12 minute read
Når indeklimaet skal være i top
Bomuldstelte er tungere og dyrere end polyestertelte, men du får også et helt andet indeklima, når der er bomuld i teltdugen. Camping-fritid har kigget nærmere på fem bomuldstelte, hvoraf det ene er til parret, der vil vandre eller cykle.
Bruger du kun dit telt en uge eller to om året, kan der være gode argumenter for at købe et ordentligt polyestertelt, som både er overkommeligt i vægt og pris. Er du derimod flittig teltcampist og ved, at du og familien også gerne camperer under varme himmelstrøg, giver det mening at købe et bomuldstelt, selvom det både er dyrere og tungere end et polyestertelt i samme størrelse. For bomuldsmaterialet er mere åndbart og giver derfor et dejligt indeklima, hvilket især kan være et plus i varmen, men det kan også være en fordel i kølige egne, fordi den kraftigere stofkvalitet isolerer bedre end en ren polyesterdug. For alle fem teltes vedkommende gælder, at hele eller dele af teltdugen er i teknisk bomuld, der består af cirka 35 procent bomuld og 65 procent polyester, som giver det bedste fra to verdener, fordi bomulden er åndbar, mens polyesterstoffet både er stærkt, vandafvisende og let at rengøre. Tre af de testede telte er stangtelte, mens teltene fra Kampa og Dometic har luftstænger. Teltene stod opstillet i et par efterårsuger på DCU-Camping København – Absalon, hvor de vejrmæssigt blev udsat for både sol, regn og blæst. Alle teltene holdt tæt trods kraftig regn undervejs, og ingen rev sig løs, selvom blæst kombineret med blød, regnvåd jord udfordrede.
BEDST I TEST
Mærke: Dometic Model: FTT Rarotonga 401 TC Vægt: 39,32 kg Pris: 13.398 kr.
Teltet har ikke den traditionelle, buede facon, som ofte ses på telte, men har derimod et mere kantet og oprejst udtryk, hvor indgangspartiet nærmest ligner gavlen på et hus. Det testede telt er i en grålig og hvid nuance. Det yderste opholdsrum er beskyttet af et overdækket indgangsparti, og hvis slagregn alligevel skulle nå ind til frontdøren, er lynlåsen klogt og godt beskyttet af en kraftig plastickappe, så der ikke trænger vand igennem lynlåsen. Der er naturligvis ind- og udgang i fronten, men derudover kan højre side i teltets opholdsrum åbnes og bruges til ud- og indgang, hvilket både giver fleksibilitet og fine muligheder for ventilation. De to store vinduer i fronten er begge forsynet med myggenet. Ståhøjden i den forreste del af teltet er 210 cm, og selv inde i sovekabinen er ståhøjden 200 cm. Der er små lommer med plads til elkabler på begge sider af teltet og i fronten, og skulle du have brug for steder til nøgler og andre småting, er der otte lommer på forsiden af sovekabinens indertelt. Teltet pumpes op via i alt fire luftstænger, og sammen med Kampa-teltet var dette telt det hurtigste at sætte op. Inde i teltet er der små velcro-knapper, så der kan hænge lyskæder, lamper eller andet. Sovekabinerne er meget mørke, så det tidlige morgenlys ikke generer, og med en bredde på 140 cm i hvert soverum er der god plads til de overnattende. En smart detalje er, at der bag sovekabinerne er et stort område med regulær opbevaringsplads til bagage, som du har adgang til via sovekabinerne. Både i front og bagest er der kraftige barduner til at sikre teltet, og også sidebardunerne er i en bedre og kraftigere kvalitet end på testens øvrige telte. Alt i alt et virkelig dejligt og rummeligt telt, der er testens tungeste og næstdyreste, men som både i udseende, kvalitet, funktionalitet og detaljer har så meget at byde på, at det er en klar testvinder.
Syvårssøerne, Naturrum Kirstinelyst på Randbøl Hede, Bindeballe Købmandsgård, Tørskind Grusgrav, WOW Park, Givskud ZOO, Legoland®, Lego®House og Lalandia ligger 12-15 km fra Randbøldal Camping. Book en mobile home, appartement, hytte eller tage din egen campingvogn eller autocamper med. KOM BARE!
Medbring denne annonce og få 20% rabat**Til kunder med campingvogn Tilbuddet gælder ikke på helligdage og højsæson
www.randboldalcamping.dk Tel. 75 88 35 75 Randbøldal Camping • Dalen 9 • 7183 Randbøl
Mærke: Kampa Model: Hayling 4 Air TC Vægt: 25,38 kg Pris: 8.698 kr.
