Autopia

aUtOpIa ∞ TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN ∞

“Los Angeles is 72 suburbs in search of a city”- Dorothy Parker

2

3

HIGHWAY TO SAN BERNARDINO Lori taler til mig nede fra mit skød, hvor hun ligger og kigger op. ”Stay in the left lane,” siger hun på sit perfekt artikuleret engelske.

Jeg kigger irriteret på hende og konstaterer surt, at trafikken knap nok bevæger sig, og at jeg ikke kan andet end at holde den bane, jeg sidder fast i. Lori er min rejsekammerat i Los Angeles.

Min feriekæreste. Min partner in crime. Min GPS. Efter at bilradioen døde tidligere på dagen, er hun nu min eneste underholdning på vejene rundt i det metropolområde, som Los Angeles er centrum for, og som spreder sig over et kæmpe areal på 11.842,2 kvadratkilometer med cirka 16 millioner indbyggere. Lori siger sjældent noget rigtigt spændende og svarer aldrig igen, når jeg prøver at holde samtalen kørende. For det meste er hun slukket og gemt væk i sæderyggen, men nu er hun tændt. ”Exit straight ahead…”

tålmodige type. Slet ikke, når jeg er ved at blive stegt levende af den californiske sol. Men man skal jo køre i en åben bil, når man nu er i Los Angeles, ikke? Ned med taget, på med solbrillerne og ud vestpå mod den ultimative frihed, vinden i håret og the final frontier. Smukt.

Men ikke så brugbart lige nu og her. De lokale ved bedre, og sidder i sikkerhed for solen indenfor i deres rullende dagligstuer, hvor air condition køler dem af, og radioen spiller de nyeste hits.

Jeg kigger mig omkring for at slå tiden ihjel. Kan ikke se andet end billboards så langt øjet rækker. Store forstenede kæmper, som skuler ud over bilisterne og skriger deres budskaber ud: Hjul til biler, dæk til biler, ting til at putte ind i bilen, uden på bilen, under bilen eller ovenpå bilen. Sælg, sælg, sælg. Køb, køb, køb. Når du nu alligevel bruger al din tid i bilen, kan du ligeså godt tænke på, hvordan du kan gøre det mere komfortabelt for dig og din nærmeste.

Jeg kigger fremad, men kan hverken se exit eller bevægelse i den massive trafikprop på San Bernardino motorvejen på vej ud af Downtown Los Angeles mod de uendelige rækker af parcelhuse, som dominerer byens arkitektur og geografi.

Amerikanerne kalder det The Sprawl. Jeg er på vej østpå mod forstadsbyen Redlands. En rejse som Lori siger vil tage cirka fem kvarter, men som allerede har taget små tre kvarter, og vi har endnu ikke lagt Downtowns lille enklave af højhuse bag os.

Jeg prøver at ignorere tilbuddet om fire nye guldbelagte hjulkapsler, og scanner den modsatte side for bedre underholdning. ”Judgement Day 21st of May” skriger gule bogstaver ned mod mig.

Længere fremme frister et andet billboard mig med, at jeg kan ændre mit liv og bildækkene på maven, hvis jeg ringer 1-800-GET-THIN. Jeg kigger ned ad mig selv og overvejer muligheden. Men den truende dommedags-billboard forklarer, at Biblen garanterer jordens undergang. Så hvis jorden alligevel går under, kan jeg ligeså godt gå under med ekstra sul på kroppen. Trafikken begynder langsomt at bevæge sig igen. Jeg lægger slankekure og jordens undergang bag mig og sætter bilen i fremdrift.

Det kræver tålmodighed at bevæge sig rundt i trafikken i Los Angeles og omegn. 63 timer årligt var de lokale i USA’s næststørste metropol-område forsinket i trafikken i 2009. 21 timer mere end deres landsmænd på østkysten i New York. Jeg er bestemt ikke den

4

5

USA travleste interchange ligger I Los Angeles. Den betjener dagligt i nĂŚrheden af 500.000 biler.

