MORSØ by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

MORSÃ&#x2DC;

DMJX 2019

Hele vejen rundt slår fjorden mod kysten. Fra øens højeste punkt giver de 89 meter over fjorden et udsyn til de spinkle vindmøller, de langstrakte marker og de hvidkalkede kirker. Øen er Mors. De 20.403 indbyggere er fælles om at være morsingboer. På samme tid er de forskellige. Det er den mangfoldighed,12 fotojournalister i foråret 2019 har oplevet og fotograferet på øen i Limfjorden. Et udsnit af forskellige tilværelser et kapitel der lige er startet. Et liv, der er levet. En tilværelse på kant med hvad man kender. En kultur med dybe rødder blandt mennesker og meninger, der ikke er til at tage fejl af.

Her hilser vi på hinanden

20 piber tobak og 30 ton muslinger

Når dansk er nødvendigt

Nadjas kamp mod kaos

Med benzin i blodet

Noget om Jante

Eddie strålede også

Græsset på den anden side

Med Mors i ryggen

Ånder på landet

En af drengene

Hyggenatur

Marie Ravn

Søren Vendelbo

Valdemar Stroe Ren

Emil Nicolai Helms

Walther Bølge

Johanne Teglgård Olsen

Emilie Lærke Henriksen

Tobias Stidsen

Emil Agerskov

Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Marius Renner Christensen

Andreas Beukel Vinther

Her hilser vi pĂĽ hinanden

Når man er fra Udkantsdanmark, bliver man ofte mødt af fordomme. Kan man virkelig bo der, og sker der overhovedet noget? Alt imens folk har travlt med at flytte væk, er der dem, der flytter tilbage. Og dem der aldrig forlader udkanten. Det kunne jeg ikke forstå - før jeg tog tilbage. af Marie Ravn Jeg er opvokset med marker i baghaven og har været udsat for gyllesæsonen, der årligt markerer, at foråret har meldt sin ankomst. Jeg er fra et sted, hvor alle kender alle, og hvor man om mandagen cyklede til fodbold, onsdagen tog til badminton, torsdag gik til håndbold og hvor de fleste søndage blev brugt i hallen for at se og spille kampe. Jeg er derfra, hvor bussen kun kører én gang hver anden time, og hvor købmanden lukker klokken 19. Jeg har haft min egen scooter og kunne køre traktor, da jeg var 13 år gammel. Jeg er fra en lille by, de færreste kender. En ti minutters færgetur fra Mors, de fleste betegner som Udkantsdanmark. Landpige og storbysnob Jeg begyndte at se ned på alt omkring mig, da jeg blev teenager. Jeg forstod ikke, hvad jeg lavede på Lars Tyndskids mark. Jeg var pissesur over, at jeg skulle tidligt op om morgenen for at nå bussen til skole klokken syv. Jeg blev hysterisk, når mine forældre ikke kunne køre mig til fritidsaktiviteter, og jeg var tvunget til at tage min cykel. Hvorfor kunne mine forældre ikke flytte ind til byen? Jeg ville være dér, hvor mulighederne var mange. Jeg var 21 år, da jeg tog til København. Efter det første år kunne jeg stadigvæk ikke finde rundt, og når det blev weekend, mødtes jeg med alle de andre, som også var fra flyttet fra udkanten til storbyen.

Når jeg tog hjem fra hovedstaden og besøgte min familie, følte jeg mig bedre, sejere og ikke mindst vigtigere. Men hvor kom den følelse dog fra? Er man bedre, fordi man flytter til storbyen fra en lille provinsflække? I virkeligheden var jeg flyttet til København uden formål og havde svært ved at få det hele til at hænge sammen.

Jeg har mødt Kirsten, som er uddannet sygeplejerske i Hjørring. Hun er flyttet tilbage og bor i en lejlighed i Nykøbing, da kommunen ringede og tilbød hende arbejde, lige inden hun blev færdiguddannet. Kirsten er single og som hun selv siger, sker det ikke så ofte at man vender tilbage uden en kæreste, men for hende fyldte savnet til Mors, vennerne og familien mere.

Her er rart at være I april 2019 tog jeg til Mors for at møde nogle af dem, der er flyttet tilbage eller endda aldrig har forladt øen. Her mødte jeg Helle, der uddannede sig til skolelærer i Skive, hvor hun også mødte sin kæreste. Hun var bange for at sige til ham, at hun savnede Mors og vandet. For hvad nu hvis han ikke ville flytte tilbage med hende?

Jeppe er landmand og har altid vidst, det var den vej, han skulle gå. Han udannede sig i Viborg og under sin uddannelse endte han i Australien, hvor han arbejde i tre måneder på en gård. Men det er Mors, som er hjem, og for halvandet år siden overtog han familiens gård, Mariesminde, og er dermed 4. generation, der driver landbruget videre.

Jeg har talt med efterskolelæreren Morten, der flyttede tilbage, da han fik tilbudt sit drømmejob sidste sommer. Han boede i Aalborg, men kørte alligevel til Mors flere gange om ugen, fordi han skulle hjem og spille fodbold med drengene. Han savnede foreningslivet og fællesskabsfølelsen hjemme i Øster Jølby. Jeg har drukket øl med Patrick på 19, som startede sit arbejdsliv som 13årig. Han vil aldrig forlade Mors. Han har en lækker BMW og har lige købt en kæmpe gård, som han renoverer med hjælp fra sine venner.

Simon og Kirsten er ved at bygge deres eget hus. Han er business controller, og hun er frisør. De boede i Aalborg under deres uddannelse og en dag fik de øje på noget: En legende børneflok i en toværelses på den anden side af lejlighedskomplekset. De kiggede på hinanden og blev enige om, at deres fremtidige børn skulle have samme muligheder, som de selv havde i deres opvækst. Kort tid efter var lejligheden pakket sammen og de vendte hjem. Hjem til Mors. For som de alle sammen siger: “Her hilser vi på hinanden.”

‘’Når jeg kører rundt i hjemmeplejen, tager jeg nogle gange mig selv i at sige til de gamle, at det er godt, at vi unge kommer tilbage. De skal være gode ved os, når vi kommer, for ellers kommer vi jo ikke. Der skal være nogle, som driver øen videre, og det kan de gamle godt se. Jeg oplever ofte negativ snak om Mors: mulighederne er der ikke for de unge, og så snart de er færdige på gymnasiet, skal de bare skal væk. Jeg tror, det er meget naturligt, at nogle har det sådan, men jeg håber bare inderligt, at nogle af dem kommer tilbage igen.’’ Kirsten Mølgaard, 26 år.

‘‘Hvorfor skal jeg flytte væk? Skal jeg flytte bare for at flytte? Selvfølgelig kan jeg tage en erhvervsuddannelse i Århus, men hvorfor skal jeg det, når jeg også kan gøre det her og har det godt på Mors?” Patrick Fynbo Rimmer, 19 år.

“Jeg går meget op i at sige hej til folk, jeg går forbi. Altså, jeg siger selvfølgelig ikke hej til alle, jeg passerer i gågaden. Da jeg boede i Skive, prøvede jeg i en periode at lade være med at hilse. Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed, fordi jeg mødte den samme mand, hver morgen på vej til arbejde. Han kendte ikke mig, jeg kendte ikke ham, men bare det der med at hilse og sige godmorgen er bare en god start på dagen. Det er helt sikkert noget, jeg har lært på Mors.” Helle Sørensen, 28 år.

“Jeg synes, det er en skam, at man kalder det Udkantsdanmark, for det er jo ikke med til at fremme, at der er folk, der får lyst til at flytte fra byen og ud på landet. Her er mere plads og længere til naboen, end hvis man bor i en lejlighed inde midt i København. Danmark er jo ikke større, end at man kan køre efter mulighederne. Og så er her rart at være.” Jeppe Bertelsen, 28 år.

‘‘Århus og København er nogle fede byer, det er der, alle de unge er, og folk kan ikke komme hurtigt nok dertil. Sådan har det i hvert fald været i min omgangskreds. Jeg ved ikke, om det bevidst har været sådan, men nogle gange tror jeg, folk bare gør det, fordi alle andre gør det. For hvorfor skal det være Århus fremfor Herning? Hvorfor skal det være København fremfor Odense?’’ Morten Vester, 28 år.

‘‘Det er da virkelig en kontrast at flytte tilbage hertil. Der er virkelig stille, og der er virkelig mørkt herude i forhold til der, hvor vi boede. Der er ikke lige en købmand, der har åbent til klokken 22 om aftenen. Det var der i Aalborg, men det er her, vi gerne vil være. Det er det, vi synes er rigtigt, og det vi længtes efter at komme tilbage til.’’

Kirsten Sejersen, 25 år og Simon Blaabjerg, 26 år.

20 piber tobak og 30 ton muslinger Ib Guldhammer har været fisker i 45 år og kan godt mærke, at skaldyrsfiskeriet trives i Limfjorden. Ene mand hiver han tonsvis af muslinger op hver uge. Det hele starter hver dag på en kutter i Nykøbing Mors, længe før solen står op

af Søren Vendelbo

Klokken er 04.15, og natrotationen på radio Limfjord spiller op i styrehuset, mens Ib Guldhammer stopper den første pibe, og kaffen løber igennem maskinen. I stolen foran navigationsinstrumenterne sidder Ib endnu i træsko og skuler ud på dækket og den tomme last, der er lyst op af projektørerne. Den sødlige røg fra pibetobakken spreder sig i styrehuset, inden Ib kaster trosserne og sejler ud. Forude venter en lang dag på fjorden og forhåbentligt omkring 30 ton muslinger. Da Ib som 18-årig startede med at fiske på vestkysten, var det friheden og fascination for havet, der drog ham. Ugelange fisketure på Nordsøen fulgt af flere dages fest, når skibet lå til kaj, var dengang en drømmetilværelse. Ibs prioriteter har sidenhen ændret sig i takt med at familien er vokset. Af den grund skiftede Ib for 20 år siden fiskeriet på vestkysten ud med muslingefiskeriet i Limfjorden, hvor en tørn ikke

strækker sig over flere dage. Mere end 80 ansatte arbejder efterhånden i forbindelse med muslingeproduktionen på Mors, og der omsættes dagligt for millioner. Ib og de andre fiskere kan godt mærke, at muslingerne fra Limfjorden er blevet populære. Der er altid afsæt på fangsten, og prisen følger efterspørgslen. ”Der er simpelthen flere, der spiser dem”, konstaterer Ib om udviklingen. Et ensomt erhverv I sundet mellem Mors og Salling støder to kuttere til og gør Ib selskab. ”Det er æ furboere”, fortæller Ib. De lægger sig på række og danner en lille karavane ud imod Dråby vig, som

> Ibs far var købmand, og rådede Ib til at færdiggøre sin realeksamen, før han blev fisker. Han mente, at Ib skulle have noget at falde tilbage på, hvis fiskeriet ikke holdte. Ib fulgte sin fars råd, men har ikke overvejet at skifte branche.