Kampa blev for et par år siden opkøbt af Dometic, og den engelske teltproducent indtager nu i det interne hierarki rollen som det prisbillige mærke, der skal levere kvalitet for skillingerne, mens Dometic er kvalitetsmærket med de mange detaljer og talrige tilkøbsmuligheder. Kampa Hayling 4 pumpes op med fire luftkanaler og har et integreret, ovedækket frontsolsejl, der både fungerer som et ekstra opholdsområde på de gode dage, og som samtidig beskytter indgangsdøren mod regn og rusk. Inde i det store opholdsrum er der et fint lysindfald takket være de to store sidevinduer, hvoraf vinduet i højre side kan åbnes helt op og bruges som udgang. Ventilationsåbninger i såvel bagende som front sikrer, at luften kan cirkulere. Ståhøjden er 210 cm i fronten af teltet og 200 cm i sovekabinen, mens den helt ude i bagenden falder til 180 cm. Der er ingen opbevaringslommer på forsiden af inderteltet, i stedet for sidder der to lommer i siden på hver af de to sovekabiner. Selve sovekabinerne er mørke, så du ikke forstyrres af morgensolen. Bredden i hver af de to kabiner er 130 cm, hvor det hos storebror Dometic er 140 cm, så her ligger familien altså en anelse mere trangt. Midterstykket mellem de to sovekabiner kan fjernes, hvis I hellere vil have ét stort rum. Der følger ikke barduner med til at sætte i teltet front og bagende. De skal tilkøbes, hvilket absolut er tilrådeligt, fordi det giver teltet en bedre stabilitet i blæsevejr. Generelt er bardunerne ikke så kraftige som hos storebror Dometic, så her er der altså blevet sparet. En lomme til elkabler findes i venstre side af teltet, så du kan trække strøm, uanset hvordan teltet er placeret i forhold til elstanderen. Der er ikke opbevaringsplads bag sovekabinerne, men trods lidt færre detaljer får du stadigvæk et lækkert polycotton-telt til en skarp pris. Der er sparet nogle steder på teltet, men prisen er også lavere end på Kampas tidligere polycotton-telte, og sammenholdt med en ganske udmærket kvalitet får det derfor stemplet ”godt til prisen”.
GODT
TIL PRISEN
Mærke: Robens Model: Eagle Rock TC 6 + 2XP Vægt: 34,1 kg Pris: 13.829,95 kr. Dette telt er først kommet på markedet i april, så Camping-fritid er nogle af de første, der har haft mulighed for at kigge produktet nærmere efter i sømmene. Det rejses med stænger, hvor det meget pædagogisk er forklaret, hvordan de i alt fire stænger skal placeres. Det er gjort ved, at der på hver stang er påsat et lille stykke klisterbånd med en farve, som matcher farven på den teltlomme, som stangen skal føres igennem. Indretningen i dette telt er anderledes end i de øvrige testtelte, for her er der en mørk kabine forrest i teltets højre side, som efter behov og forgodtbefindende kan bruges til enten overnattende børn eller til at gemme bagage af vejen. Hvis du hverken har børn eller brug for at gemme bagage væk, kan kabinen blot pilles ned, så du får et større opholdsrum at boltre dig på. Bagest i teltet er der yderligere en stor sovekabine med et stykke stof i midten, der kan lægges ned, hvis familien foretrækker ét stort rum. I siden af teltet er en lille lomme til strømkablet, så der kan trækkes strøm til lys, køleboks eller andet. Der er udgang i både front og i begge sider af teltet, hvilket også giver mulighed for ventilation. Sidedørene er begge udstyret med store vinduer med myggenet, så du kan få frisk luft uden at lukke de stikkende bæster ind. Frontdøren kan slås helt tilbage og er rigtig fint beskyttet af det store indgangsparti, så du kan komme tørskoet ind og ud af teltet. På ydersiden af det bageste indertelt er der fem lommer til diverse former for småhabengut. Bagi har teltet ventilationsåbninger både oppe og nede, som sammen med åbninger i teltets front sørger for den nødvendige luftudskiftning, så du minimerer kondensen. De medfølgende pløkker er temmelig spinkle og bøjede lidt, ligesom bardunerne er forholdsvis tynde snore i en ikke særlig kraftig kvalitet. Alt i alt et udmærket telt med en god rummelighed og et rart indeklima, men det er også testens dyreste, og set i det lys får man efter testholdets vurdering mere telt for pengene hos nogle af konkurrenterne.
