6 minute read
WONG KAR-WAI
MILLIONBYENS PULS OG DET ENSOMME MENNESKE
Hongkong-instruktøren Wong Kar-wai (f. 1956) er et fænomen. Mørke solbriller, uventede genreskift, mystikomgærdede karrierepauser. Men også sensuelle, stilsættende værker, der har det med at blive publikums yndlingsfilm på tværs af generationer. Fokuserede som dampen over en skål hed nudelsuppe – og vibrerende som millionbyens kollektive puls.
Advertisement
Wong Kar-wai har et stort medansvar for, at Hongkongs særlige form for rabalder-action er blevet globalt fælleseje. Både på historisk form som i sværdsvingerfilmen ’Ashes of Time’ og i den moderne udgave, der kan lære os noget om livet i storbyens sprækker.
At han har udødeliggjort en af Hongkongs mest larmende og spraglede basarer, Chungking Mansions, samtidig med at kameraet kærtegner revolvere og solbriller i skyggerne, siger noget om hans evne til at bruge arkitektur og topografi medfortællende.
At være ensom og statisk i en hypermobil verden er en følelse, Wong Kar-wai har kunnet omsætte til billeder bedre end nogen anden. Melankoli og stilstand er følgesvende i hans univers. Som han siger: ”Kærlighed handler mest af alt om timing. Det nytter ikke at møde den rette for tidligt eller for sent.”
Selv tager han sig også god tid. Han brugte seks år på at klippe en af sine film, og de otte år, der efterhånden er gået siden hans seneste værk, føles som en evighed. Gevinster er der dog også. Wong Kar-wai har nemlig over en årrække overvåget den digitale restaurering af det samlede filmværk, så filmene nu kan opleves, som instruktøren synes, de fortjener det anno 2022: En ubrudt række af audiovisuelt mættede pragtværker – flere af dem i ny farveskala i forhold til premieren.
Bemærk, at der både den 17. og 20. oktober er mulighed for at se to film, der hænger nøje sammen.
Serien præsenteres i samarbejde mellem Cinemateket og festivalerne Copenhagen Architecture Festival og Copenhagen Asian Film Festival. Rasmus Brendstrup
LØR 01/10 21:30 + TIRS 11/10 21:45 + TORS 24/11 17:00
As Tears Go By
Wong gok ka moon / Wong Kar-wai, 1988 / eng. tekst / 100 min.
Wong Kar-wai debuterede med dette melodrama med tydelig inspiration fra Martin Scorseses 'Mean Streets'. Filmen handler om Ah Wah (Andy Lau), der er splittet mellem sine forpligtelser over for sin kusine og sin lillebror, som konstant er i konflikt med gangstere i Hongkong. Skuespilpræstationerne er skønne og fulde af spændstighed i Wong Kar-wais nok lettest tilgængelige værk.
SØN 02/10 19:00 + MAN 17/10 21:15 + MAN 28/11 19:15
Chungking Express
Chong qing sen lin / Wong Kar-wai, 1994 / da. tekst / 98 min. (128 min. inkl. intro)
”Hvis man opbevarede minder på dåse, ville de så også have en udløbsdato? I så fald håber jeg, de kan holde i flere hundrede år.” Wong Kar-wai slog igennem med denne finurlige skæbnefortælling fra Hongkong anno 1994. To politibetjente bliver svigtet af deres kærester og lukker sig hver især inde i en boble af nærmest rituelt vemod. EVENT Den 2. oktober introduktion til serien ved forsker Niels Bjørn.
Chungking Express
TORS 13/10 17:45 + TIRS 29/11 20:15 Ashes of Time – Redux
Dung che sai duk / Wong Kar-wai, 1994 / eng. tekst / 100 min. (175 min inkl. talk)
Wong Kar-wai voksede op i wuxiagenrens glansperiode, og denne film er hans hyldest: Atletiske dueller med klinge møder livsvisdom og visuel skønhed i et mytologisk Kina. Men der er et twist: Stemningen er postapokalyptisk, og kampene ofte impressionistiske i deres form. Fortælleren er en ørken-eneboer, der mindes sværdkæmpere, han har mødt. EVENT Den 13. oktober optakt om Wong Kar-wai med særligt indbudte gæster.
ONS 12/10 21:45 + LØR 15/10 21:15 + TIRS 22/11 16:45
Happy Together
Cheun gwong tsa sit / Wong Kar-wai, 1997 / da. tekst / 96 min. (111 min. inkl. intro)
Wong Kar-wai er rykket fra Hongkong til Buenos Aires, men skønheden, længslen og melankolien er uforandret. Et ungt mandligt par, Fai og Ho, drømte om at besøge vandfaldene ved Iguazú i Argentina, men fór vild, blev uvenner – og lever nu på udebane i en konstant tiltrækning og frastødning af hinanden. En utraditionel, temperamentsfuld kærlighedsfortælling. EVENT Introduktion den 12. oktober ved Niels Bjørn.
