Den Grimme Smag Af Frygt

Årgang 60, udgave 2

DEN GRIMME SMAG AF FRYGT

INDHOLD THE EYES John Mason

3

MENNESKET, ET MULIGHEDSVÆSEN Amalie Wulf Tulinius

19

5

EN UMULIG AFTALE Hanne Kirk

20 MEDIERNE SKABER UNØDIG FRYGT Steffen S. Illeman

7

SPØGELSET PÅ DEN FRIE LÆRERSKOLE Kay Max Jensen

9

NOTATET 2. APRIL 1976 Katrine Lund Mortensen

23 TALE I FORBINDELSE MED MINDEHØJTIDELIGHEDEN I SVENDBORG MANDAG D. 16. FEBRUAR 2015 Rasmus Drabe

13

ER DER GRUND TIL AT FRYGTE MUHAMMEDTEGNINGERNE I SKOLEN? Jack Sørensen

15

FRYGT IKKE FRYGTEN SOM DET LIVSVILKÅR DEN ER – MEN FRYGT DE FARLIGE COCKTAILS Carl August Jantzen

Tidsskriftet, årgang 60, udgave 2, juni 2015.

FORMAND: Amalie Wulf Tulinius.

NÆSTFORMAND: Lasse Eklund Hansen.

KASSERER: Katrine Lund Mortensen.

2

MENNESKET, ET MULIGHEDS VÆSEN!

ØVRIGE REDAKTION: Pauline Fredskilde, Julie Bai, Jack Sørensen, Julie Wisborg, Theis Møller Christensen, Anna Bjerre Hanghøj, Lone Billeskov Jansen.

24 LEDER Amalie Wulf Tulinius

ILLUSTRATIONER: Julie Bai Anneberg, Katrine Lund Mortensen, Theis Møller Christensen, Julie Wisborg, Anna Bjerre Hanghøj.

LAYOUT: Julie Bai Anneberg.

Trykt hos Lasertryk.dk. Tidsskriftet er økonomisk støttet af Den frie Lærerskole. Henvendelse til redaktionen kan ske via e-mail: dfl.tidsskrift@gmail.com eller på adressen Tidsskriftets Redaktion, Den frie Lærerskole, Svendborgvej 15, 5762 Vester Skerninge.

Vi skal tage hinanden i hånden, og føre hinanden på rette vej. Det skal vi ikke være bange for.

Alle i Danmark ved nu hvad Krudttønden er og hvor den ligger. Lørdag d. 14 februar blev den en central del af det, der er blevet kaldt et ”terrorangreb” mod Danmark.

Af Amalie Wulf Tulinius, Årgang 2014 DÅRLIG SMAG HELLE T Det er noget tid siden nu, men den grimme smag af frygt spøger stadig. Det er som om, folk holder fast i frygten. Politikerne drømmer om at kunne vinde vælgerne ved næste valg, medierne bruger fængende overskrifter, og forældre råber på hjælp fra myndighedernes side.

”Hvis man fjerner skønheden, skaber man rædslen”. Er det, det vi ønsker? Et samfund bygget på frygten for de fremmede, og tanken om at der er et ”os” og et ”dem”?

Mange så det som en foreningens handling, da vores statsminister stillede op, sammen med det jødiske samfund og fordømte angrebet og ønskede, at det er nu demokratiet må stå sin prøve og samle os på tværs af religioner. Men har det ikke altid været sådan Helle Thorning? Er det ikke sådan et demokratisk samfund, vi helst skulle have haft altid?

”De mørke kræfter”, som Helle Thorning Schmidt valgte at kalde det, er dem, der truer vores eksisterende samfund. At kalde det for mørke kræfter, er en vending, der helt sikkert er, og vil blive tolket

på mange forskellige måder. I nordisk mytologi er der også snak om mørke kræfter, der truer uden for murene. Men i dagens Danmark, har det en anden betydning at sige mørkets kræfter. At kalde det mørkets kræfter kan være farligt i en tid, hvor man netop har talt meget om formørkede islamister, og dermed sætter lighedstegn mellem islamister og terrorister. Så hvis hensigten var at forsone på tværs af etnicitet og religiøse overbevisninger, skulle Helle Thorning have valgt andre ord end ”mørke kræfter”.

Som lærerstuderende er det vores pligt at forholde os til, hvordan et menneske kan komme så langt ud, at det beslutter sig for at tage andre menneskers liv og selv at blive dræbt pga sine handlinger.

I Kristeligt dagblad lørdag d. 28 marts udtalte Tom Andersen Kjær, præst på Herlev hospital, at man aldrig fuldt og helt kan gardere sig imod, at et menneske vil tage uskyldige med i sit eget fald.

Det kan han have helt ret i, men forebyggelsen er stadig vigtig, og her spiller læreren en helt afgørende rolle.

ET KRAV OM KÆRLIGHED ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.

Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” (“Den etiske fordring” (1956), s. 25) 3

Vi baserer et fællesskab på mennesker og de sammenhænge de indgår i. I en skole er der et fællesskab, et hjem, hvor alle har et fælles ansvar for hinandens liv, leg og læring. Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup (2.9.1905-20.11.1981) gør opmærksom på det ansvar, der følger med det, at være et menneske. Et menneske, der møder sin næste, har sin næstes liv i sine hænder, og kan dermed gøre med det, hvad han eller hun vil. Det kan dreje sig om både stort og småt, liv eller død, glæde, sorg, smil eller gråd. For en lærer er det essentielt, at være opmærksom på sine medmennesker og give dem en unik chance, hver især, hver dag, for at blive taget i hånden og ført på rette vej.

JEG VAR OMAR EL-HUSSEIN D. 14. marts bragte dagbladet Information artiklen ”Jeg var Omar el-Hussein”. Den skabte en hel del debat og med god grund. Her var der en ung mand, der var på vej ud på et sidespor.

