TIRSDAG 22. MARTS 2016
22 SPORT
»Håndbold har bare altid været der, jeg skulle være« Drømmen ude i fremtiden er at blive ligaprofil og komme på A-landsholdet. Men lige nu koncentrerer 18-årige Nikoline Lundgreen fra Viborg HK sig om at suge til sig og lære at blive professionel håndboldspiller. HÅNDBOLD
Af Thomas Mielcke thmi@viborgfolkeblad.dk
VIBORG: På den skriggrønne væg i cafeteriaet hænger Viborg HK’s fortid i glas og ramme. Et hold med de syv største damestjerner, som har sat deres sko i håndboldklubben i perioden 1987-2012. Susanne Munk Wilbek. Annette Hoffmann. Janne Kolling. Heidi Astrup. For blot at nævne fire af dem. Og måske vil pigen med de næsten usynlige fregner over næseryggen, de charmerende ujævne tænder og det fyldige smil, som sidder ved et bordene, få en plads på billedet for de næste 25 år. Ingen kan spå. Men fakta, det kan vi alle forholde os til. Og fakta for 18-årige Nikoline Lundgreen fra Faaborg er, at hendes rejse mod væggen har fået en god begyndelse: Hun er i gang med sin første sæson som U18-spiller, men træner allerede nu med ligaspillerne og er med i de fleste kampe. Hun har været en del af ungdomslandsholdene i tre år, og sidste sommer blev hun U17-verdensmester. Hun er årets talent i klubben, og nu er hun nomineret til årets talent i Viborg Kommune. »Det er et skulderklap for det, jeg går rundt og laver til hverdag. Og så er jeg stolt over
ÅRETS TALENT KANDIDAT NUMMER 1
En bedre spiller
nationen rykket hende. Det er blevet nemmere at falde ind i jargonen med de der professionelle spillere, hvor nogle af dem har hundredevis af landskampe med i bagagen, og det er blevet normalt at gå side om side med Rikke Poulsen, Ann Grete Nørgaard og Rikke Skov. »Du kan tro, jeg til mine første træninger tænkte over, hvem jeg lige spillede sammen med. Men det er blevet hverdag nu. Når jeg ser dem spille for landsholdet i fjernsynet, tænker jeg dog: Hey, dem spiller jeg sammen med!« siger hun.
Farvellet til Fyn er nu to år siden.
Vil være tovejsspiller
I denne sæson er hun en profil på U18-holdet og samtidig et føl på ligaholdet, som hun træner med to gange om ugen og er på holdkortet for i de fleste kampe. Kombinationen har gjort hende til en bedre håndboldspiller. »Det har betydet meget for min udvikling, at jeg skulle træne opad. Jeg kommer ikke let til tingene på U18, men jeg kommer nemmere til dem, hvorimod jeg jubler, hvis jeg scorer et mål for ligaholdet. For der skal du være klar«. Også personligt har kombi-
Til næste sæson tager Nikoline Lundgreen hul på sit sidste ungdomsår. Her vil hendes rolle være den samme i Viborg HK som nu, og når det år så er gået - ja, så skal hun tage et nyt næste skridt i håndboldkarrieren og blive fuldstidsseniorspiller. »Så er et af mine store mål at blive en profil på et ligahold. Et andet mål er også at komme på A-landsholdet på et tidspunkt. Det er det, jeg træner hen mod hver dag,« siger hun. Store ord. Men de helt rette af slagsen, hvis man drømmer
Nikoline Lundgreen drømmer om at blive en ligaprofil og komme på A-landsholdet. Foto: Preben Madsen
at blive nomineret til prisen i en sportsby som Viborg,« siger hun.
Flyttede som sekstenårig At være med på det næste stjernebillede er dog slet ikke en af Nikoline Lundgreens tanker. Hun tænker udelukkende på det, hun netop laver i hverdagen - i den her sammenhæng altså at spille håndbold. Født ind i en håndboldfamilie begyndte hun, straks hun kunne gå - det var som toårig i den lokale klub Risøhøj, hvor hun blev trænet af sin far. Op gennem barndommen gik hun også til fodbold
og tennis, men det var sportsgrenen med harpikskuglen, der trak mest i hende. »Håndbold har været en fælles interesse for os hver søndag, og jeg har følt, at det er der, jeg bare skulle være«. Som fjortenårig skiftede hun til GOG og spillede to sæsoner for det fynske håndboldflagskib. Som sekstenårig forlod hun klubben, far, mor, lillebror og resten af Fyn og flyttede til Viborg. Hun søgte efter nye oplevelser. Og dem skulle hun finde i Viborg HK, som hun besøgte, mens hun spillede i GOG, for at se, hvordan et professionelt håndboldliv så ud.
om at leve af at spille håndbold, som denne unge pige gør. For at nå dertil skal flere dele af hendes spil forbedres, hvis hun selv skal sige det. »Jeg skal blive bedre i forsvaret, og det bliver jeg automatisk, når jeg også får en bedre fysik. Et af mine overordnede mål er at blive en tovejsspiller (en, der kan spille i både forsvaret og angrebet, red.), fordi jeg synes, det hører med til sporten at kunne spille i begge ender. Og så kan jeg godt lide at have indflydelse, hvilket du får, hvis du kan være på banen hele tiden,« siger hun. Hvis du om fem år sidder om dette bord igen, hvor er du så i din håndboldkarriere? »Så er jeg...« Nikoline Lundgreen tænker sig længe om, flytter blikket væk og rundt i lokalet. » ... Så er jeg 23 år. Så skulle jeg i hvert fald gerne være lidt større«. Hun griner. »Jeg kan godt lide at være i Viborg HK, så det vil ikke være underligt, hvis jeg var her,« siger Nikoline Lundgreen.
