Fremtiden by Den frie Lærerskole

TIDSSKRIFTET Ã&#x2026;rgang 61, udgave 1

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Forord Opfindelsen af tidsmaskinen vil måske blive et af videnskabens største bedrifter. Tænk sig at kunne rejse frem og tilbage i tiden, at opleve dinosaurusser og Moses’ splittelse af vandene ved et tilbageblik. Så frem i tiden med en notesbog, finde alle fejlene og rette det i ens samfund, når man kommer hjem igen. Der går nok en del årtier, hvis ikke århundreder, før det sker, hvis overhovedet. Det betyder dog ikke at vi som mennesker ikke kan benytte lejligheden i denne nutidige tilværelse til at drømme og gisne en smule. I denne udgave af Tidsskriftet har vi forsøgt at tage et bredt kig på hvordan vores samfund kommer til at se ud, et eller andet sted/tidspunkt ude i fremtiden. Det spænder over hvordan hele verdenssamfundet vil forandre sig som følge af minutiøse begivenheder til fremsyn om enkelte individer og fællesskaber. Bladet åbnes med en formaning sendt direkte fra fremtiden, som en art advarsel til os. Visuelle repræsentationer af en tid i vente har også fundet sin vej blandt alt det litterære. Jeg vil gerne henvende en tak til alle der har bidraget med spændende materiale til dette års første udgave af Tidsskriftet. Og et særligt tak til Gro Mygind fra Brandbjerg Højskole, som har bidraget med en artikel om hvordan vi som lærere kan bruge fællesskabet som rum til at skabe i, og til Kirstine Marie Engdahl, som går på Faxehus Efterskole. Vi er på redaktionen (og tør siges, på vegne af hele DfL) meget glade for at få en efterskoleelevs blik på fremtiden, da det jo er disse vi bl.a. vil møde. Desuden leverer Kirstine et godt og gedignt spark til politikerne om

hvor langt de bør stikke deres næse i de unges uddannelse og fremtid. Tusind tak til både Gro og Kirstine! Et lille indblik i Tidsskriftets egen fremtid: vi skal sige et midlertidigt farvel til Amalie Wulf Tulinius og Anna Bjerre Hanghøj fra 2. årgang, som skal ud i praktik. Og et endegyldigt farvel til Lasse Eklund Hansen, som færdiggører sin læreruddannelse til sommer og skal ud i verden og sprede sin glæde til en masse elever! Held og lykke til alle tre fra den tilbageværende redaktion. Dog glæder vi os til at den nuværende 3. årgang vender tilbage med fornyede kræfter og masser af inspiration og idéer til endnu et år med Tidsskriftet. Og selvfølgelig den kommende 1. årgang, som er helt rene i sindet og tankerne, og deres inspiration og kræfter vil med garanti komme bladet og læserne til gode. Hvis vi havde en tidsmaskine på redaktionen, ville vi spole tiden en anelse frem, så vi kunne nyde en smule af alt det gode, der ligger derude. Men som man siger, så tidsmæssigt bundet som man nu engang er: ”Alt godt kommer til den der venter!” Så vi venter lidt endnu. God fornøjelse På vegne af Tidsskriftet Mads Rostgaard Andersen, formand

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Indholdsfortegnelse - Den Atomare Splittelse Mellem Frihed Og Ansvar

s. 4-5

- Stærke Fællesskaber Skaber Gode Idéer

s. 6-7

Nikolaj Rosvig Sørensen, årg. 2015

Gro Mygind, højskolelærer på Brandbjerg Højskole

-Marie Billedkollage Retpen, årg. 2012

s. 8

- Den Vestlige Demokratiske Epidemi

s. 9-10

- Fremtiden

s. 11

-Fremtidens Skole For Livsoplysning

s. 12

- Lærerskolen Efter Poul-Erik

s. 13

Mads Rostgaard Andersen, årg. 2015

Kirstine Marie Engdahl, Faxehus Eftersklole 2015/16

Anna Bjerre Hanghøj, årg. 2014

Annonnymmousse

- Det Teknologiske Menneske

s. 14-15

- Det er nok, det er godt

s. 16

Alexander Althoehn Tønder, årg. 2015

Andreas Bastian Colding, årg. 2014

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Den 19. april modtog Intergalaktisk Institut et radiosignal fra en ukendt kilde. Alt tyder på at radiosignalet er sendt fra fremtiden, da budskabet afslutningsvis oplyser en afsenderdato langt ude i fremtiden. Forskerne fra Intergalaktisk Insitut finder det højst sandsynligt, at signalet er rejst fra fremtiden til vores tid gennem et ormehul, og den svenske forskningsleder på Intergalaktisk Institut Gunnar Gunnarsson kalder endda budskabet for en åbenbaring fra den næste messias. Han siger således: ”Jeg er sikker på det! Det er jeg bare.. Jeg synes det er på tide at vi begynder at forberede os. Verdens ende er nær. Ragnarok står lige på trappen, og vi må handle hvis ikke det skal være slut med menneskeheden om ganske få år.” Vi har i Tidsskriftet valgt, som det eneste fagblad i verden, at trykke budskabet fra fremtiden, og vi har intet censureret. Budskabet fremstår lige så klart og tydeligt som det er blevet modtaget. Vi tror på, at hver en læser af Tidsskriftet vil være i stand til at tolke og handle hensigtsmæssigt ud fra den nyerfarede information.

