Lollik by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

LOLLIK

LEDER Smalle asfaltveje bugter sig mellem rektangulære roemarker, gamle husmandssteder og sporadiske pletter med bevoksning. Her findes et folk, som har fundet et sted, hvor de føler sig hjemme. Lollikerne har mange ansigter, de er gamle, unge, udlændinge og lokale. De headbanger sig vej gennem tilværelsen og søger indad i trommecirkler. De trækker mod de flade vidder for at blive forenet med den, de holder af og kommer langvejs fra for at søge arbejde eller asyl. Nogle håber på en lysere fremtid, andre prøver at gøre op med deres fortid. Og så er der dem, der kun er en færgetur væk fra fastlandet. Til fælles har de deres tilknytning til det der i folkemunde kendes som Plutten – mudderet. Velkommen til Lolland.

INDHOLD MODET TIL AT DRØMME/Emil Hougaard ADAMS ÆBLER/Jonas Høholt NOTHING ELSE MATTERS/Victoria Mørck Madsen RO TIL AT GRO/Jens Welding Øllgaard NÅR KÆRLIGHED IKKE ER NOK/Casper Holmenlund ØEN DER NÆGTER AT DØ/Ólafur Steinar Gestsson FRA DAMASKUS TIL RØDBY HAVN/Melissa Kühn Hjerrild JEG ER VOKSEN NU, MOR!/Rune Aarestrup Pedersen

4 12 20 28 38 46 54 62

Modet til at drĂ¸mme Tekst og foto af Emil Hougaard

Som 13-årig var Mathilde på kant med loven og sin egen psyke. Mangel på anerkendelse gjorde, at hun ikke turde tro på sig selv. Men Mathilde tog en beslutning om at kæmpe sig ud af problemerne.

athilde smadrer jernrøret igennem det ene vindue efter det andet. Hendes hjerte pumper af raseri og glasskårene flyver i alle retninger. I den svimlende rus af den joint, hende og hendes venner røg i spisefrikvarteret, kravler hun ind lejligheden for at lukke de andre ind igennem hoveddøren. Mathilde Christoffersen er 13 år gammel. Hun har ADHD, depression, er på kant med loven og har svært ved at koncentrere sig i skolen. Hun er på mange måder et eksempel på, hvad der ifølge statistikkerne skal til for at ende i en fremtid med kriminalitet og sociale problemer. Og det er præcist hvad folk forventer af hende. ”Der er både gode og dårlige sider af mennesker,” siger Mathilde nu to år senere. Hun har oplevet begge sider af sig selv. Men hun har besluttet sig for, at forsøge at vende ryggen til den dårlige. Mathildes ADHD-diagnose gør, at hun har brug for en stram struktur på sin hverdag. Hendes forældre blev skilt da hun gik i 2. klasse. Hverdagen blev vendt på hovedet, og Mathilde havde svært ved at finde tryghed og struktur på ny. I folkeskolen havde hun svært ved at lukke op og fortælle folk om sine problemer. Folk så kun de udbrud, som var reaktioner på, at hun havde det svært. Udbrud, som hun følte, at hun blev dømt på. Hun blev deprimeret og begyndte at hænge ud

med de mennesker, der også havde det svært. Det var som om, at de forstod hendes frustrationer, uden at hun behøvede at tale om dem. ”Alt det ballade, vi lavede, var bare vores måde at bearbejde problemerne på. Men det var som om, at det kun var det folk så,” forklarer Mathilde.

”Jeg vil ud” Uddannelsesvejlederen vender blikket op fra computerskærmen med Mathildes halvdårlige karakterer. Han ser skeptisk på hende. Hun har lige fortalt ham om sin drøm om at komme på gymnasiet og derefter studere jura. ”Det lyder usandsynligt,” siger han. ”Tror du ikke, at du skal finde på en anden plan?” På det tidspunkt havde Mathilde allerede været i kontakt med sagsbehandlere, psykologer, SSP- betjente, politiet og skolebestyrelsen i forbindelse med de problemer, hun viste tegn på. ”Mor, jeg vil ud af det her,” sagde hun til sin mor, da hun kom hjem. Mathildes mor har altid været den, der har troet mest på hende. Til tider mere end hun troede på sig selv. Hun foreslog Mathilde at tage på efterskole. Mathilde havde før sagt, at hun nogle gange godt kunne trænge til at komme lidt væk. Men tanken om at forlade sine venner og familie i et helt år havde alligevel været for skræmmende.

Forrige side: Mathilde og Simon har været kærester i 3 måneder. Nederst: Mathilde finder stor tryghed i familiens skød. Her kan hun slappe af, uden at tænke på, hvad folk tænker om hende.

Denne gang var det anderledes. Hun havde fået nok af, at folk ikke troede på hende. At komme på gymnasiet havde altid været hendes drøm, og uddannelsesvejlederen skulle ikke have lov til at få ret i, at hun ikke kunne opnå den. ”Det blev til en slags hævn imod alle de lærere, der havde fortalt mig, at jeg var dum og uduelig og aldrig ville blive til noget. Men det blev også et opgør med mig selv og min selvtillid, fordi jeg efterhånden havde vænnet mig til de lave forventninger, jeg mødte,” fortæller Mathilde.

Omsider anerkendt Mathilde begraver sit hoved i håndfladerne og bryder sammen i gråd. Det er første matematiktime på efterskolen. Klassen er blevet niveauinddelt, og hun er blevet sat på et af de hold, hvor niveauet er højest. ”Jeg kommer aldrig igennem det her,” tænker hun. Hun tænker på drømmen om at komme på gymnasiet og på de ting, som hun har lovet sig selv. Efter timen spørger Mathilde sin lærer, om hun ikke kan få lov til at blive rykket ned på et af de hold med et lavere niveau. ”Jeg føler mig virkelig dum i forhold til de andre,” siger hun med skælvende stemme. Det var første gang, Mathilde følte, at hun blev aner kendt i skolen. I stedet for at rakke ned på hende, havde læreren sat sig med hende, og forklaret tingene igen. ”Jeg følte endelig at jeg kunne noget. Hele mit liv har jeg været vant til, at folk har rakket ned på mig og fortalt mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Nu var der endelig en, der sagde ved du hvad? Du kan godt,” fortæller Mathilde, og kigger stolt på den engelskaflevering, hun lige har gjort færdig. ”Det blev med det samme en kæmpe motivation for mig,” siger hun. Og motivationen fortsætter. For 2 måneder siden startede Mathilde i 1.g på Maribo Gymnasium. Den øgede selvtillid har givet Mathilde mod på at kæmpe for

Mathilde og hendes venner hĂŚnger altid ud hjemme hos Rommel (tv). Her kan man gĂ¸re, hvad der passer en.

Øverst: Skolen er vigtig for Mathildes drøm om at studere Jura. Nederst: “Mads er diamentralt modsat af mange af mine andre venner. Han drikker ikke, ryger ikke og pjækker ikke,“ siger Mathilde. Modsat side: Selvom Mathilde er kommet langt, har hun stadigvæk mange kampe at kæmpe.

sit mål. Koncentrationsbesværet gør det svært for hende at gå i skole. Men det at have et klart mål betyder, at hun har noget konkret at gå efter og kan komme igennem de 90 minutter, som en skoletime varer. “Jeg kan sige til mig selv at jeg er nødt til at høre efter, for jeg ved, at jeg skal bruge det, vi lærer” fortæller Mathilde

Det er ikke sort på hvid Mathilde har stadigvæk mange venner, som er på kant med de problemer, hun forsøger at undslippe. Hun ved godt, at mange sikkert vil synes, at hun bør bryde med dem. Men det har hun ikke lyst til. For hende er det ikke så sort på hvidt.

