Systemisk Narrativt Forum - Nr. 4 2019 by Dansk STOK

Oktober 2019

Medlemsblad for Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM

Dialog og monolog

Makkerskabet

En oversigt over dialogbegrebet. Den fĂ¸rste af to essays om dialog.

En tabuiseret legeplads i det kliniske arbejde?

danskstok.dk

Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

Medlemskab og priser Personligt medlemskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

650,-

Institutionsmedlemskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.500,Studerende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

350,-

Sambo (oplys sambos navn) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . OBS: Alle postforsendelser sendes kun til én i husstanden

300,-

Kontingentet indbetales på: Reg.nr.: 1199 Kontonr.: 0004568826 v. Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation Samtidig sender du en mail til indmeldelse@danskstok.dk, med datoen for din indbetaling.

Ansvarshavende redaktør:

Hjemmeside:

Klavs Lindequist

www.danskstok.dk

Bladudvalg:

Webmaster:

Gunild Høeg og Klavs Lindequist

Jørgen Malmkjær-Mørch webmaster@danskstok.dk

Materiale sendes til: klavs@danskstok.dk Materiale sendes som vedhæftet fil på e-mail. Annoncer som PDF-fil og artikler i Word. Artikler skal ledsages af et foto i høj opløsning og en kort beskrivelse af forfatteren.

Annoncepriser for medlemmer: 1/1 side . . . . . . . . . . . . . . . 4.500 kr. 1/2 side . . . . . . . . . . . . . . . . 2.250 kr. 1/4 side . . . . . . . . . . . . . . . . 1.125 kr. 1/8 side . . . . . . . . . . . . . . . . 500 kr. Priser for ikke-medlemmer forhandles.

Deadline for næste nummer: 1. december 2019 Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i hænde inden deadline. Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline. Udsendes digitalt til alle medlemmer af foreningen Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation.

Grafisk design og layout: Appetizer.dk · Simon Johnsen ISBN 1600-2954

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Indhold Bøger 5

Bøger til inspiration Fortæl Samtaler med unge pårørende Komplekse Traumers Psykologi Tilknytningsteorien i aktion

Artikler 10

40 Makkerskabet En tabuiseret legeplads i det kliniske arbejde?

34 Boganmeldelse Jeg kan. En kreativ metode til løsning af voksnes problemer.

Dialog og monolog Dette er den første af to essays om dialog.

Fra Borge til Brno På rundrejse i det dialogiske, det relationelle, det responsive og det kropslige landskab.

Foreningen 4

Nyt fra redaktionen

75 Kursuskalender Kalender for medlemmers kortere kurser og workshops

62 Lokalafdelingerne STOK København STOK Sydsjælland STOK Syd

Årsmøde program Dialog på kryds og tværs

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Nyt fra redaktørerne Klavs Lindequist & Gunild Høeg

Hermed ligger der et nyt blad på nettet eller i din indbakke

A ÅRSMØDET står for døren, lægger dette blad naturligt op til mødet. Sidst i bladet er der en nærmere beskrivelse af Årsmødets program med hovedtaler og workshops. Læg mærke til at Årsmødet er flyttet til Fåborg i år.

Det bliver et spændende Årsmøde hvor emnet er ”Dialog på kryds og tværs”. I den forbindelse har Mats Widsell skrevet en artikel, der har dialog og dialogers historie og betydning som emne. Mats følger op på denne artikel i næste nummer af Systemisk/Narrativt Forum. Der er flere, bl.a. Susanne Johansen, Torben Pedersen Skovby & Charlotte Sommerfeldt og Dorthe Beck Fredriksen, der har bidraget til at gøre dette blad spændende og mangfoldigt. Tak for det. Og når dette er skrevet, er det stadigt vigtigt, at der kommer artikler til bladet. Korte eller lange. Det kan være mere teoretiske eller artikler, der beskriver en praksis. Det kan være om et emne, der for tiden optager en, og som kan være inspirerende for andre at læse. Vi ses til Årsmødet 2019 i Fåborg Mange hilsner Gunild og Klavs Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bøger til inspiration

Fortæl af Allan Holmgren

ORES organisationers problemer skal ikke løses med tal, de skal løses med ord. Og med denne bog bliver man som konsulent i stand til at skabe rummet for, at disse ord bliver til fortællinger. Vel at mærke fortællinger der formår at tage fat i de reelle problemer og forløse dem. Befriende at den narrative praksis i bogen ikke præsenteres som et middel, et værktøj, men som en etisk måde at forholde sig til sin konsulentpraksis på. Det giver konsulentens arbejde dybde og gør det meningsfuldt.

Med et vanligt skarpt blik for det væsentlige peger Allan Holmgren usentimentalt, men dog med stor

sensitivitet, på dér, hvor skoen trykker. At han tør tage fat på dét, gør mig klogere som læser og mere tryg som konsulent ude i min praksis fremadrettet. Bogens første del giver en overbevisende argumentation for, hvorfor den narrative konsulent er meget relevant i moderne organisationer. Den indeholder samtidig mange refleksioner, som rækker ud over bogens faglige indhold, og gør dig klogere som menneske. Anden del indeholder mange gode narrative metoder, som læseren kan plukke til sin konsulentpraksis eller blot samtaler med venner og familie.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bøger til inspiration

Samtaler med unge pårørende af Ingelise Nordenhof og Mathilde Zwinge

OGLE BØRN og unge har mistet en forælder. Andre har en far eller mor, der er ramt af alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, misbrug eller andre problemer. Fælles for dem er, at deres udfordringer ligner hinanden, og at de har behov for professionel støtte til at kunne mestre dem.

Samtaler med unge pårørende henvender sig til fagpersoner, der kommer i kontakt med disse børn og unge, f.eks. pædagoger, sundhedspersonale, socialrådgivere og terapeuter.

I bogens første del fortæller unge pårørende med forskellig baggrund om deres tanker og følelser, om ansvar, stigmatisering, sorg og sårbarhed. Men også om at lære sig selv bedre at kende og om at kunne klare svære ting. Anden del guider fagpersoner gennem tre typer af støttende samtaler: samtalen med barnet eller den unge i skole eller dagtilbud, forældersamtalen om barnet eller den unge samt familiesamtalen, hvor barnets eller den unges perspektiv er i centrum. Halvor Øvreide har skrevet forordet til bogen.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bøger til inspiration

Komplekse Traumers Psykologi – ny bog fra DISPUKs Forlag (udkommer november 2019)

af Anette Holmgren

ENNE BOG kan læses af alle. Den taler i almindeligt sprog om det ubærlige. Om det som kan føles umuligt at fortælle.

Komplekse traumers psykologi er beretningen om menneskelig tragedie og smerte, men det er også beretningen om modstand og om værdier og om overlevelse.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bøger til inspiration

Tilknytningsteorien i aktion Emotionsfokuseret terapi for enkeltpersoner, par og familier

af Susan m. Johnson

EN LETFORSTÅELIG bog om psykoterapi, der vil være anvendelig for studerende såvel som erfarne terapeuter. Med afsæt i pionerer som John Bowlby, Carl Rogers og Harry Stack Sullivan samt i betydningsfuld empirisk forskning i emotionelle og interpersonelle fænomener har Johnson skrevet et fremragende værk, der vil have stor værdi for vores fag mange år frem.”

”

”MED KOMBINATIONEN af Johnssons store viden om tilknytningsteori og -forskning, hendes forskningsbaserede tilgang til terapi og hendes mange års erfaring med klinisk terapi og undervisning formår hun at skildre, hvordan man bedst begrebsliggør og gennemfører succesfuld livsændrende terapi med enkeltpersoner, par og familier.” – Philip R. Shaver, professor emeritus i psykologi

– Irvin Yalom, professor emeritus i psykiatri, Stanford University

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bøger til inspiration

Tilknytningsteorien i aktion beskriver: Tilknytningsteori- og forskning som model for terapeutisk forandring. De centrale træk ved emotionsfokuseret terapi, og hvordan en dygtig terapeut sekvenserer og pacer interventioner. Velunderbyggede interventionsteknikker til behandling af angst, depression og problematiske forhold. Terapi med enkeltpersoner, parog familier dækkes i kapitel-par, der henholdsvis introducerer nøglebegreber og præsenterer dybdegående case-eksempler.

Hvordan tilknytningsbaseret terapi ikke bare sigter efter at løse klienters problemer, men også at redefinere deres selvbillede og vanlige måder at møde andre på. Øvelser og refleksionsspørgsmål i hvert kapitel. Denne grundbog kan vejlede og inspirere kliniske psykologer, parog familieterapeuter og – rådgivere, socialarbejdere, psykiatrisygeplejersker og psykiatere såvel som studerende med interesse i psykoterapi.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Dialog og monolog AF

Mats Widsell Mats Widsell har arbejdet med psykoterapi, undervisning og supervision i 35 år indenfor psykiatri og i privat praksis. Mats har en psykoanalytisk- en systemisk- og en narrativ uddannelse, og er Fil.mag. De sidste tre år har Mats arbejdet med implementering af Åben Dialog i Horsens Kommune.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Dette er den første af to essays om dialog, det er en oversigt over dialogbegrebet, og i et kommende nummer er der et essay om brugen af dialog i praksis.

Jeg begynder med to eksempler:

Eksempel 1 A: Hvad har du lavet i dag? B: Jeg har været på arbejde. A: Det har jeg også, jeg har meget travlt. B: Jeg har også meget at lave, i går… A: Ved du hvad, jeg får hele tiden nye ting, jeg skal lave, og nu er jeg begyndt at tage arbejde med hjem for at nå det. B: Det har jeg gjort tidligere, men så gik jeg ned med stress, så det må jeg ikke mere for min leder. A: Hele tiden nye ting, og jeg får ikke en gang bedre løn. Jeg tror snart, at jeg siger op. Nå, det var hyggeligt at møde dig, vi ses lige pludselig.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Eksempel 2 A: Hvad har du lavet i dag? B: Jeg har været på arbejde, i går… A: Nå ja, du har da fået nyt arbejde, ik´ B: Jo, jeg har været der en lille måneds tid. A: Og hvordan går det? Har I travlt? B: Ja, det må man sige, men vi har en fornuftig leder, som siger, at vi skal tage den med ro. Det er svært for alle de nye at komme ind i arbejdet, da det er meget specielt. A: Aha, ja, det sagde du, sidst vi mødtes, nu kan jeg huske det. Det lyder godt, synes jeg, er det ikke det? Min leder er ikke så god, han giver os nye opgaver hele tiden og forlanger at vi skal klare det på den samme tid. B: Hvordan har du det med det? A: Jeg tror snart, at jeg siger op, ellers går jeg ned med stress. B: Det gjorde jeg i mit tidligere arbejde, så det vil jeg kraftigt advare mod, det var ikke rart. A: Hvordan var det? Den ultrakorte version, fordi jeg har lidt travlt, skal i byen med min kone. B: Så tror jeg, vi tager det en anden gang, fordi det tager lidt tid at fortælle om, det var ret kompliceret. A: Ok, det vil jeg gerne høre mere om, så at jeg ikke kommer i den samme situation. Hvad siger du til, at jeg ringer dig i næste uge, så kan vi finde en tid, hvor vi kan tale uden forstyrrelser. B: Det lyder som en fin ide. A: Vi snakkes ved.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Her er to eksempler på samtaler mellem to personer. Der er ikke gensidighed i det første eksempel: den monologiske dialog, til forskel fra nummer to, den dialogiske dialog, hvor de to taler sammen, sam-taler. Her responderer de to på hinandens/ den andens udsagn, sådan at samtalen udvikler sig i formen:

spørgsmål –

svar/ nyt spørgsmål –

svar på det nye spørgsmål –

der giver et nyt spørgsmål eller kommentar -

den anden kommenterer på kommentaren og fortsætter at tale/spørge etc.

Hvad er dialog? Betydning af det græske ord dialog er gennem ordet, mens monolog betyder via ordet. At der er to personer, der taler sammen, gør det ikke til en dialog eller, som det egentlig hedder, dialogisk dialog. Hvis to eller flere personer er til stede, er der en mulighed for, at samtalen udvikler sig til en dialogisk dialog. En monologisk samtale, en monologisk dialog, er ikke gensidig. Den ene holder f.eks. et foredrag eller taler om noget, uden at der er en forventning om respons eller en invitation til den anden, som primært deltager som tilhører. Det er således ikke antallet personer, der afgør, om det er monolog eller dialog. En dialog starter således altid med en monolog, der samtidigt kan være en invitation til dialog. Hvis invitationen besvares ifølge eksempel 2, opstår dialogen. Alle dialoger er en samling monologer, men afhængig af responsen, genereres enten en dialog, eller fortsat monolog, dvs. at der ikke er sproglig forbindelse mellem parterne. Jeg vil fremover, for at gøre det enkelt, kun bruge begreberne monolog og dialog.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Bakhtin og dialog En af de mest kendte dialogteoretiker og -filosoffer var Mikhail Bakhtin, der levede i Rusland, senere Sovjetunionen, fra 1895 – 1975. Det politiske skift under Stalintiden havde betydning for ham, da mange intellektuelle blev opfattede som modstandere mod det stalinistiske regime (ret eller uret), og blev sendt til arbejdslejre eller henrettedes. Bakhtin levede mange år under denne undertrykkelse. Han blev 1929 sendt til Kasakhstan, men blev fri efter fem år. Han levede dog en stille tid med blandt andet undervisning forskellige steder i Sovjetunionen, og fik oprejsning i 60-erne. Det er først efter jerntæppets fald 1989, at Bakhtins ideer slog igennem i vesten. Bakhtin har givet mange vigtige bidrag til Bakhtins dialogbegreb dialogens væsen, hvorfor jeg vil bruge er funderet i sproget. ham som den vigtigste inspiration i denne tekst. Dialogen er i sin essens

sproglig. Det sproglige

Bakhtins dialogbegreb er funderet er de stemmer, der i sproget. Dialogen er i sin essens sproglig. Det sproglige er de stemmer, taler fra hver sin pol. der taler fra hver sin pol1. Sprog i denne betydning er tale, ikke, f.eks., det danske sprog, eller tale- versus skriftsprog. Dette er dog ikke kun en sprogfilosofisk teknisk idé. Der er i dialogen, de sproglige udvekslinger sker og mening skabes. Heri indgår al form for kommunikation, verbal såvel som ordløs ditto. Kommunikation handler om det der sker mellem to eller flere personer, siger Bakhtin. Dette var et tidligt opgør med en mekanistisk tankegang om, at kommunikation foregår mellem afsendere og modtagere. Hvor mange gange har man ikke hørt: Jeg har jo sagt det flere gange! som en slags bevis på, og forventning om, at nu burde modtageren (f.eks. et barn) 1

Andersen, Nina møller: I en verden af fremmede ord, Akademisk 2002

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

sandelig have forstået det! Her er det godt at mindes den gamle devise fra den systemiske kommunikationsteoris barndom, at det er modtageren der definerer budskabet. Når vi taler med hinanden, bruger vi sproget for (blandt andet) at udtrykke vores mening, og denne mening får liv, bliver meningsfuld, via bekræftelsen fra den anden, som responderer sprogligt, som i eksempel 2. Det er således en forudsætning for en dialog, at der er et jeg og et du, en anden person, eller den anden, som Bakhtin fortrækker at benævne denne anden person. Her taler jeg om den ydre dialog, til forskel fra den indre, som jeg vender tilbage til afsnittet om Lev Vygotsky. Vi kan se, at sprog indeholder mange ord og begreber der refererer til dialog og relation i en eller anden form. Jeg vil i dette essay særligt gøre opmærksom på dette, gennem at opdele dem skriftligt: re-lation, inter-subjektivitet, sam-tale, til-tale, med-ansvarlig, med-arbejder, hen-visning og re-spekt. Præfikset henviser til det duale forhold, det vil sige, to (eller flere) personer. Alternativt har vi ord som en-som, al-ene (jfr. det engelske all alone), egenskab, som er ”monologiske” ord. Dialogisme, som den amerikanske lingvist Michael Holquist kalder Bakhtins dialogfilosofi, er en grundholdning i vores væremåde2. Der er altid dialogiske forhold, som enhver kan blive en del af. Vi kan komme ind i et rum, hvor der tales om noget. Enten kan vi blive inviteret, eller, at vi selv til-taler de andre: vi bliver en del af den dialogiske tale. Vi kan også forholde os tavse, og alligevel føle os inkluderet. Der sker derfor noget ved en dialog, som vi kan fornemme via vores sanser. Vi ser og bliver set, vi hører og bliver hørt, og vi kan fysisk eller fødselsmæssigt blive berørte. Lugten og smagen er også betydningsfulde, særligt når det gælder for et spædbarn at udforske verden, men langt vanskeligere at ”måle”, så den lader jeg ligge her.