En ung fyr, der i sin opvækst oplevede, at blive set på som en af dem samfundet frygter, fordi han tilhører en anden etnicitet. Han brugte det som undskyldning for at tage hævn en dag, over det samfund, som frygtede ham. Heldigvis blev han taget i hånden af sin lærer. Hjælpen kom fra uventet kant, men den kunne ikke have været mere ønsket. Læreren tog ham til sig, tilbød ham sit hjem og i dag er manden, der kunne have været Omar, i gang med en professionel skuespiller karriere.

4

Julie Bai Anneberg

MENNESKET ER ET MULIGHEDS VÆSEN Det kan lyde som store krav, jeg stiller til det at være lærer. Og det er det vel egentlig også. Men det er det, vi siger ja til, når vi vælger, at ville være lærere. Vi ved, at der følger et stort ansvar med, men er det ikke også derfor, vi vil være lærere? At se mennesker som “muligheds væsner”, som den tyske filosof Martin Heidegger (26. september 1889 – 26. maj 1976 ) også kalder mennesket, er den opgave, der ligger foran os - at kunne fremme det bedste i de elever, vi møder på vores vej og se mulighederne i hver enkelt. Om det så er Jytte, Peter, Hussein, eller Omar, så er det vores fulde ansvar som lærere, at tage eleverne i hånden og lede dem på rette vej. Det er det, der gør, at vi har det bedste job i verden. Eksemplet med den unge mand, der kunne være endt som Omar el-Hussein, beviser, at det er muligt.

EN UMULIG AFTALE Novelle af Hanne Kirk, lærer Den frie Lærerskole

Han kastede hurtigt sin baskettaske ind bag i bilen og satte kurs mod indre by. Han var sent på den, for han havde lige fået en øl med de andre fra holdet, som de plejede.

Han var i strålende humør, selvom det var en kold eftermiddag. Han kunne godt lide sit arbejde som vagt, for det var altid glade mennesker han mødte, når han var der, og han bekymrede sig ikke om faren ved at være vagt. Det var kun hans mor, der gjorde. Men det var jo hypotetisk. Han elskede at arbejde og havde gjort det siden den dag, han gik ud af skolen.

Det var en umulig aftale han havde lavet med sig selv. Han havde besluttet sig om fredagen, hvor det hele stod så klart for ham. Det var dét, han skulle gøre. Han havde følt en stor styrke og beslutsomhed hele lørdagen, næsten en ro han ikke havde kendt før. Han skulle aldrig mere stå sidst. Aldrig mere være den, de kiggede bekymret på. Ham der ikke klarede sig så godt, ham der aldrig havde fået et arbejde. Aldrig.

Han parkerede sin bil og gik ind og snakkede kort med den anden, der også var på vagt. Han tog vagten ude, så koldt var det alligevel heller ikke, og han kunne godt lide at opholde sig udenfor, fremfor at sidde og kigge på en skærm. Hans mor ringede og snakkede lidt om mad og om noget med en gave, han skulle være med til at give. Han havde lovet hende at tage sig af det inden i morgen, men han vidste endnu ikke, hvad gaven skulle være. En umulig aftale. – Og pas nu på dig selv. Det sagde hun altid.

Nu stod han her og kastede op! Hans indre vendte sig, og han så hele tiden mandens øjne for sig. Maven snørede sig sammen igen og igen i rytmiske bevægelser.

Der kom bræk på hans ene sko. Han kunne ikke styre det, styre sin maves reflekser.

Han blev rasende på sig selv. Han bed sig selv hårdt i hånden og dyb vrede skyllede igennem ham. Han spyttede. Men øjnene var der stadig.

Der var fest i dag. De festklædte var kommet ind, og procedurerne med dørene var forløbet rutinemæssigt. Han mærkede, at han var sulten efter træningen, for han havde ikke nået at spise, eller måske var det hans mors snak om mad. Han bankede på porten og fik sin makker til at komme ud med noget spiseligt fra festen. Det var god mad, de fik, og det smagte ham i kulden. Han elskede laks og følte en stor tilfredshed ved at blive mæt, når han var så sulten.

5

SPØGELSET PÅ DEN FRIE LÆRERSKOLE - en personlig beretning af Kay Max Jensen, årgang 1976

Julie Bai Anneberg

Opkastningen blev ved. Han tømte sig helt for det sidste måltid. Til sidst kom der kun slim og galde. Hvornår var det, han havde spist sidst? Han kunne ikke huske det. Et eller andet måtte han have spist, det var tydeligt. Det kørte rundt for ham.

Det var i al fald længe siden, at nogen havde lavet et måltid til ham. Han kom til at tænke på sin mor. Han så pludselig hendes øjne for sig. Helt klart. Hans hænder kom til at skælve, og han måtte opbyde alt sin viljestyrke for at få dem i ro. Han havde fået ram på ham den venlige med øjnene, der ville hjælpe – han skulle ikke have nogen hjælp fra nogen - overhovedet. Og det var kun begyndelsen.

Han stod og faldt lidt hen. Faldt i ét med byens langsomme aftenpuls i kvarteret. To betjente stoppede og kom hen til ham. Han havde ikke hørt noget om det, der var sket i byen, men de sagde gerningsmanden stadig var på fri fod, og at de havde ordre til at blive ved synagogen sammen med ham. – Det er pludselig et farligt sted du arbejder, sagde den ene betjent lidt opskræmt. Selv var han rolig.

Han tørrede munden med sit ærme. Spyttede igen. Knyttede begge hænder, som en bevægelse helt nede fra den tømte mave. Nu skulle han vise, hvem han var. Verden skulle komme til at se ham... Der kom et ungt par gående ad den stille aftenvej. Hun havde høje hæle på, der slog mod fortovet for hvert skridt. Hun drejede hovedet og kiggede bekymret på ham et øjeblik. Han så hendes øjne og vendte sig væk. Da de var passeret, begyndte han at gå igen. Langsomt dræbte han alle øjne i sit indre.

