6 minute read
HOWARD HAWKS
11 HIGHLIGHTS
Howard Hawks udsendte mesterværker i snart sagt alle amerikanske filmgenrer. Hans signatur-fokus var mandefællesskaber centreret omkring udfordrende opgaver. Tænk blot på ’Rio Bravo’, ’Sergeant York’ og ’Kun engle har vinger’. I sidstnævnte viser Cary Grant styrke (og sårbarhed) som boss for en gruppe piloter, der flyver nedslidte postfly over Andesbjergene. Gennem hele denne film og en række andre Hawks-titler, løber instruktørens moralske hovedbudskab: Nødvendigheden af at tage ansvar over for andre for ikke at miste sin selvrespekt.
Advertisement
Hawks er ikke mindst kendt for sine romantiske screewballkomedier – ’Sensationen’ og ’Han, hun og leoparden’, der begge udmærker sig ved verbal speed-snak i et halsbrækkende tempo. At Howard Hawks i høj grad også beherskede westerngenren demonstrerede han i ’Pelsjægerne’, ’Rio Bravo’ og ’Red River’. ’Red River’ ligner en varm hyldest til John Ford – fyldt som den er med smukke, lyriske scener, barsk vejr, bissende kvæg, cowboyer i arbejde og sammenstød med indianere.
Der er skrevet meget om de kvindelige karakterer i Hawks’ film – om disse nononsense, vittige, selvstændige og ligefremme kvindefigurer. Howard Hawks gør fx Lauren Bacalls karakter i ’At have og ikke have’ lige så frygtløs og dristig som Bogarts Harry. Hun er ikke bare en passiv, afventende kæreste, som Ingrid Bergman i ’Casablanca’.
Howard Hawks var i hele sin karriere en af Hollywoods mest pålidelige og alsidige instruktører. Efter ’Gentlemen foretrækker blondiner’ rejste han til Europa, hvor han ikke fik succes. Han vendte hjem i triumf og topform med ’Rio Bravo’. I denne film miksede han en række af de mange genrer, han mestrede, og satte John Wayne til at holde sammen på det hele med sit skødesløse spil som den pragmatiske westernhelt. JA+CH
ONS 29/12 14:00 + LØR 29/01 14:15 Foryngelseskuren
Monkey Business / Howard Hawks, 1952 / eng. tale / 97 min. (117 min. inkl. intro)
Dr. Fulton (Cary Grant) arbejder på at fremstille et foryngelsesmiddel, hvilket ved et tilfælde lykkes, da en chimpanse slipper løs i laboratoriet og hælder kemikalier i miksturen. Grants transformation fra nørdet kemiker til ungdommelig playboy er forrygende, og da hans kone tager samme medicin, går det helt galt. Underholdende er også Marilyn Monroe som sexet sekretær. EVENT Intro for børn den 29. december.
SØN 09/01 19:30 + TIRS 25/01 21:15 Kun engle har vinger
Only Angels Have Wings / Howard Hawks, 1939 / eng. tale / 121 min.
’Kun engle har vinger’ klipper mellem sjov og sexet dialog på jorden og nervepirrende action-scener i luften. Vi oplever sammenholdet i en broget flok, der samler sig om Geoff Carter (Cary Grant), som driver en luftpostrute hen over Andesbjergene. Korpigen Bonnie Lee (Jean Arthur) er strandet på flyvepladsen. Et underholdende portræt af ramponerede mennesker, der viser deres værd i krisesituationer.
TIRS 21/12 21:30 + MAN 27/12 16:30
Han, hun og leoparden
Bringing Up Baby / Howard Hawks, 1938 / eng. tale / 102 min.
’Han, hun og leoparden’ er et sandt screwball-mesterværk. Filmens halsbrækkende tempo og vittige dialog satte nye standarder for efterfølgende filmkomedier. Cary Grant er i hopla som den nørdede zoologiprofessor, der i mødet med en smuk, ung kvinde (Katharine Hepburn) får vendt op og ned på hele sit liv: professionelt, seksuelt og mentalt. En hylende morsom og begavet analyse af 1930’ernes begreber om kønsroller og ægteskab.
TIRS 28/12 18:45 + TORS 06/01 16:45
Sensationen
His Girl Friday / Howard Hawks, 1940 / eng. tale / 92 min.
Rosalind Russell spiller en rapkæftet reporter. Hendes redaktør og tidligere ægtemand (Cary Grant) begraver hende til op over begge ører i en sensationel sag for at undgå, at hun gifter sig med en træmand. Grant og Russell udveksler forrygende speed-snak blandt tyggegummityggende og røgindhyllede bladsmørere. En elegant romantisk screwball-komedie, uovertruffen, hvad angår komisk timing og hurtige replikskifter.