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Den atomare splittelse mellem frihed og ansvar Sandhedsprincippet ædt op indefra Epilog til menneskehedens historie diagnose: fissionsfeber Alienfobi som dominerende verdensorden jeg fordømmer denne orden og alt hvad den har bragt med sig: bespottelsen af sagens egen natur; paradoxet og dilemmaet deri. Sci-fi technotramper; ”Gi mig mit drug!!” jeg forsager dig din satan du kredser om dig selv, din egen lille sol men ud af alt er du kommet, og til intet vil du blive små fine bølger gennemstrømmer alt, men uden substans stopper de aldrig hvor opstår sammenhængen? elektron og proton imellem. menneskeheden existerer kun i kraft af mødet ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”, HA! Vås, de ser mig ikke engang i deres blik! Drømmen brast og illusionen opstod som et radioaktivt udslip fra en ellers så smukt brændende sol hvordan blev frihedens princip altruismens undergang? når sandheden søges i den enkelte opstår hånen, bespottelsen af demokratiets øverste princip: den alt gennemstrømmende kraft der binder os sammen, verdensånd, energi, synergi ikke mindst et bud om næstekærligheden. pointen kan også udtrykkes i formlen: 1+1+1+1+1+1+1+1+1+1+1+1+1 = 13 men hvad der måske synes logisk for dig kære læser, er ikke logik i min tid. Ud af skabelsen lød: Spaltningen skal bestå paradoxets splittetlse, som kun i tosomheden består uden det ene ikke det andet, ying og yang, erkendelsen nås gennem dialektikken men den djævelske dyrkelse af det indre, personlighedens filter, manifesteret i egoismens fornægtelse af det ydre ansvar selvransagelsens tid er kommet en genforening skal der til! Heraklitus Maximus 25.11.2067

Reportage bragt af udenjordisk-korrenspondent Nikolaj Rosvig Sørensen, årg. 2015

Tegninger af Theis Møller Christensen, årg. 2014

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Stærke fællesskaber skaber gode idéer Af Gro Mygind, højskolelærer på Brandbjerg Højskole Om Gro Mygind: ”Jeg underviser på hovedfaget EventLab som er et af fire hovedfag på Brandbjerg Højskole. Eleverne kommer fra hele verden og vi arbejder med projektudvikling - fra første idé til slutresultat. Alle modeller og teorier afprøves i praksis og undervisningen er meget hands-on og learning by doing.” ”Yes, and we could build a time machine that makes us go into the future to see what the world will look like if we continue polluting!” Sådan lød en af idéerne da vi brainstormede på hvad der skulle være i vores område på Jelling Musikfestival. Brandbjerg Højskole hjælper med at gøre festivalen grøn og bæredygtig. Den eneste regel når vi brainstormer, er at man ikke må sige nej - alle idéer skal frem uden at blive bedømt. I den første fase af idéudviklingen er målet mange idéer. Ikke gode eller realistiske idéer, men i massevis af idéer. Når vi åbner for de vilde og skøre indfald og bygger på hinandens idéer, sker det at de bedste idéer opstår.

så bliver man frustreret på hinanden fordi man er uenige. Hvis vi kender hinandens drømme, og har været lukket ind i det sårbare rum hvor man har turdet udtrykke dem, så er der respekt og forståelse. Og det bliver nemmere at se drømmen bag frustrationen. På EventLab oplever vi igen og igen at design og deliver processen går overraskende smooth. Måske netop fordi fundamentet er solidt. Og det er det det handler om – fundamentet, eller kulturen om du vil. Den grobund vi planter vores elever i. Det er også den jord idéerne kommer fra. Og det er den der skal gødes, så opfindsomheden kan spire. Arbejdet med kulturen foregår i alle fag og hele tiden på Brandbjerg Højskole.

FØR FØDSLEN Men der er en fase før idéerne begynder at summe. Det er min klare erfaring at energien og kulturen i en gruppe er det vigtigste, ligegyldigt hvilken proces du skal have et hold i gennem. At skabe et hold der stoler på hinanden, bakker hinanden op og værdsætter hinandens forskelligheder, er hjertet i min undervisning. Derfor starter ethvert EventLab hold med i større eller mindre grad, at arbejde med Hvem er jeg? For bagefter at kunne spørge Hvem er vi? Og Hvem vil vi gerne være sammen? Tesen er at stærkere individer skaber stærkere fællesskab. Og her taler jeg om stærke individer som bevidste mennesker. Mennesker der har en autentisk kerne og kender sine egne resurser og udviklingspotentiale. Hvis du ved, hvor du selv er på vej hen og tager lederskab i dit eget liv, er det langt mere troværdigt og effektivt, når du tager lederskab i gruppen.Det samme gælder for gruppen – inden vi overhovedet begynder at tale om idéer, skaber vi et fælles afsæt, så vi sammen har en vision og et mål med det vi gør.

SPRUDLENDE TRADITIONER Det mest spændende for mig er at følge elevernes udvikling, og jeg elsker at være med til at skabe et gunstigt læringsmiljø, hvor vi sammen opbygger en god teamkultur der skaber grobund for effektiv undervisning. Et redskab til arbejdet med kulturen i en gruppe er at bruge traditioner og evaluering. Jeg bruger traditioner som en måde at opbygge genkendelighed og ro. Derfor starter vi hver dag med at alle ”tjekker ind” og afslutte med at ”tjekke ud”. I en tjek ind åbner vi for at alle kan byde ind med, hvordan de har det, deres energi og hvad de ser frem til. Det giver en følelse af at alle er blevet hørt, og vi kan skyde af sted sammen. Jeg gør også dette for at evaluere løbende. Med denne formative evaluering ønsker jeg at styrke og stimulere elevernes udvikling og opnå refleksion over indhold og mål undervejs i processen, i stedet for først at tale om dette efter forløbet. Jeg ønsker at eleverne både skal evaluere deres faglige fremskridt, deres produkt og deres personlige og sociale udvikling. Og så sørger vi for at fejre enhver succes med en ceremoni!