6

Biluheld.

7

Bill altid har altid drømt om at eje en Mercury 1949, men har aldrig fået råd. Derfor fik han den tatoveret for fem år siden.

8

Alexis på 12 år startede med at køre gokart, da hun var bare fem år. Hun var blevet inspireret af sin mormor, som altid havde kørt race sammen med sine brødre. I dag har Alexis overtaget mormorens gamle nummer, og kører konkurenceløb mod drenge.

9

Beverly Hills best책r af 81,8% hvide, 7,6% asiater, 4,8% latinos og 1,4% sorte. Bydelen har en gennemsnitsindkomst p책 96.312 $.

10

Compton best책r af 56,7% latinos, 39,8% sorte, 1,4% asiater og 0,8% hvide. Bydelen har en gennemsnitsindkomst p책 43.157 $.

11

Downtown Los Angeles.

12

Parkeringspladser p책 kirkeg책rden Hollywood Forever.

13

ROGER OG C.J. Gaderne ligger øde hen om aftenen i Venice. Væk er turisterne, bodybuilderne på stranden, hipsterne på økologiske kaffebarer og Jimi Hendrix klonen på rulleskøjter, som spiller spade på strandpromenaden. ”Fuck off”, siger han, hvis man ikke vil betale for at snakke eller tage et billede. Han er der for the money ikke for at være en cirkusklovn, som andre kan tjene penge på. Fuck off selv, tænkte jeg tidligere på dagen, da jeg spottede ham på vej ud af en lastbil parkeret på en af strandpromenadens sidegader. Velindrettet med en faldefærdig sovesofa og bunker af gammelt vasketøj lignede lastbilen mere et hjem end et forretningsforetagende. Det vakte min nysgerrighed, og jeg lagde an til en hyggesnak mand og mand imellem. Men 20$ nysgerrighed havde jeg sgu ikke råd til.

bil. ”Nogle gange kalder jeg hende også for Brigitte Cardot,” fortæller han mig. Jeg smiler til Roger og aer C.J på hovedet.

Roger og C.J er langt fra de eneste, som bor på gaden eller i deres biler i Los Angeles. 73.000 hjemløse er der i Los Angeles County.

Overalt i byen ser man beboede autocampere, biler og varevogne parkeret på gaderne, parkeringspladser og under motorvejsbroerne.

Det økonomiske klima har de seneste år sat sine tydelige spor, og mange amerikanere ender på gaden i deres bil.

I Venice er problemet særlig stort, og beboerne er ved at være godt trætte af det. De stille villaveje og stranden er attraktive og tiltrækker mange uofficielle beboere. Store autocampere, som spærrer deres indkørsler, skrald og folk som skider og urinerer på gaderne er for meget for mange i lokalsamfundet. Kravene til politikere og politiet om at gøre noget ved problemerne er tiltagende.

På parkeringspladsen bag cafeen The Talking Stick i Venice holder en hvid Ford Ecoline kassevogn. Den ser ud som om, at den har været ude for lidt af hvert i sin levetid. Skjolder af rust danser ned af siderne, og bilen er lappet sammen flere steder af store sorte plamager spartelmasse. En gadelampe lyser kabinen op. Her sidder Roger Houston og børster sine tænder.

Roger bor i sin kassevogn sammen med sin ”advokat”, hunden C.J. Whitefang Esquire. Her har han boet siden den 8. Marts 2007. Han husker tydeligt datoen, da det var dagen, hvor han kørte sin døende kæreste på hospitalet for sidste gang. Før det havde de levet sammen i ti år. De seneste år i baglokalet til hendes lille forretning med urtemedicin. Men kærestens kræftsygdom kostede dem alt, og så slog Roger sig permanent ned i Henrietta Ford, som han har døbt sin

14

Roger har dog ikke mærket så meget til det, fortæller han lettere sørgmodigt og krammer C.J. Deres veje mødtes tilfældigt en dag, hvor Roger fandt et kuld hundehvalpe, som var efterladt på gaden. Det havde aldrig været hans mening at beholde nogle af dem, men der var noget specielt ved den lille C.J. Derfor endte det med, at Roger fik sig en ”advokat” og en hund, og C.J. Whitefang Esquire fik sig et nyt hjem i en Ford Ecoline med navnet Henrietta Ford.