< Omkring 10.000 ton undermålsmuslinger omplantes hvert år til områder med gode vækstbetingelser i Limfjorden. Her vokser de i løbet af et år til dobbelt størrelse, hvorefter de fiskes forarbejdes og sælges.

Man fisker muslinger ved at skrabe fjordbunden med specille trawl-net. Muslinger og andre skaldyr samles i nettet, hvorefter de skyldes i overfladen inden de tĂ¸mmes i skibets last.

er det område, der skal fiskes i dag. Netop det område er blevet fisket meget på det seneste, og det er derfor ikke med de største forhåbninger, at Ib og de andre fiskere sænker det første skrab præcis en time før solopgang. Da Ib startede med at fiske muslinger, havde han en fast makker, han arbejdede sammen med. Det har siden ændret sig. Nu sejler muslingefiskerne som regel alene, og den kollegiale snak er henvist til VHF-radioen. ”Jeg hadede det i starten… Men man vænner sig jo til det.”, siger Ib, der tit tilbringer op mod 15 timer på fjorden alene, når han er ude at fiske. På væggen i styrehuset hænger en rød og skinnende hjertestarter, og hvert 4. år skal Ib på kursus, for at holde sig opdateret i hvordan den bruges. ”Men sig mig, hvem er det lige, der skal live os op, når det går galt herude?”, spørger Ib alvorligt, hvorefter han bryder ud i grin. Op ad formiddagen brydes den konstante brummen fra motoren idet VHF-radioen skratter, og en stemme

brager ud gennem anlægget. Det er Carsten fra den anden kutter. ”Nååeh… Er der held ved det...?”, spørger han. ”Det bliver aldrig til andet end sten her…” Ib kaster et blik over skulderen mod Carstens kutter og tager derefter røret for at svare: ”Neej, vi må prøve lidt mere… Det kan ikke blive ved at gå da.” Samtalen fortsætter på walkie-talkie manér, og de to fiskere når både at vende den morgenfriske brise og det faktum, at fiskerikontrollen var forbi i går. De kontrollerede, at muslingerne var store nok, og at maximalt 48% af fangsten var hjertemuslinger. Med head-set i øret og fjernbetjening på hoften I styrehuset når værten på Radio Limfjord at spille et halvt nummer med Kate Perry og en håndfuld reklamer, inden Ib atter må på dækket. I pendulfart bevæger Ib sig mellem styrehuset og

dækket, hvor han fra hoften styrer de fyldte net fra skibssiden ind over lastrummene, alt imens kutteren vugger roligt frem. Mellem hvert træk er der er par minutters pause, og Ib kan akkurat nå at stoppe piben og hvile blikket et øjeblik. Med jævne mellemrum hopper Ib en tur i lastrummet for at tjekke muslingernes kvalitet og størrelse. Jo mere kød, der er i muslingerne, desto bedre bliver han betalt. Prismæssigt kan muslingerne fra Mors ikke konkurrere med eksempelvis chilenske producenter, men et certificeret bæredygtigt fiskeri, samt et eksklusivt ”bid” i muslingerne er med til at gøre limfjordsmuslingerne konkurrencedygtige. På vej i havn Stævnen er blevet tung af muslinger, og Ib har besluttet sig for at sejle mod Nykøbing for at losse. Eftermiddagssolen skinner stadig skarpt, selvom dagen er ved at blive til aften. 28 ton blev det til. Næsten 15 timer efter at Ib kastede fortøjningerne kan Ib træt, men tilfreds sætte sig i bilen og køre hjem. I morgen har han fri og ser frem til at hente børnebørn fra daginstitutioner og bruge eftermiddagen og aftenen med dem. ”Som fisker, er der ikke noget, der hedder 37 timer om ugen”, fortæller Ib. ”Der var ikke altid meget tid til at se børnene i sin tid. Jeg kom jo hjem, når de var gået i seng og tog afsted, før de stod op - nu får jeg mulighed for at se børnebørnene i stedet”, fortæller Ib i refleksion over pensionsalderen, der nærmer sig.

Hver gang 63-årige Ib losser, må han hoppe i lasten for at skovle muslinger sammen. Det tager omkring en time, og er den kropsligt hårdeste opgave på dagen.

Når dansk er nødvendigt Kunuunnguaq er taget til Mors for at gå på efterskole. Han har aldrig været væk fra sin grønlandske hjemby Tasiilaq, og nu befinder han sig 2600 kilometer derfra. Han savner sin mor og har svært ved det danske, men han klarer sig. Det er nødvendigt at kunne tale dansk, hvis han skal uddannes hjemme i Grønland af Valdemar Stroe Ren

Udover den almindelige undervisning, er der ofte rengøring og hygiejne på programmet. Nogen elever har nemmere ved det end andre. Kunuunnguaqs søster Laila holder armen om ham på vej til Brugsen. Selvom de er tvillinger, påtager hun sig sommetider en storesøsterrolle.

Elektronisk musik brager sig vej igennem højtaleren, der dinglende hænger ned langs livet på en af eleverne fra Galtrup Efterskole. Lyden er høj og skrattende. Den fungerer som omdrejningspunkt for de mange unge mennesker, der alle samler sig om musikken, imens de kvæler deres pausecigaretter. Kunuunnguaq står bagved flokken af elever og kigger på dem. Han er også ude for at ryge, men højtalerens musik påvirker ham slet ikke. Under den sorte trøje, der er en obligatorisk del af hans påklædning, kan man ænse en krøllet ledning. Indenunder hætten gemmer der sig et sæt høretelefoner, der aldrig forlader Kunuunnguaqs ører, hvis de kan undgå det. “Når man hører musik, kan man tænke, hvad man vil. Jeg tror, at jeg ville dø, hvis mine høretelefoner gik i stykker,” siger Kunuunnguaq.

Han har købt dem i 7-eleven i Thisted, og han forklarer med store øjne, at man både kunne købe mad, høretelefoner og mobilopladere dér. Altsammen på det samme sted. Fra jægersamfund til storby Kender man til Kunuunnguaqs baggrund og opvækst, burde det heller ikke være overraskende, at han er overvældet over at besøge en 7-eleven. Butikker som den findes ikke der, hvor han kommer fra. Kunuunnguaq er 16 år gammel, og er født og opvokset i Tasiilaq. Den største af de to byer på Grønlands østkyst. Tasiilaq præges af et hårdt klima, der i store dele af året gør det umuligt at komme dertil uden helikopter eller hundeslæder.

Han er sammen med sin tvillingesøster, Laila, taget fra Grønland til Galtrup for at lære dansk og opleve livet på en efterskole. At tale dansk er nødvendigt for at komme i gymnasiet, så mange grønlændere tager til Danmark i løbet af deres ungdom. På Galtrup er de i år 38 fra Grønland. Hvis familien ikke har råd, finansieres opholdet af staten. Det er tilfældet for Kunuunnguaqs mor, der er enlig forsørger til fem børn. At være fra den største by på Grønlands østkyst er ikke så sigende ud fra et dansk perspektiv. Der bor 2000 mennesker, og byen præges af den oprindelige grønlandske kultur, hvor beboerne i Tasiilaq primært lever af fiskeri, servicefag og ellers bistand. Misbrug, arbejdsløshed og selvmord er et stort problem i den lille by, og derfor vokser mange børn og unge op under hårde vilkår. Turen til Galtrup efterskole var Kunuunnguaq og hans søsters første rejse væk fra hjembyen. Nogensinde. De har aldrig kørt i bus, siddet i en biograf eller været i et supermarked, der var større end en købmand. Derfor minder Mors mere om en storby end en del af udkantsdanmark.

“Engang var vi i et legeland ved Thisted. Det var mega fucking sejt!,” fortæller han begejstret om turen til fastlandet. Kulturforskellene fra livet i en grønlandsk landsby til en hverdag på efterskolen er overvældende. Maden og de daglige rutiner kan være svære at vænne sig til, og selvom Kunuunnguaq synes, at de danske elever er søde, er sprogbarrieren mellem ham og dem et problem. Han tilbringer derfor meget tid sammen med Laila og hendes veninder, der minder ham om Grønland. “Jeg elsker at gå på Galtrup, men jeg savner også alt ved Grønland. Min mor, mine venner og fisken. I dag er der kun 74 dage til, at jeg skal hjem på sommerferie,” fortæller han tappert. eSport- og dansktimer Klokken nærmer sig 13.15, og en flok drenge står utålmodigt og venter på, at dørene slår op til eSportsrummet. Først-til-mølle princippet kan mærkes i kraft af de pubertære teenagedrenge, der maser mod døren. Kunuunnguaq sidder på trappen ved siden ad døren og venter fattet på læreren, der kommer med nøglen. Han ved, at der nok skal være plads til alle derinde.

Kunuunnguaq og hans rumbo, Simon, spiller eSport i deres fritid. Derudover bliver de undervist i forskellige spil hver tirsdag og torsdag.

På lærerværelset står der en telefon, som eleverne gratis kan ringe hjem fra. Kunuunnguaq snakker med sin mor fem gange om ugen.

Ved hans hjemegn er computere til børn og unge ikke et selvfølge. Tværtimod. Derfor er Galtrups faciliteter en overvældende oplevelse for ham og flere af de andre grønlændere, der ofte pendler mellem eSportsrummet og fitnesscenteret, når de ikke har almindelig undervisning. “eSport og fitness er de sjoveste fag vi har. Det bliver vi ikke undervist i derhjemme,” siger han.

og mørkt i rummet, og værelseskammeraten Simon er på hyttetur med sit musikhold. Kunuunnguaq finder sin tandbørste frem og går ned mod drengetoilettet for at gøre sig sengeklar. I stedet for at vende om imod sit eget værelse, lister han langsomt væk fra drengegangen og hen i retning af pigernes fløj. Han banker blidt på Lailas dør, og hun lukker ham forsigtigt ind på sit værelse.

Det er dog ikke kun computerspil og styrketræning, der former Kunuunnguaqs hverdag. Selvom det skal være sjovt at gå på efterskole, er han der også med et klart formål. Han vil på gymnasiet i Nuuk, og det kræver et vist danskniveau, hvis man skal optages. Hans søster Laila starter allerede i gymnasiet efter sommeren. Hans evner er der ikke endnu, og derfor har han valgt at fortsætte endnu et år på Galtrup Efterskole.

I teorien er det forbudt, men når det er Laila og Kunuunnguaq, ser lærerne igennem fingrene med, at de sover sammen.

“Jeg kommer til at savne Laila meget. Men jeg vil gerne være politimand, når jeg bliver stor, og så skal man klare gymnasiet,” siger Kunuunnguaq.

“Jeg kommer til at savne hende meget. Men så er det min tur til at gå i gymnasiet næste år,” siger han.

