Hobro by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I bunden af fjorden i det østlige Nordjylland ser man alt fra grønmalede planker på bodegaens vægge til blodrøde æbler i den dybe skov. Langs det klare vand står fabriksbygninger i kontrast til det bakkede landskab. Her findes et fællesskab med plads til forskellighed. Teenageren, der starter dagen med spydkamp, pensionisterne med krudt i røven og de stolte mænd, der står op før solen selv. Her er fem fortællinger. Velkommen til Hobro.

NANNA FINDER FRIHED I FANTASY

Hun går på Østerskov Efterskole, og rollespiller sig væk fra karakterer og uro i familielivet. Hun er pigen blandt drengene. Hun er Nanna på 15 år.

MASKINER MURSTEN & MÆND

Blandt mænd, maskiner og mudder finder man på teglværket i Hobro en stolthed i at producere mursten af højeste kvalitet.

120 I TIMEN GENNEM LIVET

Alle mennesker er gode til et eller andet. Det ved Knud Brix og Lise Rosendahl, der har arbejdet med skoletrætte unge i 25 år.

PÅ BODEGAEN ER VI ALLE LIGE

For enden af gågaden i Hobro ligger det brune værtshus Bræddehytten. Alle bliver budt velkommen af Pia. Oftest med et kram.

MED JORD I BLODET

Uffe Pedersen på 83 år har meldt sig ud af storbyens stress og jag, er hverken bange for årstidernes skiften eller døden i sig selv.

NANNA FINDER FRIHED I FANTASY Tekst og foto af Stine Rasmussen

Hun går på Østerskov Efterskole, og rollespiller sig væk fra karakterer og uro i familielivet. Hun er pigen blandt drengene. Hun er Nanna på 15 år

tager en pause fra hverdagen derhjemme. Fra jagten på gode karakterer, forældrenes skænderier og farens depression.

Fire teenagere klædt i kutter og pludderbukser sidder med deres latexsværd, klar til kamp. En raslende rustning træder ind ad døren. Rustningen falder tilbage i en stol og fortæller, at klanens leder er netop blevet myrdet.

Spydkamp og pauseår Klokken er 7.20. Solen er ikke stået op. Inden eleverne spiser morgenmad, skal de ud at røre sig. Den mørkeblå himmel danner et magisk lys sammen med de gule lamper fra hovedbygningen. Teenagerne stiller sig op i rækker ude foran hovedindgangen. Nanna gaber og læner sig op ad Halfdan. Det regner, og hun fryser. De holder om hinanden, og deres blikke er tomme. Læreren råber, at man kan vælge mellem spydkamp, stikbold eller gåtur. Nanna vælger spydkampen, som hun plejer. Spydkæmperne deler sig i to grupper. De griber om hver deres tre meter lange pind med skum for enden.

De skynder sig ud i skoven, hvor liget ligger. Nanna, som er fin som en islandsk elever, placerer sine hænder for ansigtet, idet hun ser den afdøde leder. En kutteklædt dreng får øjenkontakt med Nanna, og de mødes i en øm omfavnelse. Klanen går varsomt tilbage til træhytten. Stemningen er trykket. De kigger flakkende rundt på hinanden, indtil den kutteklædte dreng spørger; ”Øøh, er vi ikke off game nu?”

”Klar til kamp?” brøler en dreng fra sidelinjen. ”EN, TO, TRE, NU!”

Det var bare en leg. Sådan er det for 15-årige Nanna Hegnelt Rasmussen. Dagligdagen blander virkelighed og fantasi. Hun går på rollespilsefterskole i Hobro og

Nanna har meldt sig til Krigslaug. Hende og holdet trĂŚner op til fĂ¸rste kamp.

Ildsalamanderne forbereder sig pĂĽ deres klanleders begravelse.

Inden morgenmotion er der tid til at hilse pĂĽ hinanden.

ger en kjole, hun har klippet op i siderne, så hun kan løbe rundt og slås i den. På efterskolen får hun et pauseår.

Holdene holder tæt sammen i en klynge. Med små skridt frem og tilbage stikker og puffer de til hinandens maver med de bløde klinger. Nannas hold vinder første kamp.

Overblik og ansvar Nanna er observerende og er vant til at holde overblik. I folkeskolen var hun flittig og trak 12-taller hjem på stribe. Hjemme var hun Nanna, den ældste barn i en familie, der af og til har været plaget af uro.

”Når jeg spiller rollespil, kan jeg afprøve andre karaktertræk, end dem, jeg selv besidder. Det synes jeg udvikler mine sociale kompetencer,” siger Nanna. Hun lærer om andre mennesker gennem r ollespil. Hvorfor gør man sådan, hvorfor reagerer hun sådan der? Nanna udforsker nye sider af sig selv, som hun kan bruge i sociale sammenhænge.