DE FIRE D’ER Når jeg designer et projekt eller et undervisningsforløb, har jeg altid David Cooperriders fire D’er med indover. Discover, Dream, Design, Deliver. Vi går altså først på opdagelse i opgaven og i gruppen. Hvem er vi, og hvad er det vi skal? Så begynder vi at drømme! Hvad kan vi med dette projekt? Så kommer de mere praktiske faser med at designe projektet og afvikle. I mange projekter skynder man sig hen til disse faser, men det er en stor fejl. Tiden er givet vældig godt ud ved at tage sig god tid til de første faser og ikke fokusere på resultatet for tidligt. Det sker meget nemt at man bliver alt for konkret for hurtigt, og

EJERSKAB FOR EGEN LÆRING Når vi på EventLab kaster os over et nyt projekt er det alfa omega at der er god energi – det kan jeg se i mine elevers øjne. Om projektet fanger dem. Nogen gange er det nemt, som da vi skulle udvikle aktiviteter til dette års Nørd Camp for DR. ”I skal udvikle en Storm P maskine, en robot og nogle teambuildingsøvelser for børn” – Og straks har vi 3000 idéer og vand over det hele. Vi elsker at eksperimentere og vi laver mange prototyper der må kasseres. Vi dyrker at fejle, for det skal til for at få læring og succes. Men alle vores projekter og klienter er ikke

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

VÆRDSÆT FORSKELLIGHED På Brandbjerg værdsætter vi mangfoldighed, og vi gør alt for at mødet mellem de meget forskellige elever bliver berigende. Vi har en bevidst målsætning om at elevflokken bliver sammensat af forskellige mennesker, og vi har fokus på at alles resurser kommer i spil. Vi har ca. 55% elever med ungdomsuddannelse, 25 % internationale elever fra hele verden og 20 % elever uden ungdomsuddannelse. Det er et godt mix der sikrer en stor bredde af social og kulturel repræsentation. For at skabe en sund kultur er det vigtigt at lave inkluderende undervisning der lægger op til at deltage aktivt og i fællesskab. I min undervisning og i opbygningen af en bæredygtig kultur der gavner læringsmiljøet, bruger jeg den anerkendende tilgang (appreciative inquiry) i hvilken man fokuserer på at vende elevernes svagheder til forcer, og i det hele taget fokuserer på holdets styrker og det der fungerer. Dermed kan eleverne lære at værdsætte og anerkende hinanden for deres forskelligheder og se det som noget positivt at vi ikke er ens. Når jeg bruger den anerkendende tilgang betyder det ikke at man ikke kan tale om fejl og mangler, men at det gøres i lyset af at man lærer af sine fejl, og vender sine mangler til fordele. Helt konkret betyder det blandt andet at vi arbejder med feedback kulturen på holdet, og vi roser før og efter kritik. Jeg ønsker at eleverne bliver opmærksomme på hvordan man er anerkendende, det er altså ikke bare mig, der skal lære at rose og kommunikere tydeligt, det er også eleverne.

nødvendigvis ligeså ”sexede” som Nørd camp, og så er det min udfordring at få præsenteret den vinkel der får elevernes øjne til at skinne. En af metoderne til at eleverne bliver motiveret for projektet og for undervisningen, og dermed gode vilkår for læring, er medindflydelse. Nogen mener at udfordringen ved at give eleverne medbestemmelse er at finde balancen mellem medbestemmelse og samtidig sikre et højt fagligt niveau. Jeg er overbevist om at medindflydelse, og dermed større ansvar for egen læring, i de rette rammer, vil være netop det der skaber et højere fagligt niveau. Eleverne får ejerskab til deres læringsproces når de får ansvaret for den, og det udvikler dem både fagligt og sikrer den personlige integritet. Jeg sørger også for at mine elever finder deres personlige læringsmål. Idéen med det er at synliggøre at læring ikke er et resultat, men en proces. Dette er klart mit grundlæggende dannelsessyn. Jeg mener at læring opstår fra de erfaringer vi gør os, individuelt og i fællesskab. Og jeg ønsker at lave et læringsrum hvor ”learning by doing” er det gængse. Vi opnår viden gennem oplevelser eller ved at blive præsenteret for nye begreber og modeller, og derefter omdanner vi denne viden ved at reflektere over den og ved at prøve den i forhold til vores omgivelser og verdensforståelse. Jeg lader eleverne byde ind med så meget som muligt i læringsforløbet, og derfor er mit planlagte forløb også kun en skitse der kan justeres alt efter situationen. Jeg håber at jeg altid vil kunne være visionær på dette område og være fleksibel og dynamisk i min tilgang til læring og undervisning.

Så hvor kommer idéerne og opfindsomheden fra? Efter min mening opstår opfindsomhed i trygge rammer, hvor forstyrrelser kan blive mødt som inspiration. Lad os bygge en masse af dem!

Vil du vide mere om de metoder vi bruger på EventLab, kan jeg anbefale at dykke ned i en af disse: Sibbet og Allan Drexler’s Team Performance Model der repræsenterer de stadier et hold går igennem op mod såkaldt ”high performance”, altså et ekstraordinært resultat. David L Cooperrider og Diana Whitney’s Appreciative Inquiry – A positive revolution in change. David A. Kolb’s erfaringsbaserede læringssystemer. Experimental learning: Experience as the source of learning and development. Og i det hele taget Design Thinking.

Den frie LĂŚrerskole // Tidsskriftet // 2016

Af Marie Retpen, ĂĽrg. 2012

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Den Vestlige Demokratiske Epidemi Af Mads Rostgaard Andersen, årg. 2015 Jeg har aldrig været i stand til at forudsige fremtiden. Måske er det noget der er gældende for de fleste mennesker. Ikke at vide hvordan morgendagen kommer til at se ud. Men der er én person, som jeg mener, har ramt foruroligende tæt på. Han hedder Aldous Huxley og er forfatteren til den dystopiske roman ”Fagre nye verden”. Og i dette essay vil jeg udlægge, med ”Fagre nye verden” som omdrejningspunkt, hvorfor jeg har et pessimistisk syn på hvordan fremtidens samfund kommer til at se ud. BOGEN Bogen handler om en grå og slasket fremtid, anno 2540, hvor mennesker ikke længere fødes, men skabes i reagensglas i hobeantal, og samfundet er opdelt efter et kastesystem, med Alfaer i toppen og Epsiloner i bunden. Her er alting stabilt og sikkert, for det handler for samfundet om fællesskabet, og den enkelte er ikke længere betydelig. Egoisme og den individuelle frihed er skaffet af vejen til fordel for samhørighed. Åh, hvilken fryd, kunne man forestille sig en garvet højskolesjæl (og socialisterne) ville udbryde! MEN! Der er selvfølgelig et aber dabei: samfundet er blevet drænet for sjæl, ånd og kræft og alle er ens (selvfølgelig inden for samme kaste). Kunst findes stadig, men i sin vageste form nogensinde, og al historisk litteratur er destrueret for stabilitetens skyld. Det enkelte menneske tænker kun på at udføre sin reagensglas-givne funktion, og ellers at tilfredsstille de umiddelbare sanser. Det sker gennem fri sex og forbrugerisme på den hårde klinge. Der er på mirakuløs vis blevet opfundet et stof kaldet Soma, som er en slags tunet lykkepille uden bivirkninger. Så hver gang man føler livets åg trykke en ned, sluger de bare en pille eller to, dyrker sex og sover den ud, så er de klar til dagen efter uden nogen ar fra aftenen før, hverken mentale eller fysiske. Mange af de ting, der gør mennesket til menneske, er blevet udvandet til fordel for stabiliteten og trygheden i form af det største fællesskab nogensinde, hvor der ikke er plads til individet. Det er en dystopi vi har med at gøre, selvom jeg først var blevet narret til at tro det modsatte. Det med stabilitet og tryghed fristede. Og selvom de fleste dystopiske romaner beskriver en langt ude og urealistisk virkelighed, synes jeg denne bog er interessant, da jeg ser tegn på denne dystopiske udvikling i vores nutidige samfund. Og det er heri at min pessimisme har ligget så stille i dvale i for lang tid.

om at nyde musik, men om kurmageri og at tilfredsstille sanserne. Disse tre ting er, om jeg så må sige, blevet fortyndet til en grå og fesen udgave. Og det er selvfølgelig ikke sådan vores samfund ser ud i dag. Kunsten lever i sit bedste velgående og det udforskes og udvikles på alle leder og kanter. Det er blevet nemmere at dele sin kunst og dermed også lettere at finde ny kunst. Men for mig at se er det også heri at jeg ser de første tegn på dystopien – kunst bliver fortyndet og alment. Hvor det før i tiden krævede en ildsjæl eller adelstatus at skrive en god bog, er det i dag med vores ”amerikanske drøm” blevet til en almindelighed at drømme sig selv som forfatter. Det samme med musikken. Det er ikke længere en kamp at udgive noget og få en lille smule anerkendelse, nok til at man er tilfreds. Man kan bare lave en blog eller smide en video på Youtube, så er man klar. Og med en dagligdagsfunktion som Facebook er det blevet endnu lettere at dele sit materiale. Mange ville mene at det også er godt, for så bliver kunsten mere alsidig og måske mangfoldig, og jeg vil give dem ret. Men jeg mener også at den bliver mere uinteressant at være vidne til. Ikke fordi det er set eller hørt før, men fordi jeg ikke ser nogen kamp bag det. Vi bliver efterhånden så bombarderet med indtryk at jeg tror at det langsomt bliver kedeligere og kedeligere, indtil det netop bare tilfredsstiller vores umiddelbare lyster. DØDEN Det næste punkt handler om vores håndtering af og refleksioner om døden. I bogen er døden ikke længere nogen sørgelig ting, men derimod set som en ganske almindelig del af livet. Store klasser af enæggede reagensskabte børn bliver vist rundt på dødsstuerne for at finde ud af hvad døden er. Ingen begræder døden eller tabet af personen, for denne havde ingen familie eller partner, og personen havde højst sandsynligt levet et godt liv efter sin egen kastes standarder. Forholdet til døden er i bogen landet på et meget nært og afslappet niveau. Tilbage i vores virkelighed ser det ikke sådan ud. Men igen, jeg ser små tegn på bevægelsen hen til ovennævnte scenarie. For med nutidens debatter om og fokus på aktiv dødshjælp og aborter kommer vores forhold til døden også en tur i det værdibaserede renseri. Det at vi snakker mere og mere om det, vil også med tiden ændre samfundets syn på det gældende emne. Det er set før: den fran-

KUNSTEN Det første punkt jeg vil gennemgå er kunst. I bogen er litteratur som Shakespeare og Biblen bandlyst. Der findes stadig film, men i en version, hvor man kan tilkoble sig nogle elektroder og så opleve filmen med alle sanser (og de fleste film handler om sex eller dyr). Der spilles også musik på diskotek-lignende steder, men under heftig påvirkning af Soma, vidunderlykkepillen, så det handler ikke