Der går kun et par måneder før Kunuunnguaq og Laila ikke længere ser hinanden hver dag. Hun skal hjem, og han skal blive. Efter sommerferien forekommer deres kommunikation over telefon. Men det er, hvad der skal til, når man kæmper for en lysere fremtid.

Når værelset står tomt Det er sengetid, og Kunuunnguaq trasker afsted mod sit værelse. Der er tomt

Nadjas kamp mod kaos Det meste af Nadjas liv har været en kamp mod hendes forældres misbrug, kommunen og hende selv. For otte år siden blev hun tilknyttet Vædderbo, et socialpædagogisk værested for unge. Det blev hendes vej ud af det kaos, der har præget hele hendes opvækst af Emil Nicolai Helms

Stemningen er høj på Vædderbo Skole lidt uden for Nykøbing Mors. I den store fællesstue er personalet i gang med at arrangere bobler og kage. Udenfor bliver der sludret og røget cigaretter. Selvom det kun er midten af april, har de fleste smidt både jakker og trøjer, for at nyde den varme forårssol i gården. 24 årige Nadja Nyring er kommet i dag for at fejre sin ven William, som netop har færdiggjort en speciel tilrettelagt uddannelse.

gang døjede forældrene med et alkoholmisbrug, og de første år af Nadjas liv blev med jævne mellemrum tilbragt på forskellige døgninstitutioner rundt omkring på Fyn. Da hun var 9 år gammel skærpede kommunen tilsynet og kort tid efter flygtede familien fra Vollsmose til Hvidbjerg nær Nykøbing Mors. Lige fra begyndelsen havde Nadja svært ved at tilpasse sig livet på øen. Hun skiftede flere gange skole, blev mobbet og havde mange konflikter med de andre børn. Selvom der var åbenlyse tegn på mistrivsel reagerede kommunen ikke på den dysfunktionelle familie.

‘’Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis ikke jeg var kommet til Vædderbo,’ siger hun eftertænksomt, idet hun tænder en cigaret. I mange år turde Nadja ikke selv drømme om at færdiggøre en uddannelse, men efter otte år på Vædderbo var det sidste år hende, der stod i fællesstuen og fik overrakt den stribede hue. I dag er hun frivillig i en børnehave og på et plejehjem, og så er hun stadig tilknyttet Vædderbo. Her tager hun kurser i erhvervsforberedelse, ernæring og personlig udvikling. Til sommer starter hun på kørekort og derefter håber hun, at hun kan få et fleksjob, som tager hensyn til hendes nedsatte arbejdsevne.

‘’Det er jo et øsamfund, hvor alle kender alle, og man kunne nok godt se at vi var børn, som ikke havde det godt.’’ På rette kurs Nadja kom til Vædderbo i 2011 som 16 årig. På det tidspunkt var hun løbet væk hjemmefra og havde opholdt sig hos en veninde i et halvt år. Hun mødte ikke i skole, var selvskadende og havde udviklet et hashmisbrug. På Vædderbo, som er et socialpædagogisk opholdssted for utilpassede unge, oplevede Nadja for første gang, at være i trygge rammer.

‘’Min drøm er at få et fleksjob. Jeg tænker i hvert fald ikke, at jeg skal sidde som 28 årig og stadig være på et ressourceforløb,’’ siger Nadja og smiler.

‘’Der indså jeg, at sådan skulle mit liv ikke være. De hjalp mig med at indse at bare fordi mine forældre var sådan, behøvede jeg ikke at ende på samme måde.’’

Fra Vollsmose til Hvidbjerg Nadjas historie begynder i Vollsmose i Odense, hvor hun voksede op med sin mor, far og tre søstre. Allerede den-

Nadja fik bugt med sit misbrug og kom i et ressourceforløb med fokus på per-

Efter fællesmiddagen på Vædderbo går turen ofte forbi den lokale bodega, Café Morsø.

Sacha er Nadjas bedste veninde. De mødte hinanden da Nadja var 10 år gammel og har holdt sammen lige siden.

Nadja har et tæt forhold til sin ældste søster, Tenna. Derfor har Nadja et halvt yin og yang hjerte tattooveret på armen. Den anden halvdel sidder på Tenna.

kærester i kort tid, er Nadja ikke i tvivl om, at han er god for hende.

sonlig udvikling. Hun kom i behandling for angst og fik tid og overskud til at koncentrere sig om skolen.

‘’I det mindste giver han mig ikke blå mærker’’ siger hun, og smiler til Morten.

Ingen blå mærker Hver torsdag aften er der fællesmiddag på Vædderbos afdeling på Vettelsgade. Afdelingen er indrettet med prøvelejligheder, så de unge bliver rustet til en selvstændig tilværelse. I køkkenet forbereder pædagogerne stegt flæsk med persillesovs og i det lille rygerum har de unge forskanset sig med sodavand og smøger. Den ugentlige middag giver dem et sted at mødes uden for skolen. Mange af dem ser ikke deres egen familie, eller også har de svært ved at komme ud og være sociale. I dag har Nadja sin nye kæreste Morten med. De mødte hinanden på internettet og der skulle gå et helt år inden de mødte hinanden i virkeligheden for første gang. I efteråret blev de kærester og for nyligt flyttede han ind i Nadjas lejlighed i Nykøbing Mors. Selvom de kun har været

En gang om ugen mødes hun til selvudvikling med pædagoger og andre piger fra værestedet. ‘Hønsegården’ kalder Nadja med et grin. Her taler de om ting som følelser, ensomhed og identitet. Hun har også en kontaktperson tilknyttet, som kan støtte hende på dårlige dage. Det er vigtigt for Nadja, at hun er i trygge rammer og har en struktureret hverdag, så det hele ikke ramler og angsten kommer igen. ‘’Uden Vædderbo var jeg nok endt som kriminel eller misbruger. Jeg ville nok ikke engang have et hjem. Jeg har aldrig haft en mor eller far jeg kunne gå til med mine problemer, men Vædderbo er blevet en slags familie for mig. De har lært mig at det er okay at være mig.’’

VĂŚdderbo har plads til omkring 20 unge ad gangen, men mange vender tilbage til den ugentlige fĂŚllesmiddag, efter de har forladt vĂŚrestedet.

Med benzin i blodet Jens Orla Rimmer på 67 år købte sin første NSU-bil i 1969. Før det sad han på bagsædet af sin fars. Der har været mange biler siden, og han kan huske dem alle i hovedet. I dag går han og skruer, polerer og svejser på seks af dem på en nedlagt skole, og snart flytter han ind hos bilerne af Walther Bølge

Under den store orange NSU RO 80’er ligger Jens Orla og skruer på den nyindsatte wankelmotor. NSU er gamle tyske veteranbiler. Bilen står indenfor på Jens Orlas nedlagte skole sammen med fem andre. Hans værksted er på en lang skolegang, hvor skolebordeog stole står stablet langs siden, så det er plads til biler, arbejdsborde, værktøj og reservedele. Jens Orlas gamle ven Niels Drejer er på besøg i dag. Han er også vild med veteranbiler. De går og kigger på Jens Orlas bil med den nye wankelmotor. ”Vil du med ud og se en rigtig bil?” spørger Niels drilsk. Ude i skolegården holder Niels’ gamle Volvo fra 67’ parkeret, som de to gamle venner nu går og sparker dæk på. ”Det er jo hvad, vi kalder verdens hurtigste traktor,” griner Jens Orla tilbage.

Jens Orla Rimmer på 67 år flyttede til Mors, da han var syv år gammel. Han er nemlig født på Jegindø stik syd for Mors. Han ser dog stadig sig selv som Morsingbo. Det var på Mors, han mødte sin kone Else Marie, fik to sønner, uddannede sig til møbelsnedker og byggede sin egen gård. Før Jens Orla ejede en nedlagt skole, arbejdede han i 20 år som tømrer og efterfølgende 14 år som pedel. Som han selv siger det, blev han træt af træ efter de mange år som tømrer. Nu arbejder han kun i metal, nærmere bestemt NSU-metal fra det gamle tyske bilmærke, som blev opkøbt af Volkswagen i 1969 og udfaset de efterfølgende par år. Interessen har altid været i Jens Orlas familie. Han og hans sønner ejer til sammen over 40 forskellige biler. Over 20 af dem står på tætpakket sammen med fire campingvogne og to speed-

både i Jens Orlas lade derhjemme. Hvilke biler der er bedst, er de dog ikke helt enige om. Mens hans sønner sværger til Ford, så står der udelukkende NSU-biler på Jens Orlas skole. ”Min far havde 5-6 forskellige NSU-biler. Så det er ren nostalgi for mig at skrue på disse biler,” fortæller Jens Orla med en snert af stolthed i stemmen. På Jens Orlas kontor hænger der en gammel plakat fra en lokal NSUforhandler. Hvis man kigger nøje efter, kan man se en ung Jens Orla på bagsædet af hans fars bil, der kører i en karavane med den daværende nordjyske NSU-klub. Nummerpladen på hans fars bil betød så meget for Jens Orla, at han har købt en præcis magen til. Den sidder nu på hans højpolerede hvide NSU Type 110, som holder parkeret i indgangen til skolen.

“Jeg kan sgu godt mærke blodproppen.” Det manuelle arbejde kan være hårdt for Jens Orla. Specielt de mange gange ned under bilerne. Udover korte pauser bliver det genstridige helbred taget i stiv arm.

På den orange RO 80’er er der omtrent 5000 forskellige skruer. Jens Orla kan normalt huske alle de forskellige del i hovedet. Denne bil har han dog ikke skilt ad selv, så der skal oftest kigges to gange på tegningerne.

“Mit tyske er sgu ikke så godt. Så er det jo en smule irriterende, at manualerne er på tysk.” Både det tyske sprog og størrelsen på tegningerne kan være drilsk. Ofte skal der kigges en ekstra gang.

“Hvis det ikke havde været biler, ved jeg ikke, hvad jeg havde lavet. Du havde ikke fundet mig nede på havnen med en øl i hånden. Eller på en golfbane. Golf er så kedeligt.”

Jens Orla er på skolen fra 8 til 16 alle hverdage. Præcis som et fuldtidsjob. Medmindre han selvfølgelig er til træf i Tyskland, hvor han viser bilerne frem og hiver pokaler hjem, der står og skinner i pokalskabet.

år, før han begyndte at skrue og svejse på den. Det var først efter en blodprop i hjertet på hans 59 års fødselsdag, en tredobbelt bypassoperation og et længere genoptræningsforløb, at Jens Orla begyndte restaurationen.

Selv om der er fyldt godt op med biler og skoleborde på gangen, er Jens Orla stadig en mand af orden. Bilerne holder sirligt på række og skolebordene er stablet så højt, at de næsten rører loftet. Arbejdsbordet kan godt blive en smule rodet efter en lang dag, men inden Jens Orla vender snuden hjemad, bliver alle ting lagt på plads og hængt op, så det står klar til dagen efter.

