Æ' Ø

Æ‘

Ø

1

2

04 Færgen der aldrig sover

12 En folkelig furbo 20 Furede ansigter

22 Vi er nogle bonderøve

30 Med havet som fristed

38 Nattegrus

48 Øens drenge

56 Når der skal ske noget

så gør vi det selv 64 Når man føler sig frem

3

Færgen der aldrig sover af Jens Henrik Daugaard

Pokos hale logrer inde bag forruden, og køerne fra den lokale landmand nyder Limfjorden, inden de skal køres videre til slagteriet.

Samtidig kommer skipperen med hang til Beethoven rundt og hilser på alle passagerer.

Oplev et døgn om bord på Sleipner-Fur, der med sine 72 afgange dagligt er Danmarks travleste færgeoverfart

4

5

D

et knager højlydt, da Sleipner-Fur rammer ­færge­lejet med sit tonstunge skrog. Alle gangpassagererne mister et kort øjeblik balancen, lige inden porten går op, men ingen tager notits af det. De tager færgen mellem Branden og Fur dagligt, så de kender rutinen. Sammen med fodgængerne kører biler og lastbiler også fra borde. Nogen skal hjem, andre skal på arbejde. Få minutter efter ruller nye passagerer ind på det grønne jerndæk. ”Har du ikke nogen søsygetabletter,” spørger en mand grinende færgens skipper ud af vinduet på sin bil.

Fursund Færgeri sejler mellem Branden og Fur. Det er Danmarks travleste færgeoverfart med 72 afgange fordelt ud over døgnets 24 timer. Færgen sørger både for at ­aflevere furboer, som skal på arbejde eller i skole på fastlandet og for at tage ansatte på øens virksomheder med tilbage. ­Færgen er øens livsnerve og er med til at skabe det øsamfund, som

Skipperen på dækket går meget op i, at køretøjerne bliver placeret ­optimalt. Pladsmangel er dog sjældent et problem.

6

furboerne elsker. De siger selv, at Fur kun er to minutter fra Danmark, men det tager faktisk mellem tre og fire minutter at komme til og fra øen.

05:00

Den lille viser på Sleipner-Furs ur peger på fem, og nattens mørke ligger stadig over Limfjorden. Efterårets konstante kastevinde rammer ens kolde kinder som små lussinger.

Færgen har sejlet hver time siden klokken 01.00, men har nu afgange hvert kvarter, hvilket man hurtigt mærker på ­trafikken. Færgens stamgæster kommer dryssende, og de starter alle deres dag med en sejltur på cirka 400 meter.

Fursund Færgeri fik sin første færge i 1908 og har i dag de to moderne færger Sleipner-Fur og Mjølner-Fur, som hver har plads til 30 biler. Det tager hårdt på de små færger med sejlads 24 timer i døgnet. Derfor sejler de hver især en

Lone Løhde bor og arbejder på Fur. Hun nyder at tager færgen når hun har ærinder ovre på fastlandet, og bruger den ofte på at læse.

Jan Smed kan sejle verdens største containerskibe. Han mistede dog interessen og har i dag været hos Fursund Færgeri i to år.

måned af gangen, mens den anden hviler sig. Det giver ­færgeriet mulighed for at vedligeholde begge færger, uden det k ­ ommer til at gå ud over de daglige passagerer.

09:30

Færgen lægger fra Fur. De to lastbilmotorer, som driver den, gemmer sig under dækket. De brummer og rumsterer, så det kilder i fodsålerne. Inde i en af de få biler om bord sidder en hund og gør opmærksom på sig selv. Dens ejere Ove og Karen Margrethe har boet på Fur i 47 år. De nyder at tage f­ærgen, selv om det bare er en kort tur over for at besøge ­lægen lige på den anden side af vandet.

Med så kort en afstand mellem Fur og Branden har det flere gange været ­diskuteret, om en broforbindelse mellem øen og f­astlandet kunne være aktuelt. Men indkøbet af den 38 ­millioner ­kroner dyre færge ­Mjølner-Fur i 2012 satte et ­foreløbigt punktum i den ­diskussion. Karen Margrethe og Ove er da også klare i mælet. ”En bro ville ødelægge charmen ved at bo på øen,” siger Karen Margrethe.

Vognmænd hører til færgens stamgæster.

Størstedelen henter og bringer varer hos Furs to store virksomheder, Damolin og Skamol.

7

14:34

”Det er godt Bjarne, bare jag dem på plads,” råber Ole ­grinende over walkie-talkien, da hans kollega ankommer i fuld fart til sin aftenvagt. De to skippere, der har været på vagt i snart otte timer, skal afløses af to nye, som har vagten indtil klokken 23.

Fursund Færgeri har 14 faste skippere ansat. De indgår i en fast arbejdsplan, der fordeler dem ud over døgnets tre forskellige vagttyper – dagvagt, aftenvagt og nattevagt.

Størstedelen af skipperne har en fortid hos Maersk og a­ ndre store rederier, hvor de har sejlet med nogle af verdens største containerskibe. Kontrasten til Sleipner-Fur kunne ikke være meget større, men med langfarter, der kunne vare op til ni måneder og en familie derhjemme, giver karriereskiftet god mening.

Anders Wiese skiftede i maj til Fursund Færgeri, for at

8

kunne være hjemme ved sin kone og sit kommende barn.

Selvom ansvaret er noget mindre er Anders godt tilfreds. ”Nogle gange om sommeren på nattevagt kan jeg godt finde på at sætte Beethovens 5. symfoni på og se ­solopgangen.” Øens pendlere begynder at bevæge sig tilbage til og fra øen hen på eftermiddagen. Mellem klokken 15 og 17 ­oplever øens færge sin anden myldretid, hvor morgenstundens ­passagerer skal retur. Mange passagerer bruger minutterne om bord aktivt. Nogle dukker nakken og stirrer ned i deres telefon, mens andre stiger ud og når at hilse på naboen, ­inden de er i land igen.

19:00

Mørket er vendt tilbage, og Sleipner-Fur tager sig en p ­ uster, mens trafikken på dækket daler henover aftenen. Efter

“

Nogle gange om sommeren på nattevagt kan jeg godt finde på at sætte ­Beethovens 5. symfoni på og se s­ olopgangen

Mellem 01.00 og 05.00 sejler Sleipner-Fur hver time. Der er ikke mange passagere med, men s­ kipperne bruger tiden på at ordne praktiske gøremål og få hvilet sig.

9

­ lokken 19 halverer færgen sine afgange, så den ­sejler hver k halve time.

Fur har hverken politi, læge, ambulance eller brandvæsen på øen. Når der opstår akutte behov midt om natten, er det færgens ansvar at fragte hjælpen over til Fur, selv om det bryder ruteplanen.

Fursund Færgeri bringer både mennesker og liv til øen. Om det så er en furbo, der skal hjem fra arbejde, ­vognmanden,

10

der skal levere varer til byens eneste købmand midt om ­natten, eller en af de tusindevis af turister, der kommer til øen om sommeren. Færgen skaber et ø ­ samfund på Fur, der er attraktivt og interessant for mange mennesker. Det vil det fortsætte med at være, da øen har fået bevilget 40 millioner kroner til en havneudvidelse, som begynder næste.