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016 ske revolution satte en kædereaktion i gang og tændte tanker om frihed og lighed hos mennesker verden over, og demokratiet har derfor gennem tiden udviklet sig til at omfatte sorte, kvinder og homoseksuelle. Det har resulteret i det vestlige samfund vi har i dag, hvor alle er lige og lige frie for loven. Samme samfundsændring vil ske med debatterne om abort og især aktiv dødshjælp. For vi vil efterhånden tage lettere og lettere på det, forenkle spørgsmålet om døden, indtil den ikke længere er uhyggelig. Og det er da godt… Er det ikke? Hvis du spørger mig, så er det ikke godt. Tværtimod. Jeg ser livet som en vekselvirkning mellem to ekstremer. En balancegang. Øverst i en opadgående kurve har vi selve essensen af Livet, ren lykke. Nederst i en nedadgående har vi Døden, fjernelse af alt det gode. Hvis vi med snakken om aktiv dødshjælp forenkler vores forhold til døden, sker der også en forvrængning af denne vekselvirkning. Der er ikke længere to ekstremer. Kun én, og det er Livet, og hvis ikke Livet har noget at spille sig op imod, så fjernes den også efterhånden, indtil vi alle sammen bare kører i nul. Og det er ikke godt… Medmindre vi selvfølgelig ad underfundige veje finder frem til det forjættede stof Soma.

denne jord? Vores vestlige samfund med direktiver fra den kulturelle del af USA har vundet indflydelse på vores liv og samfund gennem mange år. Det er alment kendt. Hele den vestlige verden er præget af frihed og lighed for alle. Og disse goder er begyndt at brede sig til resten af verden, på samme måde som den franske revolutions tanker gav anledning til, mange år efter, at afskaffe slaveri og byde alle mennesker velkommen i demokratiet. At frihed og lighed – de demokratiske tanker – er begyndt at brede sig til resten af verden, kan ses i flere tilfælde: 1. Ved murens fald og USSR’s opløsning, 2. Det Arabiske Forår, og 3. det stigende antal af middelklasseborgere i Kina. Og det er en god udvikling. På trods af mine bange anelser, ønsker jeg også at frihed og lighed skal være en gældende menneskelig rettighed verden over. Men jeg bliver mødt med en paradoksal følelse i mine tanker omkring dette, for samtidig med min lykkefølelse over at verdens borgere bliver mere frie og lige, støder jeg også ind i det problem at vi bliver mere ensartede. De gode intentioner om et multikulturelt samfund vil med tiden gøre os ”ligesom hinanden”, så skellet mellem kulturer forsvinder. Vi mennesker forstår os selv og livet ud fra modsætningspar, en sammenligning med det vi ikke er. Så hvis ”de andres” kulturer bliver en integreret del af ”vores kultur”, vil vi miste vores definition af os selv. Det fører til at vi til sidst render forvirrede rundt og leder efter andre spørgsmål, som vi kan stille livet. Denne søgen vil blive tilfredsstillet af de umiddelbare og ureflekterede lyster gennem kunsten, mens vores spørgsmål om livet er irrelevant, da spørgsmålet om døden alligevel er blevet overflødiggjort. Og derfor ser jeg dette punkt som det mest væsentlige, for det fungerer som fanebærer for fortyndingen af kunsten og døden i udbredelsen af det jeg kalder Den Vestlige Demokratiske Epidemi.

DEMOKRATIET Det sidste punkt jeg vil fremhæve nu er stabiliteten og verdenssamfundet: Samfundet i bogen er ensrettet. Suveræne nationer eksisterer ikke længere, al territorium hører under Verdensstaten. Og alle følger de samme retninger og direktiver, som udsendes fra Verdensstatens 10 siddende præsidenter. Et stabilt samfund uden uroligheder eller nogen form for kaos, hvor verdens beboere lever i fred og balance med hinanden. Her blev jeg forledt til at tro at det var en utopi. For hvem vil ikke gerne have fred og harmoni for alle mennesker på

Alle de ovennævnte argumenter kunne sagtens lyde fra en hjemløs galning i en af New Yorks gader. Og selvom alle de scenarier jeg har forsøgt at male ovenover ikke kommer til at ske, mens vi lever, så tror jeg at de vil komme til at ske længere ude i fremtiden, måske allerede i år 2540. Men det her er jo kun hvad jeg tror på. Hvad tror du?

Tak til Cecilie

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Fremtiden

Af Kirstine Marie Engdahl, Faxehus Eftersklole 2015/16 Fremtiden… Hvad er det egentlig? Det er tiden efter i dag. Hvis vi i dag siger, at det sker i morgen, så sker det egentlig i fremtiden. For i morgen, og dagene efter den, er vores fremtid. Men hvem bestemmer, hvad der skal ske i vores fremtid? Svaret er nemt. Det gør vi!

det senere. Jeg håber også at andre vil kunne forstå, hvad jeg mener med det. Fr eksempel vil politikerne have at vi skal få jobs, hvor samfundet mangler arbejdskræft. Det skal de ikke bestemme. Det er nok mit største ønske, at vi accepterer hinanden som vi er. Accepterer hinandens holdninger. Efter min mening skal alle have lov til at blive hørt. Ingen skal føle sig overset eller mindre værdig. Alle er inderst inde gode nok som de er. Uanset hudfarve, tøjstil, meninger, religion, land eller personlighed. Om du så havde en diagnose eller sygdom.

Svaret på det spørgsmål synes jeg at alle skal vide. Du må aldrig lade nogen bestemme over din egen fremtid. Det skal være dig, der afgør, hvad du vil bruge dit liv på. Mine forventninger til fremtiden er, at vi alle bliver mere selvstændige, og ikke er afhængige af mennesker hele tiden, til noget vi egentlig godt kunne klare selv.

For hvis vi ikke lærer at acceptere hinanden, så kan vi ikke leve i den samme verden. Hvis vi ikke kan leve i den samme verden, hvad så?

