Lourdes

LOURDES

Til Tilde og Nola

LOURDES - miraklernes mekka

Af Jeppe Bøje Nielsen

”I gamle dage kom folk til Lourdes for at dø. De ønskede at blive begravet her.

Det var deres sidste ønske.”

Elisabeth Renault, indfødt i Lourdes

D

en franske by Lourdes deler vandene. Det er her i den hellige grotte i Sydfrankrig, at de syge rejser sig fra kørestolene og går. Og det er her, de kommer med uhelbredelige kroniske sygdomme, og siden angiveligt tager hjem som raske mennesker. Men Lourdes er også byen og stedet, hvor den katolske kirke mærker krisen – både den økonomiske og den moralske. Færre og færre rejser til byen: de har ikke pengene til det. Flere og flere melder sig ud af det katolske fællesskab, fordi de er trætte af kirkens mange skandaler.

Det er i en grotte i Lourdes, at Jomfru Maria i 1858 åbenbarer sig for den 14-årige Bernadette Soubirous.

Bernadette er taget ned til floden Le Gave med nogle veninder for at rode affald igennem. Byens madrester hober sig op ved bredden af flodens små naturlige grotter. Hun er den ældste pige i familien og skal derfor hjælpe til med husholdningen. Pigerne leder efter dyreknogler, som de sælger videre til byens farvehandlere.

Bernadette er den eneste, som ser damen klædt i hvidt ved indgangen til en af grotterne. Da Bernadette en dag spørger hende, hvem hun er, svarer damen: ”Jeg er den Rene Undfangelse,” - Jomfru Maria.

‘Damen i hvidt’ har bedt Bernadette om at komme hver morgen i to uger. Det gør hun. Og hver dag følger flere og flere nysgerrige og troende med hende ned til grotten. Myndighederne holder med skepsis øje med forsamlingen og faren for uroligheder, medens menneskemængden tænder lys, beder, og følger Bernadettes samtaler med Jomfru Maria med øjnene. Men ingen kan se det syn eller høre den stemme, som den lille pige er vidne til.

Den lokale præst i Lourdes taler med Bernadette om hendes oplevelser. Han er også skeptisk. Men den dag hun kommer til ham og fortæller, at ”damen” har sagt: ”Que soy era immaculada councepciou,” falder han på knæ og beder. Bernadette kunne hverken læse eller skrive, og hun kunne ikke vide, at dogmet ‘Den Rene Undfangelse’ var blevet fremført af Paven, blot fire år tidligere.

8

9

Da Bernadette får sine åbenbaringer, er Lourdes stort set ukendt i resten af Frankrig. Bare otte år senere praler den lokale avis med, at Lourdes er blevet en af de pilgrimsbyer, der hvert år modtager mange besøgende: ”Denne privilegerede situation, vil snart kaste en masse rigdomme af sig,” skriver den lokale avis Le Lavedan.

Inden 1910 er Lourdes blevet en af de vigtigste og mest kendte pilgrimsbyer i den kristne verden, hvis man ser bort fra Rom og Jerusalem.

Bernadettes fortælling om sit møde med ”Damen i hvidt” står i skærende kontrast til nutidens virvar af Jomfru Maria souvenirs i plastik, hellige guide-ture i mini-futtog, og et voksmuseum.

For de troende er grotten i Lourdes et helligt symbol, men for kritikerne er den et udtryk for en kirke, der har ladet sig forføre af en lille piges åbenbaringer, og som har forstået at tjene penge på det.

I løbet af de første halvtreds år efter åbenbaringerne blev indbyggernes gennemsnitsindkomst tidoblet, og de store franske banker begyndte at investere massivt i Lourdes. I dag er der bygget både over jorden og under jorden. En mægtig kirke troner ud i horisonten som Grottens vartegn i Lourdes. Og den underjordiske kirke på området kan huse 20.000 troende.

