Sy'fyn by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

EfterĂĽret 2016

Magasinet er produceret af 2. semester fotojournaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Gense historierne på Instagram-profilen: @magasinsyfyn #magasinsyfyn

TAK til Sy’fyn, Jette og Leif Rasmussen og Tommy til Robert og Susanne, Mikkel, Daniel og Natasja, Nicolaj, hele Ollerup efterskole og Jan og Helle

Mads Claus Rasmussen

Andreas Haubjerg

Morten Lau-Nielsen

Vibeke Volder

Mathias Fredslund Hansen

Anne Bæk

Specielt tak til Hanne Mølby Henriksen, Mathilde Bech og Lars N ørkjær Bai

Omslag: Andreas Haubjerg

Morten Lau-Nielsen

Blandt landidyllens bindingsværker, lavtliggende biler, havneindustri, økofællesskaber og utallige bodegaer mærker du livet. Her e ksisterer kærligheden. Den for de unge elskende og den, der får den v oksne mand til at vende hjem fra verdenshavene for at falde til. Drømmene lever her, men sommetider er virkeligheden ikke, som vi forestillede os. Lykken er værd at søge, om det er på amfetamin eller tahin.

Fra verdenshavene til lilleputland Side 5

Mikkels verden er delt i to Side 15

Fra storbysrotter til bonderĂ¸ve Side 27

PĂĽ scenen er han fri Side 37

112 bankende teenagehjerter Side 47

Det uendelige opgĂ¸r Side 59

FRA VERDENSHAVENE TIL LILLEPUTLAND MADS CLAUS RASMUSSEN

Robert Jacobsen har haft et langt liv som skipper på verdenshavene. I dag er han chefskipper på den lille færge Højestene i det Sydfynske Øhav, og tøffer rundt i fast rutefart mellem Skarø, Drejø og Svendborg. Håret flyver i alle retninger. Duften af hav kommer ind over dækket og gennem næsen, mens Svendborg svinder længere og længere væk. Den lille færge er på vej mod Skarø og Drejø i det Sydfynske Øhav med den 67-årige chefskipper, Robert Jacobsen, bag roret. Overfarten tager 75 minutter, godt hjulpet på vej af de to larmende Volvo Penta-motorer. Robert har brugt 40 år af sit liv på et fragtskib. Her fragtede han gravemaskiner, containere og helikoptere tværs over Atlanten i al slags vejr. Det var spændende, men betød også, at han måtte give afkald på både store og små ting i hverdagen. ”Jeg var ikke hjemme, da min datter blev født, og jeg var sjældent hjemme til jul,” siger Robert. ”Men når man ikke har prøvet andet, så savner man det ikke.”

Hver eneste indbygger på Drejø koster årligt Svendborg Kommune 71.000 kroner i merudgifter, fordi at de bor på en af de 27 danske små øer.

I dag er hans liv anderledes. Han ser sin kone hver dag. Han misser aldrig en fødselsdag, og han kan holde fri, når han kører fra Drejø Havn med kurs mod bindingsværkshuset på Husmandsvej. Robert sagde farvel til udenrigsfarten i 2003 og bruger nu sin tid i det Sydfynske på at sejle færgen, dele post ud, hjælpe til på konens landbrug og nyde livet på Drejø. Kys og kærlighed Robert har været langt omkring og krydset Atlanterhavet, Middelhavet og den Persiske Golf. Det var ikke altid sjovt at være afsted på de lange ture, specielt ikke efter han mødte Susanne. Da blev de mange uger på havet pludselig ekstra lange, hvilket kunne mærkes. I dag har de været sammen i 41 år. De kysser stadig, når de kommer og går, kalder hinanden ”skat” og holder i hånd, når de kan komme til det. ”Da jeg var afsted i flere måneder, tænkte jeg på familien derhjemme. Det er hårdt at være afsted i seks måneder,” siger Robert. Det var en stor omvæltning for Robert at komme hjem. Pludselig kunne han se Susanne hver dag og være sammen med familien. ”Det var dejligt. Det krævede dog lidt tilpasning, men efter et år havde jeg vænnet mig til at være hjemme igen og savnede ikke længere udenrigsfarten. Jeg har det godt, her hvor jeg er,” siger Robert, mens han kigger eftertænksomt ned på sine foldede hænder.

De smukke øjeblikke Drejø nærmer sig i horisonten. Det er det sidste anløb denne onsdag. Det eneste, som bryder den spejlblanke overflade, er hækbølgen fra færgen. For Robert er det dage som disse, som får ham til at nyde sit arbejde. Normalt finder han ikke ro på skibet. I dag er dog en undtagelse. Der er nemlig kun enkelte drejøboere tilbage på færgen. Makkeren slukker motoren, og nu er det eneste, man kan høre, fuglene omkring havnen og den lette brise. ”Jeg får mest ro derhjemme. Der er ikke ro på skibet. Hvis der skal være ro på et skib, skal det være en morgenvagt, hvor der ikke er nogen andre, der er vågne. Så går jeg alene op på broen og ser solen stå op. Det er flot. Det er de øjeblikke, som jeg sætter pris på, men sådan er det ikke hver dag. Heller ikke til søs,” siger Robert, inden han stille og rolig begynder at lukke og slukke i styrhuset, for at gå ned til bilen, som holder parkeret på havnemolen.

