Easterhouse

Af Martin Bubandt Jensen

Dedikeret til Cathy, Danielle & Margaret

�Achieving a better community. A better place and better lives�

- The vision of Easterhouse

INDLEDNING: Det blev bygget i slutningen af 1940’erne. Med de bedste intentioner om at lede Glasgows overbefolkning væk fra centrum og ud til omkringliggende områder.

Store boligområder blev skabt, men i stedet blev de nye samfund symbolet på Skotlands fattigdom og arbejdsløshed.

Samfund præget af sociale problemer og en stigende vold blandt unge.

Et af disse områder er Easterhouse i det nordøstlige Glasgow.

Et område, som med sine 26.000 indbyggere ikke kun er udset til at være Skotlands socialt mest udsatte område men også er blevet fortællingen om landets skyggeside.

FAKTA OM EASTERHOUSE:

- Andelen af arbejdsløse er 121% over det nationale gennemsnit.

- Andelen af personer der er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom eller psykiske lidelser, er 156% over det nationale gennemsnit.

- Andelen af personer, der tilhører den laveste skotske socialklasse, er 107% over det nationale gennemsnit.

- Andelen af personer på overførselsindkomst er 209% over det nationale gennemsnit.

- Andelen af husstande med kun en forælder er 145% over det nationale gennemsnit.

- Andelen af børn, der lever i arbejdsløse husstande, er 195% over det nationale gennemsnit.

# 1 - Familien Palmer

Han trækker benene helt ind til kroppen, så knæene næsten støder mod hagen. Armene prøver forgæves at omklamre kroppen. Det gisper i Scott. Ikke kun på grund af kulden, men også fordi han ved, at han har dummet sig. Kun hætten på den sorte sportsjakke forhindrer regnen i at blande sig med hans tårer.

Han sidder op af en bil, alene på Easterhouse Road, omringet af lygtepælenes gullige skær. Febrilsk kigger han ned af vejen. Måske kommer hun tilbage. Måske har hun også fortrudt.

Måske har hun også indset, at det var en fejltagelse. At de begge overreagerede.

at forklare forældrene situationen. Om hvordan de alle lå på værelset snakkende og grinende, som de altid gør. Hvordan hans knæ ramte Scott i hovedet, da han skulle rykke sig, og hvordan Scott sarkastisk lovede at brække hans ben, hvis det skete igen.

Hvordan Stephanie forsvarede Christopher og bad Scott om at snakke ordentligt. Hvordan Scott og Stephanie kom mere og mere op at skændes, og hvordan Scott til sidst smækkede døren og skred med beskeden om, at de var færdige som kærester. Angie ryster på hovedet og spørger, hvor meget Scott har drukket.

En hel flaske Cactus Jack’s blue chili slam.

Han rejser sig med et ryk, da hans ven Allan kommer ned af stien. Scott trygler ham om at ringe til Stephanie og bede hende vende om. Han vil sige undskyld og have hende tilbage som kæreste. Men hun tager ikke sin mobil. Scott banker hånden ind i en bilrude og begynder at løbe ned af gaden. Væk fra sit hjem.

Allan prøver at fange ham - uden held. Scott er væk.

Kærlighed Udenfor hænger månen stadig bleg på morgenhimlen. Det er dagen derpå, og Scotts ansigt er krøllet af søvn. Han strækker sig i sengen, som om nogen hev i ham fra hver sin ende. På madrassen ved siden af ham ligger Lindsay, Scotts bedste veninde. De kalder hinanden bror og søster og er der altid for hinanden. Som når Lindsay bliver forelsket, og fyren aldrig svarer på hendes sms’er. Når hun ikke har nogen steder at bo, fordi

Oppe i familiens lejlighed prøver Scotts lillebror, Christopher,

ingen af hendes skilsmisse forældre vil have hende boende. Når veninderne driller hende med hendes livlige humør. Når det går skidt med arbejdet eller hun bare trænger til at grine.

Længere nede af gangen ligger Scotts forældre i soveværelset.