Bo Christensen bor på Fur. Han tager færgen hver morgen ­klokken 05.45 til Viborg, hvor han arbejder i psykiatrien.

Han bruger den korte overfart på at løse sin suduko.

11

12

En folkelig furbo af Laust Jordal

13

“

Vi må gøre noget aktivt for fællesskabet, hvis vi vil have øen skal overleve

Knud Peder Jensen ­­­­­­ på ­­­­62 ligger ikke på den lade side. Han d ­ eltager aktivt i Furs ­sprudlende foreningsliv, og er skribent og ­fotograf på hjemme­siden ­­ ‘Furnyt.dk’.­For ham ­handler det om at sørge for, ­­at Fur bliver ved med­­ at have et spændende og attraktivt lokal­ samfund, der også er levende uden for ­turistsæsonen

14

M

ørket sænker sig over det gamle husmandssted ved Debel på Fur. Indenfor ­sidder Knud Peder Jensen ved sin computer.

Lyset fra skærmen reflekterer i hans briller, mens han venter på at p ­ rinteren spytter de sidste ark papir ud. Det eneste andet lys i stuen ­kommer fra de orange flammer, der blusser i brænde­ ­ ovnen, som Knud Peder selv har­ ­bygget.

og går ud i entréen. Først stikker han ­foden i en træsko, men ombestemmer sig så. Han må hellere være lidt pæn i aften. Han finder et par sorte snøresko frem, og tager dem på i stedet for træskoene, som han ellers altid går med. Ude i gården sætter han sig ind i sin bil, og begiver sig af sted mod skolen.

Uden foreningerne vil folk flytte herfra, og deres huse blive lavet om til sommerhuse

På Fur findes der omkring 25 forskellige foreninger. Blandt andet ­ en læse­ forening, en jagtforening, en turistforening, en musikforening, en sogneforening og et bådelaug. Og så findes der en forening, der samler ­foreningerne; FFF eller Furs Forenede Foreninger. Enhver furbo med ­respekt for sig selv er medlem af mindst ­fire-fem foreninger. Det er med til at skabe et levende lokal­samfund,­ mener Knud Peder. Han er en af de mange furboer, der kæmper for et rigt ­foreningsliv på øen.

“

I aften skal Knud Peder til møde i Furs Forenede Foreninger. Mødet, han selv har været med til at arrangere, foregår på Fur Skole. Det skal ­handle om oprettelsen af et kulturcenter i ­skolens lokaler, når Fur Skole lukker som­­kommuneskole og genopstår som friskole.

Knud Peder samler de udskrevne sider fra printeren, griber sit kamera

Foreningerne holder sammen på Fur

”Foreningerne her på øen er ­livsnerven for alt socialt s­ amvær. De sørger for, at der sker noget på øen. At der er noget at gå til. Man kan måle, hvor meget gang der er i et lokal­samfund, ved at se

15

For nogle år siden rejste Knud Peder ofte til Italien. Der gik han på opdagelse efter kopier af Italiensk renæssancekunst. Ifølge Knud Peder er Michelangelo den største kunstner, der nogensinde har levet.

på, hvor mange a­ ktive f­ oreninger, der er,” siger Knud Peder.

Han mener, at det sociale liv på øen, er det, der sikrer øens overlevelse. ”Uden foreningerne vil folk flytte herfra, og deres huse blive lavet om til sommerhuse. Så vil der være rigtig meget liv herovre om sommeren med cafeteriaer og souvenirboder og skidt og lort. Når man så kommer hen til efteråret, vil der kun være halvtreds mennesker tilbage på øen, som kan gå og passe det hele, indtil alle turisterne kommer væltende igen til foråret.”

Flere roller

Klik, klik, klik, lyder det fra Knud Peders kamera. Han har netop budt officielt velkommen til aftenens fremmødte på Fur Skole. Nu har han overladt taletiden til et andet medlem af skolegruppen, og fundet sit kamera frem. Han tager et par billeder af forsamlingen til Furnyt.dk. Det er vigtigt, at furboerne kan læse om arrangementet på internettet, så de ved, hvad der rører sig i deres lokalsamfund. Samtidig er det en belønning for mødets deltagere, at de kan se sig selv på Furs egen nyhedsside. Ved at fungere som både ­foreningsrepræsentant og journalist opfylder Knud Peder flere roller.

Efter oplægget bryder de omkring 40 deltagere op i m ­ indre grupper, hvor de kan forfriske sig med kaffe og drømme­ 16

kage, mens de diskuterer, hvad de forskellige ­foreninger kan bruge et kulturcenter til. Knud Peder sidder for enden ved et af bordene. ”Her på øen må vi blive ved med at lave nye initiativer,”siger han med sin langsomme, dybe stemme. ”Vi må gøre noget aktivt for fællesskabet, hvis vi vil have øen skal overleve.”

“

I gamle dage var folk stolte af at komme fra landet. I dag er det lige modsat

Tovlig udvikling

Knud Peder er stolt af at være fra landet. Han er født i Boes ved Skanderborg og søn af en landmand. Efter at være­­blevet uddannet historiker ved Aarhus Universitet, u ­ nderviste han i en række år på Askov Højskole. Efter det flyttede han til Fur. Her har han nu boet i 15 år.

For ham er det vigtigt, at folk fra landet er stolte af, hvor de kommer fra. ”Der er en helt tovlig udvikling i kommunen. Folk og ­virksomheder flytter til Skive. Selvfølgelig skal ­kommunen have en hovedby, og det er Skive. Den kan man tage til og

Knud Peders datter, Dagmar, er født på Fur. Hun er ti år gammel og går i 4. klasse på Fur Skole. Hun er en af de elever, der kommer til at få glæde af, at skolen fortsætter med at eksistere som en friskole.

I bilen har Knud Peder et ‘Furkort’ i solskærmen. Med det kan han frit sejle med færgen over Fursund.

17

Ifølge Knud Peder går livet ud på at knytte bånd. Igennem Furnyt.dk, ­møder han en masse forskellige mennesker. Når han ­interviewer, optager han ofte video til hjemmesiden.

købe ind eller gå i teater en gang imellem, men det er også vigtigt, at landsbyerne har noget, de kan være stolte af. De ­­ skal have noget, der gør, at de kan sige: ‘Det her har Skive ikke, men det har vi!’ På den måde kan byen og landsbyerne spejle sig i hinanden,” siger han.

Knud Peder synes, det er vigtigt, at folk fra udkants­ områderne er glade for, hvor de kommer fra. De skal ikke synes, det er mørkt og kedeligt at bo på landet. De skal ikke synes, at der aldrig sker noget. Det skal være attraktivt.

Forenede Foreninger er enige om, at et kulturhus med plads til alle kan være med til at holde liv i øen.

Knud Peder er ved at samle stolene sammen. Det har været en lang aften, men den er ikke slut endnu. Når han k ­ ommer hjem, skal Knud Peder skrive en kort notits og udvælge nogle af de billeder, han har taget. De skal s­ endes til Skive Folkeblad, så resten af kommunen også kan se, at der er gang i den på Fur.