Hendes far har døjet med depressioner og ind i mellem drukket for meget. Forældrene har skændtes, Nanna har forsøgt at passe på sine små søskende og beroliget dem med, at det altså er normalt at skændes i et ægteskab.

Andre gange synes Nanna, det er befriende at få afløb for nogle af de følelser, hun er god til at gemme væk. Vrede. Aggression. I klædeskabet lig-

opmærksomhed. ”Vil du ikke nok lade være?” spørger Halfdan og griber om Nannas hænder. Han synes ikke, at hun skal bide negle. Hun putter sig ind til Daniel, der nusser hende på armen. Vincent kommer og lægger sig ovenpå dem alle sammen. Men Nanna er ikke interesseret i dem på dén måde.

”Nogle gange blev jeg nødt til at slå følelserne fra og tænkte rationelt. Så er det nemmere at forholde sig til det,” siger Nanna og understreger, at familien fungerer bedre nu. Familien går til samtaleterapi, taler åbent sammen og arbejder på problemerne.

”Jeg vil hellere være venner med drengene end at være kærester med dem. Det bliver så besværligt. Og farligt. Hvis jeg er kærester med en, så kan tingene gå alt. Jeg mister kontrol, og det kan jeg ikke lide,” siger hun.

På efterskolen har Nanna endnu ikke haft behov for at fortælle om sin familiesituation til sine kammerater. Her får hun lov til at være Nanna på 15 år. Drengene efter pigen Der lugter af sved og kopnudler. Grønne og orange hjørnesofaer er sat sammen, så de danner et fort midt i fællesrummet. Det er sidst på eftermiddagen, og regnen banker på ovenlysvinduerne. Langs væggene sidder drenge og piger med deres computere. Nogle gange kigger de op for at se, hvem der kommer forbi, andre gange ænser de intet men råber ”Sådan! Nu fik jeg dræbt monsteret.”

Regnen er stoppet, og solen titter frem bag skyerne. Nanna har ikke tænkt på karakterer i to måneder og sluppet bekymringer om det derhjemme. Hun elsker at være på efterskole og glæder sig til at tage erfaringerne med hjem. ”Det bliver godt at komme hjem igen til den tid,” siger hun med et skævt smil og sparker til en sten på vejen.

Nanna ligger i midten af fortet. Hun er omgivet af sine tre venner, der hver og én prøver at få h endes

”Man kan jo ikke tage et pauseLIV.”

Hun kan bedre lide at vĂŚre sammen med drengene. â&#x20AC;&#x153;Der er ikke pigefnidder,â&#x20AC;&#x153; siger Nanna.

MASKINER MURSTEN & MÆND Tekst og foto af Jens Hartmann Schmidt

Sanserne bliver sat hårdt på prøve i Sumpen. Duften af våd lerjord hænger tungt i luften. Vibrationerne fra det kraftige maskineri forplanter sig insisterende gennem betongulvet. Blandt mænd, maskiner og mudder finder man på teglværket i Hobro en stolthed i at producere mursten af højeste kvalitet

med toppe og dale. Det er her, produktionen af som mursten starter.

n kæmpe hånd mærket af 33 års arbejde med mursten sender et tungt dunk i ryggen af kollegaen. En lille støvsky stiger til vejrs fra den beskidte trøje. Flemming ’Bette’ Jensen smiler bredt, klukker med hele sin store krop og overdøver et øjeblik larmen fra det enorme valseværk.

Fra manuelt arbejde til automatik Den tykke dialekt med udtryk som ”Dav, tovlig og satan edeme” afslører, at teglværket befinder sig i Jylland. Her runder man hver anden sætning af med et ”ikke”, og for ”regnedrenge i æ jakkesæt” vil det nok føles som Udkantsdanmark eller i bedste fald provinsen.

Imens drøner en gummiged på størrelse med en lille hytte forbi med et par tons ler i skovlen, og lugten af dieseludstødning og støv trækker i næseborene.

Én af de væsentlige grunde til, at teglværket som det eneste af seks har overlevet, er evnen til at omstille sig fra det traditionelle manuelle arbejde til en moderne arbejdsplads.

”Man skal ikke tro på et ord af det, der kommer ud af hans mund. Det er ikke andet end røverhistorier og skæg,” siger Flemming og griner med sin kollega. ”Du er da ikke en skid bedre selv, Bette. Og du er endda vores tillidsmand, ikke,” kommer svaret prompte.

Nogle af de ansatte har været på teglværket så længe, at de kan huske dengang, hvor murstenene blev løftet med håndkraft. I dag har robotter, automatik og overvågning taget over. Men stoltheden i at producere mursten af højeste kvalitet findes stadig blandt de omkring tyve arbejdere på teglværket. Også hos Leo Sørensen. Han har arbejdet på teglværket i 42 år, og har oplevet, hvordan virksomheden har ændret sig i takt medteknologien.

