Det, der er nærmest, er det, vi ikke ser

Det, der er nĂŚrmest, er det vi ikke ser

Tor Birk Trads

En egnsskildring

Albertslund 1954

Albertslund 1966

Albertslund 1984

Albertslund 2015

Forord Beton og tatoveringer pryder gadebilledet.

Hundene har muskler, og sirener synger i natten. Historierne på den Københavnske Vestegn handler om vold, ghettodannelse og fattigdom, siger de talende, tænkende og skrivende. Og de har ret – og dog. For Vestegnen er også noget andet. Den er vild natur, hverdag, muligheder og kærlighed. De lokale har stoltheder, kvaliteter og selvopfattelser, der varierer og eksisterer på kryds og tværs mellem Ishøj, Albertslund og Brøndbyerne - mellem forestillingerne om andres fordomme.

Min fortælling om den Københavnske Vestegn er en invitation inden for hos dem, vi ikke ser, fordi de er kommet så tæt på storbyens yderkanter, at de er blevet usynlige. De slap aldrig væk fra de forfejlede idealer om den funktionelle velfærdsby, og hvor er det synd, siger vi.

Beboerne selv har en anden opfattelse.

København flyder over Frem til 1950’erne lå der marker, gartnerier, bondegårde og enkelte små landsbyer i området vest for København. Egnen var en del af datidens provins, og bønder havde i generationer opdyrket noget af Danmarks bedste landbrugsjord. Men alt imens høsten blev kørt i hus, udviklede hovedstaden sig få kilometer derfra.

Overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund havde skabt kraftig befolkningstilvækst i København. Levevilkårene i brokvartererne var smudsige. Storfamilier var stuvet sammen i små lejligheder med fælles lokummer i baggården og store osende fabrikker som nærmeste naboer. Den stigende forureningen gjorde byen sundhedsskadelig.

Ud af 50’ernes økonomiske vækst fremsprang en drøm, der få årtier forinden havde virket utopisk: byfamilierne skulle have deres egne boliger uden for storbyen. Industrialiseringen havde frembragt maskiner, store betonelementer og montageteknikker, der pludseligt ændrede måden at bygge på. Fundamentet var lagt til Danmarkshistoriens hurtigste og mest omfattende byggeprojekt.

Man kiggede mod vest.

Det store tegnebræt Allerede i slutningen af 1940’erne blev problemerne i København adresseret i udgivelsen ’Skitseforslag til egnsplan for Storkøbenhavn’ – bedre kendt som “Fingerplanen”. Arkitekter og specialister visualiserede, hvordan den nødvendige udbygning af København skulle foregå.

Planen var, at byen skulle vokse i fem baner ud fra det historiske centrum – som fingrene på en hånd. “Fingrene” bestod af togskinner og bebyggelse og imellem dem grønne kiler rekreative områder med skov og grønne bakker af byggeaffald. Kilerne symboliserede frisk luft, fritid og motion - en diametral modsætning til storbyens slum.

Målsætningen var at skabe den moderne velfærdsby.

Klassekampens parole om otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile var idealet bag planlægningen. Byerne skulle ligge som selvstændige enheder langs S-togsbanerne, som perler på en snor, og et socialt landsbylignende sammenhold skulle danne rammen fra vugge til grav.

Med stationen som det naturlige centrum med indkøbsmuligheder, lægehus og børnehaver skulle beboelse, industri og rekreative områder klart adskilles og have en infrastruktur, der gjorde det let at bevæge sig mellem områderne.

Rationalitet og optimalisering var nøgleord i udtænkningen, og byplanlægningen blev et redskab til at transformere idealer og politiske visioner til virkelighed.

Beton og forandringer Op gennem 60’erne og 70’erne blev boligerne gradvist indflytningsklare. Effektivitet og rationalitet var mål i sig selv, da bygningerne skulle huse mange mennesker for få penge. Det resulterede i store ensartede flader i patineret beton.

Boligområderne var populære, og arbejderklassen flyttede med glæde mod vest. Eget bad og toilet, flere værelser og ren luft var luksuriøse forhold for mange københavnere og nytilkomne gæstearbejdere. Tanken om, at familien Danmark kunne bo i eget hjem, var i sig selv ny og attraktiv. Befolkningstallet blev flerdoblet på få år.

