1 minute read

Til frivillig workshop i Udvalg for Globalt Samarbejde

Next Article
Ferieminder

Ferieminder

I midten af maj deltog jeg i en frivillig workshop, der var lavet af Udvalg for Globalt Samarbejde, som er et udvalg under Dansk Handicap Forbund. Udvalget samarbejder med ulandslande og har projekter i bl.a. Uganda og Bolivia, hvor de samarbejder med organisationer for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap.

Jeg blev inviteret af Ungdomskredsens formand Ann-Katrine, som er med Udvalg for Globalt Samarbejde. Det var en stor fornøjelse at deltage og se, hvilket engagement udvalget og medarbejderne har i samarbejdet med de forskellige lande. Det er et enormt vigtigt arbejde, og jeg tror på, at begge lande kan lære noget af samarbejdet. Her handler det ikke om at være fattig eller rig, men om at dele og udveksle erfaringer.

På workshoppen fik vi indblik i udvalgets arbejde, og hvor meget det kræver for at få et samarbejde op at køre. Vi snakkede om, hvad vi selv kunne bidrage med. Det kunne fx være ekspertviden om vores eget handicap, hvor vi bidrog til at landene fik bedre viden omkring de enkelte handicaps. Som frivillig kan man også være med i en landegruppe, hvor man er med til forskellige projekter i et land. Selv kunne jeg godt tænke mig at dele ud af min viden om mit handicap cerebral parese. Det at kunne bidrage med at lære andre, hvad cerebral parese er, og fortælle hvordan det både fysisk og kognitivt kan påvirke ens hverdag. I Danmark kan man få rigtig meget hjælp, men det er ikke sikkert, at hjælpen er lige så stor, hvis man bor i Uganda. Derfor er udvalgets arbejde så vigtigt, fordi det er med til at fremme mulighederne for mennesker med handicap i ulandslande.

I weekenden blev jeg virkelig imponeret over, hvilken fantastisk indsats udvalget, medarbejderne og de frivillige gør for at hjælpe andre. Det var utroligt spændende at høre om deres projekter i de forskellige lande og høre hvilken forskel det gør for landene, de samarbejder med.

This article is from: