2 minute read
Et travlt år i rådgivningen
Masser af henvendelser og nye kollegaer for at reducere ventetider for medlemmerne
I2021 HAR VINDENE blæst i forskellige retninger i rådgivningen. Hidtil har vi været tre ansatte socialrådgivere på nedsat tid. Da vi har oplevet flere henvendelser fra medlemmer og flere henvendelser med sammensatte og omfangsrige problemstillinger, så ledelsen behov for at optimere rådgivningen med yderligere to socialrådgivere, nemlig Claus Pedersen og Anders Andersen. Dermed sikrer vi, at ventetider for at komme til at tale med en rådgiver reduceres. I den senere tid har der således ”kun” været ventetider i gennemsnit på fem-syv arbejdsdage. Vi håber på at kunne reducere ventetiden yderligere, men det kan være svært at vide, da mængden af henvendelser er uforudsigelig. Et godt råd er derfor altid at henvende sig til os så hurtigt som muligt, uanset om det er en klagesag eller en bisidderopgave.
Biler og BPA fylder
I året der gik, har vi haft en del sager om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) især fra bestemte kommuner, hvor vi kan mærke, at ordningen er under pres. Det handler både om tilkendelse af en BPA-ordning, men også om revurdering af BPA-ordninger, hvor nogle kommuner laver vurderinger, som ligner minutudmålingen på hjemmehjælpsområdet. Vi hjælper medlemmer med over for kommunen at holde fast i intentionerne med ordningen og at sikre, at sagen er grundigt belyst. Det er især vigtigt med aktuelle og specialiserede lægeoplysninger og dagbøger, der afspejler et sammensat og uforudsigelig hjælpebehov.
Vi har også mange sager om de såkaldte ”trivsels-biler”, altså bi- ler der ikke ansøges til brug som studerende eller i erhverv, og hvor medlemmer har fået afslag. Det er lykkedes os at hjælpe medlemmerne til at få sagen påklaget til Ankestyrelsen, som i flere tilfælde har hjemvist sagerne. Ofte fordi kommunerne ikke undersøger og dokumenterer, hvorvidt borgeren kan benytte andre transportformer end egen bil. Det kan fx være, at borgeren påvirkes helbredsmæssigt af kulde ved at benytte el-scooter eller udtrættes betydeligt ved at benytte offentlige transportmidler eller handicapkørsel.
Rådgivningen får mange forskellige henvendelser fra medlemmerne. Vi rådgiver og sparrer omkring alle spørgsmål, der har en handicapvinkel. Det kan være alt lige fra spørgsmål om handicapskilt, botilbud, hjemmehjælp, kompensation i job, uddannelseshjælp mv.
Bisidderne
Til at hjælpe os har vi et stort korps af bisiddere i hele landet. Bisidderne er uddannede og har selv en funktionsnedsættelse eller er pårørende. I år lykkedes det os at mødes og afholde kursus med bisidderne, hvor vi arbejdede med dokumentation af de mange kompetencer og erfaringer, det giver at være bisidder. Vi er virkelig glade for bisiddernes enorme indsats. Deres indsats ude ved medlemmerne gør en stor forskel, og derfor fylder det også meget i vores daglige arbejde at understøtte bisidderne.
Tæt samarbejde med politisk afdeling
Når rådgivningen støder på problemstillinger eller vilkår, som vi mener er generelle, eller kommuner, der skærer ned over en kam uden at lave individuelle afgørelser eller andre urimelige forhold, så samarbejder vi med forbundets politiske afdeling, så vi kan få udfordringerne frem i lyset på Christiansborg eller i pressen. Det er dog det lange seje træk, som ind imellem kan tage år. Men her er vi utrolig taknemmelige for, at I medlemmer bidrager med cases fra den virkelige verden, det er det, der kan gøre den store forskel i dialogen med politikerne eller pressen. Som eksempel samarbejdede medlemmer, rådgivningen og presseafdeling med en journalist fra Danmarks Radio om at synliggøre en kommunes praksis med at observere medlemmer i deres hjem i op til en uge, en praksis som vi fandt uværdig og unødvendig for at oplyse hjælpebehovet. Det lykkedes os at få denne praksis ændret i den givne kommune.
Vi finder dette samarbejde mellem medlemmerne, bisidderne, sekretariatet og udvalgene m.m. meget givende. Det er her, vi i flok kan stå stærkere og være med til at forbedre forholdene for medlemmerne.