Hundested by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

HUNDESTEDER

“Nu kommer hundestederne” sagde man før i

David Leth Williams

Forbindelsen over fjorden

tiden, når fiskerne fra Hundested ankom. Nu siges

Paw Wegner Gissel

Historien om en smed

det om alle i byen. Om landmanden fra slægts-

Mie Hee Christensen

I generationers fodspor

gården og den enlige far, om eksrockeren, smeden,

Kasper Ray Eriksen

Far for alvor

teenageren og selvfølgelig fiskeren der stadig hver

Paw Wegner Gissel

Christian, Jeppe, Nikolaj og Anders

morgen tager til havs. I en uge forsøgte vi otte

Janus Engel Rasmussen

Campist i skjul

fotojournaliststuderende at forstå, udforske og op-

Kirstine Edith Toft

Fiskerkone anno 2013

dage, hvad der ligger bag betegnelsen hunde-

Thomas Emil Sørensen

Tre centimeter fra pulsåren

steder. Dette magasin er vores fortælling, om en

Carsten Svendsen

Den sidste af sin art

nordsjællandsk by fyldt med

menneskeskæbner,

hvor man ikke kan skue hunden på hårene. Dette er vores fortælling om hundestederne.

FORBINDELSEN OVER FJORDEN 4

Hver dag sejler den lille færge Nakkehage fra Hundested til Rørvig. Den sejler 1 gang i timen, så det bliver til mange ture hvert år, hver måned og hver dag. På den korte tur over fjorden er der tid til både hygge og fordybelse. AF DAVID LETH WILLIAMS

Radioen på færgens bro skratter. Det er billetsalget i Rørvig. ”6-0-15” lyder det igennem samtaleanlægget. ”Ja, det var 6-0-15 og vi sejler!” svarer skipperen. Helge Pedersen, 55, er skipper på Nakkehage. Han har sejlet siden han var femten. Først på fragtskibe i Danmark, og de sidste fire år på færgen mellem Rørvig og Hundested. Da skibet stævner ud fra havnen, forklarer han hvad tallene fra billetsalget betyder. seks biler, ingen cykler og femten passagere. Der bliver ført nøje statistik i skibets logbog, så alle passagerer skal noteres. Bag ved Helge hænger en stor skærm med orange aftegninger på. Det er radaren, og den bliver kun brugt på dage som i dag. Dage hvor himlen føles som en stor, kold dyne, der har lagt sig tæt omkring en. Det er tåget og Helge kan ikke se langt frem. Inde på kajen har de tændt to store projektører, der kan hjælpe under udsejlingen, men der går ikke længe fra færgen er ude af havnen før man er helt alene på havet.

Forrige side Egon Iversen drikker morgenkaffe med skipperen Helge Pedersen. Egon kommer fra Kalundborg med fisk. Han tager typisk fisk med til besætningen, og i dag faldt der en røget lakseside af til frokostbordet.

Det eneste Helge kan forholde sig til, er de orange plamager på radarskærmen.

ISEFJORDSFORBINDELSEN Der er omkring 3 sømil, eller 5,5 km, fra Rørvig til Hundested, og med 13 daglige ture hver vej får den lille færge sejlet langt på et år. Faktisk sejler den over 50.000 km om året – langt nok til at nå hele vejen rundt om jorden og så lidt til. Turen over fjorden tager omkring 25 minutter, og da autopiloten klarer det meste, er der rigelig tid til hygge på broen. ”Det skulle helst ikke gå hurtigere, ellers har vi jo ikke tid til at spise vores kage!” lyder det ovre fra hjørnet. Det er John Baadtoft der blander sig i samtalen. Han sidder med en kop kaffe og slapper af efter at have solgt billetter til passagererne. John er bådens styrmand, men i lavsæsonen er det også ham, der står for en del af billetsalget. Han glæder sig til, at der om en uge er fuld bemanding i billetlugerne. “Fra mandag til onsdag har jeg solgt

Øverst th. Erik og Merete Christiansen er på vej til bryllup. For dem er en færgetur noget helt specielt, og de har efterhånden sejlet med de fleste færgeruter i Danmark. Den mest mindeværdige tur var dog i 2001, da de sejlede fra Grisslehamn i Sverige til Eckerø i Finland. 7

for 30.000 kroner. Jeg gider ikke stå der og sælge billetter,” siger John. Det med hyggen er en stor del af dagligdagen for besætningen, og det involverer tit kaffe eller kage. Det er nødvendigt med lidt adspredelse, for der sker ikke det store på Isefjorden. En smule søgang, tåge eller en bil, der er gået i stå på dækket, er noget der kan give lidt spænding. John mindes især en episode, hvor besætningen havde hjulpet en kvinde med at starte hendes bil. Grinende havde han sagt, at hun jo kunne komme tilbage med en jordbærkage til dem. Dagen efter stod hun på kajen med en kanelstang til dem som tak. ”Der var desværre ingen jordbærkager,” havde hun sagt.

RUTINEPRÆGET HVERDAG Dagen starter tidligt for besætningen. Første afgang fra Hundested er kl. 6:25, så der er ikke altid tid til morgenmad hjemmefra. Derfor spiser besætningen morgenbrød på skift i messen. Færgeruten er travlest i morgen- og eftermiddagstimerne. Det er her, de mange pendlere skal frem og tilbage. En af de faste passagerer er Egon Iversen på 65. Egon er en stor mand

med et livligt gemyt og en mening om det meste. Egon arbejder for O.V. Jørgensen Fiskeexport og tager færgen op til flere gange dagligt. Igennem årene er Egon blevet en fast del af inventaret på skibet, og det første han gør, når han har parkeret bilen, er at gå op på broen og sige hej. Her er der typisk varm kaffe på kanden og en sludder for en sladder. Både John Baadtoft og Helge Pedersen er enige om, at det ikke er det mest sindsoprivende at sejle færgen. Især John, der tidligere sejlede på olierekognosceringsfartøjer, savner nogle gange adspredelsen og oplevelserne ved at arbejde forskellige steder over hele verden. ”I forhold til tidligere er det her jo røvkedeligt,” siger John. Tilgengæld er de begge to alligevel glade for at være gået ned i tempo, efter at de er kommet op i alderen. De har mere tid til familien og dem selv, og når de har fri, har de fri. Der er ikke så mange brandøvelser, flyveture til og fra fremmede lande eller lange perioder til søs. Til gengæld har de kaffe, jordbærkager og glade passagerer, og det kan man sejle mange overfarter på.