Oliekrisen i 70’erne og globaliseringen forandrede Vestegnen. Bygningerne var der, arbejderne var der, men arbejdspladserne blev i stort antal udflyttet til Asien. Vestegnens beboere blev på kort tid transformeret fra at være en nødvendig vækstmotor i velfærdssamfundet til at være en omkostningsfuld gruppe arbejdsløse.

Samtidig med at den socialøkonomiske virkelighed ændrede sig, ændrede mentaliteten sig også - væk fra velfærdsstatens oprindelige ligheds- og fællesskabsprincipper til konkurrencestatens ønske om selvrealisering. Men selvrealisering er svært i ens betonrammer.

Vestegnen i dag I dag er virkeligheden på Vestegnen en anden, end den man havde forestillet sig i efterkrigstiden.

I de almene boliger langs linje E, A og B bor de gamle arbejdere stadig, de er gået på pension og er slidte. De bor sammen med efterkommere af ressourcesvage og fremmedarbejdere.

Det trækker ned, når man kigger i statistikkerne. Tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau, gennemsnitlig levealder og andre sociale faktorer forværres gradvist, jo længere man bevæger sig ud gennem den gamle fingerplan.

Men der er også håb. År for år falder kriminaliteten, og den sociale arv bliver udfordret. Flere unge får en uddannelse, og antallet af mønsterbrydere er støt stigende.

For trods sit dårlige ry og hårde, grå rammer kan de fleste af beboerne godt lide at bo på Vestegnen. De omtaler deres hjemstavn med en vis stolthed. Skulle man formaste sig til at spørge: “Ville du helst bo her, hvis du selv frit kunne vælge?” kigger de undrende på en, og som regel lyder svaret: “Ja – men måske i noget større. Måske i et hus.”

Benny og Brian er på vej ned til centeret i Albertslund en fredag aften for at få en øl og mødes med nogle piger. Jakkerne har de købt sammen på et loppemarked.

Albertslund Syd. Der bor mere end en kvart million mennesker på Vestegnen

Albertslund Taekwondoklub er blandt Danmarks mest vindende.

Albertslund Taekwondoklub

Hedemarkvænget. Utryghed er efter sigende et af de største problemer på Vestegnen.

Særligt for de ældre beboere, hvor mange undgår at gå ud efter mørkets frembrud.

Vestskoven og Brøndbyskoven blev plantet på samme tid med udbygningen af Vestegnen, for at “bøde på Vestegnens landskabeligt set ensformige Karakter”, som det står skrevet i Fingerplanen.

Ishøj station. Oprindeligt var det meningen, at mange skulle arbejde i den lokale industri, men med arbejdspladsernes udflytning er der kommet flere pendlere til og fra København.

Allan fik tatoveret navnet på sin kone gennem et halvt århundrede på overarmen, da han fyldte 72 år.

Ved Nygårds Plads foran Brøndbyøster Station. Vestegnen kan defineres forskelligt, men normalt henvises der til de otte kommuner: Rødovre, Hvidovre, Brøndby, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup, Vallensbæk og Ishøj.

I Albertslund Motorsportscenter mødes unge og kører motocross og gocart. Det en af mange typer fritidsklubber for unge på Vestegnen, der bidrager til at aktivere unge uden for skoletiden.

Parcelhuskvarter i Brøndbyvestre. Parcelhusene optager størstedelen af det bebyggede areal på Vestegnen. Mange er flyttet fra almene boliger til deres eget hus i takt med velstandsstigningen de seneste 50 år.

Bryllup i Ulsøparken, Brøndby Strand.

Pensionistklubben i Ishøj ligger i et gammelt stuehus, Strandgården, fra 1800-tallet midt i mellem Vejleåparkens nyrenoverede byggeri fra 70’erne.

Fredagsbøn i Nusrat Djahan Moskeen i Hvidovre. Cirka hver femte borger på Vestegnen har en anden etnisk baggrund end dansk, og der findes ofte mere end hundrede forskellige nationaliteter i en enkelt boligforening.

