw.org.uk/home.htm.

• Christian Solidarity Worldwide Hong Kong: http://www.csw.org.hk/.

Ny Mission nr. 27

177

Note 1.

Den rumænske jødekristne præst Richard Wurmbrand, der i 13 år var i fængsel for sin tro, stiftede organisationen Voice of the Martyrs, da han var blevet løsladt og havde bosat sig i USA. Den fik datterorganisationer i mange andre lande.

Henrik Ertner Rasmussen, f. 1953, er uddannet som lutenist på musikkonservatoriet i Århus og Haag (Holland), derefter uddannet i teologi, sognepræst 1984-87, studier i arabisk og islam 1987-89, missionær i Egypten og Albanien, siden 1997 generalsekretær i Dansk Europamission, en fælleskirkelige organisation, der hjælper forfulgte kristne og støtter evangeliets udbredelse i lande, hvor kristne forfølges.

178

Ny Mission nr. 27

Organisationer og organer m.v., der arbejder med religionsfrihed Af Malene Nygaard, Danmark

DANMARK Institut for Menneskerettigheder (IMR) Hvem er det? IMR er en uafhængig institution i den offentlige forvaltning Hvad vil det? IMR vil fremme og beskytte menneskerettighederne samt fremme ligebehandling af alle. IMR vil være en helt igennem smidig og veldrevet organisation, der sætter standarder og skaber forandring.

Hvordan gøres det? De centrale opgaver i IMR’s arbejde er at skabe viden, dele viden, fremme ligebehandling, styrke menneskerettigheder i udlandet og prioritere varige forbedringer. Instituttet har 15 overordnede emner for deres forskning. Spørgsmål vedrørende religionsfrihed falder under emnet om ligebehandling og behandles i underemnerne ”Diskrimination,” ”Hadforbrydelser,” ”Mangfoldighed” og ”Religion.”

Vigtige dokumenter Lov om IMR: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142116 Vedtægter for IMR: http://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/vedtaegt_imr_af_19_6_2013.pdf Strategi for IMR 2013-2016: http://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/ om_os/strategi_imr_final.pdf IMR’s folketingsberetning 2013: http://menneskeret.dk/udgivelser/folketingsberetning-2013 Link Hjemmeside: www.menneskeret.dk

Ny Mission nr. 27

179

FN Generalforsamlingen (General Assembly) Hvem er det? Generalforsamlingen er FN’s centrale organ. Hvert af de 193 medlemslande er repræsenteret i forsamlingen med op til fem repræsentanter Hvad vil det? Generalforsamlingen repræsenterer flertallet af verdens lande og dens beslutninger og anbefalinger kan dermed repræsentere en unik mulighed for én verdensstemme ind i politiske spørgsmål.

Hvordan gøres det? Generalforsamlingen mødes årligt til diskussioner og beslutninger om en fælles politik. Der diskuteres indenfor seks faste emner, som hver har en komite, som forbereder indholdet. Derudover diskuteres også andre aktuelle internationale emner. På denne baggrund kommer generalforsamlingen med anbefalinger og resolutioner (Se mere om deres beføjelser art. 13 i FN-pagten).

Vigtige dokumenter: FN-pagten kap. 4: http://www.un.org/en/documents/charter/chapter4.shtml Procedureregler: http://www.un.org/en/ga/about/ropga/index.shtml Link: Hjemmeside: http://www.un.org/en/ga/about/background.shtml

Sikkerhedsrådet Hvem er det? Sikkerhedsrådet er så at sige verdens vogtere. Det består af en repræsentant fra 15 medlemslande – fem faste (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) og ti ikke-faste medlemmer, som sidder to år af gangen.

Hvad vil det? Det skal sikre fred og sikkerhed i verden.

Hvordan gøres det? Sikkerhedsrådet mødes efter indkaldelse, f.eks. når et land henleder deres opmærksomhed mod en trussel mod verdensfreden. Sikker-

180

Ny Mission nr. 27

hedsrådet undersøger situationen, omstændighederne bag og opstiller forslag til løsninger og foranstaltninger og kommer med anbefalinger til Generalforsamlingen.

Vigtige dokumenter: FN-pagten kap. 5: http://www.un.org/en/documents/charter/chapter5.shtml Procedureregler: http://www.un.org/en/sc/about/rules/ Link: Hjemmeside: http://www.un.org/en/sc/

Det økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) Hvem er det? ECOSOC er FNs råd, som diskuterer politikker og strategier indenfor økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål. Rådet består af repræsentanter fra 54 lande, som sidder i rådet i tre år. Danmark er med i Rådet indtil 2016 i denne omgang.

Hvad vil det? ECOSOC varetager en bred række af opgaver fra sundhed, uddannelse og kultur til økonomi og menneskerettigheder (f.eks. FN-pagten kap.

X om ECOSOC, art. 62, 2. ”Det kan fremsætte forslag sigtende til at fremme respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle.” Se link).

Hvordan gøres det? ECOSOC kommer med anbefalinger i konkrete spørgsmål, for politikker og strategier. De kan initiere undersøgelser og rapporter til brug for anbefalinger. De følger op på Generalforsamlingens anbefalinger, som falder under deres emner.

NGO’er kan blive tildelt konsultationsrettigheder. Det betyder, at de har mulighed for at deltage i rådet, præsentere skriftlige bidrag og fremstille erklæringer og udtalelser indenfor deres respektive ekspertiser.