Han var næsten fremme ved synagogen, og hans hånd greb hårdt om våbnet under jakken.

6

Så var det der igen! Hen over scenen vandrede et spøgelse. Et hvidt gespenst hvorpå der stod “2. april” malet med store røde bogstaver! Det var fjerde gang, det dukkede op, som en påmindelse om den fare, vi alle befandt os i, hvis vi ikke holdt os på den lige vej - pluralismens.

Året var 1976. Ude i den frie skoleverdenen var der i det sidste årti sket store forandringer; lilleskoler, røde og alternative højskoler og efterskoler opstod og hele Tvindemperiet var under hastig opbygning - Det nødvendige Seminarium startede i 1972.

Samtidig var de traditionelle frie skoler under pres, eleverne gjorde oprør og lærerne ville have bedre arbejdsvilkår og i fagforening, hvilket absolut ikke var velset - at være lærer i De frie Skoler var et kald og forstanderen bestemte!!!?

I 1975 kom turen så til Den frie Lærerskole.

Hvad der skete er beskrevet et andet sted her i bladet.

Da jeg startede på Lærerskolen i 1976, var “oprøret” slut, og der var udstedt et notat, der i fire punkter og en konklusion udstak rammerne for segregation på DfL.

Man havde klogt undladt at prøve at udstikke en pædagogisk linie eller et egentligt værdigrundlag.

Klogt fordi der rasede en værdikamp både i og uden for skoleverdenen. Det blev ofte sagt, at den længste afstand i verden var mellem Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Den Røde Højskole i Svendborg, hvilket afspejler både stemingen og måske historien meget godt.

Notatet spillede en stor rolle i dagligdagen i det første år, især under introperioden og omkring

klassedelingen. - Hvor meget turde man skille sig ud, hvis man var “rød”? Og især hvis man, som jeg, kendte oprørerne, før man startede på skolen - blev man så regnet som en mulig 5. kolonne?

I dagligdagen var der stadig tydelige modsætninger at spore. Blandt de mere kuriøse indslag, var en elev som altid sluttede sine indlæg på fællesmødet med - ”iøvrigt mener jeg, at Tranæs bør gå af”.

Det begreb jeg husker bedst fra perioden er pluralismen, i min erindring er det som om det var et omkvæd for de første år, en besværgelse mod alt ondt. En trumf, der blev brugt når argumenterne ikke slog til.

For mange af os var pluralisme det samme som at sige at alle holdninger var ligegyldige, det måtte de vel være, når alle holdninger var lige gyldige set fra skolens side, men det var vist heller ikke helt det, der var meningen, men sådan fremstod det.

Senere forsvandt pluralismen stille og roligt ud af billedet. Den frie Lærerskole måtte vedkende sig at den stod for noget, at der måske fandtes nogle værdier, som selv De frie Skoler kunne blive enige om.

Da tingene var faldet til ro var tiden kommet til, mente en gruppe af elever, at Lærerskolen skulle lære “den nye skoleverden” at kende. Der blev derfor arrangeret et stort temamøde, hvor så mange som muligt af de spændende/skæve skoleinitiativer, der var opstået mens Lærerskolen havde sovet Tornrosesøvn, blev inviteret.

Fra Den proletariske Lørdagskole som hver lørdag marcerede og eksercerede med røde faner og trægeværer, til den traditionelle friskole, der havde af7

skaffet klasserne og forældrenes indflydelse på undervisningen - fordi forældreindflydelse var en hån mod lærernes faglighed - man blander sig jo heller ikke i mekanikerens arbejde, når bilen er på værksted.

Jeg tror, at det møde “løftede låget” og satte gang i nogle debatter, som var væsentlige for både skolen og eleverne - spøgelsets magt var brudt.

Oprørerne fra 1975 startede Assens Højskole i 1978, og vi var mange, der var med til bygge den på den internationale arbejdslejr. Hvis man en dag kommer forbi de bygninger, der en gang rummede Assens Høj- og efterskole, vil man kunne finde en kampesten med et møllehjul indhugget og årstallet 1978. Den sten stammer fra “Møllens” fundament og var Den frie Lærerskoles gave til den nye skole.

NOTATET 2. APRIL 1976 Af Katrine Lund Mortensen, årgang 2013

8

Skulpturen er en gave til Flemming Tranæs og symboliserer, at uanset hvor mange gange man skubber til ham, uanset hvor mange gange man ønskede ham afskediget, blev han stående. Skubber du til ham, finder han altid fodfæste og balance igen. Det kan samtidig symbolisere vigtigheden i at kunne balancer mellem det nødvendige og det ønskede.

Begyndelsen på denne artikel har voldt mig store problemer. Hvordan får man med rette ord præsenteret læseren for en historie, der på en og samme tid var ved at koste skolen sin eksistens, men endte med at sikre skolens fremtid? Der er tale om et yderst kritisk punkt i skolens historie hvor lærere, ledelse og elever stod overfor store politiske spørgsmål angående skolens videre virke. Tidens udvikling krævede under alle omstændigheder en revurdering af skolens styre, men at startskuddet skulle komme fra en gruppe højreorienterede studerende, med et noget mere radikalt forslag end ledelsen kunne stå inde for, gjorde ikke processen lettere.