”Blodproppen var en meget fin gave at vågne op til,” siger Jens Orla med et skævt smil. ”Så følte jeg ligesom, det var på tide at få lavet den bil.”

Selvom han er alene med bilerne det meste af tiden, er han ikke ensom. Familien og gamle venner kommer ofte på besøg, for at opmagasinere ting i de mange lokaler eller bare for at få en sludder. De besøgende bliver også mødt af en anden konstant udover Jens Orla. Den gamle B&O radio står tændt lige så længe Jens Orla er på skolen, og radiofrekvensen er altid tunet over på kanalen Limfjords Slager. Han lytter ikke til andet. Tredobbelt bypass For 19 år siden købte Jens Orla den højpolerede hvide NSU, som pryder indgangen på skolen. I pokalskabet står der mange præmier med dens navn på, da Jens Orla har haft den med til træf en del gange. Men bilen skulle alligevel samle støv i ti

Det skulle tage ham flere år at blive færdig med bilen, men tiden bekymrer ikke Jens Orla. Det er processen med at skille bilen ad og samle den igen, der er vigtig for ham. Der er dog snart endnu mere tid for Jens Orla sammen med bilerne, da han og Else Marie har planer om at flytte ind på skolen. Så kan Else Marie have sit loppemarked åbent hver dag. Hun kan også få åbnet det dukkemuseum, hun har samlet dukker ind til, siden hun var helt lille. På trods af at Jens Orla selv har tegnet og bygget den gård, de har boet på i mange år, er han ikke sorgmodig over at skulle forlade den til fordel for skolen. ”Jeg ser mit liv inddelt som kapitler. Jeg har både været tømrer, pedel og pensionist. Så jeg tænker ikke, to gange over at skulle flytte fra min gård,” fortæller han eftertænksomt, mens hans hviler sig ved sit arbejdsbord. ”Det er bare et nyt kapitel.”

Niels og Jens Orla har været venner i mange år. Når Niels er på besøg bliver der snakket om tykt og tyndt.

Jens Orla kører primært i sin NSU 1200. Den højpolerede hvide Type 110’er er dog kronen på værket. Den holder parkeret indendørs på skolen og kommer kun ud i godt vejr.

Noget om Jante I små hundrede år har janteloven trukket spor fra Mors, igennem Danmark og videre ud i verden. Tilbage på den lille ø i Limfjorden har de taget loven til sig som en del af kulturen og derefter glemt den igen - formentlig som de fleste andre danskere af Johanne Teglgård Olsen

Alle kender den, eller tror de gør. Janteloven. Dens 10 bud står i bogen ’En flygtning krydser sit spor’ af forfatteren Aksel Sandemose, der udkom i 1938. Sandemose skrev om byen Jante og dens indbyggere, en fiktion over hans fødeby Nykøbing Mors. Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os. Du skal ikke tro, at du er klogere end os. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os. Du skal ikke tro, at du ved mere end os. Du skal ikke tro, at du er mere end os. Du skal ikke tro, at du dur til noget. Du skal ikke le ad os. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget. Morsingboerne forholder sig forskelligt til de 10 bud. Nogle bryder sig ikke meget om janteloven, andre vil mene, det er sund fornuft, at man ikke skal bilde sig ind, at man er bedre. De 10 bud er for mange gået i glemmebogen. Og alligevel er der stadig noget, der hænger fast på godt og ondt.

“Du skal ikke le ad os” Lily Josefsen, 58 år Pernille Hanggaard Sørensen, 27 år I Nykøbing Mors ligger blomsterbutikken ’Madame Tusindfryd – blomster og andre sjove ting’.

grin, så længe du selv tørrer op’. Pernille Hanggaard Sørensen, har skrevet den af fra internettet. Men derhjemme har hun janteloven hængende over sin seng.

På gaden står et skilt hvor de reklamerer med Jantebuketten.

”Min kæreste kan ikke lide den. Men jeg ser den som noget positivt. Hvis vi alle sammen havde den med os, tror jeg at vi ville behandle hinanden lidt bedre,” siger Pernille.

I skive hedder det skivebuketten, i Roskilde hedder det Roskildebuketten. Her i Nykøbing har de opkaldt månedsbuketten efter janteloven. En simpel buket i smukke farver. 89 kroner. På reklameskiltet står der blandt andet:

”Det kommer jo an på hvem der taler, for hvis jeg siger til dig: ’Du skal ikke tro, at du er noget’ så sætter jeg mig over dig. Men hvis jeg siger til mig selv: ’Lily, du skal ikke tro at du er noget’ så er det jo noget andet.”

Du skal ikke tro, du er en kønnere buket end mig, Du skal ikke tro, du er mere ønsket end jeg er og Du skal ikke tro, du er mere farverig end jeg er. Indenfor er hylderne dækket af blomster og krukker. I hjørnet står en turkis golftaske, på en opsats ligger to ananas støbt i jern, og på disken er der placeret en skål med flødekarameller til kunderne.

Lily, Pernille og de tre andre kvinder i butikken griner, sladrer og snakker om alt fra byens bøller, til venner fra København, indhyllet i blomsterbånd og blade. ”Os morsingboere, vi kan nok godt lide at tage det fra janteloven, vi kan lide,” siger Lily.

Bag disken står Lily Josefsen. Det er hende, der har fundet på jantebuketten. ”Det er jo bare sjov og ballade,” siger Lily med et grin.

Om det er en buket, der taler, dig selv eller de andre, så skal du ikke komme her i blomsterbutikken og tro du kan le ad dem, for de ler ad sig selv hver eneste dag.

”Jeg syntes bare det var sjovt fordi janteloven er herfra.” I baglokalet hænger en plakat med overskriften ’fjanteloven’ og her er et af budene: ’Du må gerne brække dig af

“Du skal ikke bilde dig ind, at du er lige så meget som os” Kristian Kjær, 78 år Birthe Kjær, 73 år I det mint-grønne køkken sætter Kristian og Birthe frokosten frem: Rugbrød med hjemmerørt leverpostej og grovfedt, hjemmebagte teboller og marmelade. Solen skinner ind igennem de kniplede gardiner. Kristian er landmand i tredje generation og Birthe er pensioneret hjemmehjælper. De deler en øl til maden som de plejer, og sludrer lidt. Selvom de egentlig hverken har skænket janteloven mange tanker i deres liv, eller i øvrigt ikke bryder sig om den, så var der jo dengang, der kom en københavner i sportsvogn på besøg og der blev rynket lidt på næserne. Og i 70’erne da kunsterne flyttede til øen for roen og naturen. Og så var der dengang der kom en ny lærerinde til deres døtres skole. “Hun kom jo fra Kjøwenhavn, ja. Og det var den gang det var kæft, trit og retning,” siger Kristian “Ja, og hun var li’ nøjagtig modsat,” fortsætter Birthe.

“Der var mange der var skeptiske dengang, over for de tilflyttere, for de sku ik’ komm’ her og tro de var noet,” tilføjer Kristian. “Det er jo bar’ godt at der kom såen nogen, for vi har jo brug for noet and’t skikke og andre tanker. Og det gjorde noet godt,” siger Birthe og afslutter på naturligste vis Kristians sætning. I den gamle stald har Kristian nu sit værksted. I den åbne ladeport står tre vindblæste havestole, og Kristian sætter sig og får en smøg. Herfra kan han se ud over deres rugmarker og deres 18 hektar jord som de stadig dyrker. I vinduet i hovedhuset står Birthe og vasker op. “Det ku wære møj værrer,” siger Kristian og kniber øjnene sammen i den stærke forårssol. Den bløde dialekt afslører, at de er ægte morsingboerer, men intet de siger afslører at de er født på samme ø som jantelovens ophavsmand.

”Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os” Frederik Christian Gam, 22 år Maria Aakman Perdersen, 20 år I entréen på den tidligere skole ved Bjergby, hang janteloven som et alter når man kom ind. Nydeligt broderet med guldtråd på sort stof og guldramme. Den er for længst forsvundet ud af huset. Skolen er Frederiks barndomshjem. Her bor han stadig sammen med sin kæreste Maria og sin mor. Janteloven er væk og væggene, stuen og deres orangeri er nu fyldt med malerier, kunst og genbrugsfund. Fra deres lejlighed på første sal kan man skimte solen gå ned, og det orange lys indrammer kornsiloerne ved nabogården. På væggen hænger en sprællemand der forstiller Inger Støjberg. På en ølkasse fyldt med bøger, står en udstoppet ræv og en byste af Mozart. Selvom de 10 bud ikke længere har nogen plads i deres hjem, har både Frederik og Maria mødt den mentalitet, der ligger bag, på deres gymnasium. Stedet hvor de mødte hinanden på skolens dramalinje:

”Der mødte man det. Vi var dramatosserne gennem hele gymnasietiden. Man var mærkelig og udenfor. Og det gik mig på at der var den der ’fuck drama’erne mentalitet.’ I bund og grund var der jo ikke noget ondt i det, men gennem tre år var man stemplet,” siger Frederik. Frederik arbejder stadig med teater, nu i teknikken. Maria arbejder i den lokale helsekostbutik. Og dem der før dømte dem, har jobs der er lige så forskellige, og de er alle del af det samme samfund. ”Du skal ikke tro, at du bedre end os, for du er en del af os. Det handler om et fællesskab og vi er sammen om at skabe det.” siger Maria ”Der er mange danskere der ikke er kristne, men vi er vokset op med værdierne. og sådan tror jeg også det er med janteloven: det er ikke os der har indrettet os efter den, men janteloven der siger noget om os.” siger Frederik.

“Du skal ikke tro. at du er mere end os” Nikolaj Vestergaard Poulsen, 22 år Nikolaj er landmandssøn og bor sammen med sine forældre og tre søskende på Nordmors. Han arbejder ved et firma, der installerer døre og vinduer og er målmand på Flade IF’s fodboldhold. Deres serie 6 hold skal spille kamp i dag. Spillernes kærester har sat sig til rette på den lille bænk pakket ind i tæpper, to mænd hænger ud med en håndbajer og et par drenge øver sig i at skyde på mål bagerst på banen. Nikolaj spiller ikke fordi han går op i fodbold. Men han går op i fællesskabet og det sammenhold det skaber i deres lille by. Bølgerne går højt når Flade IF spiller kamp, men på trods af et nederlag er stemningen høj i omklædningsrummet efter kampen. For som de siger, så er 3. halvleg den vigtigste. Nikolaj bliver valgt til kampens spiller for en redning med det yderste af fingerspidserne, og for et øjeblik forsvinder

den jyske beskedenhed og stoltheden skinner tydeligt igennem. De knapper øl op, giver skulderklap og skåler. Men hurtigt falder snakken tilbage på alt andet end Nikolajs præstation. Og det er tydeligt at mærke, at her er det fællesskabet, der er det vigtigste. ”Jeg har aldrig rigtig tænkt over janteloven. Det er bare almindelig god opførsel,” siger Nikolaj. Der er en stærk loyalitet i et lille samfund som Flade. Det mærkes på banen og på sidelinjen denne søndag. ”Vi værner om det vi har. Det vigtigste er at værne om vores værdier og historie. I de tidligere generationer var det ‘os’ frem for den enkelte. De stod sammen.” De unge mænd i det lille omklædningsrum gør det samme.