Jeg ønsker i hvert fald ikke at vi forbliver sådan. Min forventning er også, at vi bliver mere ansvarlige. Vi skal i hvert fald til at tage os sammen, ellers bekymrer det mig, hvad vi ender som. Min drøm er, at vi holder op med at svine så meget. Jeg synes igen, at vi er uansvarlige omkring forurening og madspild. Jeg ser tit mad og mange andre ting ligge på gader og stræder og jeg synes det er virkelig ulækkert, at vi kan finde på at smide rundt med ting og sager ude i det fri. Hvis det var meningen vi skulle smide det rundt omkring, så var skraldespanden nok aldrig blevet opfundet. Nu er skraldespandene her, så hvorfor ikke bruge dem?! Mad, plastik, papir osv. forurener virkelig meget, og noget mere end andet. For eksempel hvis du smider en plastikflaske i naturen, så kan det tage op til 500 år for naturen at nedbryde den, hvis ikke den bliver smidt ud.

Rejs dig op og tag et ansvar! Intet ansvar, ingen fremtid…

Det er både et stort svineri, men det er også ved at blive et problem. Hvis ikke dette problem samt mange andre bliver løst, er der så overhovedet en fremtid til de næste mange generationer efter os? I forhold til min egen fremtid ønsker jeg mig en god afslutning på Faxehus Efterskole, og jeg ønsker også at holde kontakten med mine venner derfra. Derefter håber jeg at få nogle gode år på Køge Gymnasium, hvor jeg starter efter sommerferien. Jeg har valgt at gå på HF over 3 år i stedet for 2, så jeg får længere tid og større overskud til det hele. I forhold til hvis jeg havde valgt 2 år, så tror jeg, at det vil være for stressende og presset. Ud over Køge Gymnasium består min fremtid også af SFU som står for SF Ungdom. Jeg har meldt mig ind i SFU, fordi at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for fremtiden. Altså jeg vil gerne være med til at lave om på nogle ting. Men SFU er nu, og jeg har ingen interesse i at blive politiker. Jeg ved ikke endnu, hvad jeg vil efter Køge Gymnasium, men det skal jeg nok finde ud af. Det skal være mit valg og ikke nogen andres. Hvis jeg lader nogen andre tage mine valg, så ville jeg sikkert fortryde

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Af Anna Bjerre Hanghøj, årg. 2015

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Lærerskolen efter Poul Erik Af annonnymmousse Da Poul Erik efter adskillige menneskealdres arbejdsindsats omsider forlod lærerskolen og livet,det skete samtidig, foregik det i en ligbil. Kortegen efter var 7 km lang. Der var ikke plads i den lokale kirke, så man var blevet enige om at bruge Frue Kirke i Svendborg, men heller ikke her var der plads til alle. Undrende svendborgensere betragtede målløse den enorme crowd, der fyldte hele torvet uden for kirken. Alle kunne følge med i ceremonien, der var højtalere hele vejen rundt. Selv om Carsten og Christian var mimrende oldinge på det tidspunkt, skrev de i fællesskab den gribende ”Polles Largo”, som nu opføres hvert år på denne dato, og Christian becifrede den, så den kan spilles ved de utallige lejrbål, hvor man mindes og fortæller om oplevelser med Polle, overleveret af forældre og bedsteforældre. Fyrcentralen med flisfyret er blevet fredet og indrettet som mausoleum. Her ligger en meget livagtig skulptur, lidt rå i det som modellen selv, oven på akvariet udført af den kendte skulpteuse, Elin, i sammenlimet flis. I akvariet svømmer glubske fisk opkaldt efter de forskellige forstandere. Udenfor står den røde traktor med grabben intakt, som børn gerne må kravle på. Hvert år på Polledagen hejser formanden/kvinden for de studerendes råd flaget på halv, og forstanderen, nu rektor, holder en kort fyndig mindetale. Køerne foran mausoleet når ned forbi Brugsen. Til Polles minde konsumeres utallige sixpacks, det holder faktisk Brugsen kørende resten af året. Pilgrimmene er i højt humør, der fortælles anekdoter om Poul Erik, stemningen stiger støt i løbet af dagen, pensionerede rockbands spiller efter bedste evne, og det hele kulminerer med, at den lokale pølsevogn ankommer med tilbud på en ristet med det hele. Møllen, nu ”Pollesminde”, er indrettet til museum, her kan man se billeder af den trofaste hund, Laban, og Polles favorit fitnessmaskiner og ternede skjorter kan man også finde her. Her er også udstillet replikaer af hans favorit madretter, solid fynsk traditionel kost med kød, kartofler og en fed sovs. Ikke noget med grønt. Skolen har måttet ansætte en psykolog, som har til opgave at uddanne nye ansatte i hjælpsomhed, tålmodighed, overbærenhed og fleksibilitet. Studievejlederfunktionen er udvidet til en heltidsstilling. Flisfyret er jo skrottet, i stedet har man fjernvarme. Det kunne ikke lade sig gøre at finde nogen, der kunne løfte