Dorrit Brøndum har pendlet med færgen i 12-13 år. Hun synes det er ærgeligt, at færgen bliver skiftet ud med en nyere, fordi hun er bange for at ruten mister charmen.

Steen Amtrup er på vej hjem til Lyngby. Han har været i Rørvig, hvor han har sommerhus. Normalt tager han bilen rundt om fjorden, men nogle gange tager han færgen.

Historien om en smed Bent Peters far besluttede for 55 år siden, at hans søn skulle være smed. Siden har tiden stået stille i værkstedet, hvor mandehørm og methangas får frie tøjler, og ondskabsgale kvindfolk er forment adgang

AF PAW WEGNER GISSEL 12

Han står lige der, Bent Peters, født og opvokset i Hundested. Midt i gnister og flammer, i et ocean af metalspåner, gasflasker, olietønder, ambolte og en intens lugt af brændt gummi. Der står han og svejser, ham de kalder Smeden. Han vælter rundt i metalgenstande og restaffald, og for en forbipasserende er det ikke til at gennemskue, hvordan en haltende gammel smed på 73, kan gebærde sig i 120 kvadratmeter rod. Men for Bent Peters er det hverdag, og det bliver ikke anderledes. “Vi mønstrede engang en fem-seks mand og bestilte en container så vi kunne få ryddet op, men vi kom aldrig nogen vegne. Når de bar noget ud, bar jeg det ind igen.” Handler det om at skabe et rodedynasti, så er Smeden det ideelle forbillede. Hans værksted på havnen i Hundested er igennem årene blevet en turistattraktion for metalglade

skikkelser, og siden han for 20 år siden havde sin sidste lærling, er de glatte overflader blevet et levn fra en svunden tid. Smeden samler på alt, hvad han finder af stumper og stykker. Og når fundamentet skrider, og det kun er et vaterpas, man mangler for at få det tilbage i balance, så er det smeden, man kommer til. Han har alt. Og alt er til at finde, siger han selv. I hjemmet står alt til gengæld snorlige. Konen er et ordensmenneske med sans for polerede forhold og hun sætter ikke sine ben i værkstedet. Det er der for beskidt til, siger hun. Hvis hun vil ham noget, så står hun i døren og råber. “Det passer mig glimrende, så er jeg fri for, at hun kommer rendende. De brokker sig jo altid, de kvindemennesker, det er noget, de er født med. De vokser sig større, og bliver mere ondskabsgale med alderen.

Det kan man lige så godt vænne sig til,” siger han. Hjemlige diskussioner om at komme til tiden, få lagt sit tøj ordenligt på plads og drikke færre øl ligger langt fra smedens natur, og han bruger derfor det meste af sin tid bag værkstedets trygge vægge. Her har han friheden til at hamre, svejse, snakke damer, drikke bajere og være sig selv.

CYKELDRØMMEN PUNKTEREDE Ungdomsdrømmen var ellers en anden. Han ville være skovmand og professionel cykelrytter, men da han en dag kom hjem fra skole, havde hans far bestemt, at han skulle være smed. Han skulle ikke bruge sin tid på at på at studere, og han blev straks væltet af cyklen og ud i en læreplads.

Her har han været siden, selvom cyklen kunne have ført ham ad helt andre veje. “Dengang havde de andre knallerter. Jeg havde kun min cykel. Men jeg kunne køre lige så hurtigt som en Puch i topgear og blev rådet til at stille op i Politikens, De unges cykelløb.” Her imponerede han, blev medlem af en cykelklub og fik en racercykel. “Det var nok den bedste tid i mit liv. Altid på farten, altid et nyt sted.” Cykelsporten var ideel for smeden, for her var han ikke afhængig af et hold. Han kunne bestemme selv. Inden drømmen endte efter 12 år på cyklen, førte den ham Europa rundt. Han blev dansk mester på landevej og deltog ved Olympiaden i Rom.

I sadlen var han sin egen chef, og det er han også i værkstedet i dag. En enspænder, der har det bedst med at være i fred og ro, gå alene i skoven eller tage en aftendukkert i sommermånederne.

LIVET A LA CARTE Smeden er vokset op ved skoven i Hundested, og siden han kunne kravle, har han været optaget af dens fredsommelige omgivelser. Han og hans søster brugte hver eneste dag på at jage skovens skatte, og når der var skovdueunger i fuglerederne, blev de plukket, stegt og fortæret af de henrykte børn. Skoven var et tag-selv-bord for de to. Han har altid fulgt naturens gang. Da det blev besluttet, at han skulle være smed, var det sådan, det måtte det være. Han er vellidt og berygtet blandt byens borgere, som kommer til ham i værkstedet, hvor ingenting bliver forvandlet til alt muligt. Han vil altid være “Smeden” i Hundested, den eneste rigtige af slagsen, og hvis det er muligt, fortsætter han arbejdet, til den dag han dør. Han er slet ikke klar til, at det hele skal ende. Men tiden går stærkt, og ifølge smeden går det kun stærkere, jo ældre han bliver. Samtidig bliver blodtrykket gradvist højere, og øllene smager bedre, og det er svært at sætte en stopper for, når man er født som en levemand. “Jeg ville leve evigt, hvis jeg kunne. Man har det jo skidesjovt, hvad fanden skal man så dø for?”