”I gamle dage var folk stolte af at komme fra landet. ­­­I dag er det lige modsat. En ung mand tør næsten ikke indrømme, at han kommer fra udkanten. Han tør ikke indrømme, at han arbejder på en maskinstation, hvis han møder en sød pige på et diskotek. For så er han bare yt med det samme,” siger Knud Peder.

Efter en travl aften har Knud Peder ikke planer om at lave meget i morgen. Om formiddagen skal han ud og lave et portræt af en gammel furbo. Det skal på Furnyt’s hjemmeside. Ud over det skal han bare slappe af. Måske skal han spille noget skak på nettet, og måske skal han have en lur.

Selvom Knud Peder er engageret i Furs fællesskab, har han også brug for ro. Som han pruster, da han samler de sidste stole sammen på Fur Skole:

Det er hårdt at være folkelig

”Det er hårdt at være folkelig.”

Det sidste stykke drømmekage er spist og de sidste dråber kaffe drukket. Mødet på skolen er overstået for i aften.

Forslaget om Fur Kulturhus er blevet vel modtaget. Furs

18

Knud Peder går somme tider på jagt efter bøger i antikvariater. I reolen har han blandt andet samtlige bind af Salomons konversationsleksikon.

19

Furede ansigter af Sophia Juliane Lydolph

Blandt øens ældste fornemmes en stolthed over at være furbo. De har alle boet på øen i mange år, og ingen af dem har lyst til at flytte derfra: “Man tager jo heller ikke et gammelt træ og planter det om.”

20

21

Vi er nogle bonderøve af Lasse Kofod

22

Flåede ål og hundehår i risengrøden. Bonderøve fra Fur og sukkersøde Skive.

One Direction og kirkesalmer. Snapchat og Indre Mission.

Mathilde Nex er 18 år. Hun er en af de få unge piger på Fur

23

L

ysstofrørene i loftet er endnu ikke på fuld styrke.

Rundt i klassen sætter sig stadig flere piger og begynder at knævre løs. ”Jeg er bare så træt. Har slet ikke fået sovet i nat,” udbryder en af dem og falder omkuld på bordet. Mathilde og de andre piger griner og snakker videre om ­gårsdagens eskapader. ”Nå, har I fået fnidret færdigt?” afbryder biologilæren.

Nervesystemet er dagens overskrift, og Mathilde rækker hånden i vejret, da snakken falder på reflekser: ”Er det ikke ligesom når man flår en ål, og lægger den tilbage i vandet?”

Mathilde Nex er fra Fur. Hun har hjulpet sin far, der er

24

­ sker, med at flå ål mange gange. Når de skindløse, døde fi fisk rammer vandet, begynder deres krop at svømme. Det kender Mathilde alt til.

420 tur/retur

Når Furpigerne får fri fra Skive Gymnasium, tager de ofte bus 420 til Fur, med mindre de kan skaffe et lift. De 50 minutters transporttid bliver brugt på smartphone-fumleri og lidt skønhedssøvn. ”Iiih! Kan du ikke lige klare den her bane for mig, Mathilde,” spørger en af veninderne.

På skærmen flyver en masse slikstykker rundt.

I sommerperioden kører Mathilde og hendes familie ofte en tur op i Bakkerne på Fur. Hendes far siger af og til, at de skal finde en sepedejsten, før han vil vende bilen. Sådan en tager normalt ikke lang tid at finde.

25

Mathilde og Ghita bliver af og til tysset på af lærerne i timen. En gang var det på grund af en diskussion over forsiden på en fiskeavis.

Mathilde piller Harry Styles og resten af ­ bandet One Direction ud af ørene. Hun giver spillet et par forsøg, før hun giver op. Hovedtelefonerne ­ ryger på plads igen, og Mathilde falder i en let søvn.

Bussen triller ind på færgen mod Fur, og Mathilde står af. En kold vind rammer kinderne, der hurtigt rødmer.

Få minutter efter er hun nået hjem. Træpilleovnen har varmet huset grundigt op, og familiens hund Manfred bjæffer, da hun træder ind af døren. ”Om sommeren står vi på vandski, surfer og sover i shelter og spiser snobrød,” siger Mathilde. ”Fur er sindssygt kedelig om vinteren, men vi piger prøver at ses ofte.”

Røvhår

Ghita er en af pigerne, Mathilde ofte ses med. Hun gik en klasse under Mathilde på Fur Skole, men de er nu havnet i samme klasse på Skive Gymnasium. Onsdag aften kommer Ghita forbi til risengrød. ”Adr! Hvor kommer det hår fra?” råber Ghita og holder et stift, kort hundehår frem foran sig ”Det er lyst i den ene ende og mørkt i den anden,” siger hun. ”Så er det nok omme fra røven af,” svarer Mathilde.

26

Pigerne fra Fur er nogle bonderøve, mener Mathilde: ”Vi er lidt rapkæftede i det og siger tingene, som de er.

I Skive kan det godt blive for sukkersødt.”

Pas på dig selv

Mathildes far er ude og fiske fra søndag til torsdag. Af og til sover hun på farens plads i sengen ved siden af sin mor. ”Det er bare hyggeligt,” siger hun.

Mathildes far kom til skade på båden for 14 dage siden.

Hans arm hang fast i skovlen, der skraber muslinger op fra bunden, og han blev kastet ned i lastrummet. Han var nær blevet mast mellem sækken med muslinger og væggen i last­rummet. ”Hver gang han skal ud, siger jeg til ham: Pas på dig selv. Det glemte jeg at sige, da han kom til skade. Det er helt hundrede, at jeg husker det fremover.”

Oprejst pande

Hver tirsdag aften tager Mathilde til Skive for at mødes i IMU – Indre Missionsk Ungdom. Her finder hun et sammenhold, hun ikke har andre steder. ”Når jeg fortæller, jeg er kristen, får jeg ofte ’blikket’ fra andre efterfulgt af et hævet øjenbryn og en ’tror-du-virke-

“

Det er jo ikke sådan, at vi ikke må spille kort

27

Filmaften hjemme hos Ghita.

28

Pigerne tager normalt bussen til Skive, når de skal i skole om morgenen. Den kører rundt på øen, samler folk op og sejler over med færgen kvart i 7. Ofte beder de buschaufføren slukke lyset i mellemgangen, så de cirka 50 minutters bustur kan soves væk.

lig-på-det’-kommentar. Det er jo ikke sådan, at vi ikke må spille kort. Vi lytter til lidt ­bibeloplæsning, synger en salme og beder en bøn,”.

Som lille gad hun ikke med i kirke, og hvis hun endelig kom afsted, faldt hun ofte i søvn. Men efter to år på en kristen efterskole har hun taget religionen til sig. ”Jeg tager det med oprejst pande, når folk kommer med spidse kommentarer om Indre Mission. Det giver mig mulighed for at slå deres fordomme ihjel.”

Mathilde er ikke sikker på, hvad hun vil læse, når hun er færdig med gymnasiet.

Hun tror dog, at hun ender i Aarhus.

Men inden da vil hun til Grønland og arbejde for Sømandsmissionen. Det er en kristen organisation, der driver fire hoteller i fire forskellige byer på Grønland. ”Alle andre tager til de varme lande, når de er færdige med Gymnasiet. Jeg vil prøve noget andet.”