Vigtige dokumenter: FN-pagten: http://www.un.org/en/documents/charter/chapter10.shtml

Ny Mission nr. 27

181

Procedureregler: http://www.un.org/en/ecosoc/about/pdf/rules.pdf En liste over NGO’er med konsultations status findes her: http://csonet.org/content/documents/e2013inf6.pdf Link: Hjemmeside: http://www.un.org/en/ecosoc/index.shtml

Office of the High Commissioner for Human Rights (OHCHR) Hvem er det? OHCHR er FNs kontor for menneskerettigheder.

Hvad vil det? OHCHR arbejder for at promovere og beskytte menneskerettighederne og fremme individers kendskab til og brug af individuelle frihedsrettigheder.

Hvordan gøres det? Kontoret er inddelt i fire afdelinger: The Research and Right to Development Division (RRDD), The Human Rights Treaties Division (HRTD), The Field Operations and Technical Cooperation Division (FOTCD) og The Human Rights Council and Special Procedures Division (HRCSPD).

Deres opgaver er at • tage fat på presserende akutte eller kroniske konflikter og krænkelser af menneskerettighederne, • være opmærksom på sårbare grupper, • have ligelig fordeling af opmærksomheden på alle rettighederne både civile, kulturelle, sociale, økonomiske, politiske og retten til udvikling, • og måle og evaluere på effekten af indsatser på området.

Det gør de gennem bred integrering af menneskerettigheder i andre spørgsmål, partnerskaber, sætte standarder og krav på menneskerettighedsområdet, monitorering og implementering.

Vigtige dokumenter: Rapport om OHCHRs arbejde 2013: http://www2.ohchr.org/english/OHCHRReport2013/WEB_version/index.html

182

Ny Mission nr. 27

Link: Hjemmeside: http://www.ohchr.org/EN/Pages/WelcomePage.aspx

FN’s Menneskerettighedsråd (UN Human Rights Council: HRC) Hvem er det? HRC er et mellemstatsligt råd i FN-regi. Det afløste I 2006 ”United Nations Commission on Human Rights” fra 1946. Rådet hører under Generalforsamlingen og er en del af OHCHR. Det består af repræsentanter fra 47 medlemslande.

Hvad vil det? HRC’s opgave er at fremme og beskytte menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder på verdensplan – både generelt og aktuelle situationer.

Hvordan gøres det? Rådet diskuterer menneskeretlige spørgsmål og udarbejder anbefalinger til Generalforsamlingen. Både individuelle personer, grupper og NGO’er kan klage til rådet, som de behandler sager falder indenfor de opsatte kriterier for procedure og indhold.

Vigtige dokumenter: Resolution om UNHRC: http://daccess-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/ N05/502/66/PDF/N0550266.pdf?OpenElement Link: Hjemmeside: http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/HRC/Pages/HRCIndex.aspx Klageprocedure: http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/HRC/ComplaintProcedure/Pages/HRCComplaintProcedureIndex.aspx

Special Rapporteur on Freedom of Religion or Belief Hvem er det? Mr. Heiner Bielefeldt. FN’s Menneskerettighedsråd har udpeget en ”Special Rapporteur on Freedom of Religion or Belief” (FoRB), som skal være en uafhængig ekspert på retten til tanke- og trosfrihed.

Hvad vil det? Rapportøren skal fremme og beskytte retten til tanke- og trosfrihed.

Ny Mission nr. 27

183

Hvordan gøres det? Rapportøren skal identificere eksisterende og spirende hindringer for tanke- og trosfriheden. Det gør han gennem eksterne underretninger, besøg i staterne og egne undersøgelser. Han kan på denne baggrund udarbejde anbefalinger til Rådet.

Vigtige dokumenter: Resolution om Special Rapporteur on FoRB: http://ap.ohchr.org/Documents/E/ HRC/resolutions/A_HRC_RES_6_37.pdf Link: Hjemmeside: http://www.ohchr.org/en/issues/freedomreligion/pages/freedomreligionindex.aspx

EU Europa-Parlamentet Hvem er det? Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet. Det består af 751 demokratisk valgte medlemmer.

Hvad gør det?

1. Lovgivende organ: Parlamentet og Rådet vedtager lovgivning i fællesskab.

De skal være enige om et lovforslag, for at det kan blive vedtaget.

2. Budget og regnskab: Parlamentet og Rådet vedtager også EU’s budgetter i fællesskab. Parlamentet godkender det endelige regnskab.

3. Kontrol: Parlamentet fører demokratisk kontrol med EU’s institutioner – hovedsageligt Kommissionen.

4. Derudover: •

Parlamentet kan iværksætte undersøgelseskomiteer om dårlig forret-

ningsførelse (mal-administration)blandt andet gennem EU’s ombuds-

mand.

•

184

Parlamentet udpeger EU’s ombudsmand.

Ny Mission nr. 27

Link: http://www.europarl.europa.eu/portal/da

Rådet for den Europæiske Union (Rådet) Hvem er det? Rådet – også kaldet Ministerrådet eller Rådet for den Europæiske Union er sammen med Europa Parlamentet det lovgivende organ i EU. Hvad gør det?

1. Lovgivende organ: Sammen med Parlamentet er Rådet EU’s lovgivende organ.

2. Budget: Det vedtager EU’s budget sammen med Parlamentet.

3. Udenrigs- og sikkerhedspolitik: Rådet fastlægger den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU på baggrund af retningslinjer fra Det Europæiske Råd.

Derudover: Når man siger, at medlemslandenes ministre mødes i Rådet, betyder det ikke, at alle ministrene mødes på én gang. Hvis emnet er miljø, stiller landene med miljøministeren, og hvis emnet er landbrug, stiller landene med landbrugsministeren og så videre. Man kan altså tale om forskellige rådsformationer, som der i alt er ti af. Det forberedende arbejde til rådssamlingerne foretages af Coreper.