Et par motionerer og træner i en gangtunnel nær Vejleåparken i Ishøj.

Maria børster tænder på sin datter Silke.

Maria er enlig mor til tre børn og er i gang med sin anden uddannelse - denne gang som skolelærer.

Emil og Jonas fisker gedder i Rådhusdammen i Albertslund.

På Albertslund SportsPub drikker håndværkere fyraftensøl og slår søm i en fredag aften.

Avedøre er omkranset af “bymuren”, en lang sammenhængende boligblok, der indkredser bydelen. Det lille samfund i samfundet indeholder blandt andet boliger, kirke, butikker, bibliotek og træningsfaciliteter. I baggrunden, længere mod sydvest ligger tårnene i Brøndby Strand.

Sakariye kom til Danmark fra Somalia for tyve år siden som otte-årig. Han er vokset op i Rødovre, hvor han har fået mange danske venner. Han mener, at det er et problem for integrationen, når unge med anden etnisk baggrund end dansk lever side om side med andre unge med en anden etnisk baggrund.

Vinterbadelauget i Brøndby, Bifrost, mødes hver morgen og springer i de kolde bølger på Brøndby Strand.

Orla har båret og flyttet mange ting gennem sit liv som lagerarbejder. I dag er han pensioneret og bor i Vejleåparken i Ishøj.

Orla

Unge drenge spiller cricket i Hedemarken i Albertslund. Cricket var tidligere en overklassesport i Danmark, men i dag er sporten særligt populær blandt danskere med pakistanske rødder.

Vestvolden er et næsten 15 kilometer langt militært voldanlæg, der strækker sig fra Avedøre til Utterslev Mose gennem hele Vestegnen. Åen og skoven langs med den er populære omgivelser for løbere.

“Bymuren” der omkranser Avedøre. Et af kritikpunkterne for de store montagebyggerier har været den enorme skala, der er unaturlig for mennesket at færdes i, og giver en minimal historisk variation i byrummet.

Albert har været i Naturskolen Brøndby i Brøndbyskoven, hvor de har lavet fuglefoderstokke og bål.

Brøndby Strand

Topper (i midten) har fødselsdag og får lov at hoppe i forældrene Jan og Kit’s sovesofa i familiens stue.

Karl er pensionist og bor i Hedemarksvænge i Albertslund. Han plejede at stemme socialdemokratisk, men føler de har svigtet de ældre og stemmer i dag Dansk Folkeparti.

Ishøj

I mange af vestegnsbyerne er bløde og hårde trafikanter adskilt, så forældre lader trygt deres børn cykle til og fra skole.

Ishøj

Silke underholder sig med familiens iPad, mens hendes mor, Maria, laver pizza i køkkenet.

Ishøj. Det kan være svært at realisere sig selv og sit hjem, hvis man bor til leje og har begrænsede muligheder for at bygge ud.

På vej hjem fra skole i Albertslund Syd.

Daria kaster en godbid ned til sin hund uden for. Hun og kæresten Patrick er fra Polen og er flyttet til Brøndby for at arbejde. Patrick arbejder på metrobyggeriet i København.

Brøndby Strand

Oliver (i midten) har nogle gamle folkeskolekammerater på besøg i sit hjem i Brøndbyvester. I dag læser gruppen på forskellige ungdomsuddannelser i Storkøbenhavn.

Sama er vokset op i Brøndby Strand, siden hun kom til Danmark fra Afghanistan som to-årig. Næste år skal hun skrive speciale på Roskilde Universitet.

Den kunstige bakke, Høegsbjerget, ligger i Kongsholmsparken i Albertslund og er lavet af byggeaffald og overskydende jord fra opførelsen af Albertslund.

Freya ser fjernsyn hos sin far, der har tatoveret sine børns navne i runer.

Ligesom i mange yderområder er de ældre overrepræsenterede på Vestegnen.

Hedemarken, Albertslund.

Tak for hjælpen til Karin, Susanne, Kroppedal Museum, Forstadsmuseet, Søren & Mads, Ditte, Karen & Christian, Sebastian, mine sjove medstuderende og alle de gode folk jeg har mødt på Københavns Vestegn. Og en særlig tak til Thea for at have gjort det hele meget bedre.