29

30

Med havet som fristed

31

Når Niels Harborg ikke hamrer søm i et skib, stikker han til søs. Havet har altid været et omdrejningspunkt i bådbyggerens liv, så da han fik mulighed for at få sit eget skibsværft, tog han konen over skulderen og flyttede til Fur af Ida Munch

E

n blæsende augustdag i 1985 er Niels Harborgs og hans kone Birgit ude og sejle med deres skib Lappedykkeren. Kursen er sat mod Livø, da vejret pludselig skifter til voldsom storm, og de må søge ly på Fur. Det er egentlig ikke meningen, at de skal til den lille ø i Limfjorden, men når nu de er her, kan de lige så godt se sig lidt omkring. Dagen efter går Niels

32

og Birgit en tur langs med stranden, og Niels opdager, at der er et skibsværft, som står tomt. Han spørger en lokal, om det er til salg, og pludselig går det stærkt.

“Ja, det var jo ikke meningen, at vi skulle flytte, men sådan blev det jo,” siger Birgit og kigger kærligt på Niels, der gufler æbleskiver i sig ved køkkenbordet.

Ja, sådan blev det, for samme dag købte Niels og Birgit værftet og flyttede året efter til Fur. Niels voksede op i Vejrs Strand på Vestkysten. Han var kun 15 år, da han valgte at tage i erhvervspraktik som skibstømrer i Esbjerg, og da han fik muligheden for at komme i erhvervspraktik igen, valgte han imod

På kontorets vægge hænger minder fra ture på havet og Niels’ romedaljer fra hans ungdom.

Skinnerne i vandet lagde Niels på isen den første vinter og sank så ned da isen smeltede.

“

Det giver stadig et lille sus i kroppen, når man sætter et skib i vandet. Det er noget af det smukkeste 33

sine læreres vilje at tage tilbage til det samme sted. Efter ugen var gået, fik han tilbudt en læreplads, og så skyndte Niels sig hen til bageren for at købe morgenbrød til klassekammeraterne som farvel.

Hver morgen cyklede han de 12 kilometer til bussen og efter busturen de resterende fire kilometer ned til værftet i Esbjerg. Da han tre måneder senere blev 16 år, skaffede han sig hurtigt et knallertkørekort. Det gjorde det hele nemmere.

Hellere originaler end kopier

For tiden ligger båden Fortuna på land og pryder udsigten fra stranden. Bådens ejer, Erik, går og reparerer på sin båd med hjælp fra hans tre kammerater. De har tit brug for et råd eller to fra Niels, og han nyder selskabet. Over dem flyver et par nysgerrige fugle, og en traktor brummer lystigt i baggrunden. ”Der går en masse originaler her nede,” driller Niels. ”Originaler er da også meget bedre end kopier,” siger en af mændene et par gange.

Niels tygger på ordene og bekræfter: ”Originaler ér meget bedre end kopier.”

Da Niels startede op på Fur, ansatte han fem skibstømrere, men ni år efter var han ved at drukne i papirarbejde i stedet for at lave det, han elsker. Håndværket. Og i sidste ende løb det heller ikke rundt, for når lønningerne var betalt, var der ikke meget tilbage til Niels og hans lille familie, så i 1995 blev værftet et enmandsfirma. ”Jeg kan godt savne at gå og arbejde med en anden. Men for det meste er der jo folk hernede, så ensomt er det ikke. Nu kan jeg lave det, jeg kan lide i mit tempo. Jeg vil hellere sige nej end at kæmpe for at få nok ordrer,” siger Niels med et stort smil placeret midt i det furede ansigt.

Alene på havet

I Fur Havn ligger Niels’ skib, L ­ appedykkeren.

I modsætning til havnens andre både er Lappedykkeren ikke malet men lakeret, så man kan se træets strukturer, og selvom det bliver lidt slidt at se på, mener Niels, at det blot er en del af charmen. Lappedykkeren er heller ikke et helt normalt skib, for Niels har selv bygget det op helt fra bunden. Skibet har skabt et frirum for Niels. ”Jeg kan godt lide at tage af sted og såt lægge anker omringet af vand. Bare blive væk 2-3 dage og nyde livet, der summer på båden og duften af mad, der kommer nede fra kabyssen. Og hvis

34

”Vandet facinerer mig. Jeg er vokset op lige bag nærmest svømme, før jeg kunne gå,” siger Niels.

Vestkystens klitter, så jeg kunne jo

Navnet på Niels’ skib kommer fra en artikel Niels læste, da han byggede skibet. Det er langnæset og kortrumbet, og så ligger den dybt i vandet - ligesom en lappedykker.

35

”Det er et godt skib! Med den alder Erik har, skal det nok holde ham ud,” siger Niels og sender Fortunas ejer et stort smil.

“

Det kræver en speciel mentalitet. Nogle dage arbejder jeg til sent og i weekenderne, og det tror jeg ikke, at de unge er villige til i dag

Birgit arbejder om aftenen i Skive. Det er det der fungerer bedst for Niels og Birgit. Så kan de spise frokost sammen og som Niels siger, så sidder de alligevel ikke på hinanden.

36

Efter arbejde kobler Niels af med et afsnit af Landsbyhospitalet. Fjernsynet bliver indrammet af det gamle køleskab fra skoleskibet George Stage, hvor Niels har tilbragt mange vintre.

jeg er alene, så læser jeg bare en god bog, bader og dykker fra båden,” siger Niels.

Hans stemme er dyb og tonen varm og kærlig. Han sidder i sin lille hjemmelavede kahyt med koøjer, skibslamper, et væld af billeder af skibe på væggene og kaffe på bordet.

Lige uden for vinduet ligger Niels’ ene værksted, hvor der står en stor båd, der skal have nye planker og glasfiber på.

Når døren går op, bliver de besøgende budt velkommen af en duft af frisklavet kaffe og nyhøvlet træ.

Det smukke sus

Fortunas besætning er ved at have drukket nok kaffe til, at hun kan komme i vandet igen. Kobberplader er blevet hamret på, og Niels har malet og tætnet skibet og lavet nogle forbedringer på roret. ”Det giver stadig et lille sus i kroppen, når man sætter et skib i vandet. Det er noget af det smukkeste,” siger Niels og vipper op på tåspidserne og tilbage igen, imens Fortuna langsomt glider ned i vandet.

Her er helt stille, der kun en svag rislen fra havet, der skyller op på stranden og nogle mågeskrig i det fjerne.

Det meste af dagen går Niels udenfor og arbejder på skibene, det sker ofte, at han også arbejder i weekenderne. I 1992 flyttede de ned i huset ved siden af værftet. Både Niels og Birgit savnede at kunne se horisonten og vandet fra deres vinduer, og nu kan de også spise frokost sammen.

Uklar fremtid

Niels bliver ved, til han ikke kan mere og stopper ikke, fordi der står et bestemt tal på fødselsdagskortet. Men han er begyndt at tænke over, hvad der skal ske med stedet efter hans tid. Han bliver trods alt snart 64 år. ”Det er nok ikke sandsynligt, at der er nogen, som vil overtage. Det kræver en speciel mentalitet. Nogle dage arbejder jeg til sent og i weekenderne, og det tror jeg ikke, at de unge er villige til i dag. Men der er brug for stedet, så jeg tror, at vi beholder et åbent værksted, og så bliver resten af grunden nok til sommerboliger.”