Hvis smeden ikke er til stede værksted, får han sandsynligvis en eftermiddagsbajer i enten “Filialen”, “Ormehullet” eller “Flamingobar” på Hundested havn. 18

I GENERATIONERS FODSPOR AF MIE HEE CHRISTENSEN

Ditlev Hasselbalch er fjerde generation på Grønnessegaard Gods. Som dreng mærkede han lokalsamfundets forventninger til, at han skulle efterfølge sin far. Det var ikke presset, men lysten der gjorde han tog over

Der lyder raske og knasende skridt på gårdspladsens grus. Iklædt arbejdsbukser og vindtæt jakke træder Ditlev ind i værkstedet, hvor gårdens fire ansatte venter. Klokken er fem i syv, solens stråler skinner skarpt gennem vinduerne, og arbejdet på Grønnessegaard Gods skal til at begynde. Der bliver samlet op på gårdsdagens arbejde og fordelt opgaver. Kort og præcist, for som altid er der meget, der skal nås. Ditlev sikrer sig, at de to faste mænd og de to elever har styr på værktøj og maskiner. Så er han videre. Hans titel er godsejer, men de mudrede sko og det praktiske tøj vidner om en mand, der langt fra spenderer det meste af dagen i hovedbygningens store stuer. Guldur er erstattet af tommestok, og i stedet for en halsklud er fleecen lynet godt op for at holde den kølige forårsvind ude. Her er ingen godsforvalter, ingen distance til det praktiske arbejde, det er at drive et landbrug. For Ditlev betyder hans titel blot et arbejde som landmand. ”Det kræver mere end et 37 timers

job. Men at være godsejer er ikke mere særligt end at være elektriker.”

FORVENTNINGER FRA 1. KLASSE For lokalsamfundet er Grønnessegaard dog mere end et almindeligt landbrug. Godset har eksisteret i næsten 250 år, og siden 1921 har en Hasselbalch drevet det. Som fjerde generation oplevede Ditlev tidligt, at der er opmærksomhed og forventninger forbundet med at være godsejersøn. Forældrene sendte deres søn i Hundested Kommuneskole, hvor Ditlev lærte at lege med alle slags børn og måtte svare på spørgsmål som, om han var særlig rig. Mange tog det for givet, at drengen en dag efterfulgte faren. ”Lærerne i skolen og folk jeg mødte sammen med min far, spurgte alle, om jeg skulle overtage efter min far. Det kunne være svært at svare på. Senere blev spørgsmålet bare til hvornår det skulle ske.” De eneste, der ikke lagde deres forventninger på ham, var forældrene. Der var intet pres fra deres side om, at

Det kræver væsenligt mere tid og energi fra Ditlevs side at have elever. Til gengæld oplever han en udvikling hos eleverne, hvor de ender med at tage større ansvar.

Selvom om Ditlevs far er rundet de 73 og overdrog godset til Ditlev for 6 år siden, kan han ikke lade være med at tage sig af forskellige opgaver. Nogen gange sker tingene ikke noget hurtigt nok, og så går han selv i gang.

Ann Louise og Diltev blev gift i 2008. Sammen har de Eggert på 6 og Agnete på 2.

tror det er “ Jeg meget naturligt for den eneste dreng ud af en søskendeflok på fire skulle gøre som sin far. Det viste sig heller ikke at være nødvendigt. Ditlev ville selv. Som så mange andre unge forsøgte han sig med forskellige sportsgrene, men arbejdet på gården trak mere i ham. ”Det var sjovere. Stedet her har altid været min legeplads. Med tiden er legetøjet bare blevet større”. DEDIKATION UDEN NØDPLAN Når høsten skal ind, går der rigeligt med tid i legetøjet. Ditlev og hans ansatte kan nemt bruge 14-16 timer i mejetærskerne. På denne forårsdag er der dog meget arbejde i vente, før laden står fuld af hvede, rasp og rug. Mens mændene er i skoven for at fælde træer, kører Ditlev rundt og ser til markerne. Han går med målrettede

skridt. Arbejdsskoene synker ned i den bløde jord og efterlader fodspor. Væk fra læ river vinden hårdere og forsøger at snige sig ind i hver en åbning i tøjet. Ditlev sætter sig på hug, river en af de små planter op og børster jorden af. Der titter lange, hvide rødder frem. Planten gror, som den skal. Det kan se forskelligt ud fra mark til mark, men i de værste tilfælde skal marken plantes om. For et par år siden begyndte sæsonen med, at næsten halvdelen af markerne skulle sås om. Da det tegnede til at blive et dårligt regnskab, ansatte Ditlev færre end normalt og løb selv hurtigere. Arbejdsugen løb op på 80 timer om ugen. ”Det kan man kun holde til i en periode. Jeg hørte ikke efter, når en af ungerne kom og viste et stykke legetøj. Jeg glemte hele tiden, hvad der lige var

folk at søge tilbage til, hvor de kommer fra. Jeg har altid vidst, at jeg ville tilbage

blevet sagt. Det var ikke gået uden min kone.” Ann Louise, Ditlevs kone, var på det tidspunkt på barsel. Hun tog sig af ungerne, sagde sit job i København op efter barslen og begyndte at tage sig af det administrative på gården på fuld tid. Trods den hårde periode overvejede Ditlev ikke at stoppe landbruget. ”Man skal ikke tænke på sin nødplan, for så har man allerede afviklet den.” I dag er arbejdsugen nede på 50 timer om ugen selvom det kan være vanskeligt at holde fri. Ditlev holder af de fleste opgaver, men det er alligevel svært at bo på sin egen arbejdsplads. ”Der er hele tiden noget, man føler, man skal og bør. Jeg kan ikke gå rundt uden at lægge mærke til ting, der skal gøres. Et vindue der skal laves, et træ der er gået ud, stråtagene der skal

skiftes. Jeg kan aldrig lægge arbejdet helt til side.” En del af Ditlevs tid går også med at hjælpe eleverne på gården. De skal lære at øremærke kalve, at pløje marker og at arbejdsdagen først er slut, når man er færdig med sidste opgave, og maskinerne står klar til næste dag. ”Der er sket en stor holdningsændring gennem de sidste 10 år. Der er få elever, der kommer og siger ”jeg har valgt den her uddannelse, og jeg vil være den bedste til det.” Mange tænker kun på, hvornår de skal møde, og hvornår de har fri.” Trods det ekstra arbejde vil Ditlev gerne være med til at uddanne elever. Han har ligeledes haft folk i fleksjob ansat. Det giver også noget den anden vej. ”Man skal vurdere, hvad der tilfører

Da Ditlev overtog godset skulle der ske noget. Han udvidede fra 400 til næsten 800 hektar land, lavede julemarked i december og byggede en gammel lade om til en festsal til udlejning.

livsværdi. For mig er det blandt andet at kunne give noget til folk, hjælpe dem videre. Jeg er måske en træls arbejdsgiver, men det er fordi, jeg forventer noget af folk.”