Link: http://www.consilium.europa.eu/homepage?lang=da

Det Europæiske Råd Hvem er det? Det Europæiske Råd består af medlemslandenes stats- og regeringschefer. De mødes mindst fire gange om året til de såkaldte EU-topmøder.

Ud over regeringscheferne er der også en fast formand, der vælges for 2½ år ad gangen. Derudover deltager også kommissæren for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik (Tjenesten for Udenrigspolitiske instrumenter).

Hvad gør det? De beslutter det overordnede politiske strategier og træffer de

Ny Mission nr. 27

185

centrale beslutninger om EU. Beslutningerne er politiske aftaler og altså ikke lovgivning, men de er næsten altid grundlag for Europa Parlamentet, Rådets og Kommissionens gennemførsel af politikkerne i praksis.

Link: http://europa.eu/about-eu/institutions-bodies/european-council/index_da.htm

Europa-Kommissionen Hvem er det? Europa-Kommissionen - eller bare Kommissionen – har hovedsæde i Bruxelles. Den består af en politisk ledelse med 28 kommissærer med ansvar for hver sit politikområde. Kommissærerne bliver udpeget for en periode på fem år af medlemslandenes regeringer efter godkendelse af Europa-Parlamentet.

Alle medlemslandene har én kommissær.

Hvad gør det?

1. Fremlæggelse af lovforslag: Kommissionen har som hovedregel eneretten til at fremlægge lovforslag i EU. Det er som hovedregel Rådet i samarbejde med Europa-Parlamentet, der vedtager lovene. Dog kan Kommissionen i nærmere afgrænsede tilfælde selv vedtage dem.

2. Budget: Kommissionen har det overordnede ansvar for forvaltningen af EU’s budget.

3. Kontrol: Kommissionen skal holde øje med, at medlemslandene overholder EU’s regler. I tilfælde af at et medlemsland ikke overholder reglerne, kan Kommissionen rejse sag mod det ved EU-Domstolen.

Derudover: Kommissionen indtager også en vigtig rolle i forbindelse med indgåelse af EU’s internationale handelsaftaler.

Link: http://europa.eu/about-eu/institutions-bodies/european-commission/index_ da.htm

186

Ny Mission nr. 27

Kommissionens arbejde er fordelt på de enkelte kommissærer med hver deres ansvarsområde. Til hvert ansvarsområde er der tilknyttet et direktorat. Religionsfrihed er indeholdt i Generaldirektoratet for retlige anliggender og i Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter.

Generaldirektoratet for retlige anliggender (JUST) Hvem er det? Kommissær: Viviane Reding. Generaldirektoratet arbejder under hendes ledelse.

Hvad vil det? JUST ønsker at opbygge et retssystem for den Europæiske Union, som sikrer: • respekt for borgernes grundlæggende rettigheder på EU-plan og på nationalt plan i medlemsstaterne, • ligebehandling af alle uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, • beskyttelse af borgernes personlige data overalt i EU, • adgang til retshjælp i tilfælde af juridiske problemer overalt i EU. I forhold til menneskerettigheder og herunder religionsfrihed skal JUST beskytte af de grundlæggende rettigheder og værdier i EU og samtidig arbejde for at fremme disse i resten af verden. De politiske mål bag EU’s eksterne forbindelser på dette område omfatter fremme af menneskerettigheder, god regeringsførelse og retsstaten.

Hvordan gøres det? Direktoratet arbejder med retlige anliggender indenfor EU’s grænser og EU’s retssystem. Det arbejder med implementering af Kommissionens beslutninger. Nogle af ansvarsområderne er grundlæggende rettigheder (herunder EU-chartret), diskrimination og forbindelser med tredjelande. De samarbejder blandt andet med FRA –et selvstændigt agentur under EU. Vigtige dokumenter: EU-Chartret: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2010:083:0389:0403:en:PDF

Ny Mission nr. 27

187

Strategi for implementering af EU-chartret: http://ec.europa.eu/justice/news/intro/doc/com_2010_573_en.pdf Links: Hjemmeside: http://ec.europa.eu/justice/index_da.htm#newsroom-tab Om Viviane Reding: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/reding/index_en.htm

Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter: (Service for Foreign Policy Instruments, FPI) Hvem er det? Kommissæren: Catherine Ashton. Tjenesten arbejder under hendes ledelse.

Hvad vil det? Kontoret arbejder for fred og sikkerhed i udenrigspolitisk sammenhæng.

Hvordan gøres det? FPI arbejder med EU’s udenrigspolitiske instrumenter.

Det indebærer arbejde for fred og sikkerhed gennem udenrigspolitiske aktiviteter i tæt samarbejde med EEAS. FPI varetager det finansielle og operationelle ansvar. De arbejder i felten eller på stedet for at sikre EU’s interesser og værdier.