”De vil altid være mine venner, fordi de støtter mig i det, jeg gør. De ved for eksempel godt, at de ikke skal tage stoffer når jeg er der. Nogle af dem gør det så på nogle andre tidspunkter, men jeg oplever, at de har stor respekt for min beslutning om at lade være,” siger Mathilde. Hun slår armene om Simon og ser ham dybt i øjnene. De blev kærester for tre måneder siden. Simon smiler og folder sine arme om livet på Mathilde. Hun er tryg. Selvom hverdagen stadigvæk kan være svær, og kampen for at opnå drømmen langt fra er slut, har Mathilde fundet mod til at tro på sig selv. n

Adams Æbler Tekst og foto af Jonas Høholt

Hvert år tager flere hundrede frugtplukkere fra Polen til Danmark for at tage et job, som danskerne er blevet for fine til. Adam rejser væk fra familie og venner i tre måneder for at plukke æbler i ti timer hver dag.

“Det er rart at have god tid til kaffe og et ordentligt måltid om morgenen,” siger Adam.

Adam deler værelse med Damian, som også arbejder på plantagen.

Den sidste dag i hver måned betaler Adam

Morgendisen hænger som et lyst tæppe over markerne. Græsset er fugtigt og gør skoene blanke. Snorlige rækker af æbletræer strækker sig ud over det flade landskab. Store mørkerøde æbler hænger tæt blandt de grønne blade. Hver række er en tro kopi af den foregående, og sådan fortsætter det på 80.000 kvadratmeter. Midt i hele denne simple labyrint høres kun en svag summen fra maskinen. Æblemaskinen, som tager imod de tre tons æbler, Adam Pakiela og de to andre polske arbejdere dagligt plukker på Banholm Frugtplantage på Lolland.

husleje hos ejeren, som byder på kaffe og hyggesnak hver gang.

”Jeg koncentrerer mig om at plukke de rigtige æbler,” siger Adam om arbejdet, hvor han plukker næsten 8.000 æbler om dagen og mere end en halv million æbler hver sæson. ”Jeg nyder at kigge på den mørkerøde farve”. Engageret jobjæger Adam arbejder i æbleplantagen på syvende år. Han bor på et lille værelse på en Bed & Breakfast nogle få kilometer fra plantagen, og han sætter en ære i at arbejde engageret og gøre chefen glad – også selvom arbejdet er meget ensformigt. Effektivitet er vigtigt, og derfor er en person som Adam perfekt til dette arbejde. ”Æblerne er modne og skal plukkes nu, så det er vigtigt, jeg arbejder hårdt,” siger Adam. ”Min rolle er vigtig, for at forretningen fungerer”. Det er svært for Adam at få job i Polen, når det er efterår og vinter. Som ufaglært er han konstant på udkig efter de jobs, han kan få. Kun meget få danskere er villige til at tage et job med så meget ensformighed, og derfor er jobbet som frugtplukker oplagt for polske arbejdere. De tre måneder i Danmark hvert år, er en nødvendighed, han må acceptere. ”Jeg vil allerhelst arbejde i Polen og være hos min kone til hverdag. Det kan ind i mellem være hårdt at være væk så længe ad gangen,” siger Adam. I de første år havde Adam altid familiefotos med, når han var væk, men det er ikke så nødvendigt længere - han og familien har efterhånden vænnet sig til, at han er væk om efteråret.

Flittig og nøjsom Adam er glad for at arbejde i æbleplantagen. Mest fordi lønnen i Danmark er højere, end det han kan tjene i Polen. Med en timeløn på 130 kroner er der en god sum penge at lægge til side hver måned, selv når huslejen er betalt. Adam kan gennem hele vinteren leve i Polen af lønnen for de tre måneders arbejde i plantagen. Når han bor i Danmark, lever han for et absolut minimum.

“Jeg har kun én skjorte til at bruge på arbejde hele ugen igennem”

Adams forberedelse til en arbejdsdag er at tjekke vejrudsigten hver morgen. 15

Skurvognen midt på plantagen er i middagspausen et samlingspunkt for alle plantagens arbejdere.

”Jeg har kun én skjorte til at bruge på arbejde hele ugen igennem, og jeg har det på samme måde med mine jobs. Jeg stiller ikke de store krav,” siger Adam. Adam har en anden tilgang til et arbejde end en gennemsnitlig dansker. Han tænker ikke så meget over, om arbejdet interesserer ham. Han ser ethvert arbejde som en essentiel del af livet og en livline til at kunne leve et behageligt middelklasseliv med familien. ”Jeg har aldrig sagt nej til et job, jeg kan beherske,” siger Adam.

Æbler på rullebånd Æblerne skal plukkes med hånden, men maskinen er udstyret med flere bånd, som transporterer æblerne op i en stor trækasse. Adam justerer en anelse på gashåndtaget. Maskinen skal køre i den rigtige fart, for at passe med tempoet, æblerne bliver plukket i. De tre polakker arbejder så effektivt, at ejerne af plantagen forleden inviterede dem ud at spise på et fint hotel, for at takke dem for deres gode arbejde. ”Man føler sig værdsat, når man bliver takket på den måde,”siger Adam. Endelig er alle rækkens træer tømte for æbler. Grenene, der før bukkede under for æblernes tyngde, begynder nu at rejse sig op til normal position. Maskinen vendes 180 grader og køres i position

lige ved siden af. Nu venter endnu en række æbletræer. Som flittige myrer starter Adam og de andre omgående med at plukke æbler igen.

Opladning på ny Ti timer i plantagen mærkes i kroppen. Til fyraften udskifter Adam arbejdsskoene med klip-klappere for at give fødderne luft. Han hæ nger kasketten på knagen i skurvognen og kører hjem for at lave aftensmad. Nu har han en halv aften til at flade ud foran TV’et, drikke kaffe og hyggesnakke med sin værelseskammerat. Vækkeuret ringer klokken 5 i morgen tidlig, hvor han igen gør sig klar til at starte præcis hvor han slap. Der er kun fire ugers arbejde tilbage. n

Adams værelseskammerat, Damian, er en ven fra Polen, som han skaffede et æbleplukkerjob i plantagen.

“Jeg har aldrig sagt nej til et job, jeg kan beherske”

Adam er A-menneske - det er ikke noget problem at komme op, selvom det er tidligt og bælgmørkt. 19

NOTHING ELSE MATTERS Tekst og foto af Victoria Mørck Madsen

Siden 1988 har Brian Ahlstrøm oplevet næsten tre Metallicakoncerter om året. Han møder gerne op seks timer i forvejen for at sikre sig den bedste plads og tisser i bukserne om nødvendigt for at holde på den. For Brian er de hektiske trommerytmer og insisterende guitarsoloer langt mere end baggrundsmusik. De er hans terapi, hans drug og hans store kærlighed

Brian ser Youtube videoer som substitut for koncerterne i hverdagen, men selvom man bare sidder hjemme i stuen, kan man sagtens headbange.

lokken nærmer sig otte torsdag morgen i Nakskov. Skarp efterårssol falder ind gennem vinduerne i 36-årige Brian Ahlstrøms lejlighed og reflekteres i mange kvadratmeters indram mede Metallicaplakater og udklip. Musikernes energi og attitude står i slående kontrast til den trykkede s temning i rummet. Brian har tømmermænd, og hans kæreste slog op for nogle timer siden. Alligevel breder et smil sig på hans ansigt, og en fod holder insisterende takten, da introen til ”Sanitarium” fylder rummet. Brian har været til 69 Metallica koncerter. Han rejser gerne til den anden side af jorden for at høre bandet live, kun for at tage hjem igen få dage efter. Moskva, Sidney og New York er bare nogle af de steder, Brians pilgrimsfærde har ført ham hen. Brian er arbejdsløs, så han spinker og sparer for at få råd til koncerterne, selv når det betyder, at han må leve af toastbrød flere uger i træk.

Vild ungdom og headbanging Metallica har været med hele vejen. Nærmere bestemt siden 1986, hvor Brians fætter kom forbi med en plade

under armen, og gav den dengang niårige drengs trommehinder en oplevelse de aldrig glemte. Brian havde ikke været forelsket før, men suget i maven, nysgerrigheden og begæret efter mere, der udløstes af de første riffs på Master of Puppets albummet, blev starten på hans livs kærlighedshistorie. Nakskovs heavy metal miljø blomstrede i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Brian og hans venner lod håret vokse langt og livet akkompagneres af langstrakte guitarsoloer og intense trommerytmer. Tiderne var gode, der blev arrangeret koncerter og sammenholdet omkring musikken var tæt. Alle kendte alle, og alle var de stolte af at være metalhoveder. Et godt sted for et ungt menneske, der prøvende lufter djævlehornstegnet.

En genstridig vane Men med i pakken fulgte for Brians vedkommende også en klike af lidt ældre venner, der ikke kun mødtes om musikken, men ligeså meget om hash og alkohol. Efterhånden udviklede det sig til også amfetamin og kokain. Alkohol og stoffer blev en vane, der holdt ved i årevis.

I foreningen Heavy Metal 88 Nakskovs klublokaler viser Brian stolt et klip fra dengang han mødte Metallica. Før den officielle meet and greet passerede guitaristen Kirk Hammett Brian. Han kommenterede de synlige af Brians seks M etallica tatoveringer med et “nice tattoo man“ og sendte Brian

Brian tager en velfortjent lur efter en fugtig aften i byen.

Pladen er egentlig et fejltryk, den skulle have været blå i stedet for grøn, men for en Metallica fan er den en uvurderlig skat. På eBay kunne Brian få omkring 25000 dollars for den, men han har ingen intentioner om at sælge.

Brian tæller mønter før en tur i supermarkedet. Skiltet på køleskabet fik han printet i 1988, og det har flyttet med fra sted til sted lige siden.

Og endte med at koste Brian flere forhold, og gjorde det svært for ham at tage en uddannelse eller få et job. De seneste år har Brian fået stadig mere kontrol over misbruget. Mange af de venner han tog stoffer med engang er døde, mange flyttet, så det er ikke så ofte som før i tiden, at han falder i, når det kommer til stoffer. Men alkoholismen er en stædig størrelse. De gode perioder, hvor han klarer sig med højst et par øl i weekenden, bliver længere. Da er musikken det, der holder ham fra at drikke sig sanseløs. Men det er svært at sige stop efter et par øl, og når Brian falder i, er det med et brag. Så kan en enkelt brandert godt vare nogle dage. Men en ting rykker hverken sprut eller stoffer ved. ”Jeg kan ikke blive højere end når jeg hører Metallica, der er ikke et stof der kan give mig det samme. Det er mit drug. Og det var det også, dengang jeg tog stoffer, jeg havde det nemlig allerbedst, når jeg satte Metallica på.”

Ren lykke Metallica er Brians livs soundtrack og hans terapi. Bandet hjælper ham igennem hårde tider og gør de gode endnu bedre. Tanken om den næste koncert, det næste album eller et vilkårligt nummer spillet over de små eksterne højtalere på den stationære computer kan ikke andet end at få Brian til både at smile og headbange, ligegyldigt hvor langt nede han er. Og sådan har det været i snart 30 år. ”Når jeg hører Metallica, er jeg lykkelig. Jorden kan gå

under udenfor, og jeg opdager det ikke. Det rører noget i mig som intet andet har gjort. Ikke engang da jeg blev gift første gang. Jeg er aldrig mere lykkelig, end når jeg ser når Metallica på scenen. Det gør alt, og jeg kan ikke være foruden.” I hverdagen er Brian lidt af en enspænder. På tour er han en del af en hård kerne på omkring 12 m ennesker fra hele verden, der følger Metallicas tour. De tager sammen til koncerterne, men så snart musikken spiller, er de helt i deres egne verdener. Der skal nok blive tid til at snakke efter showet. Til koncert deler Brian sin kærlighed med 40.000 andre. Alle er en del af familien, også dem, der kun er kommet for at høre hitsene.

Til koncert på morfin Det er henad eftermiddagen på hospitalet i Nykøbing Falster, da Brian endelig vågner. Han er blevet fundet på en kirkegård efter en bytur.. Brian har det med at stikke næsen lidt for langt frem, når han drikker, og denne gang har det resulteret i, at han har fået nogle på h ovedet. Han er omtumlet af slagene, og den morfin han har fået på hospitalet, men en ting står lysende klart for ham. Han skal se Metallica i Forum dagen efter. Med dropstativet rullende efter sig slingrer han desorienteret ned ad hospitalsgangen, slangerne skiller han sig selv af med. Han forfølges skarpt af sin mor og kæreste, der kører ham til København. De kender Brian godt nok til at vide, at de ikke har noget valg, selvom

lægerne fraråder, at han f oretager sig noget som helst. Til koncerten har Brian ikke fået det meget bedre. Han vælter rundt, og folk tror han er fuld. Han kommer ikke til at huske ret meget af den aften, og i tre måneder efter ligger han mere eller mindre bevidstløs hjemme hos sin kæreste. Men Brian fortryder intet, for i det mindste svigtede han ikke sit band.

Nej tak til 8-16 Det kan godt lukke nogle døre, når man ikke lægger skjul på, hvad der kommer i første række. Det gælder også på jobcenteret. Med undtagelse af en kort ansættelse i en SFO, har Brian aldrig haft et job. Og uddannelse kan der ikke blive tale om, så har han ikke råd til fly- og koncertbilletter. Brian har a ltid været ærlig o verfor sine sagsbehandlere, på trods af at han godt ved,W det ikke gavner hans muligheder for at komme i arbejde. ”Jeg vil gerne have et arbejde, så jeg kan få penge til at tage afsted. Men det er jo ikke drømmen om fast arbejde, familie, hund og det der borgerlige billede, det gider jeg kraftedme ikke, du,” siger Brian, mens han fingerer ved Metallica kasketten. ”Otte til fire hver dag på et job du bare hader, hvad er det for noget? Er det at leve livet? Livet er meget kort, og jeg ved, jeg ikke bliver ligeså lykkelig af at gå på a rbejde, som jeg er, når jeg går til koncert. Det er der ikke mange der forstår.” Brian har ikke lyst til at se mere end to år ud i fremtiden. Og til den tid står han stadig i forreste række til koncerterne, og søger job når han er hjemme. Han skal have en ny sagsbehandler snart og måske prøve at vinde sin kæreste tilbage. Og så vil han gerne starte på antabus. Det er for svært at droppe alkoholen selv. Så bliver der også flere penge til koncerter. Men en ting er s ikker, så længe Metallica ikke går i opløsning, så gør Brian heller ikke. n

“Jeg ville tage den første kugle, hvis der var nogen der gik John Lennon på dem. Det ville jeg gøre. Så kan du kalde det sygt eller hardcore, det er i hvert fald hardcore, måske også sygt, men det er sådan, jeg føler” 27

Ro til at gro 29

Sigun er på besøg i kollektivet. I morgen kører hun hjem, men i aften skal hun være en del af trommecirklen.

Flere og flere forlader Lolland til fordel for storbyerne, men i vinters flyttede Signe Rudal den anden vej, og det var et rigtigt Tekst og foto af Jens Welding Øllgaard

Der lugter af røgelse i det store tomme rum i kollektivet på midten af Lolland. Fire voksne mennesker ligger i en cirkel på det mørke trægulv. Deres åndedræt er tunge, og skyggerne fra de levende lys lægger sig på deres kroppe fra alle sider. En monoton tromme fra husets stereoanlæg danner rammerne om en indre rejse, der skal til at begynde. Oprejst over dem med en rasle i hånden står Signe. Hun er shaman. Lolland er for mange synonym med socialt forfald. Dårlig økonomi og arbejdsløshed plager den syddanske ø, og hvert år falder indbyggertallet. I februar 2014 flyttede Signe Rudal, sammen med sin kæreste og sine to piger, fra Gladsaxe til Lolland. En tur ikke mange tager. Signes ældste datter havde fået en hjerneskade, og skolen i Gladsaxe levede ikke op til hendes behov. De begyndte derfor at lede efter et alternativ. Det fandt de på Lolland; nu skulle de bare finde et sted, de kunne bo. En dag kom de kørende ned ad Gumpehavevej nær Rødby og fik øje på et lille, gult bondehus, der skulle på tvangsauktion. I indkørslen stod syv urter, der bruges til at lave en røgelse, som Signe har fået

angivet på en shamanistisk rejse. De står normalt spredt i forskellige landskaber, men der stod de – alle syv. Midt i indkørslen. Signe så det som et tegn, og inden længe boede hun i et kollektiv på midten af Lolland med sin kæreste, sine døtre og to gode venner, et par hun kender fra København.

Omkring hundrede gæster siden februar Trommerne fra højtalerne har kørt i den samme langsomme takt i en halv times tid. Der flyder en kraftig intimitet rundt i det dunkle lys. Små grynt og krampelignende ryk fra nakken vidner om, at de fem mennesker ikke længere er i den samme verden som for blot et kvarter siden. I den ene side af cirklen rejser en pige sig op på knæene. Hun bevæger sig ukontrolleret men roligt, nærmest dyrisk, rundt på sit tæppe for så at lægge sig ned igen, denne gang med hovedet mod midten af cirklen. I morgen er det halvmåne i den nye måne, og egentlig skulle ritualet først holdes da, men en af gæsterne skal af sted tidligt næste morgen. Signes shamanistiske evner tiltrækker mange gæster. De kommer til hende for at få åndelig vejledning i, hvordan de skal

Lene og Kåre går begge på tømmerlinien på tekniskskole i Nykøbing. De har boet i kollektivet sinden juni. 30

Body Flow er en form for meditation, der går ud på at give kroppen lov til at gøre som den vil. Man udføre det i takt til musik der stiger i tempo, fra lyden af havet til rockmusik.

overkomme deres udfordringer, for at mærke jorden under sig og for at få en oplevelse af en anden verden. Til daglig arbejder Signe i bogholderiet hos Lolland-Falster politi, og kollektivets andre beboere har også fundet job og skolepladser. ’’Ånderne har fortalt mig, at det hele skal foregå pr. donation. Hvis du har noget, kan du give det, du har overskud til, og hvis du intet har, så tager jeg gerne imod ingenting.’’ Siden Signe flyttede ind i februar, har der været godt og vel hundrede gæster fra nær og fjern forbi Gumpehavevej, anslår hun. Folk kommer efter aftale eller direkte ind fra gaden. Nogle bare for en enkelt dag, andre bliver og overnatter på gæsteværelset, i et telt eller i den tipi, de har rejst i haven. ’’Man kan godt sige, at jeg er en slags moderfigur. Når folk er nede i et hul, så har jeg pludselig nogle ekstra børn, men når de er ved at være oven på igen, så klipper jeg navlestrengen. Jeg skal ikke fortælle, hvordan de skal leve deres liv, jeg skal hjælpe dem med at finde ud af, hvad de vil med det.’’

Fast grund under fødderne Efter en lille time går der et chok gennem lokalet. Signe kaster sin rasle så hårdt i gulvet, at den flækker på midten. Småsten kurrer rundt mellem stearinlys og bare tæer.

Raslen var hendes første åndelige følge, og bag ved hendes lukkede øjne har hun indset, at hun må skille sig af med den for at kunne tage det næste skridt i sin shamanistiske udvikling. Selv om det for nogle kan være svært at forstå, at man kan leve en tilværelse, hvor selvindsigt bliver vægtet langt tungere en fx økonomi, har naboerne taget godt imod dem. Deres udlejer har endda opgivet et stykke af sin mark, som de kan dyrke græskar på. Alt er faldet på plads, og det giver ro til at se ind i sig selv og til at hjælpe andre med at finde fast grund under fødderne. Med sindet som samlingspunkt er meditation og spirituelle rejser en stor del af dagligdagen for kollektivets beboere. Efter halvanden time rejser Signe sig op og skruer anlægget ned, til det til sidst er lydløst. Hun finder en tromme frem og slår den an. ’’Nu kan i godt vende tilbage til dette rum,’’ siger hun roligt. Langsomt, som folk vender tilbage til denne verden, får cirklen igen form. Det er blevet tid til at samle tankerne og analysere rejsen, inden den fælles udstrækning, der afslutter dagen. n

Pigernes far er flyttet med til Lolland. Egentlig er han skolelære, men nu har han fået et job som medhjælper i nabobondens svinestald. 35

Når kærlighed ikke er nok TEKST OG FOTO AF CASPER HOLMENLUND CHRISTENSEN

Det kan være svært at få tilværelsen til at hænge sammen, når man ikke har råd til både mad, varme og tøj til sine børn. Rikke Berg er enlig mor, arbejdsløs og blandt de danskere som har færrest penge mellem hænderne

å et nedlagt landbrug i et hjørne af Lolland står Rikke og kigger ud gennem de støvede staldvinduer. Hun holder øje med sin datter, der leger under pæretræerne i haven. Det er et af de øjeblikke, der fører Rikke væk fra den håbløshed, som hun står ansigt til ansigt med hver dag.

De små samfund lukker ned

Rikke Berg er 40 år gammel og en af de danskere, der skraber bunden i de sociale statistikker. Hun bor på Lolland, hvor hver fjerde indbygger står uden arbejde og derfor har den laveste indkomst i landet. Rikke er uddannet indenfor Hotel og Restaurationsbranchen og har arbejdet flere forskellige steder efterfølgende. De sidste syv år har hun været arbejdsløs, kun afbrudt af tre måneders vikariater gennem jobcentret. De store fabrikker og værfter, som engang skabte egnens storhed, eksisterer ikke længere. Efterspørgslen på arbejde har for længst overhalet udbuddet. Samtidig flytter mange af de tilbageværende arbejdspladser til fastlandet, hvor virksomhederne er mindre isolerede fra omverdenen. Noget der har resulteret i, at flere beboere vælger at flytte med. Der er tale om en affolkning af hele Lolland. Over de sidste fem år har øen mistet syv procent af dens indbyggere, og der efterlades årligt 600 tomme huse. De små samfund, butikker, kirker og skoler må lukke ned. Rikke har selv prøvet at flytte derfra i håb om at finde noget bedre. I to

år boede hun i Sønderjylland sammen med sin daværende kæreste. Det lykkedes hende dog aldrig at finde et fast arbejde, og hun følte sig derfor tvunget til at vende tilbage. I dag er hun mor fire børn. De ældste to er rejst hjemmefra og er i gang med at uddanne sig. Tilbage står hun alene med Mie og Mike på tre og et. Deres far bor stadig i Jylland, og kontakten mellem dem er næsten ikke eksisterende. Rikke føler en tomhed og frustration, fordi hun ikke kan finde arbejde. ”Hvis jeg i det mindste kunne være flaskedreng i Brugsen, så ville jeg være lykkelig,” siger hun.

En god start på livet

Det er en tidlig onsdag morgen i oktober. Rikke er ved at tænde kaffemaskinen og sin hjemmerullede cigaret. Rummet er sparsomt oplyst. Kun en smule lys udefra trænger ind gennem de tunge gardiner for stuevinduet. Bortset fra kaffemaskinens sprutten er her stille. Hendes to børn sover stadig, men skal snart vækkes. De skal begge i dagsinstitution ikke så langt derfra. Familiens hus er gammelt. De græsbeklædte tagsten, krakelerede vægge og lugten, der mest af alt minder om en fugtig kælder, fortæller, at det har stået uberørt længe, før de flyttede ind. Det er vigtigt for Rikke at hendes børn får sig en god start på livet, en uddannelse og et arbejde, men som situationen er lige nu, er de lige så sort stillede, som hende selv, men hun bekymrer sig ikke for dem.

For tretusinde kroner om måneden er familien sikret ly for natten, og et areal der svarer til tre parcelhusgrunde. 40

Mie og Mike går i dagsinstutaion i Nysted, som ligger få kliometer væk fra, hvor de bor.

”Jeg kan give dem en ballast, så de bliver hjulpet sikkert på vej. Jeg kan ikke gøre noget ved jobsituationen, men de kan altid komme hjem, hvis det går dem skidt,” fortæller Rikke. Hun har altid skaffet til dagen og vejen. Så længe hendes børn kan få ble på og ikke går sultne i seng, så er hun overbevist om, at det hele nok skal gå. ”Der har været tider, hvor jeg har gået flere dage og kigget på to stykker toastbrød og tænkt, at der skal være nok til ungerne. Så har jeg selv måtte undvære, for at mine børn ikke skulle gå sultne i seng,” siger hun. Alting er en prioritering. Valget mellem mad på bordet, regnbukser til børnene og at skulle rationere sit bad til hver tredje dag

for at spare på træbriketterne til fyret. Hun føler, at arbejdsløsheden går ud over dem. En dag kom en af de ældre børn hjem og fortalte, at deres skolekammerater havde spurgt til, hvad Rikke lavede. De kunne ikke sige andet end, at hun jo bare var hjemmegående. ”Jeg synes, det er pinligt, og det gør ondt i mit hjerte at opleve. Jeg ville da gerne, at mine børn kunne fortælle, at jeg laver noget spændende, men sådan er virkeligheden nu engang ikke,” fortæller Rikke.

Det føles som et slag i ansigtet

Det er blevet eftermiddag, og Rikke har hentet børnene. De sidder ved middagsbordet og spiser en leverpostejmad med

agurkesalat. Alting foregår i et langsomt tempo. Hverdagen er den samme. Hun og børnene bruger oftest eftermiddagen udenfor i haven, hvis vejret er til det. Rikke skal i gang med at pudse hoveddøren, inden den skal males. I mens leger børnene i haven. Hun nægter at sætte sig ned i sofaen med hænderne i skødet og have ondt af sig selv. Det kommer hun ingen vegne af. Hun forsøger ikke at blive irriteret over, at skulle i aktivering uden at komme videre eller at sende hundredevis af jobansøgninger ud som alligevel ikke bliver besvaret. ”Det gælder om at holde sig selv oppe. Jeg har flere gange lavet to-do lister, og ofte får jeg udrettet de fleste af punkterne, kun

fordi jeg hiver mig selv op af sofaen. Livet er sgu for kort til at gå i stå,” konstaterer Rikke.

Vi forstår hinanden

”Vi er mange, som står i samme situation, og derfor er der et stort sammenhold omkring det. Vi forstår hinanden. Det er mest folk udefra, som har det indtryk af, at a rbejdsløse er folk som bare nasser på systemet. De glemmer bare, at vi er nogle, som ikke har valgt det. De selv burde prøve det,” siger Rikke. Det meste af Rikkes omgangskreds står uden arbejde, og manglen på job er med til at styrke sammenholdet i det lille samfund. Sammenholdet er derfor noget, som hun sætter stor pris på.

Er man inde, så har man venner for livet. Det var også en af grundene til, at hun valgte at flytte tilbage, for er man først ude, er det svært at komme ind igen. Det er her, hendes familie og venner er. Folk vil altid stille sig op og hjælpe, hvis de kan. Nogle hjælper, hvis de har penge i overskud, andre giver en hånd med når der skal laves noget praktisk. Den anden dag fik hun et par frosne kyllinger, som familien kunne spise til aftensmad, og i sidste uge lånte hun nogle penge til træbriketter, så hun kunne få varme på huset i de kolde efterårsmåneder.

Fremtidsdrømme

Hun føler, at arbejdsløsheden er en fase i hendes liv og er overbevist om, at job-

bet nok skal komme. Indtil da vil hun nyde det, hun har; sine børn og et trygt hjem. Rikkes drøm er at blive førstehjælpsinstruktør indenfor hjemmeværnet, hvor hun tidligere har arbejdet. ”Det ville være opfyldelsen af alt, hvad jeg kunne drømme om. Hvis det lykkes, så er det en eufori,” fortæller hun, men det må vente indtil børnene er blevet lidt ældre. I stuen sidder de alle tre og hygger sig. Rikke er ved at give Mike en flaske mælk til natten, mens Mie ser tegnefilm. Det er sidst på dagen, og gennem vinduet kan man ane solen, der er ved at gå ned ude i horisonten. Det varer ikke længe, før de alle tre ligger trygt ligger inde i det lille soveværelse overladt til drømmene. n

Mie og Mike har deres egen seng, men oftest ligger de hos Rikke og hygger, inden de lægges til ro.

Øen der nægter at dø Tekst og foto af Ólafur Steinar Gestsson

Diego kom til Fejø som æbleplukker for flere år tilbage som sæsonarbejder, men blev glad for freden på øen. Han har en dansk kæreste og har været fastboende siden februar, og regner med at blive boende. Modsatte side: Viggo havde været kaptajn på færgen imellem Lolland of Fejø i over 30 år, inden han blev pensioneret i 2006. Han har dog stadig afløsningstimer. “Fejøs landevej” kalder han ruten.

Fejø står overfor en lukning af øens eneste skole. Skolelukning vil true øens eksistens, men øboerne er klar til at tage kampen op Det er æblesæson på Fejø, så der er naturligvis nybagt æbletærte på menuen. Kaffeduften fylder rummet og de sidste stearinlys bliver tændt. En efter en kommer mødedeltagerne forbi Merete og Henriks bondegård. Et bank på døren, for at melde sin ankomst, og så ind til de tapetdækkede vægge og herlighederne ved spisebordet. Ingen grund til at vente på at der bliver lukket op og ingen grund til formaliteter. Der går ikke lang tid med småsludder om ungerne og årets høst, før selskabet sætter sig til bords og begynder at tanke op på kaffe og kage. Papirerne med de røde tal og de alvorlige miner, der så småt tegner sig på ansigterne, antyder, at det ikke er for hyggens skyld, at de har samlet sig på bondegården. Gruppen er samlet for at finde en løsning på den forestående skolelukning. Fejø har 480 beboere, hvoraf 14 er børn, der

går i den lokale skole. Men Lolland kommune har besluttet at lukke skolen, da den er for dyr i drift. Øboerne frygter, at hvis skolen lukker, vil potentielle tilflyttere med børn droppe øen.

En broget flok På Fejø er der Østerby og Vesterby, men man skelner ikke længere imellem de to byer. I gamle dage sloges de unge knejte imellem byerne, men i dag er man fælles om tingene. Én vej binder øen sammen. På den syv minutter lange køretur passerer man øens eneste købmand, en café, en kro og den omdiskuterede skole. Husene er gamle bindingsværkshuse og imellem husene er der æbleplantager. Man vinker til alle man møder. To fingre op fra rattet, så er man med på den lokale jargon.

Bernhard på firs år mødes hver onsdag og lørdag med vennerne nede på havnen, hvor de enten sejler en tur i en over 100 år gammel træbåd, ellers fikser de noget på værkstedet eller hygger sig med en kold øl i solen.

Øens beboere er et miks af forskellige mennesker. De ældre borgere, der får sig et stykke kage og snaps på havnen, de udenlandske æbleplukkere med rastahår og hængerøv, børnefamilierne og bønderne. Et udsnit af mennesker man sagtens kunne finde på Sønder Boulevard i København.

Kortsigtet løsning uden visioner Øboerne hilser den brogede skare af tilflyttere velkommen. De giver farve til øen som flere øboere pointerer. Det er også noget der gør øen speciel i forhold til storebror Lolland. Unge ressourcestærke mennesker flytter til Fejø. Mange af sæsonarbejderne er efterhånden blevet fastboende, og familierne kommer fra hele landet. Men det hele kan blive sat på spil, hvis skolen forsvinder. Skolen med de kun 14 elever er dyr i drift, og kommunen skal spare. Det er en kortsigtet løsning hedder det sig på øen. Kommunen har givet udtryk for, at de ønsker en visionær fremtid for øen. Men det er tomme ord, ifølge Merete Rostrup Fleischer, som har boet på øen i 11 år.

”Man kan ikke sige visioner og nedskæringer i samme sætning,” siger hun med en blanding af engagement og forundring i stemmen. Merete er københavner, og livet med høns i haven og traktorer på vejen ligger langt fra caffe latte og metrobyggeri. Men her føler hun sig hjemme, og hun deltager aktivt med andre borgere når det kommer til kampe mod kommunen. “På Fejø er der et etableret helårssamfund, som man simpelthen slår ihjel, hvis man lukker skolen, og det er fuldstændig det samme med færgen. Man modarbejder tilflytning.” Merete mener at Fejø kan blive et varemærke for Lolland, snarere end en økonomisk byrde. Fejøæblerne som sælges i Irma, den specielle ånd på øen og de gode tilflytter muligheder kan gavne Lolland, mener hun, og nu står det hele til at falde med skolens lukning. For hvor mange øer ligger kun to timers kørsel fra København, spørger hun retorisk, og tilføjer, “det er da ret specielt.”

“Fejø er ikke et gammeldags og indadvendt sted, men på mange måder en moderne ø med aktive og bevidste mennesker i alle aldre, som forstår både at kigge indad og udad. Jeg føler mig hjemme her fordi man møder tolerance, hjælpsomhed og respekt for andre mennesker. For mig giver det mening og identitet at min familie støtter en helt særlig del af den danske kultur blot ved at bo, hvor vi gør. Selv med det besvær det også giver” Kirsten Sydendal. Øbo

Visions- og aktionsgruppen sørger for at repræsentere Fejø overfor kommunen. De seks øboere er samlet for at drøfte den forestående skolelukning hjemme hos Merete (3. fra venstre) og Henrik.

Fejø er ikke den eneste ø, der oplever nedskæringer og affolkning. I de sidste par årtier er folk flyttet fra øerne til landet. Fra landet til byerne. Men øboerne nægter at kaste håndklædet i ringen. Det står klart. De værner om deres ø og det fællesskab, de har bygget op. Æblekagen er ved at være spist, og kaffen er blevet kold. Men bølgerne går højt ved Merete og Henriks bord. “Vi er nødt til at være enige, om det vi præsenterer,” afbryder Merete skarpt, når hun fornemmer uoverensstemmelser ved bordet. Ind imellem de alvorlige drøftelser, er der også plads til smil og grin. Gruppen bliver da også enig om et modspil til kommunen. De arbejder på en mulig løsning, hvor en Lollandsk privatskole overtager skolen og driver den som en satellit-afdeling. Kun to af mødedeltagerne har børn, der går på skolen. Men alle øboerne frygter for skolens skæbne. Snakken går hen over disken hos købmanden, ind over æblerne på plantagerne og imellem snapsene hos de ældre mænd ved havnen.

Beboerne har førhen haft held med at bevare skolens fjerdeklasse, som stod for skud, samt at dæmme op for nedskæringer på færgen. Det tunge skyts skal sættes ind, og skolen skal blive på øen. For beboerne gælder det øens fremtid og eksistens. Merete forklarer den mentalitet, der eksisterer på øen. ”Hvis der er nogen, der kommer og truer noget. Truer skolen eller færgen eller hvis tingene ikke fungerer, så er der rigtig kort fra tanke til handling.” Da rygtet om skolelukningen slap ud, fik Merete og hende oso mand Henrik i løbet af en aften samlet tyve børn i skolegården dagen efter, for at lave en protest-video. Ligeledes kom borgergruppen straks på arbejde. Der kort fra snak til handling som Merete forklarer. “Vi gør det bare.” n

Fra Damaskus til Rødby Havn Tekst og foto af Melissa Kühn Hjerrild

Rusha sidder i sin sorte pyjamas og beskytter sine børn fra bomberegnen udenfor. I Syrien er krigen i fuld gang, og Rusha er en af de mange syrere, som bliver nødt til at flygte alene ud af borgerkrigen for at redde sin familie

Inde ved siden af Rusha bor tre mænd, som også er flygtet fra Syrien.

et er vinter, og bomberne buldrer udenfor Rusha Omars hjem i forstaden tæt på Damaskus. Hun sidder sammen med sine to små børn og kigger på et af de naturbilled er, der stadig hænger på væggen. Børnene spiser resterne af det ris, familien har tilbage. Udenfor har bombardementerne ingen ende. Hvis det endelig er muligt at skaffe mad og drikke, er det ekstremt dyrt. Elektriciteten stopper efterhånden med at virke, og usikkerheden bliver større og større. Rusha og hendes mand har fået nok. Der er snart ikke mere, de kan gøre for at redde deres børn i Syrien, men opsparingen rækker kun til én rejse ud af borgerkrigen. Rusha må derfor flygte alene ud af Syrien uden sine børn med håbet om genforening med familien i et europæisk land.

Krig Borgerkrigen i Syrien tog sin begyndelse i marts 2011. Overalt i landet protesterede syrerne imod præsident Bashar al-Assad s tyre. Gennem gaderne råbte kvinder, mænd og børn på frihed og demokrati. Bashar al-Assad slog dramatisk ned på protesterne, og siden har

FĂŚlleskabet er vigtigt for Rusha og de andre syrere. De bruger flittigt kĂ¸kkenet, som lige nu er deres eneste fĂŚlles opholdsrum.

oprørsgrupper i landet kæmpet mod regimet. Mindst 191.000 mennesker er døde. Syrerne gør desperat, hvad de kan for at flygte fra borgerkrigens rædsler. Danmark er et af de lande, som har mærket det store behov for at komme i sikkerhed. Lige nu er hver anden flygtning i Danmark fra Syrien. Pladserne på centrene kniber, og mange steder i landet er der genåbnet asylcentre til at tage imod de mange syrere. Et af dem er Skippergården, som ligger i Rødby Havn på Lolland og som før har huset asylansøgere. For tre uger siden blev stedet genåbnet for 120 flygtninge endnu engang. En af dem er Rusha.

Fra blå-stribede sofaer til støvede murbrokker For præcis to år siden havde Rusha stadig et sted i Syrien, hun kunne kalde for hjem. I stuen stod en stribet sofagruppe foran to

store vinduer med røde gardiner. Sammen satte de rammen for hverdagsaftener fyldt med nærvær, og om dagen arbejdede Rusha som skolelærer. Nu sidder hele Rushas familie i samme hjem samlet på gulvet i gangen. De gemmer sig for angrebene. Bombens susen gennem luften udenfor bliver tydeligere. Nu ved de, at den er på vej. Bomben. Kroppene spænder. Rushas fire-årige nevø tisser i bukserne, og det røde arabiske tæppe bliver vådt. Rusha holder om begge sine børn, og hun fortæller dem, at det hele nok skal gå, men hun ved ikke helt, om hun selv tror på det. Udenfor buldrer bomberne, som har været i gang uafbrudt i tre dage. Hvad der føles som en uendelighed. Familien er heldige, de blev ikke ramt. Endnu engang. Angrebene stopper endelig for en kort stund, og familien styrter ud af hjemmet, imens de kan. I løbet af de næste mange måneder bor Rusha, hendes to børn og

>>Kroppene spænder. Nu ved de, at den er på vej. Bomben. Rushas fire-årige nevø tisser i bukserne, og det røde arabiske tæppe bliver vådt

hendes mand hos forskellige venner og familie. De prøver hele tiden at vende tilbage til deres eget hjem, men der er ikke meget at komme efter. Hver gang de vender tilbage, møder familien støv, knuste glas, ødelagte ejendele og huller i væggene. Rusha har været i Danmark i snart en måned. Hun er rykket ind på Skippergårdens genåbnede asylcenter. En gammel fredet herregård i Rødby Havn. Inde bag den gule facade kan man dufte stærke krydderier, der kradser i næsen. Rusha er i fuld gang med at sætte gang i madlavningen. Alle flygtningene får lommepenge fra kontoret, så de selv kan stå for al madlavning og rengøring. Det passer Rusha godt. Hun elsker at lave mad, især fordi hun kan gøre det sammen med de andre, og få tiden til at gå. Inde på værelset bor hun sammen med to kvinder, der også er flygtet alene fra Syrien. De har en seng og et skab hver med nummer på. Det er i sengen med det grå-blomstrede sengetøj, at Rusha finder fred og ro til at snakke med

sine børn hver eneste dag på sin smartphone. De fortæller, at de savner hende, men at de har det fint nok hos deres bedstefar og bedstemor, som passer på dem. Siden Rusha flygtede, er hendes mand blevet taget til fange af regimet i Syrien. ”Hver dag spekulerer jeg på, om jeg har taget det rigtige valg. Men så må jeg sige til mig selv, at det har jeg. Mine børn skal komme til Danmark. Jeg ved, at kampene i Syrien langt fra har nået sit værste endnu. Der er ingen sikre steder at tage hen,” siger Rusha.

Danskerne er åbne ”De mennesker jeg har mødt, siden jeg kom er så søde og åbne!” udbryder Rusha og slår ud med armene, da hun fortæller videre: ”De har været så hjælpsomme over for mig og mødt mig med respekt. Nu glæder jeg mig til, at mine børn skal opleve det samme, og til at starte en normal hverdag i Danmark.” Rusha er ved at lære danske gloser, og hun venter spændt på sit interview i Sandholmlejren, hvor hun skal fortælle hele sin situation. De skal vurdere om hun kan få sin opholdstilladelse, og hvad mulighederne er for familiesammenføring. Det er en generel tendens, at asylansøgere er lettede og de fleste er glade og forventningsfulde de første måneder i Danmark, fortæller psykolog ved Dansk Røde Kors asylafdeling Lea Parvez. De er endelig kommet i sikkerhed, og det er det, som fylder for dem. Efter et par måneder begynder frustrationerne at ulme. ”Det går lige så stille op for mange af flygtningene, at de ikke automatisk er sikret ophold i Danmark, men at de skal afvente svar på deres sag. Det kan være svært at forstå processen, og hvem de forskellige instanser er. Dette samt ventetiden i sig selv, kan give stor utryghed og usikkerhed,” forklarer Lea Parvez. Typisk er det en kæmpe fordel for asylansøgerne at være i Danmark sammen med deres familie, eller i hvert fald at være i kontakt med dem, og vide hvordan de har det. Visheden om familiemedlemmers skæbne, også selvom den er negativ, kan ofte være nemmere at håndtere end uvished, fortæller Lea Parvez. Smartphones og bomber Rusha sidder ved bordet i det køkken, som hun og de andre syrere har siddet i hele dagen. For få uger siden var de fremmede, men de mange timer i køkkenet giver mulighed for at komme tæt på hinanden. De smiler ad hinandens familiebilleder på deres smarthones, og Rusha giver en opdatering på, hvordan hendes børn har det i Syrien. Telefonerne er hele tiden i fokus i tilfælde af, at familie og venner skriver om godt eller dårligt nyt. De kærlige smil bliver afløst af Rushas ven fra a sylcentret, der viser en video, som hans fætter har filmet samme dag i hans hjemby, Homs. Køkkenet bliver pludselig lige så stille som resten af Rødby Havn. I videoen er der lemlæstede a nsigter, ben og arme, som ligger i gaderne. Mænd med små børn i favnen, som panisk prøver at slippe væk fra bomberne. Lige da man tror, at bombardementet er stoppet, fortsætter det. Kameraet peger pludseligt nedad på grund af den voldsomme kraft fra bomben. Det når akkurat at blive rettet op igen, og på en bil kan man se en lille pige ligge bevidstløs på køleren. En ny bombe springer og videoen afbrydes. n 60

”Hver dag spekulerer jeg på, om jeg har taget det rigtige valg”

Øverst: Om dagen er der rift om pool-bordet til de 120 asylansøgere på Skippergården. Derfor spilles der fast hver nat.

Jeg er voksen nu, mor! For et halvt år siden skrev Julie den første besked til Line på Facebook. Et par uger efter mødtes de i Maribo. Nu har Julie besluttet sig for at sige farvel til familien i Albertslund og flytte ind hos sin kæreste i Maribo Tekst og foto af Rune Aarestrup Pedersen

Pigerne er til privatfest hos en ven i Holeby. De nĂĽede kun at vĂŚre der 2,5 time fĂ¸r de fik for meget at drikke og blev hentet af Lines mor.

uften af herredeodorant fra Netto sniger sig fra badeværelse og ind på Lines værelse. ’’Ej, det lugter,’’ udbryder Line, idet duften rammer hende inde i sengen. Julie træder ind på værelset. ’’Undskyld,’’ siger hun. Julie Dam er 17 år, men det er vigtigt for hende at understrege, at hun bliver 18 år om under to måneder. Det meste af sit liv har hun boet i Albertslund med sin mor, lillebror og stedfar. Lidt over hundrede kilometer sydpå, i Maribo på Lolland, bor hendes 16 årige kæreste, Line Hansen, med sin mor og stedfar. De to piger kan ikke længere ses hjemme hos Julies mor. Line er ikke velkommen der mere, efter hun tidligere på året gjorde det forbi mellem dem. Nu har de fundet sammen igen, og Julie har besluttet sig for at flytte ind hos Lines mor og stedfar i Maribo. På teenageværelset er pigerne er ved at gøre sig klar. Toget til Nykøbing går om en halv time. I går var den første dag i måneden, og Line har fået udbetalt sin løn fra produktionsskolen og SuperBrugsen. Femhundredekronesedlerne ligger krøllet sammen i Lines pung. Hele lønnen er hævet i kontanter. Der skal shoppes. Julie har ingen penge for tiden, så Line må betale hendes togbilletter og mad. ’’Damerne først,’’ siger Julie, idet hun åbner døren og træder tilbage, så Line kan gå ud. ’’Du er ikke normal,’’ svarer Line og går lidt modvilligt ud som den første. ’’Det er for kedeligt. Det har jeg prøvet at være,’’ siger Julie og griner, imens de slentrer op mod stationen.

Kære familie, jeg er homoseksuel Lige siden at hun var 10 år, har Julie vidst, at hun ikke helt var som klassekammeraterne. Familien havde også luret at der var et eller andet. Til sin konfirmation fortalte hun sin familie, at hun altså var homoseksuel. Nu var det ude. ’’Jeg tænkte, at jeg skulle finde mig en kæreste, for at jeg ligesom kunne bevise det. At jeg var homoseksuel,’’ siger Julie. Det gjorde hun så. Hun har haft flere forhold siden da, men intet har dog været som med Line. For Lines vedkommende skete det i 6 klasse. En af de andre piger i klassen spurgte, om de skulle være kærester, og Line sagde ja uden at tøve. ’’Min mor har nok altid vidst det, for lige pludselig var jeg ret meget hos bare en veninde,’’ siger Line. De to piger fandt hinanden for et halvt år siden på en facebook-

Line og hendes mor tager tit på Pillen i Maribo for at få et afbræk fra hverdagen over et spil billiard.

gruppe for lesbiske og biseksuelle i Danmark. Line havde lavet et opslag, som Julie kommenterede på. De begyndte hurtigt at skrive sammen, og et par uger senere sad Julie i toget på vej til Maribo. Hun havde aldrig været så nervøs før.

Usikkerhed Pigerne nåede kun at være sammen et par måneder, før det fik skævt. Line slog op med Julie. ’’Min mor sagde som alle mødre ville gøre; at man kommer sig over personen. Jeg var meget ked af det,’’ siger Julie. Det sidste hun havde lyst til var at komme sig over Line. ’’Mine veninder blev ved med at sige, at jeg var god nok, men det gider jeg ikke høre på. Jeg har svært ved at tro på, at jeg er god nok,’’

siger Line. Hun tog toget til Maribo. De fik snakket tingene igennem og besluttede sig for at finde sammen igen. Den beslutning havde Julies mor ikke den store forståelse for. ’’Hun tænkte på, hvordan jeg reagerede, da vi slog op, hun ville ikke have, at det skulle ske igen. Men hvis jeg ikke kan gøre mig mine egne erfaringer her i livet, hvordan skal jeg så komme videre?’’ spørger Julie sig selv.

Føler sig ikke hjemme Den kommende flytning er næsten på plads. Julies har fået sin egen hylde i Lines tøjskab og adresseændringen er meldt til folkeregistret. Julie bor nu officielt i 4930 Maribo, og ikke 2620 Albertslund. Det

Det er mandag eftermiddag og drengene har fået fri fra skole. Der er intet at lave, så de kører rundt i Maribo og drikker øl.

eneste hun mangler er at finde en som hurtigst muligt kan køre de sidste ting til Lolland. Og selvfølgelig lige at overbevise sin familie om, at hun virkelig gør det. Julie har endnu ikke haft heldet med at finde et arbejde i Maribo, selvom hun har søgt job på det lokale pizzeria og tanken. Hun er blevet optaget på teknisk skole, men indtil hun skal begynde, tuller hun rundt alene hjemme hos Line. Hun har for længst set alle de gyserfilm, som Netflix har at byde på, og når hun har ryddet op på Lines værelse, støvsuget og vasket tøj, er der ikke meget andet at give sig til, indtil Line har fri og kommer hjem. Julie ser det nødvendigt at flytte permanent, hvis hun vil være sammen med sin kæreste.

’’Jeg er træt af, at Line ikke må komme hjem til mig. Jeg må det samme som en 10 årig, og jeg er jo snart 18,’’ siger hun. At Line ikke blev inviteret med til hendes lillebror Daniels fødselsdag var med til at gøre udfaldet, der fik Julie til at beslutte sig for at flytte. Julies mor vil gerne finde en løsning, så hun ikke flytter så langt væk fra hende. Det er Julie ikke indstillet på, da hun ikke kan se bort fra, at Line ikke må komme på besøg. Hun føler sig ikke længere hjemme i Albertslund. ’’En eller anden dag, så ville jeg jo blive nødt til at flytte, jeg kan jo ikke bo der for altid,’’ siger Julie. Pigerne er hjemme igen fra Nykøbing. Line har kastet sig på sengen, og Julie fisker tre dvdfilm op af posen. De har udelukkende købt gyserfilm.

’’Jeg åbner dem,’’ siger Line og river folien op med tænderne. De slås lidt om at få lov til at åbne den sidste dvd. Julie overgiver sig. Det var en stor beslutning for Julie at flytte, men alligevel ikke så svært et valg, som hun havde regnet med. ’’Måske er det fordi, jeg føler mig mere hjemme her, end jeg gør i Albertslund,’’ siger hun, og fortæller at hun er træt af, at blive passet på. ’’I Albertslund skal jeg være hjemme på et bestemt tidspunkt. Kl. 22:00 i hverdagene. Jeg må ikke være ude senere, selvom alle dem jeg er sammen med må. Jeg føler mig på en måde fanget. Jeg tror, det er sundt for mig at komme lidt væk,’’ fortæller Julie. Samtidig har hun ikke lyst til at miste kontakten til sin familie, fordi hun flytter. ’’Min mor er nok bange for at miste mig fuldstændig. Jeg har prøvet at sige, at jeg ikke forsvinder, det er jo ikke fordi, jeg ikke holder af dem. Jeg vil bare gerne opleve mine egne ting, og tage mine egne valg i livet,’’ siger Julie. Aftenen nærmer sig. Pigerne smutter forbi Netto på vej til festen. Det lykkes. Kassedamen spurgte dem ikke om id, da de bad om to pakker smøger og en flaske Cuba Passion. Det er ikke altid den går, og så må Julie få sin mor til at købe for dem. De er trods alt ikke gamle nok til at købe sprut og smøger endnu. n

Produceret af 2. semester fotojournaliststuderende på 70 Dannarks Medie- og Journalisthøjskole i efteråret 2014.

TAK til

Omslag: Ólafur Steinar Gestsson Side 1-2: Jens Welding Øllgaard Side 36: Jens Welding Øllgaard Side 37: Victoria Mørck Madssen Side 70-71: Victoria Mørck Madssen

Mathilde Bech Hanne Mølby Susanne Sommer Henrik Meller Og selvfølgelig alle de andre dejlige mennesker, der har medvirket 71