LAUELAAI

LAUELAAI © 2021 Fotojournalisterne © 2021 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Udgivet af DMJX - fotojournalistuddannelsen Forside billede af Stine Schjøtler Tryk: Ecograf Gruppen Printed in Denmark 2021 ISBN: 978-87-93453-99-9 Tak til: Gitte Luk Mads Greve Lars Prevelakis Bai Charlotte for øllene Og stort tak til alle, der delte deres historie.

Øen ligger som en kile i havet mellem de danske øer, forbundet med én bro til resten af Danmark.

Langeland, et sted vi ikke kendte.

I april 2021 mødte vi øen med en nysgerrighed på det liv, der her bliver levet. Vores besøg er blevet til ti forskellige historier. Og vi kom vidt omkring.

Fra havets bund ud fra Bagenkop i syd, hen over øens marker med vilde heste, til den frie ungdom i Rudkøbing og et simpelt liv i pagt med naturen i nord.

alene i kollektivet Som blomsterbarn i halvfjerdserne delte Rasmus Andersen tilværelsen med andre kollektivister og logerende. Nu bor han alene og bruger sine dage som pensionist på græsset og ved bedene omkring det gamle kollektiv, husmandsstedet Kastaniely. af Brage Borup

Rasmus hælder omhyggeligt yoghurt og hjemmelavet solbærsaft over sin dampende havregrød. Han placerer fødderne ud til siderne på understellet af spisebordet. Mørke ringe og en let glans langs kanten afslører, hvor adskillige logerende og venner har haft deres hænder i alskens hyggelige stunder.

men med tiden er livet med stort fællesskab på Kastaniely blevet erstattet af et liv, hvor Rasmus må søge socialt samvær udenfor hjemmet. Nu hvor vejret er blevet mildere, bruger han dog meget af sin tid udenfor på diverse byggeprojekter og dyrker jorden med flere grøntsager, end han selv kan spise.

Han hælder en kop Marcussens Universalte op, ligesom han gjorde det i kollektivtiden i tresserne og halvfjerdserne. Så sidder han og sumper, som han kalder det, til en fortællerstemme, fra den iPad, hans søn har givet ham, i en halv til en hel time. Derefter går han udenfor for at fodre hønsene og mærke vejret.

Rasmus’ rejse mod kollektivlivet startede på en sommerferietur til Jylland, som han og nogle venner tog på i 1971. De ville besøge en fælles bekendt, men efter at have kørt deres Mini Clubman til Viborg i håb om at finde ham, fik de at vide, han befandt sig i et kollektiv i Randers.

66-årige Rasmus Andersen har boet i Skrøbelev på Langeland siden midten af halvfjerdserne. Dengang var det sammen med andre ligesindede kollektivister,

I kollektivet boede en niogtyve-årig kvinde, der meget gerne ville have børn. Rasmus, som på det tidspunkt var sytten år, blev lun på hende, og kort efter var han blevet far.

Han passede barnet sammen med den nybagte mors veninde, Pia, og efter at have brugt noget tid sammen forelskede de to sig i hinanden.

“Vi rendte rundt med barnevognen og lå og elskede i vejgrøften, og den holdt jo ikke i længden.”

Formiddagen skrider frem, og Rasmus skal ud i sin have og fortsætte på et af sine mange projekter. Han går ud i sit hønsehus gennem en gammel lade fyldt med støvede og rustne dele fra biler, cykler og forskellige haveremedier. Bag de beskidte og tågede ruder banker en brumbasse desperat sin krop mod lyset på den anden side af ruden. Rasmus åbner stille vinduet op og tager nænsomt om det lille insekt.

“Flyv ud i verden og formér dig,” siger han med kærlighed i stemmen.

De to unge og nyforelskede mennesker prøvede at få det til at fungere i Jylland, men efter et års tid tog Rasmus og Pia til Svendborg og fik derefter et hus på Tåsinge. De etablerede sig senere på Langeland efter at have fået nogle venner, og Rasmus fik job i en børnehave. Snart efter fik de hus på Langeland, og Pia blev gravid med deres første barn.

Efter lidt forskelligt arbejde, der var dårligt betalt, manglede de unge forældre penge. Gennem nogle venner fik Rasmus og Pia mulighed for at hjælpe og huse socialt udsatte og få betaling for det af Københavns Kommune. De havde gennem tiden flere forskellige ‘plejebørn’, som Rasmus kalder dem, og på den måde fik de en fast indtægtskilde fra 1975 og omtrent ti år frem.

Efter hønsene er fodret, går Rasmus ud og henter sin minilæsser, eller ‘havekat’, som han kalder den. Den skal han blandt andet bruge til at flytte rundt på nogle sten, der skal skabe en bedre harmoni omkring et lille kunstværk, han har lavet af to døde træer. Sådan går meget af Rasmus’ dag: oven på havekatten, eller på en nyerhvervet gravemaskine i haven på husmandsstedet, der for efterhånden mange år siden var et fristed, hvor det ikke var ualmindeligt at se nøgne mennesker spankulere rundt i haven.

Kollektivet Kastaniely blev stablet på benene, efter nogle af det unge pars venner flyttede ind. Der var ofte tolv-tretten til bords, men i huset boede kun omkring fem. Af nogen blev det kaldt springbrættet, fordi folk ofte kom for en kort bemærkning på vej videre i livet, og Rasmus havde ikke noget problem med de korte møder.

“Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker, både med at finde bolig og med at finde glæde i livet.”

I dag er mange af Rasmus’ venner videre i livet, eller på den anden side på grund af alkoholisme og andre misbrug. De gav slip på ham, og han på dem.

Mange af Rasmus venner, bekendte og familie er sidenhen også blevet mere borgerlige og lever i et andet tempo, end han gør. Rasmus ses stadig med sin familie til større arrangementer, og der er intet ondt imellem dem.

Han mødes med en kammerat for at gå søndagsture, og han har en passion for jazzmusik, som han finder en form for fællesskab i.

Han glæder sig også til at mærke stemningen og kreativiteten i de små jazzkoncerter, han plejer at gå til.

Hans ungdom bød på rigtig meget fællesskab, måske mere end for de fleste mennesker, men nu er han alene på græsset og ved bedene omkring husmandsstedet.

Her er nok at gøre, og Rasmus har mange planer.

Han fortsætter derfor med at arbejde i haven ud på aftenen, for der skal også anlægges et farverigt blomsterbed, som det pensionerede blomsterbarn kan nyde.

STENENE I MØRKET af Hannah Aurora Almstrup

Efter mange år har Morten accepteret, at han skal leve med depressionen resten af sit liv, men vigtiagst, at stendysser, dagbog og åbenhed bliver hans vej igennem det.

Han bevæger sig rundt om stenene.

Det er lang tid siden. Han har været bange for den potentielle skuffelse.

Bange for om han har opbrugt den fantastiske følelse. Han rører ved den kolde overflade og betragter de 5000 år gamle monumenter. Roen sænker sig i Mortens sind. Stendysserne har stadig deres effekt.

Det havde de ikke i 2013. Hvor tiden begyndte at gå langsommere. Efteråret kom, og Morten kunne ikke overskue noget længere. Han holdt sig indenfor.

Holdt sig væk fra alle de mennesker, der nød tilværelsen og virkede ligeglade med, at sensommervarmen og lyset også i år ville slå om i kulde og mørke. Der var ingen fred at få. Han undgik blikke.

Undgik at hilse. Blev inde.

Morten Gaustad og hans kone indså, at noget var galt. Hun prøvede at skaffe en henvisning til en psykolog, men lægen ville se Morten. Han stillede de obligatoriske spørgsmål: Er du mere ked af det end normalt? Går du og tænker på selvmord?, ogn recept på Sertralin bliver Mortens første forsøg på at medicinere sig ud af depressionen. Først kom bivirkningerne efterfulgt af en dulmende grå følelse. Alt var lige ubehageligt, men på ingen måde godt heller. Morten var stadig nede i hullet - det var bare ikke lige så dybt. Året efter blev Morten sygemeldt.

Depressionen lagde sig som en tung dyne over ham. En dyne så ufattelig tung at blot det at rejse sig var svært. Selv luften blev tung og svær at bevæge sig i. En konstant modstand. Kroppen lukkede ned og kun en smal sprække af lys blev lukket ind.

Det var tungt og indsnævrende. Morten begyndte at føre dagbog og skrev blandt andet: ”Søvnen er sød. Men jeg står op med børnene om morgenen. De er så store, at de kan det meste selv. De skal med færgen kl 07:10. Uden en lyd går jeg ind på det ene børneværelse og lægger mig i sengen.

Lukker øjnene og går langsomt i opløsning under trykket fra altings tyngde. I opløsning og i søvn. Søvnen er sød. Hypnotiserende.

Bedøvende.”

Han sov de lyse timer væk, og gentog de samme bevægelser dag efter dag, mens meningen fortonede sig, og livet sivede langsomt ud af ham. Tiden gik, og livet forsvandt, men Morten gjorde ingenting.

Han forsvandt bare ind i en tilstand, hvor fremtiden var helt umulig at forestille sig, og fortiden føltes ligegyldig - for hvad nytter uddannelse og erfaring, når man ikke engang kan overskue nuet? Året efter flyttede Morten fra Strynø til Rudkøbing på Langeland med sin kone og to børn. Og da han begyndte at udforske øen, opdagede han øens utallige stendysser.

Morten skriver igen i dagbogen:

at finde frem til flere dysser og jættestuer.

Jeg kører rundt, ser på kortet og finder dem, en efter en. Og en næsten glemt følelse presser sig frem. Når jeg kommer frem til en dysse jeg ikke har set før: en underlig følelse af glæde. Hvad er det?”

Og de var overalt. Gravmonumenterne fra stenalderen, hvor de kunne komme i kontakt med de døde, de døde som ikke forsvandt i tiden, men som levede videre i en anden verden. Alt det gik han og tænkte på i det samme landskab, deres landskab, hvor de stod og kiggede op på himmelen, den samme himmel, ud over havet, det samme hav. Dagbogen blev stille og roligt længere: ”Hele mit liv har jeg levet og arbejdet i ordenes og bøgernes verden. Jeg ved ikke om jeg for vild blandt ordene. Men det er, som om jeg finder frem til verden igen ved at omgås de store, gamle sten. Kompakte, solide, håndgribelige.”

”Uden helt at vide hvorfor begynder jeg

Lige pludselig blev tiden mere konkret at forholde sig til. Han kunne lægge hånden på en sten og tænke, at for 5000 år siden var der nogen, der stod her. Lige pludselig kunne Morten koble sig på historien.

Det var voldsomt for ham at føle sig rask og frisk efter så mange år i depressionens mørke. Og sprækken, han havde set verden igennem i mange år, åbnede sig langsomt, imens Morten bevægede sig igennem det langelandske landskab. Lyset blev lukket ind, og Morten blev nærmest blændet, men det skulle han først indse senere. Der gik to år, hvor Morten stolt fortalte om, hvordan også han var én af dem, der overvandt depressionen. Én af dem, der gik fra at være syg til at være rask.

Fuld af mod og energi startede Morten sin egen virksomhed, overbevist om, at han havde lagt depressionen bag sig og sagtens kunne klare livet som selvstændig. Menneskene omkring Morten glædede sig over den pludselige bedring, og så håbefuldt til, imens han fik styr på sit liv.

Oplevelsen med stendysserne var overvældende nok til at undertrykke mørket. Men kun for en stund. Langsomt gik det op for Morten, at han faktisk slet ikke var sluppet af med depressionen, angsten og mørket.

Og at han slet ikke var i stand til at leve det liv, han havde lagt op til. Mortens håb om at være én af dem, der lykkedes med at overvinde depressionen, havde fuldstændig overskygget de rationelle tanker.

Og det var en hård kamp at indse, at han igen befandt sig i det mørke, som han troede, at han endelig var undsluppet.

I dag ved Morten, at han ikke kommer til at slippe af med depressionen, men vigtigst har han indset, at de depressive tanker og angsten ikke er en del af ham. De er en del af sygdommen han skal leve med.

Både i de dårlige og de gode perioder. Og selvom det er svært at acceptere, at resten af livet skal leves med depressionen, så er det er en befriende tanke, at tankerne ikke er en del af hans person.

DET LEVEDE LIV FØR DET FORSVINDER af Kim Frost og Marius Nimand

Tomme vinduer og aflåste facader læner sig ud mod Langelands pulsåre, hovedvej 305. På øen vil man fjerne 100 huse, der enten er uønskede eller er blevet efterladt til forfald. Synet af dem overrasker og mætter os. For der er mange af dem, de forladte huse. Men er de mere end bare tomme og forladte?

Vi tænker på, om der bag de tilgroede indgange gemmer sig en fortælling om det levede liv på øen.

Et lille hus med vidt åbne vinduer ligger ud til en smal landevej. Under skyggen af stråtaget ligger et par stole væltet foran et lille cafébord.

Vores ankomst er nok det eneste liv, huset har set i lang tid. Overfor for det stråtækte hus ligger et stort, rødt hus. Det har også set liv, og det ser stadig liv. I haven står alt snorlige og husets ejer er i gang med at vande.

Rummene er fyldt med små og store ting. Det er som at betragte genstande på et museum. Bare uden det lille hvide, forklarende skilt under hver genstand.

“De forlod huset og øen for 15 år siden. Alt, der er derinde, er deres.” fortæller naboen, mens han kigger over mod det lille hus gennem sin hæk.

Et kollapset klaver ligger i stuen. Vi rører ved strengene, der giver en genkendelig klang af det lille hus, da det stadig var beboet.. Huset har sikkert været fyldt med musik, der flød ud ad de åbne vinduer.

En saftpresser står i bryggerset, højhælede damesko ligger i en kasse, og på en reol er der stablet keramik.

“Bagenkop”, navnet på havnebyen i det sydligste Langeland, er graveret i bunden af skålene og understreger Langelands keramiske tradition.

Det glemte lille hus er langt fra det eneste på Langeland. Kommunen har netop afsat 12 millioner, som skal bruges på at nedrive glemte byhuse, gamle landejendomme og forladte, stråtækte gårde, så øen kan blive mere attraktiv og tiltrække tilflyttere. For nogle er husene bare pletter, der skal tørres væk. Huset er det første på vores liste over adresser, der er blevet forladt. Adresserne er plottet ind i Google Maps og fordeler sig som små stjerner fra syd mod nord på telefonens skærm. Vi kører ud i landskabet for at møde dem. Ikke for at rive op i ejernes fortid og årsagen til, at husene blev forladt, men for at se deres særlige kendetegn og dvæle ved de ting, der giver en fortælling om det levede liv.

Kunsten i flyttekasser

Døren knirker i det lille hus med de åbne vinduer.

Vi lader øjnene flyde rundt. Fra den ene væg til den anden. Enkelte ting bliver til grundsten i en forestilling om det liv, der engang var her.

Op ad væggen står en række rammer med malerier og tegninger. Vi forestiller os, hvordan et kunstnerisk par har levet et idyllisk liv her.

Det har været et sted, hvor tiden ikke har eksisteret. De har haft hinanden og deres kreativitet her på øen i det sydfynske øhav.

Vi undres. Hvordan kan et hus som dette bare få lov at stå? Det er forladt, og måske ligefrem glemt af de tidligere ejere. Men det lille stråtækte hus med åbne vinduer lader ikke til at have glemt dem.

Alle ting er affotograferet og lagt på plads

Alle ting er affotograferet og lagt på plads

Små forretninger med keramik, bindingsværkshuse og landsbykirker med bemærkelsesværdige spir står langs hovedvejen, der fører os mod vores næste stjerne på kortet. En gård for enden af en markvej, gemt bag en høj mellem tornebuske og birketræer. En presenning ligger over taget. Den prøver febrilsk at holde på det tilbageværende stråtag i en kraftig blæst, der passerer ind over Langelands talje. Et mirabelletræ står i haven og blomstrer, som det har gjort så mange gange før.

En dag kommer store maskiner og jævner de herreløse huse med jorden. Men det virker næsten, som om nedrivningen har været i gang længe. Grene kravler langsomt ind ad vinduet. Efterladte ting i haven er sunket ned i og blevet ét med det lange græs. Naturen rykkede ind, da huset blev forladt, oig vinden slider på murerne. De lægger arm, og på et tidspunkt ved alle os, der har været tilskuere til kampen, hvem der giver op.

Hoveddøren er todelt med et håndtag foroven og forneden. Den var blå engang. Den står åben og viser vejen ind til en tid, der vil forsvinde med nedrivningen. Vi bevæger os langsomt rundt i huset, måske for at samle alle indtryk eller også er det af ubevidst respekt for det liv, huset fortæller om. Vi vil ikke forstyrre.

Loftsbjælkerne hænger med mulen over gamle hånddekorerede møbler. En stol med smukt formede fødder står i hjørnet.

Lige præcis der, hvor lyset falder ind først på aftenen. Det flyder med gamle bøger og magasiner fra 1973.

Hvor længe siden, nogen boede her, er svært at sige. Et liggeunderlag ovre i hjørnet og klinisk hvide vatrondeller i en uåbnet plastikpose afslører, at huset har været besøgt, siden det oprindeligt blev forladt.

Vores nysgerrighed driver os videre mod andre steder. To dådyr står stille i læ på højen og betragter os, da vi forlader stedet.

Ved havet

Oppe på toppen af Langeland finder vi en ruin. Her har naturen vundet, og hvad der engang var en overdækket stald med et gennemgående fodertrug og plads til seks-otte dyr, er nu murstensvægge, der stritter ensomt mod himlen. I ruinen står et gammelt mekanisk redskab med et håndtag, tandhjul og to ruller til at presse tøj igennem. Vi ved ikke, hvad den hedder. Vi googler det. En strygerulle, en gammel strygerulle. Her er tøjet blevet ordnet med udsigt ud over Storebælt.

Vi kigger ud over vandet inde fra ruinen. Bæltets hængebro kan anes langt ude. Den buer sig over vandet og strækker sig mod himlen, før den lader asfalten ramme land igen.

At møde disse huse er som at møde et nyt menneske. Først trækker vi på faste spørgsmål om nutiden. Vi vil vide, hvad folk arbejder med, hvor gamle de er, og hvad fritiden har at byde på. Når vi har det klarlagt, begynder tilbageblikket. Vi vil vide, hvordan livet er blevet levet for at forstå, hvordan et menneske er blevet til de, som det er. Bag de tilgroede indgange og i de forladte hjem fortælles historien om det levede liv. Disse huse er tilbageblikket.

BUNDTRAWLERNE FRA BAGENKOP af Christian Falck Wolff

Et par dage senere kommer en ny båd til Bagenkop. Rundt om hjørnet kommer Ulrik cyklende på sin ladcykel med en tophue, der kun lige præcis dækker det øverste af ørerne.

Egentlig skulle han holde fri, men Ulrik har hørt, at bådens trawl blev revet i stykker under dagens fiskeri. Det betyder, at det 40 meter lange net skal trækkes op på land for at bødes sammen igen. Det er en langsommelig proces, hvor hele nettet gennemgås og bindes sammen med ny snor.

Alt imens lyset så småt aftager på Bagenkop havn, arbejder Ulrik og bådens tre mand store besætning på at få repareret trawlet, så det kan blive klar til morgendagens sejlads. 02:30 er der afgang.

Undervejs kommer et par af de andre fiskere forbi og giver en hånd med inden fyraften.

Hernede beregner man ikke timeløn.

Man går heller ikke hjem, når klokken er 16:00. Ja, nogle dage kommer man slet ikke hjem. Sådan er det at være fisker.

En monoton, metallisk lyd fra motoren overdøver stilheden. Det er en times tid siden, den lille båd forlod Bagenkop havn. I døråbningen til førerhuset står Ulrik Kølle Hansen med en kikkert og prøver at få øje på nogle andre fiskere i horisonten. Han lægger kikkerten fra sig og finder et par kraftige, gule gummihandsker frem. Trawlet skal ud.

Ulrik har været fisker, siden han var 14 år.

Det var hans far også, og hans bedstefar.

Ja, faktisk er Ulrik 10. generation af fiskere i Bagenkop. Det er en stolt familietradition, som begge hans sønner har valgt at videreføre.

Ulrik og sønnerne er bundtrawlere. Det betyder, at de gør brug af en metode, hvor et langt net slæbes efter båden langs

med havbunden. Små gummiskiver under trawlet fungerer som hjul, så nettet kører over havbunden uden at samle sten og skaller. Denne metode er effektiv, men efterhånden også utrolig udskældt. Eksperter vurderer, at det er skadeligt for havmiljøet og i sidste ende fiskebestanden at gøre brug af denne metode. Ulrik er dog ikke nødvendigvis enig med de såkaldte eksperter. ”Jeg har trawlet siden 1984, og nogle år har der været mange fisk, og andre år har der ikke. Det har altid varieret.”

Knap et ton rødspætter er hevet over rælingen i løbet af de sidste 10 timer, og båden sejler nu mod Bagenkop igen.

Ulrik kigger ned på de farvede kasser og griner lidt. ”Og så siger journalisterne, at der ikke er flere fisk tilbage i havet.”

Fra stævnen begynder man at kunne skimte de rustne damecykler, der er parkeret op ad det rødmalede træskur.

Skuret er placeret for enden af molen, så man i forreste parket kan sidde og betragte de nytilkomne både. Under halvtaget har nogle af de pensionerede fiskere taget plads. Iført blå Kansas kedeldragter og træsko uden hælkap skuer de ud i horisonten for at identificere, hvem der kommer i havn. Engang var det dem selv.

Tilbage i 60´erne var der trængsel ved molen. Flere hundrede mennesker var fuldtidsbeskæftigede i fiskeriet, og mere end 70 trawlere lagde til i Bagenkop Havn. Den rivende udvikling betød, at man måtte udvide havnen flere gange for at øge kapaciteten. I dag er der omtrent 10 trawlere tilbage.

Det er en af gutterne, som går og vifter med en Underberg, alt imens han højlydt griner af sin egen vittighed leveret med tyk Bagenkopsk dialekt. Inden længe er kasserne tømt, og båden skal nu blot skylles efter en sidste gang, før den kan tøjres til kajen.

Et par dage senere kommer en ny båd til Bagenkop. Rundt om hjørnet kommer Ulrik cyklende på sin ladcykel med en tophue, der kun lige præcis dækker det øverste af ørerne. Egentlig skulle han holde fri, men Ulrik har hørt, at bådens trawl blev revet i stykker under dagens fiskeri. Det betyder, at det 40 meter lange net skal trækkes op på land for at bødes sammen igen. Det er en langsommelig proces, hvor hele nettet gennemgås og bindes sammen med nyt reb.

En flok mænd står klar ovre ved hallen.

Alt imens lyset så småt aftager på BagenLakridsfabrikken kaldes den. Her bliver kop havn, arbejder Ulrik og bådens tre fangsten fra Bagenkops bundtrawlere mand store besætning på at få repareret opbevaret, før den sendes videre ud i trawlet, så det kan blive klar til morgenverden. Allerede inden båden når helt dagens sejlads. 02:30 er der afgang. derhen, kan man høre et gennemtrænUndervejs kommer et par af de andre gende og skingert grin derindefra. fiskere forbi og giver en hånd med inden fyraften.

Spørgsmålet er, om bundtrawlerne i Bagenkop kan blive ved. Samfundets syn på trawling er i takt med den bæredygtige udvikling blevet mere kritisk. Flere naturorganisationer og eksperter foreslår at afskaffe trawling, og forslag som disse møder opbakning på Christiansborg. Ifølge Ulrik er fremtiden bekymrende. ”Jeg er bange for, at det allerede bliver i min tid, at vi må stoppe” siger han, mens han betragter det enorme net, der er lagt ud på molen.

Det er søndag, og endnu et trawl er revet i stykker på bunden. Ulrik har lovet, at han nok skal fikse det. I dag gør knæene ondt, så han har medbragt en lille, grøn træbænk, han kan sidde på, mens han bøder. I løbet af dagen kommer både hans kone, sønner, barnebarn, naboens dreng, storebror, lokale fiskere og andre be-

kendte forbi for at sige hej og give en hånd med.

Provianten består af brunsviger og kaffe. Der er købt ind, så også de forbipasserende kan få en bid med. I pauserne ligger Ulrik i et sammenkrøllet net, der agerer lænestol for en stund. ”Da jeg var yngre, syntes jeg, at det her var spild af tid, men nu har jeg faktisk lært at sætte pris på det.”

Der er stadig et par timer tilbage, inden trawlet er klar. Undervejs ringer skipperen fra den anden båd og fortæller, at endnu et trawl er gået i stykker. Ulriks søn siger, at han nok skal fikse det. Ulrik skal selv op og fiske 04:30 i morgen, men hans fiskemakker er blevet forhindret.

Derfor skal han lige nå at finde ud af, hvem der kan hjælpe ham, inden han tager hjem fra Bagenkop havn.

Når livet omfavner naturen af Stine Schjøtler

Familien Bennetzen Myhr bor på et lille landsted på nordlangeland, hvor vinden suser i de høje trækroner, hanen galer hver eneste morgen og dagens måltider består af grøntsager fra marken, der er placeret i baghaven. Regin Bennetzen og Fie Myhr drømmer om at leve hundrede procent selvforsynende og i harmoni med naturen, samt inspirere børnene, Fenja og Vidar til at se permakulturen som en meningsfuld og respektfuld tilgang til vores jord.

Jeg sidder for enden af spisebordet og kigger ud på det fine langelandske landskab. Med ét sænker roen sig. Man bør ved selvsyn opleve det. Jeg forstår allerede, hvorfor man vælger at rykke teltpælene op, og flytte helt herud, hvor livet bare får lov til at omfavne naturen.

Fie og Regin købte husmandsbruget på Nordlangeland i 2019. Indtil da boede de på Sjælland, men parrets behov, drømme og ønsker til hverdagen ændrede sig med tiden, og de blev efterhånden klar over, at ro, luft, nærhed og natur, var noget de manglede, og som de ville give deres børn.

I dag har parret og deres to børn, Fenja på 3 år og Vidar på 9 måneder, skabt sig et permakulturelt landsted på 2 hektar, hvor de forsyner sig selv og langelænderne med permadyrkede grøntsager, som de sælger på markeder og via abonnementsbaserede grøntsagskasser. I sin produktion overholder familien permakulturens tre etikker som lyder: omsorg for mennesker, omsorg for jorden og fair fordeling af ressourcerne. Familien fortæller glædeligt om deres levemåde samt om den forretning, de har skabt. Passionen for den naturbevidste livsførelse er tydelig, “Hele essensen er, at vi ikke graver i jorden.

Derved bevarer vi jordens mikroorganismer og vi sikrer os, at vand og kulstof forbliver i jorden. Via permakulturen driver vi ikke rovdrift på jordens ressourcer,” forklarer Regin.

Familiens udearealer er fyldt ud med alt fra søde dyr til spirende bede. Det første der møder os er to store, hvide fugle med knaldrøde næb og orange fødder.

“Hvad er det for en fugl?”, spørger jeg forsigtigt.

“Dét moskusand”, svarer 3-årige Fenja mig selvsikkert.

Hjemme hos familien Bennetzen Myhr går børnene ikke i institution, men til gengæld tilegner de sig en enorm viden om naturen, dyrene og den jord vi lever på, hvilket ifølge Fie og Regin er en væsentlig viden at have, “Fenja kender ikke til Anna og Elsa fra Frost, men til gengæld ved hun mange andre ting, som andre børn på hendes alder ikke aner noget om,” siger Fie. Forbi moskusænderne går vi ned mod marken. Et stort drivhus, velanlagte bede, hønsegård til gårdens æglæggere og to store kaninbure, hvor kaninerne Brombær og Solbær bor med deres små kaninunger, pryder omgivelserne. Derudover rummer udearealet også en fold, hvor gårdens fem moderfår og deres ti lam lystigt kan boltre sig.

Regin åbner porten til det store drivhus, hvor morgensolen står skarpt på den transparente drivhusdug og skaber en varm og fugtig luft. Her er både tomater, agurker, vinterærter, chilier og peberfrugter. Ude i marken bugner det også med lækkerier. Vi går på de smalle og barkbelagte stier, der er etableret mellem de enkelte bede, imens Regin fortæller, peger og forklarer. Der er blandt andet krydderurter, løg, grønkålsstokke, kartofler og porrer.

Fenja følger troligt med i, hvad Fie og Regin fortæller mig, men som vi går rundt mellem bedene, bliver hun pludselig fristet af en indbydende grønkålsstok, der kun er et par centimeter lavere end hende selv. Hun tager de små hænder på ryggen, læner sig lidt forover, tager en ordentlig bid og gumler løs.

Jeg tænker straks, at det er strengt forbudt, det hun har gang i, men det virker ikke, som om, Regin og Fie hidser sig synderligt op.

For dem illustrerer hendes handling netop dét, som de ønsker at lære deres børn, at naturen skaber en vis nysgerrighed og samtidig også friheden til at følge denne på en respektfuld måde.

Det er en inspirerende tilgang til livet, og jeg er imponeret over, hvordan den lille familie helt automatisk omfavner naturen og inviterer den ind i deres hjem og liv på alle tænkelige måder. Jeg bliver opslugt af deres levemåde. Så opslugt at jeg får fornemmelsen af, at familien på sin egen stille måde har givet mig en form for genopdragelse og en plads i naturen.

De frie unge

af Rune Øe & Frederik Danielsen

Langt fra fremdriftsreformer og konkurrencestat, mellem kornsiloer fra Land & Fritid og Jem & Fix i Rudkøbing, ligger Langelands Efterskole. Spørger man de de lokale, er det en flok hippier, som bor deroppe. For de 67 efterskoleelever, der har hjemme på efterskolen, fungerer skolen som et fristed, hvor de kan få lov at være lige præcis, hvem de er.

Aprils lunefulde sol får træernes skygger til at strække sig langt hen over græsplænen, og forårsbrisen fragter lyden af latter fra øre til øre. De mange grin kulminerer med lyden af unge fingre, der stryger de nedslidte guitarstrenge, der danner tonerne af Lil ‘Johnnys mund af Røde Mor. Mellem to af de store træer, som omfavner græsplænen, er en bred båndstrammer spændt ud, hvorpå eleverne med et koncentreret blik prøver at gå på line.

Et skrål af jubel vælter ud af munden på en af eleverne, da en af pigerne går fra det ene træ til det andet. Ved siden af båndstrammeren sidder en stor flok, som mest minder om en omgang kluddermor, der har givet op.

Mange kroppe, en enhed, hvor arme og ben er snoet ind i hinanden. Med kærlige hænder kærtegner de hinandens ansigter, imens solen varmer dem. En af eleverne, Josefa Maja Nielsen kommer hen mod den filtrede menneskebunke med to bøger under armen.

Man kan høre hende fra det sekund hun træder ud på græsplænen. Hendes mange halskæder med krystaller dingler rundt om halsen på hende og skaber en klirrende lyd.

“Skal jeg læse mine egne eller Strunges digte,” spørger Josefa.

“Det er ren Thylejr” To elever med farvet hår og saronger viklet om deres Kansas overalls, kommer løbende over gårdspladsen. “Det er ren Thylejr” siger forstander Michael Thagaard med stolthed i stemmen. Når man træder ind i den store murstensbygning bliver det hurtigt tydeligt, at Langelands Efterskole er mere end en efterskole. Her ønsker man at være fristed for ungdommen. Et sted, hvor de unge bliver taget alvorligt, og hvor intet er for stort eller småt til at blive vendt.

Reglerne er til diskussion. Bliver man for eksempel opdaget i at lave natterend tager man en snak om det, frem for at sende eleverne hjem på en “tænker”. Man kunne næsten få den tanke, at de regler der fungerer ude på den anden side af den røde murstensbygning, ikke ville fungere på Langelands Efterskole.

Der er hverken drengegange eller pigegange på efterskolen. På et elevhold, hvor seks ud af skolens 67 elever har eller er ved at skifte køn, er lærerne er forpligtet til at følge med tiden.

“Hvis eleverne siger, at der findes 71 køn, duer det jo ikke at sige, at der kun findes to, bare fordi man selv er vant til at tænke sådan,” siger underviser Gitte Mølsted.

Generelt lyttes der efter, når eleverne ytrer

sig. Forrige sommer opstod en større konflikt, da en gruppe piger blev forbudt at sole sig topløse på skolens store græsplæne. For hvorfor måtte de ikke ligge topløse, når drengene måtte? Det førte til flere elevmøder, hvor både elever og lærer diskuterede til langt ud på aftenen. Konflikten blev løst ved, at også drengene begyndte at bære bh.

En anden tid En blandet duft af røgelsespinde, linoleumsgulv og den duft der nu engang er, når man samler 67 elever på meget små værelser, rammer næseborene, når man træder ind på de lange gange, hvor eleverne bor. Det er alt andet end sterilt. Alt andet end hvidt og kedeligt. Ved første øjekast ligner det en almindelig efterskolegang med pynt på dørene, som mest minder om de skilte man hænger op ved havelågen, hvis du har hund - “her vogter jeg”. Men det, der gemmer sig bag dørene, er alt andet end, hvad et “almindeligt” efterskoleværelse ville rumme. For en udefrakommende fungerer dørene på gangene ikke kun som en dør, men som en tidsmaskine, der sender en 60 år tilbage i tiden.

Når foden lister sig over dørtærsklen, er noget af det første, man får øje på, tæpper. Masser af tæpper i alle regnbuens farver. I loftet, på væggene, på gulvet, overalt. Krystaller og perler i snore reflekterer lyset rundt på værelserne, og rammer de mange hinduplakater, som hænger på de førhen hvide vægge. Det har været en kamp mod lærerne, men mest pedellerne, at få lov til at hænge tæpperne op. “Vi må faktisk ikke rigtig have dem her på grund af brandrisiko, men jeg vil hellere brænde inde end at se på de hvide vægge,” siger en af eleverne, Elizabeth Andersen.

Næste stop: København Frank A hedder den bus, der transporterer de elever, der kommer fra københavnsområdet hjem i weekenden. På vej mod København gør bussen stop ved andre efterskoler. Blandt andet ved Svendborg Efterskole.

“De er lidt anderledes, men det synes de nok også, vi er,” siger Mathilde-elvira Lidsmoes

og griner. Mathilde-elvira er selv fra københavn. Det er langt størstedelen af skolens elever.

Hele efterskolen er bygget på en idé om at tænke anderledes og være et alternativ til samfundets stress og jag. Tidligere på dagen holdt forstander Michael Thagaard et oplæg om at turde drømme og gøre lige præcis det, man selv har lyst til. Ønsker man at tage fem sabbatår, så opfordrer Michael Thagaard sine elever til, at det er det, eleverne bør gøre.

Stjerner på himlen Duggen har overtaget de lange græsstrå foran teatersal en. Medbragte dyner og tæpper bliver smidt oven på det fugtige græs, efterfulgt af en stor flok elever, som forgæves prøver at varme hinanden. Jorden er på vej til at passere kometen Thatchers bane, hvilket betyder, at den årlige meteorsværm, Lyriderne, vil være synlig på den mørke græsplæne i Rudkøbing.

En blandet flok elever fra gangene Sirius, Astra, Nordlyset og Regnbuen ligger med blikket rettet mod den glimtende stjernehimmel, i håb om at se et stjerneskud. ”Jeg tror jeg så et” lyder det fra en af eleverne, som er gemt helt væk under dynen. En form for panik spreder sig blandt de andre elever, som nytteløst peger op mod himlen for at forklare, hvor de muligvis har set et stjerneskud. Pludselig opstår der en jubel fra den store bunke af dyner, som kun er oplyst af måneskæret. Et stort stjerneskud suser hen over himlen, og al tvivl om, hvorvidt det, de havde set før, var et stjerneskud, forsvinder på et splitsekund. Den tidligere summen fra dynerne forstummer, og snakken ændrer sig til, hvad de skal ønske sig. For sådan er det jo, hvis man ser et stjerneskud, og sådan er det også for eleverne på Langelands Efterskole her er intet ønske for stort.

FUGLENE SYNGER I NORDENBRO Kaj Jensen har altid holdt mere af dyrs selskab end af menneskers. De dømmer ham ikke, og de skælder ham ikke ud. I hans hjem lever en fugleflok side om side med samlingen af udstoppede dyr. af Anne Kiib Larsson

’Harmonikamuseum’ står der på skiltet ved indkørslen.

Mælkebøtteblomster titter frem fra græsset i vejkanten, og en græsslåmaskines monotone brummen er det eneste, der bryder fuglekvidderen mellem de store trækroner. Det gule hus, der dukker op bag træerne, ligger i Nordenbro, en lille landsby 7 km nord for Bagenkop.

En gråhvid kat slænger sig på gårdspladsen og bemærker mig næsten ikke, da jeg kommer gående. Gennem garagen kommer jeg ind i et køkken med firkantede, blå kakler på væggene. Der sidder 80-årige Kaj Jensen. Han er ved at skænke kaffe op i en lille hvid porcelænskop med matte bogstaver: MORFAR. Koppens hank ser lille ud i hans hånd, og han sætter sig ved spisebordet med fuglemotiverne på voksdugen og skænker kaffe op til mig. Bagved Kaj gennem køkkenvinduets blondegardiner, kan jeg ane små, røde kanariefugle, der sidder på grene i en hjemmebygget voliere.

Farverige fjerdragter

Kaj har omkring 50 fugle i baghaven.

