Media Flow - Indhold og indholdsstrømme i centrum

Omslag_Layout 1 05/09/14 11.07 Side 1

Historier, 16-17 timer i døgnet, året rundt på alle platforme, også de kuraterede og sociale medier. En endeløs strøm af data i realtid, der danner udgangspunkt for indholdsstrømmene i de måske 10-15 forskellige medier, platforme, kanaler og videoservere, som mediehuse, virksomheder og kommunikationsafdelinger nu gør brug af.

Media Flow – Indhold og indholdsstrømme i centrum

Media Flow

Lars Kabel, Peter From Jacobsen, Annegrete Skovbjerg og Kristian Strøbech

Media Flow Indhold og indholdsstrømme i centrum

Denne rapport er udarbejdet ud fra en tese om, at det nu handler om at sætte historierne og flowet i centrum. Rapporten er på sporet af nye måder at håndtere og samtænke analogt, digitalt og socialt indhold på.

Kuratering og IT-aggregerede medier som en ny form for journalistisk værdiskabelse. Nye videoformater, der gør op med de klassiske konventioner. En model for et professionelt workflow i de sociale medier. I fire artikler udforsker rapporten helt centrale elementer af multimedieflowet via en række cases og giver for første gang et sammenhængende bud på, hvad der er på spil, når historierne og indholdsstrømmene sættes i centrum.

Hvilken værktøjskasse af metoder og tangegange til flowhåndtering er under udvikling i Danmark og internationalt?

Forlaget Ajour

X '$10$5.6 0(',(ʘ 2* -2851$/,67+ -6.2/(

En rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

X

Lars Kabel, Peter From Jacobsen, Annegrete Skovbjerg og Kristian Strøbech

Media Flow Indhold og indholdsstrømme i centrum

En rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Media Flow Indhold og indholdsstrømme i centrum © Forfatterne og Forlaget Ajour Udgivet af Forlaget Ajour for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Flemming Sørensen, www.fl-sorensen.dk 1. udgave, 1. oplag, september 2014

Forlaget Ajour Olof Palmes Allé 11 8200 Aarhus N. ajour.dmjx.dk 2

Indhold Forord ..............................................................................................................................

5

1.0 Med historierne og flowet i centrum – Lars Kabel ............................................................

1.1 Udgangspunktet: Den nye (sociale) redaktionsproces 1.2 10 cases fra redaktioner og kommunikationsafdelinger 1.3 Media Flow – karakteristikker af flowprocesserne 1.4 Flowmetoder – redskaber til digitale processer og produktioner 1.5 Med historierne, indholdet og flowet i centrum

7

2.0 Kuratering som journalistisk værdiskabelse – Peter From Jacobsen ...............................

2.1 Kuratering som forretningsmodel 2.2 Kurator – en kontroversiel funktion 2.3 Tre former for journalistisk kuratering 2.4 Nye journalistiske kompetencer 2.5 Værktøjer: Journalisten som kurator og udgiver 2.6 Nye elementer i digital værdiskabelse 2.7 Kuratering mellem jura og etik 2.8 Kuratering – en kommerciel og samfundsnyttig aktivitet

49

3.0 Fra seks sekunder til lange live streams – Annegrete Skovbjerg .....................................

3.1 Videoformater under udvikling 3.2 De korte videoformater 3.3 Videokonventioner for de sociale og mobile platforme 3.4 Videostrategier i en ny fase 3.5 Når indholdet bestemmer længden 3.6 Mobile devices som produktionsværktøj 3.7 Konventioner for tv udfordres 3.8 Tendenser for onlinevideo i 2010’erne

63

4.0 Workflowet i sociale medier – Kristian Strøbech .............................................................

4.1 Workflow: Kortlægning 4.2 Workflow: Overvågning 4.3 Workflow: Validering 4.4 Workflow: Interaktion 4.5 Workflow: Publicering 4.6 Workflow: Præsentation 4.7 Workflow. Effektmåling 4.8: Workflow: Arkivering 4.9: Workflowet i sociale medier forudsætter en klar strategi

83

CV’er .......................................................................................................................................

97

Litteratur ................................................................................................................................

98

Indhold

3

4

Forord

I årtier har medieproduktion i Danmark og udlandet været organiseret specifikt rettet mod papiravisen, magasinet, medlemsbladet, tveller radioprogrammet og senest websitet.

Siden årene 2007-2008 har megen innovation handlet om at lave nye typer af produkter til de mobile platforme, udvikle nye digitale applikationer og sende klassiske journalistiske enheder ud i de sociale indholdsstrømme til deling og kommentering. Mediet, platformen og produktet har ofte været udgangspunktet for produktionsprocessen og publiceringsstrategien. Fx blev der skabt nye tværfaglige team, der skulle lave en tabletversion af dagens avis. Mange virksomheder fik produceret en app.

I de seneste år er det imidlertid blevet stadigt tydeligere, at et produkt-, kanal- og platformsfokuseret udgangspunkt er ved at blive afløst af noget nyt. Store mængder af historier flyder ude i mediestrømmene, 16-17 timer i døgnet, året rundt på alle platforme, også i de kuraterede og sociale medier. Kaotiske, virale processer udfordrer arbejdsrutiner og en række af de veletablerede definitioner på, hvad et offentliggjort medieprodukt er, og hvordan det skabes og distribueres. Visualisering og især videoer vinder frem som helt centrale elementer i formidlingen. Bagved ligger der en endeløs strøm af struktureret data i realtid, der danner udgangspunkt for de måske 10-15 forskellige medier, platforme, kanaler og videotjenester, som mediehuse, organisationer og virksomheder nu gør brug af.

Denne rapport og de bagvedliggende undersøgelser er udarbejdet på en tese om, at det nu handler om at sætte historierne og medieflowet i centrum. Vi ser konturerne af den næste generation af produkter, arbejdsprocesser, roller og workflow i nyhedsmediehuse, organisationer og kommunikationsafdelinger.

Forord

Set i ét lys er indholdsstrømmene kaotiske, fragmentariske og feberhede, de enkelte artikler, apps og videoer er altid undervejs et nyt sted hen, ofte hurtigt, men flowet kan også italesættes som relativt konstant flydende i en simpel tidslinje og mulig at overskue med overvågningssoftware og matrixlignende modeller. Og man kan arbejde professionelt i det baseret på gennemtænkte og planlagte workflows, med fornyede faglige kompetencer og rolleopfattelser som fx rollerne som kurator og flow manager.

Rapporten Media Flow er på sporet af nye måder at håndtere og samtænke analogt, digitalt og socialt indhold på.

Efter i årene 2008 til 2012 i regi af forskningsprojektet Digital Urban Living at have arbejdet med at udvikle og producere apps til smartphones, Twitter-indhold i realtid og et nyprogrammeret journalistisk magasin til iPad, opstod der nogle tanker om, at et sådant platformsrettet digitalt udviklingsarbejde var ved at blive en forældet tilgang til medieinnovation. Historierne pressede sig på, delingspotentialet var meget stort. På samme tid var de papirbårne medier stadigvæk relativt stærke på markedet, og der syntes at eksistere en værdifuld samtidighed imellem det analoge, det digitale og det sociale.

Lidt efter lidt opstod så tesen om, at det er i medieflowet, at den basale værdi findes. At det nu handler om at sætte historierne og indholdsstrømmene i centrum. At det professionelle og sociale workflow bør optimeres i forhold til at håndtere det samlede medieflow mere end de enkelte produkter og kanaler særskilt.

Tesen om at sætte historierne og indholdsstrømmene i centrum har dannet udgangspunkt for denne rapport og undersøgelserne bag. De 5

fire artikler, som rapporten består af, er nok selvstændige enheder med egne indledninger og afslutninger, men de er researchet og skrevet under den fælles tese og målsætning. De fire artikler er: Med historierne og flowet i centrum – På alle platforme i nyhedsmedier og kommunikation (Lars Kabel).

Kuratering som journalistisk værdiskabelse – Den digitale medieøkonomi fører til nye roller og kompetencer (Peter From Jacobsen).

Fra seks sekunder til lange livestreams – En gennemgang af nye videoformater i kølvandet på ændrede brugsmønstre på håndholdte platforme (Annegrete Skovbjerg).

Workflowet i sociale medier – En model for det professionelle workflow i sociale medier (Kristian Strøbech).

ikke. Den afrapporterer observationer, tekstnære analyser, test- og udviklingsarbejde samt input fra en række kvalitative interview med nøglepersoner i den kommunikative produktionsproces. Støttet af læsning af relevant dansk og international faglitteratur.

Rapporten er nærmere tænkt som en begyndelse. De fire artikler afdækker og diskuterer kun en mindre del af de journalistiske, teknologiske, kompetence- og planlægningsmæssige udfordringer og potentialer, der knytter sig til at arbejde i veletablerede og nye indholdsstrømme med historien i centrum. Der er mange flere, end vi har dækket ind. Der er masser af relevant analyse- og udviklingsarbejde med efterfølgende test og udvikling af nye prototyper, der venter på at blive udført. Det bidrager vi gerne til.

Lars Kabel 1. september 2014

Media Flow er ikke en afsluttet afhandling om et nyt fænomen i medier og kommunikation. Slet

6

Lars Kabel

1.0

Med historierne og flowet i centrum På alle platforme i nyhedsmedier og kommunikation

Af Lars Kabel Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Digitaliseringen, internettet, web og de mobile og sociale mediers eksplosive gennembrud er det nutidshistoriske udgangspunkt for det nye mediesystem, som er under etablering i disse år og for undersøgelserne bag denne artikel.

I 2000’erne var Web 2.0, nyhedskapløbet i gratisaviserne og online og implementering af web first-strategier centrale omdrejningspunkter for medieudviklingen og konkurrencen mellem aktørerne. I såvel Danmark som i udlandet blev den tværgående mediekonvergens markant intensiveret. Bladhuse blev til digitale mediehuse med nyheder og multimedieprodukter offentliggjort på trykte og elektroniske platforme. Mediehuse blev mere og mere til en ny form for informationscentre, der servicerede nationen og de mange forskellige samfundsgrupper nationalt, regionalt og lokalt med alt inden for hårde nyheder, baggrund og service tilsat lidt oplevelse og et drys kuriøs underholdning især på web.

Op gennem årtiet var der stigende redaktionelt og kommercielt fokus på at udvikle og publicere dynamisk multimediejournalistik offentliggjort på de succesfulde onlineaviser, men også i form af enkeltstående produkter, fx videoer, multimediefortællinger og større epublikationer, der kunne downloades. Særligt de store medieredaktioner kappedes om at udvikle avancerede, interaktive og visuelt stærke multimedieproduktioner i tekst, foto, audio og video. Jo flere, jo større og jo mere avancerede fortællingerne var - jo bedre, syntes kappestriden på mange måder at handle om. På store danske og udenlandske redaktioner satsede man på ’digital storytelling’ og interaktiv design Med historierne og flowet i centrum

som afgørende konkurrenceparametre (Jacobsen, 2012).

Samtidig rykkede nyhedsredaktionerne og mediehusene tættere på forskellige borgergrupper og lokalsamfund med MoJo-journalister og en øget parathed over for at interagere med brugerne. Mediehuse tog for alvor fat på at inddrage læserne, lytterne og seerne i skabelsen af nyhedsdækningen, og de sociale medier gjorde deres tidlige indtog: ”… The future presented by the internet is the mass amateurization of publishing and a switch from ”Why publish this?” to ”Why not?”. (Shirky, 2008). Journalisternes dominerende position som gatekeepere, som dem, der definerede, hvad der var vigtige nyheder og andet godt stof, blev markant svækket i slutningen af årtiet.

Gennem 2000’erne blev også virksomhedernes, organisationernes og institutionernes kommunikation til kunderne og andre interessenter digitaliseret og gjort mere dynamisk. Det skete især i form af digitale informationsbreve og mere og mere ambitiøse hjemmesider med en stille strøm af nyheder. Multimedieprodukter baseret på audio, video og interaktive grafikker kom til at spille en (dog begrænset) rolle i virksomhedskommunikationen op gennem årtiet.

Baseret på en stadig stigende mængde af content marketing-aktiviteter blev den kommercielle kommunikation mere og mere historiefortællende og interaktiv. En række PR- og kommunikationsaktiviteter havde ikke som primært formål at markedsføre konkrete produkter, men spredte i stedet relevant indhold og tiltrak opmærksomhed. Virksomhedskommunikationen understøttede brandudviklingen med designet indhold og kontaktskabelse mere end gennem direkte salg (det tog andre afdelinger sig af). Via en stigende mængde af indholdsde7

ling og brugerinvolvering bestræbte virksomhederne, organisationerne og institutionerne sig på at styrke de loyalitetsfremmende relationer til kunder og interessenter og på at skabe positivt omdømme ved hjælp af ’storytelling’. Og i de sidste år af 2000’erne tog også mange virksomheder springet ud i de sociale medier især med firma- eller produkt-Facebooksider og YouTube-videoer. Virksomhederne, organisationerne og institutionerne bypass’ede mere og mere de etablerede medieinstitutioner og blev selv til publicerende medier.

Fra 2007-2008 og frem fik først smartphonen og senere de håndholdte tablets, begge med mobilt internet, et epokegørende gennembrud. iPhonen blev lanceret i USA i 2007 og brød igennem i Danmark allerede i 2008. iPad’en kom på markedet i 2010 både i USA og i Danmark og blev det forbrugerapparat, det mediedevice, der har fået den hurtigste udbredelse på kortest tid i mange vestlige lande. Også en stadig hurtigere udbredelse af nye Android-baserede smartphones og tablets i de først år af 2010’erne accelererede den igangværende remediering over mod det mobile.

Dermed var udgangspunktet for det nye mediesystem, den nye medieøkologi, som nu er under opbygning i såvel Danmark som i udlandet, etableret: ”Når vores livsomstændigheder ændrer sig, når der dukker et nyt nyhedsmedie op med en ny måde at skrue virkelighedsskildringen sammen på, når nye teknologier tilbyder nye måder at tilegne sig informationer på – så kan der ske ændringer i den mediepalet, vi betjener os af”.

(Schrøder, 2012) På vej mod 2015 er det nye i fuld udfoldelse: En eksplosiv stigning i brugen af de mobile platforme samtidig med et markant fald i tv-seningen og en fortsat tilbagegang for papiraviserne.

I midten af 2010’erne bliver mere virksomhedskommunikation digitalt og socialt. På en række områder sker der i disse år afgørende forandringer med nyheds(papir)mediehusene, de redaktionelle og journalistiske kredsløb, metoder og organisationsformer: ”Although journalism has always been vulnerable to technology, it is currently in a state of flux, as it is undergoing rapid and dramatic structural changes, effecting it as a practise, as a product and as a profession” (Spyrodou et al., 2013).

8

Denne undersøgelse vil bidrage til en kortlægning og diskussion af de dramatiske forandringer, som nyhedsmedier, kommerciel kommunikation og digital journalistik undergår i disse år. Rapporten vil karakterisere det media flow, den media flux, som visse udenlandske medieforskere italesætter. (Flux kommer fra det latinske fluxus, der betyder: flydende eller strømmende).

En del medieforskere bruger også terminologien ’integrated journalism’ og en ’integrated approach´ om måden at lave online- og multimedieindhold til medierne på. Det skal ses i relation til den tidligere opsplittede måde, som bladhusene og radio- og tv-stationerne producerede indhold til papiravisen, tv-nyhederne og radioaviserne på.

Andre udenlandske IKT- og medieforskere (Lindgren, 2013) gør brug af termerne ”hybrid media” og ”the online/offline nexus” (nexus betyder forbindelsesled, knudepunkt, forbindelse), når de skal beskrive og afgrænse medieintegration m.m. Simon Lindgreen definerer fx ”hybriditity” således i bogen: Hybrid Media Culture – Sensing Place in a World of Flows: ”The concept should be generally understood as representing the comming together of online and offline, media and matter, or, more dynamically, as the interplay between the online and offline dimensions. But, more specifically, it could also be viewed in terms of interaction between old and new media”. Og han tilføjer: ”The digital and the physical can no longer be treated as separate domains”.

Den følgende analyse har et normativt metodisk sigte: Hvad gøres? På hvilke måder? Hvad er på spil? Artiklen og de bagvedliggende undersøgelser er udarbejdet på nogle teser om, at historierne fremover skal mere i centrum.

At fænomenerne/begreberne flow og flowtænkning nu er helt centrale for en forståelse af, hvad det er for et nyt mediesystem, og hvilke journalistiske metoder og redaktionelle produktionsformer, der er på vej til at blive de dominerende. At det med indholdet i centrum handler om at skabe forskellighed på de forskellige medieplatforme ud fra det samme udgangspunkt – historien. I betydningen: Et hændelsesforløb, et afdækket emne, et kernebudskab, et tema m.m.

Der er tale om historier og mediestrømme på mange forskellige måder: Flow af nyheder og Lars Kabel

andre former for journalistisk stof. Små hverdagsregistreringer såvel som store dagsordenssættende afsløringer. Historier fra 140 anslag til de store digitale multimediefortællinger.

Strømme af indhold der diffunderer imellem de forskellige udgivelsesplatforme: Fakta, billeder og lyd. Indhold, der flyder gennem kommunikationsnetværk i realtid – 24/7, året rundt. Nyhedsmotorer, der deler nyhedsindsamlingen og versioneringen til flere platforme op i fragmenter og samler dem i processer. Brugergenereret indhold, der løbende udvikles og indlejres i mediedækningen. Aggregerede og kuraterede medier med strømme af andres indhold.

Augmentering, der skaber digitale lag på lag. Virale flow, der inddrager traditionelt nyhedsjournalistisk indhold og udfolder sig i de sociale medier. Nye arbejdsprocesser, nye workflow.

Der kan også være tale om publicistiske og kommercielle flow, som blandt andet kan relateres til nye digitale forretningsmodeller.

Undersøgelsen tager det udgangspunkt, at det giver god mening at bruge flow som en form for overbegreb i forståelsen og beskrivelsen af det nye og væsentlige, der foregår i disse år.

Medieflow og flowtænkning - ’media flux’ vil i det følgende blive søgt kortlagt og diskuteret med vægten lagt på det redaktionelle og

metodiske, ikke det kommercielle. Helt enkle spørgsmål som de nedenstående vil blive belyst: • Hvad består de digitale mediestrømme af?

• Hvordan produceres historierne og flowet af indhold rettet mod især de digitale og mobile platforme?

• Med hvilke journalistiske og redaktionelle metoder og tankegange?

• Hvilken betydning har indholdsstrømme og platformsversionering for journalistiske roller og organisationsformer?

• Perspektiverne og potentialerne i et øget fokus på flow?

For at kunne belyse tesen om betydningen af flowtænkningen og det at sætte historierne i centrum og for at give nogle (tidlige) svar på de ovenstående spørgsmål vil der blive foretaget følgende: • Udvalgt dansk og international medie- og journalistforskning, faglitteratur og rapporter fra de seneste år vil blive gennemgået for relevante resultater og pointer • Cases fra danske og udenlandske medier vil blive analyseret og beskrevet, pointer vil blive udtrukket • Kvalitative interview og udvalgte citater fra

Flow som en positiv tilstand Med den ungarnsk fødte, nu amerikanske, psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi som drivkraft har psykologien i en årrække påpeget, at det at være i flow, at være i flowagtige processer, er en meget positiv tilstand.

Mihaly Csikszentmihalyi har udforsket lykke og kreativitet, og han betragtes som en af grundlæggerne af den positive psykologi.

I professorens hovedværker Creativity: Flow and the Psykology of Discovery and Intervention (1996) og Finding flow: The Psychology of Engagement With Every Day Life (1998) fremlægger og diskuterer Mihaly Csikszentmihalyi en teori om, at: Folk er lykkeligst, når de er i en tilstand af flow – en tilstand af koncentration eller totalt opslugte af den aktivitet eller den situation, som de befinder sig i.

Flowtilstanden er ifølge professoren: ”A state in which people are involved in an activity that nothing else seems to matter. The flow state is an optimal state of intrinsic (betyder indre, egentlig, reel) motivation, where the person is fully immersed in what he is doing”.

Og han konkluderer: ”To achieve a flow state, a balance must be struck between the challenge of the task and the skill of the performer. If the task is too easy or too difficult, flow cannot occur.

Both skill level and challenge level must be matched and high; if skill and challenge are low and matched, then apathy results”. (Kilde: Wikipedia)

Med historierne og flowet i centrum

9

medieprofessionelle i Danmark og udlandet vil blive brugt til at karakterisere udviklingen og de journalistiske og redaktionelle metoder Artiklens målsætning er ikke at udforske og diskutere flow og flowtænkning med det formål at give svarene i absolut form på de konkrete spørgsmål. Dertil er fænomenerne og udviklingen og de forskningsbaserede undersøgelser slet ikke modnet nok. Målsætningen er snarere, med overbegrebet flow og spørgsmålene som guide, at identificere og karakterisere de mange forskellige elementer, der tilsammen udgør den nye historie- og flowbaserede journalistik- og medieudvikling. Finde tværgående mønstre og nye, universelle tendenser. Målet er at lave en mapping, en form for landkort over, hvad et øget fokus på historier og medieflow handler om og har som konsekvenser.

Med udgangspunkt i nyhedsmediernes og kommunikationens parallelle udvikling i 2000’erne og baseret på en opfattelse af, at mange virksomheder og brands er ved at blive til selvstændige medier, og at udfordringerne og metoderne i arbejdet med kommunikation og nyhedsjournalistik bliver mere og mere ens, vil den efterfølgende kortlægning og diskussion inddrage konkrete historier, produkter og redaktionelt workflow fra både kommerciel kommunikation og nyhedsredaktioner. Undersøgelserne vil bygge på analyser og vil lede til konklusioner i form af: • 10 cases • 10 måder at karakterisere flowudviklingen på • 10 flowmetoder fra værktøjskassen • Normative udsagn, anbefalinger og perspektiveringer De analyserede eksempler er hovedsageligt hentet fra et eksklusivt udvalg af ressourcestærke og professionelt højt udviklede medieprodukter og faglige miljøer internationalt og i Danmark. De er vidt forskellige, men fælles er, at her har man førertrøjen på, her får man først øje på det nye. Disse historier, produkter, mediehuse og kommunikationsafdelinger står ofte for ’best practice’ og udvikler overbevisende multimedieprodukter og interaktionsformer rettet mod såvel nutiden som fremtiden.

De 10 cases er: 10

• Digital multimediefortælling i ’new journalism-formatet’: ”Snow Fall” fra The New York Times • Journalistisk tema som multimedie: ”America’s first climate refugees” fra The Guardian • En nyhedsmotor til store stofmængder: DR Nyheder • En strøm af indhold fra Jyske Bank – 24 timers nyhedsbåret flow-web-tv • Fra klassisk imageskampagne via video til viral spredning – Midttrafik • Når produktionsprocessen (backstage) bliver til medieindhold (frontstage) – Royal Opera House i London • Branding via smartphone, app og Augmented Reality – Faxe Kondi og Unibrew • Processen bag døgnets flow af business-historier – Berlingske • Strømme af tabloid-indhold på mange platforme – Ekstra Bladet • Journalistik med viralt delingspotentiale – Jyllands-Posten

1.1

Udgangspunktet: Den nye (sociale) redaktionsproces I begyndelsen af 2010’erne så man nogle bemærkelsesværdige eksempler på dækning af vigtige samfundsbegivenheder, der baserede sig på nye indholdsstrømme og nye (sociale) måder at indsamle, bearbejde og publicere stof på.

Blandt mediehusene var det Verdens Gang (VG) i Oslo og The Guardian i London, der markerede sig klarest. Et tidligt eksempel (Kilde: Espen Egil Hansen, VG): I Norge er færgeruten, Hurtigruten, der sejler fra Bergen til Kirkenes ved den russiske grænse, en national institution. Den 15. september 2011 kl. 09.27 fik VG NETT et tip fra et øjenvidne i Ålesund om, at det røg kraftigt fra et af færgeselskabets skibe, MS Nordlys, der lå ud for Ålesund. Det var omgående en stor historie i Norge med potentiale til at blive international ’breaking news’, hvis branden udviklede sig dårligt. Hvad gjorde VG NETT så? Med et superkort nyhedsanslag kom VG først med historien, mens de samtidig inddrog øjenvidnet i Ålesund i den redaktionelle proces og gjorde vedkommende til en form for reporter på stedet. Flere meldte Lars Kabel

sig hurtigt, og redaktionen kunne øjeblikkelig interagere med meddelerne, da VG havde et højt niveau af parathed over for tips og stof fra læserne. Centralredaktionen i Oslo satte straks flere journalistiske medarbejdere på sagen, idet det forventedes, at journalister på vagt smed alt, hvad de havde i hænderne, når noget sådant skete, således at der i løbet af kort tid var otte journalister og fotografer, der arbejdede med at dække og især i de første timer med at kuratere brugernes dækning af hændelsen.

Efter få minutter kunne VG NETT så bringe et foto taget med en mobiltelefon, der dokumenterede, at begivenheden rent faktisk foregik.

Efter yderligere få minutter havde VG NETT også en rystet og kornet videosekvens, der illustrerede hændelserne set fra land. Længe inden de professionelle reportere og fotografer fra VG og alle de andre store norske medier var on location på kajen i Ålesund, havde VG NETT allerede en betydelig dækning af begivenhederne leveret af lokale øjenvidner, der sendte oplysninger, fotos og videosekvenser ind til VG, som efterfølgende kuraterede inputtene. Og historien holdt: To omkom, skaderne var betydelige, Hurtigruten var ramt.

I 2011 lagde VG’s redaktion stor vægt på at inddrage læserne og skabe redaktionel merMed historierne og flowet i centrum

værdi via brugerne. I færgebrandsdækningen blev deres observationer, videoer og fotos omgående til det bærende indhold i den afgørende første fase af det efterfølgende lange journalistiske forløb. VG’s brugerinddragende redaktionelle produktionsproces foregik dog ikke i de sociale medier, Twitter, YouTube eller Facebook.

Disse var blot transportsystemer for nyheder, indhold og ’visual proof’ i det omfang, de overhovedet spillede en rolle. Dækningen blev kurateret til og publiceret på mediehusets egen webavis, vg.no. Det var altså ikke de sociale medier, der var altafgørende i denne dækning, men det var dét at bruge tankegangene og effekterne fra de sociale medier, som hurtigt gav VG en førerposition på denne (i Norge) så afgørende, vigtige historie.

Et spørgsmål rejser sig: Så vi her et tidligt eksempel på en ny form for flowtænkning?

Et andet eksempel, denne gang fra The Guardian i London (Kilde: Torben Nielsen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole): I august 2011 blev England ramt af de værste uroligheder i mere end fire årtier. Urolighederne brød ud i kølvandet på politiets nedskydning af en ung mand i Tottenham, London. Det, der startede som protester uden for politistationen i 11

Tottenham, spredte sig i løbet af kort tid som uroligheder til andre bydele i London og i de efterfølgende dage videre til store engelske byer som Nottingham, Birmingham, Manchester og Liverpool. Politiet mistede kontrollen, og gaderne blev overladt til gadekampe, tyverier og hærværk. Fem mennesker blev dræbt.

Det har tidligere vist sig at være en vanskelig opgave for britiske mediehuse troværdigt at dække begivenheder som optøjer, fordi emnet er så stort, uoverskueligt, og fordi tingene sker samtidigt spredt ud på mange lokaliteter.

Som én af de første journalister så Guardianreporteren Paul Lewis mulighederne i at hente hjælp fra den ressource, der var tættest på begivenhederne, nemlig folket på gaden – demonstranter og øjenvidner – som kunne nås gennem de sociale medier, først og fremmest via Twitter, der allerede i 2011 var særdeles udbredt i England.

I løbet af de fem dage, urolighederne varede, brugte Paul Lewis Twitter som sit vigtigste arbejdsredskab. 1200 tweets blev sendt ud. Lewis fik 30.000 nye followers og blev dermed Englands mest re-tweetede journalist.

Hvor journalisten før i tiden ville have løbet efter røgskyen eller ambulancerne, var det nu muligt for Lewis at spørge på Twitter: Hvor sker det? Og folk på Twitter svarede med præcise angivelser af lokaliteter og gadenavne. Anvisninger og 140 anslags-beretninger på Twitter gjorde det muligt for Lewis at være tidligt ude og helt fremme på alle de vigtige brændpunkter

i de forskellige byer, hvorfra han og kollegerne fra The Guardian kunne rapportere nyheder i realtid via Twitter – tilbage til de samme folk og til mange flere.

Masser af tweets, korte nyheder og strømme af uddybende tekst, fotos og video gjorde det muligt for Paul Lewis og Guardian-redaktionen bid for bid at stykke informationerne sammen til et mere sammenhængende journalistisk billede af det komplekse begivenhedsforløb. Nyheder og strømme af indhold fra de sociale medier blev brugt til den højtprioriterede dækning af urolighederne, som The Guardian løbende offentliggjorde på web, i online- og papiravisen.

Undervejs og efterfølgende begyndte begrebet follower i denne form for Twitter-udveksling at blive misvisende for Paul Lewis. Den relation, der opstod mellem journalisten og folk på gaden, var netop ikke blot baseret på, at den ene part fulgte eller modtog i traditionel forstand. Derimod var der tale om, at der blev givet og modtaget information fra begge parter. Det var en dialogisk proces, som Paul Lewis og andre kaldte ’collaborative reporting’. Borgerne – brugerne – indsamlede og formidlede værdifuld information, som i sig selv tilførte historien noget nyt, og som samtidig hjalp journalisten videre i sit arbejde med at fortælle.

Og igen rejser spørgsmålet sig: Var dette et andet, tidligt eksempel på en ny form for redaktionel flowtænkning – denne gang med en dybere inddragelse af et socialt medie?

Figur 1: Den sociale redaktionsproces

AVISENS DEADLINE

Omdesigne

Research

Skrive

Lægge idé ud

DEADLINE DEADLINE DEADLINE DEADLINE

Designe

Skrive

Research

Lægge idé ud Designe

REDAKTION

Skrive

DEADLINE DEADLINE DEADLINE

Læse

Tip

Like

Omredigere

Research

Pressemedd.

Kilder Læse

LÆSERNE BRUGERNE

Anbefale Likes

Tips

DØGNET

Sociale medier/ Digitale platforme

12

Lars Kabel

Bag tesen om det værdifulde i at sætte historien, flowet og flowtænkningen i centrum og bag spørgsmålene om, hvad det konkret går ud på, ligger fænomenet ”den nye (sociale) redaktionsproces”, som er en model for, hvordan de nuværende journalistiske og redaktionelle produktionsgange kan beskrives i store førende mediehuse (Brynskov, Halskov, Kabel, 2012).

Modellen er udviklet omkring 2009-2010 af blandt andre Meg Pickard, The Guardian: Der er tale om en form for åben redaktionel proces med mange deadlines døgnet rundt.

Med inddragelse af brugerne både i idéudviklingen og researchen. Med kuratering af bidragsydernes mange input. Med fortløbende publicering af breaking news og halvfærdige faktuelle registreringer og statements – og efterfølgende interaktion og moderation af brugernes reaktioner. Med versionering til mange platforme på samme tid. Med tekst- og fotodækning i realtid og flere og flere livetransmissioner på web. Med læsernes videresending, holdningsprioritering og redigering af nyheder, fotos og artikler via de sociale medier.

I denne evigt kørende nyheds- og indholdskarrusel løber der døgnet rundt, året igennem, en strøm af mange forskellige typer af historier og digitaliseret indhold, det kommer fra talrige indholdsleverandører og eksterne og interne indholdsproducenter – noget af det er endda ITaggregeret, uden at der har været menneskelig handling involveret i skabelsen og distributionen. Dette flow af bits og bytes er råstoffet i den sociale redaktionsproces.

Tidligere blev offentliggørelsen meget ofte betragtet som afslutningen, og stofindsamlingen, den redaktionelle bearbejdning og publiceringen blev helt hovedsageligt organiseret omkring faste deadlines og selve produktet: nyheden, artiklen, multimedieproduktionen eller udgivelsesplatformen: papiravisen eller web, og sådan er det stadigvæk i et vist omfang mange steder i de gamle mediehuse: ”Most of us still think of mobile as a way to present whatever we have done for the website or the paper”.

(WAN, 2013).

Udgangspunktet for denne artikel er, at vi nu ser tydelige tegn på, at et sådant deadline- og produkt- og platformsfokus er ved at blive afløst af nye måder at fremstille og organisere arbejdet med redaktionelt indhold på både i kommuMed historierne og flowet i centrum

nikationssektoren og på nyhedsredaktionerne.

Og der er tale om mere åbne, virale og brugerinddragende processer på tværs af offentliggørelsesplatformene. En flowbaseret journalistikog medieudvikling.

På hvilke måder er det nye forskelligt fra de produktionsmåder og tankegange, der har været dominerende indtil nu i såvel mediehusene som den kommercielle kommunikation? Hvordan er de digitale og mobile historier og den sociale redaktionsproces bygget op og produceret?

Hvad karakteriserer indholds- og workflowet?

1.2

10 cases fra redaktioner og kommunikationsafdelinger Til at belyse forandringerne, media flow og flowtænkning er der i det følgende valgt syv danske, to engelske og et amerikansk eksempel ud, udvalgt som en form for arketyper. Alle 10 cases er de medieprodukter, journalistiske initiativer og kommunikative indsatser, der repræsenterer noget redaktionelt ambitiøst fra 2012, 2013 og 2014.

De 10 vidt forskellige cases er blevet analyseret og kortlagt på forskellige måder alt efter deres form, indhold og omfang. Analyserne er derfor også ret forskellige i form og længde. De vil i det følgende blive beskrevet relativt kortfattet og med fokus på, hvad en empirisk analyse og (i de fleste tilfælde) nogle opfølgende kvalitative interview med journalister og nøglepersoner i den bagvedliggende redaktion eller PR- og kommunikationsafdeling har ført til. Der vil i analysen blive lagt vægt på produkterne, produktionsprocessen og -metoderne.

De store digitale multimediehistorier Ressourcestærke mediehuse i Danmark og udlandet satser i disse år på at udvikle deres produktportefølje med lange digitale fortællinger, singler, til offentliggørelse på deres website og mod betaling – inde bag betalingsmurene. Ambitionen er at producere og udgive oplevelsesbetonede multimediefortællinger. Mindre publicistiske virksomheder er også aktive på området og har været med til at skabe en stigende opmærksomhed og et øget marked for de store digitale fortællinger på web.

To af de mest berømmede af sådanne digitale produktioner kommer forventeligt nok fra de 13

markedsførende mediehuse The New York Times og The Guardian i London. De to historier er ”Snow Fall. The Avalance at Tunnel Creek” af John Branch fra New York Times og ”America’s first climate refugees” af Suzanne Goldenberg og Richard Sprenger fra The Guardian.

Netop fordi de bliver så ofte fremhævet, er de i det følgende blevet valgt ud for en nærmere kortlægning af, hvad der karakteriserer dem: Hvilke metoder er der brugt til produktionen?

Hvordan spiller multimedieelementerne og teksterne sammen?

1) En new journalismmultimediefortælling I december 2012 offentliggjorde The New York Times den senere Pulitzer Price-vindende digitale fortælling ”Snow Fall. The Avalance at Tunnel Creek” af John Branch. Multimediefortællingen er optimeret til iPad, og den blev offentliggjort samtidig med, at The New York Times gik ind på markedet for e-bøger, men den er gratis via www.nytimes.com.

Snow Fall-udgivelsen havde ikke nogen konkret hændelse som anledning, men den var tematisk aktuel, da den udkom i starten af vinteren, hvor skisæsonen stod for døren. ”Snow fall” er beretningen om 16 rutinerede off-piste skiløbere og snowboardere, der den 19. februar 2012 på en krævende nedkørsel på Cowboy Mountain 130 km øst for Seattle ved 14

grænsen til Canada blev ramt af en lavine. De var varslet om risiko for laviner inden, men de tog afsted alligevel. Tre af dem omkom under meget dramatiske omstændigheder. ”Snow Fall” er en såkaldt ’long form’ eller ’long read’ (en multimedie-single), som det tager omkring to timer at læse, se og høre igennem, hvis man vil have det hele med. Den er et produkt med en start og en afslutning, en form for nonlineær filmisk fortælling, der samtidig er baseret på flere typer af narrativer i fx teksterne og videoerne. Det overgribende narrativ er tidens gang, den dag, ulykken skete. Beretningen sættes dramatisk i gang med en scene, øjeblikkelig tilstedeværelse, hvor en kvindelig professionel skiløber bliver fanget i de rullende snemasser. Som læsere finder vi dog hurtigt ud af, at hun overlever, da der tidligt kommer en interviewvideosekvens med hende – men ikke i hvilken tilstand.

Fortællingen er som en bog delt op i seks kapitler med anslag, ankomst til toppen, lavineforløbet, kulminationen og efterspillet, konsekvenserne. Alle de 16 deltagere i skituren beskrives detaljeret undervejs i den første del af fortællingen, og som læser ved vi, at det går helt galt for nogle af dem, men ikke for hvem. I hvert af de seks kapitler er der spændingsopbyggende elementer, der med ’foreshadowing’ hen mod et klimaks trækker læseren/brugeren videre. Fx vidste skiløberne ikke, efter at lavinen Lars Kabel

var udløst, hvordan det var gået de andre. Det bliver afdækket lag for lag i fortællingen. Ligesom vi først til sidst finder ud af, at den kvindelige skiløber fanget i snemassen ikke får varige fysiske skader af hændelsen.

Produktionsteamet bag ”Snow Fall” har brugt mindre bannerannoncer på tværs af skærmbilledet på en meget original måde. Flere steder i fortællingen bruges de af annoncerne fremkaldte brud i læserytmen til at skifte scene og synsvinkel, det er meget sjældent set, at annoncerne på denne måde udnyttes i fortællingens historieudvikling. ’Foreshadowing’ er en af de fremdriftsmetoder, ’pacing’, (Garcia, 2012), som får læseren/brugeren til at bevæge sig igennem fortællingen. En anden motor er multimedieelementernes og den stærke visuelle og indholdsmæssige appel fra de mange stillfotos: Hvad siger hun? Hvad er der på billederne inde bagved? ”Snow Fall” er grundlæggende en lang reportage, en tekst med en masse fakta og historisk kontekst fx om en stor lavineulykke i 1909 på samme bjergskråning, om vejrforhold og overlevelsesudstyr til off piste-skiløb. Den er en journalistisk fortælling i den amerikanske new journalism-tradition omsat til multimediejournalistik baseret på fakta, reportage og interview – gennemresearchet og billedvisualiseret. ”Snow Fall” er på mange måder tro mod new journalism-konventionerne, den bygger på metoderne fra de lange new journalism-artikler til papiret: En meget betydelig detaljerigdom, der bruges til etablering af troværdig tilstedeværelse og som dokumentation. Detaljerne er indlejret i fortællingen og placeres ikke i selvstændige tekst- eller faktabokse. En sansende fortæller i tredje person, der lægger stor vægt på det menneskelige og følelsesmæssige.

Et spændingsopbyggende narrativ m.m.

Fortællingen udspiller sig i et interface, der er særdeles stramt komponeret, navigationen er simpel og velfungerende, man ved altid, hvor man er, og hvordan man kommer videre. Multimedieelementerne er som ’pop-ups’ placeret i højre spalte lige præcis dér i fortællingen, hvor de giver ’added value’ til teksten, flere af de animerede grafikker afspiller automatisk under læsningen, således at man fx kan følge de enkelte skiløbere i lavinen, mens man læser om dem.

Med historierne og flowet i centrum

Som læser/bruger swiper man horisontalt gennem de forskellige kapitler, hvor begivenhederne udfoldes. Man scroller sig vertikalt dybere og dybere ind i beretningens forskellige afsnit, det være sig de faktiske hændelser, vejrets udvikling, skiteknik og -udstyr m.m. og som noget helt centralt: de menneskelige reaktioner.

Sideløbende med swipe- og scroll-funktionen og indlejret i siderne er der talrige multimedieelementer: fotos, billedkarruseller, audioer, videoer, animerede grafikker, landkortanimationer, der som ’pop-ups’ (Garcia, 2012) kan aktiveres på netop de steder i beretningen, hvor de giver værdi til historien. Alle audio- og videoelementerne er korte: 40-70 sekunder.

Der er to typer af videoer: nogle af dem er optaget on location af skiløberne med små kameraer undervejs ned ad bjerget, de er autentiske og dokumenterende. Andre er helt hovedsageligt efterfølgende interview med involverede personer. Alle har de fokus på mennesker, ansigter og følelsesmæssig påvirket tale. Meget stramt redigeret, teknisk perfekt optaget. Audioerne er fx lydsekvenser fra mobilopkald til en nødhjælpstelefon. Både videoerne og audioerne er meget stærke som dokumentation og ’visual proof’, og de skaber med deres korthed en fin kontrast til de relativt lange tekststykker.