den komplekse arbejdsopgave, og man har måttet oprette en lang række nye faste stillinger, vicevært, vvsmand, tømrer, maler, elektriker, gartner. Faktisk har man måttet skære ned på underviserstaben for at få det til at gå op økonomisk. Som konsekvens af de barske økonomiske forhold er skolen nu stramt hierarkisk organiseret. Demokrati er noget, man kan få de gamle til at fortælle om. Al kommunikation kommer ovenfra, dialog og samtale er noget man læser om i gamle mugne bøger, hvis man da kan finde de bøger, alt er jo digitaliseret, og al undervisning foregår via skærm. Der er klare kommandoveje, og det er bare at makke ret, ellers er det farvel og tak for den tid, der er rigtig mange, der gerne vil have job eller uddannelse på Lærerskolen. Klasselokalerne er nu indrettet med enkeltpulte med indbygget pc, de står i rækker op mod instruktørens glasindpakkede styrepult. Høretelefoner hænger klar ved siden. Overalt er der en stille og effektiv summen, en messen af stemmer, jævnligt høres et begejstret, ja nu forstod jeg det, afløst af fornyet intens stilhed. De outdatede lærere er afløst af instruktører, faglige eller pædagogiske medarbejdere, ansat på korttidskontrakter. De nødvendige kompetencer forandres jo i hastigt tempo. Tilsvarende er lærermøder noget, man taler om på samme måde som Jellingstenen, interessant men irrelevant fortid. Lærerskolen har måttet ekspandere for at overleve. Småt er måske godt, men stort er meget bedre. Gymnastikhøjskolen er blevet overtaget, ligesom Musikefterskolen. De 2 fagområder er nu bærende, og sammen med Communications, Performance, Spirituality og Design tegner de skolens faglige profil. Det er her friheden viser sig, ingen anden læreruddannelse tør som DFL vise vejen til en gylden fremtid. Det er formodentlig derfor Polledagen stadig kan gentages, år efter år. Den eneste dag i et 50 uger langt skoleår, hvor det er muligt at slappe af og bare være til i en mild rus af godt øl og de ristede. Og netop i disse dage, hvor Poul Eriks 2x70års dag forberedes, er der mange som er begyndt at stille spørgsmålet: hvad var det egentlig for en skole og en skolekultur, han følte sig så godt hjemme i? Hvad fik ham til at trives og holde ved i så mange år? Et stille og roligt gravearbejde for at finde frem til gamle potentielle kvaliteter er begyndt.

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Det Teknologiske Menneske Af Alexander Althoehn Tønder, årg. 2015 I det 21. århundrede har teknologien nået et udviklingsstadie som ikke er set tidligere i den menneskelige historie. Den implementeres overalt lige fra kunstige kæle sæler, som holder ældre mennesker med selskab, til nano robotter, der øger iltoptagelsen i blodet. Dens tilsyneladende emanciperende eller frigørende effekt bliver ubetinget anset som værende godt, og svaret på alle problemer synes i den moderne verden at kunne løses med teknologi. Mange skeptiske sjæle spørger dog fortvivlet hvor nærheden og det menneskelige bliver af, når vores børn, opdragelse og teknologi nævnes i samme sætning. Interessant nok stillede en mand ved navn Henry David Thoreau (18171862) lignende spørgsmål i 1800tallet om end på en anden måde og under nogle andre præmisser men med samme essens. Han bemærkede, at folk omkring ham blev fanget af teknologiens “løfte” om et nemmere og bedre liv. De arbejdede villigt hele deres liv for at tjene de penge, der skulle til for at få alle de goder, som de forventede at finde i mulighedernes land. Smør og kød hver dag, dampmaskiner, dørmåtter og andre produkter, der næppe var al arbejdstiden værd, for det hele krævede penge, og penge er tid.

Ifølge den amerikanske historiker David E. Nye er der altid en narrativ fortælling knyttet til teknologiske frembringelser - en historie om; sekvensen - brugen af og formålet med det givne redskab. Der er altså plads til at fortolke og fortælle en anden historie. Den mest fundamentale fortælling, vi i vor tid fortæller om teknologi, er en historie om den instrumentelle fornuft, og at denne skal have forrang i menneskets forhold til sig selv og verden. Den instrumentelle fornuft er en tænkemåde, som beregner den mest økonomiske anvendelse af ressourcer for at opnå et givet mål, med andre ord handler det om optimering. Succeskriteriet er størst mulig effektivitet, eller det bedste forhold mellem udgifter og udbytte. Den instrumentelle fornufts økonomiske logik gennemsyrer hele vores samfund. De politiske debatter vi ser i TV, vores menneskeforståelse, den øgede målbarhed, omdannelsen af mennesker til tal, vægten der bliver lagt på Pisa testen, centraliseringen af sociale ydelser såsom skoler og hospitaler, konceptet om heldagsskolen. Alt dette er udtryk for en effektivitets tanke, der ikke efterlader meget plads, til det humanisterne vil kalde “de menneskelige værdier”, hvor det enkelte menneskes rettighed til at udvikle sig moralsk respekteres. Den instrumentelle fornuft er nem at genkende, når man ved, hvad man skal kigge efter, men hvor kommer denne tænkning fra, og hvordan vandt den indpas?

Hvad er det præcis ved teknologi, der gør, at vi alle har en intuitiv fornemmelse af, at det er belastende for mennesket? Artiklen her vil dykke ned i historien og give et bud på, hvad teknologi er, hvordan det påvirker vores måde at tænke på, og bruge dette til at gøre vores fremtidige forhold til teknologi mere reflekteret. TEKNOLOGIBEGREBET Mennesket er defineret som et teknologisk væsen, vi er dermed uadskillelige fra teknologi, og en fuldstændig løsrivelse herfra vil være meningsløs, da alt hvad der er menneskeskabt går under kategorien teknologi. Teknologi spiller en vigtig rolle i menneskets sociale evolution, i det formålet ikke er at tilfredsstille livsnødvendigheder – såsom mad, vand og ly – men kontinuerligt redefinere, hvad der er nødvendigt for et tilfredsstillende socialt liv. Teknologi har dermed en central plads i menneskets selv og verdensforståelse, fordi “hvad der er nødvendigt” hele tiden ændrer sig. En gang i en ikke så fjern fortid var det nødvendigt som ung mand at eje en knallert, så man kunne hente damer, når man skulle på date og køre om kap med vennerne. Nu er det nødvendigt at eje en smartphone med adgang til internettet for at være en del af det sociale. Teknologi er altid placeret i systemer af mening, som udtrykker større sekvenser af handlinger og idéer. Knallerten er givetvis et udtryk for en kønsrolle og en opfattelse af manden i forhold til kvinden, ligesom smartphonen er udtryk for en større bevægelse mod konstant tilgængelighed.

