3 minute read
ØNSKEFILM
FILM VALGT AF DIG
Klassikere, kulørte kultfilm, eksotiske eventyr – eller andre perler, du mener bare må opleves på stort lærred. Cinemateket viser hver måned film valgt af publikum. Send dit ønske via dfi.dk/ønskefilm og tjek opdateringer på facebook. com/cinemateket. SES
Advertisement
FRE 01/10 21:45 + MAN 11/10 16:30
Klute
Klute / Alan J. Pakula, 1971 / eng. tale / 114 min.
I Alan Pakulas mørke thriller spiller Donald Sutherland politibetjenten Klute, der bruger den prostituerede Bree (Jane Fonda) som lokkemad i jagten på en morder, hvorpå de to bliver forelskede (både i filmen og bag kameraet). Filmen var den første i Pakulas 70’er-trilogi om korruption og politisk paranoia – de to andre film er ’Sidste vidne’ og ’Alle præsidentens mænd’. Jane Fonda vandt en Oscar for sin præstation som Bree Daniels.
TIRS 05/10 17:45 + MAN 15/11 16:30
Underground
E. Kusturica, 1995 / eng. tekst / 169 min.
’Underground’ vandt Den Gyldne Palme og er fortalt med en vild, hysterisk energi. Jugoslaviens politiske tragedie skildres fra den tyske besættelse i 1941 over kommunismen til det nationale sammenbrud i 1990’erne. Den kommunistiske Crni holdes indespærret i en kælder i tredive år i troen på, at krigen stadig raser. Da Crni omsider dukker op til jordens overflade, er han ude af stand til at leve et normalt liv.
FRE 01/10 19:15 + MAN 18/10 21:00
Love is a Bitch
Amores perros / A.G. Iñárritu, 2000 / da. tekst / 145 min.
Mexicanske Alejandro González Iñárritu har vundet priser og berømmelse for film som ’Babel’ og ’Birdman’, men hans debutfilm er og bliver hans måske mest sindsoprivende, sanserige film. Den følger tre personer, som befinder sig i hver sin sociale sammenhæng og kæmper hver sin kamp med kærligheden. Da historierne mødes, sker det i et brag af en bilulykke, som bliver et vendepunkt i alle tre personers liv.
Love Is a Bitch
ONS 06/10 17:00 + ONS 20/10 16:30
Trafik
Trafic / Jacques Tati, 1971 / eng. tekst / 97 min.
I den sidste af Jacques Tatis film med den klodsede Monsieur Hulot har manden med den beige regnfrakke, den bulede hat og de lidt for korte bukser fået job i et bilfirma, hvor han skal stå for at fremvise firmaets nye teknologiske landvindinger. Det giver naturligvis anledning til en masse fysiske løjer, hvor den moderne teknologi endnu en gang viser tænder over for vores anakronistiske (anti)helt. ’Trafik’ er en fornøjelig og noget nær genial opvisning i komisk timing.
TIRS 19/10 16:45 + LØR 20/11 19:30
West Side Story
Robert Wise, Jerome Robbins, 1961 / da. tekst / 152 min.
At instruktøren Robert Wise i 1961 tog musical-kongerne Leonard Bernstein, Jerome Robbins og en ung Stephen Sondheim under armen og satte sig for at filmatisere årtiers største Broadway-succes, skabte naturligvis et vist forventningspres. Men både som billeddigt og dansemusical er ’West Side Story’ enestående. Filmens sange er for længst blevet evergreens, og koreografien i New York-opdateringen af Romeo og Julie virker stadig forbløffende moderne.
LØR 02/10 21:45 + TIRS 19/10 17:30
Rashomon – dæmonernes port
Rashomon / Akira Kurosawa, 1950 / eng. tekst / 88 min.
’Rashomon’, for hvilken Kurosawa modtog Guldløven i Venedig, blev det store gennembrud for japansk film i Vesten. En forbrydelse i det 12. århundrede berettes fra fire forskellige perspektiver: De tre direkte involverede samt et øjenvidne. De fire beretninger afviger på afgørende vis fra hinanden, og de kunne alle være sande – men kan netop ikke alle være det. Et mordmysterie, en metafysisk meditation og ren filmmagi. Vises i en nyrestaureret, digital udgave.
Rashomon – dæmonernes port
ONS 06/10 16:30
Gentlemen foretrækker blondiner
Gentlemen Prefer Blondes / Howard Hawks, 1953 / eng. tale / 91 min.
Howard Hawks satte Marilyn Monroe over for den mørke Jane Russell som to veninder på jagt efter kærligheden. Filmens sange er klassikere, og især ’Diamonds Are a Girl’s Best Friend’ med Marilyn i pink cocktailkjole, knivskarp koreografi og med glimt i øjet har for længst dannet popkulturel skole. Raffineret, elegant, satirisk – den definitive Marilyn Monroe-film!