Ama'r by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Lorteøen. Den del af København, som i tidernes morgen blev brugt til at aflæsse hovedstadens skrald og afføring på. Danmarks tættest befolkede ø, Amager, vikler vi os ind i. Fingre er flettet i buskadset, hvor skægstubbe mødes. Dukker leger børn af barnløse forældre, mens de sande forældre tilbedes ved stuebordet. Lave, gulkalkede mure og villakvarterer forsvarer sig mod betonen, der tårner sig op som højhuse. Solen strejfer veninderne, der vil slæbe et lig for hinanden. Der er orange overalls, knyttede næver, pølsemix, en præstekrave, stråtage og en piercet overlæbe. Oppustelige fodboldbaner og fællestoiletter. Smøger klemt mellem fingrene, en støvsugende munk og fritslupne duer. Henover virvaret bevæger støjende fly sig gennem den syvende himmel. Her i magasinet breder vores tekster og billeder sig til 15 fortællinger. Det er AMA’R.

De Gyldne Damer Sophie Voisin

Et dukkehjem i Dragør

Kasper Heden Andersen

Mads Frost

Mellem svaner og skrald

Simon Trøjgaard Jepsen

Flæsk fritter flyvere Christian Lykking

Syvende himmel på 11. etage

Det orange bud

Tro på Amager

Tobias Kobborg

En plads blandt pyramiderne

Julie Kristensen

Anne Myrup

Fanget mellem byen havet og fremtiden 54

Halvtreds års fisk og én tur til Alanya

Aleksander Klug & Christian Nordholt

Frederik Steen Nordhagen

Astrids kamp mod kontrol og karakterer 70

Flødeprinsessen fra Amager

Katinka Klinge Albrechtsen

Sarah Juncker

Søn af månen

110

Oscar Scott Carl

Med ballonsnoren om livet

118

Niels Christian Vilman

Fælledens erotiske hemmelighed

126

Andreas Merrald

102

De Gyldne Damer af Sophie Voisin

Meggie har fem bedste veninder. De kalder sig â&#x20AC;&#x2122;De Gyldne Damerâ&#x20AC;&#x2122;, og de seks piger vil gĂ¸re alt for hinanden. De er Meggies familie

Seks piger står uden for den psykiatriske afdeling på Amager hospital. En af dem er Meggie Fjelstrup. Det er lørdag aften, hun er lige fyldt 30, og nu står hun her omringet af veninder og overvejer, om de mon er ved at få hende indlagt. Men inden hun får tænkt tanken til ende, beder den ene af veninderne hende om at vende sig om. I det lille cykelstativ, på parkeringspladsen står en pastelfarvet lilla cykel og lyser op i mørket. Den har pomponer på styret, kopholder til guldøl, lyserød ringklokke og plastikblomster i cykelkurven. Den er lige hende.

Pigerne har alle taget guldøl med til havefesten. De griner og bruger resten af aftenen sammen. Therese finder på, at de skal hedde ’De Gyldne Damer’.

”Hver gang jeg cykler på den, tænker jeg på pigerne. Den er jo en kærlighedserklæring,” griner Meggie.

”Mit tilhørsforhold til mine veninder er specielt og meget tæt, fordi de ligesom er blevet min familie. Jeg elsker at have den her familiefølelse, men jeg havde den ikke rigtigt. Så finder man den jo andre steder.”

”Pigerne” er Meggies bedste veninder. De bliver kaldt ’De Gyldne Damer’, og de bruger så meget tid sammen som overhovedet muligt. På Meggies altan. På stambarerne. I dobbeltsengen på pigeværelset hvor deres sleepovers kan vare i flere dage. Over Instagram og Snapchat. ’De Gyldne Damer’ bliver til i solen I en lille have, fyldt med store grønne planter står en masse mennesker tæt. Der bliver snakket og drukket øl fra grønne dåser. Solen skinner og fra gaden kan man høre højtalere spille al slags musik ud over København. Meggie er til Distortion og er inviteret til fest hos Malene, der er en bekendt, hun kender gennem venners venner. Det samme er Mathilde, Sophie, Therese og Lykke. De seks piger kender godt til hinanden på kryds og tværs. Fra plastikposer klirrer dåser og flasker.

Det bliver deres varemærke, og fra den aften af er det dem mod verden. Meggie ser sine veninder som sin familie. Moren er syg med alzheimers og hendes far døde pludseligt for otte år siden. Hun har ingen søskende. Resten af familien ser hun ikke meget til.

Hun har fundet familiefølelsen hos sine veninder. Meggie voksede op i Søborg og havde ikke mange venner i folkeskolen. Hendes store sans for retfærdighed gjorde, at hun ofte var ved at komme op at slås med de andre børn, når noget ikke gik ordentligt for sig. Det var vigtigt for hende, at alle blev behandlet pænt. ”Jeg har altid haft et stærkt retfærdighedsgen, og jeg bryder mig ikke om, når folk bliver behandlet uretfærdigt. Og det har også givet mig nogle knubs på vejen, fordi jeg altid ville kæmpe kampe for alle andre.” Meggie arbejder stadig med at vælge sine kampe. Og hun vil gøre alt for pigerne. ”Når først du har mig, så har du mig. Jeg er blindt loyal.”

I Snapchatgruppen ‘De Gyldne Damer’ deler pigerne alt med hinanden.

Nike sko til babyer Den store tagterasse fyldes af mennesker og den sødlige duft af grillede majs. Solen er på vej ned over vandet, mens Meggie og Therese knapper øl op og smider sig i de pangfarvede fatboys, som står lænet op af muren. Mathilde skal ikke have øl. Hun tager en bid af kartoffelsalaten og hæver så stemmen, så alle kan høre hende. ”Vi har noget at fortælle jer alle sammen. Vi skal have en baby!” Therese flyver op af sækkestolen og møder Mathilde i en varm omfavnelse. Meggie følger efter med et kram. Hun har kendt til graviditeten siden Mathilde tog testen for 12 uger siden.

“Jeg er lige blevet 30. Det var en stor dag. Eller et stort tal, kan man også sige. Det var angstprovokerende, men jeg overlevede”

”Fuck, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal holde det hemmeligt for jer andre piger mere,” siger hun og tager en bid brød med hjemmelavet hummus. Tre måneder tidligere sidder Meggie med tømmermænd efter en vild bytur. Det er en kold og grå eftermiddag i januar, og hun har ingen intentioner om at forlade den lille lejlighed på Amager. Der tikker en snap ind fra Mathilde. De to veninder har en såkaldt snap streak på mere end 800 dage. ”Vil du vide noget vildt?” Meggie regner med at få en fjollet besked fra toilettet. Der går et par minutter før det næste billede popper op på telefonens skærm. Tre positive graviditetstests.

Makeupsamlingen på Meggies værelse er over 50.000 kr. værd. Hun bruger gerne timer på at gøre sig klar.

”Det første, jeg tænkte, var ’Oh my God, vi skal have en baby!’ Og så begyndte jeg straks at lede efter Nike Air Maxx sko til babyer på nettet. De står og venter på den lille,” siger Meggie om den store nyhed.

Meggie plejer ofte sine tømmermænd, ved at tage hjem til Mathilde. De ligger i ske, spiser chips og ser film.

Det var ikke tilfældigt, at Meggie var den første til at høre den store nyhed. De to piger fortæller hinanden alt. ”Mathilde og jeg har altid klikket og har været rigtig mange ting igennem sammen. Vi har støttet hinanden i, at når man ikke føler, man passer ind nogen steder, så skal man altså bare sige ’fuck det hele’ og ikke please andre men skide på andres mening og gøre, hvad der er rigtigt for en selv.” Sammen med ’De Gyldne Damer’ har Meggie fundet en gruppe, hvor hun føler, at hun passer ind. Her kan hun være sig selv.

De seks veninder har en uskreven regel om, at der ikke er noget tøsefnidder i gruppen. Hvis der er konflikter, taler man om det, men det sker nu sjældent, for pigerne er nede på jorden, og der er no bullshit mellem dem.

Selvom veninderne ikke altid er enige, bakker de altid hinandens beslutninger op.

”Det er en ubetinget følelse af, at vi er der for hinanden. Hvis jeg slog nogen ihjel og skulle begrave dem ude i Søndermarken, så ville de sgu slæbe liget for mig,” griner Meggie. Der er alvor i de brune øjne.

Lejligheden er Meggies lille hule. Her kan hun slappe af og lade op med veninderne og katten Rita.

Et dukkehjem i Dragør af Mads Frost

Bjarne bor sammen med sin kone og deres 32 dukker i en lejlighed i Dragør. De er udviklingshæmmede og kan ikke få børn. Derfor kaster de deres kærlighed og omsorg på deres dukkebørn

Dansktopmusik bimler ud ad radiohøjtalerne. I hjørnet af sofaen stryger Susanne akkorder på en luftguitar. Hun er iført en lyseblå t-shirt med et billede af Kandis. ”Hold da op, hvor de snakker, fuglene,” siger Bjarne fra sin læderlænestol. ”Jaah,” svarer Susanne. De to undulater i hjørnet af stuen kagler fornøjet og basker med vingerne. Så kommer Bjarne på benene og går ind i soveværelset. Han bøjer sig over sengen og nupper en dukke fra dynerne. ”Så Snehvide, far passer på dig, ja far passer på dig,” siger Bjarne. Tilbage i stuen synker Bjarne ned i lænestolen og installerer sig med Snehvide på sin arm. Overtalt til sterilisation Bjarne Jørgensen er 57 år gammel og udviklingshæmmet. Han bor i en lejlighed i Dragør sammen med sin kone, Susanne Jørgensen. Sammen tager de sig af deres 32 dukkebørn. Der er både Snehvide og Niklas, Sorte og Hr. Nilsson og mange flere. Dem har de, fordi de ikke selv kan få børn.

Man anslår, at der er omkring 50.000 udviklingshæmmede i Danmark, men det bliver ikke registreret. Derfor kan man heller ikke vide, hvor mange udviklingshæmmede, der får børn, men det er få. ”Jeg ville gerne have haft børn, men det kan jeg jo ikke få. Kommunen ville sige til mig, at jeg ikke kunne klare det, og så ville barnet blive taget fra mig,” siger Susanne. I Danmark blev udviklingshæmmede tvangssteriliseret frem til 1967. Siden da har udviklingshæmmede selv skulle være enige i beslutningen om sterilisation, før de kan blive steriliseret. Både Bjarne og Susanne er blevet steriliseret efter 1967. De har begge haft en oplevelse af at være blevet overtalt til at få det gjort. Susanne af sin mor og Bjarne af sin ekskæreste. ”Det var ikke så rart. Men nu valgte vi jo så at få dukker i stedet for børn,” siger Bjarne. Susanne stemmer i: ”I starten syntes jeg ikke om det, men senere kunne jeg godt se, at det var rigtigt nok.” Dukkebørn uden barnevogn Bjarne putter Snehvide under dynerne igen og tager Lotte med sig ind i stuen. Men han ombestemmer sig:

Dukkerne kommer sjældent med ud, men Bjarne har haft nogle af dem med på den café for udviklingshæmmede, hvor han ofte kommer.

” Så skal du ind og sove igen, Lotte,” siger Bjarne.

Men ellers tager de ikke dukkerne med ud.

Han rejser sig og går tilbage til soveværelset, hvor han griber fat i en lille abedukke.

”Hvis vi kørte rundt med dem i barnevogn, ville normale mennesker spørge: ’Hvorfor har I dukker i stedet for børn?’ Og de kender jo ikke os og ved ikke, hvad vi er for nogle mennesker,” siger Bjarne.

”Skal du med ind?” spørger han aben. ”Ja, far,” svarer Bjarne for aben med en lys stemme. Dukkebørnene sidder ikke med til bords, når de spiser, men Line, Lotte, Sorte og Hr. Nilsson har været med Bjarne og Susanne på en rejse til Gambia, og dukkerne får også lov at komme med på besøg hos farmor og farfar. ”Dukkerne siger jo ikke noget, men vi lader som om, at de er vores børn,” siger Bjarne.

Hvis de kunne være i fred med deres dukker, ville Bjarne gerne have dem med ud. Der er forskel på kærlighed ”Mig og Susanne, vi er mennesker. Vi har kærlighed sådan, at vi snakker en del og ligger sammen i sengen og hygger os. Ved mennesker går det begge veje,” siger Bjarne.

Til et træf for udviklingshæmmede hængte Bjarne en kontaktannonce op. Susanne var den første, der ringede, og de blev kærester.

Bjarne og Susanne svømmer tit sammen om tirsdagen, men denne dag er Bjarne afsted på egen hånd.