Arbejdet foregår med eksterne samarbejdspartnere som bl.a. COHOM og OSCE. Vigtige dokumenter: Oversigt over nøgledokumenter: http://ec.europa.eu/dgs/fpi/key-documents/ index_en.htm Link: Hjemmeside: http://ec.europa.eu/dgs/fpi/index_en.htm Om Catherine Ashton: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/ashton/index_en.htm

Comité des Représentants Permanents (Coreper) Hvem er det? Coreper er dem der forbereder Rådets arbejde. Det består af to

188

Ny Mission nr. 27

komiteer og en lang række arbejdsgrupper. Coreper består af medlemslandenes ambassadører ved EU, som faste repræsentanter i Coreper II og deres stedfortrædere i Coreper I. Hvad vil det? Coreper udarbejder aftaler og kompromiser i spørgsmål, der skal behandles i Rådet, hvorefter de sender forslagene videre til Rådet til beslutning Hvordan gøres det? Coreper I behandler de almindelige tekniske sager og Coreper II behandler de politiske sager. Før sagen behandles i Coreper-komitteerne forberedes den af en arbejdsgruppe, som har fået sagen tildelt.

Link: Beskrivelse: http://europa.eu/legislation_summaries/glossary/coreper_da.htm COHOM og FREMP er et par af arbejdsgrupperne, som er relevante i forbindelse med menneskerettigheder og religionsfrihed og beskrives særskilt nedenfor.

Human Rigths working group (COHOM) Hvem er det? En arbejdsgruppe under Coreper. COHOM er sammensat af både eksperter fra medlemsstaterne og Kommissionsmedlemmer.

Hvad vil det? Denne gruppes mandat omfatter udformningen af EU’s menneskerettighedspolitik i Unionens eksterne relationer.

Hvordan gøres det? COHOM’s arbejdsområde er at overvåge udviklingen på menneskerettighedsområdet i hele verden og hertil udarbejde retningslinjer og vurderinger af EU’s retningslinjer og tilgang til generelle strategier samt individuelle spørgsmål.

Link: Beskrivelse: http://eu2012.dk/en/EU-and-the-Presidency/About-EU/Arbejdsgrupper/Beskrivelser

Ny Mission nr. 27

189

Working Party on Fundamental Rights, Citizens Rights and Free Movement of Persons (FREMP) Hvem er det? En arbejdsgruppe under Coreper.

Hvad vil det? Arbejdsgruppen skal sikre overholdelsen af EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Hvordan gøres det? Arbejdsgruppen varetager det forberedende lovgivningsarbejde i Rådet. FREMP behandler derudover spørgsmålet om EU’s tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Link: Beskrivelse: http://eu2012.dk/en/EU-and-the-Presidency/About-EU/Arbejdsgrupper/Beskrivelser

European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) Hvem er det? FRA blev etableret i 2007 for at være et rådgivende organ for medlemslande m.fl. i forhold til grundlæggende rettigheder.

Hvad vil det? FRA’s opgave er at beskytte og fremme de grundlæggende rettigheder i EU og i medlemslandene.

Hvordan gøres det? FRA tilbyder deres støtte og ekspertise ved implementering af lovgivning bl.a. gennem indsamling af oplysninger, analyse og studier af resultater og erfaringer fra medlemslande, organisationer og andre relevante kilder, udarbejder metoder og strategier og udgiver deres konklusioner og fund.

Vigtige dokumenter: FRA dokument: http://fra.europa.eu/sites/default/files/fra_uploads/74reg_168-2007_en.pdf Link: Hjemmeside: http://fra.europa.eu/en

190

Ny Mission nr. 27

European External Action Service (EEAS) Hvem er det? EEAS er EU’s udenrigstjeneste. Det er et diplomatisk organ, som støtter og varetager opgaver for den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton.

Hvad vil det? EEAS er med til at gennemføre EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Hvordan gøres det? Det gøres gennem politikker, strategier og indsatser, der tilpasses de konkrete konflikter, lande og situationer udenfor EU. Blandt andet står de bag “EU guidelines on the promotion and protection of Freedom of Religion or Belief.” EEAS samarbejder blandt andet med UN og OSCE. Link: Hjemmeside: http://eeas.europa.eu/index_da.htm

ANDRE ORGANISATIONER Organization for Security and Co-operation in Europe (OSCE) Hvem er det? OSCE består af 57 stater fra Europa, Central Asien og Nord Amerika, som hver har en repræsentant i OSCE’s Parlamentariske forsamling.

Beslutningerne i forsamlingen er politiske tilkendegivelser og ikke retligt bindende for staterne.

Hvad vil det? OSCE’s formål er sikkerhed og samarbejde i Europa og med Europa.

Hvordan gøres det? Spørgsmålet om sikkerhed inddeles overordnet set i tre dimensioner: En politisk – militærisk, en økonomisk og miljøorienteret og en menneskelig dimension. Arbejdet strækker sig altså fra den ”fysiske” sikkerhed som konflikthåndtering og forebyggelse, til økonomisk udvikling og miljørigtig anvendelse af de naturlige ressourcer og til beskyttelse af fundamentale friheder

Ny Mission nr. 27

191

og menneskerettigheder. Der er flere subsidiære organer under OSCE –blandt andet ODIHR, som har til formål at beskytte og fremme menneskerettigheder.

Vigtige dokumenter: The Helsinki Act: http://www.osce.org/mc/39501?download=true (Afsnit VII handler om menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.)

Link: Hjemmeside: http://www.osce.org/

Office for Democratic Institutions and Human Rights in action (ODIHR) Hvem er det? ODIHR er en afdeling under OSCE. Hvad vil det? ODIHR skal være med til at fremme respekten for menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder.

Hvordan gøres det? Deres opgaver er at støtte OSCE, medlemslandene og civilsamfundet med deres ekspertise for at fremme demokrati, retssamfund, menneskerettigheder og tolerance og ikke-diskrimination. De har en vigtig rolle i at styrke dialogen mellem lande, regeringer og civilsamfundet generelt.