“Godt nok er det søndag, men bådene skal snart op for vinteren,” siger Niels og hejser ‘Bøvsine’ op af vandet. Så tøffer han gennem byen med båden bag sig og hjem til Kurt, der sørger for at hun kommer sikkert frem.

37

Nattegrus 38

39

Normalt sværmer det med mennesker på fabrikken ­Damolin på Fur, men efter midnat er der kun to tilbage.

Sådan er det hele året rundt. Nattevagten holder vågent øje med ­kattegrusfabrikken, men ofte handler arbejdet lige så meget om ­at ­slå ­tiden ihjel af Simon Læssøe

40

E

t tydeligt mudderspor snor sig gennem støvet på gulvet, rundt om bordet, og hen til computeren i kontrolrummets ene hjørne. Ved siden af står et lille ­­­­­sort/hvid-­ fjernsyn og lyser. Det viser et transportbånd køre uafbrudt, mens en transistor er indstillet lavt på Radio Skive.

Klokken er halv elleve om ­aftenen, og Benny Lauritzen Rasmussen og ­Jonas Zumbusch er lige mødt ind på arbejde. Sammen er det deres tredje nat i træk.

”Jeg er nok ekstremt B-menneske. Jeg kan ikke fordrage at stå tidligt op. Aftentimerne generer mig ikke,” fortæller Benny, der bytter de fleste af sine dagvagter væk for i stedet at arbejde om natten.

Jonas skænker sig en kop kaffe i en ­engangskop, så snart han træder ind ad døren.

Han kan nå at drikke en hel kande på en nat.

Benny drikker ikke kaffe.

41

Benny og Jonas kan lide deres ­arbejde, fordi de får lov at styre det hele selv og samtidig kan slappe af en gang imellem. ”Vi arbejder med frihed under ­ansvar. Der er ikke hele tiden nogen, der står og kigger os over skulderen,” for­klarer Benny, og lader makkeren tage over: ”Jeg er ikke vant til, at jeg kan sidde ned. Det plejer jeg at få en skideballe for,” griner han. Han er dog ikke udelukkende positiv. ”Der er mange dage, hvor man tager hjem og ikke føler, man har udrettet noget”.

Nattens problemløsere

I luften over det lille gule m ­ urstenshus i hjertet af fabrikken, krydser ­transportbånd frem og tilbage mellem bygninger og siloer, som et gigantisk mikadospil. Det er det eneste sted, hvor der bliver arbejdet i døgndrift.

Ved siden af døren står der ’kontrolrum’ med store bogstaver. De ansatte bliver i daglig tale kaldt ’brænderne’.

Navnet kommer af, at en del af deres job består i at fodre fabrikkens ovne med moler og bentonit.

De er otte fastansatte, og det skifter altid, hvornår på dagen de arbejder.

De skal løse de problemer, der opstår og tage prøver ned til mindste gram for at sikre, at produktet lever op til forventningerne. ”Der er dage, hvor man ikke får lov at sidde ned. Næsten alt på fabrikken hænger sammen, så er der et ­problem ét sted, kan fabrikken ikke køre,” forklarer Jonas.

Jonas Zumbusch er 32 år og har arbejdet på fabrikken i 7 år. Han prøvede at arbejde i Norge i 2 måneder, men vendte hurtigt tilbage til Fur.

42

“ Der er mange dage, hvor man tager hjem og ikke føler, man har udrettet noget

Benny Lauritzen ­Rasmussen er 31 år og har arbejdet på Damolin i 12 år. “Jeg ville egentlig bare arbejde her i 14 dage og tjene lidt penge, men sådan blev det ikke.”

Fabrikken er fra 1942 og ligger på Fur, fordi øen er et af de eneste steder i verden, hvor der findes moler.

På fabrikkens kontorer, er det tydeligt, hvad Damolin producerer mest af. Der er kattegrus i potteplanterne, en krukke er fyldt op med kattegrus, så den kan bruges som ­dørstopper, og dengang man måtte ryge ­ indenfor, var der kattegrus i bunden af askebægrene. Damolin har flere ­f­abrikker, men på Fur alene ­bliver der ­produceret flere hunderede ton kattegrus om ugen.

Overblik over labyrinten

Midt på natten spiller radioen i kontrolrummet ­ Macklemores’ hit ’Thrift Shop’. ”This is fucking awesome,” stemmer Benny stille i, ­ mens han endnu engang gransker computerskærmen.

Jonas har lige været ude og skovle moler med gummigeden. Det skal gøres et par gange i løbet af natten.

Nu sidder han igen bag bordet, og leger skiftevis med en kuglepen og har snuden i sin håndværker-smartphone. ”Den er vandtæt og alt muligt,” for­ klarer han, mens hans øjne lyser op i et kort øjeblik.

“ Jeg er nok ekstremt B-menneske. Jeg kan ikke fordrage at stå tidligt op

Foran computerskærmen ­ betragter Benny noget, der minder om et ­gammeldags arkadespil. ­Firkantede ikoner i alle tænkelige farver er forbundet med hinanden i ét stort system. Næsten alt på fabrikken ­ kan styres fra computeren, der kører på et for længst uddateret Windows-program. Men det virker. ­ Den giver besked, hvis uheldet er ude, og Benny og Jonas skal i aktion.

43

“ Jeg skal fandme ikke have noget, en kineser

var for doven til at koge

44

Lige som alt andet i kontrolrummet er tastaturet på ­computeren støvet helt til, selv om det bliver brugt konstant. I løbet af natten må både Benny og Jonas have fat i ­håndcremen, der er placeret strategisk midt på bordet, for at undgå at deres håndflader skal sprække.

Udover løbende at tage støvprøver på produkterne rundt omkring på fabrikken må Benny tre gange ud for at grave kollergangen fri. Kollergangen er et stort rundt kar med to tonstunge hjul i, der maser moleret ned i mindre størrelser.

Det er altid det samme hjul, som går i stå, forklarer han, men 10 minutter senere er problemet løst, og Benny kan igen vende tilbage til stolen i kontrolrummet.

Bare en arbejdsplads

kaffe og i takt med at fyraften nærmer sig, bliver stemningen mere løssluppen. Da snakken falder på sushi, griner Benny; ”Jeg skal fandme ikke have noget, som en kineser var for doven til at koge”.

Morgenholdet overtager for Jonas og Benny klokken halv syv. Ingen af de to bor på Fur, så de kører s­ammen i bil mod færgen, væk fra øen og hjem under hver deres dyne. ”Det er bare en arbejdsplads. Desuden er det alt for dyrt at bo her”, siger Benny, før han sammen med Jonas fortsætter ud i omklædningsrummet for at vaske mudret af kroppen og det tunge støvede hår blødt igen, efter en lang nattevagt.