For bare 50 år siden lå der seks teglværker i den lerfyldte jord omkring Mariager Fjord. I dag er der kun teglværket i Hobro tilbage. Vindø Teglværk var tidligere en familieejet virksomhed, men er i dag en del af Randers Tegl koncernen. Det ligger samme sted, som det altid har gjort. Mellem skoven og fjorden, med den bedst tænkelige udsigt. Her er der siden 1850 blevet lavet mursten. Tidligere var de kendt for deres klassiske gule sten, der blandt andet er dem man finder på Aarhus Universitets bygninger. Nu produceres der mange forskellige farver og størrelser alt efter moden i byggebranchen.

”De kollegaer, som troede, vi bare skulle blive ved med at lave røde og gule sten som vi altid havde gjort det, de er væk for længst. Vi bliver nødt til at følge med udviklingen,” fortæller han. For at følge med efterspørgslen har det været nødvendigt at ændre på arbejdstiderne, så maskinerne til produktionen hver dag tændes klokken seks og slukkes klokken fire. Ovnen brænder døgnet rundt. De fleste arbejder i hold, der afløser hinanden.

Flemming og hans kollega griner af, klapper hinanden på skulderen og går så ellers videre med arbejdet. Flemming forsvinder med raske skridt ned i Sumpen, hvor de enorme bunker af forskellige slags ler ligner en miniature bjergkæde

Flemming ‘Bette’ Jensen, 61, er tillidsmand på teglværket. Han har arbejdet der i 33 år.

Gummigeden skovler dagligt op mod 300 tons ler fra Sumpen.

De tørrede mursten står klar til at blive kørt ind i den 1100° varme ovn.

”Man skal være alsidig for at arbejde her. Det dur ikke, at man ikke tager fat der, hvor vi har brug for hjælp, ikke,” siger Flemming. ”Der er måske nogle, der har svært ved alle de nye tiltag, der er kommet. Men det ændrer ikke på, at alle her på stedet knokler, hjælper hinanden og kan stå inde for det arbejde og de mursten, vi laver.” Fredagsrundstykker og morgensol Klokken 05.40 bliver de første maskiner startet op, så de er klar når produktionen starter klokken seks. Lyden borer sig klart igennem den kølige luft en efterårsmorgen i oktober. De første sæt sikkerhedssko, der møder på arbejde, er også de første, der bevæger sig op ad vindeltrappen til frokoststuen klokken halv ni. Der er fredagsrundstykker. Den lave efterårssol brager hen over skovens trækroner og ind gennem vinduerne. På den anden side af fjorden går køer og får på græs. De hvide pelstotter lyser op i solen på et mørkt græstæppe. I frokoststuen danser solen hen over møllehjul med tandsmør, ost og marmelade. ”Det bedste er en blikstille morgen i august. Så står solen op lige midt i fjorden. Det giver de her sindssygt flotte farver,” siger Robert og viser et billede på sin telefon.

De ugentlige tavlemĂ¸der er en del af virksomhedes nye strategi.

Jakob Jakob ser til, at blĂ¸dstrygeren kĂ¸rer, som den skal .

Selvom mange af processerne i dag er automatiserede, er der stadig behov for de stærke arme og grove hænder på teglværket.

Flere stemmer i og viser billeder, de har taget af forskelligt morgenlys på deres telefoner. Lyden af en kaffeautomat på overarbejde er ofte det eneste, der er at høre blandt mændene og deres rundstykker. De bladrer i lokalavisen eller kigger ud af vinduerne med et fjernt blik over fjorden og nyder varmen fra solen. Stilheden bliver kun afbrudt af sporadiske vittigheder eller en røverhistorie.

”Det kan godt være, at maskiner, computere og robotter kan en hel del, men de går jo også i stykker og skal vedligeholdes. Vi er afhængige af teknologien, men den er også afhængig af os,” siger Flemming.

Mændene i frokoststuen ved, hvordan man arbejder. Det kan ses på slitagen i arbejdstøjet og på de dybe furrer i hænderne, der nok aldrig bliver helt fri for snavs, uanset hvor hårdt der skrubbes.

Larmende stempler, skæve lægter og højt humør Dampen stiger op fra de nypressede mursten. Leret er varmt og vådt. Det mekaniske stempel slår med faste taktslag en larmende rytme og ud kommer murstenene på rad og række. Over dem står Jakob Jakob, der tidligere er blevet kaldt dobbelt Jakob. Med sit stålsat blik spejder han efter fejl eller afvigelser i blødstrygeren.

