Forvent det uventede

Asger Jorn

Le canard inquiétant (Den foruroligende ælling), 1959 Olie på lærred (modifikation), 53 x 64,5 cm, Museum Jorn

© Donation Jorn, Silkeborg/VISDA

Forvent det uventede

Af Philipp Kochheim

Én ting har Asger Jorns berømte maleri ”Den foruroligende ælling“ nok aldrig oplevet: at mennesker går uberørte forbi det. Det kan man se ved selvsyn på Museum Jorn i Silkeborg. Alle, der

”ÉN TING HAR ASGER JORNS BERØMTE MALERI ”DEN FORUROLIGENDE ÆLLING“ NOK ALDRIG OPLEVET: AT MENNESKER GÅR UBERØRTE FORBI DET.”

træder ind i rummet, hvor det lille maleri fra 1959 hænger, bliver stående og betragter det, diskuterer og gestikulerer. Dermed sker der én af de vidunderligste ting, som et kunstværk kan

opnå: det opholder én, det interesserer én, beskæftiger én, åbner en dialog

”AL VIGTIG KUNSTSSANDE VÆSEN ER IKKEBLOT EN PRÆSENTATION,MEN FREM FOR ALT ENKOMMUNIKATION MEDTILSKUEREN.”

- og frem for alt: det forlanger, at man har en holdning til det. Efter nogle øjeblikke går man videre og vil for sig selv have truffet et valg mellem irriteret afvisning eller fornøjet begejstring. Måske er man endda blevet ansporet til at tænke over kunstens væsen og dens muligheder, dens historie. Og sandsynligvis over, hvad man selv forventer af

et kunstværk – hvordan det skal være, for at man synes om det, eller for at det betyder noget for én.

En sådan oplevelse ønsker jeg mig også i teatret, i operaen. Selvfølgelig er det dejligt, når tilskuerne til sidst klapper, fordi de har været godt underholdt, men det er ikke det afgørende. Det er meget vigtigere, at de har været samlet med venner og fremmede mennesker i teatret – uden mulighed for at skifte kanal – og har dannet sig en mening. Altså om de synes, at opførelsens æstetik eller iscenesættelsens udgangspunkt er spændende, om de synes, at værkets budskab er relevant, og om stykket har udløst en reaktion i dem. Lige netop dét drejer det sig om for os teaterskabere: at bevæge tilskuerne og forføre dem til at mærke efter.

Netop derfor reproducerer vi i teatret ikke kun de gamle mesterværker i de stadig samme scenebilleder og kostumer, men forskyder perspektiverne og handlingens placering, stiller uventede spørgsmål. Derfor stræber

”GNIDNINGEN MELLEMNYT OG GAMMELT,ÅLEGLAT RUTINEOG SKRIGENDE VILDAVANTGARDE, MELLEMVRÆNGBILLEDE OGIDYL TVINGER OS TILAT REFLEKTERE.”

vi efter irritation og gnidning – for at stimulere refleksionen og forstyrre

det vante. På samme måde som Jorns ”Den foruroligende ælling” forstyrrer det loppemarked-sofastykke, som Jorn har valgt som lærred. Gnidningen mellem nyt og gammelt, åleglat rutine og skrigende vild avantgarde, mellem vrængbillede og idyl tvinger os til at reflektere.

Mød os i operaen, tag plads i salens koncentrerede mørke, og indlad dig på en forhåbentlig overraskende dialog med mere end 100 medvirkende på scenen og musikere i orkestergraven samt de mange usynlige medarbejdere på et teater, som alle gør deres yderste for at give dig en uforglemmelig oplevelse. For – det er jeg fast overbevist om – al vigtig kunsts sande væsen er ikke blot en præsentation, men frem for alt en kommunikation med tilskueren.