Den daværende forstander Flemming Tranæs, lyttede i første omgang til elevernes ønsker og var langt hen af vejen også enige med dem, når det kom til kritikken af skolens uddaterede styre. Medbestemmelsen lå for døren, og kom til Den frie Lærerskole med den voksende mængde af elever, der kom fra storbyerne og derfra førte de nyere politiske overbevisninger med til skolen. Der er tale kommunismens indtog og dens tilhængere, der ønskede retten til fuldt selvstyre. Ingen faste lærere, ingen fastlagte timer, kun muligheden for udelukkende at kunne tjene egne interessepunkter og udvikle sig fagligt og socialt med dem og det, man fandt relevant. Der skulle ikke længere undervises i kristendom, men i stedet skulle man udvide sin horisont inde for den marxistiske tankegang og dens historie. Der blevet udarbejdet et forslag fra gruppen af studerende, der hovedsagligt gik på samme årgang, og det lød på en todeling af skolen. Den frie Lærerskole skulle altså kunne tilbyde to forskellige linjer, som

man som ny studerende skulle kunne vælge imellem. Ønskede man at træde i de rødes fodspor, eller ville man hellere tilslutte sig skolens traditionelle værdier?

For det første kunne der, ifølge Tranæs, ikke være tale om en todeling af skolen. Ideen var at skolen på den måde skulle blive mere mangfoldig, men det modsatte ville være tilfældet. Delte skolen sig i en socialistisk og en ikke-socialistisk linje, ville mangfoldigheden ophøre, grupperinger ville blive lovligt og man ville derfor ikke længere kunne kalde det et rigtigt fællesskab. ”Segregation strider principielt mod stedets pluralisme. I den forskelligartethed, der præger skolen på det holdningsmæssige område, både når det gælder elever og lærere, skal ingen have lov til at isolere sig i enklaver, men må finde sig i at blive udsat for flere forskellige påvirkninger.” Sådan skriver Tranæs i et notat udarbejdet d 23. september 1975, altså en rum tid før det egentlige oprør. Han nævner selv, at udviklingen var flydende og at man derfor på forhånd vidste, hvilken retningen skolen udviklede sig hen imod. Det notat, som ovenstående var en del af, blev i sidste ende løsningen på det voksende ønske om en todeling af skolen. Kunne man ikke forholde sig til ovenstående var man nødt til at søge andre græsgange. Ud af de 4050 elever, der ytrede kraftige holdninger, forlod kun fire elever skolen, og senere sluttede en lærer sig til den beslutning (mere eller mindre frivilligt). I et mødeoplæg til styrelsen, skrevet den 2. april 1976 blev flere løsningsforslag præsenteret. F.eks.

- Oprettelse af fagråd (fagudvalg)

- Læreransættelse

- Klasseinddeling 9

Der fandt ofte ufrugtbare diskussioner sted, som handlede om, hvad de forskellige fag skulle indeholde, da ingen sådan guideline var udfærdiget før. Dertil skulle der nedsættes et fagråd til hvert et fag, der skulle bestå af elever og lærere, som sammen skulle udarbejde fagets målsætning og et dertil passende indhold. Det skulle også blive en del af elevernes ansvar at deltage i læreransættelser, så de også på den måde kunne videregive præcis hvad/hvem, der var brug for i det enkelte fag.

Tranæs indførte en ny inddeling af klasserne, som skulle fungere mange år fremover. På førstedagen af skoleåret, skulle den helt nye årgang bruge en dag på at inddele sig selv i tre klasser med ca. 15 elever i hver (varierede af antal optagede elever). De skulle fortælle om deres enkelte præferencer inden for religion, politik og mere specifikt fortælle, hvad der ønskede at få ud af uddannelsen. På den måde skulle der opdeles tre klasser, som så ville have enkelte fag fælles, mens andre fag var gennemgående for hele årgangen.

Frokosten blev indført som en obligatorisk del af skolepengene og dagligdagen. ”Man skal betale for frokost, og man skal deltage! Man behøver ikke 10

spise noget, men man skal være der. Herfra begyndte man også at udvide menuen, så den passede bedre til mangfoldigheden.”

Tranæs fik indført et ”tvunget” fællesskab, så man på den måde bedre kunne udvikle et fælles ståsted for skolens brugere. DfL afspejler sin tid, og havde den ikke dengang været igennem ”den røde maskine” er det slet ikke sikkert, at den kunne eksistere i dag. Den medbestemmelse, vi har i dag, er uvurderlig, og når man tænker tilbage på den hårde proces med dens ofre og gevinster, skylder vi hinanden at udnytte det fuldt ud. Medbestemmelse, frihed under ansvar og mangfoldighed findes ikke på andre uddannelser i samme form, som vi har den her. Det er skolens eksistensgrundlag, og uden elevernes evige engagement kunne den ikke overleve.

Det er blevet mig muligt at få kontakt til flere gamle elever, som på den ene eller anden måde deltog i begivenhederne i 76, og deres personlige beretninger vil blive lagt op på Tidsskriftes nye hjemmeside i løbet af maj-juni måned.

11

CENSURERET?

ER DER GRUND TIL AT FRYGTE MUHAMMEDTEGNINGERNE I SKOLEN? Af Jack Sørensen, årgang 2013 I kølvandet på det såkaldte terrorangreb på Krudttønden i februar bliver ord som Muhammed, tegninger og ytringsfrihed igen omtalt, diskuteret og proklameret i øst og vest. Ikke mindst i forbindelse med skolen og dens virke som formidler af kultur, religion og historie. Samfundet stiller nu spørgsmålene “Skal der undervises i muhammedtegningerne og den efterfølgende krise? Og i så fald hvordan?”

Jeg mener, det er vigtige spørgsmål for os som kommende lærere. Derfor vil jeg præsentere jer for, samt vurdere, et par bud på besvarelse af de spørgsmål.

MUHAMMEDTEGNINGERNE SKAL I SKOLEBØGERNE Det mener formanden for religionslærerforeningen, John Rydal, og han udtaler samtidig til DR: ”De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser.” (6/3-15). John Rydal mener altså ikke, at vi skal frygte muhammedtegningerne. Tværtimod taler han for, at der ligger et stort undervisningspotentiale i at bruge tegningerne. Det mener jeg, der er en reel pointe i. Potentialet kommer især til udtryk gennem muhammedtegningerne og de efterfølgende samt nuværende omstændigheder, som et eksempel på noget, der virkelig stiller spørgsmål til tilværelsens grundvilkår og ikke mindst afdækker, at der ikke er et entydigt svar på de spørgsmål.