Ingen robotter uden grove hænder Fra leret ankommer til Sumpen i fyldte lastbiler, til det står som færdigpakkede mursten i den anden ende af værket, går der ti dage. Der er tryk på kedlerne i byggebranchen, og det kan mærkes på værket. Hele året, døgnet rundt, brændes der mursten i den 138 meter lange gasovn. På teglværket produceres der godt 25 millioner mursten om året.

Pludselig stopper stemplets faste taktslag. Der er noget galt. Jakob Jakob klør sig en enkelt gang i overskægget, før han vanligt bevæger sig mellem

Frokoststuen ligger med udsigt til fjorden, hvor murstenene tidligere blev fragtet fra med skib.

maskinerne, søgende efter fejlen. Nogle lægter er kommet skævt ind i maskinen. Han får hurtigt blødstrygeren i gang igen og stiller sig tilbage mellem de dampende rækker af sten, så han kan holde øje med, hvad der sker. ”Et arbejde er et arbejde, du ved. Jeg har været her siden 2011, men jeg kan godt lide det, for man kan se resultatet af sit arbejde her,” fortæller han. ”Altså, så længe jeg har noget at lave, er jeg glad. Og her har jeg også et ansvar for, at den færdige mursten er i orden, og det er godt.” Længere nede i hallen står Flemming med nogle af de andre mænd og griner. ”Jeg skal jo lige tjekke, om de nu også laver det de skal,” siger Flemming. ”Åhhr hold kæft. Man skal satme edeme være hurtig, hvis man skal se Flemming arbejde, det sker jo så sjældent,” svarer Gert Hansen og griner. ”Humoren er vigtig sådan et sted her, ellers bliver det bare træls. Vi har begge været her mere end 30 år, så jeg ved han kan tage det,” forklarer Gert, før han vender tilbage til arbejdet.

Støvet fra maskinerne i Sumpen lægger sig som et brunt dække på alle overflader.

120 I TIMEN GENNEM LIVET Tekst og foto af Suhirrthavathy Thiruchelvam

Alle mennesker er gode til et eller andet. Det ved Knud Brix og Lise Rosendahl, der har arbejdet med skoletrætte unge i 25 år. I dag er de pensionister, men bruger stadig meget tid på at gøre en forskel for andre

Klokken er 6:30, og der dufter af hjemmebag og kaffe. Barnebarnet er vækket med fødselsdagssang, og der er hygget omkring morgenbordet. Straks går Knud i gang foran computeren med sit arbejde for byggeudvalget på Nørbæk Efterskole, og Lise forbereder undervisningen til tysktimen på Thorsgaard Efterskole. Hun tjekker kalenderen på bordet og kalenderen i sin mobil. Knud skal til bridge, og Lise til kor. Der skal lige koordineres kørsel. Mandag er en travl dag.

løjtnant, kørte rundt i jeeps og skød med rifler og pistoler. Livets veje førte dem begge i øst og vest, og de blev folkeskolelærere, senere ved tilfælde efterskolelærere.

En fri fugl og drengerøven Det er ikke helt forkert, hvis man sammenligner Lise og Knud med Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. Nu er de begge pensionister, men som ung satte Lise spørgsmålstegn ved autoriteter, sultestrejkede foran Rådhuspladsen i København og demonstrerede mod atomvåben.

Forstanderpar for de ukendte elever I slut 70’erne blev de første spadestik til Thorsgaard Efterskole taget. Knud og Lise var med fra starten, og var det første forstanderpar på skolen. En efterskole for skoletrætte unge, hvor teori skulle være en integreret del af den praktiske undervisning. Ville eleverne have mad, måtte de selv tilberede den. Indskrivning af elever skete i den rækkefølge ansøgningerne kom. Forstanderparret ville ikke vide noget om elevernes kompetencer eller svagheder.

”Jeg var i vældigt kærlighedsunderskud,” fortæller Lise om den april i 1976, hvor hun mødte Knud. De var begge til kursus for efterskolelærere, og her starter deres hæsblæsende livseventyr sammen.

Knud var en drengerøv, der først troede, at han skulle tjene kassen som bankmand og siden brugte en del år som soldat. I militæret blev han

Lise læser højt for en elev, som har svært ved at tyde sin bedstemors kragetæer.

Selvom Knud har travlt, finder han tiden til at gĂĽ i skoven og nyde naturen .

Knud og Lise boede i forstanderboligen på skolen. Det betød, at de havde eleverne tæt på, både fysisk og især også mentalt. Det var ikke ualmindeligt, at eleverne bankede på døren i tide og utide, og gerne 20-25 gange i løbet af dagen. Til sidst måtte Lise hænge et skilt på døren, hvor der stod: ”Forestil jer, at vi bor 4 km væk.”

