Megacity

MEGACITY

1

2

MEGACITY

Ingen ved præcist, hvor mange der bor i storbyen Dhaka i Bangladesh. Den sidste folkeoptælling var i 2001. Eksperter er dog enige om, at det er mange. Rigtig mange.

De fleste gætter på et sted mellem 12 og 15 millioner, men mere præcist kan det ikke blive i en by, der har vokset uhæmmet og ukontrolleret i flere årtier.

Det er svært at finde stilheden i Dhaka. Fra tidlig morgen til sen nat spiller en uendelig symfoni af dyttende bilhorn, som forgæves prøver at løsne op for de mange trafikpropper, der konstant plager gader og veje. Arbejdere banker løs med værktøj og maskiner på højhusbyggepladserne, der ligger næsten side om side gennem hele byen. Ringeklokkerne fra de farverige cykelrickshaws klimter skarpt og gennemtrængende, mens der rumler en tung basbrummen fra tusinder af dieselgeneratorer gennem gaderne.

De starter, hver gang strømmen svigter. Og det gør den ofte.

Dhaka er fyldt med larm og fyldt med mennesker.

Byen er hjertet i Bangladesh. Placeret midt i landet er den det politiske, administrative, økonomiske, industrielle og kulturelle centrum i et af verdens fattigste og tættest befolkede lande.

Selv om der er andre byer i landet, er Dhaka langt den største og vigtigste på alle punkter.

5

Folk strømmer til hovedstaden, og har gjort det i over et halvt århundrede. FN og Verdensbanken betragter i dag byen som en af klodens hurtigst voksende Megacities (dvs. byer med over 10 millioner indbyggere).

Intet under, at tilflytterne drages mod storbyens lys. Der er nemlig penge at tjene i Dhaka, langt flere end på landet, hvor arbejdsløsheden er enorm og voksende.

Siden 1996 har Bangladesh oplevet en årlig økonomisk vækst på mellem 5-6 procent, og det på trods af landets manglende politiske stabilitet, den dårlige infrastruktur, korruption, ineffektivitet og overbefolkning. Men det er mest Dhaka, der har nydt godt af den industrielle udvikling, for langt de fleste fabrikker ligger i eller meget tæt på hovedstadsområdet.

Den økonomiske udvikling har betydet øget velfærd og bedre levevilkår for millioner af mennesker. Men den hurtige og uhæmmede vækst har også haft en høj pris.

Luften er altid tyk i Dhaka. Under monsunen ligger fugtigheden som et tungt klamt tæppe over byen. Og i den tørre del af året - fra november til og med marts – føles luften direkte giftig, når en tåge af støv, bilos og fabriksrøg dækker alt.

Ifølge en officiel sundhedsrapport udarbejdet af

Verdensbanken, har Dhaka suverænt klodens mest forurenede og sundhedsskadelige luft i den tørre del af året.

For de fattige migranter fra landet er Dhaka drømmenes by. Men drømmen er ved at udvikle sig til et mareridt.

I Bangladesh er der for mange mennesker og for lidt plads. Landet er kun tre gange større end Danmarks areal, men her bor næsten 160 millioner mennesker. Og intet sted er denne pladsmangel mere tydelig end i Dhaka.

Byen er vokset kraftigt siden slutningen af kolonitiden, men der er aldrig blevet udformet en overordnet byplan for dette metropolis. Dhakas bystyre har for længst erkendt, at problemerne tårner sig op. Men selv om der er op til 40 administrative enheder og departementer, som beskæftiger sig med de forskellige konsekvenser af byens vækst, så er det altoverskyggende problem stadig uløst: De mange enheder arbejder uafhængigt af hinanden. Byen udvikler sig i et magt-tomrum og Dhakas borgmester har ingen autoritet.

I dag bliver et- og toetagers huse revet ned på stribe. Og ti- og tyveetagers højhuse skyder op i stedet. Mange af byens fortove er fyldt med bunker af stål og bjerge af jord som ligger foran de

mange byggepladser. Morgen og nat ankommer lastbiler med store hold af fattige migrantarbejdere fra slummen til byggepladserne, hvor de skal opføre nye højhuse og kontorbygninger, butikscentre og hoteller.

Men disse arbejdere vil aldrig selv få råd til at bo der. For selv om der bliver bygget nye flotte boliger overalt, sker den største befolkningsvækst i slummen.

De fleste tilflyttere er fattige og ender i et af byens 5,000 slumområder, der vokser mere end dobbelt så hurtigt som resten af byen. I dag bor en tredjedel af Dhakas befolkning i slum områder, men om 15 år vil langt over halvdelen af byens indbyggere bo i en slum.

Ingen steder i Dhaka, bliver infrastrukturen udvidet i samme tempo. Hver dag skal flere mennesker deles om færre ressourcer.

Det er ikke nemt at bo i Dhaka. Alligevel tilpasser folk sig, improviserer og finder måder at overleve på.

Livet forsætter, mens byen vokser.

Jonathan Bjerg Møller Dhaka, Februar 2010

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

31

32

33

34

35

36

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

52

53

56

57

60

61

62

63

64

66

67

70

71

72

73

74

75

76

77

78

79

Tigger. Asad Gate. I 2008 vedtog regeringen en lov, der gør det ulovligt at tigge og strafbart med op til en måneds fængsel. Siden er det blevet et politisk mål at gøre landet fri for tiggere om fem år, selv om det er dybt urealistisk. En komite er for nylig blevet nedsat, og den regner med at have en folketælling over landets tiggere inden udgangen af Juni 2010. I midten af februar samlede Dhakas politi 150 tiggere op og kørte dem 55 km ud af byen som del i et nyt offensiv mod tiggeri.

Cykelrickshaw. New Market. Ingen ved hvor mange rickshaws der er i Dhaka, men mange gætter på cirka en halv million. At trække en rickshaw er den nemmeste måde for nyankommne migranter at tjene penge på. De lejer en cykel i 12 timer for 80-100 taka (6.2-7.8 DKK) og prøver at tjene så mange penge som muligt. En gennemsnitsløn ligger på omkring 200-300 taka (15.6-23-4 DKK) om dagen.

Ijtema. Mellem Tongi og Uttara. Næsten 5 millioner pilgrimme samles hvert år til den religiøse festival Bishwa Ijtema. Festivalen handler om bøn, meditation og undervisning i Islam. Muslimer fra hele verden, men mest Bangladesh, samles 20 km uden for Dhaka for at lære hvordan man bliver en bedre muslim. Den sidste dag holder man Akheri Munajat eller den sidste bøn. Her beder man om verdens fred, man beder for menneskeheden, og man beder for det muslimske fælleskab.

Trafikprop. Green Road. Det siges, at der kun er 20 timer i døgnet, hvis man bor i Dhaka, resten af tiden bruger man i trafikpropper. Der er syv gange flere køretøjer på vejene i Dhaka, end der er plads til, og der kommer over 100 nye eller brugte biler på vejen hver dag. Biler og busser er i for dårlig stand. Mindst 88,000 regnes for at være i farlig tilstand. Folk kører uden kørekort og motorcyklister kører på fortovet, når der er trafikprop. Der er mangel på trafikpoliti, og de mange fattige migranter som strømmer til byen ender ofte som cykel rickshaws. Men uanset hvor slem trafikken ser ud, løser propperne sig altid, det er bare et spørgsmål om tid.

Ijtema. Airport Station, Uttara. Pilgrimme på vej til den årlige muslimske festival Bishwa Ijtema.

Hjemløse. Sonargaon Road. Man regner med, at der er mellem 20,000 og 50,000 hjemløse, som bor på gaden i Dhaka. De heldige, som familierne her, bor under små plastiktelte på fortovet. Langt de fleste sover på avispapir med et tyndt stykke stof som tæppe.

Gadesælger. Gullistan.

Appelsintyv. Old Dhaka. Frugtsælgere prøver at rive tøjet af en dreng, som de har fanget i at stjæle appelsiner.

Boligbyggeri. Dhanmondi.

Shukrabad.