Undervisningsministeriets Fælles Mål for kristendomskundskab (2009) kalder dette element af undervisningen for den religiøse dimension og formålet

12

søger at skabe grundlaget for en bredere forståelse af religion hos eleverne. Et nobelt foretagende, som jeg mener, muhammedtegningerne kan varetage. Men skal den varetagelse bestå i direkte trykning af tegningerne i skolebøger eller er det irrelevant?

HAR INGEN DIDAKTISK VÆRDI HOS ELEVERNE Det vurderer undervisningsforlaget Clio, og de har derfor valgt at undlade selve tegningerne i det undervisningsmateriale, de har lavet om krisen, som bruges i folkeskolen. Deres kommunikationschef, Thomas Overholdt Hansen, udtaler til DR (6/3-15), at de tog den beslutning, fordi det er et følsomt emne. Han tilføjer, at de mener, det skal være op til den enkelte lærer, om han / hun vil vise de konkrete tegninger. Her indgår altså et element af frygt, og tegningerne vurderes på den baggrund for følsomme til at blive trykt. Men måske er det en fornuftig frygt, som bunder i andet end frygten for terror? Måske er det frygten for mangel på respekt overfor de elever i klassen, som vil finde tegningerne yderst stødende og måske derfor ikke få noget ud af den læring, som forsøges udøvet? Hvis en elev føler sig personligt stødt, tror jeg, at den konstruktive kommunikation vil ophøre, og hele formålet med at skabe en bred forståelse vil falde til jorden. I stedet skaber man et polariseret forhold mellem lærer og elev, hvor lærerens troværdighed svækkes.

MUHAMMEDTEGNINGER SKAL VÆRE OBLIGATORISK MATERIALE Det mener Dansk Folkeparti, som dermed konstaterer at vi bestemt ikke skal frygte noget som helst, tvært13

imod. Deres udlændingeordfører, Martin Henriksen, uddyber til DR: ”Lærerne skal have lov at undervise efter deres faglige vurdering, men vi kan jo godt som politikere sige, at der er nogle bestemte ting, som man skal undervise i. Og hvis vi siger, at de skal undervise i muhammedkrisen, så skal de altså også undervise i tegningerne. Og det vil have den konsekvens, at de også skal vises for klassen.” (6/3-15). Dansk Folkeparti vil altså ikke bare have trykt tegningerne i skolebøgerne, men tilmed kræve af lærerne at de viser tegningerne.

Dermed fratages læreren et meget stort privilegium, nemlig metodefriheden. Selvom jeg er fuldstændig enig i, at der bør undervises i muhammedkrisen, mener jeg dog, at lærerens professionalisme kommer i første række. Den mener jeg, at man underminerer i denne sammenhæng, da det lige netop ligger den professionelle lærer på sinde at vurdere konteksten og elevernes forudsætninger først, for dermed at kunne udvælge materiale, metode osv.

Hvis konteksten for eksempel er en folkeskoleklasse, hvor størstedelen af eleverne har den fælles forudsætning, at de er muslimer, bør en lærer have mulighed for ikke at vise tegningerne. Dansk Folkeparti står alene med forslaget, så obligatorisk materiale bliver tegningerne nok ikke.

KULTURMØDET SKAL MULIGGØRES Jeg mener ikke, der er grund til at frygte muhammedtegningerne i skolen, så længe de behandles med respekt og betænkelighed. Hvis man er på en skole, hvor der er forskellige kulturer og religioner, så skal de forskellige kulturer og religioner kunne fungere sammen.

14

Hvis det kulturmøde ikke muliggøres, tror jeg forudsætningen for læring forsvinder. Selvfølgelig skal man også tage højde for den kultur, som ligger indgroet i de fleste danskere, nemlig kulturen at grine og at gøre grin med- og af hinanden. Den kultur bunder i den ytringsfrihed, som vi holder så meget af og bruger flittigt. Her er altså en udfordring for kulturmødet, hvor den ene lejr kæmper for retten til at sige til og den anden for retten til at sige fra. Jeg skal ikke begynde at forholde mig til om tegningerne overhovedet skulle have været trykt eller ej, da dette indlæg derfor ville blive betydeligt længere. Jeg vil dog forholde mig til tegningerne og krisen, som grundlag for læring.

Jeg har uden tvivl selv tænkt mig at bruge tegningerne og krisen i min undervisning. Jeg ser store muligheder i det og tror især udskolingselever vil få meget ud af at arbejde med emnet. Ydermere rummer emnet dimensioner fra både religion, samfundsfag og historie, og har derfor også stor tværfaglig relevans.

Men vil jeg bare konsekvent vise tegningerne i enhver undervisningssammenhæng?

Nej, det vil jeg bestemt ikke. Ligesom vi har ytringsfrihed i Danmark, har vi også religionsfrihed. Og rigtig mange i Danmark bruger det frie valg til at vælge islam. Derfor må vi erkende at vi lever i et multikulturelt og multireligiøst samfund, hvor der ikke længere er den samme konsensus om tingene. Det mener jeg at vi, som lærere, må forholde os til og dermed samtidig forholde os til og respektere de forskellige mennesker, vi kommer til at møde.

