Hvide Sande

HVIDE SANDE 1

Magasinet er produceret af ­fotojournaliststuderende på 2. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Tak til Hanne Mølby Henriksen og Mathilde Bech.

Tak til Susanne Sommer og Henrik Meller Tak til Iver Thygesen for husly Tak til alle som lukkede os ind 2

Spis remouladetoast med Jesper. Rid på bølger med Mads eller kom på sildefisketur med Poul. Slap af hos Henry og Marie og oplev stærke kvinder filetere dagens fangst. Kig efter røgsignalerne fra de gamle motorer på havnen og mærk friheden med Eriks duer. Her kan man dø med smuk udsigt.

Få et indblik i en by, hvor de lokale hilser på hinanden og hvor bodegaen ligger lige overfor kirken. Hvor ­parcelhusenes røde tage glimter i skæret fra de gyldne klitter og hvor det frådende Vesterhav lurer lige om hjørnet.

Velkommen til Hvi’ San’.

3

4

Kan du huske dengang 6 Livet ligger i lænestolen 14

Ud af olietanken og hjem til appelsinkasserne

25 tons torsk og fuld make up

Den sidste udsigt

Når røgsignaler stiger til vejrs

22 30 40 48

Bølgerne dikterer 56 Poul på fjorden 64

5

6

Kan du huske dengang Af Sofie Mathiassen

Han har været på havet halvdelen af sit liv, hun har passet børn og lavet mad. De har ikke deres vielsesringe på længere. Den ene er ­blevet for lille, og den anden er slidt i stykker. Men Henry og Marie Adsersen er stadig gift, og det har de været i 60 år.

7

D

et røde murstenshus på ­ Hedevej 1 i Hvide Sande er bygget i et plan. Og det er der tænkt over, for så behøver Henry og Marie ikke bekymre sig om trapper, når de en dag bliver for ­gamle til at gå eller stå.

Og haven kan bare passe sig selv. Så om sommeren bliver græsplænen gul.

Gennem hækken kan de skimte de gyldne ­klitter og havet, som altid bølger og bruser.

Marie står i køkkenet og skyller ­tomater til salaten. Henry sidder ved s­ pisebordet og k ­ igger bonnen fra Aldi igennem, mens uret ovre på væggen med en tung lyd fortæller, at klokken er 10 om formiddagen.

Tid er der masser af. ”Sidder du der med bonnen, ­Henry?” ”Ja.” ”Hvad koster tomater nu om dage?” ”15 kr. Men dem med stilk er fra u ­ dlandet.” ”Det er lige møj da, de skal bare i ­salaten.”

Marie og Henry har været gift i 60 år.

De mødte hinanden, da Marie var pige i ­huset på den gård, hvor Henry blev karl.

Det var et held, at Henry skulle afløse sin bror den sæson, ellers havde han ikke mødt Marie. De blev enige om, at ægteskab var bedst. En skulle jo være hjemme og passe hus og senere børn, mens den anden arbejdede.

familieportrætter, huskesedler og gamle broderier.

Bomtrævler og rødspætter

Det var engang, Henry var ude og fiske rødspætter. Båden lå stille om natten, og så sejlede en tysk bomtrævler ind i Henrys båd. Masten knækkede, og skorstenen til oliefyret blev ramt. Men ­ ingen mænd om bord kom til skade, og ­Henry kom hjem med ­rødspætter, som han solgte, ligesom de andre fiskere­ ­solgte deres fangst.

Henry på havet, Marie på land.

Sådan har det været alle dage, for Henry er fisker, og Marie er fiskerkone.

Hvis vejret tillod det, var Henry ofte på havet fire - fem dage om ugen. Først på RI-53, som egentlig var hans fars båd.

Senere på RI-97, som blev Henry og ­Maries egen båd.

Nu er båden hugget op, fordi Henry er gået på pension. Det meste af den er solgt til ­genbrug. Men roret, kompasset og uret har han s­tadig. Det pynter det på vægge og i karme side om side med

”Kan du huske dengang, I blev påsejlet?” spørger Marie. ”Ja for pokker da, det var en tysk ­bommer.

Styrmanden var faldet i søvn eller noget.” ”Men der skete ikke møj da,” tilføjer ­Marie. ”Nej, vi måtte sejle ind igen.”

Motorcykelture

Marie lægger to boller på den tændte brødrister, går ind i stuen, retter lidt på gardinerne og fjerner

Henry og Marie har hver deres stol i stuen. Når de ikke ser fjernsyn laver de kryds og tværs, eller læser avisen.

8

Marie løfter vasketøjet op med en pæl. Så tørrer det bedre.

Det meste mad er hjemmelavet. Rullepølse, hambugerryg og italiensk salat.

9

10

et par visne blade fra en af de mange ­potteplanter, som står linet op i ­vinduerne.

Henry rejser sig fra sin stol,­­trisser hen til spisebordet og sætter sig der.

Slagene fra uret på væggen i s­tuen blander sig med lyden af byens ­kirkeklokker.

Nu er det tid til kaffe.

Hver dag ved 15-tiden får de kaffe og brød. Somme tider er der også kage.

Men i dag er det boller fra i fredags, hvor Marie havde ­fødselsdag. Hun blev 80 år. Henry er 84 år. Men det med alder ­tænker de ikke over. De føler sig begge raske, og efter Henry fik en ny hofte for et par år ­siden, kan de igen gå ture ved ­vesterhavet, som de ­plejede at gøre det. ”Kan du huske dengang du blev modig og turde køre med på motorcykel?” spørger Henry. ”Ja, det var dengang da.” ”Nu går vi mest rundt, hvis vi skal noget.

Eller cykler,” siger Henry.

I sine unge dage kørte Henry på motorcykel. Somme tider, hvis vejret i ­ Nordsøen ved Hvide Sande ikke var godt fiskevejr, måtte han køre til ­Skagerrak for at fiske der. For fisk skulle der fanges. Det var levebrødet dengang.

Senere fik både han og Marie ­kørekort.

Men det bliver ikke brugt så flittigt nu.

Undtagen hvis de skal til N ­ ordbyen for at handle. Så kører Henry i den lille hvide Peugeot.

På land og på vand

De fleste af dem på vejen, som Henry og Marie snakkede med, er døde. Nu er der flyttet en ny generation af unge mennesker ind i husene på ­ ­ Hedevej. ­Nogle af dem snakker Henry og Marie med, andre lader de være i fred. Men de hilser altid på de folk, de møder. Sådan gør man i Hvide Sande.