Vigtige dokumenter: Beskrivelse: http://www.osce.org/odihr/elections/13703?download=true Link: Hjemmeside: http://www.osce.org/odihr

European Interreligious Forum for Religious Freedom (EIFRF) Hvem er det? EIFRF er et interreligiøst forum styret af en komité med religiøse ledere fra et bredt spekter af religioner og trossamfund.

192

Ny Mission nr. 27

Hvad vil det? Formålet er at fremme religionsfrihed, forståelse, tolerance og interreligiøs dialog.

Hvordan gøres det? EIFRF indsamler data om emnerne, udgiver materialer til information, undervisning og debat. De er i dialog med myndigheder både nationalt og internationalt for at fremme og skabe opmærksomhed om deres mærkesager, og de er et netværk for relevante samarbejds- eller interesseparter.

Link: Hjemmeside: http://www.eifrf-articles.org/

Human Rights Watch (HRW) Hvem er det? HRW er en ”non-profit” ”non-governmental” selvstændig verdensomspændende organisation.

Hvad vil det? HRW vil forsvare menneskerettigheder over hele verden og for at skabe gode og holdbare forandringer.

Hvordan gøres det? HRW monitorerer situationer, iværksætter undersøgelser og skriver rapporter for at lægge pres på regeringer til at respektere menneskerettighederne. De støtter menneskerettighedsforkæmpere og samarbejder bredt med lokale organisationer for at fremme deres sag.

Vigtige dokumenter: Oversigt over rapporter: http://www.hrw.org/publications/reports Link: Hjemmeside: http://www.hrw.org/home

Malene Nygaard er 29 år, cand. jur. og har været en del af Forum for Religionsfrihed i et par måneder. Hun er en del af Aarhus Valgmenighed og har været frivillig i Evangelisk Alliance Aarhus.

Ny Mission nr. 27

193

Dokumenter vedrørende religionsfrihed FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) Artikel 18.

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Danmarks Riges Grundlov (1953) § 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. § 68 Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen. § 70 Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1953) Artikel 9 Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed 1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nød-

194

Ny Mission nr. 27

vendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

UN- International Covenant on Civil and Political Rights (1966) Article 18 1. Everyone shall have the right to freedom of thought, conscience and religion.

This right shall include freedom to have or to adopt a religion or belief of his choice, and freedom, either individually or in community with others and in public or private, to manifest his religion or belief in worship, observance, practice and teaching.

2. No one shall be subject to coercion which would impair his freedom to have or to adopt a religion or belief of his choice.

3. Freedom to manifest one’s religion or beliefs may be subject only to such limitations as are prescribed by law and are necessary to protect public safety, order, health, or morals or the fundamental rights and freedoms of others.

4. The States Parties to the present Covenant undertake to have respect for the liberty of parents and, when applicable, legal guardians to ensure the religious and moral education of their children in conformity with their own convictions.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (2000) Artikel 10 Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Ny Mission nr. 27

195

En lynguide til religionsfrihed Hvad religionsfrihed betyder – og hvornår den kan begrænses Om denne guide Religion i det offentlige rum, moskébyggeri, halalslagtning, forfølgelse af religiøse minoriteter. Spørgsmålet om religionsfrihed er ofte på avisforsiderne.

Tænker du på, hvad du skal mene i disse sager? Er du forvirret med hensyn til, hvad religionsfrihed egentligt indebærer?

Denne pjece vil ikke fortælle dig, hvad du skal mene om bestemte spørgsmål.

Derimod finder du her information om, hvad der gælder ifølge dansk og international lov, samt de kriterier, der findes til at bedømme om en begrænsning af religionsfrihed er legitim eller ej.

Hvilke overbevisninger beskyttes af religions- og trosfriheden?

Religions- og trosfrihed1 beskytter mennesker, som har og praktiserer forskellige former for trosoverbevisninger. Ifølge Europadomstolen betyder begrebet tro (belief) ”views that entertain a certain level og cogency, seriousness, cohesion and importance”2 eller ”a coherent view on fundamental problems”3. Traditionelle, utraditionelle og nyreligiøse trosretninger beskyttes på lige fod med irreligiøse trosretninger såsom ateisme, agnosticisme, humanisme og pacifisme.

Retten til ikke at have en mening om trosspørgsmål beskyttes også. Eksempler på trosretninger, der er blevet nægtet beskyttelse af Europadomstolen, er en stærk personlig motivation for efter kremering at få spredt sin aske i hjemmet og ligeledes troen på aktiv dødshjælp.

Hvad indebærer religions- og trosfrihed?

Staten har et ansvar for at respektere, beskytte og fremme følgende syv dimensioner af religionsfrihed:

196

Ny Mission nr. 27

1. Frihed til at vælge, skifte og forlade sin religion eller trosretning4

Denne rettighed må aldrig begrænses og kaldes undertiden den indre religionsfrihed.

Rettigheden er truet, og der sættes spørgsmålstegn ved den internationalt. Flere stater forbyder mennesker at tilhøre, skifte eller forlade visse religioner, og i mange lande forekommer trusler og vold mod mennesker, som forlader en tro.

Selv i Danmark forekommer sådanne trusler og vold.

2. Frihed til at udøve en religion eller trosopfattelse

Enhver har frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning.5 Retten til at udøve kan under visse omstændigheder begrænses (se afsnittet ”Hvordan bedømmer man om en begrænsning af udøvelsen er legitim?”).

Retten til at udøve er mangefacetteret og inkluderer rettigheder for både individer og fælleskaber, der sammen praktiserer deres religion eller trosopfattelse.

