SIDE 20 / CLINT EASTWOODS USA
CLINT EASTWOODS USA “GO AHEAD, MAKE MY DAY” En af grundpillerne i Clint Eastwoods filmværk er temaet om manden, der tilsidesætter alt for sit arbejde: Familie, venner og almindelige skrupler. Et af de tidligste eksempler er ’Dirty Harry’, hvor Eastwood indtager rollen som den egenrådige San Francisco-betjent Harry Callahan, der – fuld af foragt over for myndighederne og med pegefingeren solidt placeret på Magnumaftrækkeren – sætter sig for at fange de mest nederdrægtige forbrydere. Figuren var en slags amerikansk gentænkning af den antihelt, Eastwood havde portrætteret hos Sergio Leone, men den passede også
godt ind i en tid præget af koldkrigsparanoia og stigende mistillid til regeringen. Helten er mere barsk, end vi er vant til det fra en typisk Hollywood-film, og til dem, der forsøger at standse Harry, er svaret: ”Go ahead, make my day”. 1970’erne var årtiet, hvor Eastwood udviklede sin macho-persona til fulde med en række actionfilm, der var båret af hans skuespil og screen presence. Det kom efter ’Ørneborgen’, hvor han måtte slås med Richard Burton om opmærksomheden. Samtidig debuterede han som instruktør med den stilige thriller ’Mørkets melodi’, der indledte et nyt kapitel i karrieren. Her
ses Don Siegel, der stod bag den første ’Dirty Harry’-film, i en vigtig birolle. Denne del 2 af vores Eastwood-retrospektiv inkluderer også to senere mandeportrætter, nemlig ’Elitesoldaten’ og ’A Perfect World’, hvor Eastwood leger med sin vante selvfremstilling – som henholdsvis bister Korea-veteran og ensom Texas Ranger. Bemærk at vi viser Eastwoods seneste epos ’Richard Jewell’ som Månedens Film i oktober, læs mere s. 19. TLH+PCR