Holquist, Michael: Dialogisme, Routledge 2002

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Dialog skaber fremtid Bakhtin undersøgte i sin sprogforskning, hvordan tid og rum bliver brugt i litteraturen fra antikken frem til moderne tid3. Dialogen genererer fremtid, til forskel fra monologen, der afslutter det tidslige forløb. Tiden og rummet bliver derfor centrale dialogiske begreber for Bakhtin. Uden disse kan dialogen ikke eksistere. Vi kan erindre os hændelser, og vi kan planlægge vores fremtid. Kontinuiteten er derfor afgørende for vores oplevelse af at eksistere, og denne er kun mulig, hvis der er nogen der ser os, bevidner os. Dette sker i en dialog. Her er det nemt at tænke på hvilken betydning historier har for vores liv, både vores tidlige, vores nu-tidlige, og den forventede historie. Denne tid udspiller sig et eller forskellige steder. Vi forflytter os i tid og rum. En dialog har ingen begyndelse eller slutning, det er en hændelse med forskellige varighed, hvor alt i princip kan ske.

Dialog skaber eksistens En dialog er et ”udsagn, der råber på svar”, siger Bakhtin. En samtale er ikke kun en samtale mellem mennesker, men også noget der skaber liv og bevægelse hos de talende. Derfor er sproget det, der har allermest betydning for vores måde at overhovedet at være til på. Vi bliver til i sproget og vi lever vores liv i sproget i en dialogisk form. Vi mødes dialogisk i hinandens øjne, vi ser hinanden, vi spejler hinanden, siger man i dag, noget der blev sagt langt før spejlneuronerne blev fundet. Det er via dialogen, vi får eksistens, når vi bliver set, hørt og forstået. Dette kalder vi jo også for anerkendelse. I Totalitet og uendelighed siger den litauisk-franske filosoffen Emanuel Lévinas, at man bliver til i den andens ansigt.4 At opleve sig set, er nok det vigtigste, siger den tysk-jødisk filosof Martin Buber i Dialogens väsen.5 Han giver tre eksempler på hvordan vi kan 3

Bakhtin Michael: Det dialogiska ordet, Anthropos 1991

Lévinas, Emanuel: Totalitet og uendelighed, Hans Reitzels forlag 1996

Buber, Martin: Dialogens väsen, Dualis 2008

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

forholde os til den anden: vi kan i-agt-tage, be-tragte eller at blive del-agtig. De to første er fra et tredje positionsperspektiv, det tredje alternativet er fra et første personperspektiv. I alle tre eksempler bruger vi vores øjne, men det er kun i det sidste, vi har en dialog. Her er vi på lige fod med den person vi ser, og den anden ser os. I eksempel 2 er A og B for hinanden tomme subjekter til at begynde med, men bliver til den anden i hinandens øjne. Det er i dialogen, at de to bliver til, får liv og eksistens. (Den Anden bliver ofte skrevet med stort A i dialog-filosofi for at markere respekten og ydmygheden til den anden person. Jeg vælger fremover, mindre højtideligt at bruge et lille a, den anden). I eksempel 1 kan vi se, at A prøver at indgå i en dialog, mens B afviser den, og i stedet for, italesætter sig selv. Han svarer ikke, han be-svarer ikke, men starter en ny samtale, og taler om sig selv, i stedet for, som i eksempel 2, relatere sin erfaring til den andens persons udsagn. Der er ingen dialog i eksempel 1, kun en monolog. Hvad er så problemet med det? Er det et problem overhovedet? Ja, hvis A ønsker at tale om sit liv og indgå i en meningsfuld samtale, men bliver afvist på denne måde, føler A sig højst sandsynligt frustreret og ikke lyttet til. Han går måske i vrede fra situationen, tænker et eller andet negativt om B, og ønsker derfor ikke at tale med ham mere. Hvorfor det? Her kan vi bruge en af Bakhtins ideer om dialog: monolog afviser eksistens, skaber ikke-eksistens, af-visning, u-synlighed, eller i værste fald destruktion, mens dialog skaber eksistens.

Mangel på dialog Vi fødes og bliver til i dialogen, og fortsætter vores liv, forhåbentligt, som dialogiske væsener. Det er umuligt som menneske at eksistere udenfor dialogen, siger Bakhtin. Som vi har set, er dialog ikke kun et kommunikations-aspekt, men i høj grad en eksistens-genererende faktor. At blive til-talt er at få eksistens som et levende væsen. At blive ignoreret er at blive usynlig,

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

sat uden for fællesskabet og værdiløs. Alle har vel oplevet den følelse at føle sig forbigået, ingen øjenkontakt eller mødt med et stivt blik og tavshed. Det er i disse situationer man kan ønske, at der var en låge i gulvet, så man lynhurtigt kunne forsvinde. Den mest ekstreme form på manglende dialog, i moderne tid, var da nazismen trin for trin umenneskeliggjorde jøderne. Først dæmoniserede de dem som skyldige til alt ondt, tvang dem til at bære jødestjerne, lukkede dem ind i ghettoer, gjorde det umuligt for dem at arbejde, tvang dem ind i godsvogne som dyr, tog tøjet fra dem, kronragede dem, og for de flestes vedkommen, direkte ind i gaskammeret. Her er en totaliserende monologisk kultur i sin værste støbning. NB jeg skriver nazismen, ikke nazisterne. I en totalitær ideologi er mennesket ikke noget særligt eller unikt. Det er den nazistiske ideologi som gennemsyrer og styrer mennesket og som dermed af-humaniserer den enkelte nazistsoldat, sådan at denne kan stå ved indgangen til Auschwitz, og lodse folk ind, som om de var en flok af dyr.6 Soldaterne blev en anden slags folk, som var præget af had, afsky, og brugte i sin verden retfærdigt vold mod de væsener, der kom ud ad vognene. Dette gjorde det totalt umuligt, overhovedet at have medfølelse med jøderne. Hvert råb på hjælp, hvert skrig skal afvises, og mødes med mere vold. Jøderne prøver at etablere dialog, soldaterne svarer med monolog (der var også andre grupper, der kom til koncentrationslejrene, men jeg har valgt den jødiske befolkningen som eksempel, hvor dæmoniseringen ramte flest mennesker, såvel som at jøderne kom til være de største syndebukke i den nazistiske ideologi). Desværre foregår det stadig i en stærkt polariseret verden, hvor mange folkegruppe oplever en lignende skæbne. Vi så det i eks-Jugoslavien, i IS ekstremistiske politik, i Myanmar med det muslimske mindretal, i den 6

Hannah Arendt skriver i Den banale ondskab, at dette i og for sig ikke fritager den enkelte ansvar for sine handlinger, men at ondskab er et resultat af fravær på empati og medfølelse for jøden, noget den nazistiske ideologi havde til hensigt at kreere i det enkelte menneske.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

vestlige højrefløjs dæmonisering af muslimer, og i en antisemitisme, som stadig gør sig gældende. I vores almindelige danske behandlingsverden, er mangel på dialog selvfølgelig ikke så skelsættende som tidlige beskrevet, men for det enkelte menneske, er det af stor betydning at føle sig hørt og respekteret. Dette er desværre ikke en selvfølgelighed, hvor den neoliberalistiske ideologi præger social-og sundhedshjælperens arbejdsdag, da dokumentation af indsatsen ved fru Nielsen kræver større opmærksomhed, end selve indsatsen.

Vi kan kun se den anden fra en tilpas afstand, og via samtalen gå i dialog, for at forstå den anden.

Man kan aldrig være på det samme sted som den anden, siger Bakhtin, derfor kan vi aldrig vide, hvad som er bedst for den anden. Vi kan kun se den anden fra en tilpas afstand, og via samtalen gå i dialog, for at forstå den anden. Dette er jo helt åbenlyst, men dialogen er i høj grad gået tabt i vores ekspertsamfund. En deltager på et undervisningshold spurgt på en reflekterende måde: Hvornår holdt vi op med at gå i dialog med hinanden? Derfor er der behov for at gå tilbage til dialogen. Når jeg spørger kursisterne på undervisningsholdene hvordan dette er sket, kommer svarene, som f.eks.: - Vi er de sidste 25 år særligt ”opdraget” til hvordan vi kan opridse problemerne, og at finde løsningerne, som vi har fået lang og gedigen uddannelse i. - Vores blik er løsningsorienteret, og alle mulige nye administrative rutiner, f.eks. tidsregistrering, og andre former for ”new public management”- agtige

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

initiativer gør, at vores forventede ekspertfunktion retter blikket mod løsningen, uden at borgerne bliver inviteret ind i samtalen. – Vi, de professionelle, ved bedst, på trods af devisen ”Borgeren er ekspert i sit eget liv”. Mange borgere her oplevet dette i mange forskellige situationer, hvor de har haft behov for professionel hjælp. Mangel på inddragelse, fravær af at blive lyttet til, og ikke følt sig respekteret. Dette uafhængigt om det er i det offentlige eller det private. – Velfærdssystemet bliver mere og mere monologisk. Jeg vil i næste essay komme ind på, hvordan dialogen kan (gen)oprettes i disse former for praksis. Summa summarum, dialog og monolog foregår både på mikro og makroniveau.

Dialogen er mangfoldig Bakhtin studerede blandt andet Dostojevskijs litteratur, og det er her nogle af hans vigtigste bidrag om dialog findes.7 Han udvikler også polyfonibegrebet, en term/et begreb han lånt fra musikkens verden. Et symfoniorkester spiller med mange instrumenter, og danner sammen musik, der er en blanding af alle instrumenternes lyd. På samme måde griber dialoger om/ ind i hinanden på kryds og tværs, de mødes, de flytter ind i en anden dialog, og udvikler hele tiden nye ord og meninger. Derfor er en dialog en uafsluttet praksis. Alle figurer i Dostojevskijs bøger går ind og ud i dialogerne med de andre figurer, som en polyfoni. Når A tiltaler B, begynder dialogen ikke, men er en fortsættelse af en anden dialog, som A er en del af, f.eks. hans tidligere samtale med sine kollegaer, hans kone eller en tredje person. Når A og B har talt klart, og skilles ad, forsætter dialogen, ved at begge hver for sig, enten taler med nogen om det samme emne, eller et andet emne, der 7

Bakhtin, Michael: Dostojevskijs poetik, Anthropos 1991

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

tidligere været aktuelt for den pågældende person. Dette gælder også, hvis B begynder at tale om noget helt andet, som tilsyneladende ikke har med samtalen med A at gøre, men som er en fortsættelse af en dialog B har haft med C eller D, en mangfoldighed af stemmer. Når A tiltaler B, har A en forventning om, at hans anmodning bliver besvaret, og at han får en samtale i gang. Når A og B taler sammen, skaber de i sproget sammen den tredje. De to parter udvikler en tredje part, siger Bakhtin, og mener med dette, at de to deler en verden i sam-talen, og denne delte verden bliver en tredje aktiv part i dialogen. En dialog er således karakteriseret af et triadisk perspektiv. Det triadiske er en metafor der forekommer i mange andre sammenhæng, og dens beskrivelse af en tre-delt verden har en særlig visuel betydning af relationerne. Dette triangulære forhold viser, at en part er i relation til to andre parter: Gud, søn og den hellige ånd; mor, far og barnet; eller i psykoanalysen: ubevist, førbevist og bevist, eller jeget, detet og overjeget; eller i terapi: terapeuten og klienten taler om historien. To mennesker skaber i dialogen en tredje part, som de kan være fælles om. To personer i dialog er således noget mere end de to tilsammen, 1+1 = 3. En sundhedsplejerske gjorde mig opmærksom på, hvordan en situation med en ammende mor (eller en mor med flaske) samarbejder med barnet om det tredje, nemlig opgaven at få spist maden. Det er barnet der sørger for, at det skal spise, ikke moren. Det er sundhedsplejerskens opgave at lære mor og barn at samarbejde om spisningen, ikke at overtage opgaven fra moren. På den samme måde er det en opgave for terapeuten at hjælpe klienten til at få løst problemet, ikke at terapeuten skal overtage det. Derfor er der en god ide at kigge efter det tredje, som i situationen bliver i mellemrummet mellem de to parter. Her bliver, så at sige, opgaven at samarbejde, sam-talen, det tredje, og de to parter bliver i hinandens øjne den anden, og hinandens sam-tale-partner. De har forskellige an-svar (et ord der i sig selv er et kommunikativt begreb at svare på den andens tiltale), men i samarbejdsrelationen er de ens i betydningen lige-værdige, lige så betydningsfulde, da de er i dialog. De henvender sig til hinanden om det tredje, opgaven. Den danske

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

filosof Løgstrup sagde, at ”vi har den anden i vores hænder”.8 Dialog der derfor i høj grad et etisk moment, ikke kun samtale på to mands hånd.

Dialog skaber virkelighed Den poetiske start på Johannesevangeliet, første kapitel, vers 1, lyder: ”I begyndelsen var ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud” (Det græske ord her er Logos). I dialogen er det ordet, det sproglige udtryk, der er sandheden. Det er sandt, at vi eksisterer, hvilket er en konsekvens af, at vi bliver døbt, uanset om det sker i kirken eller ved ikke-religiøs navngivning: vi får et navn og en identitet. Vel vidende at dåben er noget mere end kun navngivningen af barnet, er det en meget vigtig manifestation af eksistensen, re-spekten og værdien af mennesket som et levende væsen. Ved dåben er det præsten, der har magten at liv-give, i den almindelige samtale er det jeg-et, der har et an-svar for, at den anden kommer til live. Filosoffen John Austin skrev i sin bog i Spech acts, 1949, dansk oversættelse Ord der virker, at sproget ikke er en passiv ingrediens i vores tilværelse, men det medium, der skaber vores virkelighed, og at sproget gør noget ved den.9 Vi kan også huske Grundvigs bevingede ord: Sproget skaber hvad det benævner. Med sproget kan vi bifalde eller opfordre folk til at gøre noget, og de gør det, eller vi kan tale med hinanden og skabe følelser, der på en eller anden måde be-røre os. En følelse er ikke noget metafysisk abstrakt der flyver rundt mellem mennesker, men en respons på noget, der kan mærkes såvel i kroppen som i vores bevidsthed. Dette har neuropsykologien meget sige om, som jeg kommer nærmere ind på senere i denne artikel, men nøjes her med at konstatere, at dialogen også er et kropsligt fænomen. Dialogen findes i kroppen, og mellem kroppene. 8

Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring, Klim 2010

Austin, J.L.: Ord der virker, Samlerens bogklub 1997

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Lad mig først som sidst slå fast, at der ikke er en kvalitativ forskel mellem dialog og monolog i den betydning, at det skulle være bedre med dialog og dårligt med monolog. Det er nogle gange nødvendigt med en monolog, for at kunne løse nogle opgaver. Hvis jeg kommer til min læge med ondt i halsen, er det i og for sig vigtigt med dialog, for at lægen skal vide, hvordan jeg har det. Men denne samtale har som hensigt at samle information, sådan at lægen kan træffe en beslutning om evt. fortsat behandling. Lægen interviewer mig monologisk. Han spørger om det eller det symptom. Hvis jeg har en streptokokbetændelse, er jeg meget taknemmelig for, at lægen (i et monologisk perspektiv) træffer beslutningen om antibiotika. Et eksempel på det modsatte er, da min svigerinde havde brækket armen. Da lægen havde undersøgt hende, og konstateret bruddet, blev hun spurgt, om hun ville have armen i gips. Dette er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man overgiver alt for meget ansvar til patienten, som i dette tilfælde ingen forudsætning havde for at kunne træffe en sådan beslutning. Det kan blive ”for meget ” dialog. Det er dog et forholdsvis lille problem.