De ser X-factor, og i reklamepauserne zappes der til Premier League. Mor Angie arbejder i spillebureauet William Hill, far Brian arbejder på deltid som rengøringsmand i British Homestores. Egentlig blev de teenagekærester ved et tilfælde. Nu har de været sammen i 22 år og har fem drenge: Scott på 18 år, Christopher på 13 år, Dean på 8 år, Kyle på 5 år og Ben på 4 år.

“De tre ældste var med vilje. De to sidste var dejlige fejltagelser”, griner Angie.

Familien boede indtil for et år siden længere nede af gaden. I en gammel og nedslidt toværelses lejlighed med en pusher som underbo og en alkoholiker som nabo. Dengang var Angie arbejdsløs, og de havde ikke råd til andet. Trods det kan Angie godt lide Easterhouse, men ikke de ting, der sker her. De unge

drenge, der slås og mere til. Hun er tit urolig for Scott, især når han har drukket. For han kan ikke styre det, han bliver mere modig end normalt.

“Vi kan ikke flytte herfra, selv om vi måske gerne ville. Vi har langt fra råd, og desuden ville det kun gøre det værre for børnene. De ville ikke kende nogen, og det, vi oplever her, sker alle steder. Banderne er alle steder. Især Scott og Christopher ville være i fare, hvis vi flyttede til et andet område,” fortæller Brian.

Fodbold og jernrør Det er formiddag, og Scott flyder i sengen. Øjnene hænger om kap, mens han prøver at fokusere på de små mænd, der løber rundt inde i hans tv. Det ene hold er orange, det andet blåt. Han spiller Playstation, men avanceringen til næste level driller og har gjort det hele natten. Hans hold Barcelona kan bare ikke score på hjørne. Da Scott var seks år, blev han banket med et jernrør kun 100 meter fra sit hjem. Det var hans første møde med bandekulturen i Easterhouse. Scott prøver for tiden at holde sig væk fra den lokale bande, men det er svært. For de andre drenge

er ikke kun hans venner, det er også familiemedlemmer. Og selv om han ikke ønsker at være en del af det, har han samtidig en følelse af, at han svigter dem. At han lader dem i stikken.

“Tit sker det ved, at vi bare hænger ud og drikker i weekenden.

Drenge fra andre boligområder kommer ind på vores område, og så ender det galt. Man tager bare, hvad man kan finde, mursten, kæppe, jernrør eller flasker. Flere af drengene har endda knive eller macheter. Sådan er det bare,” fortæller han.

“Men jeg er bange, når jeg skal handle i shoppingcenteret eller bare besøge Stephanie, og hun er min kæreste. Så jeg vil bare helst holde mig indenfor. Der er flere drenge i min alder, som går med kniv - når de er fulde, er de ligeglade med, hvem de får ram på, bare de får ram på nogen. De gør det nærmest kun for sjov, det er som en leg”. Scott starter sin Playstation igen.

Fra juleaften Øjnene skinner, mens mundvigen kæmper med at nå helt op bag øret. Scott er glad. For det er ikke mere end få dage siden, at han og Stephanie skændtes og gik fra hinanden. Hvor de fandt

sammen dagen efter. Og så i går aftes spurgte han Stephanie, om hun ville giftes. Hun svarede ja. Scott havde tænkt over det i flere måneder og ville egentlig først have spurgt juleaften. Men det er deres hemmelighed, kun de to ved det. Resten af familien får beskeden, når Scott frier rigtigt juleaften.

Scott ved godt, at der snart må ske noget. At hans hverdag og liv skal ændres. At drømmen om at studere sportskultur ikke lykkes kun ved at drømme. At ideen om at flytte sammen med Stephanie i deres egen lejlighed kræver penge fra en fast indkomst, som er langt større end de månedlige 200 kr. fra arbejdsformidlingen. Penge, som Scott egentlig skal bruge på at søge arbejde, men som nu skal bruges på en ring til Stephanie.

De to ligger og putter hos Stephanie. De ser film, sender sms’er og drikker sodavand. Scott kilder Stephanie. Hun synes, han er skideirriterende. Han siger, hun hellere må vænne sig til det, for de skal være sammen resten af livet. Hun nikker og smiler.

