11 minute read
Ledelsesberetning 2021
Det var stadig corona, der prægede dagsordenen for dansk håndbold i 2021. Der har været delvise nedlukninger, men der har heldigvis også været plads til nye initiativer, turneringsaktivitet og landskampe med publikum. 2021 har også været et år, hvor vi har styrket vores digitale transformation. Begge vores A-landshold har vundet medaljer og nye store partnerskaber er kommet ombord. Sidst men ikke mindst har 2021 været et år, hvor vores initiativer i bredden har set dagens lys igen og er ved at genfinde formen.
Den kommercielle forretning
Forlængelser og nye partnerskaber. 2021 bød på nye store og længerevarende partnerskaber. Vi er stolte over, at vi i juli måned kunne byde Norlys velkommen som ny hovedsponsor for Herrelandsholdet. Sparekassen Kronjylland valgte at forlænge deres hovedsponsorat med kvinderne, hvor vi samtidigt bød velkommen til en ny medsponsor - nemlig BRING. Vi står dermed solidt i de kommende år med disse indgåede aftaler.
Coronaen spøgte også gennem hele 2021, men på trods kommer vi alligevel ud med et økonomisk resultat, der er bedre end budgetteret. Dette resultat er ikke kun opnået gennem omkostningsbesparelser, men også gennem øgede indtægter i forhold til budgettet.
Organisationen – vores daglige arbejde
Et forvirrende år. Året var præget af et såvel nedlukket som åbent samfund. Det har påvirket vores arbejde både på bredden og på elitedelen i dansk håndbold. Det har været en udfordring at sikre den stærke samarbejdsånd, der understøtter vores daglige arbejde, og som lever i de mange projekter, vi søsætter og drifter. En konstant stillingtagen, for både ledelse og medarbejdere til hjemmearbejde vs kontordage, sygedage, isolation, test, afvigelser i turneringsplaner etc., var en forstyrrelse og de konstante ændringer i udmeldinger fra samfundet ændrede vores dagsorden for vores arbejde flere gange i løbet af 2021. Året sluttede dog med en melding om et åbent samfund – det var glædeligt, og vi ser frem mod en mere stabil hverdag.
Lidt udskiftning. I august måned måtte vi sige farvel til generalsekretær Morten Stig Christensen, der blev valgt til ny formand for Dansk Håndbold Forbund det betyder at Henrik M. Jacobsen herefter opererer alene som direktør for forbundet 2021 bød også på et farvel til vores kommunikationschef gennem fem år, men vi lykkedes i efteråret med at identificere og ansætte en ny HR &kommunikationschef, Ann Lykke Davidsen, som er tiltrådt i stillingen januar 2022.
2021 bød også på en ændring af organiseringen omkring talentarbejdet, hvor Søren Skaastrup Frydendal tiltrådte i en ny stilling som talentchef.
Den digitale transformation flytter ind, med ambitionen om at gøre det lettere at være forening og frivillig leder
Der er fart på den digitale udvikling i Dansk Håndbold Forbund. Målet er at arbejde mere professionelt med data og digitalisering og derved lette arbejdet med registrering og dataindsamling. Fundamentet skal med andre ord forbedres under vores systemer, så vi kan tilbyde tidssvarende services i dansk håndbold. I 2021 blev den målsætning omsat til produkter. Håndboldpasset så dagens lys i foråret 2021, og sideløbende har vi udviklet en række digitale services.