Samlingen blev grundlagt, da han købte et par kanariefugle og undulater. I Kajs drengeår var der ikke noget, der hed tropefugle, fortæller han, men så kom der pludselig stor interesse for dem, og det greb det om sig. Han har aldrig kunnet nøjes med en fugl, ”det skulle være stort

og pralende,” ler han, så han kunne vise dem frem, når der kom nogen forbi. ”Og min kone. Hun var gal, når jeg købte nogle nye. Jeg fortalte det jo aldrig, men hun kunne godt se det, og så måtte jeg jo stå ved det.” Han smiler ved mindet.

Det er fuglenes farverige fjerdragter, Kaj holder af, og derfor synes han heller ikke, at en gråspurv er særlig interessant at se på. ”Men gråspurven kan være lige så god som alle andre. Den er bare ikke så køn,” medgiver han.

Bag en af dørene i køkkenet viser Kaj mig op ad trappen til 1. sal og videre gennem en sti af flyttekasser og minder. En glasmontre med rækker af udstoppede dyr står op ad den ene væg.

Han har samlet på udstoppede dyr, siden at han var 15 år gammel. Der er en historie bag dem alle sammen, derfor har han svært ved at sælge dem. ”Det er altså lidt tomt, når jeg kommer op og ser, at de er væk.”

Fra tagvinduet lander en solstråle på en gul fugl, der sidder på øverste hylde. ”Det er en guldpirol,” fortæller han og tager den forsigtigt ud. Den var stadig i live, da der var en, der kom med den, men den var kommet til skade, og derfor blev den aflivet. ”Jeg kan næsten alle fuglestemmer,” fortæller han, ”de eneste, det kniber med, er de små sangere som havesangere og sivsangere. De er meget ens.”

Han fløjter som guldpirolen, or-i-oi, et fløjt, der sjældent høres mere, men som i

60’erne og 70’erne var meget almindeligt: “Da kunne vi høre dem højt oppe i trækronerne. At de gav sådan en meget…”

Han fløjter igen.

Guldpirolen er en afrikansk trækfugl, der plejede at være på Langeland om sommeren. Kaj sætter den ind bag glasset igen.

Fuglene fløjter endnu

En sommerdag i 1963 kørte Kaj en tur i sin røde sportsvogn, og så kom hun gående, ”Ska’ du ha’ et lift?” spurgte han, og det ville hun gerne. Den næste aften hentede han hende igen, ”så gav jeg et dyt,” og så kom hun ud. Og senere blev hun hans kone.

Kaj er født i Lindelse cirka fem kilometer i fugleflugt fra Nordenbro. Huset, som han bor i nu, var hans svigerforældres, som han flyttede i, da han blev gift. Gennem mange år opbyggede han sin samling af både døde og levende fugle. Men det er ikke kun fuglestemmer, der klinger fra det gule hus. Kaj har gennem det meste af sit liv erhvervet sig som spillemand, og harmonikaviserne blander sig stadig med fuglesang indimellem.

Vi er igen gået ned i køkkenet, hvor han med et stille smil mindes sin kone. ”Hver gang vi ragede uklar, sagde hun; ja, det var ikke dig, jeg ville ha’, det var bilen.” Han holder en pause, ”hun har været god.” Hans kone døde for halvlandet år siden, og i dag bor Kaj alene med fuglene og katten Emil.

For Kaj er interessen for dyr en medfødt gave, som han udtrykker det. Den har han haft siden, at han var en lille dreng. ”Dyr er væsener, som man kan komme til. De skælder ikke ud, og de er ikke sure. Det er der nogle mennesker, der kan være, og sådan nogle vil jeg ikke have med at gøre,” siger han og skænker en halv kop kaffe mere.

For det meste flyver tiden afsted for Kaj, men hvis han bare kommer til at sidde og lave ingenting, så kan den godt blive lang, forklarer han.

Det er naturligt for ham at skulle dø, og som firsårig har han indstillet sig på, at sådan er livet: “Sådan har det altid været, og sådan bliver det ved med at være,” siger han og stiller koppen fra sig på voksdugen. Af samme grund køber han heller ikke flere fugle: ”Hver gang et dyr dør her, så kommer der ikke mere et nyt.”

DA ET ÅR BLEV TIL RESTEN AF LIVET Jens Helt Jessen fra Kalundborg havde egentlig svoret, at han aldrig skulle blive på Langeland længere tid end højest nødvendigt. Han forelskede sig dog hurtigt i øens natur og maritime muligheder. I dag kunne han ikke forestille sig at bo andre steder, og han er ret sikker på, at det bliver stedet, hvor han kommer til at ende sine dage.

af Anders Holst

Der lyder et plask, da Jens med en hurtig bevægelse smyger sig hen over rælingen og ned i vandet ved Siø Sund lige ud for Langeland.

Bevæbnet med køkkenkniv og hjemmelavede skåneærmer a la Kirsten Hüttemeier går han i gang med at skære den helt nye og friske blæretang af for derefter at lade den flyde direkte ind i gabet på den medbragte ruse.

Til trods for den åbenlyse kærlighed til naturen valgte Jens at gå i en helt anden vej.

I en alder af 20 år kunne han officielt kalde sig færdiguddannet murer. Han nåede dog aldrig at komme i gang. For pludselig kom tvivlen, var det nu virkelig var murerlivet, han havde drømt om? Derfor besluttede Jens sig for at tage en HF, så han kunne søge ind på Zahles lærerseminarium i København. Jens mærkede dog hurtigt, at det på ingen måde var folkeskolen, der trak, så han skiftede det hektiske storbyliv ud med Den Frie Lærerskole i Ollerup på Fyn. Et valg, der føltes helt rigtigt.

På Ollerup mødte han Bitten, som han sidenhen blev gift og fik tre børn med. Efter fem år på Ollerup blev Bitten i 2002 tilbudt et job på Langelands efterskole, et tilbud, som familien takkede ja til, dog med det forbehold, at de max skulle være der i et år. Kort tid efter blev Jens tilbudt job som dykkerlærer på Magleby efterskole. Et drømmejob. Et år blev pludselig til seks.

Jens er ved at have fyldt sin ruse op og bevæger sig derfor op i båden for at hælde fangsten ned i en den ene af de to medbragte paktønder. Vi smager på tangen og konstaterer, at det smager mere af mandler end af salt. ”Det er umami-smag”, fortæller Jens, og forklarer at det især er restauranter, der er interesserede i hans hjemmelavede tang-produkter, som han for snart godt tre år siden besluttede sig for at prøve, at markedsføre og udvikle igennem hans virksomhed Tangsnedkeren ApS. I en lille container på Nordfyn skal tangen nu tørres, inden den bliver røget og pulveriseret, så den kan sælges, som tørret tang, sild i tang-pesto og plantefars. Containeren fungerer som kombineret lager og tørretumbler i ét. Og varmen er da også det første der møder en, da Jens skubber den tunge containerdør til siden.

Inde i containeren står kronen på værket, en stor tromle, som Jens og en ingeniør-ven selv har konstrueret. ”I aften skal vi smage den tørrede tang, jeg laver en tang-mayonnaise med den, og den smager pissegodt” siger Jens skråsikkert, inden han lukker døren og kører hjem igen.

Efter seks år som dykkerlærer, gik det pludselig op for Jens, at han var blevet forelsket på ny, denne gang i en lang og smal ø, beliggende midt i det sydfynske øhav. Og da han og Bitten fik deres tredje barn, besluttede Jens sig for at tage forholdet endnu mere seriøst, så han tegnede og byggede et helt nyt og bæredygtigt hus til familien. Et hus som han og Bitten skulle kunne blive gamle i sammen.

