Bombeland - af Lars Just by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

In all our years, we had known no more than the word ‘airplane’. We were all heavy hearted and mournful almost to the point of loosing our minds. The other villagers and I got together to consider this thing. We hadn’t done anything, nor harmed anyone. We had raised our crops, celebrated the festivals and maintained our homes for many years. Why did the planes drop bombs on us, impoverishing us this way? Voices of the Plain of Jars Xieng Khouang, Laos 1969

BOMBELAND LARS JUST

Laos, 2014

Jeg er kun gået få meter væk fra stien, da jeg får øje på den første bombe. Den ligger på overfladen. Cirka tyve centimeter lang og kegleformet med en overflade plettet af rust i grønne og brune nuancer. Stor nok til at dræbe alt indenfor tyve meter, hvis den pludseligt detonerer. Den ligger der bare. Åbenlyst, lige til at samle op. Jeg kigger på den et minuts tid, før jeg bevæger mig i en bue udenom og fortsætter. Efter et par skridt får jeg øje på tre til. De ligger i en fin, lille bunke halvt begravet i jord. U-eksploderede som den første. Tyve meter fra stien har jeg spottet endnu fire, og tredive meter ude er jeg oppe på 18. På det tidspunkt ryster mine ben, og jeg tørrer sveden væk fra øjnene og kigger på bønderne, der vader rundt blandt sprængfarlige bomber i rismarken f orude. De går i vand til knæene og svinger hakker nedad i store bevægelser for at pløje jorden. Solen kaster lange skygger ud over markerne, og i baggrunden strækker klippeformationer af karst sig mod himlen. Det er et smukt øjeblik, jeg gerne vil fotografere, men mit mod har svigtet mig. Med et sidste længselsfuldt blik ud mod bønderne vender jeg om og går forsigtigt tilbage i sikkerhed på Ho Chi Minh stien. Jeg står i Laos på den Annamitiske Bjergkæde, som adskiller landet fra Vietnam. Her i junglen lever over hundrede forskellige etniske g rupper,

f ordelt i små stammesamfund, side om side med op mod 80 millioner u-eksploderede bomber. Udover at være et af verdens fattigste lande, er Laos også det mest bombede land i verdenshistorien. USA kastede fra 1964-1973 over to en halv million tons bomber ned over landet. Skønt de to nationer ikke var i krig. Mens verdens øjne var rettet mod Vietnam førte CIA en altødelæggende og hemmelige krig i Laos i et storstilet forsøg på at afbryde nordvietnamesernes forsyningslinjer på Ho Chi Minh stierne. De næsten 600.000 bombetogter slyngede en kataklysmisk bomberegn ud over landet svarende til en ladning hvert ottende minut. Hver dag, ni år i træk. Det er mere, end hvad USA kastede over Tyskland og Japan i løbet 2. Verdenskrig.

arrede med dybe kratere. Hist og her krydses stierne af floder og bække fyldt med badende børn, som vinker eller måber, når jeg kører forbi. På trods af, at de mange bomber dagligt kræver ofre, har lokalbefolkningen lært at leve med dem. De accepterer fatalistisk en tilværelse, hvor et skridt i den forkerte retning kan betyde død eller lemlæstelse, og jeg mødes med smil og nysgerrige blikke, et råbende ’sá-baai-dii’ efterfulgt af vinkende børnehænder. Kun hos den ældre del af befolkningen fornemmes en tragedie skjult bag dybe, mørke øjne, men det er en følelse, der hurtigt er passé.

For hvordan kommer man videre, når omfanget af den forbrydelse, der blev begået mod Laos, overstiger den menneskelige fatteevne? En naturlig Da bombardementet ophørte, var marker gennemhullet af kratere og reaktion på så meget ondskab må unægteligt afføde had, men på intet tidsforurenet af kemiske våben, landsbyer var forsvundet og kvæget dræbt. Men punkt er det en følelse, jeg møder. Tværtimod. Reaktionen er den modsatte. en overflod af værdifuldt metalskrot, vragdele og u-eksploderede bomber Man ser en livsglæde ud over det sædvanlige. En kærlighed til livet, der ikke lå tilbage, og i desperation, og mod alt sund fornuft, begyndte de fattige bunder i materialisme, men i en tilgivelse af det utilgivelige. indbyggere at grave efter metallerne, der gav penge i kassen og mad i maven. Landsbyer blev genopbygget, i mange tilfælde med bomberester, og bønder Huse genopbygges på minefelter, bønder pløjer marken, mens døden ligger omsmeltede metallerne til skeer og smykker eller solgte resterne til Vietnam. på lur, og forældre vasker deres børn i floder med bomber. Årstiderne skifter, I dag dør trehundrede mennesker årligt på grund af bomber fra CIA’s hem- og mens Mekongfloden pulserer i sin stille, trofaste rytme, spreder monsunen langsomt de millioner af bomber og transporterer dem til nye egne af Laos. melige krig. Ho Chi Minh stierne løber langs grænsen til Vietnam, fra Xieng Khouang Verdens mest bombede land. provinsen i nord til Cambodja i syd. De løber fra landsby til landsby, alle

”Jeg håber, de kommer og rydder op efter sig,” siger Khantoun Pantarong, da jeg spørger, hvordan han synes USA skal forholde sig til bomberne i Laos. Sidste år var han en tidlig morgen gået i marken for at pløje, da han med sin hakke ramte noget hårdt. Han husker et brag og et lysglimt, før alt blev sort. Da han vågnede på hospitalet i hovedstaden, kunne han ikke se, og han troede, han var død. Khantoun mistede synet på sit venstre øje, dele af sin ene hånd, og har stadig metalsplinter i både brystet, skulderen og benene. ”Hvorfor bombede USA Laos?” spørger jeg. ”Jeg ved det ikke,” siger han og tænker lidt. ”Måske hadede de os? Måske ville de slå os ihjel, selvom vi også er mennesker. Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke.” ”Er du vred på USA på grund af det, der er sket?”. Khantoun tøver. ”Jeg føler ikke had,” siger han efter lidt tid. Holder en pause og kigger ned i jorden. ”Det er ikke slut på grund af mig.”

Efter krigen var området omkring landsbyen Ban Naphia fyldt med metalresterog bomber, som både sårede de lokale og besværliggjorde landbruget. Da landsbyens ældste mødtes og drøftede problemet, havde en skarpsindig bonde bemærket en mangel på skeer i de omkringliggende markeder, og indbyggerne begyndte herefter at indsamle metallerne og smelte dem til køkkenredskaber. ”Seks af mine venner døde, da de samlede metalrester og prøvede at demontere en bombe,” siger Chang Pet, imens han arbejder ved ovnen. ”Jeg blev bange, men har samtidig ikke noget valg. Jeg b liver nødt til at tjene penge for at forsørge min familie, og ris giver ikke nok.” Smedene i Ban Naphia bruger aluminium i deres ovne, men store bomber kan de sælge videre for 35 cent per kilo, som giver mad på bordet i en uge.

”Jeg havde ikke tid til at tænke. Ikke tid til at være bange eller til at hade. Jeg smed min søn op på ryggen og løb. Min åbne bluse blev gennemhullet af g ranatsplinter, mens bomberne regnede om os. På et tidspunkt må splinterne have ramt min søn, men bagefter havde jeg ikke engang tid til at begrave ham,” fortæller Tit Van Kam om den dag i 1969, hvor han mistede sin søn. Den gamle mand slukker sin cigaret i et bombehylster, inden han fortsætter. ”Efter krigen brugte jeg morterer til at fiske med. Spændte dem for enden af et spyd og kastede det i floden. Jeg var ikke bange dengang, men når jeg tænker tilbage, ryster min krop.”

Ban Naphia er en lille, traditionel laotisk landsby i Xieng Khouang. Vejen hertil er ikke asfalteret, så støv fylder luften da jeg kører ned af den hullede hovedvej. Foran næsten alle huse hænger bomberester til pynt, og jeg stopper foran et af dem, og hilser på Sepan, der bor med sine kone Pan og deres nyfødte barn. Som Chang Pet arbejder Sepan også som smed, og ved indgangen til huset står flere store klyngebomber. Amerikanernes ni år lange bombardement af Laos eskalerer i 1969, hvor Præsident Nixon, vejledt af Henry Kissinger, godkender brugen af klyngebomber. Tre meter lange, torpedolignende rør, som åbnes i luften og spreder en regn af 250 mindre granater ud over et større område. Når en B52’er kaster en ladning, dækker de et område på én kilometer i bredden og seks kilometer i længden. I Laos er granaterne kendt som bombies, og hvis de forstyrres og sprænger, dræber de alt indenfor tyve meter. Over de næste fire år kaster USA 280 millioner bombies ud over Laos, og ifølge eksperter detonerer 30% ikke ved nedslaget. De ligger der stadig og ligner til forveksling frugt, så det er ikke unormalt at børn samler dem op, når de støder på dem. Bombardementet af Laos bliver på dette tidspunkt stadig holdt hemmeligt for presse og offentlighed, men rygter om den hemmelige krig spreder sig langsomt. Da en ung, amerikansk lærer ved navn Fred Branfman i 1969 rejser til Xieng Khouang, støder han til sin overraskelse på bønder der er flygtet fra deres landsbyer. Bønderne kommer fra et sagnomspunden højdedrag, The Plain of Jars, fyldt med mytiske stenkrukker over tre tusind år gamle, og de beretter om tilintetgjorte landsbyer, fly som kaster bomber dag og nat og om familier, der 36

bliver revet fra hinanden. En flygtning fortæller; ”there wasn’t a night when we thought we’d live until morning, never a morning we thought we’d sur viveuntil night. Did our children cry? Oh, yes, and we did also. I just stayed in my cave. I didn’t see the sunlight for two years. What did I think about? Oh, I used to repeat, ’please don’t let the planes come, please don’t let the planes come, please don’t let the planes come.” Da Fred Branfman ikke kan dokumentere bombardementet i egen person, beder han bønderne om at tegne deres oplevelser, og over de næste 17 måneder indsamler han bevismateriale. I 1971 fremviser han tegningerne for den amerikanske kongres, og det bliver første gang verden hører om den hemmelig krig og de civile ofre. Men bombardementet fortsætter i hemmelighed. Først to år senere underskriver Henry Kissinger og Le Duc To fra Nordvietnam en fredsaftale i Paris, som ender den amerikanske intervention i Indokina. Og mens bønderne samler stumperne sammen, vinder Kissinger, manden bag bombardementet, Nobels Fredspris.

I 2008 underskriver over hundrede lande Konventionen mod Klyngebomber i Oslo. Konventionen forbyder lande alt brug, produktion, transport og oplagring af bomberne. Danmark underskriver også og har i slutningen af 2013 destrueret sit arsenal. Flere lande vælger ikke at underskrive, heriblandt Rusland, Kina, Brasilien, Israel, Egypten, Vietnam og USA. Konventionen har dog tydelige brister, da den ikke forhindrer firmaer med base i medlemslandene i at investere i klyngebombeproducenter. Den hollandske organisation IKV Pax Christi offentliggør hvert år en rapport, som giver overblik over producenter og investorer. På deres Hall of Shame fra december 2013 findes blandt utallige investorer genkendelige navne; tyske Allianz og Deutsche Bank, schweiziske Credit Suisse og UBS, koreanske Hyundai og Samsung, amerikanske American Family Life Assurance, JP Morgan Chase og Goldman Sachs. Millioner af dollars pumpes hvert år ind i industrien, alt imens UXO Laos anslår at minerydningen i landet vil tage endnu 100-150 år. Det er efterhånden blevet aften, og i smedens røgfyldte stue ammer Pan deres nyfødte datter. Hun har stadig ikke fået et navn. Sepan har slagtet en høne, og efter middagen taler jeg med ham om fremtiden. ”Jeg er bange for, hvad bomberne kan gøre ved hende,” siger han, og kaster et blik på sin lille pige. Et sted i stuen piber en killing. Og alle dem, som kommer efter hende, tænker jeg. For det sidste offer for Vietnamkrigen er sikkert ikke født endnu.

I dag, fyrre år efter, har den nationale minerydningsorganisation UXO Laos ryddet 0,36% af det bombede område. Det er en langsommelig og dyr proces, og organisationen råder ikke over store midler. Pr. 10 juli 2012 havde USA doneret i alt 47 millioner dollars siden krigens afslutning. Under bombarde mentet brugte de 17 millioner om dagen. Minerydningen besværliggøres desuden af monsunen, for selv om originale bombekort bruges som udgangspunkt for rydningen, bliver bomberne af nedbøren transporteret videre til andre områder. Mange bønder frygter at tage ny jord i brug, så Lars Just udover at dræbe uskyldige, hindrer bomberne også socioøkonomisk vækst, 2014 og tager man WHO’s kort over fattigdom, og lægger over de amerikanske bombekort, stemmer kortene overens.