FRYGT IKKE FRYGTEN SOM DET LIVSVILKÅR DEN ER – MEN FRYGT DE FARLIGE COCKTAILS Af Carl August Jantzen, lærer Den frie Lærerskole

Medierne lever hver dag højt på at dosere frygt i varierende mængde. Nyheder om alt fra bakterieangreb, dollarkurs, varme vintre til terrorisme sætter fokus på, hvad vi bør frygte i dag – og i morgen kommer der endnu en udgave med nye hilsner. Vi kan dog ikke altid nøjes med at bebrejde medierne for, at vi dagligt er i nærkontakt med frygten. Hvem kender ikke selv trangen til at styrke de sociale relationer til andre mennesker med en lille omgang small talk om det, vi kan blive enige om er frygteligt?

På den måde kan man sige, at vi har svært ved at komme igennem dagen uden, at vi er i kontakt med frygt i en eller anden forstand. Det er naturligvis, hvis man går med på denne noget brede definition af ordet, der også kan sættes i forbindelse med det at være utryg, usikker, ængstelig osv. Vi går jo ikke sådan i al almindelighed og ryster i bukserne af skræk for, hvordan dagen skal udvikle sig, men frygten sætter alligevel tankerne og samtalerne i gang. Frygten er på den måde også samtidig en fantastisk generator. Ville vi overhovedet kunne gå igennem dagen uden at tale om, eller tænke på noget frygteligt? - Og ville vi overhovedet være opfindsomme, kreative, innovative og problemorienterede, hvis ikke vi havde frygten? Nej

måske ikke. Frygten er på den måde også et vilkår. Et livsvilkår vi er (og nok altid har været) afhængige af, som et led i den menneskelige udvikling. På den måde kan man vel godt argumentere for, at udviklingen af Danmarks havvindmølleparker - som eksempel - til en vis grad er genereret af frygt. Frygt for fremtidens miljø og udvikling. Altså frygt på den gode måde.

MEN HVAD ER SÅ FRYGT PÅ DEN DÅRLIGE MÅDE? Frygt på den dårlige måde er på den anden side de tilfælde, hvor vi blander vores frygt med andre begreber for at kunne forholde os til komplekse situationer eller frygtelige begivenheder.

Lad mig her komme med ét eksempel på et sådant begreb, som kan blive til en farlig cocktail, når det blandes med frygt. Nemlig begrebet dikotomi.

Dikotomi betyder i al stilfærdighed; deling i to dele. Altså en opdeling – eller kategorisering af forskellige fænomener i klasser eller modsætningspar, f.eks. sort/hvid, mand/kvinde osv. På den måde er begrebet nært beslægtet med ordet dualisme. Men i modsætning til ordet dualisme kan dikotomi også tilkobles handlingsendelsen - ing (suffiks). Derved antydes også 15

den proces, der potentielt ligger i tingenes udvikling mod dikotomisering.

De processer, der styrer mod en større dikotomisering vil altid på den ene eller anden måde forsøge at reducere kompleksiteter ved at inddele verden i modsætningspar.

Det er vel almindelig menneskelig adfærd, at forsøge at løse det vanskelige, det uforståelige eller problematiske ved, på reduktionistisk vis, at kategorisere, rubricere og rationalisere så verden igen fremstår overskuelig og forståelig.

Vi gør det alle sammen til en vis grad. Dikotomisering er uundgåeligt. Vi forsøger måske at forstå andre menneskers måder at leve på, ved at fokusere på, hvordan det er forskelligt fra vores egen livsførelse. Eller vi befinder os i et fællesskab og har brug for at identificere os med dette. Det gør vi så bl.a. ved at definere fællesskabet ud fra det, det ikke er eller det, det står i modesætning til. De samme principper gør sig gældende, når vi skal forholde os til andre kulturer, lande eller religioner.

Som regel er vi dog bevidste om - og ved at disse opfattelsesmønstre reducerer detaljer og udvisker nuancer. Vi er bevidste om vores illusoriske ver16

densopfattelse og holder derved døren åben over for muligheden for, at vi med tiden kunne komme til at vide mere, og at tingene derved kunne vise sig at fremstå anderledes. Vi er med andre ord opmærksomme på kontingensen i vores virkelighedsopfattelse.

Problemet opstår først for alvor når det er frygten, der fungerer som kick-starter for dikotomisering. I de tilfælde ser det ofte ud til, at vi som samfund, som samfundsgruppe eller som mennesker i al almindelighed har en ufattelig evne til at glemme, at tingene kunne være anderledes. Vi bliver blinde for, at der kunne herske andre legitime opfattelser end den, vi betror os til - og at alle der står udenfor vores egen anskuelseskreds derfor må stå i modsætning til os. Der opstår et os og et dem, der ikke levner plads til et midt imellem eller et både/og.

”Either you are with us or you are against us” Fastslog George W. Bush overfor verdenspressen, da han erklærede krig mod Al-Qaeda efter terrorangrebet i New York tilbage i 2001 og derved indledte: The war on terror.

Selvom det efterhånden er et par krige siden, synes tendensen dog at være den samme, hver gang et nyt terrorangreb skaber frygt og efterfølgende trang

til at definere et dem og et os. Synd for dem, der i mellemtiden kommer til at stå på den forkerte side af stregen, når banen kridtes op. Har fundamentalistisk terrorisme nogensinde vundet nogen afgørende sejre må den største siges at være den, der får andre til at tænke ligeså ensporet.

Dikotomi medfører på den måde et forvrænget, reduceret og ensporet billede, som vi i vores frygt ureflekteret godtager som det rigtige og herefter rationaliserer og handler ud fra.

Jeg blev derfor helt varm om hjertet, da jeg åbnede mit tv et par dage efter terrorangrebet i København i februar og måtte konstatere, at ikke alle medier havde drukket frygt og dikotomi-cocktails ved dagens redaktionsmøde, hvad ellers kun havde været forventeligt efter de tragiske skudepisoder. I stedet for tonede billeder frem på skærmen fra fakkeltog, hvor almindelige danskere med fakler i hænderne gik side om side gennem gaderne i flere større byer i Danmark.