Eddie strålede også Eddie Kristensen var engang konge af bodegaen. Han drak øl, mange øl, og en dag svigtede helbredet. I dag er Eddie 72 år og sidder i sin lejlighed lidt udenfor Nykøbing Mors og ser den ene dag passere efter den anden

af Emilie Lærke Henriksen

Eddie åbner døren. ”Goddav”, siger han med trætte øjne og strithår. Den 72 årige pensionist Eddie Kristensen tøffer ind til sin plads ved vinduet. En god stor stol, der har formet sig efter hans krop gennem de sidste mange år. ”Jeg er lidt træt, jeg har set fantasy-film indtil kl. 05 i nat.” Han kigger på fjernsynet. TV2 Zulu kører for fuldt drøn og overdøver alt andet i rummet. Eddies fjernsyn kører i døgndrift. Både når han er vågen, og når han sover. På den måde føler han sig aldrig alene. I dag føler over 50.000 danskere over 65 år sig ensomme i en grad, så det påvirker deres hverdag. Eddie Kristensen er en af de ældre, som ofte savner nogle mennesker at snakke med. Eddies omgangskreds er på bodegaen. Og hvis man skal ned på bodegaen, har han erfaret, at han ofte kommer hjem 15-20 øl tungere. Et faktum, som har gjort, at han har måttet skære ned på bodegaturene. Man vænner sig til at være alene ”Tror du, jeg er en travhest i en cirkusmanege?” Spørger han fysioterapeuten med et skævt smil. Hun er på besøg i Eddies lejlighed lidt udenfor Nykøbing Mors.

Han holder en pause med sine øvelser og kigger op. ”Skal vi ikke bare tage på bodega i stedet?” Han sætter sig ned i sin stol og hikster efter vejret. Han kigger først på fjernsynet og så ned på bordet, hvor der står franske vafler fra Karen Wolf og vingummier i en spand. Begge ser ud som om, at de har stået urørt i et årti. ”Jeg er sgu også fræk,” siger han og refererer til hans kække kommentarer til fysioterapeuten, som netop har forladt den lille lejlighed. Selvom Eddies eneste gæster er den kommunale hjemmehjælp, så er han altid klar til at spille op med et par friske kommentarer. Eddie flyttede til Mors med sine forældre, da han var to år gammel. Han har arbejdet som murer, fisker og flyttemand, og de opslidende jobs gjorde, at han måtte gå på førtidspension som 60-årig. Han har de sidste mange år siddet i sin lænestol de fleste af døgnets timer, og er dybt afhængig af bussen, som kun kører i hverdagene.

Eddie har styr på, hvem der bor i blokken overfor ham. Han holder også øje med børnene nede på legepladsen. Han synes de er hyggelige, så længe de ikke skriger. Eddie har fået et juletræ af sin kommunale kontaktperson, Jonna. I december står det i stuen, men i de resterende 11 måneder, står juletræet i vindueskarmen i soveværelset.

Da Eddi var 18 år, fik han tatoveret den nøgne dame på sin arm i en brandet: “Kvinden er det eneste trofaste menneske i mit liv. Jeg ved, at hun altid er der.”

Han har problemer med at gå, og må støtte sig til stokken rundt i lejligheden. Hans forældre var samlingspunktet for familien, og da de døde, mistede han den faste kontakt til resten af familien. I dag ser han kun sine søskende juleaften. Men Eddie har vænnet sig til at være alene. Han har haft to kærester i sit liv, som efterhånden er ved at være mange år siden, og Eddie har for længst opgivet tanken om at finde en kvinde at dele hverdagen med.

Inden han fik kalenderen, vidste han hverken hvilken dag eller måned, det var. Han kiggede hver dag ud på parkeringspladsen. Hvis der var mange biler, var det weekend. Hvis der var få biler, var det hverdag. Det er tirsdag eftermiddag og turen går til bodegaen i Nykøbing Mors. Vi er i start april, og det er tre måneder siden, at Eddie har været udenfor lejligheden. Det er tydeligt, at han glæder sig, og han har siddet klar til at forlade lejligheden hele dagen. Han har taget de fine cowboybukser på. De holdes oppe af et par sorte seler, som spænder bukserne fast om de smalle hofter. Hans sorte kasket holder strithåret skjult underneden, og den sorte læderjakke giver ham et udtryk af overskud.

Han tager en slurk af sin sodavand med hindbærbrus. I går var den grøn, og dagen inden var det appelsin. Bag hans lænestol står en stor affaldssæk lænet op ad rollatoren. I sækken ligger omkring hundrede tomme sodavandsflasker. Isoleret fra omverdenen Eddie tager sin kalender frem. Han griber fat i en kuglepen og sætter et kryds ud fra lørdag den 6. april.

Eddie får sin gamle faste plads oppe ved baren, og der er jubelskrig, da han sætter sig i den høje barstol. Han har været savnet, og glæden ved hans ankomst er virkelig at føle. En mand kommer og hiver opmærksomhedssøgende i hans seler.

”På den måde kan jeg huske, hvilken dag det er,” fortæller han med et smil på læberne.

”Det er lang tid siden, vi har set dig.” Karin skænker en Tuborg, imens Gitte skråler fra højre. ”Det er ikke kun solen, der skinner i dag, det er også Eddie.” ”At flytte er mit største ønske” Livsændringer kan for mange mennesker resultere i ensomhed. At gå på pension eller at få sværere ved at bevæge sig rundt kan være nogle af årsagerne. Eddies store drøm er at finde en lejlighed helt inde i centrum af Nykøbing Mors. På den måde vil han have lettere ved at komme ud og være tættere på sine venner. Han har en øl stående i køleskabet. Den har stået der i tre måneder. “Der er ikke noget ved at drikke sig en bjørn på herhjemme,” siger han og kigger koncentreret ned på sin kabale på det rustikke træbord. Eddie ved godt, at han burde holde sig fra de kolde øl.

Men det sociale er vigtigt, og han prøver at balancere det hele. På gode dage føler Eddie sig mest alene. Her ville han ønske, at han havde en kone, som vimsede rundt i lejligheden. På dårlige dage er han glad for at kunne sidde alene i sin stol foran fjernsynet, da overskuddet er småt. Han tager en slurk af sin hindbærbrus. På hans natbord ligger de sædvanlige saltchips, som er Eddies natsnack. Han kigger på fjernsynet og hæver sine øjenbryn. ”Der er ikke noget, der er mere uhyggeligt end at skulle se på Linse Kessler.” Han skifter til reklamerne på TV2 Charlie. Replikkerne kan han efterhånden udenad. Han kigger op fra fjernsynet. ”I aften kommer der en af de gode gamle danske film. Den glæder jeg mig til at se.”

Eddie sidder ofte og ser film til kl. 05 om natten. Han kan bedst lide fantasyfilm, krimier og gamle danske film. Lige for tiden er Lille Per en en af favoritterne. Eddie har kendt sine venner på bodagen i mange år. Karin, som er bartender på bodegaen, kom og besøgte ham, da han var indlagt på hospitalet i januar måned.

Græsset på den anden side Tetiana Tkalych kom til Danmark fra Ukraine for bare to år siden. Okshana Hoponyuk har boet her i 12 år. Begge kom for at arbejde i landbruget, som mange Ukrainere gør. Deres arbejdskraft er efterspurgt, men det er svært at falde til i et lille lokalsamfund, specielt når man ikke kan dansk og har lange arbejdsdage efterfulgt af sprogskole af Tobias Stidsen

I klassen kæmper flere af eleverne for at holde opmærksomheden. Det handler om ledsætninger. Luften er tung, og den sene eftermiddagssol skinner ind gennem tunge, gule gardiner. På A2B Sprogcenter Mors i Frøslev er klokken lidt over 18:00, og aftenholdet er mødt. De kommer alle lige fra arbejde. Egentligt skal der tales dansk i undervisningen, men der bliver hvisket på fremmedsprog mellem kursisterne. Ukrainsk og russisk for de flestes vedkommende. ”Er der overhovedet nogle af jer, der har tid til at lave lektier lige nu?”. Underviseren kigger rundt i lokalet. Der rystes på hovederne rundt omkring. ”Nogle gange har vi ikke tid til at læse derhjemme,” lyder det fra en af de unge Ukrainske kursister. ”Fordi vi arbejder hele dagen,” byder sidemakkeren ind. Morsø Kommune lå i 2018 på 12. pladsen over kommuner med størst antal ukrainske indvandrere ud af den totale tilflytning til kommunen. Fælles for kommunerne i toppen er, at de er blandt de mest opdyrkede kommuner i Danmark. Landbruget har mange steder problemer med at finde hænder til det hårde, manuelle arbejde. Der er få danskere, der vil have jobbene, og det betyder, at der må importeres arbejdskraft til branchen. Mange jobs bliver besat af Ukrainere. De fleste af dem kommer til landet gennem praktik i deres landbrugsud-

dannelse, og efter praktikken er endt, bliver de ofte tilbudt fastansættelse. Med ansættelseskontrakten i hånden kan de søge om midlertidig opholdstilladelse, men de kan kun blive i landet, så længe de har arbejde. En hverdag med job og børn Det er eftermiddag, og Andrej kommer ind ad døren til den lille toværelses lejlighed i Nykøbing. Han sætter sig i sofaen sammen med sin søn, der er travlt beskæftiget med tegnefilm og is. Den ene endevæg i den lille stue er domineret af at stort fjernsyn. Der kører en ukrainsk tegnefilm. Andrejs kone Tetiana sidder på en pilatesbold midt i rummet og hopper nænsomt op og ned med parrets spædbarn i sin favn. Stuen er sort, hvid og grå. I det ene hjørne hænger store ballonbogstaver i forskellige farver. ”Happy birthday” står der og minder om den ældste søns fødselsdag sidste måned. For to år siden kom Tetiana til Danmark i landbrugspraktik. Sammen med Andrej og deres to børn bor de i et lille, gult lejlighedskompleks. Tetiana er på barsel, og mens hun går hjemme, har Andrej overtaget jobbet på svinefarmen. Både Tetiana og Andrej har svært ved at begå sig på dansk, men Andrej forstår mere end Tetiana. For parret går det meste af tiden med børn og arbejde. De har få, men tætte venner. Alle sammen ukrainere.

Tetiana savner sit arbejde i svinestalden. “”Det er så sjovt. Det er ligesom en børnehave for grise. Man følger hver enkelt, og får lov til at se hvad for en personlighed de har.”

