Midt i Thereses tragedie er der plads til taknemmelighed
„Jeg mistede alt på et splitsekund: Min mand, mit hjem, min klinik, min bil – alt. Men Gud reddede mine børn. De er alt, hvad jeg har, det takker jeg for.“ Årets juleindsamling går til familier som Thereses, der er ofre for eksplosionen i Beirut.
Øjeblikket, der vendte op og ned på Thereses liv, fandt sted den 4. august. Sammen med sin mand, der var arkitekt, og deres dreng på 7 år og pige på 4 år var dagen ellers begyndt godt: „Vi havde en skøn morgen: Børnene tumlede rundt med min mand i køkkenet, mens vi sang og grinede og lavede morgenmad. Jeg gik på arbejde som ernæringsterapeut i min klinik – alt var godt, som det plejede,“ fortæller Therese, der har boet i Beirut hele sit liv. Men kl. 18:05 (lokal tid) ændrede familiens liv sig for evigt. Børnene, der sad i sofaen i stuen, råbte til Therese, at hun skulle komme ind til dem og se en stor røgsøjle ude foran vinduet. Hun fulgte deres opfordring – mens faren blev stående i køkkenet og råbte højt om det flammehav midt i røgen, de også skulle kigge efter. Kort efter – kl. 18:08 – tog Therese sin mobil frem for at tage et billede af røgen og flammerne. Men billedet blev aldrig udløst. I stedet blev deres by og hjem ramt af en
22
enorm eksplosion, der kastede Therese tværs gennem stuen, mens børnene blev katapulteret om bag sofaen, hvor de nu lå overdynget af ufattelige mængder glasskår. „Min datter blødte i munden. Jeg viste ikke, om hun havde mistet nogle tænder eller var blevet såret af glasset. Min søn græd. Han havde blod i ansigtet, men jeg kunne ikke se, hvor dybe sårene var. Jeg var rædselsslagen – måske ville der komme endnu en eksplosion eller et jordskælv. Så jeg skyndte mig at tage mine børn i hænderne og løbe ud af lejligheden,“ siger Therese. På det tidspunkt var hun sikker på, at hendes mand var lige i hælene på dem på vej ned ad trappen. Men da hun og børnene kom ned på gaden, var virkeligheden en anden. Minutterne gik. Hendes mand kom ikke ud til dem. Therese var splittet mellem, om hun skulle gå tilbage og lede efter ham eller blive hos børnene. Det var dem, der overbeviste hende om at blive på gaden:
„Mine børn var skrækslagne. De sagde: „Mor, mor! Nej, lad være med at gå hjem. Vi vil ikke have, at du dør. Du må ikke forlade os“,“ hvisker Therese. Folk skreg. Biler brændte, mange steder var der kæmpestore sten og murbrokker, der var styrtet ned fra husene. Alt var dækket af glas og støv. „Det var som om, at der var mange mennesker, der gik forbi os som zombier. Der var blod på deres tøj. De talte ikke. Der var både skrig og mærkeligt stille. Men min mand kom ikke. Jeg troede, at han var i sikkerhed; han havde jo slet ikke været i nærheden af vores store vinduer. Jeg skreg, at min mand stadig var oppe i lejligheden,“ fortæller Therese. Endelig trodsede nogle naboer sammenstyrtningsfaren og gik ind i familiens totalskadede lejlighed. „De fandt min mand bevidstløs og hårdt såret. Vi løb rundt for at finde en ambulance. Men der var så mange sårede. Heldigvis tilbød en fremmed at køre os,“ siger hun stille.
