Hvert år pakker 400.000 mexicanere tasken og rejser til USA for at få arbejde og tjene penge til deres familier. Det er oftest mændene, der rejser. Tilbage i landsbyerne i Mexico lever kvinderne og børnene en tilværelse uden ægtemænd og fædre.
Historierne i denne opgave stammer fra Santo Domingo Tonala – et landområde i det sydlige Mexico i staten Oaxaca – som er ramt af arbejdsløshed og migration. Mexicanerne bruger selv talemåden: ”Stakkels Mexico. Så langt fra Gud og så tæt på USA”.