Dialogens oprindelse Den finske psykolog Jakko Seikkula skriver i Åben dialog i relationel praksis, at grunden til at det dialogiske perspektiv i terapi, og anden form for behandling er så virksomt er at vi alle er født in i en dialog med (oftest) vores mor.10 Dialog er derfor det mest naturlige i vores liv. Dialogen etableres i et samspil, hvor barnet med et medfødt ”instinkt” søger brystet, og hvor moren i sin medfødte rolle tilbyder brystet. Pointen her, at vi ikke starter forfra når der skal læres nyt, vi har det ”i os” genetisk, evolutionært, kulturelt og socialt som mennesker. Der er flere ”fætre og kusiner” til dialogbegrebet, som på en måde har mange elementer tilfælles, men som kommer fra forskellige teori- og terapitraditioner. Udviklingspsykologien har i mange år været optaget af tilknytningsperspektivet, og den engelske læge John Bowlbys arbejde med at studere 10

Seikkula, Jakko, Arnkil, Tom Erik: Åben dialog i relationel praksis. Akademisk forlag 2014 Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

den faktiske relation mellem forældre og barn, har haft en revolutionerende betydning for både udvikling af viden om relationens betydning, og terapeutisk praksis.11

Dialog som intersubjektivitet Dialogen er også karakteriseret af intersubjektivitet, som også går under navnet interpersonel psykologi. Der er mange forskere og kliniker det interesserer sig for emnet, og jeg vil særligt nævne Daniel Stern, som med sine spædbørnsobservationer, har gjort os opmærksomme på at barnet er et aktivt og undersøgende individ allerede fra første stund. Stern har beskrevet den tidlige relation mellem Det er et tilbage mor og barn i flere bøger, og det er vendende argument, at et tilbagevendende argument, at spædbarnets udvikling sker i samspil spædbarnets udvikling med moren, eller en anden primær sker i samspil med omsorgsperson. Han fokuserer i moren, eller en anden Spædbarnets interpersonelle verden og Et spædbarns dagbog, hvordan barnets primær omsorgsperson selv bygges op, mens Moderskabskonstelationen tager udgangspunkt i hvordan moderskabet udvikler sig.12 Fælles for dette arbejder er det intersubjektive perspektiv, som Stern mere nøjagtig fortæller om i bogen Det nuværende øjeblik. Stern og hans kollegaer har vurderet, at dette øjeblik 11

Bowlby, John: En sikker base, Det lille forlag 1994

Stern Daniel: Spædbarnets interpersonelle verden, Hans Reitzels forlag 2000, – Et spædbarns dagbog, Hans Reitzels forlag 2001, – Moderskabskonstelationen, Hans Reitzels forlag, 1997, – Det nuværende øjeblik, Hans Reitzels forlag 2004

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

mange gange, er et helt særligt og afgørende øjeblik for terapeutisk effekt. Når begge parter i en terapisituation når en særlig stemning, der er stille og ordløs, men hvor der eksisterer en fælles oplevelse af nærvær, accept, forståelse og empati, kan forandring ske. Stern beskriver i Det nuværende øjeblik, en rækkefølge, hvor først, det almindelige øjeblik indtræffer, så nu-øjeblikket, og til sidst møde-øjeblikket. Her oplever begge parter et intersubjektivt møde, hvilket karakteriseres ved at begge parter bliver opmærksomme på, at den anden oplever det samme som en selv. Den tysk-jødiske filosof Martin Bubers begrebspar Jeg-og-Du, har meget tilfælles med Sterns beskrivelser. Her er der ikke nogen adskillelse mellem personerne, til forskel fra Jeg-og-Det, hvor der er en distance mellem dem (Du-et og Det-et kan i Bubers terminologi også være f.eks. naturen: det er relationens karakter der er afgørende). Buber giver et eksempel i Dialogens væsen, hvor to mænd sidder på en bænk i tavshed, De kan opleve det samme uden at have udvekslet et eneste ord. Dette er det ikke noget mystisk i, mener Buber, for det indtræffer som en naturlig dialog. Jeg har oplevet noget lignende, da jeg skulle jeg passe et af min børnebørn nogle timer, mens forældrene skulle på en længere indkøbstur. Jeg går en tur med Sigge, fire måneder gammel, og kommer så hjem. Han vågner, og jeg tager flyverdragten af, og sætter mig i sofaen med Sigge i skødet. Jeg tænker, at ”hvis han skider i bleen nu, aner jeg ikke hvordan jeg skal gå til det, jeg har ikke skiftet en ble i tredive år”. Vi sidder begge to med blikket rettet fremad i tavshed. Så kommer jeg i tanker om, at hvis det sker, skal jeg nok finde ud af det. I det samme øjeblik vender Sigge sig om, kigger på mig, og rækker sin hånd op mod mit ansigt, og rør ved mig. Et eksempel på hvor en Jeg-Det-relation overgår til en Jeg-Du-relation. Jeg var nok anspændt, og betragtede Sigge som en ting som noget skulle ordnes med, da jeg slapper af, mærker Sigge det tydeligt, og kontakter mig både med sit blik og hånd.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Den dialogiske hjerne Det er af videnskabeligt interesse, at undersøge hvordan dette er muligt, mener den portugisiske neurologen Antonio Damasio, der dog tror, at det varer meget længe, før vi har en tilstrækkelig viden til at kunne forstå hvordan det er muligt, at du og jeg overhovedet kan se hinanden i vores oplevelse, i vores bevidsthed.13 Han har brugt snart en menneskealder på at undersøge, hvordan sammenhængen er mellem hjernens funktioner og eksistensen af bevidsthed, og særligt bevidsthedens udvikling.14 Hans hypoteser bygger på antagelsen om, at vi har mange medfødte funktioner, der danner vej for en udvikling af et første jeg, som han kalder for et proto-jeg. Denne tidlige jegform opleves i den primære/første form af bevidsthed, kerne-bevidstheden. Disse to komponenter, proto-jeg og kerne-bevidsthed, dannes via samvirke af vores sanser: syn, hørelse, lugt, kinæstesi (berøring, varme mv), og af forskellige kropslige funktioner: vores indre organer-og bevægelsesapparatet, udveksling af kemiske stoffer i blodbanerne (f.eks. hormoner), og elektriske impulser i nervecellerne. Dette er i Damasio øjne et organsimiskt perspektiv (hvilket er mit navn på Damasios form for perspektivering på den menneskelige eksistens). Det er uhyre interessant, synes jeg, at en verdensberømt neurolog, ”på trods af” sin medicinske baggrund, har en ide om, at hjernens og bevidsthedens udvikling er socialt afhængigt. Det er noget vi i et mere humanistisk perspektiv tager for givet. I Damasios univers, fylder det genetiske en forholdsvis lille rolle. Det betyder ikke, at Damasio forringer hjernens neurologiske, kemiske og biologiske betydning, men at den måde hjernen er konstrueret på, er et slags fundament for f.eks. jegets/selvets udvikling, og udviklingen af vores bevished. Et eksempel på hans organismiske forståelse er, at vi har en forprogrammeret evolutionær hjerne med forskellige sansecentre, som gør det muligt at se den anden, høre den anden, lugte den anden, mærke fysisk den anden. Dette er et eksplicit relationelt perspektiv. Mennesket er ikke et isoleret væsen,

Damasio, Antonio, Descartes fejltagelse, Hans Reitzels forlag 2001

Damasio, Antonio, Fornemmelse af det, der sker, Hans Reitzels forlag 2004

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

men noget, der altid er i relation til noget andet, og denne relation er en forudsætning for liv og udvikling. Disse fornemmelser af den anden gestaltes i vores bevidsthed på en sådan måde, at når vi kan se den anden, objektet, gør vi det ud fra vores eget subjektive perspektiv. Vi er en af to aktører, og der er en relation mellem de to aktører (her kan vi se en ide til, at dialogen overhovedet er mulig). Når vi kan sanse den anden, er det fra et jeg-perspektiv, en oplevelse af, at vi eksisterer som noget, det nævnte proto-jeget. Der skal være en form for krop eller organisme, for at denne sansning skal blive mulig. Vi kan ikke bare opleve ting i den blå luft. Vi går i gang med at orientere os mod omverden som helt små, og prøver at forholde os til den praktisk. På den måde fødes intentionaliteten, vi retter os mod noget. Vores liv leves forlæns, som Kirkegaard udtrykte det, men forstås baglæns. Disse oplevelser registreres et sted, hvilket Damasio benævner i kernebevidstheden. Med tiden sker der ting i denne proces, sådan at relationen mellem de to (jeget og den anden) ikke kun er registreringer, men også, at der udspiller sig noget mellem dem i relationen: en samtale, en hilsen. Vores proto-jeg bliver nuanceret, og Damasio kalder dette jeg for et kerne-jeg. Hvis de to (jeg-et og en anden, du-et) i det første eksempel fortsætter sin relation, går i byen, bliver venner, udvider sin relation til at gå i biografen, til koncerter eller andre former for sociale aktiviteter, danner jeget et billede af sig selv som en cineast etc. Der sker et nyt skridt i udviklingen af kernebevidstheden, til noget Damasio kalder for den udvidede bevidsthed. Vi husker pludselig ting fra tidligere, der har reference til den aktuelle situation. Personen kan fortælle om denne aktivitet med sig selv som deltagere i episodisk form. Han har erhvervet et selvbiografisk jeg, og kan fortælle en historie om episoden, noget der sker for et barn ved 5-7 års alder. Dette er naturligvis et meget forenklet billede af jegets udvikling, som ikke på nogen måde giver retfærdighed over for Damasio arbejde, hvor han i sine bøger fortæller velbegrundet og detaljeret om hjernefunktioner, anatomiske beskrivelser og cirkulære neurologiske processer. Hans første bog, Descartes fejltagelse, argumenter for, at filosoffen Rene Descartes adskillelse af krop og sjæle, har haft en afgørende negativ effekt på vores forståelse af mennesket (og perspektivet på verden i øvrigt). Det gælder særligt den måde, som

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

videnskaberne om mennesket er blevet to-delt, at der ikke er korrespondance mellem vores krop og sjæl. Dette har også haft en stor betydning for, hvordan vores forståelse af menneskets ”indre” liv har udviklet sig de seneste 300 år. Damasios mission er at komme med et alternativ, der gør det muligt at anskue hjernen og bevidstheden som to sider at den samme sag, som en mønts to sider, ikke krop og sjæl. Hvis jeg går tilbage til Sterns måde at beskrive spædbarnets interpersonelle verden på, har Stern et fokus på spædbarnets udvikling som en lagdelt proces, og hvor tidligere lag altid følger med i menneskets liv. Vi forlader ikke f.eks. den orale fase, som i klassisk freudiansk teori, og vi vender ikke tilbage til denne tidligere fase i en regression. På en lignende måde som Stern, siger Damasio, at vi ikke forlader proto-jeget, men at dette udvikles til mere modne former for jeg eller selvet (der er generelt ikke en klar distinktion mellem disse to begreber). Stern og Damasio henviser også til hinanden. Metodisk benytter Stern sig af undersøgelser af spædbarnet i et mikroperspektiv, og prøver dermed at beskrive selvets udvikling, som altid foregår i en relation, mens Damasio anvender kliniske historier fra mennesker med hjerneskader, og data fra undersøgelser med moderne diagnostiske instrumenter som magnetrøntgen (MRI) og hjernescanning (PET), og prøver at beskrive hvad der sker i hjernen på et generelt plan (han har ingen specifikke referencer til barnets udvikling). Dog er Damasios udgangspunkt den, at vi ikke er fødte med en ”færdig hjerne”, men at vores hjerne primært bliver socialt dannet via dialogen til den anden, eller i Damasios sprogbrug, objektet.

Dialog og tilknytning Der har været en stor diskussion indenfor psykoanalysen, hvorvidt psykiske lidelser er et resultat af ubeviste fantasier, eller om det handler om faktiske hændelser og vanskelige relationer i opvæksten. Dette har fået stor betydning for, hvordan man både ser barnets og jegets/selvets udvikling. Som resultat af nyere spædbarnsforskning, har Peter Fonagy (England) været en del af at udvikle behandlingspraksisser for voksne mennesker diagnosticeret

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

med borderline.15 Disse praksisser tager udgangspunkt i, at de problemer disse mennesker har, i høj grad er en respons på, f.eks. en alt for tidlig separation, vanrøgt, traumer og ustabile og upålidelige relationer med svære ensomhedsfølelser, kort sagt, hvor dialogen ikke har været til stede. Tilknytningsteorien tager sit udgangspunkt i relationen mellem barnet og forælderen (eller anden vigtig omsorgsperson), og gennem observationer af hvordan de to parter håndterer eksempelvis en separation, kan man se et mønster der udspiller sig mellem barn og voksen. Separationer er uundgåelige, men det afgørende er hvordan den voksne kan gen-etablere det brudte bånd. Barnet reagerer med separationsangst, vrede og afvisning, og forælderen har til opgave at svare (an-svare) med et andet udtryk end aggression. Hovedreglen er, at forælderen aldrig møder barnet med det samme aggressive udtryk. Man kan sige ”huh”, men ikke helt mene det farlige, som barnet er opfyldt af. Det alvorlige overgår i en form for leg. Vi kan tydeligt se det på dyr, som leger. Det kan se meget voldsomt ud, men undervejs giver de hinanden en slags blik, som betyder, ”det er leg, det her, ik´? Dette kaldes i tilknytningsteorien for markering. Det er vigtigt at forælderen udviser empati, trøst og hjælper barnet med stærke negative følelser. Jo yngre barnet er, desto vanskeligere kan det selv håndtere disse følelser. På sigt lærer barnet at kunne trøste sig selv og selv regulere sine affekter. Dette lærer barnet gennem omsorgspersonens adfærd, som viser vejen til hvordan dette kan gøres. Bowlby kalder dette en tryg base at udforske verden udefra, og en sikker havn at vende tilbage til, når det bliver farligt og utrygt. Bowlby tilskriver den samme metaforik for en terapeuts funktion. Igen, dette er ikke muligt uden en dialog, hvor omsorgspersonen spørger ind til, viser interesse og har empatisk forståelse for hvad der er vanskelig.

Fonagy, Peter, Bateman, A: Mentaliseringsbaseret behandling af borderlinepersonlighedsforstyrrelser, Akademisk forlag 2007

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Indre og ydre dialog Den russiske psykolog Lev Vygotsky, (som var samtidig med Bakhtin uden at de reelt havde noget samarbejde, og som døde allerede som 36-årig af tuberkulose), kom i sin forskning vedrørende børns sprog- og tankeudvikling frem til, at det lille barn frem til ca. femårsalder har en ydre dialog med sig selv.16 Barnet imiterer samtaleformen med de andre, og taler højt med sig om hvad der foregår mellem barnet og dens omgivelse. Ved 5-6 alder begynder denne dialog at internaliseres til en indre dialog. Barnet begynder at tale i tavshed med sig selv som stedfortræder for den anden, som tidligere var dialogpartner. Den indre dialog genererer en anden form for tænkning end barnet tidligere har haft. Sprog og tænkning er sociale fænomener, ikke noget barnet har lært sig via træning, siger Vygotsky. Læringen sker i dialoger med forskellige personer, hvorfor sproget og tænkningen bliver mangfoldig. Det er naturligt for barnet at lave indre dialoger med forskellige partner, og på den måde få et rigt fantasiliv. Denne form for indre dialog er en forudsætning for at kunne reflektere, hvilket jeg vender tilbage til i den kommende essay.