Faktisk ses de ikke med nogen danskere udover på arbejdet. Men de har det fint med det. For Tetiana fylder den nyfødte meget, og når Andrej kommer hjem fra arbejde, går tiden som oftest med at være sammen med familien. Det levner ikke meget tid til at gå ud og lære nye mennesker at kende. Sprog og fællesskab går hånd i hånd I blomsterforretningen Markedsgadeblomster i Nykøbing arbejder Okshana Hoponyuk. Forretningen er stor. Den største på Mors. Der er seks blomsterbindere på arbejde ad gangen, og Okshana er én af dem. Og så er hun også én af dem, der har fundet vejen til at blive en del af lokalsamfundet. Langs endevæggen i lokalet står et langt bord. Bag bordet står en række kvinder og binder buketter. Den søde duft af friske blomster hænger stille i rummet. Deres øvede hænder fjerner de nederste blade fra stænglerne, sætter buketten sammen og vikler den ind i tyndt papir. En af dem henter kaffe, mens snakken går. ”Så… skål i kaffe,” udbryder Okshana og tager en tår. ”Min er ikke kold endnu,” griner hendes kollega med hænderne begravet i blomsterne på bordet og undlader at skåle med. Snakken fortsætter livligt. Okshana startede også i landbruget. Hun kom til Danmark i 2007 som 24årig. I mange år arbejdede hun med manuelt arbejde på svinegården. Fodrede grise. Tog sig af de nyfødte. Vaskede stalden. Det hele var spændende og nyt, men kontakten med verdenen udenfor gården var sparsom. Først da hun forlod landbruget efter mange år, begyndte hun for alvor at lære folk i lokalsamfundet at kende. Hos blomsterhandleren blev hun fra dag ét sat ud i butikken for at betjene kunderne. Hun var nervøs, for hun havde ikke haft nogen muligheder for at bruge sit dansk, da hun arbejdede på gården. Nu var hun tvunget til at bruge det dansk, hun havde lært på sprogskolen i Frøslev.

Da Okshana startede som blomsterbinder, fik hun lavet sin orkidétatovering. Det nye job var en ny start for hende.

En kunde trisser forbi. ”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger Okshana. Snakken imellem blomsterbinderne lever videre i baggrunden. En af kvinderne fortæller stolt, at hun har startet dagen ud med en løbetur på 5 kilometer. ”Og jeg har kørt 12 kilometer!” følger en anden hurtigt op og får et grin til svar. Okshana fylder eukalyptus i buketten, mens gårsdagens afsnit af luksusfælden tages op til debat.

Der fløjtes af, holdene siger tak for kampen og går mod klubhuset. Efter kampen samles spillerne og de familier, der har været med som tilskuere. Der er lagkage, øl og sodavand, og stemningen er livlig rundt om bordet. De bliver dog ikke hængende længe. Mange har en lang køretur, inden de igen er hjemme ved familien Det landlige liv er ikke for alle Livet på Mors er ikke noget for alle, der kommer dertil. Siden Okshana kom til Mors i 2007, har hun oplevet, at mange er taget hjem igen. Hun kender ikke længere alle de Ukrainere, hun møder i supermarkedet, som hun gjorde, da hun kom til landet.

Et fællesskab for de nytilkomne Det er fredag eftermiddag på Glyngøre Stadion. Kulden bider, selvom sommeren så småt er på vej, og aftensolen kaster lange stråler på tværs af banen. Tilskuerne skutter sig og trækker jakkehætterne op. På sidelinjen står Aleksandr Pryadko. Han er træner for fodboldholdet Sallingsund FC Inter, der består udelukkende af ukrainere.

Nogle savner deres familie. Andre kommer for at tjene penge og få depoterne fyldt op for senere at tage hjem. Og til sidst er der dem, der finder ud af, at livet på landet ikke er noget for dem. De savner at være et sted, hvor der sker mere, end der gør på Mors.

For 3-4 år siden startede Aleksandr holdet sammen med et par venner. Holdet har samlet Ukrainere fra hele Skive området, og i dag kommer der holdkammerater helt fra Varde og Aarhus for at være med til at spille. Særligt for ukrainere, der lige er kommet til Danmark, kan holdet være en støtte.

Tetiana og Andrej har ikke lagt mange planer for deres fremtid, og ved endnu ikke om de overhovedet vil blive i Danmark. Men drømme har de. For Tetiana er det et flot, moderne hus med store vinduespartier. Måske i Nykøbing eller tæt på, og et job hvor hun kan fortsætte med at arbejde med at passe grise.

”Når de kommer til Danmark, så ved de ikke, hvad de skal gøre. Hvad skal de sige i butikken? Hvad skal de gøre?” siger Aleksandr og trækker på skuldrene. Mange af klubbens spillere har haft glæde af at have et fællesskab, hvor de kan slappe af. Her kender de spillereglerne. De kan snakke deres modersmål, og de kan møde andre i samme situation som dem selv. Samtidig kan klubkammerater, der har været i Danmark i mange år, hjælpe de nye med at forstå, hvordan Danmark hænger sammen.

”Jeg holder af at være her… Jeg holder meget af at være her. Jeg kan se, det er godt for børnene.” Tetiana fumler med sin telefon, for at finde ud af hvordan hun skal forklare sig. Hun lægger hånden på brystet. ”Calm” er det ord, hun ledte efter. Hun er mere rolig i Danmark, end hun var i Ukraine.

Aleksandr Pryadko er trĂŚner for Sallingsund FC Inter, og i fredagens kamp ogsĂĽ linjedommer.

Med Mors i ryggen Som ung flygtede Kaj Gosvig fra kedsomheden i Nykøbing Mors. Tilfældighederne ville dog, at han efter et helt liv i København vendte tilbage til barndomsøen i hjertet af Limfjorden. I dag hviler Kaj i at bo på Mors af Emil Agerskov

“Jeg har taget turen og redet med. Jeg blev ikke siddende i tredserne og halvfjerdserne og synes, at beatels var det fedeste. Jeg fuldte også med op gennem firserne, halvfemserne og nullerne. Jeg fandt ud af, at man ikke behøvede at gå død i den tid, hvor man var teenager – man kunne ligesom rejse med.”

Der er fyldt af mennesker på caféens terrasse. Ved et af de små borde sidder en ældre herre med benene over kors og drikker espresso. Han har langt hår og er iført stramme grønne bukser. Solen stråler ned over de mange gæster, som har søgt ly for nordøstenvinden på terrassen bag caféens røde murstensvæg. Han lyner ned i sin jakke. Det er kun starten af april, men her er varmt. Så varmt, at han bytter sin espresso ud med en mynte-cintron lemonade. Den ældre herre hedder Kaj Gosvig, en gammel morsingbo for, hvem øen allerede som 16-årig blev for lille. Kaj har levet størstedelen af sit liv i København, hvor han arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder. Men da hans mor for fem år siden blev syg, flyttede han tilbage til Mors for at passe hende i stedet for at sende hende på plejehjem. To unge piger kommer og spørger, om de må sidde ved bordet ved siden af. Pigerne kender Kaj fra Kaffehjørnet, hvor han ofte sidder og snakker med de andre gæster. Selvom Kaj ikke drikker alkohol så ofte, bliver de alle enige om, at i dag er en rosédag. Lemonadeglasset bliver byttet ud med et køligt

glas vin, og resten af eftermiddagen diskuterer Kaj musik, kønsopfattelser og ‘det at blive gammel’ med de to piger. Bladkiosken i Nygade åbnede verden Barndommen i Nykøbing er fantastisk. Kaj kan lege ude, så meget som han vil, så længe at han overholder spisetiderne. Men omkring tretten års alderen køber Kaj sin første udgave af bladet Fabulous i kiosken på Nygade. Bladet tænder en enorm nysgerrighed på verden i den unge morsingbo, og pludselig mister baggårdene, skoven og stranden, sin værdi. Han higer efter at opleve den verden, som han læser om i bladet, finde ligesindede og sidst, men ikke mindst, at komme væk fra den kedsomhed som præger teenageårene i Nykøbing. Kaj får endelig muligheden for at rejse væk fra Mors, da han er 16 år gammel og drager på højskole. I tiden efter højskoleopholdet bor Kaj både i England og Sverige, imens han venter på at fylde 18, så han kan søge læreplads som journalist. Det lykkes ham at få en læreplads, og i 1968 flytter Kaj tilbage til Danmark og starter i lære hos den socialdemokratiske avis Aktuelt.

sig. Han flytter til Amager og tager små jobs, blandt andet på Christiania TV.

Kaj arbejder på Aktuelt i mange år, men da han bliver gift og får børn, kan han mærke, at han er ved at gro fast i tilværelsen, hvilket er en faliterklæring for ham:

De offentlige dagligstuer En ny dag er begyndt i Nykøbing. Kaj har sovet længe. Det gør han ofte. Efter morgenmaden går han sin sædvanlige tur. Først slentrer han gennem byen, så ind i parken, ud til vandet ved Langelinje og tilbage igennem skoven. Kaj går altid ruten i samme retning, aldrig omvendt. Da han når tilbage til byen, går han forbi Dorthe på Kaffehjørnet, en lille kaffebar, som har en stor betydning for Kaj. Besøget på kaffebaren er en af Kajs faste rutiner. Det er hans offentlige dagligstue – et fænomen han fandt på, da han stadig boede i København. Dengang var det hovedsagligt Abegrotten på Christiania, som han besøgte, men idéen er dog den samme. De offentlige dagligstuer er der, hvor han kan tage temperaturen på, hvad der rører sig omkring ham. Her møder han mennesker, udveksler idéer og snakker om stort og småt.

”Jeg tror ikke på, at det er vigtigt at nå ‘målet’ og have familie, hus, fast job og sådan. Når alting er, som det var i går, og intet foandrer sig, så er det kedeligt – og så er du død.” Han siger sit job op hos Aktuelt og begynder at arbejde freelance. I de følgende år kører karrieren derudad. Han stifter sit eget magasin, Blitz, og er også med til at starte bladet ‘MIX’ hos Aller. Han skriver hundredevis af artikler og anmeldelser og møder mange spændende personligheder. Men i 2005 begynder tingende at gå i opløsning for Kaj. Han bliver skilt, mister huset og bliver arbejdsløs. Usikkerheden er for alvor over Kaj, men det har aldrig slået den gamle morsingbo ud. For ham er usikkerhed en motivation for at gøre noget nyt og udvikle

”Kaffebaren er et sted, hvor man kan møde mennesker. Restauranter og caféer er noget andet, der kommer folk kun i lukkede selskaber. Og bodegaen er jo bare et rent forfald.”

”Jeg forsøger, at omgås alle slags mennesker; alle køn, aldre og indtægtsgrupper. Det synes, jeg er interessant, fordi jeg får alle mulige impulser. Det er det, som holder mig i live.” Fra København til Mors, uden returbillet. Da hans mor bliver syg, trækker han betonrødderne op af de københavnske gader og flytter tilbage til Mors for at passe hende. Kaj havde aldrig troet, at han skulle flytte tilbage til den nordjyske ø, men selv efter morens død, bor han stadig i Nykøbing. Det er netop den mangel på muligheder, som han flygtede fra som ung, der gør, at han bliver boende i dag: ”Jeg håber, at kedsomheden vil gøre, at jeg får nosset mig sammen til at skrive den bog, jeg har arbejdet på i en årrække. Det er så nemt at blive distraheret i København.” Kaj er ikke sikker på, om han kommer til at ende sine dage på Mors. Men efter et halvt menneskeliv fyldt med begivenheder, forskellige jobs, op og nedture og en evig flugt fra udkanten, er den ældre herre med det lange hår og de farverige bukser nået til en erkendelse: ”Det betyder faktisk ikke så meget, hvor du er. Det betyder noget, hvordan du lever, der hvor du bor.”

Kaj er social anlagt. Han taler med mange mennesker i lĂ¸bet af en dag. Den daglige gĂĽtur er der, hvor han kan reflektere over alle de indtryk, som har fĂĽr ind.

Ånder på landet Steen Jensen er 54 år. Han er pensionist, og så er han shaman. I 12 år har han kommunikeret med ånder og været på adskillige trommerejser. Han fandt shamanismen i en periode af sit liv, hvor han oplevede stor krise. Det hjalp ham til at finde ro og få fodfæstet tilbage i tilværelsen af Anne-Dorthe Søgaard Jensen

”Jeg tager til underverdenen for at finde et kraftdyr til dig, og jeg tager mit eget med mig”, siger Steen smilende. Han peger skråt nedad. I en solstråle hænger lidt fnuller vægtløst i luften. Det hvirvler let om Steens udstrakte finger, idet han peger. Mit blik fortsætter ned på køkkengulvets sandfarvede klinker. Steens kraftdyr er en leopard. ”Det sidder lige der”, siger han smågrinende og lukker øjnene.

Steen Jensen er shaman. Han kommunikerer med ånder og rejser hinsides på trommerejser.

Middagssolen er på sit højeste og det mærkes på temperaturen i lokalet. Der er stille i køkkenet. Steen er rejst afsted. Nu er han på trommerejse. Sådan kalder han det, når han vender blikket indad og forsøger at få kontakt med det hinsides. Ikke en klassisk shaman Steen Jensen er pensionist, og bor i Solbjerg på Mors med sin kone og to hunde. I 15 år har Steen Jensen dyrket shamanisme, og i 12 af de år har han været shaman. Shamanisme er en spirituel-åndelig praksis, som angiveligt kan spores mere end 40.000 år tilbage til de oprindelige stammesamfund, hvor shamanen er en åndelig vejleder. Ordet shaman oversættes til en åndemaner. En som kan rejse hinsides og kommunikere med ånder for at søge viden og kraft. ”Det meste omkring dét at være shaman, er ens indstilling til shamanismen, livet og tilværelsen, men en klassisk shaman skal have en tromme. Det har jeg ikke”. Steen afbryder sig selv med et lille grin og fortsætter:

”Så jeg er ikke en klassisk shaman”. I manges tilfælde fører begrebet shamanisme nok også tankerne over på indianere og rituelle stammedanse i et flammehav af lange, dansende skygger. Den slags er der ikke meget af i hjemmet i Solbjerg. Steen fortæller, at den slags behøver man ikke, når man har været shaman i tidligere liv, som han har. ”Trommer og dans bruges som værktøjer, så shamanen ikke kommer galt afsted under trommerejsen til åndeverdenen. De bruges, når man skal lære shamanismen, og da jeg har været shaman i tidligere liv, er jeg så erfaren, at det ikke er nødvendigt for mig at bruge de værktøjer” Det er under tidligere trommerejser, at Steen har erfaret, at han har været shaman i tidligere liv. Steen sidder på et sort kontorstol. Som var han en statue. Hans hænder er samlet og hviler på spisebordet. Sekundviseren bag os holder tiden i gang og få muskler i Steens ansigt viser, at der sker et eller andet inde bag Steens lukkede øjenlåg. Jeg venter på, at han vender tilbage og fortæller, hvad mit kraftdyr er. Steen har fortalt, at et kraftdyr har til formål at beskytte imod onde ånder og problemer i livet. Imens kroppen bliver siddende, rejser ånden afsted Steen kan ikke se, tale, røre eller på anden måde kommunikere med ånderne med åbne øjne. Det foregår alt sammen med lukkede øjne.

”Jeg starter en trommerytme i tankerne. Derefter siger jeg højt inde i mit hoved, hvad jeg ønsker at opnå med trommerejsen, og så fører min åndelige vejleder mig hen, hvor jeg skal”. En åndelig vejleder er en hjælper, som sørger for, at man bliver ført det rette sted hen, når man er på trommerejse. Alle kan få tildelt en åndelig vejleder. Alle kan også få tildelt et kraftdyr. Når han tager på sjælerejse eller trommerejse, er det som regel for at søge svar på problemer eller udfordringer i tilværelsen. Han kan både tage på trommerejse for at søge svar til sig selv og på vegne af andre. Bedstemors død væltede ham Steen har ikke altid været spirituel. Hans spirituelle rejse startede i 2002, da hans bedstemor pludseligt gik bort. ”Inden min bedstemors død var jeg nærmest ateist. Jeg troede ikke på noget af den slags. Til sidst var jeg bare nødt til at overgive mig”, siger han. Hendes død kastede Steen ud i en overvældende livskrise, han først flere år senere rigtig forstår omfanget og årsagen af. ”Min bedstemors død væltede mig. Det var ikke et chok, at hun gik bort, men et chok, at jeg fik den nedtur, som jeg gjorde. Jeg kunne ikke få det til at passe med, at det ”bare” var min bedstemor, jeg havde mistet. Nu har jeg fundet ud af, at der gemte sig en stor uforløst sorg fra da, jeg mistede min mor som 9-årig. Den væltede frem, da

min bedstemor gik bort, og den væltede mig”. I to måneder efter sin bedstemors død er Steen modløs, i dårligt humør og trist i så svær en grad, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin læge. Hos lægen får Steen ordineret lykkepiller. Dem tager han i 3 dage, før han beslutter sig for at stoppe med dem og undersøge mulighederne for at få hjælp på alternativ vis. ”Pillerne gjorde mig svimmel. Det var meget ubehageligt”, siger Steen. De følgende 3-5 år går han til alternativ behandling hos en kinesiolog, som hjælper ham. Sideløbende læser han om shamanismen og deltager i et kursus hos en shaman i Middelfart. Det hjælper alt sammen til, at Steen får det bedre. Han oplever, at shamanismen rummer hans verdenssyn og livsopfattelse. Igennem læsning om shamanisme og viden hentet fra adskillige trommerejser, opnår Steen indsigten om, at han er shaman. Det hjælper ham med at finde ro og glæden tilbage i livet. Kraftdyret er fundet Steen rømmer sig. Han er på vej tilbage fra trommerejsen med et kraftdyr til mig. Han bevæger lidt på sig. Det er ca. 3 minutter siden han drog afsted. Steen slår øjnene op. Han vender blikket mod mig og smiler venligt. Han ligner en, der lige er vågnet fra en lur. ”Dit kraftdyr er en frø”, siger Steen, imens han kigger på mig og smiler.

Steen lufter sin hund King. Som 16-ĂĽrig var han i et trafikuheld, og har som konsekvent heraf nedsat balance og gangfunktion, derfor lufter han altid sine to hunde i bil. Hjemmet i Solbjerg

”En lille grøn frø. Den hoppede op og ned lige foran mig. Til at starte med kunne jeg ikke se den nede i det høje græs. Den hoppede op og ned, for at jeg skulle få øje på den, og da jeg bukkede mig ned og tog den op i hånden blev den helt rolig”.

Steen er på trommerejse. Han sidder i stuen og lader tonerne fra indianertrommerne på CD’en “The best of Indians” guide sig på vej.

Steen fortæller, at kraftdyret skal beskytte mig i den åndelige verden. Det kan godt være svært at forholde sig til en virkelighed med ånder, kraftdyr og trommerejser, når det alt sammen foregår et sted, hvor vi ikke har mulighed for at se, måle eller veje noget. For Steen er det ikke svært. Han er overbevist.

En af drengene Noah hedder ikke Sara længere, og det har hans far haft svært ved at forstå. Det kan være vanskeligt som transkønnet i lokalsamfundet på Mors. Men Noah er tryg på hjemstavnen af Marius Renner Christensen

Naboerne kender kun Noah som den lille pige, der løb rundt i nabolaget. De kan ikke helt forstå, at han er en voksen mand. En mand, hvis stemme er gået fra at kunne ramme alle noderne i Phantom of the Opera til knapt at kunne ramme en eneste. En skægvækst, der bliver kaldt et moustache af hans venner. Og et ansigt, der er kantet og mindre rundt, end det var for bare et år siden. Noah er transkønnet mand, og siden foråret 2018 har han været i hormonbehandling. Det er en proces, der har nedtonet hans feminime træk. I efteråret 2018 fik han fjernet sine bryster. Spørger du Noah, ville han nok ikke lægge så stor vægt på ovenstående i en præsentation af sig selv. Han ville sige noget i stil med, at han er 20 år gammel og blev student i sommer. At han bor med sine forældre, storebror og sin hund Tikki i Nykøbing Mors, arbejder i Lidl og drømmer om at komme ind på skuespillerskolen. Noah er født og opvokset på øen Mors. Et lokalsamfund i Limfjorden. Lige nu kan han ikke forestille sig at bo andre steder. Her føler han sig hjemme. Noah mener, at folk kender hans personlighed mere end hans transkønnethed. Det mener han er en fordel. Men når folk har kendt ham længe, er det samtidig en udfordring for nogle at forstå hans situation. Det er en modsætning, han må leve

med. På Mors kan du nemlig ikke gemme dig i mængden. Mængden kender dig, og nogle folk forstår ikke helt, hvad det vil sige at være transkønnet. Naboen identificerer ham kun med at være hende pigen, der faldt igennem isen som lille. Jeg var helt igennem rædselsslagen, da jeg fortalte min far det Noahs forhold til sin familie er fint i dag, og han føler, at de er der for ham. Han er tilpas. Men de ældre generationer i familien kan nogle gange ikke forstå hans situation, er uenige med ham eller kan lave en upser med navn eller han/hun. Så længe de ikke udstøder ham, mener Noah, at han har plads til at være sig selv. I starten var det sværere for familien. Særligt hans far. Efter Noah var kommet ud over for sin far, fortalte hans far ham, at han ikke syntes, han skulle fortælle det til sine venner på gymnasiet. Han mente, det ville være nemmere at vente. Det fik Noah til at indse, at han ikke ville komme til at få den støtte fra sin far, som han havde håbet på. I kølvandet på det tilbød Noahs mor, at hun gerne ville flytte ud med Noah, hvis han ønskede det. Så kunne han få sin udvikling i fred. Det ville han ikke. Han ville ikke have sin families brud på sine skuldre.