Bjarne og Susanne har fulgtes ad siden 2000. Susanne arbejder i en café for udviklingshæmmede et par timer om ugen. Bjarne arbejder knapt 30 timer om ugen i et supermarked, og han har næsten altid sin arbejdsskjorte på under et par røde seler. Noget af det vigtigste i Bjarne og Susannes ægteskab er, at de kan hjælpe hinanden med de praktiske ting som indkøb og madlavning. Bjarne laver mad, og Susanne vasker op. Tit laver han koteletter i fad eller gammeldags oksesteg, men deres livret er flæskesteg med brun sovs og kartofler. Sover med Snehvide I Bjarne og Susannes soveværelse er væggene malet lyserøde. De fleste af deres dukker vogter over værelset fra deres plads på hylden oppe under loftet. De heldigste dukkebørn har fået en plads i sengen. Bjarne sover med Snehvide og Niklas om natten, og Susanne sover med Line og Lotte. ”Niklas er en sød fyr at snakke med, ” siger Bjarne, ”og Snehvide er glad for sin far.” Både Snehvide, Line og Lotte er Baby Born-dukker, mens Niklas er en abedukke. I køkkenet fylder Bjarne et glas med vand og plumper sit gebis derned. Så tøffer han ud på badeværelset og tisser. I sengen ligger Snehvide og Niklas, og der kommer Bjarne jo. Han hopper under dynen og putter sig ind til sine dukkebørn.

MELLEM SVANER OG SKRALD af Simon Trøjgaard Jepsen

Esben Banke var gået personligt konkurs og levede som hjemløs. En dag for godt 11 år siden sejlede han ind i Erdkehlgraven og blev draget af et æbletræ på bredden. Her har han levet lige siden og fundet ro, mens fællesskabet Fredens Havn langsomt er spiret omkring ham

Solen rejser sig bag træerne, der så småt er begyndt at springe ud, mens et kor af småfugle fylder luften med deres sang. Foran sivskoven svømmer en blishøne rundt og samler strå til sin rede. Et svanepar ligger og tager en formiddagslur på nogle store bjælker, der fra bredden danner en bro ud til fire både.

Han er uddannet bådebygger og designer, og er i dag 53 år. I 2004 var han gået personligt konkurs og havde mistet sin lejlighed og alle sine ejendele på tvangsauktioner. Siden havde han flakket om og levet som en “privilegeret hjemløs”, der på grund af sit store netværk sjældent sov på gaden.

Skydedøren på den gamle slæbebåd Tromlerinden bliver trukket fra. Esben stikker hovedet ud og misser med øjnene. Han træder ud på bjælkerne og går over i køkkenbåden Agnete ved siden af, hvor han laver kaffe og en skål yoghurt, som han tager med tilbage og spiser langsomt, mens han rutineret ruller en joint. Han læner sig godt tilbage og tænder op, mens han falder i ét med båden og nyder, hvordan den blidt vugger fra side til side.

En sensommerdag i 2007 kom han sejlende i den lille båd Freja, der er lavet til de svenske skovsøer og derfor kan sejle i meget lavt vand. Han fik øje på et æbletræ på bredden, som han blev draget imod. Han sejlede ind imellem sivene, der viste sig at gemme på et par overraskelser.

“Der er noget helt specielt ved at ligge i højde med vandoverfladen. At falde i søvn og vågne op midt i det spændingsfelt gør noget ubeskriveligt ved din energi.” Et hjem under æbletræet Fredens Havn er et flydende kvarter i Erdkehlgraven mellem Frederiksholm og Frederiks Bastion i den inderste del af Københavns Havn. Her lever en broget flok af idealister og folk på kanten. Nogle af lyst, andre af nød – i mange tilfælde er det ikke helt til at skelne. “Mange af havnens medlemmer har både indvendige og udvendige tatoveringer og har været igennem nogle voldsomme ting,” fortæller Esben. Igennem årene er folk kommet og gået, men i dag ligger der omkring 50 både i havnen, fordelt på fem klynger eller “øer”. Nogle er forbundet til bredden ved broer, andre sejler man ud til i små joller eller kajakker. Esben Banke var den første, der lagde anker herude.

Her lå 300 år gamle, store bjælker af pommersk fyr, der engang havde været en del af de flydespærringer, der skulle sikre voldens krudtdepoter mod fjendtlige skibe. Rent guld for en håndværker. Og ikke mindst var der masser af skrald. Folie, cigaretpakker, skodder, dåser og plastikposer. Esben gik i gang med at rydde op og kunne mærke, at noget faldt på plads inden i. “Jeg kunne ikke holde ud at skabe flere ting, før jeg fik rodet op i noget af alt det lort, der i forvejen findes i verden. Hvad lavede alt det skrald midt i den smukke natur? Verden har ikke brug for flere ting.” Bunden af vasken Følger man strømretningerne vandet i Københavns Havn, ender alt skrald før eller siden i Erdkehlgraven, som derfor kaldes for “bunden af vasken”. Før i tiden var stedet ejet af forsvaret, men i 1990 blev det frigivet. Området er dog fredet, så ingen ville overtage ansvaret for det, da det ville medfører en masse forpligtigelser. Da Esben ankom, havde stedet været glemt og misligholdt siden frigivelsen.

Man kan sagtens bruge vandet i Erdkehlgraven til at vaske op i. Skal det være ekstra, koger Esben vandet i en gryde først.

Esben har et par LEDlamper som backup, men foretrækker det varme skær fra stearinlys.

Inde på land har fællesskabet anrettet Fredens Have. Her dyrker de afgrøder og laver tit fælles mad. Bålstedet er et naturligt mødested, hvor folk snakker og spiller musik.

Esben og de andre i Fredens Havn tog dog sagen i egen hånd og har forsøgt at udvikle området og skabe balance i dem selv og naturen.

Esben var lykkelig, da svaneparret flyttede ind. De holder til uden for hans dør, og han nyder at sidde og meditere i deres tilstedeværelse i morgensolen.

“Vi har placeret os det mest beskidte sted overhovedet, men samtidig også det absolut smukkeste sted. Du bliver aldrig færdig, men det giver mening. Du kan bruge en time, og så kan du i hvert fald se, hvor du er kommet til. Det er selvhealing – oprydning både på det ydre og på det indre plan.”

“Man lærer dem at kende, får et forhold til dem. Jeg kan huske, da jeg så sidste års svællinger komme flyvende på himlen og kunne genkende dem. Jeg havde jo fulgt dem fra fødslen og set dem vokse op.”

En dag, der var højvande, kunne Esben få de store bjælker mellem sivene ud og flyde, og han lagde dem som et kryds i vandet, der fungerer som en tragt, der opsamler skraldet i vandet, som han tømmer regelmæssigt. Bådenes tilstedeværelse har også haft en positiv betydning for fuglelivet. Fredens Havn er det eneste sted i Københavns Havn, hvor bestanddelen af vandfugle de seneste år er vokset. Vandfuglene bygger flydende reder, og bådene skærmer dem for bølgerne fra kølvandet på turistbådene, der sejler gennem kanalerne.

Tilbage til fællesskabet Folk i Fredens Havn søger fred og et friere liv på naturens bekostning, men samtidig også det nære fællesskab, der for mange er gået tabt i storbyens anonymitet.

Morgen og formiddag tilbringer Esben altid alene i sin båd, Tromlerinden. Det er vigtigt for ham at have et rum, hvor han ikke bliver forstyrret af andres energier.

“Herude er du afhængig af at kende din nabo. Ikke ligesom i en opgang i byen, hvor du aldrig behøver at hilse på de mennesker, der bor omkring dig, og du kan ligge død i flere dage, uden nogen opdager det.” I Fredens Havn tager man ansvar for naturen, og for sig selv og hinanden. Fællesskabet er ikke stærkere end det svageste led. På Esbens halskæde har han også fået indgraveret en påmindelse i runer: “And all the king’s men / Leave no man behind”.

FLÆSK FRITTER FLYVERE af Christian Lykking

For enden af Amagerlandevej stiger der en flyver til vejrs og en grillbar titter frem. Flyvergrillen har siden 1972 været et kultsted for amagerkanere og tilrejsende, blot et stenkast fra taxiway ALPHA. Her strømmer alle typer mennesker til hver dag for at kigge på fly og spise grillmad

Lyden af en Boeingflyvers jetmotorer bliver højere og højere. Duften af svin og friture breder sig. Det nyanlagte grus knaser højlydt under fodsålen på en håndværker, der går med sin pølsemix, og fjerner de faste flyspotteres opmærksomhed fra flyene i et splitsekund. Nogle er i færd med at notere registreringsnumre, andre fotograferer. De sludrer, og lyden af radiokontakt mellem kontroltårnet og piloterne kører konstant i baggrunden. Inde på grillen er Karina Schandorff på 45 år i fuld gang med at servicere. ”Her kommer alt fra folk, der måske ikke har det så nemt i livet, til de kongelige. Det er meget unikt for det her sted,” fortæller hun. Karina har bestyret flyvergrillen de sidste 27 år, siden hendes Kusine Jannie overtog stedet fra Karsten og Ingelise, der startede herude i forrået 1972. ”Vi er jo en kult. Amagerkanerne støtter rigtig meget op omkring forretningen, og folk bliver ved med at komme herude. Selv da der var vulkanudbrud på Island, og flytrafikken standsede i flere dage, kom folk herude. Vi er et leben.” Bølgefritter med mayonnaise På et bordebænkesæt helt nede ved hegnet har en flok unge fyre lige fået serveret en flæskestegsandwich med det hele. En af dem er Patrick Nielsen fra Husum på 22 år. Han er her for at vise sin bedste ven Rasmus Rosenberg flyvergrillen for første gang.

”Vi har flere grillbare i Husum, der er billigere, men her er bare så unikt,” fortæller Patrick og holder en pause, da lyden fra en flyver overdøver ham. Han tager en tår af sin faxekondi, dypper en bølgepomfrit i mayonnaisen og uddyber: ”Jeg kan garantere, at jeg var under 1 år, første gang jeg var her med min mormor og mor. De tog mig altid med herud,” fortæller han. Den ene af hans kammerater er håndværker på en byggeplads i nærheden, men har fundet tid til at holde frokostpausen her blandt duften af flybrændstof. ”Når det er godt vejr som i dag, så er her bare skønt. Ikke nok med, at man kan kigge på fly, kan man også bare se på mennesker. Der er så mange forskellige typer herude,” fortæller Patrick. ”Især håndværkere” siger kammeraten, kigger ned af sig selv og griner. Et sjældent flyspotterparadis En vakkelvorn trætrappe leder op til den forhøjede grusplads, hvor udsigten til tre ud af fire af lufthavnens baner er det tætteste man kommer på flyspotterparadis. ”Det er jo det eneste sted, hvor vi kan være så tæt på og se så meget. I disse terrortider er det unikt,” fortæller den mest inkarnerede flyspotter Rene Madsen.

“Vi har svært ved at ansætte folk, for de gider ikke at arbejde i vores tempo!”- Karina Schandorff, 45 år.

Han og de andre flyspottere styrter op i forbavselse over, at en Iberia Express undviger en landing. En af de andre flyspottere har en radio i lommen, hvor de alle kan høre kontakten mellem piloten og kontroltårnet.

En pølsemix med ekstra syltede agurker Han kommer hurtigt på benene og går med hastige skridt ned til grillen og ud i baglokalet bag friturebade og sodavandsflasker. Kort tid efter kommer han tilbage med sin kikkert:

”Hvad fanden der sker der?” spørger Rene undrende. ”Nu skal jeg ikke prale, men jeg har den største!” For en kort stund bliver der helt stille, og fuglekvidderen der kommer fra hækken foran dem dominerer, inden den bliver afbrudt af pilotens meddelelse om problemer med landingsstellet. ”Jeg er kommet herude i 55 år. Mit barndomshjem ligger få hundrede meter herfra. Jeg har gået i skole, taget min uddannelse og sågar ligget soldat herude på Amager. Så det kan ikke bortforklares, hvorfor jeg kommer her. Jeg er født og opvokset med flyvemaskiner over hovedet og det har bidt sig fast,” siger Rene Madsen.

Grinende går han hen til sit faste spot igen. Her kan han følge med om flyet med problemer i landingsstellet, nu lander ordentligt. ”Det bedste ved flyvergrillen er, at man kan møde en masse andre med sammen interesse. Det er jo et tilflugtssted for dagligdagens almindelige trummerum, og her kan man hygge sig. Selv i perioder, hvor der ikke sker en skid, så snakker vi bare sammen og deler informationer om fly.”

Flæskestegssandwich, bølgefritter og en faxe kondi. Den hellige treenighed.

På gruspladsen er der plads til fangeleg og flyspotting. 34

På en god dag bliver der solgt ca. 25 kg. pølser.

Som eftermiddagen går på hæld, og de største fly har meldt deres ankomst eller afgang, triller Rene Madsen hjem på sin cykel. Familierne, der før fik ungerne til at brænde energi af på legepladsen, søger ind for at få noget mad. Her bestiller en stamkunde forrest i køen en pølsemix med ekstra mange syltede agurker. ”Du ved, hvad jeg mener,” siger han til Karina. ”Og en halv faxe, tak”. ”Jeg er stadig overrasket over, at der kommer så mange stamkunder. Det er jo en grillbar for fanden,” siger Karina og griner.