NÅR RØDDERNE TRÆKKER ÉN HJEM

Ditlev voksede op på godsets hovedbygning, men har ikke travlt med at flytte ind igen. I dag bor han med sin kone og to børn i et hus på grunden, der ligger mere afskærmet og har bedre udsigt.

For Ditlev kommer livsværdien også fra det, han betegner som helheden. ”Det er omgivelserne her på Halsnæs med mark, skov og strand. Det er det afstressende arbejde med dyrene. Det er det varierede arbejde. Og så er det at have verdens vigtigste job. Uanset hvad skal mennesker altid have fødevarer.” Efter værnepligten blev han sergent. Bagefter tog han et år til Australien, uddannede sig til agraøkonom i Odense og arbejdede på et andet landbrug. Men Ditlev havde hele tiden planen om

at overtage Grønnessegaard Gods på et tidspunkt. ”Jeg tror, det er meget naturligt for folk at søge tilbage, hvor de kommer fra. Jeg har altid vidst, at jeg ville tilbage. Jeg savnede stedet.” Når han tænker på sine børn som efterfølgere, ved han dog, at arbejdet som godsejer kræver mere end de fleste jobs: ”Jeg vil aldrig lægge pres på mine børn til at overtage” siger Ditlev. ”Hvis min søn hellere vil danse ballet, så skal han det, men jeg har to børn, så der er to chancer. Jeg ville blive ærgerlig, hvis de ikke vil overtage, men jeg vil aldrig lade dem mærke det.”

FAR FOR ALVOR Som enlig far med en broget fortid, kan det være svært at få tilværelsen til at hænge sammen. Efter en turbulent tid er det lykkedes at gøre op med fortidens dæmoner. Brian har startet fædrehjælpen, hvor han hjælper andre enlige fædre AF KASPER RAY

”Christian er den der gør, at jeg står op hver morgen. Han er mit et og alt,” siger Brian Schumann. Han bor sammen med sin lille søn Christian på fire år, som han er enlig fuldtidsfar for. ”Der findes ikke noget liv uden ham.” Brian og Christian bor i en lille forstad til Frederiksværk. Bebyggelsen er som man ser den flest i den slags områder, som fortrinsvis rummer sociale lejemål. Gule mursten og røde tage med fælles legeplads i midten af bebyggelsen og et lille redskabsskur i forhaven. I nummer 68 bor Brian sammen med Christian. I snart to år har de passet på hinanden. Brian er 40 år og har taget mange omveje, for at være hvor han er nu.

Han har flirtet med Hells Angels og narkomiljøet i sine unge dage. Det kriminelle miljø blev for meget for ham. Han lod sig udsende i flere omgange, først som ulandsfrivillig og senere NATO-soldat i Bosnien. Soldaterlivet har tæret hårdt på ham og blandt andet ført til, at han har fået konstateret posttraumatisk stress.

FORTIDENS FORSØMMELSER Brian har været gift tre gang og er far til fire. To af døtrene ser han ikke. Familielivet har været svært, at forene med en fortid som soldat. ”Jeg havde det ikke svært med tiden som udsendt, hjemkomsten har været svær. Man er vant til at være bevæbnet og professionel 24-7,” siger Brian. Han søgte ind i alkoholen for at dulme problemerne.

I dag ser Brian ikke længere de fleste af sine gamle venner. Han har kun holdt ved dem, der har været der for ham, i den tid det var svært. Om lørdagen har han en fast rutine. Han tager ned til det lokale torv, og her mødes han med et par af de trofaste bekendtskaber. 30

”Det har medført et større alkoholmisbrug, for at komme væk. Jeg har været aggressiv når problemerne dukkede op. Det har kostet mig tre ægteskaber,” konstaterer Brian. Efter ekskonen ikke kunne tage vare på Christian, begyndte Brian at tage ansvaret, for sønnen og ham selv. ”Jeg er blevet bedre til at tackle problemerne efter jeg er blevet tørlagt. Vi har fundet os godt tilrette, vi har fået en fornuftig og rolig tilværelse,” siger Brian.

EN NY BEGYNDELSE Lige nu går meget af hans arbejde med, at få ”Fædrehjælpen” op at stå. Her kan enlig fædre ringe, hvis de har problemer med ægteskabet eller faderskabssager. ”Det er en jungle at finde ud af. Man sidder som enlig far midt i en skilsmisse, der er problemer og konen er sur. Det er svært at læse 24 siders forældrelov, så er det nemmere at tage telefonen, og ringe til en der er sat i sagerne,” siger Brian. De fleste der ringer har brug for at høre at de er normale og ikke står helt alene med problemet.

“Der findes ikke noget liv uden ham ”De der 20-25 minutters samtale jeg har med dem over telefonen, gør mange ting. Når de ringer til mig er de vildt stresset. Når jeg vi lægger røret på, er de meget mere rolige.” siger Brian. Soldaterlivet er fortid for Brians vedkommende. Han har sadlet fuldstændig om, og er nu i gang med at tage 10. klasse på VUC.

Han håber han kan komme ind på SOSUuddannelsen og derefter, at kunne komme til, at arbejde på en skadestue. ”Min søn skal ikke have samme opvækst som mig selv, det er jeg meget fokuseret på. Min største drøm er at leve en ganske anonym normal tilværelse, ligesom Hr. og Fru Danmark.”

Christian Fhyr er inkarneret Hundesteder, og han kan godt lide motorcykler. Siden han var lille, har han bygget motorcykler med sin far, og når han er færdig med gymnasiet, vil han på DTU som elektroingeniør.

Jeppe Ingversen har boet i Hundested, siden han var fem. Han elsker at surfe og er i gang med at åbne sin egen surfbutik. Han går på gymnasiet i Frederiksværk og drømmer om at blive Kaospilot.

Nikolaj Agervold er 19 år og fra Hundested. Han er hyggespreder, trommeslager og koncertarrangør. Han gik ud af gymnasiet sidste sommer, og nu sigter han efter en karriere som manager eller fuldtidsrytmiker.

Anders Kaysø er måske den mest fartglade mekaniker i Hundested. Hvad enten det er biler, både eller motorcykler, får han dem til at køre stærkt. Han har en forkærlighed for Australien og vil gerne rejse derned og arbejde efter sommer.

AF PAW WEGNER GISSEL

CAMPIST I SKJUL 38

Frank bor i en campingvogn. Hans livs kærlighed er død, men hans hund er i live. Han har en lejlighed, men han kan ikke tage tilbage til den. Frank er gået under jorden på flugt fra sin fortid i bandemiljøet AF JANUS ENGEL RASMUSSEN

Vinden river i træerne, og en kold brise trænger langsomt ind under teltdugen. Verden udenfor slører gennem forteltets plastikruder, og stilheden brydes af et tungt åndedræt gennem en cigaret. Frank stirrer skiftevis ud på campingpladsens tomme stier og ned på Carlos’ dovne øjne. Den enorme hund, der kælent har lagt hovedet i hans skød. Ensomheden er presserende til stede, men alligevel budt velkommen. ”Nogle gange bliver jeg tosset i hovedet af at være alene heroppe. Jeg savner sgu at snakke med nogle mennesker, men det var nødvendigt at tage væk. Jeg kan ikke vende tilbage.” Frank er 49 og på flugt fra en broget fortid præget af vold, tab, sorg og bandekriminalitet. Som et barn af Urban Plan på Amager var de kriminelle glidebaner lette at falde i. Frank holdt dem fra døren i mange år, men med tiden indhentede omgivelserne ham. Frank røg hash for første gang som 13-årig, og i takt med karrieren som køkkenchef i Nyhavns restauranter blev de hårde stoffer hurtigt en naturlig del af dagligdagen. Og samtidig en indgangsbillet til Bandidos, hvor Frank hurtigt blev kendt som manden med det gode coke. En titel der hang ved, indtil februar i år, hvor Frank viskede tavlen ren og flygtede til Nordsjælland. Han har efterhånden vænnet sig til at være alene. De sidste seks år viede han til at passe sin elleve år ældre eks-kone, der lå for døden med lungesygdom-

Til maj tror Frank ikke længere, han bor på campingpladsen. Han håber på at flytte til Jylland, så han kan være nær sin svigerinde.

men KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). De havde kendt hinanden siden de var børn, og havde til sidst kun hinanden. Frank var alene om at passe Lulu, og sygdommen nærmest sømmede hende til sengen. Det efterlod Frank til mange ensomme aftener. ”Hvis jeg skulle holde weekend og koble af, var det ikke unormalt at jeg brugte 2-3000 kroner på coke. Så sad jeg og chattede med piger, og sniffede baner hele weekenden,” fortæller Frank.

EN AK-47 I ENTREEN Lægerne måtte til sidst slukke for Lulus respirator, og herefter fulgte to måneders kaos i Franks liv. Lejligheden i Gladsaxe bar for mange minder om det 30 år lange ægteskab, og ikke mindst de seks års sygdom, hvor Frank var alene med Lulu og hunden Carlos. For mange minder til at Frank kunne bære det. ”På to måneder brugte jeg nok 250.000 kroner på coke, sprut og fester. Nogle gange i 72 timer i streg.” Sorg kan være svær at skjule, og livet i overhalingsbanen satte tydelige spor på den aldrende Frank. Han sov sjældent, han tog på og hans fortid hos Bandidos var ikke ukendt. Forstædernes indvandrerbander udså sig Frank, som et let offer for pengeafpresning. De tævede ham, hvis han ikke pungede ud, men han turde ikke anmelde dem af frygt for, at politiet skulle rive op i hans historie.

Frank fik lavet sin tatovering for at skjule ar, fra engang han blev stukket i ryggen med en kniv.

Det er sjældent at Frank kommer ud fra campingvognen. Carlos må ikke komme med bussen, og der er 6 kilometer til nærmeste by. 40

”En dag kom de op og bad mig passe på deres geværer. De stillede en M-15 og en AK-47 i min entré, og sagde, at dem kunne jeg lige passe på, indtil de hentede dem,” siger Frank om indvandrerbandernes måde at afpresse ham på. Men Frank skulle ikke risikere at blive taget med ulovlige våben, så han tog serienumrene og ringede til politiet. De tilbød ham en vej ud i bytte for en vidneforklaring, og Frank slog til.

TILBUD OM ET EXIT I alt 25 personer har siden 2011 indgået en Exit-aftale med den danske stat, for 44

at blive hjulpet ud af rockermiljøet. En aftale der betyder, at de kriminelle kan få en ny identitet og starte et nyt liv. Den betyder derimod ikke, at en eventuel dom får formildende omstændigheder, og derfor har mange af de potentielle modtagere til aftalen takket nej. Omkring 120 bande-relaterede kriminelle har dog henvendt sig til politiet for at drøfte Exit aftalen. Ifølge kriminalforsorgen ombestemmer mange sig, når de hører betingelserne, finder ud af, at de ikke opnår en nemmere afsoning, og at der generelt ikke er nogen ekstraordinære goder at hente. Andre bliver simpelthen

vurderet til at have andre dagsordener, mens andre igen endnu ikke har den indre styrke, der skal til. Men Frank står ikke til at afsone, og det var derfor en kærkommen mulighed at tage imod Exit-aftalen. Derfor har han siddet her i campingvognen siden februar. Med et minimum af ejendele, kontanthjælp og et stykke papir fra justitsministeriet.

FØRSTE SÆSON SOM FASTLIGGER Der står gamle campingvogne parkeret ved indgangen til den 200 år gamle gård, der nu er forvandlet til camping-

plads. Minigolfbanen ville være fantasiforladt, selv hvis den ikke var nedslidt. Hoppeborgen er flad, og legepladsen vidner ikke om nogen nylig aktivitet. Der er sjældent andre end Frank, når campingkiosken åbner en time om dagen og serverer frisk kaffe. Her er fastliggernes kaffekrus sømmet på væggen med navn og små runde klistermærker på, der fortæller hvor mange sæsoner, gæsterne har boet på pladsen. Frank har hverken kop eller klistermærke. Det er hans første sæson. Efterforskerne har lukket alle Franks konti, og han nåede kun at redde et

enkelt billede af sin afdøde kone med, da han flygtede. Det er sjældent, Frank taler med andre mennesker, men når han støder på andre campister ved kiosken, snakker han lystigt om dagen og vejen. Frank vil gerne passe ind, men fortidens greb er fast. De øvrige gæster skuler bebrejdende til den enorme hund, og der bliver holdt øje med alle deres bevægelser. Ejeren af campingpladsen er en af de få indviede i Franks situation, men har alligevel bortvist ham i to dage, fordi hunden hoppede over til nabocampingvognen. Tiden læger måske sår, men sætter

alligevel sine tydelige mærker. De trætte øjne vidner om en opslidende fortid. Stofferne er lagt på hylden, og mange kilo er smidt. Han samler som den eneste altid cigaretskodder og hundelorte op fra jorden. Han hjælper gladeligt sine naboer. Og selvom gardinerne til campingvognen altid er trukket for, er døren altid åben. (NAVNENE I ARTIKLEN ER FIKTIVE. REDAKTIONEN ER BEKENDT MED DE RIGTIGE NAVNE)