Forskellige teorier og videnskabelige ideer om dialog Indenfor sociologi og antropologi, kan særligt Erving Goffmann nævnes, der peger på vægten af dialog i det mellemmenneskelige liv med sin teori om Ansigt til ansigt, Georg Herbert Mead, mener at mennesket er et samfundsskabt væsen i Jeget, selvet og samfundet. I hermeneutisk antropologi kan nævnes Clifford Geerts, Barbara Meyerhoff og andre, der var optaget af at se det specifikke i folks kulturer. Begrebet tynde og tykke historier, som vi kender fra Michael Whites narrative terapi, har til dels sin oprindelse her. Den tynde historie har sit afsæt i et tredje personens perspektiv, som f.eks. en diagnose, et udsagn om en person fra en særlig teori, eller et fordomsfuldt perspektiv, der intet har med den aktuelle 16

Vygotsky, Lev: Tænkning og sprog, Hans Reitzels forlag, 1971

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

persons liv at gøre. Den tykke historie er den, hvor personen selv kommer i tale, og får mulighed at fortælle sin egen historie, hvordan livet ser ud fra dennes perspektiv. Dette er kun muligt, hvis personen bliver til-talt, og i en dialog får mulighed for at udtrykke sin stemme.

Dialog i familieterapi og andre terapiformer I psykoterapi er dialogen en forudsætning for resultat. Talen og lytten skifter plads i en gensidig og kontinuerlig proces. Sigmunds Freuds patient Emmy von N sagde: ”Stille, rør mig ikke, lyt til mig”, når Freud sad bagved patienten, og med sine hænder stimulerer tindingerne, en fremgangsmåde ved brugen af hypnose som behandlingsmetode på daværende tidspunkt. EfterfølTalen og lytten gende er dialog det, der kendetegner skifter plads i processen i psykoterapi, og der er en mængde af terapeuter, der har bidraen gensidig og get til at sætte dialogen i centrum, kontinuerlig proces. f.eks. Daniel Stern, Carl Rogers og Jaakko Seikkula. Et spørgsmål er, hvilken betydning denne erfaring som dialogiske væsener kan have i en terapeutisk sammenhæng, når det gælder at etablere en dialog. Dialogen kom ind i familieterapien og den systemiske praksis, blandt andet via Milanoteamets bestræbelse om at skabe flere versioner af familiens historie, såkaldte konnotationer. Teamet dekonstruerede på den måde stigmatiseringen af den identificerede patienten i familien, oftest barnet. Teamets medlemmer stillede refleksive og cirkulære spørgsmål for at skabe

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

dialog og refleksion med familien. Milanoteamet brugte hypoteser som udgangspunkt for deres spørgsmål, med henblik på, at familiemedlemmerne kunne reflektere og samtale om sin situation i familien. Sammen med teamet kunne de skabe nye versioner af familien. Når man indtager en dialogisk position, er man undrende og undersøgende, hvilket teamet viste ved at stille refleksive- og cirkulære spørgsmål. Hvis man derimod indtager en monologisk position, er man belærende og korrigerende, og bidrager ikke til refleksion og nyskabelse. Da Jaakko Seikkula og hans kollegaer i det vestlige Finland i 1990érne, etablerer den Åbne dialog, skete dette ikke som en ny terapiform, men som en praksis, hvor det allermest menneskelige, dialogen, kommer i fokus i samtalerne med alle involverede. Via denne form for samtale, hvor situationen f.eks. er præget af konflikt, kamp og modsætninger, får alle deltagere i den åbne dialog taletid og lyttetid. En mødeleder leder samtalen, og bestræber sig på at sikre deltagernes mulighed for at indgå i dialog med hinanden, og på denne måde tale sig frem til nye perspektiver, der kan bidrage til forandringer. Her danner dialogerne orkestrering, polyfoni. Seikkula var særligt inspireret af Bakhtins polyfonibegreb, og mente at begrebet passede godt på beskrivelsen af den situation som et netværksmøde udvikler sig på, når alles stemmer griber ind i hinanden og producerer nye dialoger i en uafsluttet proces. I det kommende essay vil jeg komme nærmere ind på hvordan dialog som ide, praksis og refleksion kan bruges i terapi og behandling.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Læs bladet på din foretrukne måde: 1

PDF

Issuu

Læs bladet som almindelig PDF på din telefon, tablet, eller computer

Læs bladet med magasin-app’en Issuu. Download app’en til din telefon eller tablet – eller gå ind på issuu.com/danskstok fra din browser

Print PDF’en og ha’ en fysisk papirudgave af bladet foran dig

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

BOGANMELDELSE

Jeg kan En kreativ metode til løsning af voksnes problemer. En løsningsorienteret metode AF SOLVEJG ROSENKILDE NIELSEN UDGIVET AF SVANEKE KURSER OG RÅDGIVNING, 2019

Anmeldt af

Dorthe Beck Frederiksen Psykolog og kontaktperson for STOK Syddanmark

EG KAN er et bud på, hvordan vi kan bevæge os fra problemorientering til løsningsorientering i tankegang og praksis ved at fokusere på de færdigheder, som personen endnu ikke har lært (eller øvet sig tilstrækkeligt på) for at kunne overvinde og løse problemerne i dagligdagen.

Jeg kan er anvendelig i det professionelle møde med alle børn og voksne i alle sammenhænge. Principperne er enkle, ressource- og handlingsorienterede, og de kan fungere som stillads for de praksisser, som man allerede er fortrolig med, og som er hjælpsomme for både en selv som professionel og for de børn, unge og voksne, som man møder i

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

arbejdet. Den brobygning er der mange praksisnære eksempler på i bogen. Jeg kan er et bud på, hvordan vi generelt kan tilgå det at udvikle nye færdigheder, og hvordan vi kan bidrage til egen og andres trivsel. Jeg kan blev oprindelig udviklet af den finske psykiater Ben Furmann som en metode, lærere kunne bruge til at samarbejde med skolebørn om at udvikle færdigheder og finde løsninger på problemadfærd. Metoden Børn kan / Kid’s skills er nu kendt og udbredt på mange sprog og i mange lande, og den er beskrevet i adskillige bøger, på nettet, som gratis app osv. Solvejg har i Svaneke Kurser og Rådgivning samarbejdet med Ben Furmann gennem mange år om udbredelse af den løsningsorienterede tankegang og Jeg kan-metoden. Solvejg er uddannet pædagog, socialrådgiver og systemisk familieterapeut, og hun har arbejdet med ledelse, organisationsudvikling, undervisning og supervision i offentligt regi og i egen virksomhed. Solvejg har været aktiv i STOK i bestyrelses- og lokalarbejdet gennem mange år. Solvejgs bog er resultatet af en længere proces med at udvikle og målrette den løsningsorienterede Jeg kan-metode til voksne med særlige sårbarheder og udfordringer på grund af psykisk-fysisk udviklingshæmning. Udviklingsarbejdet er foregået i tæt samarbejde med de medarbejdere på bo- og dagtilbud for voksne med udviklingshæmning på Bornholm, som har været på kurser, i rådgivning eller supervision hos Solvejg. Alle der har interesse i at bevæge sig fra problemorientering til løsningsorientering kan finde inspiration i bogen, da principper og metoder er anvendelige til alle målgrupper og i alle sammenhænge. Solveig arbejder løbende med at udvikle Jeg kan-metoden til møder og samarbejde med sygemeldte og arbejdsløse. Det gør hun i forbindelse med længere uddannelsesforløb for, og vejledning af, medarbejdere på jobcentre. Hun arbejder også løbende med at udvikle Jeg kan-metoden til alle mulige grupper af unge og voksne.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Materialet består af en teori-og-metode-bog til de professionelle og en arbejdsbog, hvor borgeren og medarbejderen kan notere aftaler undervejs og holde processen på sporet. Ben Furmann beskrev grundlaget i den løsningsorienterede tilgang sådan: ”Filosofien i denne tilgang hviler på antagelsen om, at det ikke er vores problemer, der udgør det egentlige problem, men det er snarere den måde, vi løser dem på, der giver os problemer” (s 13). Jeg kan-metoden viser vejen fra problemsnak til løsningssnak ved at tale om problemet, som om det allerede er løst: ”hvad vil være fordelen?” Som læser er man i meget gode hænder. Solvejg har stort kendskab til målgruppen – både borgere med udviklingshæmning og det personale, som arbejder sammen med borgerne om at løse problemer, udvikle færdigheder og fungere bedst muligt i hverdagen med de sårbarheder, der er. Hun har også stort kendskab til organisatoriske rammer og de vilkår i hverdagen, der ikke altid giver borgere og medarbejdere muligheder for det udviklingsarbejde, som de ønsker. Det er en rød tråd i bogen, at borgerne skal inddrages i løsningerne gennem dialog, samarbejde og reflekterende processer. Solvejg har også solid viden og erfaring med systemisk og løsningsorienteret metode. Der er mange fif, konkrete forslag til spørgsmål og overvejelser over, hvad forskellige spørgsmål kan bidrage til. Bogen er logisk bygget op i 3 dele omkring den røde tråd ”løsningsorienterede samtaler borgere med udviklingshæmning og psykiske sårbarheder”. Kapitel 1-2 giver en introduktion til løsningsorienteret teori og samtalepraksis, fx sprogets betydning. Solvejg gennemgår spørgsmåls typer og konkrete eksempler, fx åbne spørgsmål, successpørgsmål, reframing, mirakelspørgsmål, eksternaliserende spørgsmål samt

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

spørgsmål til sammenhænge, relationer, forskelle, undtagelser og til mestring. Hun giver også råd til rammerne om samtalerne og til, hvordan man kan bruge rummet, stemningen og tempoet til at sikre, at borgeren oplever sig set og hørt. Det er vigtigt at tænke over sproget, at bruge ord som borgeren forstår, tale i korte sætninger, være konkret, tilpasse metoden til den borger, som du står overfor. Derefter gennemgår hun ideerne bag reflekterende processer og reflekterende teams, og hun tager igen læseren med i helt konkrete måder at organisere refleksion i medarbejdergrupper og med borgeren. Kapitel 3-6 handler om Jeg kan-metoden og om, hvordan man kan samarbejde med borgere med udviklingshæmning om at få ejerskab til forandringsprocesser. Undervejs er der mange konkrete eksempler, beskrivelser af dilemmaer i hverdagen og forslag til, hvordan metoden kan tilpasses, når det bliver svært, så den giver mening til den enkelte borger og til den sammenhæng, som problemet viser sig i. Det kan være uvant og utrygt for mange at skulle være midtpunkt for en positiv opmærksomhed. Solvejg beskriver, hvordan Arbejdsbogen kan være det konkrete fælles tredje, som borger og medarbejder kan mødes om, og som bliver det konkrete bevis på noget betydningsfuldt. For borgerne kan det blive svært, når forløbet er slut, og de ikke længere får særlig opmærksomhed og nærvær. Jeg kan-metodens grundlag er, at ”man løser problemer ved at lære de færdigheder, der skal til for at overvinde problemerne” (114). Fremgangsmåden beskrives i 16 trin, der skal arbejdes med trin for trin. Processen kan naturligvis tilpasses den konkrete problemstilling, borgeren og den sammenhæng, som problemet indgår i, hvilket Solvejg giver mange eksempler på undervejs. Trin 1. Omdan problemer til færdigheder. Hvad har borgeren behov for at lære for at overvinde problemet. Beskriv det i konkrete handlinger. Trin 2. Vælg den færdighed, der skal læres. Tal om, at det er godt at lære noget. Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Trin 3. Tal om fordele ved færdigheden. Hvorfor vil det være godt – for dig og for andre? Trin 4. Find et navn til færdigheden. Så kan det være lettere at huske, hvad man øver sig på i hverdagen. Trin 5. Vælg en fantasihjælper eller en hjælpegenstand. Det kan være et ord, en sætning, et tegn, en forestilling eller en konkrete ting, der kan give opbakning eller holde borgeren på sporet i processen med at øve og lære noget nyt. Trin 6. Få fat i personer, der kan hjælpe og støtte. Når vi skal lære noget nyt (som kan være lidt svært), så kan social støtte og opbakning være uvurderlig. Medarbejderen kan støtte borgeren i at give små, overskuelige opgaver til hjælperne. Trin 7. Styrk selvtilliden. Medarbejderne snakker med borgerne om, hvorfor de tror på, at det nok skal lykkes. Hvad kan de allerede? Hvordan har de øvet sig? Hvad har de tidligere gjort, for at overvinde problemer og lære nyt? Hvad har hjulpet? Trin 8. Fejring når færdigheden er lært. Det kan motivere til at gå i gang med at lære noget nyt og øve sig, når man har planlagt, hvordan det skal fejres, når man har lært det. Skal vi holde en lille fest, skal vi gå tur, se film eller? Trin 9. Vis færdigheden. Medarbejderen snakker med borgeren om, hvordan det konkret ser ud, når de kan færdigheden. Hvad vil de kunne gøre? Trin 10. Fortæl det til andre. Hvem skal vide, at borgeren er i gang med at lære en færdighed? Trin 11. Træn færdigheden. Her skal borgeren øve sig, trin for trin. Medarbejderen støtter efter aftale. Trin 12. Husk færdigheden. Det er naturligt og forventeligt, at borgeren vil glemme færdigheden nogle gange. Så vi skal lave aftaler om, hvordan det vil være rart og hjælpsomt, at andre minder en om færdigheden.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Trin 13. Fejr succesen. Når færdigheden er lært, så skal borgeren fejres, jf. aftalerne på trin 8. Trin 14. Giv færdigheden videre. Det kan gavne fællesskabet, at borgere lærer fra sig, og det kan hjælpe borgeren til at huske sin færdighed. Trin 15. Videre til næste færdighed. Så skal vi aftale det næste, som borgeren skal øve og lære. Trin 16. Refleksion. Borgeren, medarbejderne og evt. andre hjælpere mødes og snakker om jeg-kan forløbet. Hvad har vi lært? Kapitel 7-10 er beskrivelser af konkrete eksempler på forløb med borgere. Det er forskellige medarbejdere, der har fået ordet, og vi kommer helt tæt på hverdagen, hvad der lykkes, og hvad der bliver svært og stiller sig i vejen. Som læser kommer vi undervejs tæt på medarbejderens refleksioner om sin egen rolle. Jeg kan er ikke et kvikt fix, hvilket Solvejg understreger undervejs i bogen. Der kan være hindringer på mange niveauer for de faglige muligheder for at bidrage til den bedst mulige trivsel og udvikling for borgere med udviklingshæmning. Solvejg formår at komme omkring mange opmærksomhedspunkter og muligheder i de organisatoriske rammer, de måder vi snakker om og med hinanden om borgerne, og ikke mindst hvordan vi møder borgerne. Der er heldigvis mange muligheder for at påvirke alle niveauer i Jeg kan-tankegangens udgangspunkt i respekt og positive forventninger om, at alle kan bidrage med noget. Det handler om at se muligheder frem for begrænsninger. Der er magisk kraft i engagement og håb.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Makkerskabet – En tabuiseret legeplads i det kliniske arbejde? AF

Torben Pedersen Skovby Familieterapeut, Gladsaxe Familie- og Ungecenter OG

Charlotte Sommerfeldt Psykolog og familiekonsulent, Gladsaxe Familie- og Ungecenter

Redigeret udgave af artiklen med samme navn, bragt i Magasinet P – psykologernes fagmagasin, udgivet d. 27. juni 2017

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Makkerskabet mellem to individer er et af de mest beskrevne fænomener, vi kender til. I hvert fald når det kommer til biologien!