Selv når flyvergrillen har lukket, kommer Rene Madsen stadig herude. Han har sin egen nøgle.

Syvende himmel på 11 etage af Kasper Heden Andersen

Maj-Britt har demens. Men hun har også Torben. De mødte hinanden i Højhuset og bor sammen i Torbens lejlighed. Jo længere tid de har været sammen, jo værre er Maj-Britts demens blevet, men de er fast besluttede at leve deres vante liv, så længe som muligt

I Amagers ældste højhus findes et rum, der bevidst har undgået at følge med tiden. Stueetagen på Peder Lykkes Vej 61 har ikke forbudt rygning, men rettere faciliteret et rum, hvor man kan få sig en smøg og en dåse Tuborg uden at blive forstyrret af vejret. Det har fungeret som et samlingspunkt for mange af højhusets beboere, og det var her Torben Joensen og Maj-Britt Pedersen mødte hinanden over billardbordet for næsten fem år siden. Formand Joensen Folk lytter, når Torben taler. Han har en dyb stemme og snakker klogt og fattet. Som formand for højhusets bestyrelse, får han rig mulighed for at bruge evner, når han bliver stillet spørgsmål om stort og småt. Det var også dét, der først fangede Maj-Britts opmærksomhed, da hun flyttede ind. Det ene førte til det andet, og i dag bor de begge i Torbens lejlighed. Eneværelse Noget af det bedste Maj-Britt kendte til, da hun flyttede ind i højhuset, var at lukke sin dør. Hun havde indstillet sig på, at kærlighed var noget der hørte fortiden til og siger at ”det løb var ligesom kørt for mig…” Efter at have boet ved en veninde over en længere periode, var hun ret begejstret over endelig at have sin egen dør, og havde glædet sig til at kunne være alene.

Maj-Britt tager sig til munden og hiver en imaginær kæbe af med et ”fwup, goff!” da hun skal beskrive, hvordan det var at møde Torben. Den imaginære kæbe fortsætter og lander på gulvet i deres fælles lejlighed. Korttidshukommelsen Maj-Britt har de sidste fem år haft en demensdiagnose. Det kommer ikke tydeligt til udtryk, medmindre man bruger længere tid med hende. Hendes langtidshukommelse fungerer godt, og hun beretter detaljeret om et langt liv i restaurationsbranchen med røverhistorier, fulde navne på gamle stamgæster, arbejdspladser og historier om familiemedlemmer – især hendes stedfar. Anden gang, hun fortæller om sin stedfar Morten Bill Mortensen og hans bedrifter som havariekspert, tænker man ikke mere over det, end at han nok har været en rollemodel og en inspiration. Men tredje gang fornemmer man det. Og fjerde gang er den sunket ind. ”Det går hårdest ud over hendes korttidshukommelse,” siger Torben. ”I starten kunne jeg godt blive irriteret over det, og sige at ’det har du jo sagt’. Men der er jo ikke noget at gøre, og det går kun én vej.” Det har været hårdt for dem begge. Sygdommen har været med fra starten af forholdet, men den er taget til i de seneste år.

Maj-Britt spiser kokosolie hver dag, selvom hun hader smagen. Det skulle minde om hjernens fedt, myelin.

Højhuset på Peder Lykkes Vej er både Torben og Maj-Britts hjem, og det sted de mødte hinanden.

Maj-Britt fortæller at selvom hendes demens udvikler sig langsommere end de fleste andres, så bliver det stadig ikke bedre. På et tidspunkt ved både hun og Torben, at hun vil blive tabt til demensen, og må komme på et plejehjem. Indtil videre er hun ved at søge om førtidspension. ”Det er første gang jeg er i et forhold med en udløbsdato…” siger Torben. På trods af den sorg der er i den kendsgerning, er de begge fast indstillede på at nyde den tid, de har sammen. De tager både de ferier og de bådture, de kan.

Kokos, krydsord og Capri-Sun Maj-Britt bryder sig virkelig ikke om kokosolie. Alligevel spiser hun det hver dag, og skyller den fæle smag væk med en af de Capri-Sun poser, der trofast fylder pladsen på toppen af køleskabet. Torben har nemlig researchet sig frem til, at kokosolie skulle minde meget om myelin, som er det fedt, der ’smører hjernen.’ Det er bare én af de ting, han har sat Maj-Britt i gang med for at sænke hendes demens så meget som muligt. Hun løser også krydsord for at holde den kognitive træning i gang. Torben trækker lidt på smilebåndet, men siger alligevel vemodigt, at hvis hun

har løst et blad, og der ikke er kommet et nyt, kan han købe det samme blad med hjem, og når det skal løses, er udfordringen lige så stor som første gang. En båd i overskud Solen bager med en næsten uvirkelig varme på årets kærkomne sommerdag nummer to. Allerede brune af de forgangne dages sol, roder Torben og Maj-Britt rundt i kahytten. De har købt en ny båd, og de er ved at flytte deres pakkenelliker fra den gamle til den nye båd. Først skal de bare finde ud af, hvad der skal smides ud, hvad der skal gemmes væk og hvad der skal videre over på den anden side af kajen, så det er et regulært flyttevirvar.

Købet er ikke en opgradering, men endnu en foranstaltning, der skal gøre det lettere for ham og Maj-Britt at nyde livet på næsten samme måde, som de i forvejen gør. ”Jeg må kalkulere med, at Maj-Britt kan mindre og mindre, så fremadrettet skal jeg kunne styre båden selv. Og det er lettere med denne her model,” forklarer Torben, mens han prøver at fixe det lille fjersyn på båden, så de kan se Tour de France, mens de sejler rundt i de danske farvande, når båden står klar.

Torben fixer noget på den nye båds toilet.

Det orange bud Ude på Amager i et helt almindeligt dansk parcelhuskvarter, ligger der et tempel. Her bor Chonlathee. Han kommer fra Thailand og havde egentlig håbet på at udbrede buddhismen i Japan, men endte med at blive udsendt til Dragør

af Julie Kristensen

”Se! der er en munk.” Drengene stopper med at spille fodbolden til hinanden. De peger efter Munken Chonlathee, der kommer traskende ned ad grusstien i sin orange dragt. Solen står højt på himlen, og Chonlathee nyder, at foråret er kommet til Dragør. På vej hjem fra Netto passerer han marker, kolonihaver og fodboldbaner. Han vinker til drengene og vender ansigtet mod havelågen. Inde bag hækken ligger hans nye hjem, et buddhistisk tempel.

”Jeg samler på dem,” griner Chonlathee, som indimellem viser munke fra andre lande rundt i Danmark, når de er på besøg. Rollen som guide falder Chonlathee naturligt. Inden han blev munk, arbejdede han som turistguide i Thailand. Han tjente penge og havde en kæreste.

Kun fem dage inden Chonlathee sad i flyveren til Danmark, fik han opkaldet. Han skulle til Danmark for at chante, hvilket er en meditativ praksis inden for buddhisme.

Derfor valgte Chonlathee at sige sit job op, og han slog op med sin kæreste, selvom det var svært.

”Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel til min mor. Jeg brugte fem dage på at indstille mig mentalt til at skulle til et så fremmed land som Danmark.” Hvert år sender templer i Thailand mange munke ud i verden. Der afholdes kurser, hvor 16 munke får certifikat til at kunne rejse ud. De skal opretholde og udbrede den buddhistiske tro i lande, hvor andre religioner fylder mere. I Danmark er der ti buddhistiske templer, og Chonlathee valgte at takke ja til det i Dragør. Det gjorde han for at få mulighed for at komme endnu dybere ind i sin tro, og fordi han gerne ville blive en bedre munk. Fra turistguide til munk I templets dagligstue varmer en lille brandovn op, og blondegardinerne er trukket for. I et af stuens hjørner fylder en stor, sort lædersofa. På bordet foran sofaen ligger en stak brochurer om Kronborg Slot, museer på Sjælland og andre seværdigheder i Danmark.

”Jeg levede som andre unge i Thailand. Jeg festede også, men der manglede noget i mit liv. Min tro.”

”Min mor var meget imod mit valg, og samtidig havde jeg min ekskærestes forældre i telefonen, som syntes, jeg skulle gifte mig med deres datter. Jeg var forvirret, men valgte troen frem for behovene.” Hver uge ringer Chonlathee to gange til sin mor. Han bekymrer sig for hende. Hun føler sig ensom, fordi hendes søn og datter ikke længere bor hjemme. Han får øje på klokken, samler brochurerne sammen og bevæger sig med hurtige og lydløse skridt til templets spisesal med hænderne foldet på ryggen. De to måltider Det summer imellem de thailandske kvinder, der er kommet i løbet af morgen. Klokken er 11, og medbragte plasticbøtter bliver åbnet. Duften af karry, kogt ris og friture breder sig i rummet. Den ene munk efter den anden kommer ind i salen, sætter sig på deres plads og venter. Foran dem ligger en flok kvinder på gulvet, de bukker sig for dem og lytter til bønnen, der bliver sagt. Munkene spiser kun to måltider om dagen, og alt, de spiser, er lavet af enten kvinderne udefra eller en kok, der kommer om morgenen. 49

”Vi munke må kun tage imod, vi må ikke købe vores egne ting. Derfor er vi afhængige af vores gæster her i templet. Uden dem ville vi ikke få noget mad,” fortæller Chonlathee. En dør bliver sat på klem, og gæsterne må vente til det bliver deres tur. Dagens sidste måltid er indtaget, og munkene har nu ikke flere planer, før de skal meditere og bede om aftenen. ”Mit liv som munk er for mig det mest frie liv. Jeg kan finde mig selv uden at være afhængig af verden udenfor.” Chonlathee er tilfreds med sit simple liv, hvor urets tikken, og dagene flyder sammen. En invitation til religion I templets have tøffer han rundt med strømper i orange kondisko. Solen skygges af en stor, grå sky, og temperaturen falder for et øjeblik. De råber på thailandsk tværs gennem haven, og Chonlathee og munken Piyasilo diskuterer, hvordan de skal pakke festteltet i templets have fra sidste weekend ned. Der fejrede de det thailandske nytår.

I tiden mellem bønner og meditation passer munkene templet, ordner alt det praktiske, både inde og ude.

”Vi havde selvfølgelig inviteret naboerne, men ingen af dem dukkede op.” De folder teltdugen sammen. Det er svært for munkene at forstå, at danskerne ikke er mere religiøse, end de er. ”Når man ikke tror på noget, kan det være svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert.” For Chonlathee er buddhismen det rigtige. Reglerne danner rammerne om hans liv. Intet er mit De samler teltdug og tunge metalstænger sammen og kører det om til skuret i haven. Chonlathee tager fat i haveskurets håndtag, og det vælter ud med

legetøj, haveredskaber, plastikstole og cykler. Det er alt sammen ofret af templets gæster. Munkene tager imod gaverne, for de må nemlig ikke købe noget selv. ”I både Thailand og Danmark investerer folk i dyre biler, iPads og mærketøj. Det kan ikke blive luksuriøst nok, og folk skal eje det nyeste nye. Oftest syntes jeg, at folk glemmer at bruge tid på at lære sig selv at kende. Hvad gør dem glad udover deres materialistiske behov?” Chonlathee kigger forvirret rundt i skuret og finder en plads til teltet. Alt bliver læsset af, og mændene trækker vognen tilbage til der, hvor de startede. Et halvt telt står tilbage, men der er ingen stress over dem. De har intet, de skal nå.

Chonlathees hverdag starter klokken halv seks om morgenen med at bede og meditere med de to andre munke.

FANGET MELLEM BYEN HAVET OG FREMTIDEN af Aleksander Klug & Christian Nordholt

Blandt Refshaleøens vejrbidte og upolerede betonflader, er der plads til alle livets skævheder. Til det gamle og det nye og alt det, der ligger midt imellem. Men i takt med at byen rykker tættere på øen, forsvinder også en del af Københavns historie

Om vinteren kan den kraftige vind lægge øen øde hen, men i dag fører en sval brise lyden af pulserende marchmusik med sig fra den nærliggende flådestation på Nyholm. De mørkebrune bådebroer og stenmolerne i havnebassinet er dækket af letpåklædte kroppe, og de mange stemmer fortoner sig i en opløftet summen. I det blågrønne vand ligger Lars og Marie. De er kommet på Refshaleøen i mange år. Begge er enlige forældre, og øen er deres fristed. Det sted, hvor de uforstyrret kan nyde hinandens selskab.

I 1872 blev øen hjemsted for skibsværftet Burmeister & Wain, og i dag står det gamle skibsværft stadig som en evig påmindelse om øens industrielle fortid. Da værftet blev etableret på øen, beskrev C.F. Tietgen den som “porten til fremtiden”, og i dag er hans citat stadig en passende beskrivelse af den udvikling, Refshaleøen gennemgår. Omkring 1.000 mennesker flytter til Københavns Kommune hver eneste måned, og den evigt stigende tilflytning lægger et enormt pres på byens udvikling.