”Ja. Så kom der brådsøer og de s­ kyllede ind over båden.” ”Åha, der tænkte jeg, bare du kommer hjem snart.”

Det var Henry, Tommy og P ­ eter-Whisky, der var ude og fiske, ­dengang det ­stormede. Marie og de andre ­fiskerkoner fulgte med på ­radioen derhjemme for at høre s­ idste nyt fra mændene på havet.

Det gjorde de i øvrigt a ­ltid - lyttede med på ­radioen. Hver dag på bestemte ­tidspunkter. Somme tider var det ­Henry, der sendte en hilsen til ­Marie, andre gange var det de andre koner, der fik en hilsen.

Der var kun en kanal til k ­ ommunikation.

Siden da er der kommet mobiltelefoner og master på bådene. Og en storm mere i ’90. Den oversvømmede hele Hvide Sande. Taget på n ­ummer 5, længere henne ad vejen, faldt af.

”Kan du huske dengang, der pludselig kom en voldsom storm?” spørger Marie og fylder koppen halvt op med kaffe.

11

Men ellers var det ikke så slemt, mener Henry. Det er noget andet på land.

Den sidste generation

Marie og Henrys ældste søn bor henne på ­Apollovej ikke så langt fra Hedevej.

Men de to andre børn, otte børnebørn og fem oldebørn er spredt rundt i landet og verden. Henry og Marie vil aldrig flytte fra Hvide Sande.

12

Det er der ikke nogen g ­ rund til. De har huset, havet og hinanden.

Deres vielsesringe i massivt guld ligger gemt væk i en æske på k ­ økkenhylden.

Henrys ring er blevet slidt tynd som ­Wpapir efter mange år på havet. Til sidst knækkede den. Marie tog sin ring af.

Den blev for lille. ”Det må være den 19 i dag, da?” spørger Marie ud i luften, mens hun så småt går

i gang med at forberede a ­ ftensmaden. ”Ja. Det må det være,” lyder det fra ­­Henry.

Marie vender den lille lap på k ­ alenderen ved siden af porcelænshjorten i køkkenvinduet. Henry sætter sig i sin ­ stol i stuen og tænder for fjernsynet. Tid er der masser af. l

13

14

LIVET LIGGER I LÆNESTOLEN

15

Hvad er et godt liv? Når Jesper skifter olie på fodermaskinen, spiser pizza med remoulade, kører i traktor og besøger mor og far, er livet

bedst. Så læner han sig tilbage uden at tænke på en skid.

Af Tanja Carstens Lund

Uret ringer. Klokken er 6.50. Jesper vælter ud af køjen.

Tar’ et pis’. T-shirt, smækbukser, træsko, og så afsted.

Han møder klokken 7.00, og sådan er alle hans morgener. Hvis det går rigtig stærkt, er han klar på to minutter.

han tilbuddet om at købe en andel i familiens minkfarm.

Det sagde han ja til, for han savnede de trygge r­ ammer, de velkendte ansigter og selv at bestemme tempoet.

Nu bor han skråt overfor farmen og arbejder sammen med sin bror, brorens mand og sine forældre.

“Jeg kan bedst lide, at tingene er, som de plejer at være,” siger Jesper.

Når Jesper har fodret minkene holder han en pause i den lille frokoststue på farmen. Han tager iPhonen Jesper vil helst leve et trygt og ukompliceret liv. Han er frem, mens mor Hanne dækker morgenbordet. egentlig uddannet fiskeskipper, men for ni år siden fik

Jeg kan godt lide at rode med noget, der er rustet sammen, få det op og køre, og komme videre til næste opgave.”

16

Selvom Jesper og Jakob er brødre, er de meget forskellige. De snakker mest sammen om minkfarmen. ”Jeg driller ham med hans tøj og sko, og så driller han mig med, at jeg ikke vil smide mit tøj ud, før det er slidt helt op,” siger Jesper, som altid har sine blå smækbukser på.

Nutella, pålægschokolade, brød og en flaske blå Hun hælder op i glassene og sørger for, at alle har Ga-Jol kommer på bordet. noget på tallerknen.

Morgenbrødet og kaffen er blevet en tradition og Sådan har det været siden Jespers tidlige samlingspunktet for alle i nabolaget, der har lyst ­teenageår. Familien samarbejder om opgaverne til at komme forbi og få vendt verdenssituationen. i det lille samfund i Hvide Sande. ”Ska’ I ha’ et glas Ga-Jol i dag drenge?”

Ankerpladsen spørger mor. ”Min familie betyder møj for mig. Det er dem, ”Ja, det må vi hellere,” siger en af de lokale som jeg går op og ned af til daglig. De er min mænd. ­ nkerplads.” siger Jesper. a

17

Gravide minke bliver transporterer, og om få dage får de unger. Det er en stille tid på farmen, for minkene bliver først pelset til november.

18

Jesper er 36 år. Han læser ikke bøger, for han har svært ved at læse og skrive. ”Det sker tit, at stavekontrollen ikke engang ved, hvad jeg vil stave til. Så må jeg bare finde et andet ord, for det jeg vil sige,” siger Jesper.

19

Jesper og Jakob er meget forskellige, og snakker mest sammen om minkfarmen ”Så driller jeg ham med hans tøj og sko, og så driller han mig me’, a’ jeg ik’ vil smid’ mit gamle tøj u’ før det er slidt op.” Jesper går altid i sine blå klapbukser. Han køber et par nye ca. en gang om året.

Arbejde og familieliv er tæt forbundet. Det er derfor vigtigt at have det godt med hinanden, der skal være plads til eftermiddagsbajere og godt humør.

Han taler altid med sin mor, hvis følelserne presser sig på. Diskussionerne gemmer han til far, for mor giver ham altid ret. Jesper og hans far taler mest om arbejdet. De kan diskutere alt lige fra politik til ­fodringsstrategier. ”Ingen følelser dér, det snakker vi ikke om. Det bar’ arbejde,” siger Jesper.

Det er ved at være frokosttid. Rugbrødsmadder, toast eller gårdagens pizza i mikroovnen, og så med ­tilhørende ­remoulade.

20

ellers passer det til alt… Nej, honning passer det ­heller ikke til,” siger Jesper.

Blæsten fra vesten

Jesper flyttede til Skagen i 1998 for at uddanne sig til fiskeskipper. Han arbejdede på havet i to år og elskede det. Selvom skibet var pakket med mænd, følte Jesper altid, at der var luft omkring ham og han følte sig fri. Især når han stod alene om aftenen og spejdede ud over horisonten.

”Hva’ er klokken?” spørger far. ”12! Så er det guffetid, nu skal vi have noget i ­kværnen,” siger Jesper.

Men ugerne i Skagen var lange, og skibene i ­havnen var store og fremmede, meget større end dem i Hvide Sande. Jesper havde svært ved at tage kontakt til de andre mænd på havnen. Og kvinder var der ingen af.

”Jeg kan spise remolade på næsten alt. Chokoladebarer smager ikke så godt med remoulade på,

”Jeg havde ikke interesse i at lære dem at kende. Jeg savnede dem herhjemme,” siger Jesper.

Den eneste weekend, Jesper ikke tog tilbage til sin forældre, var, da bilen blev smadret. Nu er han igen tilbage hos familien og arbejdet.

Han mangler ikke noget særligt i livet. Selvfølgelig ville det være rart med en kæreste, men det tager han stille og roligt.

”Hva’ hedder hende der, der er gift med Preben?

Birte - nej, Lisbeth - nej, KIRSTEN!” råber mor.

Mens Jesper tager sin telefon frem for at se en video, hvor en traktor kører fast i sandet.

”Jeg har da prøvet sådan noget netdating, men det bliver alt for møj skriven frem og tilbage.

Sådan noget har jeg ikke tålmodighed til. Det kommer nok engang,” siger Jesper.

Det er torsdag aften før store ­bededag. ­Familien samles til varme hveder. Der ­ bliver sludret og sladret rundt om det lange bord i forældrenes spisestue. Sådan har de gjort det de sidste 20 år.

Vigtigst af alt er friheden til at slå benene op og slænge sig i sin yndlingsstol foran fjernsynet. Opgaverne haster jo ikke mere end de jager. Han bekymrer sig hverken om fortiden eller fremtiden.

Det enkle liv

”Det er rarest at leve i nuet. Folk bliver så stressede. Uha vi skal nå dét og dét. Det gider jeg fanme ik’,” fastslår Jesper.

I et samfund hvor flere og flere bliver sygemeldt af stress hver dag, er Jesper glad og tilfreds.

Han keder sig aldrig. Der er altid opgaver der skal løses. Olie på fodermaskinen, skrot skal på lossepladsen og gylletanken renses.

”Jeg er vild med den tossekasse her,” siger Jesper, der elsker at slå benene op til en god film eller serie. ”Den dér Finding Forrester, den var rigtig god. Det handler om en forfatter, der hjælper en skoledreng med et eller andet. Jeg vil skyde på, at jeg har set den 30 gange.”

21

22

Ud af olietanken og hjem til appelsinkasserne Da Erik Laidler var knægt, havde han duer i baggården.

I dag har han duer i baghaven. Duerne giver ham en oplevelse af frihed, når han slipper dem ud i det blå.

Af Stine Bang Hansen

Der står en mand med kasket og spejder mod himlen. Han ­kigger på sine duer. Den selv samme mand var dreng i 1958.

Her stod han i en baggård i Newcastle og kiggede op mod himlen. En flok brevduer fløj op. Og på samme måde som i dag glemte han alt om tid og sted. ”Jeg kan huske, hvordan jeg bare stod der. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. De kunne flyve langt væk, men kom altid tilbage. Fascinerende,” siger Erik, der med kasket på hovedet kigger mod himlen.

23

Kort efter han så dueflokken flyve for første gang, fik han selv to duer. Han byggede et bosted til dem ud af en gammel appelsin­ kasse, som han satte net for. Kassen stillede han i hjørnet af familiens baggård. Hver eneste dag fodrede han duerne, rengjorde deres bur og lukkede dem ud i det fri.

Ungdommen i olietanken

”Når jeg slap duerne ud, glemte jeg, at jeg havde kravlet rundt inde i tanken hele dagen,” fortæller Erik, når han tænker tilbage til sin ungdom.

Som 15-årig kom han i lære på et skibsværft. Han brugte en stor del af sin ungdom inde i dieseltankene på de store skibe.

Hans job var at svejse rør sammen. For at komme ind i en tank skulle han typisk kravle igennem et klaustrofobisk hul. Inde i tanken var det eneste lys skæret fra svejseflammen.

24

Hvis det blæser for meget, træner Erik ikke sine duer, fordi de derfor bliver trænet i at flyve i en bestemt retning. Ved konkurrencer skal duerne helst flyve tæt på, det sted de er sluppet ud. På den måde kan dommeren lettere tælle, hvor mange duer der slår koldbøtter.

25

26

Om formiddagen fodrer han duerparrene og deres unger. Han fylder vand i skåleme og sier skidt og fjer fra sandet på dueslagets gulv.

Bagefter lukker han konkurenceduerne ud.

Inde i tanken tænkte Erik altid på at komme hjem og slippe duerne ud. Når arbejdsdagen var slut, kravlede han ud af den mørke tank, op på cyklen og hjem til duerne, som ventede i appelsinkasserne.

Fra appelsinkasse til dueslag

I 1981 kom Erik til Hvide Sande med en fiskekutter. Han ­forelskede sig i en dansk kvinde og slog rødder ved Vesterhavet. Kort efter anskaffede han sig to duer. I dag har han 54.

Interessen for duer er ikke så udbredt i Danmark. Derfor er Erik medlem af et internationalt fællesskab, hvor han møder folk fra hele verden,stibanhan stan der har lige så stor passion for duer som ham. To timer hver morgen chatter han med due­ entusiaster fra alle verdensdele.

“Mange kalder duer for flyvende rotter, men det er fordi, de ikke ved bedre,” siger Erik og fortæller, at folk som regel ikke forstår, hvad han kigger efter, når han retter blikket mod himlen.

Engang da han stod og kiggede på duerne fra fortovet i

27

Erik bor med havet på begge sider. Hvis han ikke kan se duerne fra haven, kan han næsten med sikkerhed sige, at de flyver rundt over klitterne. Og hvis han stiller sig på toppen af klitten, kan han næsten røre ved dem, når de flyver forbi.

28

­ ngland, stoppede forbipasserende op, én E efter én og kiggede spørgende på hinanden og på ­himlen. Menneskeflokken blev større, og til sidst kom politiet, fordi de troede, at der var sket en ulykke. Men midt i mængden stod Erik og smilede til sine duer.

Duerne slår koldbøtter

De fleste kender kun til de duer, som man ser på torvet. Men der findes i virkeligheden mange forskellige racer. Eriks duer hedder Roller Doves. Det specielle ved dem er, at de kan slå kolbøtter i luften. Når de flyver, ­­triller de skiftevis ned af himlen som små sorte kugler og vender derefter tilbage til flokken.

Erik parrer duerne på kryds og tværs, så han får de bedste flyveegenskaber og den smukkeste fjerdragt frem. Særligt duer med hvide hoveder og sorte prikker under øjnene, synes han, er smukke. Når lyset falder på duerne, funkler halsen enten rødt eller grønt.

Han genkender hver enkel af sine duer på fjerdragtens mønster, når de flyver hen over ham. ”Det er en lettelse at komme ud i det fri og gøre som man vil. Man kan måske sige, at det er en slags befrielse”. l

I 2010 vandt han Erik Laidler World Fly Cup, som derved gjorde ham til ­dommer i den næste konkurrence. Han har vundet pladser ved flere forskellige konkurrencer og har sine præmiebeviser på en opslagstavle i skuret.

29

25 tons torsk og fuld makeup

30

Iført pink, blå og lyse farver arbejder 30 kvinder i en kold produktionshal i Hvide Sande.

Størstedelen er kvinder fra udlandet, kun en håndfuld er fra Danmark. Med stærke arme ­fileterer de rå fisk dagen lang.

Af Mikkel Hørlyck

31

K

lokken slår 06:00. Kvinderne marcherer med lange blå kitler af sted mod deres individuelle pladser i fiske­ eksportens produktion. Vand drypper fra gummi­støvlerne.

Kvinderne har hjemstavn i Ukraine, Danmark, Rumænien, Thailand og Polen. De kan nu se frem til 10 timers selskab med den lyserøde torsk. Dampen fra maskinerne vælter ud og smyger sig rundt om de koncentrerede kvinder.

Op til Hvide Sandes smukke klitter står Søndergaards ­Fiske-­­ eksports tunge murstensbygning. I højsæsonen skal 25 tons fisk dagligt fileteres og gøres klar til salg i Danmark og ­udlandet.

De 30 kvinder står side om side og knokler i ­produktionens store hal, hvor fiskene bliver ført ind på ­samlebånd, og termo­ meteret viser 16 graders kold luft.

Iriha, Mihaela, Nonganach, Hosmina, Anni og mange flere navne står skrevet på en hvid mødeseddel. Her noterer de, hvornår de møder, og hvornår de går hjem.

32

Makeuppen er lagt, og i dag er endnu en dag. Den skarpe morgen­lugt af nyindkøbt torsk får munden til at vige lidt skævt. ­Alvoren i kvindernes blik er ikke til at tage fejl af. Nu starter ­dagen. Og det bliver hårdt.

Fra regnskab til fisk

Inga-Orsana fra Ukraine er akademisk uddannet fra et universitet i Zhytomye, med en kandidatgrad i Financial Management.

I otte år arbejdede hun som bogholder i en ukrainsk kommune.

Et job hun holdt af. De sidste tre år har Inga-Orsana haft n ­ oget, der ligner fem tons fisk i hænderne om dagen, som skæres, ­fryses og pakkes. ”Hvide Sande er et sted at leve, men ikke et sted at arbejde,” siger Inga-Orsana.

Hun har spurgt sin danske mand, om de en dag skal flytte til en større by, men svaret var et stensikkert nej. Han pendler hellere

Inga-Orsana (th) taler bedre dansk end flere af de andre. Hun hjælper de andre med at oversætte og forstå.

200 km hver dag til og fra arbejde. I Hvide Sande er han født, og her vil han leve. Havets brus og den hårde blæst fra kysten er en livline for ham. Inga-Orsana får det bedste ud af ­hverdagen ved at acceptere, hvor hun er i livet. Derfor er hun glad i Danmark. ”Kærligheden til min mand er stærkest. Det er ligegyldigt, hvor jeg bor. Det vigtigste er, at jeg bor med min mand,” siger Inga-Orsana.

En stor del af kvinderne i Søndergaard Fiskeeksport har ­fundet en dansk mand, og de fleste bor i Hvide Sande. ­Guldringene buler ud fra de tætsiddende gummihandsker. De afslører partner­skabet.

Pausen

De stærke arme fra alle verdenshjørner har arbejdsdage fra

06:00-16.00, men i højsæsonen arbejder de nogle gange over tid. Stående med rank ryg, fileterer de torsken. Slim blander sig med saft og vand og samler sig i store søer på gulvet. Musikken fra radioen holder tempoet oppe. Anført af formanden, D ­ ennis, skifter kvinderne ofte plads i produktionen, så arbejdet ikke bliver for monotont. Der er indlagt små pauser hver halvanden time, og det hjælper på det hårde fysiske slid.

Klokken er 09:30, og medarbejderne har de sidste fem minutter hver især holdt et skarpt øje med uret, imens de h ­ åndterer torsken. Intet bliver sagt. Maskinerne går på standby. Med ­målrettede skridt forlader kvinderne produktionshallen. Hurtigt hen mod stativet, hvor de hænger forklæderne, og dernæst vasker de hænder. Tiden går! Af med gummistøvlerne og på med de pink Nike Free, træsko eller farvede Crocs. Næste stop er r­ygerrummet. Her er faste pladser. Cigaretpakkerne og

33

34

35

Denisse Nechita (tv) har fem minutter tilbage af frokostpausen. I dag er der kylling, torskerogn, ris og nødder i madpakkerne.

t­elefonerne ligger klar. Tyve kvinder med farvede hårnet fylder lokalet. Og rygningen starter. De ryger i tavshed. Først en smøg og så nummer to. Simone sidder længest nede, tættest på ­vinduet. Hun er datter til direktøren, Peter. Ved siden af hende sidder Leila. Hun er uddannet Social- og Sundhedshjælper.

Kvindernes pauser skal passes. For de ved, at det er vigtigt for dem at slappe af i kroppen og få røget en smøg. Alle kvinderne har ømme rygge. En fysioterapeut har undervist i rygøvelser. Af og til må kvinderne massere hinanden i fiskeeksporten, når de er rigtig trætte.

Radiatoren kører på fuld smæk. Der er varmt, og der er stille.

Sagte samtaler på Polsk i det ene hjørne bryder tavsheden.

Smartphones med Facebook eller spil i det andet. Den lille håndfuld danske kvinder begynder at tale lidt højere.

Penge driver

36

Klokken slår 12:30. Det er dagen før Store Bededag, og fiske­ eksporten har travlt. Dennis taler med en høj og venlig stemme ud til kvinderne under den halve times frokostpause i spisesalen:

”Jeg tør ikke love, at vi når det til klokken fire i dag. Den bliver nok halv fem-fem. Måske senere. Men så kan vi tjene nogle flere penge,” siger formanden.

Pigerne kigger venligt, og ser efterfølgende ned på mad­­­­­­­­­­­­­ pakkerne. Det thailandske bord med tre søskende og Inga-­ Orsana svarer tilbage, at det er dejligt med ekstra arbejde.

Søstrene deler bønner fra en blå madkasse og spiser ris fra tallerkenen.

Klokken 17:30, næsten 12 timer efter mødetid, melder ­ ennis, ­at han klarer resten. Inga-Orsana og de andre skyller D forklæderne og slår håret ud. En velfortjent weekend bliver sat i gang. l

Leila arbejder kun på fiskeeksporten i højsæsonerne. Hun glæder sig til en uges ferie i Portugal.

37

38

39

40

Den sidste udsigt Af Malene Porup

På Anker Fjord Hospice handler det om de små øjeblikke i hverdagen. Døden er ikke fremmed, men hverdag. Bent har været på hospice siden påske. Han ved ikke, hvornår han skal dø, men han ved, at det kommer.

41

Der bliver kun prikket til den faste føde. Grøden glider nemmere ned. ”Også smager den som min mor lavede den.”

F

or to år siden kravlede Bent rundt på et tag for at fikse hullerne på en stald, noget han havde gjort mange gange før. Han var 67 år, tømrer og nær­ mede sig sin pension. Pludselig blev han svimmel. Han fik svært ved at trække vejret og tog sig til brystet. Med besvær fik han slæbt sig selv ned fra taget. En lunge­ betændelse havde meldt sin ankomst, og Bent måtte en tur til lægen. ”Så fandt de det der skide lort,” siger Bent Esbensen, imens han sidder i sin lænestol på Anker Fjord ­Hospice.

De store vinduer giver udsigt ud over Ringkøbing fjord, og Bents stue er fyldt med blomster fra gæster, som spreder en svag duft af forår. ”Det var ikke lige sagen. Jeg havde ikke troet, det ville gå så stærkt.”

Bent fik at vide, at han har en tumor på lungerne.

Bent skal dø. Han blev indlagt i påsken, og han kan mærke at kræfterne forsvinder ligeså stille. Tumoren har gjort hans stemme svag og ru. Han er ikke sulten, og han bliver mere og mere træt. ”Jeg kan jo ikke trække vejret. Det er det, jeg går til af.”

Liv på Hospice

Bent er i dag 69 år og har to børn og to børnebørn, og 42

Naboerne oppe ad Bents gamle vej er kommet på besøg. Bente har luget i Bents have. “Den skal jo se ordentlig ud.”

så elsker han at danse. Sidste gang han dansede var til sin nabos 70 års fødselsdag i det lokale f­ orsamlingshus.

Han dansede det meste af aftenen og natten med til Kandis og Fede Finn og Funny boys. Nu kan han knap nok gå fra den ene ende af værelset til den anden. Men musikken kan han høre, og det gør han gerne flere timer i streg.

Oprindeligt er der plads til 12 patienter på Anker Fjord Hospice, men i øjeblikket er der kun plads til 9. De fleste kommer for at dø, mens andre kommer for at ­­optimere deres behandling. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er på 16 dage.

Hver dag er der formiddagskaffe kokken 10. Bent drikker altid sin kaffe nede på værelset. Men i fælles­ stuen sidder hele personalet med de patienter, som er raske nok til det. Snakken går. Om tatoveringer, vejret og de kommende konfirmationer. Ind ad døren kommer en kiste på hjul efterfulgt af en bedemand. ”Den kiste er da pænere, end den sidste,” siger en sygeplejerske, da den triller forbi kaffeselskabet. Alle folk er forskellige, og det er kisterne også. Det er hverdag på hospice.

Bents nabo døde i løbet af natten. Nu skal hun s­ ynges ud. Bent fik ikke meget søvn i løbet af natten. Det rum-

sterede ude på gangen, da sygeplejerskerne gik frem og tilbage for at hjælpe til inde ved siden af. ”Det er er jo vilkårene, når man bor sådan et sted,” siger Bent. Han lyder afklaret, men bliver alligevel berørt over at høre tonerne, der flyder inde ved siden af. ”Det er i dag et solskinsvejr.” Han blinker en ekstra gang. Det er underligt at ligge og vente på døden, når den er lige inde ved siden af.

Hvad skal man spørge en døende om?

Bent får besøg hver dag. Naboer. Familie. Gamle venner. Ingen ved, hvornår det er for sent, så Bents datter har lavet en kalender, så han hver uge kan se, hvem der kommer i dag. Det er nemmere ikke at skulle tænke og huske på selv. Der er nok, der fylder.

Hans gæster er bekymrede for ham. Så snart de træder ind ad døren, stiller de det samme spørgsmål: Hvordan har du det i dag? ”Det er det mest irriterende spørgsmål at skulle svare på,” siger Bent, der hellere vil mødes af et; har du det godt i dag? ”Man bliver træt af at blive mindet om hele tiden, at man er syg. Jeg ved det jo godt.” siger Bent og rømmer sig for at få luft.

43

44

”Men det er også svært at finde ud af, hvad man skal spørge en døende om.”

Blomster, jordbærgrød og øjeblikke

Bent har videoer med på hospice. Filmen fra hans have med over 200 blomster bliver ofte set. Her går han rundt med sit kamera og filmer hver enkelte blomst og fortæller, hvad den hedder. På videoen er det sommer, og Bent lyder rask. Man kan ikke se ham, men hans stemme er klar og tydelig.

Han sidder og kigger ud af vinduet mens filmen ­spil­ler.

Udsigten ud til Ringkøbing Fjord er ikke fyldt med farver som haven derhjemme. Han kan stadig huske navnene på dem alle. Men han kommer ikke hjem til sine blomster igen.

Han ved ikke, om han skal dø i morgen eller i næste uge. Blot at hans tur kommer.

Bent vil bare ikke dø, når Louise skal konfirmeres. Hun er hans ældste barnebarn, har arvet hans næse og smiler til Bent fra et billede på natbordet sammen med sin lillebror. ”Det er ikke det, der skal fylde den dag. Det må gerne ske før eller efter, men ikke på dagen.”

En sygeplejerske kommer ind på værelset: ”Hva så Bent, skal du have noget aftensmad?” ”Er der dessert?” spørger Bent med det samme. ”Ja, vil du gerne have grød?” ”Jordbærgrød, tak,” siger Bent og lyser op. Der bliver ikke sparet på noget hos patienterne, så de får hvad de vil have. Det handler om lindring, og hvis jordbærgrød med fløde hjælper Bent med at spise noget, så er det, det han får.

For beboerne på hospicet er det øjeblikkene, der tæller.

Der er ikke særlig mange tilbage. Det er de små ting, som betyder noget. Nogle patienter er i delir, hvor de hører og ser syner. Andre har en dødsangst, fordi de er bange for, hvad der skal ske, når de ikke er her mere. Sådan har Bent det ikke. Han føler sig tryg her på Anker Fjord ­Hospice, når det ikke kan være anderledes. ”Det fiser rundt i hovedet på én, når man ved, at man skal dø. Det er noget elendigt noget, men det er der ikke noget at gøre ved.”

Selv er Bent ikke bange for døden, bare træt af at skulle tage afsked med livet. ”Det har faktisk været sjovt at leve. Det er bare træls, at det er ovre.” l

45

46

47

48

Når røgsignaler stiger til vejrs Af Mads Joakim Rimer Rasmussen

I det gamle radioserviceværksted i Hvide Sande byder tre pensionerede fiskere på tørfisk, øl og snus vædet i rom. Her arbejder de på deres øjesten. Nemlig motorerne Hundested og Grenaa, med en sværvægt på over to tons per styk. Ikke alene for fornøjelsens skyld, men som en hyldest til det maritime liv, som de tre kammerater er blevet formet af.

49

P

å havnen er der et gammelt maritimt radioservice ­værksted. Et nedlagt værksted som med sine halvtomme kolde lokaler, afspejler hvordan det maritime liv ikke ­længere er omdrejningspunktet for byens økonomi. Sommetider stiger røgringe til vejrs over Hvide sande. Ligesom i gamle dage, fra fiskekutternes massive udstødningsrør. Røgringe som de pensionerede fiskere mindes fra deres ungdom, når fiske­ kuttermotorerne Hundested og Grenaa tøffer i tomgang.

De pensionerede fiskere Christian Enevoldsen, Per Mathiesen og Holger Lodberg restaurerer gamle fiskekuttermotorer. ­Motorer, som tændes med en glødende cigaret, og manuelt skal pumpes i gang. Ikke for at sætte dem tilbage i bådene, men derimod for at udstille dem til offentlig skue og holde fast i det maritime håndværk, som er ved at dø ud. ”Vi forærer dem væk til nogle som kan magte at holde dem i stand, og som skriver under på at de foræres videre, når de ikke magter det længere,” fortæller Christian. ”På den måde kan de leve videre, når vi ikke længere er her”.

Teenager til søs

Per, Holger og Christian har altid boet i Hvide Sande og har alle tre levet af fiskeriet. Dengang de var knægte, var det ikke ­unormalt at blive sat på søen som 14-årig, og som Per siger det, var det ikke altid lige sjovt. Sådan var virkeligheden for mange,

og der var stor respekt for faget. Men drenge er blevet til mænd, og mænd er blevet til pensionister, med undtagelse for Holger.

Så selvom pensionen tikker ind hver måned, og mange ellers bruger de ældre år på at geare ned, så skal der ske noget.

De mødes ved værkstedet ved formiddagstid, hvor der skrues, males og kravles på alle fire for at restaurere maskinerne. Lige indtil Per sætter sig ind i sin røde firhjulstrækker, og kører hjem for at få sin daglige middagslur. Men der slutter ­dagen ikke, for efter et par timer kalder arbejdet endnu en gang. ”Vi har aldrig været bange for at få beskidte hænder, dem kan man jo bare vaske,” forklarer Christian.

You do the work, I am the boss

Bag motorernes tykke, sodede udstødningsrøg og det 2,7 tons tunge maskineri gemmer der sig andet end bare glimtet fra ­motorens massive kobberdele. Nemlig fællesskabet.

Per har poleret motorens emblem, så det skinner, som var det nyt. Det skal monteres på maskinen, så han står med emblemet i den ene hånd, og påfører den tykke lim med den anden. Alt imens Holger tørrer Pers næse, da den er begyndt at løbe midt i arbejdet. Motorerne og herrerne har især én ting til fælles. De slider. ”Dengang jeg fyldte 60, beordrede lægen mig at stoppe arbej-

Når motorerne bliver startet op og de tre beslutter, at det er tid til en velfortjent pause, bliver der hygget i værkstedet. Holger, Christian og Per nærmer fyraften.

50

Christian er uddannet maskinarbejder og har derfor mest erfaring med motorerne. Men Per arbejder h책rdt og har ogs책 erfaring med maskineriet gennem sit liv som fisker.

51

det,” forklarer Christian. Men det har ikke holdt ham tilbage fra at arbejde på motorerne. ”Der skal jo arbejdes, så jeg plejer at sige: You do the work, I am the boss. Og så skal du ellers høre en gang ballade fra de to herrer”

Tørfisk, snus og kolde øl

Christian er med sine 71 år den ældste af treenigheden, og den som har den største erfaring med motorer af denne kaliber, grundet sin uddannelse som maskinarbejder. Men han kunne ikke gøre det alene. ”Per er jo en lokomotivfører, han får tingene gjort,” lyder det fra den snaksalige Christian.

fra hans yngre år. Men når Holger og Per tager hjem til familien, går Christian med sin hund, laver mad og går til køjs.

På trods af de store mængder af arbejde der kalder, bliver hyggen ikke glemt. Når en af de ivrige veteraner hungrer for meget efter lyden af motorens lave omdrejninger, lyder det ”skulle man da aldrig lige have gang i en af de to”. Så når de olierede hænder har fået sat gang i maskineriet, og soden fra udstødningen formerer sig i luften som røgsignaler over Hvide Sande, går der ikke længe før de lokale kommer valsende, og så bliver der budt på tørfisk, snus vædet i rom og en lille grøn pils til ganen. l

Når de beskidte arbejdshænder er blevet vasket og værk­ stedet låses, samles de ofte i Christians kælder, hvor der åbnes for de velfortjente fyraftensøl, og så skal dagens strabadser evalueres. Også der prydes det tætte lokale af fiskekutter­ motorer, men bare i miniatureudgaver, ved siden af det store udvalg af værktøj og plakater af de prominente motormodeller

52

Når der er vindstille, stiger udstødningens røgringe til vejrs. Det minder de pensionerede fiskere om deres unge dage, hvor det var et velkendt syn på havnen.

Christian (i midten) og Per (til højre) arbejder hårdt på at få maskinerne klar til havnearrangementet, hvor den nyeste af motorerne skal vises frem. I løbet af ugen kommer mange på besøg for at få stillet nysgerrigheden, også folk som bare er på ferie.

Christian har ikke nogen familie at tage hjem til, men han har derimod sin gamle hund, som venter trofast på ham.

53

54

55

Bølgerne 37-årige Mads Sand har svært ved at blive voksen. Men det kan blive en nødvendighed, når billånet skal betales, den syvårige datter skal have medicin og den nyfødte vågner midt om natten. Han kan bare ikke slippe bølgerne.

Balance

V andet er kun otte grader. For de fleste er det for koldt Af Michaelmen Nørgaard til at hoppe i Vesterhavet, Mads Sand er ikke kuldeskær. Bølgerne er ganske små lige nu, så han sidder bare på brættet og venter. Venter på sættet. Mads er surfer. Det meste af sit liv har havet og surfing været omdrejningspunktet i hans hverdag. Han tjekker vejrudsigten flere gange om dagen, og hans tanker kan ofte drive mod bølgerne, selvom familien kalder. ”Det er som, at den familiefest, man er til, virker lidt ligegyldig, hvis vejret er til surfing,” siger Mads

Pludseligt, ude i horisonten, kan han se skummet fra

56

bølgerne kollidere med vandoverfladen. Nu kommer det. Han vender sig om, og med ryggen til betragter han stranden og venter. Venter på sættet.

Vandet hæver sig få meter bag ham, og han begynder at padle. I det han fører sin hånd tilbage under brættet, kan han mærke, at der kommer fart på. Han prøver at matche bølgens hastighed med et tag mere.

Bølgen rammer det bagerste af brættet og dens kraft tvinger ham frem på brættet. Men han venter stadig.

Det er en balancegang. Det handler om at mærke lige præcis denne bølge, og vente på det helt rigtige øjeblik.

Han rejser sig op.

dikterer

57

Balance Vandet er kun otte grader. For de fleste er det for koldt til at hoppe i Vesterhavet, men Mads Sand er ikke kuldskær. Bølgerne er ganske små lige nu, så han sidder bare på brættet og venter. Venter på sættet. Mads er surfer. Det meste af sit liv har havet og surfing været omdrejningspunktet i hans hverdag. Han tjekker vejr­ udsigten flere gange om dagen, og hans tanker kan ofte drive mod bølgerne, selvom familien kalder. ”Det er som, at den familiefest, man er til, virker lidt ligegyldig, hvis vejret er til surfing,” siger Mads Pludseligt, ude i horisonten, kan han se skummet fra

bølgerne kollidere med vandoverfladen. Nu kommer det. Han vender sig om, og med ryggen til betragter han stranden og venter. Venter på sættet.

Vandet hæver sig få meter bag ham, og han begynder at padle. I det han fører sin hånd tilbage under brættet, kan han mærke, at der kommer fart på. Han prøver at matche bølgens hastighed med et tag mere.

Bølgen rammer det bagerste af brættet og dens kraft tvinger ham frem på brættet. Men han venter stadig.

Det er en balancegang. Det handler om at mærke lige præcis denne bølge, og vente på det helt rigtige øjeblik.

Han rejser sig op.

Godmorgen.

Morgenvagten i SFO’en byder på cornflakes, tegninger og afkrydsningsskemaer.

58

59

Voksenlivet kalder Mads flyttede til Hvide Sande for atten år siden udelukkende for at surfe. Han har blandt andet arbejdet som windsurfing underviser på den lokale surfingskole, selvom han aldrig har haft det godt med en skemalagt hverdag. ”Jeg kan ikke lide tanken om fast arbejde, men pludselig står man med børn og billån, der skal betales. Så er der jo ikke andre muligheder,” siger Mads

Mads er syvogtredive år, og arbejder nu som ufaglært pæda­gog og lærer på en skole og SFO i Tim. Det er fem år siden han første gang havde et fast arbejde.

Han havde nok stadig været uden arbejde, hvis det ikke var, fordi tilværelsen tvang ham til at få det. ”Jeg havde bare taget, hvad der var, lallet rundt og surfet.

Og ikke lavet en skid. Helt ærligt, jeg har været et barn. Og er det nok stadig.”

Datteren Naya skal have medicin på faste tidspunkter af døgnet. Hun vågner knap nok, når Mads kommer ind om natten med fire piller dyppet i yogurt.

60

En hjemmelavet bøjle i bilen gør, at Mads altid kan have surfbrædder med rundt. På den måde er der altid mulighed for en spontan tur i vandet.

Surfing sætter parforholdet på standby Mads ved godt, at surfing er noget, der kan presse et parforhold. Mange af de stridigheder, der er mellem Mads og hans kone Janne starter og slutter ved surfing. Surfing kan nemlig ikke planlægges.

Hvis bølgerne er der, så tager Mads ud.

“Det kan godt være, at der er familiefest i Lemvig, men der kan også være vind fra nordvest og otte sekunders bølgeperiode.

Og så ved hun godt, hvor jeg er i hovedet.

Så er jeg ikke til stede,” siger Mads.

Surfing har også ledt til en del konflikter mellem ham og Janne. Han kan godt forstå, at det er svært at leve sammen med en surfer, men der går ikke et øjeblik, hvor han ikke tænker på bølgerne. ”Man er på standby hele tiden.”

61

Bliver aldrig træt af bølger Med ansigtet vendt mod stranden rejser Mads sig op.

Balancen og hvor han sætter fødderne, er essentiel. For langt frem på brættet og næsen fanger vandet. For langt bagud og brættet kommer ikke i fart.

Bølgen tvinger brættet fremad, og han er med ét i havets vold, og indgår et samarbejde bølgerne. Det er et forhold mellem ham og naturen. Totalt zen. ”Jeg har haft mange tusinde bølger. Men alle bølger er forskellige, og det giver mig stadig et sus hver gang. Det tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af.” l

62

63

Poul på fjorden For Poul Kristensen er sildefiskeriet langt mere end en ekstra indtægtskilde ved siden af pensionen. Det er blevet en åndelig oplevelse, han ikke kan være ­foruden.

Af Rasmus Laurvig

D

a Poul Kristensen starter motoren, vugger det ganske sagte, og en svag lugt af benzin lægger sig omkring jollen, før han sætter i fart og styrer ud mod Ringkøbing Fjord. ­Solen har været oppe i et par timer nu, og luften er frisk mod huden. Det orange regnsæt gør ­staturen bred, og kun ansigtet er synligt under en falmet blå kasket. En tysk turist står på kajen og vifter med hænderne. Han vil vide, hvornår Poul er tilbage igen. Poul Kristensen stikker to hænder i vejret.

“Zehn Uhr,” siger han med vestjysk dialekt, lige akkurat højt nok til at turisten hører ham.

64

65

66

67

Krabber, skrubber og søtunger sorteres fra, og sildene opbevares i et hulrum i bunden af jollen.

Poul Kristensen fylder 70 i år. Han er uddannet fiskeskipper, og er født og opvokset i Hvide Sande. Han er lystfisker og har en lille jolle ved Tyskerhavnen, der ligger ud til fjordsiden. Flere gange om ugen sejler han ud, for at hente sild op fra b ­ und­­­g­­arnet, mens livet går sin faste gang både under og over ham.

Fjorden og skuret

Han gasser en smule op og passerer forbi de små, farverige fisker­skure på begge sider af bredden, og Tyskerhavnen forsvinder langsomt bag båden. Klokken er otte, og dagen a­llerede godt i gang.

Poul vågner tidligt. Ofte ved femtiden. Han sover ikke så meget længere, efter han er kommet op i årene. Altid er han ­opmærksom på vejret. Det må ikke blæse for meget og helst ikke være for koldt. Så kan bundgarnet gå i stykker.

Poul har været lystfisker, siden han var tolv år gammel. I mere end tredive år arbejdede han i auktionshuset, hvor fisk i hobetal dagligt blev langet over disken. Men han har altid haft en ­lille

68

båd ved Tyskerhavnen, som var hans egen. Og det gamle træskur, Gammel Åge. Det er opkaldt efter Pouls far, der fiskede til han var 83 år gammel. Nu står kun skuret tilbage som et stolt minde om en af Hvide Sandes mange store fiskere.

“Det er mit tilflugtssted,” siger Poul. “Hvis jeg ikke følte, jeg slog til på arbejdet, kunne jeg altid tage herned.”

Op al den ting

Det er stedet, han søger hen, når noget irriterer ham, og der skal skældes ud. Uden bandeord, vel at mærke. I skuret er næsten alt tilladt, bare man ikke forurener det danske sprog. Poul kan også være vred på Gud og give ham et par ord med på vejen.

“Og Gud forstår mig,” siger Poul. “Men det er ikke altid, at jeg forstår Gud.” Han sejler oftest ud alene, men når vejret er dårligt, er de to mand afsted. Denne dag er det Pouls bror Ove, der gør ham selskab.

Poul fangede 100 kilo sild denne dag. Hans største fangst er 5.700 kilo sild pü en enkelt nat.

69

Der er rift om sildene, når Poul vender tilbage efter en tur på fjorden.

“Når jeg er alene, kan jeg gøre det i mit eget tempo. Og jeg kan synge, hvis jeg får lyst til det,” siger Poul.

Og når en sang presser sig på, er det oftest Op Al Den Ting, han synger. Men når blæsten truer, er det sikrest at være to. Så sangen må gemmes til en anden dag.

Sildens sidste sang

Ude på fjorden trækker det lidt op. Jollen vugger hurtigere, og enkelte bølgeskvulp slår ind over båden og rammer de to brødre.

Solen får sildeskællene til at glinse på redskaberne, i jollens bund og på brødrenes orange regnsæt. Ved ­bundgarnspælene hives garnet op. Stædigt og systematisk, et lille stykke ad gangen. Først fra den forreste ende af båden, så midterst og ­derefter den bagerste.

De lægger alle kræfter i, stemmer imod med benene og trækker

70

alt det de kan. Omkring dem bliver fuglelydene højere. Måger og skarver nærmer sig afventende. Blæsten har været hård, og det er to dage, siden fuglene sidst har set garnet blive hevet op.

De er sultne.

Og endelig. Efter en halv times hiven og sliden kommer sildene til syne. De spræller i garnet, gisper efter vejret og danser i ­luft­­en i små, desperate spjæt. Poul løfter garnet, og Ove s­ kovler silden ombord. Hundrede kilo bliver det til. Det er en skidt dag for brødrene.

Det er ikke, hvad det har været

I skuret falder lyset ind fra oven og rammer spredt de mange redskaber, reb og redningsveste. Midt på træbordet står ­kaffe­kopperne samlet med bunden i vejret. Her kommer folk ofte forbi for at drikke formiddagskaffe. De fleste af dem er ­fiskere som Poul. Det er her de mødes og snakker om hinanden

I skuret, Gammel Åge, opbevares redskaberne, og her mødes de lokale fiskere til kaffe, sukkermadder og en god snak.

og om dem, der ikke er her længere. De taler om, hvor galt det står til med fiskeriet, og hvor få sild, de får ind, i forhold til tidligere. Og om turisterne, der ofte må gå tomhændede hjem.

Tilbage på havnen står tyskeren fra i morges. Han kigger forventningsfuldt mod jollen, da Poul og Ove sejler ind. En lang kø har dannet sig, de fleste af dem tyskere, med huerne nede om ørene og med hvide spande i hænderne. De køber sild af de lokale fiskere, fryser dem ned og tager dem med tilbage til Tyskland, hvor de bliver præpareret og solgt igen.

Kun lidt under halvdelen af dem får deres spande fyldt op denne morgen.

det skulle være. Den nat landede han 5.700 kilo sild. Han måtte ud ad flere omgange, ene mand på fjorden.

Men som det er nu, er det langt fra for pengenes skyld, at Poul og de andre stadig fisker. Det kan de hurtigt blive enige om over kaffen i skuret. Det er selve oplevelsen, de gør det for. Og er man én gang fisker, så slipper man det aldrig igen.

“Sådan en morgen, hvor solen står op, og jeg igennem nogle uger har kunnet følge rognen i bundgarnet langsomt blive til liv, så tænker jeg på, hvor vidunderlig naturen er. Så ser jeg Guds skaberværk,” siger Poul Kristensen. l

I havets dybe grunde

Poul mindes en nat for nogle år tilbage, hvor han vågnede ­klokken et. Han kiggede ud ad vinduet og ud i mørket og var sikker på, at det var nu, han skulle ud på fjorden. Alting var som

71

72