6 minute read

CAHIERS DU CINÉMA

Next Article
ØNSKEFILM

ØNSKEFILM

CAHIERS DU CINÉMA 70ÅR

KÆRLIGHEDEN TIL FILM

Advertisement

Den 1. april 1951 udkom det første nummer af tidsskriftet Cahiers du cinéma i de franske bladkiosker. Med en kærlighed for det skrevne sprog og et begær efter levende billeder formåede Cahiers du cinéma på kort tid at ændre, hvordan film blev set, talt om og endda skabt – og gør det til stadighed den dag i dag.

I oktober og november fejrer Cinemateket Cahiers du cinémas 70-års jubilæum og dykker med film og foredrag ned i bladets historie.

I dag er Cahiers du cinéma særligt kendt for at have været en rugekasse for den franske nybølge. Før Jean-Luc Godard var Godard og François Truffaut var Truffaut – det vil sige, før de som instruktører revolutionerede filmsproget i slut-1950’erne – var de filmkritikere for Cahiers du cinéma. Også her formåede de at vende op og ned på status quo.

Under filmtænker André Bazins ledelse forsvarede de unge filmkritikere, der også talte Jacques Rivette, Éric Rohmer og andre vordende filmskabere, ihærdigt forestillingen om, at en film først og fremmest er et udtryk for instruktørens kunstneriske vision. Og de var iblandt de første i verden til at skrive passionerede forsvarstaler for Hollywood-instruktører som Alfred Hitchcock, Howard Hawks og Raoul Walsh. Instruktører, som indtil da var blevet anset for blot at producere tankeløs underholdning. Cahiers du cinéma har siden da gennemgået adskillige hamskift, men har bibeholdt sin ukueligt romantiske og idiosynkratiske forståelse af filmkunsten. Cahiers du cinéma ser og skriver om de film, andre tager for givet.

Denne serie er inspireret af tidsskriftets opdagelsesetos. Oplev film af nogle af de filmskabere, Cahiers du cinéma har været med til at kanonisere, samt en række underkendte mesterværker, som bladet fortsat slår et slag for. Det klassiske og det moderne, det kendte og glemte: det er i denne spænding, at vi finder Cahiers du cinémas kærlighed til film. Tak til Institut français og Portugals ambassade.OP

SØN 21/11 18:45 + MAN 29/11 21:15

Lou Didn't Say No + kortfilm

Lou n'a pas dit non / Anne-Marie Miéville, 1986+1994 / eng. tekst / i alt 91 min.

Hvordan deler man sit liv med en anden? Hvordan skaber man et sprog, der kan udtrykke ens kærlighed? Sådanne spørgsmål er centrale for Anne-Marie Miévilles filmpraksis. Og med et intimt blik filmer hun statuer, træer og ansigter i et forsøg på at besvare dem. I ’Lou Didn’t Say No’ forenes titelkarakteren med sin tidligere elsker. Vises sammen med Miévilles kortfilm ’Living It Up’.

Jorden skælver

SØN 03/10 15:15 + ONS 10/11 16:45

Jorden skælver

La terra trema / Luchino Visconti, 1948 / eng. tekst / 160 min.

Italiensk hovedværk, som tog neorealismens credo om realitetsforankring til sin yderste konsekvens: Filmen blev indspillet med non-actors og miljøbeskrivelsen af fiskerbyen Aci Trezza er så central, at de dokumentariske kvaliteter næsten overstiger de narrative. Og så alligevel! Dramaet er gribende og billedkompositionerne vidner om en malerkunst-inspireret filmmager. EVENT Gratis foredrag om italiensk neorealisme i Asta Bar den 3. oktober kl. 14.15.

MAN 08/11 19:00 + ONS 17/11 21:30 I Was at Home, But

Angela Schanelec, 2019 / eng. tekst / 105 min.

En 13-årig dreng meldes savnet med en kriseramt familie til følge. Trods det dramatiske afsæt er ’ I Was at Home, But’ fortrinsvis en fascinerende undersøgelse af den mondæne hverdag. En både døsig og eksplosiv filmoplevelse. ”Schanelec bestemmer, hvordan tilskueren skal møde hendes karakterer: uden præambel, forklaringer, man skal nedsynkes i karakterernes tilstedeværelse, før dele af deres historie afsløres bid for bid.” (Cahiers du cinéma nr. 770).

LØR 02/10 17:00 + MAN 18/10 18:45

100 Horsemen

I cento cavalieri / Vittorio Cottafavi, 1964 / eng. tekst / 110 min.