“Det her er en perle, der langsomt bliver knust af glas og beton,” siger Marie, da hun står på bådebroen og tørrer sit gennemblødte hår.

I dag drikker købstadens bedsteborgere og turister kaffe og biodynamiske vine ved de små havnebassiner, og kunsthåndværkere og designere er flyttet ind i de gamle industrihaller, der engang husede tusindevis af svejsearbejdere og skibsingeniører.

“Der er så forfærdelig få af de her steder tilbage. Det er næsten ikke til at bære, at det bare bliver endnu en del af byen, fuld af lejligheder, som ingen har råd til at betale,” sukker hun, og Lars nikker bekræftende.

Nøgen fra den ene ende af øen til den anden På den modsatte side af havnebassinet har Johan Bichel de sidste to år boet sammen med 12 andre på en isbryder ved navn Svanavåg.

I 1800-tallet var sandbankerne og de farlige rev ud for Københavns Havn kendt af søfarende under det spøgefulde navn, Rævehalen.

Han er en del af det interaktive kunstkolletiv Illutron, der for fire år siden måtte flytte deres ombyggede industripram til Refshaleøen

fra dens oprindelige plads på grund af den omfattende byfornyelse i Sydhavnen. ”Her er mere plads, både mentalt og kulturelt. Det miljø, man befinder sig i herude, er mindre normativt end det i indre by. Her er mange skæve eksistenser, som lever side om side og respekterer hinandens foretagender. Det giver en anden plads til at være.”

“Så sent som sidste år kunne jeg finde på at gå nøgen fra den ene ende af øen til den anden, fordi ingen herude ville have noget imod det,” fortæller han med et smil på læben. “Det ville jeg nok ikke kunne gøre næste år.”

En af grundene til at Johan i begyndelsen blev tiltrukket af øen var, at det var et samlingspunkt for mennesker, der ikke bare var kreative i tanken, men også i handling.

På bare få år har han lagt mærke til, at attituden til kreative tiltag på øen har ændret sig, og han er bange for, at udviklingen her vil være den samme som den Sydhavnen og Carlsbergbyen har gennemgået, hvor urbane frirum har banet vej for nye interessante boligkvarterer. På pladsen foran båden speeder en blå Berlingo op og skrider ud på den nedslidte asfalt. Sidedøren er åben, og ud af den hænger en håndværker med en dåseøl i hånden. På en græsplæne ved siden af sidder en gruppe kunstnere og nyder solen. De tager ingen notits af spetaklet, og bilen fortsætter ufortrødent videre.

Folk havde noget mellem hænderne, og det var med til at skabe et miljø, som han ikke havde oplevet i, hvad han selv beskriver som “de firkantede rammer”, han tidligere havde boet i.

Housefest på Reffen209. Øens beliggenhed har gjort den til et eftertraget sted for musik, der ofte ikke bliver spillet på storbyens komercielt orienterede klubber.

Han sidder foran sin computer på Illutrons kontor og arbejder på sit seneste projekt - en interaktiv udstilling på Nordsømuseet i Hirtshals. Han læner sig tilbage på sin stol, krydser benene og puster sit lange hår væk fra ansigtet.

Nyolierede stole står til tørring i solen, inden weekendens loppemarked åbner

Nour sidder ved Østhavnen på Refshaleøens nordøstlige spids. I dag er der ingen bid på krogene, men det gør ikke så meget. I tyve år er han kommet herud for at fiske, men ligeså meget for at få en pause fra byen. En dreng har sat skateboardet fra sig og får en pause på kajen ved ”Trekanten”, en af refshaleøens flere skatebaner. På den modsatte side af havneløbet sidder Den Lille Havfrue.

“Ejere af områder som det her er interesserede i at finde investorer til at bygge huse på grundene. En af måderne, de profitmaksimerer området på mens de leder efter investorerne, er ved at udleje det til kreative initiativer, der på den måde er med til at “brande” området som kulturelt og på den måde tiltrække mere interesse.” siger han. Han er ikke modstander af, at man skal udnytte pladsen, men han synes, at den måde udviklingen foregår på er problematisk og er bange for, at der bliver lagt vægt på nogle specifikke, økonomiske interesser. Ifølge ham giver Refshaleøens Ejendomsselskab, der ejer en stor del af øen, udtryk for, at de gerne vil kulturen og de kreative frirum. Men samtidigt giver de kun plads til dem på nogle meget midlertidige præmisser. Dåseøl, stegepander og hårde hvidevarer Henry Tornow tager et langt drag af sin hjemmerullede cigaret og kigger ud af vinduet. Udenfor danser refleksionerne fra de omkringliggende både i vandet. Meget har ændret sig på øen, siden han flyttede herud i 1999. Skibsværftet var på det tidspunkt lige gået konkurs, kommunen uddelte gavmildt kajpladser til husbåde, og kvadratmetre i de tomme industrihaller kunne erhverves til en billig pris. De få folk, der boede på øen, afspejlede den brydningstid, den befandt sig

i. De var kreglere, drømmere og håndværkere, der, ligesom Henry, alle så noget unikt i øens afsidesliggende placering. “Dengang gjorde folk, lige hvad der passede dem. Det faste samlingspunkt var nede hos en autolakør, der var rykket ind i en af de gamle haller. Han langede alt muligt ragelse over disken, og det skete ofte, at man kom derhen for at købe polske dåseøl, men kom hjem med hårde hvidevarer og en stegepande,” griner Henry og sender en røgring op mod loftet. Men tiderne er skiftet, og hvor autolakøren engang solgte hælervare, bliver der nu fremstillet designermøbler. Langsomt, men sikkert har øens fribytter kultur ændret sig. I 2008 blev lejen af kajpladser tredoblet og øen, der engang var anset af kommunen for at være en faldefærdig og værdiløs giftgrund, har ændret sig til et sted, hvor en månedlig husleje kan måle sig med den i indre by.

Den 2. Januar flyttede 84 studerende ud på Refshaleøen i ombyggede skibscontainere. Det er planen, at i alt 2164 boliger skal stå til rådighed i 2021.

Plads til at føle sig lille og tænke stort Ude i havneløbet gør vandflyveren til Århus klar til at lette. Den accelererer og tager i et kort øjeblik al opmærksomheden i området, indtil flyets pontoner slipper vandoverfladen og fortsætter videre op mod himlen. Flymotorenes brølen fortaber sig og erstattes af, hvad der kunne minde om en blanding af lyden af

Johan Blicher

De mange fritidsaktiviteter på Refshaleøens nordvestlige spids, er en populær destination for polterabender. Her kæmper voksne mænd, klædt i store plasticdragter om en lille fodbold, mens de hujer og skråler.

I dag er Refshaleøen stadig en stor arbejdsplads. Rundt omkring på øen ligger træ og metal værksteder, musikstudier, kunstkollektiver, tegnestuer og restaurationer.

teenagere på blå mandag og et vandfald. Ude på kajen hujer en gruppe mænd i jakkesæt, alle med blikket rettet opad, fadøl i hånden og tydeligt ophidsede over et eller andet. I luften over dem letter en kollega på en dims, der ligner prototypen på et flyvende skateboard. Jakkesættet er skiftet ud med en tørdragt og skoene med et par store klodser, der ligner skistøvler.

”Der er ikke så mange regler herude. Her hersker en form for autonomi. Når man kommer ind gennem den første port til Refshaleøen, forsvinder vejstriberne, og fodgængere, cyklister og bilister er efterladt til selv at finde plads til hinanden, og det gør de. Jeg tror, at sådan noget som dette er vigtigt for en by, men det er nok ikke så mange steder, hvor det længere sker.”

Fra bunden af hver hæl skyder to lårtykke vandsøjler manden, som har en blanding af begejstring og frygt malet i ansigtet, op i luften.

Overalt på øen har de gamle værftsbygninger fået nyt liv. I det, der tidligere var omklædningsrum, har musikere og andre kreative sjæle etableret øvelokaler og atelier og i de sene nattetimer, kan man ofte mærke bassen i de snævre gange, hvor mintgrønne klinker pryder væggene.

Nær havnebassinets udløb på Refshaleøens nordvestlige spids ligger et gammelt fæstningsanlæg. Anlægget blev afviklet i 2012 og har siden da været brugt af Teaterøen til opførelse af teaterstykker. De gamle bunkere er i dag groet til med bregner og træer, og mange søger dertil for at nyde stilheden og udsigten. En af dem er Jara Von Luepke. ”Der er en bestemt rumfølelse herude, som øjeblikkeligt får mig til at slappe af, og som får mig til at føle mig stor og lille på en og samme tid,” siger hun, mens hun sidder på det gamle fæstningsanlæg. Den kraftige middagssol får de gamle, militære bebyggelser til at afgive et dybgrønt skær.

Jara von Luepke sidder i et af afmagnetiseringsanlægget Lynettens nu tomme lokaler. Her kommer for at slappe af og samle sine tanker. På øen har hun de sidste 2 år drevet sin virksomhed, Business, derfra.

Siden hun besøgte øen for første gang har hun været draget af den ro, de gamle bygninger indgyder, og de muligheder øens arkitektur tilbyder for at arbejde på tværs af fællesskaber.

I kælderen under dem bevæger et hav at kroppe sig mellem lilla og grønne strobelys. Folk kommer her for at glemme hverdagen og fortabe sig i musikken, og ligesom Jara undgå resten af byens firkantethed. Græs og træer, ikke vand og skibsmaster I Sejlklubben Lynetten er bådejerne i færd med at klargøre deres fartøjer til sommeren, og en let forårsbrise bringer en sødlig duft af tang og olie med sig ude fra havet. I det gamle klubhus sidder Helge og Leif i et lille, røgfyldt rum. De er begge fiskere og har været i havnen siden begyndelsen af 1980’erne, hvor den blev udvidet. Ansigterne er furede og tatoveringerne mange. På det gamle havebord, der deler det lille rum, står en skov af tomme flasker og vidner om, at her bliver drukket tæt.

“Altså jeg synes sgu, at havnen har ændret sig meget,” buldrer Helge og knapper endnu Dansk Pilsner op og sætter flasken på bordet.

“Jeg tror, at vi lever på lånt tid. Om det er to, fem eller ti år der går, så vil havnen og kulturen omkring den forsvinde en dag. Det er allerede begyndt.”

“Det her er jo et af de sidste gode steder, hvor man kan være lidt uforstyrret i København, men det holder ikke i længden. Hver gang man bygger et nyt hus herude, jo mindre kan vi være i fred. Bare se på de der forfærdelige tingester,” siger han og peger ud af vinduet.

Refshaleøen på Amager har til alle tider været et sted indhyllet i mystik.

På den anden side af havnen kan man gennem de duggede ruder ane den bleghvide betonflade på et nyt boligkompleks, der er under opførelse på Magretheholmen syd for Refshaleøen.

Et sted, hvor nylagt asfalt rinder ud og erstattes af brosten og grus, der med sine store huller og bump, røber en fortid, fjernt fra indrammede græsarealer og parkeringsbåse.

“Dem, der flytter ind derovre i de nye huse, de vil jo ikke have sådan nogen som os liggende udenfor deres vinduer. De vil se på græs og træer, ikke på vand og skibsmaster,” siger Helge.

Et sted, der langsomt bliver opslugt af byen.

For nu forbliver den et sted langt fra Københavns minimalistiske arkitektur og forkromede boligdrømme.

“Jaerh, de er nogle forbandede cykelterrorister,” udbryder Leif med et grin. Helge griner ikke, men fortsætter med et nøgternt udtryk i det vejrbidte ansigt.

Polterabend i havneløbet

Astrids kamp mod kontrol og karakterer af Katinka Klinge Albrectsen

Gymnasiet stresser Astrid, og hun er vred på det system, hun er en del af. Vred på gymnasiets talfokus og fraværskontrol. Derfor finder hun mening i elevrådsarbejdet og fællesskabet i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor de kollektivt kæmper imod hverdagens problemer med karakterræs og præstationspres

Astrid kommer direkte fra to timers matematikundervisning, da hun træder ind ad døren til 3.d. Hendes lange, tynde arme og ben stritter ud fra en sort velourkjole, og hendes albinolyse hår bølger ned ad nakken. Klokken er 10.30, og oldtidskundskabstimen skal til at begynde. Eleverne diskuterer græsk arkitektur: Axis mundi, joniske og doriske søjler og den korintiske orden. “Det føles som om, tiden accelerer. Især her i slutningen af 3.g. Nu skal vi præstere, for det er den allersidste afsluttende årskarakter. Hver time er en ny prøvelse,” fortæller Astrid om de hektiske skoledage. 60 minutter senere. Astrid skal videre til historie. 60 minutter senere. Så skal hun videre til idræt. Ofte er der fem-seks moduler af 60 minutter alle skoleugens fem dage. ”Man tænker forskelligt i timerne, og man skal hele tiden omstille sig, hvilket også er hårdt,” siger hun. Christianshavns Gymnasium (CG) ligger ubemærket midt på Prinsessegade halvvejs mellem det gyldne spir på Vor Frelser Kirke og de snørklede stier på Christiania. Her går Astrid Grove Vind Jensen på 19 år i 3.d. I udåndingen mellem de nyligt givne standpunktskarakterer og eftermiddagens hængeparti med en samfundsfagsaflevering læner 3.d-eleverne sig op ad Christianshavns Gymnasiums røde mur for at ryge en smøg. Karakterer fylder Samfundets unge spirer, gymnasieeleverne, higer efter ilt. Plads og luft til at trække vejret, for hver femte gymnasieelev er stresset hver dag. ”Man skal ikke skyde skylden på sig selv og tænke, at man bare skal tage sig sammen. Der er en grund til, at vi går rundt og har det sådan her,” siger Astrid.

