Landet by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Landet 1

Leder

Der findes et land i et land. Vi troede, at vi allerede kendte det. Der lugter af klor og klinger af børneskrig. Et sted, hvor livet formes af drivhusvarme og en knivspids plastisk sydland. De kulørte lamper lyser op for en virkelighed, som de mindste tror på, andre lever af og nogle ånder for. Vanddampe dugger måske for udsynet, men landet med de kunstige palmer og pulserende bølger gør sit for den, der åbner sindet og lader sig glide ud i den syrlige sø. Lalandia er en eksotisk ø i den lollandske tåge. Her er otte fortællinger fra et andet land.

Indhold Alenemor to uger om året / Sofia Busk I familiens fodspor / Charlotte de la Fuente Nørregaard Liv skal reddes præventivt / Sebastian Buur Gunvald Lalandia sover aldrig helt / Tor Birk Trads Et roligt liv i syden / Peter K.B. Jørgensen Kenn, hverdagen, verden & hva’ så? / Jonas Skovbjerg Fogh Jeg føler mig mest som Plys / Simone Astrid Petersen Legebarn løs / Jonas Olufson

Alenemor to uger om 책ret Af Sofia Busk

To gange om året tager Glennie børnene med på badeferie i Rødbyhavn. Hendes mand bliver hjemme, han gider ikke Lalandia

Ved et café bord i Monky Tonky-land har Glennie Søgaard smækket benene op på en stol. Hendes øjne er rettet mod den store legeborg, hvor hendes tre børn lystigt kaster sig rundt i de mange farver. De tre er iført pangfarvede heldragter. ”Det gør dem noget nemmere at finde i mængden, og så skal de heller ikke gå og tænke på, om der er noget der strammer og generer dem, når de leger” siger Glennie, mens hun strækker halsen for at have et øje på børnene. To gange om året er Glennie alenemor i en uge. Hendes mand Christian kan ikke lide Lalandia, så han bliver hjemme. Men det gør ikke Glennie noget, for hun nyder alenetiden med børnene på 8, 9 og 11 år. Det er femte gang, at de fire tager på udflugt til den familieejede hytte, som ligger en times kørsel fra deres hjem. Og de glæder sig lige meget hver gang. Det er rutine. Intet er overladt til tilfældighederne. De har været her mange gange før, og kommer igen til foråret.

”Jeg laver det, jeg allerbedst kan lide lige nu. Det er, at passe børn, og det er jeg god til,” siger Glennie.

Til venstre for: Den første aktivitet i dagens lange program er en tur i badelandet. Midterst i venstre søjle: Glennie holder øje med børnene, mens de leger på skøjtebanen.

Råb, plagen, grin og hyl eksploderer i det tætproppede legeland - lidt ligesom at tage en for stram hjelm på, med indbyggede børneskrig. Glennie forholder sig roligt, mens hun smilende følger med i legen. ” Må vi godt få en is, mor?” spørge Alexander, den mellemste dreng på ni år. De tre børn samles hurtigt om den strategisk smart placerede isboks, som står ved indgangen til børnenes land. Ben & Jerrys, sodavandsis med colasmag, en flødeis fra Haribo og en Kong Fu-is til mor, flyver op af fryseren. Mens isene bliver spist, pakker Glennie børnenes jakker sammen – de skal snart videre. Dagens program er stramt. Der er så mange ting, børnene gerne vil, og det hele skal jo nås. I et raskt tempo går turen ud af Monky-Tonky-land og over i sportshallen. Det er anden gang i denne uge, at børnene skal prøve at skyde med bue og pil. Børnene løber ud på banen og gør klar til affyring. Aktiviteten er både for børn og voksne, og mange er mødt op. Imens sidder Glennie og nyder synet af sine dybt koncentrerede børn fra tilskuerbænken. Glennie drømte som ung om at blive sygeplejerske eller pædagog, men efter seks år på barsel, kunne økonomien ikke klare en SU som indtægt. Derfor uddannede Glennie sig som social og sundhedsassistent. I dag arbejder Glennie som dagplejer. Det giver hende mulighed for at være mest muligt sammen med sine børn, og familien behøver ikke tænke på pasning. Hvis børnene skulle blive syge, bliver de bare hjemme hos mor. Aftensmaden er klar. Frederik, den ældste dreng på 11 år, sætter de sidste glas på bordet. Duften af krydret kylling spreder sig i huset, mens børnene finder deres pladser. Kyllingen er lidt for stærk for de to mindste, som i stedet kaster sig over bakken med kogt skinke i strimler.

Når familien er på ferie sammen, er der ikke nogen regler om sengetid. Her handler det om at hygge sig, og Glennie lægger stor vægt på, at børnene har det godt. Mange ville måske mene, at det er en stor opgave at rejse alene med tre børn, men Glennie ser ingen udfordringer. ”Selvfølgelig skal vi alle sammen hjælpe til, ellers bliver der jo ikke en næste gang” siger Glennie, mens Josefine og Frederik tager af bordet. Før Glennie fik børn, gjorde hun sig overvejelser om hvilken mor hun ville være. Hun ville ikke risikere at sætte børn i verden, hvis hun ikke havde ordentlig tid til dem. Derfor har hun nu indrettet sit liv, så de altid kommer i første række. Fem gange om ugen kører hun børnene til ridning, svømning, og gymnastik. Glennie bliver gerne og venter, mens børnene udøver deres fritidsinteresser, og får på den måde et godt indblik i, hvordan hendes børn har det.

”Jeg har ikke fået børn for, at de skal være i en institution. Nu kan de selv vælge, om de vil være der, eller om de vil komme hjem. Og så har jeg også lidt hånd i hanke med, hvad de går og foretager sig,” siger hun.

Herover: Efter maden ringer Glennie hjem til sin mand og fortæller om dagens oplevelser. Han fortæller, at deres ene kat har skidt på gulvet i køkkenet.