Selve byen Lourdes, der ligger lige uden for Grottens porte med sine 15.000 indbyggere, er et virvar af souvenir-butikker og hoteller. Kun hovedstaden Paris overgår i Frankrig Lourdes i antal af steder, hvor man kan søge ly for natten.

Lourdes er byen, hvor den kommercielle og den åndelige verdent støder sammen i et brag af et afhængighedsforhold.

Uden hotellerne og restauranterne ville pilgrimmene ikke komme i så stort et antal, at økonomien i Grotten ville kunne overleve. Og uden Grotten ville hotellerne stå tomme. Eller som Jean-François Duhar, præst i Lourdes, udtrykker det: ”Lourdes giver liv til hele regionen. Hvis Grotten lukkede i morgen, ville hele området være på røven.”

Kirkens sorte år Aften i Lourdes. Souvenir-butikkerne har sænket skodderne, og restauranterne er tomme. Selvom det er højsæson, og der er plads til over 30.000 overnattende gæster i byens hoteller - dobbelt så mange senge, som der er faste beboere - virker byen stille. Asfalten er stadig varm efter en vindstille dag med ubarmhjertige temperaturer.

Men præcis klokken ni rømmer Grottens højtalere sig, og et langt ”Sssshhhhhhhh!” breder sig over en radius på en kilometer. Aftenens ceremoni er ved at starte for tusinder af pilgrimme. Stearinlysene tændes, og de mange hundrede kørestole med syge mennesker er for længst kørt i stilling.

Det gjalder i højtalerne: ”Ave! Aveeee Mariaaaaa! - Red synderne! Beeed for synderne! Red synderne! Beeed for synderne! Ave! Aveeee Mariaaaaa!” Langsomt og præcist bevæger massen af mennesker sig fremad med

10

de syge i spidsen, indtil de når pladsen, hvor alle gør holdt og venter på statuen af Jomfru Maria. Menneskemængden både knæler og fotograferer.

Processionen af syge og troende foregår i et meditativt tempo. Selvom pilgrimmenes forventninger er tårnhøje, er det kun sjældent, at der opstår tumult.

Men krisen er begyndt at sætte sine spor i Lourdes. Dengang Bernadette mødte ”Damen i hvidt” i grotten ved floden, var Lourdes et støvkorn på det franske landkort. I dag, er Lourdes en by hvor masseturismen lever side om side med en kirke, der har set bedre tider og som kæmper for sin økonomiske overlevelse.

De seneste tre år har både besøgstallet og økonomien i Lourdes udvist en kedelig tendens. Pierre Abadias, chef for Fundraising i Grotten, fortæller, at kirken er direkte afhængig af antallet af pilgrimme: ”Kirken tjener ingen penge, men overlever ved hjælp af folks gavmildhed. Jo færre pilgrimme, jo færre penge, så enkelt er det,” siger han. ”Når italienerne lige pludseligt ikke har råd til at rejse hertil, så kan vi mærke det,” fortæller han med henvisning til sidste års millionunderskud, som han kæder sammen med den globale økonomiske krise.

Men den internationale presse og de menige katolikker ser anderledes på det. Mens kirken skyder skylden for de økonomiske problemer på den økonomiske krise, mener pressen, at krisen er selvforskyldt – og intet har med penge at gøre. Den katolske kirkes problemer skal, ifølge de europæiske medier og mange af de trofaste katolske pilgrimme, ses direkte i lyset af kirkens håndtering af årtiers misbrug af børn og unge.

Det er den jesuitiske præst og professor ved Loyola University i Chicago, Stephen Schloesser enig i: ”Der er ingen tvivl om, at der har været et enormt frafald af troende i Irland, som et resultat af sex-skandalerne.

Men ...,” siger han: ”Frafaldet i Irland har været længe undervejs. Irlands økonomi og et boom i den irske levestandard har også været med til at fjerne befolkningens fokus fra troen. Det samme gør sig gældende i resten af Europa. I Frankrig er frafaldet nærmest en historisk begivenhed, der startede i det 19. århundrede. Det begyndte med den franske revolution og har stået på lige siden, med forskellige op– og nedture,” fortæller han.

For 30 år siden eksploderede de første skandaler om seksuelt misbrug i den katolske kirke i offentligheden. Selvom kirken siden har forsøgt at dæmme op for problemet gennem åbenhed og samarbejde med myndighederne, ser problemet ikke ud til at forsvinde.

Alene i Belgien er 134 præster siden 1960 officielt blevet noteret for seksuelle overgreb, mens kun 21 er blevet forvist af kirken. Siden 2010 er 30 franske præster blevet idømt fængselsstraffe for seksuelle krænkelser, mens det i Tyskland er kommet frem, at der har fundet krænkelser sted i 19 ud af 27 stifter igennem årtier. I Irland, det land i Europa, hvor det står værst til, har justitsministeriet for nyligt afdækket et organiseret system, der havde til formål at dække over 14.500 krænkelser mellem 1970 og 2000.

11

John Higgins, irsk rejseleder med mange års erfaring i Lourdes, er ikke i tvivl: ”De unge gider ikke religionen, fordi den er for gammeldags. De ældre har vendt den ryggen, fordi kirken ikke har magtet at håndtere skandalerne. Og de gamle fortsætter, som om intet var hændt – de snakker ikke engang om det. Kirken i Siglo i nord-vest Irland, hvor jeg bor, bliver mere og mere tom for hver dag, der går,” fortæller han ”Og det kan også mærkes i Lourdes.”

Ikke siden Anden Verdenskrig har kirken mistet så mange tilhængere, som det er tilfældet i dag. 80.000 sognebørn forlod kirken i de østrigske stifter i 2010. I Belgien har 1700 personer anmodet om at få deres dåb annuleret – en stigning på 2500% på bare tre år. Selv Paven, Benedikt XVI, sagde dagen før valget faldt på ham i 2005, at ”kirken er en utæt båd, der tager vand ind overalt.”

Mirakeldoktoren Dr. de Franciscis kalder gentagne gange sig selv for ”verdens mest unyttige læge.” Han er chef på det kontor i Grotten, der kontrollerer alle lægelige og mirakuløse helbredelser. Det er her, han modtager de patienter, der siger, at de er blevet uforklarligt helbredt. Nøjagtigt som hans 15 forgængere har gjort det før ham.

Kontoret ligner en hvilken som helst anden konsultation. Der er et skrivebord fyldt med papirer og en sofa, som doktor Franciscis behageligt forsvinder ned i, mens han lettere irriteret svarer på spørgsmål. Han brummer, at hans egen personlige tro ikke hænger sammen med hans arbejde som læge. ”Som kristen tror jeg på mirakler,” fortæller han. ”Men det er ikke mit arbejde at udråbe mirakler. Det tager kirken sig af. Jeg er blevet ansat af biskoppen til at finde sandheden. Jeg kigger på folks sygdomshistorie og på deres pludselige helbredelser. Jeg arbejder på grænsen til miraklerne. Men jeg overtræder den aldrig.”

Kirken har udråbt 67 mirakler siden Bernadettes åbenbaringer. Men alene sidste år så Alessandro de Franciscis 48 tilfælde af uforklarlige helbredelser. ”Selvom folk kommer ind på mit kontor og siger, at de er helbredt, er det langtfra sikkert, at nogle af disse overhovedet bliver til et mirakel,” fortæller han.

Når kirken ophøjer det, der kaldes ‘en pludselig helbredelse’, til et mirakel, giver det genlyd i hele verden.

Alene i det første år, efter Bernadettes visioner, blev der udråbt syv mirakler. I dag er der nogle procedurer på plads, der underlægger alle uforklarlige helbredelser en omfattende lægefaglig proces. En lang række af eksperter er med til at vurdere de pågældende sygdomsforløb. Når lægerne har opgivet at finde en videnskabelig forklaring på helbredelserne, beslutter kirken, om der er tale om et mirakel.