N HURTIG SØGNING på fx ”Flodhest” og ”Symbiose” giver et bredt felt af artikler, som hurtigt giver indblik i, at flodhesten lever i samspil med forskellige fiskearter, som sørger for at rense dens hud for alger, parasitter og døde hudceller, samtidig med at fiskene får mad. Vi synes bestemt, at flodheste, herunder hvilke ”makkerskaber” de indgår i, er vigtige. Vi ville bare ønske, at der var forsket i og skrevet lige så meget om det, der dagligt er vores og mange andre kollegaers fundament i arbejdet, nemlig det at arbejde i professionelle makkerskaber. Det er desværre en relativ ubeskrevet del af psykologien.

Vi arbejder begge som familieterapeuter for Gladsaxe Familie- og Ungecenter, hvor den faglige referenceramme er inden for det systemiske og narrative felt. I denne fagtradition er det at arbejde i makkerskaber – eller med co-terapi om man vil – helt tilbage fra Bateson i 1950’erne en essentiel metode at arbejde sammen med familierne på. Makkerskabet er dog også en form, hvor vi synes, at kompleksiteten og de åbenlyse faldgrupper forties til fordel for berøringsangst, magelighed og usagte forventninger. Vi kan opleve, at betydningen af at se på os selv og makkerskabet nedprioriteres,

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

selvom det er det, vi dagligt beder familierne om at gøre. Dette til trods for, at vi er en del af et arbejdsfelt, hvor krav til evidens er stigende, og hvor der hele tiden er fokus på om den mængde ressourcer, som organisationen bruger, giver det rette output, også kaldet effect size. Sat på spidsen er der ikke evidens for makkerskabets betydning. Vi hævder, at der er sket en faglig og metodisk stagnation ift. arbejdet i makkerskaber, og at der kun i få organisationer er en kultur og et sprog, hvor det er naturligt at snakke med ens makker om makkerskabet. Dette er baggrunden for denne artikel. Vi vil gerne uddybe disse antagelser og ikke mindst komme med nogle ideer til, hvordan man kan skabe en kultur for makkerskabsfeedback.

Makkerskabets udvikling og stagnation Lad os først se lidt på, hvordan hele makkerskabstanken opstod, og hvor den bevægede sig hen. Makkerskabstænkningen udvikledes i flere generationer og af andre akademiske faggrupper end psykologer, læger og psykiatere, fx antropologer og biologer. Familiebehandling opstår i 1950’erne bl.a. ud fra antropologen Gregory Batesons arbejde med kommunikation og systemer1, og den går på opdagelse i nye metoder, der har fokus på korterevarende interventioner, involverer flere behandlere og udfordrer terapeutpositioner. I 1960’erne arbejdes med at se den hjælpsøgende eller psykisk lidende med et fokus tæt på og fjernt, også kaldet binokulært syn; et dobbeltsyn, hvor én professionel observerer på afstand, og en anden fordyber sig tæt på. Den 1

Bateson, G., Mentale systemers økologi, Akademisk forlag

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

italienske Milanogruppe2 eksperimenterede i 1970´erne med det observerende system, som var adskilt fra den eller de terapeuter, der arbejdede i direkte kontakt med familien. Der opstår her et teamfænomen i terapeutisk praksis. Det er et team, som er usynligt for klienten, der kunne forfordele hypoteser, afbryde samtalen eller foreslå interventioner, som familien ikke fik kendskab til. Man så en fordel ved at lade nogen sidde uden for det terapeutiske rum og observere via en envejsrude, da de kunne få andre perspektiver end terapeuten, der blev anset for at være en del af systemet. Den systemiske familiebehandling udviklede senere måder, hvor observatørteamet kunne aflevere breve eller ringe til en telefon i terapirummet eller sågar hente terapeuten ud af rummet. I 1970’erne arbejder Milanogruppen videre med det de kaldte “firepersonsmodellen”: to terapeuter i rummet og to bag envejsruden. Milanogruppen påpegede vigtigheden af, at der var en lige fordeling af mandlige og kvindelige terapeuter, da dette tilbyder begge forældre en rollemodel af samme køn. Milanogruppen går i opløsning i 1980’erne og dermed også deres eksperimenteren med brug af teams og makkerskaber. Psykiater Tom Andersen var optaget af og trænet af Milanogruppen. Han videreudvikler i 1980’ernes Nordnorge tanker om, at en systemisk tænkning også må omfatte den professionelles relationer til familien, og at ”samtalen om samtalen” bliver et centralt perspektiv.3 Tom Andersen fortæller, at han i 1985 i en konkret setting, hvor terapeuten er gået i stå, får den indskydelse at sætte lyd og lys på observatørteamet, så familien i behandlingsrummet kan se og høre, hvad observatørteamet tænker.

Boscolo, L., Cecchin, G., Hoffman, L., Penn, P., Systemisk familieterapi, Milanometoden – samtaler om teori og praksis, Hans Reitzels forlag 1991

Andersen, Tom; Reflekterende processer samtaler om samtaler om samtalerne, Dansk psykologisk forlag 1994

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Dette bliver banebrydende i forhold til at nytænke co-terapi, og det reflekterende team fødes. Her hører familien teamets refleksioner og forståelser, hvilket giver familien en lytteposition. I 1980’erne og frem til i dag har vi den opfattelse, at der rundt om i verden og i familieterapeutisk praksis løbende arbejdes i makkerskaber. Dog oplever vi en stagnation i de teoretiske beskrivelser og overvejelser om, hvordan det dobbelte perspektiv udvikles og bevares som en fordel for familiebehandlingen. Vi tænker, at makkerskab som arbejdsmetode praktiseres lokalt og fortsat gør det, uagtet at det ikke er en metode, der er på de store praktikere eller metodeudvikleres dagsorden.

Kompleksitet Som tidligere skrevet, oplever vi, at det er en kompleks størrelse at arbejde i makkerskaber til trods for, at det er noget, der bliver forventet af kolleger og ledere, at man skal kunne. På vores arbejdsplads taler vi om, at vi skal være elastiske. At vi skal kunne strække vores faglighed og måde at arbejde på, så makkerskabet (og det tværfaglige samarbejde) kan lykkes på en måde, som gør, at vi komplementerer hinanden. Men det er netop i spændingsfeltet mellem, hvor langt vi skal strække os, og en til tider manglende feedbackkultur i makkerskaberne, at vi oplever, at faldgruberne dukker frem. Eller sagt med andre ord: vi har hver især stærke faglige ståsteder bygget op af personlighed, værdisæt og et væld af tillærte faglige referencer, samtidig med, at vi ikke har et sprog, der gør det muligt at tale om forskellighederne.4 5

Dreier, Nicolas H., og Linde Østergaard, K., Professionelle forholdemåder – et forslag til en analytisk model, i Fokus på Familien, Årgang 43, nr 2, 2015

Kilde udgået

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Udfordrende elementer og greb i makkerskabet Overordnet mener vi, at det gode makkerskab hviler på, at arbejdsformen er valgt til som en frivillig relation. Dette giver plads til forskellighed og at kunne bruge forskelligheden fx med hensyn til færdigheder, faglighed og handlinger. Et andet element er respekt for den anden. Det kunne være at indgå på lige vilkår som en forudsætning eller at dele ansvar, autoritet eller lederskab i samtalen, så der ikke indtræder stilstand eller manglende retning i arbejdet. Respekt kan også handle om ligeværdighed, og at ingen føler sig tilsidesat eller udnyttet af den anden. At indgå i dialog om disse elementer i tillid og respekt kan afstedkomme refleksioner om egen praksis og det, som Anders K. Ericsson kalder Deliberate Practice.6 Deliberate practice er fokuseret, målrettet træning af egne terapeutfærdigheder, som vi mener kan være en del af det gode makkerskab. Makkerskabelsesprocesser hviler også på åbenhed i kommunikationen, både før, under og efter sessionen, og at makkerskabet så vidt muligt har øje for, at terapeuterne kan være autentisk tilstede som en del af arbejdsalliancen med klienterne. Tager vi et skridt længere ind, og ser på de mere personlige elementer, er det vores erfaring, at flere udfordringer dukker op for makkerskabet: Forskelle i teoretiske ståsteder og referencerammer Forskellige tanker om værdier, mindset, menneskesyn eller forandringssyn Hvis det er svært at tale om forskellighederne (svært at lytte, sårbarhed, kritik, utryghed)

Ericsson, K. Anders, Ericsson, K.A., Krampe, R.Th. and Tesch-Romer, C. (1993). The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance. Psychological Review, 100, pp363-406.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Stil (kreativitet, tilbagelænet, bruger rummet aktivt, ser ud af vinduet, spontanitet, skifter position, beder familiemedlemmer bytte plads, omsorg, humor) Dominans (fx at give plads og tage plads, taletid, fordeling af energi) Magtforhold (fx om beslutninger, føle sig dygtigere, mere vidende) Tempo (roligt, hurtigt…) Bevidste pauser Struktur (aftalt, se hvad der sker, improvisere, fast, runde af i tide) Er optaget af psykiatriske diagnoser Skrive på tavlen, skrive noter, eller se i øjnene Afbryde familien, eller er det fy? Vigtigheden af at bruge familiens ord… eller bare sådan ca. Foretrukne forholdemåder (fx ekspertposition, psykoedukation, dialog/monolog) Kan man fortælle om sig selv, eller er det fy? Konkurrence om opmærksomhed eller relation Alliance Personlige usikkerheder og meget mere

Samtale om makkerskab For at sikre at makkerskabet er eller kan blive en hensigtsmæssig arbejdsform i en konkret opgave (terapi, konsultation, undervisning eller andet) mener vi, at det er afgørende at forholde sig til, hvordan dette makkerskab går. Til det har vi brug for et sprog og en metode til sammen at kunne reflektere over praksisformen. Makkerskabet er ikke en fast form, men en

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

skabelse af sig selv og den anden som makker, en makkerskabelsesproces. Denne proces giver engagement i egen praksis og kan gøre makkerskabet levende og dynamisk. Som praktikere er vi vant til at have fokus på samtalen om samtalen med vores klienter. Vi vil gerne opfordre til også at rette fokus på sig selv som makkere i samarbejdet og i dialogen med vores kollega. En feedbackkultur i makkerskabelsen er at kunne tale med hinanden om makkerskabspraksisser, også i det konkrete.

Feedback Informed Treatment og makkerskab I vores daglige arbejde som familieterapeuter arbejder vi ud fra det evidensbaserede dialog- og feedbackredskab ”Feedback Informed Treatment” (FIT) og har gjort det siden 2012.7 I forbindelse med at skabe en feedbackkultur i makkerskabet blev vi særligt inspireret af skemaet ”Session Rating Scale”, som vi bruger i slutningen af hver session, og hvor vi får feedback fra familien ift., hvordan de har oplevet dagens samtale. Ud fra fire linjer skalerer hver enkelt, hvordan de har oplevet: 1. Relationen: følte jeg mig lyttet til og forstået 2. Mål og emner: hvor vigtigt var det vi talte om i dagens session 3. Tilgang eller metoder: arbejdede vi på en måde jeg kunne bruge og 4. Generelt: alt i alt hvordan har jeg det med dagens session Tæt op ad dette skema og med samme fokus på dialog har vi udarbejdet det, som vi kalder Co-Therapy Rating Scale (CRS), et lignende skema, som kan

Miller et al. 1997, Hubble et al.1999. Duncan, B.L. & Miller, S.D. 2000: The Heroic Client. Doing Client-directed, Outcome-informed Therapy. Jossey-Bass. Se også www.scottdmiller.com eller på dansk i Bargmann, S. Feedback Informed Treatment, En grundbog. Akademisk forlag 2017.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

bruges som feedback skema med makkeren efter hver samtale. Det kan både være feedback til vores makker, men også til selve makkerskabet i sessionen, hvor vi selv kan være ansvarlige for ting, der ikke gik, som vi håbede. Man markerer sin vurdering af makkerskabet et sted på de fire linjer, hvad der svarer til en 0-10-skala. De fire spørgsmål handler om:

1. Relationen Ved at spørge ind til relationen kigger vi på tilliden og respekten mellem terapeuterne; fik vi lyttet til hinanden og givet og taget plads; fulgt hinanden og var der ligeværdighed.

2. Komplementeren At vi er forskellige og kan bruge forskellige tilgange til hinanden og til familien, om vi var for konsensussøgende eller fik brugt vores forskelle i erfaring, tænkning, forståelse mm.

3. Mening at være to Havde det sin berettigelse at være to, gøre sig bevidst om den gode ide med at være to i netop denne sammenhæng, et metaplan for vores praksis, og tage stilling til fra gang til gang om ideen om at være to tilstede eller om der næste gang skal disponeres anderledes

4. Generelt: Alt i alt hvordan har jeg det med dagens makkerskab.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Erfaringer med CRS Vi har i godt et år brugt CRS-modellen, og her er lidt om, hvad vores kollegaer siger: Det giver øget bevidsthed at tale om vores makkerskaber og blive ved med at justere på ting, så vi bliver bedre terapeuter”. Jeg eller min makker kan trække skemaet frem, hvis den ene oplever, at noget ikke fungerer optimalt” Jeg har modtaget og givet mere feedback end ellers, når vi evaluerer uden skema”. Jeg bliver mindet om betydningen af at få talt sammen om samarbejdet med min makker som en væsentlig del af den indsats, vi gør”.

Tankerne bag Co-Therapy Rating Scale Baggrunden er, at uden dialog og feedback kan navigationsmulighederne i makkerskabet ikke forbedres. Dertil kommer også FIT-redskabets inspirationer til at arbejde med fejl-centreret læring8 og Deliberate Practice/ fokuseret målrettet træning. Med disse perspektiver legaliseres, at den gode makkerskabelse også udgår fra de fejl og mangler, de læringspunkter og blinde vinkler, personlige temaer og dagsformer, vi tager med os ind i et makkerskab. De kan og bør italesættes i rammen af fx et CRS-skema.

Eller www.Scottdmiller.com: How Getting it Wrong can help you get it Right, 2010.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Navne i makkerskabet:

Klient:

Dato for session:

Nr. på session:

Co-therapist Rating Scale (CRS) Du bedes vurdere dagens makkerskab, ved at sætte et mærke på de fire linjer. Du skal placere din vurdering tættest på den beskrivelse, som passer bedst på din oplevelse. Oplevelserne kunne f.eks. handle om; tempo, stil, forholdemåder, teori, tryghed, metode, ligeværdighed …

Relation Jeg følte mig respekteret i makkerskabet

Jeg følte mig ikke respekteret i makkerskabet

Komplementere Jeg oplevede at min makker og jeg komplementerede hinanden

Jeg oplevede ikke at min makker og jeg komplementerede hinanden

Mening at være to Det gav mening at være to i sessionen

Det gav ikke mening at være to i sessionen

Generelt Alt i alt var sessionens makkerskab passende for mig

Der manglede noget i sessionens makkerskab

CHARLOTTE SOMMERFELDT & TORBEN PEDERSEN SKOVBY

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Det er ikke et egentligt skema, der indgår i Scott Miller og Duncans repertoire. Vi tænker, at det ene og alene kan fungere som et hverdagsværktøj til fri brug og inspiration. FIT er en integreret del af vores arbejdstilgang, og det virker nemt og naturligt at vende sig mod sin makker efter endt session og i tredje halvleg få en dialog om, hvordan sessionen gik ud fra den kendte skabelon. Relationen med ens makker er betydningsfuld ikke kun som rollemodel og tryghed for klienten, men også for medarbejderens psykologiske tryghed i relationen med makkeren9. Relationen til ens makker er betydningsfuld for medarbejderens psykologiske tryghed og trivsel. Dette begreb indebærer at kunne tage personlige skridt ud i samarbejdet uden at risikere en negativ konsekvens. En negativ konsekvens kunne fx være at føle sig nedvurderet eller ringeagtet af den anden. En tryghedsfaktor i et makkerskab faciliteter, at ideer og handlinger kan samskabes til en fælles opgaveløsning i form af en effektfuld samtale. Komplementaritet handler bl.a. om at kunne udnytte hvert menneskes særlige perspektiver, ideer og erfaringer til et fælles hele, at kunne samskabe processer, hvor vi inddrager egen og den andens viden, erfaringer, forslag og kreativitet til et hele, således at én plus én bliver mere end to. At stille skarpt på denne dimension lægger op til det tredje punkt: meningen med at være to. Lykkes makkerskabet med at integrere forskellige perspektiver, udnytte den udvidede vifte af ideer, viden og samarbejde hen mod det fælles mål til gavn for familien i behandling? Havde makkerskabet sin berettigelse i den netop afsluttede samtale?

