Beyond Laponia
Beyond Laponia Christian Liliendahl Første udgave 2016
Forord Det var -7 °C den morgen. Også inde i bilen, hvor jeg havde sovet. Jeg tager den ene hånd ud af soveposen, og kører fingrene over ruden, og konstatere at isen sidder indvendigt. Jeg havde kørt nordpå, ad E45, i næsten 2 dage. Fra noget der minder om et almindeligt landskab, langs de danske motorveje, med marker og større byer, havde landskabet heroppe fuldstændig ændret karakter. Skiftevis store åbne vidder til granskove så langt øjet rækker. Hvor mennesket mange andre steder har naturen under kontrol, virker det her som om det er naturen der styre, og mennesket der tilpasser sig. Jeg går ud af bilen, åbner bagsmækken og finder kassen med trangia, instant kaffe og de koldt hævet boller min kæreste har bagt til mig, inden jeg tog afsted. Inden jeg tænder for gassen, og sætter vand over til kaffe, tager jeg et par skridt væk fra bilen og går over mod den frosne sø. Jeg tager en dyb vejrtrækning og dufter til landet. Her er ingen forstyrrende eller ubehagelige lugte. Bare frisk luft. Og fuldstændig stilhed. Faktisk er her så stille, at jeg leder efter lyde. Noget må da give en lyd, tænker jeg. Men, hvad skulle det være? Her er jo intet levende væsen, ud over mig. I hvert fald ikke i nærheden og ikke af den størrelse der giver en lyd, højt nok til at et menneskeligt øre kan høre det. Lige siden indlandsisen trak sig tilbage, har der været mennesker her ude. Men det er ikke andet end ca. 300 år siden, de første slog sig ned som fastboere. Hen over den frosne sø, som jeg har overnatte ved, løber der snescooterspor på kryds og tværs. Et tydeligt tegn på, at jeg da ikke er helt alene. Det er disse mennesker, jeg er taget op for at møde.
Arne Forsman’s nabo er lige kommet forbi med en stor sort skraldepose. Arne åbner den og hiver en kæmpe, friskfanget laks op, for at vise den til mig. ”Her ude kalder vi det social økonomi.” siger han, og smiler. Han lægger den tilbage i posen og smider den udenfor, i sneen. Inde i garagen, sammen med en snescooter, værktøj og lidt brænde, står to store kummefrysere. På denne årstid er de kun halvfyldte. Alt ligger i poser, med dato og beskrivelse af posens indhold. Lever, hjerte, nyrer. Røget elg, røget fisk. Arne er vokset op ude på landet med sine forældre og en storebror. Og han har siden han var dreng, brugt meget tid på jagt og fiskeri, så det ligger naturligt til ham, at gøre brug af naturens spisekammer. Om sommeren og efteråret bruger Arne en del tid med at samle brænde, plukke bær, fiske og gå på jagt. Så får han fyldt spisekammeret op, til den lange kolde vinter. Arne blev pensioneret for 8 år siden, skilt fra sin kone for 14 år siden og i 2009 flyttede han tilbage, tæt på, hvor han er vokset op. Naturen, roen, stilheden og friheden trak i ham, efter at have boet og arbejdet som psykolog i mange år, i større byer, rundt om i Sverige. På væggene hænger kranier fra bjørne, gevirer fra rensdyr og elge, hjemmelavet knive og billeder af landskaber, magen til dem han har lige uden for sin dør.
Hjemme hos familien Hedberg, er det Hanna der står for jagten og Kristoffer der står for fiskeriet. De er begge vokset op ude på landet, og kunne aldrig finde på at flytte ind til noget der bare minder om en by. ” I en storby bliver al ting serveret for dig, døgnet rundt; nej vi skal ikke ind og bo i en storby”. fortæller Hanna. Kristoffer fortsætter - ”Når du går i biografen har du underholdning i to timer. Her ude kan du lave din egen underholdning og gøre det i lige så lang tid du har lyst.” Kristoffer peger ud af vinduet, ned mod den elv der løber brusende i baghaven. “For os er det her frihed”, slutter Kristoffer, mens han kigger smilende på Hanna. Hun nikker.
