Jeg giver dit mit liv af Camilla Rønde by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Jeg giver dig mit liv af Camilla RĂ¸nde

FODBOLDFAN På stadion gør nederlag mindre ondt. Her kan du råbe ad dommeren, skåle med dine venner og kramme ham, du ikke kender, men som tilfældigvis stod ved din side, da det afgørende mål blev scoret. På stadion er alle lige, og alle samlet af én grund. For at støtte deres hold. Sammen er de stærke, og modstanderen bliver ligegyldig. Her trækker de alle vejret, som i ét samlet åndedrag, minutter før sejren er i hus. Her hopper de og synger sange, til stemmerne bliver rustne og t-shirts gennemblødt af sved. Hvem er det, der gemmer sig bag de kulørte klubtrøjer, halstørklæder og tophuer? Man kan ikke karakterisere den typiske fodboldfan, men man kan forsøge at sætte ord på de følelser, som sporten fremkalder. Den følelse, der gør, at de weekend efter weekend vender tilbage for at støtte deres hold gennem tykt og tyndt, enten på tribunerne eller hjemme i stuerne. Det er de oplevelser, der bliver til minder og som for nogen ender i et livslangt kærlighedsforhold til fællesskabet omkring 11 fodboldspillere, en bold og kampen for at vinde. Dette er en historie om sorg, glæde, raseri, vrede og håb. Det er historien om dem, der kalder sig fodboldfans. 7

FC KØBENHAVN En busfuld trætte mænd og kvinder vælter ud i kulden på rastepladsen. Et par billygter lyser grøftekanten og en række tissetrængende fodboldfans op. Bussen holder parkeret i nærheden af Hamborg, mens klokken for længst har passeret midnat. Endestationen hedder Belgien, nærmere bestemt byen Brugge. Mere end 500 fans er taget af sted på turen, nogle samlet i busser, andre på egen hånd i fly eller biler. Alle for at se aftenens opgør i Europa League mod byens hold, Club Brugge. Siden 2001 har FCK spillet europæiske kampe hver sæson, hvilket deres mest trofaste fans bakker op om i stor stil. ”Er du klar over, hvor dyrt det er at få bedøvelse hos tandlægen?” spørger Christina Pabijan ud i luften, da snakken falder på emnet over frokosten senere på dagen. ”Det koster en away-tur (udebanetur red.) hver gang, han stikker.” Som den 44-årige sygeplejerske selv siger, så gør hun alle udgifter op efter, hvor mange ture ud i Europa med FCK, hun kan få for de samme penge. De ligner alle hinanden, klædt i de samme tøjmærker i mørke farver. Det er svært at genkende, at flokken er fodboldfans. Kun ganske få gemmer en spilletrøje under jakken i den begyndende efterårskulde. Langsomt bevæger de sig i små grupper 10

mod byens brostensbelagte torv. Syngende mandestemmer bliver kastet mellem facaderne på gamle bindingsværkshuse, inden flokken sætter kursen mod stadion i udkanten af byen. I vinduerne langs gaderne holder ældre damer mistroisk øje med de marcherende fans. En turist hopper hastigt væk fra fortovet, ind i en port, da gruppen nærmer sig, mens han forsøger at fange skæret af romerlysene på sin mobiltelefon. Efter en times taktfast gang skimtes lyset fra fodboldbanen i det fjerne. Alle skal kropsvisiteres, før de lukkes ind på stadion. Tasker bliver gennemsøgt af strenge øjne, men til sidst lykkes det at komme på plads inden kampen. Trommens faste rungen bølger ud over flokken af fans, mens sangen bliver dirigeret fra en megafon i bunden af tribunen. Den første halvleg overdøver de københavnske fans alt andet på stadion. Og så sker det. Få minutter før kampen bliver fløjtet af, kommer det mål, de alle har ventet på. Men jublen på tribunen har kun lige lagt sig, da hjemmeholdet udligner, og alt gør ondt. Slukørede finder fansene tilbage mod busserne, efter at FCK har smidt en sejr væk i kampens sidste minut. ”Hvorfor gør de det hver gang?” spørger Christina, mens hun kigger tomt frem for sig. Få minutter senere triller bussen de næsten 1.000 km hjem mod København.