Indslagets journalist fokuserede i den forbindelse særligt på de mange muslimer, der også var mødt op for at give udtryk for deres modestand mod hændelserne. Et indslag, der helt intentionelt havde valgt en alternativ vinkel på tragedien, for netop at bringe den journalisti-

ske historie, der i al sin banalitet handlede om, at ikke alle bosiddende muslimer ønsker Sharia-lovgivning indført i Danmark. Et lille, men dog alligevel vigtigt eksempel på, at det kan lade sig gøre at løsne op for den noget fastlåste modsætning der er opstået mellem Islam og Vesten. En modsætning, der internationalt efterhånden er blevet den herskende diskurs, genereret af terrorisme og italesat gennem frygt og dikotomi.

Pointen her må derfor være, at vi ikke skal gå og frygte frygt. Vi kan ikke bruge vores liv på, at gå og være ængstelige eller frygtsomme over for alle de potentielle farer vi alt andet lige udsættes for i den moderne verden. Til gengæld giver det god mening, at være yderst opmærksomme på det frygt kan afstedkomme i konstellation med andre begreber. Det, der skaber polarisering og forhindrer os i at forholde os nuanceret og reflekteret til andre mennesker, anderledes kulturer, ukendte fænomener eller alt andet, der synes os fremmed.

Frygt derfor ikke frygten som det livsvilkår den er – men frygt de farlige cocktails.

17

THE EYES

Af John Mason, lærer ved Den frie Lærerskole (Und Kinder wachsen auf mit tiefen Augen – Hofmannsthal) They are at me, the eyes; they glisten with hunt.

They are on me, wide with blood lust, and blank.

They fill me, vacant as the eyes of sharks, fix my empty skin, nosing at my dark underbelly, pushing in through the cracks, probing my soft, my nakedness, sinuous as snakes invading, glassy globes they suck at my tongue.

My tongue’s rough blade rasps on my gums.

It tastes of ash and blood, of iron. Oh children!

Child! “Pity your prey!”

I want to howl, to shout but my tongue is sand stuck in my throat…

They crouch, nostrils scent fear in the air, teeth drawn, lips leer…

Take me then! Fill my emptiness! Devour my defeat.

Annihilate.

18

Julie Bai Anneberg

Theis Møller Christensen

19

MEDIERNE SKABER UNØDIG FRYGT Af Steffen S. Illemann, årgang 2013

RISIKOSAMFUNDET I en del år efterhånden har man talt om, at vi lever i et ‘risikosamfund’, men hvad vil det egentlig sige? Er tilværelsen objektivt set mere risikabel i dag end for f.eks. hundrede år siden? Eller er det bare os, der er blevet mere opmærksomme på tilværelsens risici?

En øget risikobevidsthed, der måske ikke mindst skyldes de moderne massemediers konstante fokusering på risikovurdering inden for f.eks. terrorangreb, vold mod ældre, road rage eller sundhedsrisici. Mediernes stærke fokusering på det usædvanlige og det ekstraordinære medfører, at dagligdagens måske langt større risici underbetones.

Michael Hviid Jacobsen (Berlingske, 25. juni 2014).

Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, er enig i, at medierne i alt for mange tilfælde fremavler og dyrker bekymringer via journalistikken. “Når man åbner for radio og tv, handler hvert andet program om noget, der er lige ved at ramle. Den bekymringspsykologi spreder medierne. Det kan vi gøre bedre. Medier kan være med til at sætte begivenhederne ind i deres rette perspektiv – eller de kan blæse dem ud af proportioner,” siger han (Berlingske, 25. juni 2014).

Skulle nogen medier ville forsvare sig med, at folk ellers ikke gider købe avisen, klikke sig ind på hjemmesiden eller tænde for nyhederne, mener Jens MEDIERNE FREMAVLER FRYGT Otto Kjær Hansen, at det er en dårlig undskyldning og Medierne er frygtens helt store smittebærer, som infi- i øvrigt en forklaring, der undervurderer folks dømcerer alle, fortæller Michael Hviid Jacobsen, som har mekraft. “Nogen vil sige, at de kneb er nødvendige. forsket i angstens anatomi og frygtmekanismer i det At folk ikke ville gide deres medier, hvis de var mere senmoderne samfund. Han mener problemet med me- balancerede og moderate. Men den myte tror jeg, at dierne er, at de ofte skriver de nyheder, de rapporterer, medierne og journalisterne selv er med til at opbygge,” ind i en såkaldt problemramme, så begivenheder, der siger han (Berlingske, 25. juni 2014). egentlig ikke er problemer, bliver fremstillet som om de alligevel er store problemer. Som et konkret eksem- HVOR BLEV OBJEKTIVITETEN AF? pel nævner professoren sygdommen SARS, der førte Tendenser til proportionsforvrængning, overdramatitil, at regeringer verden over opkøbte store mængder sering og personfiksering er et fænomen og en tenmedicin, så hele befolkningen kunne blive vaccineret dens man har haft øje på herhjemme i en del år. I bomod sygdommen. “Så sad man bagefter tilbage med et gen ‘Journalismens meningsløse ulidelighed’ (Høst & kæmpestort reservoir af medicin, som ikke kunne bru- Søn, 2000) argumenterer journalisten Kurt Strand for, ges. Men man kan altid diskutere, om det er en overre- at den klassiske, kritiske og dybdeborende journaliaktion, eller om det er rettidig omhu. Det er som regel stik herhjemme i stigende grad erstattes af en overflakun noget, der kan afgøres, når man ser bagud,” siger disk, forenklende og sensationssøgende journalisme.

