Lunden by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

LUNDEN

LEDER Byen ligner en blanding af Tenerife og Djurs Sommerland. Udendørs betoncenter med springvand og orientalsk bazar. Stierne er snoede som labyrinter, hvor hver en blindgyde ender i en legeplads fyldt med børn. Spejderne kan man altid bo hos. Man skal bare selv have trangiasæt med. Hos Kirsten får du både kælderseng, bad og pandekager. Velkommen til Albertslund.

04 14 22 30 38 46 54 62

Forstadsrap uden bling-bling Udviklingshæmmet - og hvad så? Snegle, kys og flødekartofler I de mørke timer Løst hår og skarpe værdier Hjemme i et fremmed land Miraklernes højborg Fodbold og fortrolighed

FORSTADSRAP UDEN BLING-BLING Stoddermusik om billige branderter og damer er ved at bringe De D anske Hyrder frem på den nationale hiphopscene. Succesen har overrasket drengene, som ser sig som venner snarere end en musikgruppe AF ULRIK HASEMANN

renge, drenge! Der er altså mange mennesker dernede nu.” ”Er der? Fedt, skal vi lige have en sidste drink?” En håndfuld af drengene slænger sig i backstage-sofaerne på Forbrændinen i centrum af Albertslund. De er på hjemmebane. Bordet foran dem bugner af dåser og halvtomme flasker med polske etiketter. Det sidste års tid er deres hårdtslående tekster og ørehængende beats hørt hundredetusinder af gange på nettet. Og om lidt skal drengene fyre den af for 200 mennesker, som har betalt kun for at høre dem. De er på.

FULDEMANDS FØDSELSDAGSSANGE ”Det hele startede jo bare for sjov,” siger Anas Attaheri. Han er en af de 14 drenge fra rapgruppen De Danske Hyrder. Han har boet hele sit liv i Albertslund en håndfuld S-togsstop uden for København ligesom de fleste andre af drengene. De er omkring de 19 år og fandt sammen i gymnasietiden. ”Vi startede med at lave fødselsdags-

sange til hinanden. Og efter det ville vi bare lave sange om nogle grineren emner,” siger Anas. De første numre blev til, mens de var fulde. De lavede et beat på computeren og skiftedes til at rappe ind over. Teksterne handler om at være unge og fattige uden rigtig at handle om noget. De vælger Fakta frem for Føtex, crasher privatfester og driver den af på kommunens penge. De giver et indtryk af en sorgløs tilværelse, hvor det bare drejer sig om at have det fedt med drengene og lave damer. ”Teksterne kunne lige så godt handle om salatpizza,” siger Anas. Eller shawarma fra Görkem nede ved kanalen. Men ikke om sushi. Og heller ikke om stoffer, store biler eller bling-bling, som ellers er kutymen inden for hiphopgenren. ”Vi rapper om noget, mange unge kan relatere til; i bund og grund at hænge ud med sine drenge og have det fedt sammen,” siger Anas. Ofte er teksterne overdrevne, og

drengene har bevidst gjort sig mere stodderagtige, end de virkelig er. Selvironien tager udgangspunkt i nærmiljøet. Byens beskidte beton har ry for at opfostre rappere, og hyrdedrengene rider videre på det slidte Albertslund-image, som blandt andet Suspekt har været med til at tillægge forstaden.

FRA SKIMASKER TIL UDSOLGTE KONCERTER ”Husk nu at holde lidt afstand til mikrofonerne,” minder lydmanden på Forbrændingen om under lydprøven tidligere på dagen. Fire af drengene står på scenen og øver til aftenens koncert. Andre hopper rundt i glæde over at høre deres egne beats brage ud af højtalerne på et stort spillested. ”Jeg’ fuld hele tiden og pisseligeglad, du,” lyder det med dyb vestegnsdialekt fra scenen. Udenfor står resten af gruppen. Smøgerne gløder, og snakken går om gårsdagens koncert. Provinsparty, synes

Anas og Ole hører deres nummer Bistand på P6. Det er første gang, De Danske Hyrder spilles i radioen.

at være det gennemgående indtryk. Og noget med nogle vilde og villige damer. ”Albertslund er ingen storby, men det er fandme New York i forhold til Magleby,” siger Benny med bøllehatten. For et lille år siden udgav de et digitalt album. Det overraskede dem selv, hvor godt folk tog imod det. Tidligere havde de bare sat musikken på hos DJ’en til gymnasiefesterne, og da de skulle spille til en fælleskoncert med andre små bands fra Albertslund, jokede de med at tage skimasker på. ”Vi var lidt pinlige over det, vi havde lavet. Det var jo dårligt. Vi turde ikke stå ved projektet,” siger Marty.

Et par timer senere åbner dørene til Forbrændingen, og drengene fortrækker til backstage-sofaerne. ”Skal vi ikke bukke efter koncerten,” foreslår Luc. ”Hvad mand, er du fra Kina?” svarer Benny tilbage og glor på sin ven med åben mund. Diskussionen går lidt frem og tilbage. De fleste er enige i, at man ikke bukker. Det er jo ikke et teaterstykke. Kort efter diskuterer de, om koncerten skal begynde præcis klokken 22 som annonceret. De ender med at trække den 20 minutter – ligesom de store navne.

STJERNESTATUS I FAKTA Men koncerten forløb godt, og folk tog også pænt imod deres første plade. De begyndte derfor hurtigt at indspille sange til et nyt album. De har arbejdet på det næsten hver dag i otte måneder nu. Det skal være ordentligt, selvom det stadig handler om de samme umiddelbare ungdomsemner.

På parkeringspladsen foran musikskolen står Anas og Ole og stirrer intenst ned i en mobiltelefon. Det er første gang, De Danske Hyrder skal spilles i radioen, og de er spændte på, hvordan deres musik præsenteres. ”I aften er det noget med, at du har

fundet en ny gruppe drenge frem fra Albertslund, Kasper, som har tur i noget helt nyt dansk hiphop,” lyder den kvindelige radioværts overgearede stemme. ”Ikke bare en gruppe, men nærmest et helt fodboldhold. De er faktisk 14 mand i det her musikkollektiv,” griner den mandlige radiovært tilbage. ”Og så synger de om nogle socialrealistiske emner, som måske er meget relevante, når man kommer derude fra. For eksempel om at være på bistand.” ”Fatter de ikke, at det bare er for sjov?” udbryder Ole og tværer smøgen ud mod asfalten. Der er ikke nogen af drengene, der er på bistand, selvom de synger om det. De bor hjemme hos deres forældre, er lige blevet færdige med gymnasiet, og

mange har job som vikarer i skole eller børnehave. Lidt efter flyder nummeret Bistand ud i æteren, og drengene er tydeligt stolte. ”Folk sidder i bilen et eller andet sted lige nu – og så er det der bare,” som Anas siger. Det er en milepæl for drengene at høre deres egne stemmer i radioen. Endnu en første fjer i hatten. Og så gør det ikke det store, at folk måske tager teksterne for seriøst, og at radioværterne ikke har styr på, om de har udgivet et helt album eller blot et par sange. Der har været mange førstegangs oplevelser for gruppen de sidste par måneder, og de fleste kan nu små historier om at blive genkendt på gaden. Oli fortalte om en lille fyr, der

Pause under en øver forud for SPOT Festival. De Danske Hyrder er blandt de tolv finalister i DR’s KarrieKanonen og skal derfor spille på festivalen.

“I Albertslund vil alle mellem 12 og 18 år være rappere,” siger Luc (i midten). Men de færreste har et studie i deres værelse som han. Det er her, gruppen indspiller deres musik.

Koncertdag på Forbrændingen. Bering fik røget 37 cigaretter, inden de gik på scenen.

“

MIN MOR VIL HAVE JEG FLYTTER, FINDER ET HUS DER’ FORLADT JEG SKAL LEVE AF BURGERKING MED STUDIERABAT FAST ARBEJDE UDDØR SOM D-MARK JEG SUTTER STATSPATTEN TØR SOM EN TVEBAK - fra nummeret ‘Bistand’

stod med sin BMX og spurgte, om han ikke var en af Hyrderne. ”Vildt sød fyr,” fortæller Oli til de andre. ”Og så var det high-fives og sådan.” De har også set folk gå rundt med De Danske Hyrder T-shirts henne i Centeret og er kommet ind til privatfester blot ved at sige, de er Hyrderne. ”Den anden dag var jeg i Fakta med min kæreste, hvor der stod en hel flok og råbte noget med De Danske Hyrder. Min kæreste syntes, det var helt vildt, men jeg var bare sådan lidt mere: shhh, de kan stadig høre dig,” fortæller Theo.

PIGTRÅD OG NATMUSIK Festen på Forbrændingen efter koncerten er slut, opdager Luc og Theo pludselig. De har været ude at ryge og er nu låst inde i baggården bag spille stedet. De tager turen over pighegnet, som efterlader Theo med et stort sår i låret. Koncerten gik fantastisk. Publikum havde højt hævede hænder, og bag efter skulle der skrives autografer på kasketterne. Der var mange, som ikke kom fra Albertslund. Deres musik er begyndt at komme langt omkring. Theo og Luc er ikke klar til at gå hjem. I den dybsorte nat stavrer de sammen med to piger ned til musikskolen, som de har nøgle til. Der skal jammes musik og hygges. Selvom drengenes musikunivers begynder at blive seriøst, gælder det stadig om bare at have det sjovt. n

Udviklingshæmmet - og hvad så? AF PETRA THEIBEL JACOBSEN

Udviklingshæmmet, retarderet eller åndssvag. Lonnie Sommer Hansen kender alt til de udtryk. Hun blev født med en hjerneskade for 22 år siden og kan hverken læse eller regne. Men Lonnie kan så meget andet.

onnie Sommer Hansen peger op på plakaten af en letpåklædt mand, som hænger over sofaen. ”Han er ikke lige min kop te,” siger hun. Lonnie sidder på sin seng i bofællesskabet, Herstedøster Sidevej i Albertslund. Hendes hånd glider i lange, ømme bevægelser hen over tøjdyret King. Udadtil ligner Lonnie en ung kvinde, men hun fungerer mentalt som et barn. Hendes hjerneskade har medført, at hun hverken kan læse eller regne. En stor bøtte perler står på gulvet foran hende, og på sofaen ligger den grønne arbejdsuniform smidt – ”Skovhjælper” står der med store hvide bogstaver på brystet. Lonnie arbejder på Herstedhøje Naturcenter sammen med andre udviklingshæmmede. Hun er den eneste

pige i flokken, hvilket ifølge hende selv er ”øv”. ”Piger kan man bedre tale med,” siger hun. Hendes bedste ven er dog en mand, og han hedder Brian Andersen. ”Ja, men han er også den eneste,” småfniser hun. Brian bor i nabohuset. Han er også skovhjælper.

NATUREN SOM ARBEJDSPLADS Lonnie tager sin cykel til arbejde, for hun bor kun fem minutter fra Naturcenteret. Hver morgen bliver alle arbejdsopgaver fordelt blandt skovhjælperne. Lonnie er særligt god til at omgås dyr, og hun har sin daglige gang ved fårene. Der er i øjeblikket 39 lam, der skal passes. Skovhjælperne har så travlt for tiden, at der kun kan blive plads til to mundfulde formiddagskaffe.

“De sagde, at jeg var tyk og grim, og det brød jeg mig ikke om

Det gode vejr tiltrækker mange gæster, især børnehaver og skoler. Skovhjælpernes arbejde består primært af at servicere gæsterne ved at tænde bål og lave snobrødsdej, men de står også for vedligeholdelse af den nærtliggende skov.

ANSVAR GIVER SELVTILLID Lonnie gik på en skole for udviklingshæmmede, før hun blev skovhjælper, men det var ingen succes. ”Jeg blev mobbet af de andre. De sagde, at jeg var tyk og grim, og det brød jeg mig ikke om”. På naturcenteret har Lonnie fundet sin rette hylde. Hun oplever en anden ro. ”Hvis jeg er ved fårene, og

der kommer gæster, så hjælper jeg med at holde lammene, så de kan kæle med dem,” siger Lonnie stolt. Selvom gæsterne kan læse sig til information, betyder det meget for skovhjælperne, at de kan dele ud af deres viden om stedet. Lonnie er lige blevet oplært i, hvordan man tænder et bål. Pædagogen Michael lader Lonnie tænde for gassen, og hendes øjne lyser op, da hun ser ilden brede sig foran hende. ”Godt gået, Lonnie,” siger Michael og klapper hende på skulderen.

KÆRLIGHED TIL BRØNDBY I pauserne bliver der ofte diskuteret fodbold, og særligt den kommende kamp.

Når Lonnies venner ikke behandler hende ordentligt, ryger de ned i hendes skuffe for en tid.

”FCK laver den værste dumhed,” siger Lonnie og mener vist FCK’s fans til skovhjælper Ulrik. ”De banker jo allerede hinanden, inden kampen starter,” siger hun. ”Det kommer til at gå så galt. De slår hinanden halvt fordærvet,” svarer Ulrik og banker sig oveni hovedet med knytnæven. Lonnie kan godt lide at komme på Brøndby Stadion, men hun har været udsat for flere ubehagelige episoder. ”Jeg fik engang en colaflaske i nakken af en FCK-fan. Politiet fik fat i ham og tog ham med,” fortæller Lonnie med alvor i stemmen. Det skal ikke afholde

hende fra at heppe på Brøndby sammen med sin far og sine brødre. GODE VENNER Hver eftermiddag kommer Brian på besøg hos Lonnie hjemme i bofællesskabet, og de får vendt mange forskellige emner. Brian er ivrig efter, at Lonnie fortæller historien om pistolen. ”Du blev jagtet rundt, jagtet rundt,” siger Brian. ”De troede, at det var en rigtig pistol, jeg havde,” siger Lonnie. “Men det var det så åbenbart ikke. Det var en legetøjspistol.”

Lonnie tager selv bussen ind til byen, når hun skal pante sine sodavandsflasker. Alarmen på telefonen ringer, når det er tid til at tage hjem. 20

Fire betjente beordrede hende til at overgive våbnet. ”Hvis du ikke lægger dig ned, så slipper vi de her to hunde fri,” siger Lonnie. ”Åh, åååh!” lyder det fra Brian. Lonnie fortæller, at politiet tog pistolen til hendes store ærgrelse. ”Jeg ville bare gerne selv have smidt den ud.” Brian og Lonnie sidder på sengen, da hendes mobiltelefon ringer. ”Hvem er det?” griner Brian. Lonnie bliver rød i hovedet og kigger væk. ”Det er bare en god ven,” siger hun lavmælt, mens

hun forsøger at skifte emne. ”Er det Christian?” spørger han. Der bliver helt stille. ”Han er også en rar mand,” konstaterer Brian. Brian kigger på klokken. Han ved, at han skal være på sit værelse kl. 21, for så skal der være ro. Lonnie skæver op på sin opslagstavle, hvor skemaet for den kommende uge hænger. Hun har helt styr på, hvad hun skal i morgen. n

“De troede, at det var en rigtig pistol, jeg havde. Men det var det så åbenbart ikke. Det var en legetøjspistol

Snegle, kys og flødekartofler AF KATRINE MARIE KRAGH

De første tanker om Albertslund opstod i 1950’erne. Politikerne ønskede at skabe en by med plads til familieliv - en by med natur og gode legemuligheder for børn. Bilerne skulle adskilles fra cyklister og gående gennem et stisystem, så børnene kunne cykle fra den ene ende af byen til den anden uden at skulle krydse en trafikeret vej. Og sådan blev det. I løbet af få årtier voksede Albertslund fra at være et lille landsbysamfund på 3.000 indbyggere til at blive en by med næsten 30.000 mennesker. I dag er en tredjedel af forstadens indbyggere børn, og der bliver stadigvæk lagt vægt på at forbedre og styrke børns udvikling i byen.

THOR OG ASBJØRN MØLLER CLAUSEN, 11 OG 8 ÅR Det er tidlig lørdag morgen. Thor og Asbjørn er lige stået op. De sidder i familiens grønne læderstole og børster tænder med deres elektriske tand børster. Foran dem er der en bolle til hver med lys pålægschokolade på. Thor og Asbjørn er brødre. De bor på samme værelse. Thor sover i den øverste køje i køjesengen, og Asbjørn i den nederste.

Det er de glade for. På værelset gemmer sig en masse medaljer og pokaler fra løb, fodbold og badminton. Thor kan bedst lide at spille badminton. ”Jeg er den bedste på mit hold,” fortæller han. Thor og Asbjørn er enige om mange ting. De synes, det er dejligt at bo i Albertslund, lege dåseskjul og spille badminton. Der er mange ting, de

begge kan lide, men Thor elsker flødekartofler, og det gør Asbjørn ikke. Han kan bedre lide rejer og muslinger. Der er ikke rigtig noget på værelset, der tilhører kun én af de to drenge, for de deler nemlig det hele. ”Hvis jeg får en gave til jul, så plejer jeg at dele den med Asbjørn alligevel,” siger Thor. Der er nogle ting, Asbjørn godt

kunne tænke sig at have lidt for sig selv. ”Jeg vil gerne have min boomerang for mig selv nogle gange, men jeg deler den alligevel, for jeg må også låne Thors løbehjul.”

EMILIE ENGEL STORM OG VIKTORIA MUNK TINNING, 6 ÅR Viktoria og Emilie er seks år gamle. I dag er Emilie på besøg hos Viktoria. Hun har fået lov at overnatte. Far Kim siger, de må få en is, når mor kommer hjem fra sin løbetur til centeret, hvorefter han arbejder videre ude i haven i badesandaler. Han skærer sig på en sten. Mor er hurtig hjemme igen, og far tager et smut på skadestuen. Pigerne finder is frem og sætter sig ude på den varme trampolin i forårssolen. Viktoria fortæller om en bager nede ved centeret, hun synes er rigtig god. Man kan få alt muligt dernede, men det bedste hun ved, er marengskagerne ’kys’.

Emilie fniser og ryster på hovedet. ”Du siger hele tiden kys…” ”Det hedder kys, Emilie.” ”Ja, men det lyder så mærkeligt, fordi det er ligesom at kysse! Det lyder lidt klamt.” ”Jeg har en kæreste,” svarer Viktoria. ”Kysser du ham?” Emilie ser lidt mistroisk ud. ”Ja,” svarer Viktoria. ”Ej…” siger Emilie og kigger ned. ”Jeg har ikke lyst til at kysse på nogen.”

LINUS FOSS VANGSØE, 3 ÅR Drengen Linus bor i Hyldespjældet i Albertslund sammen med sine forældre og sin storesøster Linea. Hyldespjældet er et større boligområde, hvor der bliver lagt vægt på socialt fællesskab beboerne imellem. Her bor en masse børnefamilier, og der må ikke køre biler. Derfor kan børnene let løbe og lege, som de vil udenfor. Linus er især glad for Harry Potter legepladsen, lige hvor han bor. Den er egentlig for de lidt større børn, men det er Linus ligeglad med. Engang var han kravlet lidt for højt op og ville vise, han kunne hoppe ned derfra helt selv. Så brækkede han armen. I dag er han lidt mere forsigtig: ”Se, jeg kan hoppe herfra! Uden at brække noget!” Det er en eftermiddag i april. Linus har fundet en snegl. Den hedder Snegl og kan tale med Linus. ”Hej, Snegl,” siger han.”Hvad er det, du siger?” Linus fører den op til øret, så han kan høre, hvad den siger. De hvisker sammen. Sneglen fortæller, at den skal til fest i et stort sneglehus med alle de andre snegle. Både de bittesmå og de kæmpestore Vinbergsnegle. Linus kan godt komme derind, fortæller han. ”De har sådan en lille lem, jeg kan kravle ind igennem. Måske en voksen også godt kan, men det er nok lidt svært,” siger Linus og ser lidt skeptisk ud. n

I DE MØRKE TIMER Når mørket kommer krybende, og dagen går på hæld, søger de fleste mennesker mod en varm seng. Men der er stadig nogen, der af hver deres grund bliver oppe i natten. Dette er tre beretninger fra mørket. AF ANDERS RYE SKJOLDJENSEN

t sted på Roskildevej drøner en bil gennem mørket. Det røde lys fra instrumentbrættet kaster lange skygger hen over chaufførens ansigt. Gadelamperne passerer hastigt udenfor. De efterlades ensomme og øde hen, da bilen fortsætter ufortrødent. Atif Malik er vægter hos vagtfirmaet G4S, det er ham, der har foden på speederen. Det kan til tider blive ensomt i den lille bil,

ord og fortroligheder er før blevet udvekslet mellem Atif og hans GPS. Nu er det dog alarmen, der giver lyd fra sig, den bipper insisterende og hungrer efter hans opmærksomhed. Det er et indbrud lidt uden for Albertslund. Alarmen bipper igen, ’TYV’ viser skærmen. ”De er inde i bygningen nu,” siger han køligt og lægger ekstra vægt på speederen. 31

DEN TROFASTE FØLGESVEND Et andet sted i byen. Et andet sted i mørket. Tuschen strejfer nænsomt papiret og skaber tålmodigt billeder fra hendes tanker. Skrivebordet roder med tuscher, blokke og pensler. Michelle Lundgreen har altid været draget af mørket. Den stilhed som natten bringer med sig. Hun er diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, i daglig tale er hun maniodepressiv, og det gør verden svær at overskue. Natten er mere håndgribelig. Her er færre indtryk, og det er betryggende, at man kan høre alt, hvad der sker omkring sig. Michelle trækker det ene ben op under sig - hun har aldrig

rigtig lært at sidde ordentligt på en stol. Hendes røde hår falder let ned foran ansigtet, hun samler det hurtigt og sætter det op i en ustruktureret knold. Det er natten før, hun skal på Rigshospitalet og have sin nye psykiatrisk udredning. Det er tre uger siden, hun sidst var der. Mørket har altid været en trofast følgesvend, især efter hun er blevet mere psykisk ustabil. Døgnrytmer rykker sig, når der ikke er noget at stå op til, mens nattens stilhed plejer sindet. Hun har det med mørket, som andre mennesker har det med solskinsvejr; det giver hende lyst til at gå en tur. Bare hende og mørket.

UDEN FOR TID OG STED Den monotone summen fra de to motorer bliver overdøvet af en høj hvislen, projektilerne skralder sig igennem den skrigende aluminium og trevler den armygrønne farve op, så det blanke metal skinner frem. Klaus Kirkeby skærer en grimasse og trykker febrilsk på tastaturet. Flyet styrter turbulent mod jorden og eksploderer i et voldsomt inferno. Han retter sig op i stolen, smyger en blond hårlok væk fra ansigtet og placerer den nænsomt bag øret. Klaus er en natteravn. Han nyder natten og mørket. Når timerne flyder sammen og skaber et frirum uden for tid og sted. Det er her, han føler sig fri. Det er her, han holder til og kan koncentrere sig. I folkeskolen blev han ind i mellem kaldt en nørd, nu bryster han sig ved samme titel og bru-

ger en stor del af sin tid foran skærmen. Han lukker spillet ned, og et nyt vindue popper op. En række grønne tal danser ned over skærmen og leder tankerne tilbage til den ikoniske startscene i filmen ’The Matrix’. Vinduet med de grønne tal kan udvinde BitCoins – en slags virtuel valuta. En hobby, der til tider kan spæde lidt ekstra lommepenge til kontanthjælpen. På skrivebordet foran ham er alt inden for rækkevidde, lige fra kaffe til chilisauce. Hans kontrolpanel igennem natten. I baggrunden kører fjernsynet sagte. Det er en serie om paranormal efterforskning af den knap så videnskabelige slags. Klaus hanker en smule op i joggingbukserne og stikker begge fødder i sine ternede sutsko. Klokken er over to, og natten er stadig ung.

MONSTRE OG TYVEKNÆGTE Lyskeglen fra vagtbilens lygter fanger den røde murstensmur og hopper let, da hjulet rammer kantstenen. Atif griber alarmen og melder sin ankomst til centralen. Han springer ud af bilen med en stavlygte i hånden. Den er hans bedste ven i kampen mod mørket, uden den lurer der monstre i selv de mest harmløse malerier og skygger. Alarmen hyler ud af det smadrede vindue. Atif stryger op af trappen. Der ligger jord på gulvet. Han afsøger stedet. Tyven er væk, forsvundet ud i mørket.

Natten går på hæld, da Atif læner sig op ad køleren. Han tænder en mentolsmøg og skutter sig. Atif har været på vagt i snart tolv timer, og kuldegysningerne er begyndt at falde ham i ryggen. Det sker altid, når han er oppe hele natten. Klokken nærmer sig seks, og om lidt står solen op over Albertslund. n

LØST HÅR OG SKARPE VÆRDIER AF SARA GANGSTED

Delal Eken er opvokset i Danmark og opdraget som muslim. På trods af sine unge 17 år er hun selvsikker i valg af værdier fra begge verdener. Hun er vokset op med, at kulturer godt kan blandes.

mellem de grønne puder og den matchende dyne sidder Delal Eken på 17 år. Hendes bedstemor er lige kommet med tyrkisk te i vaseformede glas og små kager i mundrette stykker. I stuen sidder hendes bedste mor og bedstefar i den beige sofa. De hvide gardiner er trukket for. Hendes far er kommet hjem og tilslutter sig i sofaen. Moderen er snart hjemme fra sit arbejde i børnehaven. Rank og fin smider hun sit lange hår fra den ene skulder til den anden. Hun tager en enkelt skefuld sukker og rører rundt. ”Ja de fleste har to forældre, men jeg har så fire!” griner hun. Samtidig understreger hun, at det for det meste bare er hyggeligt. Delals forældre er kurdere og kommer fra en lille provinsby ved navn Tavsancali i Tyrkiet. Hendes far kom til Danmark i 80’erne for at arbejde og uddanne sig – derefter kom hendes mor i 90’erne. Albertslund er nu stedet, hvor fami lien bor. I det røde rækkehus med hvid og minimalistisk indretning bor Delal med sin lillesøster, mor og far, bedstemor og bedstefar. De er alle troende muslimer. De holder Ramadan og fejrer Eid med en stor familiefest. De besøger ofte moskeen, går op i ægteskab og videreførelse af familien.

Samtidig er de også danskere, der følger med i politik, vægter uddannelse højt og ser TV2 News.

TRADITIONEN TRO Delal har mange drømme om fremtiden. Hun vil rejse i Afrika, lave frivilligt arbejde, og så vil hun også gerne stifte sit eget parti. Hun synes, politikerne herhjemme snakker for meget i tomgang - hun vil høre tingene, som de er. Og så vil hun have, vi skal tage miljøet mere seriøst. Det mener hun ikke er noget, der bliver taget alvorligt nok. ”Ærlighedspartiet skal det hedde!” ”Det er en drøm, jeg har haft rigtig længe og har talt meget med min søster om. Det er nok mest mig, der skal styre det - så kan hun være sekretær eller noget,” griner Delal. På Kongsted Gymnasium i Albertslund har Delal sin hverdag. Her går hun nu i 2.g. Skolen er vigtig for Delal. Selvom hun ofte gaber i matematiktimen, tager hun alligevel også til lektiecafé for at blive bedre og for at få lavet næste aflevering.

Fnidder og grin og nye neglelakfarver. Nestlé-sodavand og en bibliotekar, der tysser på dem. Mellemmodulet går hurtigt, inden de skal til matematik.

Hendes fire forældre har givet hende en god opvækst og lagt vægt på mange af de muslimske værdier. Både bedsteforældrene og moderen beder de obligatoriske fem gange om dagen.

“Ja de fleste har to forældre, men jeg har så fire!

Delals kusine er på besøg. De synes, gymnasiet er blevet hårdere, så de prøver at lave så lidt som muligt i weekenden.

Da hun var mindre, gik Delal selv i den lokale moske hver søndag for at lære at læse arabisk og for at lære bønnerne udenad. Bønnerne kan hun stadig uden ad, men hun har valgt ikke at bruge dem. Lige nu mener hun ikke, at det er noget, hun har behov for.

For at være en bedre muslim. ”Det handler ikke kun om, at mændene ikke må blive tiltrukket af dem. For mig er det bare vigtigt, at jeg ved med mig selv, at jeg er et godt menneske.”

DEN DANSKE JUL En gang i mellem er der nogle vigtige fester på skolen, som Delal tager med til. Men hun drikker ikke alkohol. Det har hun hverken lyst eller lov til som muslim. En del af Delals veninder går med tørklæde. Det gør de hovedsageligt for deres egen skyld.

I 9.klasse meldte Delal sig ind i organisationen Dansk Folkehjælp. En frivillig organisation, der hjælper udsatte i Danmark og udlandet. Blandt andet har de en julehjælp, hvor Delal har været med til at samle ind til de familier, der ikke selv har ressourcer nok til at fejre julen. ”Vi glemmer tit, at der også er børn i

Danmark, der lever i fattigdom. De kan ikke holde en normal jul, som deres kammerater for eksempel kan.” Selv har Delal aldrig fejret jul.

En anden gang var de med organisationen i København sammen med en gruppe asylbørn fra Sandholmlejren. Dem gav de en tur i Tivoli. Børnene var helt opløftede og med lys i øjnene. Her følte hun virkelig, at hun var med til at give noget helt særligt. ”Man kunne se på dem, hvor taknemmelige de var. Det var virkelig en oplevelse,” fortæller Delal.

Med syv mennesker i huset er alenetid en sjældenhed.

Hver 42 aften tjekker Delals bedstemor, om hun har slukket lyset efter klokken 22. Hun vil gerne have, at Delal får nok søvn til at passe skolen.

Delal, lillesøster og mor ‘Snapchatter’ til storesøsteren, der bor i Aarhus.

“Vi glemmer tit, at der også er børn i Danmark, der lever i fattigdom

Hun stræber efter at være med til så mange af de frivillige ting som muligt.

LAMMEKØD OG GIFTEMÅL I Delals familie holder de fast i de vigtigste traditioner fra Islam. Til den årlige Eid, hvor alle samles, er det Delals bedstefar, der søger for lammet - det er nemlig det allervigtigste. Som små lærte Delal og hendes søskende dansk først, og derefter kurdisk. Deres far mente, det var det vigtigste at lære først. ”Han vidste, det ville være det, vi fik mest brug for, når det er i Danmark, vi har vores fremtid.” Når man er kurder, er det meget normalt at blive forlovet som 19-årig. Så har man god tid til at stifte familie og føre familie slægten videre. Selvom Delal ifølge hende selv er et familiemenneske, er der andre ting end forlovelse og bryllup, hun har sat i første række. ”Jeg skal gøre min uddannelse færdig først. Det går mine forældre ogsåmeget op i,” siger hun. For Delal er det vigtigt, at hun finder en mand, der også er muslim. Ikke fordi hun frygter, at familien ikke vil acceptere andet. Men fordi hun er sikker på, deres liv og hverdag vil være alt for forskellige, hvis han ikke er. Håret får lov til at smyge sig ned ad skulderen igen. Hun er stille og tænker, før hun tilføjer, ”Ja.. I virkeligheden skal han bare have et godt hjerte.”n

Hjemme i et fremmed land I Danmark er hver tiende indbygger indvandrer eller efterkommer af indvandrere. I Albertslund er det hver fjerde. Kun i Ishøj og Brøndby er flere vokset op uden rugbrød med leverpostej og Anna og Lotte. De over 7.500 indvandrere og efterkommere er fordelt på ca. 120 forskellige nationaliteter med Tyrkiet og Pakistan, som de klart største grupper. Dasha, Jemima, Mediha og Charity er fire kvinder, der her fortæller deres historier om at være landet i Albertslund. AF PHILIP DAVALI

En anden planet Dasha Maslennikava - 25 år - Hviderusland

olen skinner over Bytorvet midt i Albertslund Centrum. “Alt er anderledes. Det er som en helt anden planet,” fortæller Dasha, mens hun sidder midt i alt det, der adskiller byen fra hendes hjemby i Hviderusland: Livet, butikkerne, cyklister i høj fart. “Her gør det ikke noget, hvis man stikker lidt ud af mængden.” Hun mødte sin danske mand til en konference om demokrati i Litauen. De blev gift og har nu boet sammen i Albertslund i næsten tre år, hvor hun søger arbejde.

I Hviderusland levede Dasha et mere aktivt og kreativt liv. Hun var med i en teatergruppe, lavede dyreværnsarbejde og var politisk aktiv. Hun er stadig kreativ, men nu er det mere for sig selv. “Danskerne er ret lukkede,” forklarer hun: “så det er svært at finde venner.” Det gør det ekstra hårdt for hende at være flyttet fra sin familie og venner. Dasha var aktiv i LGBT-bevægelsen i Hviderusland, hvor hun kæmpede for lige rettigheder uanset seksualitet. Men det var hårdt at være politisk aktiv under et diktatur, hvor politikere og aktivister risikerer chikane og fængsling. I dag

laver Dasha politisk arbejde sammen med sin mand i håb om, at der en dag vil komme demokrati i Hviderusland: “Man er nødt til at tro på, det kan lade sig gøre,” siger hun.

Albertslund er farverig Mediha Bilgic - 47 책r - Chile

ens Hjem-IS-bilens klokker kæmper for at overdøve lyden af børneleg ude fra gården, er Mediha lige kommet hjem fra sit arbej de som pædagog i en SFO. I hendes minimalistisk indrettede lejlighed er det kun det lille skilt på væggen med arabisk skrift, der umiddelbart afslører hendes baggrund. “Der er kun én gud, og Muhammed er hans profet,” står der. Bortset fra at der ikke er kolde øl eller svinekød i køleskabet, har Mediha også svært ved at skelne mellem de værdier, hun har med fra Tyrkiet og det, der er

kommet til efterfølgende. Det hele er blevet jævnet ud over årene. Men Danmark har betydet meget for hende som kvinde: “Jeg nåede at tage en uddannelse, og jeg tjener mine egne penge - det ville jeg ikke have gjort, hvis jeg var blevet boende i Tyrkiet.”

lille lejlighed i København, indtil de fik et hjem i Albertslund, hvilket passede meget bedre til Mediha, for her var der ro, luft og grønt: “Her er farverigt i Albertslund. Der er så mange forskellige etniciteter, så man føler sig velkommen i byen. Man føler, det er okay at bo her.”

Da Mediha som 19-årig kom til Danmark med sin mor og to brødre, havde hendes far allerede boet her i næsten hele hendes liv. Han havde søgt nordpå i de tidlige 70’ere som fremmedarbejder. De første tre måneder boede familien i en 49

Sne og Dronning Margrethe Jemima Ogalde - 41 책r - Chile

in far havde hørt lidt om Danmark og Dronning Margrethe og syntes, det lød spændende,” fortæller Jemima, som kom hertil som 14-årig fra Chile: “Jeg ville bare gerne til et sted, som havde sne, for det havde jeg aldrig set før. Så blev det Danmark.” Jemimas far havde været politisk fange i Chile, og familien fik derfor tilbudt asyl. Som voksen er Jemima blevet konditor, men i Chile havde hun fået en højere uddannelse, tror hun. ”Det er ikke nemt sådan at blive revet op med rødder, for

så at blive plantet i et andet land. At skulle starte helt forfra.” Længe var det smertefuldt for hende, når folk kaldte hende dansker. Hun var jo chilener, følte hun. Men det ændrede sig efter et seks-måneders ophold i Chile for et par år siden: “Det gik op for mig, at jeg er lige så meget dansker, som jeg er chilener måske endda mere.”

måske ikke er så slemt at have to forskellige kulturer med sig. “Jeg idealiserer måske også alt det, jeg husker fra Chile,” fortæller hun. Hun regner dog stadig med, at det er i Chile, hun skal dø.

I dag har hun et mere afslappet forhold til det og er kommet frem til, at det 51

Et love/hate relationship Charity Tembo Jensen - 26 책r - Zambia

vor gødningen hænger i luften, lige overfor Gråsten Slot, ligger et gult hus med en stor have. Det var her, Charity boede, da hun kom til Danmark, efter hendes mor havde mødt en dansk mand, der arbejdede for Danida. Hun lærte dansk i en børnehaveklasse med kun fire elever. “Det var en rigtig god start,” fortæller hun: “I Sønderjylland var der ro og tid til at falde til.” I Albertslund var det stik modsat. Her var der mange mennesker, larm og en generelt kaotisk stemning. Hun oplevede, at manglende ro, tryghed og opbakning gjorde folk magtesløse og opgivende.

Selv gjorde hun grundskolen færdig i Tanzania, efter familien flyttede igen: “Det var det bedste, der kunne ske. Hvis jeg var blevet i Albertslund, havde jeg nok opgivet skolesystemet, fået et barn og haft det godt med det.” Charity har boet i en håndfuld forskellige lande, men hun kommer altid tilbage til Albertslund: “Det er jo en del af mig - også selvom jeg nogle gange tager afstand fra det,” fortæller hun. For hun har også været pinlig over at komme derfra på grund af folks fordomme: “Når folk hører, man kommer fra Alberts-

lund, så er det meget sådan - ej okay, kommer du derfra? Eller: Nå, så er du rigtig sådan en vestegnstøs?” Da hun boede i København, hadede Charity faktisk at komme herud. Hun kom kun for at besøge sine forældre. Men de seneste måneder har Charity igen boet i Albertslund, og det har ændret hendes syn på byen meget: “Det har åbnet mine øjne for, hvorfor jeg var så glad for byen. Det ér jo mit hjem, og der er også en masse gode minder,” fortæller hun: “Men jeg har nok sådan et love/hate relationship til den her by.” n

MIRAKLERNES

HØJBORG 54

Helbredelse er en nådegave, man som kristen kan modtage.

Tungetale og helbredelser er hverdag på Københavns Bibeltrænings Center. Her prædikes Bibelens ord bogstaveligt, og kirken arbejder for en international, kristen vækkelse. Men danskerne er svære at overbevise om Gud og mirakler. AF MATHIAS SVOLD

ag de ghettolistede blokke i Albertslund ligger Københavns Bibeltrænings Center (KBC). 50 mennesker står med hænderne hævet op mod himlen i den store betonbygning. Med et liveband i ryggen lovpriser de Gud, mens en storskærm viser sangteksten til ”Hellig, hellig, hellig.” Flere begynder at tale i tunger i takt med, at omkvædet bliver gentaget. Andre bryder ud i glædestårer. Forrest står Jens Garnfeldt iført et skinnende jakkesæt og en sort bibel under armen. Han slynger et Halleluja ud i rummet og

træder op i et skarpt spotlys, der sikrer en optimal tv-dækning. ”Inden mødet i dag fortalte Gud mig, at jeg skal bede for folk med hofte-, nakke- og rygsmerter,” forkynder Jens Garnfeldt. En ældre dame med kridhvidt hår sidder på den forreste stolerække med udstrakte ben. Hun har ondt i hoften. Jens Garnfeldt sætter sig på hug og lægger hænderne på hende.

Jens Garfeldt er især anerkendt i Sverige. Sidste år udnævnte Aftonbladet ham til ‘Mirakelpastor’.

Bibelskolen har i øjeblikket seks elever. Næste år regner de med at have op til 80.

“Helbredelse er Guds reklamesølje. Hans facebookprofil

”I Jesu mægtige navn forløser jeg Guds lægende kraft,” siger han ”Jeg kan mærke det,” udbryder den ældre dame. ”Jeg kan mærke det hele vejen ned.” Hendes stemme bliver næsten overdøvet af forundret begejstring fra salen. Hun rejser sig, samler hænderne og tilslutter sig de andres klapsalve. GUD SOM KRÆFTKUR KBC blev grundlagt af Jens Garnfeldt og hans kone, Lena, i 1988. De skabte en frikirke med karismatisk prædiken og følger Biblen ordret uden fortolkning. Frikirken betragter sig som en gren af Pinsebevægelsen, der traditionelt lægger vægt på nådegaver som helbredelse og tungetale. Igennem Helligånden kan enhver troende i princippet udføre mirakler i stil med Jesus, mener de. Pastor Jens Garnfeldt har opnået international, kristen kultstatus og har prædiket i 58 lande på fem kontinenter.

Ejvind er med til at producere live-tv til flere lande i Europa fra kirkens kontrolrum.

Ved afslutningen af hver prædike beder han for de helbredelser, som Gud forinden har udpeget for ham; allergi, nakkesmerter, tårekanaler. Intet er for småt eller for stort. Den ultimative helbredelse oplevede pastoren i Afrika. En kræftsyg kvinde havde valgt på sit dødsleje at blive fragtet til Jens Garnfeldts prædiken i stedet for et hospital. Hun blev erklæret død under prædikenen. Pastoren lagde hænderne på hende, og ved Helligåndens kraft blev hun genoplivet. ”Jeg tænkte slet ikke på beviser,” fortæller Jens Garnfeldt. ”Jeg var bare så glad for, at hun levede og blev kureret for kræft.” SKEPTISKE DANSKERE Prædikenen i Afrika fandt sted foran 150.000 mennesker, men på denne torsdag i Albertslund er 50 mødt op. Det svarer til en tredjedel af menighedens medlemmer. Ifølge Jens Garnfeldt er danskerne langtfra ligeså åbne over for mirakler som folk i udlandet. Han mener, at det skyldes en indgroet jantelov, der ikke anerkender det ekstraordinære. Desuden mangler der generelt kendskab til KBC. ”Vi har ikke været gode nok til at formidle os på en folkelig måde,” siger han. Det er en af grundene til, at kirken hver torsdag og søndag sender sine møder på web-tv. Derudover laver de programmet ”Åndernes magt” i eget tv-studie, der bliver vist på svensk fjernsyn. Jens Garnfeldt rejser ugenligt til Sverige, hvor han har oplevet en stigning fra 40 til 4.000 tilhørere på under et år. Det er en del af en international, kristen vækkelse, som Jens Garfeldt drømmer om at trække Danmark med i. Pastoren er optimistisk.

”I løbet af de seneste år har jeg oplevet, at danskerne er gået fra at tro på sig selv til at tro på noget, de ikke selv kan definere. Det er mit arbejde at lede dem mod kristendommen.” Også mirakler skal overbevise ikketroende om Guds eksistens. ”Helbredelse er Guds reklamesølje. Hans Facebookprofil,” siger han. BIBELSKOLEN DER TÆNDER LYS Det var netop helbredelse, som vendte nuværende bibelskoleelev Michael Gravesen til denne gren af kristendommen. Han oplevede sit piskesmæld og støvmideallergi forsvinde. I sommer blev han voksendøbt og lagde dermed en fortid med fest, stoffer og kvinder bag sig. Siden har han gået på den bibelskole, der er tilknyttet KBC. ”Det har opbygget og styrket min tro. Det er en kæmpe befrielse at vide, at jeg har en betydning og er vigtig for Gud,” siger Michael, som mener, at Guds plan med ham bl.a er at opmuntre til kristendom. ”Når jeg kommer ind i et rum, er jeg som et lys i mørket. Og det kan andre mærke,” siger Michael. Nævner man KBC og Jens Garnfeldt på gaden i Albertslund, er det hverken mirakler eller kristen vækkelse, som folk tænker på. De tænker derimod ingen ting. Medarbejderne i tv-rummet har en forklaring på hvorfor: ”Det er bibelsk, at en stor prædikant ikke er anerkendt i sin hjemegn. Tag bare Jesus. Han kunne ikke udføre lige så mange mirakler i sin hjemby, som han kunne andre steder.” n

Kirken er finansieret af tiende. Det vil sige, at medlemmerne betaler en tiendedel af deres indkomst til menigheden. 60

FODBOLD OG FORTROLIGHED Når den ene får skældud i skolen, laver den anden også ballade. Hamail og Danyal spiller fodbold, sætter hår, snakker fortroligt sammen og kan godt være bedste venner, selvom de er forskellige. AF MATHIAS BOJESEN

Tre drenge er inviteret hjem til Hamail Azams familie efter skole. En af hans bedste venner Danyal Tükenmez og to andre drenge. De går alle sammen i 3. klasse på Herstedlund Skole. Vejen fra skolen og hjem til Hamails familie er kun 10 minutter lang, men fnisende piger fra klassen og to forårskåde duer har fået turen til at tage en lille time. Den pakistanske familie bor i de traditionelle, blå gårdhavehuse syd for Roskildevejen, hvor mange af Albertslunds børnefamilier bor. I nabolaget bor dog også en gammel mand. ”Ham skal man ikke skyde en bold ind

til,” siger Hamail. ”Så bliver han nemlig rigtig sur.” Hamail og Danyal er 10 og 9 år gamle. De har været bedste venner siden børnehaven og kun været uvenner få gange, fordi Danyal har villet lege med nogle andre. Efter nogle dage plejer han at spørge, om Hamail vil være venner igen. Og så bliver de det. ”Du skal lige holde mig,” siger Danyal på vej over den høje bro. Hamails arm lægger sig automatisk rundt om Danyals lænd, for han ved godt, han har højdeskræk. Sådan er det tit på vej hjem.

Når de ikke spiller fodbold, går de mest bare rundt og snakker. Og går i centeret. Og køber mad hos Konya Kebab. Danyal har tit mange penge med, og Hamail har en tyver, som er lige nok til en pitakebab.

Drengene tager pænt skoene af og hilser på moderen og farmoderen, som er i gang med at lave en varm pastaret til dem. Hurtigt forsvinder drengene ind på Hamails værelse og lukker døren. Han har fået det nyeste Grand Theft Auto til sin Playstation i 10-års fødselsdagsgave dagen før. ”I må ikke sige til dem fra klassen, at jeg er dårlig til GTA, for så vil de bare drille mig, fordi jeg driller dem,” siger Danyal til de andre drenge i rummet. De nikker fraværende med øjnene fastlåst på den store fladskærm. Værelsets vægge er bare og lyst op af et tagvindue, et lys stofrør og en elmålers blinken. Udover tv’et er der en køjeseng, som Hamail deler med sine to brødre.

DET BEDSTE HOLD Når Danyal driller eller slår de andre i klassen, får han skældud af lærerne. Når han får skældud, prøver Hamail også at lave ballade, så Danyal ikke er den eneste. Det er ikke altid, det virker. Så er det kun Danyal, der bliver sendt ud for

døren, mens Hamail bare får at vide, at han skal holde op. Efter spillet og måltidet finder drengene en fodboldbane, de kan tonse rundt på. Med en fodbold er Danyal og Hamail det bedste hold i klassen. Hamail er en af de højeste drenge og kan holde overblikket. Danyal er den mindste, men kan løbe hurtigt og finte bolden ind og ud mellem benene på de andre. Hvis han bliver presset, kan Hamail nemt puffe modstanderne væk. På et tidspunkt i 1. klasse var Danyal hele tiden sur og ville ikke snakke med nogen i klassen. Heller ikke lærerne. Hamail kunne godt mærke, at Danyal var ked af det, så han spurgte, hvad der var galt. Danyal har altid stolet på Hamail, så han fortalte, hvad der var sket. Hans far havde fået en blodprop og skulle ligge på hospitalet i lang tid. ”Hamail sagde, at jeg skulle tænke på noget andet end det der,” siger Danyal. ”Så begyndte vi at spille fodbold, og det var rigtig sjovt, og jeg begyndte at grine. Så havde jeg det meget godt.”

Danyal (th.) gider ikke være klog for tiden: “En dag overrasker jeg min lærer og er mega klog,” siger han, mens Hamail hjælper ham med engelskopgaven.

Når han får skældud, prøver Hamail også at lave ballade, så Danyal ikke er den eneste

Aldersgrænsen på spillet er egentlig 18 år, men drengene har fået lov at spille alligevel.

sagde, at jeg skulle tænke på “Hamail noget andet end det der. Så begyndte vi at spille fodbold, og det var rigtig sjovt, og jeg begyndte at grine

Danyals hænder roder tit rundt i Hamails hår, som er fyldt med voks. Det gør han, når de er sammen og kan snakke for troligt om fodbold og irriterende mennesker fra klassen. ”Jeg kan altid stole på Hamail,” siger Danyal.

fire drenge på fodboldbanen holder en pause efter mange mål. På et tidspunkt ryger snakken hen på piger fra klassen.

FASTE PLADSER I KLASSEN

”Gustav er klam,” siger Hamail ud af det blå om ham Gustav fra tv, som ifølge drengene tror, han er en pige. ”Jeg synes, Gustav er sej,” siger Mero.

I skolen er tempoet og tonerne lidt anderledes for de to drenge. ”Dem fra klassen kender mig og har kendt mig i lang tid, og hvis jeg stopper med at slå og drille, så vil de bare stille spørgsmål hele tiden. Hvad er der galt, Danyal og sådan noget, vil de sige,” fortæller Danyal. Det er blevet sen eftermiddag, og de

”Ysra tager mig hele tiden i kinden og siger, jeg er dejlig,” siger Danyal. De andre griner.

”Ej, jeg kan ikke lide at snakke om det her, skal vi ikke spille fodbold igen?” Sahin tripper med fødderne. Drengene nikker og spiller videre på kampen, der står 9-7. n

Sendt uden for døren. Skolelæreren er hans psykolog, mener Danyal selv. Hun spørger altid, hvorfor Danyal driller, slår og ødelægger ting. Han svarer bare, at han ikke ved det.

TAK TIL

Hanne Mølby Mathilde Bech Susanne Sommer Henrik Meller Lone Helmstedt Marie Hald Hilal Eken Janus Enemark Nissen Claudia Louise Kristiansen Peter Ølholm Hansson Rikke Stougaard Olesen G4S Klub Nord Albertslund Kommune Herstedhøje Naturcenter

LAVET AF Ulrik Hasemann Petra Theibel Jacobsen Katrine Marie Kragh Anders Rye Skjoldjensen Sara Gangsted Philip Davali Mathias Svold Mathias Bojesen

EKSTRAORDINÆRT TAK TIL Kirsten Louise Høier og Carl for husly, køleskabsplads og tålmodighed. Uden jer havde vi siddet i en skovbund og lavet snobrød. Tak!

Collageomslag: Ulrik Hasemann Indholdfortegnelse: Mathias Bojesen Denne side: Anders Rye Skjoldjensen