Psychological Safety: the History, Renaissance, and Future of an Interpersonal Construct, Edmondson, Amy C. and Lei, Zhike, Annu. Rev.Organ.Psychol.Organ. Behav.2014.1:23-43

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Vi tænker, at det er vigtig at overveje i det konkrete makkerskab om makkerskabet faldt i grøften af “group think”.10 Søger dette makkerskab mod konsensus og enighed og bliver fastlåst i dette, eller formår vi at udfordre og udnytte forskellighed? Får vi taget beslutninger og delt ansvaret som en del af en positiv proces, eller undgår vi svære beslutninger pga. magelighed eller berøringsangst? Vores erfaringer er, at CRS-skemaet giver inspiration og er et redskab til at skabe en feedbackkultur i samskabelsen af en god behandlingssession. Som vi nævnte indledningsvist er samspillet mellem flodheste og fiskearter en nødvendighed. På samme måde tænker vi, at et fokus på makkerskabet og udviklingen af dette er en nødvendighed for opkvalificering af terapeutiske interventioner, hvor makkerskabet er et fundament. Derudover hævder vi, at faglig udvikling også er at arbejde med det konkrete makkerskab, herunder at skabe en sprogkultur med fokus på feedback.

Group think – socialpsykologisk begreb med lang udviklingshistorie der omhandler gruppens bestræbelser på at opnå harmoni nogle gange på bekostning af irrationel/ dysfunktionel beslutningstagning eller kritisk stillingtagen.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Borge Brno Fra

til

Susanne Johansen Susanne Johansen er TAOS Associate, hvilket betyder, at hun er inviteret ind i det globale social-konstruktionistiske netværk, som udspringer fra TAOS Institute (se www.taosinstitute.net) Hun har i de senere år taget del i både lokale, nationale og internationale konferencer, seminarer, workshops og andre fælleskaber omkring dialogiske og relationelle ideer og perspektiver – som facilitator, som arrangør, som med-arrangør og som deltager. Susanne har i de seneste 17 år drevet egen praksis – samsigt.dk

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Forår og sommer 2019. På rundrejse i det dialogiske, det relationelle, det responsive og det kropslige landskab.

ÅR VI INTERESSERER os for andre menneskers historie, for deres værdier, deres ideer, deres successer, så får samtalen en anden drejning end dér, hvor vi fokuserer på modsætningerne og problemerne. Ikke fordi problemerne skal skubbes hen i hjørnet, snarere for at støtte mennesker i at finde de sammenhænge og den meningsfylde, hvorfra de skal hente styrken til at overkomme problemerne’.

‘N

Nogenlunde sådan lød ét af de budskaber, som vicepræsidenten på TAOS Institute, Sheila McNamee, bragte med sig, da hun havde taget imod Inger Nordeides invitation til at lave workshop på Metropol i København, i maj måned i år. Med dette budskab i den mentale bagage rejste jeg kort efter til Norge, til Husøy ud for Tønsberg, hvor

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

maleriske Hotel Borge åbnede døre og vinduer for dette års BORGE-seminar, det fjerde i rækken. BORGE-seminaret er en udløber af den dialogisk-collaborative uddannelse, ICCP, som udbydes af norske Anne Hedvig Vedeler i samarbejde med Harlene Anderson, Houghston Galveston Institute og TAOS Institute. BORGE-seminaret er kendetegnet ved, at med-mennesker for en stund kaster sig ud i det ukendte med nysgerrighed på egen og andres måde at leve livet og forstå tilværelsen på. Når mennesker har noget på hjerte og vover at stille sig selv til skue og åbne for respons fra en stor gruppe af mennesker med forskellige perspektiver på livet og den enkeltes livssituation; når mennesker giver hiananden indblik i deres livskriser, når tvivlen og nysgerrigheden og kompleksiteten får tid og plads, – ja, så opstår helt særlige møder og stemninger og inderligheder mellem mennesker. Og så berøres vi, så bevæges vi. På BORGE-seminaret er der plads til spontanitet, til tvivl og usikkerhed, til eftertænksomhed og til respons. Der er tid til at lytte til hinanden, der er tid til at få kreativiteten til at blomstre og nye tanker og ideer til at opstå. Begreberne ‘indefra-og-ud’ og ‘samtalen om samtalen’ er via Anne Hedvig Vedeler blevet en vigtig del af min egen dialogiske praksis. Det er væsentlige begreber på BORGE, og jeg oplever dem som væsentlige grundelementer i den dialogiske og samskabende tanke og ånd.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Hvordan er det, vi hver især oplever os selv og verden omkring os – ‘indefra-og-ud’ – og hvor kan det bringe det os hen sammen – ‘samtalen om samtalen’? Et af temaerne på dette års BORGE-seminar blev begrebet langsomhed. Be-tydninger af begrebet langsomhed. Refleksioner, ‘indefra-og-ud’, på kryds og tværs første frem til et andet begreb, sagt-modighed, at være sagte og at være modig. Vi lever i en verden, hvor sikkerhed, hurtighed og eﬀektivitet er vigtige mantraer, og det kan kræve både mod og styrke at tillade og tåle langsomheden. Vi har på en måde fjernet os lidt fra det åbne, det fred-fyldte og tål-modige møde, hvor der også er plads til tavshed, til stilhed og til usikkerhed og eftertanke.

En samtale bygger altid videre på noget, der kom før På ‘Veivalgskilinikken’ i Drammen i Norge fortsatte to af deltagerne fra årets BORGE-seminar senere ‘samtalen om samtalen’ om langsomhed på en podcast, som inviterer lytterne til at reflektere sammen med dem over ord som ‘Langsomhet, saktmodig, samtalemøte, relasjon og reaksjon’. Som ringe i vandet fører snakken om sagtmodighed på denne Podcast videre til en snak om menneskelige møder generelt, om terapeutiske samtaler og om selve terapiens væsen. Hvad er terapi? Deltagerne på disse BORGE-seminarer består af en stadig større kreds af forskellige fagfolk og såkaldt almindelige mennesker, herunder klienter. For i denne sammenhæng er forskellen ens.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

‘Det handler ikke så meget om, HVAD vi taler om; det er mere, HVORDAN vi taler om det’, huskede vi hinanden på, da den lille arrangørgruppe vanen tro mødtes på BORGE aftenen før årets seminar. For selve ideen er, at vi mødes uden noget særligt program eller nogen bestemte planer for, hvad der skal ske; invitationen handler helt enkelt om at mødes til samarbejdsorienterede dialoger.

ICCP-kongres i Brno Med intense oplevelser fra Norge i kuﬀerten rejste jeg kort efter videre til ICCP-kongres i Brno, Tjekkiet. At træde ind ad døren til ‘Pedagogiská Fakulta’ på ‘Masarykovy Univerzity’ til the ‘4th Congress of Collaborative-Dialogic Practices’ var som at træde ind i en etnisk og kulturel smeltedigel af højlydte gensyn, af stille afventen og af forventninger.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Der var kaskader af farver og former, af lyd. Af al-verdens sprog og stemmer. Af bevægelser i mere end een forstand. Af for-nemmelser og be-røringer og for-førelser. Det var varmt, temperaturen var høj, og 32 nationer var repræsenteret. Kongressen bød på tankevækkende og inspirerende hovedoplæg. Der var levende, engagerede og formidable oversættelser mellem amerikansk, spansk, tjekkisk, portugisisk og kinesisk efter sindrige systemer og med et tilstrækkeligt antal frivillige til at sikre, at alle kunne være med. Der var et væld af workshops fordelt over dagene, afbrudt af pauser med en uafbrudt summen af alverdens sprog og stemmer. Der var et overvæld af indtryk og udtryk, som flød sammen i strømme af billeder på postmoderne ideer og relationelle og sociale konstruktioner. Nogle af disse aftryk ligger, hér nogle måneder senere, stadig og slumrer i baghovedet, venter på måske at blive vakt til live i andre sammenhænge. Andre vil jeg hermed formidle i form af en fuldstændig ufuldstændig skitse af kongressen, bestående af små glimt og udsnit, som jeg samlede op undervejs, – keywords, fotos og andre highlights i en pærevælling af sammenvævede, dialogiske og relationelle perspektiver. Mary Gergen inviterede på workshop omkring følgende keywords: Social construction

Multi-being

Relational theori

Performance soc sci

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Jeg er fan af flere af Mary Gergens ‘multible identities’, – hendes vidsyn, hendes lethed og hendes tyngde, hendes rappe replikker, hendes lune og hendes humor. ‘When a group of people meets you never know what happens. Its full of possibilities’. Vi konstruerer vores virkelighed sammen. Den enes virkelighed er ikke mere virkelig end den andens, pointerede Mary Gergen. ‘It depends on your support networks. There is not right ways, there is possibilities of ways.’ Under overskriften ‘The wisdom of communities’ gav mexikanske Sylvia London og brasilianske Marilene Grandesso eksempler på deres arbejde med brobygning og mere eller mindre spontant opståede fællesskaber i det oﬀentlige rum, – den ene med afsæt i Tom Andersens reflekterende processer og den anden med Paolo Freires frigørende pædagogik i bagagen. ‘Listening to the others makes rhyzomatic connections’, var deres budskab. Ken Gergen scannede udviklingen af konstruktionistiske ideer i professionel praksis. DENGANG, de dukkede op, var fokus på måden, hvorpå vi taler om ting:

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

i narrativ terapi: Tal ikke om dig selv som en taber, se dig som en vinder. i korttidsterapi: Tal ikke om dine problemer, tal om din fremtid. i kognitiv terapi: Ændre måden du tænker på, og du ændrer dig selv. NU – sådan ser han det – har nye generationer af professionelle åbnet nye udsigter til samarbejdspraksis ved at udforske ressourcer som relationelle handlinger, som dialogiske processer: ‘At the end of the day, how can we change things, how can we create more dialogical processes? Talk about the things you are concerned about. Create dialogic communities together’, opfordrede han os til. Ann L Cunlife talte om intersubjektivitet: ‘Looking at the betweenness’. Det drejer sig ikke om, hvad du tænker eller hvad jeg tænker. Men om, hvad det sker mellem os. Imellem os, der var tilstede på kongressen, skete en masse, da der på et tidspunkt var prisuddeling. Saliha Bava sidder i bestyrelsen for ICCP og modtog The John Shotter Award ‘in recognition and promotion of the humanizing aspect of everyday life’. Prisen blev overrakt af Cherrie Ravello, John Shotters enke. Det var et meget, meget bevægende øjeblik. Harlene Anderson åbnede kongressen. Her får hun lov til at afslutte den.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Harlene satte fokus på ‘Dialogic-collaborative Practice’ som et koncept, der tillader professionelle at re-/agere spontant og fleksibelt i samværet med de mennesker, de/vi møder. ‘How can professionals create the kind of conversations and relationship that invites all participants to access their creativity and develope possibilities where none seem to exist before?’, spurgte hun, – og hun leverede på en måde selv det korte svar: ‘Be attentive, be present. Be there’.

Eftertanker Nu er det blevet efterår, og tilbage i Danmark kredser mine eftertanker om positioner og perspektiver. Om eksperter og metoder og teknikker og dokumentation. Om ekspertise, om bevægelse. Og om ståsteder. Sheila McNamee’s pointe i indledningen handler om betydningen af dialogiske ståsteder og tilgange. Sommerens rejse fra Borge til Brno maler endnu flere farver, flere nuancer på samme verdensbillede. Ingen ved på forhånd, hvor en dialogisk samtale bevæger sig hen. Det er heller ikke det vigtigste. Meget vigtigere er selve dansen og bevægelsen; selve dialogen, selve opmærksomheden på det relationelle perspektiv og de kropslige fornemmelser, på dét at træne de empatiske og de mentaliserende muskler, at mærke og se med den andens ord i tankerne. Det vigtige er ikke, hvad DU tænker eller hvad JEG tænker, men dét, der sker imellem os, når vi vi løbende skaber mening i vore egne og hinandens liv. I praksis, i alle teorierne og i tidens paradigmer.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Lokalafdelingerne

Systemisk Narrativt Forum Âˇ Nr. 4/2019

STOK KØBENHAVN

Referat af workshop

Far i familiebehandling med Signe Bergman Johansen den 23. september 2019

ØGLEORDENE til workshoppen Far i familiebehandling er feminisme, tilknytning og tryghed, skriver Signe i sin introduktion. Signe er daglig leder og familieterapeut i Villaen og Familiesupporten i Gladsaxe kommune, og som familiebehandlere ønsker de, at faren kommer mere på banen i familiebehandlingen. Når det ikke lykkes, bruger de ofte grunde som: han er ikke interesseret, han arbejder meget, han er aggressiv o.lign.

I oplægget fortalte Signe om familiebehandlernes feministiske tilgang og spørger, hvorfor vi som kvinder tænker, at det er godt at få fædrene med? Det er fædre, som har en anden tradition/kultur og tanker om det at være far end vi som familieterapeuter har med os og som gør, at vi ikke umiddelbart identificerer os med ham. Vi kan opleve, at vi intet har til fælles med den pågældende far. Alligevel forsøger vi konsekvent at inddrage faren i behandlingen, fordi han har betydning for barnet – uanset om det er en positiv eller negativ tilknytning. Det er mænd, som ikke er i første række, hvad angår at tage ansvar som forælder. Moren har måske svært ved at afgive ansvaret, førsteretten til barnet, men det er Signes erfaring, at hun kan og gerne vil afgive, overdrage ansvar til faren (det feministiske perspektiv). I behandlingen insisterer de overfor

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK KØBENHAVN

faren på, at han har betydning for barnet. Et eksempel er, at faren – modsat moren – var i stand til at få øjenkontakt med barnet og barnet responderede på det. Faren blev vedblivende bekræftet og bevidnet i, at han kunne, og han blev efterhånden klar over, at han var primærperson for barnet. Det er vigtigt at vide, at det tager lang tid for fædrene at få tro på, at de kan tage sig af barnet. Det er også en pointe, at moren nogle gange ikke er i stand til at tage ansvar for barnet, men ikke kan ”få lov til” at ”få fri” eller blive fri for det ansvar, hun ikke magter. Undervejs i workshoppen blev vi præsenteret for en øvelse, som åbnede op for den dialog, som Signe lagde op til. Der blev en livlig debat med spørgsmål og bidrag fra deltagernes erfaringer fra deres arbejde. Signe var en inspirerende oplægsholder med en klar kommunikation og et stort engagement. Og det blev tydeligt, hvad faglig viden, f.eks. om tilknytning betyder i behandlingen og hvor vedholdende vi som familieterapeuter nogle gange skal være for at bære en forandring igennem. Ref. Helge Thomsen

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYDSJÆLLAND

I nv i t a t i o n t i l f y ra f t e n s m ø d e

Supervision – at kigge efter stjerner Torsdag d. 24.10.19 Kl. 17 - 19.30 Vestergade 10 baghuset, 4600 Køge – bemærk ny adresse! Sæt et stort X i kaldenderen, det blir godt!