Såvel videoerne, audioerne som de animerede grafikker er stærke bidrag til etablering af fortællingens indhold: Videoerne er produceret i professionel topkvalitet med lys, lyd og beskæring, karakterfaste ansigter, følelsesmæssigt påvirkede stærke mennesker, der fortæller. Audioerne er båndoptagelser af de lavineramte skiløberes telefonopkald til redningstjenesten og derved meget effektfulde som dokumentation. De animerede grafikker illustrerer kortfattet og særdeles illustrativt, hvordan lavinen og ulykken skete – de er ikke interaktive, og det er en central pointe, afsenderen har en præcis mængde information, som skal leveres på kort tid. Og lidt plads. Det udelukker hyperlink og mange individuelle valg.

Fortællingen er ikke præget af redundans imellem multimedieelementerne og teksten som så mange andre multimediefortællinger. De stramt fokuserede og kortfattede interview i audio- og videosekvenserne gentages ikke i teksten – de fremstår som selvstændige og værdifulde bidrag til historiens udfoldelse.

De audiovisuelle elementer er korte og velin15

tegrerede i historien, så man ikke bliver bortledt. De er med til at fastholde læseren/brugeren fra start til slut.

Som den bagvedliggende ramme, ’grid’ (Garcia, 2012), for den narrative udfoldelse af historien ligger der en matrix-funderet berettermodel (Kabel, 2011) i tre dimensioner: det vertikale, det horisontale og ’multimedie pop-ups’, der så at sige vokser ud af fortællingen. Denne berettermodel giver rum for mange indgange i form af fx overskrifter, portrætter, nye og gamle fotos, videoer, audioer, grafikker m.m. På trods af det høje antal er brugen/læsningen af fortællingen ikke kaotisk. Indgangene er berettermæssigt stramt doserede. ”Snow fall” er ikke en multimedieberiget tekst om nogle dramatiske hændelser i USA. Multimedieelementerne er ligeså centrale for beretningens udfoldelse som ordene. ”We’re really moving away from the model in which visualisation or interactive storytelling is an afterthought, an illustration of the story, and towards a model in which this work is central to developing the story and enables us to tell the story in ways impossible for straight text reporting”. (WAN, 2013). ”Snow Fall” er bygget op på en meget stor mængde journalistisk råstof, den er i new journalism-traditionen præget af en stor detaljerigdom, hvor det som læser i en hel del tilfælde

16

bliver vanskeligt at forstå, hvorfor netop denne eller disse detaljer er medtaget, den store mængde af detaljer forekommer ikke nødvendige for fortællingen.

Ifølge New York Times’ hjemmeside var der 16 grafiske designere, fotografer og researchere, der ud over journalisten John Branch samarbejdede om fortællingen over en periode på mere end seks måneder. Den er et resultat af et komplekst teamwork mellem forskellige faggrupper. ”Snow Fall” er et kvalificeret bud på de længere og dybere tekst- og billedfortællinger, digitale multimedieproduktioner, som mange mediehuse i disse år opprioriterer og sælger fra deres websites. Disse long form-historier er en form for premium-produkter i de digitale flow. ”Snow Fall” bygger på en dekonstruktion af hændelsesforløbet i en række selvstændige begivenheder, skæbner og journalistiske enheder og en efterfølgende samlende rekonstruktion af materialet i en stramt designet matrix. Produktionen af en sådan multimediefortælling stiller store krav til proces- og workflowstyringen i forhold til storyboarding, interfacedesign, research og verificering af dybt indhold samt planlægning af stofindsamlingen, således at multimedieelementerne bliver til organiske dele af den samlede fortælling – ikke noget, der bliver lagt på bagefter.

Lars Kabel

2) Et journalistisk tema som multimedieproduktion Den 13. maj 2013 offentliggjorde The Guardian multimedieproduktionen ”America’s first climate refugees” på onlineavisen www.theguardian. com.uk. Hjemmesiden fra det britiske mediehus er et af de mest besøgte nyhedssites i verden.

Offentliggørelsen var knyttet til en aktuel begivenhed, produktionens nyhedsanker var at: ”The Arctic Council … are gathering in Sweden today. But climate change refugees are not high on their agenda, and Obama administration officials told reporters on Friday there would be no additional money to help communities in the firing line”.

The Guardian havde forinden offentliggørelsen i foråret 2013 sendt et reporterhold på to: Susanne Goldenberg, tekst og interview, og Richard Sprenger, video, til et lille bosted for oprindelige indbyggere, Newtok , på vestkysten af det nordvestlige Alaska. En fotograf, Brian Adams, havde været i Newtok på et andet tidspunkt og havde taget en masse fotos uden sne.

Der var ingen dramatiske hændelser eller pludselige forandringer, der førte til reportageholdets udsendelse til Newtok. Dermed er denne form for dramatik heller ikke til stede i historien.

Dette lille bosted var (er) sammen med 180 tilsvarende bosættelser i Alaska truet af klimaforandringerne på den måde, at den globale opvarmning smelter permafrosten, forstærker erosionen og fremkalder oversvømmelser, som truer med at skylle bostedet væk hver sommer, når vandet strømmer i floderne, og havet æder af kysterne. Det er der menneskeskæbner og globale problemstillinger forbundet til – de oprindelige folk i Alaska udleder selv en meget begrænset mængde CO2. De bidrager ikke ret meget til den opvarmning, der truer dem. Alligevel er de tvunget til at flytte hele landsbyen til et højere beliggende sted i nærheden, men det er der ikke tilstrækkelig med offentlig finansiering til, og selv har de få midler til rådighed. Der er altså noget væsentligt på spil – den journalistiske fortælling har et aktuelt udgangspunkt, historien kan udfoldes: ”America’s first climate refugees” er et journalistisk tema i samme tradition som dem, dagbladene på papir- og onlineaviserne har offentliggjort i årtier. Det nye er, at historien er en digital multimedieproduktion for tekst, fakta, infografik, stillfotos, audio og video. Temaet er Med historierne og flowet i centrum

bygget på fem afsnit/underhistorier, hvoraf tre er journalistiske reportager fra Newtok, en enkelt er baggrund og interview fra hovedstaden Anchorage og en anden giver nødvendig fakta for at kunne forstå situationen i Newtok.

Fortællingen er bygget op på en matrix-model i tre dimensioner med klassisk brug af swipning fra underhistorie til underhistorie og dybere ind i stoffet via scrolling (Kabel, 2011). Navigationen er helt enkel, som at bladre i en bog, frem og tilbage. Videoerne er interessevækkende anslag og indgange samt ’pop-ups’ på relevante steder i forhold til teksternes indhold.

Multimedietemaet bygger på et råstof skabt via de grundlæggende journalistiske metoder: Observation, interview og research af mennesker, baggrund og fakta. Historien er på mange måder en stor, journalistisk reportage understøttet af baggrundsinformation og visuelle virkemidler.

Guardian-reporteren er i teksterne en neutral 3. persons fortæller og i videoerne en eksplicit interviewende journalist. Der er gjort brug af såvel erfarings-, menings- som ekspertkilder undervejs i stofindsamlingen.

Temaet er produceret som en case, der illustrerer en generel problematik. Der er brugt klassiske virkemidler fra aktantmodellen i form af en trussel spændt ud imellem negative konsekvenser (oversvømmelse, øget fattigdom og migration til storbyen) og positive løsningsmuligheder (landsbyen flyttes, bedre boliger), hvis ...

Det tager omkring to timer at læse, se og høre alle de forskellige tekster, videoer og grafikker i multimedieproduktionen.

Videoerne er gennemsnitlig af middelhøj professionel standard: Der accepteres fx forringet lydkvalitet pga. vind i mikrofonen, rystede billeder og ufokuseret redigering af de lange videosekvenser fra The Guardians side. Imidlertid er anslags-videoen kort (52 sekunder), præcis og effektfuld understøttet af stemningsskabende musik, stillfotos og korte statements fra de truede folk. Den er der lagt betydelig journalistisk indsats i.

I relationen imellem teksten og videoerne er der megen redundans. Det vil sige, at man læser de samme udtalelser i artiklerne og får de samme baggrundsinformationer, som man ser og hører i videoerne.

Informationsgrafikkerne og landkortene er 17

særdeles illustrative og faktaformidlende. Gardian-redaktionen har stort set fravalgt muligheden for interaktivitet. I stedet giver de centrale infografikker nogle klare informationer om årsag og virkning ved permafrostens nedgang, og de fungerer helt optimalt for at kunne forstå, hvad det er for forandringer i naturgrundlaget, som Newtok-folkene er så hårdt ramte af.

The Guardian er jo ikke mindst kendt i mediesammenhænge for at have en meget stor kontaktflade med mediehusets hundredtusindvis af læsere, brugere, kunder. Denne ’reach’ skabes på talrige måder, fx via social medie-integration, kommentarmuligheder knyttet til de enkelte digitale historier samt ’crowd sourcing’. Som en sjette valgmulighed blandt historieelementerne fik læserne af ”America’s first climate refugees” tilbudt adgang til at kommentere temaet under ”Join the Debate. Have your say”. Det var der 228, der havde gjort den 9. juli 2014, godt et år efter udgivelsen. 1046 havde delt historien på Facebook, kun 126 havde tweetet på Twitter om den.

Om dette så er få eller mange interaktioner kommer an på, hvilke kriterier man opstiller. Det centrale spørgsmål i reach-sammenhæng må

18

være, om en sådan multimedieproduktion har delingspotentiale, selvom den på mange måder er en lukket, afrundet beretning. Noget tyder på, at det har den i et vist omfang, når den er produceret så journalistisk godt og professionelt solidt som The Guardian-historien.

3) En nyhedsmotor til store stofmængder og ’live’ Danske nyhedsmediehuse som Nordjyske Stiftstidende har etableret centrale nyhedsgenererende afdelinger, en såkaldt nyhedsmotor.

Andre som Berlingske bruger mediekoncernens interne nyhedsbureau, BNB, som nyhedsgenerator. Selvom denne undersøgelse hovedsageligt handler om nyheds(papir)mediehusene og store kommunikationsafdelinger og deres produkter, kan der alligevel hentes inspiration hos andre typer af medier, fx public service-radio og tv – Danmarks Radio. Ikke mindst, fordi der er udkommet en aktuel undersøgelse af DR’s arbejde og processer omkring nyhedsmotoren: I oktober 2012 gennemførte DR Nyheder en større omlægning af produktionsprocessen særligt rettet mod indholdet i tv-nyhederne kl.

18.30 på DR 1, DR 2’s nye nyhedssatsning, de

Lars Kabel

mange radioaviser gennem døgnet og web-nyhederne. DR Nyheder omdefinerede og omorganiserede både indholdsflowet og workflowet ved at skabe en såkaldt nyhedsmotor. En produktionsmaskine, der dagen lang, året rundt, leverer store mængder af digitaliseret råstof til de mange produkter, udsendelser og kanaler, som DR udgiver. I rapporten ”Den industrialiserede nyhedsproduktion. En undersøgelse af den ændrede produktionsform i DR Nyheder” (2013) fremlægger lektor Ralf Andersson, Syddansk Universitet, resultaterne af en kritisk analyse af omlægningerne i DR Nyheder. Det følgende er hentet i denne rapport: Nyhedsmotoren består af en funktionsopdelt arbejdsproces med en stigende specialisering baseret på en opdeling af produktionen i faser.

De forskellige nyhedsredaktører er forpligtet til at få ideerne og dele opgaver ud til journalister, fotografer og grafikere i motorrummet. Der holdes ikke fælles redaktionsmøder, og der forventes ikke, at journalisterne møder frem med deres egne historie-ideer. Udegående teams af reportere og fotografer, liveteams, indsamler, interviewer og billeddækker flere af dagens historier i et flow uden at prioritere eller redigere stoffet. De sender materialet hjem til en stor server, mediearkivet, hvor det ligger til viderebehandling af alle i produktionskæden. På nyhedstavlen kan medarbejderne hele tiden se, hvilket stof der er til rådighed. Mediespecialister hjemme på redaktionen bearbejder det indsendte stof, klipper det sammen, vinkler det til forskellige programmer og platforme. Meget ofte sker det i form af såkaldte ”pakker”, som studieværterne så guider seerne og lytterne igennem. Sådanne ”pakker” består af fx grafik, korte voice over-indslag, interviewbidder m.m.

Ralf Andersson betegner denne faseinddelte produktionsproces som ”industrialiseret”, fordi det bliver til en form for samlebånd, hvor den enkelte samlebåndsarbejders rolle er at give produktet og processen en værdiforøgelse af én eller anden slags, og så videre til det næste.

DR Nyheders mange programmer og kanaler er en glubsk indholdsforbruger, nyhedskværnen kører non-stop.

Ved hjælp af optællinger og kvalitative interview har Ralf Andersson undersøgt resultaterne og konsekvenserne af nyhedsmotorens indførelse. Han konkluderer: • Materialet fra mediearkivet bruges gennemMed historierne og flowet i centrum

snitligt fire gange i de forskellige programmer på de forskellige platforme • Der er opstået mere værtsfokus, flere liveomstillinger, mindre forproduceret indhold • De udegående live-teams skaber mere tilstedeværelse, aktualitet og live – den værdifulde realtidsdækning styrkes som resultat af den funktionsopdelte arbejdsproces • Blandt omkostningerne er mindre dybdegående research, færre kritiske spørgsmål • En anden omkostning er mindre journalistisk fortælling, mindre kreativt arbejde med billeddækningen, mindre vægt på det visuelle og det audiovisuelle udtryk Den samlede konklusion på Ralf Anderssons undersøgelser er, at den nye nyhedsmotor er en effektiv nyhedsmaskine, der skaber sikkerhed for et løbende flow af store stofmængder, mange billeder og med inddragelse af flere kilder. Den nye produktionsproces kan levere det, der er brug for: En stor mængde fragmentariske elementer, der stykkes sammen af mediespecialisterne og studieværterne til en helhed i både radio og tv.

4) Indhold som content marketing via web-tv og Facebook Jyske Bank er en opkomling fra provinsen, der i Danmark har skabt sig en betydelig markedsandel, megen offentlig omtale og en relativt høj kendskabskvotient i befolkningen blandt andet ved at være offensiv og turde være provinsiel, jysk, på en moderne måde.

Jyske Banks brand er bygget op omkring værdierne: anderledes og uhøjtidelig, og det har skabt et kreativt (fri)rum, hvori bankens arbejde med information, PR og interaktion med kunderne og de mange interessenter har kunnet udfolde sig.

En betydelig del af kommunikationen fra Jyske Bank er content marketing med et indhold, der fokuserer på de finansielle markeder og de økonomiske nyheder og ifølge afdelingsdirektør Lasse Høgfeldt, jyskebank.tv, gerne ”under mainstream-radaren”. Banken ser sig selv som en medievirksomhed, der spreder viden, skaber omtale og formidler køb via en række digitale og analoge mediekanaler.

Jyske Bank publicerer et mangfoldigt indhold af nyheder på web, Facebook-opdateringer, korte videosekvenser og længere online-tv-pro19

grammer, der både handler om et bredt spektrum af hverdagslivsemner, men naturligvis også relateres direkte til finans, bankdrift og bankens egne kerneforretningsområder. Jyske Bank laver ifølge Lasse Høgfeldt ”indhold, der ligner journalistik, men det er fra en bank”.

Kommunikationsafdelingen bestræber sig på at offentliggøre det journalistiske indhold med en klar varedeklaration, fx Jyskebank.tv på alle videoerne, så brugerne kan se, hvor de kommer fra, selvom de tilgår videoerne fra andres websites eller via de sociale medier.

1. oktober 2013 gik Jyskebank.tv i luften med et nyt og for en bank utraditionelt initiativ: En ny livekanal med 24 timers nyheds-tv på web.

Et døgnlangt flow af nyheder i sløjfer, med fx liveopkobling til et studie hos Nasdaq på Time Square i New York, små PR-lignende dokumentarer og ekspertinterview i studiet i Silkeborg.

Jyskebank.tv med nyhedskanalen vises blandt andet på skærme i Jyske Banks 1500 filialer, men 80 procent af indholdet ses andre steder på andre websites og kanaler, sociale medier m.m. Denne trafik er blandt andet skabt af en placeringsagent.

20

www.jyskebank.dk er modersitet for Jyske Banks kommunikationsaktiviteter, heri er tv-kanalen og flow-tv-tilbuddet indlejret med en relativt højt prioriteret placering – dog ikke i top. Hjemmesiden er ”et stramt designet onlineproduktunivers” oplyser afdelingsdirektør Per Esmann Jensen, hvis indhold i betydeligt omfang afspejler bankens ”puls”. Centralt på hjemmesiden markedsføres bankens mange nye produkter og kampagner løbende.

Hjemmesiden rummer også bankens vigtigste Facebook-side, Havkatten, der præsenteres sådan: ”Havkatten er Jyske Bank. En underlig fisk, som svømmer mod strømmen for at finde nye og anderledes veje. Få nyheder og spørg om (næsten) alt”.

Facebook-siden blev startet op 3. juni 2009 og var fra starten tænkt social, som et middel til dialog og inddragelse af kunderne/brugerne samt til understøttelse af brandingværdierne: anderledes og uhøjtidelig.

Facebook-siden indeholder en række ungdommelige illustrationer og fotos, korte videoer, kommentarer, konkurrencer, spørgsmål og svar, som ikke nødvendigvis har noget med banken Lars Kabel

at gøre. Også reklamespots for Jyske Banks sponsoraktiviteter, fx elitehåndbold, tips og kundeanbefalinger, og som noget relativt nyt formidles også koncertbilletter. Alt i alt en planlagt mangfoldighed af bredt tilgængeligt indhold med mulighed for selv at bidrage og vinde præmier.

Jyske Bank havde i sommeren 2013 en PR-, branding- og kommunikationsafdeling med ca.

55 medarbejdere. Heraf arbejdede de omkring 12 redaktionelle medarbejdere på jyskebank.tv.

Ifølge Per Esmann Jensen var den dedikerede medarbejder, der arbejdede med Facebook-siderne, sandsynligvis den person i bankens store kommunikationsafdeling, der skabte flest ”kontaktpunkter” for den laveste investering af tid og penge. (20.041 Likes den 9. juli 2014).

Via Facebook-siden kommer ”andre stemmer til orde” i Jyske Banks univers.

Til den løbende produktion og opdatering af de to content marketing-platforme, jyskebank.tv og Havkatten, gøres der i betydeligt omfang brug af de klassiske metodekonventioner for journalistisk indholdsproduktion, men man undlader at tage de mere konfronterende journalistiske effekter i brug.

Set fra et bankmæssigt udgangspunkt er især Havkatten, men også web-tv-kanalen, nogle fritgivne kommunikationsrum i den forstand, at indholdet ikke nødvendigvis handler om bank, bankdrift og økonomi, at formen er relativt løssluppen, og at brugerne i forhold til Facebook i et vist omfang er med til at skabe indholdet.

I de medierum, hvor det sociale er bærende, er Jyske Bank en offensiv aktør. Banken bruger medierne til at blive mere transparent, den åbner op og tillader et vist kaos at råde i og omkring dele af dens kommunikation. Jyske Bank som et medie giver i et vist omfang køb på kontrollen over både indholdet og formen.

Bag en sådan nøje planlagt kommunikationsindsats på tre forskellige digitale platforme, der alle kræver mange historier, meget indhold samt kontinuerlig monitorering og løbende opdatering, ligger der en planlagt produktionsproces og et workflow, der skal sikre en strøm af redaktionelt råstof til versionering til flere platforme – distinkt forskelligt, men altsammen alligevel værdiskabende i forhold til at skabe kontakt, loyalitet og understøtte Jyske Banks kreative brandværdier: anderledes og uhøjtidelig.

Denne anderledeshed i forhold til, hvordan Med historierne og flowet i centrum

man driver medie- og kommunikationsarbejde fra en bank. har omverdenen fået øje for. I maj 2014 vandt Jyske Bank en international pris for Best Brand Newsroom ved Digidays i New York.

Begrundelsen for prisen var ifølge redaktør Lasse Høgfeldt: ”At vi arbejder efter newsroomtankegangen. Brand Newsroom handler om, at man som virksomhed eller brand organiserer sin kommunikationsafdeling som en redaktion.

Man arbejder, producerer og tænker som et digitalt medie” (Journalisten.dk, 27. maj 2014).

5) Fra imagekampagne til viral spredning Midttrafik er et offentligt, dansk transportselskab, der hovedsageligt forestår busdrift i Region Midtjylland. I 2012 målte transportselskabet bustransportens generelle omdømme blandt kunderne, og ”hele 31% af de 18-34årige mente ikke, at bussen havde et godt omdømme, hele 46% mente, at den var decideret ikke-attraktiv” (årsberetningen 2012). Det skulle og kunne der gøres noget ved set i lyset af, at produktet, offentlig bustransport i Midtjylland, blev vurderet til at være ok, som projektleder Britta Charmig fra Midttrafik udtrykte det i et interview 13. juni 2013.

Derfor designede og publicerede Midttrafik en stor imagekampagne ”Bussen”, der via filmen ”Cool Bus” skulle fremstille bussen som et moderne transportmiddel og via en hjemmeside ”Vi skal nok køre dig” og en ny Facebook-side skulle gøre det nemmere at komme i dialog med især yngre nuværende og potentielle kunder.

I september 2013 kom der en opfølgning på kampagnen ”Hvem er Midttrafiks cooleste kunde – vis os hvor cool du er i bussen”. Den blev offentliggjort i fx outdoor-reklamer, på skilte i busserne og på YouTube og Facebook.

Indsatsen bag denne anden kampagne var dog meget mindre end den første.

Til 2012-kampagnen blev der også lavet en hjemmeside www.coolbus.dk. Den indeholdt filmen, nogle lette/banale konkurrencer med præmier samt en henvisning til Midttrafik på Facebook, som var blevet oprettet nogle måneder tidligere – februar 2012. Hermed var Midttrafiks mulighed for social dialog og udveksling med brugerne/kunderne/passagererne etableret.

Hjemmesiden med konkurrencerne var desig21

net på en sådan måde, at den kunne bruges og overskues på få minutter i det frirum, man har i en bus med gratis WiFi. Det centralt placerede link til Facebook på hjemmesiden åbnede op for interaktion med busselskabet.

Den samlede ”Cool Bus-indsats” var fra starten tænkt som en ret traditionel imagekampagne med tv-reklamespots på de regionale TV 2-kanaler, biografreklamer rundt i regionen og skilte og skærme i busserne, men sådan gik det ikke.

Den bærende video, ”Bussen”, (”The Bus” i den engelske udgave), skulle på en humoristisk måde fremstille de offentlige busser som en dejlig måde at blive transporteret på. Filmen handlede om en dramatiseret bustur fra et stoppested ude på landet ind mod byen. Opstartsbilledet: En henført ung og smuk kvinde af kontortypen sidder på et bussæde, man ser ikke, hvad der foregår under hendes brystniveau, men man er frit stillet til at gætte. Seksuelle associationer etableres fra starten.

Vi er ude på landet. En flok yngre mennesker venter på bussen, lyden af græshopper og dramatisk morgenhimmel, en mand lægger øret til asfalten og lytter, noget sker, bussen ankommer. Vild begejstring og en kamp om de gode pladser. Den karikerede indvandrerchauffør kører de opstemte (liderlige) passagerer rundt til steder, hvor cool ting sker: Dækafbrænding, en jysk fotomodel med store bryster i en leopardplettet, nedringet bluse, som venter spændt – på hvad?

Speaken er humoristisk og overgearet, speakerens supermaskuline stemme i et meget dybt stemmeleje er helt afgørende for den selvsatiriske distance, det hele er totalt overdramatiseret også sprogligt: Bussen har ”toplækre siddepladser”, ”den er stooor”, ”chaufføren er cool” og ”det er street”.

Vi følger bussen undervejs i landskabet, set indefra og udefra. Start, aktion, aktion, udsyn til det, man ser ud gennem panoramavinduerne.

Til sidst ankommer bussen til et nyt stoppested.

Igen en begejstret flok, der venter. Der opstår en kamp om pladserne, en smuk kvinde kravler hen over konkurrenterne til de gode pladser, bussen indtages i et begejstret kaos, og videoen slutter med et udsagn: ”Stå tidligt op – vi skal nok køre dig – Midttrafik”.

Alt er superprofessionelt produceret: Spea22

ken, skuespillet, lyssætningen, den lynhurtige klipning. Fremdriften skabes på den ene side af bussens kørsel gennem landskabet, tidens gang, afgang og ankomst. Stemmens intensitet, musikken, der arbejder sig frem mod et klimaks og de forskellige sekvenser, der er aktion og reaktion på bussens ankomst.

Videoen er bygget op omkring et narrativ, en berettermodel (ikke aktantmodellen). Et scene på scene-princip. En kæde af overraskende sceneskift, sekvenser og aktioner med reaktioner på bussens ankomst.

Det af produktionsfirmaet M2 filmede råmateriale blev brugt og genbrugt til flere andre korte videoer: En reklamefilm for natbusserne og en YouTube-egnet video om noget så sjældent som busdækafbrænding, hvor videoen viser dækafbrænding med en stor, offentlig bus, arrangeret og optaget på Aarhus Havn. En meget simpel berettermodel: Anslag, aktion, konsekvens i form af dækaftryk på asfalten, og bussen kører væk. ”Bus Burner” er en underholdende kuriositet, som der er så mange af på YouTube, og som der linkes til fra mange steder.

Efter produktionen af de tre korte videoer og en engelsk udgave, ”Cool Bus”, bestilte Midttrafik en femte video hos M2. ”Bag om filmen - behind the scenes” på 3.03 minutter med filmens instruktør som afsender og en form for vært. Videoen viser og kommenterer selve produktionsprocessen, som blev filmet undervejs, hvor der også blev lavet journalistiske interviewoptagelser. Denne journalistiske backstage-video løfter sløret for, hvordan nogle af de svære scener fra ”Bussen” er lavet: Dækafbrændingen og kampen om at komme først ind i bussen. Og den fortæller om såvel videoproduktionsselskabets som Midttrafiks intentioner med produktionen.

Videoen bygger på en traditionel berettermodel: Anslag, interview, soundbites, sceneskift, sekvenser, soundbites m.m. Indledning, forløb og afslutning. Udfoldelsen af historien bliver videoens motor/drivkraft.

Afsluttende henvender instruktøren sig direkte til seerne: ”That’s it”, filmen er lavet, håber du kan lide den. Igen billedmæssig kulmination, pointen er i stedet: ”See you on the bus tomorrow”. Skilt: ”Midttrafik – coming to a bus stop near you”.

Med videoen ”Bag om filmen” blev ’backLars Kabel

stage’ til en integreret del af produktet og kampagnen, dog med en begrænset effekt. Videoen var set 5.546 gange på YouTube den 4. november 2013.

Midttrafik på Facebook blev oprettet i februar 2012. ”Vi ventede bevidst med at gå på Facebook, til vi kunne råbe højt”, forklarede Britta Charmig i juni 2013.

Facebook-indholdet startede med at tage udgangspunkt i: ”Vi har fået sådan et dejligt brev fra en 20-årig pige, som vi synes, vi vil dele med jer her på Facebook. Prøv at læse det, det kan man kun komme i godt humør af”. ”Hej Midttrafik. Jeg havde den bedste oplevelse i bussen i dag. En GLAD buschauffør! Hvilken forskel han dog gør ...”.

Brevet udløste forskellige typer af kommentarer og reaktioner, den indholdsmæssige stil var lagt, og den første sociale medietråd var skabt.

Midttrafik på Facebook tilbød i 2013 ”PhoMed historierne og flowet i centrum

tos”, ”Konkurrencer” og ”Trafikinformation”, ofte formuleret i et forvaltningslignende sprog. De havde 14.613 Likes den 9. juli 2014.

Som abonnent fik man jævnligt posts/opdateringer fra Midttrafik: Korte udsagn (14/5 2013) – ”Vidste du, at det kan få fatal betydning for din fremtid, hvis du retter oplysninger i dit buskort?

I Fredericia er en ung mand dømt til 30 dages betinget fængsel. Læs her”. Illustreret af en visuel plakat, et modelfoto fra Midttrafiks fotolager. Og ”Hvad er din mening? Ville det være ok at tage sin hund med i bussen, hvis man betaler børnebillet?”, illustreret af et sjovt billede i dårlig teknisk kvalitet fra internettet af en masse hunde i en bus.

Oftest forsøgte man at skabe en tråd og interaktion og reaktion fra brugerne ved at rejse spørgsmål, der relaterede sig direkte til Midttrafiks produkt, kollektiv trafik og fornuftig passageradfærd, men på en lidt morsom og uhøjtidelig måde.

23

I perioden fra september til december 2012 blev materialet fra kampagnen Cool Bus brugt flittigt på Facebook-siden, det var visuelt stærkt, uhøjtideligt og muntert. Det samme skete i efteråret 2013 med det beslægtede materiale fra ”cooleste kunde-kampagnen”.

• Reklamelignende opdateringer/posts: Samarbejde med fx Djurs Sommerland, Regnskoven i Randers, en busbillet og entré i en pakke.

• Kunde- og holdningsundersøgelser: Afstemninger, og hvad er din holdning? – interaktion om meninger og standpunkter.

Midttrafik opdaterede sin Facebook-side dagligt mellem kl. 9 og 15. Virksomheden brugte en betydelig mængde arbejdskraft på det og en betydelig indsats i forhold til det visuelle: Købte modeloptagelser, genbrugte plakater m.m., tegninger, fotos fra internettet, videoer fra YouTube. Sjældent reportagefotos.

De forskellige indholdselementer/opdateringer på Facebook-siden samlede sig omkring følgende kategorier: • Adfærdsrelateret, kampagneagtig stof, der understøttede Midttrafiks relationer til passagererne – fx ”Giv plads til en mere – eller giv plads til en, der har brug for det”.

• Virale imagekampagner som ”Cool Bus” og den senere ”Hvem er Midttrafiks cooleste kunde”.

• Anknytning til andres kampagner og virale processer, fx AOA – Byens Bedste – Stem på os som byens bedste flirtested.

• Loyalitets- og trafikskabende konkurrencer, der var meget lette at tilgå.

• Sociale imagekampagner, der skabte positivt omdømme omkring kollektiv trafik, bustransport og Midttrafik: ”Rejsetid er ...” handlede om fordele ved at køre i bus frem for i bil og kom med gode forslag/sætninger som ”Rejsetid er kyssetid”.

• Positive input fra brugerne, der understøttede trafikselskabets politik og intentioner. Fx den glade chauffør.

• Kundeservice via nyhedsbåret kommunikation – ”Rejsekortet kommer til Midtjylland”, ”Vejarbejder afsluttes på Randersvej”.

• Henvendelser, spørgsmål og svar: Er buskørslen påvirket af branden på Lystrupvej?

• Ren trafikinformation og kampagneagtige oplysninger om nye betalingsmodeller: ”Nye priser fra januar 2013”.

• Understøttelse af trafikpolitisk debat. Hvordan kan den kollektive transport i Midtjylland udvikle sig? Trafikplan 2013-2017.

• Uhøjtidelige film fra YouTube og fotos fra internettet, der kunne bruges som relevant og morsom reference.

Især i starten var der mange fotos af busser fra Midttrafik på Facebook. Senere kom der flere billeder af mennesker, kreative illustrationer og muntre grafikker og skilte på.

24

2012-kampagnen ”Cool Bus” var tænkt som en imagekampagne på traditionelle markedsføringsplatforme, men udviklede sig hurtigt til en hurtigtvoksende og ikke-planlagt viral proces, især via YouTube.

Midttrafik havde på forhånd afsat midler til et firma, der skulle levere viral spredning, ’Viral seeding’, via blogs, YouTube og hjemmesider, men det eksplosive afsæt, som videoen og kampagnen fik, blev ifølge Britta Charmig sat i gang ved, at en journalist fra Jyllands-Posten, Morten Elstrup, fik lov til at beskrive kampagnen i avisen, fire dage inden den officielt blev lanceret og til at vise videoen på onlineavisen: www.jp.dk. Videoen blev til en god historie i Jyllands-Posten på papir og web, og det udløste omgående stor interesse. Midttrafik uploadede derfor videoen på YouTube flere dage tidligere end planlagt.

Hen over den efterfølgende weekend havde over 100.000 mennesker set videoen.

Den virale spredning på dansk og engelsk blev massiv. På 40 forskellige YouTube-sider var der mere end 3.600.000 visninger (årsrapport 2012). De tårnhøje kliktal blev hjulpet godt på vej af, at videoen vandt ikke mindre end tre internationale reklamepriser i 2012.

De to kampagner: Midttrafiks seks busvideoer, hjemmesiden ”Vi skal nok køre dig” og YouTube- og Facebook-satningen er samlet et markant eksempel på content marketin’, organiseret omkring en betydelig mængde video, fakta og visuel multimedieeffekt.

Med især kampagnen ”Cool Bus” skabte Midttrafik sig rådighed over et kommunikativt vigtigt indhold, og understøttet af en massiv økonomisk investering i professionel videofilmkvalitet lykkedes det trafikselskabet af nå et enormt antal interesserede brugere og få en betydelig Lars Kabel

offentlig omtale – herunder også redaktionel medieomtale i traditionelle mediers nyhedsudsendelser af kampagnens metoder og gennemslagskraft.

Midttrafiks ledelse og kommunikationsafdeling udviste stor forståelse for de virale processers ikke-planlagte dynamik, og denne parathed er en af grundene til, at den massive spredning via de sociale medier kunne opstå og udvikle sig.

Det hele byggede på et flow af videoer, historier og illustrationer, som blev genbrugt og versioneret målrettet til de platforme, der var i spil. Kampagnen blev ikke alene til en strøm af medieprodukter, men også en strøm af referencer og kommentartråde – genkendeligheden på tværs af offentliggørelsesplatformene var stor og effektfuld.

6) Produktionsprocessen som et medieprodukt Det berømte Royal Opera House i Covent Garden i London rummer Royal Opera og Royal Ballet og et stort orkester. Ofte er alle billetter udsolgt til publikum fra hele verden, men set i sammenhæng med den globalt udbredte efterspørgsel er antallet af tilskuerpladser i operahuset også begrænset. Interessen for de klassiske scenekunstarter er stor blandt en særlig kreds af kunstinteresserede. Alligevel vurderede Programme Manager, Tom Nelson, i foråret 2013, at kunstformerne ballet og opera var truede og på retræte i Storbritannien. Mediedækningen af scenekunsten var stærkt faldende, den dybere kulturreportage og de ekspertbaserede kunstanmeldelser udfoldede sig især i papiraviserne, der svandt i oplag og betydning, mens gossipinteressen for opera- og balletstjernernes privatliv var stærkt stigende.

Samtidig fik (og får) Royal Opera House massiv økonomisk støtte fra det engelske kulturministerium og har blandt andet til formål at sprede forståelse i bredere kredse af befolkningen for kunstarterne opera og ballet. Også iblandt mange flere, end der er plads til i operahusets sale.

Så for at kunne imødekomme denne store nationale og globale interesse er Royal Opera House (også) blevet et digitalt mediehus og har etableret en massiv tilstedeværelse på internettet og i de sociale medier – især via The Royal Ballet Live og Facebook, YouTube og Twitter: Med historierne og flowet i centrum

”The more we give away the better for us”.

En sådan transformation kræver store mængder af historier. Operahuset åbner da også mere og mere op for øvelses- og produktionsarbejdet bag scenetæppet. En ny værdifuld kilde til medieindhold er under udvikling, og publikumsinteressen vurderes til at være stor.

Opera- og balletforestillingerne er dog fortsat i centrum, og de transmitteres fx jævnligt i britisk tv og i biografer rundt omkring i landet. Ved særlige lejligheder live streamer Royal Opera House dagens gang i operahuset i 10-12 timer på kulturhusets hjemmeside og via The Guardian online. Den professionelle kvalitet er meget høj, mindre kan Royal Opera House ikke leve med, og det er kun økonomisk muligt at realisere denne realtidstransmission med mange kameraer i kraft af, at Royal Opera House har et stort tv-produktionsanlæg internt i huset med tv-kameraer og topprofessionelle redigeringsfaciliteter især målrettet BBC’s livetransmissioner og dokumentarer.

Til daglig tilbyder det digitale initiativ, The Royal Ballet Live, en betydelig mængde relativt korte videoer, der viser scener fra scenen, fra øvelseslokalerne, opvarmningen og kostumeproduktionen m.m., hvor ikke alt er perfekt, hvor sveden pibler, og ansigterne forvrænges, når det gør ondt, eller noget går galt. The Royal Ballet Live er et kig ind i ballettens maskinrum.

Både opera og ballet er i den grad frontstagekunstarter, men dette backstage-indblik har vist sig at være særdeles efterspurgt via internettet rundt i hele verden med samtidige besøgstal på 200.000 under realtidstransmissionerne og mere end 2.000.000 visninger.

Dermed har The Royal Opera House aktiveret et potentiale og skabt sig et meget stort og værdifuldt flow af en ny type af visualiseret indhold i nærmest ubegrænset mængde. Produktionsprocessen er blevet til en kilde til media flow – backstage bliver frontstage. For den del af PRog kommunikationsafdelingen, der tager sig af dette arbejde (og af ’social interactions’ generelt) handler det om at kunne se historierne i operasangernes og balletdansernes daglige arbejdet, bryde øvelsesprocesserne op i delelementer og producere højkvalitetsmedieprodukter – især korte tekster og videoer – baseret på de journalistiske metodekonventioner. Det handler om at kunne dekonstruere i mindre og relevante fragmenter og rekonstruere i pakker.

25

Interaktiv print via augmentering Det døde papir vækkes til live ved hjælp af billedgenkendelsesteknologi. Med Augmented Reality (AR) kan dagblade, magasiner og reklamer på papir danne udgangspunkt for visuel og interaktiv berigelse i form af opdateringer af aktuelle nyhedshistorier, videoer, spil og køb og salg i netbutikker m.m.

Også andre fysiske ting og steder såsom outdoor-reklameposters, bygninger og geopositionerede lokaliteter på gader og pladser kan forstærkes digitalt.

Det engelske ’augment’ betyder at udvide, forstærke eller supplere, redskabet til dette er en app i en smartphone og/eller en tablet.

AR-applikationen downloades og åbnes, brugeren scanner et billede, et logo eller noget andet, som softwaren kan genkende, og så udfolder de virtuelle lag sig som multimedie, 3D, tekst eller lignende. Lidt på samme måde som med QR-koder, men uden de grafisk og visuelt forstyrrende koder.

Forud er dog gået et produktionsarbejde: Man skal udvælge og oprette en ’trigger’, det billede, det sted, den ting, som softwaren skal kunne genkende. Man skal producere det ’overlay’, det digitale multimedieindhold, som man ønsker skal udspille sig de steder og de tidspunkter, hvor ’triggeren’ scannes, producenten skal oprette en kanal hos det firma, hvis applikation man bruger til augmentering, de forskellige ’overlays’ skal lægges ind i kanalen. Det lyder lidt indviklet, men er i virkeligheden relativt let og hurtigt at gøre.

Appen downloades gratis, man kan lave demonstrationsproduktioner gratis, ønsker man at udnytte AR-teknologien kommercielt, skal man lave et partnerskab med udbyderne og forhandle en pris.

Teknologien har efterhånden været til rådighed i nogle år, softwaren bag er en ny form for medieplatform i indholdsflowet.

Der er efterhånden en del udbydere og applikationer på markedet for augmentering og scanningssoftware. Bland de mest kendte er Layer, Aurasma, junaio, WikiTude og Blippar. Google bruger teknologien i deres

26

Google Glasses, og det forventes, at mange af de nye bærbare devices, som nu kommer på markedet, fx iWatches, også vil tilbyde augmentering i en eller anden form. Nokia har en AR-software, City Lens, indlejret i deres smartphone Lumia, hvilket betyder, at man som bruger ikke skal downloade en app.

AR-softwarefirmaer som Layer og Aurasma arbejder tilsvarende på at få deres teknologier lagt ind i så mange digitale devices, ting og sager, som muligt i de kommende år. Her mener de, at det helt store forretningspotentiale ligger.

Danske kommunikationsafdelinger og design- og reklamebureauer er da også så småt begyndt at tage AR-teknologien til sig og har lavet spillignende reklame-apps som fx Spark Fodbold appen fra Faxe Kondi i 2012 og kampagnen Grønne Favoritter fra Tuborg i maj 2014, som bruger software fra Blippar.

Sådanne kampagner er koblet op på Facebook-sider til interaktion m.m.

I lande som England, Holland og Canada er de publicistiske mediehuse, fx The Independent og The Times i London, gået længere ind i arbejdet med at udnytte potentialerne i Augmented Reality. De har fx opdateret store nyhedshistorier løbende, beriget indhold med videoer ind over stillfotos og reklamer og tilbudt øjeblikkelig nethandel i fx modestoffet. Deres tilgang er ’interactive print’, potentialerne i, at det statiske papir nu kan gøres visuelt, interaktivt og lokaliseret. Det ser de betydelige redaktionelle og kommercielle potentialer i, som de dog endnu ikke har identificeret og realiseret.

