1 minute read
FILMUNIVERSITETET
KLASSIKERE I KONTEKST
Under overskriften 'Filmuniversitetet' blænder Cinemateket op for centrale filmhistoriske værker med dertilhørende introduktion ved tidligere lektor ved Københavns Universitet Peter Schepelern og filmunderviser ved Folkeuniversitetet Peter Skovfoged Laursen.
Advertisement
Husk også vores Filmuniversitetet – morgen-visninger, læs mere på cinemateket.dk. JA
LØR 19/02 16:00
Dancer in the Dark
Lars von Trier, 2000 / da. tekst / 170 min. inkl. intro
Lars von Trier vandt Guldpalmen, og Björk modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes. ’Dancer in the Dark’ er en opsigtsvækkende blanding af kras melodrama, klaustrofobisk socialrealisme og moderne musical.
Hovedpersonen Selma, en troskyldig tjekkisk emigrant, er fabriksarbejder i en lille amerikansk by og lever og ånder for sin dreng Gene.
Hun skjuler, at hun er ved at blive blind og sparer hemmeligt op til en øjenoperation til sin svagtseende søn.
Dristigt og energisk blander Lars von Trier de stilistiske kort i det bevægende drama, hvor Selma med mellemrum flygter ind i musicalens drømmeverden. EVENT Introduktion af Peter Schepelern.
LØR 26/02 16:00 Chinatown
Roman Polanski, 1974 / eng. tale / 160 min. inkl. intro
’Chinatown’ forholder sig stilsikkert til Chandler, Hammett og hele film noir-traditionen. Instruktøren John Huston leverer en af sine bedste skuespilpræstationer, og Jack Nicholson brillerer som den arrogante og selvtilstrækkelige privatdetektiv Gittes. Filmen udspiller sig i 1930'ernes Los Angeles, hvor kampen om byens vandforsyning står centralt.
Filmens emne er menneskelig og politisk korruption, og tematisk er den et frontalt angreb på "the American Dream". Teknisk er ’Chinatown’ præget af en imponerende klarhed, som nærmest indikerer et fuldstændigt overblik. Ironisk nok hjælper denne klarhed ikke Gittes i hans efterforskning, fordi han overser og overhører de spor, som kunne hjælpe ham på vej. Robert Towne vandt en Oscar for det stramt konstruerede manuskript. EVENT Introduktion ved Peter Skovfoged Laursen.