Trænerne: Hun kan gå hele håndboldvejen HÅNDBOLD VIBORG: Graver Nikoline Lundgreen dybt i sig selv helt ind til de inderste knogler - og finder den vildskab og sult frem, der skal til, hvis man skal gå hele vejen som håndboldspiller, ja, så kan hun gå hele vejen, blive en profil i ligaen og på længere sigt en del af A-landsholdet. Det vurderer Viborg HKtræner Allan Heine og U18landstræner Heine Eriksen,
der via deres arbejdsstole følger den 18-årige højre back tæt. Lige nu er hendes styrker, at hun hopper højt og har et hårdt skud. Det kommer man dog ikke langt med i håndbolden nu til dags, i hvert fald ikke helt til landsholdet. Derfor er det nødvendigt, at Nikoline Lundgreen forbedrer sig i begge ender af banen. »I forsvaret skal hun få en bedre forståelse, give mere af sig være og blive kynisk. I
angrebet skal hun især blive bedre til at reagere, beslutte og handle under pres, hvis forsvaret gør noget uventet,« siger Allan Heine. Og netop at blive bedre til det sidstnævnte er ifølge ham noget af det sværeste for en håndboldspiller. Nogle lærer det, andre vil altid have svært ved det. »Men skal Nikoline Lundgreen nå rigtig langt, skal hun på det punkt blive bedre i forhold til andre spillere. Bliver
hun ikke det, vil hun være for nem at læse og stresse, hvis hun kun har det gode skud,« siger Allan Heine, der til træninger i løbet af sæsonen har sporet fremskridt hos Nikoline Lundgreen.
Hårdt arbejde forude I tre år har backen været en del af ungdomslandsholdene og var blandt de seksten spillere, der sidste sommer vandt guld ved europamesterskabet for U17 i Makedonien - dog uden
at få de antal spilminutter, som landstræner Heine Eriksen havde troet. »Men vi har store forventninger til hende i fremtiden, og de fremskridt, hun har lavet i Viborg HK, skal vi gerne kunne se på landsholdet henover sommeren,« siger han. Ifølge Heine Eriksen er Nikoline Lundgreen dog ikke sikret en plads i truppen til verdensmesterskabet, da konkurrencen på højre back er hård.
»Hun skal arbejde hårdt de næste måneder,« siger han. I den forgangne weekend fik Nikoline Lundgreen godt med spilletid, da landsholdet som et led i forberedelserne til U18-verdensmesterskabet til sommer i Slovakiet spillede testkampe mod Norge, Rusland og Rumænien. Mod rumænerne blev hun topscorer med seks mål. thmi
ONSDAG 23. MARTS 2016
30 SPORT
Markspilleren som røg på mål og blev stående derinde
Katrine Svane var forsvarsspiller i ungdomsårene og blev målmand nærmest ved et tilfælde. Det var ikke dumt: I dag er den tidligere Team Viborg-spiller et af landets største talenter og vogter nu buret for Skovbakkens ligadamer. Drømmen om det store udland lurer i baghovedet. HÅNDBOLD
ÅRETS TALENT KANDIDAT NUMMER 2
Af Thomas Mielcke thmi@viborgfolkeblad.dk
VIBORG/SKOVBAKKEN: Det kræver sin kvinde at nå til tops med fodbolden og kunne leve af den. Ikke bare her i lille rødhvide Danmark, men i hele den store verden. Forstået sådan: Drager man sammenligningen med mændene, er professionalismen fjern og pengene små hos kvinderne, de er rene amatører. Alligevel brænder mange efter at spille fodbold, og tak for det, og alligevel går nogle af dem efter at komme så langt, de overhovedet kan, i karrieren. En af dem med sådan et mål for øje er 18-årige Katrine Svane. Og vil du, kære læser, have beviset på, at hun er seriøs med sin fodbold, at hun vil noget, og det er fremad og kun fremad, er det bare at læse de næste linjer: Fire-fem gange om ugen rejser hun frem og tilbage mellem Viborg og Aarhus for at passe sin pligt som målmand på ligaholdet Skovbakken. Nogle gange bliver hun kørt af sin far. Andre gange tager hun tasken med bøger og fodboldudstyr over hovedet, løber direkte fra klasselokalet på Viborg Katedralskole, hvor hun går i 2.G., og ind i toget, der kører hende til banegårdspladsen 65 kilometer væk, hvor en træner fra Skovbakken står parat og kører hende videre ud til klubben. »Det er da blevet lidt presset, men det påvirker mig ikke. Jeg er drevet af lysten og glæden,« siger hun.
Førstemålmand
Katrine Svane skiftede fra 1. division og Team Viborgs talentfabrik til Skovbakken, som i skrivende stund er det tredjebedste hold i Danmark. Hun er hudløs ærlig omkring klubskiftet. »Jeg følte, jeg var gået i stå i
Målmandstalentet skal finde modet FODBOLD
»Det er en kæmpe ære, og jeg er overrasket og stolt over, at nogle har tænkt på mig i den sammenhæng,« siger Katrine Svane om nomineringen som årets sportstalent i Viborg Kommune. Foto:
Team Viborg. Jeg havde brug for et andet miljø, flere udfordringer og at træne på et højere niveau. Og jeg har fået mere fodboldglæde - det havde jeg også i Team Viborg, men nu glæder jeg mig ekstremt meget til træninger og kampe, fordi jeg er under et større pres og får mere ansvar i Skovbakken.« Hun har været førstemålmand i de to kampe efter vinterpausen, hvor holdet har vundet 2-1 over Ballerup Skovlunde og tabt 0-8 til Brøndby. Søren Skov er både træner og målmandstræner for Skovbakken og er ham, der står bag beslutningen om at starte med en blot 18-årig pige mellem stængerne. Han mener, at Katrine Svane er en moderne målmand, fordi hun gerne vil være med i spillet med fødderne. Hun har hurtige reflekser og en god springkraft, når hun står inde på selve målstregen. Hun er også teknisk dygtig og god til at råbe sine medspillere op. »Talentet er der og potentialet til, at det kan forløses, men det kræver, at hun arbejder med sin største udfordring: At være modig i pressede situationer som eksempelvis frispark og hjørnespark, hvor der er mange spillere i målfeltet, som kommer bragende mod hende,« siger Søren
Holm og mener dermed det samme, som U19-landstræner Søren Randa-Bolts gør andetsteds på denne side. »Det er noget, vi allerede er begyndt at arbejde på i Skovbakken. Men det tager tid. Og det svære er, at hun skal lære det i kampsituationer, hvor det er mest utrygt,« fortsætter Søren Holm.