”Det er på grund af uddannelsespolitikken, som rammer os og har reelle konsekvenser.” Uddannelsespolitikken har budt på store nedskæringer de sidste par år, hvor gymnasierne er blevet skåret 2% hvert år. Det er ifølge Anders Kahr-Højland, der er studievejleder på CG, en af grundene til den øgede stress og talfokusering i gymnasiet. Der er ikke nok resurser til at se og anerkende eleverne. Astrid taler meget om karakterer med sine kammerater i DGS, fordi det er en stressende faktor i hverdagen. Karaktererne bliver et stempel i panden, der afgør, hvorvidt eleverne kan klare vejen videre med karakterbegrænsninger på videregående uddannelser. ”Det handler ikke om, at vi elever lader karaktererne fylde for meget, men at de rent faktisk fylder for meget. Selvfølgelig bliver det en konkurrence, for karaktererne har stor betydning. Man burde erstatte det med evaluering og feedback, så det er læring, der er i fokus,” siger hun. Astrids søvnkapital Bourdieus kapitaler bliver gennemgået på tavlen, som Astrid sidder midtfor. To samfundsfagstimer i streg kigger hun på læreren, følger hans bevægelser med øjnene og nikker en gang imellem, så man kan se, at hun er opmærksom. Hun siger ikke noget. Det er hendes måde at overleve på. Hvis hun er meget aktiv i tre timer, bliver hun så udmattet, at hun må tage hjem. ”Jeg skal vælge mellem at få dårlige karakterer eller fravær. Det er ligesom pest eller kolera,” fortæller hun. Astrid sover for lidt. Flere nætter sidder hun oppe til 2.30-tiden, fordi der er en aflevering, der mangler, eller lektier, der skal laves. ”Nogle gange prøver jeg at få noget søvn, men så

Astrid rækker ikke hånden op. Man skal ikke altid gøre, som præstationskulturen forventer, mener hun.

Det ornamenterede glas udvisker gården udenfor pigetoilettet på Christianshavns Gymnasium.

kan jeg ikke sove, fordi lektierne presser sig på. Og så tænker jeg: ’Nå! Så kunne jeg ligeså godt være oppe og lave de lektier alligevel.’” På den ene eller anden måde bliver Astrids nattesøvn altid for kort.

”Så bør jeg jo heller ikke købe kaffe,” siger hun, da hendes veninder går ud for at hente et koffeinindskud til at klare sig igennem næste time. “Så nu er jeg bare træt hele tiden.”

Kampen er vigtig ”Hvornår er det, der er valg?” spørger Astrids sidemakker Cecilie. ”I weekenden,” svarer Astrid. ”Gad vide, om du bliver valgt,” driller Cecilie. ”Det skal vi slet ikke joke med,” svarer Astrid. Hun stiller op som økonomisk næstforkvinde til DGS’ landsmøde i den kommende weekend, fordi hun gerne vil være en del af den daglige ledelse i DGS.

Fraværskontrollen har fyldt meget for Astrid i 3.g. Eleverne bliver konstant konfronteret med karakterer og fraværsprocenter på gymnasiets intranetsystem, Lectio. ”Hvis man får fravær, popper det op på ens forside på Lectio. 1 modul, 2 moduler, 3 moduler, 4 moduler. ANGIV FRAVÆRSÅRSAG NU,” fortæller Astrid.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er en landsdækkende elevrådsorganisation. ”DGS har givet mig et fællesskab, hvor der er en forståelse for, at de problemer, vi oplever, ikke er individuelle. Problemerne er kollektive,” siger hun. ”Jeg har flere gange tænkt: Nu stopper jeg. Nu kan jeg ikke mere. Men jeg er fortsat med at være her, for kampen er vigtig.” DGS er blevet en del af Astrids identitet. Hun har udviklet sig og lært meget igennem organisationen. ”Det har betydning for, hvem jeg er,” siger hun. ”DGS har gjort, at jeg har overlevet i det her system.” Fraværskurvens røde streger Tre lektioner er gået. Tre lektioner er tilbage. Astrid sænker hovedet og graver sin telefon frem. Det er frikvarter og tid til at svare på beskeder. Astrid er hyppigt aktiv på Messenger og svarer lynhurtigt. Hun holder sig opdateret. Astrid har ikke taget kaffe med, for hun prøver at skære ned på koffeinindtaget.

Tallene er der hele tiden og minder Astrid om, hvordan det står til. De fraværende timer viser sig som røde stolper i Lectio, der får fraværskurven til at stige. ”De røde streger på grafen gør, at jeg hele tiden frygter at blive kaldt til fraværssamtale.” Drømmesystemet Astrid lejer et 9 kvadratmeters værelse i en gul villa på Frederiksberg. Her står nescafe og et glas med hendes tandbørste på den lille køkkenvask. Et pink og blåt bånd hænger ned fra tagvinduet, og vinduets karm bruger hun som sminkebord. To røde tasker er pakket på gulvet, så hun er klar til afgang til DGS’ landsmøde. Landsmødet bliver afholdt på Høje Taastrup Gymnasium. Og Astrid vinder valget. ”Det føles overvældende og som et stort ansvar,” fortæller hun. Hun glæder sig til at bruge året efter sommerferien til at kæmpe for gymnasieelevernes ve og vel. ”Jeg drømmer om et uddannelsessystem, vi kan være i og et uddannelsessystem, vi kan bestemme over.” Dagen før Landsmødet skriver Astrid sin opstillingstale til posten som økonomisk næstforkvinde.

Tro på Amager På Amager lever religioner og kulturer side om side. Som forkynder af Guds ord i dette område møder man mange udfordringer og skæbner. Ellen Gylling er præst og ansat ved Mødested Amager, der har til formål at skabe forbindelser på tværs af etniske, kulturelle og religiøse forskelligheder i lokalområdet.

af Tobias Kobborg

To ergonomiske skriveborde, kontorstole, computere og tre sofaer samlet omkring et kaffebord. På mange måder er der ikke noget specielt over mødestedet, men menneskene og handlingerne gør det til et særligt sted. I hjørnet af den ene sofa sidder Ellen Gylling med sammenfoldede hænder og lytter til flygtningen. “Døden er ikke noget jeg frygter”, lyder det fåmælt. Der bliver helt stille i rummet. Ellen kigger ned. Næsten som om hun ikke tør kigge manden i øjnene, fordi hun vil lade ordene fylde og vise, at de vækker følelser og skaber eftertænksomhed. Situationen udspiller sig en times tid efter, at den velklædte, velfriserede mand trådte ind på kontoret med sit varme smil. Han sidder og fortæller om sit liv, sin nuværende situation. Han er i Danmark på et greencard, der udløber til August. Flere gange har folk rådet ham til at søge asyl i Danmark, men frygten for at blive afvist og sendt tilbage til sit hjemland er for stor. I stedet tænker han på at smugle sig selv ind i hjemlandet igen, da det muligvis kan koste ham livet, hvis han bliver opdaget som konvertit. Undervejs i snakken virker han både tilpas, livsglad, passioneret, træt og hjælpeløs. Han identificerer sig med det kristne menneskesyn, men forstår ikke verdens forfærdeligheder. “At blive hængt er ikke slemt. Det er kun fem minutter, og så er det ovre”, siger han lidt senere og trækker på skuldrene. Han er egentlig på mødestedet for at have evangelielæsning med Ellen, men i dag går snakken mere på hans frygt, oplevelser og udfordringer. Traditionerne er truet Ellen Gylling er 58 år og har arbejdet som præst siden 1992. Hun har tidligere arbejdet tolv år som gadepræst i København, men er nu sogne- og indvandrepræst for Mødested Amager og Nathanaels Kirken.

Danmark står i en tid hvor den kristne tradition er i stor tilbagegang for etniske danskere, og antallet af indvandrere bliver større. På den måde bliver præster som Ellen nødt til at finde på nye måder, hvorpå budskaberne kan udbredes. Det skaber en konflikt for Ellen selv, da hun værdsætter kulturarven og de danske traditioner, som hun allerede nu føler, at vi er gået meget på kompromis med. Mere end religion og tro Mødested Amager laver mange vidt forskellige arrangementer, som specielt indvandrerne kan få gavn af. Folkekirkens Ferielejr er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor Mødestedets ansatte sammen med en gruppe frivillige tager seks familier med på ferie et sted i Danmark. Mavis fra Ghana var sammen med sine to små drenge med på ferie i 2015. Hun havde på det tidspunkt været i Danmark i 7 år og boede på et kvindecenter, fordi hendes eksmand havde været voldelig. Ellen og Mavis sidder og ser billeder fra turen til Ribe, mens de minder hinanden om de gode minder derfra. ”Må jeg se det der? Jeg huske tydeligt dine drenge var oppe at sidde i den store traktor”, siger Ellen. ”Det var så godt. Det var så dejligt”, svarer Mavis med latter i stemmen. Det er personligt Arbejdet rummer mange facetter for Ellen. Der er svære ting, som bekymrer og hænger ved i hendes tanker. Hjerteskærende historier står i kø for at blive fortalt, og Ellen kan gengive præcist hvordan alle situationerne udspillede sig.

Indholdet af det sidste brev Ellen modtog fra en kvinde fængslet i udlandet.

Hun gemmer en masse gamle minder fra forskellige personer, der har betydet noget for hende eller omvendt. Tankerne går tit på disse personer, men i nogle tilfælde er det mest en byrde, hun bærer.

Nathanaels Kirke ligger på en sidegade til Amagerbrogade presset ind mellem boligblokke og butikker.

Ellen går normalt ikke rundt i præstekjolen på gaden, men samtalerne starter hurtigere, når hun gør.

jlbcjbsdjcbhjksdhgcvgbjscb hsvbhbsdBVJDSBJBSJDB

”Jeg føler mig ikke tilstrækkelig i sådan en situation”, siger Ellen, når hun fortæller om en brevkorrespondance, hun engang havde med en dansk kvinde, der sad fængslet i udlandet. Hun sørgede for at sende en pude og varme tæpper til hende, hvilket var det mest håndgribelige, hun kunne foretage sig. De har ikke længere kontakt, men Ellens tanker falder stadig hen på den danske kvinde, i håbet om at hun stadig lever. Gadepræsten lever stadig Midt på Pusher Street står en hærdet herre og pulser på en smøg. Han ser Ellen og slår armene ud for at give hende et hjertevarmt kram. Ellen og herren mødte hinanden, dengang Ellen var gadepræst og brugte meget tid på Christiania. De kender hinanden godt nu, selvom der ofte er lang tid mellem deres samtaler. De kan navnene på hinandens børn, og han spørger hurtigt ind til, hvordan det står til i Ellens privatliv. Nu vil han gerne døbes af Ellen. Han er opvokset med islam, men ser i dag sig selv som kristen. Han møder jævnligt hadfulde kommentarer på gaden fra muslimer. Dét at konvertere til kristendommen er en syndig gerning for dem, og derfor ser de det som en stor provokation, når han går rundt i shorts, så man kan se, at han har Kristus tatoveret på den ene læg. ”Jeg blev hurtigt lukket ind i folks sind, når jeg viste skiltet, hvor der stod gadepræst”, siger Ellen, når hun snakker om hendes 12 år som gadepræst. Det var en god måde at berøre folk på, og det er stadig noget hun nyder at gøre i dag, selvom hendes arbejde har ændret sig.

En af dem, Ellen har snakket mest med, har Kristus tattoveret på læggen. Det er særligt kontroversielt, fordi han er muslim.