OPBLOMSTRINGEN AF DEN INSTRUMENTELLE FORNUFT I første halvdel af 1800tallet blev teknologi, arbejde og verden i vesten, forstået på baggrund af religion nærmere bestemt puritanismen. Der var en tro på, at mennesket indeholdt en guddommelig kreativitet, hvormed det kunne skabe redskaber, som gjorde det muligt at kreere et paradis på jorden. Groft skitseret skulle mennesket tidligere arbejde og bede, men med puritanismen blev selve arbejdet til den handling, hvorigennem mennesket bad sine bønner og gjorde sig fortjent til at komme i himlen. Der skete en bevægelse fra indre til ydre dyd, heraf fulgte en tendens, som kan kaldes “jo mere des bedre”. Tendensen er karakteriseret ved, at lykke og frihed bestemmes på baggrund af ydre ejendom. Dette betyder, at penge er mere relevant for menneskets sociale kapital end menneskets indre værdier, hvilket gør individets økonomiske kapital til omdrejningspunktet for succes. Dette ledte frem til en hældning imod erhvervelsen af penge som mål i sig selv. Det er lige præcis denne tendens, som Thoreau kunne se overalt omkring sig i sin samtid; mennesker som overgiver sig selv til et liv i ustandseligt arbejde og bekymring i jagten på sanselige goder eller mere poetisk formuleret en paradisisk tilstand. Ifølge Thoreau førte dette et ge-

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016 nerelt værditab med sig i samfundet, hvor økonomi blev prioriteret højere end moralsk dygtighed, idet jagten på penge kom til at dikterer menneskets liv og ensrette dets behov og tankevirksomhed. Der er nu gået 160 år siden Thoreau formulerede sin kritik, og hvor meget har egentlig ændret sig? Konteksten er en anden, men mekanismerne er de samme. Vægten på materiel ejendom er kun steget og har konstant eskaleret, siden vi i 1960’erne trådte ind i forbrugersamfundet. Det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden, men hvis historien fortsætter på samme made, hvor vi ukritisk anskaffer alskens teknologi uden at stille spørgsmålstegn ved brugbarheden heraf, bliver det nok en historie, hvor den instrumentelle fornuft vinder endnu størrer indpas. Husk at teknologiens rolle altid er; at redefinere hvad der er “nødvendigt”, og er det virkelig nødvendigt at have den nyeste Iphone, eller være online og tilgængelig døgnet rundt? Er det godt at bruge sin tid på at tjene penge til anskaffelsen af denne, eller kunne denne være brugt bedre sammen med ens familie? Den eneste måde at genvinde den nærhed, som mange føler forsvinder, er ved at forholde sig bevidst til den teknologi, som omgiver os. Hvis vi forbliver totalt ukritiske overfor teknologi, dens implikationer og ikke tør tage stilling eller ansvar, bliver vores børn det også. Husk det er os, der står for at opdrage den fremtidige generation og forme deres forhold til teknologi, så de ikke blot bliver bønder i økonomiens skakspil.

Litteratur til videre læsning: Hughes, Thomas Parke (2005): Human-Built World, USA: The university of Chicago press Nye, David (2007): Technology Matters – Questions to live with, USA: MIT press Taylor, Charles (2005): Mo- dernitetens ubehag – Autenticitetens etik, Århus: Forlaget Philosophia Thoreau, Henry David (2012 [1854]): Walden – livet i skovene, Viborg: Gyldendal

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

Det er nok Det er godt. Men men men Hvor er tiden løbet hen Jeg sku’ ha’ ringet til en ven Rimet virker ikke, pennen skriver dårligt Det er nok. Det er godt. Dagen er gået tiden er omme Livet forsvinder tomme for tomme Sulten hyler, stemmen prygler Det er nok. Det er godt. Men hvor skal jeg gå? Hvad med det jeg sku’ nå? Det er nok. Det er godt. En vanvids amok, alt ka’ vær’ godt? En blødeste fjer et fnug der sner. En tåre der lander en brand der udbrænder. En evne slår rod, en tanke får fodfæste for fred, fordragelighed? Inddrag dit vejr; tro på det her! En frihed, en fred, under skyen skal findes Det er nok. Alt er godt

Af Andreas Bastian Colding, årg. 2014

Den frie Lærerskole // Tidsskriftet // 2016

TIDSSKRIFTET, ÅRGANG 61, UDGAVE 1, 2016 FORMAND: Mads Rostgaard Andersen, årg. 2015 NÆSTFORMAND: Nikolaj Rosvig Sørensen, årg. 2015 KASSERER: Katrine Lund Mortensen, årg. 2013 ØVRIGE REDAKTION: Anna Bjerre Hanghøj (årg. 2014) Amalie Wulf Tulinius (årg. 2014) Lasse Eklund Hansen (årg. 2011) Verner Johnsen, lærer ILLUSTRATIONER: Theis Møller Christensen (årg. 2014) Marie Retpen (årg. 2012) Karen Guldborg (årg. 2015) Anna Bjerre Hanghøj (årg. 2014) Grafisk design & lay-out af Mads Rostgaard Andersen

Trykt hos Lasertryk.dk Tidsskriftet er økonomisk støttet af Den frie Lærerskole. Henvendelse til redaktionen kan ske via mail: dfl.tidsskrift@gmail.com eller på adressen Tidsskriftets Redaktion, Den frie Lærerskole, Svendborgvej 15, 5762 Vester Skerninge.