LIVER DU nysgerrig på overskriften eller tegningen? Så kom til fyraftensmøde i Køge, hvor vi har været så heldige at få besøg af psykolog Dorthe Beck Frederiksen, som vil guide os rundt i supervisions-stjernen og de forskellige pejlemærker, udsigtspunkter og trædesten i supervisionsprocessen.

Måske arbejder du selv med supervision – måske er du bare nysgerrig på oplæg, øvelser og drøftelser af praksis. Supervision er ikke små hop på stedet. Det handler om bevægelser og forbindelser, som kan bidrage til mere rige fortællinger om sig selv som fagperson og give fornemmelser af at få mere fast grund under fødderne og derfra finde en vej videre. Dorthe vil give konkret inspiration til, hvordan supervisionsstjernen kan guide processen fra tjek ind til tjek ud.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYDSJÆLLAND

Dorthe har arbejdet med narrative ideer og praksisser i mange år bl.a. i STOK og på uddannelse hos psykolog Maggie Carey fra Adeleide. Supervisionsstjernen har hun lånt fra psykolog Grethe Bruun fra Næstved, som hun går i Masterclass i supervisionsmetode hos. Dorthe arbejder som psykolog i PPR i Aabenraa kommune. I STOK er hun lokal kontaktperson i Syddanmark, hvor hun arrangerer fyraftensmøder om systemisk og narrativ praksis. Foreningen byder på sandwich og vand i pausen, – og TILMELDING ER BINDENDE a.h.t. indkøb. Arrangementet er åbent for alle interesserede, så inviter gerne kolleger og andre med. Af hensyn til planlægning bedes tilmelding ske senest ugen før til enten Lisa O’Reilly Hansen l-hansen@post4.tele.dk eller Susanne Johansen samsigt@icloud.com HUSK Gode ideer til kommende arrangementer modtages med glæde.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

Gratis fyraftensmøde for systemisk- og narrativt interesserede

Møder der engagerer! Hvordan engagerer vi børn, unge og familier, når vi holder møder? Onsdag den 26.2.2020 kl. 17 - 19.15 Vejle Bibliotek (forløbig) Fyraftensmødet er åbent for alle og gratis. STOK giver en lille forfriskning i pausen.

Martin Nevers har sat sig for at eksperimentere med at udvikle praksisser, der kan skabe et større engagement hos de børn, unge og familier, hvis liv ofte er i centrum for de møder vi holder. Martin vil fortælle om nogle af sine erfaringer med at lade sig inspirere af narrative ideer til at holde lidt anderledes møder, og invitere deltagerne til at udvikle på, hvad der kan tænkes og gøres for at skabe mere involverende og energiskabende møder.

Martin er ansat i DISPUK, hvor han gennem de sidste 11 år at undervist, superviseret og haft samtaler med mennesker og i organisationer med afsæt i narrativ teori og praksis. Martin har en fortid som lærer, som har givet ham en passion for at udvikle praksisser, der kan understøtte og skabe trivsel for børn og voksne i og omkring skolen. Tilmelding til dbf@aabenraa.dk senest 20.2 Venlig hilsen Dorthe Beck Frederiksen, psykolog og kontaktperson i STOK Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

Fyraftensmøde 18.6.19 i Kolding med psykoterapeut Brita-Marie Jordt Kappel

Narrativ traumebearbejdning – få fat i fortællingerne

i kan stå på bredden, hvorfra vi kan kigge på traumerne fra en tryg afstand. Vi kan besøge traumerne i floden, når vi har redningsvest på, og når vi ved, at der venter et håndklæde på bredden.

Smukt og poetisk billede af alvoren i mødet med mennesker, der har oplevet grufulde ting og på kompleksiteten og penduleringen i traumebehandlingen. Psykoterapeut Brita-Marie Jordt Kappel holdt de 40 deltagere til STOKs fyraftensmøde fanget med sit glødende engagement, respekt og ydmyghed, dedikationen til at hjælpe mennesker med at genetablere forbindelsen til det vigtige, sit intense nærvær og sin forunderlige ro i stemme og bevægelser. Brita-Marie er ansat som familiebehandler i ATT Afdeling for Traume- og Tortur-overlevere ved Region Syddanmark. Som behandler, der gennem mange år har været optaget af narrative praksisser, stiller Brita-Marie sig selv mange spørgsmål. ”Hvordan kan jeg være sammen med den anden – og med traumet? Hvordan kan jeg møde den

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

anden respektfuldt med mine sanser, følelser og min tænkning? Hvordan kan jeg arbejde, når jeg står på mine narrative fødder? Hvordan kan jeg arbejde med at give den anden en fornemmelse af flow? Hvordan kan jeg pendulere mellem traumet og alt det andet, der også kan være at fortælle om et menneskes liv, færdigheder, intentioner og værdier?” Traumer kan få os til at rende væk fra intimiteten. Terapi inviterer ind i intimiteten. Brita-Marie mindede os om, at terapi inviterer til intimitet, og at terapeuten skal finde veje til at familien kan genetablere forbindelse til at være familie og til, at det kan opleves rart og varmt at være intime og følende mennesker. Brita-Marie fortalte om sine perspektiver på, hvordan vi bidrage til, at mennesker kan udvikle sig via flow og pendulering af sansemæssige, følelsesmæssige og tankemæssige aspekter af oplevelser. Vi ved at traumer kan fastlåse og hindre smidig bevægelse. Vi skal gå efter flow via pendulering mellem at stå i sikkerhed på flodbredden og besøge traumerne i floden. Vi skal hjælpe mennesker til igen, fleksibelt at kunne bevæge sig mellem det behagelige og ubehagelige. Brita-Marie minder os om, at vi som terapeuter skal være i kontakt med os selv og, at vi skal kunne stoppe op, når der sker noget i vores eget nervesystem. Vi kan lave en lille pendulering i os selv – kroppens kontakt med stolen, føddernes kontakt med gulvet, opmærksomheden på hvor jeg kom fra, sansninger, føleler og tanker om det, opmærksomheden på lige nu. Pendulering mellem fornemmelser af uro og ro. Vi får erfaringer med, hvor det bringer os hen at blive guidet til at få kontakt med kroppens fornemmelser. Vi kan stoppe på og lægge mærke til noget, og vi kan pendulere væk fra det. Når vi bliver udsat for traumer, så mister vi smidigheden, evne til at pendulere og være i flow. Vi skal op på flodbredden, det trygge sted, og så kan vi derfra bevæge os ind i traumerne. Vi skal passe på og samtidig skubbe den anden, så de kan få erfaringer med penduleringen.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

Bevidsthedsstrømmen er et hukommelsessystem, der bidrager til en sammenhængende oplevelse af, hvordan det er at være menneske – en fornemmelsen af mig selv og min egen bevidsthed som en indre strøm og fornemmelse af sammenhæng i ”mig” på tværs af begivenheder, tid og sted. Traumer fragmenterer fornemmelsen af ”mig” og af sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid. Fortid bliver til nutid og små ting kan bringe os tilbage til fortiden. Hvordan kan vi bidrage til sammenhængende fortællinger, så den anden igen kan mærke flow og energi? Vi skal bidrage til at genskabe ”fornemmelse af mig selv som et sansende, følende, kærligt og intimt menneske – overfor mig selv og overfor dem, jeg møder i tillid til, at de ikke kommer med ondskab” Vi skal også vide, hvad traumer gør ved kroppen. Så kan vi bedre forstå, hvad der sker, når vi kommer tæt på de traumatiske oplevelser, og de siger “der vil jeg ikke hen, jeg får det slemt, så er jeg til ingenting” Vi skal bidrage til at den anden får et sprog for det indre liv, en fornemmelse af sammenhæng og af den personlige eksistens, som den udvikler sig i mødet med det betydningsfulde. Brita-Marie er inspireret af psykiateren Russel Mears forståelser af hukommelsessystemer og traumer (se Traumer af Denborough (red), Dansk psykologisk forlag, 2008) I Familiebehandlingen starter vi med psykoedukation, og det er ikke altid vi kan nå til traume-arbejdet. De kan være for ramt, men vi kan give viden om PTSD og om, hvordan man kan tage ansvar i forældreskabet, på trods. Brita-Marie fortalte om Livets flod som en måde at skabe flow i traumesamtaler og en platform for trygge fortællinger. Vi kan stå på flodbredden, snakke om og kigge på ”redningsveste”, de færdigheder, som jeg har, og som hjælper mig, når der er svære tider.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

Vi kan arbejde eksternaliserende for at hjælpe den anden med at adskille sig fra traumer. ”Jeg er ikke min PTDS – jeg er ramt af den”. ”Der er andet end traumer i dit liv. Hvad var der af gode oplevelser af nærvær i familien før traumet? Vi kan bevæge os mellem det, der har været dejligt og traumet. Vi kan lægge mærke til det, der sker, når vi fortæller. Hvornår bliver det så svært, at vi bakker? Vi kan lægge mærke til kroppens respons, kigger de væk, trækker de sig, bliver desorienterede? Brita-Marie er optaget af at etablere en platform af værdier som vi holder af og sætter pris på og som vi stædigt holder fast i. Hun har god erfaring med at bevidne, skrive det vigtige ned og give den anden ordene tilbage som et poetisk dokument. Den narrative familieterapeut er optaget af at genskabe forbindelser til det vigtige. Vi kan ikke tage traumet væk eller ud af historien. Vi kan bidrage til at skabe multi-fortællinger, og vi kan hjælpe med, at følelsesintensiteten tages ud af erindringer forbundet med traumet. Når mennesker kommer på ATT, så oplever de sig ofte defineret af traumet. Traumet skabes i isolation og heling sker i relationer. ”Når vi går tæt på traumer, så spørger vi til responser (”hvad gjorde du?”), til handlinger og til de værdier, som den anden holder fast i med sin respons. Vi får gang i at fortælle historier om alt det, der også er og med at genskabe kontakten til det værdifulde i livet og til en sammenhængende fortælling og meningsforståelse af livet. Traumearbejde indeholder en mulighed for at genvinde et ståsted”. Brita-Marie understreger sine bestræbelser på, at hun i mødet med familierne kan løfte dem op og hjælpe dem ud af traumets greb, så de bliver interesserede i deres liv og i det, der er vigtigt for dem, deres værdier, håb, drømme og ønsker for deres liv. Traumer bringer folk væk fra sig selv og ud af kontakt med sig selv. Så vi skal genetablere fornemmelse af selvet, fornemmelse af

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

det hele menneske. Vi skal opgradere folks egne erfaringer, som Niels Kristie skriver. I samtalen er fokus på at afdække færdigheder i relation til traumet. Spørg ind, stille og roligt. Spørg ind til respons, handling, hvad gjorde du? Det implicitte fraværende er et centralt begreb i narrative praksisser. Vi spørger til det, der er fraværende i det, der bliver sagt. Hvad gjorde du? Hvorfor gjorde du det? Jeg fik en fornemmelse af, at du passede på? Vi kan tilbyde ord. Brita-Marie fortalte om mødet med familierne. ”Jeg laver det bedste arbejde med barnet, når jeg har far og mors tillid til, at jeg kan. God familiebehandling er, når den voksne kan lave markeret spejling, når de kan mærke barnets følelser uden at “komme over i dem” og kan blive i egne følelser”. ”Jeg kan invitere forældrene ind i en tryg relation til mig. Jeg starter med at etablere, at det kan være rart at være sammen med mig, de skal lære mig at kende, fortælle om børnene, fortælle om hvornår de som forældre er glade, stolte og bekymrede. Ofte skal jeg snakke med forældrene mange gange, før børnene kommer med”. ”Der kan være mange veje til at fortælle historier om det, der er vigtigt. Hvis barnet ikke har ord og begreber, så kan vi bruge hånddukker, som kan fortælle, vi kan bruge dyr og tegninger”. Fokus er på, at behandlere skal bidrage til at skabe liv og bevægelse, så familierne kan finde nye måder at være sammen som familie med deres minder, værdier og det nye hverdagsliv. Traumefortællinger kan være dominerende og magtfulde, når de taler til mennesker om skyld og skam i forhold til det, der er sket og forkertgørende fortællinger. Vi skal italesætte 1) hvad gjorde du? og 2) hvad var vigtigt for dig? Gå tæt på handlingerne – og skift fokus til det, der er vigtigt? Vi skal derefter etablere forbindelser og bevægelser over tid.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

”Jeg er optaget af responsernes sociale, relationelle og kulturelle oprindelse, som kan indeholde særlige spor fra betydningsfulde mennesker og eller figurer fra film, tegnefilm, bøger: Hvad kan du li’? Hvis du ikke kan li’ det, hvad kan du så li’? Hvad skal have betydning?” Når vi rammes af skyld og skam. Nedgørelse af selvet giver skam, skam som følelsen af at være forkert. Skam forhindrer selvets udtryk. Udviklingsskam – skam over at have behov Norm skam – skam over at være udenfor Etisk skam – skam over at handle mod værdier Skyld – skyld over egne og andres fortællinger Vi skal have fat i fortællingerne om, at ”jeg gjorde noget, jeg så ikke bare til”. Hvis den anden ikke har erindringer om eller fortællinger om handling, så vil Brita-Marie undervise om kamp, flugt og frys, og hun inviterer til, at vi kan tale om, at ”dét ikke at gøre noget, var din krops måde at vide, at det var bedst at stå stille, ellers havde du ikke overlevet”. Det er en respons. ”Behandlingsarbejde kan være noget kaotisk. Vi skal svømme rundt i at prøve at skabe sammenhæng og få fortællinger om livet. Vi kan som mennesker kun regulere os, når nervesystemet er åbent og i flow. Chok og traumer spænder og lukker ned. Vi skal have fat i hele mennesket – det sansende, det følende og tænkende, når vi skal skabe en tryg flodbred, hvorfra vi kan pendulere. Vi kan tale til sansninger. Hvad mærker du? Hvad tror du kroppen ved og fortæller om, hvad der er vigtigt? Kroppen var der, da det skete. Hvad fortæller smerten om dig og om det, du håber på?”

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK SYD

Brita-Marie er optaget af at få balance, nærhed og liv i familierne, så de kan få mulighed for at gøre noget andet og leve på en anden måde, end de hidtil har gjort. Hun sætter fokus på udvikling af forældreevne og tillid til egne færdigheder ”Min mission er at skabe liv, nærhed i familien – få dem til at stå tættere på hinanden. Vi kan ikke undgå modgang, men vi kan være sammen med vores børn i det. Vi kan sammen med dem mærke det, sanse, tale om det, så de ikke bliver alene og isolerede. Vi kan begynde med at vise interesse for, hvad der sker i den anden og ikke kun i sig selv. Vi kan flytte fokus tilbage til, hvad de værner om i livet, hvad de kæmper for og ønsker for sig selv og deres børn. Vi skal turde gå ind i mørket – sammen med familierne”

Tak for en berigende aften. Referat er skrevet af kontaktperson Dorthe Beck Frederiksen, dbf@aabenraa.dk

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Kursuskalender Kalender for medlemmers kortere (1, 2, 3 dages) kurser og workshops

Oktober

2019

23. – 24. Brug af observation i psykologens daglige praksis Inpraksis, Helsingør 30. – 31.