Tilfældighedernes spil
At Katrine Svane overhovedet begyndte til fodbold, og at hun blev målmand, er begge dele tilfældigt. Som seksårig boede hun på Fyn med sin familie, hvor den fodboldglade far syntes, at hendes lillebror skulle starte til fodbold. En dag fulgte storesøster så med brormand til træning i Assensklubben Tusa IF, sparkede selv til en bold og blev øjeblikkeligt bidt af det. Familien rykkede til Viborg, da Katrine Svane var ni år, hvor hun begyndte i Houlkær. Og i den første tid var det faktisk som forsvarsspiller indtil holdet en dag manglede en målmand. »Jeg havde stået på mål nogle gange før og sagde så, at det kunne jeg da godt. Og så hang det bare ved.« Som femtenårig rykkede hun og resten af de piger, der havde ambitioner, videre til
Team Viborg. Men allerede året før blev hun kontaktet af hendes kommende træner i Team Viborg, som samtidig var træner for Dansk Boldspil-Unions talentcenter og ville have hende med til det. »Det var første gang, hvor jeg fik indtrykket af: Okay, jeg kan faktisk godt finde ud af det her spil,« siger hun.
Udlandet
Åbenbaringen har hun ganske klogeligt bygget videre på, og i dag betegnes hun som et af de største målmandstalenter i dansk kvindefodbold. Og hvad har sådan et talent af klubambitioner, særligt med kvindefodboldens amatørstatus in mente? »Efter gymnasiet vil jeg holde et sabbatår for at forsøge at spille fodbold i en udenlandsk klub. Måske i USA eller Sverige. Og det er også noget, jeg kan se for mig i fremtiden.« Hvad mon med landsholdet? »Jeg vil gerne blive udtaget til U23-landsholdet og senere forhåbentlig komme på A-landsholdet, som vil være den største drøm for mig,« siger Katrine Svane, som dog også vil prioritere at få en uddannelse. »For det er jo svært at leve af fodbolden«.
VIBORG/SKOVBAKKEN: Er man i tvivl om, hvilken betydning 18-årig Katrine Svane har på U19-landsholdet, er det bare at tage telefonen, ringe landstræner Søren Randa-Boldt op og stille ham det spørgsmål. »Jamen, hun er jo min førstemålmand, så det er en meget væsentlig rolle, hun har,« siger han. Som så mange andre spillere i Dansk Boldspil-Unions (DBU) regi er Katrine Svane kravlet op gennem landsholdstrupperne. Hun begyndte på et talentcenter for U14-spillere, fortsatte videre til U15, U16 og U17 og er nu på U19, hvor statistikken indtil videre siger syv kampe - fire sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag - og kun fire mål sluppet ind. Hendes seneste optrædener var i træningskampe mod de stærke nationer USA, Holland og England. En af Katrine Svanes styrker er ifølge Søren RandaBoldt hendes evne til at tale med sit forsvar og råbe det op - noget, DBU generelt har fokus på ganske tidligt i målmændenes landsholdskarrierer. En anden styrke er, at hun er stærk i en mod en-dueller med modstanderen. Og så er hun god til at placere sig på afslutninger ude-
fra, fordi hun er en høj målmand. »Man ser mange forfærdelige mål i kvindefodbold, hvor bolden daler ind under overliggeren, men det gør den altså ikke på Katrine,« siger Søren Randa-Boldt.
Find modet
Men selvom hun har højden med sig, er hendes store udfordring, når hun på dødbolde skal gå ud i feltet i pressede situationer med angribere, der stormer mod den samme bold som hende. »Der kan hun godt trække sig, og det er et fokusområde, hun arbejder på at forbedre. Hun skal lige have det sidste mod med sig,« siger landstræneren, som spår gode muligheder for, at Katrine Svane kan blive en del af A-landsholdet. »Men det kræver, at hun arbejder med netop sit mod. Bliver hun bedre der, kan det godt ske inden for 2-3-4 år,« siger Søren Randa-Boldt. Katrine Svane vender i øvrigt tilbage til Viborg 5. april, når U19-landsholdet møder Nordirland i EM-kvalifikationen. thmi
LØRDAG 26. MARTS 2016
SPORT 49
ÅRETS TALENT KANDIDAT NUMMER 3 Mia Christensen træner seks dage om ugen, hvor rigtig mange af timerne foregår på træningsbanen i Bjerringbro. Foto: Preben Madsen.
Stortalent ved et tilfælde En ihærdig femårig pige fik sin vilje tilbage i 2009 - og seks år senere blev hun verdensmester. Nu jagter stortalentet Mia Christensen at nå de samme højder som idolet Simone Tetsche Christensen. BMX
BMX, så vi endte med at købe udstyret til hende, og hun har da vist sig at holde fast siden,« siger Sarah Christensen.
