7 minute read
Sådan undgår du støjkonflikter med naboen
Sådan undgår du støjkonflikter
med naboen
Gøende hunde kan til tider være årsag til konflikter, men menneskets bedste ven kan, måske også blive træt af larmen fra de tobenede.
Støj er en af de største kilder til nabokonflikter – men hvordan kan det egentlig være? Og hvad gør man, når naboerne bor ekstra tæt på, og væggene er lavet af stof eller aluminium? Det gør forsker i nabostøj Sandra Lori Petersen dig klogere på her.
TEKST KIRSTINE KREFELD FOTO ADOBE STOCK
De fleste, der tager på campingferie, er nok ekstra indstillet på, at der er andre mennesker tæt på – med alt, hvad dertil hører. Alligevel kan mange måske nikke genkendende til, at naboerne af og til kan være irriterende. Måske endda så irriterende, at det griber ind i følelsen af afslapning og ferie. Men hvad er det, der gør, at vi kan blive så irriterede over andre menneskers lyde? Det har Sandra
Lori Petersen undersøgt. Hun er forsker ved Institut for antropologi, og med støtte fra Grundejernes Investering og Realdania forsker hun i nabostøj. Hun forklarer: – Vores hjem – og dermed også vores campinghjem – har et bestemt lydlandskab. Det er en del af det, vi opfatter som hjemligt, rart og hyggeligt. Det er nogle lyde, vi kender. Og det inkluderer faktisk også lyden af naboer. Men når det lydlandskab bliver brudt, så kan der opstå udfordringer, siger forskeren.
Andres lyde og lugte griber ind i vores private rum
– På en campingplads er det en del af præmissen, at man kan høre de andre – og det er en måde at føle sig som en del af et større fællesskab på. Også når man er hjemme i sin egen campingvogn. Her har vi vores private rum. Dertil kommer det offentlige rum, og der gælder forskellige normer for, hvilke lyde der hører til hvorhenne. Vi har brug for at have en eller anden grad af kontrol over vores private rum. Når vi begynder at opleve de andre som grænseoverskridende – det kan være lyden af andres snorken, sex, TV, musik, snak eller en hund, der gør – så er det, fordi det griber ind i vores private rum, det ”hellige” rum, som vores hjem er, siger Sandra Lori Petersen. Hun tilføjer, at lugte kan være lige så generende – lugten af cigaretrøg, madlavning, grillos m.m. – Men det kan – overraskende nok – også være nogle ret stille og rolige ting, folk bliver generet af, som f.eks. at naboen sidder og snakker i et almindeligt stemmeleje, fordi man får en oplevelse af, at man ikke kan være i fred i sit eget hjem. Og tit beder man ikke andre om at opføre sig anderledes, fordi man jo så griber ind i deres privatliv – og så er det, at det kan vokse sig meget stort inde i os, siger Sandra Lori Petersen.
Tanken om støj stresser os
– Der findes en del forskning, som viser, at trafikstøj øger risikoen for en lang række sygdomme. Og det er især, fordi det forstyrrer folks søvn. Det kan både være på det bevidste og det ubevidste plan, at det forringer kvaliteten af vores søvn. Når vi ved, at trafikstøj er generende og sundhedsskadeligt, så er der en vis sandsynlighed, for at nabostøj nok også er det. Vi kan blive stressede bare ved tanken om, at vi måske ikke kommer til at sove, eller at naboen igen sidder og snakker ude foran teltet eller vognen. Det er altså ikke kun selve lyden, men også frygten for den eller forventningen om den – og derfor kan relationen til dem, der ”larmer”, også være meget vigtig. Alene bevidstheden om, at du nok vil kunne få naboerne til at skrue ned, hvis du beder dem om det, kan være med til at gøre, at du oplever naboernes støj som mindre stressende, siger Sandra Lori Petersen.