Af Charlotte de la Fuente NĂ¸rregaard

I familiens fodspor

Stine Lauritzen på snart 13 år er vokset op i Rødby. Når hun bliver gammel nok, drømmer hun om et job på Lalandia. Ligesom hendes mor, far og storebror

Det er eftermiddag på Bøgevej i Rødby. Mørket er så småt begyndt at lægge sig som et tæppe over den efterårsklare himmel. Klokken er halv fem, og det betyder spisetid for familien Lauritzen. Indenfor kryber 12-årige Stine ned på sin sædvanlige plads ved spisebordet i familiens samtalekøkken. Hun trækker ned i ærmerne på sin bomuldstrøje og gemmer hænderne væk. Hendes storebror på 15 fortæller familien om vennerne fra Lalandia. ”Stine, du skal sgu da være servicepige!” Stine løfter øjenbrynene i en undrende grimasse og griner lidt af ham. Det ved hun ikke, hvad er. ”Vi har servicepiger, barfodspiger, gulvpiger og..” Stine er ikke helt med, men lytter opmærksomt på sin storebrors snak om badelandets unge piger. Badelandet er familiens omdrejningspunkt, og det, der skaffer mad på bordet. Både mor, far og storebror arbejder i Feriecentret. Når Stine bliver gammel nok, vil hun gerne lave det samme som sin storebror. Han arbejder som ’pommes frites-dreng’ i cafeteriet ’Oasen’.

Drømme om Oasen Stine er yngste medlem af en typisk dansk kernefamilie. En familie, der er flyttet til Rødby, og har fået job på Lalandia. Mor gør rent i hytterne, far laver pizzaer, og storebror er ungarbejder. Med sine knap 13 år er Stine endnu for ung til at have et arbejde, men hendes alder forhindrer hende ikke i at have ambitioner om at videreføre familietraditionen. Det er særligt i storebror Daniels fodspor, Stine gerne vil træde sine første skridt som medarbejder på Lalandia. En stilling i cafeteriet ‘Oasen’ er det, hun stiler efter. Som ungarbejder her laves der pomfritter, burgere og vaskes op. ”Jeg synes, det er super fedt, det min storebror laver. Det lyder bare mega spændende,” fortæller Stine. Stine har altid været glad for at lave mad. Burgere, pandekager og mormors sovs. Det er da også glæden ved at lave mad, der har vækket Stines interesse for et job på Lalandia. At blive kok er en drøm, Stine leger med, og et job ved friture gryden eller i opvasken på Oasen kunne være første skridt mod kokke-drømmen.

Modsat side : Trods forældrenes lange arbejdsdage på Lalandia, bestræber familien sig på at se hinanden så meget som muligt. Oftest spiser de middag sammen. Her med burger-boller fra Lalandia. Nedenfor : Stine cykler alene til skolen i Rødby hver dag

”Når du arbejder dernede, er det nemt lige at få et familiemedlem ind.” 17

Daniel fortæller om kollegaernes små drillerier og skøre væddemål. ”Benita skylder mig faktisk også en kasse øl. Det skal jeg huske at sige til hende i morgen.” Stine har hørt meget om Daniels venner nede på Badelandet og genkender navnet på Daniels kollega med det samme. Lige så stille ryddes bordet af og familien går hvert til sit. Stine sjosker ned på det lilla pigeværelse for enden af gangen. Et rigtig teenage-værelse. Ud fra de lilla vægge i det lille værelse brager hele den vestlige verdens stjerner i mod én, når man træder ind. Bieber, Carly Rae og The Kardashians.

Lalandiafamilierne Stines familie er langt fra den eneste i Rødby, med flere af familiemedlemmerne i arbejde på Lalandia. Feriecentrets 420 medarbejdere er kun fordelt over 336 forskellige husstande. Så der er mange, der deler stamtræ med kollegaerne. ”Unge, gamle. Alle arbejder på Lalandia” fortæller Stines far Sonny. ”Det kunne være godt, hvis Stine kom derned. Hun ville have lidt nemmere ved at snakke med, når vi andre sidder og snakker om stedet. I stedet for bare at sidde og lytte.” Sonny er heller ikke i tvivl om, at Stine vil have let ved at få arbejde i badelandet. ”Når du arbejder dernede, er det nemt lige at få et familiemedlem ind,” siger hendes far. Lalandia giver både de unge som Stine et godt sted at være og rige muligheder for arbejde, og det gode fællesskab blandt ungarbejderne har Stine hørt meget om. Og det har trods alt også en betydning, når man snart er 13 år, for det hele kan jo ikke gå op i opvask og friture. “Uden Lalandia ville Rødby være MEGA kedeligt” fortæller hun, der også ofte tager en tur i biografen eller ud at spise på feriecentret med familien og veninderne.

Stine og storbroderen Daniel har et nært forhold til hinanden. Daniel synes det kunne være fedt at få Stine ned på Lalandia, og lærer hende om livet som en af badelandets ungarbejdere.

Øverst : Ikke kun Stine, men også hendes bedste veninde drømmer om at at blive kok Midten : Familien Lauritzens hus i den sene aftentime før sengetid Nederst : Før Stine lægger sig til at sove siger mor altid god nat.

“Uden Lalandia ville Rødby være MEGA kedeligt.”

I familiens baghave troner en fæstning af hønsenet og træbjælker, der huser familiens to kaniner. Mellem halm og foderskåle sidder Stine og Daniel på den bare kolde efterårsjord og forsøger at holde varmen. Daniel har vagt i morgen på ‘Oasen’, og har lige fortalt lidt om hvad han og kollegaerne går og driller hinanden med for tiden. Stine har trukket jakken godt op omkring ansigtet og fortæller om den quiz hendes klasse er med i, hvor de skal kæmpe mod andre skoler. Præmien er en tur på Lalandia for hele klassen. Storebror sidder henslængt på det kolde græs, og piller dovent ved noget hø. ”Mmmh..” Han sidder lidt i egne tanker, men nikker engang imellem til søsterens skolesnak. Stine snakker entusiatisk videre. De skal bare vinde den quiz.