Af Thomas Mark thma@viborgfolkeblad.dk
Markant udvikling
MAMMEN/BJERRINGBRO: Historien er lige så tilfældig, som den er almindelig. I familiens baghave i Mammen havde storebror Lau en kammerat med hjemme. De havde fundet cyklerne frem og tonsede rundt, mens femårige Mia stod og så de store drenge give den gas. Den dag besluttede lille Mia sig for, at hun ville køre BMX. Seks år senere var hun verdensmester for 12-årige. Og dermed slutter det almindelige og ordinære i historien - og en ny begynder. For Mia Christensen er ikke bare en som så mange andre, der er blevet inspireret af en ældre søskende og dernæst prøvet en sport. Hun har nemlig kørt sig helt op i verdenseliten efter snart syv år på cyklen, dog med en start med visse vanskeligheder. »Hun ville ikke køres på andre cykler. Og hun ville ikke havde de andres hjelm på. Det var ulækkert, sagde hun,« mindes Mia Christensens mor, Sarah, med et smil. »Vi prøvede faktisk at holde hende lidt hen, for det var dyrt at skulle købe udstyr til hende, hvis det bare var en fiks idé, hun havde fået. Men hun holdt fast i, at hun ville køre
Ligegyldig hvilken sport man dyrker, så giver det et rygstød at vinde. Og vinde, det har Mia Christensen været vant til. Men der er forskel på at slå sine danske konkurrenter og så at slå hele verden. Og det sidste skridt har Mia Christensen nu taget. »Der er naturligvis noget naturtalent inde over. Men fra hun begyndte at køre i 2009 og frem, har der bare været udvikling hele tiden. De sidste år har hun også rykket sig rigtig meget, især teknisk,« fortæller Sarah Christensen om datteren, der efter tre års europamesterskaber rykkede helt op på verdensmestertronen tilbage i juli sidste sommer. »Hun har så meget vilje bag. Hun ved, hvad der skal til og går 100 procent efter de mål, hun sætter sig. Og nu, som verdensmester, har hun lige pludselig også noget ekstra at skulle leve op til,« siger moderen, der samtidig er meget opmærksom på, at datteren hverken brænder ud eller lægger alle æg i én kurv. »Det skal fortsat være sjovt. Nu er hun blevet en del af et udenlandsk team, har fået sponsorer og en hollandsk træner, og på den måde er der mange ting at forholde sig til for en 12-årig,« siger Sarah Christensen. Derfor er familien også me-
get fokuseret på, at skolen bliver passet - og så er der en åben dialog omkring Mia Christensens udvikling i sporten. »Der er et mål otte år frem i tiden, som hedder OL. Det er altså rigtig lang tid ude i fremtiden. Det er fint at have et mål, men det er også vigtigt, at hun tager et år ad gangen og mærker efter med sig selv, hvad hun gerne vil. Det handler både om lysten til det, og at niveauet bliver ved med at være der«.
Idolet i samme klub Mens 12-årige Mia Christensen stadig arbejder med at udvikle talentet, så er den 10 år ældre Simone Tetsche Christensen brudt igennem på seniorplan og ligner efter EMsølv og VM-bronze et oplagt bud på en OL-deltager. Ud over at dele efternavn, så deler de to også opvæksten i Bjerringbro BMX, og Simone Tetsche Christensen er meget opmærksom på det unge talent, som kan ende med at køre i hendes cykelspor. »Simone er et stort idol for Mia, og selvom Simone ikke er i klubben ret tit, så er hun meget opmærksom på unge kørere som Mia. Dengang Mia blev verdensmester, havde hun Simone i røret allerede inden, præmieoverrækkelsen fandt sted. Hun er altid sød til at komme hen og spørge, hvordan det går, og det betyder meget for Mia,« fortæller Sarah Christensen. Om Mia Christensen kan komme lige så langt som Si-
Selv en verdensmester kan blive benovet - og det blev Mia Christensen, da hun ikke bare blev indmeldt, men også endeligt nomineret til prisen som Årets Talent. Foto: Preben Madsen
mone Tetsche Christensen, må tiden vise. Lige nu gør familien dog, hvad den kan for at støtte Mia Christensen i drømmen. »Vi rejser nok udenlands en til to måneder om året i forbindelse med træning og
løb. Og hele familien støtter op om det. Hendes far, Tom, har selv prøvet at spille håndbold på højt plan, og storebror Lau er rigtig god til at støtte hende. Han tager selv en pause fra BMX i øjeblikket, men han har kørt i mange år og
kan derfor hjælpe hende med detaljer i kørslen,« siger Sarah Christensen.
TORSDAG 31. MARTS 2016
24 SPORT
Team Viborg mister succestræner i lykkelige omstændigheder Louise Snedker er begejstret for at være i Team Viborg, men nu er hun blevet gravid og må stoppe til sommer. Hun har dog tænkt sig at vende stærkt tilbage som træner - og meget gerne i Viborg.
ÅRETS TALENT/ ELITETRÆNER KANDIDAT NUMMER 1 FODBOLD
Af Christian Hald hald@viborgfolkeblad.dk
VIBORG: »Hej. Hvordan går det med lysken...? Du skal passe på. Så snart, du mærker noget, skal du gå ud«. Louise Snedker hilser på spillerne på Team Viborgs U17-hold, mens de én efter én ankommer til Liseborgs kunstgræsbaner og går ind for at klæde om til dagens træning. Solen skinner og får banerne til at virke ekstra grønne denne forårsformiddag, og som altid glæder Louise Snedker sig til at komme ud og arbejde med Viborgs største fodboldtalenter på pigesiden. »Selv en dårlig dag kan blive vendt til en dejlig dag, når jeg kommer ud på træningsbanen. For det første har vi nogle gode forhold herude, men ikke mindst brænder pigerne ligeså meget for det her, som jeg gør. Når de viser mig, at de vil lære og arbejde stenhårdt for at nå vores mål, så er det al tiden værd. For mig er fodbold en fantastisk fritidsinteresse,«
siger Louise Snedker. Louise Snedker er oprindelig fra Kjellerup, hvor hun begyndte fodboldkarrieren, og talentet var stort nok til at bane vejen for et skifte til Team Viborg, hvor hun endda kom på førsteholdet. Men for syv år siden blev hun pludselig ramt af en korsbåndsskade ikke under en fodboldkamp, men på en skitur. Sort uheld for Louise Snedker, som allerede på det tidspunkt havde interesse for trænergerningen - sandsynligvis fordi hun som helt ung spiller havde begge sine forældre som trænere og var blevet præget den vej igennem. Men uheldet gjorde, at trænerkarrieren blev opprioriteret. Faktisk blev hun så bidt af at være træner, at hun neddroslede sin egen spillerkarriere, selv om det før er set, at en spiller kan overvinde en alvorlig knæskade og komme tilbage for fuld styrke. »Det kunne jeg også have gjort, og jeg er blevet spurgt flere gange, om jeg ville spille igen. Men jeg fandt ud af, at jeg helst ville være træner. Det giver mig den største glæde, og jeg går så meget op i det, at jeg ikke har tid til at spille selv. Min kæreste er også elitetræner, så en stor del af tiden derhjemme bliver også brugt på fodbold. Al min fritid bliver faktisk brugt på fodbold, og på mit arbejde har jeg også med fodbold at gøre,« siger Louise Snedker, som er ansat på en idrætsefterskole i Ikast. Louise Snedker og kæresten bor i Snejbjerg, som er en forstad til Herning, og H-ordet ved Louise Snedker godt er et fy-ord, når man er Viborgtræner. »Men i og med, at jeg er opvokset i nærheden af Viborg og har været i Team Viborg i flere år, så mener jeg godt, at jeg kan holde den grønne og lilla fane højt. Men ja, jeg bor i Herning-området, og min kæreste er tilmed træner i
Efter denne sæson holder Louise Snedker en pause på ubestemt tid som træner i Team Viborg. Hun er nemlig gravid og sat til at føde i efteråret. Foto: Christian Hald.
