Uddannelsesudvalget

Udviklingen i samfundet er lig med udvikling i håndboldverdenen. Eliten har et opsving, det er i bredden udfordringerne er. Vores arbejde gennem det sidste år er blevet bedre organiseret – men vi er stadig langt fra målet.

Jeg vil starte med den sædvanlige frase “endnu et år er gået”. Et år = business as usual. Nej, det kan ikke være mere forkert. Corona satte stadig sit præg på håndbolden. Ingenting er, som det var i går. Det danske samfund forandrer og udvikler sig løbende. Vores vidunderlige håndboldverden er også under forandring. Heldigvis for det. Vores elitedel udvikler sig konstant og er, set udefra, i god form. Håndboldkvinderne er igen tilbage i toppen. VM i Spanien blev igen en manifestation af folkelighed sammen med gode resultater og seværdigt spil. Håndboldherrerne har spillet VM, OL og EM med flotte medaljer til følge. De unge landshold og talenttræningen udvikler sig godt og planmæssigt.

Hvordan kommer uddannelse så ind i billedet? Her skal vi tænke både på udviklingen i samfundet og i vores sport.

Flere og flere unge vælger elitevejen. Færre og færre vælger bredden.

Det betyder i al sin enkelhed en kæmpe udfordring for UU. Selvom vi stadig har mange børn, der starter med at prøve spillet, er frafaldet skræmmende højt, når spillerne bliver U15, U17, U19 og bredde senior spillere dvs. op til og med 2. division på seniorplan.

De unge elitespillere søger mod efterskoler og college, hvor de kan udvikle deres færdigheder. De unge trænere gør det samme og prøver sig selv af i et professionelt miljø, hvor man er en form for fuldtidstræner.

De trænere har vi nogenlunde godt fat i. De kommer på vores kurser, og får i de fleste tilfælde papir på deres færdigheder.

Børnetrænerne har vi mange tilbud til. Om det er forældretræneren, den unge klubmand eller den tidligere spiller, har vi et godt tilbud, og vi ser mange på vores kurser. Vi har gjort os mange tanker om, hvordan og hvorledes vi får endnu flere børnetrænere igennem vores formelle uddannelse.

Breddetrænere ser vi næsten ingen af på vores kurser. Der er i sagens natur ikke så mange breddetrænere som tidligere. Desuden er breddetræneren mere blevet en social funktion, der samler en flok spillere til træning samt kamp en gang om ugen - ofte med meget skiftende holdopstillinger.

Samfundsudviklingen har gjort det svært at få selv børn til at træne fast to gange om ugen og spille en kamp i weekenden. Den moderne travle familie prioriterer anderledes end bare for ti år siden. De målrettede søger tidligt sammen i børne- og ungdomsmiljøer, der er elitepræget fra tiårsalderen. De samme børn søger senere mod efterskoler og college.

Er vi i foreningsdanmark dygtige nok til at inddrage forældrene i foreningsarbejdet? Det er sammenlignet med andre sportsgrene meget billigt at spille håndbold. Skal vi ændre på kontingentsatserne? Skal vi ændre på turneringsformen? Det er mange spørgsmål i min mosaik-spørgsmål som heldigvis også bliver drøftet i andre udvalg i Dansk Håndbold Forbund.

Min påstand er klar og præcis. Eliten vil bestå og i værste fald vil bredden forgå!

Hvad kan vi fra UU gøre? Og hvad har vi gjort det forløbne år?

I årets løb er vi blevet bedre til at organisere vores arbejde i elite og bredde. Vores arbejde har naturligvis været hæmmet af den overordnede strukturdebat, der har været og er i Dansk Håndbold Forbund.

Vi har under nedlukningen arbejdet mere med online undervisning. Vi er kommet en del skridt videre, men som det er med mange ting, er vi naturligvis ikke i mål endnu. De spørgsmål der trænger sig på er, i hvilket omfang og hvordan Dansk Håndbold Forbund og de lokale enheder skal udbyde online undervisning. Som lærer ved jeg om nogen, at det absolut ikke er ligegyldigt, hvordan en undervisning gribes an. Vi har søgt og fået hjælp af kompetente folk fra bl.a. STU, men vi er langt fra i mål. Vi skal have et tilbud, hvor vi imødekommer de unge spilleres behov samtidig med at træneren og dennes uddannelse tilgodeses. Dette spænd kan være vanskeligt at honorere. Det er let at uddanne de trænere, der er i elitemiljøerne, hvor forældrene gerne kører op mod 50 km for at deres barn kan passe sin træning. Det er straks sværere at uddanne og motivere de trænere, der skal træne hold, hvor spillernes håndboldprioritet måske kun er nr. 5 i livet. Skal vi have forbud mod at søge væk fra den lokale klub indtil en vis alder, som vi kender fra andre lande? Eller skal vi sige pyt og lave elite fra start til mål, koste hvad det vil i forhold til antallet af medlemmer?

Der er mange spørgsmål og udfordringer at tage stilling til. I Dansk Håndbold Forbund skal vi sikre den dialog, som kan understøtte vores beslutninger, så vi sikrer de bedste løsninger fremadrettet.

Benny Nielsen Formand, Uddannelsesudvalget