FISKERKONE ANNO 2013 Selvom Anette Larsen ikke ville giftes med en fisker, skete det alligevel. Hun er en af de sidste fiskerkoner i Danmark. En moderne fiskerkone, der har droppet at sidde i stuen og vente med længsel

AF KIRSTINE EDITH TOFT

”Jeg synes bare, vi skal gifte os og få børn nu.” Anette Larsen ville gerne uddanne sig til sygehjælper, men fik at vide, at hun skulle komme tilbage, når hun blev 30. Så hun bestemte sig for at få børn tidligt og starte en karriere senere. 12 dage før hendes 19-års fødselsdag blev Anette og Børge gift. Det var i påskeferien, for der var Børge hjemme fra fiskeriet. Ni måneder senere kom datteren Wicki til verden. Anette voksede op i Klintholm Havn på Møn med en far, der fiskede. Livet i den lille havneby fik Anette til at tænke, at hun ikke ville giftes med en

fisker. Hun ville have en mand, der var hjemme og tog lige så stor del i de huslige pligter som hende. Men da Børge lagde til kaj i en kutter fra Hundested, gik der ikke længe, inden Anette pakkede tasken og fulgte med ham.

EN TRADITIONEL FISKERKONE Motionsløb, morgenbadning, venner, gymnastik, loppemarked, gåture og havearbejde. Det er meget af, hvad 55-årige Anette får sin fritid til at gå med. De traditionelle fiskerkoner, som sidder og venter med længsel og

ængstelse på deres mænd, findes nærmest ikke i dag. I Hundested arbejdede de traditionelle fiskerkoner på Gubben, den lokale sildefabrik, mens mændene var ude at fiske sild. Anettes svigermor var en af de koner, der stod og lavede kryddersild. Det gjorde hun, indtil hun fik sit første barn. Derefter var hun hjemmegående husmor. Anette gik også hjemme som husmor, men kun i tre år. Hun var altid i gang, enten sammen med andre husmødre, sammen med børnene derhjemme eller med dem i legestue. Hun lavede

så mange ting, at Børge og hun blev enige om, at hun ligeså godt kunne tjene penge på al den aktivitet. Anette begyndte at arbejde. Hvis et af børnene blev sygt, kunne hun ringe efter sin svigermor, som gik derhjemme og altid var klar til at passe sine børnebørn.

ALENE HJEMME I lang tid var Børge af sted så længe ad gangen, at han kun var hjemme en weekend hver måned. ”Nogle gange syntes jeg, det var lidt synd for mig,” fortæller Anette.

“Det dejlige ved, at Børge er fisker, er, at han kan lave mad. Det er ham der laver mest aftensmad af os to.”

Hver sommer rydder Anette op i redskabskuret på havnen. De gamle ting sælger hun på loppemarked.

Anette kan godt lide at sove på gulvtæppet i stuen, når hun skal have en hurtig lur.

jeg virkelig “Hvis følte mig

deprimeret, kunne jeg godt finde på at gå en tur langs vandet

“Hvis jeg virkelig følte mig deprimeret, kunne jeg godt finde på at gå en tur langs vandet.” Så kunne tankerne blive luftet. Det var især hårdt i weekenderne, hvor andre par gik i haven sammen og drak et glas rødvin om aftenen. Der var Anette alene med børnene og savnede fællesskabet med sin mand. Da Børge en dag kom hjem, kunne datteren Wicki på et år ikke kende ham. Det rørte ham meget, og han ændrede sit arbejdsmønster, så han var mere hjemme. På en måde er Anette den nye traditionelle fiskerkone. Hun har taget dem med til svømning, gymnastik, fodbold og meget andet, og hun har været en del af skolebestyrelsen og været holdleder i nogle af de forskellige sportsgrene og har været med på camping- og teltture. ”Noget af alt det, jeg lavede med

børnene, havde jeg tid til, fordi jeg ikke havde en mand, jeg også skulle passe.” Anette kunne aldrig finde på at sætte sig og se fjernsyn en eftermiddag. Hun har stadig gang i ligeså mange ting som for 30 år siden, og hvis hun endelig skal slappe af, vil hun sætte sig og læse en bog eller tage en lur. Når hun ikke er aktiv for sin egen skyld, tager hun sine børnebørn med til gymnastik eller med ned på havnen til deres bedstefar. Med tiden er rollerne i Anette og Børges hus skiftet. I dag består fiskeindustrien af større kuttere og færre fiskere. Børge har solgt sin store båd og arbejder nu på en muslingekutter med fast månedsløn. Imens har Anette opbygget en karriere som leder i kommunens ydelsescenter. Nu går Børge mere hjemme end Anette og er kommet med i nogle af alle de aktiviteter, hun fylder sin fritid med.

Tre dage om ugen morgenbader Anette. Om lørdagen får de tit en lille en efter dyppet i det kolde vand.

TRE CENTIMETER TIL PULSÅREN

Mickey er 17 år, og en af de få unge tilbage i Hundested. Men i stedet for øl og knallerter, har vold og skyld været hans hverdag

AF THOMAS EMIL SØRENSEN

Sorte skygger under øjnene. Sort tøj fra top til tå. Sort pandehår dinglende som et gardin for det højre øje. Han er bleg, men to snitsår på tværs af hans højre arm tilføjer noget rødt i hans sorthvide verden. Selvom Mickey Steffen Andersen bor i Hundesteds ghettoområdet, har han aldrig haft det bedre.

MED SKYLDEN SOM BYRDE Blokbygninger på rad og række i udkanten af Hundested. Inde bag de firkantede betonmure bor 17-årige Mickey sammen med Mor Pia og hendes kæreste Jesper. Væggene i lejligheden er slidte og hullede, tapetet er gråt og flosset. Men alt er nyt for ham. Da Mickey blev født, var hans mor ikke klar til at tage ansvaret for ham. Den dengang 3-årige Mickey blev sendt til en plejefamilie i Skibby. En plejefamilie, hvor plejemoren var omsorgsfuld, mens plejefaren talte med hænderne. Mickey mindes især, hvordan han blev skydeskive for faren, to år efter han var flyttet ind. Familien havde mistet deres biologiske søn til en blodprop i hjernen, og var ting gået i stykker, eller var noget galt, blev Mickey mødt med kvælertag eller vold. Fra han var lille lærte han at bruge tøj som et redskab til at dække fysiske overgreb. Som årene gik, blev forholdet mellem Mickey og plejefaren værre. Indimellem endte det i opkald til de sociale myndigheder, hvor Mickey blev anklaget for hashrygning og pillemisbrug, og plejefaren omvendt blev anklaget for voldelige overgreb. Men lige lidt hjalp det. Mickey havde ikke lyst til at vise de mærker, han havde. Han vidste, det ville såre hans plejemor. Flere forsøg på

at forklare plejemoren, hvad der skete, hjalp ikke. Hun elskede plejefare for meget til at turde tage snakken. Mickey måtte acceptere de vilkår, der var, alternativet fandtes ikke. 13 år efter han flyttede ind, kunne han ikke mere. Efter en køretur, endte Mickey og plejefaren I et større skænderi. De mange års selvmordsforsøg, selvforskyldte sår tre centimeter fra en pulsåre og indelukkethed, kom til udtryk gennem et enkelt skub til faren. Det var første og sidste gang Mickey slog fra sig, og gav ham styrken til at flytte hjem til sin mor. For enden af sofaen sidder han komfortabelt med knæene bøjet mod hagen. Omkring hans hals hænger et et sort halstørklæde. Han løfter det op til næsen. En sødlig aroma svæver op i næseborene. Han kan godt lide duften, som minder ham om hans mor.

NITTER OG NYE TIDER Han føler sig tryg, vidende at hans mor ikke er langt fra ham længere. Han har ikke brug for mange venner, han har brug for de rigtige. Da Mickey flyttede til Hundested, kendte han ingen. Hans mor og blokbygningerne i Høje Tøpholm, var hans omgangskreds. Næsten alle hans gamle venner i Skibby, havde valgt ham fra, en efter en. De kunne ikke magte de udfordringer og problemer, som Mickey delte med dem. Med tiden begyndte han at acceptere, at han var anderledes. Mens venner og klassekammerater gik og spredte rygter i skolegården, vendte han det døve øre til og forsøgte at lukke smerten ude. Hans tøjstil og ensomme gang medførte mange tilråb og rygter.

Han peger op på et lyserødt lærred med hjerter og tekst og fortæller om drømmen om at blive tegner. Fremtiden er dog ikke vigtig. Lige nu nyder han at gå i specialklassen på Storebjergskolen – et sted, hvor Mickey har fået troen på venskaber tilbage.

MÆND OG KVINDER Mundvigen løfter sig let, når han snakker om hende. Pernille, hedder hun og går i samme klasse som ham. “Jeg synes hun var vildt smuk. Men det var svært, da hun også var en af mine nærmeste venner”. To dage efter de indledte forholdet, fik Mickey en SMS. Blikket falder til jorden for et kort øjeblik. Pernille slog op med ham, fordi hun var bange for at miste deres venskab. Generelt har Mickey mange veninder. Han tror selv det er fordi, at han ikke har ikke svært ved at snakke om følelser og kærlighed Men det er ikke alle, der skal indvies i hans privatliv. Kun de, som har gjort sig fortjent til hans tillid, får lov til at få et 58

indblik. Kærlighed er kærlighed, uanset kønnet. Siden han blev teenager, har Mickey været fascineret af begge køn og har haft forhold til både drenge og piger. Han ved godt, at han ikke er ligesom alle andre. Men, præcis hvordan hans psyke adskiller sig, står stadig uvist. “Jeg ved ikke, hvad det er jeg er i behandling for, men snakker med en psykolog med jævne mellemrum”. Vejen til bedring har været lang. I starten var Mickey i tvivl om, hvorfor han overhovedet skulle til psykolog. Flytningen til Hundested har dog åbnet op for nye udsigter. Han er begyndt at gå til regulære samtaler og tjek på Hillerød Hospital, for at få styr på, hvad han præcist fejler. Han døjer dog stadig med impulser til at skære i sig selv, barske tilråb fra bekendte såvel som ukendte, samt sporadiske anfald. “Jeg får anfald, hvor jeg kramper sammen, ofte i skolen. Jeg tror mange af mine symptomer kom, efter at min plejefar hev fat i mig. Indimellem

hører jeg hans stemme eller ser hans skikkelse, uden at han er der” De mange ar plejefaren har sat, har ikke skræmt Mickey væk fra familien i Skibby. Han ser dem stadig som familie efter de mange år, især på grund af plejemoren. Det bliver også til besøg i Skibby med sjældne mellemrum. Men det er ikke nemt. Synet af plejefaren, gør Mickey psykisk ustabil i dagene efter, hvor han tydeligt fornemmer plejefarens tilstedeværelse. Mickey ved godt, at det hele er i hans hoved, men det får ikke skikkelserne og stemmerne til at forsvinde. Hans skrøbelige væsen gør ham til et let offer, men tiden hos plejefamilien har lært ham at stå imod. “Folk skal acceptere mig, som jeg er. Der findes nok mennesker, som dømmer mig på forhånd, men når først folk lærer mig at kende, bliver de overrasket over, hvem jeg egentlig er” Hans største håb er, at plejefarens stemme snart forsvinder ud af hans hoved.

“ Jeg kan godt lide at stå op af gamle

bygninger - jeg synes, de klæder mig

DEN SIDSTE AF SIN ART Fiskeriet har det hårdt i Hundested. Nedgangstider er ved at skubbe en hel industri ud over kanten. Karl Jacobsen hænger stadig ved. Men når han ikke kan fiske mere, efterlader han et tomrum AF CARSTEN SVENDSEN

Tågen er så tyk, at man ikke kan se mere end et par meter foran sig. Mågerne skriger, men det er umuligt at vide hvorfra. Det er stadigt mørkt på Hundested Havn. Fiskerne går rundt og gør sig klar til dagens arbejde. Dem er der ikke mange tilbage af længere; de gode tider er for længst passeret. En af dem, der stadig gør sine garn klar hver morgen, er Karl Jacobsen, blot kaldt Kalle. Han er 64 år og stopper snart sin karriere, men der er ingen til at overtage hans plads.

KRISEN RAMMER Kalle kommer fra en familie, hvor fiskeriet er gået i arv gennem generationer. Faren var fisker, og det blev sønnerne også. “Det var et kærligt hjem, men man skulle ikke gå og ikke lave noget. Derfor kom jeg tidligt ud at fiske. Jeg nåede ikke engang at gå skolen færdig.” siger Kalle.

Da Kalle og hans brødre i midten af 60’erne begyndte at fiske i Hundested, så det lyst ud. Der var gode muligheder for fiskeriet, og havnen var med over 100 fiskerbåde Danmarks andenstørste fiskerihavn. Det hele gik dog galt, da oliepriserne steg i slut 70’erne. Højere priser betød, at det ikke kunne løbe rundt økonomisk. De færreste klarede omstillingen til en mere sparsommelig måde at fiske på med mindre både og besætninger. I kølvandet på krisen var Kalle den eneste af sine brødre, der stadig fiskede. Han klarede skiftet, og har siden fisket alene på en lille båd.

ALT I DETS EGET TEMPO Som båden langsomt sejler ud af havnen, må Kalle ty til radaren. Tågen er stadig for tyk til at se, hvor himmel stopper, og hav begynder. Turen går ind i Isefjord med håbet om, at de garn han satte for nogle dage siden, er fyldt

“Det var et kærligt hjem, men

man skulle ikke gå og ikke lave noget. Derfor kom jeg tidligt ud at fiske. Jeg nåede ikke engang at gøre skolen færdig

ØVERST: Kalle købte sin båd Charlotte i 98’.

NEDERST: Kalle har fisket siden han var barn. Han lærte at fiske sammen med sine brødre.

Turen til og fra sine net tilbringer Kalle i førerrummet, hvor han også har en radio.

Vandet er blikstille inde på fjorden, og bliver kun brudt af bådens fremfærd.

Der er meget arbejde på en fiskebåd, når man kun er én

“

Jeg har haft mere tid til mine børnebørn, end jeg havde til mine egne børn. Du var aldrig hjemme. Sådan var fiskeriet dengang Folk venter sommetider på, at bådene kommer ind, så de kan købe direkte fra fiskerne.

med stenbidere; en af de fisk, der stadig giver gode penge, op mod 100 kroner per styk. En let vind rokker lidt ved båden. Herinde midt på fjorden går alt i dets eget tempo. Tågen ruller langsomt væk fra vandet og ind over landskabet, så man kan se nåleskovene der dækker kysten. Bølgerne slår dovent mod båden, hvor Kalle trækker det første garn op af vandet. Før i tiden skulle Kalle hive garn op med hænderne, men det bliver nu klaret af en stor tromle. Som garnet kommer om bord, piller Kalle fiskene ud af det filtrede net. Det tager lang tid ene mand. Der er meget at

holde styr på, så nogle gange tager han sin 70-årige storebror Erik med. Erik er stadig effektiv på en fiskebåd, men har været væk fra vandet i så mange år, at han bliver søsyg når bølgerne er for høje.

DET KAN BLIVE SVÆRT Kalle har fisket siden barndommen, men det er snart på tide at trappe ned. Om et år har han tænkt sig at sælge sine kvoter og gå på pension. Det giver tid til familien. “Jeg har haft mere tid til mine børnebørn, end jeg havde til mine egne børn. Du var aldrig hjemme. Sådan var fiskeriet dengang.” siger Kalle

Han beholder dog båden, så lang tid han kan. Efter at have arbejdet et helt liv har han set, hvordan lediggang har vendt tidligere kollegaer til flasken og drænet dem for viljen til at leve livet. På et tidspunkt bliver det nødvendigt at sælge båden, men Kalle har svært ved at pege på, hvem der skulle købe den. Det er fire år siden, der sidst flyttede en fisker til Hundested, og han er flyttet igen. Det er blevet nærmest umuligt at komme ind i fiskeriet i dag. Med en investering på omkring 2 millioner kroner, for båd og fiskekvoter, kan drømmen om en karriere som fisker virke fjern.

Solen skinner, som han sejler mod havn igen. Turen tager en lille times tid, hvilket giver ham tid til at ringe til venner og bekendte. På kajen står Kalles ældste bror og venter. Han hjælper stadig med at få læsset garnene af båden. Nogle forbipasserende kommer for at se, hvad der er blevet fanget og ender med at købe noget rogn. Klokken nærmer sig 14, og Kalle spuler de sidste fiskeindvolde af dækket. På sin cykel begiver han sig alene hjem efter endnu en dag.

LIVET GÅR VIDERE Kalle ser på dagens fangst. Der er kun halvt så mange stenbidere, som han havde håbet på; sæsonen er ved at være slut.

Når Kalle går på pension om ét år, har han stadig tænkt sig at fiske fisk, der ikke er kvoter på. 68

Lavet af: Carsten Svendsen, David Leth Williams, Thomas Emil Sørensen, Kasper Ray Eriksen, Kirstine Edith Thomsen, Mie Hee Christensen, Paw Wegner Gissel og Janus Engel Rasmussen. Med uundværlig hjælp fra: Hanne Mølby, Mathilde Beck, Susanne Sommer og Henrik Meller. Tak til: Hundested-Rørvig færgen og besætningen, Byaasgaard Camping, Mads Greve, Lærke Posselt, Christiania, Ditlev Hasselbalch, Anette og Børge Larsen, Brian Schumann, Bajonetten, Havnegrillen, Kalle, Kim, Mickey og mor, fjordens folk og alle hundestederne Foto omslag: Janus Engel Rasmussen Foto indholdsfortegnelse og kolofon: David Leth Williams 70