Malene Korsgaard Lauritsen by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

If I can make it there Af Malene Korsgaard Lauritsen

If I can make it there Malene Korsgaard Lauritsen 2012

New York

er drømmernes by. Og kunstens. Byen har altid tiltrukket bohemians og kunstnere, for alt er muligt her, hvor tusinde forskellige verdener er samlet på ét sted. I subwayen kører L-toget til Brooklyn. Den såkaldte Love-linje. Downtown Manhattan ses stadig lige på den anden side af East River fra tagtoppene i denne del af Brooklyn, som er endnu en lille verden i New York. Det flade, grafittidekorerede industriområde virker stille, men inde i de mange klodsede, nedlagte fabriksbygninger er nætterne produktive og endeløse. Her har New Yorks spirende kunstnermiljø slået sig ned. Et spindelvæv af kreative unge får dagene til at vibrere af skabelse, sammenhold, hårdt arbejde, søvnløshed, kærlighed og kunst. Personerne i denne bog har alle en drøm. De vil slå igennem i kunstens hovedstad. Konkurrencen i kunstverdenen er hård, men sammenholdet er stort, og der er intet, der ikke kan lade sig gøre. At skabe kunst kræver ofre, og det kræver et uendeligt stort mod at forfølge sine drømme. I denne bog forholder 21 kunstnere sig til deres tanker, fortvivlelse og opture ved deres livsvalg og ved at drømme.

Ereca Imani Duncan og Derbie Luongo, 22 år. Kunstnere. Derbie og Ereca arbejder sammen i et studio, hvor de skaber kunst og arrangerer undergrundsfester. Sammen med en gruppe venner har de bygget et selvbevægeligt skib, som de vil køre i til kunstfestivalen Burning Man i Nevadas ørken i august og derefter rejse rundt med i et års tid. Ereca Imani Duncan: ”Det var hårdt at komme til New York fra Miami. Det tog mig næsten tre år, før jeg fandt de rigtige mennesker og det rigtige sted at lave det, jeg gerne ville. Jeg har lært meget ved at komme her alene som 19-årig uden en plan i stedet for at færdiggøre universitetet. Jeg har lært at passe på mig selv og stole på folk, og jeg tror ikke jeg ville være i stand til at være selvstændig på denne måde, hvis jeg var blevet i skolen i Miami.” Derbie Luongo: ”Tempoet i New York er så højt, at man bliver nødt til at finde ud af, hvordan man kommer med op på bølgen for ikke at blive væltet omkuld. Hvis du ikke er aggressiv nok og ved, præcis hvad du vil, kan det være svært at følge med. Det, vi laver, føles større end os selv, fordi vi skaber det i et fællesskab, og fordi der er så meget passion bag det. Vi tjener ingen penge på vores kunst, men vi holder nogle store, fede undergrundsfester, hvor vi for eksempel inviterer et cirkus eller brygger vores egen absint. På denne måde har vi fået penge nok til at komme til Burning Man, og så tager vi den derfra. Vi har ingen planer om at sætte farten ned.”

Brian Gibson, 29 år. Lyd- og filmkunstner. Klokken er blevet fem om morgenen, og Brian står med sin optager på en høj stol i en vareelevator i en nedlagt dukkefabrik i Brooklyn, hvor han lige er flyttet ind. Da elevatoren nærmer sig kælderplan styrter meterdybt vand ind gennem tremmerne og luftbobler buldrer taktfast op overalt fra gulvet. “Jeg kan ikke vente med at lave musik ud af den her lyd”. “Jeg forsøger at absorbere forskellige kulturer gennem lyd, og New York er en lyd, jeg virkelig var tiltrukket af. Så mange fede ting er kommet ud af det her sted, og det er tydeligt, at det er her, ting sker og opstår. New York er en helt anden verden, og den virker som definitionen på inspiration for mig. Hvert eneste øjeblik hører jeg noget, som er en konstant påmindelse om, hvor meget jeg elsker lyde. Der er aldrig et stille øjeblik. Jeg håber, jeg kan lave smukke ting, som vil inspirere folk. Jeg står virkelig i gæld til en masse kunstnere, og jeg håber, at jeg med mine værker kan give verden dét tilbage, som jeg selv har følt ved andres værker.”