En plads blandt pyramiderne I Gamle Dragør bor folk side om side i de gulkalkede huse med grønne, sprossede vinduer. Det er en lille by med en stor drøm om at hygge sig sammen med Egyptens pyramider og Norges fjorde på UNESCO’s verdensarvsliste

af Anne Myrup

På brostenene i den lille gård ligger de hvide konkylier og skinner mod den sorte sokkel. Inde i huset banker formiddagssolen ind i de små rum med lavt til loftet. Køkkenet emmer af fortid med et twist af praktiske løsninger, der passer til rummets ydmyge størrelse. Herfra kan man ane sejlskibene ude på Øresund. ”Dragør er som et skib. Ligesom på sejlskibene, hvor alle søfolkene boede tæt sammen, blev byen bygget op, så kaptajner og almindelige sømænd boede klods op ad hinanden. Det fællesskab, som oprindeligt var et arbejdsfællesskab, er nu et boligfællesskab,” siger Jan Engell, der har boet i byen i 45 år. Sammen med sin kone, Anne-Grethe, bor Jan i et hus som mange af de andre. Men det her hus er specielt for dem, fordi Anne-Grethes familie har boet her i mindst tre generationer. Sammen har de bevaret huset så tro mod det gamle som muligt indeni og indrettet sig efter de små rum i stedet for at vælte vægge og bygge nyt. ”Mange af dem, der kommer, har lyst til et hyggeligt miljø, til gengæld skal det hele være super moderne. Det kan bare ikke forenes. Det er byens problem, at der er så mange mennesker, der laver alt for mange løsninger, som ikke passer til det gamle,” siger Jan og banker hånden i bordet, så teen skvulper. Uden på er alt næsten, som det var, dengang husene blev bygget. Der er nemlig specielle regler for, hvordan skallen skal se ud, når man bor i Gamle Dragør.

Skattejagt i Dragør

Sømænd og kaptajner plejede at gå på de bøvlede brosten. Tæt på hinanden og tæt på havet levede menneskene i byen af fiskeri og søfart. Familierne kunne fra deres små udbygninger på taget, kaldet kikkenborge, kigge ud over Øresund for at spejde efter deres kære. Andre gange kunne de være heldige at spotte et uheldigt skib, der var stødt på grund. Skibet skulle reddes ved at fjerne lasten, indtil skibet flød igen, og lasten måtte hjælperne beholde. Det gav en god bunke penge til fattig- og skolevæsenet i byen.

I den gamle bydel af Dragør er der 350 huse, hvoraf 75 er fredede, resten er bevaringsværdige, og det samme er havnen. Byen blev bevaret, fordi der ikke var penge til at rive ned, renovere og bygge op. Tiderne skiftede, men Dragør skiftede ikke. Alligevel forsvandt interessen ikke for at bo i en hyggelig havneby med lavt til loftet og højt til himmelen.

Jan Engell har boet i Dragør i 45 år. Han ved alt, hvad der er værd at vide om Gamle Dragør og brænder for at bevare byen.

Lader man lågen stå åben, kommer folk rendende på besøg. Lukker man lågen, går de ind alligevel.

”Man vil ikke bo i betonhøjhuse. Nogle bliver også kede af at bo i parcelhuse med en høj hæk udenom, en privat græsplæne, og så ser man ellers ikke meget til naboerne,” siger Jan, der godt kan se, hvorfor det stadig er attraktivt at bo i Gamle Dragør. Dragør har ikke kun tiltrækningskraft for nye familier, der søger landligt idyl. Arkitekter både fra Danmark og udlandet har også vist interesse for byen og forsøgt at efterligne stemningen, hyggen og stilen i moderne byggerier. Men for Jan, der selv er uddannet arkitekt, er det noget nært et umuligt projekt ”Vores sanser oplever mest intenst, når tingene er indenfor tæt afstand. Det betyder, at oplevelsen ved at bo i sådan en by som Dragør er større, fordi du oplever tingene så tæt på. De kan ikke genskabe den intimitet.”

De unge flytter ind

Hos de unge familier træder man fra fortidens gader og stræder ind til grebsløse køkkener, nøgne murstensvægge og frie loftsbjælker. Et par vægge har måttet lade livet for det moderne liv, men respekten for reglerne står, og familierne er glade for, at de er der.

Familien Backhausen valgte Gamle Dragør for at komme tættere på naturen, og samtidig ikke for langt væk fra storbyen.

Lokalplanen beskytter husene. Ydermurens gule kalk og stakitternes og vinduernes grønne nuance skal holdes. Der er taget timer ud af kalenderen for at få speciallavet maling i den nøjagtige, grønne farve. Vinduerne er speciallavet for at bevare looket, men er samtidig isoleret på moderne vis. Et par kviste titter frem her og der. Det er en ny tilføjelse til byens tage, men de fleste er lavet med respekt for arkitekturen. Som beboer kan man godt gå og skæve til folk, der har fået lavet noget uheldigt. Det er ikke hykleri at være en af dem med et Invita køkken og samtidig en af dem, der rynker næse. Det er en respekt for helhedsindtrykket af byen og respekt for bevaringsværdien. ”Hvis folk vil have store panoramaruder og en have, så er det måske ikke lige stedet at flytte hen,” siger Jan om folk, der flytter til byen med anderledes drømme.

Fanget i turistfælden

For at bevare byen på et højere plan end hidtil har de i Gamle Dragør en gruppe af mennesker, der arbejder på at få byen tildelt en UNESCO status. Det har de kæmpet for de sidste tre år, og Jan Engell er en af dem, for hvem projektet er meget kært. ”Hvis man gav los, så ville byen i løbet af 10, 20, 30 år, være totalt lavet om. Der ville være store vinduer og mærkelige kviste på taget.”

UNESCOs verdensarvsliste er en liste med bygninger, monumenter og naturområder, der anses for at være en del af hele verdens kulturelle arv. På listen findes blandt mange andre seværdigheder Gizas pyramider, Great Barrier Reef og Den Kinesiske Mur. UNESCO arbejder blandt andet for at optegne og beskytte områderne på listen. Mange UNESCO-lokaliteter er på grund af deres status blevet overrendt med turister. I Gamle Dragør er der allerede turister, der om sommeren lystigt går efter tourguidens svajende paraply. Men et par kulturinteresserede turister til eller fra skal ikke stå i vejen for drømmen. ”Det er selvfølgelig en fare. Men for mig at se, så er UNESCO en forpligtelse for borgerne og kommunen til at bevare først og fremmest,” mener Jan. Det må komme an på at tiltrække de rigtige turister, for nedlægger man først den lille lokale isbutik til fordel for souvenirboder og anmassende sælgere, så vil missionen være mislykket. Arven og miljøet skal bevares, det er det vigtigste. Indtil videre er det gået godt, og med en UNESCO-status vil det forhåbentlig gå endnu bedre. Formiddagssolen er blevet til en stærk middagssol. Jan tager en sidste tår af sin te, og tilføjer: ”Selvom der er meget at vedligeholde, så er jeg så glad for at bo her, og jeg vil blive boende, til jeg skal bæres ud.”

Få kilometer væk letter og lander flyene i Kastrup Lufthavn. Men i Gamle Dragør høres kun fuglenes kvidren.

Halvtreds års fisk og én tur til Alanya af Frederik Steen Nordhagen

Fra havnen i Dragør stævner Leif Tolstrup hver dag ud for at fiske. Selvom alderen efterhånden trykker, og han ind imellem må skrue ned for tempoet, knokler han videre for at få hverdagen til at hænge sammen. Han har arbejdet som fisker i 50 år, og har aldrig givet sig selv en ferie. Før nu.

Der ligger en dyne af stilhed over Dragør, og livet er knapt begyndt i den gamle havneby. På havnen har fiskerne i hundrede år opbevaret deres grej i skurbyen. I nr. 9 er lyset tændt, og kaffemaskinen står og drypper af. Det her er Leif Tolstrups skur.

På vej ud af Dragør Havn står der en lystfisker ud til solopgangen over Øresund. Leif skæver ud af vinduet. ”Det får han sgu ikke noget ud af det der.” Man skal længere ud. Derud hvor det rigtigt sker.

Denne morgen har han taget turen fra Helsingør, hvor han bor med sin kone Anne, men når dagene på havnen bliver lange, sover han på en briks i skuret. For når arbejdsdagen starter kl. 6, går man i seng med hønsene. Leif har iført sig et par vandtætte orange overalls udenover de blå, og træskoene har han smidt til fordel for et par gummistøvler. Nu er han klar til dagens tørn. Da motoren på båden bliver tændt, skyder den en mørk røgsky op mod himlen. Inde i styrhuset står Leif med den ene hånd på roret, og den anden hviler i vinduesrammen.

Endestation Dragør Leif Tolstrup er 63 år og kommer fra en familie af fiskere på Fejø. Da han som 13-årig gik af ud af skolen, lå det i kortene, at han skulle blive fisker ligesom sin far og farfar. Han brugte sine konfirmationspenge, og de penge han havde tjent ved at fiske rejer, til at købe en andel i sin fars båd. Da hans far ”gik i land”, overtog Leif båden.

Hos Jes (i midten) kan man altid komme forbi og få en fyraftensøl.

Efter 50 år som fisker er der ikke det sted i de danske farvande, som Leif ikke har fisket i. Han har haft fast bopæl på Lolland i mange år,

Billedetekst, Billedetekst, Billedetekst, Billedetekst,Bille....

men for 10 år siden flyttede han og konen Anne til Helsingør. Selvom man godt kan fiske der, har han valgt at slå sig ned i Dragør.

Selvom livet som pensionist ikke ligger lige om hjørnet, så skal han denne sommer få en forsmag. For første gang nogensinde skal Leif på ferie.

”Vandet er roligere hernede, og så er der ikke så mange fiskere. Havnen, og de kunder jeg har her, betyder også meget for mig. Der er mange, der ser frem til at jeg kommer i havn med fisk.”

Sammen med Anne, og et par af hendes børn og børnebørn, skal han til Alanya i Tyrkiet i to uger. Anne har i mange år villet have ham med på ferie, men uden held. Leif har hverken haft tid eller lyst. I år er det endelig lykkedes at få ham overtalt, så han kan få lov til at koble lidt af.

I Dragør er der kun to fuldtidsfiskere tilbage og en håndfuld, der fisker for at gøre pensionisttilværelsen mere indholdsrig. ”Det er et rigtig godt sted at være, der er jo alle slags mennesker. Der er både overlæger, tidligere brandchefer, fordrukne fiskere og en enkelt der er fuld af løgn,” siger han og smiler over hele femøren.

Ned i tempo Tågen, der har omringet båden siden den tidlige morgen, letter hen ad formiddagen. Nu er der land i sigte. Dét der før var et uendeligt ocean viser sig at være Køge Bugt. Garnet, som Leif med maskinkraft er ved at trække op af vandet, er proppet med fisk.

Alanya, Tyrkiet Anne og Leif har været gift i 18 år. Som folkepensionist får Anne nu halvdelen af, hvad hun plejede at få som invalidepensionist, fordi Leif stadig er i arbejde. For at få deres liv i Helsingør til at løbe rundt, bliver Leif nødt til at arbejde så meget som muligt og så længe han kan.

Normalt plejer han at sortere fiskene i garnet, mens det trækker, men i dag sætter han tempoet ned.

”Det er ikke altid at det er sjovt, men det er heller ikke sjovt at sidde derhjemme og glo. Jeg prøver da på at klare det, og det er jo et ret godt liv ik’? Et skur, en båd og en gammel bil. Så nemt som det kan blive.”

En pærevælling af fladfisk, stenbidere og torsk ligger nu i et bjerg af garn midt på dækket. Motoren på båden slukkes, og den konstante brummen forsvinder. Han sætter sig på rælingen, og går i gang med at sortere, mens skibet vugger i det blikstille vand. Leif tager sig den tid det tager - én fisk ad gangen.

”Jeg har ikke sat noget tidspunkt på, hvornår jeg stopper. Det bliver nok når motoren på båden ikke kan mere.”

100

”Der ligger også meget i rutinen. Når man bliver ældre, bliver man også mere durkdreven, og så skal man ikke bevæge sig så meget. Og så er der sgu ikke nogen, der kan rense fisk så hurtigt som mig.”

“Det er hårdt at være menneske, jeg har prøvet det selv.”

101

FlĂ¸deprinsessen fra Amager

af Sarah Juncker

Sara skal til at flytte hjemmefra. Sara skal snart tage en uddannelse. Sara skal snart i praktik. Sara skal snart vĂŚre voksen. Snart

102

Duens forpjuskede vinger basker henover fodboldbanens græs mod hjørnet af ståltrådsnettet, som omslutter fodboldbanen. Den kan ikke komme ud. Bølle står med hænderne i lommerne på sine jeans og ser på duen og de to piger på banen. Cecilie har stukket armene omvendt ind i sin læderjakke og vader med store skridt og fremstrakte arme hen mod duen. Bag Cecilie ligger Sara på knæ i græsset. Hun forsøger at dæmpe sine spruttende grin ved at presse begge sine hænder op foran munden. Langsomt kommer hun på benene og falder hen mod Cecilie og duen. ”Hold den om vingerne. Ellers flyver den bare væk igen,” råber Sara. Cecilies hænder omslutter duen. Hun vender sit ansigt væk og udstøder et lille skrig. Sara holder sig på maven. Hele hendes krop bevæger sig i bølger af grin, mens Cecilie løber, med duen strakt foran sig, ud af den indhegnede bane. De sætter duen på taget af et legehus. Den sidder stille længe, inden den letter. Bølle, Cecilie og Sara går hen til bilen og sætter sig ind. De skal ud og cruise på Amager.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

”Jeg elsker Amager. Uanset hvad om jeg flytter væk eller ej, så vil jeg stadig være en del af Amager.”