Jens og Bittens yngste søn Jeppe, der går i 8. klasse på Kassebølle friskole på Langeland, elsker at bo på på Langeland og tilføjer, at det er især, er det maritime liv, med sejlture, fiskeri og natur der gør det fedt.

Det er dog ikke alle i familien Helt, der altid har været lige begejstrede for ø-livet. Især Jens og Bittens to ældste børn Aske, 20, og Tilde, 17, har ofte kæmpet med andre unges fordomme omkring Langeland.

I fremtiden håber Jens, at endnu flere unge familier vælger at flytte til øen. Især folk med skabertrang, og en lyst til at engagere sig i et allerede spirende socialt og kreativt fælleskab på øen.

”Jeg plejer at fortælle mine venner på efterskolen, at jeg kommer fra Svendborg, så slipper jeg for spørgsmål som ”har i overhovedet internet endnu?” og ”er folk ikke meget fattige der?”. Mange unge har en ide om at Langeland er ren indavl, men sådan hænger det jo ikke sammen.” fortæller Tilde, 17 år.

”Der er jo flere og flere familier i storbyerne, der begynder at at stå af hamsterhjulet, og der mener jeg helt klart, at Langeland kan være deres løsning.”

Jens forstår godt sine to ældste børns frustrationer, men tilføjer samtidig, at Langeland rent økonomisk set giver familien en frihed, som de ikke ville kunne have, hvis de boede i Svendborg.

”Jeg drømmer om at det godt kan blive stort, og der ser jeg mere mig selv i rollen som en der skal sætte retningen og produktudvikle. Der er der mine kompetencer er. Lige nu har jeg brug for en der der kan hjælpe mig med at drive virksomheden, en der er god til at lave penge.”

”Efterhånden har vi jo også fået mange venner her på øen, vores børn har fået venner og vi er blevet en del af samfundet herovre, så nu er det virkelig bare blevet hjem” tilføjer han.

Hvad angår Jens Helts tang-eventyr, så håber og tror han på, at det kan vokse sig stort indenfor de næste 3-4 år.

”Så der mad” lyder det oppe fra køkkenet på første sal, menuen står på hjemmelavede burgere med plantebøffer og tang-mayonnaise, og allerede ved første bid må jeg og resten af familien Helt konstatere, at Jens havde ret. Det smager skidegodt.

I DEN KULTIVEREDE NATUR VIL INGEN SE DØDE HESTE

Esther Kofoed Sørensen

I mødet mellem slette og blå himmel står hestene i skarpe silhuetter. To heste sætter i løb efter hinanden, og små jordskælv og dyner af støv følger dem i deres løb. Andre står ubekymrede og græsser. Deres brune nuancer camouflerer dem i landskabet. Her, langt fra væddeløbsbaner og rideskoler lever en hesteflok et liv, der imiterer et hesteliv før menneskelig domesticering.

På det sydlige Langeland er et areal på 110 hektar solidt, elektrisk indhegnet.

Hegnet udgør rammen for en såkaldt ’rewilding.’ Et naturprojekt sat i værk for at opnå bedre naturdiversitet. Her er indsat 47 vilde heste af racen Exmoor-ponyer.

Hestene er nøje udvalgt, da de måske er det tætteste, vi kommer på fortidens uddøde europæiske heste. De har funktion som statens naturplejere. Når de græsser på arealet, giver det mulighed for, at der kan vokse mange forskelligartede planter og dyr. Hvis hestene ikke var sat ind, ville området vokse til med buske og krat. Måske i et langt perspektiv, skov.

Til formålet har Naturstyrelsen ansat Max Staal Dinesen som områdets skovløber. Fra hans tjenestebolig, et lille husmandssted, holder han øje med hestene, og sørger for, at naturen går sin rette gang.

Fra hans baghave åbner landskabet sig.

Kun adskilt af hegnet går haven i et med naturen. De vilde heste, som Max kalder ’sine’ græsser tæt på huset. To ulvelignende hunde går frit og vogter huset.

Der er velplejet og fredligt. Max ønsker sig at skabe en dansk savanne, eller få det til at føles som en. Med duften af tør jord og en skarp sol er det heller ikke langt fra.

Han hjælper hestene med at holde buske og krat nede, og han sørger for, at naturen synes vild, men kontrolleret. Hestene skal hjælpe med at genskabe den natur, der engang hørte til. De er der ikke bare for at have det godt. De fremmer naturdiversiteten og skal skabe mere ”dynamik” på arealet. Det er også Max’ opgave at opretholde hesteflokken og sørge for, at der eksempelvis ikke sker indavl. Selvom det ikke er at sætte naturen helt fri, så er det nødvendigt for at gennemføre naturprojektet. Men det er ikke det eneste etiske dilemma, der opstår i Max’ arbejde med naturen og hestene. Af og til tager han og kollegaerne dilemmaer op om, hvor grænserne går. En ting er sikkert: mennesket skal ikke blande sig for meget.

Af samme grund er det forbudt at fodre dyrene og kun i tilfælde af fx langvarig frost, må han lægge foder ud. Besøgende må heller ikke gå for tæt på hestene, fodre dem eller røre dem. Hos Naturstyrelsen anbefaler de mindst 30 meters afstand.

Projektet er finansieret i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen og Naturturisme I/S. Hestene er ikke kun naturplejere, men også valgt, fordi de er flotte og udgør et klart seværdighedspotentiale.

Ifølge Max er det også et eksperiment, for at se om hestene muligvis kunne græsse anderledes end det kvæg, vi er vant til.

Det er ikke udelukkende et naturprojekt til fordel for naturen, men også et projekt, der er tænkt til fordel for mennesket.

Naturen bliver både målet og midlet.

Hvis en hest bliver syg, bliver den taget ud og set af en dyrelæge. Hvis den dør, bliver den fjernet. Ikke liggende i naturen.

Naturen bliver indrettet efter vores kulturtænkning, og i vores forståelse af naturen går det ikke, at en hest ligger og rådner for øjnene af besøgende. Selvom hestens forrådnelse sikkert ville være til gavn for insekterne og fuglene.

Det kan lyde som en form for forsoning med vores overforbrug. Vi vil give naturen tilbage til naturen. Max er enig i paradokset, men mener, at det måske er det bedste, man kan gøre for at tilgodese naturen i vores tid.

Alle veje fører til præstestolen I det Langelandske landskab er der ikke langt mellem kirkespirene. Faktisk er der hele 19 af dem, og 20 hvis man tæller Strynø med. Langelænderne husker deres præster gennem tiden, men måden at være præst på har ændret sig i landsognene.

Hvert år ender snakken samme sted.

Skal der lukkes kirker? Men selvom der er god plads på kirkebænkene de fleste søndage, er der ingen af langelænderne, som vil af med deres egen kirke. Det indebærer, at hver enkelt præst har ansvar for flere kirker, og at de tilsyneladende klare sogneVi skal ikke længere end 30 år tilbage grænser alligevel ikke er så klare. for at huske en tid, hvor præsterne på Langeland bare kunne færdes i I modsætning til tiden, hvor enhver sognets børnehave, skole, sportsklub præst var ’herre i eget hus’, er samareller foreninger for at komme tæt på bejde nu en nødvendighed i øens deres sognebørn. Efterhånden som provsti. På Langeland har man samlet effektiviseringen har sat sit præg på en alsidig flok med hver deres tilgang den landelange ø, er de forskellige til embedet. De bidrager med deres aktiviteter blevet samlet, og derfor forskellige baggrunde, som passer til færdes folk ikke længere kun i én by. en broget hverdag, der foregår på både Kirken er der stadig. Præsten er der herregårdene og hos narkomanerne. I stadig. Men menigheden er spredt. provstens præstekartotek finder man Og det er svært at være præst for en blandt andet forskeren, scenekunstspredt menighed. neren, organisten og skulptøren.

af Rikke Mathiasen

Provsten Fotografiet fra Trilles bryllup, der læner sig op af væggen, viser en brud med en sort langærmet bluse og et hvidt tørklæde fastgjort med en broche om halsen. På hovedet bærer hun en bore, en krans af kunstige blomster og perler, der er flettet og fastgjort i nakken. Det er brudedragten fra Fanø.

