Lucha Libre af Sara Brincher Galbiati

“We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.�

- Oscar Wilde

Trommernes rytme får fat i nummerpigernes hofter, mens den første wrestler viser sig i ringen. Han stråler om kap med det glimtende stof, der smyger sig om hans krop, og ligesom olien på hans brystkasse soler han sig i folkets hyldest. Røg og spotlight ledsager ham ned ad trappen, mens han med dansende trin i stramme bukser og tætsiddende lædermaske rækker hånden frem mod publikum.

Lysene på scenen blinker som stjerner i blå, røde og hvide farver. ”Viva la rudos!” mændene på tilskuerrækkerne holder hænderne op for munden og skriger mod ringen, ”længe leve de onde!” mens øllet skvulper ud over glasset kant og ned på deres sko.

I Mexico har de deres helt egne superhelte. Luchadores – lucha libre wrestlere. De er nutidens gladiators. I en lille lukket ring kæmper de gode mod de onde - ”tecnicos” mod ”rudos”. Det er underholdning. Tilrettelagt kampe, hvor enten de gode eller onde vinder, så duellen kan fortsætte i næste show. Det er brutalt, surrealistisk, fascinerende, uægte og alvorligt på samme tid. Publikum elsker det. De råber, for hvert slag der rammer modstanderen.

Lucha libre - fri kamp - er latinamerikansk wrestling. En blanding mellem sport, show, drama, akrobatik og vold. Sporten er ekstrem populær i Mexico, hvor den siden 1930’erne for alvor fik rodfæste i den mexicanske kultur. Med TV’ets indtog kom lucha librekam-

pene ind i folks hjem, og spillefilm med wrestlere i hovedrollerne fik dens popularitet til at eksploderer. Gennem kampene og filmene blev luchadorene til levende superhelte. Det blev til en heltedyrkelse af wrestlerne som eksisterer den dag i dag. Siden er sporten vokset, og i dag findes der flere kæmpearenaerne rundt om i Mexico med plads til tusinde af fans. Den største er Arena Mexico med plads til 16.500 tilskuere.

Det blændende spotlight i ringen rammer tilskuerne nede på rækkerne. Iført deres yndlingswrestlers maske sidder unge mænd og kvinder og drømmer om et liv med berømmelse. Overalt i Mexico er der træningscentre, hvor de træner for at blive den næste store luchador, med alt hvad det indebærer af optræden i TV, reklamer og eget merchandise.

Har du ikke de rigtige kontakter, er der ikke nogen hurtigt vej til berømmelse, og de fleste kampe er langt fra de pompøse shows i Arena Mexico. De finder sted i små arenaer med næsten ingen tilskuere. Her bliver der for hver gang krævet mere og mere spektakulære og hårdhændede shows. De unge kæmpere kæmper hver dag en kamp for et fortsat liv i rampelyset. De giver sig 100 procent, for selv om de ødelægger deres kroppe, kan hver eneste tur i ringen være et skridt nærmere de store shows og stjernestatus.

”I came to mexico to live my dream to be a luchador and train everyday to be a future star soon and my parents gave me permision to live in mexico its very hard for me and dont see them that much” – Pedro 17 år - skrevet på hans Facebook profil.

Pedro – Lowrider Søndag morgen ringer vækkeuret kl. 6. Noget drengene ikke syntes at tænke meget over aftenen inden, hvor de så wrestlingshow hele natten. Nu hvor den ene telefon efter den anden bipper og blinker, dækker de deres hoveder under tæpperne i et forsøg på at ignorere den intensiverende larm. Drengene ligner et stort kludetæppe, som de ligger der på sofaen og gulvet. De har sovet sammen hjemme hos Pedro for at hjælpe hinanden med at komme op til dagens store kamp. Udenfor gør og galer hundene og hanerne om kap. Alle lydene synes at samle sig i gården som buldren i en gryde, der er ved at koge ind. Søvndrukne slæber de fem teenagere sig ud af sengen, mens natten er ved at skifte fra sort til mørkeblå.

Da de når hen til mødestedet - den store statue af lucha libre legenden Santo midt i byen - er himlen blødt op med lyserøde striber. Folk kommer dryssende og sætter sig under et lille skur for at vente på den bus, der skal køre dem hen til arenaen, hvor de skal kæmpe om aftenen. Alle drengene er tilknyttede lucha libre promotionfirmaet DTU – ”Desastre Total-Ultraviolento”. Lysstofrør og en tromle med pigtråd bliver lagt forsigtig ned i bussen, mens fyrene kaster deres tasker ind og skynder sig ind i bussens bløde sæder. Pedro og Carlos, de to yngste på 17 og 14 år, har sat sig lige bag buschaufføren. ”Er du luchador?” spørger buschaufføren og vender hovedet en kvart omgang, så han både kan holde øje med vejen og Carlos. ”Si, si!”

svarer den 14-årige Carlos tilbage og nikker med et stort, stolt smil. ”Ja, det er jeg”. Pedro, der før var den yngste i flokken, ser pludselig stor og voksen ud ved siden af Carlos. Siden han startede på DTU’s talentskole et år tidligere, er han vokset – også mentalt.

Pedro startede på skolen efter at have set en annonce for DTU i wrestlingbladet Boxylucha, hvor de ledte efter stjerneskud til deres nyåbnet wrestlingskole for børn og unge. ”Jeg blev helt vild” siger Pedro. ”Jeg var 16 år, og jeg var sådan at - at jeg bliver nødt til at være med i det her promotionfirma.” Tungen snubler. Den kan ikke følge med hans begejstring, og han begynder at stamme.

Pedros forældre var ikke lige så varme på sønnens idé. Pedro er opvokset med sin familie i Texas, og selvom de havde meget familie i Mexico, kunne moderen ikke lide tanken om at sende Pedro alene over grænsen. I flere uger tiggede og bad han sine forældre om lov til at starte på skolen, indtil de til sidst gav efter. Han fik lov at tage af sted på den betingelse, at han flyttede ind hos sin faster, og så skulle han bevise, at han kunne klare sig godt i skolen. Forældrene troede ikke på, at man kunne klare sig som wrestler. Men ret hurtigt efter at Pedro flyttede til Mexico, begyndte drømmen at tage form, og han er allerede godt på vej til at få sin store drøm opfyldt. ”Jeg vil gerne være berømt. Alle vil være berømte. Ikke kun mig.

Alle!” gentager han igen med den største selvfølgelighed. ”Det betyder meget for mig at være wrestler, for mange folk ved, hvem jeg er, fordi vi kommer i fjernsynet. DTU er virkelig ved at blive populær, og henne i skolen kan alle lide mig, fordi jeg er wrestler. Min kæreste bliver bekymret, fordi mange piger gerne vil være sammen med mig.” Tonen er ikke nonchalant. Der er ikke noget selvfed machomand over Pedro. Han siger det bare. Stille og tilfreds. ”Jeg har været i fjernsynet fem gange”, sukker han glad.

”Når jeg wrestler, gør jeg det så godt, jeg kan. For mine fans og for min familie.”

Pedro bliver altid bedrøvet, når han taler om sin familie ”Det er meget hårdt. Jeg ser dem næsten ikke”, siger han. Og så er han igen en lille dreng. ”Min mor, min far og mine søskende. Jeg savner dem alle sammen virkelig meget, men jeg sagde til min mor og far, at jeg ville tage til Mexico og blive en stor stjerne.” ”Det er småt!” Pedro kigger igennem hegnet til arenaen, der står under åben himmel. Et lille bliktag dækker over den slidte ring i midten. Enkelte metalstole ligger smidt rundt omkring og giver et indtryk af en efterladt fest. På hegnet udenfor er der malet lucha libre helte i det bøjede blik. Solen har bleget farverne, og de afbillede kæmper ser ikke lige så frygtindgydende ud, som de sikkert gjorde, som nymalede for mange år siden. Et par enkelte klapstole er stillet op, snart er de fyldt op med drengene, der læner sig tilbage, mens de søvndrukne kigger på den tomme arena. Der er lang tid til at kampen skal starte

Jesus - Aero Boy ”Desastre – Total Utraviolento” – ”Ødelæggelse – total ultravoldeligt” står der på bannerne rundt om arenaen, da drengene efter et par timer har gjort klar til dagens kamp. Plastikstole er blevet sat op i sirlige rækker, og udenfor har lokale sælgere sat deres boder med masker, dukker og andet merchandise op. Jesus har lagt sig dovent i midten af wrestlingringen. Han kradser sig på ryggen.

Hånden løfter T-shirten op. Blanke, lyse rifter lyser op på hans brune hud, inden han igen trækker trøjen ned. Hver centimeter af hans ryg er dækket af snitsår og ar. Selvom Jesus kun er 19 år, er arene minder fra de mange lysstofrør, tegnestifter, stole, pigtråd

og klips fra hæftepistoler, som kroppen har taget imod i de extreme kampe, han har kæmpet i de sidste fem år.

Aero Boy er DTU’s nye stjerne. Sammen med hans bedste ven og modstander Violento Jack er hans billede på plakaterne sammen med de store stjerner. Aero Boy og Violento Jack øver sig til aftenens show.

Finalen om DTU mesterskabet. Som de står der og øver sig sammen, ligner det mere koreografien til en dans end øvelserne til en extreme kamp.

DTU er blevet større og større de senere år. Især deres extreme kampe er populære. ”Medbring selv våben”, bliver der reklameret med til dagens kamp.

Det har publikum taget til sig. Stegepander, råkostjern, metalbakker, en stjerne lavet af seks lysstofrør og andre våben bliver bragt med publikum ind, da de myldrer ind i arenaen.

Aero Boy ligger på langs i ringen. Hans krop er dækket af lysstofrør så lange som ham selv. Violento Jack er viklet ind i pigtråd. Han står på toppen af den ene af ringens hjørnesøjler. Han krummer sig sammen. Med kraft i springet styrter han ned over Aero Boy, så lysstofrørene splintrer mellem deres kroppe.

Aero Boy er meget mindre end Violento Jack, men alligevel slynger han ham op på skulderen, og kaster ham med hovedet først ned i en stol. ”DTU, DTU!” råber publikum taktfast. Med filmende mobiletelefoner er de rykket helt op til kanten af ringen. Et par hjælpere hopper op på scenen for at hjælpe Violento Jack fri af pigtråden, som har sat sig fast. Han kan ikke strække sig ud men må sidde foroverbøjet, mens drengene prøver at hive det ud af hans maveskind. Aero Boy løber rundt med mesterskabsbæltet hævet over hovedet. Kampen gik som planlagt. Aero Boy er udråbt som vinder.

Raul – Insane ”Jeg vil gerne se dig i fjernsynet en dag,” sagde Rauls bedstefar altid til Raul, når de så wrestlingkampe sammen om søndagen. Bedstefaderen havde selv haft et ønske om at blive luchador, og nu gav han drømmen videre til sit barnebarn. ”Min bedstefar lever stadig. Han er gammel og kan ikke gå, men han så min debutkamp i 2006. Det var en extreme kamp. Han græd, fordi han var så stolt af mig,” siger Raul.

Raul begyndte at træne som 16-årig, og efter tre år havde han sin første kamp. Men berømmelse udeblev. ”Det er svært her i Mexico, for der er rigtig meget konkurrence. Bare i Monterrey er der et andet stort træningscenter, hvor der også er mange, der træner – folk, der også vil være stjerner,” siger Raul, mens han binder sine sko på bænken foran ringen i Tauro Gym, hvor han stadig træner to gange om ugen. ”Jeg er blevet for gammel. Jeg vil gerne en dag have mit eget hus og tænker på fremtiden. Lucha libre er stadig min passion, men pengene er ikke nok til at overleve.”

Raul har opgivet karrieren som professionel, men han kæmper stadig til små shows. Selv om lokalerne er små og betalingen dårlig, er det små de shows, der kræver mest af wrestlerne. Nye extreme lucha libre shows bliver mere og mere populære i Mexico. De minder allermest om rigtige gadekampe, og det kan være svært at se, hvornår det er show, og hvornår det er vold. Hvornår deltagerne kommer rigtigt til skade, og hvornår det er iscenesat, at de skærer i sig selv for at få blodet til at pible frem.

Under navnet Insane går Raul i ringen i bare tæer. Han løber gennem de glasskår, der bliver smadret mod hans ryg. Den barfodede

optræden er hans kendetegn. Han gør det, fordi ingen andre gør det. På den måde skiller han sig ud fra de andre. Han er kendt for at være fuldstændig sindssyg i ringen. Til dagligt bor han hjemme hos sine forældre med sine to søskende. Han er 23 år, en lille smule kejtet, genert, og så er han lige begyndt at læse administration.

han låsen til arenaen op. Neonrørene lyser den tomme arena op.

De få tilskuere, der er blevet hængende, slentrer ind. Øllene bliver pakket ud af kasserne og lagt på is, og fem minutter efter er Raul på. Han skal kæmpe mod Mortifero. På sin arm har Raul to 20 centimeter lange ar som minde om deres sidste møde.

Efter træningen skynder Raul sig hjem for at pakke inden aftenens kamp. Hver eneste centimeter væg i hans værelse er fyldt ud af idolplakater. Ventilatorvinden får det tynde papir til at bølge, så de hundrede af luchadores på væggen virker levende. ”Der kommer vist ikke så mange i aften, men de betaler mig for det, så jeg er nødt til at lave det samme crazy shit, som jeg plejer.

Jeg taber dog stadig altid, for det bliver jeg bedt om promotorerne.”

Han pakker sin sorte lædermaske med nitter og hans andet kendetegn, en bamse indpakket i pigtråd, ned i tasken.

”Det her skal nok blive godt,” siger en pige i flokken, da Raul kommer brølende ud fra omklædningsrummet med sin hvide bamse hævet over hovedet. Den anden wrestler kommer løbende ud lige bag ham, og hurtigt er kampen i gang. Glasskårene fra de smadrede lysstofrør flyver omkring, og i løbet af de ti minutter kampen varer, har der spredt sig en ring af glas og blod hele vejen rundt om ringen.

Raul bliver nødt til at sætte sig. Som om han ikke selv er forberedt på det, sætter kroppen sig ned. Han holder sig til hånden. Blodet drypper ned på jorden i taktfaste, hurtige slag. Med sine bare tæer træder han ned i sit blod, og trækker det med ud på badeværelset bagved. Vandet er rødt, inden det når den hvide porcelænsvask.

Raul holder hånden ind under vandet og lukker øjnene. Han ved ikke, hvad han skal gøre ved smerten.

”Hmm, hvad sker der her?” Raul er ankommet til arenaen, men en time inden hans kamp skal starte, er arenaen låst, og der er ingen mennesker. Raul spejder forvirret rundt og får øje på aftenens kommentator, der sidder i sin bil rundt om hjørnet. I hans forrude hænger en lucha libre maske og dingler. Han ruller vinduet ned. ”Hvad sker der?” spørger Raul. ”Promotoren har kun betalt ejeren halvdelen af lejen for arenaen”, siger manden i bilen og trækker på skulderen. ”Han sagde, at han ville vende tilbage med resten, men det gjorde han ikke. Ejeren vil ikke åben arenaen, før han får resten af sine penge.” Raul sukker opgivende.

Det er blevet mørkt, og kampen skulle være begyndt for ti minutter siden, da promotoren pludselig ankommer i en bil fyldt med ølkasser og unge piger. En mand stiger ud og med en hammer bryder

Ude ved ringen flyver støvet fra de smadrede lysstofrør rundt i luften. Med sammenknebne øjne og mund holder publikum vejret.

Støvet er kendt for at kunne give kræft. Tilskuerne når lige at se slagene i ringen, før de vender ansigtet bort, og støvskyen flyver forbi.

Blodstrint fra de nye kæmper på scenen rammer publikum i ansigtet. Man kan lugte blodet, som en tung metallisk sødme hænger det i luften. Raul skal på igen lige om lidt, men han kan ikke. Han prøver, men kan ikke bruge den ene hånd. Til sidst går han derfra, og lader de andre afslutte turneringen. Vinderen får en pokal over-

rakt. Han kan nu kalde sig ”King of Deathmatch”.

Raul sætter sig træt på bænken, hvor hans venner har siddet og fulgt kampen. De vil have ham med til fest, men Raul har ringet efter sin far, så han kan køre ham på skadestuen. ”Jeg skal bare hjem,” svarer Raul dem træt, da de prøver at muntrer ham op og give ham en øl. Han vil ikke lugte af øl, når han skal på skadestuen.

Han ser slem nok ud med blod i hele ansigtet og ned ad blusen og armen.

Sygeplejersken kigger på hans finger, der har fået to dybe sår. Den skal syes, men det er Raul ikke meget for. Han har tjent 500 pesos til kampen, og det vil koste 2000 at blive syet, så de kører hjem igen. ”Jeg håber bare, at fingeren har det godt nok til næste weekend,” siger han, mens han står bøjet over håndvasken hjemme på badeværelset og vikler fingeren ind i gage. Næste weekend har Raul to extreme kampe, der venter. De fleste wrestlere, der også laver extreme shows, holder sig til cirka en kamp om måneden, så kroppen kan nå at hele. Raul kæmper flere gange om måneden, nogle gange flere gange på én weekend. Sårene får ikke tid til at hele, og Raul har kun et par timer til at komme sig efter transporten fra den ene kamp til den anden. ”Det er hårdt, men det er penge,” siger han og trækker på skulderen.

Sara Galbiati, Maj 2010

« Forside: Aero Boy efter finalekampen, hvor han blev den nye extreme mester « En kæmpe statue er rejst til ære for Santo, den størst lucha libre legende i Mexico « Raul er faldet oven på et smadret lysstofrør under kampen og er gået ud bagved for at stoppe blødningen « Rauls modstander Mortifero « Raul i ”King of Deathmatch” turneringen, Arena Feminil – Monterrey, Mexico « Efterladte våben. ”King of Deathmatch” - turneringen « Rauls modstander Mortifer ligger på en tilskuerbænk efter et slag « Raul backstage i Arena Feminil inden hans først kamp i turneringen ”King of Deathmatch” « Raul venter på, at hans far kommer og kører ham på skadestuen efter kampen - ”King of Deathmatch”

» Legenden El Signo kommer ud af fontænernes lysskær sammen med sin søn.

De skal kæmpe sammen til El Signos sidste kamp

« Arena Mexico – Mexico City « Mistico, en af Mexicos største lucha libre stjerner, spytter vand i hovedet på sin ærkefjende Volador Jr. under en kamp i Arena Coliseo – Mexico City « Arena Mexico - The Cathedral of Lucha Libre - Mexicos største arena har shows to gange om ugen « To gange om ugen træner Raul i Tauro Gym – Monterrey, Mexico « Et par timer inden kampen ”King of Deathmatch” er Insane i radioen på den lokale lucha libre kanal i Monterrey for at tale om extreme kampenes øgede popularitet i Mexico « Pedro på vej hjem efter kamp i Monterrey « Fem drenge har sovet hos Pedro, inden kampen i Arena Coacalco – Coacalco, Mexico

« Luchadoren Volador Jr. ankommer til Arena Mexico iført maske. Wrestlerne viser sig aldrig offentligt uden maske. Hver tirsdag og fredag når der er kampe, er parkeringshuset fyldt med fans, der håber på at få en autograf fra deres idoler « Wrestleren Pequeño Halloween i omklædningen « Arena Mexico – Mexico City « Sælgerne tager en pause. Under kampene i de store arenaer render sælgere op og ned mellem stolerækkerne og sælger lucha libre merchandise, øl og mad « De største stjerner er meget bevidste om deres helte-status. El Sagrado gør sin entre i Arena Mexico – Mexico City « En lille pige er stukket af fra sin mor for at se kampen helt oppe ved ringen « Lady Apache, en af de få kvindelig stjerner i Mexico, skriver autografer efter kamp i Arena Coliseo – Mexico city

« Tidligt søndag morgen er et par af drengene på vej hen til bussen, der skal køre dem hen til kamp i Arena Coacalco – Coacalco, Mexico « Hugo Gonzales er ved lægen, da han har slået sin skulder under træning. Lægen beder ham forholde sig i ro i et par uger, men dagen efter skal Hugo kæmpe imod Pedro til DTU’s kamp i Arena Coacalco – Coacalco, Mexico « Psicosis og Lazer Boy følger kampen i Arena Coacalco fra omklædningen « Hugo Gonzales bruger den tid, der er til at slappe af inden dagens kamp

» Solar er en levende legende i Mexico. Han er kommet for at kæmpe til El Signos sidste kamp. Mange store stjerner kommer og kæmper, når en lucha libre legende holder op. Dermed kommer der flere mennesker og flere penge. Indtægterne fra deres sidste kamp udgør wrestlernes pension

« Violento Jacks ryg – 20 år

» Aero Boys ryg – 19 år

« Angelica er en af de kvindelige luchadoras tilknyttet Arena Feminil. I Monterrey findes Mexicos eneste arena, der har shows kun med kvinder, men det er svært at lokke folk til, siger ejeren, for mænd tror ikke på, at kvinder kan kæmpe « Væg i DTU’s træningslokale « Udsigten fra øllageret i Arena Mexico – Mexico City « I et lukket bur kæmper flere wrestlere til El Signos sidste kamp. Den sidste wrestler til at forlade buret vinder kampen. Signo forlader ringen som nummer tre.

Hans søn vinder finalen og overtager på den måde efter faderen, der nu kan gå på pension med slægten ført videre i lucha libre verdenen « For foden af et bjerg på den anden side af en tresporet motorvej ligger Star Man Gym. I tre uger har ejeren holdt auditions for håbefulde aspiranter « En fremtidig stjerne? Håbefulde deltagere fra hele landet er taget til Star Man Gym i Mexico City, hvor der holdes audition for nye talenter. Selvom de fleste deltagere kommer fra fattige kår, har de alle gjort meget ud af deres dragter, og har allerede givet sig selv et wrestlernavn og identitet

» Jesus skjuler sit ansigt i hånden, så han ikke kan genkendes som civil person.

De to piger giver deres telefonnumre til Pedro og Jesus efter kampen

« Jesus og Nahum - Violento Jack - sover på sofaen hos deres ven i Monterrey, hvor en promotor har skaffet dem fem kampe om ugen i 14 dage. Når de ikke kæmper tilbringes dagen foran fjernsynet « Aero Boy, Arena Coliseo – Monterrey, Mexico « Pedro bor hjemme hos en ven, mens han er i Monterrey for at lave shows « Aero Boy og Lowrider vinder kamp i Arena Coliseo – Monterrey, Mexico « Lowrider, backstage i Arena Coliseo – Monterrey, Mexico « Fan, Arena Mexico – Mexico City

« El Ranchero er blever revet i hovedet med et råkostjern, som en tilskuer gav til hans modstander. DTU kamp, Arena Coacalco – Coacalco, Mexico

DTU’s hjemmeside: ”Extreme kampe er noget nyt. I modsætning til noget der er set før, er dette en kamp, hvor kæmperne giver sig 100% for at behage publikum. Der er ingen mellemvej. Ekstreme er simpelthen at give alt. Det er betingelserne, for at en kamp kan kaldes extreme.

Denne type kampe er den voldelige del, hvor der er blod. Stole, borde, brand, glas, lamper, pigtråd, stifter og selv sprængstoffer er ingredienserne, der giver smag til denne type shows. De mest blodige af alle stilarter er “ultraviolent” som DTU forsøger at indarbejde i deres kampe.”

« Kampene holder sig sjældent inden for ringen. Hele arealet omkring bliver brugt især til spring og fald ud over ringen « Sagre Guerrera smadrer en Coronaflaske i hovedet på promotoren under finalen, mens publikum fotograferer det og opildner kæmperne til at gå mere amok « Promotoren af kampen ”King of Deathmatch” kæmper selv i finalen. En kamp han også har finansieret. Hans modstander Sagre Guerrera bruger en gummislange til at trække ham hen ad jorden « Med blod i hovedet fra faderens sår står sønnen til vinderen af ”King of Deathmatch” kampen med sin fars pokal, mens folk får taget deres billede sammen med faderne/vinderen « De smadrede lysstofsrør ligger spredt rundt om ringen efter ”King of Deathmatch” finalen « Promotoren har tabt finalen til sin ven Sagre Guerrera « Efter ”King of Deathmatch” finalen har en lille dreng fået lov at hoppe op i ringen og feje glasskårene ned

På kontoret hænger brugte masker fra flere hundrede stjernewrestlere fra gulv til loft. Man kan mærke respekten i det lille lokale.

Som om alle maskerne bukker kun for ham. Manden bag skrivebordet. El presidente – chefen for lucha libre-kommissionen i Mexico City. Præsidenten vil ikke have sit borgerlig navn frem, for sådan er reglerne i wrestlernes verden. De optræder kun offentlig iført maske og under deres scenenavn. Hans er Fantasma.

Han kigger op fra skrivebordet. Blikket er bestemt bag den lilla maske. Han er manden med kontakterne. Ham, der kan hjælpe en ind i de store arenaer. Og ham der bedømmer, om man har talent nok til at få den licens, der er nødvendig for at blive luchador. Der er mange med talent nok. Det lille kontor er fyldt med små arkivbokse over de mange wrestlere i Mexico City. Hvor mange der præcis er, har El presidente ikke tal på. “Der er mange. Rigtig mange, måske tusinder?” siger han og trækker på skulderen.

“Men der er ikke særlig mange stjerner, måske 200 i hele hovedstaden. Der er kun de stjerner, du ser i bladene.” Hans kæbe kæmper for at komme ud af hullet i stofmasken, når han taler. ”Se for eksempel på ham der.” El Presidente peger over på Redentor, en wrestler der står i hjørnet og venter. ”Han er god, men han er ingen stjerne.”

« Fantasma

Redentor er taget ind til kontoret for at hente de tilladelser, han skal bruge for at arrangere en kamp på et af byens torve. Han kæmper ikke længere selv. Nu sælger han lucha libre merchandise på Pino Suarez torvet midt i Mexico City. Før var han selv et af de idoler, hvis maske han nu sælger. Nu er han ukendt. Hans gamle maske hænger ikke blandt dem, man kan købe i boden, for ingen ved, hvem han er, og de færreste husker, hvem han var. Et uheldigt spring satte en øjeblikkelig stopper for hans karriere. Kort tid efter at han fik sit drømmejob i Arena Coliseo, landede han forkert og slog sin ryg så slemt, at han lå syg i seks måneder. Lige siden har han haft så voldsomme smerter, at han ikke længere kan wrestle. ”Tingene sker af en grund. Jeg er ikke ked af det. Jeg nåede at have mere end 20 gode år i branchen”, siger han selv, når man spørger ind til hans historie. Han er ikke bitter. Heller ikke over, at hans tidligere arbejdsgiver kun gav ham seks måneders løn efter ulykken.

Nu kæmper han i stedet med at stable de tunge kasser med merchandise, når hans 12-timers arbejdsdag er slut.

« Redentor Lucha libre merchandise sælger Tidligere stjerne i Arena Coliseo

» Reyo de Tigre Amatør luchador

« Pequeño Nebrije Professionel miniluchador

» Mini Scopio Professionel miniluchador

ÂŤ Kato Kung Lee To gange World Martial Wrestling champion

Âť Kaientai Japansk inspireret extreme wrestler

« Coco Rojo ”Han har en klovnemaske på, fordi han føler sig som en klovn, men ikke den slags klovn, der får børn til at le. Nej, han er den slags klovn, der får børnene til at græde.” - sagt om Coco Rojo

» Fishman En af lucha libres største stjerner. I 80’erne var Fishman hovedperson i sin egen tegenserie

« Muerte Bucanera Enarmet professionel luchador

» Lizmark ”Jeg har vundet alt, der at vinde!”

Tusinde tak til: Pedro, Raul og Jesus og alle de andre loco luchadores.

Peder Hjort–Madsen. Viva Galbiati. Marie Sæhl Sørensen. Miriam Dalsgaard.

Tobias Selnæs Markussen. Martin Bubandt. Peter Hove Olesen og dem jeg har glemt...