^ Noahs storebror lavede skiltet til ham, da han var fem. Hans bror havde sine udfordringer i starten med at forstå Noahs situation. Han fortalte ikke sine venner om kønsskiftet, som Noah havde håbet, han ville gøre. Noah siger ikke sit gamle navn om sig selv, men det er ikke noget, han prøver at skjule for andre. > Noah oplever pludselig at være ’en af drengene’. Nogle mænd i familien er sexistiske. De giver ham en albue i siden og siger ’det er jo også bare kvinder’. Det har han aldrig oplevet tidligere.

“De største udfordringer jeg møder, efter jeg er sprunget ud, er fra min fars side. Han har problemer med at skelne ham og hende, og kalder mig ikke for Noah. Han siger til mig, at han aldrig vil vænne sig til det. Jeg ved ikke, hvorfor han reagerer på den måde. Måske i frygt og uvidenhed. Ikke af fjendtlighed. Der er en afstand mellem os. Han er en gammel mand, og jeg tror, idéen om at være transkønnet ligger anderledes i ham. Jeg ville ønske, det var på en anden måde med ham, men jeg tager, hvad jeg kan få. Jeg vil ikke presse ham for meget i frygt for at miste ham.”

“Jeg var forelsket i en pige i min gymnasieklasse i lang tid. Jeg var usikker, og tænkte, at jeg aldrig ville kunne give hende, hvad hun havde behov for. Særligt i forhold til det seksuelle. Hun har kendt mig som kvinde, og jeg vidste ikke, hvordan hun ville have det med det. Der var så mange ting i mit hovede, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Det blev aldrig til noget.”

Noah har et tæt forhold til sin mor, og han ved, at hun vil ham det bedste. Særligt Noahs mor og Noahs venner, har ikke berøringsangst eller problemer med at forstå hans situation. Jeg ville aldrig sige: ’Hej jeg hedder Noah, og jeg er transkønnet’ Det er vigtigt for Noah, at omdrejningspunktet i hans tilværelse ikke er hans transkønnethed. Den er kun en del af ham. Derfor fortæller han for eksempel heller ikke på sit arbejde, at han er transkønnet. Folk i lokalsamfundet kan have berøringsangst. Han kan mærke, at det går ud over deres væremåde overfor ham, hvis de ved, han er transkønnet. Jeg vil gerne have, at folk skal kunne lide mig, fordi jeg er Noah. Eller ikke kan lide mig, fordi jeg er Noah. De skal ikke tænke ’ham Noah er ham den transkønnede så ham skal vi være lidt forsigtig med’. Jeg kan mærke, hvis jeg fortæller, jeg er transkønnet, bliver min højde ikke nævnt i nogle samtaler. Hvis jeg ikke nævner det, bliver jeg kaldt en lille gut. Jeg synes, det er federe, at min højde bliver accepteret, og er noget, man kan lave sjov med. Som det er nu, gør Noah ikke noget aktivt for at udforske sit kærlighedsliv. Han tror, det kan skyldes, at han er

bange for at blive afvist, fordi han er transkønnet. Mors er et lille samfund, og alle kender alle, og han mener det begrænser ham. Det er gennemgående for Noah, at han har kæmpet med sine problemer alene. Folkeskolen var en svær periode, hvor Noah var ensom og depressiv. Der var ikke meget hjælp at hente, eller nogen man kunne gå til: ”Jeg ved ikke, hvad der gjorde mig nedtrykt. Måske at jeg ikke følte mig tilfreds i min egen krop, eller at jeg fornægtede, hvad der var ved at ske.” Det var på efterskolen, at Noah blev opmærksom på sin egen situation. Her fik han det lidt nemmere. De andre havde deres egne problemer, så han følte ikke, at hans problem var så stort længere. ”I stedet for at være en pige kunne jeg være som jeg ville på efterskolen.” Noah sprang ikke ud på efterskolen, men fortalte til gengæld sin mor om det: ”Hun sagde, at hun stadig elskede mig. ’Hvad så nu?’, tænkte jeg. Jeg følte ikke, det var så velkomment, som det skulle være”. Der skulle gå et år, før Noah fortalte sin far og storebror om det. Herefter yderligere et halvt år, før han sprang ud overfor omverdenen halvejs inde i 2.g på gymnasiet. Alle hans venner tog godt imod det.

^ Noah får malet skæg til aftenens forestilling i teatret. Til hverdag ville han aldrig drømme om at gå med makeup. > Noah er utilfreds med sin kropsbyging, sin højde, sine hofter og sin skostørrelse. Han bruger indlæg i sine sko, fordi man ikke kan få størrelse 38 i herresko.

Hygge

natur Marken bølger i en sommerbrise. Bildøren er smækket, og en ro sænker sig, mens jeg bevæger mig mod nåletræerne. Jeg tager en dyb indånding mens jeg nærmer mig en pause fra bylivet. Men det er ikke ægte, naturlig natur, jeg bevæger mig imod. Jeg drømmer om en skov så vild og så dyb, at jeg næsten ikke tør gå derind af Andreas Beukel Vinther

Bortset fra lyden af vand der sagte pibler i sandet, er der fuldstændigt stille. Det er en sjælden og kærkommen stilhed, og det føles som en miniferie for hjernen og sindet. Stranden ved Kås Bredning tæt på Vester Assels på Mors er tom for maskiner og mennesker. Horisonten byder på nogle enkeltstående huse, en håndfuld vindmøller og et par træer. Snart fylder en dyb rumlen fra et rutefly himlen som et maskinelt uvejr, og ferien er slut.

hen imod naturen. Hen imod frirum. Hen imod stilhed. Inden min afgang havde jeg dannet mig mit eget billede af en naturskøn ø. En ø beboet af eremitter i lerhytter. En ø fuldstændig bevokset af urskov. En ø med en nattehimmel fri for lysforurening, prydet med mælkevejen, synlig for det blotte øje. Det er en romantisering af den danske natur, som jeg ofte bilder mig selv ind, er en realitet: Den vilde natur er derude. Den er bare de steder, jeg endnu ikke har været. Men mens nogle mennesker måske vil betegne en kornmark som smuk natur, kræver jeg lidt mere. Og det synes jeg godt, man må.

LIDT VÆK ”Jeg glæder mig til at komme lidt væk,” var en tanke som strøg gennem mit hoved, da jeg kørte fra asfaltjunglen i det østlige Sjælland og pegede bilen mod øen langt mod nordvest. Når jeg tænker ”lidt væk,” mener jeg egentlig ”hen imod”. Når jeg vil væk fra byen, vil jeg egentlig

Som den sidste rest af natten, hænger en mørk blå farve på himlen. Den nye dags orange farve skubber den blå væk, og natten er overladt til minderne. Mellem grantræerne og parkeringspladsen står et skilt, der informerer om, at det er en privatskov, og at der er åbent fra kl 6 til solnedgang. Med jævne mellemrum bliver fuglenes morgensang akkompagneret af en morgentrafikant på den nærliggende vej.

tværtimod, skærer vejen i en lige linje mellem træerne. Jeg havde brug for en pause fra mennesker. Vi blander os i alting. Både hinandens sager og naturens. Vi kan mange fantastiske ting, men vi kan også lade være med nogle af dem. Vi kan f.eks. lade være med at fjerne den natur, som ikke tjener et formål. Og micro manage naturområder, fordi vi synes, de skal være mere hyggelige og komfortable.

ÅBNINGSTIDER Mors er, som det meste af det danske land, opdyrket. Men her i endnu højere grad: hele 80%. En køretur i det bakkede landlandskab indeholder så mange sving, at man kan fristes til at tro, at vejen er lagt for at markere, hvor én mark ender, og den næste mark begynder. Finder man en skov,

En urskov, dvs. en fuldstændig uberørt skov, var måske også meget at forvente. Hvis man vil opleve sådan én, skal man 250 km sydpå, til Løgumkloster hvor Draved Skov, Danmarks eneste urskov, ligger. Der må jeg tage hen næste gang jeg vil ”hen imod”.

Sivene danser i vinden og der danner sig aflange cirkulære riller i vandet. Udover luftens evige forsøg på at udjævne temperaturforskelle, lyder et ekko af hammer mod sten. Måske leder de to tyske turister efter fossiler i den gamle molerudgravning i Ejerslev, som nu er fyldt med vand og kendt som en ”lagune”. En kæmpe forhøjning af jord og sten tårner sig op imellem lagunen og havet, og den står som et monument over forholdet mellem mennesket og naturen. HULLER I JORDEN Der er en ironi i at gå en tur om en smuk sø, som i virkeligheden er et hul, som er gravet af en industri som fremstiller ting som kattegrus, mursten og dynamit. Det er betydeligt pænere end et hul uden vand og gåturen er hyggelig. Vores jerngreb om naturen har betydet, at vi har udryddet adskillige dyrearter. Så mange, at vi sandsynligvis ikke har nået at opdage mange af dem, før vi har udryddet dem. Ingen enkeltpersoner er ansvarlige for dette, og derfor kan og skal vi ikke pege fingre. Men det er et ufravigeligt faktum. Vi har drevet en stor andel af de danske dagsommerfuglearter imod udryddelse. Det har resulteret i et projekt i Klovbakker på øen, hvor man tager en gammel molerudgravning og omdanner den til et ”sommerfugleparadis”. Pragtfuldt projekt, og ironien er der.

100

Anført af Nordstjernen, viser de små lysende pletter sig, drysset som krydderi ud over den sorte kuppel. Månen er så tydelig, at man med det blotte øje kan se den side, som Jordens skygge ellers dækker for. Det omsluttende mørke skaber en følelse af isolation, og hjernen begynder at opdigte ting. Er det bølger, der slår imod småstenene eller fodtrin på stranden? Er det kaldet fra et dyr eller en kvinde, der skriger i det fjerne? DET FREMMEDE OG FARLIGE Jeg fandt et hul i siden af en stejl bakke og fik en idé om, at det måtte huse et dødsensfarligt dyr. Jeg blev nervøs, mens jeg sad ved min bil på en strand i mørket. Jeg er ikke vant til, at der findes steder, hvor jeg ikke kan tænde for lyset eller trykke pause, hvis det bliver for uhyggeligt. Men jeg tror, at det er godt for mig ikke altid at føle mig, som den der bestemmer, ligegyldigt hvor jeg befinder mig. Min mangel på kontrol over naturen sætter mig i perspektiv med den planet, jeg går rundt på. Og det afføder en dybliggende respekt. Da jeg kører fra mit midlertidige hjem og over Sallingsundbroen imod mit mere permanente hjem, tænker jeg på min oplevelse af Mors. Den var ikke, som jeg havde forventet, og det er også fint. Men den mindede mig om, at jeg savner noget, som vi ikke har: Noget ukendt. Noget smukt. Noget, som jeg frygter lidt. Noget, som jeg drømmer om.