Skipper klarer posten Det er torsdag middag, og Robert er netop kommet hjem fra en syv timers vagt. Han skal ikke holde fri, men i stedet ud med post for sin kone, som er landpostbud på Drejø. Hun er dårligt gående, og når han alligevel skal ud at køre, kan han lige så godt tage posten med. Efter turen gennem Drejø City, som Robert kalder byen, kører han hjem. Turen rundt ad de små veje tager kun en lille halv time, så der er stadig tid til at pløje. Fritiden samles omkring konens landbrug, hvor de mange Galloway-kvæg og får skal passes på de 25 hektar jord. Han understreger, at han blot hjælper til, men erkender, at det giver ham noget at kunne være udenfor. ”Så får jeg ikke tid til at sove til middag, det er fordelen. Det er rart at kunne være ude og hjælpe til. Vi synes, det er hyggeligt, og vi bruger tiden sammen, når vi kan,” siger Robert med et smil.

Weekendens vagt er slut. Robert og Susanne nyder et øjebliks stilhed inden han skal ud i marken og pløje. Han skal igennem to marker.

Den gamle Massey Fergusson er et af Roberts vigtigste redskaber på landbruget. Ploven er gammel og kræver regelmæssige eftersyn. 11

Den lille færge kaldes i folkemunde “den grimme ælling,” på grund af sit specielle udseende. Med tiden er den dog blevet øboernes bedste ven.

Farvel og tak Robert er kommet op i alderen, og efter 50 år i skibsfarten har han nu sat en dato for, hvornår han stopper. Det bliver til juni. Han har aldrig kunnet finde ud af at tage en sygedag og han får svært ved at undvære færgen, selvom han går på pension. Færgefarten ligger i DNA’et. ”Jeg skal være afløser på færgen, jeg kan ikke slippe det helt. Det er mit eget valg at stoppe. Jeg har sejlet i mange år og vil ikke stå i vejen for de nye folk, som er på vej,” siger han og fortsætter ”Jeg skal også arbejde fuld tid med landbruget,” siger han og nusser hunden, som er ved hans side. Dagens arbejde i marken er slut. Traktoren er parkeret. Marken er pløjet. Han kan slappe af og nyde aftenen med sin kone. Det kunne han ikke, da han sejlede på de store fragtskibe. ”Jeg sætter pris på, at jeg lever, jeg tager en dag ad gangen,” lyder det fra Robert. Klokken er snart 21.30. Sengen kalder. Han har været i gang siden kl. 05.00. Vækkeuret ringer igen om syv timer. En ny dag venter i Det Sydfynske Øhav.•

Robert kender de fleste på Drejø. “Når jeg kommer ind med færgen kan de godt finde på at spørge, om der er sket noget ovre på øen,” siger Robert.

MIKKELS VERDEN ER DELT I TO ANDREAS HAUBJERG 17

Som tolvårig begyndte Mikkels misbrug. Det er fjorten år i dag, men han kan stadig ikke give slip på det. Han har ellers fået en god grund til at gøre endnu et forsøg. Hans søn, Nilas. Mikkel er helt fra den. Han sidder i en lænestol med hovedet hvilende i den ene hånd. Blikket er fjernt. Han vågnede op i morges og opdagede, at han havde tabt alle de varer, som skulle skaffe ham mad på bordet i oktober måned. Han er overbevist om, at han har glemt dem på værestedet På banen, og at en eller anden har taget dem. Mikkel Martin Schioldan er seksogtyve år og har under hele sin opvækst skullet klare sig selv. Med en alkoholisk far og en mor, som han heller ikke stolede på, skulle han selv finde ud af, hvad der var rigtig og forkert. ”En ting man lærer i miljøet er, at jeg må klare mig selv. Det ene øjeblik er jeg en ven, det næste betyder jeg ingenting”, forklarer han og trækker ærmerne på hættetrøjen op. Allerede som tolvårig begyndte Mikkel sit stofmisbrug, hvilket har ført ham ind og ud af behandlingssteder og fængsel. I dag har han selv en søn på fjorten måneder med sin ekskæreste på nitten år, som han skal være med til give en anden barndom, end den han selv fik. Faderansvaret ligger nu på Mikkels skuldre, som en byrde han er stolt af at bære, men har svært ved at løfte. På banen er en lille oase nede bag havnens industrikvarter i Svendborg, hvor stofmisbrugere kan samles uden at blive dømt på deres fortid. Alle har stofmisbruget som fællesnævner, men baggrundene, som har ført dertil, er vidt forskellige. Nogle kommer fra uddannelser og velstand, andre fra misbrug og tæsk. Fremtidsplaner i nattens kulde Det sorte Adidas-træningssæt hænger løst på Mikkels spinkle figur, mens han står ude ved skuret på værestedet. Han er hjemløs, så de lange og kolde nætter bruges på en bænk under et spinkelt halvtag. Det er her, han skal forsøge at samle tankerne, før han kan falde i søvn. Det er alene, at han finder roen og energien til at stå op om morgenen. Mikkel lider af borderline og posttraumatisk stress. Det skaber et kaos i den tomhed, han kæmper med at udfylde. Mikkel tænker meget på fremtiden, når han ikke kan sove. ”Jeg bliver nødt til at uddanne mig, så jeg kan bryde med fordommene om mig”, fortæller Mikkel, der håber på at kunne gennemføre sin niende klasse på et tidspunkt.