Mærke: Nordisk Model: Asgard 19.6 Basic Vægt: 20 kg Pris: 8.499 kr. (uden bund) Dette telt er markant anderledes end testens øvrige telte, fordi det nærmest er et stort spidstelt med plads til op til 10 overnattende personer på det store gulv. Det er taget med i testen, fordi det er et anderledes bud på et telt til familien, der gerne vil have mulighed for at hygge under samme tag med både dine, mine og vores børn. Teltet er i sit udgangspunkt ét stort rum, men det er muligt at tilkøbe op til to ekstra kabiner, hvor der kan sove to personer i hver kabine, hvis behovet er til det. Samtidig kan kabinerne også bruges til at gemme bagage af vejen, hvis man ikke bryder sig om at have det liggende frit fremme i det store rum. Det er rart at være minimum to personer til at rejse det, for dels er der en del pløkning, dels er det en hjælp, at der er en til at holde den bærende, centrale stang, mens teltet rejses. Teltbunden skal købes separat og lynes på. Den koster 3.199 kr. Naturligvis kan du vælge at klare dig uden at tilkøbe en bund, men der skal ikke falde meget regn, før du vil være ked af den beslutning, hvis vandet løber ind under teltet. Vandsøjletrykket på teltdugen er helt nede på 350 mm, men teltet holdt ikke desto mindre fint tæt i hele testperioden. Ståhøjden er fremragende, og selv et stykke væk fra teltets midte er der god plads til at stå op. Når så mange mennesker er samlet på begrænset plads, er udluftning ekstra vigtig, og her er mulighederne glimrende takket være fem udluftningskanaler i bunden af teltet, der alle har myggenet, så man undgår at få uønsket selskab i løbet af natten, når de åbnes. Desuden er der tre ventilationskanaler i midten af teltet oppe under loftet, så luften kan cirkulere og udskiftes. Samlet set er det et både smukt og velkonstrueret telt, som med sin spidse form vækker minder tilbage til de første telte, da lejrlivet tog sin begyndelse. Det lægger op til fælleshygge for den store familie, hvor alle bor og sover i det samme store rum, ligesom det vil være et godt valg for spejdere eller andre foreninger på tur. Men også et telt, hvor det kræver stor disciplin af beboerne i forhold til orden og oprydning, for når alting er samlet i ét rum, kan det hurtigt komme til at virke rodet.
Samvær • Tryghed Ro • Natur • Oplevelser Samvær • Tryghed Ro • Natur • Oplevelser Derfor Derfor CAMPING BORNHOLM
• Hytter, udlejningsvogne og campingenheder • Tæt på spændende seværdigheder • Eget naturområde med skov, put and take sø og indhegnet hundeskov • Stort varieret aktivitetsprogram • Kendt for superservice Se mere på vores hjemmeside. Book online eller kontakt os for et godt tilbud.
Vi glæder os til at se jer Sanna og Michael Ved klippekysten
Lyngholt Familiecamping • Borrelyngvej 43 • 3770 Allinge Tlf.: 5648 0574 • info@lyngholt-camping.dk
Lyngholt FamilieCamping-Bornholm Lyngholt_camping
www.lyngholt-camping.dk
Mærke: Nordisk Model: Ydun Tech Mini Vægt: 6 kg Pris: 5.598 kr.
Dette telt er beregnet til maksimalt to personer og adskiller sig dermed fra de tre store familietelte i testen, hvilket kan gøre sammenligning lidt vanskelig. Når det alligevel er taget med, er det dels fordi, det er et lækkert og velkonstrueret telt, dels for at vise, at det er muligt at købe et telt med bomuld, uden at vægten stikker helt af. Det skyldes, at kun sidevæggene er i teknisk bomuld, mens bunden er i en PU-coated polyester og oversejlet i en PU-coated nylon. Det blandede materialevalg er med til at holde vægten i skak, og selve teltet vejer blot 4,2 kg, men det er, uvist af hvilken grund, eksklusive stænger, pløkker og barduner, og når de lægges til, ender prisen på 5.598 kr. og vægten på 6 kilo. Det er dog stadigvæk en meget beskeden vægt, som gør teltet velegnet til såvel cykel- som vandreture. Teltet rejses ved hjælp at to indvendige stænger i hver ende, der står som et A, men uden en stang i midten, så du slipper for at kante dig forbi en irriterende stang i midten. Der er døre i begge ender af teltet, så du efter behov kan kravle ud af den ende, der ligger i læ. Dørene kan skærmes med myggenet, så du altid har mulighed for at få luftet ud på de forholdsvis få kvadratmeter, der er til rådighed. Selvom teltet er testens absolut mindste, er der plads til, at journalisten med en højde på 191 cm kan ligge udstrakt. Der er lommer i begge sider af teltet til nøgler og andre småting, ligesom der i hver side af teltet er en lille ventilationslomme med myggenet. Vandsøjletrykket på loft og vægge er kun 350 mm. Det vil få alarmklokkerne til at ringe hos mange campister, men vandsøjletryk er ikke det eneste, som siger noget om et telts tæthed, for også materialekvalitet, coating og syninger er afgørende. Og teltet holdt faktisk tørt, selvom det stod ude i blandet efterårsvejr med masser af regn. Et fedt telt, som især henvender sig til de aktive campister, der vil have et godt indeklima, uden at teltet bliver for tungt.