4 minute read

Belønningen er kun et kast væk

Next Article
Favoritfluen

Favoritfluen

Vildfisken. Frederik Pedersen er en af gutterne fra den hårde kerne i foreningen. Denne laks gav ham den vildeste kamp, han nogensinde har haft.

Laksefiskeri i Danmark er ikke det nemmeste at starte fiskekarrieren med. Men det er lige præcis, hvad juniorerne fra Skjernådalens Lystfiskerforening har gjort.

Af Nikolaj Korsholm nk@sportsfiskeren.dk

På en kold og blæsende forårsdag, tikker der pludselig en besked ind på Andreas’ facebook. Det er fra Simon. – Skal du med ud og tæve åen igennem? – Jeg kan kun en time, men jeg er frisk! Svarer Andreas indenfor to minutter.

De to unge, vestjyske knægte har været fiskevenner i lang tid. De ved, det er svært at fange en laks, og de har brugt uendelige mængder af tid på at svinge kæppen ved åen. De sidste sæsoner har de været mere end almindelig aktive. Mange aftener efter skole, mange morgener før mor og far vågner og mange weekender i gummistøvler, er blevet brugt enten sammen eller alene i jagten på laksen.

Forår i luften Simon og Andreas har kun en time at fiske i, og chancen for en fisk i foråret er i forvejen lille. På deres cykler har de kun det allermest nødvendige med til den korte fisketur. De tager hen til det sted på åen, som ligger nærmest Skjern. Det er kun en kort cykeltur ud til A11, som pladsen hedder. Her bliver cyklerne kastet ned i grøften, og fiskeriet kan nu påbegyndes. Det er, som det plejer at være, når de to er ved åen. Vinden blæser fra vest, og der er en blanding af frisk luft og kolort i luften. Det er Vestjylland.

Sidste time Fisketimen er snart ovre. Andreas og Simon kender følelsen, når der ikke bliver fanget fisk og erkender, at der også er en fiskedag i morgen. Men det sidste kast skal jo med, selv om troen ikke længere er til stede. Og bang! Tre meter fra stangen kommer suget. Pulsen går fra hvilepuls til galop. Der er ingen drømmende tanker. Kun fokus.

Andreas løsner bremsen, som den erfarne fisker han er og lægger følelserne til side for en stund. Den tager et vildt udløb på 50 m op ad åen. Andreas flytter sig langs med åen for at følge med. Andreas kæmper hårdt med fisken og presser den til udstyrets grænse. Efter et par nervepirrende minutter med vilde råb og intens stilhed, kommer laksen inden for rækkevidde.

Fiskeferie. Sommerferien er lang, men for Simon Kastbjerg er sommerferie lig med fiskeferie. Laksen her blev fanget dagen inden skolestart.

Forårsdrømme. Med en time at fiske i, var chancen for laks lille. Andreas Dysager havde kæmpet gennem flere sæsoner med at få en laks på krogen. Drømmen gik i opfyldelse en blæsende forårsdag.

Laksefiskere fødes Nu er det Simon, som skal bringe sejren hjem. Han er rolig og koncentreret på overfladen, men indeni pumper adrenalinen helt ud i de kolde fingerspidser. Et par gange er laksen tæt på land, men Simon tager den ikke. – Den er ikke klar endnu, siger Simon med ro i stemmen for ikke at stresse Andreas.

Da den endelig ligger foran sivene, tager Simon chancen og klemmer om den store halerod. Han løfter den over sivene og ind på græsset. Stemningen kan slet ikke beskrives med ord. Drømmen om en skjernålaks ligger i græsset foran de to fiskevenner.

Det kunne ikke være mere virkeligt. Det er en fælles sejr. Og der er ingen misundelse at spore i Simons ansigt, kun glæden over deres fælles bedrift. Selv om der kun ligger en laks i græsset foran dem, blev de begge to laksefiskere den dag.

Hårdt arbejde belønnes Simon er rigtig glad på Andreas’ vegne, men han har endnu ikke fået en laks. Sommerferien er lang, og målsætningen er at fange en laks, inden skolegangen og hverdagen indfinder sig igen.

Det er ikke altid fiskevennerne har tid, og så må man tage alene til åen. Det gør Simon. Han fisker, som han plejer. Alle de gode sving, huller, strømrender, grødebuske, indhug og brinker fiskes af. Da han når yndlingssvinget, lader han spinneren synke ganske kort, før den trækkes ind. Og så falder det længe ventede hug.

Den store kvote er allerede opbrugt, så Simon har fokus på at fighte den hårdt, så den ikke lider større overlast end nødvendigt, hvis den nu er er over 75 cm og skal genudsættes. Den kommer derfor hurtigt ind til land, og Simon kender rutinen. Han har prøvet det før med andre laks. Det giver dog lidt mere sved på panden, når det er ens egen. Og den første.

Med et fast greb om halen holder han den i vandet og måler fisken. Den er lige præcis under 75 cm, og derfor skal den med hjem. Et hurtigt knald i låget, og drømmen om laks og kammeratskab er gået i opfyldelse. I morgen venter skolen. Og flere fisketure.

Flere laks forude Der er fiskeskæl på korken, og over sæsonen har mange fra den hårde juniorkerne fået en eller flere laks. Efterårssæsonen er i fuld sving, og det samme er drengenes fiskestænger. De ved, det er nu, de skal smede, inden vinteren trænger sig på og den står på fluebinding og nye fiskehistorier. ▪

Flere laks. Efterhånden har de unge fiskere fået et solidt greb om fiskeriet, og flere af dem har allerede fanget flere laks – så genudsætning er blevet en fast del af fiskeriet.

This article is from: