He who wants to become a master of color must see, feel, and experi ence each indi vidual color in its many endless combi nations with all other colors.
- Johannes Itten The Elements of Color, 1961
Egen kon trast
Farvens egenkontrast er den simpleste af Ittens 7 kontraster. På samme måde som at sort og hvid er den stærkeste kontrast mellem mørke og lys, så opstår den stærkeste egenkontrast mellem de tre primærfarver: gul, rød og blå. Desto længere væk man kommer fra primærfarverne desto svagere bliver egenkontrasten. Alt har på sin vis en egenkontrast, spørgsmålet er altså bare hvor stærk eller svag den er i sammenspillet med andre farver. Derudover spiller farvens intensitet (dvs. dens ren- og klarhed) også en stor rolle, da den højeste farveintensitet giver den største egenkontrast. Til slut kan det nævnes, at sort kan bruges i en komposition for at forøge en farves strålekraft og egenkontrast, imens at hvid kan gøre det modsatte, således at farverne opleves mørkere. Egenkontrasten kan bruges til at skabe fokus og variere i livligheden og den strålende energi man forsøger at tillægge oplevelsen af stemninger og temaer.
Kom plem entĂŚr kontr ast
Rent teknisk kan komplementærfarver være to pigmentfarver, som ved sammenblanding giver en grå farve, eller to lys-farver, som ved sammenblanding giver et hvidt lys. Kort fortalt er der altså ved én farve kun én tilsvarende komplementær farve. Komplementærkontrasten er måden hvorpå de to farver bidrager til hinandens strålekraft og intensitet. Som ved mange af Ittens kontraster, så opleves komplementærkontrasten nok anerledes pga. f.eks. farvenes lyshed, renhed, kvantitet osv. Rød og grøn kan eksempelvis virke som et komplementært farvepar, der er meget urolige og svære at fokusere på, da de på mange af de adskillelige kontrast-parametre minder meget om hinanden.
Lys& mørk ekont rast
Sort og hvid er modsætninger og faktisk det stærkeste udtryk for lys og mørke vi har. Mellem disse to findes et utal af gråtonetrin, som altså kan have stor betydning for kontrasten mellem lys og mørke (farver). Den neutrale grå kan eksempelvis dæmpe farvers strålekraft og gøre det nemmere at sætte problematiske farvemodsætninger op mod hinanden. De grå toner kan skabe glidende overgange mellem de lyse og mørke kontraster eller omvendt skabe store og markante spring.
Kulde &var meko ntrast
Som ved mange af kontrasterne kan man finde to poler i farvecirklen, som er meget sigende for kontrasten mellem kulde og varme. I dette tilfælde er det altså blågrøn og rødorange, der kan aflæses som hhv. den køligste og den varmeste farve. Grundlæggende ser man farverne i spændet fra gul til de orange/røde farver og ned til rødviolet som de varme farver mens de resterende farver fra violet til gulgrøn ses som de kolde. Men som med Ittens andre kontraster skal alle farvernes karakterer ses som relative. En sidestilling af blågrønt og grønt vil også vise det grønne som den varme af de to farver og det blågrønne som den kolde, selvom begge traditionelt ses som kolde farver. Det handler altid om hvad den enkelte farve forholder sig til. Udover fornemmelsen af temperatur kan de samme farver også repræsentere forholdet mellem følgende modsætningspar: kold - varm / skyggefuld - solrig / gennemsigtig - uigennemsigtig / beroligende - ophisende / tynd tæt / æterisk - jordnærd / fjern - nær / let - tung / fugtig - tør / etc.
Kvalit etsko ntrast
Kvalitetskontrasten kan godt virke en smule forvirrende da den grundlæggende ligger sig tæt op ad flere af de andre kontraster. Men for at gøre det mest muligt simpelt kan man sige, at kontrasten omhandler farvernes renhed og/eller farveintensitet - altså hvor klar og ren en farve står. Man kan ifølge kvalitetskontrasten brække (og derved dæmpe) en farve på fire forskellige måder. 1. Ved at brække farven med hvid 2. Ved at brække farven med sort 3. Ved at brække farven med grå 4. Ved at brække farven med dens komplementærfarve Det er vigtigt at huske, at man i kvalitetskontrasten altså bruger samme farve som udgangspunktet for de brækkede farver såvel som en evt. ren og klar farve, da kontrasten opstår i spændet mellem disse. De uklare farver kan bringe den rene farve mere frem og få den til at stråle kraftigere.
Kvant itetsk ontra st
Kvantitetskontrasten er på sin vis simpel at forstå og samtidig en kontrast der kræver, at man øver sig i at se efter og vurdere. Grundlæggende omhandler den størrelsesforhold mellem farveflader som enten skaber balance eller ubalance. Da farverne sjældent er i balance når fladerne er lige store, må man spørge sig selv hver gang, hvilken farve der træder mest frem. Efterfølgende kan man enten gøre dens flade mindre eller den andens flade større for at opnå en visuel balance. Foruden dette påvirker farveintensiteten også hvilke farver som træder frem og man må derfor lære at se farvernes værdier gennem øvelse. Øjet har dog på forhånd en ret god fornemmelse for dette. I en kompositionel sammenhæng kan kontrasten altså hjælpe til at skabe eller fjerne fokus og kan derfor være særdeles brugbar til at skabe et hieraki i et motiv.
Simul tanko ntrast
Simultankontrasten ser vi som et fænomen hvor vores øjne og hjerne ved én farve vil forsøge at skabe den tilsvarende komplementærfarve hvis og hvor den kan, såfremt den ikke allerede er tilstede. Den oplevede komplementærfarve eksisterer altså ikke i virkeligheden men opleves kun i øjet. Da kontrasten først opstår i øjet og ikke kan affotograferes eller lignende, vil den også udvikle sig med tiden og ofte blive stærkere jo længere tid man kigger. Typisk ser vi kontrasten opstå i spændet mellem en ren farve og en grå flade, men den kan eksempelvis også opstå mellem to farver, som er tæt på at være komplementære, men ikke helt præcist er det. De vil således forsøge at “ændre” hinanden til deres egen komplementærfarve - dvs. det er stadig dine øjne og din hjerne som forsøger på dette. Denne konstante udvikling og livlighed gør, at farverne ofte vil opleves som vibrerende, af ny strålende karakter og i bevægelse - meget dynamiske. Denne kontrast kan være brugbar til at skabe en særlig oplevelse ved farver men også forebyggende mod andre uforudsete simultankontraster, som måtte opstå.