15

Roger Houston og C.J. Whitefang Esquire.

16

Autocamper-dagligstue i trailer park p책 North San Fernando Road.

17

Paul har seks biler, som ved en tilfældighed alle er fra 1962 eller 63. I sin have har han et lille værksted, hvor han sætter dem i stand. ”Biler er mit liv,” siger han. De sidste 25 år har han arbejdet som lastbilchauffør.

18

Familien Camargo spiser søndagsfrokost. ”Vores bil er blevet et ekstra familiemedlem.”

19

Downtown.

20

Ulykke p책 Olympic Boulevard.

21

NEED PRAYER? Trafikken løsner langsomt op, desto længere og længere Lori og jeg bevæger os østpå ad San Bernardino motorvejen. Afkørsler til højre og venstre og motorveje i flere lag leder folk hjemad. Som en stor organisme betjener Los Angeles Countys 848 kilometer motorvej byens cirka 9,7 millioner indbyggere i 7.410.635 registrerede køretøjer. Det er dette enorme kunstværk af beton, som det engelske arkitekturikon Reyner Banham mente har haft samme betydning for Los Angeles, som Baron Hausmanns byplanlægning har haft for Paris.

”Før jeg blev kristen, levede jeg også blandt de døde,” fortæller Shawn, da han forklarer mig, hvorfor han har valgt at læse netop denne passage fra Biblen. Han voksede op i et hjem, hvor alkohol og vold var den foretrukne religion, og fandt først kristendommen, da han skulle giftes. Jeg kigger på de to andre, som nikker bekræftende og ser på Shawn med stor respekt. Det var ham, der fik ideen til, at de skulle gå på gaden og tilbyde Drive Thru Prayer.

En dag da han var ude at køre på motorvejen, havde han set en fyr, som gik rundt med et skilt, hvor der stod ”Free Prayer.” ”Det fik mig til at tænke. Jeg havde jo aldrig set noget som det før.”

Jeg føler mig som Harrison Ford i Blade Runner, flyvende igennem denne futuristiske verden af beton. Målet ligger derude et sted i det uendelige forstadslandskab. Dette er virkelighedens Los Angeles.

Her er vi langt fra Hollywoods glamour og Beverly Hills voluminøse luksusvillaer. Dette er den menige mands rige. Villavejenes Mekka.

Jeg letter fra motorvejen og drøner op ad exit rampen. Bremser op og drejer til venstre ind igennem endnu en af den uendelige række af forstadsbyer, som vokser ud af Los Angeles’ mave.

Jeg suser ud ad Lugonia Avenue og ser et skilt i vejkanten, som stiller det enkle og direkte spørgsmål: ”Need Prayer?”

Jeg sætter farten ned og parkerer på det åbne jordstykke langs vejen. Under en blå pavillon sidder tre mænd. Den ene af dem på ladet af sin pick-up truck, de to andre i matchende grå campingstole. Alle tre sidder de med Bibelen i hånden. Jeg slår mig ned i den ledige stol og introducerer mig selv til Shawn Heggi, Calvin Hart og Nick Ondatji. Ingen af de tre ligner traditionelle præster, så jeg spørger for en sikkerheds skyld, om det er dem som tilbyder bøn. Det er det.

Siden da er de mødtes hver fredag efter arbejde og har slået lejr langs Lugonia Avenue.

Nogle gange er der ingen biler, der holder ind til siden, andre dage stopper 15. Men de har siddet her det sidste halvandet år, fredag efter fredag til solen går ned. I Lukas Kapitel 14 vers 23 finder de tre, ifølge Calvin Hart, bekræftelse på, at de er i gang med en guddommelig mission. ” Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt,” læser Calvin op og kigger på mig for at tjekke om jeg nu også har forstået budskabet.