”En gang imellem er det lidt kedeligt.” Ebba sidder på sin seng og kigger ud. Det har sneet de sidste tre dage og ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Vi taler om, hvad der egentlig er at lave, som teenager, når man bor her. Selvom hun godt kan lide de mange ture, sammen med familien, i deres sommerhus i fjeldet, bliver det godt med sommer. Ebba har en EPA-traktor. Det er en ombygget bil, med en traktortrekant bagpå. Reglen er at man skal være 15 år, og så må den max må kunne køre 30 km/t. Lige nu står Ebbas i garagen, da den skal synes inden hun må kører i den igen. Hun glæder sig til den er klar, for som hun fortæller, så giver den en kæmpe frihed. Frihed til at komme rundt. Her er ikke en bus, der køre hvert 5. minut, som i en storby. Ebba starter på naturlinjen på gymnasiet efter sommeren, og er så småt begyndt at tænke over, hvad hun skal bagefter. Hvis hun vil læse videre, må hun flytte ind til en større by. Umeå og Luleå er to store universitetsbyer, nogle hundrede kilometer fra Jokkmokk, hvor hun bor. Men der er alligevel længe til. Så lige nu er det sommeren og turerne til søerne hun tænker mest på. Jeg holder tilbage for en ung mand, der går over vejen, og ind på en cafe. ”Arm Wrestler”, står der med store guld bogstaver hen over ryggen på træningstrøjen. Da jeg kommer ind på cafeen, sidder Johannes og venter på sin mad. En arm wrestler. Her ude. Er det bare en lille lukket klub, med nogle venner der syntes det er sjovt at lægge arm, når de er i byen? Eller er der noget i det? Johannes og vennerne har ikke en lille lukket klub, hvor de lægger arm, når de er i byen. Faktisk går de stort set aldrig ud og drikker. Johannes arbejder som handicapmedhjælper. Om sommeren er han graver på den lokale kirkegård. ”Da jeg deltog i Europamesterskaberne i Bulgarien i 2015, annoncerede de mig som ”Gravedigger”, fortæller Johannes, med et stille skævt smil. Johannes er et meget stille væsen, der ikke åbner munden overflødigt. Men når man spørger ind til hans karriere som arm wrestler, fortæller han stolt, at han sidste år er ubesejret svensk mester i både højre og venstre arm. Egentlig ville han gerne arbejde med noget multimedie, som han har haft på gymnasiet. Men i en lille by som Storuman, må man tage hvad man kan få, eller også må man flytte. Men det har Johannes overhovedet ikke lyst til.
Nede foran den gamle banegård, holder en gammel sort Chevrolet pickup truck. Bagruden er klisteret til med et billede af Stars and Stribes og i bakspejlet hænger en stor samling wunderbaum. Jeg går over og hilser på. Wilma er 16 år og bor sammen med sin kæreste. ”Om sommeren er der meget mere at lave”. Man kan se i Wilmas øjne, at hun glæder sig til vinteren er overstået. Noget af det bedste ved at bo herude, er friheden. Hun og vennerne kører tit ud til en sø og bader og høre høj musik.Om vinteren, når søerne er frosne, kører de lidt rundt i byen og mødes på parkeringspladsen foran supermarkedet. Og så kører man lidt rundt igen. Friheden ved at bo her, trækker mere, end at skulle jagte en karriere i en storby. ”Her ude kan vi jo gøre hvad vi vil” fortæller Wilma.
”Når det er vinter her, så er det sgu vinter”. Ordene kommer på lidt gebrokkent dansk. Jørgen sætter en kringle foran mig. ”Jeg lavede den i går”. Egentlig hedder han Hans Jørgen Jensen. Men alle kalder ham Jørgen. Kort efter Jørgen blev uddannet bager, hjemme i Hjørring, så han en stillingsannonce, der vækkede hans eventyrlyst. Man søgte en dansk bager, der ville være med til at starte et konditori op i Jokkmokk. Jørgen faldt godt til og udover arbejdet, brugte han meget tid på jagt og fiskeri. Efter to år skulle han tilbage til Danmark til eftertjeneste i militæret. Da den eftertjenesten var overstået brugte Jørgen nogle år i som bager i henholdsvis Teheran og i Sindal. Men hele tiden tænkte han tilbage på tiden i Sverige. En dag så han, at det konditori han havde været med til at starte, i Jokkmokk, var til salg. Han købte et gammelt hus, lidt uden for Jokkmokk og købte konditoriet. I mere end 30 år, stod Jørgen i baglokalet og lavede dansk wienerbrød. Da Jørgen valgte at stoppe, var det først hans søn Martin der overtog. Martin syntes ikke det var noget for ham, så efter et par år, gik det videre til Jørgens datter Laura. Efter 10 år fik Laura også nok. Ved årsskiftet 2016 overtog Tommy, Lauras søn og Jørgens barnebarn, konditoriet. Tommy flyttede fra Jokkmokk til Luleå for at gå i gymnasiet. Det blev til 19 år væk fra hans fødeby. Nu er han tilbage med kone og to børn. Tommy savner ikke at bo i en stor by. ”Her er jo alt, hvad man har brug for og så har vi naturen lige ude for døren.” Lige for tiden, bruge Tommy meget tid på at lære at være konditoriejer. Der er meget nyt at lære, når man pludselig bliver selvstændig med ansatte. Men når der er tid, tager han ud og fisker.
