Jeg lærte aldrig at danse

‘JEG LÆRTE ALDRIG AT DANSE’

”Guder, trolde, djævle, hekse og sataner hører sammen.

De er ikke mennesker.”

Kurt Hus 7

FORORD Jeg går over mod træerne for at finde Rasmus. Græsset er grønt, og de gule mælkebøtter står som bøjer i et grønt hav.

Mine knæ er beskidte af jord fra den fodboldkamp, vi spillede for et øjeblik siden.

Nu leger vi gemme, og jeg har lige flyttet hænderne fra mine øjne og er holdt op med at tælle. Rasmus er væk, og over for mig står en voksen mand. Han smiler til mig og holder en mælkebøtte op mod solen. ”Se det er jordbær,” siger manden og kigger på mig. Jeg står helt stille og ved ikke, hvad jeg skal sige. Men mandens smil smitter, og jeg smiler tilbage. ”Se marken, den er fyldt med jordbær, vil du ikke smage?”, spørger manden og træder et skridt tættere på mig.

Jeg bliver bange, da han kommer tættere på mig, og uden at svare løber jeg videre for at finde Rasmus, mens jeg tænker på, hvorfor han troede, marken var fyldt med jordbær.

Senere samme dag fortæller jeg min mor om manden og jordbærrene. Hun forklarer, at manden er patient fra Sct. Hans Hospital, og at han ikke er farlig.

Mit barndomshjem ligger i Smedegade i Roskilde. Det er en helt almindelig vej med huse, haver og flagstænger. Men på den anden side af vejen, et stenkast fra min far og mors have, ligger Sct. Hans Hospital.

Eller som det hedder i dag; Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Sct. Hans har store grønne områder, og det var en naturlig legeplads for mig og kvarterets børn. Selvom området var vores legeplads, var det også spændende og uhyggeligt at lege på Sct. Hans. Hvem var det, der boede derinde? Og hvorfor troede de, at mælkebøtterne var jordbær? I dag er jeg 29 år og bor i København, men nysgerrigheden fra min barndom er intakt. Jeg vil prøve at forstå, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom. Billederne i denne bog er optagelser af de ting, som jeg så, og de mennesker, som jeg har mødt i min tid på det socialpsykiatriske bosted Lindegårdshusene. Lindegårdshusene var førhen psykiatrisk plejehjem under Sct. Hans Hospital og er beliggende op til hospitalsbygningerne.

Gregers Tycho

Lindegården Flemming, som er plejer i hus 2, er på vej ned med aftenmedicin til en af beboerne, da den svage lyd af hans skridt bliver overdøvet af et højt og gennemborende skrig. Skriget skærer gennem luften og kan mærkes helt ned i maven.

Flemming standser kort for at lytte.

“Det er en af beboerne, som hører stemmer. Skriget er et desperat forsøg på at få dem til at stoppe,” siger Flemming, før han fortsætter ned ad gangen med medicinen. Det er sen aften i Lindegårdshusene i Roskilde. Aftenkaffen er netop blevet serveret i stuen, og de fleste beboere har lukket døren til deres værelse.

Lindegårdshusene har eksisteret i 40 år og fungerer i dag som et bo-tilbud for mennesker med psykiske lidelser.

Der bor i alt 182 beboere, som er opdelt i 11 mindre bo-enheder med mellem 8-17 mennesker i hver. Husene og områderne omkring Lindegårdshusene er forbundet via en gang, der fungerer som en indendørsgade. I husene har hver beboer en et værelses bolig. Toilet og bad deler de med de øvrige beboere i husene.

Beboerne har alle en eller flere psykiske lidelser. De typiske diagnoser er maniodepressiv eller skizofren. Medicinen er vigtig for at holde sygdommen nede, og personalet hjælper med at uddele den til de beboere, som har brug for det. Der er mange bivirkninger som eksempelvis døsighed, vægtstigning, forstoppelse, problemer med at se skarpt og depression.

De mennesker, som bor i Lindegårdshusene, har alle det tilfælles, at de har brug for en hjælpende hånd til at klare hverdagen. Nogle er meget syge og har brug for meget medicin, mens andre beboere stort set ikke får noget medicin.