20

Julie Wisborg

En fortsat udvikling der må bekymre, i en tid hvor de trykte medier i stigende grad presses af de elektroniske, og hvor også vores public service-kanal, DR, synes at være præget af den øgede kamp om seerne, som er skabt af det eksploderende udbud af kommercielle tv-kanaler og et skifte til internetbaseret underholdning. Det ekstremt hastige nyhedsflow bevirker, at mange sager hurtigt går i glemmebogen, når først de har mistet den umiddelbare nyhedsværdi. Hvis medierne gjorde mere ud af at følge op på givne sager, også efter at den umiddelbare interesse måtte have lagt sig, kunne vi måske få et mere afbalanceret syn på hverdagens risici.

KAN OG SKAL VI GØRE NOGET? Vi kan ikke regne med, at medierne selv løser deres problemer i forhold til konsekvensen af deres praksis over for den modtagende befolkning. Men hvad kan vi gøre som individ og befolkning?

En modreaktion på mediernes overfladiske behandling af viden har været en øget stigning af alternative medier udført af privatpersoner. De seriøse af

dem bryster sig af god journalistisk etik og objektivitet og søger at være et reelt alternativ til mainstream-medierne. Man skal dog ikke lede længe, før man finder propagandaspredende medier, der har fundament i konspirationsteorier og som fuldt ud udnytter vores frygtmekanismer. Der er dog ikke nogen grund til at smide babyen ud med fødevandet. Det virker for mig som et godt alternativ, da man har mange perspektiver at vælge imellem. Dog bør vi søge flere løsninger.

VI SKAL KIGGE TILBAGE FOR AT SE FREMAD Før vi som befolkning kan skabe en konstruktiv dialog om vores mediers udvikling og udviklingens konsekvenser for os, må vi have god viden at gå ud fra. En grundig analyse af medieverdenens tænkning og rationaler i forhold til deres praksis må udføres, før vi kan starte denne dialog.

21

TALE I FORBINDELSE MED MINDEHØJTIDELIGHEDEN I SVENDBORG MANDAG DEN 16. FEBRUAR 2015 Af Rasmus Drabe, årgang 2011 Kære medborgere I aften er en tid, hvor vi mindes. En aften, hvor vi sørger.

Den forfærdelige hændelse, der ramte Danmark i lørdags, skal bearbejdes.

Vi sørger over to medborgere, som på den mest bestialske og tragiske vis er revet fra vores fællesskab.

Vores dybeste medfølelse og tanker sender vi til de pårørende. Jeg tror, de kan mærke, at Danmark tænker på dem.

Hvor paradoksalt dette end lyder, så er dette også en tid for stor taknemmelighed.

En stor og dybtfølt taknemmelighed til det danske politi og beredskab som reagerede hurtigt og effektivt. En stor tak til vore svenske og tyske broderfolk, der sammen med de danske myndigheder reagerede prompte, da helvede brød løs.

Den største tak til de 5 politifolk, der i kampen for retfærdighed og demokrati blev såret.

I aften mindes vi. I aften sørger vi. Men i morgen er Danmark tilbage. Stærkere, mere stolt og mere sammenbundet end før. Vi må ikke tillade frygten at få greb i os.

Det danske folk er kendetegnet ved åbenhed, oplysning, rummelighed og et stærkt demokratisk sindelag.

Vi lader os ikke knægte i troen på en bedre og mere tryg verden for vores børn og børnebørn.

Vi må ikke lade frygten, afmagten og vreden få overtaget i vores sind, men skal bekæmpe terrorens gru med vores fællesskab, for det er langt stærkere.

I Danmark er der plads til alle – uanset religiøs-, seksuel- eller politisk orientering. Muslim, jøde, kristen, homo, hetero, socialist, liberalist. I aften findes disse ord ikke. I aften findes kun sammenhold, kærlighed og rummelighed.

Vi går nu ind i en ny tid. Intet er, som det var i fredags. Vi vil stå sammen og kæmpe for alt, vi har kært. Oplysning, demokrati og fællesskabet er vores stærkeste våben.

Kære medborgere. Kære venner. I Danmark er vi stærke, og denne oplevelse får os kun til at rykke tættere sammen. Bliv ved med at ytre jer, blive ved med at inkludere hinanden, bliv ved med at oplyse hinanden og jer selv. Vi er ikke længere dig og mig – vi er os.

22

Anna Bjerre Hanghøj

23

TAK, FOR AT TAGE STILLING TIL TIDEN OG FRYGTEN! Af Amalie Wulf Tulinius, Formand for Tidskriftet Tidsskriftet skal ikke kun skrive om tiden, men også tage stilling til tiden og det samfund, der omgiver os alle, og er en del af livet og livets dagligdag. Tid er i bevægelse, men kun i bevægelse i kraft af os mennesker, der forholder os til vores omgivelser, os selv, og til det ”nu” vi konstant er påvirket af.

Det tager blot et ”lille nu”, at ændre det ”nu”, der var før. Et sådan ”nu” blev ændret, da Krudttønden blev en meget større del af den tid, der omgiver os, og som påvirker vores opfattelse, af den verden vi lever i.

At føle frygten, som både gerningsmanden, offret, og de overlevende føler efter sådan en handling, er den værste smag af frygt, man kan have i sin mund, og som er så svær at få sat ord på.

I denne udgave af Tidsskriftet, har vi forsøgt at sætte ord på den grimme smag af frygt. Artiklerne giver hver især et syn på den frygt, der kan optræde på forskellige måder, steder og tidspunkter i livet. Vi håber ikke, vi har skræmt jer væk kære læsere, for husk på at frygten ikke kun er ond, men også en drivkraft bag refleksion og handling. Tidsskriftet er i denne omgang blevet til, på baggrund af netop refleksioner og handlinger af mennesker, der tager stilling til tiden, nuet, og hvad der sker, når man f.eks. oplever frygt.

Så på Tidsskriftets vegne, vil jeg gerne sige tusinde tak til dem, der har gjort det muligt, at lave bladet, og som har lagt en masse tanker og følelser i det, og skabt en flot og ikke mindst vigtig differentieret debat. Så tusinde tak!