Rundt omkring i den gamle præstegård er der flere minder fra en anden tid. En kæde til bøn fra hindutro.

Håndlavede træplader af den kristne fortælling fra bedsteforældrenes tid som pionerer i Indien. Efter 30 år i boligen emmer den af Trille Brink Westergaards historie. ”Langeland fylder ikke i mit hjem, men i mit hjerte,” siger hun.

Trille arbejder på igen at samle menigheden, så præsterne kan komme tættere på deres sognebørn.

”Vi skal forkynde evangeliet. Det skal bare praktiseres på en anden måde.”

Stod det til hende, ville der kun være tre sogne på Langeland. Nord, midt og syd. Som et af landets fattigste provstier, med begrænsede indtægter fra omtrent 10.000 medlemmer, er det svært at finde pengene til at holde liv i sognene. Økonomien betyder, at kirkerne på øen er nødt til at gå på kompromis med renoveringer, og at de er meget afhængige af frivillige hænder. Men som Trille siger, ”det er ufatteligt, hvor meget kirkekaffe man kan lave for 20.000 kr.”

Forskeren Han har læst alt hvad Søren Kierkegaard har skrevet, alt hvad Kierkegaard har læst, og alt hvad der er skrevet ud fra Kierkegaards betragtninger. ”Der er en helt anden side af hans forfatterskab, der træder meget tydeligt frem, når jeg selv er præst,” siger Tonny Aagaard Olesen, der er gået fra forsker til praktiker. I 18 år fik Hr. Kierkegaard det meste af Tonnys opmærksomhed i både arbejde og fritid.

Men selvom han mener, at man kan fylde et helt liv med teolog-filosoffen, skulle der mere til.

Hans uendelige forskerverden har skabt tekstnære prædikener, der handler mere om kærlighed end forbandelse. ”Den danske kirke er meget rummelig. Det er ikke troen der

adskiller os, men den, der samler os,” siger Tonny. Han ved ikke altid, hvad dagens prædiken skal indeholde, før han kører fra Svendborg over broen til den lange ø, men hans mål er altid at give sine sognebørn noget med hjem at tænke over.

Tonny Aagaard Olesen er skuffet over nogle præsters mytologiske tilgang til den store fortælling, som han synes underminerer skabelsesberetningen. For ham kan den store historie aldrig være menneskeskabt.

Tonny beskriver det som en skillevej, hvor man enten kan vælge at tro på, at der var nogle som fjernede liget, eller at Jesus genopstod. Han selv er helt overbevist.

“Det er sjældent, man ser en præst uden sorte sokker. Det er det eneste. der stikker ud under præstekjolen,” siger Tonny.

Organisten En kirkelig opvækst gjorde, at Peter Møberg ikke var i tvivl om, hvad han ville arbejde med. Drømmen om et embede i kirken blev midlertidigt udfyldt fra en plads ved de lange metalpiber frem for ved alteret. Da han blev ansat som præst på Langeland, var det en sjov og velkommen fornemmelse at fremmede i brugsen spurgte ham, om han var kommet godt på plads.

På reolen inde på præstekontoret springer bogen ’Til Eftertanke’ i øjnene, når man snakker med den velovervejede mand. Han er overbevist om, at de gamle tekster fra

bibelen kan sige os noget i dag, men de skal tilpasses det moderne samfund. For at få folk til at tænke over indholdet i salmerne er det vigtigt ikke bare at synge de gamle kendinge. Derfor bliver der hver måned udvalgt en salme fra nyere tid i Peters kirker.

Efter ansættelsen som præst er der ikke samme tid til orgelspil, og det er i højere grad klaveret inde i stuen, som får opmærksomhed. Men Peter savner de lange toner og drømmer om at snige sig ind i kirken for igen at lade fødderne danse over pedalerne.

Skulptøren Allerede som barn oplevede Marianne Ring en overvældende skønhed ved for eksempel havets brusen mod klipperne. I sådanne øjeblikke, hvor hun blev hypnotiseret af bølgernes kraft, var hun overbevist om, at der måtte være større kræfter på spil.Gennem livet har skaberværket, som hun kalder det smukke i naturen, fyldt meget i Mariannes bevidsthed. I kunsten er det specielt det tredimensionelle, der optager hende, hvilket kommer til udtryk i de efterhånden mange skulpturer, hun har lavet.

Kunsthistorien og kunstakademiet blev skiftet ud med religionsvidenskab, men kunsten fylder stadig meget i Mariannes bevidsthed. Hun ønsker at være et talerør for den skønhed, som hun oplever.

”Jeg bruger mit sanseapparat i mine prædikener og prøver at byde folk ind i en verden, hvor de opdager, at de selv kender til skønhed. At blive bedøvet af en blomsterduft kender alle jo til, men det kan være, de har glemt det.” Her er det Mariannes fortællinger og betragtninger fra hverdagen, som blandt andet bærer gudstjenesterne.

Især skønheden var noget, som lokkede Marianne til øen. Den ser hun både i naturen og i langelænderne. ”Menneskene på Langeland er ligesom landskabet. De er runde, venlige og sjove. De gider ikke at være uvenner. Det er dejligt at være et sted med gæstfrie og rummelige mennesker.”

Scenekunstneren At være præst i et landsogn, hvor der gennemsnitligt kun er 500 mand per kirke, betyder, at de lokale vidste, hvem Li Have Otterstrøm var, allerede inden hun havde sat fødderne i præstegården. Den dag Li blev indsat som præst, undrede hun sig over, hvorfor der var flag ned gennem byen. ”Jeg blev meget rørt over, at det var til ære for mig.”

Før Li for 20 år siden fandt præstehvervet, levede hun af at skrive og instruere teaterforestillinger. Det var et liv på farten, hvor hun glemte alt derhjemme og vendte tilbage til visne planter. Hun endte med at vælge den lille scene, men troen var ikke ny. ”Jeg gik altid i kirke i smug. Jeg var afhængig af det.”

Uden baggrund inden for teater ville Li ikke have haft den stemmeteknik, som hun bruger i sine prædikener. For at give noget liv til fortællingerne i biblen, har hun tidligere lavet skuespil i kirken, ud fra historierne. I dag er det nærmere fordybelsen, som fylder i hendes præstearbejde. I landsognene har man mulighed for at snakke og yde sjæleomsorg – noget, som der ofte ikke er tid til i byen.

20 år på job har sat sine spor på den kuffert, som Li fik udleveret til præstekjolen som nystartet præst.

001_Brage_Borup

002_Hannah_Aurora_Almstrup

003_Kim_Frost

003_Marius_Nimand

004_Christian_Falck_Wolff

005_Stine_Schjøtler

006_Rune_Øe

006_Frederik_Danielsen

007_Anne_Kiib_Larsson

008_Anders_Holst

009_Esther_Kofoed_Sørensen

010_Rikke_Mathiasen

001_Brage_Borup 002_Hannah_Aurora_Almstrup 003_Kim_Frost 003_Marius_Nimand 004_Christian_Falck_Wolff 005_Stine_Schjøtler 006_Rune_Øe 006_Frederik_Danielsen 007_Anne_Kiib_Larsson 008_Anders_Holst 009_Esther_Kofoed_Sørensen 010_Rikke_Mathiasen