FC Midtjylland. Det er noget, jeg har hørt meget for, men den dag, da Viborg FF slog FC Midtjylland i Herning (4-2 i denne sæson, red.) var en helt specielt oplevelse for mig,« siger Louise Snedker. Kæresten sparrer hun rigtig meget med om fodbold, og de tog DBU A-træneruddannelsen på samme tid. I alt tog cirka 75 uddannelsen - blot to af dem var kvinder. »Det er en mandsdomineret verden, men jeg er rigtig glad for at kunne komme ind og gøre en froskel i den verden. Mændene har måske en anden tilgang til tingene, end jeg har, men jeg holder fast i min måde at gøre det på. Især når man har med piger at gøre, så mener jeg, at det er enormt vigtig med masser af dialog. Det handler om mange individuelle snakke, så jeg
ved, hvor de står henne. Hvilke mål har de, og hvor meget kan jeg presse dem. I forhold til drenge er piger generelt mere eftertænksomme. De tænker meget over, hvad andre mener, og om de gør det godt nok. Derfor er det vigtigt at have en tæt dialog med pigerne og støtte dem hele vejen igennem,« siger Louise Snedker, som også lægger meget vægt på at få humor og godt humør ind i træningen.
Helt fantastisk sportsby Louise Snedker lægger ikke skjul på, at hun er en meget stor fodboldnørd. Når hun er alene hjemme, er det normalt, at hun bruger tiden på at se en video med én af Team Viborgs kampe - typisk for at forberede sig på den næste modstander. Med DBU’s A-trænerud-
dannelse i hus har Louise Snedker i princippet mulighed for at træne et superligahold, men hun skal ingen andre steder hen foreløbig. For det første er hun glad for at være talenttræner i Team Viborg og arbejde med pigespillere - og så er der desuden den betydningsfulde faktor, at hun er i lykkelige omstændigheder og efter planen skal føde i september. Det betyder, at hun efter denne sæson stopper i Team Viborg på ubestemt tid. »Men det er 100 procent kun en pause. Jeg vender stærkt tilbage, og jeg vil gerne træne i Viborg-området igen. Kultur- og idrætslivet i Viborg er helt fantastisk, og det er noget, som jeg sætter utrolig stor pris på. Både arbejdet her i klubben, men også samarbejdet med Viborg Kom-
mune. Aftalen med Team Viborg er, at jeg stopper til sommer, og så vil vi snakke sammen løbende. Jeg er ikke herre over, hvad min fremtid præcis kommer til at indebære, men Team Viborg har kæmpe betydning for mig,« siger Louise Snedker. Inden hun går på fodboldbarsel, venter et forår i spidsen for Team Viborgs U17-hold, og så kan hun altså blive den første nogensinde, som bliver kåret til årets talent/elite-træner i Viborg Kommune. »Det er en ære, og jeg er utrolig stolt og glad for, at nogen sætter pris på min måde at være træner på,« siger Louise Snedker.
Ekstremt engageret - og velforberedt hver gang FODBOLD VIBORG: I sidste sæson førte Louise Snedker Team Viborgs U17-piger til DM-guldet, og nu kan hun hente endnu en titel - men en mere personlig én af slagsen. Hun er nemlig nomineret af Viborg Elite til at blive årets elite/talenttræner i Viborg Kommune.
»Det er fuld fortjent, at hun er blevet nomineret. Hun er en ekstrem engageret og faglig dygtig træner, som er interesseret i at udvikle både sig selv og dem, hun har med at gøre. Hun er velforberedt hver gang, og man kan mærke, at hun brænder for det,« siger Keld Østergaard, som er cheftræner for Team Viborgs før-
stehold på seniorniveau og til daglig samarbejde med Louise Snedker. Keld Østergaard beskriver Louise Snedker som en person, der er rigtig god at nørde fodbold med, og hun ved, hvad hun snakker om. Louise Snedker har således bestået DBU A-træneruddannelsen og har dermed fået papir på
sin faglige dygtighed. »Og det er altså ikke et trænerkursus, som du lige går ud og trækker i en automat på torvet. Under den uddannelse er der ikke overladt noget til tilfældighederne, og du skal være skarp, men hun har klaret sig flot igennem,« siger Keld Østergaard. Han oplever Louise Sned-
ker som en træner, der kommer med en god attitude og gerne vil tænke nye tanker om fodbold - og hun er virkelig på, når hun træner sine spillere eller skal guide dem under en kamp. I denne sæson ligger Louise Snedkers mandskab på en aktuel fjerdeplads i U17 Piger DM, og foråret begyndte fint
med en sejr på 3-1 over Vildbjerg. Det er første gang, at Viborg Elite kårer årets elite/talenttræner, hvor Louise Snedker er nomineret sammen med Jens Bertelsen fra Viborg Svømmeklub og Keld Bolby fra Viborg Gymnastik Forening. hald
FREDAG 1. APRIL 2016
22 SPORT ÅRETS TALENT/ ELITETRÆNER KANDIDAT NUMMER 2
Et rutineret bindeled Keld Bolby kom for et par år siden til Viborg Gymnastik Forening fra Silkeborg. Her er han virkelig faldet til og er skattet som et bindeled, der formår at få mange ting til at glide i den rigtige retning.