TORS 20/10 19:00 + ONS 30/11 21:30 Days of Being Wild
A Fei jing juen / Wong Kar-wai, 1990 / da. tekst / 94 min.
Fotografen Christopher Doyle og instruktør Wong Kar-wai udgør en monumental kunstnerisk duo i den nyere filmhistorie. Denne film er deres første skridt sammen, og en tydelig idékilde til ’In the Mood for Love’ og ’2046’. Vi er i Hongkong i 1960, settingen er en sodavandsbar, og dreng møder pige(r). Luddy (Leslie Cheung) er kvindeforfører med et spor af knuste hjerter efter sig. Et af hjerterne sidder i den smukke butiksassistent Li-zhen (Maggie Cheung).
Happy Together
MAN 17/10 21:15 + ONS 02/11 21:30 + SØN 13/11 19:45
2046
Wong Kar-wai, 2004 / da. tekst / 129 min.
Der går en lige linje fra 'Days of Being Wild' over 'In the Mood for Love' til '2046'. Tony Leung spiller Chow, der lejer værelse 2047 på Oriental Hotel og giver sig til at udspionere naboværelset. Han er en casanova, der i løbet af filmen får selskab af underskønne kvinder (Gong Li, Zhang Ziyi, Faye Wong og Maggie Cheung), men ikke kan slippe sin tabte kærlighed. Nostalgien er dobbelt: 2046 er også det år, hvor Hongkong skal være en fuldgyldig del af Kina.
Days of Being Wild
MAN 17/10 19:00 + TORS 20/10 21:15 + ONS 02/11 19:15
In the Mood for Love
Fa yeung nin wa / Wong Kar-wai, 2000 / da. tekst / 98 min.
1960'ernes Hongkong. Naboerne hr. Chow og fru Chan (Tony Leung og Maggie Cheung) finder sammen, da det går op for dem, at deres ægtefæller har en affære. Filmen er et melankolsk portræt af to ensomme sjæle, der længes – tydeligvis også efter hinanden. Hvert billede favner fraværet, det usagte, det umærkelige og det usynlige, og fotografering, scenografi, kostumer og musik går op i en højere enhed. En nyklassiker, der sågar har affødt tøjkollektioner.
Fallen Angels Fallen Angels
ONS 19/10 20:30 + TIRS 08/11 17:30 The Grandmaster
Yi dai zong shi / Wong Kar-wai, 2013 / da. tekst / 130 min.
“Kung fu. To ord, to bevægelser. Vandret og lodret. Vælger du forkert, bliver du sendt til jorden.” Der er smæk for skillingen, men også skønhed og elegance for alle pengene i denne film, hvor Ip Man (Tony Leung) og Gong Er (Zhang Ziyi) repræsenterer konkurrerende skoler inden for kung fu. ’The Grandmaster’ går balancegang mellem laber, hyperstiliseret action og magnetismeladet længsel – og ikke mindst en uimodståeligt detaljeret periode-indpakning.
LØR 08/10 21:45 + TORS 13/10 21:30 + LØR 05/11 21:30
Fallen Angels
Duo luo tian shi / Wong Kar-wai, 1995 / da. tekst / 96 min.
En ung svindler presser penge af folk ved fx at true med at barbere dem skaldede. Og en arbejdstræt lejemorder har en kvindelig manager, der nødigt vil lade ham slippe branchen, nok især fordi hun er hemmeligt forelsket i ham. ’Fallen Angels’ fremstår som den modigste og mest æstetisk nybrydende af Wong Karwais film, og det siger en del. Det er en film, der tør alt rent visuelt, og som pendulerer mellem hårdkogt vold, løssluppen humor og poetisk tristesse.
The Grandmaster
MAN 03/10 16:45 + TORS 17/10 21:30 My Blueberry Nights
Wong Kar-wai, 2007 / eng. tale / 95 min.
Filmen blev af mange set som en bagatel. Men bagatel er også navnet på en dessert bestående af wienerbrød, creme, frisk frugt og flødeskum – og hånden på hjertet, hvem kan ikke klare en bid af det? Jeremy (Jude Law) forelsker sig over en desserttallerken i New York i den melankolske Elizabeth (Norah Jones), lige inden hun tager på selverkendelsesrejse gennem USA. Smægtende billeder, længselsfulde blikke, skæve skæbner, rendyrket americana – og blåbærtærte.