Foryngelseskuren
At have og ikke have
Gentlemen foretrækker blondiner Pelsjægerne
Sergeant York
TORS 30/12 14:15 + TORS 13/01 21:15
Sergeant York
Howard Hawks, 1941 / eng. tale / 134 min.
Gary Cooper modtog en Oscar for sit portræt af Alvin York, der udvikler sig fra livsglad Tennessee-bonde til kristen pacifist – og senere til berømt krigshelt. Howard Hawks’ biopic foregår under 1. verdenskrig og er produceret på et tidspunkt, hvor USA forberedte sig på at gå ind i 2. verdenskrig. ’Sergeant York’ er fuld af flotte krigsscener, følelsesfuld kammerateri, kysk kærlighed og gemytlige nævekampe.
LØR 18/12 21:30 + MAN 27/12 18:45 Sternwood-mysteriet
The Big Sleep / Howard Hawks, 1946 / sv. tekst / 114 min.
Humphrey Bogart og Lauren Bacall yder deres allerbedste i Hawks’ krimi-klassiker om den hårdkogte privatdetektiv Philip Marlowe. Vi følger hans involvering i 'Sternwood-mysteriet' og de ulyksaligheder, der kan ramme overklassepiger, når de af kedsomhed bevæger sig ind i en verden behersket af stoffer, gambling og bedrag. Det flyder med mord og træfsikre oneliners i Hawks’ noir-perle om korruption og pengeafpresning i Los Angeles.
MAN 20/12 21:15 + TORS 30/12 19:15 At have og ikke have
To Have and Have Not / H. Hawks, 1944 / eng. tale / 100 min.
"Anybody got a match?" spørger den blot 19-årige Lauren Bacall. Bogart kaster en æske tændstikker. Uden at skifte stilling griber hun den skødesløst i luften – og det slår gnister mellem dem. Vi er i Martinique under 2. verdenskrig, hvor Harry (Bogart) må opgive sin neutralitet og tage et job for modstandsbevægelsen. Hawks pifter hver eneste scene op med fine detaljer, og Bacall synger ’How Little We Know?’
TIRS 14/12 19:15 + ONS 29/12 21:00
Pelsjægerne
The Big Sky / Howard Hawks, 1952 / eng. tale / 140 min.
To pelshandlere sejler i 1830’erne op ad Missourifloden og ind i sortføddernes land. Undervejs møder de en række farer, både fra naturens side og fra mennesker, og de forvandler i bedste Hawks-stil deres mandskab til en eliteenhed. Kammerateriet bliver dog sat på prøve, da de kidnapper en smuk indianerpige og holder hende som gidsel. ’Pelsjægerne’ byder på imponerende naturscenerier, et rigt persongalleri og Kirk Douglas i storform.
TIRS 28/12 20:30 + ONS 05/01 19:15
Gentlemen foretrækker blondiner
Gentlemen Prefer Blondes / Howard Hawks, 1953 / eng. tale / 91 min.
En løssluppen, spraglet og bidende musical om piger, der søger velhavende mænd – med datidens megastjerner, Jane Russell og Marilyn Monroe, i hovedrollerne. Hawks blander sentimentale drømme, kold sarkasme og glamourøs magi til en underholdende cocktail, udødeliggjort i Marilyn Monroes elegante version af ’Diamonds Are a Girl’s Best Friend’.
Rio Bravo
ONS 22/12 19:00 + TIRS 28/12 16:15
Red River
Red River / Howard Hawks, 1948 / eng. tale / 118 min.
Den garvede Texas-cowboy Tom Dunson (John Wayne) begiver sig med sit kvæg og sine mænd ud på en lang, anstrengende tur gennem ødemark og indianerterritorium. Montgomery Clift spiller knægten Matthew, der er vokset op som Dunsons søn. Under den store kvægtransport gør han oprør mod den kantede og autoritære Dunson. Hver eneste scene er fyldt med action og drama, og Russel Harlans kamera følger mænd og dyr i betagende optagelser.
ONS 01/12 17:00 + SØN 26/12 16:15
Rio Bravo
Rio Bravo / Howard Hawks, 1959 / eng. tale / 141 min.
Sheriffen John Chance (John Wayne) har til opgave at beskytte den lille grænseby Rio Bravo mod en bande lovløse. Han får hjælp af drukkenbolten Dude (Dean Martin), en kværulerende olding og en ung, uerfaren revolvermand. Hawks demonstrerer elegant, at ingen står alene – og at ingen kan stå alene. Chance er følelsesmæssigt knudret, indtil Angie Dickinson får fat i ham. Hun er en typisk Hawks-heltinde: Højtbegavet og rapkæftet.