Indkøb

Lindsay & Scott

Brødre

14. december

Stue

Angie & Brian p책 vej i seng

Dean og Kyle p책 vej til skole

Aftensmad

Foran fjernsynet

Ben vinder

Christopher får ørering

Lindsay & Stephanie

Ben

Kyle

Scott er stukket af

Baghave

Bagtrappe

Lindsay før fest

Lindsay efter fest

Tirsdag aften

Fest

Venner

Scott

Take away

Til deling

KĂŚrester i ni mĂĽneder

Fest

BørnevÌrelset

Omkuld

Sang til kĂŚresten

Fremtid

Dagen derp책

#2

ROSE & ANTHONY: Det er ikke svært for 14-årige Antony at finde dragten i det mere eller mindre uorganiserede børneværelse. For den hænger altid det samme sted i skabet. Gemt væk fra resten af værelset, der nærmest fra gulv til loft er emballeret i grøn-hvide Celtic farver.

Hans mor er lige kommet hjem fra det lokale shoppingcenter.

De fem indkøbsposer omringer hendes fødder, idet hun sætter sig i stuens læderstol. 51-årige Rose har svært ved at forestille sig selv arbejde igen, siden hun for godt 14 år siden blev arbejdsløs.

Hendes dybe depressioner og problemer med blæren gør at det svært at finde håb for et andet liv, end det hun har nu. Men det er også er mere end fint til hende og Antony. De klarer sig på understøttelse og børnepenge.

Rose har boet i Easterhouse i 48 år og var tidligere syerske på en fabrik. Det er hende, der har syet Antonys supermanddragt.

Han fortæller, at han er begyndt at træne i fitnesscenter, og at han elsker at lege Supermand ude på trappeopgangen. For når han løber op af trapperne er det ligesom at flyve.

Inde under sengen gemmer han en lille æske med kryptonit i form af tre glaskugler fra en slikmaskine.

CLARE & MIA: Hænderne prøver at febrilsk at finde plads oppe i ærmerne på den hvide vinterjakke, mens kroppen bevæger sig tæt langs den grå betonmur for at finde ly for vinden. Clare er ude og gå formiddagstur med sin seks måneder gamle datter Mia. 22-årige Clare er ligesom sin kæreste Stephen født og opvokset i Easterhouse, og de har været sammen i fire år. Til daglig arbejder hun som tandlægeassistent, han kører gaffeltruck. Clare ved godt, at deres arbejdssituation er usædvanlig, for både hendes og Stephens forældre har været arbejdsløse i størstedelen af deres liv.

Den lyserøde klapvogn giver et lille hop, hver gang den rammer et nyt trappetrin i dens rejse mod 2 sal. Clare trækker den efter sig med højre hånd, mens Mia på forunderlig vis støttes af den anden arm. Oppe i den treværelses lejlighed er der frit udsyn til den lille gade og de omkringliggende marker. Men det er ikke det rigtige sted for Mia at vokse op, så om et par uger flytter familien til et andet område i Easterhouse. Det betyder, at Stephen aldrig er hjemme, fordi han sætter den nye lejlighed i stand. Markerne, der grænser ned til den lille villavej, er i weekenden kampplads for områdets drenge. Det er her, de med knive, golfkøller og andre våben kæmper mod hinanden, fortæller Clare. ”Jeg ved ikke, om vi nogensinde vil flytte fra Easterhouse, for stedet har en stor plads i mig”, siger Clare. ”Men jeg ved, at jeg i fremtiden gerne vil have et hus med have. Så Mia kan lege trygt”.

ANDY: Med store skridt trasker han rundt i stuen. Først den ene vej rundt om sofabordet, så den anden. Andy prøver at finde et videobånd med hans store idol John Wayne, som hans søn netop har optaget til ham.

Andy er tidligere skibsbygger ved John Browns og var med til at bygge Queen Elisabeth II. Et skib, han for ganske kort tid siden så sejle sin sidste tur fra Glasgow. Han husker, at folk gloede mærkeligt på ham og hans tidligere kollegaer, da de råbte, at den del og den del havde de bygget. Andy er i dag pensionist og lider af tuberkulose.

Hans øjenbryn stritter ekstra meget, når snakken falder på Easterhouse. For da han for 33 år siden flyttede ind, var det en ”DTL - Difficult to rent” lejlighed. Ingen ville bo her, griner han. ”Nu har jeg boet her så længe, at jeg ikke gider flytte”.

Andys kone Elisabeth døde for syv år siden. Men han besøger hende hver uge på den lokale kirkegård - når det altså ikke lige regner. Han overvejer at lægge den sølvfarvede julekrans, han har hængende på stuedøren, ned på hendes gravsted. Men han er bange for, at de lokale drenge vil stjæle den, for den kan køre på batteri og har blinkende lamper.

LILIAS & PAULINE: Deres soveværelse er fyldt med bamser. Stuen er proppet med fødselsdagskort samt et gigantisk tv, de købte billigt, dengang naboen skulle flytte. Alle ved, at Lilias er homoseksuel, men ikke alle ved Pauline er det, for hun har endnu ikke turde fortælle det til hendes mor. De har været sammen i 12 år. Til daglig arbejder Pauline på en batterifabrik, mens Lilias har været arbejdsløs i 11 år.

For år tilbage fik Lilias problemer med benet, og operationen gik ikke som håbet. Smerten bagefter var ulidelig. Lilias begyndte at tage smertestillende piller, alt for mange. Frustrationerne over ikke at kunne arbejde eller have en normal hverdag voksede samtidig med smerten. Vejen ud var et stort alkohol forbrug, og kombinationen af piller og sprut endte i indlæggelse på hospitalet. Ligesom hendes lever, var Lilias tæt på at bukke under.

Men nu er det kun til fester, hun drikker. For hun ved, at Pauline er god for hende. ”Hun giver mig en masse lykke, som jeg ikke kan få andre steder. Og så er hendes selskab vigtigt for mig”.

De har enkelte gange snakket om at få børn, men tør ikke lade dem vokse op i Easterhouse. Desuden føler de sig heller ikke helt klar. Men deres store drøm er at flytte til USA. For det er landet hvor alt kan lade sig gøre, fortæller Lilias.

JORDAN & LIZ: Ingen af drengene i de to grupper ænser det, når flasker smadrer på asfalten under dem. Det drejer sig kun om at kaste og ramme.

16-årige Jordan havde timer tidligere siddet i den lokale park og drukket Buckfast med vennerne. En billig og effektfuld vin, der er populær blandt de unge. På vej hjem prøver han at forhindre en fyr i at banke sin kæreste. Det ender i gadekamp mellem de to og deres venner.

At Jordan overlevede, betegner hans mor Liz som et mirakel.

Episoden har nu sat hendes søns liv på standby. For egentlig skulle Jordan have været i hæren. Alle papirerne var gjort klar, og det var hans store drøm. Men indtil sagen kommer for retten tidligst til april næste år, har domstolen givet Jordan og tre af hans venner udgangsforbud mellem klokken 19 og 07.

For Liz har hændelsen bragt de to tættere sammen. Hun føler mere end nogensinde, at Jordan er hendes søn, og hun kan se forandringen i ham. Men hverken hun eller Jordan ved, hvordan sagen ender. For dommen afhænger helt af politiets overvågningsbilleder og kvaliteten af dem. Måske ender Jordan i Polmont Young Offender Institution, et ungdomsfængsel udenfor Glasgow.

FAMILIEN BENNET: De kaldes familien Bennet. Mor Aggie er 42 år og har været arbejdsløs i de 10 af dem. Hun er mor til fem. På højre arm har hun fået tatoveret en rød djævel med hendes navn under. Hun blev forelsket i tatoveringen, fordi den giver fingeren til resten af verden.

Far Robert fik for to år siden konstateret kræft i højre nyre, og lægerne var nødt til at bortoperere den. Siden har han været ude af stand til at arbejde. I sidste uge var han til scanning, fordi han stadigvæk har smerter i maven. Han venter nu på svar.

Deres ældste søn Sean bor kun få gader væk med sin kæreste.

Kevin på 16 år bor stadig hjemme. Sidste år prøvede faderen til deres gode ven at stoppe drengene fra et bandeslagsmål. Han blev stukket i hjertet af en 17-årig fra den rivaliserende bande og døde på gaden foran sit hjem, mens hans 11-årige søn så til fra vinduet. Siden da har Sean og Kevin prøvet at holde sig fra den lokale Den-Toi bande.

Aggie og Robert drømmer om et bedre hus, hvor de ikke skal sove seks personer i to soveværelser. Men det er svært med store drømme, når de hver måned må låne penge af Aggies mor. Der var engang, hvor Aggie havde arbejde med at tjekke vinderplader i County Bingo, og hvor Robert ikke var syg. Hvor de havde råd til en bil og kunne køre hvorhen de ville. Hvor de ikke behøvede at sove med et reservevindue under sengen, hvis drenge fra et andet område ville smadre det nuværende, fordi de vidste, at huset tilhørte Bennet-brødrene.

Omkring tyve gange på otte år er mursten eller flasker røget igennem familiens vinduer.

# 3 - Cathy, Danielle & Margaret

MY LIFE I want to tell you my story and what helped me I started drinking heavily around five years ago. I was unhappy at home, and used drink to cope.

I lost my job three years ago and that made me worse - soon I was drinking every day Like many people, I knew I had a problem and did everything in my power not to admit it.

The thought of losing my kids terrified me. I realised that I wanted a better life for my children and me.

It wasn’t easy talking to a counsellor, I found it very hard to trust and felt paranoid.

Sometimes I got myself into a state about silly things - gradually I learnt to trust and started being honest with my myself.

After I felt I had dealt with my problems, I wanted to give something back I’m now happy to say I’m proud of myself, something I didn’t think I would ever hear myself say a few years ago.

Af Cathy Cairns - 2003

Lyden af morgen begynder. Toastbrød, der springer op af risteren, en tandbørste, som skurer hen over tænderne, et badeforhæng, der trækkes for. En mor, der kysser farvel og siger ‘god skoledag’.

Skoleuniformen ligger spredt ud over gulvet. Margaret ser på sig selv. Næsen i rummet og næsen i spejlet mødes, da hun læner sig frem for at sætte håret. På ingen tid er hun omklædt, skoletasken pakket og støvlerne på. Alt er efter en stram tidsplan om morgenen, for man skal jo også nå at sove, og alle de andre ting, man så gerne vil, når man er ni år. For hver dag er Margaret på vej et andet sted hen end der, hvor hun var i går. Sådan føler hendes mor Cathy det i hvert fald.

Inde hos storesøster Danielle foregår livet i et lidt andet tempo.

Tit kunne man tro, at hun havde smækket sig inde på værelset, barrikaderet døren og smidt nøglen langt væk. Ikke at hun er doven, men hun elsker bare at ligge i sin seng. Ikke oppe i køjesengen, men på madrassen på gulvet. Med dynen trukket op under næsen. Liggende i sin egen lille verden, hvor kun søskendediskussioner med jævne mellemrum forstyrrer stilheden. For Danielle og Margaret råber tit højt af hinanden, inden der igen bliver stille. Margaret ligger altid i den sporadisk blå hængekøje under køjesengen, og Danielle lige nedenunder på sin madras.

Barndom Cathy og Danielle sidder i stuen og stirrer ned i hver deres bærbare computer. Bag dem hænger på rad og række 16 billeder af pigerne. Alle i forskellige rammer og fra forskellige tidspunkter i deres barndom. Kun et stueur har formået at snige sig ind

blandt minderne. I stuens anden sorte lædersofa flyder Margaret. Hun elsker Bratz dukker og at snakke. Og hun elsker at være den, der får de to andre til at grine eller bare ryste på hovedet.

Fem sekunder senere er hun på værelset. Hun vil hellere se tv på hendes eget værelse, hvis antennen i tøjskuffen ellers kunne fange et ordentligt signal.

Gennem flere år kæmpede Cathy med et dagligt alkoholmisbrug. Kæmpede med at Danielle ikke skulle opdage det. At holde sammen på det parforhold, hun for længst selv havde ødelagt. Kæmpede for at beholde sit job. En kamp, hun til sidst tabte. Hun blev arbejdsløs, og den efterfølgende periode var den værste. For hvordan er det muligt at være alkoholiker og mor samtidig? Men hun kæmpede sig ud af det med hjælp fra misbrugsorganisationen GEAAP. Her var der folk, der lyttede, og som ikke mindst forklarede hende konsekvenserne. At hendes misbrug ødelagde forholdet til hendes barn, og at det i sidste ende kunne medføre tvangsfjernelse.

Og det er den vilje Cathy gerne vil give videre til Danielle og Margaret. For selv om hun har været arbejdsløs i mange år, så føler hun stadig, at hun rummer mere end mange folk fra Easterhouse. At pigerne skal lære, hvis man vil noget, så kan det lade sig gøre. Hun vil gerne have, at Danielle fortsætter med sin kokkeuddannelse og ikke pludselig dropper ud af universitetet.

At pigerne tror på, de er noget specielt, og kan gøre det, de sætter sig for.

“Jeg tænker engang imellem på min egen opvækst. Vi havde ingenting som familie, og sådan var det bare. Begge mine forældre var arbejdsløse, så de penge vi havde blev prioriteret hårdt. Det

var svært at være barn og skulle gå sulten i seng. Tit lå min søster og jeg og snakkede hele natten på vores værelse. Vi snakkede omat stikke af, bare løbe ned af vejen og væk”. Cathy stopper.

Cathy Det er tirsdag den 11. december. Fra start af en dag som alle andre. Med morgen stress fordi to børn skal i skole, og fordi en mor mangler at købe julegaver. Timer senere da Danielle og Margaret kommer hjem, finder de deres mor liggende død på stuegulvet. Familien har valgt at hemmeligholde dødsårsagen.

Cathy blev bisat den 22. december til sangen ‘Rise’ af sangerinden Gabrielle. Det var Cathys yndlingssang. Hendes aske skal spredes ud over havet ved stranden i Saltcoats. Et sted hun som barn tog på sommerferie med sin familie.

Pigerne har siden deres mors død boet hos Cathys søster, Eileen. Men de har selv valgt, at de til januar flytter ind på et asylcenter, indtil organisationen Womens Aid har skaffet dem deres egen lejlighed. Danielle har ønsket at overtage ansvaret for sin lillesøster Margaret og passe hende. Desuden har Danielles universitet ændret hendes skema, så hun kan møde senere og gå tidligere.

Cathy skulle dagen efter sin død have modtaget sit eksamensbevis fra Greater Easterhouse Alcohol Awareness Project.

Til januar skulle hun være begyndt som afvænningsvejleder for folk med alkoholproblemer.

Udsigt

Opgang

Margaret

Familie

Foran fjernsyn

Bag hængekøje

Dans for mor

Køkken

Cathy

Danielle morgen

En time senere

Margaret

Ni 책r

Spaghetti

Kartofler

Tv hygge

Mors sovevĂŚrelse

Efter leg

Altan

BørnevÌrelse

Alene hjemme

Cathy

Gang

Storesøster

Lillesøster

HISTORIE: Easterhouse var oprindelig navnet på en bondegård, der lå nordøst for Glasgow. Dengang var navnet ensbetydende med klassisk landbrug, fritgående dyr og store åbne marker, der strakte sig så langt øjet kunne række. Det er flere hundrede år siden.

Easterhouse, som det kendes i dag, blev bygget med de bedste intentioner. Det var tiden efter 2. Verdenskrig, og især i Glasgow havde overbefolkning og dårlige boligforhold været et seriøst problem gennem flere generationer. Løsningen var The Clyde Valley Plan som bestod i at flytte folk fra de faldefærdige victorianske huse i centrum til nye beboelsesområder udenfor Glasgow, såsom Pollok, Castlemilk, Drumchapel og Easterhouse.