Håndboldpasset. Ved en kæmpe indsats fra klubber, lokaldistrikter og forbund var der ved udgangen af året 95.000 aktive Håndboldpas. Vigtigere end antallet er, at vi har fået mere korrekt data i vores system. Før introduktionen af Håndboldpasset antages det, at under 25% af profilerne i vores database (Hånd@) var korrekte. Nu er tallet oppe på over 90%. Vi har fået styr på vores data, og vi arbejder stadig på at blive bedre, også til at forstå og bruge data til at understøtte udviklingen af håndbold i Danmark, herunder rekruttering og fastholdelse
Medlemssystem til klubber. Mange håndboldforeninger bøvler med medlemsadministration. Det er ikke unormalt at skulle registrere oplysninger manuelt og i flere systemer. Efter en større undersøgelse besluttede Dansk Håndbold Forbund at lave et samarbejde med Holdsport. Målet er, at en klubadministrator kun skal indtaste oplysninger én gang, og at systemerne ellers klarer resten. De første test blev lavet ved udgangen af 2021, og løsningen ligger klar i foråret 2022. Flere eksterne medlemssystemer bliver koblet på Dansk Håndbold Forbunds systemer i fremtiden.
Automatisk dommerpåsætning og andre projekter. HRØ har i løbet af 2021 stillet kampe og personale til rådighed i testfasen af automatisk dommerpåsætning, og ved udgangen af 2021, blev den automatiske dommerpåsætning introduceret.
Flere mindre digitale projekter er også blevet sat i værk i 2021.
Herunder: • Undersøgelse af Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside og app med henblik på en opgradering. • Nyt spørgeskemaværktøj, som kan automatisere undersøgelser. • Forberedelse af ny partner-hjemmeside til landskampe. • Forberedelse af nyt CRM-system, som giver bedre kommercielle data. • Forberedelse af nyt kommunikationsværktøj, inkl. email automation og mailflows. • Alt peger imod et hektisk 2022 på den digitale front.
Man kan med lidt god vilje tale om, at Dansk Håndbold Forbund gennemgår en digital transformation i disse år, og i 2021 flyttede digitaliseringen for alvor ind.
Udvalgte breddeindsatser
”Nye spilformer” vores 2021 fokus. Sommeren 2019 introducerede Dansk Håndbold Forbund ”nye Spilformer” som er syv ændringer i spillet for børne- og ungdomshåndbolden. 2021 var tredje år med ændringer, og her var der særligt fokus på implementering af kortbane for U11.
Vidensgrundlaget blev færdigt. I 2021 blev vidensgrundlaget ”Rigtig, sjov håndbold” skrevet færdigt. Et fundament og et værktøj som skal understøtte, at endnu flere børn og unge tiltrækkes, trives, motiveres og forbliver i håndbolden og i foreningerne. Det rulles yderligere ud i 2022.
Forlængelse af vores foreningskonsulenter. Udviklingskonsulenterne er Dansk Håndbold Forbunds direkte linje til foreningerne, og i 2021 blev aftalen, som sikrer økonomien af Dansk Håndbold Forbunds 12 foreningskonsulenter, revideret og forlænget til og med 2023.
Fremtidig strategiaftale med DIF. 31. december 2021 udløb Dansk Håndbold Forbunds strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund. Og i 2021 blev aftalen for den kommende strategiperiode 2022-2025 udfærdiget. Strategiaftalen danner grundlag for DIFs økonomiske tilskud/fordelingsnøgle til specialforbundene.
Håndbold i studiebyerne iværksat. Dansk Håndbold Forbund vil gerne bidrage til at fastholde flere i håndbolden til trods for flytning og start på studie. Projektet ”Håndbold i studiebyerne” blev iværksat og skal give os input til, hvordan vi fastholder og genrekrutterer flere unge.
3-årig aftale med LykkeLiga & Parasport Danmark 1. januar startede Dansk Håndbold Forbund og LykkeLiga en 3-årig samarbejdsaftale. Grundlæggende er formålet med vores samarbejde at fremme og udbrede håndbolden hos børn og unge med udviklingshandicap. Aftalen løber til udgangen af 2023. Med det samme formål, blot for en ældre målgruppe har Dansk Håndbold Forbund har ligeledes indgået en aftale med Parasport Danmark, som trådte i kraft 1. maj 2021 og gælder til udgangen af 2023.