Opgøret med videnskaben Selvom antallet af mirakler er meget begrænset, skal deres symbolske og kommercielle værdi ikke undervurderes, mener professor i historie, Suzanne Kaufman fra Loyola University i Chicago: ”Bernadettes historie fungerer som et eventyr, der iscenesætter kirkens selvforståelse i det 19. århundrede – nemlig håbet og

12

miraklerne. Dette skal ses i forhold til det 18. århundrede, hvor kirkens budskab var helt anderledes. Dengang truede kirken med bål og brand,” understreger hun. ”Derfor har miraklerne en stærk symbolsk værdi, der i høj grad kan bruges af kirken. De fortæller nemlig en historie om tro og håb,” siger Suzanne Kaufman.

Miraklerne udgør selve tiltrækningskraften i Lourdes. De er med til at holde den åndelige gnist i live for de troende. I Grotten kender mange af pilgrimmene både fornavnene og efternavnene på nogle af de mennesker, der på mirakuløs vis er blevet raske efter at have besøgt stedet for åbenbaringerne. ”Lourdes er et vigtigt symbol for den katolske kirke, fordi Grotten i virkeligheden underkender videnskaben og på en symbolsk måde siger til omverdenen: ”Se! Der eksisterer stadig mirakler! Videnskaben kan ikke forklare alt! Der er stadig en grund til at tro! ” Fløjkrige i kirken Det er ikke kun udenforstående aktører, der mener, at den katolske kirke er i krise. Også kirkens politiske fløje slås internt om spørgsmålet. Hvor stor er krisen? Eller er der overhovedet en krise?

Netop afdøde kardinal Carlo Maria Martini fra Milano havde givet et interview, som dagen efter hans død blev publiceret i den italienske avis Corriere della Sera: ”Kirken er træt. Og den er 200 år bagud. Vores kultur er forældet, vores kirker er store og tomme, og vores ritualer og klæder er for pompøse,” sagde den nu afdøde kardinal. ”Kirken skal indrømme sine fejl og begynde en radikal ændringsproces, der skal starte med Paven og biskopperne. Pædofili-skandalerne tvinger os til at ændre kurs,” sagde kardinalen videre i interviewet, der er blevet refereret over hele verden.

Kirkens reaktion på interviewet tyder imidlertid ikke på, at der er ændringer på vej. I biskoppernes avis L’Avvenire, udtaler redaktøren Marco Tarquinio: “Forsøget på at fordreje og manipulere Kardinalens sidste timer på denne jord, er en bitter påmindelse af tidligere gentagelser mod Paven.”

Professor Suzanne Kaufman forsøger at perspektivere krisen historisk: ”Det er ikke første gang kirken oplever modgang og er i defensiven. Men der er ingen tvivl om, at kirken er presset og kæmper en legitimitetskamp. Det er også derfor, at den interne uenighed er så åbenlys,” konkluderer hun over telefonen fra Chicago.

Nat i Grotten Men i tågen i Grotten, klokken 01.30 på en helt almindelig onsdag nat, er stemningen anderledes afslappet.

Her er kun de pilgrimme tilbage, der har trodset Grottens lukketid og de lukkede gitre. De står enkeltvis foran den oplyste Jomfru Maria statue, medens floden klukker i baggrunden, dér hvor Bernadette i sin tid mødte ‘Damen i hvidt.’ Nogle ligger på knæ med hænderne foldet. Andre sidder med lukkede øjne på bænkene. De få, der går forbi, lister af sted– ingen siger noget. Det er ikke her, der er krise. Her er kun fred og ro. Selv for tvivlerne. Om et par timer, bliver de syge hjulpet op i togene, og sendt af sted til både Frankrig og Italien. Inden de når at forsvinde ud af syne i horisonten, ankommer de næste toge til stationen.

13

”Landskabet er trist. I Lourdes er tøjet brunt som kvæget, folk er grimme og små, kvindernes adamsæbler er store og synlige. Der er ingen stjerneskud, man er trist, vinteren har været hård. Det er koldt, vinden blæser fra bjergene og floden brøler og tager markerne med sig. Naturen er rig, og menneskene fattige.”