Over 70% af verdens befolkning lever i lande, hvor staten og/eller grupper i samfundet stærkt begrænser befolkningens religionsfrihed.6 Følgende rettigheder fremhæves internationalt: • At holde gudstjenester eller samles om en religion eller trosopfattelse samt at bygge, etablere og vedligeholde lokaler med dette formål.

• At etablere religiøse og humanitære institutioner samt velgørenhedsinstitutioner.

• At lave, fremskaffe og anvende ting og materialer, som er nødvendige for ritualer og sædvaner, inklusiv at følge bestemte spisevaner.

• At skrive, uddele og sprede relevante publikationer.

• At undervise i en religion/trosopfattelse i lokaler, der er egnede til formålet samt at etablere teologiske læresteder.

• At bede om og tage imod finansielle og andre bidrag.

• At uddanne, udnævne eller vælge ledere, præster og lærere.

Ny Mission nr. 27

197

• At holde og fejre religiøse højtider og hviledage.

• At kommunikere både med individer og samfundet om religiøse anliggender på nationalt og internationalt plan.

• At fremvise religiøse symboler inklusiv at bære religiøs beklædning.

3. Frihed fra tvang

Religionsfrihed indebærer frihed fra tvang, som hindrer mennesker i at have eller antage en religion eller trosopfattelse. Had, vold, diskrimination og strafferetlige sanktioner er forbudte. Frihed fra tvang gælder også individets frihed til at vælge formen for udøvelsen af dennes religion eller trosopfattelse.

4. Frihed fra diskrimination

Det er forbudt at diskriminere nogen på baggrund af religion eller trosopfattelse.

Forbuddet gælder diskriminering af både teistiske og ateistiske trosopfattelser samt ikke-traditionelle, minoritetsreligioner og nye religioner eller trosopfattelser. Staten skal handle aktivt for at forhindre og eliminere en sådan diskriminering i samfundet.7 Internationalt sker der omfattende diskrimination på grund af religion eller trosopfattelse med alvorlige konsekvenser for menneskers adgang til sundhed og uddannelse.

5. Forældres rettigheder, børns rettigheder

Forældre har ret til at give deres barn religiøs og moralsk opdragelse i overensstemmelse med deres egen trosopfattelse. Dette skal gøres på en måde, der er foreneligt med barnets voksende kapacitet til selv at tage stilling.8 Udøvelsen af en religion eller trosopfattelse må ikke skade barnets fysiske eller mentale helbred eller dets udvikling.9 Ethvert barn har ret til at have adgang til undervisning i religions- og trosspørgsmål i overensstemmelse med dets værgers ønsker og skal ikke tvinges til at deltage i undervisning om religion eller trosopfattelse mod værgernes ønsker med barnets tarv for øje.10

198

Ny Mission nr. 27

Internationalt tvinges millioner af børn fra religiøse minoriteter til at deltage i konfessionel undervisning om majoritetsreligionen.

6. Retten til af samvittighedsgrunde at være nægter

Retten til at være militærnægter indgår i religions-, tros-, og samvittighedsfriheden11, hvilket Europadomstolen for menneskerettigheder har bekræftet i en dom mod Armenien (Bayatyan v. Armenia App. no. 23459/03, ECHR). Internationalt fængsles militærnægtere stadig af flere stater. Andre former af retten til at nægte anerkendes dog af mange. Dette diskuteres på europæisk plan i relation til helbredsspørgsmål (for eksempel abort, præventionsmidler og aktiv dødshjælp) og ægteskaber mellem to af samme køn.

Disse sager er relativt uprøvede, og det er svært at vide, hvordan Europadomstolen i fremtiden vil afgøre sager.

7. Arbejdsgivere og ansatte

Arbejdsgivere bør vise en rimelig fleksibilitet omkring ansattes trosopfattelser og behov for at kunne udøve deres religion på arbejdspladsen. Hvad der anses for at være rimeligt varierer meget mellem forskellige typer arbejdsgivere, arbejdspladser og erhverv, og i relation til forskellige former for religionsudøvelse.

Ansattes frihed til at forlade arbejdspladsen tages også i betragtning.

Hvad religions- og trosfrihed ikke indebærer?

Der er ofte misforståelser med hensyn til hvad trosfriheden indebærer: Forkert: Der er særskilte privilegier for religiøse mennesker.

Rigtigt: Religions- og trosfrihed omfatter traditionelle og ikke-traditionelle, gamle og nye, teistiske, ikke-teistiske og ateistiske trosopfattelser, pacifisme m.m. samt dem, der ikke har interesse i trosanliggender.12 Forkert: Religioner og trosopfattelser har ret til ikke at blive kritiseret.

Rigtigt: Love, som begrænser ytringsfriheden gennem forbud mod blasfemi

Ny Mission nr. 27

199

og bagvaskelse af bestemte religioner, begrænser religionsfriheden og forårsager lidelse for religiøse minoriteter og systemkritikere i flere lande. Religionsfrihed og ytringsfrihed hører ubrydeligt sammen.

Forkert: Man kan sige hvad som helst i religionens eller trosoverbevisningens navn.

Rigtigt: Man kan ikke opfordre til krig eller fremme had på baggrund af nationalitet, race eller religion på en måde, som opfordrer til diskrimination, fjendtlighed eller vold.13 Staten har et ansvar for at forhindre alle udtalelser (religiøse eller ej), som opfordrer til diskrimination og vold.

Forkert: Man har ret til at slippe for at se andre menneskers religionsudøvelse eller høre andre ytre deres religiøst- eller trosfunderede holdninger.

