Sådan bliver en fordom overfor mennesker med handicap skabt

Af Birger Dalgaard

Alle kørestolsbrugere kender situationen. Vi er i det offentlige rum og i færd med at handle ind, drible ned ad gågaden eller drible hjem på fortovet. Der kommer et barn gående imod os med sin mor eller far. Barnet får øje på kørestolen og er naturligt nysgerrigt og henvender sig til sin mor eller far og siger: ”Se! Manden sidder ned og kører? ”Forælderen svarer: ”Schyy barn. Han kan høre dig!”

Barnet lader sig ikke sådan affærdige og spørger mig direkte:”Er det, fordi du er træt, at du sidder ned og kører? Hvordan får du den til at køre rundt? Hvordan bremser du? Kan den køre stærkt?”

Supergode og meget relevante spørgsmål. Men inden jeg når at svare barnet, henvender forælderen sig til mig og siger: ”Det må du meget undskylde. Han er kun et barn!”, hvorefter forælderen trækker sit barn væk og formanende siger til det: ”Sådan noget må du ikke spørge om. Han er handicappet!”.

Tilbage sidder jeg med en masse gode svar, som jeg ikke fik lov til at give barnet. Og et sted går et barn og tænker; hvorfor måtte jeg ikke spørge manden i kørestol om det? Barnet er i bedste fald blevet i vildrede. Og der sætter sig en oplevelse i barnet af, at sådan én i kørestol må man ikke spørge om noget, for det vil min mor eller far ikke have.

Tænk hvis man ikke måtte spørge en far med en cykelanhænger Lad os vende situationen om. Jeg dribler af og til med mit barnebarn på tre år på skødet. Så tager vi en tur ad stisystemet. Tænk, hvis nu vi dribler hen mod en forælder, der har vendt sin barnecykelvogn på siden og står og er ved at fjerne nogle grene, der har sat sig fast i hjulet. Det er et usædvanligt syn, og det vil gøre mit barnebarn nysgerrigt. Mit barnebarn vil sige til mig: ”Se morfar, er hans cykel væltet? Er den kaput? Kan han ikke få den til at køre igen?”

Skulle jeg så sige til mit barnebarn: ”Hysss! barn, han kan høre dig!”

Vi forestiller os, at mit barnebarn ikke lader sig anfægte af min formaning, men henvender sig til forælderen og spørger: Hvorfor er din cykel væltet? Er den gået i stykker? Kan den komme til at køre igen? Var der et barn i den, da den væltede?

Supergode og relevante spørgsmål. Men skulle jeg så sige til mit barnebarn, inden manden kan nå at svare. ”Det må du meget undskylde. Han er kun et barn!”.

Og skulle jeg så vende kørestolen om og køre væk, mens jeg formanende sagde til mit barnebarn: ” Sådan noget må du ikke spørge om. Han er en forælder! ”. Sådan noget ville jeg aldrig sige. Jeg ville aldrig ødelægge en vigtig samtale mellem mit barnebarn og en forælder.

Fordom mod mennesker med handicap

Men det er lige præcis det, der sker alle de gange, hvor givetvis velmenende forældre forhindrer deres barn i at spørge os kørestolsbrugere om vores kørestole. En vigtig samtale bliver forhindret.

Og jeg tænker på, at de samtale-afviste børn vil være i vildrede næste gang, de ser en person i kørestol. Samtaleafvisningen resulterer i to ting: Barnet får ikke svar på sine vigtige spørgsmål, og barnet bliver af sin forældre ledt ind på den forestilling, at kørestolsbrugere er anderledes end barnet selv og andre, der ikke har et handicap.

En fordom bliver skabt!

Herfra en opfordring til velmenende forældre, der ikke giver deres børn lov til at spørge os mennesker med handicap om noget og ikke giver os mennesker med handicap lov til at svare på børnenes væsentlige spørgsmål: Lad børnene spørge og lad os svare! Børn har ikke en medfødt forestilling om, at mennesker med handicap er anderledes.

Den forestilling giver forældrene dem ved at optræde som om, at vi kørestolsbrugere er nogen, man ikke må spørge om vigtige ting.