Gustave Flaubert, i 1840.

14

15

21

”Hvis Grotten lukkede i morgen, ville hele regionen være på røven.”

Jean-François Duhar, præst i Lourdes bykirke.

22

31

”Jeg har altid arbejdet meget. Så meget, at jeg ikke har holdt ferie i ti år. Sidste år overbeviste min familie mig om at tage med til Lourdes. Vi skulle være der i fem dage.

En af de sidste dage går jeg forbi en lille statue af Jomfru Maria. Jeg hører en stemme – hun snakker til mig: ”Du skal komme tilbage - du er ikke færdig her.”

Jeg får tårer i øjnene og min krop føles slap. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive skør, eller om det bare er en drøm. Jeg snakker med min familie om aftenen – de nikker og siger, at det er den slags ting, der kan ske her.

Et par måneder senere får jeg kræft. De fjerner min ene lunge. En eller anden dag skulle det gå galt. Jeg har måske arbejdet for meget. I dag er jeg invalid, jeg kan ikke arbejde mere. Det har været som at få et piskeslag. Men jeg har Lourdes. Det er her jeg finder håb, og det er måske også her, jeg bliver helt rask.”

Jean-Louis Loguiny, 42 år. Jean-Louis var i Lourdes for første gang i sommeren 2011. Han er troende, men går ikke i kirke. Han fik konstateret lungekræft i november 2011. I dag er han erklæret rask.

34

38

42

”Jeg kommer aldrig i Grotten. Når man har boet her hele sit liv, bliver Grotten til en slags baggrundsstøj. Man ved den er der – og det er dét.”

Elisabeth Renault, 67 år. Født og opvokset i Lourdes.

50

54

”En mand bekender sig til mig: ’Fader, jeg har måske syndet.’ ’Ja,’ siger jeg, ’Sig frem.’

Han fortsætter: ’Jeg er gift, og jeg har tre børn – og en elskerinde.’ Inden jeg når at sige noget, afbryder han: ’Bed mig ikke om at forlade hende! For det gør jeg ikke!

Hvis De beder mig om at forlade den ene af dem, så bliver det min kone! Jeg er lykkelig med min familie. Hvis jeg forlader dem, bliver de ulykkelige. Jeg vil blive sammen med dem!’

Hvad sagde jeg? ’Behold din elskerinde...’ Hvad skulle jeg gøre? Havde han syndet?

Det var utroskab, ja. Men hans kone elskede ham.”

Jean-Claude Dumas er 65 år. Han er præst for de rejsende og nomaderne. Han er i Lourdes hvert år.

58

”Har du set de rigdomme, der er i Grotten? Og så sidder de hjemløse og tiggerne uden for porten...”

Lynda og Béatrice, lesbisk par på pilgrimsrejse til Lourdes.

62

”Mørkets og lysets kræfter går hånd i hånd i Lourdes.”

Professor Suzanne Kaufman om Grottens historiske alliancer med forskellige religiøse sekter og mindre bevægelser.

64

”Her kan min syge søn få lov til at føle sig normal.”

Bernadette Salmon om sin autistiske søn Rémy på 17 år.

65

”Fordi vi ved, at turister og pilgrimme har travlt, gør vores rejseråd det muligt at se Lourdes på to dage, uden at skulle frygte at gå glip af noget - og der vil endda være tid til en tur på landet.”

Guidebog om Lourdes

73

”Jeg er her ikke længere. Den person du kigger på, det er ikke mig. Det er allerede et par år siden. Eric Saint-Gernier er væk. Det er simpelt. Jeg overlever fra dag til dag med en forfærdelig frygt for døden, som altid er med mig. Og når det lykkes mig at glemme den, er der altid en, der husker mig på det. Jeg tror ikke længere på, at jeg kan blive rask. Jeg er i gang med den sidste medicin, der gør det muligt at snakke og gå. Det er ved at være forbi. Jeg fortæller dig det her, fordi du er en fremmed.