Lars Kabel

Offentliggørelses- og interaktionskanalen ud til de mange interesserede seere og brugere verden over er operahusets hjemmeside: roh.prk.uk, Facebook, Twitter og YouTube, hvor Royal Opera House havde 56.401 abonnenter 6. november 2013 til deres videokanal.

YouTube-kanalen indeholder en lang række korte videoer med playlister knyttet til de enkelte forestillinger og med et tilbud om at få et enestående og underholdende indblik i, hvad der foregår bag det tunge scenetæppe. Blandt andet derigennem søger operahuset at imødekomme den globale interesse og samfundets krav om spredning af det delvist offentligt finansierede unikke indhold og produktionsprocessen bag det.

7) Branding via apps, Augmented Reality og sociale platforme Bryggeriet Royal Unibrew har i en årrække ’branded’ deres populære sportsdrik, Faxe Kondi, via mange typer af kommunikations-, sponsor- og PR-aktiviteter relateret til fodbold – både eliten, bredden og børnefodbolden. Faxe Kondi-bolden er et velkendt sponsorfænomen, og Faxe Kondis farverige logo ses mange steder i idrætshaller og ved store sportsbegivenheder.

I forbindelse med den hotte sportssommer 2012, hvor der blandt andet var EM i Fodbold i Polen og Ukraine, lancerede Royal Unibrew en helt ny form for digital kampagne, Spark FodMed historierne og flowet i centrum

bold-appen, der indirekte skulle markedsføre Faxe Kondi.

En ny app til smartphones, både iPhones og Android-telefoner, baseret på Augmented Reality-software blev placeret i de forskelle appstores, og den var gratis. Spark Fodbold-appen var en form for virtuel fodboldbane, hvor producenterne havde geolokaliseret tusindvis af Faxe Kondi-bolde rundt i Danmark. Via augmenterede lag oven på landkort og bykort muliggjorde app’en, at brugerne kunne sparke til en virtuel bold og se reaktionen i deres smartphones. Brugerne af appen kunne på givne lokaliteter finde de virtuelle bolde, give dem et spark, spille med vennerne og dele deres spark, samle point og vinde præmier. Ifølge Senior Brand Manager for Faxe Kondi, Kirsten Baldvinsson Riding, skulle ”danskerne ud at spille bold på gaden på en ny og sjov måde. Spark Bold kombinerer fysisk leg og Augmented Reality for at skabe en ægte fodboldoplevelse”. (Tipsbladet 23/7 2012).

Kampagnen løb fra 21. maj til udgangen af august 2012. En måned efter starten den 23. juli 2012 havde 175.000 downloadet appen, 800.000 gange var der sparket til en bold, 78.872 danskere havde i de foregående uger sparket i luften til en virtuel fodbold.

I tilknytning til kampagnen og appen blev der lavet en 21 sekunder lang reklamerende og forklarende video om appen og boldlegen, som 27

blev lagt på YouTube. Den var 8. november 2013 vist 11.600 gange. Der blev også lavet en længere, reklamerende og mere teknisk forklarende backstage-video om produktionen og spillet og effekterne af Spark Bold-appen for Royal Unibrew. Den var halvandet år senere vist blot 393 gange via YouTube.

Royal Unibrews ”Officielle fanpage for Faxe Kondi – Danmarks ubestridt førende sportsvand” på Facebook startede 16. marts 2010. Et halvt år senere havde den 100.000 Likes. Den 9. juli 2014 havde siden 187.763 Likes. Mange fulgte Faxe Kondi-universet på Facebook, en del bidrog aktivt med posts, deltagelse i konkurrencer, indsendte fanfotos som fx et par gutter i et badekar fyldt med Faxe Kondi-dåser m.m.

Hvad brugte Unibrew så Facebook-siden til?

Foto- og slogankonkurrencer, simple spil og større fodboldspil som FIFA 14, afstemninger, videoer, købte satiretegninger, grafik og fotos og ikke mindst offensiv markedsføring af nye typer af sodavand, fx Faxe Booster og ”gammelt vand på nye flasker” – Faxe Kondi i plastikflasker i stedet for dåser.

Facebook-siden blev også brugt til at markedsføre events som de landsdækkende fod28

boldstafetter i 2010 og 2011, hvor Facebook blev en central platform for interaktion med interessenterne, en løbende strøm af historier, opdateringer, fotos, video m.m.

I almindelighed var der et klart visuelt fokus på produktet, de forskellige sodavand, mange af billederne og illustrationerne havde sodavand eller logoet som helt eller delvist motiv. Der blev dog også givet plads til indsendte fotos og sjove videoer, fx af dygtige free style fodboldjonglører.

På Facebook-siden og senere i Spotify kunne man finde en hitliste i form af Booster-listen, hvor man kunne ”vælge en sang, der giver dig et ekstra boost i hverdagen og stemme den ind på boosterlisten”. Nr. 1 på hitlisten på Facebook var (30/7 2013) ”Faxe Kondi” af Klumben og Raske Penge. Den var også på førstepladsen i Spotify den 8. november 2013.

Ifølge Senior Brand Manager Kirsten Bladvinsson Rodin havde Unibrew intet at gøre med de to musikere, Klumben og Raske Penge og deres superpopulære hit, ”Faxe Kondi”. Hverken før, under eller efter, at sangen hittede i Danmark i sommeren 2012 og vandt flere prestigefyldte awards senere på året.

Den humoristiske hiphop og reggaesang Lars Kabel

”Faxe Kondi” udkom i maj 2012 på blandt andet YouTube nogenlunde samtidig med lanceringen af Spark Bold-appen. Ikke som billedbåret video, men blot som audio. Teksten hypede på mange sjove måder Faxe Kondi: ”Min yndlingssodavand. Går ud over min forstand. Jeg drikker den hver dag … kald den opium med brus … ham der Klumben … har tusind kasser gemt i en kølig carport”.

Halvandet år senere, 9. november 2013, var Faxe Kondi-audioen afspillet ikke mindre end 1.553.559 gange via YouTube. En video med sangteksten henover musikken var afspillet 140.647 gange. ”Faxe Kondi” blev et viralt superhit. Ifølge Kirsten Bladvinsson Rodin (sn.dk , 20/7 2012) havde Faxe Kondi-sodavandene et stigende salgstal først på sommeren 2012, men bryggeriet kunne ikke direkte måle reggae-hittets effekt. Alligevel konstaterede hun: ”Jamen, der er ingen tvivl om, at vi kan mærke, at Klumben og Raske Penge har lavet den hér sang. Der er fx kommet utroligt mange nye fans på Faxe Kondi på Facebook over de seneste måneder”.

Royal Unibrews arbejde med de digitale, augmenterede og sociale medieplatforme befandt sig i 2012 og 2013 et sted mellem produktmarketing, brandudvikling og content marketing. Der var ikke tale om en netbutik med markedsføring og onlinesalg af sodavand – kun indirekte.

Virale processer på fx YouTube, som ikke var igangsat eller kunne kontrolleres af bryggeriet, viste sig pludselig at få mærkbare konsekvenser for virksomheden og dens kerneprodukt – i dette tilfælde positive.

Spark Bold-appen, Faxe Kondi på Facebook og sangen på YouTube resulterede i blandt andet det følgende: • En meget betydelig ’reach’ for firmaet og dets sodavand på de sociale medier. Stor opmærksomhed i målgruppen og en relativt stor interesse fra brugerne for at bidrage til Faxe Kondi-universets udvikling – ikke mindst hjulpet på vej af de to sprælske hiphoppere.

• I dette tilfælde en begrænset brugerinteresse for backstage-videoen om, hvordan appen og Spark Bold-kampagnen blev produceret, og hvilke konsekvenser initiativet fik. Også selvom videoen var professionelt produceret efter de videojournalistiske konventioner.

Med historierne og flowet i centrum

• At Royal Unibrew tog ny digital og social teknologi i brug med det mål at rykke brandingværdierne: Væk fra de veletablerede fodboldstjerner og politisk korrekte og sunde børneinteresser over imod det nye, humoristiske, alternative, spontane, kaotiske og virale.

• At Royal Unibrew arbejdede intensivt med indholdsstrømme af forskellige typer ofte byggende på ikke-direkte salgsrelateret indhold, med visualisering, interaktion, brugergenereret indhold og et flow af multimedieaktiviteter via især video, fotos taget af brugerne/kunderne og Augmented Reality.

8) Processen bag døgnets flow af business-historier Berlingske Business er en af Danmarks største erhvervsredaktioner, den forsyner alle mediehusets udgivelsesplatforme med nyheder og dybere journalistisk indhold. Business-redaktionen fungerer blandt andet som nyhedsmotor for Berlingskes nyhedsbureau, BNB, der ikke selv råder over journalister og redaktører, som er specialiserede i erhvervs- og finansstof.

Berlingske og erhvervsredaktionen samarbejdede (november 2013) også med TV 2 Finans og leverede løbende stof ud af huset til tv-kanalerne TV 2, TV 2 News og deres newstickers.

I interview 21. og 28. november 2013 gav tre Berlingske-medarbejdere deres bud på, hvad der foregår, når indholdsstrømmene kører, og stoffet versioneres ud på de mange platforme.

De tre var onlineredaktør Søren Dietrichen fra business.dk, (nu TV 2 Digital), erhvervsjournalist Vibeke Lyngklip Svansø og digital redaktør Jens Jørgen Madsen fra b.dk.

Workflowet og de mange platforme Berlingskes redaktionelle strategi er ’digital first’, og udgangspunktet er, at ”brugerne er ligeglade med platformene, de skal have et indhold i en form og på et sted, som de selv definerer – et Berlingske, som det passer dig”, som Jens Jørgen Madsen udtrykte det 21. november.

Det centrale redaktionssekretariat er kommandocentralen i det daglige flow af små og store historier: nyheder, baggrunde, fotos, videoer, infografikker og erhvervskommentarer m.m. Herfra planlægges dækningen i en dialog mellem nyhedsredaktøren, nyhedsskriverne og fagmedarbejderne. Arbejdsdelingen er imidler29

tid ikke altid veldefineret. Ind imellem bliver stofområdemedarbejderen ifølge Vibeke Lyngklip Svansø til en flowmanager, når de store historier fra fagmedarbejderens stofområde fra morgenstunden skal bearbejdes og versioneres til en kæde af nyheder og artikler gennem dagen. Det er fagmedarbejderen, der besidder den nødvendige viden i forhold til en videreudvikling af historierne og kendskab til kilderne.

Uden at det, ifølge Søren Dietrichen, er strikt formaliseret og eksplicit italesat af ledelsen i forhold til medarbejderne, så kører der alligevel en form for flowmanagement af indholdsstrømmene, der foregår løbende en planlægning af arbejdsgangene, hvor onlineredaktøren og nyhedsredaktørerne sikrer, at der hele tiden er stof nok til alle platformene og til de redigerende medarbejdere, når de møder ind. Lederne tilstræber at udjævne produktionsprocessen, så ikke alt for mange historier først færdiggøres først på aftenen, som det er kutyme i et workflow rettet mod morgenavisproduktion til papir.

Et centralt værktøj i koordineringen af det daglige stofflow er en liste over, hvilke emner der er under redaktionel behandling, rettet mod forskellige udgivelsestidspunkter. Det handler om, at redaktionen hver dag skal kunne producere en kontinuerlig strøm af indhold og en løbende videreudvikling af historierne allerede fra om morgenen, så historierne kan bruges, genbruges og distribueres ud på de forskellige udgivelsesplatforme på de relevante tidspunkter, i de bedst opnåelige formater.

Selvom alt (eller meget) er flydende gennem dagen og aftenen, og en del historier offentliggøres nærmest samtidig med, at de opstår, og derefter hurtigt videreudvikles, så er der alligevel lagt nogle faste udgivelsesdeadlines ind i døgnprocessen – kl. 8.00, kl. 12.00, kl. 17.00 og kl. 22.30.

Disse deadlines for nyt og vigtigt stof, som det har været muligt at holde tilbage fra nyhedsspiralerne i kortere tid til en lidt dybere journalistisk bearbejdning, er hovedsageligt defineret af brugernes adfærd. Mange læsere og klikkere bruger nyhedsmedierne om morgenen og omkring frokost, og her efterspørger de noget nyt indhold. Sidst på eftermiddagen skal redaktionen kunne levere et aktuelt indhold blandt andet rettet mod Berlingskes iPad-avis: Berlingske Aften. Om aftenen, efter at læsernes 30

og seernes fokus på prime time-tv er aftaget, så ’breakes’ ofte de første nyhedselementer af morgendagens store historier – og der er et publikum til det.

Gennem aftenen redigeres og færdiggøres stoffet til morgendagens papiravis, ”papirudgaven bliver på den måde et restprodukt fra de foregående timers digitale produktionsarbejde”, som Jens Jørgen Madsen fastslog det 21. november 2013, men også et forædlet og forfinet produkt. I arbejdsdelingen med de mange sociale og digitale platforme er papiravisen mere og mere blevet til ”Newszin – news og magazin”, en form for daglig weekendavis, dog uden de traditionelle indstik og tillæg, som er flyttet til weekendens store papirudgaver.

Allerede kl. 22.30, hvor den udkommer som bladbar e-avis i 1:1-format, offentliggøres morgendagens papiravis, og mange gange foromtales næste dags bærende historier på onlineaviserne business.dk og b.dk. Ofte bliver morgendagens flow sat i gang aftenen inden.

Berlingske Business arbejder målrettet på at positionere sig i næste dags nyhedsspiraler og citatkæder så tidligt som muligt.

Straks fra morgenstunden kommer alle de mange udgivelsesplatforme så i spil. Berlingske Business-redaktionen har en meget høj ’reach’.

De mange kontaktpunkter med læserne og brugerne skabes via tilstedeværelse på så mange platforme som muligt: • Webavisen business.dk – eksterne links til koncernens andre onlineaviser b.dk og bt.dk • Erhvervsstof til papiravisen Berlingske og til e-avisen • News allert – breaking news til nyhedstickers • Dagligt erhvervsstof til iPad-avisen Berlingske Aften – en app • Løbende indhold til mobilsitet – m.business • Wire out til nyhedsbureauet, BNB, der distribuerer indholdet videre ud til bureauets kunder • Nyhedsbreve på mail og SMS • Nyheder og andet indhold med delingspotentiale til Facebook og Twitter. Respons på kommentarer • Indhold og direkte tv-indslag til TV 2 Finans, TV 2 News • En strøm af nyheder til TV 2’s nyhedstickers

Lars Kabel

Den daglige produktionsproces hos Berlingske Business synes at være spændt op imellem relativt kaotiske indholdsstrømme og så nogle faste deadline. Alt (eller meget) er i flow med løbende udgivelse på web og de sociale medier, med flydende interaktive processer. Men samtidig er der etableret nogle faste, hyppige udgivelsestidspunkter, fire deadline igennem døgnets 16 aktive timer.

Et planlagt produktionsflow til mange digitale udgivelseskanaler kan (eller skal) tilsyneladende indeholde begge dele for at kunne skaffe den vedholdende strøm og mængde af nyheder og andet indhold til offentliggørelse, der er nødvendig.

Copy paste-journalistik eller ej Løbende monitorering, overvågning, af centrale kilders og konkurrerende mediers indhold på deres hjemmesider, onlineaviser og i de sociale medier er blevet til en hel rutinemæssig praksis på alle de store nyhedsredaktioner, også Berlingske Business. Det betragtes ganske enkelt som nødvendigt for at kunne opfange nerven i nyhedsstrømmene og for øjeblikkeligt at kunne opsamle, når noget nyt og vigtigt er sket.

Men hvordan bruger redaktionen det monitorerede input? I hvor høj grad tages kopiering, copy paste-journalistik i brug som et redskab til at skabe et større flow af (gratis) indhold.

Søren Dietrichsen kaldte det ”at skralde” i interviewet 28. november, og han fastslog, ”Vi kunne sagtens kopiere mange flere nyheder, hvis vi ville. Vi kunne bare ansætte to studentermedhjælpere til at skralde fra de andres hjemmesider, men det gør vi ikke”.

For Berlingske Business-redaktionen handler det i stedet om at ”følge nyhedsdagsordenen på vores egen måde og kombinere nyhederne med mere langsigtede projekter”. Fællesstof er ikke nok, de skarpe analyser og velargumenterede kommentarer er særdeles værdifulde, ikke alene i papiravisen, men også i netaviserne.

Hændelser og nyheder skal perspektiveres, de digitale platforme og onlineaviserne på nettet er ikke (længere) hovedsageligt til det korte, de lange og dybe formater og multimedieproduktionerne får mere og mere plads især inde bag ”gitteret” – betalingsmuren.

Værktøjer til multimedie De mange udgivelsesplatforme fordrer en vedMed historierne og flowet i centrum

varende strøm af historier og andre typer af indhold, der er produceret på de digitale mediers præmisser, uden af det har udløst store omkostninger. Det har ifølge Jens Jørgen Madsen ført til, at arbejdet med nye digitale formater og værktøjer er blevet systematiseret og automatiseret i Berlingske Media. Idéforpligtelsen har de skrivende og redigerende medarbejdere stadigvæk, men man kan som redaktionel medarbejder ikke planlægge med, at en central grafikredaktion laver det grafiske, visuelle, multimedieberigede indhold for én. I dag forventes det, at den enkelte redaktionelle medarbejder i et vist omfang selv er i stand til at producere en journalistisk multimediehistorie, der gør ”the finger happy”, og til det formål har medarbejderne nu en digital værktøjskasse til rådighed, med software til at producere: • Nyhedsquizzer • Afstemninger • Før og nu – hvor man i ’overlay’ bladrer fra side til side, tidspunkt til tidspunkt • Big pictures – store billeder • Tidslinjer • Live blogs • Hot spots – ikke kun på landkort, også på fotos og illustrationer • Storify’er – kuratering af andres indhold • Interaktive grafikker • Spot on med aktuelt tv • Live streaming – Cover it Live via tekst • Datapræsentationer som Big Data • Google Maps • Long reads – en skabelon til store multimediefortællinger De interaktive grafikker og multimediejournalistik er dog stadigvæk relativt omkostningsfuldt at producere, og i stigende omfang bliver denne form for indhold offentliggjort som en del af den ’added value’, brugerne betaler for at tilgå inde bag betalingsmurene – således også på Berlingske.

Journalistens betroede rolle På flere måder bliver journalistrollen påvirket af, at redaktionernes produktionsproces i højere og højere grad er organiseret omkring historierne, håndtering af medieflowet samt versionering til mange platforme og flow management.

Når meget bliver til flux og flow, så opstår der ofte behov og efterspørgsel efter nogle faste 31

holdepunkter, fyrtårne, at navigere efter. En sådan betroet og attraktiv journalistrolle kan visse typer af fagmedarbejdere og eksperter på deres stofområder opnå at få, de bliver til ”trusted guides”, som Jens Jørgen Madsen beskrev dem 21. november 2013, for læserne og klikkerne i nogle ellers ofte uoverskuelige indholdsstrømme.

Mens producenterne og journalisterne bag nyhedsmotorerne og de mange versioneringer ofte bliver anonyme, generalister, uden bylines, så er det lige omvendt for gruppen af betroede stofområdemedarbejdere. Deres navn og byline bliver mere og mere værd, ikke alene for dem selv, men også for mediehuset. Berlingske Business råder over flere trusted guides inden for erhvervs- og finansstoffet. Den troværdige, analytiske og personlige stemme er værdifuld ikke kun i papiravisen, men også på de digitale og sociale platforme.

9) Tabloid indhold på mange platforme Ekstra Bladet var tidligere med et dagligt oplag på over 300.000 suverænt Danmarks største dagblad. Nu er onlineavisen eb.dk i førerfeltet blandt de danske mediehuse i forhold til besøgstal og sidevisninger i skarp konkurrence med de offentligt ejede public service-hjemmesider fra DR og TV 2, der ikke har betalingsmure.

Transformationen fra formiddagsavis med gadedrengeattituder til tabloid indhold på web og mobile platforme er langt undervejs. Samtidig går brugernes nye måder at sammensætte deres medieforbrug på i disse år hårdt ud over papiravisen. Ved indgangen havde den et kontrolleret oplagstal på 50.508. Derudover kunne den købes som eBladet i form af en bladbar 1:1udgave. Men, som redaktionschef Lisbeth Langwadt udtrykte det i et interview 21. november: ”Folk, der er færdige med print, behøver jo ikke nødvendigvis være færdige med Ekstra Bladet”.

Onlineavisen eb.dk er efter den seneste relancering i 2012 designet for ’tablet first’, men kan naturligvis tilgås fra alle typer af computere – stationære og håndholdte. Webavisen havde 1.490.487 brugere, 43 mio. besøg og 174 mio. sidevisninger i oktober 2013. Ca. 50% af besøgene kom fra mobile devices: smartphones og tablets. Et halvt år senere i maj 2014 havde Ekstra Bladet 1.527.532 desktop-brugere inklusive gengangere, 871.493 tablet-brugere, og medie32

huset var nr. 1 i Danmark med 1.162.237 mobilbrugere på en måned. Samlet en stigning i klik og trafik.

Som en del af webavisen eb.dk er der opbygget et betalingsunivers bag en betalingsmur, EKSTRA. Her kan man mod at købe et abonnement få adgang til dybere indhold, større egenproducerede projekter, flere halvnøgne Side 9-piger og enkelte større multimedieproduktioner. Det havde ca. 10.000 kunder gjort i december 2013.

Ekstra Bladet har også etableret en (vis) tilstedeværelse i de sociale medier, uden at der dog i udgangspunktet lå en offensiv indsats fra redaktionen bag. Fx var der i november 2013 ingen dedikeret social mediemedarbejder på fuld tid på redaktionen. Ekstra Bladet havde 68.821 Likes på Facebook den 17. december 2013 og 5.114 Followers på Twitter. Ca. 10 procent af besøgene til eb.dk kom fra Facebook, fra Twitter kom der meget få.

I maj 2014 gjorde Ekstra Bladet imidlertid noget ved den defensive tilgang til de sociale platforme, eb.dk opbyggede en ny selvstændig redaktion, der alene skal fokusere på en mere offensiv indsats på sociale medier og på søgemaskineoptimering (SEO).

Målt på flere parametre er redaktionen bag Ekstra Bladet nationalt førende i omstillingen fra det analoge og papirbårne til det digitale og mobile. Blandt andet har redaktionens satsning de senere år på web-tv medført en stærkt stigende mængde af videoer og forskellige typer af længere underholdende programformater og minidokumentarer samt landets højeste besøgstal til web-tv.

Hele denne brede mediepalet forudsætter mange historier, en meget stor mængde indhold, døgnet rundt, året rundt. Dette flow af bits og bytes og versioneringerne til de mange platforme og kanaler fordrer planlagte workflow og en medarbejderstab, der har en høj parathed over for de digitale udfordringer: Hvordan arbejder Ekstra Bladet med transformationen? Hvordan styrer de flowet? Med hvilke metoder?

Hvordan påvirker det journalistrollen?

Sådanne spørgsmål gav to af mediehusets ledende medarbejdere, Heine Jørgensen, redaktionschef, og Lisbeth Langwadt, redaktionschef, nogle bud på i to kvalitative interview 21. november 2013: Lars Kabel

Historiens opstart og flow. I dag er det selve historien og ikke de forskellige medier eller platforme, der er udgangspunktet, når processen igangsættes. Indholdsstrømmene er uens. Der er ikke noget mønster i, om det er bedst at starte en historie op i papiravisen eller på web.

Det afhænger af den aktuelle situation, potentialerne for visualisering m.m. Mange emner og begivenheder har et vist flowpotentiale i forhold til de forskellige platforme. Nogle gange kan det betale sig at publicere en stor historie på nettet først, så kommer der flere købere til papiravisen dagen efter. Andre gange skal historien have lov til at brage igennem fra forsiden uden foromtale.

Idéer opstår mange forskellige steder, de kommer udefra og indefra, og man kan ikke tegne et enkelt diagram over historiernes gang, det hele er ret kaotisk. Forskellige dele af redaktionen, fx print, web-tv og de kritisk undersøgende grupper, genbruger og versionerer hinandens historier, og indholdet bevæger sig på kryds og tværs i redaktionen.

Dog er planlagt monitorering af de sociale medier i dag en vigtig kilde til journalistiske historier: ”Vi sætter vores fyrtårn op i strømmene” og kan følge historierne gennem kildernes sociale interaktion. Overvågningen af de sociale medier foregår løbende. Hvis flere uafhængigt af hinanden poster noget ens, så er det måske starten på en ny historie. Hvis der opstår et mønster i trådene, begynder EB-redaktionen at reagere på det. En historie er undervejs.

Døgnets nødvendige indholdsstrøm er ofte svær at forudse og planlægge. Journalistikken forstærker sig selv på en måde, så det ikke nødvendigvis er historiens faktuelle udgangspunkt, der bliver bestemmende for, hvordan den udfolder sig. Man taler om, hvorvidt ”historien får flow”. Nogle gange kan den få et ”dårligt flow på papiret”, men kan alligevel få et godt liv fx via de sociale medier, og den kan vende tilbage som en større historie i senere papirudgaver.

Andre gange bidrager kilderne fx selvstændigt til at skabe et længerevarende flow ved at offentliggøre deres egne historier og poste indhold på de sociale platforme. Så opstår der en form for historieforstærkende spiral uden et planlagt samarbejde, og det kan give betydelig værditilvækst til såvel historien som kilden og redaktionen.

En anden måde at arbejde for, at historier får Med historierne og flowet i centrum

et flow på de forskellige typer af digitale platforme og sociale medier, er ved at udruste dem med #hashtags. Dermed linker man platformene bedre sammen, historierne bliver mere søgbare, de kan lettere bevæge sig fra platform til platform. Fx integrerer Facebook nu tweets fra Twitter ved hjælp af #hashtags. Denne flowmetode kommer (sandsynligvis) også i brug i den nærmeste fremtid i forhold til avisartikler i Ekstra Bladet: Hvis rubrikken er ’tagget’ med et #hashtag – fx #medicinmisbrug eller #bolighaj – så vil muligheden for cross media-reference, platformsversionering og et længere liv i de sociale medier blive øget, dens ’spreadability’ bliver forstærket.

Et journalistisk udråb. Ekstra Bladet har Nationen og den SMS-baserede Tip os-funktion som de helt store brugerinddragende elementer i onlineavisen. Nationen rummer både skarpe iagttagelser og tossede meninger fra folkedybet. Man kan også sende videoer og lydfiler ind til redaktionen på 1224@eb.dk. Derudover modtager Ekstra Bladet fortsat masser af læserbreve hver dag, og de er prioriteret relativt højt i den daglige papiravis.

Ind imellem bruger redaktionen de sociale medier til at kalde på hjælp fra læserne og brugerne i forhold til at definere en historie, finde vej mellem fup og fakta og forstå, hvad der rent faktisk sker. I sådanne tilfælde laver redaktionen ”et journalistisk shout out” til fx de 102.500 (juli 2014), der har Liket Ekstra Bladet på Facebook: ”Har I stiftet bekendtskab med dette?”. ”Måske har en læser rakt hånden op: Jeg har et problem – er der flere?” Sådanne elementære crowdsourcing-metoder bidrager jævnligt til at skabe og verificere nogle historier og en strøm af indhold, der udspringer direkte fra hverdagslivet, og som mange læsere og brugere vil kunne identificere sig med.

En anden type af journalistiske udråb er korte teasere, ofte nyhedsteasere, men ikke nødvendigvis. Hvis redaktionen ved, at den har en stor dagsordenssættende historie til papiravisen undervejs i pipelinen, så kan det være værdiskabende for Ekstra Bladet at lægge nogle nyhedsbårne uddrag ud på nettet aftenen før.

Det kan også være attraktivt for Ekstra Bladet at give dele af historien til fx 22 Nyhederne på TV 2 aftenen inden – men kun i uddrag og kun for at vække interesse for den hele historie, som 33

så breaker tidligt om morgenen med udgivelsen af papiravisen. Dermed har redaktionen også sikret sig et solidt udgangspunkt i den nyhedsspiral og de citat-/copy paste-kæder, som fra morgenstunden ofte kommer til at udfolde sig omkring de store historier.

Metode til overvågning. Et helt centralt redskab i bestræbelserne på at sikre tempo og variation i flowet på de digitale platforme, især webavisen, men også Facebook og Twitter, er ’dashboards’. Det er en ’performance indicator’, software, der overvåger og bearbejder de store mængder af data, der er tilgængelige i forhold til, hvordan brugerne bruger websitet, hvilke kliktal de forskellige historier har på et givent tidspunkt, hvordan de bevæger sig i de sociale medier, hvilke devices brugerne tilgår onlineavisen fra, hvilke artikler der trækker flest klik fra de betalende web-kunder m.m. På redaktionerne defineres klik som værdi. ’Dashboards’ fremstår på skærmen som en form for kontrolpanel, hvor man kan overvåge klikmønstret – både i realtid og historisk. På baggrund af de store mængder af information, som denne type af software hele tiden leverer, er redaktionen i stand til løbende at flytte nyheder og andre historier rundt på webavisens første sider. I redaktionens arbejdsproces er de såkaldte ’frontere’ en form for flow manager, der har kontrol over opsætningen af stoffet på netavisen, de justerer minut for minut nyhedsvurderingerne alt efter, hvordan brugerne tilgår stoffet. De sikrer også, at historier med ’spreadability’ sendes ud på de sociale medier til offentliggørelse, deling og medfortælling. De skal kontinuerligt optimere flowet dagen lang.

Visualitet. Det grafiske og visuelle har altid spillet en central rolle i Ekstra Bladets journalistik helt tilbage fra en sort-hvid fotoråhed i de tidligere papiraviser til en billedbåren og farverig mosaik af korte rubrikker, ansigter og mennesker (med og uden tøj) i eb.dk, hvor også effektfulde stillfotos, videoer, 3D-animationer og underholdende billedkarusseller prioriteres højt. De digitale effekter er centrale i transformationen fra papiret til online og mobil: ”Vi kan jo ikke bare lægge alt over på nettet i en flad pdf, i tekst og billeder som i avisen. Det er vigtigt, det ser moderne og lækkert ud”. Det visuelle er dybt indlejret i Ekstra Bladets 34

journalistik, ikke blot som en udsmykning, der påføres, efter at nyhedens kerne og tekstens budskab er formidlet, men som en integreret del af hele produktet. ”Visuelle fortællinger, især med video, kommer til at blive en dominerende faktor fremover.

Vi vil se mindre og mindre tekst, mere visualitet”, konstaterede Heine Jørgensen i interviewet 13. november.

Ekstra Blads-redaktionen ser de visuelle virkemidler som et vigtigt værktøj i den hurtige transformation. Onlineavisen blev i 2012 redesignet for ’tablet first’, og omkring 50 procent af brugerne tilgår webavisen fra mobile devices. ”Folk har fået iPads, de vil gerne opleve, hvad de kan bruges til”.

Visualitet bedømmes af redaktionen til at give added value til læserne og seerne og til mediehuset, ikke mindst i form af betalte produkter bag betalingsmuren.

En mere synlig journalistrolle. Ekstra Bladet organiserer stadigvæk det daglige workflow på en sådan måde, at en del journalister kan arbejde specialiserede i forhold til at skrive til enten papiret eller web, men på samme tid leverer flere og flere af de redaktionelle medarbejdere til flere digitale platforme og papiret i en integreret proces, de bliver generalister både i forhold til indhold og kanaler.

På forskellige måder ser det ud til, at journalistrollerne på Ekstra Bladet påvirkes markant af transformationen: ”I en sindssyg flowvirkelighed er vi som journalister nødt til at indstille os på, at vi bliver målt og vejet mere, end vi plejer”.

Især de sociale medier fører til, at man som journalist er tvunget til at promovere sig selv: ”Hvis man vil noget med sin journalistik, bliver man nødt til at være synlig, man kan ikke gemme sig mere, man er nødt til at være derude”, sagde Lisbeth Langwadt 21. november 2013.

Ekstra Bladet ser gerne, at journalisterne i rollen som professionelle bliver til en form for personlige brands, kendte stemmer, som er til stede i deres egen journalistik, og som er blevet kendte for at stå for ét eller andet. Derfor skriver og interagerer de fleste af de Twitter-aktive Ekstra Blads-journalister da også i eget navn.

Ikke for at promovere sig selv, men i en kombination af: ”Se mig, men sandelig også, se os”.

Journalistrollen på Ekstra Bladet indeholder Lars Kabel

stadigvæk et element af klassisk håndværk, og en håndværker har meget ofte en værktøjskasse til sin rådighed. Det har de redaktionelle medarbejdere i mediehuset også. Ekstra Bladet har et redaktionelt udviklingsteam på fire, der producerer de avancerede digitale produktioner, 3Danimationer, store interaktive grafikker m.m.

Samtidig har den enkelte medarbejder adgang til en værktøjskasse med software, der sætter dem i stand til på relativ kort tid selv at visualisere den historie, de på et givent tidspunkt er i gang med. Om ikke alt, men meget skal visualiseres, og det er i stigende omfang et krav, at medarbejderen selv skal kunne gøre det uden at bruge alt for lang tid på det. Det kan fx være software, der kan placere ’pop-ups’ som ’hotspots’ på landkort, før-og-nu-grafikker, animerede tidslinjer eller et digitalt fortælleværktøj, der kan bruges til at lave de ”superflotte længere fortællinger” i. På den måde forsøger redaktionen at styrke medarbejdernes mulighed for at kunne håndtere de krav, som omstillingen til flowbaseret produktion og mobil stiller til den enkelte.

Gratis og betalt. En problemstilling, som får stadig større betydning i det daglige workflow i mediehuset, er spørgsmålet om gratis eller betalt. Meget tidligt i den redaktionelle produktionsproces sættes dette emne på dagsordenen: ”Er det til gratis eller til betalt?”, og betalt er både papiravisen og EKSTRA på web.

På Ekstra Bladets redaktion betragtes nyhedsstrømmen og døgnets store fælleshistorier som gratisstof. Det vurderes, at dette indhold er der ikke villighed til at betale for.

Den digitale merværdi identificeres i stedet i tilknytning til de store dagsordenssættende historier, som Ekstra Bladet selv har researchet frem, til fx kritisk sundhedsstof, som mange interesserer sig for, til farverige multimediefortællinger og til frækt og underholdende celebrity-stof, som Ekstra Bladet har været kendt for i årtier.

Ifølge egne udsagn er Ekstra Bladet det eneste mediehus i Danmark, der tjener penge på den gratis del af onlineavisen med de mange millioner sidevisninger, men alligevel ligger der et stort pres på medarbejderne i form af at finde historier og stoftyper især til nettet, som har nytteværdi, og som udløser betalingsvillighed hos kunderne. Betalingsvilligheden i forMed historierne og flowet i centrum

hold til papiravisen er mere velkendt – dog markant faldende.

Visuel konfrontation betragtes fx som meget værdifuldt, især hvis man har den solo. Med det mener redaktionen fx en video, der viser en kendt i en aggressiv eller fræk situation. De store nyhedshistorier kan hurtigt være væk i den forstand, at konkurrerende medier kopierer dem og gør dem til deres egne i løbet af få minutter. Tilbage kan så stå det visuelle proof i form af en dokumenterende video, som Ekstra Bladet måske har købt med eneret. Den kan ikke lovligt kopieres og deles videre. Den kan i visse tilfælde trække mange klik og bidrage til at skabe øget betalingsvillighed.

Selvom det ikke er undersøgt og påvist, så er det et kvalificeret bud, at Ekstra Bladet er det private medie i Danmark, der har den største ’reach’. Ekstra Bladet har givetvist det højeste antal kontaktpunkter med målgrupperne, især på grund af de meget høje besøgstal til den gratis del af onlineavisen, men også et fortsat relativt højt læsertal til papiravisen og en stigende tilstedeværelse på de sociale platforme. Mediehuset har samlet set et meget højt antal daglige interaktioner med læserne og brugerne.

Denne reach er i dag multimediehusets kerneprodukt. Ekstra Bladets døgnlange flow af historier og forskellige typer af digitalt indhold på en hel del kanaler og platforme er samlet set forretningsgrundlaget, hvortil en del forskellige forretningsmodeller knytter sig i bestræbelserne på at kapitalisere og realisere værdierne i medieflowet. En høj reach blandt kernemålgrupperne er nu og i fremtiden helt afgørende for konkurrencedygtigheden på mediemarkedet.

10) Journalistik med viralt delingspotentiale I marts måned 2014 vakte en længere journalistisk artikel af Steffen Stubager fra JyllandsPostens erhvervsredaktion betydelig opmærksomhed, og den fik meget høje kliktal på jp.dk.

Artiklen, ”Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv helt op”, var en velskrevet gengivelse af erhvervsmanden Lars Juhls ærlige og moralske fortælling om de op- og nedture, der fulgte med at bygge en milliardvirksomhed op på kort tid.

Artiklen blev første gang publiceret i papirudgaven af Jyllands-Posten på forsiden af erhvervs35

tillægget (19. marts 2014). Samtidig blev den bragt på online-avisen, jp.dk, bag betalingsmuren som en del af PREMIUM-stoffet.

Kort tid efter offentliggørelsen stod det imidlertid klart for journalisten og jp.dk-redaktionen, at her var en journalistisk historie med stort delingspotentiale på de sociale medier. Via bl.a.

Steffen Stubagers egen Facebook-side spredte den sig lynhurtigt, og godt en uge senere den 27. marts var den alene via hans egen Facebook-side delt 3000 gange.

Den store trafik fra de sociale medier fik Jyllands-Posten til at lægge artiklen ud som gratisstof på onlineavisen, og en uge efter offentliggørelsen var artiklen stadigvæk den mest læste på jp.dk. I perioder i dagstimerne var der konstant ca. 1000 læsere til artiklen, 92 procent af dem kom fra de sociale medier. Et viralt hit var blevet skabt.

Hvad karakteriserer denne artikel og den måde, den er skrevet på? Hvad med de fotos, den blev illustreret med? Hvad med budskabets betydning? Hvor kan delingspotentialet, delingsværdien, dens ’shareability’ ligge? ”Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucked mit liv 36

helt op” er et markant udsagn i citationstegn fra en erhvervsmand, der samtidig illustreres med et portrætfoto af en tjekket, yngre mand i et dyrt jakkesæt. Hvad kan der være på spil? Læserens interesse søges vakt gennem modsætningen imellem rubrikken og billedet.

Artiklen giver så ordet til Lars Juhl. I jeg-form fortæller og reflekterer den tidligere direktør over, hvordan han og en partner byggede et internationalt shippingfirma op fra ingenting til en milliardomsætning på relativ kort tid. Hvordan rejserne og de lange arbejdsdage skubbede hans store familie i baggrunden, hvordan presset til sidst fik hans hjerte til at sige stop. Hvordan han fandt en ny identitet og en ny livsstil, bl.a. ved at give sig selv plads til social ro og hensyntagen og ved at skifte til et andet og mindre presset arbejde som selvstændig konsulent. Egentlig en ganske traditionel skæbnehistorie om en ambitiøs og stresset erhvervsmand, der brød sammen under presset, men det utraditionelle ved teksten er jeg-formen og det ordvalg og den ærlighed, som Lars Juhl udtrykker sig igennem. Han er bramfri og direkte i beskrivelserne af op- og nedturene, åben om luksus, svigt og sorg.

Lars Kabel

Et af journalisten Steffens Stubagers formidlingsmæssige scoop i arbejdet med artiklen var, at han lod Lars Juhl have ordet hele artiklen igennem – som i en audio eller video. Direktørens beretning blev gengivet ved hjælp af en 1. persons fortæller. Ingen metabeskrivelser fra journalisten. Et langt citat. Og det fungerede, især fordi Lars Juhl udtrykte sig i et stort og billedrigt ordvalg og var en troværdig personlig stemme. Jeg-formen skabte høj autenticitet.

Steffen Stubager gjorde også brug af andre skrive- og formidlingsmetoder i fremstillingen af historien: • Dramatiske modsætningspar: Artiklen indeholder en lang række dualismer, teksten udspiller sig på mange måder igennem effektfulde par af modsætninger som fx topleder/lavt selvværd, meget rig/ulykkelig, super form/fysisk sammenbrud, elsker familien højt/svigter dem massivt og egoistisk/være noget for andre.

• Et metaforisk, billedrigt sprog: ”Jeg har fucket mit liv helt op”, ”jeg har humlebi-syndromet.

Jeg ved ikke, at jeg ikke kan flyve, så jeg flyver”, ”jeg magtede ikke engang at spille bold med mine børn i 10 minutter”. Samt en række udtalelser båret af engelske ord, som også portrætterer den internationalt orienterede hovedperson som fx ”en trophy wife”, ”det var menneskeliv, vi gamblede med”, ”vi blødte cash”, ”jeg cuttede halvdelen af vores 120 ansatte”, ”danskeren er et total fucked up folkefærd”.

• Opmærksomhedsskabende fotos: Artiklen var illustreret med tre forskellige portrætfotos, der alle gik tæt på: Ansigtet, en tilsyneladende stærk mand i sin bedste alder i et dyrt jakkesæt og ikke mindst et stort foto af Lars Juhl, hvor han med åbenstående skjorte viser en bar overkrop med arret fra hjerteoperationen. Sådanne fotos er sjældne i erhvervsstoffet.

• Benævnte detaljer: Teksten er righoldigt udstyret med relevante tal og andre realoplysninger og ikke mindst benævnte ting som fx bilmodeller ”Jaguar E-Type Roadster med kaleche” og ”Gannenau-hvidevarer”, som han har ejet.

• En lykkelig afslutning. Artiklen er konstrueret som et tilbageblik. Vi ved ét eller andet sted fra starten af læsningen, at det ikke står så slemt til, som rubrikken signalerer. Fremdriften i artiklen er tidens gang gennem op- og nedture, frem mod et point of no return – hjertestop og genoplivning – og kulminerende i en traditionel Med historierne og flowet i centrum

happy ending, hvor Lars Juhn er stået af racet og endda har tid til at køre sønnen til badminton.

Siden udgivelsen i papiravisen og på jp.dk den 19. marts 2014 og den massive interesse den første uge er artiklen om Lars Juhl blevet læst og delt af rigtig mange på nettet og i de sociale medier. Ifølge Jyllands-Posten og Google Analytics havde artiklen i perioden fra 19. marts til 16. april haft ikke mindre end 228.497 besøgende, 245.833 besøg og 269.117 sidevisninger.

Antal visninger på Facebook var: 679.249 unikke brugere, 67.269 antal klik til artiklen – en klikrate på 9,8%. Artiklen var 24. april oppe på 3291 delinger via Steffen Stubagers egen Facebook-side og havde fået 6634 Likes. ”Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv helt op” har i den grad fået et long tail-liv på nettet og i de sociale medier.

DR Nyheder lod sig også inspirere af historiens succes. I begyndelsen af april bragte Søndagsavisen på DR1 et længere indslag om og med Lasse Juhl lavet af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling. Indslaget genfortalte beretningen, præsenterede Lasse Juhl i hans nye rolle som selvstændig konsulent og kopierede endda den lykkelige afslutning med kørslen af sønnen til sport.

Hvorfor blev lige netop denne artikel så stor en succes på både papir og nettet? Hvorfor blev den et viralt hit? Det er der ingen, der kan svare fyldestgørende på, men her er nogle bud: ”Det her er et glimrende eksempel på det, jeg kalder ”digital darwinisme”. Det dækker over, at det stærkeste indhold på et givent tidspunkt overlever”, forklarede Social Media Advisor Thomas Bigum fra Bigum&Co. (jp.dk, 27. marts 2014).

Journalisten bag historien, Steffen Stubager, (nu freelancer i Brasilien), forklarer det på følgende måde i en mail: • ”Ærlighed kommer man altid længst med, og jeg kunne fornemme, at denne ærlige historie ville blive stor … Jeg tænkte blot, Lars Juhl taler i ét langt citat, så jeg skriver bare ét langt citat…

Jeg ringede til min redaktør med det samme og sagde, at jeg havde et scoop, og at den skulle skrives på denne bestemte måde, for på den måde ville den blive fuldstændig original og vække opsigt”.

37

• ”Den blev først og fremmest delt så voldsomt på grund af overskriften ... Jeg forsøgte at give hver enkelt sætning i historien specielle former for værdier, som enhver kan bruge til noget … Jeg forsøger at skifte tempo og spændingsniveau i sætningerne og de hændelser, som bliver beskrevet. Mit interviewudskrift i

En tur i flowmøllen Mandag 6. januar 2014 blev undertegnede citeret på forsiden af dagbladet Berlingske for, at det er et ”kæmpeproblem”, at ”45 procent af de 18-35-årige ifølge en Gallupundersøgelse ville fravælge DR, hvis det indebar, at de kunne slippe for at betale licens”. Forsiden henviste til en artikel inde i papiravisen, som var én i en længere serie fra december og begyndelsen af januar, der blandt andet handlede om public service, DR og unges fravalg af klassisk broadcast op til de nye medieforhandlinger om licensen.

Citatet stammede fra to lange interview, jeg havde haft med en Berlingske-journalist inden jul, hvori jeg gav ham en række baggrundsinformationer og standpunkter til artikelserien.

Imidlertid havde (og har) jeg slet ikke den opfattelse, at det er et ”kæmpeproblem”, og mit generelle budskab i interviewene var heller ikke en sådan bekymring for ungdommens medieforbrugsmønster, men jeg vil da ikke afvise, at jeg har sagt ordet på et tidspunkt i samtalerne.

Det blev starten på en tur i flowmøllen.

Samme aften kl. 21.30 ringede en researcher fra radiostationen 24/7. Om jeg kort ville lade mig interviewe kl. 23 og gå direkte på i et længere radiointerview tirsdag morgen kl. 6.35. Efter dette interview var DR P3 i røret, og jeg deltog i et længere interview kl.

7.15.

Så benyttede den daværende medieordfører Mogens Jensen fra Socialdemokraterne sig af chancen for at markere sig i dagsordenen. Han gik om formiddagen ud med et forslag til de kommende medieforhandlinger

38

Word er 14 siders tætskrevet tekst, artiklen i avisen fylder tre. Jeg plukkede de suverænt bedste bidder og klippede dem sammen”.

• ”Historien berører et emne, som enhver kender til. Lars Juhls historie med pirateri, milliarder og hundredvis af rejsedage er ganske vist ekstrem, men den tragedie, som hans liv fører

om reduceret licens for unge studerende. Og det gav ny energi til nyhedsflowet og citatkæderne.

Kl. 13.15 ringede Ekstra Bladet for nogle udtalelser om medieforhandlingerne, licensen m.m., og kl. 16.00 var en researcher fra TV 2 News i røret, om jeg ville interviewes til et længere indslag til Kulturen på News samme aften kl. 18.30 – som blev båndet fra studiet i Aarhus.

Så indtraf der et par stille timer, indtil en researcher fra DR 2 ringede kl. 22.00. Han ville gerne have nogle uddybende oplysninger og standpunkter og et tilsagn om, at jeg ville deltage i et direkte tv-interview onsdag morgen 8. januar kl. 6.33 fra DR-studiet i Aarhus.

Så, tidligt op igen.

Efterfølgende har det vist sig, at der på baggrund af enkelte udsagn om noget, der ikke var en stor historie, har været citater i 52 danske medier med udtalelser af undertegnede i uge 2 i januar 2014: Ritzaus Bureau og nationale, regionale og lokale dagblade. På en del hjemmesider og onlineaviser samt i tv- og radiokanaler.

Jeg talte selv med tre researchere og seks journalister og optrådte live fem gange i radio- og tv-kanaler i de første dage af uge 2.

Jeg endte som citeret ekspertkilde på 52 forskellige platforme.

Pointen med ovenstående beskrivelse er ikke at antyde, at der er noget galt med indholdsstrømmene og citatkæderne. Mine januarhændelser illustrerer blot den flowbaserede medieudvikling: de talrige versioneringer til mange platforme og publikationer i en intens proces – og så en vis mængde copy paste-journalistik.

Lars Kabel

til, findes overalt. Vi glemmer gang på gang, hvad livet egentlig handler om”.

• ”Jeg mener, at historien er et bevis på, at artikler på nettet ikke nødvendigvis behøver at være korte og letbenede og opbygget som nyhedstrekanter. Med den rette formidling og iscenesættelse kan man nå meget langt”.

Artiklen om Lars Juhl er spændt op mellem dramatiske modsætningspar og er ganske enkelt godt lavet i form og indhold, og det har (givetvis) en betydning for dens succes. Tekstens delingspotentiale – delingsværdi – er blandt andet knyttet til høj journalistisk kvalitet. I sådanne tilfælde kan journalistiske artikler opnå at få et long tail-liv på nettet og i de sociale medier, som er meget længere end papiravisernes artikler. De glemmes så at sige ikke med næste dag avis.

Historiens virale potentiale –’shareability’ bygger (sandsynligvis) også på autenticitet. Den er ét lang citat i jeg-form, som trækker på konventionerne fra audio og video – teksten giver ordet til et interessant menneske med en vedkommende skæbne Indholdsmæssigt er artiklen nærmest en urban myte og fremfører indirekte en pointe om, at det ikke er sundt at knokle for meget for enhver pris – slap dog af! Artiklen bygger på forestillinger om nogle alment humanistiske værdier – det gik jo ikke for erhvervsmanden at se stort på menneskelig hensyntagen og de nære relationer. Sådanne moralske pointer synes at have et betydeligt viralt delingspotentiale i de sociale medier, især Facebook.

1.3

Media Flow – karakteristikker af flowprocesserne Nyhedsspiraler og citatkæder har været en del af mediers form og indhold i en lang årrække, og kopiering er altid foregået, dog ikke mindre efter at internettet, web og de talrige digitale platforme har mangedoblet efterspørgslen efter indhold.

Denne undersøgelse er blevet udført med udgangspunkt i, at der i perioden fra år 2000 til 2014 er sket en markant intensivering af hastigheden og mængden af indholdsstrømme, en stor stigning i antallet af medier og kanaler, som Med historierne og flowet i centrum

indholdet publiceres og distribueres på samt et meget større antal af historier og versioneringer til analoge, digitale, mobile og sociale kanaler.

Derudover er medierne blevet mere interagerende med deres brugere, kunder og interessenter end tidligere. Udviklingen er gået fra klassisk centralistisk massekommunikation imod en mere decentral kombination af kommunikation og interaktion.

De bærende teser bag undersøgelsen har været, at media flow, flow management og workflow nu er helt centrale fænomener og begreber i en forståelse (og håndtering) af den aktuelle og kommende medievirkelighed. Og at historierne fremover skal mere i centrum. Tidligere var udgivelsesmediet, kanalen eller produktet det centrale udgangspunkt – det er det ikke mere. Nu handler det mere om at kunne skabe distinkt forskellighed på de forskellige platforme ud fra det samme udgangspunkt – historierne. I betydningen: Et hændelsesforløb, et afdækket emne, et kernebudskab, et tema m.m.

Udviklingen har medført, at det redaktionelle flow er under forandring. Den nye sociale redaktionsproces er blevet brugt som en model for, hvordan arbejdet i mediehusenes redaktioner nu baseres på en løbende strøm af input og output i en dynamisk social proces, der aldrig stopper.

Noget nyt er i spil. Flowet er så at sige energistrømmene i den sociale redaktionsproces. Den flowbaserede journalistik og redaktion er ved at forandre både produkterne, organiseringen og metoderne i nyhedsmediehusene og i den kommercielle kommunikation. De 10 cases har haft til formål at illustrere, hvilke generelle forandringer der kan iagttages, hvad der konkret er udgivet og foregået, samt hvordan den digitale udvikling af indholdsstrømme og multimedieproduktioner har påvirket historierne, metoderne og organiseringen af arbejdsgangene.

Det følgende vil med et normativt sigte samle op tværgående. Hvordan kan man karakterisere flow og floworganisering? Hvilke metoder er i spil? Hvordan italesætter man det nye? Med hvilke perspektiver?

Modeller og karakteristikker Først og fremmest består råstoffet i flowet af en hel masse forskellige kommunikative elementer: Tekst, fotos, audio, video og grafik. Fakta, korte nyheder, statements, interview, reportager, bag39

Radio App Mail

Web/online Smartphones

Tv Tablets

Twitter

Facebook

Papir

E-papir Indhold

LinkedIn

RSS

Singler SMS

Historier Vimeo

Nyhedsbreve

YouTube Aggregerede platforme Storify

Medieservere Skærme i offentlige rum Augmented Reality

Figur 2: Flow – udgivelsesplatforme og interaktionsmedier

grunde og lange visuelle multimediefortællinger. Registrering, kopiering og dokumentation.

Observationer, sansede detaljer og oplevelser.

Likes, delinger og kommentarer på Facebook.

Klassisk kommunikation fra et centrum til en periferi parallelt med brugerinddragelse og social interaktion. Tværgående cross media-koncepter.

Hele paletten af enkeltstående analoge, digitale og sociale udgivelsesmedier og -kanaler. Med andre ord – det hele.

De to ovenstående figurer er én måde at illustrere de nye flowbaserede produktions- og publiceringsprocesser på. De efterfølgende 10 udsagn karakteriserer på en anden måde flowudviklingen. De handler om, hvordan man producerer og designer indholdsstrømme, der fungerer godt.

De normative udsagn og anbefalinger er fremkommet ved at kombinere læsning af faglitteratur med en bearbejdning af observationerne, analyserne og de kvalitative interview i de 10 cases.

Udsagnene er tænkt gældende for både mediehusredaktioner, kommunikationsafdelinger og den kommercielle kommunikation: 40

1) Processen bliver produktet.

Gennem dekonstruktion og rekonstruktion skabes de kommunikative enheder, der udgør flowet.

Begivenheder, fakta og baggrundsmateriale brydes op i talrige enheder, fx ultrakorte, 6 sekunder lange videoer. Halvfærdige registreringer accepteres med det mål at udkomme først. Tekster skrives og publiceres i korte, fragmentariske tekststykker, småbidder på newstickers og Twitter i 140 anslag. Ufærdighed er et vilkår (content fragmentation).

Artikler, videoer og andre typer af indhold, fx klikmønstre, systematiseres til lister, som så kan blive til et nyt produkt baseret på det samme indhold. En bagvedliggende produktionsproces (backstage) kan deles op i forskellige elementer, der kan gøres til relevant, nyt indhold (frontstage).

Det hele samles, versioneres og kurateres på mange forskellige måder og platforme (content aggregation). Korte tekster, lydstumper, fotos og grafikker. Processen af offentliggjorte enheder bliver til produktet, fx nyheden. På samme tid kan det samme indhold formidles i redigerede tv-, radio-, og web-pakker, i flow og sociale meLars Kabel

Nyhed

Brugerinput

Tweet

Foto

Ekspertkommentar

Videosekvens

YouTube-video

Citat

Audiosekvens

Facebook post Kilde-statement

Nyt citat

Nyhed

Breaking news

Ny fakta

Interaktiv grafik

Tid

Web/online

Nyhedsfeed

Facebook Nyhedsbrev

SMS

Radioindslag

Long reads

Storify

Papir

Mobil-web-udgave

Skærme i offentlige rum

Live-omstilling Web-tv-indslag

Tablet-multimedieudgave

Figur 3: Indholdsstrømme – historier, input og output

dietråde, som long read-stories og som store, visuelle multimedieproduktioner.

Gennem dekonstruktion, planlagt dynamisering og rekonstruktion udnyttes potentialerne i det indhold, der indsamles eller kommer tilflydende.

2) Det gælder (ofte) om at holde en god historie flydende – ”give den flow” ved at fodre den løbende og ikke afslutte den for tidligt.

Nye faglige terminologier opstår, ”tekster skrives i bidder”, ”har historien flowpotentiale?”.

Selv artikler på det statiske og analoge papir ”skal gives flow”. Journalister og kommunikatører kappes om at sætte ”fyrtårne op i strømmene”.

Hvis en historie mister pusten på én platform, kan den måske vitaliseres på en anden og vende tilbage. Brugerskabt indhold fodrer historier og bringer dem videre. Journalistikken kan forstærke sig selv i spiralprocesser.

3) Den synlige journalist og den personlige (professionelle) stemme er vigtige guider i indholdsstrømmene.

Med historierne og flowet i centrum

Det stærke, analytiske og humoristiske indlæg vækker opsigt i de sociale medier og på web.

Begavede standpunkter og kommentarer efterspørges, da brugerne søger ’trusted guides’ i de endeløse mediestrømme. Journalistens navn (bylines) og nu ofte med portrætfotos er værdifuldt. Mange journalister og kommunikatører skal evne både at være anonyme generalister i dele af stoffet og betroede, personlige stemmer på en professionel måde i andre dele af deres daglige produktion.

4) Målsætningen er at planlægge, producere og publicere en ikke-kaotisk indholdsstrøm på mange platforme og på samme tid at udvise parathed over for ikke-planlagte virale og sociale processer.

Pludselig kan værdifuldt indhold fra brugerne dukke op. Af små fragmenter opstår et mønster og en god historie. Virale processer kan gødes via ’viral seeding’, men sjældent planlægges på forhånd. Anderledes med web-, papir-, radio- og tv-indhold, som kræver systematisk planlægning. Så udfordringen bliver tosidig: Et planlagt og kontrolleret workflow kombineret med impulsiv og kaotisk interaktion. Brugerinvolvering, 41

en øget åbenhed og afgivelse af total kontrol over visse dele af indholdet. Paratheden er en afgørende faktor.

5) Historiens delingspotentiale bliver mere og mere værdifuld – nye former for nyhedsværdier er i spil.

Smart tænkte overskrifter, som er åbne for modtagerbearbejdning, fremmer social deling. Underfundige, spørgende, udfordrende lokkeoverskrifter. Det samme gør #hashtags på papir- og webartikler, så de kan diffundere ud på Twitter og Facebook, hvor de videresendes og beriges.

Det handler om at byde ind i ’samtalen’ undervejs i den journalistiske proces med indhold, der tilfører værdi. Historier placeres på medieservere for kaotisk spredning og fri afbenyttelse.

Visse typer af emner fremkalder mere omtale og samtale end andre, men det svære spørgsmål er: Hvilke? Det handler om at forme og pakke stoffet målrettet til de forskellige platforme, så det bliver delt optimalt. Shareability, talkability, delingsværdi er nye terminologier for nyhedsværdi. Tankegange, effekter og metoder fra de sociale medier overføres nu mere og mere som rutinemæssige arbejdsgange i den klassiske, redaktionelle produktion og i kommerciel kommunikation. Den sociale redaktionsproces vinder frem.

6) Flow management er en forudsætning for gennemslagskraft.

Det daglige workflow på redaktionerne og i kommunikationsafdelingerne omorganiseres for at sikre leverance af kontinuerlige indholdsstrømme i betydelige mængder. Det handler på mange måder om at faseinddele produktionsprocesserne, fastlægge tidspunkter for publicering, hvor der er mange potentielle læsere og brugere.

På den måde bliver der nok løbende deadlines, men også faste daglige udgivelsestidspunkter for at opnå optimal gennemslagskraft, når brugerne er der. Nye og fornyede roller og titler opstår, fx historiens projektleder, storybuilder, flow manager og fronter.

7) Nyt indhold kan skabes som pakker af historieenheder placeret i en anden og (måske) bredere kontekst.

42

Efter en dekonstruktion af inputtet i mange delelementer kan nye produkter og indholdspakker skabes via en original sammentænkning af de enkelte enheder og den informations- og mediekontekst, som historien publiceres eller distribueres i. Fx genbruges markante webvideoer ofte på flere platforme, i flere forskellige kontekster og indholdsmæssige sammenhænge. Ny betydningsproduktion kan opstå ved at sætte forskellige typer af enheder ind i en ny og måske overraskende sammenhæng.

8) Indholdsmotorer opstår som konsekvens af flowproduktionens og -distributionens enorme efterspørgsel efter indhold.

Flowmøllen er glubsk, nyhedsspiralerne kører dagen lang. Mange flere platforme i alle døgnets vågne timer skal fodres året rundt. De økonomiske ressourcer er begrænsede. Det handler om effektiv indsamling og produktion af nyt indhold samt kvalificeret platformsspecifik versionering og genbrug, dog med indholdsmæssig forskellighed defineret af de enkelte medier og kanaler. Som en følge af dette vil nyhedsmotorer og indholdsmotorer fremover blive den centrale ramme omkring håndteringen af indholdsflowet på mange redaktioner og i store kommunikationsafdelinger. Flere og flere arbejdsprocesser vil blive funktionsopdelte, hvor forskellige medarbejdere giver historierne tilvækst på enkelte områder – de producerer ikke hele historien fra start til slut.

9) Samtidigheden mellem det analoge, digitale og sociale er afgørende.

Analogt eller digitalt? Papir, web eller mobilt, kort eller langt, overfladisk eller dybt? Meget ofte er det ikke et enten/eller-valg, men et både/og. Tingene fungerer side om side på de forskellige platforme i et gennemtænkt, redaktionelt miks byggende på nogle planlagte indholdsstrømme. Samtidigheden og evnen til at tænke og håndtere produktions- og publiceringsprocesserne integreret er en afgørende faktor. Samspillet mellem offline og online skaber den største effekt. ”The digital and the physical can no longer be treated as separate domains”. (Lindgren, 2013).

Lars Kabel

10) Alt (eller meget) bliver til råstof for noget andet.

Workflowet organiseres nu mere og mere omkring historierne og indholdsflowet. Lange formater redigeres og klippes op i mindre bidder, så det lange bliver en form for generator for nye, kortere indholdselementer. Systematisk og planlagt genbrug og platformsspecifik versionering uden for megen redundans (gentagelse) er en mere og mere betydningsfuld konkurrenceparameter. Indholdet og den visuelle præsentation skal tænkes og udarbejdes distinkt til de forskellige platforme. Det handler om at effektivisere arbejdet med indholdsstrømmene, -pakkerne og workflowet, så alt i princippet bliver til råstof for noget andet.

På den måde høster man bedst den digitale merværdi.

1.4

Flow metoder – redskaber til digitale processer og produktioner Hvilke journalistiske og kommunikative metoder bruges af nyhedsredaktionerne og kommunikationsafdelingerne til at skabe digitale indholdsstrømme med? Med hvilke redskaber produceres de korte tekststykker og de længere multimediehistorier? Indhold brydes op i mindre dele, hvordan foregår dekonstruktionen og rekonstruktionen?

Det har analyserne i de indledende 10 cases givet en række konkrete beskrivelser af, fx i form af flow management, identifikation af delingspotentiale, forståelse af virale processers kaotiske karakter, brugen af narrativer og berettermodeller, problemerne ved redundans mellem tekst, video og audio, sproglige teknikker som tilbageholdt information (’foreshadowing’), digitale lag på lag via augmentering.

Disse beskrivelser vil ikke blive gentaget her. I stedet vil det metodiske blive søgt sammenfattet i en række normative statements om, hvad den digitale værktøjskasse til flowprocesser og digitale fortællinger bør indeholde, hvordan man kan definere og beskrive de journalistiske, digitale og sociale metoder, som værkskassen kan bestå af. Disse statements vil trække på analyserne i de 10 indledende cases samt på input fra relevant faglitteratur (Garcia, 2012; Kabel, 2011).

Med historierne og flowet i centrum

Allerførst må indholdet sættes i centrum. Det starter med historien, med mediets og publiceringsplatformens DNA og målgruppe. Hvad er formålet med min publikation eller digitale produktion, hvad gør den unik? Hvad vil vi fortælle og interagere om, til hvem og hvorfor?

En flow manager og/eller en storybuilder må derefter tage ejerskab over projektet og processen. En sådan projektleder skal der til for at sammentænke og styre workflowet og arbejdet med indholdet. Mange af de digitale produktioner og flowprocesser laves nu af team sammensat af deltagere med forskellige kvalifikationer.

Hvordan sammensættes teamet? Hvilke kompetencer i forhold til teksterne, videoerne, det visuelle, det sociale m.m. skal der til? Når alt dette indledningsvist er afklaret, åbnes den digitale værktøjskasse, og redskaber til produktionen af processerne, produkterne og interaktionen vælges ud.

Her er 10 bud på nogle af de vigtigste metoder, redskaber og tankemåder i værktøjskassen: 1) De grundlæggende journalistiske genrer, mikset af korthed og dybde, udført med præcision.

De basale og universelle metoder til produktion af journalistiske og kommunikative produkter er fortsat helt afgørende for skabelsen af de mange historieelementer i flowet og de store digitale fortællinger. Genrer som journalistisk reportage, interview og kort nyt. Audioer og videoer styret af klassiske berettermodeller og lavet efter metodekonventionerne er vigtige byggesten, også i digitale og sociale flowprocesser. Det samme gælder for det redaktionelle miks, den planlagte blanding af det korte og det lange, det hurtige og det dybe indhold. Disse stoftyper er ikke hinandens modsætning, men de supplerer hinanden.

Flere af de 10 caseanalyser illustrerer, at hvis genrearbejdet og andre dele af det grundlæggende, journalistiske arbejde udføres med høj faglig præcision, så bliver resultatet (ofte) værdifuldt.

2) Stærke overskrifter, dramatiske modsætningspar og tankevækkende billedsprog sælger det (også) digitale godt.

Helt ned i sproget et det værdifuldt, når formuleringer og pointer er overraskende, underfundige og åbne for medfortælling og fortolkning.

43

Markante lokkeoverskrifter har stort delingspotentiale på web og de virale og sociale platforme. Det samme har humor. I multimedieproduktionerne er der brug for mange indgange og her virker sproglige effekter som spørgende, underfundige overskrifter og et metaforisk og fortolkeligt billedsprog opmærksomhedsfangende.

3) Flow management inkluderer tidlig planlægning af det visuelle og det sociale via storyboarding – moodboard, keywords og storyboards.

Multimedie er et centralt udgangspunkt, og indsamling og redaktionel bearbejdning af fakta, foto, audio, video og grafik må tænkes ind helt fra begyndelsen. For at kunne styre større integrerede tekstbårne, visuelle og sociale produktionsprocesser må der arbejdes med flow management – med planlagte workflow hele vejen igennem.

Arbejdet med de store digitale historier må baseres på konceptbeskrivelser, moodboards, keywords og storyboards. Det kræver tidlig og præcis idéudvikling samt længerevarende og detaljerede planlægningsprocedurer.

4) Et interface tænkes ofte som en matrix i tre dimensioner målrettet de håndholdte tablets og smartphones. ’The grid’ er produktets skelet. ’Grid’ bruges i arbejdet med at skabe orden i materialet – i rekonstruktionen af stoffet. Omkring fortællingens berettermodel eller den digitale produktions interface opbygges hele indholdet, navigationen og interaktionen rundt i produktionen.

Ifølge Mario Garcia er det ofte en målsætning at gøre interfacet ”sophisticatedly simple”. Vores caseanalyser viste, at det ofte giver god mening at operere med et interface til digitale produktioner opbygget som en matrix i tre dimensioner – horisontalt, vertikalt og pop-ups – swipe, scrolle og pinche.

En matrix-opbygget digital fortælling tilbyder såvel producenten som brugeren en lang række indgange på de forskellige opslag og skærmbilleder, hvor fx appellerende overskrifter, fotos og multimedieelementer indfanger brugerens opmærksomhed. Dette medfører nødvendigheden af at arbejde i planlagte hierarkier imellem de forskellige historieelementer. Hvorfor er det ene vigtigere end det andet? Hvor skal hvilket 44

indhold være? Med hvilken effekt? På den måde kan der skabes en form for medieteknologisk dramaturgi.

5) Multimedieindhold er et vilkår, graden af interaktion og ’finger happiness’ er et centralt valg.

Mængden af multimedieelementer og niveauet af brugernes mulighed for at interagere med de digitale produktioner, fx via interaktiv grafik og pop-ups, er nogle helt afgørende redaktionelle valg – såvel multimedieelementerne som interaktionsmulighederne skal være begrundet af fortællingens form og indhold. Medieforskning og andre typer af undersøgelser (Jacobsen, 2012) har beskrevet, hvordan mængden af multimedieberigelse tidligere steg dramatisk, da mulighederne opstod i forlængelse af digitaliseringen. Det samme gjorde brugernes efterspørgsel og deltagelse imidlertid ikke.

Flere af vores caseanalyser viste, at selv i store, dynamiske multimedieproduktioner kan det være en god idé fortællemæssigt at undlade at åbne op for interaktion, hvis man har en præcist afrundet information, man ønsker at afsende, fx ved hjælp af en illustrerende grafik, der ikke er interaktiv. ”Keep the finger happy” (Garcia, 2012). På de håndholdte, taktile devices som iPads er det vigtigt, at der skabes ’finger happiness’, at mulighederne udnyttes, men i stramt doserede mængder, da for megen interaktivitet ofte overvælder brugeren.

6) Fremdriften – motoren – er afgørende for brugerens bevægelse gennem historien.

Der skal være noget, der vækker læserens, seerens og klikkerens nysgerrighed, som leder brugeren igennem produktionen eller flowet. En retorisk og/eller dramatisk fremdrift. Denne ’pacing’ kan skabes på mange måder, fx ved, at der løbende opdateres nyt og berigende indhold, ved at afslutningen er til stede i indledningen som antydninger. Ved tilbageholdt information, som udfoldes undervejs. Ved at der lægges lag på lag til en uddybning. Mario Garcia opererer også med ”pop-up moments” som ’pacing’, hvilket betyder, at interessante og indholdsmæssigt berigende multimedieelementer kan fungere som motor for brugerens lyst til at udforske en multimedieproduktion.

Lars Kabel

Flere af caseundersøgelserne har vist, at det i digitale historier (som i anden journalistik) er vigtigt, at der er noget på spil: menneskeskæbner, dramatiske hændelsesforløb, kontrast, par af modstillinger og modsætninger, der driver brugeren videre. Det får brugerne til at stille spørgsmålene: Hvad sker der? Hvordan går det?

Historien giver svarene.

7) Hvem taler? Fortællerrollen er helt central og bør etableres fra starten.

Al kommunikation har en eksplicit eller implicit fortæller. I større, digitale produktioner kan det ofte være en styrke at tydeliggøre fortælleren (og dermed afsenderen) fra starten. Det kan gøres helt bogstaveligt ved at operere med en vært, fx introduceret ved hjælp af en introvideo. Det kan også foregå mere indirekte i en form for 3. persons fortæller, men altid stringent og bevidst. Også et logo kan fungere som en indikator på, hvem der er afsenderen.

8) At kunne tale ind i tidens (døgnets) temaer er et vigtigt konkurrenceparameter for såvel medier som kommunikation.

Ingen kan i dag regne med at fylde ret meget i døgnets dagsorden i ret lang tid ad gangen. Det handler om at være til stede i døgnets dominerende temaer, om at tale med om det, som mange andre taler om. Det handler om at følge og bidrage til nyhedsdagsordenen på en egen måde, at berige den offentlige samtale med noget værdifuldt – stort eller småt. Og det gælder om at komme med i indholdsloopet på de sociale medier. Temaerne opfanger man blandt andet ved systematisk at observere, reagere og finde mønstre i indholdsstrømmene. Er der flere eller mange grupperet omkring det samme tema, posts, standpunkter og delinger omkring det samme emne, så er det nok værdifuldt for nogle. Dette skal efterfølgende så verificeres på andre måder.

Nyhedsredaktioner sætter ”fyrtårne” op i det virale og sociale, de opsnapper og distribuerer gode historier. Stadig flere virksomheder agerer nu som selvstændige medier, fx som en nyhedsredaktion med en tv-portal, og deres kommunikationsafdelinger brander sig mere og mere gennem content marketing, hvormed de nok søger at sætte deres egen dagsorden, men i høj grad også via bestræber sig på at give værdi til tidens (døgnets) temaer.

Med historierne og flowet i centrum

9) Åbne og uafsluttede enheder, produkter og indholdsflow fremmer brugerinddragelse og dynamisk historieudvikling.

Journalistik er traditionelt offentliggjort i massemedier som afsluttede enheder, pakket i artikler, indslag eller produktioner med indholdsmæssig balance og en klart defineret start og afslutning. I digitale, sociale og virale mediestrømme fremkalder åbenhed og det uafsluttede ofte aktion og reaktion fra læserne, lytterne, seerne og klikkerne på siden. Denne interaktion kan man som medie skabe, fx ved at publicere en ufuldstændig viden, stille et spørgsmål i stedet for at give et svar. Sådanne virkemidler igangsætter ofte kæder af delinger og kommentarer. Som kommunikationsafdeling og medie kan man skabe dynamisk historieudvikling ved hjælp af åbenhed, inddragelse og crowd sourcing.

10) Realtid og live skaber aktualitet, tilstedeværelse og autenticitet.

For nyhedsmediehusene er live og dækning i realtid et vilkår defineret af den digitale medieudvikling, de mobile og håndholdte devices og den urbane udvikling, hvor brugerne nu tilgår nyhedsmedier overalt og når som helst. For alle andre typer af kommunikerende og interagerende medier, virksomheder og kommunikationsafdelinger er live og realtid nogle lovende metoder til at skabe den aktualitet og autenticitet og tilstedeværelse i døgnets samtale, som er så værdifuld for alle.

1.5

Med historierne, indholdet og flowet i centrum Det nye digitale, sociale og interaktive mediesystem er her i midten af 2010’erne endnu ikke færdigetableret, men det er langt undervejs. Og som denne artikels mange cases og observationer har illustreret, så gør det sig gældende inden for såvel nyheds- og indholdsformidling fra mediehusene som den kommercielle virksomhedskommunikation og content marketing fra store kommunikationsafdelinger.

Der er stærke indikationer på, at det i disse år handler om at kunne sætte historierne og indholdsstrømmene i centrum. Det handler om at kunne genbruge og versionere de mange for45

”Historien først” I mere end to århundreder var det papiravisen før alt andet. Nu er der et fokusskifte undervejs på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis med de to websites fyens.dk og mitfyn.dk. De sætter nu ”historien først”, online før papiret.

Troels Mylenberg, chefredaktør og direktør for Fyns Amts Avis, har på en medarbejderkonference for Fynske Medier sammen med ansvarshavende chefredaktør for Fynske Medier, Per Westergaard, fremlagt en plan for en ny redaktionel organisation, der trådte i kraft 1. september 2014 (efter deadline på denne rapport). Det følgende er refereret fra en fremlæggelse, ”Vækker Fyn, rykker os”, af planen med chefredaktørens tilladelse: ”Den overordnede udfordring er, at mens hovedparten af mediehusets indtægter og ressourceanvendelse er bundet til papiraviser, spreder fynboer i stigende grad deres medieforbrug ud over dagen og ud på mange kanaler. Døgnrytmen i mediehuset er imidlertid stadigvæk indrettet efter avisens deadline”. ”Selvom fyens.dk og mitfyn.dk i flere år har været en del af vores samlede mediepalet, har vi ikke integreret de digitale platforme i den journalistiske kultur. Vi prioriterer stadig print og lader online få, hvad der er tilovers – til sidst”. ”Løsningen er: Vi skal være intenst til rådighed dagen igennem på alle platforme, samtidig med at vi styrker vores mediers forskelligheder. Vi skal tage udgangspunkt i læsernes mediebrug gennem døgnet. Vi skal bemande redaktionerne, så vi er der, når fynboerne efterspørger journalistik. Vi skal være en 6-23 arbejdsplads i stedet for en 9-17 arbejdsplads”. ”Hovedreglen bliver ”historien først”. Vi skal tænke historie, før vi tænker medie, tænke online, før vi tænker print. Vi skal være en historie først-organisation, der offentliggør vores nyheder, så snart de er klar.

Vi reserverer kun historier til print, når der er særlige argumenter for at gøre det (solo, kampagner, holdninger)”.

Som en konsekvens af bestræbelserne på

46

at gå fra papiret først til historierne først omlægger Fynske Medier arbejdsgangene på redaktionerne, både centralt og lokalt vil de blive bemandet fra kl. 6 om morgenen til kl.

23. En ny digital morgenflade opprioriteres, ”vores digitale platform vågner før fynboerne”, her skal både lokalredaktionerne og den centrale nyhedsredaktion publicere nye historier, når fynboerne slår øjnene op og åbner deres smartphone eller tablet. Fynske Medier vil klæde fynboerne på til dagen.

17 timer i døgnet skal en styrket centralredaktion kunne ”straks-publicere historier løbende til mitfyn.dk”, og journalister og fagfotografer skal fremover producere flere videoer både fra lokal- og centralredaktionerne. Alt dette kræver nye vagtplaner og justerede workflows, fx ændres mødetidspunkterne, således at dagens redaktionsmøde gennemføres om eftermiddagen og peger frem mod næste dag. Der udvikles også en ny digital værktøjskasse, nye digitale indholdsformater, og eksisterende skabeloner ombygges, så de kan spille på alle platforme.

Medarbejderstabens kompetencer er helt afgørende for en sådan omstilling. Fynske Medier ønsker at styrke tilstedeværelsen, involveringen og værdiskabelsen via de sociale medier markant, ”sociale medier er fremtidens forside”. Derfor ansættes en fuldtids community-redaktør, der skal arbejde målrettet på de sociale platforme, samt en eller flere multimediedesignere med ”grafiske og tekniske færdigheder, som kan sikre vores journalistik digital merværdi på nettet”.

Ambitionen er, at et styrket online ikke skal føre til en svækket papiravis, ”vi udvikler utrætteligt print samtidig med, at vi øger speederpresset online. Der sker ikke en generel nedskæring af de daglige avissider, men der bliver udvist lejlighedsvis tilbageholdenhed, når vi efter en valgaften eller en anden større begivenhed dropper 6 eller 12 avissider for at lægge flere ressourcer i den digitale dækning”.

Lars Kabel

skellige typer af indhold på talrige forskellige måder til de måske 10-15 medier, kanaler og platforme, som mediehusene og de store kommunikationsafdelinger har til deres rådighed.

Og det handler om at kunne gøre det på en distinkt måde, så fx overskrifterne og ordene er på mediets præmisser, så indholdet skaber værdi i de pågældende medieformer, så alt (eller meget) kan blive til råstof for noget andet.

Det kan fx helt konkret handle om redaktionelle udfordringer og spørgsmål som, hvilke dele af dækningen af en hændelse egner sig bedst til hvilke typer af platforme? Hvilke typer af kilder egner sig bedst til hvilke medier? Hvor skal nyheden komme først – er de sociale medier virkelig den nye forside? Kan vi offentliggøre korte og ufærdige enheder i en hurtig strøm? Hvor meget kildebelæg skal der til, før noget er en historie? Skal en sag nødvendigvis ses fra flere sider på alle platforme? Kan redaktionen stille spørgsmål til læserne og brugerne i stedet for at komme med svarene? Er perspektiver, kritisk baggrund og holdninger altid bedst i papiravisen? Er den tilstræbte objektivitet en hæmsko, er den subjektive vinkling og det klare standpunkt måske bedre på nogle typer af platforme? Er vi klædt på til at kunne agere i ikkeplanlagte, dynamiske, virale processer?

Læserne, seerne, lytterne og klikkerne bruger i dag indhold og interaktionsmuligheder i en 1617 timer lang proces gennem morgenen, dagen og aftenen, året rundt. Og via flere ret så forskellige kanaler, stationære og mobile devices.

Det er et brugermønster, et vilkår, som mediehusene og kommunikationsafdelingerne er underlagt. Det betyder, at de offentliggjorte historier og processer må underlægges de forskellige brugssituationer gennem morgenen, dagen og aftenen. Det fører til, at medier og kommunikation skal kunne levere en bred vifte af alt fra superkorte nyheder over virale flow i sociale medier til langt, visuelt og underholdende multimedieindhold. Det hele leveret i en gennemtænkt og dynamisk indholdsstrøm.

Dette medieflow må det interne workflow orga-

Med historierne og flowet i centrum

niseres efter, så der hele tiden er nye og værdifulde ting undervejs i produktionen. Medarbejderne må have journalistiske færdigheder, digitale redskaber og professionelle kompetencer til at kunne opfatte og producere i flow.

Deres rolleopfattelser må underlægges dette.

Den nuværende og kommende medievirkelighed bygger ikke i samme omfang som tidligere på linearitet, artikelskrivning og høflig afventende turtagning. Det handler om at være i en dynamisk proces med produktion, publicering og interaktion dagen lang, om at observere og være til stede i den offentlige samtale, om at kunne skabe kontaktpunkter til de mennesker og samfundsgrupper, som man gerne vil være værdifulde for – det handler om ’reach’.

Denne artikel har hovedsagelig kortlagt det digitale, mobile og sociale i 2010’erne med udgangspunkt i den sociale redaktionsproces. Undersøgelserne har imidlertid også indikeret, at nok er det digitale den store dominerende forandringskraft i disse år, men det klassiske – både de journalistiske metoder og udgivelsesplatformene – har stadigvæk stor kommerciel og publicistisk værdi med papiraviserne som det mest tydeligste eksempel. Casene illustrerer, at såvel medier som virksomheder, selvom de arbejder efter newsroom-tankegangene, holder fast i deres kernydelser og i brandet, som de så lader sig udspille på en række analoge, digitale og sociale platforme i et gennemtænkt og dynamisk flow.

Tiden er præget af samtidighed, samspillet mellem offline og online skaber ofte størst viral effekt. Alt dette fører til, at gamle og etablerede medieplatforme som papiraviser og klassiske websites fortsat må betragtes som meget værdifulde og må videreudvikles i de kommende år i en symbiotisk proces med alt det digitale, mobile og sociale, så de klassiske medieformer bliver ved med at skabe betydelige indtægtsstrømme og ’reach’.

På den måde bliver der bedst ressourcer og råderum til, at det nye mediesystem bygges færdigt og opnår total dominans engang i fremtiden – sikkert inden længe. ■

47

48

Peter From Jacobsen

2.0

Kuratering som journalistisk værdiskabelse Den digitale medieøkonomi fører til nye roller og kompetencer

Af Peter From Jacobsen Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I en slidt trappeopgang i Gothersgade i København ligger en af landets mest effektive webredaktioner. Cirka hvert 10. minut publicerer den beskedne stab en artikel på hjemmesiden bold.dk.

Nogle af artiklerne er researchet fra bunden, mens andre er rene citathistorier fra danske eller internationale kilder: medier, klubbers hjemmesider, bloggere, fodboldspilleres Twitter-konti osv.

Uanset herkomst præsenteres alle artikler med lige store typer på hjemmesiden i kronologisk orden med de nyeste øverst.

Når fodboldfans går ind på bold.dk på et hvilket som helst tidspunkt af dagen, er der altid nyt. For cirka 300.000 fodboldnørder er bold.dk mediet, hvor du henter de sidste nyheder – om det så handler om det danske landshold, Superligaen, Avedøre fra 2. division eller et klubskifte i den hollandske liga.

En avanceret søgemaskine hjælper redaktionen på bold.dk med at holde sig opdateret på den kolossale strøm af fodboldnyheder fra indog udland. De dukker op via en række sites, bold.dk har valgt at følge. Og de dukker op via nøgleord, der sender fodboldnyheder på alverdens eksotiske sprog ind på redaktionens radar.

Denne overvågning kaster masser af historier af sig. 80% af dagens ca. 60 publicerede historier er rene citathistorier. ”Keeping your ear to the internet”, kalder den amerikanske medieforsker C.W. Anderson det: At overvåge, filtrere, bearbejde, perspektivere og udgive journalistik og information. Kuratering kalder vi det på dansk – direkte oversat fra Kuratering som journalistisk værdiskabelse

det engelske ’curation’. En ny funktion i journalistikken. Her kommer nye værktøjer i brug. Nye metoder. Måske ligefrem en helt ny måde at tænke journalistisk værdiskabelse på. Det er, hvad dette kapitel handler om.

Bold.dk var blandt pionererne i Danmark, når det gælder udgivelse af det bevidste mix mellem, hvad man selv producerer, og hvad man henter hos andre udgivere. ”Do what you do best – and link to the rest”, som det er udtrykt af mediedebattør og professor ved City University of New York, Jeff Jarvis.

2.1

Kuratering som forretningsmodel Mens de fleste andre danske udgivere stadig er mest optaget af at producere det meste indhold selv, har vi internationalt set en række nye, store medievirksomheder opstå på basis af kuratering: Huffington Post og BuzzFeed er et par af de mest kendte.

Andre mediehuse har opbygget undersites, hvor kuratering er helt centralt. Eksempelvis franske Les Echo, der samler økonominyheder fra hele verden på ”Les Echo 360”. Og engelske Trinity Mirror har udviklet UsVsTh3m som afsæt for indhold velegnet til deling på sociale medier.

Mobiltelefonens øgede betydning som den primære kanal for nyheder og information har yderligere givet anledning til fremkomst af nye kuraterede initiativer målrettet mobilen: De amerikanske apps Inside og Circa er et par eksempler. Via Circa kan man abonnere på en vedvarende strøm af nyheder om større aktuelle begivenheder i form af tekst, fotos og video.

Circas redaktion trækker på et utal af kilder 49

På Omni arbejder de redaktionelle medarbejdere som ”nyheds-DJ’s”.

og publicerer den seneste udvikling i form af korte, mundrette bidder, der er lette at indtage, når man kender kontekst og forhistorie.

En tilsvarende ambition har den norske mediekoncern Schibsted. Også her har man taget bestik af den mobile udvikling og har udviklet mobilsitet Omni, der i april 2014 vandt prisen som Europas bedste nyhedstjeneste på mobilen.

Omnis grundlægger og chefredaktør, svenske Markus Gustafsson, sammenligner redaktørrollen på Omni med en DJ: ”Omnis tio redaktörer arbetar som en slags nyheternas DJ:s – curators – i nyhetsflödet och samlar nyheter, perspektiv och infallsvinklar från all världens medier. Läsarna får alla nyheter och perspektiv – på ett ställe. Dessutom ger Omni sammanfattningar av alla nyheter och unika möjligheter till fördjupning”, forklarer han til Medievärlden.

Omni ser altså sig selv som indgangen til nyheder og perspektiv om din omverden. Du kan vælge at nøjes med et let, overskueligt overblik – eller at benytte Omnis lækre og letlæsbare resuméer som indgang til fordybelse.

En begivenhed på University of California i Santa Barbara d. 24. maj 2014 skulle sætte i hundredtusindvis af kvinder over hele verden i 50

bevægelse – og i følelsesmæssig kontakt med hinanden. Et lysende eksempel på, at samtaler på sociale medier kan flytte den offentlige dagsorden betydeligt.

En frusteret og dybt ulykkelig studerende, Elliot Rodger, gik den morgen amok og skød seks mennesker og herefter sig selv på universitetets campus.

Som det er blevet normen for disse vanvidsaktioner havde Rodger umiddelbart forinden lagt en video på YouTube, hvor han forsøgte at forklare sig. Han fortalte om sine frustrationer over at blive afvist af kvinder: ”I don´t know why you girls aren´t attracted to me, but I will punish you all for it. It´s an injustice … I don´t know what you don´t see in me. I´m the perfect guy and yet you throw yourself at these obnoxious men instead of me, the supreme gentleman.”

Begivenheden blev naturligvis meget omtalt på sociale medier, og på Twitter blev den i løbet af dagen blandt andet diskuteret af forfatter Annie Cardi og hendes veninde. I deres tweets om, hvordan de selv havde oplevet, at mænd havde optrådt upassende over for dem, brugte de hashtagget #YesAllWomen.

Da den globale samtale omkring #YesAllWomen toppede, blev der skrevet cirka 50.000 tweets i timen om kvinders sikkerhed i det offentlige rum.

Dette hashtag blev lynhurtigt taget i anvendelse af en masse andre, både i USA og efterfølgende andre steder i verden. Især kvinder fortalte og diskuterede deres erfaringer med ubehagelige tilnærmelser, frygt og seksuelle overgreb.

I løbet af de følgende timer spredte ”samtalen” sig med tusindvis af indlæg, og to dage efter, d. 26. maj, kunne tech-sitet Mashable via Peter From Jacobsen

Hashtags.org opgøre, at #YesAllWomen var blevet anvendt i 1,2 millioner tweets.

Efterfølgende har de klassiske medier så kunnet beskrive og bearbejde resultatet af denne globale samtale i form af artikler og indslag.

Publish – then filter Forløbet er et lysende eksempel på, at sådanne begivenheder kan engagere mange mennesker, og at de med sociale medier har fået mulighed for at udtrykke sig. Ikke bare ud i den blå luft, men over for hinanden i noget, man med lidt god vilje godt kan kalde en fælles samtale.

Før sociale mediers tid kunne temaet om unge mænds opfattelse af kvinder også godt være kommet frem i de klassiske mediers dækning. Men det nye og anderledes er, at så mange mennesker, både mænd og kvinder, faktisk tog aktiv del og undervejs selv var med til at forme debatten.

Associate professor på New York University, Clay Shirky, beskriver i sin bog ”Here Comes Everybody” dette betydningsfulde skifte med tre ord: Publish, then filter. Tidligere bestod mediernes centrale, værdiskabende aktivitet i at filtrere nyhedsstrømmen og de til rådighed værende kilder til beskrivelse og fortolkning – og udgive resultatet i form af artikler, radio- eller tv-indslag.

Med internettet og sociale mediers fremkomst har alle fået muligheden for at udgive deres oplevelser og tanker, hvilket betyder en voldsomt øget informationsmængde. Hvis der fortsat skal filtreres, er denne filterfunktion flyttet til efter udgivelsestidspunktet. ”The expansion of social media means that the only working system is publish-then-filter,” skriver Clay Shirky.

Han argumenterer personligt stærkt for, at filtrering er mere nødvendig end nogensinde: ”Mass amateurization has created a filtering problem vastly larger than we had with traditional media, so much larger in fact, that many of the old solutions are simply broken.”

Shirky argumenterer for, at det faktisk fører frem til en opgave, der er så voldsom, at det overstiger, hvad de klassiske medier og journalistikken kan klare. Den frie adgang til udgivelse ”… creates such a staggering volume of new material, every day, that no group of professionals will be adequate to filter the material. Mass amaKuratering som journalistisk værdiskabelse

teurization of publishing makes mass amateurization of filtering a forced move.”

Det er præcis, hvad vi ser overalt: At masser af mennesker uden en journalistisk uddannelse ikke alene optræder som skribenter og udgivere. De går også ind i en anden af de klassiske journalistiske opgaver: Udvælgelse, bearbejdning og sammenfatning af information.

Vi ser det eksempelvis i forbindelse med konferencer, der typisk følges op af en strøm af kommentarer, linkhenvisninger og diskussioner på sociale medier. Disse store mængder af materiale samles ofte i meningsfulde helheder af andre konferencedeltagere – eller måske ligefrem af udenforstående, som alene følger begivenheden via de sociale medier.

Også omkring større begivenhedsforløb som eksempelvis demonstrationsbevægelsen Occupy Wall Street påtog såvel ikke-journalister som ikke-deltagere sig ligeledes opgaven at samle og videregive hændelsesforløb og reaktioner, baseret på de informationsbidder, der er til rådighed.

Den relevante kurator er den person, der kan samle meningsfulde helheder af materiale, der ellers ville være fragmenteret og spredt.

2.2

Kurator – en kontroversiel funktion Ordet kurator kommer af latin, curare, og betyder grundlæggende ”at drage omsorg for”. I den juridiske verden tager kuratoren sig af fx dødsboer. Og i museumsverdenen er det en person, der udvælger og samler enheder forskellige steder fra til en helhed – en udstilling, der skal give mening i en bestemt rækkefølge og kontekst. ”Ligesom maleren, der bruger penselstrøg til at lave sine billeder, bruger han andre kunstværker til at fremstille sit værk. Men han er ikke kunstner. Han opfører sig bare sådan!”

Sådan lød det i 1969 bittert fra den franske installationskunstner Daniel Buren, som harcelerede mod en schweizisk kurator, som havde lavet en ”udstilling af en udstilling” og på den måde havde underordnet kunstværkerne sin egen kreative version.

Ligesom den franske kunstner betragtede kuratoren som en snylter på sin kunst, er kurator51

rollen endnu heller ikke særlig respektabel i journalistikkens verden.

Rigtige journalister – det er dem, der skaber historierne via nyhedsnæse, kildenetværk, fagkendskab og evnen til at formidle skarpt og interessevækkende. Rollen som journalistisk kurator er endnu ikke etableret som en nyttig, værdiskabende aktivitet (10).

Det kan være interessant at dvæle lidt ved, hvordan kuratorrollen har udviklet sig i museumsverdenen, hvor kuratorfaget nu er en respekteret faglighed med uddannelser som eksempelvis The Node Center for Curational Studies i Berlin.

Den amerikanske forsker Paul O´Neills, forfatter til bogen ”The Culture of Curating and the Curating of Culture”, argumenterer for, at skellet mellem kunstner og kurator i dag er blevet udvisket. ”Over de seneste 25 år er internationale gruppeudstillinger og biennaler blevet den vigtigste måde at præsentere samtidskunst for offentligheden på. Derigennem er man begyndt at se på kuratering som en kreativ aktivitet ikke ulig kunstnerisk praksis”, siger Paul O´Neill til Dagbladet Information.

Kuratoren skaber således rammerne for, at kunstneren kan møde et publikum. Med afsæt i fagkendskab (viden om kunst) og kreative formidlingsidéer skaber kuratoren sammenhænge, hvori de enkelte kunstværker kan indgå og få nyt liv.

Groft sagt har kuratoren i journalistikkens verden den samme funktion: At samle interessant materiale fra diverse ”skabere” og præsentere det for brugerne på en tilgængelig, sammenhængende og interessant måde.

På den måde får kuratoren i bedste fald både en værdiskabende funktion over for brugerne (udvælgelse, præsentation og kontekst) og over for primærproducenterne (at tilbyde dem et publikum).

Det lyder jo smukt og nyttigt. I journalistik og medier er det dog endnu mere kontroversielt end i kunstverdenen, om der faktisk er tale om en værdiskabende aktivitet. I visse redaktørkredse betragtes den form for aktivitet nærmest som tyveri. Den diskussion, der har at gøre med ejerskab, jura og etik, kommer vi tilbage til.

52

2.3

Tre former for journalistisk kuratering Fordi der i ”The link economy” (Jeff Jarvis, 2008) er store økonomiske interesser forbundet med at indtage rollen som mellemmand og distributør af opmærksomhed (Google igen), har der i debatten hidtil været en tendens til at fokusere alene på udnyttelsesaspektet, altså at mellemmanden snylter på skaberen for egen vindings skyld – og i mindre grad på eventuelle værdiskabende effekter heraf.

For at få nogle nuancer på plads og kunne diskutere mulige værdiskabende effekter kan det derfor være nyttigt allerede nu at skelne mellem forskellige former for journalistisk kuratering og se på, hvilken form for aktivitet og metode der knytter sig til dem. For enkelhedens skyld kan vi identificere disse tre grundmodeller:

1. Mere eller mindre automatisk samling og direkte præsentation af forskellige former for indhold uden nogen form for bearbejdning, ofte foretaget automatisk via algoritmer. Et velkendt eksempel er Google News, der samler materiale i fx ”Hot topics” og rangordner i forhold til originalitet og vigtighed.

Peter From Jacobsen

2. Indsamling og kort bearbejdning af indhold med henblik især på en ny måde at præsentere det via en ny kanal eller publiceringsplatform. Det sker fx hos Circa og Omni. Et dansk eksempel er Danmarks Radios samling af videoer fra Københavns gader efter skybruddet i sommeren 2011.

ring i medieverdenen er ”This Week in Review” på Nieman Journalism Lab´s hjemmeside: En ugentlig artikel med et overblik over de væsentligste emner i den forløbne uge, når det gælder journalistik og medieudvikling.

Skiftende medarbejdere på ”the Lab” samler ugens debatter i tre-fire ’hot topics’ og slutter af med en lidt mere tilfældig række af links til forskellige interessante emner. De varme emner kan for eksempel være Facebooks betydning for de klassiske medier, væksten i nyheds-apps eller støtte til/modstand mod avisernes digitale ’paywalls’.

3. Overvågning og udvælgelse af materiale med henblik på mere omfattende bearbejdning og præsentation i større sammenhænge. Sker for eksempel i artikler som denne blogpost om det københavnske iværksættermiljø.

I den engelsksprogede debat om kuratering har det bidraget til forvirringen, at der anvendes to forskellige ord om alle tre typer af kuratering, nemlig ’curation’ og ’aggregation’. Ofte har de to ord været anvendt som hinandens synonymer. ’Aggregation’ har en klang af mere automatisk samling og videreformidling af information over sig, og det giver derfor god mening at fastholde, at aggregering betyder ”sammenlægning” og her bør anvendes især om kategori 1 (nævnt ovenfor) – og til dels om kategori 2. Mens kuratering især knytter sig til den tredje form for aktivitet.

Dette skal ikke forstås sådan, at det ene automatisk er bedre end det andet. Tværtimod. Der kan meget vel være betydelig værdiskabende aktivitet i alene at samle og præsentere indhold i en ny form. Men ved at anvende ordene om disse forskellige former for aktivitet kan vi forhåbentlig bidrage til øget klarhed om de forskellige værdier, der kan ligge i aktiviteterne.

Et eksempel på flere typer af kuratering: This Week in Review Et af de meget anerkendte eksempler på kurateKuratering som journalistisk værdiskabelse

Nieman Journalism Lab’s ”This Week in Review” er et godt eksempel på, hvordan forskellige former for kuratering kan komme i anvendelse i det samme medieprodukt.

En af de faste skribenter på ”This Week in Review”, Mark Coddington, forklarer her om sit arbejde med hot topics: ”I see myself as mapping out a discussion – explaining who´s on what side, what each person are saying and where that places them in relation to everyone else …”

C.W. Anderson har analyseret disse ugentlige opsamlinger som indeholdende forskellige typer af kuratering og nævner tre centrale elementer i Nieman Journalism Lab´s behandling af disse ’hot topics’, som han kalder ”content aggregation and analysis”: 53

1. En central værdi i opsamlingerne er vurderingen af de forskellige positioner, funderet i et dybt engagement i de behandlede emner: ”The topics … emerge from a deep immersion in the conversation about the future of journalism, and a lenghty period of active listening to what people are saying.”

2. Der linkes altid tilbage til den oprindelige kilde. I sammenfatningen af diskussionen om Facebook optræder hele 17 links.

3. Som regel er beskrivelsen funderet i ren opsummering og ”oversættelse” af, hvad de forskellige parter siger/skriver. Ind imellem optræder dog også en selvstændig vurdering af, hvem der har mest ret.

Hvad angår den sidste del af den ugentlige opsamling, Reading Roundup, har den en anden karakter. Her samles links til interessante artikler og rapporter, uden at disse links knyttes an til mere overordnede tendenser. Mark Coddington beskriver forskellen i de to tilgange således: ”Essentially the Reading Roundup is like me inviting you to a party, while the main sections are like me walking you through a room at that party, introducing you to people, explaining who´s who, and giving you a sense of who you might enjoy talking to.”

Sammenfatning og perspektivering af debatter I udkanten af Juelsminde, idyllisk beliggende ud til Storebælt, ligger Hotel Juelsminde Strand. Et skønt sted at slappe af og nyde livet. Desværre har hoteldriften ikke udviklet sig særlig heldigt for ejeren, Marienholm Ejendomme, der i foråret 2012 besluttede at tilbyde hotellet som midlertidig bolig for asylansøgere.

Egnens dagblad, Horsens Folkeblad, skrev i den forbindelse en artikel om det kommende asylcenter i Juelsminde, og artiklen gav anledning til en del kommentarer. Horsens Folkeblad anvender Facebook´s kommentarmodul, hvilket betyder, at læserne skal logge på Facebook for at kommentere, men det kan de så gøre direkte i tilknytning til artiklen.

Artiklen om det kommende asylcenter i Juelsminde resulterede hen over dagen d. 8. juni 2012 i cirka 20 kommentarer – nogle positive og andre mere skeptiske. Horsens Folkeblads 54

webredaktør Kristoffer Hamborg besluttede at sammenfatte debatten i en ny artikel via det digitale værktøj Storify.

Kort fortalt giver Storify mulighed for meget let at hente indhold fra sociale medier som Twitter, Facebook, YouTube m.m. ind i en artikel. Det gør, at det er let at dokumentere de enkelte indlæg i en sådan artikel, der netop tager afsæt i de selvsamme indlæg, her fra Facebook.

Så Kristoffer Hamborg kunne let sammenfatte debatten om asylcentret og illustrere artiklen med de bedste kommentarer – det vil sige de kommentarer, der var mest velargumenterede og samtidig repræsenterede de vigtigste aspekter i debatten.

Hvad webredaktøren gjorde, var at kuratere den pågældende debat. Altså sammenfatte og perspektivere den.

Ifølge Kristoffer Hamborg medfører en sådan sammenfatning, som han tit laver via Storify, ofte, at debatten dels blomstrer yderligere op, og dels at den blive både mere fokuseret og kvalificeret. Deltagerne bliver inspirerede af sammenfatningen til at overveje argumenter for og imod og at fremsætte yderligere overvejelser med ny energi.

Hermed kan disse kuraterede debatter føre til en vidensspiral, hvor sammenfatninger i næste runde fører til fremsættelse af nye, stadig mere kvalificerede argumenter.

Eksemplet om asylcentret i Juelsminde er et eksempel på, hvordan information og journalistik nu optræder både i form af stock og flow. Det er en metafor hentet fra økonomisk teori, men som fungerer perfekt til at beskrive form og formater på journalistik indhold.

Skribent og debattør Robin Sloan har formuleret stock og flow således: • Stock er det, der har blivende værdi. Ligesom penge i banken eller træer i skoven. Det er indhold, der også kan have værdi over tid – som for eksempel baggrundsartikler, tv-dokumentarer. Opsamlende, perspektiverende stof af forskellig slags.

• Flow er den løbende strøm af indhold. Valutakursen på danske kroner, der kan gå op og ned på et øjeblik. Posts og tweets, brokker og bidder af information og viden, ofte formidlet via sociale medier.

Peter From Jacobsen

I eksemplet fra Juelsminde kan artiklen om det kommende flygtningecenter, og baggrunden for at det skal etableres, karakteriseres som stock, omend kun af ”blivende værdi”, så længe det faktisk er aktuelt.

Efter udgivelse af artiklen overtager flow, i og med at debatten bølger frem og tilbage, om det nu er en god idé eller ej. Og så vælger Horsens Folkeblad efter nogen tid igen at producere stock – som en blivende opsamling af debatten om centret. Igen skal det ”blivende” her forstås som noget relativt, da også den artikels værdi trods alt vil falde voldsomt, som tiden går.

Robin Sloan argumenterer for, at medievirksomheder bør balancere mellem stock og flow – respektere begge dele og agere med forståelse for de mønstre, der karakteriserer dem. Naturligvis må journalister forholde sig til flowet i sociale medier – og være der, midt i strømmen.

På den anden side må de erkende behovet for at samle op, perspektivere, skabe viden som indhold med varig værdi. De to dele bør ikke ses som adskilte verdener – men som sammenhængende. Kvalitetsindhold må sælges ind i strømmen for at få opmærksomhed. Omvendt kan der ofte med fordel trækkes blivende værdier ud af den sociale mediestrøm.

I øjeblikket – sommeren 2014 – er de klassiske medier mere end forvirrede over, hvordan de skal gebærde sig. De er fanget midt imellem stock og flow, mener forfatteren til bogen Present Shock, Douglas Rushkoff: ”You just can´t use the newspaper to keep up in society any longer. And you can´t use live blogging to make sense of anything!”

Så hvad gør man som journalist i dag? Man kan med fordel tænke i både stock og flow. Kan vi engagere og iscenesætte flowprocesser, der forlænger og udvider de journalistiske produkter - og sætter dem i spil i strømmen? Og kan vi siden facilitere og kuratere indholdsstrømmene tilbage som indhold med nye dimensioner? Så har vi måske skabt nogle meningsbærende skabelsesprocesser. Det er noget af det, vi mener med Media flow.

2.4

Nye journalistiske kompetencer Ligger der i kuratering en særlig kompetence, Kuratering som journalistisk værdiskabelse

der adskiller sig fra, hvad klassiske journalister gør? For at besvare det spørgsmål er det oplagt at begynde med at spørge dem, der gør det selv.

C.W. Anderson, associate professor på City University of New York, har interviewet en række såkaldte ”aggregators”, hvis primære funktion han beskriver som ”… to build links between independently produced news stories, and to rank these bundled news stories according to rapidly shifting criteria of importance, popularity and newsworthiness.” (C.W. Anderson, 2013).

Indledningsvis: Hvad er det for en værdiskabelse, der finder sted via disse aggregatorer?

Ingen af dem peger på det, der ellers er en central journalistisk kerneydelse, ”at frembringe ny information”. I stedet, sammenfatter Anderson, ”All value was discussed in terms of the contextualization or combination of already existing information.”

C.W. Anderson har samlet sine pointer sammen i artiklen ”What Aggregators do: Towards a networked concept of journalistic expertise in the digital age”. Heri findes blandt andet dette rammende citat fra webredaktør på NBC, Hasani Giddens: ”As an aggregator you really need to know what´s a good story. It´s heavy on news sense”, siger Giddens, der samtidig bygger distance til den traditionelle journalist, der kender sit område, forstår at tale med kilder, tage notater, samle informationer osv.

Så disse informationer eksisterer allerede, når aggregatoren eller kuratoren kommer ind i billedet. Værdiskabelsen ligger i at kombinere elementerne og samle dem i nye, interessante helheder.

Undersøgelsens forfatter C.W. Anderson sammenfatter forskellen i begreberne ”analog evidence” (som citater, førstehåndsobservationer, officielle kilder, analoge dokumenter osv.) og i ”digital evidence” (materiale på nettet, der kan linkes til). Når materialet findes på nettet, kan det bruges, behandles og inkluderes på nye måder.

Der ser altså ud til at være en kløft mellem traditionelle journalister og aggregatorer/kuratorer, når det kommer til det fundamentale: Hvilket materiale bygger vi vores autoritet på?

Anderson opsummerer diskussionen således: 55

Distributed Journalism Paul Bradshaw, onlinejournalismblog.com

Tools RSS, email, social networks, Twitter, IM, social bookmarks

Distributed journalist

Systems

‘Brain’

‘Voice’

‘Ear’ Accidental journalist

Uploads, monitors Comments, tags

Value adder

APIs, databases, support

Technician

CMS, wiki, forms, support

Crowd

Grafikken viser, hvordan brugerne på forskellig måde kan bidrage til redaktionelle skabelsesprocesser, gennem en række systemer skabt til formålet. Modellen er skabt af journalist og underviser Paul Bradshaw. Birmingham City University, som kalder den redaktionelle kernemedarbejder for ”distributed journalist”.

”This relates to material practice, but it also relates to journalistic culture. In terms of expertise and authority, it means that aggregators and reporters have, thus far, built themselves distinct news networks, with different black-boxed objects of evidence and different claims about how material interaction with those objects validates their professional authority.”

I og med at mange andre end journalister nu kan udgive indhold – og gør det – bliver gatekeeper-funktionen meningsløs, og journalister og andre kan nu iagttage strømme af indhold passere forbi og vælge at indgå i dette komplekse net af producenter og brugere på måder, der giver værdi for den pågældende og hans/hendes brugere.

”Journalisten må bevæge sig op over indholdet”, lyder journalist og underviser på Birmingham City University, Paul Bradshaw´s, bedste råd.

I forhold til journalistens rolle kan man sige, at journalister og medier fra at være gatekeepere for information og journalistik nu er blevet ”gatewatchere” (Bruns, 2005).

En værdiskabende aktivitet – og kompetence – i den sammenhæng er evnen til at se mønstre i de store mængder af information, der flyder forbi. Det forklarer Robert Scoble, IT-blogger og foredragsholder om sociale medier og teknologisk udvikling. På spørgsmålet om, hvad en god kurator er, svarer han eftertænksomt:

56

Peter From Jacobsen

”As the number one skill I would say… seeing patterns in the stream that other people don´t see!”

Scoble forklarer, at evnen til at se disse mønstre ikke alene kommer af ”nyhedsfornemmelse” som nævnt af aggregatorerne ovenfor. Som kurator er det vigtigt at kunne sit stofområde og have grundigt kendskab til de centrale personer inden for det pågældende område, herunder både deres vidensområder og deres passioner.

Når man kan det, har man også den kontekst, der skal til for at kunne fremhæve og indramme hændelser og udsagn, så de kan blive op- eller nedgraderet i det større perspektiv – og hermed opstår de mønstre, Scoble taler om.

Kuratering – aspekter af borgerjournalistik Så har vi en klar model: Alle mulige mennesker kan publicere mere eller mindre relevant indhold, og journalisterne kan holde øje med det hele og udvælge de bidder, der har værdi – og tilføre perspektiv og kontekst. Men det er mere kompliceret end som så.

Tag for eksempel Ben Doernberg, som sad på sit kollegieværelse på Wesleyan University i Middleton, Connecticut, og på sin computer fulgte de dramatiske demonstrationer Occupy Wall Street i Zuccotti Park i New York, flere hundrede kilometer væk. ”I looked at Twitter around 1 o´clock, and everything was going insane. I had already read probably 100 tweets on this issue, so I tried to figure out what the overarching themes or story seemed to be to me”, fortæller Doernberg, som gik i gang med at samle de mest relevante tweets, fotos, video og links i en samlet fortælling indeholdende forklaringer om det centrale forløb.

Han udgav artiklen på platformen Storify, og den begyndte hurtigt at få mange læsere, efter at et link til den var blevet spredt på sociale medier.

Artiklen nåede over 20.000 læsere, blandt andet som følge af, at bl.a. Washington Post og The Atlantic også senere linkede til den.

Her har vi altså en situation, hvor en ikkejournalist foretager det samlende stykke arbejde. Det ser vi i stigende grad mange andre steder, også i Danmark. For eksempel på FaceKuratering som journalistisk værdiskabelse

book, hvor folk som Leif Bomberg skriver om alle de interessante og sjove gadgets, han møder på sin vej. Eller på bloggen Trickle Resolution, hvor Peter Loell i en ugentlig post, This Week in Digital, samler, hvad han mener hans læsere bør vide om ugens begivenheder inden for hans fagområde.

Hermed er der igen vendt op og ned på det hele. Folk som Ben Doernberg, Peter Loell og Leif Bomberg sørger for at samle interessant stof sammen – ofte også elementer produceret af journalister – og samler det til et bestemt publikum. Der så igen kan plukke godbidder ud og blande det sammen til nye helheder. Det er den digitale medieøkologi.

Journalistisk værdiskabelse som kuratering i real-time Indbygget i Anderson´s og Scoble´s beskrivelser ligger en solid kerne af kildearbejde: Hvem kan vi stole på, og hvem har det mest interessante at sige? Som et naturligt element i kuratering vil antallet af kilder blive mangedoblet set i forhold til traditionelt journalistisk arbejde.

Og når arbejdet så kompliceres yderligere i takt med, at det i stigende grad foregår tæt på real-time, altså mens tingene sker, så har man et særdeles vanskeligt og krævende job foran sig.

En af de journalister, der i de senere år har bragt sig selv i fokus med den type arbejde, er Andy Carvin hos National Public Radio, NPR, i USA, kendt som personen, der ”tweetede revolutionerne” i Tunesien, Egypten og Libyen. Under krigen i Libyen tweetede han hele 1200 gange i løbet af 48 timer i september 2011.

Carvin forklarer, at han altid tager udgangspunkt i folk, han kender og har mødt i virkeligheden. Men det rækker sjældent hele vejen. Så holder han øje med deres onlineaktivitet, vurderer, om de har en tendens til at overdrive eller fremhæve sig selv på en utroværdig måde.

Typisk har disse kilder kunnet bidrage med øjenvidneskildringer fra forskellige vinkler i begivenhedernes centrum. Andy Carvin fortæller om, da han selv var på Tahrir-pladsen i Cairo, hvor politiet angreb, og flere hundrede mennesker blev såret. Han kunne se, hvad der foregik lige foran ham. Men havde ingen idé om den større sammenhæng. ”I could smell it, see it, feel it, hear it, but I didn´t know what was truly going on, whereas 57

when I was using social media I felt I had a better sense of what was happening on the ground.”

Carvin knytter ikke kun øjenvidnekilder til sig, men udvikler også et netværk af folk, der hjælper med at få identificeret steder og andre fakta. Han bliver på den måde centrum i et gigantisk netværk af personer, som på hver deres måde hjælper med at få beskrevet begivenhederne så præcist som muligt.

Selvom også især YouTube, Flickr og Facebook har stor betydning, er det Twitter, der som oftest har været omdrejningspunktet i Andy Carvins arbejde.

Han nævner især brugen af hashtags som #egypt som meget nyttige til at samle information om, hvad der sker – men kun indledningsvis til at få identificeret de mest centrale og velplacerede kilder og bibragt kontekst. Når først disse hashtags bliver for meget benyttede, taber de værdi, forklarer Carvin.

Hans job er blevet kaldt en ”Twitter DJ”, hvilket han ikke er helt uenig i: ”I receive information from all sorts of people, try to keep up with it and mix those beats in a way that´s useful to people. You can´t necessarily dance to it, but hopefully you can learn from it.”

2013 blev året, hvor liveblogging blev en central del af valgdækningen på de danske lokalmedier. I byer som Roskilde, Esbjerg, Assens, Holstebro, Vejle, Billund og Fredericia blev valgaftenen og det efterfølgende døgns intensive politiske forhandlinger dækket nærmest minut for minut.

Lokaljournalister fulgte og dækkede ikke alene slagets gang, hvor de var, som regel på byens rådhus, men fulgte også med på andre hjemmesider, på sociale medier og holdt desuden øje med indkommende kommentarer fra læserne.

Nye oplysninger, kommentarer eller analyser fra andre hjemmesider, fra Twitter, Facebook eller blogs, blev hentet ind i strømmen af opdateringer fra journalisten selv – alt sammen publiceret på livebloggen, der er en kronologisk publiceringsform, hvor websiden automatisk opdateres med det sidste nye indhold, uden at brugeren behøver at foretage sig noget.

Journalisten blev altså her en slags DJ, som 58

Andy Carvin beskrev det, der mikser indholdet for brugeren på den mest relevante og opdaterede måde.

Nogle journalister brugte liveblogging-værktøjer som ScribbleLive eller Cover It Live, mens eksempelvis Vejle Amts Folkeblad brugte Twitter, hvor strømmen blev skabt via hashtags som #vejlepol eller #billundpol. Hashtags, som også andre brugere i løbet af aftenen valgte at bruge.

Begivenheder med betydeligt element af løbende nyhedsstrøm vil i stigende grad blive dækket på denne måde – hvor journalisten ikke alene udgiver egen journalistik i form af obervationer, interviews og analyser, men også supplerer med input fra andre aktører såsom journalister, kilder og brugere på hjemmesider og sociale medier.

Denne her-og-nu-dækning kan give brugeren et mangefacetteret og opdateret overblik over udviklingen, men kræver et betydeligt overblik og journalistisk overskud til udvælgelse og verificering af det pågældende indhold ”udefra”.

Mediehusenes fremtidige journalistfunktion kan tvunget af omstændighederne i høj grad blive baseret på kuratering af indhold skabt af andre? Hvor nyhederne publiceres direkte af sygehuset, skolen, politiet og lokale virksomheder og så herefter fremhæves, indrammes, linkes til af det lokale mediehus, hvor de journalistiske ressourcer er stærkt beskåret i forhold til den nuværende situation.

Det mener David Montgomery, tidligere grundlægger af Mecom-imperiet, der blandt andet ejede Berlingske-koncernen i Danmark, og nuværende bestyrelsesformand i den engelske mediegruppe Local World.

Han har i et oplæg om Local World´s fremtidige journalistik beskrevet en verden, hvor en stor del af det lokale indhold produceres af såkaldte ”third party contributors” som de ovennævnte institutioner. Og hvor en del af den journalistiske opgave bliver at tilbyde disse bidragydere attraktive rammer for, at de selv vil og kan producere stoffet.

Journalisten bliver således i betydeligt omfang kurator for en stor del af indholdet ud fra en viden om, hvad der især interesserer det lokale publikum på det pågældende tidspunkt.

Montgomery´s vision omfatter flere andre elementer, men især den her beskrevne del har Peter From Jacobsen

været meget omdiskuteret på det engelske journalistforbunds hjemmeside, hvor der er henvist til talrige eksempler på, hvordan virksomheder og organisationer allerede i dag lykkes med at få lokale medier til at offentliggøre indhold, der ligner rene pressemeddelelser.

Essensen af debatten har været en – ofte velbegrundet – frygt hos journalisterne for, at et mistet greb om publiceringen vil give fri adgang til misinformation og fremme af særinteresser.

Kynikere vil sige, at der er vi allerede forbi.

Der er faktisk fri adgang til at publicere på nettet. Det vigtige spørgsmål er, hvordan journalisten forholder sig til alt det indhold, der publiceres – og forbruges – derude, uden for den journalistiske kvalitetskontrols rækkevidde.

Kuratering bliver uundgåeligt et afgørende element i journalisters arbejde, både i form af iscenesættelse og facilitering af andres arbejde og i funktionen at hjælpe stoffet videre til at få behørig opmærksomhed.

Igen: Do what you do best, and link to the rest!

2.5

Værktøjer: Journalisten som kurator og udgiver ”As a journalist operating online, you are both reporter and publisher, able to curate content both at the article level and that of ‘publication’ – whether that’s a Twitter stream, a Tumblr blog, or a Flipboard magazine”, understreger underviser i onlinejournalistik på Birmingham City University, Paul Bradshaw.

Storify er et af de mest anvendte redskaber til kuratering af indhold fra sociale medier.

Kuratering som journalistisk værdiskabelse

Mange journalister kommer altså i rollen som kurator til også at optræde som en slags redaktør og udgiver.

Det er der taget højde for i mange af de forskellige værktøjer, der er udviklet til kuratering.

Nogle er velegnede til at hente elementer fra sociale medier ind i den enkelte artikel, mens andre kan hjælpe dig med at udgive hele magasiner med artikler inden for et bestemt område.

Til den sidstnævnte kategori hører eksempelvis Flipboard, Zite og Scoop It. Uanset om du producerer en enkelt artikel eller hele magasiner, er stort set alle værktøjer meget enkle at anvende til publicering og distribution: Det er altid utrolig enkelt at publicere på nettet og indbygge på en hjemmeside eller videresende et link via sociale medier.

Burt Herman var en af de første, der så det.

Den tidligere udenrigskorrespondent i Associated Press fik i 2009 et fellowship i journalistik på Stanford University, hvor han gik og tænkte over udviklingen med fremkomsten af sociale medier.

Sammen med Xavier Damman fik han en fondsbevilling til at udvikle Storify, netop med henblik på så let som ingenting at kunne hente elementer fra sociale medier og samle dem i en historie – og i næste øjeblik med et klik udgive historien på nettet.

Storify blev især i USA i de næste par år et meget populært værktøj, så journalister ligefrem kunne sige til hinanden, ”Let´s storify this!”

Siden er der kommet et hav af redskaber til, dels med større fokus på forskellige visuelle præsentationsformer, og dels med særligt henblik på eksempelvis video, fotos eller tweets.

Her kommer et lille udvalg – bare for at illustrere mangfoldigheden.

Til monitorering og overvågning har især to systemer vundet indpas: Via både Tweetdeck og Hootsuite kan du meget let følge bestemte strømme af indhold, for eksempel fra bestemte udgivere eller alt, hvad der bliver publiceret med et bestemt hashtag. Hvis du især vil finde indhold fra sociale medier inden for et bestemt geografisk område, er Geofeedia til gengæld velegnet.

Når det kommer til samling og præsentation, er 59

der et hav af muligheder – med forskellige fordele: Hvis du manuelt vil samle og bruge elementer fra sociale medier i en artikel, er Storify fortsat et godt valg. Hvis du i stedet gerne på en mere automatiseret måde vil vise alt socialt indhold fra for eksempel en bestemt begivenhed uden at skulle tage stilling til de enkelte elementer, er RebelMouse sagen.

Hvis du vil samle og dele links til artikler, så brug Delicious. Hvis det er videomateriale, der er dit hovedfokus, så brug Magnify eller Popcornmaker. Pinterest er til gengæld godt til fotos, og det samme er programmet Hash Gordon. Keepstream har særligt fokus på kuratering af tweets. Og værktøjer som Evernote, Shareist, Mattermap og Pearltrees har forskellige måder at samle og præsentere stof på, som du kan vælge at bruge i forskellige sammenhænge.

Og det var bare en brøkdel af de værktøjer, der er udviklet specielt til kuratering. Alt sammen med det fælles træk, at det er blevet så vældig let at plukke, hvad andre har frembragt – så det er fristende bare at gøre det. Ind imellem går det bare for hurtigt.

Eksempelvis kom Politiken under VM i fodbold til i farten af citere nogle falske Twitterkonti for kommentarer til den meget omtalte situation, hvor fodboldspilleren Luis Suarez bed en modspiller i skulderen. Blandt andet citerede man en fremtrædende træner, Arsene Wenger, for, at Suarez fremover burde spille med mundkurv. Men citatet var altså ikke korrekt.

Efterfølgende udtalte en onlineredaktør på Politiken, at man fremover vil gøre sig mere umage for at verificere sådanne udsagn.

En vigtig del af journalistens arbejde er fortsat verificering, det vil sige dels en undersøgelse af, om indholdet er ikke-manipuleret – eller ”sandt”, om du vil - og dels om det har korrekt kontekst. Altså eksempelvis om et foto faktisk er taget på det sted og tidspunkt, der er angivet.

Også den funktion har skabt nye mediejobs i de sidste par år. Dels er organisationer som eksempelvis Storyful udsprunget af mediernes behov for hjælp til verificering af især stof fra sociale medier. Og dels er der også på dette område nu en masse værktøjer til rådighed, så man selv kan gå i gang med at lege detektiv.

Når det gælder fotos, er det især Google Reverse Image Search eller TinEye, der er i brug.

60

Og hvis man søger bekræftelse på en bestemt persons identitet, kan man få hjælp fra tjenester som Identity, Pipl.com eller WHOIS. Det var en masse name-dropping, først og fremmest for at tegne et billede af et hav af redskaber, som det kan være nærmest umuligt at få et overblik over. Omvendt er de fleste af dem meget enkle at logge på og begynde at bruge.

2.6

Nye elementer i digital værdiskabelse The link economy! Det er det mundrette begreb, debattør og journalistikprofessor Jeff Jarvis har sat på den nye digitale medieorden, som han mener, de færreste medievirksomheder endnu har forstået essensen af. De tror fejlagtigt, at værdien ligger i artikler og nyheder. Men i stedet er det links, der er valutaen i den nye medieøkologi. ”Online, content is valueless if no one sees it: Content that isn´t linked is the tree that fell in the forest no one heard,” skrev Jeff Jarvis i 2008 i en analyse af nyhedsbureuet AP´s forretningsudvikling.