Her var det sådan, at man virkelig gerne vil udvikle gymnasterne og nå langt med dem, og det passede godt til mig,« siger han. »Det var da en udfordring at komme til en ny forening med nye forhold og nye gymnaster. Og selvfølgelig skulle jeg lige mærke efter og finde ud af, hvor jeg kunne gøre en forskel med den viden, som jeg nu kom med, men ellers gik det pludselig forholdsvis stærkt. VGF var god til at tage imod en gammel hund som mig, og jeg fandt ud af, at jeg kunne bidrage med nogle ting,« siger Keld Bolby.
GYMNASTIK
Af Danni Kristensen dakr@viborgfolkeblad.dk
VIBORG: 50-årige Keld Bolby har i det meste af sit liv haft med gymnastik at gøre. Han var selv aktiv idrætsgymnast og har været træner og instruktør i godt og vel 25 år. De sidste to et halvt år har silkeborgenseren været hos Viborg Gymnastik Forening (VGF) - og det er arbejdet her, der har betydet, at han er blevet valgt som en af tre kandidater til titlen som Årets Talent/Elitetræner. »Da jeg fik det at vide, blev jeg helt paf. Men jeg fik også en varme indeni. Jeg er jo stolt. Der er nogen, der har tænkt, at jeg skulle indstilles, og det er en lækker anerkendelse at få på den måde,« siger træneren. Han har blot været i Viborg Gymnastik Forening i omkring to sæsoner, og det har vist sig som et rigtig godt match at få den erfarne træner ind. »Jeg er ramt ind i en forening og en afdeling, hvor tingene bare går op i en højere enhed. Det er mig, der er blevet nomineret, men hele talentarbejdet foregår jo i en afdeling, hvor vi arbejder sammen. Det er ikke noget, som jeg står alene med. Så det er også kredit til mine kolleger her i VGF,« siger Keld Bolby, der godt kan mærke, at han er kommet ind i en afdeling, hvor tingene bevæger sig i den rigtige retning. Selv fremhæver han, at der simpelthen er god kemi i
En del af en helhed
Keld Bolby er nomineret til Årets Talent/Elitetræner. Han er en af nøglefigurerne i den fremgang, som Viborg Gymnastik Forenings teamgym-afdeling oplever i disse år. Foto: Danni Kristensen.
teamgym-afdelingen. »Vi tænker gymnastik på den samme måde. Det betyder, at vi kan skabe en kontinuitet og udvikle de unge mennesker på en god måde. Og her er jeg måske kommet med et frisk pust. Jeg har nogle ideer og et helhedssyn, som har givet nye indspark. Og det har været gavnligt,« siger han. Det er fortrinsvis minipigerne, som Keld Bolby er træner for, men han sætter pris på at være med omkring konkurrencehold på andre alderstrin også, da det er vigtigt for ham at skabe en bevægelse i hele afdelingen. »Vi har et godt førstehold
nu, men det er vigtigt, at vi hele tiden sikrer, at vi har en opbygning, så vi i hver sæson har et godt førstehold, ligesom vi jo også skal sørge for, at vi har gode juniorgymnaster, der er det næste alderstrin. Og jeg er måske sådan et bindeled mellem aldersgrupper og hold. Men det kan jeg kun være, fordi vi har en god og åben atmosfære, hvor det er okay at byde ind omkring andre hold,« siger Keld Bolby.
Kedeligt brud med Silkeborg Årsagen til, at han overhovedet sidder hos VGF, er, at han for nogle år siden brød med
sin mangeårige klub i Silkeborg, hvor han ikke længere følte, at han passede ind. »Jeg synes, at man dengang kom til at arbejde for meget med kvantitet i Silkeborg fremfor kvalitet. Jeg savnede nogle prioriteringer, og der var ikke handling bag ambitionerne. Så det var en lidt kedelig sag, hvor jeg stoppede i begyndelsen af en sæson,« siger Keld Bolby. »Når jeg bruger så meget tid på det, så er jeg lidt hård. Hvis jeg skal bruge så meget tid, så vil jeg føle mig hjemme i det, og det følte jeg ikke rigtig, at jeg var i Silkeborg. Men det var lidt hårdt,« siger han.
Han er et kendt ansigt i gymnastikkredse. En tidligere kollega fra Silkeborg var hos VGF, og efter nogle uger hev han fat i Keld Bolby, der ikke var svær at overtale til at genoptage arbejdet med gymnastik. »I de første 14 dage uden gymnastik får man lavet en del i hjemmet, da der pludselig var lidt ekstra tid, men jeg følte jo ikke, at jeg var færdig med gymnastik,« siger den 50-årige træner, der hurtigt fik fornemmelsen af, at han ville passe godt ind i kulturen i VGF. »Jeg synes blandt andet, at mentaliteten var god i Viborg.
Teamgym-afdelingen er virkelig en afdeling i fremgang. Resultaterne er rigtig gode, og VGF banker på i den absolutte top i dansk gymnastik. Foreningen er ved at skabe en god bredde, da både førsteandet- og tredjeholdet er blevet rigtig stærke. Og det er blandt andet Keld Bolbys andel i den resultatmæssige udvikling, der har betydet, at han i næste uge er blandt kandidaterne til at modtage prisen som Årets Talent/Elitetræner. »Det vil være en fed anerkendelse af, at vi gør det rigtigt her hos VGF. Og kommer det så langt, så er det vigtigt for mig at sige, at det ikke kun er mit arbejde. Det er en samlet helhed, hvor vi virkelig arbejder i den samme retning og gør en stor indsats, der giver noget ekstra til gymnasterne.