New York.

Mira Cook, 30 år. Danser og musiker. “Inden Mira flyttede til New York, var hun skræmt over alle de frembrusende og voldsomt ambitiøse kunstnere, der bare ville frem i verden. Det er hun ikke længere, for nu er hun selv en af dem. ”Min drøm er bare at danse og lave musik. Byen får mig til at klø endnu hårdere på, fordi atmosfæren og konkurrencen er ret aggressiv. Men jeg føler, at jeg er fuldstændig klar til at håndtere det, og jeg er indstillet på at kæmpe. Jeg er soloartist, så det kan være hårdt økonomisk nogle gange. I nogle perioder har jeg mange småjob for at kunne betale husleje. Så arbejder jeg på restaurant, babysitter eller underviser i dans. Jeg er meget på turné med dans, så jeg kan ikke rigtigt have et fast job ved siden af. Jeg elsker det, jeg laver, og uanset hvad resultatet bliver, så er det det hele værd.”

Abdul Abasi, 31 ĂĽr. Uden titel. Abdul Abasi er ĂŚstetiker fra inderst til yderst. Han klĂŚder sig stilfuldt, er kontrolleret og alt, hvad han gĂ¸r, udspringer af orden og skĂ¸nhed. â&#x20AC;&#x153;Jeg tĂŚnker meget over ikke at kreditere mig selv som kunstner. Jeg kan godt lide at vĂŚre den stille mand bag, hvor det kun er mig, der ved, hvad jeg har udrettet. Jeg fotograferer meget, og nĂĽr jeg lĂŚgger min fotokunst ud pĂĽ nettet, vandmĂŚrker jeg det ikke. Jeg er ligeglad med, om folk tager det, fordi for mig handler det om at skabe noget, som folk kan nyde og fortolke og diskutere. Jeg synes, det er egocentrisk at gĂĽ op i, hvem der tog billedet. Jeg vil bare skabe noget og lade det eksistere i sin egen sammenhĂŚng. Hvis jeg vil lave WÂĄM IRWRJUDĂ&#x20AC; HOOHU PDOHUL Vn JÂĄU MHJ GHW $OW GHW NUHDWLYH RSVWnU GHW VDPPH VWHG LQGHQL sĂĽ jeg vil ikke begrĂŚnses til en enkelt titel. Jeg bryder mig ikke om nĂĽr folk, man mĂ¸der, prĂŚsenterer sig som en eller anden titel. Vi er alle sammen bare mennesker, der fĂ¸ler trang til at udtrykke os. Kunst er ligesĂĽ vitalt for mig som evnen til at kommunikere. Jeg har en trang til det, for der er sĂĽ meget herinde, som bliver nĂ¸dt til at komme ud.â&#x20AC;?

Atelier I.

Drew Wolke, 22 år. Nyuddannet fra School of Visual Arts i New York. Drew står ved postkasserne i opgangen til det warehouse i Brooklyn, hvor han bor. Han smiler, og i hånden holder han en konvolut hjemme fra Ohio. Indeni ligger der 20 dollars og en seddel, hvor der står ‘Love You’. ”Nogle gange, når jeg arbejder med min egen kunst, tænker jeg på, hvorfor fanden jeg egentligt laver det. Spilder jeg bare min tid? Det er ligesom at masturbere. Det er sjovt, men når det er overstået, så var det alt sammen bare noget, man gjorde for sig selv. Kunst er ret egocentrisk. Det er meget vigtigt for mig, at jeg føler, jeg bliver ved med at bevæge mig fremad. Og med kunst er der intet loft. Man kan altid blive ved med at avancere, for kunst er ikke ligesom et firma, hvor man til sidst kan blive den øverste direktør. Du gør det bare, til du dør. Det giver mening for mig at lave kunst, for det er min livsstil. Men jeg har meget at arbejde på. Jeg forventer ikke, at nogen tager mig rigtigt seriøst, før jeg bliver lidt ældre. Jeg har taget store lån for at gå i skole, og nu er der ingen vej tilbage. Det var et sats. Så nu kan jeg enten tage kunsten seriøst eller arbejde på fucking Burger King. Jeg bliver nødt til at lave kunst, for det gør mig glad. Og jeg prøver bare at forblive glad. Er det egoistisk?”