Billedtekster Et krater fra en 400 punds bombe måler tre meter i dybden og Forside: over tyve meter i bredden. Mange bomber var fyldt med kemiske våben, i dette tilfælde Agent Orange, som var en blanding af eddikesyrer og doxin, der fjernede vegetation, og afslørede Ho Chi Minh stierne. Fyrre år efter er området stadig goldt. Side 04-05: Mekongfloden snor sig fra det Tibetanske Plateau i Himalaya ned gennem Laos og ud til det Sydkinesiske Hav. Laos er landlåst og har ikke nogen kystlinje. Landet er fem gange større end Danmark, og har seks millioner indbyggere. En gruppe landsbyboer tager sig en pause fra varmen i en Side 07: flod der krydser Ho Chi Minh stien. En russisk tank ligger ved vejsiden i Xieng Khouang. Ifølge Side 08: lokale solgte russerne fyrre tanks til den Royale Laotiske hær, samtidig med, at de solgte 200 panserværnsraketter til op rørerne, Pathed Lao. Børn sjipper i aftentimerne i landsbyen Ban Napia i Xieng Side 09: Khouang provinsen. Området omkring landsbyen er fyldt med bomber, og et skridt i den forkerte retning kan betyde død eller lemlæstelse. Børnene er alle klar over, at de ikke må forlade stier og veje på egen hånd. Nantee ryger en cigaret på trappen til sit hus. Han fandt Side 10: bomberne i 1979, og besluttede at bruge dem som bærende stolper. ”Træ rådner langsomt i jorden,” siger han. ”Så det undgår jeg her.” Grotten Tham Piu står som en af de stærkeste tragedier der Side 11: udspillede sig under CIA’s hemmelige krig. Tre landsbyer havde søgt tilflugt fra bombardementet, og lokale fortæller, hvordan amerikanske bombefly i dagevis tæppebombede junglen omkring grottens åbning, til den til sidst blev synlig. Den 24. november 1968 affyrede et jægerfly en enkelt raket der eksploderede i grottens indre. Samtlige 374 mennesker, som gemte sig derinde, blev dræbt. Khantoun Pantarong Side 13: Monsunen er gået i gang, og de næste tre måneder vil floderSide 14:

Side 15: Side 16: Side 18-19 Side 20:

Side 21: Side 22: Side 23: Side 24: Side 25: Side 27: Side 28:

Side 29: Side 31:

ne flydes og rismarkerne dyrkes. Khantoun Pantarongs hånd blev slemt tilredt, da bomben eksploderede. For at lappe den sammen tog lægerne et stykke hud fra hans ryg, som stadig sidder på hans tommelfinger. Chang Pet arbejder ved sin ovn. Overalt i landet flyder det med u-eksploderede bomber. Mange ligger på overfladen, hvor de med monsunen transporteres til nye egne, og under overfladen ligger endnu flere. Pan ammer sin nyfødte baby, hun endnu ikke har navngivet. Hun bor i Ban Naphia, og som mange andre, samler hendes mand, Sepan, også bomber, og smeder dem om. Ingen af dem ved, hvem der kastede bomberne. En kat skriger efter mad hos Pan og Sepan. Noud Phetrasy drikker hjemmelavet brændevin med Chang Pet og Sepan i Ban Naphia. Noud, Chang Pet og Sepan spiller ’hønsehovedet peger på’ efter aftensmad. En Laotisk version af flaskehalsen peger på´. Børn tager sig en dukkert for at køle af i junglen. Temperaturen ligger på 45 graders celcius. To kvinder henter en tidlig morgen vand fra en flod i den Annamitiske Bjergkæde, som adskiller Vietnam og Laos. Tit Van Kam Saigou sidder med sine to døtre, den store Nali og den lille Maja. De bor i en afsondret Hmong landsby i bjergene i Xieng Khouang. Hmong-folket hjalp oprindeligt USA under Vietnamkrigen, så efter amerikanernes exit blev de i stort omfang udsat for overgreb. Flere steder i Laos’ jungle er Hmong grupper den dag i dag stadig i væbnet konflikt med regeringen. Børn og voksne har stillet deres sko udenfor, da regnen begynder at falde. En dreng vander køkkenhaven i en SOS Børneby. Mange af børnene har mistet deres forældre til bomberne og har få muligheder for at klare sig. Drengene ender tit på gaden, og flere piger søger lykken i Thailand, hvor de ender som prostituerede. Børnebyerne er en af de eneste muligheder for børne-

Side 32-33: Side 34: Side 35: Side 36: Side 37:

ne, men selv her er de ikke nødvendigvis i sikkerhed. Kort efter børnebyen i Xieng Khoung åbnede i 1999 fandt børn en tidlig morgen en bombie i græsset i køkkenhaven. UXO Laos rykkede hurtigt ind på området, og ikke mindre end 70 aktive bombies blev fundet i den lille børneby. Byen var blevet ryddet, men et vognlæs jord udefra til køkkenhaverne var ikke blevet undersøgt af leverandøren. På en mark brugt dagligt af lokale bønder, finder UXO Laos tre bombies, én morter og to håndgranater, og foretager derefter en kontrolleret sprængning. Kratere fylder en mark i Xieng Khouang, hvor intet endnu vokser. En bondes skindeben blev såret, da han stødte på en bombe. Bombekort. Røde prikker markerer bombemissioner i Laos. Øjenvidneberetninger fra The Plain of Jars.