Er med til at lave en rød tråd GYMNASTIK VIBORG: Man skal ikke tale i mange minutter med Katrine Andreasen, der er udvalgsformand for Viborg Gymnastik Forenings (VGF) teamgymafdeling, for at finde ud af, at Keld Bolby er en særdeles vellidt person i gymnastikforeningen. »Han er først og fremmest sød og rar, men han er også ekstremt god til vores gymnaster, fordi han er så rolig, som han er. Han er god til at forklare på en pædagogisk måde, hvordan man gør noget bedre. Og så er han god til at se det bedste i alle gymnaster. På et hold med 12 kan der væ-
re stor spredning i, hvor dygtige gymnasterne er. Men han er god til at fremhæve det bedste i alle, så alle føler sig som en del af holdet,« siger udvalgsformanden, der mener, at Keld Bolby på den måde virkelig er en god holdtræner. »Der er jo nogle, der bare tonser fremad og er superdygtige, men man har også brug for de små slidere på et hold. Og det er Keld ekstremt god til. Han sammentømrer virkelig et hold,« siger hun. En af årsagerne til, at hun anser Keld Bolby som en superdygtig talent- eller elitetræner, er, at han ser i helheder, der rækker ud over de to hold, han selv står i spidsen for.
»For Keld Bolby handler det om, at vi i afdelingen skaber de bedste mulige gymnaster. Vi får jo pigerne ind, når de er fem-seks år, og det er rigtig vigtigt, at den træning, de får, når de små, er rigtig grundig. Og han er god til at lave en rød tråd i træningen, så der trænes det rigtige på de rigtige tidspunkter og på det rigtige niveau,« siger Katrine Andreasen. »Han er ekstremt erfaren og kan på den måde være med til at klæde andre trænere på til at øve det, der skal øves. Og det er ham, som de andre trænere går til. Han er nemlig god til at give fra sig af sin kæmpe viden,« siger hun.
»Han betyder meget for os, da han er så kompetent, som han er. Både trænere og forældre har stor tillid til ham. Han har så meget visdom, som vi virkelig trækker på,« siger Katrine Andreasen, der også forklarer, at Keld Bolby er manden, der holder sig ajour omkring regler og regelændringer, hvilket er guld værd i forhold til de konkurrencer, som VGF deltager i. »Han giver os så meget uundværlig information, der er med til at give os en pejling på, at vi går i den rigtige retning,« siger hun. dakr
Hos Viborg Gymnastik Forening er man meget glade for det arbejde, som Keld Bolby udfører.
LØRDAG 2. APRIL 2016
44 SPORT
»Jeg kan ikke forestille mig et bedre job« Den største glæde for Jens Bertelsen som træner er, at han på nærmeste hold kan følge den udvikling, som de unge svømmere gennemgår både sportsligt og menneskeligt. SVØMNING
Af Christian Hald hald@viborgfolkeblad.dk
VIBORG: »Med Jens Bertelsen ’på kanten’ vil vi kunne tilbyde jer svømmetræning på topplan«. Sådan lød det fra Viborg Svømmeklub til klubbens svømmere, da Jens Bertelsen for lidt mere end to år siden tiltrådte som ny cheftræner efter en årrække i et lignende job i Herning. Og lige siden er det gået fremad for den lokale svømmeklub. Der er kommet mere struktur på træningen, der er blevet sat masser af personlige rekorder, og klubben har nået målet om at rykke op i 2. division - landets tredjebedste række. Jens Bertelsen selv sætter stor pris på jobbet som fultidssvømmetræner. Faktisk kunne han ikke forestille sig et andet job lige nu. »Det, der gør det rigtig fedt, er, at jeg så tydeligt kan se udviklingen. Både at de unge svømmere flytter sig rent sportsligt, men også at de vokser som mennesker. Det er fantastisk at være vidne til. En gang imellem siger forældrene, at jeg næsten ved mere end de gør, om, hvad der foregår i børnenes liv,« siger Jens Bertelsen, som også nyder at implementere de tanker, han har om at skabe, fastholde og videreudvikle et godt træningsmiljø for svømmerne. Jens Bertelsen er generelt glad for det, som klubben og svømmerne har opnået i de lidt mere end to år, han har været cheftræner. Det er gået både op og ned i den udviklingsproces, klubben har været igennem, men Jens Bertelsen peger på flere ting, som han er rigtig tilfreds med at have gennemført. »Jeg ville gerne have svøm-
merne til at forstå, at de når længst ved at arbejde sammen og bakke hinanden op. Alle har gode dage, hvor man sagtens kan få gjort sine ting, men på de dårlige dage rykker det rigtig meget at have god opbakning fra de andre. Det er med til at løfte svømmernes bundniveau og gøre glæden ved at træne langt større,« siger Jens Bertelsen. Han mener, at man har brug for mange forskellige persontyper for at få det stærkeste team, og det er trænerens fornemmelse, at svømmerne har fået en bedre forståelse for hinanden, og hvad den enkelte har af egenskaber, der kan styrke enheden. Et andet fremskridt er, at der er blevet defineret nogle klare træningsmål for de enkelte niveauer i de forskellige aldersgrupper. En kæphest for Jens Bertelsen var fra start af, at svømmerne kan få ekstra træning, når de rykker et niveau op. På den måde er der noget at stræbe efter. Den gode indsats giver med andre ord en belønning.
