3 minute read
Det gode naboskab har faldgruber
Lader du naboen parkere sin campingvogn på din grund? Derved risikerer du, at naboen vinder hævd, så du mister retten til at sige nej til ordningen på et senere tidspunkt.
TEKST JAN AAGAARD FOTO ANNE-VIBEKE ISAKSEN & ADOBE STOCK
Hvis du i årevis lader naboens campingvogn stå på din grund, risikerer du at miste retten til at ophæve ordningen. Campingvognen på billedet står dog på ejerens egen grund og er blot et modelfoto.
Et godt naboskab er guld værd, og mange vil strække sig langt for at hjælpe naboen med stort og småt. Det gode naboskab kan dog nogle gange få konsekvenser, som man ikke lige havde forestillet sig. Måske har du været flink og givet naboen lov til at stille sin campingvogn eller autocamper i indkørslen til den gamle garage, som du alligevel ikke bruger. Der har campingvognen så stået år efter år i vintersæsonen.
Men ved at give naboen lov til at benytte din grund til parkering af campingvognen gør du ikke blot din nabo en tjeneste. Du risikerer samtidig at miste retten til at ophæve denne ”ordning” på et senere tidspunkt. Man kan nemlig blive fanget af de såkaldte hævdsbestemmelser i dansk lovgivning. – At vinde hævd betyder, at din nabo ved lang tids brug eller adfærd opnår ret til at blive ved med at gøre det, som han eller hun har gjort i mange år – for eksempel at parkere sin campingvogn på din grund eller benytte din indkørsel, siger Anders Quistgaard, advokat og indehaver af Quistgaard Advokatfirma i Odense.
Et problem ved ejerskifte
Denne form for hævd hedder ejendomshævd og betyder, at f.eks. din nabo opnår hel eller delvis ejendomsret til din faste ejendom. Hævden indtræder typisk i de tilfælde, hvor du blot har accepteret en bestemt adfærd eller handling hos din nabo, men ikke har indgået nærmere aftaler herom. Denne - og andre former for hævd - kan f.eks. være et problem, når man skal sælge sit hus eller grund. – Som advokat oplever jeg spørgsmål om hævd i forbindelse med rådgivning om køb og salg af fast ejendom. Når huset eller sommerhuset skifter ejer, opstår tvivlen om, hvem der egentlig har ret til hvad – eksempelvis adgang til stranden via naboens grund eller placering af et hegn, fortæller Anders Quistgaard.
Tiden er afgørende
Tiden er afgørende ved spørgsmål om hævd, da naboen skal have udøvet sine handlinger regelmæssigt igennem meget lang tid for at vinde hævd. Det vil typisk sige efter mindst 20 år, hvis handlingen vel at mærke har været synlig for dig. Hvis naboens handling ikke har været synlig for dig, vil naboen typisk først vinde hævd efter 40-50 år. Man skal derfor ikke være bange for at miste rettighederne til sin ejendom fra den ene dag til den anden. Det kan imidlertid være en god idé at lave en form for skriftlig aftale, hvis man eksempelvis giver naboen lov til at parkere en campingvogn på sin grund. Hævdsbestemmelserne anvendes nemlig ikke, hvis der er indgået en aftale.
Bekræft aftalen skriftligt
– Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner, men hvis man for eksempel laver en mundtlig aftale hen over hækken, så vil jeg anbefale, at man lige bekræfter den aftale i en e-mail. Dermed signalerer man også, at aftalen ikke gælder for evigt. Det kan dog også være en fordel, at man aftaler en udløbsdato, siger Anders Quistgaard. Hvis man allerede har en ”ordning” med sin nabo om brug af ens ejendom, men aldrig har fået lavet en nærmere aftale og bekræftet den skriftligt, er det oplagt at få det gjort hurtigst muligt. – Mange er ikke opmærksomme på hævdbestemmelserne. Men når man så bliver opmærksomme på dem, er det en god idé at få tingene afklaret og skriftligt aftalt. Og det er jo også godt naboskab, fastslår Anders Quistgaard.