Ud på morgenen begynder fabrikken langsomt at komme til live. Et par kollegaer når forbi kontrolrummet, til morgen-

45

46

47

Ă˜ens Drenge

48

af Tróndur Dalsgarð

Regnen har skyllet den fine sand ud gennem en revne i sandkassen. Det meste af skolegården er nu en sjasket blanding af mudderet fra naboens mark og skolens sand. Som ballerinaer, hopper fire piger, skrigende, alle i matchende ørevarmere og vinterstøvler, tværs over skolegården. Nogle få spring, og de er nået fra hovedindgangen, og helt over til de parkerede cykler, som står i den anden ende af skolegården. I for stor dynejakke og en alt for lille hue kommer en lav, buttet, rødhåret dreng trampende hen imod pigerne. I hysterisk latter kaster han en lille slimet genstand efter dem og råber: “Det er jo kun en regnorm”

49

Niels Lykke-Sørensen Når skolen lukker i august næste år, flytter vores klasse over i Roslev Skolen, inde på fastlandet. På Fur går man kun op til sjette klasse, så for os er det lidt ligemeget at skolen lukker.

Jeg kan godt blive lidt nervøs, når jeg tænker på, at der går flere børn på Roslev Skolen, end de omkring 35, som er på Fur. I ungdomsklubben har vi haft besøg af nogle sjette klasser fra Roslev, som fortalte os, hvordan deres skole er. Hvordan det bliver, når vi skal til at tage bussen hver morgen. Og hvordan

50

det bliver at komme i en klasse med piger igen. I vores klasse er der kun drenge tilbage. Syv stykker. Der har været piger, da vi var yngre, men de bor ikke længere på øen.

Jeg vil gerne på efterskole. Helst Hedemølle, for der har min bror gået. Det er en kristen efterskole. Jeg kunne godt tænke mig at bo på øen og arbejde inde på fastlandet.

Et spændende arbejde. Ejendomsmægler, måske.

Morten Clausholm Knudsen Til tider er det svært at komme op om morgenen, især efter en lang weekend.

Weekenderne bruger jeg til at sove længe, hvis jeg ikke er til LAN party sammen med vennerne fra HTX eller skal vaske op på bryghuset. Når vi er til LAN, plejer vi at spille DotA eller Counterstrike. Sidst vi var i Skive, fik vi den idé, at vi skulle have noget mad, selv om det var nat. Bare et eller andet spiseligt. Der er jo en Statoil i Skive, så hvorfor ikke tage derhen. Den var lukket, men i det mindste fik vi lidt

frisk luft. Jeg står op klokken seks, fordi jeg skal nå at smøre madpakke, inden jeg cykler ned til bussen. Mine forældre blev skilt for to år siden, så jeg bor primært hos min far. Vi bor lidt uden for byen. Hvis min far ikke er hjemme, og jeg skal i bad, cykler jeg hjem til min mor. Herhjemme har vi kun et træfyr til at varme vandet. Det har min far ikke rigtig introduceret mig for endnu.

Vi kan godt lide at se fjernsyn om aftenen. I går aftes så vi DRs De Uperfekte.

Det er den, hvor handikappede skal på date. Den havde jeg ikke set før.

Ellers plejer vi bare at sætte en DVD i, eller måske ser min far den lokale TV2.

I morges kom jeg lidt for sent ud af sengen. Min far ringede til mig, da jeg sad i bussen og sagde, at min madpakke stadig lå på bordet. Hans kæreste Gitte skulle også med færgen.

Så det endte med, at jeg fik den, inden jeg skulle i skole. Det er en af fordelene ved færgen.

51

Lucas Plejdrup I bussen sidder alle furboerne sammen. Helt bagerst. De andre synes nok, at vi er lidt højlydte. Det er vi måske også. Flere og flere af mine venner skifter scooteren ud med bilen. Det er hyggeligt at sidde fire venner i en bil og køre en tur. Jeg er kun 17 år, så jeg er nødt til at vente lidt endnu. Min scooter er tunet, men kun en lille smule. Før var der næsten aldrig politi på øen, men nu er det ikke langt imellem besøgene. Derfor har de fleste ikke vildt tunede scootere længere.

52

For nyligt kom jeg på en idé til en smartphone app. Hvis vi nu siger, at du ser en flot pige, og du vil snakke med hende. Men så finder du ud af, at hun er fra Albanien og ikke forstår dansk. Hvad gør du så? Du snakker i telefonen, appen oversætter det, du siger, og pigen kan svare dig igen. Vi har arbejdet med idéen i min studiegruppe. Vi lavede en lille video præsentation, som blev sendt ind til en konkurrence. Vi er kommet videre til finalen. Første præmien er bland andet 30.000. Det kunne være fedt at videreudvikle app’en for de penge.

Nicolai Kehlet Hansen Den største forskel på Fur og Nuuk er stilheden. Der er mere stille i Nuuk.

Og koldere selvfølgelig. Stille på den måde, at man ikke kommer til at kende folk på samme måde som på Fur. Da jeg var yngre, fløj vi ofte til Grønland. Vi fløj også til Thailand, fordi min mor er thailænder. Men nu bor hun i Grønland. Og vi bor her.

Derfor har jeg længe haft en drøm om at blive pilot. Jeg har imidlertid mødt klaveret. Nu hælder jeg måske mere til at blive pianist. Men jeg ved det ikke

rigtigt endnu. Musikken giver mig noget, jeg ikke kan undvære. Hvis ­­­jeg har en dårlig dag i skolen, tager­­ jeg hjem, spiller et stykke, og forstår straks situationen bedre. De kompo­ nister man lærer at kende igennem den klassiske musik er slet ikke som de andre mennesker, jeg møder.

Jeg bor sammen med min far. Han underviser i matematik i Skive, hvor jeg også går til klaver. Så det passer meget fint med, at vi også kan købe ind på vejen hjem. Tøj og lignende, som

man ikke får her. Vi har selvfølgelig en Dagli’ Brugs på Fur, og den er vi alle sammen virkelig glade for. Men indimellem har man brug for nyt tøj.

Det er det eneste kedelige ved Fur, jeg kan komme i tanke om. Det bedste er at bo tæt på min farmor. Jeg er hjemme hos hende hver eneste dag efter skole.

Nogle dage sover jeg også hos hende.

Jeg bor 100 meter fra vandet. Men det allerbedste ved at bo på Fur.

53

54

På Fur er der næsten dobbelt så mange 20-30-årige mænd som kvinder i samme alder. Det er normalt for øens drenge at købe hus i en ung alder, siger de lokale piger.

Drenge, som sejler ude eller arbejder på en boreplatform, får hurtigt råd til et hus på øen. Til gengæld er de kun hjemme i weekenderne.

Det er lørdag. To unge blondiner står bag disken i Dagli’ Brugsen, mens en indkøbsvogn kommer ­hvinende hen mod dem. Det er to drenge i start tyverne, som har fyldt vognen op med tre kasser øl.

De betaler, sender en lille hilsen i form af et nik over til pigerne, men rammer nok ved siden af.

55

56

Når der skal ske noget så gør vi det selv 57

På Fur bor der én frisør og én pedel. Deres travle hverdag er på mange måder stik modsat hinanden, men flere ting holder alligevel sammen på Erik og Berit Holmboe af Simon Skipper

S

øndagskaffen bliver sluppet og slår stille ringe i kopperne, da to mobiltelefoner ringer synkront.

”Du vil permanentes? Jo, det kan jeg da sagtens! 10.30 i morgen? Godt, så ses vi bare hjemme hos dig der,” siger Berit Holmboe med livlig stemme og lægger på.

Hun har fået en ny bestilling fra 96-årige Nora, som skal klippes i sit eget hjem. ”Jo, det er fint. Jeg henter det på onsdag. Hej igen.”

Erik Holmboe tager sig af en bestilling på nyt udstyr til de offentlige toiletter. Hans sætninger er ­væsentligt kortere end dem, der kommer fra Berit.

For mange er søndag ugens hviledag, men sådan ser Erik og Berit Holmboe ikke på det. Hvorfor sidde stille, når aktiviteterne, ansvaret og alt andet kalder?

Tordenskjolds soldater

Erik er udlært tømrer, men arbejder som pedel ved Fur Bryghus. Han er ansvarlig for en stor del af weekendens jagt på øen, passer skovene og sørger for, at der er masser af vildt. En stor del af den øvrige tid bruger han på at passe hobbylandbruget hjemme på Nørre Lundgaard. Ellers renoverer han gården, som har været under ombygning, siden de flyttede ind i 2003.

Berit har sin egen frisør- og tøjsalon med solarium, klipper gerne i folks eget hjem og i ældrecenteret i Jebjerg inde på fastlandet, hun har en slankeklub, og det hænder også, at hun sælger en kvart kalv på ­be­stilling hjemmefra.

Hun passer flere af øens offentlige toiletter, og de er begge aktive, når Furs foreninger og bestyrelser afholder arrangementer. ”Det er bare noget, vi gør. Det føles ikke som ­arbejde,” siger Erik. Berit supplerer: ”Vi er Torden-

Når Berit klipper hjemme, har hun ofte Eriks mor med som ­assistent. Hos Nora er der også tid til kaffe og hjemmebagt brød.

58

59

I den ugentlige slankeklub hygger Berit og veninderne igennem. Men har man taget på siden sidst, koster det en krone per 100 gram.

skjolds soldater på Fur, vi er faktisk nogen af de yngste, der hjælper til i lokalsamfundet.”

10 begravede kunder og 40 mistede jobs

Klokken er 7 om morgenen. I morgengryet flyver gruset op bag dækkene, da Erik kører ind på gårdspladsen efter den tidlige fasanfodring.

Berit bliver under dynen, til han kommer tilbage. Hun ved aldrig, hvor meget hun skal arbejde. Kunderne ringer oftest samme dag eller dagen før, i højsæsonen kan turister ligefrem vrimle ind ad døren.

Det er onsdag, og Berit fører den ene ældre efter den anden fra rullestolen til frisørstolen. Hendes blik er koncentreret, og hun leder dem bestemt med et fast greb om livet. I dag arbejder hun

60

“

Jeg er betaget af naturen. At gå ude og se farverne skifte med årstiderne

i Jebjerg Ældrecenter. Det handler ikke kun om klipning, Berit deler også komplimenter og familiehistorier med et smil. Tiden går, uden at hun skænker uret et blik, før der er snakket færdigt. ”Flere og flere af mine kunder forsvinder. Det er da lidt ­mærkeligt, men sådan er livet. Når 20 dør på Fur, mister jeg måske 10 kunder. Det kan være 40 klipninger om året. Sidste år var jeg til over 15 begravelser,” siger hun.

De fleste kunder, hun har haft, kommer tilbage og elsker at have deres hår mellem hænderne på hende. ”Det er vældig hyggeligt at blive klippet hos Berit. Jeg bliver både klippet og permanentet der, og vi når at snakke om hvordan både mine børn og børnebørn har det,” siger Anna Ladegaard.

Hun er én af Berits stamkunder. Dem er der mange af. Flere af kunderne har fulgt hende gennem de 30 år, hun har haft saksen i

hånden. Når hun klipper ude af salonen, er der tid til både kaffe, kærlig snak og hjemmebagt brød.

Erik har altid arbejdet med håndværk. Bortset fra de tre år som projektleder i brorens virksomhed, men han måtte stoppe, da han savnede jord under neglene. Erik er indfødt furbo, han føler sig hjemme her. Som 40-årig fik han jagttegn. Nu er han medansvarlig for at afholde jagt i skovarealerne ved Fur Bryghus.

Modsat al snakken, Berit har i sin hverdag, nyder Erik den ro, naturen giver ham. ”Jeg har måske ikke sådan et behov for at snakke med en masse mennesker. Det kan jeg jo gøre i min fritid.” ”Man kan godt sige, jeg er betaget af naturen. At gå ude og se farverne skifte med årstiderne. Og så at plante nogen

61

træer. Når de så er vokset op om 50 år, sætter jeg jo også en slags fingeraftryk.”

To generte ord

Berit og Erik mødtes på Fur i 1977, da han renoverede bageriet, hvor hun arbejdede som 17-årig bagerjomfru. ­ ­Efter et par ture på diskotek endte de to med at falde for hinanden. Men helt nemt var det ikke, som Berit fortæller: ”Erik var møj genert. Vi mødtes på havnen, og jeg syntes, Erik var en spøjs og spændende fyr. Han endte med at afløse den kæreste, jeg havde dengang.”

Hun fortsætter: ”Første gang, Erik besøgte mine forældre, sagde han ikke meget mere end to ord – goddag og farvel.”

Den historie kan de stadig grine af i dag.

Et bryllup og 13 firkløvere

Tre år senere blev de mand og kone. Ikke kun af kærlighed, men også fordi Erik kunne udnytte Berits skattefradrag, da de begge var lærlinge. På den tid var det usædvanligt allerede at gifte sig som 20-årig, men Erik og Berit er fælles om at have fart på.

Tre børn og fire flytninger senere bor de nu på en af Furs største gårde. Gården var slet ikke til salg, den var ejet af en slægt, der havde boet på stedet ni generationer i træk.

62

Men da næste generation ikke kunne flytte ind, fik Berit og Erik arrangeret at bytte deres gamle lejlighed til den nye gård. Berit erindrer, at samme dag, de fik gården, fandt den ­tid­ligere gårdejer 13 firkløvere.

Når arbejdsdagen stopper, fortsætter de øvrige gøremål ofte. De er næsten færdige med at renovere deres knap 300 år gamle gård. Da de flyttede ind, havde de ikke meget mere end et midlertidigt køkken i bryggerset, og svalerne fløj rundt i stuehuset.

På trods af, at det kan virke uoverskueligt med så aktiv en hverdag, er det sådan, Berit og Erik ­ lever bedst. Det er kun alderen, der kan sænke tempoet: ”Ja, vi når jo ikke det, vi gjorde engang. Men vi giver, hvad vi kan, og det kommer tilbage. Vi havde de fleste af vores venner til at hjælpe gennem de år, vi byggede gården. Nu kan man sige, vi aftjener vores værnepligt ved at give noget frivilligt arbejde igen,” siger Erik.

Spørger man de to furboere, om hvordan deres liv ser ud om fem år, er der ikke meget, der ser ud til ændre sig. Hvis ellers alderen ikke får tag på helbredet. De hjælper hinanden i deres ærinder og mødes hjemme til frokost, når arbejdet tillader det. Helst vil de gerne have flere tilflyttere aktiveret, både dem på efterløn og børnefamilierne, så der er andre til at trække læsset, når de engang selv må sige stop.