Selvom der både er mennesker i 20’erne

og 80’erne, er langt største delen af beboerne i Lindegårdshusene mellem 40 og 70 år. De fleste som bor her får pension, og en del af den går til kost og logi. Hvert hus er et bofællesskab, hvor beboerne, i den udstrækning de er i stand til det, hjælper med at lave mad og gøre rent. I hverdagene går mange på arbejde i Lindegårdshusenes værksted, som løser opgaver for virksomheder i lokalområdet. I fritiden har beboerne mulighed for at drikke kaffe i caféen, dyrke yoga, spille fodbold, eller hvad de nu har lyst til. Selvom fællesaktiviteterne samler beboerne, holder mange sig til de trygge rammer i husene.

Flemming er nået til værelset med medicinen. Døren er lukket, men medicinen er nødvendig for at holde stemmer og dæmoner væk, så Flemming banker på. Der er ingen, som svarer. Efter flere ganges banken lukker Flemming op. Inde på værelset ligger Jan og sover.

“Det er tid til din aftenmedicin,” siger Flemming venligt og smiler ind i det mørke værelse. Der er stille, indtil Jan uden at sige noget rejser sig fra den mørke seng. Hans blik er forvirret, han ser ud som om han lige er vågnet fra en dyb søvn. Han tager medicinen og går ud på det fælles badeværelse for at skylle pillerne ned.

Leponex

Serenase

Indikationer Skizofreni hos patienter, hvor anden antipsykotisk medicin kun har haft ringe eller ingen effekt, eller hvor behandling med andre antipsykotika har medført svære neurologiske bivirkninger (dystoni, parkinsonisme, akatisi eller tardive dyskinesier). Endvidere ved psykotiske forstyrrelser i forbindelse med Parkinsons sygdom, hvis anden behandling ikke har haft effekt.

Indikationer Skizofreni og andre psykotiske tilstande præget af forandringer i følelseslivet, tankeforstyrrelser, hallucinationer og vrangforestillinger, evt. psykomotorisk uro og agitation. Maniske tilstande.

Bivirkninger Meget almindelige (> 10%)

Øget spytsekretion, obstipation.

Takykardi.

Sedation, svimmelhed.

Bivirkninger Meget almindelige (> 10%)

Hovedpine, søvnløshed, uro, svimmelhed, ekstrapyramidale symptomer (såsom dystoni, parkinsonisme, akatisi).

Almindelige (1-10%)

Vægtøgning, nedsat appetit, træthed, feber, temperaturstigning, unormal temperaturregulering.

Mundtørhed, kvalme, opkastning, forhøjede levertransaminaser.

Ekg-forandringer (inkl. T-taks forandringer og forlænget QTc-interval), hypertension, ortostatisk hypotension.

Leukopeni, eosinofili, leukocytose.

Hovedpine, tremor, rigiditet, dyskinesier, ekstrapyramidale gener, kramper, myokloni, synkope.

Inkontinens, urinretention.

Sløret syn.

Ikke almindelige (0,1-1%)

Agranulocytose.

Malignt neuroleptikasyndrom.

Sjældne (0,01-0,1%) Synkebesvær, pancreatitis, icterus, kolestase, hepatitis.

Kredsløbskollaps, arytmier, myocarditis (tidligt i behandlingen), pericarditis, tromboemboli.

Diabetes mellitus.

Forhøjet plasma-kreatinkinase.

Rastløshed, agitation, konfusion, delirium.

Meget sjældne (< 0,01%)

Pludselig, uforklarlig død.

Forstørrede spytkirtler, paralytisk ileus, fulminant levercellenekrose.

Kardiomyopati, hjertestop, respirationsdepression, respirationsstop.

Trombocytopeni.

Svær hyperglykæmi, hypertriglyceridæmi, ketoacidose, hyperosmolært koma.

Tardive dyskinesier.

Interstitiel nefritis, priapisme.

Eksempler på medicin som beboer på Lindegårdens tager

Almindelige (1-10%)

Vægtændring.