Da Mette og Mikkel boede sammen, måtte Mette og Nilas tage mange hensyn til Mikkels diagnoser. ”Det er ikke fair over for dem, hvis de skal gøre det igen”, siger Mikkel

Det er vigtigt for Mikkel og Mette, at Nilas går i noget ordentlig tøj. Drengetøj der passer. Da Mikkel var barn, var det tilfældigt, hvilket tøj han fik på. Om det passede, var pigetøj eller rent for den sags skyld.

På bordet foran ham er der klargjort to baner amfetamin. Hundredkronesedlen er rullet sammen, mens kreditkortet pulveriserer de små hvide klumper. For Mikkel har stoffet en beroligende virkning. Tankerne falder langsomt til ro. Sådan håndterer han ofte sine problemer. ”Selvom det lyder mærkeligt, så er det her, med andre misbrugere, at jeg føler mig mest tryg”, siger han og kigger rundt i lokalet, hvor banerne bliver lagt op. Henslængt i lænestolen sidder han og slapper af med benene solidt placeret på skamlen foran sig. Det er den verden, som Mikkel er født ind i og har lært at begå sig i. “Jeg skulle gerne kunne bryde den der sociale arv, men det lyder lidt dumt, når jeg sidder her og tager en streg”, siger Mikkel og fører røret op til næsten. Idioten fra den dårlige familie ”Bassemaaand”, kalder Mikkel med en blid og rolig stemme ind ad døren til Mettes lejlighed. Nilas lyser op. Han genkender stemmen med det samme og løber ud mod Mikkel med armene i vejret. Nilas er Mikkels største håb. Han minder ham hele tiden om, at han bør gøre noget andet. Måske kan han få sig et job. Noget andet at stå op til. Men der er lang vej, så længe han skal leve i sin Statoil-sportstaske med tandbørste og amfetamin i samme lomme. Mikkel har hadet sin far som dreng. Hadet ham for at være svag. Det ligger dybt i ham, at Nilas ikke også skal have en far i et misbrug, som han selv havde. Men Mikkels narkogæld til rockere og et forbrug, der tager overskuddet af kolde kontanter fra varerne, skal der ske noget for at ændre på den situation. Da de ventede Nilas, var Mikkel ellers clean i næsten ni måneder. ”Det er svært at komme på den anden side, når der ikke er opbakning fra omverdenen. Min fortid og mine diagnoser har sat mig i en bås fra start, som ham idioten fra den dårlige familie”, siger han og kigger ned. Mette og Mikkel faldt fra hinanden, da Nilas blev født. Han kunne ikke være den far, han ønskede, og trak sig tilbage til det, som han kendte til. Tilværelsen som misbruger var det ståsted, som han altid har kunnet komme tilbage til. Her var de samme mennesker, hvis de ikke var døde i mellemtiden. ”Da jeg blev misbrugt, lærte jeg på egen krop, hvor meget man kan ødelægge et andet menneske”.

Mikkel har netop anskaffet sig en plastikkasse til at opbevare sine varer og kontanter. Efter det store tab indsĂĽ Mikkel, at han mĂĽtte holde sine ting mere samlet, for at have overblikket.

“Der døde endnu en i dag. Det er sørgeligt, men der bare for ofte til, at man bliver påvirket efterhånaden”. siger Mikkel og retter sig i stolen, men hans trækker på skuldrene.

”Det var lige som en drøm, der ikke blev til noget. At være en velfungerende familie, men det er mit valg, om jeg vil være far eller misbruger. Det er kun mit eget valg”, siger Mikkel og bliver stille. Skaller og bleskift Efter næsten tre måneder, med et forbud mod at se Nilas, har Mikkel fået en chance til. En mulighed for at blive en del af Nilas’ hverdag og se ham vokse op. Diagnoserne og misbruget gør det svært at forene de to verdener, han lever i. En som misbruger og en som familiefar. ”Det er bedre for alle parter, at jeg får styr på mit liv, inden jeg involverer mig for meget i Mette og Nilas’ liv. Nogle gange må man gøre som resten af verdenen; tænke på sig selv”, siger Mikkel og går uroligt frem og tilbage. I Mikkels tilfælde betyder det at få styr på sin gæld og give nedtrapningen af hans forbrug et nyt forsøg. Men samtidig skal han lave penge, hvilket ikke kan lade sig gøre uden, at det koster andre. I et distræt øjeblik var der mistet for tolvtusinde kroner varer. Amfetamin, retalin, krydser, hash og hvad Mikkel ellers havde anskaffet sig.

”Det har ruineret mig fuldstændig”, siger Mikkel, mens han tager et hvæs af sin joint. Det overskud, han havde i form af stoffer, skabte også et lille mentalt overskud. Nu er det hele væk. Indkræveren har nikket Mikkel en skalle, og nu står såret ved øjenbrynet som en reminder om at få betalt gælden tilbage. ”Jeg må ud og lave noget dumt”, kommer det lavmælt fra ham, mens han sparker lidt i gruset ude foran værestedet. •

”Hva så, Tommy, skal vi vædde en hundredekronestreg på, at jeg får ild i den her klods nu?”, siger Mikkel, mens han sidder med sin tredje lighter for forsøger at få ild. Mikkel har ikke sovet i nat. 25

Fra storbyrotter til bonderĂ¸ve MORTEN LAU-NIELSEN

Ellie var den første, der var helt klar på at flytte. ”Jeg kan rigtig godt lide at bo her. Der er rigtig mange at lege med. Det eneste jeg ikke kan lide ved at bo hed, er når gæssene kommer ud på marken, så kommer de efter en,” siger Ellie

”Det tager tid at komme ned i tempo, fordi vi bare har pisket der ud af, inden vi flyttede her ud,” siger Natasja

Natasja Steen og Daniel Laursen lå s øvnløse i København over stress, realkreditlån og frygten for at blive fyret. Nu er de flyttet til Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn for at komme tættere på familien og slippe bekymringerne. Dampen fra græskarsuppen stiger op over langbordet. Tre familier står og snakker, mens de øser mad op fra de store gryder. ”Det er 100 procent vegetarisk, så du skal bare tage for dig,” siger Daniel Laursen, mens han kigger på sin datter Ellie, der netop har taget en tallerken. Aftensolen falder ind ad vinduet og farver den lavloftede stue med et orange skær. Daniels familie sætter sig på slagbænken, hvor de falder i snak med naboen. Daniel Laursen, Natasja Steen og deres fire børn flyttede for to måneder siden til Den Selvforsynende Landsby, som ligger 14 kilometer uden for Svendborg. Siden da har det været fast rutine for familien at spadsere fra deres midlertidige skurvogn til landsbyens fælleshus, Højgården. Her spiser de aftensmad med landsbyens 20 andre husstande, som tæller børnefamilier, unge og pensionister. Daniel og Natasja skrev sig op som boblere i februar, så de kunne få et indtryk af, hvad det ville sige at bo i landsbyen og være en del af fællesskabet. De fik så godt et indtryk, at de i august købte en grund og anskaffede sig en midlertidig skurvogn, som hele familien nu bor i. Grønne tal på bundlinjen Med et huslån på fire millioner kroner hængende over hovedet gav det god mening for familien at flytte. De var begge nødt til at arbejde fuldtid som henholdsvis lærer og it-supporter. Begge var glade for deres arbejde, men det manglende økonomiske råderum gjorde arbejdet frustrerende. ”Jeg var jo en form for slave. Jeg turde ikke sige ’nej chef, jeg synes faktisk, du overskrider otte grænser og inddrager min weekend.” Så sagde jeg bare, det skal jeg nok, for huslejen skulle falde. Det bliver man sku ikke sådan glad af,” siger Daniel. Efter at have set en udsendelse med en meget alternativ familie på Sydfyn, tænkte Daniel og Natasja, at det var en mere optimal måde at leve på. Mindre forbrug. Mere natur. Og især mere tid til hinanden. Men de manglede et fællesskab. Derfor gik de på nettet og googlede bæredygtighed, fællesskab og Sydfyn. Det første resultat de fik, var Den Selvforsynende Landsby. Samme dag kunne de se, at der var åbent hus, så de pakkede bilen, krydsede broen og fik sig noget af en oplevelse.

Da de kom frem, blev de præsenteret for fællesskabet. Her var en landsby, hvor man ikke bare gik forbi sin nabo, men fik en sludder. Her var der pligter, møder og fælles aftensmad. Og en del at gøre i den store køkkenhave. “Vi stod og sorterede rådne rødbeder en hel dag, mens vi storsmilede. Der var et eller andet helt mystisk her. Det var så vildt,” siger Daniel, som ugen efter var klar til at finde ud af, hvad det ville sige at bo der Livet er på landet Pladsen er trang i skurvognen. Familien har anskaffet sig den som midlertidigt hjem, indtil deres drømmehus står klar på grunden. En onsdag kl. 15.00 lukker Daniel døren ind til det kombinerede kontor og soveværelse, som han nu arbejder fra tre ud af ugens syv dage. Frede, parrets yngste søn, på tre år, ligger på sofaen i stuen og ser fjernsyn. ”Skal du med ud og fodrer høns?” spørger Daniel mens han trækker Fredes uspiste madpakke op af tasken. ”Ja,” siger Frede og trasker begejstret efter Daniel ud til hønsene. På vej ud af skurvognen går de forbi de to ældste drenge, Bertil på 13 og Louie på 16 år, som spiller computer på hvert deres værelse. På det sidste værelse bor Ellie på 10 og Frede sammen. Turen over til hønsene går hen over grunden, hvor det nye hus skal bygges. To sammensatte kupler, samt en mindre kuppel til familiens ældste søn, skal danne rammerne for det nye hjem. Der skal solceller på taget og en masseovn, der både skal opvarme gulvet og bage familiens brød. Da Daniel og Frede er færdige med at fodre hønsene, triller Natasja med bilen ind foran skurvognen. Hun har hentet Ellie i fritidsklubben. Ellie springer ud af bilen. Løber om til sin kanin. Den hun fik, da de flyttede ind i landsbyen. Tiden er fri nu og det næste familien skal er at spise på højgården klokken 18.00. ”Vi skulle handle, lave maden, rydde op og lave madpakker, da vi boede i København. Nu skal vi bare spise og lave madpakker. Vi har fået to timer foræret hver dag,” siger Daniel. Fire gange om måneden skal de selv lave mad til hele landsbyen. Ikke nok med at de skal lave mad til ca. 30 personer, så starter madlavningen ude i marken. For alle ingredienserne stammer fra landsbyens køkkenhaver. Netto ligger ikke lige om hjørnet

Landsbyen har planer om at bygge et nyt fælleshus, men indtil det står færdig danner Højgården, det fredede bindingsværkshus, centrum for byens fælles aktiviteter.

Familien har fundet den gylden mellemvej. De kan både være dem selv i hjemmet, samt sammen med fællesskabet i landsbyen. ”bofællesskaber, kollektiver og fællesskab, det var det, vi skulle, men mere vidste vi ikke, indtil vi fandt landsbyen,” fortæller Daniel

Netto ligger ikke lige om hjørnet Men det er ikke kun ren idyl at bo så langt ude på landet. Savnet til vennerne har været stort, og det er ikke problemfrit at rykke hele familien med. For de to yngste, Ellie og Frede, har der ikke været de store problemer med at falde til i landsbyen, men med de store børn har det været sværere. “En af de ting jeg savner er at kunne gå i Netto og købe en frysepizza,” siger Louie, som lige er startet på HTX. Louie er født og opvokset i København, og hvis han selv kunne vælge, ville han nok flytte tilbage. Men da hans forældre fortalte ham, at han ville få sin egen kuppel ved siden af de to sammensatte kupler, var Louie klar på ideen om at flytte. Og så er der alligevel ting, som er gode ved at bo på landet. “Jeg elsker den friske luft, og så er der heldigvis stadig hurtigt internet her ude,” siger Louie. For de voksne er ændringen fra storby til landsby også en stor omvæltning. Faktisk er det noget af det, de søgte, der er kommet bag på dem ”Det er ret skræmmende at mærke, at vi nu har tid. Hvad har vi lyst til? Det er lige før, jeg kan blive lidt utålmodig. Nu har jeg faktisk tid og så sidder jeg bare her og keder mig,” siger Natasja. Børnene er allerede gået fra bordet og er trasket gennem landsbyen hjem til skurvognen, da Daniel og Natasja beslutter sig for at gå. Med fyldte maver går de tilbage til skurvognen og tager et hjemmebagt rugbrød med til madpakkerne. •

”Det bliver spændende med en vinter i skurvognen. Den er jo ikke isoleret til det, men huslejen er gratis,” siger Daniel

PÅ SCENEN ER HAN FRI Musikken betyder mere for 33-årige Nicolaj Jul end sex, damer og det sikre hverdagsliv. På scenen foran et publikum føler han sig udødelig, og selv om det kan være temmelig meget op ad bakke, opgiver han ikke sin drøm.

VIBEKE VOLDER

“Hold kæft, hvor ser I fucking godt uuuud!,” råber Nicolaj Jul i mikrofonen til de par tusind mennesker, der står og kaster djævletegn tilbage. I sine stramme, sorte jeans med nittebælte bevæger Nicolaj sig rundt på scenen. Nærmest i ekstase. Lædervesten dækker kun en lille del af hans tatoveringer på den bare overkrop. En sort bandana er bundet om hans hoved. Hurtigt smider han vesten og griber mikrofonen. Koncerten er i gang. Vi er på Copenhell, Danmarks største rock- og metalfestival, der tiltrækker fans fra både ind- og udland til en weekend i læderjakkernes tegn. Det er en lørdag i juni. Klokken er 14. De unge mænd på første række føler musikken, mens de headbanger i takt. Foran dem er ti fotografer, der alle peger deres lange objektiver direkte mod Nicolaj. Nicolaj er forsanger i rock-bandet Grusom. De er blevet kaldt Danmarks nye rock-håb efter udgivelsen af deres debutalbum i 2015 og fået mange flotte anmeldelser. Men efter en travl sommer med masser af koncerter har den ene guitarist valgt at forlade bandet, deres planlagte Europa-turné er blevet aflyst og Grusom overvejer at holde pause på ubestemt tid.

Der er mindre bevĂŚgelsesfrihed i Ă¸velokalet end pĂĽ en scene, men Nicolaj synger stadig sangene med stor indlevelse. Han har skrevet alle teksterne til Grusoms debutalbum.

Han plejede at have h책r ned til midt p책 ryggen, men for en m책ned siden valgte han at klippe alt sit h책r af. Blive en 'skaldepande', som han kalder det. Det har han ikke fortrudt.

Det er næsten fire måneder siden, Nicolaj stod på scenen til Copenhell. Nu sidder han i de samme jeans i en lejlighed i Svendborg, der ikke er hans, og genoplever koncerten på sin mobiltelefon. Lejligheden tilhører bassisten i bandet, og det samme gør den sofa, han sover på. Med en pude og dyne uden betræk. Han er hjemløs og har siden maj ikke sovet i en seng, der er hans egen, efter han og kæresten gik fra hinanden. Han har aldrig færdiggjort en uddannelse, og kommunen forsøger at presse ham ud i job. “Jeg har forsøgt at være så mange forskellige personer gennem tiden på grund af usikkerhed og et selvværd i den dårlige ende,” fortæller han. ”Men når jeg så endelig står på scenen med mit band, og jeg står foran en masse mennesker, der synger med og hujer, dér er jeg mig.” Flugt fra tanker Han er vokset op i Svendborg uden sin far og med en mor, der tog ham med på værtshus. Som 17-årig flyttede han hjemmefra. Når livet bliver uoverskueligt, har det været nemmest for Nicolaj at stikke halen mellem benene og få tankerne på afstand med stoffer. Den hurtige slags. Oftest kokain. Han går til samtaler hos en misbrugsbehandler, og har gjort det i flere år for at holde op med at tage stoffer. “Jeg er slet ikke en idiot, når det kommer til at vide, hvordan stofferne fungerer. Jeg er idiot, fordi jeg bliver ved med at gøre det,” fortæller han. De fungerer både som glemslens tæppe og giver selvtillid, så han føler sig lidt mere ovenpå. I 2006 blev han ramt af en depression, der har været svær at komme ud af. Mens stofferne er et middel til at kunne holde ud at være til, så er musikken dér, hvor han finder en ægte ro for tankerne: “Den følelse,” siger Nicolaj og dvæler ved ordet et øjeblik. “Det er en frihedsfornemmelse, hvor tiden står stille. Den følelse oplever jeg kun på to tidspunkter; under sex og når jeg står på scenen. Og så vigtigt er sex alligevel ikke for mig,” siger han.

Suset fra 50.000 Om natten sidder han foran sin computer og skriver på nye tekster til et nyt projekt. Sletter, retter og føjer til. Der er en sød duft i rummet fra jointen, der ligger i askebæret ved siden af. Han åbner et dokument med en gemt tekst fra tidligere nætter og fortsætter med samme procedure. Om dagen er han ofte ude i byen med musik i ørerne, hvor han nyder at sidde i solen og kigge på menneskene, der lever deres liv i Svendborg. I dag har han brug for penge, så han stiller sig op med guitaren i gågaden og synger de sange, der falder ham ind. Det er aldrig en forudbestemt samling af sange, og kun de tekster, han kan huske i hovedet. “Du gør det godt, retti’ godt!” lyder det fra to unge drenge, der går forbi. Nicolaj smiler og siger tak. En ældre mand kommer forbi og stikker ham en 50’er, og Nicolaj takker igen. På en typisk dag tjener han mellem 100 og 500 kroner. Han har spillet på gaden i mange år, og hele tiden kommer der personer forbi, han kender. En hurtig ‘hvordan går det’-samtale. Han smiler til alle. “Tak for sidst,” siger en ung fyr, der kommer forbi i træningstøj.

Der er et godt sammenhold mellem musikerne i Svendborg, og Nicolaj skriver på tekster til et nyt musik-projekt, hvor han skal samarbejde med flere af dem.

Den ene streng på guitaren sprang for to dage siden, og Nicolaj har savnet at spille på den. Han glæder sig til at høre, hvordan den kommer til at lyde, for det er en ny slags strenge, han har købt.

I Svendborg kender han mange, og mange kender ham. Det er for ham en mærkelig følelse, når fremmede roser ham på gaden, for den succes han har opnået med musikken. “Jeg er jo slet ikke der, hvor jeg skal være endnu. Altså jeg har ikke nået noget, føler jeg. Jeg har heller ikke mærket suset fra 50.000 mennesker endnu - og det skal jeg opleve. Det vil jeg prøve.” For Nicolaj står det klart, at han har fundet den sti, han vil følge og han kan ikke forestille sig at bruge sit liv på noget andet. “Hvis du tager min musik fra mig, så må du skyde hovedet af mig først. Fordi det er nu engang derfor, jeg står op om morgenen. Jeg er kommet frem til den konklusion, at det er det her, der gør mig allermest glad. Det er det, jeg vil slås for.” •

112 BANKENDE TEENAGE HJERTER De leger, afprøver og udforsker. Ollerup Efterskole er en hyldest til kærligheden. Den findes i de små berøringer, i glæden, den grådkvalte korsang og i en nu-er-det-endelig-fredag dans på værelset. Mathias Fredslund Hansen

En dyne af ungdommelig træthed har lagt sig over morgensamlingen på Ollerup efterskole. Et par elever slænger sig halvsovende op ad hinanden, lænet helt tilbage. De ligger faktisk næsten ned. Nogle giver fodmassage, mens andre nyder en omgang helt uopfordret nakkemassage. Klokken er 08.30, og alle eleverne på Ollerup efterskole har fundet en plads på de sirligt opstillede stole i skolens foredragssal, Symfonien. Morgensamlingen starter. Irene Olsen, underviser på stedet, har tjansen i dag og udbreder budskabet om Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins: “Kun med hjertet kan man se rigtigt.” Nogen ting ændrer sig aldrig Et let besværet ”uf ” kommer fra samtlige elever i en af sofaerne, da endnu en elev smider sig i bunken af mennesker under kældervinduerne. Når man bare lægger sig i lag, er det ikke umuligt at mase otte mennesker sammen i en tremandssofa her på stedet.

Blabl blablbalbalbalablbaba Frida og Sidse-Marie slapper af i skolens tv-stue, Backstage. Lokalet bliver brugt til at slappe af i, og en gang imellem bliver der i fĂŚlleskab hygget omkring en film.

Musikken er en stor del af Ollerup Efterskole. Der er bĂĽde instrumentalundervisning, FĂŚlleskor og orkesterundervisning. Her er Dalia og en veninde til en torsdagscafe 51

Kaffe, hjemmebagt rugbrød og syltetøj er dagens formiddagsservering for efterskolens 112 elever i det lille opholdsrum, Femkanten, under den gamle håndværkerskole i udkanten af Svendborg. Rummet med lavt til loftet og fire gange fem meter tvinger eleverne til at stimle sammen i tætte grupper. Der bliver sludret om stort og småt i de sorte lædersofaer, og som aber aer de i hinandens hår, piller og nusser. I dette frirum fra algebra, korsang og ”die, der oder das” har eleverne endelig tid til det, det virkelig handler om for de fleste teenagere, nemlig kærlighed. “Alle de små pauser bliver brugt på kærlighed,” siger eleven Tobias Thuesen, og i dag er absolut ingen undtagelse. Kollektive festaber Det 19. skolehold på Ollerup Efterskole har kun haft to måneders levetid, og allerede nu er det første ”rigtige” kærestepar lige blevet hængt op på opslagstavlen under det røde papskilt ”Love Birds”. Der er faktisk to par på den sorte velourindbefattede opslagstavle: Agnes og Sigurd og Magnus og Lea. Men Magnus og Lea er bare ikke blevet officielle kærester endnu. Til venstre for ”Love birds” er den største samling af navne. Et grønt ”Work in progress” og orange ”festaberne”, hænger over et næsten kalejdoskopisk udsnit af lyserøde og blå halvhjerter. Lyserøde med pigenavne, blå er for drengene.

Lidt afsides på efterskolen ligger H-mol gangen.Her ligger to fire-mandsværelser. Det er kun drenge der bor der, og denne fredag har de smidt A$AP rockys F**kin’ Problems

Her er kærligheden kollektiv, og den bliver delt ud med løs hånd. Der er nogle, der har fundet den, nogle leder stadigvæk, og andre venter lidt endnu. Men den er der for alle!

Erik - 14 år. Erik er den yngste elev på skolen, men det er ikke noget, han selv lægger mærke til. Han vil helst vente med at finde en kæreste, da han efter eget udsagn har et følsomt sind. Han er bange for, at han kommer til at såre en anden, men også for, at han selv bliver såret. ”Det kan bare let blive noget værre noget, når man bor sammen så mange unge mennesker. Der kan bare let opstå drama, og det vil jeg helst undgå.” Det kan være svært at følge med i al sladderen, men alligevel har han lagt mærke til, at mange af kammeraterne har gang i en masse. “Hvis en af drengene pludselig bruger meget tid på en af pigegangene, kan man godt begynde at sige: ’Åh, har I gang i noget?’. Men det er svært at gennemskue, om folk har noget kørende, for til elevfesten var der vildt mange, der stod og snavede på dansegulvet, hvor det var helt uventet.” Selvom han ikke selv er en del af det, har Erik ret stor fornøjelse af de andres kærlighedsliv. “Jeg synes, de der intriger er mega sjove. Det er ikke så sødt sagt, men jeg synes virkelig, at det er sjovt.”

Agnes og Sigurd - begge 15 år. Sigurd fortæller, at det er to uger siden, at de blev kærester, men bliver omgående afbrudt af Agnes, der erklærer, at det altså snart er en måned siden. Forholdet startede i første uge af deres ophold, hvor de tilfældigvis kom til at snakke sammen. ”Jeg havde set, at Sigurd havde fødselsdag samme dag som mig, så jeg tænkte ’ham der Sigurd, ham skal jeg finde’,” siger Agnes. Parret er enige om, at det kan være svært at finde fast grund, når så mange mennesker pludselig skal bo sammen. De synes, det er rart at have en, man kan læne sig op ad og føle sig mere tryg ved. En, som man ved, kan sætte sig ind i ens tanker. Før de blev kærester, var der ret stor interesse for dem blandt de andre elever “Der var et tidspunkt, hvor der var nogle, der havde fundet ud af, at vi var inde på mit værelse, så de drillede os ved at banke på konstant, gå ind og bare være irriterende,” sukker Agnes.

Dalia - 16 år. Inden skolestart havde Dalia en ret klar ide om, hvad det vil sige at tage på efterskole. “Jeg havde virkelig forestillet mig, at det var et sted, hvor man kunne finde en kæreste, og jeg kunne også vildt godt tænke mig at finde en,” siger hun. Forrige weekend var alle eleverne til fest, og Dalia fortæller, at hun fik øjnene op for en dreng, som hun havde snakket godt med, siden de startede på skolen. ”Jeg kom lidt tættere på ham, og han rykkede sig længere væk fra mig.” fortæller hun. Den nye, udsprungne kærlighed har desværre ikke haft særlig god medfart. Dalia erkender, at det måske lige så godt kan være tanken om at finde den eneste ene, hun er forelsket i, end at finde en kæreste. “Lige nu virker det ikke til, at det kommer til at udvikle sig. Men man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske.”

Tobias - 16 år. Tobias har ikke selv lyst til at finde en kæreste på efterskolen. Han synes, det er meningsløst, fordi alle alligevel skal hver til sit, når året er omme. Men han erkender, at han man selvfølgelig ikke kan gøre for, at man bliver forelsket på efterskolen. “Man kommer nok til at kunne lide mennesker mere, end man lige tror i første omgang”, siger han. Hvis Tobias sk al finde en kæreste, er det vigtigt for ham at kende personen 100%, før han tør at knytte sig. På efterskolen er folk oftest glade og positive, så det er sjældent, man ser folk vrede eller kede af det. Derfor synes Tobias, at det er svært at lære folk ordentligt at kende. “Jeg har lært 112 navne, men jeg har jo ikke lært 112 personligheder at kende.” •

Det uendelige oprør Anne Bæk

Jan Skånstrøm lever ikke helt A4. Han er ligeglad med samtalekøkken og varmt vand i hanen, så længe han kan være fri, elske og holde fast i sine idealer.

Blabl blablbalbalbalablbaba

Grev Christian spreder gylle på markerne, som omgiver det lille hvide vandskurede hus i Ulbølle, en landsby solidt placeret midt på den Sydfynske kystlinje. Heldigvis er lugten aftagende, og duften af frisklavet kaffe breder sig i det orange køkken, hvor Jan Skånstrøm sidder ved det runde patinerede træbord. Her kan han sidde i timevis og snakke og diskutere over kaffe og tahin-madder med sin partner, Helle Bo. Jan er 63 år og pensioneret. Han har lavet alt fra fotografering til renovering af en gammel mølle og undervisning på den lokale friskole. Han er let genkendelig i landsbyen med sin islandske sweater, sit store hvide skæg og lange hår, som han af og til sætter en sort alpehue på. Den har han fået i gave af Helle. Jan kan godt lide at skille sig ud og provokere lidt. Det har han altid gjort, og han slipper altid afsted med det. ”Jeg ville gerne have lov at se ud, som jeg gjorde og det vil jeg stadigvæk. Så må folk skue mig på hårene. De skal selv finde ud af at inde bag det der ydre, der er et helt almindeligt menneske.” Slottet ”Slottet”, står der skrevet med store sirlige bogstaver på muren ud mod vejen og i græsset residerer en mælkekasse, hvorpå to tøjklemmer holder et stykke pap, som byder de forbipasserende på et saftigt æble fra haven. Indenfor dækker gamle plakater fra Københavns zoologiske have, tegninger, bevar Christiania mærker, koncertplakater og guitarer de slidte orange vægge. Grønne stilke hænger sirligt til tørre på rad og række til eget forbrug.

I køleskabet bugner det af røde økomærker, og på bordet blandt guitarpedaler og bunker af croquiser og breve, står skåle med frugt fra havens store æbletræer og fyldige vindrueklaser fra ranker som snor sig op ad den sydlige gavl i et personligt metalmonument udformet af naboen. Det forestiller en liggende guitar med et sejlskib sejlende langs halsen. På hjørnet af muren hænger en grinende og en grædende maske som symbol på Helle’s teaterliv. Fra grå til grøn Jan og Helle har ikke altid boet på Sydfyn. De er begge født i borgerskabet i Virum, hvor de har gået på den samme skole. Jan erobrerede Helle på Vanløse S-togsstation i bare tæer og efter en stund i det Københavnske ungdomsoprør med kollektiver, skurvogne og indkøbsforeninger meldte sønnen, Balder, sin uventede ankomst. Dette gjorde ønsket om at komme væk fra den grå masse mere og mere presserende. “Jeg ville ikke have en hund i København, så hvorfor skulle min søn så vokse op der?” spørger Jan.

Det var dog ikke sådan lige at overtale Helle til at rive rødderne op og forlade en glødende karriere i det københavnske teatermiljø. Men skæbnen ville, at hun en dag i 1986 blev tilbudt et job på Baggårdsteateret i Svendborg, så efter en cykeltur i gennem de sydfynske alpers grønne allér fandt hun et hus i skovbrynet udlejet af greven. Med ét flyttelæs drog den lille familie over Storebælt til en helt ny tilværelse. 10 års rod og tahin “Klap!”  “Hov, så gik der en mus i fælden. Jeg ville da også hellere være herinde, når det er så koldt udenfor,”  siger Jan. Brændeovnen sprudler i hjørnet, og havregrøden bobler på komfuret. Der er blåbær og æbler i fra haven, som farver grøden dyb lilla. Det skulle være såsundt. Helst efterfulgt af en cykeltur til havnen. Ned til Venus, Jan’s sejlbåd og fristed. Jan trækker med et lunefuldt smil sin islandske sweater over hovedet, og trækker det lange hvide skæg op fra kraven. Han er tydeligvis i sit es på båden.   ”Velkommen ombord! 10 års rod og tahin,” siger Jan, imens han åbner lugen ned til kahytten på Venus. Lyset i åbningen afslører det mørke træ med søkort, måleinstrumenter og selvfølgelig en flaske rom, som det hører sig til på et rigtigt sejlskib. Jan finder en læderbetrukket lommelærke frem og fylder den med gylden væske fra flasken, så det klukker og den søde duft breder sig i kahytten.

Den skal med i aften. Hver onsdag mødes Jan med hans to bandkammerater Big John og Søren for at øve i Big John’s køkken. ”Det er mine ting. Sejlads og musikken. Nogle gange tager jeg min guitar med ned i båden og så får den ellers fuld skrue på forstærkeren. Der kan jeg være alene, uden at der er nogen, som klager.” Jan har altid været meget engageret i kulturen i området. Han er blandt andet med i bådoptagningsudvalget på havnen og har været med til at starte musikfestivalen Fællestival og bidraget til et rigt musikliv i Ollerup forsamlingshus. Kærligheden som fællesprojekt ”Vi skylder ikke nogen noget. Huset er betalt. Det lever vi lidt efter. Vi prøver at klare den på bedst mulig vis og så stadig kunne leve vores liv.” fortæller Jan og fortsætter, ”Vi havde som unge en ideologi om at leve nøjsomt for kunsten og ikke prioriter de materielle goder. Det gør vi også stadig, vi har stadigvæk ikke varmt vand i hanen og sådan.” Det har ikke altid været uden problemer at leve så ideologisk. Helle fik en dag nok af den primitive livstil og boede i en lejlighed i Svendborg i 22 dage, men båndet til Jan overvandt og i dag er det en helt mærkeligt at tænke på. ”Det vigtigste i livet, det er Balder. Det er ham, som har holdt os sammen. Det er et fællesprojekt. Kærligheden til Balder…og til hinanden!” siger Jan og lyser op i et gevaldigt smil bag det store hvide skæg. Den store eg svajer i vinden over huset. Balder plantede frøet da han var lille. Nu har træet spredt sig med nye skud rundt omkring i havnen. Balder skal være far. Jan og Helle glæder sig og er spændte på den nye rolle som bedsteforældre. Det kan være når som helst nu.•