Værdikæden ser anderledes ud i den digitale medieverden, når man sammenligner med den analoge. Indholdsproducenter, såsom dagblade og andre mediehuse, har nu brug for hjælp til at skaffe brugere til artikler, indslag og andre udgivelser.

Heri ligger en betydelig værdiskabelse, som Google, Yahoo, bloggere og andre ”linkere” i virkeligheden burde betales for, mener Jeff Jarvis.

Derfor finder han det paradoksalt, at medievirksomhederne i stedet går til angreb på dem, der linker til deres stof.

Senest (foråret 2014) er en gruppe tyske udgivere med Axel Springer-koncernen i spidsen gået i gang med de indledende øvelser til en retssag mod kurator/aggregator nummer ét, Google, som de mener udnytter deres indhold, via links og citater, til selv at tjene gode penge.

Gruppen forlanger 11% af Google´s indtægter, der kommer ”directly or indirectly from making excerpts from online newspapers and magazines public”, og har foreløbig fået den tyske regerings støtte i form af et ”Leistungschutzrecht”.

Peter From Jacobsen

Jeff Jarvis mener, at mediegruppen ikke alene kæmper mod Google. ”They are fighting the link and thus the essence of the internet”, skriver han på sin blog Buzzmachine.

Han mener ligefrem, at en grund til, at medierne har så store problemer med at udvikle digitale forretningsmodeller, er, at de fastholder, at værdien først og fremmest ligger indbygget i indholdet: ”We have no marketplace and metrics for valuing the creation of an audience for it (now that those functions are unbundled),” skriver han og foreslår, at man i stedet for at kæmpe mod Google burde indlede et forretningsmæssigt partnerskab med organisationen.

I forlængelse af denne argumentation opfordrede Jeff Jarvis allerede i 2008 såvel bloggere som nyhedsmedier til at være omhyggelige med at linke tilbage til de originale kilder til kvalitetsjournalistik, fordi der netop i denne linking ligger en mulighed for producenten til at ”sælge” denne trafik til annoncører.

Danske Medier institutionaliserede i februar 2014 dette princip i et nyt regelsæt for god citatskik: Man bør så vidt muligt ”linke dybt”, det vil sige linke direkte ind til den citerede artikel.

Fagbladet Journalisten undersøgte i foråret 2014, om de danske mediehuse så faktisk også overholder deres egne regler om at linke til originalkilden, når de citerer – og hermed i en vis form kuraterer – andres nyheder.

Og svaret var desværre, at det gør de kun sjældent. Ud af 135 undersøgte artikler indeholdt kun 20 af dem et link til originalkilden, svarende til 15%.

Tankevækkende nok var kun Danmarks Radio forholdsvis flinke til at linke tilbage til originalkilden. DR har ellers været under angreb fra de private mediehuse for at snylte på deres indhold. 17 af de 39 undersøgte artikler indeholdt et link til originalproducenten.

I den anden ende af skalaen havde ikke en eneste af Berlingskes citathistorier et link til producenten. ”Måske er tiden endnu ikke moden til links, der sender brugere over til konkurrenterne”, skriver artiklens forfatter, Lasse Højsgaard.

2.7

Kuratering mellem jura og etik Når noget er blevet så let at gøre – så er det også vældig fristende at gøre det. Eksempelvis viste en dansk dagbladsjournalist i efteråret 2011 på et seminar i København stolt, hvor let det var at fremskaffe et foto af en netop trafikdræbt ung pige. På forældrenes Facebook-profil.

Det var bare at vide, hvordan man kommer ind til en lukket profil via venners åbne profiler. ”Hvis vi kan få fat i det, bruger vi det”, lød det dengang.

Omvendt var og er der fortsat hos kendte og mindre kendte aktører på sociale medier ofte en forventning om, at det udgivne forbliver i den sammenhæng, det er publiceret –fx i en lukket Facebookgruppe.

Clay Shirky beskriver i ”Here Comes Everybody”, hvordan mange ofte forveksler de to udgivelses-modes ’broadcast’ og ’communication’.

Før i tiden var det let at se forskel på formålet med en telefonsamtale og en avisartikel. Den første var kommunikation mellem to personer, hvor den ene først sagde noget, og så sagde den anden noget osv. Den anden var envejskommunikation udgivet til en stor gruppe mennesker, der ikke kendte hinanden.

Men på sociale medier kan en udgivelse i princippet være både kommunikation mellem mennesker, der kender hinanden, og broadcast til en større kreds af personer, der ikke kender hinanden: ”… since we´re so unused to communications media and broadcast media being mixed together, we think that everyone is now broadcasting. This is a mistake”.

Clay Shirky forholder sig her ikke specielt til de etiske perspektiver. Men det bør journalister gøre.

Journalisten fra før, som gjorde en dyd ud af at kunne finde og bruge fotos på Facebook, valgte at betragte alt på Facebook som broadcast, altså stof publiceret for alle, mens billedet af datteren formentlig kun var tænkt præsenteret for de nærmeste.

Det ser ud til, at der i de seneste år gradvist er ved at udvikle sig en større bevidsthed i medi-

Kuratering som journalistisk værdiskabelse

61

erne om, hvad der er hvad – og hvis man er i tvivl, er det nok klogt at spørge kilden, før man bruger det . Akkurat som man også gjorde/gør i den analoge verden, også kaldet virkeligheden.

Her er der så også klare forskelle på de forskellige sociale medier. Twitter bliver normalt betragtet som et rent broadcastmedie, mens tvetydigheden især knytter sig til Facebook – men også til sociale fotosites som Flickr. Video er et kapitel for sig. På YouTube er det klogt også at holde et skarpt øje med anførte rettigheder.

2.8

Kuratering – en kommerciel og samfundsnyttig aktivitet Kuratering er en aktivitet, der er kommet for at blive og gradvist vil blive udviklet mere og mere, både rent teknisk via talrige nye redskaber udviklet til formålet og metodemæssigt, forstået som nye værdiskabende former for samling, bearbejdning og publicering.

Nye medievirksomheder opstår som såkaldte vertikaler, der fokuserer på nicheområder og til gengæld udgiver indhold i højere grad i dybden end i bredden, baseret på et princip, som førnævnte Jeff Jarvis har formuleret: ”Do what you do best, and link to the rest” Altså: Vær klar over, hvor du selv kan skabe indhold af værdi for dine brugere, og vær ellers i øvrigt ikke bleg for at linke til andres indhold – i stedet for absolut at ville skabe alt fra bunden.

Tilsvarende på individniveau vil vi se journalister, der ikke kun skaber egne produkter baseret på traditionelt reporterarbejde, men også overvåger, udvælger og indrammer indhold skabt af andre og hentet fra strømmen på sociale medier og internettet i almindelighed.

Journalister har altid i et vist omfang bygget videre på andres idéer og tilføjet værdi, hvor vi kunne. Sociale og digitale medier gør det bare så meget lettere at henvise tilbage til originalkilder, tydeliggøre tilføjelser og opsummeringer og lade disse nye produktioner indgå i nye indholdsstrømme og samlinger. ”Publish, then filter” er den fundamentale metafor i den digitale medieøkologi. Alle kan udgive.

Og mange gør det. En anden sag er så, hvor publikum kommer fra, og hvor stort det bliver. Det er her, kuratorer bliver centrale mellemmænd i den digitale medieøkologi.

Værdier bliver skabt via produktion af nyt indhold – men der ligger også betydelig værdiskabelse i at samle et publikum.

Set fra et samfundsperspektiv har et vigtigt mål med medierne traditionelt været at holde borgerne informeret om centrale udviklingstræk og være platform for diskussion om vigtige dilemmaer i den forbindelse. Men kan medierne overhovedet det i en informationsstrøm, der er så voldsom, som den vi ser nu? Det vil vise sig – og Clay Shirky får det sidste ord: “It’s not information overload. It’s filter failure.” ■

Det er, hvad Bold.dk (fodbold), Feltet.dk (cykelsport), hbold.dk (håndbold) m.fl. gør – bare inden for nyheder inden for de enkelte sportsgrene.

62

Peter From Jacobsen

3.0

Fra seks sekunder til lange live streams En gennemgang af nye videoformater i kølvandet på ændrede brugsmønstre på håndholdte platforme Af Annegrete Skovbjerg, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Slutningen af 00’erne bar præg af mange profetier om et endeligt gennembrud for onlinevideo. I samme periode har brugen af nye platforme udviklet sig i hastigt tempo, og de ændrede brugsmønstre har medført, at et endnu større gennembrud har ventet om hjørnet.

Siden 2011 har videoafspilning på mobil og tablet været i konstant vækst, men på globalt plan startede 2014 ud med en vækst, der klart oversteg tidligere år. På et år var andelen på de mobile platforme fordoblet, og man kunne med rette tale om et reelt gennembrud. Et gennembrud båret af 1,75 mia. smartphones og et trådløst bredbånd, der kun bliver bedre.

Selvom tv stadig bruges, når vi skal se video i længere tid, overraskes mange indholdsleverandører af, i hvilken grad smartphones bliver brugt til længere videoer. En tredjedel af den tid, som bliver brugt på at se video på de mobile plat-

Den globale vækst i videoafspilning på mobil og tablet er markant i 2014. (Kilde: Ooyalas Global Video Index 2014) Fra seks sekunder til lange live streams

forme, går med indhold, der er længere end 30 minutter.

Tallene for interessen i livevideo ser ud til at være grænseløse og må give indholdsproducenterne grund til overvejelse. Brugerne bruger længere tid på livevideo end video on demand, uanset hvilken platform de har til rådighed.

(Ooyala, Global Video Index Q1 2014).

Udviklingen er gået hurtigere, end de fleste havde forestillet sig og godt skubbet på vej af større båndbredde og bedre dækning generelt.

Vi er ikke længere afhængige af computeren, når vi vil se onlinevideo, vi kan se video, når vi sidder i bussen, venter i køen eller på anden måde er på farten. Det er især muligheden for at se video hvor som helst, der for alvor er i gang med at ændre vores videovaner.

Det traditionelle tv-flow, hvor tv-fladen er bygget op i et indholdsmæssigt forløb, og hvor det samme tilbydes til alle, har fået konkurrence af en anden og meget mere individualiseret tilgang til både indhold og brugssituationer.

Videoudviklingen på de mobile platforme tyder på, at brugerne i stigende grad benytter den platform, der passer til deres brugssituationer.

Undersøgelser viser, at brugerne ikke kun skifter til mobile platforme, når de er på farten, men også benytter dem til at se videoindhold inden for hjemmets fire vægge. Man tager den enhed, der ligger tættest på, ser det indhold, man har lyst til i den rækkefølge, der passer én bedst.

Den øgede adgang til skærme i forskellige størrelser har betydning for brugernes måde at bruge medierne på, og udviklingen af brugsmønstrene på de forskellige platforme bliver nøje fulgt i kampen om brugernes opmærksomhed. I ”Googles Multi-Screen Study” fra 2012 beskrives to måder at interagere med de mange 63

skærme på: Sekventielt og simultant. Den sekventielle brug betyder, at brugerne bevæger sig mellem flere skærme på forskellige tidspunkter i forhold til at få ”løst en opgave”. Den simultane betyder, at brugerne bruger flere skærme på samme tid til relaterede aktiviteter eller aktiviteter, der ikke har nogen sammenhæng. (Google, 2012).

Kendskabet til brugssituationer er afgørende for indholdsleverandører. På tv-siden har det haft afgørende betydning, at indtil flere andre skærme er i kommet i brug sammen med tvflowet. Begrebet ’second screen’ er i den forbindelse opstået, og brugen af skærmene har fuld opmærksomhed, fordi der for medierne både ligger store udfordringer, men også muligheder i, at brugerne netop er aktive på flere skærme på én gang.

3.1

Videoformater under udvikling Tv har i mange år været eneste platform for afvikling af levende billeder, og de indholdsmæssige og formmæssige konventioner, som er vokset ud af flowkanalerne, har naturligt smittet af i de første år med web-tv.

Da onlinevideo havde sit første store gennembrud omkring 2007-2008, og ethvert mediehus med respekt for sig selv lavede de første strategiske satsninger med web-tv, opstod også de første konventioner omkring varighed, placering og sammenhæng med det øvrige indhold.

Begreberne web-tv og onlinevideo bliver i det følgende brugt som fællesbetegnelse for videoindhold på nettet. Meget af indholdet mindede indholdsmæssigt om det, man kunne finde på tv, fordi det var her, de nye indholdsleverandører af levende billeder havde deres referencer fra, og tilmed var flere af dem tidligere ansatte på en tv-redaktion.

Denne ”tv-ficering” af onlinevideo finder man ganske vist stadig, men sideløbende udvikles nye videoformater, der er født til nettet og til de mobile platforme. Sociale videotjenester har skubbet til nye kreative tiltag og eksperimenter med at finde helt nye måder at lave videoindhold på, som også kalder på en mere løbende dialog og kontakt med brugerne.

Det klassiske nyhedsindslag på 90 sekunder 64

er ikke længere det fremherskende. I traditionelt flow-tv eksisterer det stadig, men i det store medieflow er det ikke længere relevant at snakke om et fast format, når det gælder nyheder.

I det hele taget er videoformater ikke længere noget, man kan udtale sig skråsikkert om. Hvor man blot for få år siden mange steder var håndfast i holdningen om, at onlinevideo skulle være så kort som muligt, hvis man ville have brugerne til at interessere sig for sit indhold, ser vi nu en meget mere nuanceret tilgang til eksempelvis længden på videoindslag. Det betyder ikke, at al snak om formater og længde er forstummet, snarere tværtimod, men eksemplerne i det følgende viser, hvor mangfoldigt der arbejdes og eksperimenteres med at lave videoindhold, og at det ikke længere giver mening at snakke om enten kort eller langt, da det mere er et spørgsmål om både og.

Medier, virksomheder og organisationer arbejder intenst på at inddrage video som en del af deres indholdsflow, og området er præget af, at strategier skifter – ikke årligt – men snarere månedligt. Flere projekter og koncepter, som her beskrives, vil uden tvivl være udviklet i nye retninger eller helt opgivet ved rapportens udgivelse, ligesom det kunne have være relevant også at inddrage en række andre eksempler fra ind- og udland. Det følgende skal betragtes som et nedslag i de mange tiltag og projekter, som bliver iværksat og afprøvet, hvor video er et centralt element. Der er tale om en palet af eksempler mere end en systematisk gennemgang.

3.2

De korte videoformater I takt med udviklingen af platforme har video som udtryksform fået en central plads i strømmen af socialt indhold. YouTube og Facebook er nogle af de efterhånden gamle og velkendte, men med tjenester som Instagram, Vine, Snapchat og Tout har brugerne fået nye platforme til rådighed til at formidle og kommunikere med korte videoklip. De levende billeders svar på Twitter – microvideo – er født direkte ind i de sociale platforme og er kendetegnet ved at være meget korte og lynhurtigt publiceret.

Annegrete Skovbjerg

Eksempler på sociale og mobile videoplatforme (medio 2014) Vine Tjenesten er ejet af Twitter og er siden juni 2012 kommet op på 40.000.000 brugere.

Vine videoer er op til 6 sekunder lange eller 180 frames. Det sidste er ikke uvæsentligt, da man ser mange Vine videoer, som bygger på stop motion teknik. Det kan fx være animerede videoer, hvor man flytter ting rundt og tager et billede, hver gang noget flyttes, ligesom de velkendte modellervoksfilm.

Ellers kan vines laves direkte på appen med mulighed for at redigere i klippene.

Den gennemsnitlige seertid for Vine-videoer er 18 sekunder, hvilket skyldes, at den går i loop. Brugerne ser således videoen tre gange. Det er muligt at tilføje tekst og hashtags til videoen, ligesom man kan føje den til en temakanal.

Kendetegnet for succesfulde Vines er humor, overraskelse og personlighed.

Snapchat Snapchat er den mystiske kanal blandt de visuelle, sociale platforme, ikke mindst pga. indholdets flygtighed. Tjenesten har eksisteret siden juli 2011 og blev lanceret som et sted, hvor man kunne ”dele skøre selfies og sjove fotos med sine venner.”

Tjenesten har været noget af en udfordring for indholdsleverandører, som gerne vil eksperimentere med at nå ud til den meget unge målgruppe bestående af 13-25-årige med en klar overvægt af kvinder.

Der sendes 400.000.000 beskeder om dagen, og platformen er kendetegnet ved at have engagerede brugere, der kommunikerer meget, så umiddelbart er det en attraktiv platform til at nå brugere med indhold.

Udfordringen ligger blandt andet i, at Snapchat fungerer mere lukket end eksempelvis Instagram, fordi beskederne i langt overvejende grad går til én modtager.

I slutningen af 2013 dukkede ’Snapchat Stories’ op, som blev interessant for indholdsproducenter, fordi de fik mulighed for at samle videoer og fotos i et album, som først

Fra seks sekunder til lange live streams

forsvinder efter 24 timer i modsætning til de almindelige Snapchats, der er væk med det samme, når de er set.

I udgangspunktet er der begrænsede muligheder for at lave kontekst omkring indholdet – 30 karakterer eller en femtedel tweet er, hvad man har til rådighed ud over selve videoen. Man har dog mulighed for at lægge et tegnet lag oven på videoen.

Instagram Med mere end 150.000.000 aktive månedlige brugere er Facebook-ejede Instagram en attraktiv platform for medier, virksomheder og organisationer til at komme i kontakt med brugerne.

Instagram blev fra starten brugt til at dele fotos, og muligheden for at dele video har eksisteret siden 2013, og brugerne tog straks denne mulighed til sig. Inden for de første otte timer havde de delt, hvad der svarer til et års afspilning. Videoer kan være op til 15 sekunder lange, og der kan sættes beskrivelser ind sammen med videoen, som sammen med hashtags og mulighed for at indsætte links uddyber videoindholdet. Det er muligt at sætte klip sammen i appen og lægge filtre på, men mange bruger andre apps til eksempelvis at lægge tekst på videoen.

Tout Tjenesten afviger en del fra de tre andre, fordi den især henvender sig til nyheds-, sports- og underholdningsmedier, som ønsker at producere og distribuere korte videoopdateringer som en del af deres nyhedsdækning.

Tout-videoer er som udgangspunkt 30 sekunder lange, men det har været muligt for medier, som indgår partnerskab med tjenesten, at få aftale om eksempelvis 45 sekunder. Tout ønsker at få fat i den del af medieindustrien, som er helt bevidst om værdien af video for deres forretning, men som også har fundet store tekniske og økonomiske udfordringer i at få video til at fungere som en del af deres indholdsflow.

65

Længden varierer fra helt ned til seks sekunders videoer med tjenesten Vine og over til de lidt længere videoer på 15 og 30 sekunder hos Instagram og Tout.

Brugerne af disse platforme er en stor udfordring for de traditionelle medier og indholdsleverandører, fordi de ikke bruger traditionelle medier på samme måde som de ældre målgrupper, der ikke er født ind i en onlinevirkelighed.

Ikke desto mindre er det afgørende, at indholdsleverandørerne ikke taber kontakten med denne gruppe, eftersom de udgør fremtidens mediebrugere. Millenium-generationen er en af betegnelserne for den største generation nogensinde, nemlig dem, der er født mellem 1980-2000.

Beregninger viser, at i 2025 vil 75 procent af arbejdsstyrken globalt bestå af denne generation. Allerede nu er købekraften svimlende, de er vokset op med onlinemedier og bliver mere aktive på mobile platforme. De er repræsentanter for et markant skift i måden at kommunikere på, og over halvdelen er kun offline en time eller mindre om dagen.

De er meget visuelle, kan godt lide video og deler i stor stil. Hvis traditionelle medier skal have kontakt med Millenium-generationen, er de nødt til at agere i forhold til dette ændrede mediebrug.

kræfter at lægge arm med de helt korte videorelationsmedier som Vine, Instagram og den meget flygtige platform Snapchat.

Vine adskiller sig fra mange af de øvrige sociale tjenester, fordi den ikke er kendetegnet ved, at man følger sine venner eller kendte personer. På Vine følger man dem, der laver gode ’vines’, og da populære ’vines’ er kendetegnet ved personlighed, humor og overraskelse, er det ikke enkelt for nyhedsmedierne at optræde med en professionel stemme. Et relevant spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at lave nyheder på seks sekunder?

Hos Vine-folkene selv synes svaret at være ja.

I efteråret 2013 afviklede Twitters wewyorkerkontor en event, ”Vine Journalism Awards”, hvor man uddelte statuetter i en række journalistiske kategorier, nærmest som en insisteren på, at dette forholdsvis nye og meget korte videoformat har relevans for nyhedsmedierne, og at der er plads til at indtage en professionel rolle i dette univers. Vinderne af Vine-prisen stillede op inden for kategorierne: ’Sport’, ’Breaking News’, ’Behind the scenes’, ’Inspirational’.

Den største udfordring ved at lave en karakteristik af de sociale videotjenester er det tempo, som nye tjenester med nye muligheder dukker op og afløser de eksisterende med. Det i sig selv gør det til en stor udfordring for kommunikatører og mediehuse, som er i fuld gang med at afsøge, hvordan de kan bruge platformene til en del af deres indholdsflow og til at komme i tættere kontakt med de yngre brugere. Der eksperimenteres og afprøves med mere eller mindre meningsfyldt videoindhold for at få en synlig plads i det sociale medielandskab.

Om de eksisterende tjenester findes om et år eller er afløst af andre er usikkert. Det eneste sikre er, at mobilt og socialt ser ud til fortsat at blive afgørende for fremtidens nyhedsbrug, og at video er en helt afgørende udtryksform på disse platforme.

De prisvindende indslag kan med sikkerhed diskuteres, både hvad angår indhold og originalitet, men begivenheden viser meget rammende, at der eksperimenteres ihærdigt med at finde meningsfulde nyhedsbidder i en form, der passer til de mobile og sociale, og som har en chance for at blive delt og få et liv i det sociale medieflow.

Større virksomheder har ligeledes forsøgt at finde nøglen til mange Likes og ’revines’, som er indikatorerne på en succesfuld ’vine’. Det er ifølge Richard Beer, kreativ direktør ved det kreative bureau Don´t Panic, som i juni 2014 talte ved en innovationskonference for magasinudgivere i London. Han kunne vise et eksempel på en velproduceret ’vine’ fra Volkswagen, som havde opnået 15 Likes og 4 ’revines’, tal, der ligger langt fra de op mod 300.000 Likes og 100.000 ’revines’, som en ukendt teenager fra North Carolina, den mest populære ’viner’, opnår med nogle af sine vines. Richard Beer gav en række råd til udgivere, der ønsker at bruge Vine som platform (Read, 2014):

Ultrakort video til de mobile og sociale Det giver en række udfordringer for indholdsleverandørerne og stiller store krav til innovative

1. Lyt til, lær af og samarbejd med populære ’vinere’ 2. Humor eller overraskelse er vigtigt

66

Annegrete Skovbjerg

3. Vær spontan og hurtig – ’vines’ har kort levetid 4. Sigt lavt – undgå høje produktionsomkostninger 5. Vær åben for nye idéer Ifølge Beer er Vine en platform, som de fleste udgivere ikke umiddelbart ønsker at rette blikket mod, men det kan være en risikabel strategi med en platform, der har mere end 40.000.000 brugere, og som har været i eksplosiv vækst blandt især de 16-19-årige.

Videonyheder på 15 sekunder Instagram er i modsætning til Vine startet op med fotos som bærende udtryksform og er således startet et helt andet sted, fordi et Instagram-feed kan bestå af både fotos og 15 sekunders videoer. Platformen er desuden kendetegnet ved at være sofistikeret med communities, projekter og brug af hashtags.

Med over dobbelt så lang afspilningstid, som Vine tilbyder, har Instagram siden lanceringen af videotjenesten fået godt fat i brugerne. Formmæssigt og indholdsmæssigt bliver der eksperimenteret meget med at få skabt kreative 15sekunders videoer. Det er alt fra 15 sekunders ’cooking class’ fra Jamie Oliver og mindre kendte kokke til musikere, kunstnere, sportsfolk og journalister, som lægger videoindhold ud på platformen.

Formmæssigt eksperimenteres med timelapse, hvor videoen i realiteten består af en række stillbilleder taget over længere tid, stop motion videoer og mere traditionelt producerede videoindslag.

På samme måde er mediehusene i fuld gang med at undersøge og eksperimentere med, hvordan de kan få nyhedsindslag ud til brugerne, og hvordan de form- og indholdsmæssigt kan lave indslag på en meningsfuld måde.

Indholdsstrømmen på Instagram er et mix af fotos og video, hvilket gør det mere enkelt for nyhedsmedier at lave et kontinuerligt indholdsflow, hvor ikke alt skal præsenteres som video.

BBC er en af de traditionelle broadcastvirksomheder, der siden starten af 2014 har lagt nyhedsindslag på Instagram, og ifølge Chris Hamilton, social media editor for BBC News, er det en attraktiv platform for BBC:

Fra seks sekunder til lange live streams

Der bliver gjort brug af links, hashtags og supplerende tekst, når BBC udsender nyhedsbidder ud på Instagram. Videoen suppleres af et tekstlag, så man ikke er afhængig af lyden.

”It´s mobile, it's very visual, starting with stills and moving into video more recently, video is becoming an ever more important part of the way people are consuming information and sharing content, and of course the ability to be able to comment and engage, to like and share is all part of it as well. That combination of factors does make it an attractive place for people to go and for us to be there and trying out new experiments.” (Bartlett, Rachel, 2014) Projektet startede i BBC’s Video Innovation Lab og uden at der blev gjort en masse PR ud af projektet. Det skulle løbes i gang med en række 67

formmæssige eksperimenter og udvikles i forhold til brugernes modtagelse.

Indslagene bestod i begyndelsen af videoklip sammen med baggrundsmusik og tydelig hvid tekst i versaler og dermed ingen speak eller forklaring på lydsiden. Man skulle på den måde kunne få det fulde udbytte af indslaget uden lyd, som i nogle brugssituationer kunne være en fordel. Siden er formen ændret, så nogle indslag rummer reallyd og tale, men stadig med de meget tydelige tekster, som også bliver brugt af andre medier på Instagram.

BBC er blot en af mange traditionelle medievirksomheder, som bruger den sociale nyhedsstrøm til nyhedsformidling og til at få kontakt

En meget enkel illustration med lyden af tre skud udgjorde seks sekunders-nyheden om protester i Venezuela i februar 2014.

68

med de brugere, som public-service-kanalen har svært ved at nå på de traditionelle platforme. Inspirationen til anvendelse af platformen kan uden tvivl findes hos medievirksomheden NowThis.

NowThis – et medie skabt til de sociale og mobile Under stor bevågenhed dukkede en ny startupvirksomhed frem i 2012 med et koncept for videonyheder, der på mange måder så ud til at blive en banebrydende ny måde at drive en medievirksomhed på. NowThisNews, verdens første mobile-sociale nyhedsmedie, havde ikke en fortid som tv-station, avis eller netmedie at videreudvikle fra. Virksomheden blev i udgangspunktet udviklet til at nå ud til brugerne, hvor de er, nemlig på de mobile platforme med autentisk og platformsspecifik video – meget kort video. I juli 2014 relancerede medievirksomheden med nyt navn, hvor ”News” blev fjernet for at åbne op for andet indhold end nyheder.

Den grundlæggende præmis for den nye medievirksomhed var ifølge grundlæggerne, hvor i blandt flere havde en fortid på Huffington Post: ”Time is eating into the time people otherwise spend watching TV, the old cable and evening news formats just don´t work. On top of that, news spread in a different way – through social networks like Facebook and on Twitter”. (O´Donovan, 2014).

Overordnet handlede det altså om at komme derud, hvor brugerne er, når de ikke længere sidder foran tv-skærmen, og derud er lig med sociale medier, i hvert fald når det som hos NowThis er Millenium-generationen, man henvender sig til.

I praksis betød det ved opstarten, at videonyheder skulle holdes korte og ud på mediets egen app og på platforme som Facebook og Twitter. Eftersom udviklingen af nye videotjenester på sociale platforme også gik stærkt under opstarten af NowThis, måtte man tilpasse nye videoformater til de nye tjenester, fordi brugerne begyndte at være på disse platforme, når de var på mobilen. Tre ud af de fem tjenester, som man leverede originalt indhold til, eksisterede først i løbet af det første år efter virksomhedens opstart. Et vilkår, som er uomgængeligt, når man vil operere hos de mobile og sociale, men som får betydning, når man som hos Annegrete Skovbjerg

NowThis går efter, at indholdet skal være unikt og skræddersyet til hver enkelt platform, så det passer til målgruppen, og det skal være tilpasset og have et visuelt look, som passer til platformen.

Unikt indhold til fem sociale platforme Et nedslag i, hvordan NowThis har brugt de fem platforme, som har været aktuelle det første år, tjener udelukkende som en illustration af, hvad det konkret betyder, når man vil lave platformsspecifikt indhold til de mobile og sociale brugere. De fem platforme er Twitter, Facebook, Vine, Snapchat og Instagram: (O´Keefe, 2014).

Vine: De ultrakorte videoer laves med et meget enkelt udtryk. Gerne med brug af stop motionteknik. Sammen med videoen ligger en kort tekst, som sætter videoen i en kontekst.

NowThis eksperimenterer meget med Vine, men må samtidig konstatere, at det er et meget ungt medie, som er under udvikling, og det er endnu for tidligt at sige, om nyheder kan eksistere på platformen.

nogle krav til, hvordan man bliver en af dem, brugerne gerne vil kende. Man skal adskille sig fra mængden.

NowThis laver forskellige typer tweets: a) En visuel fortolkning af en historie b) Et tweet, som indeholder en Vine c) Et tweet, der indeholder 20 sekunders rå video 4) ’cross engaging’ til de andre platforme.

Platformen bliver brugt til at være til stede i realtid og være en del af konversationen. Det gør ikke noget, at udenforstående ikke ved, hvad man skriver om, for det gør brugerne på Twitter, og det er dem, man er interesseret i at nå.

Facebook: Her er en velkendt tjeneste, som har enorm betydning på grund af dens udbredelse, og at mange bruger den flere gange om dagen.

Her skal man henvende sig på en anden måde

Instagram: NowThis har fundet en form på Instagram, som BBC og andre medier også har taget til sig. Nøglen til at få nyhederne til at fungere på Instagram er, at man ikke skal fortælle hele historien, men kun en del af den. Det vigtige er netop ikke, at man får fortalt hele historien, men at man overhovedet får fat i dem, der ikke ser tv, som primært er på mobilen og i øvrigt bruger tjenester som Netflix.

Snapchat: Her udnyttes muligheden for at lave ’stories’, som ligger i 24 timer. Det kan eksempelvis være i form af forskellige tegninger, der beskriver konflikten mellem Rusland og Ukraine, fortalt på 60-80 sekunder. En meget simpel udgave af historien, men et forsøg på at nå et publikum, som ellers aldrig ville komme i nærheden af den på andre platforme.

Erfaringen er, at brugerne, som primært er 1320 år og kvinder, er ekstremt engagerede og meget ivrige efter at kommunikere.

Twitter: Kendskabet er meget større til denne platform, hvor brugerne har en meget mere blandet profil og hvor 75 procent bruger mobilen. Her følger folk dem, de gerne vil kende, fremfor dem de i forvejen kender, og det stiller Fra seks sekunder til lange live streams

Sådan så en nyhed om maskerede russiske tropper i Ukraine ud, da NowThis sendte den ud til brugerne på Snapchat.

69

til brugerne, fordi de bruger Facebook på en anden måde end de andre platforme. Her er nogle af nøgleordene: Inspiration, glæde, det komplekse skal gøres enkelt.

Her behøver man ikke nødvendigvis at være, mens tingene sker. Facebook bliver brugt til lidt længere indslag med baggrund og mere kontekst. Her er det ikke real-time, der er afgørende, men mere at historien bliver fortalt mere sammenhængende. Videoerne her kan være mere forklarende og flere minutter lange.

3.3

Videokonventioner for de sociale og mobile platforme Da fhv. chefredaktør Ed O´Keefe videregav erfaringer fra det første år hos NowThis til flere hundrede repræsentanter fra magasinpressen ved en konference i Berlin i marts 2014, havde han følgende råd til publicister, som ønsker at gøre sig gældende med video på sociale platforme:

To vigtige spørgsmål at stille sig selv, før man sender videoindhold ud til de sociale og mobile: 1) Kan det deles?

2) Ville du se det på en mobil platform?

Dertil kom nogle konventioner, som er i fuld gang med at udvikles, og som afviger fra nyhedsflowet på de traditionelle platforme: • Vær platformsspecifik: Man skal være tro over for den platform, man forsøger at kommunikere på, og indholdet skal have et visuelt udtryk, som matcher den platform, man forsøger at kommunikere på. Man kan altså ikke bare kopiere indhold fra den ene platform til den anden.

• Se eller læse: Nyhederne skulle kunne ses og læses uden lyd for at imødekomme brugssituationer, hvor lyd på mobilen ikke er en mulighed. Det er den form, BBC senere brugte på sin Instagram-kanal.

Videoplatform som forandringsværktøj Wall Street Journal er en af de amerikanske medievirksomheder, der har brugt videoplatformen Tout som et redskab til at skabe en forandringsproces, hvor 1800 journalister og redaktører skulle gøres i stand til at levere videoklip ind til redaktionen. WSJ har indgået partnerskab med Tout og bruger platformen til at lade journalisterne, hvor de befinder sig i verden, optage op til 45 sekunders video og uploade den direkte til WSJ’s WorldStream blog på nettet og samtidig til en mobil videoplatform.

Tout adskiller sig på mange punkter fra de øvrige tjenester ved i udgangspunkter at være skabt til indholdsproducenter og imødekomme deres behov for at arbejde med onlinevideo på en måde, der mindst muligt udfordrer på tekniksiden, og som samtidig gør det lettere at koble annoncering på videoerne. Samtidig skal videoerne både kunne vises mobilt via en app og på mediets website som en integreret del af det øvrige indhold.

70

WorldStream er først og fremmest tænkt som et internt redaktionelt værktøj, som WSJ har valgt at gøre offentligt. Man har ønsket at lave en strømlinet proces for videoproduktion, hvor teknikken ikke måtte være barrieren for, at journalister leverede videoklip.

Når videoen er optaget og oploadet, skal journalisterne ikke længere tænke på den, men kan gå videre til noget andet.

Det narrative flow på WorldStream er erstattet af et flow, der indholdsmæssigt og formmæssigt peger i mange forskellige retninger, netop fordi den enkelte journalist selv bestemmer form og indhold.

Når WSJ samtidig har valgt at lade videostrømmen være offentlig, er det ifølge Liz Heron, chef for ’social media and engagement’, for at give brugerne mulighed for at følge journalisterne i deres arbejde: ”Journalists have access to places that not everybody does and this is a way to really show and not only tell what we are seeing.”

(Marshall, 2012).

Annegrete Skovbjerg

• Vær autentisk, overraskende, sjov, improviserende: Der er ikke noget mere kraftfuldt til den mobile/sociale generation end autenticitet.

• Ødelæg slutningen: De sociale og mobile er vant til at få det, de søger, når de ønsker det, og i den form de ønsker, og derfor skal det bedste indhold ligge helt oppe i starten af videoen, inden for de første fire-fem sekunder.

• Væk med alle grafikker og illustrationer: Brugerne er optaget af indhold, der præsenteres naturligt og uden unødig ornamentering og større setups, som man kender fra tv • Ingen distance til historiens nerve: Objektivitet er en dyd i traditionelle medier, men kan virke hæmmende i forhold til at engagere brugerne i historien. De forventer mere personlighed og kant, som er en svær balancegang for en traditionel journalist.

Strategien hos NowThis er ændret flere gange i den korte tid, medievirksomheden har eksisteret. Fra i starten at have meget fokus på egenproduceret indhold til sociale platforme – eksempelvis med ansættelse af en ’Vine VJ’ - er man i højere grad gået over til at formatere indhold fra andre kanaler.

Flere af de ledende medarbejdere er skiftet til andre medier som CNN, NBC og Mashable, og om det skyldes den ændrede strategi eller det mere er udtryk for, at en startup-viden om publicering på sociale platforme er attraktiv for de fleste medievirksomheder, er uvist, men flere af dem har ikke lagt skjul på, at en ansættelse hos NowThis har givet nye muligheder. (O´Donovan, 2014).

3.4

Videostrategier i en ny fase De fleste traditionelle indholdsleverandører er i modsætning til en start-up virksomhed som NowThis forankret i en kultur, der ikke er født ind i en digital virkelighed med smartphones, sociale medier og brugerinvolvering. Her er den primære målgruppe ikke nødvendigvis Millenium-generationen, men behovet for udvikling Fra seks sekunder til lange live streams

af digitale strategier er stadig presserende, og som en del af det ligger udfordringen med at få video til at spille en mere central rolle i indholdsflowet. Det drejer sig ikke kun om de ultrakorte formater på sociale platforme, men om at video skal gøres til et vigtigt element i den journalistiske formidling – også på eget website.

Mange steder er de traditionelle publicister i de seneste år gået ind i en nye fase med deres digitale strategier, herunder også med web-tv.

Det gælder også herhjemme, hvor mange medier siden slutningen af 2000’erne har været lidt famlende i forhold til at udvikle onlinevideo i nye retninger, og hvor der har været en tendens til at flytte en tv-tradition over på nye platforme. Perioden har været præget af en vis usikkerhed om, hvad man skulle lave af web-tv, og hvordan det kunne indgå sammen med det øvrige indhold.

De nye digitale abonnementssystemer, som mange medier har indført, har givet anledning til, at man også på videoområdet lægger en tydeligere strategi for, hvad brugerne skal tilbydes som en del af det digitale abonnement.

Politiken er et illustrativt dansk eksempel på, hvad den digitale strategi har betydet for videosatsningen, og hvordan der bliver arbejdet med at finde frem til nogle indholdsformater, som ligger i forlængelse af strategien. Lars Grarup, Politikens digitale chefredaktør, fortalte ved en konference på DMJX i juni 2014 om Politikens aktuelle planer med web-tv: Politikens digitale abonnementssystem medfører, at alt indhold skal laves, så man kan tage penge for det, og det gælder også video. På Politiken er man holdt op med at tro på, at fællesstof fra bureauerne holder i en digital fremtid.

Det betyder i praksis, at det bliver det unikke og kvalitative, der skal tegne web-tv-satsningen, mens videoklip fra bureauerne af eksempelvis bævere på vandski, som ganske vist gav mange klik, men var fællesstof, ikke længere har en plads på politiken.dk.

Politikens strategiske satsning og relancering af web-tv er indtil videre planlagt for 2014 og 2015 og signalerer, at video fremadrettet skal vægtes meget højere og integreres mere med resten af indholdet: 71

I video-indslagene ”100 skridt med ...” er en del af konceptet, at brugerne øverst i venstre hjørne kan følge med i, hvor langt man er i interviewet.

• Nyt indhold – Før var strategien kvantitet, klik, bannervisninger og ’prerolls’. Så meget trafik som muligt. Ny strategi er kvalitet, der skal støtte op om abonnementet, bedre brugeroplevelse, fokus på publicistiske kerneområder: Politik, kultur, debat og forbrug.

• Ny brugeroplevelse – før lå web-tv som en afgrænset sektion med egen visualitet, begrænset integration med resten af sitet til at være dybt integreret de relevante steder på sitet og forbedret player, som også fungerer mobilt.

• Ny bemanding – før to journalister og en praktikant, som dækkede hele værdikæden.

Nu er web-tv etableret som en produktionsenhed, der servicerer hele redaktionen og er en integreret del af Politikens redaktionelle arbejdsgang. Produktionsteamet skal hjælpe journalister med at producere web-tv, så alle 180 journalister i princippet er i stand til at lave web-tv. Mediehusets fotografer har fået efteruddannelse i at lave video, så de også kan producere web-tv.

Konceptualisering af videoindsatsen Politiken vil på indholdssiden arbejde med en række klart definerede formater, som er genkendelige for brugerne, og som er styret tidsmæssigt, som vi har set på de sociale videotjenester, eller mere tematiske.

Konceptualiseringen af videosatsningen skal gøre det mere enkelt for brugerne at vide, hvad de kan forvente af indholdet – både i forhold til længde og kvalitet.

Blandt de tiltag, som mediehuset arbejder med, skitseres følgende formater:

• Ny teknik – før tre kameraer og et lokale på en gang afsondret fra resten af redaktionen til nyt studie beliggende helt centralt i redaktionen som signal om, at der bliver sat fokus på tv-produktionen, og alle kan se, når der bliver lavet optagelser. Desuden indgår nu otte kameraer, live-rygsæk, link til Pressen, Boghallen, Christiansborg.

72

100 skridt med ….

Politikens journalist Nils Thorsen interviewer en aktuel person over et forløb på 100 skridt. Journalist og interviewperson går af sted, mens nedtællingen af skridt ses på skærmen, og interviewpersonen besvarer spørgsmålet. Indslaget slutter ved skridt nr. 100.