Store forventninger Holdmesterskabet tilbage i december viste, at Viborg Svømmeklub er den klub i Danmark, som har forbedret sig næstmest over en periode på fire år målt på tiderne sat af de 20 bedste svømmere i klubben. Individuelt har den lokale klub også fået flere og flere svømmere med til de forskellige nationale mesterskaber. Det har været en proces, hvor svømmerne har skullet træne mere og dermed også måtte tilpasse livsstilen uden for bassinet. Der skulle soves og spises rigtigt for ikke at gå ned fysisk og mentalt. Det var ikke helt nemt i begyndelsen, og i foråret 2015 var der en periode i elitegruppen, hvor mange svømmere var ramt af sygdom. »Jeg trykkede måske lige hårdt nok på i den periode, og
Jens Bertelsen har indtil videre haft stor succes i Viborg Svømmeklub. Han sætter stor pris på, at klubben har indstillet ham som årets talent/elitetræner i Viborg Kommune. Foto: Preben Madsen.
svømmerne var samtidig ikke gode nok til at restituere,« siger Jens Bertelsen. Men efter en indkøringsperiode begyndte svømmerne at kunne håndtere en øget træningsmængde, og med blandt andet tilknytningen af Jacob Iversen, tidligere topsvømmer og indehaver af Movement Lab, er forventningerne til fremtiden store. »Det bliver sindssygt spændende. Han er uddannet fysioterapeut og elitetræner i svømning, og han er rigtig skrap på det svømmetekniske, men han forstår også svømningens anatomi og biomekanik (måden at bevæge sig på, red.) på et rigtig højt niveau. Vi laver screeninger af svømmerne på land i forhold til smidighed, stabilitet i led og styrke i muskelgrupper, og vi foretager tekniske analyser af svømmerne i vandet ved hjælp af undervandsoptagelser,« siger Jens Bertelsen og fortsætter:
»Vi håber på et kontinuerligt samarbejde med Jacob i fire-seks år, hvor vi arbejder med svømmere helt ned i 1112 års alderen. Det vil sige, at vi opdager deres skævheder i forhold til at være svømmer i en tidlig alder og kan sætte ind med en forebyggende indsats. Det forventer vi os rigtig meget af. Vi tror virkelig, at det kan flytte svømmerne på sigt,« siger Jens Bertelsen, som har kendt Jacob Iversen i mange år. Jens Bertelsen er selv tidligere elitesvømmer, og mens han var ungdomssvømmer var han også træner for forskellige børnehold. Året efter, at han gik ud af gymnasiet, valgte hans daværende træner i Skive Svømmeklub at stoppe. Bestyrelsen spurgte herefter Jens Bertelsen, om han ville overtage cheftrænerposten som blot 21-årig. Året efter blev der lavet en elitesammenslut-
ning mellem Skive og Viborg Svømmeklub, og her var Jens Bertelsen træner i to år, mens han læste på lærerseminariet. Derefter fik han job som lærer på Herning Højskole, hvor formanden også var formand for Herning Svømmeklub. Kontakten var skabt, og Jens Bertelsen blev ansat i Herning Svømmeklub, hvor han var i syv år - de sidste knap tre år som cheftræner. I samme periode lukkede højskolen på grund af økonomiske problemer, og siden har Jens Bertelsen levet af at være svømmetræner. »Jeg har aldrig haft en plan om, at jeg skulle være fultids svømmetræner og kunne jeg have fortsat i jobbet på højskolen, så er det ikke sikkert, at jeg var svømmetræner i dag. Men jeg har altid syntes, at det var fedt at være svømmetræner, og kan det kombineres med familielivet, så kan jeg ikke forestille mig et job, som jeg hellere vil have,« siger Jens
skadesforebyggende øvelser. Ella K. Pedersen nævner også, at Jens Bertelsen har arbejdet hårdt for, at Viborg Svømmeklub har fået et tæt samarbejde med Viborg Katedralskole, som er såkaldt Team Danmark uddannelsespartner. De talentfulde svømmere i Viborg får på den baggrund optimale muligheder for at kombinere skolegang med masser af træning i bassinet. Men det er ikke kun det sportslige, som Jens Bertelsen
har styr på som cheftræner. Han interesserer sig også for mennesket bag svømmeren, fortæller Ella K. Pedersen. »Han har fokus på den hele svømmer. Det kan godt være, at en svømmer har talent, men omgivelserne skal også være i orden, før det hele bliver til en enhed. Hverdagen med skole og så videre skal også fungere,« siger Ella K. Pedersen. Hun kalder det meget fortjent, at Jens Bertelsen er nomineret til at blive årets ta-
Fra højskole til svømmehal
ÅRETS TALENT/ ELITETRÆNER KANDIDAT NUMMER 3 Bertelsen, som har mange skæve arbejdstider med morgen -og aftentræning samt stævner i weekenden. Privat bor han med sin bedre halvdel tæt på Højslev mellem Skive og Viborg. Sammen har de en pige og venter lige nu barn nummer to - en dreng.
Fremgang er ingen tilfældighed SVØMNING VIBORG: Med Jens Bertelsen i spidsen som cheftræner rykkede Viborg Svømmeklub i denne sæson op i 2. division for hold. En stor ting for den lokale svømmeklub, som både sportsligt og på medlemsfronten har været i fremgang de seneste år. Det er ikke mindst Jens Bertelsens fortjeneste, fortæller formand for Viborg Svømmeklub, Ella K. Pedersen.
»Vi opstiller rammerne, men det er ham, som udfylder dem i samarbejde med vores dygtige talenttræner, Mia Duedahl Pedersen, samt vores ungdomstrænere,« siger formanden og sætter nogle ord på Jens Bertelsens styrker som træner. »Jens arbejder utrolig struktureret og målrettet med talenterne. Han går helt ned i de små deltaljer med, hvad man kan gøre for svømmerne. Der er ikke noget ved Jens’ arbejde,
som sker tilfældigt. Det hele er gennemtænkt,« siger Ella K. Pedersen. Et af de nye tiltag er at tilknytte Jacob Iversen, Master of Science (MSc) i Sports Fysioterapi og fysioterapeut, som tidligere har arbejdet med svømmere på det danske seniorlandshold. Med hjælp fra blandt andet videoptagelser af de enkelte svømmere vil der blive udarbejdet individuelle træningsprogrammer med fokus på både styrketræning og
lent/elitetræner i Viborg Kommune. »Det er ingen hemmelighed, at vi er meget glade for at have Jens i klubben. Der er styr på tingene - til glæde for svømmerne,« siger Ella K. Pedersen. Jens Bertelsen er nomineret sammen med Louise Snedker fra Team Viborg og Keld Bolby fra Viborg Gymnastik-Forening. hald