Rigtigt: I overensstemmelse med Europakonventionens artikel 9 har alle ret til at udøve deres trosopfattelse (religiøs eller ikke-religiøs) både privat og offentligt. Naturligvis har alle ret til at slippe for at deltage i udøvelsen af andre menneskers trosopfattelser, det vil sige at udøvelsen kan være synlig, men ikke må påtvinges andre. Grænsedragning mellem acceptabel og uacceptabel offentlig religionsudøvelse handler om, hvad der sker i frihed og hvad, der er påtvunget.

Forkert: Religioner har ret til kontrollere deres tilhængere, uanset hvad disse måtte tænke.

Rigtigt: Ethvert individ har religions- og trosfrihed og må ikke udsættes for nogen form for religiøs tvang, inklusive fra ledere eller efterfølgere af deres egen religion eller tro. Alle - inklusiv ledere af religions- og trosfællesskaber – har ret til at udtrykke, hvad de mener det at følge en bestemt religion eller tro betyder. Det er op til den enkelte at drage konklusioner og handle på disse.

Forkert: At en person har ret til at kontrollere en anden persons religionsud-

200

Ny Mission nr. 27

øvelse, eller at forældre har ret til at påtvinge religionsudøvelse uden hensyn til barnets voksende kapacitet til selv at tage stilling.

Rigtigt: Hverken trossamfund eller individer må påtvinge voksne noget, og de skal have børns voksende evne til selv at tage stilling for øje. Som FN’s børnerettighedskonvention indikerer, skal staten ” sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.”14 Forkert: Man må bryde menneskerettighederne i religionsfrihedens navn.

Rigtigt: Religions- og trosfrihed må ikke tolkes på en måde, som indebærer, at staten, en gruppe eller person har retten til agere på en måde, der sigter mod at afskaffe andre friheder og rettigheder.15

Hvordan bedømmer man om en begrænsning af udøvelsen er legitim?

Kan man forbyde lærere, elever eller studerende at bære heldækkende slør? De seneste år er flere forslag til begrænsninger af religionsudøvelsen blevet fremsat både i Danmark og i andre lande. Men hvordan forholder dansk og international lov sig i disse sager?

Der er to stadier at tænke igennem: 1. Er ethvert forslag om at begrænse religionsudøvelsen en begrænsning af religionsfriheden?

Ikke alt, hvad man gør med religiøs motivering, beskyttes af religionsfriheden. Europadomstolen skelner normalt mellem handlinger, som er nært forbundne med religion eller trosopfattelse (disse beskyttes af religionsfriheden), og handlinger, som blot er religiøst motiverede (beskyttes ikke).

Hvordan ved man, om en handling er nært forbundet med eller blot motiveret af religionen? Handlingerne under afsnittet ”Hvad indebærer religions- og

Ny Mission nr. 27

201

trosfrihed?” giver en vis vejledning, men i enhver sag bør jurister med den relevante kompetence konsulteres.

Foruden Europakonventionen tager danske domstole også hensyn til Danmarks egen diskriminationslovgivning. Forholdet mellem disse love er uklart. Det er muligt, at diskriminationslovgivningen i visse sammenhænge giver bedre beskyttelse mod diskriminering, især i relation til handlinger, som blot er motiveret af en religion.

2. Er begrænsningen legitim?

Europakonventionen giver følgende ramme for bedømmelsen af om begrænsning er legitim: Artikel 9: Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed.

Spørgsmålet er derfor ikke, om en begrænsning er ønskværdig, men om den er nødvendig og forskrevet i loven. Desuden indebærer beskyttelsen af religionsfriheden et forbud mod bestemmelser, som udtrykkeligt er rettet mod en bestemt religionsudøvelse, eller som åbenlyst sigter mod at modvirke en bestemt religiøs overbevisning.

Ud fra Europakonventionen kan man stille følgende spørgsmål med tanke på en mulig begrænsning: • På hvilken måde og i hvilken grad truer den adfærd, der ønskes begrænset, den almene sikkerhed og offentlige orden, helbred eller moral? Hvad er grundlaget for at bedømme dette?

• På hvilken måde og i hvilken grad truer adfærden, der ønskes begrænset, andre personers friheder og rettigheder? Hvad er grundlaget for at bedømme dette?

• Er lovgivning nødvendig? Er der nogen eksisterende retlig måde at imødegå en trussel på uden ny lovgivning og regulering?

202

Ny Mission nr. 27

• Er det foreliggende forslag til en begrænsning af en bestemt adfærd proportionelt, med den trussel adfærden udgør?

• Hvis målet er at beskytte andre personers friheder og rettigheder, hvor effektiv vil det foreliggende forslag om en begrænsning så være mhp. at opnå dette? Findes der andre metoder, som er mere effektive, eller som ikke indebærer en begrænsning af borgernes frihed? Hvilke erfaringer har man fra andre lande?

• Er begrænsningen diskriminerende mod en vis trosopfattelse eller religion, eller gælder den alle?

Religions- og trosfrihed i dansk udenrigspolitik ”I mange lande udnyttes religion til at nå politiske mål. . . diskriminering på grund af religion eller tro udgår ofte fra en bevidst statslig politik om at udelukke visse religiøse eller trosfællesskaber og for at indskrænke eller hindre deres tilgang til eksempelvis sundhedsydelser, uddannelse eller andre former for statslige ydelser.”