En modernistisk storfilm om sammenstødet mellem maurere og spaniere (anført af Don Fernando, søn af El Cid) i middelalderens Spanien. Vittorio Cottafavi var en mester udi den farvesprudlende svær og sandaler-genre. I ’100 Horsemen’ fylder han hvert eneste billede til bristepunktet med ornamenterede detaljer, statister og kostumer. Hans film er som et ”vedvarende udbrud, et fyrværkeri af idéer og opdagelser.” (Cahiers du cinéma nr. 111).

Simone Barbes or Virtue

MAN 01/11 21:30 + TORS 18/11 16:30 De, der kom tilbage

The Roaring Twenties / Raoul Walsh, 1939 / sv. tekst / 106 min.

The Roaring Twenties – fest og farver for nogen, en fortabt tid for andre. ’De der kom tilbage’ er fortællingen om de hjemvendte soldater, der efter 1. verdenskrig stod på bar bund uden arbejde. Gangstervældet fristede med hurtige penge, og mange soldater endte på forbryderbanen. Filmen følger tre kammerater (James Cagney, Humphrey Bogart og Jeffrey Lynn), der med deres forskellige temperamenter indkapsler 1920’ernes tabte generation.

TIRS 19/10 19:30 + ONS 03/11 20:30

Francisca

Manoel de Oliveira, 1981 / eng. tekst / 166 min.

En smuk fortælling om et redningsløst trekantsdrama i midten af 1800-tallets aristokratiske Portugal. Med overdådige sets og en blanding af teater, litteratur og opera er ’Francisca’ en både krævende og rørende filmoplevelse. “Manoel de Oliveira betragter verden med barnets skælmske blik, der kun har latter til overs for de voksnes alvor.” (Cahiers du cinéma nr. 309) EVENT Den portugisiske ambassade byder på et glas vin den 19. oktober.

TORS 07/10 18:00 + TORS 21/10 16:45

Simone Barbes or Virtue

Simone Barbès ou la vertu / Marie-Claude Treilhou, 1980 / eng. tekst / 76 min. (96 min. inkl. intro)

Simone arbejder i en parisisk pornobiograf. Hun taler med excentriske biografgængere. Senere flakker hun rundt i nattelivet. Humor, varme og city-blues er ingredienserne i dette oversete mesterværk. ”En gadepige, uden hjem, hjemme overalt, forvandler lukkede steder til fortrolige steder, midlertidige hjem.” (Cahiers du cinéma nr. 309) EVENT Introduktion om 80’ernes fransk film ved Mads B. Mikkelsen den 7. oktober.

SØN 03/10 19:30 + ONS 20/10 20:45

Duel i solen

Duel in the Sun / King Vidor, 1946 / norsk tekst / 130 min.

King Vidors storladne western blev af en kritiker ved premieren omdøbt til ”Lust in the Dust”. Jennifer Jones leverer en cocktail af rødglødende erotik, lillepige-naivitet og hævngerrighed i hovedrollen som halvblodsindianeren Pearl. Hun bliver optaget i familien hos kvægbaronen McCanles, hvis sønner begge falder for hende. ’Duel i solen’ er optaget i glorious Technicolor, som indfanger ørkenfarverne med en hidtil uset sanselighed.

Apache Drums

LØR 02/10 14:30 + MAN 18/10 16:15

The Ladies Man

Jerry Lewis, 1961 / eng. tale / 106 min. (131 min. inkl. intro)

Jerry Lewis var som ingen andre elsket af franske kritikere, men hadet af de amerikanske. Hans gags blev både beundret for deres opfindsomhed og foragtet som absurditeter. Ifølge Jean-Luc Godard var Lewis mere progressiv end Chaplin og Keaton. I ’The Ladies Man’ spiller Lewis den pigehadende Herbert H. Heebert, der uden at vide det får plads på en pigeskole. Komisk vanvid, når det er bedst. EVENT Foredrag om Cahiers du cinéma den 2. oktober.

Duel i solen

FRE 19/11 21:45 + MAN 29/11 19:00

Apache Drums

Hugo Fregonese, 1951 / sv. tekst / 76 min.

Producenten Val Lewton er kendt for at stå bag nogle af 40’ernes bedste horrorfilm. I ’Apache Drums’ overføres Lewtons sans for skygger og antydninger til det vilde vesten, hvor en apache-stamme angriber en øde landsby. Filmen er fyldt med suspense, technicolor i tusmørke og en subtil ambivalens, der slører og udfordrer os mod dem-mentaliteten. På 76 minutter er ’Apache Drums’ beskeden i størrelse, men kolossal i tyngde.

This article is from: