Efter vand

EFTER VAND

100 liter vand om dagen. Det er, den mængde vand World Health Organisation anbefaler, at et hvert menneske har adgang til. Har du adgang til mindre, har du ikke nok til at sørge for dig selv, din hygiejne og din mad.

På Vestbredden, der ligger mellem Israel og Jordan, er der ikke vand nok. Det er et område, der er kendt for at være regnfattigt. De mennesker, som lever her, dør ikke af tørst. De har cirka 70 liter vand til rådighed om dagen. Men de få vandressourcer har store konsekvenser.

Modsætningerne på Vestbredden er store. Du kan tage fra det ene område, med enorm tørke og intet vand i sigte, til byområder, hvor det virker som om vand findes i overflod. Men selv her er der begrænsninger.

Der er to store vandressourcer på Vestbredden. Den ene er Jordan-floden, der flyder ned langs grænsen mellem Vestbredden og Jordan. Den anden er et kæmpe stort grundvandsmagasin, kaldet Bjerg Grundvandsmagasinet.

Jordan-floden er i dag så godt som tømt på grund af overforbrug og forurening. Flere steder bliver vandet ledt væk til eksempelvis landbrug. Andre steder graves der for dybe brønde, der til sidst tørrer kilderne ud.

Bjerg Grundvandsmagasinet ligger under Vestbredden og Israel. Vandet i den består hovedsageligt af regnvand, der falder på Vestbredden. Vandet siver ned i bassinet, for derefter at blive ledt i forskellige retninger. Både bosættere, israelere og palæstinensere pumper vand herfra. Det er den største kilde i hele regionen. Hvert år er der adgang til 650-675 million kubikmeter vand. Det svarer til 650-675 milliarder liter vand.

I konflikten imellem israelere og palæstinensere har vand i lang tid spillet en rolle.

I OSLO forhandlingerne, der fandt sted i 1995, blev der lavet en midlertidig aftale omkring deres fælles vand. Det var meningen, at de endelige aftaler omkring vandet på Vestbredden skulle forhandles færdig i de afsluttende forhandlinger omkring en palæstinensisk stat. På grund af udviklingen i konflikten er de forhandlinger endnu ikke kommet i gang.

Ikke alle steder kan du se den åbenlyse vandmangel på Vestbredden. Men spørger du befolkningen, om deres forhold til vand, svarer de, at der ikke er nok. Og det er lige meget, om du spørger en araber i hjertet af Betlehem eller en beduin midt i ørkenen.

En mand vasker salt af, Det Døde Hav.

Brandskab, Det Døde Hav.

Vasketøj, Beit Sahour.

VĂŚgmaleri, Jerusalem.

Efterladte vandflasker uden for bymuren, den gamle by, Jerusalem.

Turister og guide, Golgata, Jerusalem.

I gennemsnit bruger en palæstinenser cirka 70 liter vand om dagen. En israeler bruger omtrent 300 liter, mens en dansker bruger cirka 120 liter vand.

Mellem 180.000 – 200.000 palæstinensere på Vestbredden er ikke tilknyttet et vand netværk. Det skyldes blandt andet en katastrofal mangel på vand-infrastruktur.

De bruger derfor mindre vand, end WHO anbefaler.

Reklame for Kalia Beach, Det Døde Hav.

Rituel rensning inden bøn, Dhesia flygtningelejr, Betlehem.

Regnmængden er faldet de siden år 2000.

Målingerne er foretaget i Jerusalem, Jenin og Hebron, hvor der normalt er meget regn, og hvor tilførslen af regnvand til Bjerg Grundvandsmagasinet er stor. Samtidig med at mængden er faldet, er antallet af gange det regner også steget. Derudover er lufttemperaturen blevet højere, hvilket øger fordampningen på overfladen og mindsker tilførslen til grundvandsmagasinet.

Kat i kibbutzen Almog, Jordan dalen.

Kvinder til kursus i at sylte, landsby udenfor Betlehem.

Legeplads IBDAA cultural centre, Dhesia flygtningelejr, Betlehem.

Området ved Det Døde Hav er det lavest beliggende sted på jorden. Det ligger 400 meter under havets overflade. Området er et vigtigt naturområde, men det er under pres.

Det Døde Hav falder med cirka en meter om året. Siden 1970 er vandspejlet faldet med over tyve meter. Det skyldes, at vandet fra Jordan-floden, som står for Det Døde Havs største tilførsel, bliver afledt af de omkringliggende lande, inden det når Det Døde Hav. Konsekvensen er at den enorme sø lige så stille forsvinder. Allerede nu er den tørret ud på midten og har delt sig i to.

Adgangen til vandressourcer er meget ulige på Vestbredden. Indbyggere i Ramallah har et dagligt vandforbrug på 150 liter om dagen, mens nogle husholdninger i Hebron kun bruger omkring ti liter om dagen. Den mængde er så lav, at det kan skabe risiko for udviklingen af epidemier.

Uvejr, Taybeh.

Tyrkisk bad, Ramallah.

NĂŚste side: Ibrahim Moskeen, Hebron.

Skygge, israelsk bosĂŚttelse.

Kaktus, Betlehem.

Det er de fattigste indbyggere, herunder beduinerne, der ikke er tilknyttet et vandnetværk og samtidig betaler mest for vand. De bruger op til en sjettedel af deres indkomst på vand.

Drenge arbejder, industri landbrug, Jordan dalen.

Næste side: Blomster, den israelske bosættelse Ma’ale Adummim.

Antik romersk regnvandscisterne, Judæaørkenen.

landbrugsingeniør i regnvandscisterne, Judæaørkenen.

EFTER VAND KOMMER TØRKE

Sanddynerne gentager sig selv. Igen og igen. Gyldent og smukt bølger de sig som et gulnet hav, dine øjne ikke kan give slip på. Herude er der stille, mens dét dine øjne ser, råber til dig. Uendeligt smukt, men også uendeligt barskt. Sidst der var et godt regnvejrsår var i 1993.

Området er Judæaørkenen. Når du kører ud af vej 3698 fra Betlehem, kører du ud i et af de tørreste områder på Vestbredden. Ud i ingenting. Lige så stille snævrer vejen sig ind, langsomt bliver terrænet mere og mere bart, og du møder færre og færre mennesker. Lidt efter lander du i den lille beduin landsby Rashayida. Her bor 250 beduin familier af den samme slægt; Rashayida slægten. Og når du fortsætter længere ud forbi landsbyen, ud hvor vejen bliver til en sti og til tider er svær at se, der møder du de beduiner, som stadig bor i ørkenen.

Både i Rashayida, og i området omkring, lever beduinerne et stille, enkelt og hårdt liv i et samfund, der ikke passer ind mange steder. Her er livet simpelt. Det gælder om at overleve.

Mange beduinmænd har to koner og et stort antal børn. Familiestrukturen bunder i en tradition, hvor det tidligere var en politisk styrke at have en stor familie. Ud af Rashayida beduinernes 250 familier har omkring 20 procent af mændene to koner.

Mohammad Ali er en af dem: ”Os beduiner har de traditioner, at man er gift med to, tre eller fire koner. Min bedstefar har to koner, min fætter har to koner. Hvad skal man gøre? Det er vores liv.”

Mohammad Ali lever livet halvt i ørkenen og halvt i landsbyen. Hans første kone bor i en teltlejr ude i ørkenen.

Den ligger nede i en lille dal, op mod et par klippehuler, der sammen med pigtråd bliver brugt som indhegning til får og geder. Lidt derfra står en tank til vand. Hovedteltet er delt i to. Et til kvinderne, hvor størstedelen af det huslige arbejde foregår. Et til gæster og mændene, hvor der flittigt bliver drukket te.

Inde i Rashayida bor hans anden kone, Horia, i et lille hus. Det er sparsomt møbleret, og det ligner mere et telt end et hus. Her er ikke meget mere end en seng og en sofa, og døre og vinduer står på vid gab.

Horia har lige født Mohammads 13. barn. En lille pige der hedder Najar. Allerede tre dage efter fødslen er moren igen i fuld gang med at lave mad, sørge for te og passe på ungerne. Lidt væk fra huset ligger hundene. Sammen med æslerne og kamelerne får de lige så stille dagen til at gå.

Vejen smyger sig langs det gyldne sand som en slange, der prøver at møve sig frem i terrænet. Langsomt dukker små sorte og grå pletter op i det fjerne. De bliver større og større, og pludselig giver pletterne mening. Beduintelte, spredt ud over landskabet.

Beduinerne er palæstinensere og muslimer. For ikke så lang tid siden var de nomader, der rejste i ørkenen. Nu er det kun få familier, der stadig rejser rundt. Dem, der gør, rejser op i bjergene eller tæt på byerne om sommeren, hvor temperaturerne når ekstreme højder. Om vinteren finder de lavere liggende områder ude i ørkenen, hvor det er varmere.

Afhængig af årstiden bor der omkring 50 til 100 familier i ørkenen omkring Rashayida.

De har ikke altid boet her. Før 1948 boede de længere syd på, nede ved Ein Gedi-området i Israel. Ifølge Mohammad flygtede de i 1948 på grund af krigen mellem jøderne og araberne. De bosatte sig først længere væk fra Ein Gedi. Men senere placerede israelerne dem, hvor de bor i dag, i og omkring Rashayida.

Selv om Mohammad og hans forfædre er blevet flyttet rundt, er én ting sikkert: Ørkenen er hans hjem. ”Lige meget hvor jeg går hen i verden, kan jeg ikke leve andre steder end her.”

Mohammad Ali vander de små træer, der står i sikkerhed bag ved indhegningen.

Hvert eneste træ får et par liter vand, så det holder sig i live.

Livet gentager sig selv. Time for time, dag for dag, liv for liv. Den tidlige sol fylder teltet op fra øst og rammer mukhtaren Ali blødt, mens han stille vågner og kigger ud over sandbankerne. Dagen er begyndt.

Imens er resten af familien gået i gang med hver deres gøremål. Sammen spiser de morgenmad, fladbrød med olivenolie, varm te med sukker. Derefter skal får og geder gøres klar. Dyrene skal spise, drikke og sendes af sted.

De yngste mænd tager dem med længere ud i ørkenen, for at vende tilbage med dem ti timer senere. Sådan forgår det dag ud og dag ind.

Om aftenen skal dyrene malkes. Både geder, får og kameler. Kvinderne sætter dem op på række. Det foregår hurtigt og systematisk. Herefter bliver de fodret og får vand fra den nærliggende vandtank. Af mælken laver kvinderne smør og ost, hvilket er en opslidende proces, som tager mange timer, hvor mælken skal skvulpes frem og tilbage og derefter skimmes. Og så forfra.

Stammelederen, også kaldet Mukhtaren, bliver i lejren og hjælper til med de små gøremål. Han har ansvaret Han ved, hvordan tingene skal hænge sammen.

Med alle sine kræfter hiver Ferhan spanden op af cisternen. Han fylder truget med vand, indtil alle har fået nok. Når fårene er tilfredse, spreder de sig langsomt ud over stepperne.

Fårehyrden Ferhan er efter et par timer stoppet op for at give dyrene vand. Klokken er ikke engang 08.00, men varmen er allerede trængt ind alle steder, og fårene er tørstige.

Der er ingen kilder i området, så dyrene og Ferhan er afhængige af de vandcisterner, der er spredt ud i området.

Cisterner er store underjordiske huler, bygget af mennesker, og her bliver regnvandet opsamlet. Fårene spiser alt, de kommer i nærheden af; rødder, ukrudt eller blade fra de få træer, de finder på deres vej. De støvsuger bakkerne på hele deres tur rundt i ørkenen.

I morgen gør de det igen.

En ged er blevet slagtet og venter på at blive parteret, tilberedt og til sidst spist til frokost.

Vandbeholderne bliver fyldt op med dyrebare dråber. Mohammad bærer forsigtigt den røde beholder hen til de få afgrøder langs hegnet. Han hælder, mens vandet siver ud af åbningen. Dråberne rammer træet og lægger sig oven på den knastørre jord.

Manglen på vand er en af de store udfordringer i Judæaørkenen . Selvom en beduin ikke behøver meget vand for at overleve, handler det ikke kun om vand til at drikke. Det handler også om vand til hygiejne, madlavning og dyrene. Ligesom det er nødvendigt at vande de få afgrøder.

Beduinerne i landsbyen Rashayida er koblet til et vand netværk, der gør vand langt mere tilgængeligt. Men ude i ørkenen er der ikke noget system. De er afhængige af rent vand, de kan hente i landsbyen og derefter transportere ud til deres lejre. En tank kan indeholde 3 kubikmeter vand, hvilket svarer til 3000 liter. Det koster ca. 200 Shekel eller 300 kr., oplyser lederen af Rashayida, Fawaz Rashayida. Det er inklusiv benzin og leje af traktor.

Mohammad fortæller: ”Der er ingen mennesker, der kan leve uden vand og ingen levende væsner, der kan leve uden vand.

Vi sidder her og tænker på, hvordan vi skal spare på vandet. Vi har tre-fire kubik meter, som både fårene og menneskene bruger.”

Beduinerne hører til den fattigste del af befolkningen på Vestbredden. Deres primitive livsstil betyder, at de betaler en høj pris for vand. Alligevel er den kvalitet, de får, meget ringe, da vandet i tankene er stillestående.

De henter en tank vand cirka hver anden dag. For en beduin, der kun tjener lidt penge på salg af lam og gedekid, er det en stor udgift.

Helt grønt og urørt ligger det og venter. Vandet i den menneskeskabte pool. Det skal slukke gedernes tørst. De strømmer ned over bjergsiden, tripper rundt om hinanden, indtil de til sidst står stille. Nervøst venter de på at få deres vand.

Ifølge Fawaz Rashayida, lederen af landsbyen, er der omkring 100 vandcisterner i området. Det er et vigtigt redskab, der skal sørge for, at beduinerne har vand nok til deres dyr.

Cisternerne er i mange tilfælde flere tusinde år gamle og bygget af romerne. De er placeret strategisk ved foden af bjerg –og bakketoppe, så regnvandet driver ned i de kæmpe store kamre.

En buldren høres i det fjerne og tager så voldsommere og voldsommere fat. Regnen lander tungt på teltdugen for derpå, i en glat bevægelse, at glide ned og lande i sandet. Lidt efter er regnen igen holdt op.

For at cisternerne virker, er det vigtigt, det regner. Det er beduinernes eneste chance for at få fat i vand på en naturlig måde. Fawaz Rashayida fortæller, at om sommeren falder regnen sjældnere og sjældnere, og her er beduinerne mere afhængige af at købe vand i landsbyen.

Samtidig er de også afhængige af organisationer, der hjælper dem med at restaurere cisternerne. Det er blandt andet Folkekirkens Nødhjælp, der arbejder sammen med den palæstinensiske organisation YMCA. Repræsentanter for de to organisationer tager rundt i ørkenen og opmåler de antikke cisterner. Her indsamler de oplysninger, der gør det muligt at restaurere dem.

Arbejdet foregår diskret, da området beduinerne bor i, er under israelsk kontrol. Ifølge israelsk lov er det ulovligt at foretage forbedringer på byggeri uden forudgående tilladelse. Den tilladelse er utrolig svær at opnå.

Beduinerne kæmper for at opretholde deres liv, og den måde deres forfædre levede på. Som det ser ud nu, er det muligt at leve i ørkenen. Men kun fordi de lever forholdsvis tæt på byområder, hvor de kan købe vand.

Beduinernes største udfordringer har de ingen kontrol over. De lever et sted, hvor konflikten er allestedsnærværende, hvor klimaforandringer mindsker nedbøren og hvor fattigdommen altid er et emne. Det er med til at fastholde dem i en position, hvor de er afhængige af andre for at klare sig.

Æsler er de unge hyrders foretrukne transportmiddel i ørkenen. Hver dag drager de ud for at lede dyrene mod vand og mad. Solen bager ubarmhjertigt ned, og varmen er voldsom allerede tidligt på dagen.

Ferhan er fårehyrde, der næsten hver dag drager ud med dyrene i op til ti timer. Han tager sig et hvil ,inden han rider videre for at føre fårene ud i ørkenen. Beduinerne har geder, får og kameler. Dyrene er deres levebrød.

De unge mænd fra de omkringliggende lejre er gået op i den fælles ”fjernsynsstue”, et blikskur uden vinduer. Med en enkelt lampe i loftet og et fjernsyn, får de aftenen til at gå. Elektriciteten får de fra et solcelleanlæg, de har fået bygget af en hjælpeorganisation. I aften ser de en tyrkisk soap-serie oversat til arabisk. Fra venstre: Khaled, Awda, Ferhan, Suad, Mosa og Salem.

Malkning.

Taleb ligger på et par madrasser i teltet i en af lejrene i ørkenen. Beduinerne får mange børn. Mange mænd har to koner og op mod tyve børn.

Hamida er den ældste beduin i Rashayida og omegn. Efter sigende er hun 110 år gammel.

Næste side: Flere af mændene er taget ud i ørkenen for at tilse deres dyr.

Bagefter tager de et hvil, nyder naturen, for derefter igen at vende hjem. Fra venstre: Salem, Mohammad, Saad. Salem, Yusef og Funkhor.

Der bliver tændt op til te. En integreret del af afslapningen som beduin.

Et traditionelt beduinmåltid består af kødstykker af ged eller lam, lagt oven på en bund af ris og fladbrød, og overhældt med varmt vand. Maden bliver spist ved at forme kød, ris og brød til en lille kugle, som derefter bliver skubbet ind i munden med tommelfingeren.

Mohammad tager sig en lur.

Vandtanken kan rumme 3000 liter vand. Tankene er beduinernes eneste måde at få vand på, når regnvandscisternerne ikke er fyldt op.

Vandet bruger de til alt, lige fra madlavning til fodring af dyrene. Tankene står i udkanten af lejren, og vandet bliver hentet ind i mindre dunke, så det kan bruges i husholdningen.

Vandet bliver hentet i landsbyen med traktor. Udgifterne til leje, benzin og 3000 liter vand koster ca. 300 kr. og udgør en stor del af beduinernes budget. I nogle perioder kan det være nødvendigt at hente vand op til en gang om dagen.

På grund af den sparsomme nedbør er det kun de mest robuste planter, der kan overleve. Beduinerne producerer næsten ingen afgrøder på grund af det barske klima. Og de få afgrøder, de har, kræver megen omsorg.

Na’ma holder fåret på plads, mens Sabha malker det. Kvinderne i beduinsamfundene laver næsten al huslig arbejde. De står for madlavning, pasning af børn og malker får og geder, når dyrene kommer hjem fra græsning.

Mændene arbejder ikke nær så meget som kvinderne. Men de tager sig altid af slagtning. De yngre mænd er hyrder, mens de ældre mænd er familiens overhoveder. De har overblikket og ansvaret for, at alt foregår, som det skal.

Alia hjælper kvinderne med at rense ud inde ved gederne. Alle bliver sat i sving, også børnene. Støvet står ud til alle sider, mens lort og jord bliver skovlet ind i store sække med hænderne.

Omar, en af Mohammad Alis sønner, er i gang med at binde snoren op, så han kan flytte æslet. samtidig står æslet og drikker vand fra en læk i en af vandrørene, der forbinder husene i Rashayida med vand.

Udsigten fra Mohammads hus i Rashayida. Najat, en af Mohammads mange døtre, leger for sig selv foran huset.

Lidt oppe ad bakken, bag hegnet, er en stor menneskeskabt pool, hvor gederne kan slukke tørsten. Den er bygget af YMCA og Folkekirkens Nødhjælp til beduinerne. Det er sådanne projekter, der er med til at hjælpe beduinerne med at opretholde deres livsstil i ørkenen.

tryk Frydenberg A/S trykår 2011

copyright © 2011 Andreas Hagemann Bro

Tak til Søren Bidstrup Benita Marcussen Emil Ryge Christoffersen Matilde Sonali Holck fra Folkekirkens Nødhjælp og Nadi Farraj fra YMCA for deres hjælp på Vestbredden.

En speciel tak til Christina og til Mohammad og beduinerne i Rashayida.

Andreas Hagemann Bro