”Vi ville have de uskrevne ark, og vi ville give alle en succesoplevelse,” forklarer Knud. Skolen åbnede i oktober 1980, og på åbningsdagen var der ingen senge, eleverne kunne sove i. De første elever måtte bygge sengene selv. Det er denne ånd, som har været gennemgående for Knud og Lises tid på Thorsgaard. Eleverne skulle erfare, at tingene ikke kom af sig selv, og at man måtte yde for at nyde.

Lad os lige google det Hjemme hos Knud og Lise er det blevet første tirsdag i oktober. Traditionen tro ser de Folketingets åbning i fjernsynet. De spiser frokost ved sofabordet, så de nøje kan følge med i Statsministerens åbningstale. Knud har tidligere været medlem af Radikale Venstre og har også været folketingskandidat.

”ADHD var ikke opfundet på det tidspunkt,” siger Knud og griner. Knud var en stærk mand, som kastede rundt med eleverne. Skolens fysiske rammer dengang, og lærernes tilgang til undervisning, som de kaldte ”nødvendighedens pædagogik,” ville ikke blive godkendt i dag.

”Knud, det er altså Folketingssalens åbning og ikke Folketingets åbning,” forklarer Lise. ”Gu’ er det ej, det er Folketingets åbning, som foregår i Folketingssalen”, konstaterer Knud.

Dengang sejlede eleverne ud sammen og fiskede alene uden opsyn, og de røg cigaretter på værelserne, som var indrettet i træbarakker.

Lise er ikke enig og finder sin mobil frem for at google. ”Det er så smart, det Google der,” siger Knud og venter på, at Lise skal give ham ret.

”Tænk, alle de mennesker jeg ville få på nakken i dag,” siger Knud og griner højlydt.

Lises kreative værksted. Her bruger hun mange timer på alt fra gaver til nips.

Lise synger i Hobro Bykor. I dag er de til stĂŚvne.

Knud og Lise er rigtig gode til at rode, men har ikke tid til at rydde op igen.

”Hvis vi døde i overmorgen, ville vi ikke ærgre os over farten i vores liv,” siger Lise.

Hverken Knud eller Lise er helt enig med alt, hvad statsministeren siger. Og Morten Østergaard får også nogle hug med på vejen. Det er hans skyld, at Knud har meldt sig ud af partiet.

Det er vigtigt at hjælpe andre De engagerer sig stadig i lokalsamfundet og kommer andre mennesker ved. De er i gang med at starte en vinterbadeklub, ligesom de er involveret i det årlige Vikingemarked. Lise er formand for et par lokale foreninger. Hun har også stået i spidsen for at bygge Den Mytologiske Legeplads. Knud er bestyrelsesmedlem i den lokale Coop, Naturbevaringsforeningen og på Nørbæk Efterskole, formand for Odamsgaard Fonden, som hjælper unge voksne, der er gået i stå. Om aftenen synger den ene i kor, går til gymnastik og læser højt på Himmerlands Teater, mens den anden spiller bridge, går på jagt og bliver hjemme fra gymnastik. De har så travlt, at de sommetider selv har svært ved at følge med. Ofte står menuen på Lises hvadhar-vi-tilbage-i-køleskabet mad. Sådan er det, når man har været vant til at køre med 120 kilometer i timen, fordi man brænder for at give andre succesoplevelser og komme mennesker ved.

Pensionister med krudt i røven Knud og Lise er hinandens bedste venner, og de er rigtig gode til at få nye idéer. Kaster den ene en bold i luften, griber den anden den. Deres liv er flettet sammen i et ubrydeligt greb af kærlighed, og Knud har svært ved at forestille sig et liv uden Lise. ”Jeg bliver sgu sur, hvis du dør for mig,” siger Knud og kigger på Lise. ”Ja, vi har jo et væddemål om det,” svarer hun og smiler til ham. Engang imellem kan Lise godt savne ro, men hvis hun fik det, ville hun nok bare starte på nye projekter. Knud og Lise løb rigtig stærkt i tiden på Thorsgaard Efterskole. Her blev de i 25 år og gik på pension i 2005. Men deres tid på efterskoler er ikke slut endnu. Knud har efter sin pension rejst rundt til andre efterskoler, som havde det svært, og rettet op på dem. Lise bliver stadig fra tid til anden tilkaldt som vikar.

For Knud og Lise er det stadig vigtigt at række hånden ud til dem, der har brug for det. Det går bare ikke helt så stærkt længere. ”Men 60 kilometer i timen, kører vi i hvert fald,” siger Knud.

De bortlyver ikke alderdommen, men de vil absolut heller ikke dyrke den. Lise ved godt, at deres kalender er propfyldt, og at de har mange bolde i luften. Men de oplevelser hun får, og de mennesker hun møder på sin vej, vil hun ikke være foruden.

PÅ BODEGAEN ER VI ALLE LIGE Tekst og foto af Celina Kimmie Dahl

For enden af gågaden i Hobro ligger det brune værtshus Bræddehytten. Her står bodegamutter Pia Foldager klar seks gange om ugen til at lange øl, cola og Underberg over disken. Alle bliver budt velkommen af Pia. Oftest med et kram

En mand i sort læderjakke træder ind af døren på Bræddehytten. Han går målrettet mod baren. Inden han når at sætte sig, har Pia Foldager åbnet og serveret en Tuborg. Han finder sin pung frem fra inderlommen og lægger den på bardisken. Pia rækker ud efter den. Hun graver selv en 20’er frem og smider den i pengekassen. Klokken er ikke meget over middag en onsdag i Hobro. På Bræddehytten har tre af barstolene været optaget, siden dørene blev åbnet kl. 11. Pia på 53 er bodegamutter. Hun ved, hvad folk vil have. Hun købte Bræddehytten i 2013 og har siden da stået klar med råd om fiskeolie, børneopdragelse og en rugbrødsmad, hvis ikke gæsterne har fået noget at spise. Lokalerne på Adelgade 74 er endnu ikke helt overdynget af cigaretrøg. Duften af kaffe bliver langsomt overtaget af humlen fra endnu en flaske øl, der åbnes. Benny er tørstig. ”Du kan fandme selv tryk’ den kode ind. 6780,” lyder det fra Benny til Pia, imens han babber kontinuerligt på cigaretten.

Bodegamutter Pia står trofast i baren på Bræddehytten tirsdag til søndag. Her har hun har delt ud af sin omsorg siden 2013.

Afvist. Pia noterer en øl på blokken bag baren ud for Vores Benny. For når kortet ikke virker, så må vi jo skrive det ned til næste gang. Pia forsvinder ud bagved. Hvis hun er væk for længe, hopper en af stamgæsterne hurtigt om bag baren, klar med øl til de tørstige. Uden Pia beder dem om det. Som ny i huset kan det være svært at skelne mellem, hvem der er på job, og hvem der er gæst. Efter lidt tid er der dog ingen tvivl om, at Pia både er bossen, moderen og eneste ansatte på sit værtshus. Jeg skulle hilse fra Peder Formiddagssolen kan stadig ænses på de brune møbler og billiardkøerne på Bræddehytten, da Pia kommer tilbage fra baglokalet, lettere betuttet: ”Jeg skulle hilse fra Peder,” siger hun til de andre i lokalet stadig med telefonen i hånden. ”Ja, hvordan går det med ham?” ”Okay. Han får først svar på sin biopsi i næste uge. Det er så mærkeligt. Han plejer at stå lige der om et par timer med en øl i hånden.” Stemningen i lokalet bliver trykket og cigaretrøgen fylder pludselig mere. Vist er de til fest, farver og procenter på Bræddehytten, men deres fællesskab rækker længere end det. Selv når helbredet halter hos stamgæsterne. Her er vi alle lige Henne i hjørnet sidder en af husets stamgæster. Han har et par falmede sømandstatoveringer ned ad begge arme og får en øl med en langskægget

Der er kĂ¸bt Mokai og boblevand ind til lĂ¸rdagens fest for stamgĂŚsterne.

Stamgæsten Robert og vagabonden Søforklaring hygger i hjørnet. Et par minutter senere er Søforklarings skæg røget i bytte for 300 kroner.

vagabond, der bor i Hobro, når ikke han er på landevejene. Han har ikke drukket vand i fire år, siger han. Røgen er tyk i deres hjørne, og cigaretterne bliver delt mændene i mellem. Vagabonden glæder sig over, at han på værtshuset møder mennesker, han ellers ikke ville falde i snak med.

bedste. Nogle gange giver det et hak i tuden, men man dør ikke af det,” siger Pia. Der tikker en SMS ind på Pias telefon. En vil vide om Peder er blevet udskrevet. Boxfest For enden af baren hænger en fælles opsparingskasse. Boxen. En gang om året arrangerer medlemmerne af boxen en fest. I år skal de have wienerschnitzel med smørstegte kartofler, og hvad der ellers hører sig til. 22 personer har indtil videre meldt deres ankomst til årets fest på lørdag. Pia har bestilt boblevand til dagens anledning. Anders og Den Tonedøve kommer og spiller kl. 20. Der skal ikke mangle noget.

”Her er vi er alle lige.” ”Duk dig!” siger ham med tatoveringerne. ”Vi er sgu ikke lige.” Hans næve er knyttet og truende. Den bliver dog på et splitsekund forvandlet til et venskabeligt håndtryk, imens latteren overdøver C.V. Jørgensens stemme, der flyder ud af den elektroniske jukeboks. ”Vi bestræber os på at være gode ved hinanden,” forklarer Pia fra sin plads bag baren.

Pia er stadig i færd med at få lokket de sidste gæster med til festen, og telefonen står ikke stille et sekund. Hun får de andre til at ringe rundt. Der skal gives klar besked om, hvor mange der skal bestilles wienerschnitzel til. Og her er det altså lige meget, om folk er i skole, på job eller ej. Pia vil vide besked.

Nogle gæster kommer i arbejdstøj, andre i festtøj. Nogle er 70, andre er 20. Har de lyst til at tale og være sociale, stiller de sig i baren. Hvis ikke, så sætter de sig nede ved et af bordene. Og det bliver respekteret. Undtagen af vagabondens gravhund, Røde. Hun vil helst tale med alle gæsterne. Skiltet på hoveddøren, der nægter hunde adgang, tages ikke så bogstaveligt.

”Er du okay, Jacob?” lyder det fra Pia henvendt til en mand med briller, der sidder alene nede ved et af bordene. ”Ja, ja.”

”Jeg har altid været naiv, og er det forhåbentlig stadigvæk. Jeg tror på, at folk vil hinanden det

Pia er hurtig: ”Så får du fandme ik’ det chokolade, jeg har i tasken.”

PĂĽ de lange dage stĂĽr Pia 15 timer bag baren. Alle mĂĽltider indtages her.

Lige så god som Pia er til at overtale, er hun til at mærke, hvordan folk har det. Hun står altid klar med en krammer, når man er trist. Flere af gæsterne kalder hende for mutter. Brian oplevede, at Bræddehytten, var det eneste sted, han blev budt velkommen, da han kom til Hobro. Og Leila må ikke længere komme på nogen af de andre værtshuse i byen. Kun hos Pia. Nu må du ikke græde ”Du har hørt det med Peder, ik? Han har sgu fået en tumor i hjernen. Han røg ind på hospitalet her i sidste uge,” siger Pia til en gæst, der ikke har været forbi i et par dage. Der er tavshed et kort øjeblik. ”Nå. Det vidste du ikke, kan jeg se. Nu må du ikke græde,” fortsætter hun. ”Nej, jeg var da lige ved.” ”Ja, det gjorde jeg tre dage i sidste uge. Det gider jeg ikke mere af.” Stemningen bliver løftet lidt i baren, og snakken går videre til billige rejser til Thailand og tilbud på skinkeschnitzler i Netto. Imens prøver Pia at finde frem til, hvor hun skal betale husleje, efter administrationen har skiftet hænder. Hun er klar over, at hun aldrig bliver millionær på kroner og ører, men hun er ikke i tvivl om, at hun gør på oplevelser. Så længe, der er mad i køleskabet, tag over hovedet og alle er sunde og raske, så er hun glad. ”Det er fandme godt, vi har Pia,” lyder det fra Leila. Pia smiler tilbage. ”Det er fandme også godt, jeg har jer. Så passer det hele sammen.”

MED JORD I BLODET Tekst og foto af Iben Gad

Tik, tak, tik, tak og tiden går. Uffe Pedersen på 83 år har meldt sig ud af storbyens stress og jag, er hverken bange for årstidernes skiften eller døden i sig selv

Uffe holder Ă¸je med de vilde dyr om natten.

ølger du hovedvejen tilpas længe og drejer på det rigtige tidspunkt, vil du, hvis du er drejet rigtigt, møde en perfekt tromlet grusvej omringet af træer og skov – dén skal du følge i godt en kilometer, og her, for enden at grusvejen, vil du finde en gård med æbler og liv. Det lyder som en kliché og en smule eventyrligt med en mand, der bor i skoven på sådan en lidt troldeagtig måde, men faktisk ligner hans hus et af dem med røde mursten, vi kender hjemme fra villavejen. Måske har du allerede mødt ham, når han engang imellem forlader skoven i sin hvide Toyota Corolla og henter toiletpapir i supermarkedet eller hænger ud i bowlingcenteret med motorcykelklubben - og så vil du vide, at han ikke er spor farlig. ”Hver morgen starter jeg med to spiseskefulde fiskeolie og et hjemmelavet ingefærshot – og om aftenen tager jeg en vitaminpille,” fortæller 83-årige Uffe Pedersen. Det er tydeligt, han er vant til det, for han synker uden at fortrække en mine, når væskerne skal ned. Han tager et sip af kaffen, porcelænskoppens fine håndtag forsvinder mellem Uffes store fingre, der afslører mange års fysisk arbejde. Engang arbejdede han 16 timer i døgnet, og var kun hjemme, når det var for at sove – ellers levede han i lufthavne, og var altid på farten som forretningsmand og fabrikant for egen virksomhed. Hvis du vil, vil jeg også Det er 20 år siden, at Uffe og hans nu afdøde kone stod på toppen af bakken til gården, der ligger sydvest for Hobro. De kiggede ud over søen og markerne, og hun sagde til ham, at hvis han ville bo der, så ville hun også. I dag står der to tomme stole lige der på bakken, hvor de stod dengang. Engang imellem sætter han sig, mindes og kigger ud over den præcis samme udsigt, som de forelskede sig i. I dag bor hans søn og barnebarn der også, og det er et plus med ekstra hænder, når der skal