80

81

Banani Lake. To piger fra Korail-slummen leger i Banani søen som skiller slummen fra det dyre bolig område Gulshan, hvor de rige og næsten alle udlændinge bor. De fleste søer i Dhaka er endnu mere forurenede end floderne, fordi der – i modsætning til floderne - aldrig kommer nyt vand som skyller forureningen væk.

Nazma Aktahr ligger med sit nyfødte barn på sengen i sit hjem. Det har hun gjort, siden hun fødte den lille pige i morges klokken cirka halv otte i Korail-slummen, hvor hun bor. Hun kommer til at ligge i sengen de næste par dage, mens hun samler kræfter efter sin fødsel i en af slummens ”fødsels hytter”. De er oprettet af en lokal NGO og giver kvinderne i slummen en mulighed for at føde i relativ sikkerhed og med hjælp fra en jordemoder. Den lille pige har endnu ikke fået et navn. Men babyen er Nazmas andet barn, for hun har også en dreng på et år. Nazma. som har boet fem år i Korail slummen, kommer oprindeligt fra Sherpur, der ligger cirka tre-fire timers kørsel nord for Dhaka.

Hun kom til Dhaka med bus og mødte sin mand i Korail. De første tre år, arbejdede hun som tekstilarbejder, men nu er hun hjemmegående husmor. Nazma har fire søstre og en bror, men hun er den ældste, og det var derfor, hun måtte tage til Dhaka. Som den ældste skulle hun forsørge sine søskende. Der var intet arbejde i landsbyen, og hun måtte ikke trække en rickshaw, fordi hun er kvinde. Kun i Dhaka var der muligheder. Oprindelig ankom hun til hovedstaden sammen med den næstældste søster, som dog kun blev i Dhaka i tre- fire måneder, før hun rejste hjem. I dag er Nazmas lillebror blevet gammel nok til at overtage ansvaret for at forsørge familien i landsbyen.

Mohammad Julhas flyttede ind i Korail i går med sin far. Den 17-årige kom til Dhaka med faderen for at deltage i den store muslimske festival Bishwa Ijtema, og de er blevet for at tjene penge. De har boet det sidste par dage i Mirpur bydelen hos en onkel, men har lige lejet sig ind i dette 3kvm store værelse med betongulv. Værelset er stort set tomt, bortset fra nogle få stykker tøj, der hænger på væggen, noget ny-indkøbt køkken grej i hjørnet og tre store poser med betel nødder, som Mohammad og hans far lige har købt. De kom til Dhaka med 5,000 taka (390 DKK), og har brugt 2,000 (156 DKK) på en uge. Men nu har de køkken udstyr til at lave mad, de har et tag over hovedet, og de har sække med den populære betel nød, som de håber på at sælge dør-til-dør for at tjene penge. Der er ikke jobs nok hjemme i Barisal, hvor de stammer fra. Derfor er far og søn rejst til Dhaka. For at tjene penge. Mohammads mor og hans to søstre er stadig hjemme i Barisal. Og familien har ingen intentioner om at flytte fast til Dhaka. De har jord derhjemme og en tilknytning til området, der gør, at de ikke kunne finde på at flytte hele familien til Dhaka. Selv om vilkårende er hårde i Korail, der er ingen vand og ingen gas, og livet er svært, har de udsigt til at kunne tjene penge. Og det kunne de ikke derhjemme. Selv om vi ikke sultede i Barisal, så fremtiden mørk ud, siger Mohammad. De håber på at kunne flytte ud af Korail, lige så snart det er muligt. Imens vil de besøge familien i Barisal, når de får råd til det.