Dylan Meek, 21 år. Jazzpianist og gogodanser. Af og til kommer Dylan hjem sent om aftenen i et rødt fløjlsjakkesæt og 60ér skjorte. Han har jammet jazz hele natten med de store katte inde i byen. Andre gange kommer han hjem tidligt om morgenen med glimmer i ansigtet og korte, stramme tights indenunder. Udmattet efter at flippe ud på et podie til en dancefest. ”Jeg vil gerne være omringet af seje mennesker og bare skabe kunst hele tiden. Jeg elsker at danse, især gogo-dans, fordi jeg får løn for det. Men jeg kan også male, synge og skrive digte, og jeg har en plan om at samle en lille gruppe af kreative, musiske poeter, der er lige så passionerede og besatte af kunst som mig selv. Jeg vil sprede kærlighed og dele min kunst og inspirere folk. Det er dét, det handler om. At inspirere hinanden.” Det kan være ret overvældende at bo i New York. Folk kan være svære at have med at gøre, og de er så hårde og kritiske. Alting går meget stærkt, og jeg synes, det er sværere at få gode venner her. Hjemme i Texas kender alle hinanden, men i New York ser folk dig nogen gange ikke engang i øjnene.”

Ă&#x2DC;velokale i kollektiv.

Jenny Electric og Seth Misterka, 30 og 35 år. Sammen danner de bandet ‘Dynasty Electric’. Endevæggen i en af New Yorks hotteste loungeklubber er lyst op af Dynasty Electrics nye musikvideo. Jenny og Seth har været kærester i 10 år, og deres band har eksisteret næsten lige så længe. De betragter sig selv på skærmen, mens de bliver fotograferet til medierne. New York Times, MTV og Rolling Stone er kommet for at dokumentere udgivelsesfesten for Dynasty Electrics nye single ‘Eye Wide Open’. ”Vi plejede at have en warehouselejlighed i Brooklyn, hvor vi holdte nogle store undergrundsfester. Det var sådan, vi prøvede at promovere os som band. Det var lang tid at leve for så få penge og aldrig have nogen garantier for, om noget ville lykkedes for os. Men vi elsker at optræde, og i bund og grund er der ingenting, der kan stoppe os. Vi er ligeglade med, hvis hele verden er imod os. Vi tror virkelig på os selv. Det er virkelig dejligt at være to, fordi vi er der for hinanden. At vide, at der altid er én, der tror på dig og har din ryg, det har helt sikkert gjort turen hertil nemmere. Vi vil gerne have vores musik hørt over hele verden, ikke bare af et par mennesker her i New York. Vi er selvfølgelig glade for, vi allerede er kommet så langt, og vi glæder os helt vildt til, at vores album udkommer. Vi ser det som vores store mulighed. Nu er det vores tur.”

Chris Carr, 34 år. Fotograf og musiker. Væggene i Chris´ warehouse-lejlighed er fyldt med sorthvide fotografier af nøgne kvinder og mænd. Han er uddannet i psykologi, sociologi, religion og middelalderstudier, men hans liv er kunstfoto og hiphop. ”Jeg laver også andet end nøgenfotos, men jeg prøver at undgå at arbejde for store firmaer. De er røvirriterende, det tager for evigt at få dine penge og de opfører sig som røvhuller det meste af tiden. Men huslejen skal jo betales, så jeg gør det alligevel. Og når der ikke er nok til huslejen, så fucking stresser jeg, og så må jeg betale for sent, så min udlejer bliver skidesur, men hvad... Jeg bor her stadig. Det er ikke sådan, jeg har tænkt mig at leve mit liv altid. Men at lave kunst kræver nogle ofre. Jeg køber ikke tøj, jeg går ikke på dates, jeg tager ikke på bar og køber drinks for 50 dollars, jeg går ned i kiosken og køber en flaske for 12 dollars og drikker den derhjemme med mine venner. Der er mange problemer forbundet med ikke at have nogen penge. Men jeg bekymrer mig ikke for meget. Hver dag, når jeg vågner, forsøger jeg at finde småjobs. Det er sindssygt. Der er en grund til, at folk ikke gør sådan her. Men muligheden for at lave kunst og udvikle mig er så meget mere belønnende end finansiel stabilitet. Så jeg får det til at virke.”

Atelier II.

Kymia Nawabi, 31 år. Billedkunstner. I 2011 blev Kymia sammen med 13 andre amerikanere udvalgt til at deltage i det amerikanske reality TV-show ‘Work of Art: The Next Great Artist.´ En slags kunstens X-factor, hvor præmien var 100.000 dollars og en soloudstilling på Brooklyn Museum. I over tre måneder, hvor showet stadig var på landsdækkende TV ugentligt, måtte Kymia holde masken for ikke at afsløre, at hun var vinderen. “Jeg mødte stadig op på arbejde, hvor jeg er servitrice. De troede alle sammen, jeg havde tabt, for hvem vil blive ved med at være servitrice, når man lige har vundet 100.000 dollars? Lige nu er mit studio mere et kontor end et atelier. Jeg sidder ved computeren hele dagen og svarer på tonsvis af emails, interviews og søger legater. Jeg bliver nødt til at hænge på, for folk kan hurtigt glemme mit navn igen. Det er måske det hårdeste job i verden at være kunstner. Opgaven er ikke kun at lave kunst. Du skal også promovere dig selv og networke. Det tager en masse selvdisciplin, og du skal være parat til at fejle. Det er ligesom et fuldtidsjob gange en million. Jeg anser ikke at vinde showet som mit gennembrud. Hvis jeg kalder det dét, så er det nærmest som om, jeg accepterer, at jeg har opnået det endegyldige mål. Og der er ikke noget endegyldigt mål for mig. Målet er konstant at forandre mig og udvikle mig og forbedre mig. Jeg drømmer om at blive anerkendt for min kunst. At folk vil elske det og hade det og tale om det. Jeg har stadig ikke rørt en eneste mønt fra præmien. Jeg fylder 32 i år, og min kæreste fylder 30. Så inden for de næste 10 år vil vi gerne giftes og have børn. Det er ikke kun min karriere, jeg tænker på.”

Kenna Elizabeth Kindig, 26 år. Billed- og beklædningskunstner. Kenna slår døren op kun iført trusser, maling og glimmer. Hele lejligheden er pakket ind i plastik, og på bordet står der for 1500 dollars krops- og vægmaling til at skabe kunst med. ”Det er svært at være kunstner i New York, men det er også rigtig fedt. Især lige nu i Brooklyn. Kunstscenen på Manhattan er meget mere snobbet end i Brooklyn. Der er ligesom en boks, som ingen vil træde ud af. Brooklyn er helt sikkert stedet at være, hvis man ikke vil være en snobbet kunstner. Jeg bliver nødt til at lave alt muligt ved siden af min kunst for at tjene penge. Primært holder jeg store fester, hvor jeg tager en femmer i døren, og så tjener jeg lidt på det. Jeg skal i hvert fald ikke have et almindeligt job. Det kan jeg ikke. Jeg ville kede mig ad helvedes til. Så vil jeg hellere holde fester og smadre min lejlighed hver eneste uge. Og det ville jeg alligevel tjene flere penge på. Men allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne kunne leve af min kunst.”

Garderobe.

Saba Grey, 19 år. Stylist-assistent. Farverne i Sabas garderobe skriger, og hun tager lange, hårde skridt, når hun går i sine tårnhøje plateausko. Blikkene på gaden vender altid i Sabas retning. ”Hvis man vil være stylist, så bliver man først assistent. Så arbejder man røven ud af bukserne og tager imod en hel masse lort og fedter for en masse trælse mennesker, og så bliver man stylist. Nogle gange føler jeg, at jeg ikke gør nok, mens tiden bare løber fra mig. Men meget af vejen handler det bare om at klæde sig helt skandaløst, så man snupper opmærksomheden, når man er til modefester. Man må for alt i verden ikke gå i ét med tapetet. Jeg vil gerne være den, der dikterer moden. Jeg vil gerne kunne klæde en model på, så hun ser helt skør ud, men uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, fordi det er mig, der har klædt hende på. Det er en kamp at komme ind i branchen. Der er så få jobs og så mange hippe piger og fyre i New York, der bare er cremen og som har en blog og som har gået på designskole. Jeg skal bare have en lille fod indenfor, og så kommer det store gennembrud. Jeg ved, jeg kommer til at slå igennem. Jeg er slet ikke i tvivl om det. Jeg håber bare, det bliver før, jeg får rynker ansigtet.”

Cecilie Beck Kronborg, 28 år. Dansker. Studerer på kunstakademi i New York. Noget af det første Cecilie opdagede, da hun dumpede ned i New Yorks inderste kunstscene fra Københavns kunstakademi, var, at hun godt kan pakke sin danske beskedenhed langt væk, hvis hun vil have en chance for at blive til noget. ”Jeg har altid været draget af kunstoaser som Paris og Berlin og New York. Jeg elsker, at her er så råt og vildt og hårdt og hektisk. Og at her er så meget undergrund og så mange forskellige kulturer. Det er et eventyr, og det finder jeg meget inspiration i i min kunstpraksis. For at have succes i kunstverdenen bliver man nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre. Og det er helt ok at tro på herovre. Kulturen er så anderledes end i Danmark. Hvis man ikke har en salgstale klar, når man møder nogen, så er man total taber. Det er en lettelse ad helvedes til, at der ikke er nogen jantelov. Jeg er blevet mere bevidst om, hvem jeg i virkeligheden er, og jeg håber, at jeg kan formå at holde fast i at være stolt af den person, som jeg har været usikker over fra tid til anden. Jeg håber, at jeg ikke falder alt for meget tilbage i mine gamle rammer derhjemme. Det er ikke altid let at være sig selv i København. Specielt ikke når man er så vild, som jeg i virkeligheden er... for lige at skide på janteloven.”

Atelier III.

Reena Katz, 36 år. Canadier. Nyuddannet fra ‘The New School of Design’ i New York. Reena har allerede skabt sig en offentlig profil i Canada som aktivist og kunstner. Hun laver samfundskritisk kunst, der stiller spørgsmålstegn ved måden, vi lever sammen på. “Al min kunst udspringer fra mit liv i et politisk, queer aktivistmiljø. Det er min inspirationskilde, og det er grundlaget for, hvordan jeg forstår mig selv socialt og politisk. Jeg laver kunst, fordi det er uimodståeligt for mig, og fordi det er nødvendigt med nogle sociale forandringer. Jeg laver kunst, fordi jeg kan. Jeg har rigtig svært ved at finde ud af, hvad vores hverv egentligt er som kunstnere, men jeg ved, at det er vigtigt. Hvis jeg nu for eksempel arbejdede på en iPhonefabrik, så ville mit bidrag til verden være en iPhone. Så hvad betyder det at lave kunst, som fremprovokerer idéer og fantasier? For mig er det kultur. Jeg plejede at have tre deltidsjob og kunne lige klare den hver måned. Det er svært at sige, om det vil fortsætte nu, hvor skolen er færdig. Jeg har mange planer. Jeg har en plan A og en plan R. Plan A er at snakke med de rigtige mennesker, at gudinden tilsmiler mig, og at jeg kan lave, hvad jeg vil. Plan R er at arbejde i et træværksted for 15 dollars i timen. Jeg bliver nødt til at være realistisk omkring, hvad det vil sige at lede efter job som kunstner.”

Lauren Eiko, 22 år. Australier. Fotograf. De billeder, Lauren tager, er dystre og sorte, men smukke. Hun siger, at hun stak af fra Sydney, fordi hun mistede sin muse. Nu er hun i New York, og hun vil aldrig tilbage til Australien igen. ”Når du fotograferer, holder du dig på kanten af, hvad der sker. Det er ligesom om, du ikke rigtigt er med i situationen. Jeg kan godt lide at være på kanten af alting. Jeg vil helst ikke være alt for bundet til en person eller en situation. Kameraet hjælper mig med at bevare en afstand. Men at fotografere nogen kan også være virkelig intimt og forbinde dig totalt til denne person. Jeg har muser, som inspirerer mig til at fotografere. Det er som regel den, jeg på det givne tidspunkt sover med eller ser. Lige nu har jeg ingen muse, og jeg har fuldstændig mistet motivationen. Det er svært, for fotografi er min måde at udtrykke mig på, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Det er meget frustrerende og ret smertefuldt, for der er intet i verden, der betyder mere for mig end kunst”.

Atelier IV.

Lauren Ashley James og Zane Yorbazergot, 23 og 27 år. Kunstnere. Lauren og Zane sidder hver dag tæt op af hinanden på en trappesten i Williamsburg. Her forsøger de at sælge det tøj, de syr. De har for tiden ikke noget sted at bo, men sover på skift hos venner. Lauren Ashley James: ”I dag bliver beklædningsgenstande fremstillet billigt og uden god energi. Jeg vil ændre hele industrien. Vores ustabile situation lige nu gør det bare lidt svært at få vores planer ført ud i verden. Politiet kom og ryddede den fabriksbygning, jeg boede i, fordi det var ulovligt at bo der, så jeg har været hjemløs i næsten ni måneder. Men ikke sådan på gaden - bortset fra et par nætter. Så mødte jeg Zane, og nu bor vi en nat af gangen der, hvor vi kan. Det er utrolig hårdt at leve sådan her. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.” Zane Yorbazergot: ”Vi hjælper hinanden med at forstå, hvor værdifuldt det, vi laver, er. Og det gør det lidt nemmere at lave penge at leve for, når vi føler, at vi rent faktisk har en chance. Vi kunne ikke gøre det hver for sig, og vi ved, at det ikke kommer til at være sådan her for altid. Man skaber selv hver en situation omkring sig, og vi har skabt denne. Og det er et kaos, men jeg føler, at vi netop er begyndt at flyve igennem det. Der er bare lidt turbulens i begyndelsen.”

Atelier V.

Tim Lauersen, 33 år. Robotkunstner. I Tims værksted hænger der et citat af William Blake, som han har klippet ud fra et blad: ‘My fingers emit sparks of fire with expectations of my future labours’. ”Jeg ville få den tekst tatoveret, hvis jeg skulle have en tatovering. Den får mig til at tænke på, hvor meget jeg føler mig i live, hvor dygtig og stærk jeg føler mig, hvor heldig jeg føler mig over de færdigheder, jeg har lært, og hvor vigtigt det er hele tiden at bevæge sig fremad. Idet du forstår, hvor vigtigt det er at være kompromisløs med at tro på dig selv, og du har tid og evnen til at fokusere, så er mulighederne uendelige. Jeg er mere fokuseret på kunst nu end nogensinde før. Mine venner tænker altid meget over penge, og det gør mig ked af det. Jeg ser sådan på det, at hvis man ikke har så mange penge, så må man spise ris og broccoli i en periode. Jeg laver også andre ting for at tjene lidt ekstra. Jeg har en grisefarm med en ven i Massachusetts, hvor jeg voksede op. Hver sommer køber vi en hel masse grislinger, som han feder op, og så holder vi en kæmpestor barbecue, når de er blevet store.”

Tara McManus, 29 år. Cirkusartist. Til Taras afsluttende modeshow på designlinjen på Pratt Institute i New York havde hun en dværg i cirkuskostume og modeller på stylter til at posere på catwalken. Siden første gang Tara var til kunstfestivalen Burning Man i Nevada Dessert, har hendes liv drejet sig om cirkuskunst. ”At jonglere med ild og danse med hulahopring bringer mig i en sindstilstand, hvor jeg ikke tænker over, hvad jeg gør. Hvor bevægelserne ligesom bare flyder ud af mig. Vi kalder det ‘flowart’. Det er næsten ligesom at meditere. Jeg bor med nogle venner, som også er cirkusartister, og vores hjem er nærmest blevet et centrum for cirkuskunst i New York. Jeg har en drøm om at gøre det endnu større og bygge et kreativt imperium, hvor jeg og mine venner alle arbejder sammen og deler alting. Hver lørdag aften går jeg på stylter til en cirkusaften på en stor klub på Manhattan. Jeg hader det, men det er kontant og under bordet. Det er hårdt at leve sådan her, men jeg har prøvet at have et fuldtidsjob som designer, og jeg var helt elendig i det miljø. Min chef sagde, at jeg skulle leve, spise, sove og ånde for mit job, og ellers skulle jeg ikke være der. Nu syr jeg tøj af ildsikkert materiale og underviser i ildjonglering, og det har virkelig forandret mit liv til det bedre. Jeg går og tænker over, hvordan jeg kan gøre flowart til det nye yoga. Jeg har virkelig fundet en niche med flowart og tøjet, som jeg sælger i en onlinebutik. Det er hårdt arbejde at have sådan en forretning, og nogle gange udmatter det mig. Jeg ved slet ikke, hvordan man tager en pause mere. Men det er virkelig det hele værd. Nu lever, spiser, sover og ånder jeg virkelig for det, jeg laver.”

Atelier VI.

Richard Cox, 25 år. Installationskunstner. Af og til bor Richard hos sin far, af og til bor han i Brooklyn. Når han har råd, bor han på Manhattan. “Jeg er ved at være træt af denne her livsstil. Af ustabiliteten. Jeg er ved at nå en alder, hvor jeg gerne vil leve lidt bedre. Jeg plejede bare at feste helt vildt og lave kunst og var ret ligeglad med, om jeg var på røven. Det er jeg ikke på samme måde mere. Du kan enten være fortabt og fri eller meget kontrolleret og tryg. Og begge dele er lige skræmmende. Jeg vil gerne finde en gylden middelvej. Jeg vil gerne være en del af kunstverdenen på Manhattan. Eller, det er jeg på en måde allerede. Alle mine kunstvenner bor Downtown, i China Town, Tribeca og SoHo, så det er der, jeg bruger det meste af min tid. Det er klart et offer, at jeg må bo i Brooklyn. Hvis jeg bare arbejdede for min far og overtog firmaet på et tidspunkt, så ville jeg have total stabilitet, men jeg ville have det elendigt. Alt det, som følger med denne livsstil – ustabiliteten og pengemangel – er bare en del af en rejse, som jeg mener, bevæger sig i den rigtige retning for mig. Jeg vil ikke være nogenlunde lykkelig. Jeg vil være fuldt ud lykkelig.”

New York.

Tak til: Cecilie Beck Kronborg Rafael Fuchs Søren Pagter Astrid Dalum Kristoffer Juel Poulsen Martin Stampe Mikkel Møller Jørgensen Mie Brandstrup Mette Harbøll Helle og Kaj Lauritsen Rebekka Elisabeth Anker-Møller David Hans Cooke Beril Gulcan Victoria Hempstead Claire Robertson Jessica Posner Korina Gougouli Mary Grace Stillwaggon Kollektivet på Monitor Street Acme Studio Momenta Art Gallery House of Yes Mica Studios Parsons