Annegrete Skovbjerg

60 skarpe sekunder Her bruger man den meget anvendte how-togenre, der går ud på at vise brugerne, hvordan man gør en bestemt ting, som fx at skære en steg op, fjerne mos i græsset etc. Genren er meget populær - hos indholdsleverandørerne, fordi den kan være meget billig at producere, og hos brugerne, fordi de får løst et problem eller ny praktisk viden. Formatet er desuden attraktivt, fordi det har mulighed for en lang levetid på nettet.

Politiken Minuttet Et format, som mange nyhedsmedier benytter sig af, og som Politiken har taget fra New York Times. Hver morgen omkring kl. 6 samles de tre vigtigste nyheder på 60 sekunder, så brugerne kan få et hurtigt overblik over nyhedsdøgnet.

De tre eksempler er ikke hverken banebrydende eller unikke, men de illustrerer, hvordan der bliver arbejdet med onlinevideo i faste og korte former – også uden for de sociale videotjenester. Sociale medier er stadig en vigtig del af strategien hos medier som Politiken, men mere som distributionskanaler, hvor formålet er at få gjort brugerne interesserede og øge kendskabet

til indholdet på Politiken.dk. Indholdet hører til hos mediet og udgør en del af det samlede digitale indhold, som er en del af abonnementet.

Det er ikke kun på de korte formater, der eksperimenteres med koncepter, som er målrettet de nye brugssituationer. Også på de længere indslag og programmer afprøves nye måder at lave vedkommende videoindhold, der bryder med tv-traditioner, både indholdsmæssigt og formmæssigt.

Politiken satser fremadrettet på unikt videoindhold med nogle af mediehusets journalistiske profiler. Det kan fx være ”Lykkeberg mod verden” (Rune Lykkebergs kommentar til aktuelle problemstillinger) eller ”Københavneriet” (Henrik Westerberg rapporterer fra byens natteliv).

I løbet af 2015 vil Politiken desuden satse mere på live streams, både fra egne arrangementer i Boghallen eller Pressen (foredragssal) og senere med produktion af livevideo med brugerinteraktion via Skype eller Google Hangout. ”Live streams giver vores brugere mulighed for at være med, når Bo Lidegaard eksempelvis inter-

Dokumentar i bidder Et andet dansk eksempel på lanceringen af et nyt videokoncept er Ekstra Bladets SnapDocs, som markedsføres som ”Afslørende dokumentarer – når du har tid”. Ekstra Bladet lancerede SnapDocs i efteråret 2013 sammen med en række andre nye videokoncepter inden for sport, politik, kultur og kendisstoffet. De mange nye koncepter var resultatet af en markant satsning på tv-området, som Ekstra Bladet i forvejen har udviklet på de senere år.

Med SnapDocs har Ekstra Bladet forsøgt at lave en dokumentargenre, hvor indholdet er lavet til web og mobile platforme, og hvor brugerne i modsætning til en dokumentar på tv får dokumentaren serveret i mindre enheder. I hver SnapDoc opereres med 8-10 film en hovedfilm og resten delt op, så eksempel-

Fra seks sekunder til lange live streams

vis konfrontation, baggrund, eksperter og debat ligger i nogle indslag for sig selv. De enkelte film er i udgangspunktet tænkt til at vare ca. ti minutter, men en af dem er 23 minutter lang, og statistikkerne viser, at brugerne hænger på trods længden. (Mistrati, 2014).

Konceptet er tænkt til, at brugerne skal kunne se dokumentarfilmene på farten på deres mobile enheder og er ifølge manden bag, Miki Mistrati, stærkt inspireret af hans egen måde at bruge Netflix på. Alligevel har det overrasket ham, i hvor høj grad filmene bliver set på mobile enheder, og det vil i endnu højere grad få betydning for den måde filmene, produceres på. Visuelt betyder det fx færre totalbilleder og meget lidt brug af grafik, som kan blive for svært at afkode på en smartphone.

73

viewer Madelaine Albright, selvom brugerne sidder i Aarhus eller Aalborg. Vi tror på, at vi kan bruge live streams til at underbygge ’brandet’ på Politiken.dk ved at vise noget, der er så ”Politikensk” og skabt af Politikens profiler. Kodeordet er igen unikt indhold af høj kvalitet, som springer ud af Politikens publicistiske tradition.” (Grarup, 2014).

3.5

Når indholdet bestemmer længden Sideløbende med eksperimenterne og satsningerne på de korte og stramme formater udvikles der i lige så høj grad med videokoncepter på en række andre parametre end længden.

Hvor man for blot få år siden var meget optaget af, at onlinevideo kun måtte være helt kort, fordi brugerne ikke havde tålmodighed til at se mere end højest et par minutter, har det vist sig, at virkeligheden ser helt anderledes ud. Der findes masser af eksempler på, at brugerne også tager rigtig godt imod længere videoindhold og gerne ser det på de små mobilskærme.

Bedre båndbredde er selvfølgelig en grundlæggende forudsætning for, at det overhovedet har være muligt at gøre smartphones og tablets til platforme for længere indhold. Sideløbende er nye videotjenester dukket op som eksempelvis Netflix, der først kom til tablets og efterfølgende til smartphones, og som har banet vejen for, at selv lange spillefilm bliver set på små skærme.

Myten omkring kort video som det foretrukne format har ikke mindst handlet om de unge. En af de medievirksomheder, der for alvor har punkteret denne myte, og som derfor også har været udsat for stor bevågenhed, er Vice, der producerer seriøs videojournalistik i lange formater til Millenium-generationen. Bevågenheden fra andre medievirksomheder skyldes, at Vice ser ud til at have stor succes med at levere seriøst indhold til netop denne attraktive og købekraftige målgruppe, som de fleste andre har svært ved at få fat i. Vice var oprindeligt et magasin for unge, hvor produktion af dokumentarfilm til målgruppen blev en naturlig videreudvikling af indholdet, og efterfølgende er blevet det, Vice er mest kendt for.

Shane Smith, en af grundlæggerne af Vice, 74

slår fast, at det er en stor misforståelse, at unge amerikanere a) ikke er interesseret i politik og b) ikke interesserer sig for resten af verden. Tværtimod mener han ikke, der tidligere har været en generation, som har været mere interesseret.

(Report for Tow Center for Digital Journalism, 2014).

Ser man på YouTube-visninger, hvor Vice har en kanal for dokumentarfilmene, er der intet, der tyder på, at målgruppen flygter fra de længere formater. Tværtimod. Vice har 4.000.000 abonnenter på deres YouTube-kanal, og det er i høj grad de længere dokumentarer, som brugerne efterspørger. Da Vice indgik partnerskab med YouTube, blev de rådet til at fokusere på kortere film, men det skulle vise sig, at brugerne var utilfredse med den taktik og ønskede flere af de længere dokumentarfilm på kanalen.

Mediastorm er et andet eksempel på en medievirksomhed, som har succes med længere videofortællinger. Tidligere var Mediastorm primært kendt for multimediefortællinger, men i dag laver de også længere, seriøse videodokumentarer om vidt forskellige emner som sex trafficking, demens og vold mod kvinder i Indien. Produktionerne er kendetegnet ved meget høj produktionskvalitet og uden nogen dogmer om længde. Længden bestemmes af indholdet, og hvad dette kan bære.

Brian Storm, grundlægger af Mediastorm, mener, at medierne er alt for bundne af nogle konventioner, når det gælder længde, og er styret af, at indhold skal passe ned i nogle slots under hensyn til annoncører og andre omstændigheder, der ikke har med indholdet at gøre, men som betyder, at alt har været underlagt samme længde. Konventionen holder ikke på nettet, hvor indhold ikke behøver at have en bestemt længde, fordi det, man er oppe imod, udelukkende er brugernes opmærksomhed.

Ifølge Brian Storm deler brugerne Mediastorms indhold, og eftersom indholdet ikke er nyhedsrelateret, men mere handler om universelle temaer, kan indholdet blive ved med at være populært i årevis, efter det er publiceret, blive delt igen og igen og dermed have rigtig lang levetid på nettet. Han konstaterer, at produktioner, der er lavet for år tilbage, stadig kan blive set 4-5.000 gange om dagen. (Report for Tow Center for Digital Journalism, 2014).

Annegrete Skovbjerg

VG TV’s livekoncept giver brugerne mulighed for at interagere i direkte sammenhæng med et videolive stream.

Live-video er et satsningsområde Et af de helt store fokusområder for nyhedsmedierne er, hvordan de kan være de først (og bedste) til at give brugerne indhold, mens begivenheder udspilles, hvad enten det er planlagte begivenheder eller hændelsesnyheder.

Det handler ikke kun om at være først men i lige så høj grad om, hvordan man kan fastholde brugerne og give dem andet og mere end selve live-sendingen.

Teknikken til at sende live fra begivenheder var tidligere en bekostelig affære, som kun broadcast-medierne var i besiddelse af. Men mulighederne for hurtigt at kunne sende live ved hændelser er blevet meget billigere og lettere at håndtere, og det har givet mange andre end tv-stationerne mulighed for at lave live transmissioner og indhold, der støtter op om de levende billeder. Live dækning er derfor et strategisk område hos mange medievirksomheder og video er en naturlig del af denne strategi.

Verdens Gang, VG, er et af Norges største mediehuse og en af de medievirksomheder, som har været tidligst i gang med web-tv og som allerede i en årrække har udviklet på deres videokoncepter. Fra 1. januar 2014 valgte den norske medievirksomhed for alvor at satse på VGTV. Fra seks sekunder til lange live streams

Det skete ved at udskille VGTV som et selvstændigt selskab og med planer om i løbet af det første år at fordoble antallet af ansatte. Tvsatsningen er stadig en integreret del af VG Nett, hvor video eksisterer i et mix med andet indhold på VG Nett.

Et af de områder, man ønsker at styrke på VGTV, er livesendinger. Det er ikke et nyt område for VG, som har været banebrydende ved flere begivenheder i deres livedækning, Ved retssagen mod Anders Breivik i 2012 lavede VG en indgang på nettet , hvor livevideo fra retssagen blev vist i samspil med andre indholdstyper: En kolonne med reportager og fotos fra journalister i retslokalet, en kolonne med en tekstudgave af det, der blev sagt, en kolonne med Q&A, hvor brugerne kunne stille spørgsmål, et twitterfeed, så man kunne følge med i, hvad der blev skrevet på Twitter.

Dette koncept har VG udviklet videre på og brugt med succes ved flere begivenheder. I efteråret 2013 havde VG stor succes med deres livedækning af verdensmesterskaberne i skak, og det på trods af, at NRK (Norsk Rikskringkasting) havde rettighederne til at vise mesterskabet, og VG derfor ikke kunne vise noget fra selve turneringen. Man valgte i stedet at lave et 75

livestudie, hvor rammerne var friere til at fylde med andet relevant indhold omkring begivenheden.

VG’s klare strategi er at have meget mere live video og meget gerne flere livesessioner sideløbende. VGTV ser en åbenlys fordel i at kunne livestreame fra flere samtidige begivenheder, som de netop har mulighed for i modsætning til livesendinger i broadcastmedierne, hvor man kun har mulighed for at følge én begivenhed ad gangen.

Hvorfor det kan have stor betydning at kunne levere liveindhold fra flere samtidige hændelser viste sig i statistikkerne, da VG på samme dag sendte liv’ fra to begivenheder: Justin Bieber, der landede i Gardamoen, og hændelsen med Boston-bomberne. Det fremgik tydeligt af statistikken, at brugerne havde flyttet sig mellem de to begivenheder, og at bemærkelsesværdigt mange 13-19-årige piger begyndte at følge med i Boston-historien, mens mænd i 40’erne fulgte med den anden vej. (Oterhals, 2014).

Livevideo fra begivenheder kan være et stærkt indholdsmæssigt trækplaster. Men livesendinger har den indbyggede ulempe, at man ikke kan forudse, hvornår det interessante sker. Det har vi set rigtig mange eksempler på, når tv-stationerne sender live fra en begivenhed, og journalister står og træder sig selv over tæerne, mens de prøver at holde seerne hen.

Det er derfor afgørende for medierne at finde måder at være til stede på, som giver mening for brugerne, og som inddrager dem undervejs.

Livevideo er blevet et fokusområde for indholdsleverandørerne. Der bliver eksperimenteret med liveformen og med at skabe indhold og brugerinvolvering omkring livestreams, der kan afvikles over mange dage. NRK var tidligt ude med at prøve formen af, som også går under betegnelsen ’Slow tv’, da man i 2009 lavede en liveoptagelse af en togtur mellem Oslo og Bergen. Konceptet skabte stor opmærksomhed, og da NRK et par år senere prøvede formen af med en 134 timer lang sejltur mellem Bergen og Kirkenes, begyndte der for alvor at opstå en masse aktivitet omkring selve sejladsen, og den udviklede sig nærmest til en folkefest, fik en enorm dækning i norske og udenlandske medier og gav mulighed for, at man i den tid, turen varede, 76

kunne skabe historier, inddrage brugerne og skabe et medieflow med sejladsen som omdrejningspunkt og fortællemæssig motor.

Andre medier har afprøvet varianter af den måde at bruge livevideo og med meget forskellige temaer: Livet omkring en strandskaderede fra æggene bliver lagt til udruget æg, overvågning af hvilke dyr, der dukker op i skoven og æder af et dødt dyr, livetransmission af en sweater, der bliver strikket. Det handler ikke om en forventning om, at brugerne sidder og kigger intenst på, om et æg i en rede begynder at revne, men det handler om det engagement, som kan blive skabt omkring livesendingen og muligheden for at knytte brugerne til sig og engagere dem undervejs i forløbet.

Livesendinger som ”klip-generatorer” Live er populært, men når det er slut, kan longtail-værdien være svær at få øje på. Ganske vist lykkedes det NRK at sælge DVD’er af både togog færgetur, men der er nok tale om særtilfælde. Det er svært at forestille sig, at strandskadefamilien er interessant efter udruget æg, og derfor søger mediehusene også efter koncepter, der har en mere blivende værdi.

VG har haft succes med at lave live-tv, der også efterfølgende er blevet set mange gange. Verdens længste interview med Hans Olav Lahlum, forfatter, politiker, historiker og skakspiller varede 30 timer og blev vist i realtid. Med den rette casting af en meget vidende mand, der samtidig kunne formidle sin viden, lykkedes det at skabe megen aktivitet omkring interviewet. Skolebørn fik fri for at kunne lære noget af de mange temaer, som journalist og interviewperson kom igennem på de 30 timer. (Oterhals, 2014).

Da man dels havde valgt en person med en guldgrube af viden og dels havde planlagt interviewet i nogle temaer, kunne det efter selve livesessionen lade sige gøre at dele interviewet op i en lang række mindre afsnit, som har blivende værdi for brugerne.

Huffington Post er et andet eksempel på, at livevideo bruges til at skabe mere trafik end det, man kan opnå i realtid. HuffPost Live startede i 2012 med at streame liveindhold 12 timer om dagen. Målet var en løbende nyhedsdækning, men med langt højere grad af brugerinddragelse end broadcast-medierne har tradition for.

Man inddrager brugerne gennem konversatioAnnegrete Skovbjerg

Smartphones bliver i stor stil brugt til videoproduktion, og med muligheden for bedre lyd ved hjælp af en ekstern mikrofon er de blevet et reelt professionelt værktøj.

ner, hvor man gør brug af Skype og Google+.

Selvom der er tale om en live-nyhedskanal, er konceptet oprindeligt tænkt til at skulle fungere som en ”klip generator maskine”. Det vil i praksis sige, at man ganske vist afvikler en nyhedsstrøm live, men at trafikken helt overvejende genereres ved, at strømmen er delt op i videoklip, der er indlejret i en relevant kontekst andre steder på Huffington Posts website eller på andre platforme, og som bliver set som Video on Demand. Efter knapt to år med HuffPost Live nåede man op på 1,2 mia. videoafspilninger, et tal, der får Roy Seekoff, President & Co-Creator for HuffPost Live, til at kalde klip-generator-strategien for en succes. (Beet.tv, 2014).

VG’s dækning af VM i skak, hvor video indgår som element i et planlagt set-up sammen med andre indholdstyper og elementer til inddragelse af brugerne via eksempelvis sociale medier • Hændelsesnyheder – Boston-bomberne, Justin Bieber kommer til landet, hvor medierne kobler sig på en hændelse på livestreams – gerne flere samtidig • Mediedrevne begivenheder – Det lange interview og Huffington Post Live, hvor medierne med indhold skaber et livestream, som giver mulighed for at generere klip/trafik efterfølgende

Livevideo er et område, som indholdsleverandørerne vil satse på i kampen om brugernes opmærksomhed og som en motor i medieflowet til at skabe engagement og dialog med dem. Forskellige genrer og typer af livevideo bliver afprøvet som en del af denne strategi:

• Slow tv – Tjeld-tv er et eksempel her, hvor live streamet består af én kameraindstilling, som viser det, der sker foran kameraet i realtid og bruges som motor for interaktion med brugerne og andet indhold omkring videoen

• Sportsbegivenheder og events – for eksempel

De forskellige måder at bruge livevideo på an-

Fra seks sekunder til lange live streams

77

vendes ved store og små begivenheder og ved ikke-begivenheder. Men fælles for livesatsninger er, at brugerinddragelse har afgørende stor betydning for den måde, medierne afvikler livesessioner på. Det er en helt anden tilgang til livejournalistik end den, vi kender fra broadcast-mediernes livedækning, hvor brugerne var overladt til at følge med på mediets præmisser, og hvor kommunikationen kun gik én vej fra afsender til modtager.

3.6

Mobile devices som produktionsværktøj Videojournalisten Michael Rosenblum har siden 90’erne rejst verden rundt for at klæde redaktionelle medarbejdere på til at fortælle historier med et videokamera. I 2013 udgav han en bog med titlen: ”iPhone Millionaire – How to Create and Sell Cutting Edge Video”. Selvom titlen måske er til den amerikanske side, og indholdet i virkeligheden ikke handler så meget om at lave video med lige præcis en iPhone, er bogen og hans kurser i at skyde video med små mobile enheder en illustration af, at en meget stor del af os går rundt med et værktøj i lommen, som har et potentiale til at lave videofortællinger, som de færreste udnytter.

Reuters udstyrede for år tilbage deres reportere med et MoJo-kit (mobile journalist kit) med henblik på at få mere videoindhold ind fra korrespondenterne, der havde base forskellige steder i verden. Det foregik på Nokia-telefoner og med de begrænsninger, der lå i billedkvalitet og netdækning.

Med smartphones og tablets, der kan optage i HD-kvalitet, er det, som Rosenblum beskriver i sin bog, blevet muligt at lave video i rigtig god kvalitet og med få investeringer. Wall Street Journals initiativ med at få journalisterne til at levere video til WorldStream minder på mange måder om Reuters, men en afgørende forskel er, at det i dag er 1) meget lettere at producere og publicere og 2) selve videokvaliteten er blevet bedre.

Potentialet i at få mere video og i god kvalitet har fået NRK’s kompetenceafdeling til at give en stor gruppe reportere et to-dages kursus for VJs med iPhone. Hos VGTV opererer man med produktionsudstyr i forskellige vægtklasser, hvor en 78

iPhone med en tilhørende ekstern mikrofon udgør udstyret i vægtklassen ”fjervægt”.

Smartphones er altså ikke kun i brug, når det gælder de ultrakorte videoformater til de sociale platforme, men er blevet et regulært journalistisk værktøj, som redaktionelle medarbejdere i større eller mindre grad bruger til indholdsproduktion.

Det er især iPhones og iPads, som er blevet populære produktionsenheder for journalister og kommunikatører. Det skyldes i høj grad udviklingen af apps, som udvider de muligheder, platformene har. De mere avancerede kan eksempelvis bruge apps til videooptagelse, som giver mulighed for en række manuelle indstillinger, det indbyggede kamera ikke tilbyder. Dertil kommer muligheden for at redigere videoklippene sammen. Her findes der også apps, som gør det muligt at redigere i flere spor, indlægge speak og supplere med tekst. Endelig er muligheden for at streame live direkte fra telefonen heller ikke uden betydning ved hændelsesnyheder.

Sideløbende bugner markedet af tilbehør i form af mikrofoner, stativer, objektiver og lys. Det er et slaraffenland for de gadget-interesserede, og det er med stor rimelighed, at skeptikerne kan kigge på en iPhone, som er påmonteret alt dette ekstra tilbehør og stille spørgsmålet: Hvorfor en iPhone? Udstyret fylder mere, end der kan være i lommen, og måske ville det give mening at producere på udstyr, der er skabt til videoproduktion.

Hvis man imidlertid skræller gadget-diskussionen væk og kigger på smartphones som kommunikatørens digitale værktøj, er der ingen tvivl om, at dette værktøj i mange tilfælde kan være aldeles brugbart også til video, og at journalister, ligesom alle andre smartphone-ejere, har fået mulighed for at optage små videofortællinger, redigere dem direkte på telefonen og få dem ud i medieflowet i et tempo, der ikke havde været muligt, før ’devicen’ eksisterede.

3.7

Konventioner for tv udfordres Udfordringerne med at skabe videoindhold Annegrete Skovbjerg

Vice News sender dagligt ”Beyond the Headlines” med et overblik over de vigtigste internationale nyheder og mulighed for at springe imellem dem.

synes ikke at være af teknisk karakter, men snarere, at de mange nye videofortællere finder nye, kreative måder at fortælle historier på med levende billede og får rystet tv-konventionerne af sig. Som beskrevet ovenfor er det i fuld gang med at ske, men der findes stadig mange eksempler på, at tv-traditionen ligger så meget i rygraden, at det tydeligt kommer til udtryk i videofortællinger, som ikke er en del af det traditionelle tv-flow.

Sideløbende med, at der bliver eksperimenteret med fortælleformer, formater og visuelle virkemidler på onlineplatformene, bliver de fortællemæssige konventioner, som broadcastmedier traditionelt har benyttet, udfordret den anden vej. Sociale medier, netmedier og mobilteknologien har været med til at skubbe til diskussionen om den traditionelle nyhedsformidling på tv. Tv-stationer verden over står med samme udfordring, som aviser og magasiner har gjort ift. webudviklingen. En af de afgørende udfordringer er, at levende billeder ikke længere er et tv-domæne, men at alle har fået mulighed for at optage, redigere og distribuere video i et tempo og en kvalitet, der kun er blevet forbedret de senere år.

Fra seks sekunder til lange live streams

Den udvikling udfordrer selvsagt tv-stationerne, der så at sige har begrænset sendetid, og som traditionelt er underlagt nogle ret faste formater på tv-fladen.

Nogle af de fortællemæssige tv-konventioner får hårde ord med på vejen af Jeff Jarvis, journalist og professor på New Yorks Graduate School of Journalism, som har skrevet en række blog posts om netop dette tema. Han har startet et projekt, der går ud på at genopfinde tv-nyheder og gøre op med nogle af de konventioner, som er udviklet over en årrække med flow-tv, men som er godt på vej til at være udspillet i en virkelighed, hvor tv-stationerne ikke er de eneste , der fortæller historier med levende billeder. Eksempler på konventioner, som Jarvis mener, tvstationerne bør ændre: (Jarvis, 2013-14) • b-roll/dækbilleder – det er tid til at gøre op med ligegyldige og iscenesatte klip af en mand, der går ned ad en gang, blot for at få en video, som kan vises over en speak • Stand-ups – hvor en reporter står et sted, hvor en hændelse er sket for flere timer siden, og hvor der hverken er kilder tilstede, 79

og den eneste grund til, at tv-holdet er til stede, er for at få levende billeder. Det er spild af tv-holdets og seernes tid.

• Lad folk tale direkte til kameraet – når kilder snakker til tv-journalisten i stedet for seerne, virker det som et unødvendigt filter.

• Inddrag brugerne og deres videoklip – indtag en mere kuraterende rolle, og giv en stemme til en endeløs række af forskellige perspektiver fra de mange med webcams eller telefoner med videokameraer.

Jeff Jarvis er overbevist om, at hvis broadcastmedierne skal have en plads i fremtidens medieflow, skal de genopfinde sig selv og bryde med traditioner, der er ude af trit med virkeligheden. De skal i langt højere grad udnytte, at brugerne benytter andre skærme sammen med tv-flowet og engagere dem på disse i stedet for kun at operere på én platform.

Situationen for broadcasterne er, at enhver har mulighed for at starte en nyhedsstation og levere nyheder med levende billeder som det bærende. Og det sker flere steder med succes.

Vice lancerede i marts 2014 en global nyhedskanal og ville med den bygge videre på den dokumentariske stil, mediet har bygget et solidt videobrand op omkring med globalt fokus på sundhed, konflikter, økonomi og miljø.

I en promotion video for Vice News lyder det, at ”Vice åbner kontorer overalt i verden i samme tempo, som traditionelle medier lukker deres”.

Vice har udvidet med 100 redaktionelle medarbejdere, og blandt dem er Tim Pool, en journalist, som for alvor blev kendt, da han med sin iPhone lavede en 21 timer lang dækning af Occupy Wall Street-protesterne. Pool livedækkede siden protesterne i Istanbul med Google Glass, så denne ansættelse kan tyde på, at Vice netop ønsker at gå i helt andre og nye retninger end de traditionelle tv-stationer.

Med lancering af en mobilvenlig nyhedsside som supplement til nyhedskanalen på YouTube har Vice et godt udgangspunkt for at nå ud til sin primære målgruppe, Millennium-generationen. Shane Smith fra Vice lægger sig tæt op af Jeff Jarvis´ kritik af broadcastmedierne: ”What’s happening is that traditional news 80

media are going to the way of the dodo. And as they go they're saying, "Well, we're the only ones who know how to do news. You new kids don't know how to do news. It's only news if I do it."

And that's further alienating Gen Y.” Meget tyder på, at Vice vil være en medievirksomhed, som fortsat vil vække opmærksomhed verden over. Ifølge Shane Smith vil der fremadrettet blive satset hårdt på videreudviklingen af alle typer indhold til Millenium-generationen på de digtiale platforme: ”It's going to be long form documentaries that people know us for; it's going to be short form; it's going to be livestreaming; it's going to be text, it's going to be photos. It's going to be everything”. (Report for Tow Center for Digital Journalism, 2014).

3.8

Tendenser for onlinevideo i 2010´erne I midten af 2010’erne er indholdsproducenter i fuld gang med at videreudvikle på deres digitale produkter, og onlinevideo indgår som en vigtig del af strategien for de kommende år.

Traditionelle medier såvel som nyere startupvirksomheder har fokus på, hvordan de med video kan komme til at spille en rolle for fremtidens mediebrugere, som vil se mere video, men i mindre grad vil bruge de traditionelle platforme, og som i stigende grad er orienteret mod de mobile og sociale platforme. Derfor indgår de mobile platforme og brugssituationer i enhver medievirksomheds strategi for onlinevideo, der i øvrigt er kendetegnet ved: Ultrakorte formater på sociale platforme – De ultrakorte formater på de sociale videotjenester er i fuld gang med at blive undersøgt og afprøvet som en mulighed for indholdsproducenterne til at nå yngre målgrupper, som ellers viser vigende interesse for traditionelle medier.

Det er en stor udfordring for de traditionelle medier at finde en form, hvor de kan tale med en professionel stemme og samtidig agere på de nye platformes præmisser, hvor personlighed, humor og overraskelse er nogle af nøgleordene til succes. Samtidig arbejdes der med et formsprog, der passer til brugen af de sociale videotjenester. Det viser sig fx i form af et udtryk, der hurtigt kan afkodes, og indhold som Annegrete Skovbjerg

både kan ses og læses, hvor lyden ikke er afgørende for forståelsen.

Klare koncepter og videoformater – hvor onlinevideo i slutningen af 00’erne var kendetegnet ved videoindhold, der pegede i mange forskellige retninger, og hvor tv-mæssige konventioner satte tydelige spor i videoproduktionerne på nettet, ser vi i 2010’erne mange eksempler på, at der eksperimenteres med nye formater, hvor det også for brugerne er mere tydeligt, hvad de kan forvente sig af videoindholdet. Det kan være med en præcis angivelse af varighed som eksempelvis ”Politiken Minuttet” eller ”100 skridt med …”, eller det kan være med en mulighed for at springe imellem klip i afspilleren, som man kan på Vice’s globale nyheder.

Video fra extra small til extra large – Myten om, at onlinevideo kun skal være korte formater, er godt i gang med at blive punkteret. Det er ikke længere relevant at diskutere, om man kan lykkes med video til nettet, som er længere end 1.30 min. Brugerne ser både helt korte og ganske lange videoer, og derfor er det mere blevet et spørgsmål om, hvordan man bedst muligt kan formatere og tilrettelægge video, så det passer til brugssituationerne. Diskussionen af videolængder har ikke mindst handlet om de unge brugeres tålmodighed, men også her ser det ud til at dreje sig om en myte. Medievirksomheden Vice er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at lave længere seriøst indhold, som er meget populært hos de yngre målgrupper.

Fra seks sekunder til lange live streams

Meget mere live – Live streams står højt på listen over medievirksomhedernes fremtidige satsningsområder, fordi brugerne ser mere og mere livevideo – også på mobile enheder. De strategiske satsninger på livevideo viser sig som en række forskellige genrer som events, hændelsesnyheder, mediedrevne begivenheder og slow tv. Kendetegnende for alle genrer er, at det i høj grad handler om at engagere og inddrage brugerne undervejs og skabe et indholdsflow sammen med brugerne, mens begivenhederne udspiller sig.

Fortællinger delt op i bidder – Brugerne har i meget højere grad taget styringen i forhold til brugen af onlinevideo. Indholdet skal produceres og tilrettelægges, så det kan ses, når og hvor det passer brugeren. Samtidig bliver indholdet i højere grad lagt ud i mindre dele, så brugeren også selv kan vælge rækkefølgen eller hvilke dele, man ønsker at se. Et eksempel på dette er Ekstra Bladets SnapDocs, hvor en dokumentar er delt op i mindre enheder, og man har mulighed for at vælge mellem hovedhistorien, baggrunden, konfrontation, eksperter og debat etc.

Men også de ultrakorte formater på fx Instagram laves ofte, så brugerne får en bid af historien. ■

81

82

Kristian Strøbech

4.0

Workflowet i sociale medier

En model for det professionelle workflow i sociale medier

Af Kristian Strøbech Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Der er en dobbelthed imellem sociale mediers personlige og uformelle karakter og så den kombination af systematik, færdigheder og avancerede redskaber, der kræves i arbejdet med sociale medier i en målrettet, professionel sammenhæng. Hvad enten det er en journalistisk redaktion, som tager sociale medier i brug i arbejdsprocesserne, eller et medie, som vil distribuere indhold på Facebook, eller et firma, som kaster sig ud i en tilstedeværelse på Twitter, så udgøres indsatsen af processer og metoder, som ligger langt fra den frie leg, der præger de fleste menneskers private brug af sociale medier.

Teksten her beskriver en workflowmodel, der samler otte centrale processer, som går igen i

det professionelle arbejde med sociale medier.

Det er ikke alle elementer, som altid bliver bragt i spil, og processerne i workflowmodellen kan kombineres forskelligt alt afhængig af opgaven.

Samlet bidrager workflowmodellen til at give et overblik over, hvad der kræves for at gennemføre en veltilrettelagt og koordineret indsats i sociale medier i både små og store sammenhænge. Kun med kendskab til de enkelte elementer i workflowet kan man foretage en realistisk vurdering af både opgaver og ressourcebehov i en organisation, som gerne vil have fuldt udbytte af en indsats i sociale medier.

Overblik over nøgleprocesserne er også en forudsætning for at integrere brugen af sociale medier i et virkningsfuldt medieflow, hvor alle kanaler spiller godt sammen.

Kendskab til elementerne i workflowet giver indblik i centrale processer i arbejdet med sociale medier, hvor hver enkelt proces lige fra

Figur 1: Workflow i sociale medier

Workflowet i sociale medier

83

kortlægning til arkivering har tilknyttet sine egne delprocesser, metoder og redskaber – med mulighed for specialisering og faglig dygtiggørelse.

Workflowmodellen er ikke et forsøg på at kvæle sociale mediers “frie natur” og det personlige engagement, der gerne skulle være en drivkraft for folk, der bruger sociale medier i forbindelse med jobbet. Men lige så snart man i en organisation kaster sig ud i at bruge sociale medier med et bestemt formål og med definerede målsætninger, så griber indsatsen ind og forandrer eksisterende produktionsforløb og belaster eksisterende ressourcer. Mangel på bevidsthed om opgaven, om den nødvendige organisation og de nødvendige ressourcer er en langt større fun-killer end den systematiske basistilgang til sociale medier, som workflowet lægger op til.

Overblikket over workflowet og de vigtige processer i arbejdet med sociale medier er også tænkt som en guide til de kompetencer, der er behov for, i takt med at sociale medier finder indpas i flere og flere aspekter af vores professionelle liv. At bruge sociale medier professionelt er også at arbejde ved fronten af den

Modellen er resultatet af flere års udviklingsarbejde Beskrivelsen af processerne i arbejdet med sociale medier og opstillingen i en workflowmodel bygger på erfaringerne fra en flerårig udviklingsindsats, hvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og samarbejdspartnere har eksperimenteret med mobile og sociale medier i nyheder og aktualitet. Bag udviklingsarbejdet står: Kristian Strøbech, journalist, lektor og faglig leder for nye medier, DMJX. Rasmus Johnsen, filosof med speciale i human computer interaction, selvstændig konsulent og iværksætter.

Nils Mulvad, journalist og lektor, DMJX. Læs mere om udvalgte udviklingsprojekter her: http://eventbasedinnovation.org.

84

digitale medieudvikling. Jo mere man dygtiggør sig i workflowets processer, jo flere metoder og redskaber man sætter sig ind i og anvender i det daglige, jo mere eksponerer man sig selv for den digitale innovationsbølge, der udfordrer og forandrer medielandskabet.

4.1

Workflow: Kortlægning Kortlægning handler om at skabe et systematisk overblik over, hvad der findes af samtaler, aktører og netværk i sociale medier inden for et givent emne. En grundig kortlægning er fundamentet for en målrettet indsats i sociale medier, hvad enten målet er at overvåge omtale og aktivitet omkring et emne eller at byde ind i og deltage i eksisterende samtaler og netværk. Det er igennem kortlægningen, at man finder og analyserer eksisterende samtaler og omtale af et emne. Uden forudgående, systematisk kortlægning risikerer man at overse alt lige fra ofte benyttede hashtags til indflydelsesrige aktører eller aktive netværk.

Eksempler på kortlægning Her er fire eksempler på situationer, hvor det vil være relevant at foretage en kortlægning før iværksættelsen af en målrettet indsats i sociale medier: 1) En redaktionel medarbejder med ansvar for stofområdet skole- og uddannelse ønsker at supplere sin faglige indsats med brug af sociale medier. I den indledende fase starter hun med at kortlægge debat, videndeling, indhold, vigtige aktører (key influencers) og netværk på adskillige sociale netværk, fx Twitter, Facebook, LinkedIn og Instagram.

Kortlægningen giver hende viden om, hvor der ofte foregår relevante samtaler og videndeling, og med det udgangspunkt kan hun begynde at planlægge egen indsats - dels hvad hun bør overvåge løbende, og dels hvor hun selv får mest ud af at deltage og opbygge relationer. Uden kortlægning af landskabet risikerer hun at overse, at der fx på Twitter dagligt deles viden på hashtags som #skolechat og #skolepæd.

2) Sportsredaktionen skal dække EM i svømning på dansk grund og ønsker at supplere den traditionelle sportslige dækning med anderleKristian Strøbech

des historier og vinkler, gerne med udgangspunkt i atleternes egen brug af sociale medier.

Som led i forberedelserne til dækningen af turneringen kortlægger redaktionen samtlige væsentlige atleters tilstedeværelse på sociale medier.

Dette giver et overblik over, hvilke konti der skal overvåges og eventuelt følges, samt hvilke emner og hashtags der er i brug blandt atleterne.

3) Nyhedsredaktionen, der dækker en stor sag over en periode. Nyheder kommer ofte først på sociale medier, og der kan være meget at hente for redaktionen, som foretager en systematisk kortlægning på sociale medier inden for det dagsordensættende emne. I store sager flyder indholdet på sociale medier i realtid, og en kortlægning vil typisk omfatte vigtige aktører, kilder, andre medier, kuratorer og specifikke reportere, der skiller sig ud på sociale medier.

4) En organisation, som ønsker at overvåge, hvordan den selv bliver omtalt i sociale medier.

Mange har behov for at følge med i reaktioner, stemning, debat, anmeldelser og kundereaktioner i sociale medier rettet mod eget brand, produkter eller personer. Også her tager man udgangspunkt i en kortlægning af aktive og særligt relevante profiler samt af emneord, der enten direkte eller inddirekte beskæftiger sig med relaterede emner.

Metoder til kortlægning Snakken på sociale medier bliver af og til sammenlignet med den livlige snak omkring bordene i kantinen på en stor arbejdsplads. Hvis man trådte ind i sådan en fyldt kantine med flere hundrede mennesker og blev bedt om at kortlægge snakken ved bordene og identificere samtaleemner og nøglepersone, ville det være en langvarig og mandskabskrævende opgave. I de sociale mediers digitale verden er det nemmere, her er samtaler lig med datasignaler, og der findes et væld af tjenester, som konkurrerer på at være bedst til at trække væsentlige signaler ud af den enorme mængde indhold i sociale medier på forskellige måder.

Et af de vigtigste redskaber til kortlægning af aktiviteter omkring et emne i sociale medier er Googles søgemaskine. Med et simpelt trick kan man få adgang til at anvende Googles søgefiltre på indholdet i de fleste sociale medier.

Start søgningen med denne syntaks, Workflowet i sociale medier

site:facebook.com eller site:twitter.com efterfulgt af søgeord. Det tvinger Google til kun at søge på det pågældende site og åbner op for, at man fx kan sortere resultaterne i tid under menupunkt Søgeværktøjer – tidsinterval. Det kunne være en søgning på Facebook i offentlige opslag efter den seneste uges forekomster af ordet “folkeskolereform”.

Kortlægning af samtaler vil have forskellig karakter på de enkelte sociale medier. På Facebook vil nøgleordssøgninger på Google efter Facebook-samtaler relatereret til fx skole- og uddannelsesstof lede frem til sider og personprofiler, som er optagede af emnet samt til løsrevne debattråde, hvor de anvendte søgeord optræder.

På Twitter er det nemmere at søge efter bestemte ord i alle tweets, og her er ikke samme behov for at ty til Googles søgemaskine. Her vil en søgning efter bestemte ord relateret til skole- og uddannelsesstof føre til en liste over aktive profiler, der anvender de valgte søgeord.

Desuden vil man i søgeresultaterne se en række hashtags, der samler debatten på Twitter om skole- og uddannelsesstof. I Danmark anvendes især disse hashtags af fagfolk, politikere og lobbyister inden for skole og uddannelse: #skolechat, #uddpol og #skolepæd.

Hashtags fungerer også på Facebook, men er endnu ikke så udbredte der, kun på meget stærke samtaler som for eksempel #dkpol, et af Danmarks mest brugte hashtags.

Inden for masser af emneområder vil det være svært at finde organiserede samtaler og netværk på sociale medier, eller kortlægningsarbejdet vil vise, at forskellige brugere anvender forskellige hastags og vendinger om det samme emne. Her er der ingen nemme løsninger, og det vil i sidste ende være en vurderingssag, hvilke profiler og netværk der anses for relevante at medtage i kortlægningen.

Der vil ofte være behov for at underbygge kortlægningsarbejdet med yderligere analyse af forekomster af søgeord, hashtags og aktive profiler, og her er der mange tjenester at vælge mellem. Den sociale søgemaskine Topsy.com er en blandt flere tjenester, der kan benyttes, når man fx skal vurdere, hvor ofte et hastag benyttes, og dermed hvor stærk en samtale det repræsenterer.

På samme måde er der adskillige tjenester, 85

som kan benyttes til at analysere aktive profiler på sociale medier som for eksempel Klout.com og Followerwonk.com.

I sidste ende skal kortlægningsarbejdet udmunde i et prioriteret overblik over samtaler, aktører og netværk i sociale medier inden for et givent emne. En oplagt form på kortlægningen er en opstilling i et regneark, hvor man oplister og grupperer resultatet af researchen. Her har Googles regneark en fordel, idet kortlægningsarbejdet nemt kan deles til et team.

Se et eksempel på kortlægningen af de danske atleter, som var med til OL i London. Kortlægningen er opstillet i et Google regneark med fælles adgang for hele redaktionen på projektet: http://bit.ly/londonatleter.

4.2

Workflow: Overvågning Systematisk overvågning af indhold i sociale medier etableres på baggrund af en kortlægning af aktiviteterne i sociale medier omkring det emne, der skal overvåges. Helt overordnet er overvågningen af relevant indhold og relevante kilder grundlaget for at deltage i samtaler og indgå i relationer på sociale medier. Uden en eller anden form for tilrettelagt overvågning mister man sin mulighed for at bruge sociale medier til tovejskommunikation. At overvåge i sociale medier er med andre ord lig med at lytte. Som regel er den mest basale ting at lytte efter og holde øje med, om man selv bliver nævnt, eller om nogen henvender sig direkte via sociale medier. Starter man fx en Facebookside, må man også forholde sig til, hvordan man vil organisere overvågningen af siden med henblik på at kunne reagere på indkommende indhold og henvendelser. På et lidt højere plan handler overvågning om at række ud over egne aktiviteter og iværksætte en løbende overvågning i sociale medier af bestemte emner, personer eller konkurrenter. Overvågning kan udføres på mange niveauer og med stor eller lille indsats alt efter situation og behov.