Kvalme, øget spytsekretion, mundtørhed, opkastning, dyspepsi, obstipation.

Hypotension.

Depression.

Hududslæt.

Urinretention, erektil dysfunktion.

Synsforstyrrelser.

Ikke almindelige (0,1-1%)

Nedsat appetit.

Takykardi.

Hyperprolaktinæmi, galaktoré, gynækomasti.

Tardive dyskinesier, sedation, konfusion. Øget svedtendens.

Menstruationsforstyrrelser.

Sløret syn.

Sjældne (0,01-0,1%)

Unormal temperaturregulering.

Forlænget QT-interval, ventrikulære arytmier.

Agranulocytose, trombocytopeni.

Anafylaktisk reaktion.

Priapisme.

Meget sjældne (< 0,01%)

Hepatitis.

Schwarts-Bartters syndrom (SIADH), hypoglykæmi.

Malignt neuroleptikasyndrom, kramper.

Hver femte dansker vil i løbet af sit liv blive ramt af en psykisk sygdom 76 pct. mener, at det er mere socialt acceptabelt at lide af en fysisk end en psykisk sygdom 23 pct. finder, at det ikke vil være naturligt at tale om det, hvis en kollega er psykisk syg 65 pct. føler ikke de ved nok om psykisk sygdom 67 pct. mener ikke, at der bliver brugt nok ressourcer på psykiatrien, hvis man sammenligner med sygehusvæsenet generelt

Journal fra beboer på Lindegården

Undersøgelse lavet af Capacent Epinion for Danske Regioner i foråret 2009

Gunnar Hus 10

Maria Hus 10

Mogens Hus 2

Thomas Hus 6

Karsten Marianne

Hus 2 Hus 4

Jan Hus 2

Thomas Hus 4

Kurt og Tina Hus 7

Ingolf Hus 10

Søren Hus 5

Dorthe Hus 11

Tommy Hus 5

Karsten Hus 2

Maranne Hus 4

Kurt og Tina Hus 7

Henrik Hus 2

Solveig Hus 10

Marianne Hus 4

Søren Hus 11

Muzafer Hus 10 Yee Wai Hus 11

Annika Hus 4

Jan Hus 2

Niels Erik Hus 9

Gunnar Hus 10

Kurt Hus10

Jan Hus 2

Boline Hus 12

Henrik Hus 2

Søren Hus 5

Tom Hus 11

Per og Solveig Hus 10

Mogens Hus 2

Kjeld Hus 7

Steen Hus 9

Niels Jørgen Hus 2

Søren Hus 5

Kurt Hus 7

Per og Solveig Hus 10 En frysende kold vinterdag. Solveig og hendes to ældre søskende er på vej ned på fodboldbanen i deres boligkvarter i Roskilde. Fodboldbanen er blevet sprøjtet med vand, så den nu er en perfekt skøjtebane. Solveigs søstre er begge dygtige på isen og vil gerne lære deres lillesøster at skøjte. Solveig får skøjterne på, og de to tager fat på hver side af lillesøsteren og støtter hende på vej ud på den glatte is.

De sætter begge fart på skøjterne, mens Solveig står i midten og klamrer sig fast til dem. Da farten bliver høj, slipper de deres tag på Solveig, som straks falder og slår hoved og hænder på isen. Grædende vender Solveig hovedet og kigger på de to store søstre, som nu står og fniser.

I dag ligger der en lyserød Zippolighter ved siden af en pose Bali Shag på Solveigs bord. Hun har fået lighteren i gave af Per, som hun har kendt i 19 år. De mødte hinanden på Kofoeds Skole, og siden har de holdt sammen. I dag bor de i Lindegårdshusene i et specialbygget værelse, hvor noget af muren mellem deres to rum er revet ned, så de lettere kan komme ind til hinanden. Der er tykt af røg i lokalet, og musikken brager ud af højtalerne. Det er radioen, som kører for fuld drøn, mens Solveig ruller den næste smøg. Hun ryger normalt 50 cigaretter om dagen, men hun er begyndt at trappe ned, efter at hun har fået problemer med lungerne.

Inde ved siden af sidder Per og ser TV. Han er glad for dyr, og elsker at se forskellige udsendelser om alt fra hunde til hvaler på Animal Planet. Lyden fra fjernsynet er høj og konkurrerer med Solveigs radio.

Bag larmen lyder små pip fra to fuglebure med kanariefuglene Snehvide og Trille.

Snehvide bor hos Solveig, mens Trille bor inde hos Per. Solveig har mistanke om, at

Snehvide i virkeligheden er en dreng, så hun overvejer, om hun skal begynde at kalde den for Smokey i stedet. Fuglene kalder på hinanden, og Solveig er nødt til at skrue op for at kunne høre musikken fra radioen. Per og Solveig ønsker sig brændende en grå Jargo, som er en stor papegøje Solveig har set, da hun var med Lindegårdshusene i Tunesien for et par år siden. De lægger 1000 kroner til side hver måned, så de kan købe den om et halvt år.

Solveig har diagnosen grænsepsykotisk.

Hun hører mange stemmer, som, når det er værst, lyder som desperate skrig, og så ser hun skygger. Hun har hørt stemmerne, siden hun var 25 år, og når de er fremme, snakker hun med dem eller råber til dem, at de skal forsvinde.

“Når stemmerne bliver for meget, så holder Per om mig,” siger Solveig, og Per nikker samtykkende fra stolen ved siden af hendes seng. Han er diagnosticeret depressiv med psykotiske træk.

Per snorker meget højt, så de sover ikke sammen, men hvis Solveig bliver for bange om natten, hopper hun ind og lægger sig hos Per. Ellers kan Solveig bedst lide at sove om dagen, når Per er hjemme. ”Jeg er ikke så tryg om natten, og derfor har jeg svært ved at sove. Jeg ligger og får mærkelige tanker,” forklarer Solveig.

For syv år siden sidder Per i bussen fra Lindegårdshusene. Han er på vej mod byen for at handle nogle småting, og han kigger ud af vinduet, da han pludselig og uden betænkning rejser sig og står af bussen. Han går over i den nærmeste bank, og det lykkes ham at slippe af sted med en pose fyldt med pengesedler. Ude foran banken på fortovet er Per lidt forvirret, hvor skal han gå hen?

Han går ned til Solveigs far, som bor tæt på.

Faren bliver både overrasket og bange, da Per banker på. Politiet kommer efter et par timer for at hente Per og pengene, der er blevet farvet røde af en farvepatron. I dag

ved Per stadig ikke, hvorfor han gik ind i banken den dag. Han havde lidt gæld og ville gerne invitere Solveig i byen, men ellers havde han ikke specielt brug for pengene. Han fik efterfølgende en behandlingsdom på tre år. I den tid besøgte Solveig ham i arresten, og så skrev de kærestebreve til hinanden. Efter den uheldige oplevelse går Per kun i banken, når det er allermest nødvendigt.

Per arbejder de fleste hverdage i Lindegårdshusenes cykelværksted. Han reparerer brugte cykler og sætter forladte cykler i stand, så de kan sælges. I øjeblikket er han ved at lave en cykel til Solveig. Det skal være en mountainbike, så de sammen kan tage på cykelture i skoven eller en tur op i byen. Solveig har ikke arbejde i Lindegårdshusene , men når hun vågner, har hun et ritual med at se Cartoon Network fra 8:30 til 11:30.

Selvom Solveig og Per har fået lavet deres eget lille fælles værelse, drømmer de begge om endnu mere privatliv.

“Naboerne larmer meget, og de banker tit på og forstyrrer, når vi gerne vil være alene,” fortæller Per. Solveig drømmer om at flytte ud på en øde ø sammen med Per. Et sted hvor der ikke må komme uvedkommende

Yee Wai Hus 11 En varm sommerdag på legepladsen i Tivoli. Seks-årige Yee Wai leger med sine to søstre, mens hendes far kigger på. Det har været en lang og sjov dag i Tivoli, men nu skal far og pigerne hjem til deres mor i den lille lejlighed på Østerbro. På vej til bussen opdager faderen, at de sidste penge er brugt, og at der derfor ikke er penge til bussen hjem. Yee Wai griner og fjanter med faderen. Det er tosset, at de har brugt alle pengene og må gå den lange vej hjem.

“Husk, at I ikke må sige noget til mor, når vi kommer hjem,” siger faderen til sine døtre.

Mindet fra Tivoli er et af de bedre fra Yee Wais opvækst, som ellers var både hård og disciplineret. Yee Wai er født i Hong Kong, men familien flyttede til Danmark, da Yee Wai var et år gammel. Mens hun fortæller, mister Yee Wais blik lidt af sin intensitet, og hun læner sig tilbage i sofaen. På grund af problemer i familien, flyttede Yee Wai på ungdomspension, da hun var 14 år. Det var en tid, hvor Yee Wai savnede samværet med sin familie og venner. Under opholdet på pensionen i Sjælør oplevede Yee Wai for første gang den psykiske sygdom.

“Jeg havde utrolig meget energi og kunne ikke sove om natten. Det var først senere, jeg fandt ud af, at det er symptomer på, at jeg er manisk. Følelsen af at være manisk kan bedst beskrives som et voldsomt kick.” Yee Wai blev i første omgang indlagt på kommunehospitalet og derfra sendt videre til Sct. Hans. Yee Wai har gennem sit liv fået mange diagnoser på sin sygdom. Manio-depressiv, skizoaffektiv eller bare skizofren. Yee Wai er glad for Lindegårdshusene. Her kan hun få lov at leve med sin sygdom og være sig selv.

“Hvis jeg boede i en lejlighed, ville jeg

være bange for at gå i stå. Det er dejligt at have personalet, det skaber en rar tryghed.”

Yee Wai har boet de sidste 13 år i Lindegårdshusene. Hendes værelse er et af de største, men det betyder ikke, at Yee Wai har mere plads end de andre beboere.

Hver kvadratmeter på værelset er fyldt med tøj, overfyldte reoler og en masse rammer og malerier. Vinduerne ligger ud til et af de andre huse, så det er begrænset, hvor meget dagslys, der kommer ind. Midt i det overfyldte værelse står sengen. Den er redt fint med et lyseblåt sengetæppe.

På bordet ligger dagens ration af medicin, som i en gennemsigtig plasticæske er delt op i morgen, middag, aften og nat.

40-årige Yee Wai sidder smilende i sofaen sammen med sin kæreste Muzafer fra hus 10. De har været kærester i et halvt år, men de har kendt hinanden siden engang, hvor de var indlagt samtidig på Sct. Hans.

De har tænkt på at blive forlovet, men de vil vente, til de har lært hinanden lidt bedre at kende.

Siden den første indlæggelse har Yee Wai skulle lære at leve med den sygdom, som hun aldrig slipper af med. Yee Wai har prøvet at arbejde som sælger af sko og lædervarer, ligesom hun i en periode også solgte smykker på strøget. Efter at hun fyldte 25 år, har hun fået pension og er i dag glad for tilværelsen i Lindegårdshusene, ikke mindst fordi hun har Muzafer.

“Jeg er meget glad for min kæreste, han giver mig tryghed,” siger Yee Wai med et lille smil og kigger genert på Muzafer.

Yee Wai kan godt lide at have mange mennesker omkring sig, og derfor drømmer hun ikke om at flytte fra Lindegårdshusene.

“Da jeg var yngre, ønskede jeg ligesom alle andre mand, hus, børn og bil. I dag

har jeg ikke de samme drømme.”

De lange perioder, hvor Yee Wai har været indlagt, har gjort, at hun ser anderledes på folk, som ikke passer ind i det sædvanlige gadebillede. En dag hvor hun gik på hovedgaden i Roskilde sammen med sin ene søster, oplevede hun, at hendes søster kiggede lidt skævt til en person, som tydeligvis var patient fra Sct. Hans.

“Jeg forstår ikke den indstilling. For mig er der ikke forskel på, om man er rask eller syg, vi er jo alle sammen mennesker”.

Kurt Hus 7 Det er sen eftermiddag, og Kurt er sammen med sin mor og lillesøster på vej hjem fra børnehaven på Vesterbro i København. Lillesøsteren ligger fredfyldt og putter sig i barnevognen, mens Kurt går ved siden af sammen med sin mor.

“Bare det var mig, som kunne ligge og hygge mig med dyner og sut,” tænker Kurt, men tiden hvor Kurt kunne ligge i barnevognen, er for længst forbi.

I dag er Kurt fyldt tres år, og han bor i hus 7 på værelset længst nede ad gangen. Gardinerne på det lille værelse er trukket for, og her dufter af sukkervand, tobak og beskidt tøj. Han sidder tilbagelænet i den smalle stålseng, og på det fyldte sofabord, som står foran sengen, ligger lakridser, kiks, hvide plasticbægre med sportsvand, små papirlapper med tegninger og tekst, som Kurt har skrevet. Intet ligger tilfældigt, selvom det kan se sådan ud. En af de små tegninger handler om Piet Loen. Piet Loen er en lov, men det er mere end det. For Kurt er Piet Loen et levende væsen, som kan telepatere.

Kurt ved endnu ikke, om Piet Loen kan lære at snakke, men måske med tiden vil han lære det. Kurt blev første gang indlagt på Kommunehospitalet i København i 1971. Siden dengang har han været indlagt en del gange på Sct. Hans, før han flyttede til Lindegårdshusene, hvor han har boet de sidste 14 år.

Tilbage i barndomshjemmet på Absalonsgade på Vesterbro er Kurts far ved ordne madpakkerne til næste dag.

Kurt kigger med, mens han pakker en leverpostej og ostemad ind. Han tager en brugt tændstik frem, dupper forsigtigt den sodede tændstik på tungen

og skriver Kurts navn på madpakkepapiret, inden den kommer ned i rygsækken.

Kurt smiler ved tanken om sin far og de duppede tændstikker. Minderne fra barndommen får Kurts blide ansigt til at lyse op.

Da Kurt var færdig med skolen, gik han en overgang på tegneskole, men selvom han stadig har lysten til at tegne, droppede han kort tid efter ud af skolen.

“Jeg begyndte at strejfe om på strøget og ryge hash og sådan,” siger Kurt, mens han kigger ud af den lille sprække lys, der slipper ind mellem gardinerne. Kurt kommer ikke så tit ind til byen længere, men nyder alligevel at komme ud en gang imellem .

“Jeg synes, der er meget frihed på Lindegården. Jeg får lov at være mig selv uden at blive forstyrret, det kan jeg godt lide,” forklarer Kurt.

På det overfyldte bord ligger en lap papir, hvor Kurt har skrevet denne uges lottotal.

Lørdag og onsdag er lottodage, og dermed er der chance for at vinde den store gevinst.

“Hvis jeg en dag vinder, vil jeg købe en murermestervilla på Møllehusvej her i Roskilde, det er min drøm,” siger Kurt.

Ingolf Hus 10 Det var en nytårsaften på Amager hos en af Ingolfs soldaterkammerater. I invitationen stod, at alle skulle tage en dame med, men Ingolf kunne ikke finde nogen og måtte sidde og kigge på, mens kammeraterne svingede pigerne på dansegulvet. Ingolf har aldrig rigtig synes, at pigerne har kigget i hans retning. I teenageårene holdt han sig mest til kammeraterne i bordtennisklubben og kom sjældent ud at danse og feste.

“Det er synd, at jeg aldrig lærte at danse, det er en vigtig del af livet, men jeg var alt for genert”.

Ingolf har heller aldrig været rigtig forelsket, men han var engang ringforlovet med en pige, som hed Bente. De var sammen i næsten to år, før det gik i stykker, et halvt år efter bruddet døde Bente af kræft.

“Jeg har aldrig turde give følelserne frit løb og forelske mig, jeg ved, hvor såret man kan blive.”

Ingolf sender et blik mod sofabordet, som er fyldt med tomme mælkekartoner, øl, slikposer og aviser.

“Nu har jeg jo ingen kvinde, det kan være, det er derfor, det roder sådan, der står jo en kvinde bag alt”.

Ingolf er 64 år. Han sidder i morgenkåbe på sin seng og gaber. Stemmerne fra fjernsynet blander sig med fuglekvidren fra den anden side af de blomstrede stykker stof, som holder sol og udefra kommende blikke væk. Selvom Ingolf har svage lunger og tit får hosteanfald, hænger der tunge røgskyer i værelset.

Ingolf kan godt ryge tre til fire pakker cigaretter på en dag.

I 1975 blev Ingolf indlagt for første gang på Bispebjerg Hospital og fik diagnosen skizofren.

“Jeg mistede glæden ved at stå op om

morgenen, og jeg begyndte i stedet at se syner og høre stemmer”.

Sygdommen tog fat, og nogle år efter blev Ingolf indlagt på Sct. Hans hospital, hvor han blev mere og mere indelukket.

“En overgang sagde jeg ikke andet end “ja” og “nej”. Lægerne troede, jeg var blevet stille sindssyg”. Selvom Ingolf har fået det bedre, så holder han sig mest for sig selv i Lindegårdshusene, hvor han har boet i 17 år. Stemmerne slipper han aldrig for, men han har lært at leve med dem.

Ingolfs far var modstandsmand og blev skudt i Lejre under krigen. I barndomsårene boede Ingolf og hans mor derfor hos hans mormor i hendes toværelses lejlighed på Nørrebro.

De første år af Ingolfs liv var præget af meget sygdom med blandt andet ti lungebetændelser. Efter at være kommet sig over de mange børnesygesygdomme og have fået sin eksamen fra Sjællandsgades skole tjente Ingolf som soldat. Siden har han arbejdet som portør og for posten i Kødbyen, hvor han åbnede pakker for tolderne. Ingolf har to brødre, den ene bor i Lindegårdshusene, mens den anden bor på Hedelund, som er et lignende bocenter i Greve. Brødrene Torben og Christian er henholdsvis 16 og 14 år yngre end Ingolf.

Christian, som også bor i Lindegårdshusene, spiller bordtennis ligesom Ingolf, så det hænder, at de mødes til en brødre-dyst.

Både på Ingolfs dør og inde på værelset hænger billeder, hvor han smiler og viser de pokaler frem, som han har vundet i forskellige turneringer. I sin barndom spillede Ingolf bordtennis næsten hver dag, men det var, før han blev syg. Selvom han ikke træner så meget længere, møder han op, når Lindegårdshusene holder bordtennisturneringer. I april i år blev han nummer to i en turnering, hvor Lindegårdshusene havde inviteret de andre socialpsykiatriske bo-centre i Region Hovedstaden.

Ingolf snakker ellers ikke højt om sine bedrifter som bordtennisspiller;

”Der er mange, der snakker på Lindegården, men jeg lytter lige så gerne, som jeg taler”.

Ingolf opholder sig mest på sit værelse.

Her spiser han sin mad, og det sker, at der kommer en nabo forbi, men ellers er fjernsynet den tætteste kontakt til verdenen udenfor.

“Mange af dagene i mit liv ligner hinanden til forveksling,” fortæller han.

Alligevel er der nogle dage, der er mere betydningsfulde end andre for Ingolf. Årets højdepunkt er nytårsaften. Han fejrer starten på det nye år sammen med de andre beboere i Lindegårdshusene.

De spiser nytårstorsk og rejer, og så ser de fyrværkeriet igennem vinduerne.

“Jeg kan godt lide den højtidelige stemning, hvor folk fester og danser,” derfor tager Ingolf sit fineste tøj på, men han deltager ikke selv i dansen.

’JEG LÆRTE ALDRIG AT DANSE’ Hovedopgave af Gregers Tycho Danmarks Journalist Højskole Første udgave.

Copyright 2009 (tekst og foto) Gregers Tycho www.gregerstycho.com contact@gregerstycho.com Tak til beboere og personale i Lindegårdshusene.

Også en varm tak til Birthe Nobel Øby, Mads Teglers, Erik Nobel, Per Axelsen, Bodil Tycho Axelsen, Anders Find, Casper Dalhoff, Lars Bech, Jakob Hohlmann Villumsen, Tobias Moe.