Lacki Begum er fire måneder gravid med sit andet barn. Den 25-årige kvinde kommer fra Barisal, men flyttede til Dhaka for 15 år siden, fordi familien ikke kunne overleve hjemme i landsbyen.Hendes forældre var fattige, og da Lacki var den næst-ældste, måtte hun hjælpe med at forsørge hele familien. Derfor flyttede hun til Dhaka, hvor hun på grund af sin unge alder, fik tilbudt et simpelt job i en tøjfabrik. Hun var 10 år, da hun blev børnearbejder. Men efter kun to år på fabrikken, var hun gammel nok til at blive en rigtig tekstilarbejder. Det har hun været siden da. Nu arbejder hun på en tøjfabrik i Mohakali, ligesom hendes mand Nizam og mange andre fra Korail-slumkvarteret. Lacki blev for 10 år siden gift med sin fætter fra familiens gamle landsby i et arrangeret ægteskab. Det var umiddelbart efter brylluppet, at parret flyttede ind Korail. I dag syer hun jeans og andre slags bukser og tjener 3.000 taka (234 DKK) om måneden. Hun arbejder fra kl. 08 til kl. 19, seks dage om ugen. Og med overarbejde får hun cirka 4.500 taka (351 DKK) om måneden.

Rajabazar.

Slumbrand. Bihari Camp, Mirpur 11. Den 27 Februar gik der ild i Bihari Camp. 65 huse og 12 forretninger blev brændt ned til jorden. Beboerne påstår, at det var en lokal bande, som startede branden. Det er ikke unormalt, at bander kræver beskyttelses penge, eller at slummens ejer brænder husene ned for at få folk til at flytte. Bihari Camp er en af cirka 30 flygtninge lejre i Dhaka. I lejrene bor der titusindevis af strandede flygtninge fra uafhængighedskrigen i 1971. De er kendt som Biharis, fordi de stammer fra Bihari staten i Indien og sympatiserede med Pakistan under uafhængighedskrigen. Den mest kendte Bihari-lejr er Geneva Camp med cirka 30,000 indbyggere i Mohammadpur.

82

83

Nandan Supermarked. Gulshan 1. En arbejder fejer støv fra hylderne i et nyt supermarked som åbner om få dage. Bygningen er ejet af den nationale skydeforening og ulovligt udlejet til private investorer, som har indrettet supermarkedet, restauranter og bryllupsfestlokaler, men uden at anlægge tilsvarende parkeringspladser, som det er krævet i byggeloven. Området er i forvejen hårdt ramt af trafikproblemer og fortovene bliver ofte brugt som parkeringsplads, selv om supermarkedet og festlokalerne ikke er åbnet endnu.

Solbriller. Gadesælger, Motijheel. Store dele af byens fortove er fyldt med gadesælgere, som sælger alt fra tøj og medicin, til mad og frugt, til muligheden for at blive vejet, eller få renset øre- eller blive barberet og klippet.

Familie. Dhanmondi.

Motorcykelist. Pantapath.

Udsalg. IDB Bhaban, Computer City.

Hamida fra Mymensingh. Kawran Bazaar.

Forretning. Rapa Plaza, Dhanmondi.

Udbrændt tekstilfabrik, Gazipur. 21 mennesker fra natteholdet døde af røgforgiftning, fordi de var låst inde på fabrikken, da branden brød ud.

Ged. Hazaribagh. Læderdistriktet i Dhaka er en af de største årsager til flod- og vandforurening i Dhaka. Der er ingen rensningsfiltre på de talløse fabrikker, der befinder sig i den lille tætbefolkede bydel og al forurening bliver pumpet ud i kloaker og floder. Det resultere i misfarvede søer, som er magenta røde, eller mørkeblå. Der bor hundredetusindvis af mennesker i lejligheder og slum områder op og ned af fabrikkerne. Mange af de fattige må bade i en nabo sø, under 50 meter fra denne.

Vandkø. Shankari Bazaar, Old Dhaka. Dhaka har brug for 2.000 millioner liter vand om dagen, men WASA, som står for byens vandforsyninger, kan kun levere 1.800 millioner liter, og det er oftest de fattige, som mangler vand, eller får urent vand, der gør dem syge.

Dolce & Gabanna modeshow. Amazon Club, Gulshan 2.

Traffikprop. Green Road.

84

85

Færgeleje, Sader Ghat.

Skraldearbejdere, Sader Ghat.

Rajabazar.

Mohammadpur slum. De fleste slum bebyggelser ligger efterhånden på privat jord. Derfor har myndighederne ingen pligt til at levere vand. Ofte bliver der hentet vand gennem haveslanger. I den tørre sæson hentes vand i lastbiler fra hæren eller private leverandører. Men uanset, hvor det kommer fra, er vandet sjældent rent. Og der er ofte udbrud af kolera og andre sygdomme i slumområderne.

Biografkø. English Road, Old Dhaka.

Skibsmaler. Keraniganj.

Buriganga floden. Keraniganj, modsat Sader Ghat. Buriganga floden er byens pulsåre. Den er stærkt forurenet, men forbinder byen til resten af landet.

Familie, Old Dhaka

Bygning. Jatrabari.

Burkaforretninger, Islampur Road. Old Dhaka.

Shumon og Sumeya. Gullistan Park. Det er svært at finde stilhed og fred i en by som Dhaka. Det hjælper at tage ind i nogle af byens ganske få parker, men der er ingen garanti for, at man for fred for andre mennesker. Derfor vælger de fleste nyforelskede at leje en Rickshaw eller CNG (auto-rickshaw) i en time og køre rundt i en lukket karat for at få lidt privatliv. Andre finder et fredeligt og øde sted i en park.

Fendu, kloakarbejder. Panthapath.

86

87

Runi Begum er 14 og har ligget i koma i 3 dage, siden hun blev kørt ned af en bus. Hun stammer fra en landsby udenfor Dhaka, men lægerne anbefalede hendes mor Janum, at tage til Dhaka Medical College Hospital med datteren for at få den bedste behandling. Udover at hun har været i koma siden ulykken, har Runi også en brækket arm og et brækket kraveben. Det første lægerne i Dhaka sagde til hendes mor var, at hun skulle låne så mange penge som muligt, fordi de ikke ved hvornår Runi måske vågner. Familien lånte hurtigt 5,000 taka (390 DKK) fra naboer, og siden er et familie medlem kommet til Dhaka med yderligere 9.000 taka (702 DKK). Runi og Janum har ligget på et stengulv for enden af en hospitalsseng, fordi der ikke er plads til flere patienter i DMCH. Janum bruger dagene på at age sin datter på panden og prøver for at sørge for, at hun har det godt.

Dhaka Medical College Hospital. Udover at skulle behandle byens borgere, tiltrækker DMCH og andre hospitaler i Dhaka også patienter fra landet, fordi hovedstaden har landets bedste sundhedssystem.

Motijheel.

Vejkrydset ved Elephant Road.

Morgengymnastik. Ramna Park. Hovedindgangen til parken er hver morgen en parkeringsplads for firehjulstrækkere og dyre biler. Overklassen og den øvrer-middelklasse bliver kørt ned i parken af deres chauffør, hvor de dyrker motion og morgengymnastik.

Murstenslager. Kamrangi Char. Mursten ankommer i både fra fabrikkerne på landet. De mange skorsten på fabrikkerne siges at være skyld i 30 % af Dhakas luftforurening.

Rickshaw kaos. Sidevej ved Mirpur Road og Road 1, Dhanmondi.

Fælleskollegie, Dhaka University. Der er ikke plads til de mange elever på Dhaka University. De nystartede må bo sammen på gulvet i store fællesstuer. Alligevel er de heldige. Nogle elever må sove på taget om sommeren eller i den lokale moske.

Lysopsætning til bryllupsfest. Road 15a, Dhanmondi.

88

89

Cykelrickshaw sæde. New Market.

Kala Bagan.

Kilder: FN, Verdensbanken, United Nations Population Division, Dhaka City Corporation, Economist Intelligence Unit, Banglapedia, The Daily Star, BDnews24.com, New Age, ICDDR,B, UN Habitat, The New Nation, Reuters, Forbes, IRIN Global, UNDP, CARE,

MEGACITY

af: Jonathan Bjerg Møller Første Udgave Copyright 2010 TAK TIL: Casper & Majbritt Thomsen Simon Bohr Karen Dorthea Jensen Lærke Posselt Maria Fonfara Petrine Elgaard Søren Pagter Miriam Dalsgaard Thomas Borberg Jeevani Fernando Shehab Uddin

91

92

93

94