4 minute read

UGE SEX

SAMTYKKE PÅ FILM

I samarbejde med Sex & Samfund inviterer vi i februar til Uge Sex med en række talks og film, som alle kredser om temaet samtykke. Et emne, der uden tøven kan siges at være oppe i tiden, og som flittigt bliver vendt og drejet, diskuteret og undersøgt med lup – i medier, såvel som i filmens og litteraturens verden. Samtykke handler om at give sin tilladelse til eller at erklære sig enig i noget. Seksuelt og intimt samtykke er på spil i alt fra pubertet, familie, følelser, grænser, idealer for krop og køn til seksuelle rettigheder, ulige magtbalancer, relationer og sundhed. Seksuelt samtykke starter med samtalen om, hvad der føles rart, og hvad der ikke gør. En grænse kan udtrykkes med få (lyd)ord som: “Vent”, “stop”, “ja” eller “ah” eller med et åbent såvel som lukket kropssprog. Samtykke handler om, at forholde sig til og respektere hinandens grænser – i venskaber, i flirt, i ægteskabet, på arbejdspladsen eller til fest.

Advertisement

I selskab med sexologi-eksperter vil vi dykke ned i den seksuelle oplysning gennem tiden og udforske forskellige aspekter af det seksuelle spil med blandt andre sexologiprofessor Christian Graugaard og i filmiske værker som ‘Thelma & Louise’ og ‘Promising Young Woman’. Hvert event kan opleves uafhængigt af hinanden. Desuden vises flere film, hvor kroppen, kønnet og erotikken fylder på det hvide lærred uden introduktion. Spænd det anti-sexistiske sikkerhedsbælte og tag med til Uge Sex i Cinemateket. Tak til Sex & Samfund for samarbejde. SES+LFG

TIRS 08/02 17:00

Illusteret foredrag: Seksualoplysning gennem tiderne

90 min. inkl. foredrag

EVENT Siden filmens barndom har kroppen, kønnet og erotikken fyldt godt på det hvide lærred. Også pædagogiske problemfilm så tidligt dagens lys – som en prisme for skiftende epokers frygt og moralske dilemmaer. Til dette fyraftensarrangement fortæller sexologiprofessor Christian Graugaard om seksualpædagogikkens historie, og han giver eksempler på oplysningsfilm fra mellemkrigstiden til i dag.

TORS 17/02 17:00 + MAN 28/02 21:45

Ung og smuk

Jeune & jolie / François Ozon, 2013 / da. tekst / 95 min.

Den franske instruktør François Ozon er i sine film ’8 kvinder’, ’Swimming Pool’ og ’5x2’ kendt for genremix, sarkastisk humor og stærke, sexede kvinder i fokus. I ‘Ung og smuk’ kan det diskuteres, om den 17-årige, smukke og forførende Isabelle endnu er en kvinde. Besat af tanken om at miste sin uskyld kaster hun sig i Paris ud i et dobbeltliv som skoleelev om dagen og prostitueret om natten. Et farligt, seksuelt spil, hvor ikke alle mænd behandler hende lige værdigt.

MAN 07/02 19:00 + TORS 17/02 21:30

American Beauty

Sam Mendes, 1999 / da. tekst / 120 min.

Sam Mendes’ Oscar-vindende debut om middelklassens forfejlede værdier og ægteskabelige kriser. Kevin Spacey er Lester Burnham, en fyrreårig, fed og færdig familiefar i en seriøs midtvejskrise. Lesters perfektionistiske kone er tør som en kiks og går tilsyneladende mere op i at holde sofahynderne rene end i at holde liv i parrets udbrændte sexliv. Desperationen står for døren, og familiefaren gør oprør – bl.a. ved at lægge an på teenagedatterens sexede veninde.

ONS 09/02 16:30 + TIRS 15/02 21:30

Thelma & Louise

Ridley Scott, 1991 / da. tekst / 129 min. (174 min. inkl. intro)

I Ridley Scotts ikoniske 90’er-roadmovie flygter to fandenivoldske feminister fra deres kontrollerende mænd og ufrie liv. En rask lille pige-weekend udvikler sig efter et grænseoverskridende voldtægtsforsøg til en hit-and-drive gennem det sydøstlige USA i en Ford Thunderbird, der er lige så fræk, som de to veninders vokabular og tricks mod vulgære mænd. EVENT Talk den 9. februar om samtykke på film ved Pernille Ane Egebæk og Nanna Frank Rasmussen.

ONS 23/02 17:30 + SØN 27/02 19:30

Soning

Atonement / Joe Wright, 2007 / da. tekst / 130 min.

I krig og kærlighed gælder alle kneb. I Joe Wrights romantiske krigsdrama ‘Soning’ er dette ingen undtagelse. Filmen skildrer en række dramatiske begivenheder i en engelsk aristokratisk familie i årene før og under 2. verdenskrig. 13-årige Briony er den irriterende og intrigante lillesøster, der i jalousi over storesøsteren Cecilias (Keira Knightley) lidenskabelige forhold til hushjælpens søn Robbie planter en falsk voldtægtsanklage, der får fatale konsekvenser.

MAN 14/02 21:15 + LØR 26/02 19:15 + TIRS 22/03 09:15

Dronningen

May el-Toukhy, 2019 / eng. tekst / 128 min.

Findes der så grænseoverskridende og ødelæggende overgreb, at de er utilgivelige? Kan man te sig som en indladende teenager overfor sin 17-årige stedsøn, når man er godt over de 40? Eller købe sig til sex og anerkendelse for en ny MacBook? Det er alle spørgsmål, som May el-Toukhy sætter på spidsen i det psykologiske drama ‘Dronningen’, hvor Trine Dyrholm fucker med den kønspolitiske dobbeltmoral i hovedrollen. EVENT Intro den 22. marts – se s. 31.

TORS 10/02 16:30 + TORS 24/02 21:45

Promising Young Woman

E. Fennell, 2020 / da. tekst / 113 min. (158 min. inkl. intro)

Kan unge kvinder give samtykke til sex, når de ikke er ved deres fulde fem efter en snalret aften i byen? Det er bl.a. dette spørgsmål, som den subversive og feministiske fortælling i Emerald Fennells oscarvindende thriller rejser. Komedien er lige så sort og uhyggelig, som den er skrigkulørt og omskiftelig, og så berører den tunge emner som voldtægt, selvmord og medløberi. EVENT Talk den 10. februar ved Lene Stavngaard om myter, overgreb og hævnmotiver.

This article is from: