Lorteøen af Emil Ryge Christoffersen

Lorteøen

BA-projekt / Emil Ryge Christoffersen / 0906-2007-FO / Journalisthøjskolen / 2010

(…) hurtigt foer jeg derfor afsted, som før er sagt, og endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig.... I Sandhed, her var da Plads for Tanken til ret at sværme om.

Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var paa det arcadiske Novaia Sembla; snart, at jeg vandrede gjennem Ørkenen Kobi, for at finde Nigerflodens Kilder. - Nu fulgte jeg den hellige Caravane til Mekka, og nu stod jeg imellem Eskimoerne ved Hudson Bugten.

H.C. Andersen

“Har du nogensinde tænkt dig at flytte?” spørger jeg Birthe. Jeg sidder i hendes stue, udstyret med ostemad og en kop kaffe.

Hendes lejlighed på Kongelundsvej på Amager er nærmest tapetseret med billeder af hendes børnebørn. Birthe taler passioneret og med stor energi om de gamle dage. Og gamle dag ved Birthe en del om. Hun er født under anden verdenskrig og opvokset på Amager. Eller Lorteøen, som den kaldes. Hun har aldrig boet andre steder og kommer ikke til det. Hvorfor skulle hun dog det?

“Nej, jeg flytter aldrig,” svarer Birthe prompte på mit spørgsmål. “Jeg skal bæres uden af denne lejlighed med fødderne først,” siger hun skråsikkert.

Selv har jeg boet på Amager i et år. At flytte her ud var ikke et aktivt valg. Det var en tilfældighed. For enden af gaden jeg bor i ligger Sundholm, et behandlingshjem for alkoholikere og et herberg for hjemløse. I den anden ende ligger en Fakta med åbent til kl. 22, syv dage om ugen.

Fra mit vindue på fjerde sal har jeg udsigter over et leben, som på fornem vis bekræfter alle de fordomme, man måtte have om livet på Amager. Vores gade er en uafbrudt strøm af karakter, som ikke kunne være udvalgt bedre, hvis de var castet til en film af Erik Clausen. Vi har narkomaner, der næsten ikke kan holde sig oprejst. Syngende alkoholikere, der pisser op ad døren eller sover på trappestenen. Og vi har hjemløse, der altid kan bruge en femmer til S-toget, eller bare til en bajer. For slet ikke at tale om bodybuilderne og indvandredrengene i grå sweat-pants og tilhørende kamphund.

Sådan er Amager uden for mit vindue.

Men hvis dét er hele historien om Amager, hvorfor kan Birthe så ikke forestille sig at leve et andet sted? Jeg har besluttet mig for at give Lorteøen en chance og se mig omkring.

Ammunitionsrydning, Kalvebod Fælled

”Jeg har arbejdet både i Irak og Rusland, og troede at Danmark ville være ren afslapning, men for satan, det her vejr er jo forfærdeligt,” udbryder Everton Glenns med tydelig frustration i stemmen. Den støvregn, som har dalet hele morgenen, er blevet afløst af en gedigen styrtregn. Everton ser træt ud.

Han er leder af et hold sprængningsekskperter fra Tyskland, der er ved at rydde hele Kalvebod Fælled for gammel ammunition. Området har været brugt til øvelser af militæret i over hundrede år. Nu er det fredet og udlagt som naturområde og er et af de største bynære af slagsen i Europa. Det drejer sig om 1.485 hektar, som skal ryddes. Til fods.

Skulder ved skulder. De startede sidste oktober og regner med at være færdige til oktober i år. 12 måneder. 7 dage om ugen. Især den hårde vinter har været anstrengende. ”Hvor skal du arbejde næste gang?” spørger jeg ham. ”Tja, det kommer an på, hvem der vil betale, men det bliver sikkert noget med vejsidebomber i Afghanistan.”

Anders, Kaspar og Daniel, Blykobbervej

Hans’ campingvogn, Kongelunden

Da Hans’ forældre døde, arvede han huset i skoven ved Kongelunden. Pludseligt stod han med en masse møbler, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre af, og så røg de ind i campingvognen. ”Ja, jeg skulle jo nok have smidt dem på bålet med det samme,” siger han, men der er jo så meget der skal ordnes, når man har sin egen have at holde styr på.

Ă˜resundskollegiet, Amagerbro

Ole, firma-bowling med IBMs personaleklub, Islands Brygge

I 37 år har Ole repareret mainframe computere for IBM. Han gik på pension for fire år siden. Heldigvis er der også plads til tidligere medarbejdere i klubben, for bowling vil han nødigt gå glip af. Han har været aktiv spiller i 40 år, for bowling er ikke til at undvære. ”Det er som en kamp mod dig selv,” som han forklarer. Stedet de spiller, har ligget på Islands Brygge i 30 år, men den har udsigt til at skulle rives ned. ”De har vel en ide om, at de kan tjene flere penge på at bygge lejligheder på grunden. Jeg syntes nu, det er en skidt ide,” siger han.

Oles højeste score i dag var 235. Ikke noget dårligt resultat på en almindelig træningsaften.

H/F VestgrĂŚnsen med udsigt over Ă˜restaden

Livet på øen “Her er så fri og åbent. Lige meget hvilken vej du går, så ender du i et grønt område. Enten ved vandet, i skoven, på Fælleden eller ved havnen.” Det er stadig Birthe fra Kongelundsvej der fortæller. Vi snakker om hendes opvækst på Amager. Livet efter krigen var, som så mange andre steder, en tid plaget af fattigdom, men de klarede sig. “Vi havde det godt herude. Om sommeren var der biograffilm på Kastrupfortet. Marx Brothers. Og Gø og Gokke. Jeg fik lov at gå til den tidlige forestilling, men hvis jeg missede starten, så risikerede jeg gerne røvfuld derhjemme for at kunne blive og se starten på den næste. Det var lidt af en fest, og der var fuldt hus. For os fattige var det alle tiders. Vi havde jo ingenting efter krigen,” mindes hun.

Gennem sin opvækst lærte Birthe at sætte pris på den korte vej til skov og strand. Hun sov i telt med spejderne og svømmede med sin far to gange dagligt fra maj til oktober. Kun meget sjældent tog Birthe og familien ind til Sjællands-siden. “Vi tog kun ind til byen, hvis du skulle have tøj i Daells Varehus til ferie eller til jul. Juni og december var skattefri måneder, så det var de to gange, vi fik tøj. Det var den helt store udflugt at komme derind.

Vi levede jo vores eget liv herude,” fortæller hun. Man kunne få alt på Amager, og hvorfor så rejse efter tingene?

Jeg spørger Birthe til udtrykket Lorteøen. Det var et skældsord, de tit blev mødt med, fortæller hun mig. Selvom mange nok har mistet overblikket over oprindelsen, så er det stadig et meget brugt udtryk. Navnet stammer fra de mange år, hvor Københavns lokummer blev kørt til Amager for at blive tømt af de såkaldte natmænd. Noget der som regel førte en forfærdelig stank med sig. Faktisk er det ikke så længe siden, at den sidste spand blev hentet i haveforeningerne, fortæller Birthe. Det kom endda i TV og det hele. Ud over stanken af lort, så blev Amager også hjemsted for en mængde tung - og ofte beskidt - industri, som yderligere var med til at lægge stank til øgenavnet Lorteøen. Og så har det formentligt heller ikke hjulpet på sagen, at man i 1806 besluttede at lade Amagers sumpede jord danne rammen om stedet, hvor man fik kappet hovedet af, hvis man var raget uklar med loven. Det er i øvrigt grunden til, at børn siger “Ama´r halshug” eller bare “Ama´r” når de lover hinanden noget.

I gamle dage var lidt stank og forurening nu ikke noget, man sådan tog på vej for. “Vi havde jo strand og skov og det hele... bortset fra, at stranden var én stor kloak. 10 meter fra vores lokale badebro var et stort udløb fra byen, og ved området ‘5øeren’ lå syrefabrikken med sin stank af rådne æg,” husker hun. Den havde sågar sin egen vej - Syrefabriksvej. Syrefabriksvej er ikke det mest charmerende vejnavn, men på Amager vækker den slags navne ikke synderlig opsigt. Her er f.eks. også en Kraftværkvej og for tiden diskutere politikerne på Københavns Rådhus, om man skal ændre navnet på den navnkundige Lossepladsvej. Vejnavnene er et billede på det, Amager var engang. Et råt område, med masse af tung industri og ikke et sted det var specielt fint at komme.

Lossepladsvej fører ud til Ørestaden og vejens navn indfanger - ifølge politikerne - ikke områdets ‘herlighedsværdi’. Nu er herlighedsværdi vel et relativt begreb, for Birthes har svært ved at se det herlige i dele af udviklingen herude. Visionerne for Ørestaden er ellers store. Man vil skabe ‘en levende bydel af international klasse’ og den skal være attraktiv at bo i. Fra Birthes vindue kan vi se over på Bella Centret og Ørestadens bygninger i glas og metal, og det er ikke just byggeri, der varmer hjertet på en gammel Amagerpige. “Vi kalder det moderne slum,” siger hun, mens hun kigger ud af vinduet. “Der er jo jord nok herude, så hvorfor skal det presses sådan sammen? De kan jo stå og kigge ind af hinandens vinduer? Vi andre gør jo hvad vi kan, for at dække til så vi kan få lidt privatliv,” konstatere hun undrende.

Birthe er ikke imponeret.

Birthe, Amager FĂŚlled

Kunst, Amagercentret

Dragør Golfklub

Rasmus, Lergravsparken

Mohannads polterabend, Egmondvej

Julie og Trille (shetlandspony), ringridning, Ullerup

Indflyvning, Kastrup Lufthavn

Rita, Ă˜restaden

Tyngdeloven Jeg sætter kursen mod syd. Ud forbi Ørestadens nybyggeri og tronende kraner og gennem de tilsyneladende uendelige rækker af haveforeninger med deres høje rækværk og blafrende flag. Pludseligt, efter rundkørslen ved Nøragersmindevej, skifter landskabet karakter. Nu er omgivelserne domineret af marker og heste. Det er hverken forår eller sommer. Måske nærmere et sted midt i mellem. Temperaturen er stadig til overtøj, vejen er snorlige, landskabet fuldstændigt fladt og den hårde modvinden møder få udfordringer i sit forsøg på at gøre cykelturen til en sveddryppende affære.

Det her er også Amager, men kunne være en fremmed planet. Hvor Amagerbro, nær København, er domineret af boligbyggeri i fire etager, er vi nu på landet med gårde, marker og dyr på græs. Stedet her var Københavns spisekammer i mange år. Hver morgen transporterede bønderne fra Amager mælk og grønt ind til København og om eftermiddagen kørte de tomme vogne tilbage. Og alt det ligger kun 10 km fra Rådhuspladsen.

Helt mod syd, ved skoven Kongelunden, ligger en vej ved navn Militærvej. Det er sikkert et tilfælde, men skæbnen vil, at den ligger få hundrede meter fra Center Kongelunden. Her finder man et Røde Kors-center for flygtninge med særlige behov. Med korte intervaller overflyves centeret af store jumbojets på vej til eller fra Kastrup Lufthavn med en øredøvende støj til følge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke minder den larm mon vækker i asylansøgerne?

Kongelunden er et fascinerende sted. Herude møder jeg en herre, der anbefaler mig at cykle ned af nogle af de små sidegader. I en have hilser jeg på Henrik. Han er kunstner og bor i et gammelt træhus med sin kone. Vi snakker en tid, og jeg spørger ham, om han vil fotograferes. Det falder ikke i god jord. Ikke fordi der er noget suspekt i gærde, det må jeg endelig ikke tro. Men på den anden side, der er jo ingen grund til at gøre for meget væsen af sig selv. Den der lever skjult, lever godt, som man siger. Folk herude er lidt specielle, forklarer Henrik mig. Man skal ikke stikke næsen for langt frem, for som han siger: “Herude gælder kun én lov, og det er tyngdeloven.”

Man gør tingene på sin egen måde, og blander sig i øvrigt uden om andre folks forehavende. “Se nu den tidligere ejer,” fortæller han. “Da han skulle bruge en septiktank, gravede han et hul i haven, kørte en gammel bil derned og førte en slange ind,” fortæller Henrik. Så var den sag klaret. “Der er så meget lort gravet ned her på grunden, at jeg ikke kan stikke en spade i jorden, uden at støde på et cykelstel eller lignende,” fortæller Henrik, inden jeg siger tak for snakken, og sætter kursen mod storbyen igen.

Nedgravet motorblok, Kongelunden

Kamilla og Jakob, Vestamagers For책rsfest, Ugandavej

Kitesurfing, Sydvest Pynten

Træning i Københavns Kroket Klub, Frankrigsgade

Fem gange i foråret mødes medlemmerne af Københavns Kroket Klub til kamp og en øl.

Dagens dyst er henlagt til grunden foran et forladt hus ved Frankringsgade. På sin vis er kampene træning til årets højdepunkt, den årlige, ugelange sommertur. Klubben tæller 20 medlemmer, hvoraf de fem er aktivt udøvende.

Byggeri, Vestamager

Sabina, Englandsvej

Boligbyggeriet Stævnen, Ørestad Syd

Inge, Sydvest Pynten

Hver uge, når vejret er godt, kører Inge ud til pynten på det sydlige Amager for at kigge på kitesurfere. Hun kom til Amager i 1947 for at deltage i et to måneder langt kursus. ”Da det var overstået, tænkte jeg, at det vist var for kort tid at blive på Amager,” fortæller hun. Og således har hun boet på øen lige siden. Bilen, en Ford Escord, har hun købt af en bekendt i 2004.

Tre drenge leger ved de grønne arealer nÌr Amagermotorvejen

Josefine med hunden Mikkel, Uplandsgade

Jeg ser Joefine og hendes veninde sætte sig ind bag i en gammel, forladt bil på en stort, tom byggeplads. Bag i bilen ligger en efterladt bunke tøj og en sovepose. “Der har boet nogle hjemløse i bilen, lige ind til for nogen dage siden,” fortæller de mig. De kommer her tit, Josefine og veninden. De lufter hunden Mikkel og snakker om den slags, teenagepiger nu engang snakker om. Mens jeg fotograferer Josefine kommer hendes mor forbi. “Jeg skulle bare lige se, om I sad og røg,” siger hun, inden hun forsvinder på sin cykel igen.

Betonfundament efter Skydeskuret, Norddyssen

I forbindelse med retsopgøret efter anden verdenskrig genindførte den danske stat dødsstraffen for krigsforbrydelser med tilbagevirkende kraft. På stedet her måtte i alt 30 danskere lade livet som straf for landsforæderi begået i tysk tjeneste under krigen. Den gang stod der et arkitekttegnet skur, hvortil de dødsdømte blev bundet, før de blev skudt af en gruppe på ti frivillige politifolk. Fundamentet hælder svagt, så blodet kan løbe ned i risten i midten.

Henrettelserne skete som regel om natten og med størst mulig diskretion. Blandt de henrettede var syv medlemmer af den såkaldt Brøndum-bande, der tilsammen have begået omkring 150 drab på danskere gennem bl.a. tortur og terrorbombninger af toge og butikker. Bandens leder, Henrik Brøndum, blev kendt skyldig i 35 drab. Den sidste henrettelse på dansk jord forgik på pladsen her i 1950.

Pioneren Ganske tæt på Sjællandsbroen ligger en lille sø klemt inde mellem to veje, den store Vejlands Allé og en mindre en af slagsen. Her møder jeg en mand med en drøm. Han hedder Lasse, og hans drøm ligger lige foran vores fødder. At kalde vandet foran os for en sø er måske en tilsnigelse, for der er reelt tale om et lille afvandingsbassin, som fanger det overskydende vand fra kanalerne i Ørestaden. Over alt i bassinet flyder lange række af blå plastiktønder, som er sat fast på bunden med pæle. Det ser ikke ud af meget, men potentialet er gigantisk, for her er Lasse ved at skabe Europas første speedboat-bane. Jeg må have set lidt forvirret ud, for Lasse iler med en forklaring: “Det er ligesom at køre go-cart, bare på vandet,” forklarer han. Og han er næsten ikke til at stoppe igen, for planerne er store, og potentialet endnu større. Speedboat-racing bliver det næste hit, og mulighederne er ubegrænsede.

Lasse havde sin barndom på Amager. Helt ude på Vestamager. Eller VA, som man sagde dengang. Det var tider, hvor der altid var gang i den. Fritiden gik med at fiske ål i kanalerne og støvsuge containerpladsen for ting der kunne bruges. “Det var før Fælleden blev så udbygget, som den er i dag.

Eller måske skulle man hellere kalde det vandaliseret,” siger han med et skævt smil. Nu bor han i Gladsakse, men Lasse vil gerne flytte tilbage til Amager. Han må være tæt på drømmen for en speedboat-bane er ikke noget, man sådan lige laver og den passer ikke sig selv.

Jeg spørger Lasse, hvad det er for en slags projekt han har gang i? “Det er et pilotprojekt... eller selvbygger-projekt... eller hvad fanden man nu skal kalde det,” prøver han. “Der er ingenting her, der er skabt professionelt,” fortsætter Lasse og peger hen mod en nybygget trappe af træ, der fører ned til søen. “Det der er f.eks. den første trappe, jeg har bygget. Den er lidt skæv og ikke så strømlinet, som trapper skal være efter forskriften, men den er der, og den holder.” Her er ingen diplomer fra Handelsskolen eller iværksætterkurser, kun ren idealisme og gå på mod.

“Men hvorfor lige stedet her,” spørger jeg? “Fordi Amager er det eneste sted, man kan få lov til den slags her i København,” fortæller Lasse. Han søgte også om lov inde bag Christiania, hvor der ligger en god sø, men den er en del af voldgraven og det ønskede man ikke at leje ud. “Pladsen her ligger på yderkanten af Amager og lidt mere skjult. Der er ikke så mange folk, der kan brokke sig. Der ligger en skydebane på den ene side og en cross-bane på den anden,” siger han.

Vi er godt inde i maj, og vejret er perfekt til speedbåd-race, men søen ligger blikstille hen, bortset fra sporet på overfladen efter en enlig svane. Lasse har stort set tilladelserne på plads, men det kniber med den sidste detalje: finansieringen. “Min partner og jeg har nok brugt 600.000 kroner på det her. Af egen lomme,” fortæller Lasse. For det kniber med investorer. De er blinde for potentialet og tør ikke taget en chance. Han har også måtte takket nej til enkelte forretningstilbud: “Hvis man ser på kriminaliteten her på Amager, så er det jo ikke altid en blid omgang. Der har været mange narkogangstere, og der er mange, der har lavet kassen på folks dårligdom,” fortæller han. Jeg spørger Lasse, om der også er sådan nogle folk blandet ind i hans projekt? “Altså, man kan jo aldrig sige sig fri for - i 3. eller 4. led - at kende nogen, der har de muligheder,” fortæller han, men Lasse har konsekvent takket nej tak til den slags hjælp. For som han siger: “Kommer du i kontakt med blodpenge, vil de altid dryppe”. Og sådan skal det bestemt ikke være. Det skal gå ordentligt for sig. Så Lasse kører med skrald om natten og arbejder ved søen om dagen. For lykkes, det skal det.

Jeg spørger, om han nogensinde har tvivlet på projektet? “Næ,” siger han. Han har en tyrkertro på, at de snart er klar til at åbne søen for gæster.

Så falder folket dom, som han siger, men Lasse er sikker på, at den falder ud til hans fordel. “Der er et par tønder, der skal på plads i søen. Og lidt beskyttende plastik på metalrørene,” siger han, men ellers er han stort set klar.

Jeg kigger på en ensom, gul båd, der ligger og vugger ved bredde. “Hvad skal folk sejle i?” spørger jeg Lasse.

“Ja, ok,” siger han, og trækker lidt på det: “Vi mangler også lige bådene”

Lasse (th) og Mikkel ved afvandingsbassinet, Vejlands AllĂŠ

Replikat af en lort, Sundholmsvej

Rasmus, André og Deniz, Njalsgade

Det er Andrés knallert. Han har lige købt den. Den er brugt, og den tidligere ejer var styrtet på den. Det er derfor den ser så ramponeret ud. Trods det skulle alt virke på den.

Undtagen elektriciteten, men den kan André selv fikse. Forhåbenligt skal den bare have et nyt batteri. Og så skal den males.

Helst turkis.

Bedsteforældre For Asyl demonstrerer, Center Kongelunden

I over to år har de hver søndag mellem klokken 14 og 15 stået foran Center Kongelunden, et asylcenter drevet af Røde Kors. De protestere mod den måde Danmark behandler landets asylansøgere på. Stående i en rundkreds opdatere de hinanden på, hvad der er sket i foreningen siden sidst. Og så synger de en sang.

Det er ikke første gang, at Amager lægger jord til flygtninge. Da 2. verdenskrig sluttede og sovjetiske tropper rykkede mod Tyskland befandt der i følge officielle tal 244.493 tyske flygtninge i Danmark. En del af dem blev indkvarteret på Kløvermarken på Amager, hvor der i dag er fodboldbaner. Ved en optælling i august 1946 blev antallet opgjort til 17.798 og forholdene var ikke altid lige gode, hvilket også faldt en del civile danskere for brystet.

Blandt andet skrev forfatteren Tove Ditlevsen følgende i et debatindlæg i Politiken: “Vi lever i en mørketid, langt dybere end under besættelsen, langt mere alvorlig. Det er tåbeligt at tro, at de instinkter, Hitler med så stort held talt til hos det tyske folk, ikke også findes hos os selv.”

Efterladt madras, telt og sko, Amager Fælled

Jeg har hørt, at der skulle bo folk på Amager Fælled. Hjemløse og den slags. En dag følger jeg en af de utydelige stier, som går ind i vildnisset. Her finder jeg adskillige forladte telte og andre effekter. Mens jeg fotografere kommer en mand gående forbi på den improviserede sti. Han kigger på mig og går hurtigt videre. Jeg henvender mig til ham.

“Undskyld, men ved du, hvem der bor her?”. Han svarer ikke. “Bare rolig, jeg kommer ikke fra politiet, jeg er bare nysgerrig for at vide, hvem der bor her”. Han kigger undvigende på mig og på et lidt anstrengt danske siger han “Jeg ved det ikke, jeg har hørt, at her bor nogle hjemløse,” og forsvinder længere ind i terrænnet.

En måned efter er det slået stort op i de lokale nyheder. Østeuropæerne har indtaget Fælleden og naboerne er utrygge. Politiet er på sagen.

Paolo med hunden Ellie, Christmas Møllers Plads

Josephine med kaninen Pusser, Fort Lyssky

Søren fisker suder sammen med sin datter, kanalen ved Bella Center

Elias og Mustafa, Lyongade

Vejrhane, Flyvergrillen, Kastrup

Amager er Københavns fulde onkel. Originalen. Den højtråbende. Ham der ikke gider sidde ved bordet, men hellere vil stå i køkkenet og ryge. Han har altid haft det svært med konventioner og pæne manerer. Men jeg har en tilståelse; jeg har altid syntes, at det var sjovest at sidde ved siden af min onkel.

Gad vide om der i fremtiden er plads til hans slags, eller om han kommer til at ligne alle de andre?

Š Emil Ryge Christoffersen, 2010