LARS GULDBRANDSEN Folkeskolelærer, 58 år, bor i Højbjerg Fan af AGF siden 1980

”Vi har et udtryk, der hedder ”næst’ år””, forklarer han. ”For lige meget, hvor skidt det går, så er der altid næste år. Og DER bliver det godt. Der er hele tiden en ny kamp at se frem til, så håbet er der altid. Det er sgu nok lidt naivt.” Han griner skeptisk, mens han prøver at sætte ord på, hvad det er for et forhold, han har til sin klub. Sammen med en gruppe AGF-fans blev Lars Guldbrandsen i 2003 en del af den satiriske fangruppe ”Galehuset”, der forsøgte at ruske op i den eksisterende fankultur. Da holdets spillere en efter en bukkede under for skader, hidkaldte Galehuset to djævleuddrivere til træningsanlægget. For djævleri måtte det være, siden knoglerne knækkede på stribe hos spillerne. En anden gang indgik ”Galehuset” et væddemål med holdet om, at de kunne vinde en bytur, hvis de holdt målet rent sæsonen ud. Og det lykkedes skam. Nu er gruppens aktiviteter droslet ned i takt med, at der er gået familie i den for mange af medlemmerne. Men Lars, han hænger ved. Også selvom holdet har været

nede at runde 1. division hele tre gange i løbet af de sidste syv år. ”Når fodbold bliver så vigtigt, som det er for mig, så bliver det et had-kærlighedsforhold. Vi (fansene red.) mener jo, at vi har det bedste hold i Danmark, det har omverdenen bare ikke forstået endnu. Når man vinder 5-1 over Brøndby en aften i maj, så kan man sgu flyve. Det er helt vildt, det er så fantastisk. Altså. Jeg elsker mine to børn, men jeg elsker også den her fodboldklub. Det kan ikke sammenlignes, det sidder to forskellige steder i hjernen. Men de betyder lige meget.” Lars bliver stille et øjeblik, før han fortsætter. ”Jeg har sagt til mine børn, at når jeg dør, skal de planke den ind til Aarhus Stadion og strø halvdelen af min aske ud over grønsværen. Resten kan de komme på kirkegården, men det er ikke så vigtigt for mig,” fortæller Lars roligt, mens hans øjne fyldes med tårer. ”Jeg ved ikke, om de gør det, men nu har jeg sagt det. Så meget betyder fodbold for mig. Og det tror jeg, at de respekterer.”

KOSMA ZALEWSKI Jobsøgende, 39 år, bor i Brøndby Strand Fan af Brøndby IF siden 1984

”Før havde man jo syv halstørklæder og brøndbytrøjer, og hvad ved jeg. Der viste man det mere udadtil. Nu er det det indeni, der tæller.” Siden Kosma Zalewski begyndte at spille fodbold i Brøndby IF som tiårig, har han været fan af klubbens superligahold. Som ung brugte han weekend efter weekend på at se holdets kampe, men lagde også mange timer i fanklubbens spæde start i 90’erne. Der blev lavet tifoer (udsmykning på tribunen red.), smurt sandwicher inden busture og sendt medlemskort ud. I dag nøjes han dog med at komme til hjemmekampene. Tiden er nemlig ikke, hvad den har været, for i snart tyve år har Kosma trænet ungdomsspillere i Brøndby IF. Og det kan han snildt bruge 20-25 timer på om ugen. ”Hvis du er på Vestegnen, så tror jeg, at de fleste har et forhold til Brøndby IF og har været inde og se nogle kampe. Men for os er det jo vores lokale klub, der er blevet et stort brand og en stor klub,” fortæller Kosma, der har boet i Brøndby Strand stort set hele sit liv. I den lille lejlighed ligger der fodboldtrøjer spredt rundt omkring i stuen. Få opgange herfra voksede han op med sin familie, der stammer fra Polen. ”Jeg oplevede selv som ung, hvordan

der var mennesker, der brugte tid på, at jeg kunne have en sund fritidsinteresse. Jeg har selv haft en masse gode oplevelser, mens jeg spillede i klubben, og det vil jeg gerne give igen.” Kosma mener, at mange starter som frivillige af samme grund som ham. Og at det i høj grad er fællesskabet og den store skare af frivillige, der holder hjulene i gang på stadion og på træningsanlægget. ”Alene det at få ansatte og frivillige til at trække i samme retning, det kræver, at alle føler sig værdsatte. Selv om det er en stor klub, så synes jeg, at os frivillige imellem er gode til at anerkende det arbejde, der bliver gjort. Så selv dem inde på superligaholdet, de ved godt, at hele den her kulisse, den her ramme, de spiller indenfor, den er der mange mennesker, der er med til at få til at fungere – også mange frivillige.” Efterhånden har Kosma trænet i så mange år, at de knægte han trænede, da de var små, nu er blevet professionelle fodboldspillere. ”Når de kommer op at spille på superligaholdet, og man kan komme ind og se dem på stadion. Det er fedt. Det er lønnen for os.”

AaB ”Hvordan er det, den fodboldstøvle sidder?” spørger en stemme i stadionhallen lidt uden for centrum af Aalborg. Krølle griner og svarer hurtigt. ”Ja, jeg var måske lidt fuld, da jeg tegnede den op.” Det er fredag aften, og klokken har passeret 21.00. Lyden af en landskamp i Serbien bliver koblet til højtalerne og runger gennem den tomme hal, mens en lille flok AaB fans langsomt støder til. Beate Stengaard har grebet en pensel og ligger på knæ, fordybet i at male beige rundt om de optegnede fodboldspillere, der dribler hen over et kæmpe stykke hvidt plastik. I baggrunden klæder et par stykker om til tøj med mosaikker af malerpletter på benene. Den lille gruppe af fans er ved at forberede den udsmykning, der skal pryde tribunen på holdets hjemmebane, når de om få uger tager imod Steaua Bukarest i Europa League. En såkaldt tifo, de snart har arbejdet på i en måned, og som stadig mangler en del arbejde, før den er klar til kampen. Ordet tifo stammer fra det italienske tifosi, der betyder tilhængere. En tifo er fangruppernes hyldest til spillerne, når de 26

løber på banen inden kampen, og den måde hvorpå fansene helt selv kan vælge, hvilke ord eller billeder de mener, at der skal til, for at spillerne hiver en sejr hjem. Mange ugers arbejde med at male, klippe og klistre kulminerer på stadion, hvor det oftest kræver en hjælpende hånd fra tilskuerne på tribunen for, at det lykkes. Men når tifoen bliver veludført, så er det et imponerende syn. Mads Aagaard, der er formand for fanklubben i AaB, kigger ud over de store stykker med plastik, der næsten dækker hele gulvet i hallen. Målet er at få det samlet til en gigantisk bog, der skal fortælle historien om AaBs stolte traditioner. ”Vi ved ikke engang, om vi kan bruge den. Hvis det blæser for meget, når de skal spille, så er vi nødt til at droppe det. Den er simpelthen for tung,” fortæller han, mens han forsøger at instruere flokken i, hvordan de mange stykker plastik skal klistres fast på hinanden. ”Normalt kan vi lave en tifo af den her størrelse på en tre-fire gange. Men vi er ikke altid lige effektive. Nogle gange ender vi bare med at snakke og drikke øl hele aftenen,” griner Mads Aagaard.

MIKKEL FAARTOFT Medicinstuderende, 24 år, bor på Østerbro Fan af FC København siden 1998

Mikkel Faartoft var ikke andet end otte år gammel, da han første gang fik øjnene op for FCK. ”Jeg kan huske, at vi kørte forbi Parken, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor der var så mange mennesker. Dengang kunne man kigge ind ved endetribunen, og jeg kunne se, at der var proppet med mennesker i hvidt. Mine forældre vidste ikke, hvad det var, men vi fandt senere ud af, at det var FCK, der spillede. Vi boede ikke så langt derfra, så det var jo mit hold.” Siden slugte han alle kampe i tv med byens hold råt, og da han i konfirmationsgave fik et sæsonkort, begyndte han at komme fast i Parken. Mikkel Faartoft er født ind i en akademisk familie og opvokset på Østerbro, hvor han gik på samme privatskole, som kongefamiliens børn. En opvækst i nogle lidt andre rammer, end den virkelighed han mødte, da han blev optaget i en af de uofficielle og lukkede fangrupper omkring FCK, Torcida, som 16-årig. ”Det var en øjenåbner for mig at blive en del af det her miljø og opleve, hvordan det ikke var penge og status, der betød noget, men mere, hvordan folk er som

personer. I det her miljø var der mennesker fra samfundslag, som jeg aldrig havde haft nogen kontakt med før, for der var ikke nogen på skolen eller i min omgangskreds. Jeg tænker tit, at det år var skelsættende for mit liv. Ikke, at det er raketvidenskab at blive en del af sådan et fællesskab, men det udvikler dig rent socialt.” Siden han blev optaget i Torcida, har han været en central del af stemningstribunen, Sektion 12, i Parken. Her bliver der sunget og heppet gennem hele kampen, og i tribunens begyndelse var engagement og deltagelse et krav for at stå netop der. For Mikkel har fokus ændret sig, efter han blev en del af Sektion 12. Selvfølgelig betyder holdets resultater noget, men under kampen har han vigtigere ting at se til. ”Stemningen på tribunen i Parken er lidt som en kamp i kampen. Udover at tænke på, om man selv får bidraget nok, så er der flere af os, der går op i, at alle andre også er med. Så kan det godt være svært at koncentrere sig om fodboldkampen. Men nu er det bare den måde, jeg kan bidrage til holdet. Jeg er jo ikke blevet fodboldspiller. Nogle gange i tætte kampe, tror jeg godt, at det kan have den afgørende betydning.”

SARAH SKARUM

Livsstiljournalist, 39 år, bor på Vesterbro Fan af FC København siden 2005

”Vi har opdaget, at vi skændes nemmere på kampdage, fordi vi begge er lidt spændte. Så er det noget med lige…” Sarah Skarum sænker armene i en rolig bevægelse, mens hun puster ud. Det er ikke fordi, at de bliver uvenner, højst lidt irriterede på hinanden. Hun og kæresten Nikolaj har været sammen i snart seks år og deler deres passion for FCK. Hvor andre par går på dates og i biografen, så har de fodbolden. De mødte hinanden gennem fælles venner til brunch inden en mesterskabskamp, og siden har de været kærester. ”Uden at det er sådan noget, som vi skal opfinde, så har vi en ting sammen, som vi begge to gik op i før, vi mødte hinanden,” forklarer hun. Egentlig snakker de nok mere om mad og Nikolajs datter, end om hvordan det går med FCK. Men fodbolden er over det hele. Som de diskrete ’Sektion 12’ klistermærker på plakaten med fisk i køkkenet eller Nikolajs koordinering af engangskarklude, hvor kludene i arvefjenderne Brøndbys blå

og gule farver aldrig nærmer sig hinanden, hverken på tørresnoren eller i skuffen. Sarah sidder ikke sammen med Nikolaj på tribunen i Parken. Han sidder på pensionistrækken, som hun kalder det, og det er for kedeligt til hende. Men de følges derind, som regel med Sarah siddende på ladet af Nikolajs budcykel, mens de diskuterer den kommende kamp. Og når slutfløjtet har lydt, drikker de en pastis sammen på vej hjem. Og det er med hendes egne ord helt vildt fedt. ”Vi har begge to en byromantik. Jeg kan nogle gange være ved at græde, når de synger de der sange om København (på tribunen red.), og den romantik dyrker man jo også, når man dyrker FCK. Hvis man er glad for at bo i København, hvordan sætter man ord på det? Man kan blive rørt, når man cykler rundt, og man kan synes, at iih hvor er lyset smukt og man kan tage et Instagram billede, men hvorhenne har den kærlighed et rum? Det synes jeg, at den har i Parken.”

SØNDERJYSKE Lyden af raslende nøgler fylder overetagen på baren, hvor 14 mennesker sidder med øjnene stift rettet mod fjernsynsskærmen for enden af rummet. Hjemmeholdet har fået hjørnespark, og nøglerne klirrer intenst, mens der bliver sparket til bolden. Lyden overdøver næsten kommentatoren og afløses af et brøl, da SønderjyskE scorer det første mål. ”Vi overhaler Hobro, hvis vi vinder i dag. Det er sat’me vigtigt,” siger 29-årige Frederik Dalgaard Jensen. Weekend efter weekend lægger baren ’Krølben’, et stenkast fra Rådhusplads i København, hus til, når en lille flok eksilfans fra Haderslev samles for at se byens hold kæmpe i Superligaen. Med den lokale

pilsner fra Fuglsang på køl er stedet blevet hjemsted for de fans, der ikke kan rejse gennem landet for at se hjemmekampene. Frederik er kommet her de sidste to år sammen med sine venner fra folkeskolen. De fleste i vennegruppen er flyttet til København over de seneste år, men det ændrer ikke på, hvem de holder med. Stoltheden som sønderjyde er for stor til at holde med et københavnerhold. ”Det kunne være så meget andet, men nu blev det lige fodbolden, vi mødes om. Vi har altid delt interessen for fodbold, og så er det her en lejlighed for at mødes med gode kammerater over en øl,” fortæller Frederik om flokken, der med tiden også har fået selskab af koner og veninder. 45

KARL AAGE JENSEN

Pensionist, 79 år, bor i Hobro Fan af Hobro IK siden 1970

”Jeg kan jo ikke holde min mund, så kom jeg med i bestyrelsen. Der var vi lige flyttet til byen.” Karl Aage Jensen klukker let, mens han fortæller om sit første møde med Hobro IK. Sammen med sin daværende kone og to børn havde han netop slået sig ned i byen for at prøve lykken som forsikringsmand. ”Jeg kendte jo ingen i Hobro, men det kom jeg til,” siger han og griner. I dag driller børnebørnene ham gerne med, at det tager flere timer for ham at komme igennem gågaden i Hobro, fordi han skal hilse på det halve af byen. For i Hobro ved man godt, hvem Karl Aage er. I mere end tyve år sad han i bestyrelsen i fodboldklubben, hvor han også nåede at være formand i en årrække. Med sine egne ord, fordi fodbold bare altid har betydet noget for ham. Sammen med sin kæreste Bente ser han alle holdets kampe, både på ude- og hjemmebane, men han har ikke kunnet give helt slip på arbejdet i klubben. Nu passer han nemlig den lille bod på stadion, der sælger spilletrøjer fra Hobro IK. Sidste sæson skete så det, ingen havde turde håbe på. Hobro IK tog springet

til landets bedste liga, og byens stolthed vil ingen ende tage. Der er gerne et sted mellem 5.000-6.000 tilskuere på tribunerne til hjemmekampe – og det vel at mærke i en by med blot 12.000 indbyggere. For Karl Aage er det noget særligt at besøge stadion. ”At man kan sige til sig selv; Du har været med til at bygge det her op. Det er en tilfredsstillelse. Jeg har været med til at bygge det op, og nu er det nået hertil.” ”Jeg var altid derude, når de trænede. Det skylder man spillerne. Jeg kunne ikke bare blive væk. Det var min måde at vise tillid til dem på. Det har været et dejligt liv med fodbold. I stedet for, at jeg bare sad derhjemme efter arbejde.” I dag er det Karl Aages søn, der har overtaget formandsposten i Hobro IK. Det gør Karl Aage stolt at se det arbejde, hans søn udretter for klubben, og selv om sønnen er en travl mand, kommer han gerne forbi til en ’far-knejt’-øl om fredagen. Her får de vendt løst og fast, og Karl Aage nyder at give ham gode råd med på vejen. Men klubben. Den blander han sig ikke i.

AMANDA & SIMONE RISHØJ

Læser hhv. på gymnasium og til fysioterapeut, 17 & 19 år, bor i Aalborg Fans af AaB siden 2001

”Når AaB vandt, så var det sjovere. Så var alle glade, og når vi kom hjem, så vi målene igen. Når AaB så tabte, var det ikke ligeså sjovt. Så var far ikke altid glad, når vi kom hjem.” Amanda Rishøj mindes de allerførste gange, hun var på stadion med sin søster og sine forældre. Fra de var små, kom de med for at heppe på byens hold, ligesom deres far Per Rishøj har gjort det de sidste fyrre år. ”Det er nogle rigtig hyggelige minder. Om sommeren var bedstefar god til at komme med is, og om vinteren var det varm kakao,” fortæller Amanda, der sammen med søsteren fik lov til at møde flere af spillerne, takket være deres far, der i en årrække har interviewet udvalgte spillere efter kampene i stadioncaféen. Nogle gange var pigerne heldige, at det var netop deres yndlingsspillere, som deres far hentede i omklædningsrummet, så de kunne få autografer og få taget billeder. Dengang handlede det mest om hyggen på stadion med familien, men siden har det udviklet sig for søstrene. I takt med, at de har set flere og flere kampe, begynder re-

sultaterne at fylde mere, ligesom pigerne altid holder i hånd, når AaB er ved at få en chance. ”Når man virkelig begynder at se alle kampene, så vil man jo gerne have, at de vinder. Man holder med holdet, men man begynder også at holde med de enkelte spillere. Man vil jo så gerne have, at det går dem godt. Man begynder at føle, at man kender dem, fordi de har været her så længe,” forklarer Simone Rishøj om, hvad det er, der gør AaB særlig. Stoltheden over byens hold stammer i høj grad fra deres far, men ingen af pigerne har følt, at de skulle støtte fodboldholdet for at gøre ham glad. Selv om de godt ved, hvor han allerhelst så, at de ledte efter kommende kærester; nemlig blandt ungdomsspillerne fra AaB. Pigerne, der begge bor hjemme, er ikke i tvivl om, at fodbolden vil fortsætte med at være en del af deres liv i fremtiden. ”Jeg kommer altid til at gå til hjemmekampene, også når jeg flytter hjemmefra. Det bliver en af de måder, hvor jeg kommer til at se min familie,” fortæller Simone.

HOBRO IK ”Far, jeg har fået en idé,” råber Artur på seks år henne fra sækkestolen foran fjernsynet. ”Når Hobro IK scorer et mål, så skal vi vifte med flaget.” Artur Lynge går i 0.a og er fan af Hobro. Efter skole spiller han selv fodbold i Hobro IK, ligesom hans mor, mormor og oldefar har gjort det tidligere. Sammen med sin familie tager han til så godt som alle hjemmekampe for at se sine helte spille. Når han bliver stor, vil han selv spille på superligaholdet. Men så skal man huske at opføre sig ordentligt og spise sine kartofler, som hans far Lars siger. Selv om december venter lige rundt om hjørnet, render Artur rundt i korte shorts og spilletrøje, når han er hjemme. Hvis han har lange bukser på, leger han, at det er shorts. På ryggen står der ’Hvilsom’. Topscoreren fra Hobro IK og hans store idol. ”Hvem holder du med?” råber Artur efter en mand, der kommer gående ved siden af ham på vej mod stadion. Manden griner og svarer, at han holder med Hobro. Artur nikker hurtigt og løber videre. Mellem de nøgne træer i udkanten af Hobro ligger det lille stadion og putter sig. Kulden blæser koldt hen over banen, mens tilskuerne finder på plads i uldne trøjer og 58

vindtætte bukser. Artur står ved hegnet ind til grønsværen og hopper op og ned af begejstring. ”Mads Hvilsom, jeg har din trøje, Mads Hvilsooooom.” Spillerne på banen griner, mens de løber frem og tilbage i lige rækker i udkanten af banen. Artur er hurtigt videre, og inden kampen når at komme i gang, har han fundet sig et plastikkrus og spiller fodbold på grusstien bag den ene tribune. Først da kampen nærmer sig sin slutning, finder han tilbage til tribunen, hvor hans far venter. En lille håndfuld Hobro fans forsøger at synge endetribunen op, men uden held. Kampen er tabt. Artur er skuffet, da han sammen med sin far går tilbage mod bilen. En flok af modstanderens fans kører langsomt forbi på vejen, mens de synger glade kampsange. ”Hold kæft,” råber Artur efter dem. ”Hold kææææft!” Lars stopper op og rækker ud efter Artur for at få ham med videre. ”Du ved godt, at det er din møgunge, det der, ikk’?” griner en af Lars’ venner højt og klapper Artur blidt på hovedet, da han løber forbi.

HENRIK GOLDSCHMIDT

Musiker, 55 år, bor ved Hareskoven Fan af OB siden 1968

”Du kender det godt med gamle venner. Man skal ikke på samme måde formulere sig, man er bare den man er. Og selvom man møder problemer i livet på andre måder, så er vi bare de glade drenge, når vi er sammen. Og vi bander, når de ikke spiller ordentligt. Tre bajere, og så er vi eksperter.” Henrik Goldschmidt ler, mens han fortæller om sine gamle venner fra OB. Egentlig er han født og opvokset i København, men da han som tiårig flyttede til Odense med sin familie, fandt han et fællesskab omkring byens fodboldhold, som aldrig siden har sluppet ham. Hans boldtalent er med egne ord ikke-eksisterende, men det betød ikke noget. Alt det krævede for at være en del af fællesskabet, var en stribet OB trøje. Musikken begyndte dog at fylde mere i hans liv, og da han fyldte tyve år, sagde han farvel til Odense, tog sin kæreste under armen og rejste ud i verden for at spille obo. ”Af en eller anden grund, så glemmer jeg aldrig de der år, fra jeg var ti, til jeg var tyve, hvor man havde klubben i hjertet. Hvor man var OB’er. Det er som om, at de kampe, jeg spillede som dreng, de står i et evigt lys.”

Det er da heller ikke til at overse, at Henrik og hans kone stadig holder med OB. I soveværelset er dynerne beklædt i blå og hvide striber, et enkelt OB krus står på hylden i køkkenet og på bagsiden af brødristeren gemmer sig minsandten et klublogo. Alt dette blander sig med syvarmede lysestager og andre jødiske symboler fra Henriks baggrund. Hans forældre måtte flygte til Danmark før 2. verdenskrig, og han mener selv, at dette har givet ham en taknemmelighed over livets glæder. Denne taknemmelighed resulterede i, at Henrik for år tilbage dannede et internationalt fredsorkester, hvor jøder, muslimer og kristne mødes om at spille hinandens musik. Orkesteret har været en livslang rejse for Henrik og har samtidigt givet ham nære venner fra alle trosretninger. ”Når vi sidder foran fjernsynet og ser fodbold, så er der ingen, der tænker på jøder og muslimer, bomber, krig eller undertrykkelse, nej så ser vi fodbold – og yes, vi er sammen om det. Jeg kender meget få, der er så indestængte af had, at de ikke vil trykke en modstander i hånden. Jeg tror, at de fleste kan bløde op. Og det er det, fodbold kan. Bringe kulturer sammen.”

AGF ”Meget går ikke vores vej for tiden, og det er stolpe ud, og skuffelse på skuffelse for tiden. Det er hårdt, og alle er efterhånden vant til at skulle ligge øre til meget på deres arbejdsplads eller skole. Det er i de mørkeste tider, som nu at det for alvor skal vises, hvad vi er gjort af. Det gjorde vi i går. På trods af et ikke imponerende fremmøde i C2 (red. fanafsnittet på Aarhus Stadion), var stemningen bedre end længe. Til jer der står der hver eneste gang, til jer der bliver ved med at synge, når alt virker uretfærdigt og fuldstændig umuligt – I er så ægte! I fortjener så meget ros! Mange vil have stoppet langt før og have givet op. Jeg fik decideret kuldegysninger som capo (red. ham, der synger for) i går under visse sange, og at man kan få det i den 5.

hjemmekamp i streg med under 3.000 tilskuere i alt, og med 1 sejr i år på hjemmebane i ligaen, det viser format! Jeg vil på det kraftigste opfordre ALLE til at tage med til Viborg på søndag, hvor vi nok engang skal vise, hvad vi er gjort af. Vi giver alt for klubben fra 1880. Vinder vi den, kan det lynhurtigt se anderledes ud. Vi ses på tribunen – selv de dage, hvor håbet virker borte!” w Citat fra Facebookgruppen ”Samlet for Aarhus” skrevet af Jacob Grunnet dagen efter nederlaget i pokalturneringen og få dage før udebaneturen til Viborg. Her tog 427 fans af sted for at støtte op om AGFs kamp for oprykning til Superligaen. 69

TAK TIL

Søren Pagter Kent Klich Pieter ten Hoopen Sisse Dupont Nikolaj Olesen Liv Høybye Cæciliie Philipa Emanuele Camerini Susanne Sommer Annie, John & Mariane Kasper & Elin En særlig tak til alle medvirkende