Det har jeg. ”Gå ud på vejene og bring dem til Guds hus.” Og her sidder vi så i vejkanten. Fire mænd. Tre klapstole. Fire biler. Ingen kunder i butikken.

Da solen er gået ned, samles vi i rundkreds. Stående skulder ved skulder med armene om hinanden begynder de alle tre på skift at bede for mig. Jeg lukker øjnene og håber, at de ikke forventer, at jeg også beder for dem. ”Amen,” siger de i kor, og jeg ånder lettet op.

I stedet spørger jeg dem om, hvor længe de har tænkt sig at blive ved med at tilbyde bøn. ”Jeg forsætter, indtil Gud beder mig om at stoppe eller bringer mig hjem,” siger Shawn.

Shawn Heggi åbner sin bibel, kigger på mig og begynder at læse op af Markus Kapitel 5: ”Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten.”

22

23

Drive In

24

Calvin, Shawn og Nick beder sammen med en bilist, som er stoppet ved deres drive thru-prayer.

25

Jesus.

26

Hund.

27

Parkeringsplads i Hollywood.

28

Spanske Diego Cano-Lasso begyndte at lede efter den perfekte bil et år før han flyttede til Los Angeles. Hans Buick Classic ’61 var det første han købte, da han ankom. I de første tre måneder i byen havde han ikke et ordentligt sted at bo. Alle hans ejendele lå i bagagerummet. ”Amerikanerne er bedre til biler, end til huse,” siger den arkitektstuderende.

29

As far as loneliness, I feel Los Angeles and its layout, having to drive everywhere - it is a lonely place. It’s an isolated city in that respect because you’re driving to places alone listening to the radio.

Skuespiller Jason Schwartzman

30

31

32

33

34

35

BAD ASS GRANDMA Der lyder et ordentligt brag og jeg er næsten ved at tabe min hamburger ned i skødet, da den sorte og lyserøde Chevrolet Nova flyver ud over dragracebanen.

Hold da kæft, hvor går det hurtigt, tænker jeg og glædes ved, at jeg sidder blandt tilskuerne og bare skal koncentrere mig om at fortære min hamburger, så hurtigt jeg kan.

9,76 sekunder senere er den sorte og lyserøde Chevrolet Nova i mål.

217 kilometer i timen var dens tophastighed på den 400 meter lige strækning.

Thursday Night Dragrace er lidt af et tilløbsstykke. Tribunen er fyldt med familier med småbørn på slæb, fingerflettende kærestepar på dates og grupper af mænd i alverdens afskygninger.

Køen med deltagende biler snor sig i flere rækker ned gennem den kæmpestore parkeringsplads. Alle kan få lov til at køre om kap for 20$. Det betyder ikke noget, om du kører i en gammel spand eller om du kommer i en restaureret isbil med racermotor og nitrodioxid til at kickstarte motoren.

Ud af bilen stiger en person iført en kulsort dragt med små skelethoveder broderet på låret og ryggen. Køreren løfter sin hjelm af og ud vælter store bløde lyse husmorlokker.

Wow, siger jeg for mig selv og bemærker, at skelethovederne er forsynet med lyserøde hårsløjfer. Det er åbenbart sådan, man ser ud, hvis man er en ”bad ass grandma,” tænker jeg, retter på skjorten og introducerer mig selv.

Diane Branham hedder bedstemoren bag rattet, og hun er besat af fart og racerbiler, fortæller hun med hovedet begravet i motoren.

Hendes mand Jimmy har lige skiftet flere centrale dele i motoren, og de er nu i gang med at gennemgå ændringerne.

De to mødte hinanden for 33 år siden til et gaderace, og siden da har biler fyldt størstedelen af familiens liv. Men indtil for seks år siden var Diane kun med på sidelinjen. Det var først efter, at parret havde fået både børn og børnebørn, at Diane fik sin egen racerbil.