De sociale boligprojekter blev bygget under et enormt tidspres, og kvaliteten var derefter. Alligevel blev de nye områder anset som redningen på Skotlands slum og modtaget af mange i samfundet udelukkende fordi, de havde eget toilet og mere end et soveværelse. Statens nye rolle som grundejer beskyttede desuden folk fra de private grundejere, som både før og efter 1. verdenskrig havde skabt stor økonomisk fortvivlelse. Den nye statslige indgriben i 1950’erne medførte vigtigst af alt, at huslejen til staten pludselig kun var en tredjedel sammenlignet med den private leje. Udviklingen gjorde desuden Skotland til et land, hvis overlevelse var dybt afhængig af staten.

Men selvom hundredvis af højhuse og boligområder blev bygget, så opsplittede de etablerede familier og samfund. Og i de efterfølgende år udviklede Easterhouse og lignende boligområder i Glasgow sig til et symbol på fattigdom og sociale problemer, og blandt byplanlæggere verden over blev de skræmmeeksempler på konsekvenserne af socialt boligbyggeri. For de nye samfund havde ingen butikker, sportscentre, biografer eller ordentlige muligheder for offentlige transport. Den manglende variation af hustyper medførte sammen med områdets store arbejdsløshed og en ikke-eksisterende bystruktur, at de blev en magnet for vold og sociale problemer.

Allerede i 1930’erne havde den store økonomiske nedtur givet Glasgow betegnelsen ‘belastet område’. Men den industrielle nedtur efter 2. Verdenskrig skulle vise sig at have konsekvenser for de næste mange årtier. Selv om der stadig blev bygget skibe og lokomotiver på værfterne i Glasgow, kunne de ikke konkurrere med den billige arbejdskraft i udlandet. I slutningen af 1960’erne begyndte den økonomiske nedtur at sætte ind. Flere af værfterne måtte lukke, og skibet Queen Elisabeth II blev det sidste symbol på Glasgows industrielle storhed.

I de første to år under Thatcher-regeringen mistede Skotland 20% af sin samlede arbejdspladser. Inflationen skulle ned, og det

skulle gøres gennem kraftige nedskæringer i offentlige ydelser og en større privatisering. De politiske tiltag ramte især industrien i Skotland, der i årtier havde været livsnødvendig for landets økonomi. Med fjernelsen af de offentlige støttemidler kunne værfterne ikke længere eksistere. Mineindustrien mistede 85% af sin produktion. Tekstilindustrien blev lukket, og stålproduktionen faldt drastisk. De sidste 50 år af den skotske industri var vendt op og ned. Mange anså denne industrielle nedslagtning som uundgåelig for et land, der gennem hundrede år hovedsageligt havde bygget sin økonomi på den industrielle sektor.

Siden 1980’erne har Glasgow prøvet at genopbygge sit image og ikke mindst sin arkitektur. Den vestlige del af Glasgow centrum er blevet ombygget til finansdistrikt, et område som stadig tiltrækker flere og flere udenlandske firmaer. Det tidligere industri havneområde er den dag i dag hovedsagelig opkøbt af investorer, der har forvandlet de gamle havnedokker til luksuslejligheder og kontorbygninger. Områder, som har formået at udligne noget af Glasgows dårlige ry som centrum for sociale problemer. Men blandt nybyggerierne og drømmene for fremtiden ligger der i udkanten af Glasgow boligområder, som turisterne aldrig ser, og som stadig lider under noget af det største fattigdom i Storbritannien.

EASTERHOUSE © Martin Bubandt Jensen Grafisk tilrettelæggelse: Martin Bubandt Jensen Printet i Danmark 2008 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro & Times.

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bogs fotografier og tekst - uden fotografens særlige tilladelse - er forbudt ifølge dansk lov om ophavsret.

Tak til: Kristine Korsgaard Thomas Borberg Casper Balslev Christian Als Per Folkver En speciel tak til: Pat Corrigan, Elaine Thackeray & Bobby Kerr.

EASTERHOUSE