Asma Jahangitt, FN’s fhv. specialrapportør for religions- og trosfrihed Over 70% af verdens befolkning bor i lande, hvor staten eller grupper i samfundet kraftigt begrænser deres medborgeres religionsfrihed.16 Mangel på religionsfrihed forårsager omfattende lidelse for individer og grupper og bidrager til spændinger, vold og væbnede konflikter i samfundet. Autoritære stater anvender ofte religionsundertrykkelse til at underlægge sig det civile samfund, hvor trosbaserede bevægelser og organisationer tit er vigtige aktører. Diskrimination på grund af religion og tro er meget udbredt og påvirker minoriteters tilgang til sociale og økonomiske rettigheder. Kvinder, børn, migrantarbejdere og flygtninge er særligt udsatte.

Derfor er det vigtigt at forsvare religions- og trosfriheden i udenrigspolitikken Ifølge regeringen prioriteres religionsfriheden gennem udenrigspolitikken sam-

Ny Mission nr. 27

203

men med de andre frihedsrettigheder. Denne prioritering er dog kun i ringe grad tydelig i de handlinger, der foretages, og meget arbejde forestår, inden det kan siges, at der sker en aktiv integrering af religionsfrihedsspørgsmål i udenrigspolitikken. For eksempel mangler Danida værktøjerne til at analysere og håndtere religionsfrihedsspørgsmål i udviklingssamarbejde, på trods af, at Danida arbejder ud fra et rettighedsbaseret grundlag og arbejder i flere lande, hvor religionsfrihed begrænses kraftigt af staten eller andre aktører i samfundet (fx Irak eller Afghanistan).

Noter 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

”Freedom of religion or belief” oversættes oftest med ”religions- og trosfrihed”.

Dog er oversættelsen problematisk, da ordet tro oftest tolkes i religiøse/åndelige termer. Europadomstolen tolker ”belief” meget bredere inkluderende betydningen tanke- og samvittighedsfrihed.

Cambell and Cosans v. United Kingdom (Ser. A) No 48 (1982) ECHR, paragraf 36.

X. V Germany App. No. 8741/79 (1981) 24 D&R 137.

Europakonventionen artikel 9, ICCPR artikel 18.

Europakonventionen artikel 9, ICCPR artikel 18.

Pew Forum (uafhængigt forskningsinstitut) rapport #Global Restrictions on Religion” december 2009, http://www.pewforum.org/docs/?DocID=491 .

ICCPR artikel 2, 5, 26 og 27; 1981 Declaration of the General Assembly artikel 2, 3 og 4; UN Human Rights Commitee, General Comment No. 22 (2).

Børnekonventionen artikel 14 (2).

1981 Declaration of the General Assembly artikel 5 (5).

1981 Declaration of the General Assembly artikel 5 (2).

United Nations Human Rights Committee General Comment No. 22, §11.

Freedom of Religion: European Human Rights Law and Practice, Paul M. Taylor, Cambridge University Press 2005.

United Nations Human Rights Committee General Comment No.22.

FN’s børnerettighedskonvention artikel 12.

Europakonventionen artikel 17.

Pew Forum (uafhængigt forskningsinstitut) rapport ”Global Restrictions on Religion” december 2009, < http://www.pewforum.org/docs/?DocID=491 >.

Denne guide er udarbejdet af Svensk Missionsråd med støtte fra Sida. Den er oversat og bearbejdet til dansk af Nikoline og Birger Nygaard. Guiden kan rekvireres i pjece-form fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

204

Ny Mission nr. 27

Religionsfrihed og religionsforfølgelse Ny Mission nr. 27

Den seneste tids udvikling, især i Mellemøsten, men også i andre dele af verden, har sat forfølgelse af kristne og andre religiøse grupper på dagsordenen. I dette nummer af Ny Mission sættes der fokus på religionsfrihed og religionsforfølgelse. Bogen er tænkt som en introduktion til dette vigtige emne, som en ressourcesamling, og som en inspiration til at engagere sig til fordel for religionsfrihed.

Ny Mission er en skriftserie, der udgives af Dansk Missionsråd, og udkommer med to numre om året.

Tidligere udgivelser i serien 1. Kulturkristendom og kirke – 1999 2. Gudstjeneste og mission – 2001 3. Globalisering og mission – 2001 4. Samarbejde i mission – 2003 5. Mission og etik – 2003 6. Kirke i mission – 2004 7. Religionsteologi - 2004 8. Missionær i det 21. århundrede - 2005 9. Mission og dialog – 2005 10. Mission og penge – 2006 11. Anerkendelse i mission – efter Muhammedkrisen - 2006 12. Diakoni og udvikling i kirke og mission – 2007 13. ”The Next Christendom” – udfordringer fra syd – 2007 14. Teologisk (ud)dannelse i en missional kirke – 2008 15. Evangelisering – missionens fokus - 2008 16. Klimakrisen – hvad ved vi, hvad tror vi, og hvad gør vi - 2009 17. Edinburgh 1910 – 100 år efter. Fra autoritet til autencitet i mission? - 2009 18. Mund og mæle til marginaliserede – Advocacy i kirke og mission – 2010 19. Den pentekostale bevægelse - 2010 20. For således elskede Gud verden. – 2011 21. Discipelskab i kirke og mission – 2011 22. Religion og udvikling – 2012 23. Partnerskab i mission – 2012 24. Den mangfoldige kirke: Menighedsformer i Danmark – 2013 25. Grænsegængere. Missionærer, kultur og den moderne verden – 2013 26. Menighedsformer og mission. Den mangfoldige kirke 2 – 2014

Abonnement på Ny Mission eller enkeltnumre kan bestilles hos Dansk Missionsråd Peter Bangsvej 1D 2000 Frederiksberg Telefon 3916 2777 E-mail: dmr@dmr.org