høstes grønt og rives blade. Der er plantet økologiske æbletræer og grøntsager på gården, og så har de bygget et bålsted og en lille hytte ved søen. Med 21 tønder land, er der også plads til tomme arealer med græs, som Uffe bruger til at jage vildt.

”Det er vigtigt som gammel at være positiv overfor jævnaldrene, selvom de kan være sære – det er jeg jo nok også,” siger han mens han scroller gennem en SMS-tråd mellem ham og en ven. Hver morgen sender Uffe en SMS rundt til sine venner. Først og fremmest for at sige hej og god dag, men også for at vise hinanden at man stadig er i live.

”Jeg lever sundt, men jeg er jo ikke fanatiker – jeg drikker gerne en cola, når jeg er i byen, og jeg vil heller ikke forlange økologisk rødvin, bare for at fastholde et princip,” siger han.

Selvom Uffe ofte mødes med sine venner udenfor gården, kunne han ikke drømme om at flytte ind til byen. Heller ikke, hvis han en dag bliver så gammel, at han ikke selv kan køre derind.

Sender livstegn på SMS Vist bor Uffe i skoven, men han har både smartphone og fjernsyn og Facebook. Om sommeren mødes han med sin motorcykelklub og kører ture. Og om vinteren mødes den samme flok til et spil i bowlingcenteret. Med naboerne drikker han kaffe, de går på jagt sammen, og de hjælper hinanden.

”Der er en ro herude, som man ikke finder andre steder. Natur-ro. Det er altså stilheden. Fuglene. Dyrene. Det er så afstressende. Simpelthen,” siger Uffe.

Når vejret er dårligt, går Uffe i garagen og reparerer biler og motorcykler.

Win-win for Uffe og alt omkring Uffe lægger et tæppe på sofaen og en hovedpude i den ene ende, inden han lægger sig ovenpå. Efter en sildemad ved middagstid, hører en lur på en time. Og her skal hans indre ur nok sørge for, han ikke forsover sig. Ret præcist en time efter, kan man regne med, han trasker ned ad trapperne igen. Det er en evne, han selv mener at have erobret, som resultat af at have lyttet til sin krop i mange år. Kroppen nok fortælle én, præcis hvad og hvor meget den har brug for. ”Jeg har ikke andre mål i livet end at holde mig sund og rask. Og så, hvis jeg kan nå 100, vil jeg selvfølgelig også gerne det,” siger Uffe. Selvom han er pensioneret og i sin fulde ret til at lave ingenting resten af sit liv, mener Uffe, det er nødvendigt at holde sig i gang, hvis man vil forblive rask og glad. Her hjælper naturen ham lige så meget, som han hjælper den. Uanset årstid sørger den for, at Uffe altid har noget at give sig til. ”I dag skal jeg skovle blade og plukke de sidste æbler – det hører sig til efteråret, og så går der tid med det,” siger han og trækker i gummirøjserne igen, for nu er det holdt op med at regne. Er ikke bange for at dø Uffe nyder at se naturen gå sin gang, og årstidernes skiften gør, at tilværelsen aldrig bliver kedelig. Vinteren og de mørke måneder er han ikke bange for. Og selvom han med årene er ved at komme i sit livs vinter, er døden heller ikke noget, han frygter. Han har affundet sig med, at der nok bare er mørkt, når man dør, og at døden er at blive gravet ned i jorden og gå i et med naturen som bladene om vinteren. ”Vinteren er smuk,” siger Uffe. ”Den er retfærdig og udrydder, hvad den skal, inden foråret kommer igen.”

Hver uge spĂŚnder Uffe en tromle bag traktoren og tromler grusstien fast.

Stine Rasmussen

Jens Hartmann Schmidt

Suhirrthavathy Thiruchelvam

Celina Kimmie Dahl

Iben Gad

Tak til Nanna og familie, Ildsalamanderne, Østerskov Efterskole, Mandskabet på Vindø Teglværk, Knud, Lise og familie, Pia og Bræddehyttens gæster og Uffe.

Særligt tak til Mathilde Bech, Hanne Mølby Henriksen og Lars Prevelakis Bai.