“

Vi når jo ikke det, vi gjorde engang. Men vi giver, hvad vi kan, og det kommer tilbage

”Vi bruger ikke meget tid på læsning eller foran fjernsynet, men det er da rart at synke ned i sofaen efter en lang dag,” siger Berit.

63

Nür man føler sig frem

64

”Jeg er blind, fordi jeg er blændet. Mange tror, at alle blinde lever i mørke, men det er en myte. Det er ligesom at kigge direkte op i solen konstant.”

65

John går til arbejde om morgenen, når vejret ikke er for voldsomt. Han krydser vejen uden videre tøven og drejer op ad en ny vej. ”Jeg kan høre på vinden, at jeg er gået forbi huset og haven på min højre side. Derudover kommer der en lille hældning i vejen. Sådan ved jeg, hvornår jeg skal dreje.”

”Når jeg fremviser lysbilleder, behøver jeg ikke kigge på billederne, mens jeg snakker.

Det er en fordel.”

66

”Da jeg var yngre, begyndte jeg ubevidst at bruge mine hænder til at orientere mig.

Mange af mine sanser blev automatisk forstærket, da min synssans blev svækket.”

John Bertelsen er en af Furs mest engagerede ildsjæle. På trods af at han har mistet synet, er John både museumsinspektør, busguide, og så er han aktiv i næsten alt, hvad der sker på øen af Sophia Juliane Lydolph

I

nde mellem en skov af farverige bøger om danmarkshistorien og arkæologiske fund sidder en mand foran sin computer. Tusmørket har sænket sig, men ingen lamper lyser rummet op. Stilheden afbrydes kun af tastaturets konstante, klimtende lyd og en mandlig robotstemme, taler monotont gennem computerens højtalere: ”D, E, T”.

Stemmen fortæller hvilke taster, som trykkes ned. ­Skærmen er helt sort. John Bertelsen sidder koncentreret og arbejder.

John er Furs museumsinspektør, og med sin arkæologiske uddannelse og store historiske nysgerrighed ved han stort set alt, der er værd at vide om Fur. Derfor er John godt klædt på til sit andet arbejde som busguide for øens turister. Men John er ikke som andre busguider og museumsinspektører. John er blind. Øjensygdommen Retina Pigmentosa har gradvist stjålet synet fra ham. I dag er det over 15 år siden, han sidst kunne fornemme forskel på lys og skygge. ”Jeg ville måske kunne fornemme lidt lys, hvis jeg blev lyst direkte ind i hovedet af en billygte om natten,” siger han.

John mistede sit læsesyn tre år inde i sin uddannelse. ”Til sidst måtte jeg bruge en frimærkelup til at læse pensum. En frimærkelup forstærker 60 gange.”

Da han hverken kunne læse sit pensum eller sine egne ­notater, begyndte han at fokusere på, hvad der blev sagt til forelæsningerne og memorerede det. På den måde, har John trænet sin hukommelse. Evnen til at huske mange ting ­bruger han i høj grad, når han viser turister rundt på øen.

Blind tillid

”Jeg kender alle sving og alle huller i vejen på øen. Jeg kan høre, hvor jeg er ved hjælp af lydekko af huse og omgivelser.”

Ved hjælp af sin hukommelse ved John hele tiden, hvor bussen kører, og som enhver anden guide kan han pege og beskrive naturen og omgivelserne på Fur. Og det gør han mere end 150 gange om året. ”Det her kræver blind tillid til guiden,” siger John ofte til Furs gæster, når han guider dem rundt i landskabet. ”Efter en hel dag som guide i bussen, hvor jeg har snakket med en masse mennesker, sætter jeg mig ofte ud ved husgavlen og mærker aftensolen med en kop kaffe og hører lærken synge. Her har jeg ro til at evaluere dagen,” siger John

Intet kan stoppe nysgerrigheden

John er tilbagevendt furbo. Han voksede op i øens største by, Nederby. Allerede i barndommen havde han problemer med synet.

67

”

Mange blinde har en brændt pegefinger, men jeg har lært at føle mig frem uden at brænde min finger.

”Da jeg var barn, løb jeg ud, når jeg kunne høre en jetjager.

Men jeg kunne ikke se den, kun den sky, som kom efter den,” fortæller han.

Men det dårlige syn slog ham ikke ud.

I 1983 blev han færdiguddannet og flyttede tilbage til Fur. Her forsatte han på sit studiearbejde på øens museum, hvor han nu er inspektør. Jobbet består ikke i at være ude i felten og finde spor fra vores forfædre. John sidder i stedet som administrator og laver beretninger og rapporter fra felt­ arbejdet. I øjeblikket er han i gang med at lave en komplet rapport over museets godt 2000 klenodier i regneark. ”Stikker du mig en stenøkse i hånden, kan jeg fortælle dig, hvad det er for en, og hvor gammel den er. Det kan man jo mærke,” siger John med en vis selvfølgelighed i stemmen.

Udover arbejdet på museet er John engageret i mange arbejds­grupper på øen. I øjeblikket er han tovholder på et 68

projekt, hvor lokalsamfund i udkantsdanmark skal udvikles til at blive mere attraktive - heriblandt Fur. ”Jeg kan se værdier i mit lokalsamfund, og jeg vil gerne have, at andre også får øje på de værdier. På Fur sidder vi ikke isoleret i vores egen kasse og tænker på os selv, nej vi kender alle hinanden og hjælper hinanden. Vores fællesskab gør øen unik.”

Når John har fri fra museet og diverse projektmøder, holder han af at høre en af sine mange bøger. Dem har han scannet ind på computeren, som læser dem højt. ”Når jeg har fri, vil jeg gerne suge viden til mig og give den videre. Det lærer jeg meget af. ” John bliver glad, hver gang får øen nye beboere. Det fortæller ham, at hans projektarbejde har båret frugt. ”Jeg har aldrig overvejet at flytte fra Fur, hvor skulle jeg flytte hen? Her føler jeg mig som en del af en helhed. Det eneste tidspunkt, jeg får økuller, er, når jeg opholder mig i København mere end to dage.”

69

Simon Læssøe, Simon Skipper, Sophia Juliane Lydolph, Jens Henrik Daugaard, Lasse Kofod, Tróndur Dalsgaarð, Laust Jordal og Ida Munch 70

En varm og kærlig tak til Mathilde Bech, Marcus Aggersbjerg, Susanne Sommer og Henrik Meller Svend-Åge fra Dagli’ Brugsen, Villy Svinth, Knud Peder Jensen, John Bertelsen, Niels Harborg, Mathilde Nex, Berit & Erik Holmboe, Lucas Plejdrup, Nicolai Kehlet Hansen, Niels Lykke-Sørensen, Morten Clausholm Knudsen, Benny Lauritzen Rasmussen, Jonas Zumbusch, Damolin, Fursund Færgeri, Martha Knudsen, Anna Ladegaard, Ingrid Binderup, Grethe & Knud Boe Christensen, Mette Christensen og Zenia Dahl

Omslag - Lasse Kofod Ilustration - Ida Munch Side 46 - Jens Henrik Daugaard Side 47 - Simon Skipper Kolofon - Sophia Juliane Lydolph

Jens Henrik Daugaard

71

72