Nyhedsreporteren eller nyhedsfotografen, som begiver sig ud for at dække en massivt omtalt nyhedsbegivenhed, vil have stor nytte af at overvåge strømmen af indhold i sociale medier i realtid på sin smartphone under begivenheden.

Generelt er overvågning i realtid en af de mest 86

krævende typer overvågningsindsats, dels fordi informationsstrømmen kan være intens under større begivenheder, dels fordi det kræver erfaring og god organisation at være parat til at handle hurtigt på grundlag af realtidsovervågning. I realtidsovervågning under større nyhedsbegivenheder kan et forberedende kortlægningsarbejde udgøre forskellen på, om man drukner i informationer og opdateringer, eller om man drager nytte af en filtreret og dermed meningsfuld informationsstrøm, hvor der er mulighed for at holde særligt øje med væsentlige aktører, kilder, hashtags samt at inkludere eller udelukke indhold ved hjælp af specialsøgninger.

En godt organiseret overvågningsopstilling er også fundamentet for at kunne kuratere det mest relevante indhold fra sociale medier inden for et emne med henblik på at producere overbliksartikler eller deciderede nyhedsstrømme af kurateret indhold.

Der er mange tjenester på markedet inden for overvågning af sociale medier i realtid, og der kommer hele tiden flere til. Her skal fremhæves canadiske Hootsuite, som i desktopversionen muliggør opbygning af overvågningsdashboards bestående af kilder fra mange forskellige sociale netværk, og hvor det er muligt at arbejde i teams om systematisk overvågning. Hootsuite har desuden den feature, at man automatisk får overført sine overvågningsdashboards til mobilapp-versionen og dermed er godt klædt på som reporter eller fotograf til realtidsovervågning i marken.

Overvågning i lavere intensitet er opsætning af automatiseret overvågning af udvalgte profiler og/eller ordforekomster på sociale medier.

Det er et område præget af stor konkurrence, og generelt må man regne med at betale for automatiseret kvalitetsovervågning eller for adgang til at benytte kvalitetsredskaber til egen opsætning af automatiseret overvågning. Her er mange tjenester og redskaber om buddet. Af betalte tjenester kan nævnes Overskrift.dk og Meltwater. Af gør det selv-redskaber til automatiseret overvågning kan nævnes Mention.com, Talkwalker Alerts og tjenesten IFTTT. En reporter eller en redaktion, som har behov for et redskab til systematisk Twitter-overvågning af et emne eller et stofområde, kan med fordel bruge Tweetdeck eller Hootsuite.

Geografisk baseret overvågning er et nyttigt Kristian Strøbech

redskab i nyhedsdækning og et område i stærk teknologisk udvikling. Adskillige tjenester gør det muligt at definere et geografisk område som udgangspunkt til en overvågning af indhold fra sociale netværk som Twitter, Instagram og Facebook. Med geografisk baseret overvågning af en bestemt lokation kan en nyhedsredaktion hurtigt finde øjenvidner og socialt medieindhold, som ellers ville være vanskeligt at finde, fordi man ikke på forhånd kender profilerne på stedet eller kan gætte sig til søgeord. Det er langt fra alt indhold på sociale medier, som lader sig spotte af en geografisk baseret overvågning.

Som udgangspunkt skal indholdet være offentligt, og personen, som laver opdateringen, skal desuden have aktiveret og tilladt geografisk identifikation på sin smartphone.

Udviklingen går stærkt inden for databaseret automatisk nyhedsovervågning af sociale medier. Næsten alt offentligt indhold i sociale medier er i et eller andet omfang tilgængeligt som en strøm af struktureret data via de såkaldte API-adgange, og udviklingen i computerkraft (jvf. Moore’s lov) gør automatiserede overvågningsredskaber bedre og bedre. Der er tale om systemer, som kan analysere millioner af signaler samtidig i jagten på indhold med nyhedsværdi. CNN eksperimenterer sammen med firmaet Dataminr med et automatisk nyhedsovervågningssystem, der efter sigende automatisk kan identificere for eksempel øjenvidner til en bombeeksplosion hvor som helst i verden.

Hvis flere forskellige profiler på samme tid og inden for et begrænset geografisk område (det kunne være en gade i Cairo) reagerer spontant på sociale medier på en begivenhed med fællestræk i ordvalg, så vil Dataminrs algoritmer opdage et mønster og notificere nyhedsredaktionen, der så kan reagere og vurdere materialet. På en måde sætter folks udbredte brug af sociale medier nyhedsmedier i stand til at operere på et teknologisk overvågningsniveau ikke ulig det, som nogle efterretningstjenester anvender.

4.3

Workflow: Validering I workflowet omkring arbejdet med indhold fra sociale medier kommer validering ind som en vigtig kvalitetssikring i kølvandet af overvågninWorkflowet i sociale medier

gen. Det kan være en nyhedsredaktion, der hurtigt har behov for at tjekke oplysninger, der er fremkommet på sociale medier, eller det kan være en profil i sociale medier, som skal verificeres, inden den fremhæves i en mediesammenhæng eller markeres som interessant.

Generelt adskiller arbejdet med validering i sociale medier sig ikke fra den normale tilgang til faktatjek og validering af oplysninger i journalistens arbejde. Der knytter sig dog en række metoder og redskaber til faktatjek af digitalt indhold, som er særligt for arbejdet med de informationsformater, der udveksles i sociale netværk.

En af de bedste ressourcer til viden om validering af brugergenereret indhold er The Verification Handbook, som er skrevet af førende journalister fra BBC, Storyful, ABC, Digital First Media og andre eksperter i verifikation af digitalt indhold. I bogen finder man trin for trin-guides, redskaber og metoder til at håndtere indhold fra sociale medier under breaking news-situationer. The Verification Handbook kan downloades på adressen www.verificationhandbook.com.

Det kan i mange tilfælde være lettere at faktatjekke indhold og profiler i åbne og transparente sociale medienetværk end i andre 87

sammenhænge. I en tid, hvor sociale medier spiller en stor rolle i mange menneskers informationsforbrug, er der berettiget fokus på troværdigheden af det indhold, der cirkulerer i sociale medier. Misforståelser, ensidighed eller direkte snyd med fakta i sociale medier bliver imidlertid næsten altid opdaget og afsløret af brugerne selv i de sociale netværk – netværk, der besidder en selvkorrigerende egenskab, som er stærkere, jo flere aktive brugere der er i et netværk.

Behovet for et decideret beredskab til validering opstår især i tidspressede situationer, hvor nyheder, kommentarer og øjenvidneberetninger flyder sammen i realtid på sociale medier, og hvor redaktionelle tjeksystemer sættes under pres i konkurrencen om at komme først.

Det sker næsten altid under breaking newssituationer, at fristelsen til at viderebringe ubekræftede meldinger fra sociale medier viser sig at være for stor for nogle medier.

Der foregår dog en vis modningsproces i måden, hvorpå professionelle medier og sociale netværk håndterer de etiske udfordringer, som et medieflow i realtid bringer med sig. Det er fx efterhånden næsten forudsigeligt, at nogen forsøger at lave sjov under dramatiske vejrbegivenheder ved at cirkulere fupbilleder fra katastrofefilm eller computerspil på sociale medier.

De professionelle medier er ved at få erfaring i at opdage den slags godt hjulpet af andre brugere på sociale medier, der også holder øje, samt af digitale verifikationsredskaber som fx Googles billedsøgning, hvor det er muligt at søge efter tidligere brug af bestemte billeder.

Tip: Google “baglæns” billedsøgning. Man kan trække et billede fra nettet over i Googles billedsøgning eller selv uploade et billede, og Google vil herefter lede efter anden, tidligere brug af samme billede på nettet.

De fleste erfarne formidlere har efterhånden også lært valideringsprocessens regel nummer et, nemlig at begynde med at tjekke afsenderens profil og individuelle historik på sociale medier. Tidligere historik for at have beskæftiget sig med et bestemt emne samt personlig transparens og tilgængelighed er gode indikatorer for en profils troværdighed.

Det er absolut muligt at operere med effektive procedurer for validering af brug af indhold fra sociale medier, men jo højere hastigheds88

krav og jo større distance fra kilderne, jo sværere bliver det. Det kræver ekspertkompetencer at arbejde med validering af brugerindhold fra fjerne kilder og under tidspres, og af samme grund er der opstået et internationalt marked for valideringsekspertise. Dels i form af software, der levererer automatiserede tjeksystemer, dels i form af bureauer, der assisterer medier med validering.

Det irske bureau, Storyful, arbejder ud fra kontoret i Dublin med at verificere nyhedsindhold fra sociale medier og tilbyder nyhedsredaktioner såvel som brands at abonnere på valideret brugerindhold, som relaterer sig til dagsaktuelle, internationale nyhedshistorier.

4.4

Workflow: Interaktion Interaktion er her en bred betegnelse for al aktivitet – tilrettelagt, spontan eller reagerende – som foregår i eller fører til udveksling med andre brugere.

Interaktion i sociale medier i professionelle sammenhænge kræver en organisering af indsatsen, hvad enten organisationen er stor eller lille. Der skal som minimum tages stilling til: • Hvem skal håndtere kontakten til andre brugere – ofte i forlængelse af organiseret overvågning?

• Hvor mange ressourcer er der til rådighed til interaktion?

• Hvad er de styrende principper for interaktion, og hvordan implementeres de?

Roller og jobfunktioner i sociale medier I forhold til organiseringen af de arbejdsopgaver, som er relateret til sociale medier, er der hen over de senere år opstået en række roller eller jobbeskrivelser, som fordeler sig omkring de væsentlige dele af arbejdet med sociale medier. Rollerne kan deles op i tre grupperinger: • Ledelse • Interaktion • Specialister Inden for hver gruppering finder man typisk disse stillingsbetegnelser med tilhørende opgaver:

Kristian Strøbech

* SEM = Search Engine Marketing. SMM = Social Media Marketing. SEO = Search Engine Optimization.

SMO = Social Media Optimization.

Når det gælder organiseringen af indsatsen i sociale medier og specifikt indsatsen omkring interaktion, så er det langt fra alle steder, der afsættes hele mandeår i organisationen til de individulle opgaver. Ofte bliver de nødvendige opgaver i sociale medier fordelt som nye arbejdsopgaver blandt eksisterende medarbejdere og ledere, og de gængse, internationale stillingsbetegnelser i sociale medier bruges relativt sjældent i mediebranchen i Danmark. Adskillige medier har en enkelt medarbejder ansat til at udføre og koordinere arbejdet med sociale medier, ofte med titel af redaktør for sociale medier. Det kan være en vanskelig udfordring at løfte, fordi stillingen ofte ender med at gabe over de opgaver, der ligger kombineret i rollerne social media manager, community manager, social media producer og endda med forventninger om, at personen også skal udfylde ledelsesopgaverne i rollen social media strategist samt styre nogle af specialopgaverne inden for SEO/SMO/SEM/SMM. Den tydelige erfaring fra samtlige udviklingsprojekter under Eventbaseret innovation er, at det succesfulde arbejde med sociale medier både kræver fuld opmærksomhed på de centrale opgaver i workflowet (overvågning, interaktion, publicering mv.), og samtidig at koordineringsarbejdet med at integrere indsatWorkflowet i sociale medier

sen i sociale medier med de traditionelle mediekanalers indhold og workflow kræver personressourcer og tid til koordineringsmøder.

Succesfuld interaktion i sociale medier forudsætter en afstemt organisering af indsatsen, hvad enten organisationen eller opgaven er stor eller lille. Uden et minimum af organisering af interaktionen er der en stor risiko for, at kontakten med brugerne bliver frustrerende og måske endda ødelæggende for hele indsatsen.

Principper og retningslinjer for interaktion Det er næsten altid nødvendigt at formulere principper og retningslinjer for interaktion.

Hvad er fx den maksimale svartid, når der kommer henvendelser udefra via sociale medier?

Hvilken kompetence har personen, der svarer på sociale medier til at finde og vurdere de rigtige svar? Er organisationen som helhed parat og villig til at involvere sig i dialog? Hvordan sikres det, at gode muligheder, som opstår via aktivitet i sociale medier, også udnyttes? Hvordan er beredskabet i organisationen, hvis der opstår vanskelige situationer?

En indsats i sociale medier kommer hurtigt til at berøre og involvere centrale, eksisterende forretningsgange, hvis den får lov at tage udgangspunkt i målsætninger, som er væsentlige for organisationen. Mange vælger at afklare og 89

og oplevet det publicerede indhold. Indholdsproducenten i sociale medier bør altid gennemtænke, hvilke handlinger og reaktioner en bestemt opdatering ideelt skal resultere i og derefter udforme opdateringen, så brugeroplevelsen understøtter dette mål maksimalt. Af samme grund kan succes på sociale medier ikke nødvendigvis udtrykkes gennem, hvor mange mennesker der har set en bestemt opdatering, men igennem, hvor mange, der efter at have set opdateringen, reagerer som ønsket.

Interaktionsdesign-dimensionen er en konkret og nærværende del af arbejdet med indhold til sociale medier. Hvis den ønskede reaktion er et klik på et bestemt link, så skal opdateringen udformes, dels så publikum får maksimal lyst til at klikke (under hensyntagen til det pågældende communitys interesser og forventninger), dels så selve handlingen bliver så brugervenlig og intuitivt forståelig som mulig.

Sveriges Radio har udgivet en håndbog i sociale medier til sine medarbejdere. Håndbogen kan downloades her: http://bit.ly/svtbog (PDF).

formulere disse spørgsmål i en politik for sociale medier, som også kan indeholde anbefalinger og guides til medarbejdere om, hvordan man får mest ud af forskellige sociale mediekanaler.

Interaktionsdesign omkring indhold i sociale medier I tilrettelæggelsen af interaktion – af indhold og opdateringer – er der en ekstra dimension i sociale medier i forhold til traditionelle medier, som er afgørende vigtig at forholde sig til, nemlig interaktionsdesignet omkring det indhold, man lægger ud. Et stykke indhold på sociale medier skal altid forstås som et socialt objekt med en iboende invitation til fællesskabsorienterede handlinger, og som sådan adskiller produktionen af indhold til sociale medier sig markant fra traditionel medieproduktion, hvor producenten primært behøver at forholde sig til formidlingsmæssige virkemidler omkring sit indhold. Produktion til sociale medier kræver, yderligere tilrettelæggelse af, hvad man ønsker publikum skal føle/tænke/gøre, efter at have set 90

4.5

Workflow: Publicering Publicering er den del af workflowet omkring sociale medier, der omhandler opslag og planlægning af indhold. Sociale medier er ganske vist spontane af natur, men lige så snart opslag i sociale medier bliver en del af en redaktionel målrettet indsats, melder der sig krav om systematik, koordinering og optimering omkring de publiceringsmæssige aspekter af arbejdet med sociale medier.

Timing og levetid af opslag på sociale medier Med til publiceringsworkflowet hører analysen af, hvornår brugernetværket omkring en profil i sociale medier er mest aktivt og responsivt.

Hvis det viser sig, at opslag på en given Facebookside får mest interaktion og opmærksomhed mandag-torsdag mellem 8-10 om morgenen og søndag aften mellem 21-22, så er det disse publiceringsvinduer, der skal fokuseres særligt på i planlægningen af redaktionens opdateringer. Analysen af et communitys døgnaktivitet og vaner kan foretages automatisk på få minutter med tjenester som: Buffer, Followerwonk, Komfo, Hootsuite, Chartbeat med flere.

Et stort spørgsmål for mange professionelle aktører på sociale medier er, hvor ofte der skal opdateres, fx på Facebook og Twitter. Det er Kristian Strøbech

klart, at dette afhænger af individuelle forhold som medietype, emne og målgruppens behov og vaner. Tjenesten Buffer kommer i dette blogindlæg med et data- og casebaseret bud på en generaliseret anbefaling om opdateringsfrekvens for brands: “The Social Media Frequency Guide: How Often to Post to Facebook, Twitter, LinkedIn And More”. Her lyder anbefalingen til brands: • 5-20 daglige opslag på Twitter • 5-10 ugentlige opslag på Facebook.

Dette kan bruges som et udgangspunkt til at finde frem til en individuelt tilpasset, optimeret publiceringsrytme. Både for Facebook og Twitters vedkommende gælder, at man mister størstedelen af sit community ved lav og inkonsistent opdateringsfrekvens, fx 1 gang om ugen og derunder. Til gengæld er det vanskeligt at sige noget generelt om den øvre grænse for, hvor mange opdateringer de to netværks brugere accepterer. Som så meget andet vedrørende sociale medier er dette område i evig udvikling. Facebooks seneste algoritmeændringer for visning af indhold i news feed favoriserer i høj grad friskt indhold, hvilket har ført til, at nyhedsmedier med en opdateringsfrekvens 410 gange højere end førnævnte norm klarer sig rigtig godt på Facebook.

I kraft af, at opslag og engagement på sociale medier i større eller mindre grad er tilgængelige som datafeeds via de forskellige tjenesters såkaldte API’er, er der generelt stor viden om brugernes adfærd. Fx viser data, at på Facebook har et opslag i gennemsnit 90 minutter til at slå an i, før det synker ned i glemsel, mens et tweet har en gennemsnitlig levetid på blot 24 minutter. Af samme årsag vælger mange medier en høj opdateringsfrekvens på deres Twitter-profiler, ligesom det er en udbredt praksis at referere til samme emne eller samme link på Twitter flere gange i døgnet. Som nævnt er dette baseret på gennemsnit, og der vil være store afvigelser i brugeradfærd fra community til community.

Sammenfattende hører det til publicering at planlægge optimale publiceringstidspunkter samt optimal publiceringsfrekvens.

Brug af indholdkalender i redaktionens flow En af de største udfordringer for det professionelle arbejde med sociale medier i en redaktion eller en organisation er at integrere brugen af sociale medier med de eksisterende mediekaWorkflowet i sociale medier

naler og/eller forretningsgange. Indhold i sociale medier bør støtte op om væsentlige aktiviteter og forretningsmål, og det kræver tæt koordinering mellem den ansvarlige for det sociale medieindhold og de øvrige kolleger. Et udbredt redskab er indholdskalenderen for sociale medier, som bruges mange steder, og som i realiteten er at sammenligne med en produktionsplan. Indholdskalenderen beskriver kommende opdateringer i sociale medier.

Indholdskalenderen kan med fordel sættes op i et regneark i Google Drev, hvor det kan være tilgængeligt for et team.

Se et eksempel på en indholdskalender fra et af projekterne under Eventbaseret Innovation, TV 2 Sportens dækning i sociale medier af Giro d’Italias start i Danmark i 2012. Link: http://bit.ly/giroprojekt.

Indholdskalenderen er et glimrende redskab for et team, der arbejder sammen om en eller flere kanaler i sociale medier. Hvis kalenderoverblikket udfærdiges tilstrækkeligt detaljeret, er det en gevaldig hjælp til at synliggøre de nødvendige produktionsopgaver, der er forbundet i en professionel indsats i sociale medier.

Indholdskalenderen kan dog ikke alene løfte udfordringen med at få koordineret aktiviteter i sociale medier med publicering i traditionelle mediekanaler. I langt de fleste tilfælde, hvor brug af sociale medier er noget nyt i organisationen, vil der være behov for nye, redaktionelle mødestrukturer med henblik på at få alle omkring bordet til at kende og forstå formålet med brugen af sociale medier og med henblik på at få den maksimale værdi ud af indsatsen.

I virkeligheden er der her en parallel til webbens første år, hvor de medarbejdere, der arbejdede med redaktionens hjemmeside, ofte sad afsondrede uden at være i loopet i forhold til væsentlige produktionsforløb. Det gav ringe koordinering, ringe forståelse for nettet og i sidste ende ringe udbytte af indsatsen. I dag har man lært, at alle skal sidde med omkring bordet, også fysisk, for at implementere det optimale flow mellem medieplatforme, og det gælder i højeste grad også for teamet, der styrer interaktion og publicering i sociale medier.

Optimering af viralt potentiale At få indhold til at spredes gennem sociale medier er ikke kun et spørgsmål om god planlægning. Det professionelle arbejde med 91

publicering i sociale medier kræver forståelse for den kontekst, modtageren oplever budskabet i, og en viden om, hvad det er for kræfter, der skaber viral spredning af budskaber.

Fælles for alle sociale medier er, at de primært forbruges via mobiler og tablets. Brugerne på netværk som Facebook, Instagram og Twitter tjekker deres feed på mobilen mange gange i de vågne timer, og som afsender skal man kunne se situationen for sig: Modtageren har sin mobil i hånden, i et lille opmærksomhedsmæssigt åndehul, og bladrer gennem indholdsstrømmen med tommelfingeren. Det er en oplevelseskontekst, hvor der er god mulighed for at få modtageren til at engagere og fordybe sig, men det er også en kontekst, hvor “strømmen” er spækket med rivaliserende indhold fra rigtige venner, foretrukne tjenester og populære medier og brands. I den sammenhæng er et opslag med et godt, sigende foto og en supplerende billed-

tekst et stærkt kort i konkurrencen om at få modtageren til at stoppe sin bladrebevægelse på mobilen og gå fra scannende adfærd til engagement i et bestemt opslag. Indholdsstrømmene på alle sociale medienetværk optimeres hele tiden hen imod at give brugerne en forstærket visuel oplevelse af indholdsstrømmen enten via stillfotos eller video.

Men visuelle elementer er ikke i sig selv drivkraft nok til at skabe engament og i sidste ende viral spredning på sociale medier. Der er flere kræfter i spil.

I bogen ”Contagious” (2013) har Jonah Berger samlet flere års forskning i dynamikkerne bag spredning af budskaber via “word of mouth”, og hans bud er, at der er seks overordnede faktorer, som udgør kræfterne i viral spredning af budskaber. Berger har samlet de seks faktorer i det, han kalder STEPPS-modellen:

STEPPS-modellen SOCIAL CURRENCY Status by association. People like to look smart, funny, and in-the-know, so they talk about things that help them portray a positive image. People want things that make them look good rather than bad.

TRIGGERS People talk about things that are top-of-mind. Using subtle reminders to help them think about your idea will make them more likely to share.

EMOTION When we care, we share. High arousal emotions – like exclement, anger, and awe – fire people up. This activation, in turn, drives them to share.

PUBLIC Built to show, built to grow. People often imitate others. But you can’t imitate what you can’t observe. Making behavior more public enables social influence.

PRACTICAL VALUE News you can use. People share things to help others, whether it is advice on saving time, saving money, or making them healthier.

STORIES Stories are like Trojan Horses: Information travels under the guise of idle chatter. People are more likely to share a memorable story than a list of technical facts and lectures about a product.

92

Kristian Strøbech

Modellen er ingen facitliste, for viral succes kan ikke sættes på formel, men en forståelse og udnyttelse af dens individuelle elementer enkeltvis eller i kombination giver et godt udgangspunkt for at opnå spredning på sociale medier.

De sociale medier er gratis tjenester, men netværksejerne presser på for at opbygge betalingsmodeller, og i dag må man som distributør af professionelt ikke-personligt indhold på sociale medier regne med at skulle betale i form af en vis andel promoverede opslag for at opnå synlighed hos tilstrækkeligt mange. Selv med promoverede opslag er det dog stadig sådan, at netværksalgoritmerne nedprioriterer indhold, der ikke målbart engagerer nogen brugere. Man kan med andre ord ikke købe sig direkte til viral effekt på de sociale medier.

4.6

Workflow: Præsentation Aktiviteter i sociale medier kan af og til have karakter af en lukket fest, hvor kun de indviede deltager. Arbejdet med præsentation er den del af workflowet med sociale medier, hvor man arbejder med at udbrede kendskabet til samtaler og indhold på sociale medier - uden for de sociale medier.

Det drejer sig dels om at inkludere dem, der ikke deltager aktivt i sociale medier ved at vise dem det bedste af, hvad der foregår på Facebook, Twitter eller i andre netværk - enten af markedsføringsmæssig nødvendighed eller ud fra et public service-hensyn. Dels har det stor betydning for et viralt budskabs spredningspo-

Workflowet i sociale medier

tentiale, at budskabet/kampagnen/opdateringen er synlig så mange steder som muligt, såvel online som offline. Jo flere steder, jo flere mediekanaler et budskab er synligt i, jo større spredningspotentiale på sociale medier.

Rent praktisk betyder det, at en redaktion, som har held med at skabe engagement på sociale medier omkring et emne eller en kampagne, må sørge for at synliggøre aktiviteterne uden for de sociale netværk. Det kan være ved regulær omtale i andre mediekanaler, ved hjælp af kreativ informationsgrafik, i nyhedsbreve eller andre kanaler med eksponering over for et publikum uden for den sociale mediekanal.

Når New York Times udgiver en informationsgrafik på sin hjemmeside med udvalgte Instagramfotos fra modeugen i New York, er det som et led i en præsentation til et bredere publikum af en aktivitet i en af mediehusets sociale mediekanaler, nemlig Instagram.

Da kunstmuseet ARoS i Aarhus udstillede en unik samling af Edvard Munchs malerier i 2012, arbejdede museet sammen med DMJX under Eventbaseret Innovationsprojektet omkring nye måder at synliggøre museets Facebook-aktiviteter for udstillingens gæster på.

Som et regulært præsentationselement, jvf. workflowet, blev udstillingsgæsterne ved udgangen fra Munch-galleriet ført forbi en frise af fotostater af samtlige malerier i udstillingen.

Det kreative arbejde med præsentation, det vil sige med at fortælle om, hvad der foregår på sociale medier, er ofte nødvendigt for at give aktiviteter i sociale medier det ekstra boost, som sikrer tilstrækkelig deltagelse og gennemslagskraft. I den forbindelse er det nyttigt at huske på, at når det gælder spredning af budskaber via word of mouth, så udgør online word-of-mouth ifølge Jonah Bergers forskning 93

(Bergey, 2013) kun syv procent af den samlede word of mouth-omtale mellem mennesker i et moderne samfund som det amerikanske. I det omfang man har mulighed for det, kan det godt betale sig at have løbende opmærksomhed på andre præsentationsmuligheder end onlinemedier.

4.7

Workflow: Effektmåling Enhver indsats i sociale medier bør tage udgangspunkt i en eller flere målsætninger med at bruge sociale medier – målsætninger, der har direkte eller inddirekte relation til organisationens/projektets/mediets forretningsmæsige mål. Det bør altid være muligt at måle på, hvorvidt disse målsætninger bliver opfyldt, og det er her, effektmålingen kommer i spil.

En professionel indsats i sociale medier bør fra starten have et effektmålingsdesign, der løbende kan indikere, i hvilken grad målsætningerne opfyldes.

94

Det kan være, at man som nyhedsreporter i et lokalmedie sætter sig det mål, at man vil være den journalist, brugerne i lokalsamfundet først tænker på og tager kontakt til, hvis de har set eller hørt noget. Et af virkemidlerne skal være Facebook, fordi det er et sted, hvor det er nemt at være i øjenhøjde med folk. Reporteren begynder at lave flittige opdateringer på Facebook og går målrettet efter at opbygge så mange relationer på Facebook som overhovedet muligt.

Alle indkommende kommentarer bliver troligt besvaret hurtigt og imødekommende. Her vil en effektmålingsplan først og fremmest bestå af en løbende manuel optælling af, hvor mange brugertips og henvendelser der kommer via Facebook, jævnfør den oprindelige målsætning.

Antallet af Likes, kommentarer og delinger, som er Facebooks egne foretrukne måleparametre, er i dette tilfælde mindre væsentlige i forhold til reporterens målsætning. Det er en vigtig pointe vedrørende effektmåling i sociale medier, at man om nødvendigt skal kunne tænke sig fri af de forskellige tjenesters tilbud om målemetoder (Likes, delinger, kommentarer, re-

Kristian Strøbech

tweets, followers osv) og selv vurdere, hvad det giver mening at måle påi forhold til sin målsætning. De sociale mediers egne udbudte målemetoder er ofte nyttige, men har i sidste ende til formål at fremme brugeradfærd, som er indbringende for den enkelte tjeneste.

Bruger man sociale medier for at øge trafikken til et website ved hjælp af henvisninger til indhold, må man sørge for at benytte kliksporing via Google Analytics tags, Bit.ly eller lignende tjenester, så man ved, præcis hvilke henvisninger der virker, og hvilke der ingen trafik genererer.

Når det handler om design af en effektmålingsplan, kan man med fordel tage udgangspunkt i The Digital Marketing And Measurement Model udtænkt og beskrevet af Avinash Kaushik, der arbejder for Google som “digital marketing evangelist”. Læs mere her: http://www.kaushik. net/avinash/digital-marketing-and-measurement-model/

4.8

Workflow: Arkivering Arkivering af indhold fra sociale medier er en dimension i det professionelle workflow, som ikke bør overses. Der er flere gode grunde til at gemme egne kopier af det indhold, man uploader til profiler i sociale medier.

For det første er det et spørgsmål om datasikkerhed. Sandsynligheden for, at Facebook, Google eller Twitter mister en brugers data, er meget lav, men det er en reel fare, at man mister eget indhold ved fejlsletning eller hacking. Det kan man sikre sig mod med en backupløsning.

For det andet kan det ofte være en fordel at have en nemt tilgængelig lokal kopi af sit indhold fra sociale medier til anden brug. Det kan for eksempel være et spørgsmål om at gemme alle de billeder, som uploades til en Instagramkonto med henblik på at anvende billederne i andre kreative mediesammenhænge. Eller man kan ønske at gemme tweets fra en bestemt begivenhed i et regneark med henblik på at analysere og illustrere indholdet på forskellig vis.

Netop i forhold til Twitter giver det god mening at have en arkivløsning parat til at gemme søgninger på hashtags. Mens den enkelte bruger altid kan tilgå eget indhold på Twitter, så er Workflowet i sociale medier

det kun det såkaldte topindhold på Twitter, som er tilgængeligt for søgninger på hashtags efter 6-9 døgn.

For det tredje er der en principiel overvejelse i at beholde fysisk ejerskab over indhold, som produceres i redaktionelt øjemed. De sociale medietjenester ændrer ofte på deres brugerbetingelser, og der kan uden varsel blive lagt begrænsninger på kontohaveres adgang til egne data.

Alle de sociale medietjenester tilbyder manuel arkivering af kontohavers data og indhold, men i en professionel sammenhæng er det væsentligt at have et gennemprøvet, automatiseret workflow til arkivering – enten et permanent setup eller en løsning, som kan sættes i gang efter behov.

Bruger man fx Hootsuite til administration og opdatering af Twitter, kan man mod betaling få adgang til en arkiveringsløsning, der kan gemme indhold fra Twitter-søgninger inde i Hootsuite-profilen.

Tjenester som Backupify.com, Frostbox.com og SocialSafe.net tilbyder forskellige betalingsløsninger til løbende arkivering af indhold fra sociale medier og Googles univers. Backupify er den største spiller på det marked.

Endelig skal nævnes gratistjenesten IFTTT, If This Then That, der kan sættes op til at behandle indhold i sociale medietjenester på alle mulige måder.

4.8

Workflowet i sociale medier forudsætter en klar strategi Enhver brug af sociale medier i professionelle sammenhænge må tage udgangspunkt i strategi og målsætninger. Det at finde og udforme en strategi for en indsats i sociale medier samt at opstille målsætninger for indsatsen er ikke en del af det workflow, som beskrives her. Processerne i workflowet starter der, hvor strategien er lagt, og hvor målsætningerne er beskrevne, og hvor arbejdet skal i gang. Workflowet beskæftiger sig heller ikke med den basale opbygning af en profil i sociale medier. Strategilægning og profilopbygning er så at sige indgangsbilletter til workflowet.

Det er en balancegang på den ene side at be95

Gratistjenesten If This Then That, IFTTT, kan sættes op til at foretage autobackup af alle uploads til en Instagramkonto til en destination efter eget valg (fx Dropbox eller Flickr).

skrive delprocesser og organisatoriske detaljer i en workflowmodel og på den anden side bevare respekten for det engagement og den umiddelbarhed, der også må være i arbejdet med sociale medier. Det at have workflowsoverblikket skulle nødig slukke gejsten i arbejdet med sociale medier og overkomplicere indsatsen.

Tværtimod skulle en større forståelse for de komplekse arbejdsgange, der udgør arbejdet med sociale medier i sammenhæng med et medieflow, gerne bidrage til en skarpere og mere relevant indsats i sociale medier.

96

I sig selv kan kendskab til delprocesserne i arbejdet med sociale medier i høj grad være med til at synliggøre, hvor hvert workflowselement passer ind i mediernes eksisterende organisation og eksisterende produktionsgange. På den måde kan workflowmodellen forhåbentlig bidrage til at bryde isen mellem eksisterende opfattelser af medieprofessionalisme og de, ved første øjekast, ustrukturerede og spontane, sociale medier. ■

Kristian Strøbech

CV’er

Peter From Jacobsen. Fagmedarbejder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Underviser og arbejder som konsulent med interesse især for dialog og samspil med brugerne inden for journalistik og kommunikation samt udvikling af netværk og communities.

Blogger på NyJournalistik.dk om især digital journalistik, nye journalistiske metoder og workflows og medieudvikling i det hele taget. Forfatter til bogen Borgerjournalistik – hvad er det?

(2009) og flere rapporter, blandt andet Journalistik i netværk (2010).

Annegrete Skovbjerg. Fagmedarbejder ved Efter- og videreuddannelse på Danmarks Medieog Journalisthøjskole. Uddannet cand. mag. i dramaturgi og visuel kommunikation. Formidler viden og udvikler efter- og videreuddannelse inden for onlinevideo og mobile platforme. Tidligere artikelbidrag til bogen Nyheder i nutid. Skriver løbende indlæg på egen blog www.mobiljournalistik.dk.

Lars Kabel. Lektor og fagmedarbejder. Cand. phil. fra Aarhus Universitet og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Tidligere en af forskningslederne i forskningsprojektet Digital Urban Living (2008-2012). Forfatter og medforfatter til en række bøger og rapporter om journalistik, medieudvikling, digitalisering, nyheder, blandt andet: Nyheder i nutid (2009), Et medie til hånden (2011) og Byens Digitale Liv (2012).

Kristian Strøbech. Lektor og faglig leder for nye medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Underviser i brug af sociale og mobile medier samt i digital formidling på Efter- og Videreuddannelse samt ved den journalistiske grunduddannelse. Udfører jævnligt udviklings- og forskningsarbejde.

Blogger om journalistik og sociale medier på strobech.net.

CV’er

97

Litteratur Anderson, C.W. (2010): Aggregators, curators, and indexers: There´s a difference, and it matters.

Nieman Journalism Lab Anderson, C.W. (2013): What aggregators do: Towards a networked concept of journalistic expertise in the digital age.

Journalism

Grarup, Lars (2014): http://webtv-tvm.dk/webcast/ Innovations in Newspapers, World Report 2013.

WAN/IFRA Jacobsen, Peter From (2010): Journalistik i netværk.

Update

Andersson, Ralf (2013): Den industrialiserede nyhedsproduktion.

En undersøgelse af den ændrede produktionsform i DR Nyheder.

Center for Journalistik, Syddansk Universitet

Jacobsen, Peter From (2014): EyePad – Medieforbrug på tablets 2013-2014.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Bartlett, Rachel (2014): http://www.journalism.co.uk/news/-how-bbcguardian-innovating-instagram/s2/a555771/

Jacobsen, Susan (2012): Transcoding the news: An investigation into multimedia journalism published on nytimes.com 2000 – 2008.

SAGA Journals

Beet.tv (2014): http://www.beet.tv/2014/05/huffpost-live.html Berger, Jonah (2013): Contagious, Why things catch on.

Simon & Schuster Bruns, Axel (2005): Gatewatching: Collaborative Online News Production.

Peter Lang Elmelund, Rasmus (2013): Kuratoren som den nye kunstner.

Dagbladet Information Garcia, Mario R. (2012): iPad design Lab: Storytelling in the age of the tablet. e-Book Google 2012: The New Multi-screen World 2012: http://ssl.gstatic.com/think/docs/the-new-multiscreen-world-study_research-studies.pdf 98

Jarvis, Jeff (2008): The imperatives of the link economy.

Buzzmachine Jarvis, Jeff (2013-14): http://buzzmachine.com/2013/12/31/ rethinking-tv-news-part-i-whats-broken/ Kabel, Lars (red) (2009): Nyheder i nytid.

Forlaget Ajour

Kabel, Lars, Martin Brynskov, Mette Steentoft, Jens Funder Berg, Troels Østergaard (2011): Et medie til hånden.

Forlaget Ajour Kabel, Lars (2012): Digital, mobil og urban journalistik.

I Byens Digitale Liv. Forlaget Ajour

Litteratur

Lambert, Joe (2013): Digital Storytelling.

Captures Lives, Creating Community.

Routledge Lindgren, Simon (red) (2014): Hybrid Media Culture, Sensing place in a world of flows.

Routledge McBride, Kelly (red.) (2014): The New Ethics of Journalism, Principles for the 21st Century.

Sage Publications Manovich, Lev (2007): Understanding Hybrid Media.

San Diego Museum of Art. Marshall, Sarah (2012): http://www.journalism.co.uk/news/how-wallstreet-journal-reporters-are-sharing-mobilephone-videos-to-worldstream/s2/a550221/ Medieudviklingen 2013.

DR Nielsen, Rasmus Kleis og Kim Schrøder (2013): Danskernes brug af nyhedsmedier 2013.

Roskilde Universitet O´Donovan, Caroline (2014): http://weeder.org/rLHZxfC# O´Keefe, Ed (2014): Indlæg ved Digital Innovators Summit i Berlin, http://www.innovators-summit.com/dis-multimedia-video Open Journalism: (2013) WAN/IFRA Oterhals, Jo Christian (2014): http://webtv-tvm.dk/webcast/ Ooyala, Global Video Index Q1 (2014): http://www.ooyala.com/online-video-index Read, Alastair (2014): http://www.journalism.co.uk/news/ the-5-commandments-of-vine-for-viralvideos/s2/a557196/ Litteratur

Report for Tow Center for Digital Journalism (2014): http://videonow.towcenter.org/longform.html Rosenbaum, Steven (2011): Curation Nation: How to win in a world where consumers are creators.

McGraw-Hill Rosenblum, Michael (2012): iPhone Millionaire: How to Create and Sell Cutting Edge Video Rushkoff, Douglas (2013): Present Shock – When everything happens now.

Penguin Books Schrøder, Kim og Christian Kobbernagel (2012): Danskernes brug af nyhedsmedier 2013.

Roskilde Universitet Shirky, Clay (2009): Here Comes Everybody, How change happens when people come together.

Penguin Books Sloan, Robin (2010): Stock and flow.

Snarkmarket Spyridou, Lia-Paschalia, et al. (2013): Journalism in the state of flux.

International Communication Gazette, SAGE The Future of Digital Longform.

Longform.towwcenter.org Thomas, Marc, Hannah Waldram, Ed Walker (2013): Connected. The power of modern community.

Guardian Short, e-Book.

Von Krogh, Torbjörn (red) (2011): #journalistroll –Bakgrund till –och debat om – journalistrollens förändring, Sim(o) mediestudier.se Wardle, Claire (red) (2013): Social newsgathering.

99

Omslag_Layout 1 05/09/14 11.07 Side 1

Historier, 16-17 timer i døgnet, året rundt på alle platforme, også de kuraterede og sociale medier. En endeløs strøm af data i realtid, der danner udgangspunkt for indholdsstrømmene i de måske 10-15 forskellige medier, platforme, kanaler og videoservere, som mediehuse, virksomheder og kommunikationsafdelinger nu gør brug af.

Media Flow – Indhold og indholdsstrømme i centrum

Media Flow

Lars Kabel, Peter From Jacobsen, Annegrete Skovbjerg og Kristian Strøbech

Media Flow Indhold og indholdsstrømme i centrum

Denne rapport er udarbejdet ud fra en tese om, at det nu handler om at sætte historierne og flowet i centrum. Rapporten er på sporet af nye måder at håndtere og samtænke analogt, digitalt og socialt indhold på.

Kuratering og IT-aggregerede medier som en ny form for journalistisk værdiskabelse. Nye videoformater, der gør op med de klassiske konventioner. En model for et professionelt workflow i de sociale medier. I fire artikler udforsker rapporten helt centrale elementer af multimedieflowet via en række cases og giver for første gang et sammenhængende bud på, hvad der er på spil, når historierne og indholdsstrømmene sættes i centrum.

Hvilken værktøjskasse af metoder og tangegange til flowhåndtering er under udvikling i Danmark og internationalt?

Forlaget Ajour

X '$10$5.6 0(',(ʘ 2* -2851$/,67+ -6.2/(

En rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

X