Et stadig påvirket turneringsvirke Breddehåndbolden har været hårdt ramt af corona. Vi måtte lukke dørene for indendørs håndbold i efteråret 2020 og først omkring 1. august 2021 blev hallerne igen åbnet for håndboldspillere.
Det har betydet, at turneringen 2021/2022 lykkeligvis er kommet godt i gang igen. Nu fyldes hallerne atter af lyden af glade spillere. De mange måneder uden aktivitet rundt om i hallerne har også betydet, at de nye spilformer ikke for alvor har kunnet evalueres i løbet af 2021, som egentlig var det, vi havde håbet på.
Elitehåndbolden har også været mærket af afbud grundet corona. Ligaerne, som i forvejen har et stramt program, har især været udsat, og disse afbud medførte, at nogle hold har måtte spille tre kampe på en uge for at få det hele til at gå op.
Lyden af tomme haller
Tilskuermæssigt har det første halve år af 2021 været udfordrende. Klapsalverne og jubel har været en mangelvare rundt om i de danske haller, da stolerækkernehar været tomme for publikummer.
Først fra turneringsåret 2021/2022 blev der atter mulighed for at fylde hallerne igen. Herreligaen gennemføres i sæson 2021-2022 med 15 hold som en følge af en appelsag afgjort i 2021. Dette betyder en ekstraordinær nedrykker og med følgevirkning for underliggende rækker. Internationalt gør de danske hold sig stadigt mere og mere gældende til glæde for hele håndbolddanmark
I sæson 2020-2021 • Aalborg Håndbold blev nr. 2 ved Final4 i Champions
League. • Herning-Ikast Håndbold blev nr. 4 ved Final4 i European Handball League. • I denne sæson har vi stadig seks hold med i det videre spil frem mod Final4.
Medlemstal
Vi taber medlemmer i 2021 6. april 2022 kom medlemstallene fra DIF, DGI og hermed også specialforbundene. I skrivende stund tegner der sig et mere sort billede for Dansk Håndbold Forbund end tidligere. Særligt foråret 2021 var hårdt for dansk håndbold grundet corona. ”Vi er i dansk håndbold sluppet nådigt indtil videre” - skrev Morten Stig i 2020, men altså ikke helt så nådigt i år.
Der skal lyde en kæmpe ros til alle foreninger og frivillige i håndbolden. I har ydet en stor indsats for at holde på medlemmerne - blandt andet gennem spændende aktiviteter og højt humør.
I efteråret 2021 har foreningerne kæmpet for at komme på fode igen og få medlemmerne tilbage på halgulvet og i fællesskaberne, men det er en lang sej kamp, som forhåbentligt bliver vendt i 2022 med udsigten til en normalisering og stabilisering af forholdene for indendørsidrætten og altså hermed også håndbolden.
Økonomi
Årets regnskab kommer ud med et endog meget flot overskud. Årsagerne til det flotte regnskab kan aflæses andre steder. Jeg vil blot endnu en gang slå fast, at Dansk Håndbold Forbund har en sund og god økonomi.
Forbundet har en omsætning på over 100 millioner kroner, og omkring halvdelen kommer fra kommercielle aktiviteter. En solid egenkapital, der har været i vækst de seneste år, sikrer forbundets drift mod udsving på det kommercielle område og giver grobund for fremadrettede budgetter med plads til investering i udvikling af forbundet og håndboldsporten.