Siden da er interessen og kærligheden til at køre race bare blevet større og større. ”Det her er min form for terapi. Hvis Jimmy spørger mig, hvad jeg for eksempel har lyst til at lave på vores bryllupsdag, så siger jeg: ’lad os tage ud og køre race.”

Jeg skyller resten af burgeren ned med en tår cola og kravler ned fra tribunen og ud blandt de ventende deltagere. På kølerhjelmen af en bil sidder et ungt par og kysser. Ved siden af dem trækker en ældre mand sin sorte hjelm ned over det grå hår og retter på sine briller.

Ud af øjenkrogen ser jeg den sorte og lyserøde Chevrolet Nova køre forbi, og teksten i dens bagrude fanger mig: ”Bad ass grandmas drive bad ass race cars,” står der med store lyserøde bogstaver.

Jeg nærmer mig bilen med forsigtige skridt. Motoren brummer som en parringslystig bjørn.

36

Her står jeg ansigt til ansigt med den moderne civilisations idealkvinde, tænker jeg.

Men jeg kan hverken samle motorer eller installere nitrodioxid i bagagerummet, så jeg må nok indse, at jeg aldrig bliver mand nok til en bad ass grandma som Diane. Jeg trasker slukøret tilbage til min egen bil og Lori, som venter på bagsædet.

37

Dragrace i Irwingdale.

38

Bad Ass Grandma Diane Branham.

39

Georg og Sal har været naboer de sidste otte år. De bor i hver deres autocamper, bag det lille stakit. Sal har boet der i 13 år, mens Georg ikke kan huske, hvornår han flyttede ind og hvor han boede før. Han er senil og glemmer ofte, fortæller naboerne.

Picnic.

40

41

Ethel og Aritzia står på hjørnet af Santa Monica Boulevard og El Centro. De tilbyder bilvask for at samle penge ind til deres veninde, hvis far lige er død efter fem år i koma..

42

Kia Collins på 21 år sammen med sine børn Sylas og Josie.

43

Johnnie Martin Reihofer tigger penge pĂĽ en bro over San Bernardino motorvejen. Om natten sover han under broen.

44

Hos Pick Your Part medbringer man sit eget vÌrktøj og betaler ved udgangen for de motordele, som man har samlet sammen.

45

THE GOOD OLD DAYS En ti meter høj grøn dinosaurus rækker tunge af mig på Firestone Boulevard. Jeg skal lige til at råbe noget grimt efter den, da det går op for mig, at den bare prøver at sælge Lori og mig en ny bil. Vi afslår tilbuddet og svinger i stedet ind på parkeringspladsen overfor. Her tager Bobs Big Boy imod os iført stribet sømandstrøje og hat på sned.

Den flere meter høje plastikstatue er falmet en del i solen, men smiler stadig kækt. I sine små buttede hænder holder han den dobbeltdækker hamburger, som restaurantkæden er berømt for.

”Dengang handlede det om at gå på arbejde og om at være lykkelig med sin familie. Der var ikke den samme fokus på overfladiske værdier, som vi ser i dag.”

Bilerne, deres kultur og mødet med ligesindede repræsenterer for Shane en mulighed for at hylde det, som han kalder for den ægte amerikanske tradition. Det handler for Shane om at genskabe ideen om et working class America med fokus på familien, bilen og det simple liv. Jeg kigger på Shane. På hans mørke gedebukkeskæg og det tatoverede sejlskib, der pryder hans højre skinneben. Han ligner ikke ligefrem en arbejdsmand fra 1941. Jeg klør mig i håret og har svært ved at forstå, hvordan en gammel bil fra 1941 kan repræsentere et bedre samfund.

Parkeringspladsen på det gamle cruise spot i East L.A. er i dagens anledning fyldt med klassiske amerikanske biler fra bilindustriens guldalder op igennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne.