Forebyg konflikter
– Det bedste, du kan gøre, er at forebygge, at irritationen over naboens lyde vokser sig meget stor. Det er meget nemmere at løse en potentiel konflikt tidligt i et forløb, siger hun. – Det er en stor fordel at kende sin nabo lidt – bare det at hilse på hinanden kan afmontere en konflikt, fordi det så er nemmere at sige noget på et senere tidspunkt. Man kan have nemmere ved at henvende sig,
når man har etableret en positiv kontakt først. Det behøver ikke at være andet end ”hej, sikken et dejligt vejr”, siger forskeren. – Har du en nabo, hvis lyde generer dig på en eller anden måde, så tag en pakke chokolade med over og sig noget venligt, som især udtrykker dine egne behov. Det kan være noget i stil med ”jeg har brug for noget ro i dag. Er det muligt, at I kan skrue lidt ned eller vente til i morgen?”. – Lyde, der generer, er et problem, mange kender til – for de er et problem: Nogle må give afkald på noget: Enten den ro, man har brug for, eller det behov man har for at snakke og grine eller spille musik, siger hun.
Tal også om, hvad man gerne må
Sandra Lori Petersen understreger, at det kan være en god idé at henvise stille og roligt til de regler, der gælder på campingpladsen, men hun kommer også med en opfordring til campingpladserne om at tænke over, hvordan de fælles retningslinjer er udformet: – Der er jo nogle retningslinjer på en campingplads, og det er en god ting at have. Men de handler, så vidt jeg ved, ofte om alt det, man ikke må. Der ligger et kæmpestort, positivt potentiale i også at tale om, hvad man gerne må og i hvilket tidsrum. Det kan være med til at gøre det endnu mere klart for alle, at der faktisk også er nogle ting, der er okay, og rammer i form af regler også kan være med til at give muligheder, siger forskeren.
5 GODE RÅD TIL AT FOREBYGGE STØJKONFLIKTER
Hils pænt på din nye nabo
Det er lettere senere at håndtere eventuelle problemer med støj, hvis man fra starten har talt åbent om hinandens behov og grænser. Har du små børn eller børnebørn, kan du f.eks. fortælle naboen, at de godt kan være lidt kede af det ved sengetid, men at det er rimelig hurtigt overstået. Så er naboen forberedt, og det kan virke meget beroligende og forebyggende i forhold til, at nogle føler sig generet af det. Når I etablerer en positiv kontakt, kan det også medvirke til, at du selv bliver mindre generet af f.eks. naboens snak foran teltet eller vognen om aftenen.
Tal med din nabo, hvis du er generet af støj
Lad ikke irritation over støj fra naboen vokse sig stor. Tag hurtigt kontakt og få talt konkret og konstruktivt om sagen. Hvis det ikke er ’akut’, kan det være en god idé at vente med snakken til et tidspunkt, hvor din irritation har lagt sig, f.eks. dagen efter. Husk: Tag dit eget behov alvorligt. Det er okay at sige fra over for lyde, der generer. Men gør det stille og roligt og konstruktivt.
Lyt til din nabo, hvis det er dig selv, der larmer
Nogle gange ved vi simpelthen ikke, hvor meget lyd vi producerer – og derfor tænker vi heller ikke altid over, at det kan genere andre. Hvis naboen giver udtryk for, at han/hun er generet af støj fra dig, så giv dig tid til at lytte og tænke over det. Vær opmærksom på, at der er kortere mellem lydene på en campingplads ift. en bygning. Snorker du meget højt, eller har du små børn, der græder meget, kan det være, du ikke skal bo i telt, men vælge en campingvogn eller leje en hytte på campingpladsen i stedet. Aluminium eller træ isolerer trods alt lidt bedre end tyndt stof …
Få hjælp fra værten på campingpladsen
Værten på den campingplads, du bor på, er neutral og har ansvar for, at alle gæster føler sig godt tilpas og kan nyde opholdet så tag gerne en snak med vedkommende, hvis du føler, der er et problem.
Flyt dig væk fra støjen
Hvis det ikke kan lade sig gøre at finde en løsning, som fungerer for både dig og naboen, så kan den bedste løsning ganske enkelt være at flytte sit telt eller vogn til et andet sted på campingpladsen. Eller til en anden campingplads. Du kan altid tale med campingpladsens vært om en løsning.
Kilder: Håndbog - Gode råd om nabostøj, Sandra Lori Petersen og DCU