I en lejlighed tæt på Sundbyvester Torv bor Sara Eusebius Sørensen på 19 år med sin mor og far. Hun har boet i lejligheden hele sit liv. Sara går i skole på Center for Kompetence og Brobygning. Hun skal snart i praktik i tekstilafdelingen i Bilka. I løbet af sit forløb får Sara afprøvet forskellige praktiksteder i håb om at finde et sted, hvor hun har lyst til, en dag, at blive fastansat butiksassistent. Hun ved endnu ikke, om det

er det, hun vil arbejde med resten af sit liv. ”Fra 6.klasse siger alle: Nå, lille du, hvad vil du gerne være, når du bliver stor? Men det kan man jo ikke bare lige vide, vel?” spørger Sara retorisk. På endevæggen i Saras gamle børneværelse hænger en halvmåneformet, gul børnelampe. Gulvet er fyldt med flyttekasser. Nogen er Saras brors, nogen er hendes farfars gamle ting, og andre er Saras. Sara skal snart flytte hjemmefra ind i opgangen ved siden af. “Jeg ville gerne være sanger, da jeg var lille. Popstar. Eller model. Jeg kan huske, da jeg var lille, så gik jeg rundt og klædte mig ud som alle de pæne damer i bladene,” siger Sara.

Fra skole til skole

I løbet af sin barndom nåede Sara at gå på fire forskellige folkeskoler og en efterskole. “Det var mit eget valg. Jeg har aldrig fundet en skole, hvor jeg var tilpas, fordi de ikke rigtig kunne hjælpe mig. Jeg har bare været et problembarn,” siger Sara. Sara blev mobbet af de andre elever på skolerne og havde svært ved at koncentrere sig om at lære i timerne. Lærerne sendte hende ofte udenfor døren, og Sara blev vred og forvirret. ”Livet i sig selv blev forvirrende, og jeg følte, at verden

Da Sara var barn, drømte hun om at blive popstjerne. Hun klædte sig ud som alle de fine damer i bladene.

104

105

“Nogen vil sige at psytrance ikke er musik. Men hvem definerer musik? Det er jo alt sammen lyd.”

gik imod mig. Jeg var bare en rod. Og jeg tror også, at jeg blev lidt ligeglad. Jeg rendte bare rundt og gjorde, hvad der passede mig,” siger hun og ser ud ad vinduet.

Tunge øjenvipper og blød trance

Bassen presser sig gennem de små højtaler på Saras iPhone, som hun holder mellem begge hænder. På skærmen danser Sara rundt med sit lange, lyse hår svingende fra side til side i takt med musikken. Hendes lange øjenvipper lander tungt på kinderne, da hun lukker øjnene for at leve sig ind i musikken. Bag hende lyser dansegulvet op i mønstre af lilla, grøn og blå. DJ’en står i midten af hvad der ligner en pulserende, lysende blomst. Han står med armene oppe over hovedet og vipper i samme takt som Sara. Hun kommer tættere på kameraet og rækker armene om sin veninde bagfra og kysser hende på halsen. Det var på Christiania, da Sara var 13 år, at hun hørte psytrance musik for første gang. Psychedelic trance

106

107

stammer fra Indien og kom til vesten i 90’erne. Det er tung bas, hurtige rytmer, bløde rytmer og minimal vokal. Siden da har hun gået til psytrance fester og hører musikken dagligt. Af sine venner er Sara kendt som Flødeprinsessen, fordi hun bedst kan lide undergenren ”Fløde”. Det blødeste trancemusik. ”Når jeg tager mine høretelefoner i og bare sætter mig ned i bussen eller går en tur, så føler jeg mig fri fra virkeligheden. Psytrance musikken er helt klart det, der får mig allermest væk, fordi det er så smukt og så anderledes og så fedt.”

Popstardrømme

Begge Bølles hænder hviler på rattet, mens han styrer Volvoen ad landevejene på Amager. Hans telefon ligger ved siden af ham og ringer. Og så ringer den igen. Han sukker dybt og lægger på. Ellers siger han ikke noget. Cecilie har sat fødderne op mod instrumentbrættet og rullet vinduet ned for at tænde endnu en cigaret. Hun kommenterer højlydt på de cyklister, bilen passerer. Sara sidder på bagsædet bag Cecilie og ser ud af vinduet. Hun har skubbet sine solbriller op i panden. Det lange lyse hår falder ned over hendes lyseblå striktrøje. Så læner hun sig frem og hviler hagen mod forsædet, hvor Cecilie sidder. ”Ved I, hvad min bedste veninde har gjort?” spørger hun ud i bilen. Cecilie drejer hovedet mod Sara og løfter øjenbrynene. ”Nej?” svarer hun. ”Hun har meldt mig til X-Factor,” siger Sara. Sara læner sig tilbage igen. Hun smiler. ”Jamen, kan du synge?” spørger Cecilie. Sara svarer hurtigt. ”Ja. Det kan jeg faktisk godt, når jeg prøver.”

108

109

Søn af månen af Oscar Scott Carl

Midt i et villakvarter på Amager bor lederen af den danske afdeling af Moon-bevægelsen. Hans navn er Nobuhiro Agarashi og stammer oprindeligt fra Japan. Nobuhiro drog for 21 år siden til Danmark sammen med sin religion, der for ham fungerer som en skudsikker vest, der holder synder i skak, og familien komplet. Den guider ham i den evige stræben efter perfektion.

111

Mediterende stilhed fylder det store rum. Øjnene er lukkede, nakkerne bøjede og fingrene flettede. En stille summen fylder rummet. Den ophøjede tilstand af ro, som både Nobuhiro og hans kone Reiko befinder sig i, breder sig som en langsom tåge. Bønnen er ikke blot en daglig rutine, men en vigtig del af deres liv. Den religiøse seance udføres med en sådan naturlighed, at der ikke er tvivl om, at de har gjort det før. Utallige gange før. Troen som hjemsted I et villakvarter på Amager ligger et charmerende rødt murstenshus på tre etager. Inde bag de røde murstensvægge ligger den danske afdeling af Moonbevægelsens hovedkontor. Den religiøse bevægelse har ca. 3 millioner medlemmer på verdensplan, men i Danmark er der kun ca. 50 aktive medlemmer tilbage. Medlemmer, som regelmæssigt kommer i det store hus på Birmavej. Husets stue danner hver søndag ramme om den hellige gudstjeneste. I samme hus bor Nobuhiro Agarashi og hans kone Reiko sammen med 5 andre medlemmer af bevægelsen. For Nobuhiro og Reiko har troen altid været livsdefinerende. Den holder med et fast greb om familiens kerneværdier og er med til at definere dem som mennesker.

112

Nobuhiro Agarashi er med sine ca. 1,85 meter højere end de fleste japanere. Han er ung af udseende, og kun enkelte gråsprængte hår og fødselsattesten afslører en alder på over 60. Helt nøjagtigt 67. Med japansk høflighed og et storsmilende ansigt beskriver Nobuhiro selvsikkert nogle af hovedårsagerne til, hvorfor hans tro på Moon-bevægelsens lære er så stor. ”Egoisme og uvidenhed ligger i vores natur. Vi bliver nødt til at ændre vores egen menneskelige natur ved hjælp af Guds læring. Vi er nødt til at elske andre og leve for andres skyld, og det er noget, vi øver os på hver eneste dag. På denne måde søger vi efter perfektionen.” Guds originale plan Moon-bevægelsen som også er kendt som FFWPU (Family Federation for World Peace and Unification) tror på, at dens grundlægger, Sun Myung Moon, var den nye Messias udvalgt af Gud, og at han skulle viderebringe Guds oprindelige plan for menneskeheden. Sun Myung Moon nedskrev Guds oprindelige plan i et værk, som kaldes ”Det Guddommelige princip”, som er en genfortolkning af bibelen, og som bevægelsen anser som en form for 3. testamente. Den hjælper medlemmerne i deres stræben efter det perfekte liv.

Nobuhiro og Reiko mødes hver aften ca. kl. 22 og udveksler dagens oplevelser og beder aftenbøn. Derudover laver Nobuhiro sit daglige yogaprogram.

114

“Pludselig fossede tårerne ned af mine kinder. Den ene del af mit sind huskede mine synder, og den anden del undskyldte for dem. Det var så stærk en følelse, at jeg ikke kunne fornægte den.”

Hver søndag holdes der gudstjeneste kl. 10:30. Huset på Birmavej er altid åbent for medlemmer af Moonbevægelsen.

115

Moon-bevægelsen mener, at Guds originale plan var, at vi alle skulle være sønner og døtre af Gud, præcis som Jesus var det. ”Gud skabte Jesus perfekt, og det er Guds oprindelige plan, at vi alle skal være perfekte og uden synder. Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, havde vi alle været af rent blod og perfekte, som Jesus var det,” fortæller Nobuhiro Agarashi. Moon-bevægelsen var tidligere kendt for deres massebryllupper, hvor flere tusind par blev viet på samme tid. Disse massebryllupper fandt sted, da bevægelsen mente, at Gud oprindeligt havde givet Jesus opgaven at skabe ’perfekte’ ægteskaber og at rette op på de synder, som Adam og Eva havde begået. Da Moon-bevægelsen anser deres grundlægger, Sun Myung Moon, som værende den nye messias, var det altså kun ham, som kunne sætte folk sammen i ægteskaber. Derfor er brylluppet ifølge Nobuhiro Nagarashi en meget vigtig del af Moon-bevægelsens identitet. ”Ved bryllupsceremonien bliver vores bånd til Adam og Eva brudt, og det betyder, at vores tidligere synder dermed også slettes. Det er derfor

først efter brylluppet, at vi har mulighed for at starte et seksuelt forhold, og at vi kan betragtes som værende Guds sønner og døtre.” Det spirituelle møde Tårerne fosser ned ad kinderne. Det har de gjort i mindst en time. Sindet er delt op i to. Den ene halvdel husker alle hans tidligere synder, den anden undskylder for dem. Han mærker følelsen af varm olie, der langsomt dækker først hans hoved, så hans krop. En følelse af kærlighed og tilgivelse fylder i hele kroppen. Det første han kan fremstamme er ”Gud.” Nobuhiro er 20 år gammel og på sit første seminar med Moon-bevægelsen. Det er også her, han har sit første spirituelle møde med Gud. En oplevelse, der skulle blive livsdefinerende for den unge Nobuhiro, og som bragte ham ind i bevægelsen. ”Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at jeg skulle være munk, og jeg havde aldrig troet på den kristne Gud. Så til at starte med vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke om oplevelsen, men den følelse, jeg havde i kroppen, var så stærk, at jeg ikke kunne fornægte den. Jeg fandt svar. Jeg fandt meningen med livet.”

Nobuhiro og Reiko beder morgenbøn foran billedet af “The true parents”, som Moon-bevægelsens grundlægger og hans kone kaldes. 116

Med ballonsnoren om livet af Niels Christian Vilmann

I hjørnet af Amager Fælled, et fodgængerfelt fra Islands Brygge, ligger boligområdet Ballonparken; det eneste sted Emma van’t Veen føler sig hjemme

119

De røde træhuse strækker sig hen langs den asfalterede vej, der går gennem midten af Ballonparken. De oprindelige barakker har fået tilsyneladende tilfældige tilbygninger for at udvide det sparsommelige areal. Trafikstøjen fra Artillerivej, der skiller Ballonparken og Amager Fælled fra Islands Brygge, drukner i fuglekvidder og hyggesnak fra fællesområdet omkring bålpladsen. Den ligger mellem forsamlingshuset og fællestoiletterne, og i dag er her masser af liv. Ballonboerne har fælles forårsrengøringsdag. En parkbænk er gjort til stående buffet med kaffe, sodavand, øl og ostemadder. Selvom oprydningen er hovedformålet med dagen, sidder der en håndfuld og får sig et hvil og en sludder med naboerne. Emma van’t Veen har fået til opgave at køre i pendulfart til og fra lossepladsen med gamle rustne cykler, plettede madrasser, ødelagte stole og andet skrald, der har hobet sig op siden sidste forår. Imens har en af de yngre mødre gang i rundsaven for at skære brædder til brændbare stykker. En anden kvinde kaster det ubrugelige træ på bålpladsen med en smøg i mundvigen og en øl indenfor rækkevide. Fra barakker til boliger Ballonparken er den ældste bebyggelse på Islands Brygge. Hærens artilleriafdeling satte telte op i 1872, og blot ti år efter blev der bygget de barakker, som stadig står der den dag i dag. Efter anden verdenskrig og den tyske besættelse blev Ballonparken brugt som nødkollegium for udelukkende mandlige provinsstuderende. Sidenhen er lejren blevet erklæret selvstændig, og Fonden Ballonparken opkøbte grunden af Københavns Kommune, som nu lejer boligerne ud til beboerne. Flere af husene har ikke rindende vand. Fællesbade og toiletter er en del af hverdagen for ballonboerne.