Sportsligt stort år for vores landshold
Medaljeregn Det er som om, at coronaspøgelset ikke har kunnet skræmme vores A-landshold. 2021 har været et fantastisk landsholdsår for vores A-landshold. I 2021 startede Håndboldherrerne med at begejstre den danske befolkning. De gav håb, fællesskab og noget at snakke om, da de gik hele vejen og genvandt VM-guldet i Egypten. Titlen blev fulgt op af en flot sølvmedalje ved OL i Tokyo i august, og hvis vi tager januar måned 2022 med, blev endnu en medalje bragt til Danmark, nemlig en bronzemedalje ved EM i Ungarn. Vores håndboldkvinder kom på medaljeskamlen igen efter otte år, da de i december til VM i Spanien erobrede en bronzemedalje. Disse medaljer trækker spor helt ud i foreningerne og tilbage til trænere, klubber og foreningsledere. Det er netop bl.a. arbejdet – set over mange år – og i en foreningskontekst, der skiller Danmark ud fra mange andre nationer. Giv hinanden i håndbolddanmark et skulderklap herfor.
Hele Danmark følger med bag skærmen. De to landshold fastholder fortsat ambitionen om at skabe glæde, begejstring samt et rødt/hvidt fællesskab både i håndboldhallerne og hjemme i stuerne. Det samlede antal visninger (seere) af vores landskampe på TV, som tæller Herrernes VM, OL og EM, samt Kvinderens EM og VM-slutrunder løb op på i alt 35.749.000 visninger.
Ungdomslandshold til mesterskaber. Modsat 2020 var det heldigvis kun i starten af året, at det kostede aflysninger af lidt aktiviteter i vores ungdomsarbejde. På ungdomslandsholdsniveau lykkedes det også at få gennemført tre mesterskaber hen over sommeren. • Dame U17 blev nummer fire til EM i Montenegro. • Dame U19 blev nummer seks til EM i Slovenien • Herre U19 spillede et udsat HU18-EM i Kroatien og sluttede som nummer fem
Dejligt at have U-mesterskaberne i gang igen. De giver en fantastisk god erfaring i processen med at udvikle de unge spillere til den bedste version af dem selv. Et arbejde der sker i fællesskab med klubber og andre interessenter.
Talentstrategi-arbejdet. I 2021 blev arbejdet med at skabe en talentstrategi, indenfor håndboldsporten genoptaget efter coronanedlukninger. Dette medførte bl.a. flere workshops rundt i landet med masser af passion og engagement og ikke mindst store håb om, at vi fortsat kan rigtig meget sammen i håndboldsporten og ikke mindst fortsat kan håbe på medaljer til vores landshold, når vi tænker 10-15 år frem.
Beach. 2021 markerede endnu et fantastisk år for dansk beach handball. Efter at stort set alle beach aktiviteter var aflyst i 2020, fulgte de danske klub- og landshold op på de flotte resultater i 2019.
Både det danske Herre- og Kvindelandshold samt de danske klubhold leverede resultater, som vi kun kan være stolte af.
• Beachherrerne fra HEI Beach Handball vandt titlen som Europas bedste klubhold. • Beachkvinderne fra The Danish Beachhandball
Dream vandt bronzemedaljer.
Efterfølgende fik vi endelig afviklet den danske Beach Handball Tour, som kulminerede med det store finalestævne i Dalum for ungdom- og seniorhold. Her var det ikke til at se, at holdene var blevet snydt for en beachsæson i 2020, for niveauet var enormt højt, og der blev lavet vip, piruetter og spektakulære redninger på stribe.
Beachsæsonen kulminerede med danske medaljer ved EM i Bulgarien. Herrerne forsvarede deres titel som Europamestre fra 2019 efter en fantastisk sejr i shoot-out over Rusland. De danske kvinder skulle også forsøge at forsvare titlen som europamestre, men det lykkedes desværre ikke at slå Tyskland i finalen.
Over hele landet var tusindvis af håndboldspillere i sandet hele sommeren over, og den fede beachstemning var endelig tilbage!
Det var ordene om året 2021. Slutteligt skal der lyde en kæmpe tak til alle for at bidrage og fortsat sikre rammerne for at håndbolden kastes i hele landet mellem børn, unge, ældre og eliten.
Henrik M. Jacobsen Direktør, Dansk Håndbold Forbund