Efter gymnasiet fik Daniel arbejde på den lokale tankstation. Kundekontakten er noget af det vigtigste for ham. ”Ellers ville det blive så forbandet ensomt, at bo alene helt her ude” fortæller han. Daniel er flyttet ud på familiens slægtsgård i Kuouka. 50 km fra Jokkmokk og fra hans arbejde. Her har han plads til alle sine gamle biler, snescootere, traktorer og motorcykler. Daniel samler. Bag ved laden, kan det se ud som om Daniel har givet op og ladet de mange biler stå og forfalde. Men hver og en er klar til at køre, så snart sneen er væk. ”Alt står, som da mine bedsteforældre boede her”, fortæller han, mens vi træder ind i stuen. Kun nogle enkelte ting, vidner om, at her bor et menneske der er født i slutningen af det 20. Århundrede og ikke i det 19. Århundrede. Et Stars and Stribes tæppe i den gamle sofa, en Elvis Presley kalender og en række DVD’er. Oppe på 1. Salen, har Daniel gemt flere ting. Kaffedåser, gamle drejeskive telefoner, grammofonafspillere og transistorradioer. “Min drøm er en gang at lave huset til et museum”, fortæller han, mens vi går ned ad trappen. Inden Daniel skal videre på arbejde, sætter vi os ved spisebordet. Daniel viser mig, hans sidste loppefund. En gammel grammofonafspiller fra 30’erne. Han trækker den gamle grammofonafspiller op, drejer pickup hovedet og placere roligt den spidse nål på lakskiven. Der er sket meget med lydkvaliteten siden den gang. Efter at have sagt farvel til Daniel, kører jeg mod Vuollerim.
Egentlig skulle jeg bare se om pizzeriaet havde åbent. Men jeg nåede slet ikke så langt. For på en trappe ved siden af, sad Stellan. ”Känna”. ”Hejsa” siger jeg tilbage. Han studser over mit danske svar. ”Hvad laver du helt her ude?” Jeg leder efter mennesker, sagde jeg til ham. ”Okay” svare han. Pizzeriaet var lukket.
I mange år har Dan flyttet rundt i landet, alt efter, hvor der var job at få. Det har egentlig ikke gjort ham det store. Men i en alder af 59, vil han gerne have der falder lidt ro på. Dan underviser på mekanikerlinjen på en skole i Storuman. Et job han er virkelig glad for. Man kan da også hurtigt mærke hans passion for faget. Hele Dans liv går op i mekanik. Om dagen på skolen og når han kommer hjem, er det over i den gamle lade, og skrue på en af de mange biler han har. Da jeg kommer hjem til Dan, står han ude i den gamle lade, som nu er ombygget til værksted. Han er i gang med at restaurer en Ford fra 1928. Han finder en svensknøgle frem og viser mig. Fortæller mig, hvor gammel den er, hvor den er lavet og at det selvfølgelig er noget af det bedste håndværk der er lavet. Inden for svensknøgler altså. Mens vi taler videre, stiller Dan sig tilbage og fortsætter med at skrue på den gamle Ford. Dan er flyttet tilbage i sine forældres hus, hvor han også er vokset op. ”Jeg ville jo helst blive boende her”- fortæller han, mens han kigger i skuffen efter noget værktøj. Om to år, kan det være, at Dan bliver nødt til at flytte fra sit barndomshjem, hvis ikke hans stilling på skolen fortsætter.
Vuollerim
Randijaur
Familien Hedberg
Randijaur . Arne Forsman, 71 ĂĽr.
Tørret elg
Randijaur. Arnes stue.
Vilhelmina
Hotel Jokkmokk
Ebba Enbom, 15 ĂĽr
Vilhelmina
Jokkmokk. Parkeringspladsen ICA.
Jokkmokk
Storuman. Når tilslutningen er stor nok, bliver pizzeriat 3:an, lavede om til diskotek. Storuman. Johannes Andersson, 22 år.
Vuollerim
Storuman. Wilma Gustafsson, 16 år.
Jokkmokk
Vuollerim
Tjåmotis, dæmning
Jokkmokk, City konditoriet
Jokkmokk, City konditoriet
Tommy Isaksson Rensfeldt, 36 år, Jokkmokk
Hans Jørgen Jensen, Jokkmokk
Jokkmokk
Jokkmokk, E45
Kuouka. Daniel Ohlsson, 27 år Polarcirklen går lige igennem Daniels hus.
Jokkmokk
Daniels gæsteværelse
Daniels stue
Daniels baghave
Jokkmokk
Når bandet holder pause, bliver der serveret fika. Det er kaffe, kage og knækbrød med pålæg. Ingen alkohol.
Vuollerim. Stellan Hilmersson, 65 år. Pensioneret mental sunhed sygeplejeske.
Storuman. Folk kommer langvejs fra, når der en gang om måneden bliver holdt bal.
På komoden i Dans soveværelse, ligger gamle speedometre.
Dan Lindberg, 59 år, Myrlund
Storuman, Cafe Utsikten
Tak til alle medvirkende i denne bog. Tak fordi I lukkede mig ind i jeres liv og delte jeres historie med mig. Jeg håber vores veje vil krydse igen. En stor tak for at hjælpe mig igennem med vejledning og gode råd til Søren Pagter, Emil Ryge, Daniel Hjort, Morten Rode, Kasper Løftgaard, Sofia Busk og resten af min klasse på Danmarks medie og journalisthøjskole. Den største tak, skal gå til min kæreste Dina Byskov, for at holde sammen på vores familie, gennem hele min studietid.