120

”Vi har nogle uskrevne regler. Man nævner ikke navne højt inde i toiletbygningen eller på anden måde gør andre genkendelige,” siger Emma grinende og fortæller om sin ven, der til nogles forundring begyndte at sludre med personen i nabobåsen på toilettet. Emma er 25 år gammel og har boet i Ballonparken hele sit liv, på nær 2 år, hvor hun boede på Frederiksberg. Hun flyttede dertil med sin daværende kæreste, men det gik op for hende, at livet i en lejlighed ikke var hende. ”Jeg følte mig aldrig rigtig hjemme. Jeg følte mig lidt indelukket,” fortæller Emma og fortsætter: ”Jeg elsker at være udenfor, og i Ballonparken kan jeg bare sætte mig ud på trappetrinet. På Frederiksbjerg blev det et større projekt, og jeg fik det ikke gjort, når jeg var alene.” Emma van’t Veens hus ligger i midten af Ballonparken. Mange går forbi og sjældent uden at sige hej. Atelier/teenagehybel I en lang barak opdelt til mange mindre værelser for enden af den centrale sti har Emma sine første minder. Pladsen var trang, når hendes familie på fem sov på en hems med areal og højde som en lille tipi. Blot 26 kvadratmeter for familien at leve på og uden rindende vand var vilkårene. ”Men jeg har aldrig følt jeg har manglet noget, det var jo bare sådan, det var,” fortæller hun. Og det var dette værelse, Emma vendte hjem til, efter hun havde boet på Frederiksberg. For hende er det et sted med mange minder, for selv efter familien var flyttet til et større værelse i takt med at børnene blev større, stod værelset til fri afbenyttelse for familien. Emmas far brugte det som atelier og værksted, og i de tidlige teenageår havde Emma stor glæde af det.

121

Islands Brygges lejligheder gemmer sig bag de rødmalede træhuse. Her ænses storbylivet ikke.

Den gamle transistorradio er tunet ind på Pop FM og spiller uafbrudt ind mod de tætte båse på fællestoilettet.

122

123

”Det var lidt som om, at det var mit værelse, der var dér. Jeg boede der ikke, jeg kunne bare være der, når jeg havde lyst. Det var dér, jeg drak mig rigtig fuld første gang, og det var dér jeg fik mit første kys,” siger hun fnisende. Ballonparkens børn Emma van’t Veen gik hverken i vuggestue eller børnehave. Med en hjemmegående far fik børnene den opmærksomhed, de havde brug for, og der var højt til loftet. Legemuligheder var der nok af, for der var mange andre børn i Ballonparken og store udearealer. ”Det eneste vi fik besked på, var at holde os inde for Ballonparken,” fortæller hun. Det samme ønsker hun for sine egne børn, når det en dag bliver relevant. Selvom hun blot er 25 år gammel, er det noget hun tænker over. Emma planlægger at flytte sammen med sin kæreste, men det kniber med pladsen i hendes nuværende værelse. Om værelset skal udbygges, eller om de tager sig til takke med begrænset plads, er med i overvejelserne. Sidste mulighed er dog også at tage konsekvensen, og flytte derfra. Også selvom det skærer i hendes hjerte. ”For det eneste, jeg er sikker på i dette liv, er, at jeg skal have børn.”

124

Kakkelovnen, som opvarmer Emmas værelse, er af mærket Morsø; en populær model blandt ballonboerne.

Tattoveringen er en honnør til Ballonparken. Hendes lillesøster har en magen til, og sammen har de foræret deres storesøster én.

FÆLLEDENS E R OT I S K E HEMMELIGHED af Andreas Merrald

På Amager Fælled ligger en tæt bevokset skov, hvis grene og buske skærmer for Islands Brygges nybyggeri. Stisystemer snor sig på kryds og tværs gennem området, som er fyldt med tegn på nydelse. Her mødes mænd med slips, Berlingoer og høreapparater for at have sex

127

Efter en lang vinter er bladene begyndt at springe ud på Amager Fælled. Fuglene er hjemvendt fra de sydlige strøg og synger igen lystigt i skoven, hvor livet endnu engang er begyndt at vrimle. Specielt ved eftermiddagstid når der er fyraften. Her myldrer der en sværm af mænd ind på fælleden for at forføre hinanden. På et område på størrelse med en fodboldbane dækket af træer og buske slentrer mænd rundt på tiltrådte stisystemer, som snor sig ulogisk gennem skoven. De fører ikke nogen steder hen, men giver en anledning til at blive ved med at slentre rundt, så man kan se, hvem der er mødt op i dag. Der bliver ikke sagt et ord i skoven. Her er kun lyden af kviste, der knækker, og rolige åndedrag. Kommunikationen foregår med øjnene. Hvis man kigger et sekund for længe på en anden, ved han besked, og hvis man er heldig, får man et smil tilbage. Den ene part tager initiativ og bevæger sig langsomt tættere på, og så sker magien. Her kan man få, hvad man kom for. Og gå igen. Uden at udveksle et eneste ord. Sex under åben himmel Amager fælled har de sidste 40 år været mødested for mænd på udkig efter andre mænd og uforpligtende sex. Begrebet hedder cruising. Når solen skinner, og folk har fået fri, er der op imod 30 mænd på Fælleden, som byder sig til for hinanden. Fremmødet har dog været dalende, siden dating-apps som Grindr og Tinder gjorde deres indtog.

128

For 10 år siden stødte Brian Capkan på stedet for første gang. Han er 44 år og webredaktør på LGBT-magasinet Out & About. Gennem gamle websites havde han hørt rygter om området og tog en dag forbi efter fyraften. En sti ledte ham ind i skoven, og han vidste ikke, om han var på det rigtige sted, indtil han pludselig stødte på en mand i bar røv. Han fik et chok, men blev alligevel tiltrukket. De endte med at røre ved hinanden, og siden er han løbende kommet på Fælleden. På parkeringspladsen foran skoven holder der håndværkervogne, elbiler og familiekareter. De holder helt op til skoven, så mændene kan træde direkte ind på området uden risiko for at møde bekendte. ”Jeg fornemmer tydeligt, at når man går ind i busken, betyder det pludselig ikke noget, hvilket hverv du har. Så betyder det mere, hvorvidt der er kemi, og om du faktisk tænder på den, du ser,” fortæller Brian i skyggen fra forårets første solstråler. En af hans venner kommer cyklende forbi parkeringspladsen og fanger hans opmærksomhed. “Nåh, det var da hurtigt Sten?” “Quicky,” svarer Sten tilbage med et lystigt smil og cykler videre. Ivan på 36 fra Spanien har lige fået fri, og er cyklet herud for at gå en tur. Han foretrækker cruising frem for Grindr, hvor folk kan give sig ud for at være noget andet. I skoven bliver man derimod ikke overrasket.

Brian på 44 år. “Det er lidt facinerende det utalte sprog, som foregår herude. Det er jo en videnskab i sig selv.”

129

“You can start with someone, and if you don’t like him, you can just turn around and find someone else. No one is gonna be mad at you or anything. Everyone is open and no one is looking for a boyfriend.” Anders på 42 er også tiltrukket af det uforpligtende møde på Fælleden. Som andre homoseksuelle på Fælleden er han i et åbent forhold, og hans kæreste har ikke noget imod, at han er sammen med andre fyre.

Ivan på 72 er kommet på Fælleden gennem 40 år. Han foretrækker at være sammen med hele mennesket og hele kroppen. Ikke kun et bestemt sted.

En sommeraften, hvor kæresten er taget på ferie, tager Anders herud for at sole sig. Mens han ligger i græsset, kommer en afklædt mand gående i skovbrynet. Efter en lang og intens øjenkontakt, går de tættere på hinanden og udveksler et par forførende ord. De finder et afsides sted i græsset, hvor de lægger sig på deres medbragte håndklæder. Efter en halv times intim sex under åben himmel, bliver mødet afsluttet med et kram, og de går hver til sit. “Et par år efter så jeg ham faktisk komme cyklende i et lyskryds, hvor jeg var ved at falde af cyklen. Nogle gange kan det godt føles lidt koldt, når man stopper, men det er lidt spillereglerne,” siger Anders. Aldrende drifter I skoven kommer også mænd, som har oplevet Amager før nybyggerierne skød i vejret. Ivan på 72 år er kommet herude gennem halvdelen af sit liv. Et 25 år langt forhold startede for ham med et møde på Fælleden. Det handler dog ikke kun om sex for ham. Ligesom mange andre kommer han også herud for at slappe af og ligge i solen med en bog. Omringet af spændingen fra de omvandrende mænd. ”Man har ikke så stærk en drift med alderen, men man har stadig brug for at være sammen med nogen fysisk. Mærke hinandens kroppe. Om jeg får udløsning eller

130

ej, det er ikke så vigtigt,” siger han med sin rolige røst og forklarer, at der skal arbejdes mere på orgasmen med alderen. En herre på 86 sidder på en bænk i skoven og iagttager de omvandrende mænd. Hans spinkle ben er afdækket af en nederdel, og en grøn gennemsigtig kasket afskærmer hans furede ansigt for solen. Efter et 63 år langt forhold døde hans mand for to år siden. Da sorgen havde lagt sig, opstod der en trang, som han på grund af alderen havde svært ved at give efter for. Nu kommer han her for at mærke erotikken. En ung mand havde tidligere onaneret herude, mens de havde øjenkontakt. Det gav en forløsning for dem begge. “De fleste vil gerne bolles eller bolle, og det kan jeg jo ikke, så nu gør vi det sådan her,” siger han. Undertrykt begær Skyggerne er blevet lange på Fælleden. En stationcar kommer trillende op ad den hullede grussti. Den trækker en sky af støv efter sig og parkerer ved siden af de andre biler, som holder foran skoven. Ingen kommer ud af bilen, og motoren står stadig i tomgang. ”Der kommer mange heteroseksuelle mænd med kone og børn derhjemme. Mange!” siger Thomas på 44. Hans høje stemme afbryder skovens anonyme stilhed. Flere gange er han endt sammen med nogen, som har afsluttet akten med kommentarer som: ”Nå, nu skal jeg hjem og lave mad til børnene.” Det er en tendens, som mange nikker genkendende til. ”The goal for most people is to finish college, start working, find a woman, marry, get a couple of kids. But there’re many people who don’t fit into that,” siger spanske Ivan.

131

Han påpeger, at der er mange biseksuelle, som undertrykker deres homoseksuelle side for at passe ind. Men efter noget tid kommer de herud for at lette trykket. “The heterosexuals are actually the best ones,” siger han med et genert grin. “There is something sexy about the fact that this person is straight.” Brian Capkan føler et stort privilegium ved ikke at være i tvivl om sin seksualitet. Han fremhæver, at det kan være lettere for omverdenen at forholde sig til en homoseksuel frem for en biseksuel, da mange ikke

kan forstå, at man både kan have lyst til familie med kone og børn og samtidigt have lyst til mænd. ”Jeg kunne ønske for nogle af dem, som har familie, at de havde frihed både i parforholdet og med sig selv til at leve, som den de er, i stedet for at det skal være skjult.” Brummen fra bilens motor høres stadig fem minutter efter den kom, men føreren er endnu ikke steget ud. Han stirrer blankt ind i lyset fra sin telefon. Så slukkes den, og bilen begynder langsomt at trille væk igen og kører tilbage mod byen. Det bliver en anden dag.

Thomas tager på Fælleden et par gange om måneden, og kommer ofte hjem igen uden en udløsning. “Jeg synes generelt, at folk herude er gode til at forstå, hvis man ikke er interesseret”.

132

En skov af fordomme Cruising bliver oftest sat i forbindelse med Ørstedsparken, som også er et populært cruisingspot i København. For nogle år tilbage var der en række overgreb i parken. Det gjorde, at nogle homoseksuelle følte sig usikre og blev bange for omverdenens reaktion.

”Der kan være fordomme om, at det er nogle stakkels typer som kommer herud, som ikke kan finde andet. Men da det er alle typer, som kommer herude, hvad er så andet og bedre, eller det rigtige?”

Brian Capkan skrev i 2017 en guide til cruising på Amager Fælled. Artiklen havde høje læsertal, men på Out & Abouts Facebook-side fik den næsten ingen likes. Han tror, det skyldes den skam, som kan være forbundet med cruising.

Efter en gåtur på stisystemerne træder Brian atter ud på de bredere grusveje, hvor man igen kan ses fra Islands Brygges høje byggerier. Her bevæger motionister og familier sig rundt i Fælledens natur. Side om side med denne erotiske oase.

133

Sophie Voisin

Mads Frost

Simon TrĂ¸jgaard Jepsen

Christian Lykking

Kasper Heden Andersen

Julie Kristensen

Aleksander Klug

Christian Nordholt

Katinka Klinge Albrectsen