Liv skal reddes præventivt

Sebastian Buur Gunvald

Som livredder i Lalandia skal man kunne meget andet end bare se cool ud og snakke med unge damer. Førstehjælp, lysten til at servicere og samarbejde med andre mennesker er hvad der tæller her

Fire ludende personer lusker rundt i de tidlige morgentimer. Bassinernes vandspejl er endnu ikke brudt, og der hersker en ukarakteristisk ro over badelandet. En henter kaffe. En anden sætter stole ned fra bordene. Helt nede bagerst tøffer en ung mand rundt på en selvkørende gulvvasker.

“Jeg har ikke så meget imod at suge lort op fra bassinerne, men bræk flyder ovenpå.”

Den samme slags drøm Hjertet i Lalandia er aquadomen. Det er det sted, de fleste ser for sig, når de tænker på feriecentret to spytklatter og et stenkast fra Rødby på Sydlolland. Det er her, Jonas Sekula fordeler sol og vand lige, når han som en af livredderne sørger for, at gæsterne ikke mindst har det godt, men også kan blive lappet sammen, når de mindre uheld er ude. I badelandet er det primært flænger og små sår, man står overfor. Endnu har han ikke oplevet nogen, der skulle genoplives. Som teamleder er han en del af de fire faste livreddere, der arbejder fuldtid med at få alting til at køre glat, når weekender og ferierer kommer, og med sig bringer bissende horder af turister fra Danmark, Sverige og Tyskland især.

Med en kapacitet på 1400 gæster, er der altid noget at holde øje med. Det er vigtigt at se rolig ud, selv om man er klar, på alle situationer der måtte opstå.

“Mens jeg lapper knægten sammen, siger moren til mig; “Jeg bliver dårlig”. Så besvimede hun...”

Det er tre et halvt år siden, han startede sin gang rundt på klinkerne i de armyfarvede Crocs. Drømmen om at bive politibetjent faldt til jorden som en albatros i brand, da de ændrede adgangskravet, tre måneder før han var gammel nok til at søge. Nu skulle man have en gymnasiel uddannelse. Behovet for at hjælpe andre, får han nu dækket blandt andet ved at arrangere storstilede førstehjælpskurser for de ansatte i badelandet. Sikkerhed og evnen til at hjælpe bliver taget alvorligt. “Der er mange, der tror, at vi bare står og spiller smarte. Men vi skal jo se rolige ud, så folk synes, det er fedt at komme til os,” siger Jonas, så man kan mærke, at han tager sit arbejde alvorligt. Selv om der er plads til at joke med de andre, skal man hele tiden være opmærksom og klar til at træde til. Og livreddertjansen handler om alt andet end bare at hænge ud og snakke med unge piger.

Ven af børn og voksne Klokken 10 er dørene åbnet. De første børnefamilier med tidligt vågnende, utålmodigt trippende børn har masset sig igennem tælleapparaterne uden for omklædningsrummene. Det før så stille sted bliver kaotisk, og lyden af stemmer og latter lægger sig som et tungt låg over Aquadomen. De første springer på hovedet i vandet og får at vide, de ikke må lave hovedspring. Børnene er iklædt badevinger i alle verdens farver, de voksne bevæger sig noget mere forsigtigt rundt i små stramme speedos. Efter en time er der første gang behov for Jonas. En lille dreng er styrtet i klinkerne, og i hans hage har bosat sig en tre centimeter lang, blodig flænge. Som om han har gjort det tusinde

gange før, får Jonas fat i plaster og vat, renser og lapper, trøster og beroliger. Til sidst bliver drengen sendt på hospitalet for at blive tjekket for hjernerystelse. Man mærker, han er kompetent, også i børnehøjde. “Engang sad der en bold fast i loftet, men nu ber vi bare børnene kigge op når vi sæter plastre på dem.” Det er primært børnefamilier, der har deres gang i Lalandia. Forældrene skal kunne plumpe deres børn i vandet som små, flydende propper af lykke, uden at skulle være bekymrede, hvis de vender opmærksomheden væk i nogle minutter. Det er det, Jonas sørger for.

I saunaen sidder en broget skare af folk. En tysker åbner døren for at få frisk luft, men bliver hurtigt til grin blandt de andre gæster, der belærende om hvad en sauna går ud på grinende får lukket døren igen. Jonas træder ind med to kar af træ, der mest af alt ligner noget fra et wellness center. Han låser døren, så ingen kan komme ind udefra og forstyrre oplevelsen. Hurtigt stiger temperaturen til tæt ved 100 grader nogle steder i det lille rum. Saunagusen er i gang. Der bliver hældt olie og vand på de varme sten, og med øvet håndklæde tvinger Jonas den skoldhede luft i hovedet på gæsterne, der begynder at tage form som kogte hummere. Ti minutter senere er det hele slut, og en lille flok svedne mennesker i assorteret badetøj trasker ud og op mod et koldt bad og et glas isvand i baren. Jonas selv sveder også som et svin. Det er alt sammen en del af jobbet som livredder i Lalandia.

I saunagus snyder man kroppen til at tro, at den har feber. Dagens duft er eucalyptus.

Lalandia sover aldrig helt

Mørkets frembrud. Når gæsterne er gået hjem, tager natten og natarbejderne over i Lalandia. De arbejder i centeret og badelandet, hvor fraværet af børneskrig og voksenstemmer former stilheden. Natarbejderne holder huset i live om natten og vækker det blidt om morgenen

Af Tor Birk Trads

De sidste lys bliver slukket, og kun husets stemme brummer en anelse i Lalandia. Det er Aquadome, den store bobleformede svømmehal, der holder sig i gang med pumper og rensesystem. Bornholmerens trolige fodtrin mod flisegulvet bryder den tunge stilhed. Han har netop tjekket den sidste dør og er nu på vej til receptionen, hvor aftenloggen skal skrives. Klokken er elleve om aftenen, men hans vagt er kun lige begyndt. Natten er kun lige begyndt, og han er helt alene. Bornholmeren, Kjeld Kofoed, er en af flere ansatte, der skal navigere i mørke, når de arbejder på Lalandia. Rengøring af center og svømmeområder, vedligeholdelse af skøjte- og bowlingbaner og arbejde i bageriet skal gøres i timerne før

solopgang, og inden tusindvis af gæster begynder at myldre. I de mørkeste timer er det kun de ansattes puslen, der bryder roen.

23:45 - Natmennesket på arbejde ”Jeg er natmenneske. Jeg har det bedst om natten. Jeg kan godt lide, når der er lukket og slukket, så jeg kan passe mig selv,” siger Kjeld, som aldrig bliver kaldt andet end Bornholmeren. Han nyder friheden, der følger med at arbejde alene. Helt alene. Han kan træffe sine egne beslutninger og passer sig selv, som han har det bedst med. Og så passer roen og stilheden ham.

Øverst: I højsæsonen tilbagelægger morgenarbejderne halvanden kilometer bowlingbane om ugen. Herover: Hen på natten, er det godt at komme lidt ud at bevæge sig. Bornholmeren går foran “Tornadoen” med sin hund Jalte.

Nogle gange kan det også blive hårdt. Især midt på natten. ”Når jeg står i pisregnvejr og er drivvåd midt om natten, så tænker jeg, for helvede, hvor er jeg dum! Jeg skulle jo ligge hjemme i min seng,” siger han på sit karakteristiske bornholmske og udjævner: ”men der er plusser og minusser ved alt.” Når det bliver hårdt, giver han sig til at bladre i personalets sladderblade eller lufter sin schæferhund, Jalte. Og så går det hele alligevel. I løbet af aftenen og natten skal der tjekkes og lukkes knap hundrede døre og tilbagelægges 14 kilometer asfalt i vagtbilen. Flere gange. Som regel er det altid stille og roligt om natten. Kun få gange om året oplever Bornholmeren, at der sker noget nævneværdigt. Af og til, bag en bestemt bunke jord, tæt ved den gamle golfbane, ligger der nogen og har sex. Bornholmeren beder dem rydde op efter sig selv og kører så videre. ”Det er ikke

så dramatisk,” som han flere gange siger. Heller ikke da han fandt en død mand i en hytte. Den ældre mand var sovet stille ind og død af alderdom. Ikke så dramatisk.

04:58 - Lalandia vækkes Klokken fem møder rengøringspersonalet. Bornholmeren går rundt og tænder lys, og centeret vågner langsomt op til en ny dag. Efter en lang mørk nat er det godt med lidt liv på stedet igen. Springvandene begynder igen at pludre og smækkende døre og gulvskrubber signalerer lidt aktivitet. Bornholmeren har snart fri og synger til ryggen af en rengøringsmand: ”Den lille Ole…”. Rengøringsmanden kigger ikke op, men fortsætter lystigt: ”med paraplyen.” Bornholmeren kvitterer med et par dyt på rengøringsmaskinen, der er parkeret ved siden af. Duften af sæbe overdøver lugten af daggammel friture og Ole Krøyer synger gerne videre. Han er en del af rengøringspersonalet

Herover: “Det giver sådan et sug i maven, når man kigger derudover,” siger Ole Krøyer om de udendørs pools, da han passerer på rengøringsmaskinen. Øverst til højre: Om morgenen, når rengøringspersonalet er alene, nyder Ole at synge og fløjte mens han kører omkring og vasker gulv.

“Når jeg står i pisregnvejr og er drivvåd midt om natten, så tænker jeg, for helvede, hvor er jeg dum! Jeg skulle jo ligge hjemme i min seng.” Bornholmeren, nattevagt

og har været oppe siden 03:45. Han er i muntert humør og befinder sig godt i de store tomme gange. ”Det er dejligt, at her er mennesketomt, fordi her bliver så stille. Det er lidt underligt i forhold til, når her er børnefamilier og mennesker, men jeg elsker at gå rundt og nyde stilheden. Den fred her er,” siger Ole. De er otte ansatte til at gøre rent tidligt om morgenen i centeret, og stemningen er altid god. ”Det, at have et job, jeg er glad for, og med gode kolleger. Det bliver jeg sgu lidt høj af,” fortæller Ole. Det er den følelse af tilfredshed, han får, når han kører omkring på sin rengøringsmaskine i palmernes skygger. Tankerne får ro til at flyve vidt omkring. Hjem til familien, til sporten i fjernsynet og til planlægning af den kommende eftermiddag. Roen er rar.

I løbet af morgenen bliver Lalandia langsomt fyldt op med gæster. I takt med at den søde duft af wienerbrød spreder sig fra bageriet, kommer der flere og flere gæster forbi. Først for at hente morgenbrød, siden for at slå sig løs i badelandet og med aktiviteter i centeret. Da har Ole været på arbejde i flere timer. Han kører ned forbi bageren for at få den første kontakt til gæsterne: ”Jeg siger altid godmorgen og får gerne lidt øjenkontakt, selvom nogle af gæsterne er lidt stille og rolige.” Men de er jo også lige stået op.

“Jeg elsker at gå rundt og nyde stilheden. Den fred her er.” Ole Krøyer, Rengøring

Et roligt liv i syden Jan er en mand med et stille gemyt. Han er gartner på tredje årti i Nordens største vandland, og det er ganske udmærket

_______________________________________

Af Peter K. B. Jørgensen

Mellem en sump og en skrammelplads i en brun bølgebliksbarak sidder Jan Prilgård. Han er gartner på Lalandia. Det er pause, og Jans kollega er ved at fortælle, om den gang han smed et kanonslag ind til naboens hund. Den troede, det var et kødben og måtte aflives efter at have mistet underkæben. Jan sprøjter sennep i to lige streger ned langs de røde pølser på sin pølsemad. Han har en evne til at føle sig godt tilpas, hvor end han er.