Jeg har drømt mit liv i stedet for at leve det. Og det fortryder jeg. Det er mit livs fejltagelse. Jeg er 52 år, jeg har ingen børn. Jeg har kræft. Hvem er jeg? Hvad har jeg lavet? Hvad efterlader jeg? Der er ingen. Der er ingenting. Min ild slukkes med mig.

Jeg får ondt i maven af at snakke om det. Jeg er fej … Jeg er fej... Da jeg var ung, drømte jeg, at jeg ikke ville blive gammel. Jeg var syg i drømmene. Når jeg vågnede, blev jeg glad, jeg var jo rask.

Nu drømmer jeg smukt om natten, men når jeg åbner øjnene, og mærker efter, vågner jeg op til virkeligheden og det rigtige mareridt. Det er helt omvendt.”

Eric Saint-Gernier er 52 år. Han bor i Lourdes, men tror ikke på miraklerne. Han er tidligere skørtejæger. I dag er Eric syg af kræft, og hans krop kan ikke klare mere behandling.

74

”En kvinde går over gården ved midnat, da hun pludselig i månens skær ser en varulv, der stiller sig på sine kæmpe bagben, og rækker ud efter hende med sine forben. Kvinden ryster ved dette syn, hårene rejser sig på hendes krop, og hun får koldsved over hele kroppen. Det er umuligt for hende at skrige, selvom hun forsøger.

Hun har heldigvis kræfter nok, til at gemme sig i huset og fortælle sin mand, hvad hun har set. Han rejser sig med det samme, tager sit gevær, og lader det med krudt og to kugler lavet af voks fra et helligt stearinlys. Han går ud, skyder mod varulven, som lægger sig fladt på maven. Til sin forbavselse ser han, at dér, hvor varulven er sprunget imod ham, ikke ligger et stort dyr med en lang hale, men et menneske. Det er hans nabo, som kigger på ham og siger: ”Tak min ven, tak for hjælpen.”

Nogle forskere mener, at det er blandt disse lokale anekdoter, der sætter Gud op mod djævlen, at man skal finde svaret på Bernadettes oplevelser.

79

”Jeg spørger ikke Gud om noget. Det er ham, der stiller spørgsmålene.”

Jeannot er 67 år. Han tilhører det franske nomadefolk manouche. Hans børn har været her, hvert år siden de blev født. Hans børnebørn og oldebørn ligeså. De kan hverken læse eller skrive, men de finder vej hertil alligevel.

90

92

94

98

100

104

110

”Jeg græd ikke, da hun døde. Jeg var glad. Glad på hendes vegne. Jeg kan huske hendes ansigt, der ændrede sig, da hun skulle dø. Hun lyttede til en af mine sange, som jeg sang for hende på sengekanten. Den var meget rolig. Jeg ville have, at hun kunne mærke min berøring og høre min stemme, selvom hun ikke kunne snakke.

Jeg tror, hun kom ind i mit liv, fordi jeg en dag bad Gud om at få lov til opleve en kærlighedshistorie. Jeg havde brug for at blive elsket af et andet menneske. Jeg var blevet afstumpet, indelukket og desperat. Jeg var ikke troende, jeg havde heller ikke noget forhold til Gud. Selvom det et eller andet sted er imod min natur at tro på Gud, så kan jeg ikke komme uden om, at jeg har fået mit ene ønske opfyldt: Jeg har elsket, og jeg er blevet elsket.”

Piero Faure er 50 år og gammel punk-rocker. Han er HIV-smittet og tog for første gang til Lourdes et par år efter, at hans kone Géraldine døde af livmoderhalskræft.

115

En særlig tak til (i vilkårlig rækkefølge): Carsten Snejbjerg Claus Kragh Flemming O. Nielsen Fotofolket - you know who you are Nizou Sus Tilde Bay Thomas Stolborg

118

119