Foran indgangen til burgerrestauranten har entusiaster parkeret deres små babyer. Side om side holder de nypudsede biler med motorhjelmen åben, så alle vi andre kan beundre indmaden. Ærbødigt går vi rundt i små grupper og siger: ” Wauw, ih, næh, nåj og åh” i munden på hinanden. Vi slår os ned i medbragte campingstole, og vi sender alle anerkendende blikke, når en ny rullende antikvitet triller op på parkeringspladsen. Her i Los Angeles bydelen Downey er vi en stor glad familie. Et skridt tættere på bilernes himmerige, og meget tættere på refill kaffe, milk shakes og berømte dobbeltdækker hamburgere.

Jeg trykker Shanes hånd og går de få skridt til hen til min bil. Jeg prøver at få de forskellige aspekter af bilkulturen til at hænge sammen, men det er langt fra simpelt. Kompleksiteten og diversiteten i bilkulturen repræsenterer på godt og ondt denne sammensatte megaby, hvor kun det enorme motorvejsnetværk og bilerne for alvor binder folk og byen sammen. Uden dem ville det hele langsomt glide fra hinanden og blive til de 88 individuelle byer, som udgør Los Angeles County.

Så mange forskellige mennesker, så mange identiteter, religioner, racer og indkomster drysset ud over et kæmpe areal. Afstandene kan være lange, både fysisk og mentalt, og jeg får tit fornemmelsen af, at indbyggerne altid bevæger, at der altid er en destination og sjældent noget indimellem. Når folk mødes, er det for det meste på diverse parkeringspladser. Foran endnu et gigantisk indkøbscenter.

Jeg slår kalechen ned, sætter bilen i gear og mærker vinden i håret.

Jeg har ingen destination.

Måske er det dér, den ultimative frihed ligger?

Jeg smiler og slår mig ned ved siden af Shane Kimbale på 26 år og hans bil ”Betsy”. En smuk gammel dame fra 1941, som Shane har sat i stand sammen med sin bedstefar og onkel. Det bringer familien sammen, fortæller han glad. Shane og jeg er blandt de yngste på parkeringspladsen denne aften. Men det afholder ikke Shane fra at drømme sig tilbage til The good old days. ”Generelt set, tror jeg bare, at livet var lettere dengang,” siger han og kigger drømmende udover parkeringspladsen.

46

47

Church of Christ.

48

Shane Kimbale og hans bil Betsy.

49

Sun City Hand Car Wash.

Dionicio vasker sin Hummer i to timer, hver eneste dag.

50

51

Daniel, Robbie, Brian og Ida hænger ud i Eco Park. Udsigtsstedet er velbesøgt om natten, og derfor kontrollerer Politiet jævnligt i området.

52

Hollywood.

53

Lowrider.

54

Trafikuheld i krydset af Normandie og West 233th Street.

55

THE END Når Lori og jeg bevæger os rundt i Los Angeles’ vejjungle, er vi sjældent tvunget til at forlade bilen. Byen er skabt til bilen og ideen om individuel bevægelsesfrihed. Vi befinder os i en by, hvor mange folk knap har råd til huslejen, men stadig investerer i dyre biler. For som en bilhandler siger til mig: ” Bilen er ens facade udadtil i Los Angeles. Den er et statement, som skal sige: ’Se mig, jeg er en succes.”

For byens indbyggere er bilen lig med frihed. Hvis du skal i banken, i biografen eller ud og spise, er der ingen grund til at forlade din bil.

Drive Ins kommer i alverdens farver og former.

Den daglige bestyrer Mrs. Denise Knowles-Bragg åbner døren og kigger spørgende på mig. Jeg ligner åbenbart ikke en, som skal begraves.

Jeg træder indenfor i receptionen, som ligner noget Ludvig 14. ville sætte pris på. Der er så mange plastikblomster og guldbelagte tingester, at jeg bliver lettere rundtosset.