Narrativ traumebehandling – ikke alle kan bare tale! Narrative Perspektiver, København

November

2019

Alternativer til udsmidning fra skolen Dispuk, Fyn

8. – 9.

STOKs årsmøde – Dialog på kryds og tværs STOK, Fåborg

11.

Hvordan får man dog folk til at tage mere ansvar? Inpraksis, Helsingør

11.

Hvordan taler man med børn om problemer? – narrative samtaler med børn Dispuk, Snekkersten

18.

Psykologiske undersøgelser Inpraksis, Helsingør

24.

Introduktion til narrative samtaler Narrative perspektiver, København

December 8.

2019

Introduktion til narrative samtaler Narrative perspektiver, København Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Januar

2020

Lynkursus i narrativ ledelse: Ud af kampen – anti-patriarkalsk ledelse Dispuk, Snekkersten

27.

Skriftlig dokumentation, identitet og arbejdsglæde Dispuk, Odense

Februar

2020

3.-6.

4 dages kursus i Narrative Samtaler – intensiv træning Dispuk, Aarhus

18.-21.

Intensivt narrativt samtale kursus Narrative perspektiver, København

Marts

2020

11.-13. Vredeshåndtering Vinthermosgaard.dk, København

April 2.-3.

2020

Parterapi – med fokus på emotionelle fortællinger Narrative perspektiver, København

14. Familieterapi Live-samtaler med familier med komplekse problemstillinger Dispuk, Snekkersten 20.

Narrativ Konflikthåndtering Dispuk, Snekkersten

Skriv gerne til redaktionen, hvis I vil have noget med i kalenderen

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

Bestyrelsen

b@danskstok.dk

Lokale kontaktpersoner

Formand

Nordjylland

Lisa Romlund, 21 30 87 45, lisa@danskstok.dk

Kirsten Worm, kirsworm@gmail.com

Næstformand

Karina Larsen, frukla1@gmail.com

Jørgen Malmkjær-Mørch, 30 31 11 02, jorgen@danskstok.dk

Kasserer

Vestjylland Østjylland —

Karina Elver Hansen, 20 99 15 32, karina@danskstok.dk kasserer@danskstok.dk

Sydjylland

Webmaster

Fyn

Jørgen Malmkjær-Mørch, 30 31 11 02, jorgen@danskstok.dk webmaster@danskstok.dk

—

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Dorte Nikolajsen, 61 36 41 01, dorte@danskstok.dk Mats Widsell, 40 56 61 82, mats@danskstok.dk Mette Thyghøj, 27 29 15 58, mette@danskstok.dk Rasmus Sørinus Jensen, 28 97 15 97, rasmus@danskstok.dk

Dorthe Beck Frederiksen, 50 48 47 11, dbf@aabenraa.dk

København Helge Thomsen, 21 17 57 71, ht@helgethomsen.dk

Sydsjælland Susanne Johansen, 23 45 97 84, susannejohansen@mail.dk

Bornholm Pia Nordentoft Christensen, 41 61 41 61, pia.nordentoft.christensen@outlook.dk

Suppleant Klavs Lindequist, 28 43 03 67, klavs@danskstok.dk

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK

ÅRSMØDE

2 0 1 9

Dialog på kryds og tværs 8. og 9. november 2019 Hotel Faaborg Fjord · Svendborgvej 175 · Faaborg

PRO GRAM

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Fredag

8. november 2019

8:30

Ankomst og registrering

9.15

Velkomst ved STOKs formand Lisa Romlund

9.15

Haldor Øvreeide Dialog – fugl Fønix og Akilleshæl, v. Haldor Øvreeide Vi kommer til verden med en sosial forforståelse. Denne materialiseres gjennom vår evne til å inngå i dialog. Først med omsorgsgivere, som løfter barnet videre med en begynnende fortelling om verden og barnet selv. Dialogen, dialogens kvalitet og narrative produkt er avgjørende for barnets utvikling, tilhørighet og selvforståelse. Det er to trekk ved utviklingsdialogen jeg vil utforske sammen med STOK. Det er den nødvendige forforståelsen, og den uunngåelige gjensidigheten, som er forutsetninger for dialogisk kobling. Det spede barnet utfolder dialogiske egenskaper, og det forventer å kunne utløse en utviklingssensitiv match i sitt møte med den sosiale verden. Men samtidig er barnet forberedt på at det må bidra. Slik blir barnet subjektivt medansvarlig for alle dialogiske episoder, og derved for egen utvikling. Den selvorganiserte subjektposisjonen og selvreferansen er uløselig fra alt samspill. Prosessen som fører barnet til god selvfølelse og vekst, er den samme som kan binde barnet utviklingsegenskaper i en vedvarende kamp for tilhørighet. Over mange år har jeg argumentert for å ha barnets nære relasjoner sentralt i våre innsatser når barn trenger vår hjelp. Og jeg vil fortsette med å argumentere for det triadiske perspektivet, når vi møtes på STOKs årsmøte. I dialog med oss kan nye narrativer vekke Fønix til live.

12.15 Frokost

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Fredag

8. november 2019

13.30 Generalforsamling 15.00 Kaffe 15.30 - 16.45 Workshops WORKSHOP 1

Samtaler der bygger bro v/ Jacob Folke Rasmussen Har du også oplevet, hvor hurtigt en samtale med en borger, en familie, et barn en forælder eller en pårørende kan tage en uventet drejning og komme ud af kurs? I så fald har du prøvet at havne i det, som jeg kalder en kommunikativ faldgrube. Disse kan være svære at forudsige, idet vi alle som udgangspunkt går ind i dialoger med andre mennesker ud fra gode intentioner. Workshoppen sætter navn på nogle af de oftest forekommende faldgruber i fagprofessionelle samtaler. Det gør det lettere for dig at undgå dem – ligesom det bliver hurtigere at kommer videre, hvis du havner i én af dem.

Workshoppen gør dig klogere på, hvad der trækker samtaler ind i bestemte mønstre.

Din opmærksomhed på samtalens vanskelige passager bliver styrket. Du vil blive bedre til at forebygge og rette op på uhensigtsmæssig kommunikation Pointerne i workshoppen stammer fra min bog ”Samtaler der bygger bro”, som udkom i foråret.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Fredag

8. november 2019

WORKSHOP 2

Samtaler med unge pårørende i to perspektiver v/ Ingelise Nordenhof Denne workshop giver indblik i, hvad det vil sige at være ung pårørende og hvad vi som professionelle kan gøre – set i to forskellige perspektiver – et indefra de unges perspektiv og udefra de professionelles perspektiv. Indefra perspektivet formidles af Bahra og Natasha, som er to af de 21 unge, der er blevet interviewet til min nye bog ”Samtaler med unge pårørende”, som vil give os et indblik i, hvordan de som unge pårørende har positioneret sig for at klare de udfordringer, de har mødt. Udefra perspektivet formidles af Ingelise Nordenhof i en opsamling af de fællestræk, der har vist sig i de mange interviews med unge pårørende i forskellige kontekster, og som sættes spørgsmål ved tendensen til at kategorisere børn og unge i specifikke grupper efter deres forældres problematik, som om det siger noget, om hvilke vanskeligheder, de har og hvordan vi skal hjælpe dem. Workshoppen vil lægge op til en perspektivering og en drøftelse af, hvordan vi som professionelle kan medvirke til at støtte disse børn og unges identitet og handlemuligheder, hvad enten vi møder dem i skole og daginstitution eller igennem forældrene på deres behandlingssteder, i patientforeninger og patientrådgivninger. Ingelise Nordenhof er socionom, familieterapeut og narrativ terapeut med egen praksis: www.nordenhof.com

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Fredag

8. november 2019

WORKSHOP 3

Når narrativ- og systemisk teori mødes i praksis Familiebehandlerens valg i praksis når de to teorier ikke er kompatible. v/ Rikke Horsgaard Denne workshop er opdelt i to dele. Et oplæg efterfulgt af dialog. Første del af workshoppen består af et kort redegørelse af socialkonstruktionisme og systemteori versus poststrukturalisme og narrativ teori, med fokus på forskelle og ligheder. De to retninger deler på mange måder forståelse og går ofte fint hånd i hånd, men teori og metode er på afgørende punkter også forskellige og ikke altid kompatible. Det betyder, at familiebehandleren i praksis hele tiden træffer valg og fravalg. I oplægget vil jeg redegøre for, hvorfor jeg mener at disse valg kan være dilemmafyldte. I anden del af workshop inviteres du til at deltage i dialog om valg i praksis. Med denne refleksion håber jeg, at vi sammen kan skabe sprog for den nye praksis hvor man ofte arbejder med flere metoder. I inviteres hermed til: Refleksion af praksis – mellem to teorier.

18.30 Festmiddag

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

I N D K A L D E L S E

T I L

ORDINÆR GENERALFORSAMLING i Dansk forening for systemiske og narrativ terapi og konsultation – STOK

Fredag d. 8. november 2019 kl. 13.30 – 15.00 Hotel Faaborg Fjord, Svendborgvej 175, 5600 Faaborg

DAGSORDEN 1. Valg af dirigent/mødeleder, der skal konstatere om mødet er lovligt indkaldt. Der kan vælges 2 dirigenter. 2. Valg af referent(er) 3. Forelæggelse og godkendelse af formandens beretning 4. Beretninger fra eventuelle udvalg a. Tilbagemelding fra revitaliseringsudvalget b. Bladudvalget c. Eventudvalg d. Lokale kontaktpersoner e. Nordisk kongres 2020 5. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab 6. Fastlæggelse af kontingent og forelæggelse af budget for nyt regnskabsår

7. Indkomne forslag a. Det drøftes om bladet igen kan udgives i papirform Forslaget er fremsat af revitaliseringsudvalget b. Styrkelse af de lokale kontaktgrupper 8. Valg af formand/kasserer (ulige/lige år). Der er valg til formandsposten, Lisa modtager genvalg 9. Valg af bestyrelsesmedlemmer (ulige år: 3 medlemmer, lige år: 2 medlemmer). På valg er Klavs (tidl. suppleant, indtrådt som medlem), Dorte og Mette. Klavs modtager valg; Dorte og Mette genopstiller ikke. 10. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter 11. Valg af 2 revisorer 12. Eventuelt

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Lørdag

9. november 2019

7.00 - 9.00 Morgenmad 9.00 Workshops WORKSHOP 1

Bevidning i skolen Martin Nevers, DISPUK Hvorfor er det kun lærerne og pædagogerne, der tager på kurser og efteruddannelser i narrativ praksis? Det besluttede jeg mig for at lave om på, da jeg blev inviteret til at holde en temadag på en skole. Jeg aftalte derfor, at jeg lavede en kursusdag for alle børn og ansatte på skolen. Jeg siger tit, at når jeg engang bliver undervisningsminister, så skal bevidning på skoleskemaet. Her fik jeg pludselig en mulighed for at gøre det til virkelighed. På denne workshop vil jeg beskrive, hvordan jeg greb denne temadag an, og lægge op til refleksioner over, hvordan vi kan skabe bevidningspraksisser i vores kultur som modvægt til en herskende evalueringskultur.

WORKSHOP 2

Vi skal ikke tale om traumer – vi skal tale om vold v. Sara Svane, psykoterapeut, Lev Uden Vold, Maria Højer Nannestad, psykolog, Lev Uden Vold, Ditte Brorson – psykolog, Lev Uden Vold, Mette Thyghøj – psykoterapeut, Lev Uden vold Hvorfor er det vigtigt at tale om vold? Hvordan taler vi om vold, når vi er i dialog med børn og voksne? Hvilke effekter kan det have, når vi ikke spørger til vold? Hvilke slørringseffekter kan ”traume-buzzen” have i dialogen om vold?

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Lørdag

9. november 2019

Dette og meget mere reflekterer vi over i vores workshop om faglighedens sprog og responser på mennesker, der udsættes for vold. Gennem cases og ord fra børn og voksne, som har ydet modstand til vold fra en nærtstående person, bevæger vi os ind i system- og faglighedens felt med normkritiske briller på. Vi ser vores fagsprog og fagstrukturer efter i sømmene og undersøger vedligeholdende, normaliserende og traumatiserende sproglige faldgruber som: Man må ikke lukke op for noget, man ikke kan lukke ned igen, eller vold er skænderier, der bliver fysiske.

WORKSHOP 3

PTSD ind i familien – Narrativ Traume bearbejdning (Narrative Story Telling, NST) v/Brita-Marie Jordt Kappel, Socialrådgiver og Psykoterapeut MPF I Narrativ Traumebearbejdning er vi på en rejse som indeholder mange facetter af livet. Smertefulde fortællinger, kampfortællinger, nye styrkefor tællinger og nye fortællinger om det værdifulde i livet og de skridt, der bliver taget i retning af, at familierne lever mere og mere efter deres værdier, håb og bestræbelser. Mit fokus er derfor på, hvordan jeg kan støtte, hjælpe og bakke op om familierne, som jeg samtaler med til, at de gen-udvikler deres forbindelse til, hvordan det opleves at være et varmt, følende og intimt menneske – at have ”fornemmelse af mig selv – fornemmelse af mig selv i min familie.

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

S T O K

Å R S M Ø D E

2 0 1 9

Program Lørdag

9. november 2019

10.15 Kaffe 10.30 Pseudoarbejde, hvordan vi fik travlt med at lave ingenting v. Anders Fogh Jensen I 1930erne troede kloge hoveder, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Virkeligheden viste sig at blive en helt anden. I dag har mange travlt, men hvad har de egentlig travlt med? Denne virkelighed af en tabt tid og en tabt mening møder vi i terapien og behandlingen – men undertiden angår tabet af tid og mening også selve behandlingen. Med udgangspunkt i bogen Pseudoarbejde, Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (m. Dennis Nørmark, Gyldendal 2018) vil jeg forklare, hvad det er for mekanismer, der virker til at generere mere arbejde hver gang teknologien afløser os, og hvad vi som individer, som ledere og som samfund kan gøre for at holde meget mere fri – eller bare tage os af vores kerneopgaver. Se mere på www.filosoffen.dk

12.30 Afslutning og sandwich to go

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019

STOK

Hotel Faaborg Fjord

ÅRSMØDE

8.-9. november

2 0 1 9

Dialog på kryds og tværs STOKs årsmøde i 2019 handler denne gang om dialog på forskellige måder. Dialog har mange fætre og kusiner: relation, sprog, dialekt, mentalisering, den ikke vidende position mv. Det dialogiske perspektiv har inspireret mange familieterapeuter og andre inden for og uden for STOKs vennekreds. I år har vi inviteret to oplægsholdere, der har noget på hjerte omkring dialog, som vi kan lære af: Harold Øvreeides insisterer på, at barnet skal høres, hvis en forandring skal være mulig. Hans måde at gøre dette på er via en særdeles effektiv dialog med barnet og familien. PÅ ÅRSMØDET VIL DU HØRE:

Haldor Øvreeide Tilmelding og betaling:

Anders Fogh Jensen

www.stok.nemtilmeld.dk/6/

Deltagelse: Medlemspris er for personligt medlemskab. Intuitioner med støttemedlemsskab kan tilmelde deltagere efter følgende princip: 1-4 tilmeldte: 1 deltager til medlemspris, 5-9 tilmeldte: 5 deltagere til medlemspris, 10-14 tilmeldte: 10 deltagere til medlemspris osv. NB. Kontingentåret er 1/11 - 31/10, dvs. det nye kontingentår begynder 1/11 2019.

Tilmelding er bindende, dog accepteres afbud indtil 45 dage før årsmødet med 50 % tilbagebetaling. Efter 9. oktober er der ingen tilbagebetaling.

Yderligere info: Dorte Nikolajsen – dorte@danskstok.dk Mats Widsell – mats@danskstok.dk

Systemisk Narrativt Forum · Nr. 4/2019