Kongerslev Jan er 53 og barn af et familielandbrug i Kongerslev. Som ganske ung indgik han i gårdens drift. Han var god til at tage fra, men ikke typen der tog ordet i en forsamling. Jan er Benjamin i familien. 11 år yngre end den nærmeste, men i dag en veteran på Lalandia. Nordeuropas største vandland.

Fra Afrika til Lolland Det lokale ørreddambrug var lige gået konkurs, det samme var skibsrederiet i Nakskov. Folk stod uden job. Det var vinteren 1985, og Jan satte for første gang sine fødder i den lollandske muld. Han var ikke videre begejstret. Her var fladt og goldt, og han havde haft planer om at tage med en mørklødet pige til Afrika. ”I stedet blev det Lolland,” fortæller Jan. Et nyt projekt var blevet blæst i gang og ønsket velkommen i

Han havde haft planer om at tage med en mørklødet pige til Afrika. ”I stedet blev det Lolland.” kølvandet på de mange arbejdsløse. Det skulle hedde Lalandia, og Jan skulle kloakere. Indvielsen nogle år senere blev en lille ceremoni med flere taler. Linje 3 var det underholdende indslag. Blikskuret er tapetseret med værktøj og fire kalendere med kvinder under varme himmelstrøg. En ny historie bliver delt. To unge drenge havde fastgjort et romerlys ved en vejkant og forbundet en snor som fjernudløser. De ventede på et intetanende offer og en chance for at skabe lidt sjov. Jan tørrer fingrene af, mens han lytter, varmer den ene hånd under sine blå overalls og den anden om kaffekoppen. En forbipasserende mand udløste romerlyset og faldt på halen over det pludselige lyshav. Han havde tisset i sine bukser, og Jan hygger sig gevaldigt ved tanken. ”Jeg er da glad for mit job. Det synes jeg da, jeg er. Jeg kender det jo”, siger Jan.

Pigen og kalvestegen

”Jeg tager tingene, som de kommer. Det er man nødt til.”

Fire år efter indvielsen går Lalandia fallit. De nye ejere spørger Jan, om han vil fortsætte. Det vil Jan gerne. Han er faldet til og synes, det er dejligt at gå for sig selv i den friske luft. Han jager ikke afsted. Til en fest hos en ven møder Jan en pige. Han deler hendes interesser, og hun deler sit nummer. Tretten år efter gifter de sig på Maribo rådhus. Solen skinnede, og der var kalvesteg og islagkage. ”Jeg tager tingene, som de kommer. Det er man nødt til,” mener Jan, og nu er tiden kommet til at vende tilbage til arbejdet. Jan slukker halogenrørene og lukker blikdøren. Skuret ligger i udkanten af Badelandet, og Jan og hans fire kollegaer holder sig mest for sig selv. ”Jeg er nogen gange oppe og spise på Lalandia. Jeg aner sku ik, hvem de er, og de kender heller ik mig,” fortæller Jan om de andre ansatte.

27 år i troperne Lalandia har siden starten skiftet hænder tre gange. Store investeringer er blevet gjort, og det, der før var et tomt stykke land mellem roemarkerne, er nu tropisk ferieland med remo, øl og næseblod. Jan har været der i 27 år. ” Vi er sådan nogle multitalenter. Grave, plante træer og beskære træer. Vi skal have folk, som kan lidt af hvert”. Jan skal efterse elefantriste. Der kommer sjældent elefanter på Lolland, men ristene fungerer som dørmåtter foran de mange farvede hytter, der ligger side om side på det store flade område. Jan træder op på metalristen og skifter vægten fra et ben til det andet for at se, om de vipper. Der er 1300 elefantriste, men Jan behøver ikke være færdig i dag.

”Jeg laver det samme, som jeg altid har gjort.” Fløderand i et større sammenhæng Jan tror på Gud, men på sin egen måde. Han tror på, at noget har hjulpet ham hen, hvor han er nu. Et større sammenhæng måske. Havde Jan ikke mødt Lalandias entreprenør, så havde han aldrig mødt sin kone Annelise, og var det aldrig sket, så havde han aldrig set deres fælles dreng, eller smagt Annelises fløderand. Han havde måske snarer svedt tran i Botswanas stegende sol og haft en kvægfarm og tre chokoladefarvede børn, men Lolland er Jans hjem nu, og han har ingen planer om at flytte derfra. Jan hviler godt i sig selv og har ikke de store ambitioner mere. ”Jeg laver det samme, som jeg altid har gjort,” forklarer han. Han tilser tennisbanerne og klipper det naturlige græs. Når mågerne spreder affaldet, så samler Jan det op, og så passer han gederne i den lille børnezoo. Han misser med øjnene i den klare efterårssol, der giver ham de rødmossede kinder. Jan mangler ikke noget.

kenn hverdagen verden & hva’ så ? Kenn ser da frem, men ikke for langt. Han drømmer sig til Næstved og et job som lagerarbejder. Han drømmer om Honda, Opel og tonede ruder. Men så stopper drømmene også her. Man skulle nødig gabe over mere, end man kan sluge

Af Jonas Skovbjerg Fogh

Ikke engang da han forlader huset og går ud i den mørke oktobermorgen, er de andre stået op. Og han har endda været oppe i halvanden time. Kenns far kommer sent hjem fra arbejde og får sig gerne en øl, så han sover længe. Papmoren har ikke så meget at stå op til, hun er arbejdsløs. Lillebror Dan burde vel være stået op. Ude på vejen kaster en lygtepæl sit lys ned på den mørke gade og afslører Kenns let krumryggede skikkelse. Med hænderne dybt begravet i lommerne og hue på den korte frisure, slæber han sig langsomt over asfalten. Han oplyses kun kort, inden han igen sluges af mørket. Kenn går forbi kirken, hvor en mor til en af hans bekendte bliver begravet dagen efter. Hun har skudt sig selv i hovedet. Kenn Wied Andersen er 17 år og arbejder på Lalandia. Han har ønsker for fremtiden, men de når kun lige ud over Lollands grænser. Han er født og opvokset i Rødby Havn en lille by kendt for Lalandia, færgeoverfarten til Puttgarden og ikke rigtig andet. Kenn og hans lillebror er enige om, at livet i Rødby Havn er røvkedeligt. Han går ikke ad vejen op forbi Rema 1000, men skrår ind over græsplænen, igennem et levende hegn og så ud på landevejen på den anden side. Det er hurtigere. Han sætter sig i busskuret, synker yderligere sammen og lytter tavst til musikken i ørerne. I bussen sidder en fra hans klasse, men ikke en han snakker med. Hans klassekammerater kommer fra hele området omkring Maribo. Kenn kører scooter, men tager bussen i skole. Han bruger mest scooteren når han skal på arbejde. Efter han flyttede fra sin mor og over til sin far, har han ikke så langt på arbejde, maks fem minutter. Kenn besøger sin mor hver anden weekend. Hun er førtidspensionist. Kenn mener selv, at han er blevet mere ansvarsbevidst og koncentreret af arbejdet på Lalandia. Hans chef ved slet ikke, hvor drengen var havnet uden jobbet. Kenn arbejder i opvasken. Opvasken er tilknyttet restauranten Bambino, der laver klassisk italiensk mad. Kenn kan godt lide fodbold, men spiller det ikke selv. Han bor sammen med sin far, papmor og bror i et lille etplanshus. Han har sit eget

Øverst højre: En fredag aften med far og papmor inden bytur i Maribo.

Nederst: K står for Kenn. D står for Dan. Det har det efterhånden gjort nogle år.

Når Kenn fylder 18, skal han have en Volkswagen Golf, en Opel Astra eller en Honda Civic.

navn tatoveret på højre underarm og går på linjen transport og logistik på teknisk skole i Maribo. Når klassen skal have idræt om fredagen, pakker de sig i klassekammeraternes biler og kører de 1500 meter over til hallen. Kenn sidder på bagsædet. Når Kenn fylder 18, skal han have en Volkswagen Golf, en Opel Astra eller en Honda Civic. Som det første skal han have installeret et ordentligt anlæg og tonede ruder. Måske hjælper hans bedsteforældre med at betale bilen, som de lige har gjort med lillebror Dans scooter. Hvis Kenn skal se længere ud i fremtiden, drømmer han om at flytte til Næstved. Det kunne også være Slagelse eller Køge. Mest af alt ønsker han at komme væk fra Rødby Havn. Han vil gerne arbejde på et lager. Han kan godt lide at køre gaffeltruck og er efter egen mening rimelig ferm med tal. Kenn tager tingene, som de kommer. “Jeg vil helst sætte mål, jeg ved, jeg kan nå.”

Kenns ven, Lasse kommer med bussen fra Holeby. De mødes på togperronen, fordi Michael, det tredje medlem af trioen, kommer med tog fra Nykøbing Falster. De siger ikke så meget - stirrer mest over på den anden perron. De kommenterer vejret og indskyder en lille bemærkning om en tøs. Måske en de kender. Et tog ankommer ovre på den anden side. Det strømmer ud med gymnasieelever. De går ned i tunnelen under skinnerne. Kenn skæver over skulderen, da de kommer op ad trapperne bag ham. Han skal ikke på gymnasiet. Lektier har aldrig været hans stærke side, men Kenn synes egentlig også, at de er nogle snobber derovre. Hverken hans forældre eller nogen af hans søskende har gået på gymnasiet. Hans storebror er midt i hovedforløbet på den samme uddannelse, som han netop selv er begyndt på. Michael ankommer med toget fra Nykøbing. Snakken går mere let, da de trasker de sidste 500 meter i skole. Det er fredag. I skolen spiller de fodbold om fredagen. Kenn deltager uden at virke overentusiastisk. Han skifter ikke til idrætstøj. Da de har fri, får de sig en fredagsbajer på busstationen. De tre gutter tager skiftevis små tåre af deres øl. De har stadig hver en enkelt handske på deres ”ølhånd” og skutter sig i deres jakker. Det er usædvanligt koldt for oktober måned, men inde i ventesalen kan de bedre holde varmen. De har med vilje misset den første bus, øllerne skulle drikkes, og de kunne lige så godt vente på Michaels tog. De snakker ikke så meget - kigger i stedet ud af vinduet og kommenterer skiftevis forbipasserende.

Venstre: Breezers er okay, men Tuborg er for tøser. Højre: Tatoveringen skal smøres med vaseline dagligt. Der skal snart tilføjes skygger.

”Hva’ er der en i lårkort eller hva’?”

Det flyder ikke ligefrem med arbejde på Lolland.

De kigger alle tre ud af vinduet og ud på perronen. De griner fjoget, tager en tår mere af øllen og læner sig tilbage i de kolde stålstole. Grinene bliver igen afløst af stilhed, og blikkene søger tilbage ud i den efterårskolde lollandske virkelighed.

Da Kenn slukker sit tv og lunter ud mod gangen for at tage på arbejde, kigger han kort sin papmor over skulderen. Igennem røgen fra hendes cigaret ser han på skærmen en tatovering med et knaldrødt hjerte og nogle snoede roser. På hjertet står der skrevet to navne. Han spørger om hun skal have den, og hun svarer, at det skal hun måske. Han fortsætter igennem køkkenet og ud i gangen. Døren giver en kort ringelyd fra sig, da han går ud allerede iført sin hjelm og klar til at køre. Han har pillet lidt ved sin scooter, så den nu kan køre 55 i stedet for de lovlige 30, derfor bliver der altid holdt øje med politiet. De var der dagen før og tog nogle biler og en scooter med sig.

Familiens kat har fundet plads på en stak fliser og kigger forventningsfuldt ind i stuen. De gule øjne hviler på lænestolen neden for vinduet. Stolen er iklædt bordeauxfarvet velour. Den får ikke lov at sætte kløerne i velouren, ligesom den ikke må ligge på køkkenbordet, men det gør den alligevel. Stuen er fyldt med små nipsgenstande og alskens planter og blomster. I hjørnet står en stor træningsmaskine urørt. Kenn bruger den ikke længere, og broderen Dan træner i Lalandias træningscenter. Lige ved siden af maskinen sidder Alice. Alice er Kenns papmor og sidder en hel del ved computeren.

Kenn behøver ikke at kigge efter politiet, da han kører på arbejde den dag. Han ved, at de først er tilbage om to uger igen.

Solen står lige ind på den åbne scene. Bag tæppet sætter klovnen den røde tud på sin plads, ballonerne er stoppet ned i lommerne og smilet er smurt godt op til begge kinder. Børnene omringer scenen og deres forældre fokuserer fuldt ud på deres drinks. Og den næste. Snart vælter klovnen ud og de store tryllerier kan starte. Sådan som vi kender dem. Niels Lærkegaard står som ung bademester på Lalandias udendørs scene og betragter den engangsansatte tryllekunstner, som for aftenen, skal blive børnenes underholdende indslag. De griner, når han tryller en krøllet buket blomster frem, men de er ikke overbevist. Det er Niels til gengæld. Fra scenekanten tager han en beslutning. Det er dét der jeg vil. Og jeg kan gøre det bedre.

Jeg fĂ¸ler mig mest som Plys

Hr. Plys har guldhatten og guldskoene, Niels Lærkegaard har guld på armen og i munden. De ligner hinanden, kommer de samme steder, kender de samme mennesker. Efter snart 25 år, som professionel snydekunstner på Lalandia, kan det være svært at kende forskel på Niels og Plys Af Simone Astrid Pedersen

“Jeg har de danske unger i min hule hånd.” Plys er halvvejs nede i de sort/guld kreerede klovnebukser og den firkantede orange jakke. Sekundet efter i fuld uniform. Stortrommen foran maven altoverskyggende. Hele det lille baglokale ser nystrøget ud, med fine æggefarvede gardiner og de stribede jakker, der hænger pakket i forskellige farver og klar til brug på stativet. Gulvtæppet er tungt, klassisk 90’er grålilla. Her dufter rent. De nøje udvalgte plakater af Lalandias klovn, afslører en del. Mest, et stolt tilbageblik. Ude på scenen brøler Lalandias muntre kendingsmelodi ud af højtalerne og Plys står klar med et smil op til begge øre. Tryllekunstneren Plys er blevet til en livsstil, mere end et job for Niels Lærkegaard, der er født og opvokset på Lolland. Det var de fleste medarbejdere, der blev ansat på Lalandia tilbage i 1988. Han er blandt de 4 ansatte, der har været med fra starten. Den eneste som tryllerkunstner. Et job, han selv har skabt, mest ud fra tilfældigheder, der hen ad vejen bød sig. Lalandia fungerer i dag, som hans udstillingsvindue og faste kontrakt. Der ud over laver han 60-70 privatshows om året, som sikrer ham en travl hverdag med jobs i hele landet. På den måde er han heldig. Og på den måde er han næsten hver dag i kontakt med Hr. Plys karakteren. I centralkøkkenet betragter Niels personalemaden med en blanding af skepsis og opgivelse. Nærmest som en vane. Det plejer at være bedre trods alt. Kl. 17.35 er han på vej gennem Lalandia med aftensmaden, der skal nydes i Sport & Bowling, hvor han hører til. Han ved ikke, hvem af ungarbejderne i afdelingen, han skal spise sammen med i aften, men den sædvanlige løse snak over bordet er velkendt. Tilbage i guldsko og jakke kl. 19.00. Denne lyserød.

Shows’ne på Lalandia ligger fastlagte med få ændringer om året. Altid om aftenen, mens de små stadig er høje på sukkerrester og inden det er sengetid. Den sene arbejdstid er ofte endt som skurken, i de faste forhold Niels har haft og ikke holdt. Når andre har fri, så arbejder Niels. Når kollegaer kommer gående med konen under armen, med en forventningsfuld bordreservation til lørdag aften, står Plys og trommer ind til sit show. Det giver et stik i maven, men samtidig vil han ikke bytte det ud. Jobbet fungerer ikke med et forhold. Sådan er det. I stedet giver det mulighed for frie muligheder, hvor man kan ses, når man har tid og lyst.

“Jeg synes det er nødvendigt at holde sig i form, for børnenes skyld. Hvis man står smeldefed, så fornemmer de med det samme, at de kan løbe om hjørne med én, og det vil jeg ikke have.”

Jobbet er der altid lyst til. Niels har tilrettelagt det hele, så nemt som muligt for Plys. Det er svært at vide, hvornår han er den ene eller den anden, for de to flyder næsten sammen og kender hinanden til perfektion. Modsat andre klovne, bærer Plys ikke nogen maske eller paryk. Han ligner altid sig selv. Navnet Plys har Niels med sig helt fra lille. Han havde ikke særlig meget hår og det der var, var pudder lyst, så man kaldte ham Plys. Da han senere skulle skabe et kunstnernavn brugte han det, for det blev han allerede kaldt. Det var oplagt. Efter 25 år på den samme scene, har han arbejdet med mange generationer og de nye, der kommer til, kender ham som Plys, før Niels, så det er naturligt for ham at være det. “Jeg føler mig mest som Plys.” Kun et lille stykke fra Lalandia sidder Niels i sit rækkehus. I mange år boede han i et af feriehusene. Det blev for meget Lalandia for ham, og der er kortere til arbejde nu. Det er lige ud af vejen, i stedet for at skulle hele vejen udenom alle feriehusene. Sorte farver omringer entréen og fortsætter ind i stuen, i køkkenet og på soveværelset. Hele hytten insisterer på at være støvfri, så Arne Jacobsen lamperne, stolene, spisebordet og

vandhanen, kan komme til sin ret. Måske af samme grund er væggene støvsuget for familiebilleder og hvad der ligner. Her pryder store farverige og abstrakte malerier. Tøjstativet, magen til det Hr. Plys har i sit baglokale på Lalandia, har 8 cowboybukser i sort eller mørkeblå, et jakkesæt og en pæne skjorte, et par bælter og en imponerende bunke maratonmedaljer. Den seneste fra september. Sådan kan han bedst lide det. Hver dag løber Niels en af de 3 faste ruter. Det passer lige med, at han kan nå tilbage til Sport & Bowling, i bad og læse avisen, inden et nyt show starter igen kl. 17.00. I dag igen i den lyserøde jakke. Han har tit tænkt, hvorfor ingen af de unge, har prøvet at kopiere ham. Hans job er en succes, og hvorfor det aldrig er blevet gjort efter, har skabt en konkurrence, er mærkeligt. “Enden har de ikke talentet eller også ingen ideer til det.” Selv elsker han sit job og sætter pris på de faste rutiner. Der er orden i sagerne og det er grunden til, at det har kørt i så mange år. Han håber at Plys kan få lov at fortsætte 15 år mere. “Hvad i alverden skulle jeg ellers lave?”

Legebarn Løs Af Jonas Olufson

Ingen middagslur. Is efter morgenmaden. Og badebukserne er på hver dag. Treårige Emils eneste bekymring er, at han skal hjem fra Lalandia igen

”Wiiiiii!” En lille lyshåret dreng suser ned ad den blå rutsjebane. Vildskaben er tydelig i de store krystalklare øjne. Sveden pibler fra ansigtet og de lyse lokker klæber til panden i små fine totter. Forvirret ser han rundt efter nye udfordringer i legelandet. Emil er tre år gammel og vild med legeland. Han er i Lalandia med sin søster på seks, sin mormor, mor og hendes gode ven. Desuden er Emil blevet storebror for nylig. Trampoliner, boldbaner, hoppeborge, rutsjebaner, tuscher, voksdug, maling, byggeklodser og fantasilioner af små plastikbolde i alverdens farver danner rammen for et legeland. Et land for børn. Et land hvor børnene er i højsædet, og de voksne sidder på sidelinjen og følger med. Boldene af plastik ligger spredt ud i det lille glasbur. Gule, røde, blå, orange og grønne. Præcis, som resten af farvene i legelandet. En duft af friskbrygget kaffe spreder sig i rummet. Den kommer fra forældrenes caféborde. Taktisk placeret, lige ved siden af børnene som leger befippet rundt. Den store viser på uret står på fem. Den lille på ti. Det er formiddag, og børnene har glædet sig, siden de stod op. De har brugt ventetiden på marken ved gederne og fodret dem med hø. ’Se, den spiser af min finger’, råber Emil. ’Se mor, se, se’, bliver han ved.

Trampoliner, boldbaner, hoppeborge, rutsjebaner, tuscher, voksdug, maling, byggeklodser og fantaslioner af sm책 plastikbolde i alverdens farver...

“Her lugter af Lalandia.” 67

Gråd, skrig, leg, plagen. Summen af det hele gør lyden til et virvar af barneleg. Man kan ikke identificere stemmerne. Emils stemme er lille og fin. Spinkel og barnlig. Han sidder ved sin mor og plager om en is. Hun ryster armen for at få det løse armbåndsur på plads. Selvom det stadig er formiddag, giver hun sig. Emil står foran fryseren med is. Han kan knap kigge over den, men fokuserer i stedet på skiltet, som er placeret, så alle, selv i børnehøjde, kan se udvalget. Moderen pakker den rød og gule Filur-is op og rækker den til sønnen. Han tripper, som skulle han tisse, men det er begejstringen, der lyser ud af ham. De små ben danser på det gullige betongulv, men falder til ro, da isens sødme rammer tungen. Glæden stråler ud af ham. Han kan godt lide is. De små tænder bider isen i små stykker. En lyd og en følelse, som vil isne hos de fleste voksne. Hjemme i hytten burde Emil ligge i sin varme, trygge seng for at sove middagslur. Der er ikke tid til middagslur i Lalandia. Nu skal han spise, og bagefter venter dagens højdepunkt, vandland. Gaflen ligger urørt ved siden af den fyldte tallerken. Den tynde barnemave er nøgen ved bordet. ’Det er bedre, at du sviner på maven, Emil’, siger moderen, og folder trøjen sammen, som han selv tidligere smid på gulvet. De små fingre bliver brugt som en klo og griber ud efter de udkogte spaghettier. ’Hey, du, spis lige ordentlig,’ siger moderen med en løfte pegefinger. Emil griner, men vælger alligevel at fortsætte måltidet med en gaffel i hånden. Leverpostej på rugbrød med agurk, makrel i tomat og spaghetti med kødsovs fra gårsdagens aftensmad, er øset op på tallerkenen. Maden ligger spredt ud på bordet. Emils blege æblekinder er smurt ind i tomatsovs. Har bruger det bare maveskind som serviet og efterlader et tydeligt aftryk. Han gnider sine hænder i øjnene og kæmper for at holde sig vågen. Efter tre klor og ketchupfyldte -dage, er det slut. Familien har forladt hytten og bruger formiddagen i legelandet. Emil vil ikke hjem. Han vil stadig lege. Moderen slæber drengen, som er opløst af gråd, ud på parkeringspladsen. ’Jeg vil ikke hjeeeeem!’, råber Emil fra moderens faste tag omkring ham, imens han griber ud efter Lalandiaindgangen, som forsvinder langsomt. Skridt efter skridt. Emil vrider sig løs og tonser af sted mod legelandet. Væk fra hverdagen. De tomme løfter, om is, leg på værelset med det vante legetøj og hverdagen ligger fjernt nu. Igen bliver han fanget. Døren til den tætpakkede Berlingo smækker i med et brag. Gråden bliver mere og mere fjern. Nu er det slut.

Tak

Susanne Sommer Henrik Meller Mathilde Bech Hanne Mølby Simones familie Lalandia

omslag: Jonas Olufson side 2-3: Jonas Skovbjerg Fogh side 4-5: Peter K.B. Jørgensen side 70-71: Peter K.B. Jørgensen