Adams Funeral Home blev grundlagt i 1974 af den afdøde Robert Lee Adams Sr., som efter en inspirationsrejse til Atlanta, bragte drive thru begravelser til Compton. I et lille gulvtæppe-beklædt rum står en åben kiste mellem to græske søjler og kigger ud gennem et stort vindue. Fra sit portræt på væggen kigger Mr. Adams smilende ned på den tunge trækiste. Det er her, at ens elskede kan få lov til at ligge lit de parade, imens familie og venner defilerer forbi i deres biler på den anden side af ruden og sender de sidste fingerkys. Det må gerne være bekvemt for begravelsesfølget, får jeg forklaret, da jeg lettere vantro stirrer på den tomme kiste. Gad vide, hvad jeg ville tænke, hvis jeg lå der i mit pæneste søndagstøj, imens vennerne kørte forbi og kastede håndtegn ud af bilvinduet.

”Vil du have en large fries til dine tacos, sir?” Spørger den skrattende stemme i drive in-lugen. ”Ja tak,” og så er vi på farten igen.

Vi kører mod South L.A. af Alameda Street, som i efterkrigstiden delte sorte og hvide fra hinanden. ”Straight outta Compton crazy motherfucker named Ice Cube. From the gang called Niggaz With Attitudes,” rappede N.W.A i 1988, da bandevold og kriminalitet hærgede Compton. På denne solskinsdag er der roligt, selvom de mange skodder for butiksvinduerne vidner om, at vi ikke ligefrem befinder os på Beverly Hills’ Rodeo Drive. Gadebilledet er præget af en overvægt af sprutforretninger og bilvaskehaller, og på en parkeringsplads har en gruppe sat borde og stole frem, så de kan sidde og holde øje med trafikken, som suser forbi Det virker ikke som om, at det er dagen for drive by shootings i Compton. Til gengæld tilbyder Adams Funeral Home, på East Palmer Avenue, drive thru begravelse. På taget af en bygning, som mest af alt ligner et arkitektonisk værk fra The Flintstones, reklamerer et falmet skilt med muligheden for en drive thru begravelse.

Mr. Adams enke Peggy Adams fortæller mig, at de kun tager drive thru’en i brug, hvis familierne selv forespørger det.

Det ønskede Peggy og familien naturligvis, da hun skulle begrave sin mand i 2005. ”Det var hans vision og hans personlige ønske,” fortæller hun mig.

Jeg kigger på billedet af den smilende Mr. Adams, og takker Peggy for snakken. ”Anytime sweetheart,” svarer hun og sender mig af sted ud på min sidste rejse i Los Angeles. Jeg betragter Lori i bilen, men kan ikke finde de rigtige ord. Afsked har aldrig været min stærke side.

Jeg tænker på journalisten Alistair Cooke, som engang sagde, at Los Angeles var monopoliseret af motorveje, garager, tankstationer og parkeringspladser, og at alt der var tilbage var anonymitet og dårlig luft.

Men han glemte, at bilkulturen er mere end det. Den er en identitet, et fælles ståsted og det måske eneste, som for alvor holder liv i organismen Los Angeles. Jeg tænder motoren, og glæder mig over, at jeg ikke ligger til display hos Adams Funeral Home, men at jeg i stedet sidder bag rattet i min bil, i live.

Foran stenbygningen står en mand i jakkesæt og byder velkommen. Han er omringet af indtil flere spotlights, som garanterer, at han kan byde velkommen både dag og nat. En lille blomst pryder hans revers og slipset er nydeligt bundet. Jeg kan ikke se, om han smiler eller græder, men det jo også et kapel, han byder velkommen til. ” Til minde om Robert Lee Adams Sr.,” står der på mindepladen under hans statue.

Jeg følger hans anvisning og går op til den brune trædør og banker på.

56

57

Bro over L.A. River.

58

Bestyrer Denise Knowles Bragg i det rum, hvor Adams Funeral Home tilbyder drive thru begravelser.

59

Santa Monica Beach.

60

BiltrĂŚf i Burbank.

61

Roadkill.

62

Karen er våbehandler. Hendes bil hedder ”Vicious”

63

On the freeway.

64

Devil’s Night Out drive in bio pü taget af et parkeringshus. Dagens film er Trainspotting.

65

© TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN 2011